Portrætter

Slægten Reventlow:

Kurt Reventlow
(1834 - 1914)



Andre slægter:

Louise Sophie Danneskiold-Samsøe
(1796 - 1867)



Slotte og Herregårde


Kærsgaard, Brænderup
Kærsgaard, Brænderup

Kærsgaard blev købt i 1873 af Frederik Ludvig Vilhelm Ahlefeldt-Laurvig og overgik ved dennes død i 1909 til sønnerne. Julius Ahlefeldt-Laurvig ejede Kærsgaard fra 1909-1913 i sammen med brødrene og som eneejer fra 1913-1931, hvor han som følge af landbrugskrisen måtte afhænde gården. Blev boende på avlsgården frem til 1934.


Heraldik


reventlow_segl_1272.jpg
reventlow_segl_1272.jpg



Gravsten og epitafier


Furst, Carl Frederik 1917-1925
Furst, Carl Frederik 1917-1925

   

Udskriv Tilføj bogmærke
Friedrich Leopold Stolberg

Friedrich Leopold Stolberg

Mand 1750 - 1819  (69 år)

Personlige oplysninger    |    Medie    |    Begivenhedskort    |    Alle    |    PDF

  • Navn Friedrich Leopold Stolberg 
    Fødsel 17 nov. 1750  Bad Bramstedt, Slesvig-Holsten, Tyskland Find alle personer med begivenheder på dette sted 
    Køn Mand 
    Død 5 dec. 1819  Sondermühlen, Niedersachsen, Tyskland Find alle personer med begivenheder på dette sted 
    Notater 

    • Frederik Leopold Stolberg, Friedrich Leopold Stolberg,  7.11.1750-5.12.1819, greve, forfatter, diplomat.

      Født på Bramstedt, død på Sondermühlen, begravet i Stockkempen ved Tatenhausen. S. blev opdraget sammen med sin to år ældre bror Christian, fulgte ham 1770 til Halle for at studere jura og 1772 til Göttingen hvor de tilsluttede sig Göttinger Hainbund. S. der især sluttede venskab med J. H. Voss begyndte at skrive digte der i deres ophøjede stil og begejstring for fædreland og frihed røbede indflydelse fra Fr. Klopstock som S. fra sin ungdom betragtede som sin åndelige far og digteriske forbillede. Digtenes holdning har imidlertid også rødder i hans selvbevidsthed som efterkommer af et urgammelt regerende grevehus som livet igennem gjorde ham til modstander af absolutismen og forsvarer af de politiske forhold i England. I Göttingen læste S. også græsk for at kunne læse Homer p;i originalsproget, deraf udsprang ideen om at oversætte Iliaden i tyske hexametre (udkom 1778), mens Voss overtog Odysseen. Om efteråret 1773 vendte brødrene tilbage til Kbh. hvor de boede hos deres svoger A. P. Bernstorff til de 1775 rejste til Schweiz og Tyskland, tildels i selskab med Goethe som de havde lært at kende i Frankfürt. Tilbagerejsen førte dem over Weimar hvortil Goethe kort forinden var ankommetog var blevet ven med hertugen af Sachsen-Weimar. S. fik tilbudt at træde i weimarsk tjeneste som kammerherre, men vendte dog først tilbage til Kbh. og foretrak endelig 1776 i stedet at modtage udnævnelsen til gesandt ved det danske hof for fyrstebiskoppen af Lübeck og hertugen af Oldenburg da han derved fortsat kunne leve sammen med familiekredsen. Han boede endnu en tid hos Bernstorff selv om han nærmest var en belastning for dennes politiske stilling da han ikke lagde skjul på sin modvilje mod det enevældige system, hoffet og Ove Høegh Guldbergs parti og undså sig ikke for at identificere den danske nation med regeringskredsen. Kbh. fomgtede han. Kun i Nordsjælland følte han sig vel, hvilket også fandt udtryk i hans digte som hermed indførte havet som tema i den tyske lyrik.

      Da Bernstorff i nov. 1780 blev afskediget bad S. s.d. om sin afsked og helligede sig fra 1781 sit embede som overskænk ved fyrstebiskoppens hof i Eutin, et embede han havde haft siden 1776 og levede delvis hos broderen i Tremsbüttel. 1783 blev han landfoged over Neuenburg i hertugdømmet Oldenburg, et embede han dog først tiltrådte 1785 efter en rejse til Weimar og Karlsbad og et fornyet ophold i Kbh. Han opgav det dog snart igen da hans hustru Agnes døde efter et kort og meget lykkeligt ægteskab, og modtog Bernstorffs tilbud om at komme til Berlin som dansk gesandt. Her blev han kun til sommeren 1790 og forventede at blive forflyttet til Neapel, men 1791 trådte han påny i fyrstebiskoppens tjeneste som kammerpræsident i Eutin. Efter at man havde givet ham tilladelse til forinden at foretageendnu en rejse til Italien der førte ham til Sicilien, og som han beskrev i et værk, 1794, tiltrådte han sit nye embede efter hjemkomsten jan. 1793.

      I de følgende år fjernede S. sig stadig mere fra vennen Voss som han allerede 1782 havde hentet til Eutin som rektor, og på grund af sin kristne holdning til antikken som han også i modsætning til Goethes og Schillers Weimar-klassicisme. Utilfredsstillet af tidens oplysningsprægede lutherdom og foruroliget over Frankrigs politiske udvikling efter revolutionen, som han først havde hilst som en virkeliggørelse af menneskerettighederne, nærmere han sig under indflydelse af sin anden hustru og nogle venner fra kredsen om fyrstinde Amalie v. Gallitzin i Münster mere og mere den katolske kirke, tilhvilken han sommeren 1800 konverterede med sin familie. Denne konversion som vakte stor opsigt over hele Tyskland og af protestantiske litterater blev opfattet som et tilbagefald til en netop af Oplysningen overvundet umyndiggørelse, fik S. til at opgive sit embede, og han begav sig endnu s.å., efter heftige angreb fra Voss og den ligeledes i Eutin levende filosof Jacobi til sine katolske venner.Han boede først om vinteren i Münster og om sommeren på det nærliggende gods Lütgenbeck, derefter fra 1812 på godset Tatenhausen ved Bielefeld som tilhørte en vestfalsk familie som en af hans døtre var gift ind i, og endelig fra 1816 i nærheden af denne datter på godset Sondermühlen ved Melle. Konversionen havde for stedse bragt en længevarende krise til ende, og også forholdet til hans slægtningefaldt snart til ro. Da S. 1807 sammen med sin hustru for første gang atter besøgte sin bror skrev Christian Ditlev Reventlow (1748–1827) der havde set dem i Vindeby, at de var blevet "blidere og bedreefter at de ikke mere skulle bære katolicismen skjult i deres hjerter". Allerede i Eutin var S.s digteriske virke trådt i baggrunden for oversættelse (Platon 1796–97, Aischylos 1802, Ossian 1806), ogi Münster beskæftigede han sig fremfor alt med historiske og kirkehistoriske arbejder, deriblandt en Geschichte der Religion Jesu Chrisli I-XV, 1806–18. S. døde kort efter at Voss endnu en gang med enpublikation havde rejst striden om hans konversion.

      S.s digtning er i stil og motiver karakteristisk for den tyske litteratur mellem Klopstock og Weimar-klassicismen Hans politiske og religiøse udvikling er oplysende for typiske problemer i tysk åndsliv i den franske revolutions tidsalder. – Æresdoktor ved Kiels univ. 1815. – Kammerjunker 1763.

      Familie

      Forældre: overhofmester, greve Christian Günther S. (1714–65) og Christiane C. F. Castell-Remlingen (1722–73). Gift 1. gang 11.6 1782 i Eutin med Henriette Eleonore Agnes v. Witzleben, født 9.10.1761i Hude, Oldenburg, død 15.11.1788 i Neuenburg, d. af løjtnant Adam Levin v. W. (1721–66) og Karoline v. Sobbe (1727–74). Gift 2. gang 15.2.1790 i Königsbrück i Sachsen med komtesse Sophie Charlotte Eleonore v. Redern, født 4.11.1765 i Berlin, død 8.1.1842 i Rumillies Belgien, d. af overhofmarskal greve Sigmund v. R. (1720–89) og grevinde Maria Johanna de Horguelin (1727–88). – Bror til Catharine S. og Christian S.

      Ungdom

      Han var søn af Christian Günther zu Stolberg-Stolberg. Ligesom sin ældre broder voksede Friedrich Leopold Stolberg op under påvirkning af Klopstock, og med sin tidligt udviklede lidenskab for poesi såhan med beundring op til datidens ombejlede digter, men valgte dog senere, da han blev bevidst om sit kald og sine evner, ikke at træde i hverken hans eller nogen andens fodspor. Et af hans første digte er helliget faderens død og tyder allerede på et næsten forudbestemt slægtskab med "Göttinger Hainbunds" digtere. Det var i den kreds, at han senere kom til at indtage en fremskudt plads, berømmetaf dem alle, misundt af flere og rost af selve Klopstock. Dog må det siges, at han aldrig, lige så lidt som broderen, kunde leve sig ind i de ægte demokratiske følelser, som ”Hainbund” ellers gik indfor. Han knyttede sig tættest til Voss, som han senere skaffede et rektorat i Eutin. Hans støtte til Burger var frugtesløs, og i stedet blev han en omhyggelig udgiver af den tidlig døde Høltys digte.
      Med en muligvis ubevidst pietisme, som han havde fra moderen, læste han dagligt i Bibelen. Derudover læste han gennem hele sit liv Milton og Klopstock, Ossian, de gamle skotske ballader og Shakespeare. Lessings realisme frastødte ham derimod, men Wieland havde han medynk med. For at kunne læse de græske forfattere, navnlig Homer, på originalsproget gav begge brødrene sig i deres sidste år på universitetet til at studere græsk meget intenst. Stolberg havde en egen lyrisk evne til at skrive lige ud af sit eget indre, i hyggelige, hjemlige toner, og flere af den slags digte stammer fra tiden omkring moderens død (1773-74). Derimod gjorde han ikke så meget væsen af en ulykkelig ungdomskærlighed som mange andre tyske digtere.

      Arbejdsliv

      Efter den berømte rejse til Schweiz gjaldt det for Stolberg om at finde en stilling, hvis indtægter kunne afhjælpe hans vanskelige situation. Han fik i 1776 stilling som oldenborgsk overskænk og ambassadør ved det danske hof, og den stilling beholdt han i 4 år, plaget af byens uro og trykkende luft, og søgende efter lindring i landlivet sammen med sine holstenske venner. De 2 næste år (1780-82) blev i mange henseender skæbnesvangre for Stolberg og truede både hans livsgrundlag og hans psykiske helbred. Hans yngste broder, Magnus (født den 30. november 1760), faldt i en duel i Kiel den 14. december 1780, hans veninde Emilie Schimmelmann døde, Bernstorff blev styrtet, og Stolberg forlangte sin afsked, men fik først en lang orlov og endelig sin afsked i november 1781, således at han endnu varoverskænk og vicehofmarskal ved det fyrstbiskoppelige hof i Eutin. I 1782 døde hans ældste søster, Henriette, A. P. Bernstorffs hustru, og dette dødsfald gjorde ham dybt nedtrykt, men hans sindsstemning var allerede ved at lette: han havde fundet trøst og opmuntring i sin kærlighed til den smukke, unge og meget beundrede Agnes v. Witzleben (født 9. oktober 1761), som han blev gift med i juni 1782.Året efter fik Stolberg en søn og i 1785 under et ferieophold i København en datter. Begge disse begivenheder og hele sin hele huslige lykke har han foreviget i digte og breve. Da hertugen af Oldenborg døde, blev Stolberg sendt på en særlig mission til St. Petersborg for at bekendtgøre den sørgelige begivenhed. Han blev meget afholdt ved zarhoffet og gjorde bekendtskab med Hamann og Hippel. I Neuenburg, hvor Stolberg var blevet ansat som oldenborgsk landsdommer, døde hans elskede hustru 15. november 1788. Han søgte og fik sin afsked af den oldenborgske tjeneste og drog 1789 som dansk gesandt til Berlin.

      I 1790'erne var han en del af den konservative Emkendorfer omgangskreds. I striden om den oplysningsteologisk prægede alterbog af Jacob Georg Christian Adler, blev han ved udsendelsen i 1798 af et anonymt skrift, der først og fremmest var møntet på Matthias Claudius, denne kreds' modstander.

      Konvertering til katolicismen

      Her indtræder et vigtigt vendepunkt i Stolbergs Liv, for hans originale poetiske produktion må stort set anses for at være afsluttet med dette år, og de nye forhold, han kom ind i, fremmede hans længenærede tanke om at gå over til katolicismen. Han forelskede sig i Sophie Charlotte Eleonore Komtesse v. Redern (4. november 1765 – 8. januar 1842), og trods megen tvivl ved tanken om den afdøde hustrugiftede han sig med hende i (15. februar 1790). Selv om hans anden hustru medbragte en ret betragtelig formue, kunne parret ikke blive i Berlin, og Stolberg modtog i 1791 posten som lybsk regeringspræsident i Eutin. Den post gav en betydelig indtægt, og da han først behøvede at tiltræde den i 1792, kunne han tage på en større rekreationsrejse i Tyskland og Italien. I 1793 kom Stolberg tilbage tilEutin og tiltrådte sit embede, men kunne ikke rigtigt leve op til det. Desuden rejste han rejste ofte bort og holdt megen selskabelighed. Det gode forhold til hans gamle ven Voss blev efterhånden ødelagt dels på grund af Stolbergs mere og mere tydelige tendens til katolicisme, dels på grund af Voss’ hensynsløse angreb på alt adeligt, og dels vel også på grund af det fornemme selskab, der stadig færdedes hos Stolberg. En alvorlig sygdom, som Stolberg gennemgik i St. Petersborg 1797, Bernstorffs død, tabet af flere børn og til dels de politiske forhold gjorde endelig udslaget. Stolberg afskedigede Voss som lærer for sine børn og indkaldte en fransk abbed. Efter voldsom tvivl og under stærk påvirkning fra andre, ikke mindst fra sin hustru, gik Stolberg med hele sin familie (undtagen en datter) over til katolicismen i 1800 og søgte under et ophold i Carlsbad sin afsked fra embedet. Denne begivenhed vakte uhyre jubel iblandt katolikkerne i Tyskland og bedrøvelse eller harme hos alle hans venner.

      Alderdom

      Stolberg kunne ikke mere leve i det protestantiske Nordtyskland, og han flyttede til Münster, hvor han blev modtaget med åbne arme af flere katolske bekendte, som havde bidraget til hans ”omvendelse”.I 1812 flyttede han til godset Tatenhausen ved Bielefeld og i 1816 til domænegodset Sondermühlen i nærheden af Osnabrück, hvor han i flere år levede et lykkeligt familieliv, afbrudt af mange rejser, og efterhånden forsonet med sin ældre broder og de fleste af sine gamle venner. I 1815 blev brødrene Stolberg udnævnt til æresdoktorer ved Kieler-universitetet. Under sin usædvanlige og personlige, åndelige udvikling var Stolberg efterhånden blevet ret fremmed overfor oplysningstidens digtning og måtte høre mange bebrejdelser og spot fra de samtidige digtere. Han gav sig mest af med oversættelser fra græsk, som Homer og Aischylos, men disse arbejder må betragtes som filologiske amatørværker. I sine senere år har han – bortset fra oversættelsen af Ossian og digtet Alfred – kun skrevet oversættelser af katolske kirkefædre og større og mindre arbejder til gavn for katolicismen, især Geschichte der Religion Jesu Christi (i 15 bind, 1806-19). Han døde på Sondermühlen den 5. december 1819 og efterlod sig hustru og 12 børn. Brødrene Christian og Friedrich L. Stolbergs Gesammelte Werke, hvoraf Christian måske kun er forfatter til en tiendedel, fylder ikke mindre end 20 bind, og dertil kommer deklassiske oversættelser og større religiøse skrifter.
    Person-ID I10642  Reventlow
    Sidst ændret 8 maj 2021 

    Far Christian Günther Stolberg,   f. 9 jul. 1714, Stolberg, Sachsen, Tyskland Find alle personer med begivenheder på dette stedd. 22 jun. 1765, Aachen, Nordrhein-Westfalen, Tyskland Find alle personer med begivenheder på dette sted (Alder 50 år) 
    Mor Christiane Charlotte Frederikke Castell-Remlingen,   f. 5 sep. 1722, Remlingen, Unterfranken, Bayern, Tyskland Find alle personer med begivenheder på dette stedd. 22 dec. 1773, Altona, Hamburg, Tyskland Find alle personer med begivenheder på dette sted (Alder 51 år) 
    Familie-ID F25505  Gruppeskema  |  Familietavle

    Familie Henriette Eleonora Agnes Witzleben,   f. 9 okt. 1761, Hude, Oldenburg, Niedersachsen, Tyskland Find alle personer med begivenheder på dette stedd. 15 nov. 1788, Neuenburg, , Find alle personer med begivenheder på dette sted (Alder 27 år) 
    Ægteskab 11 jun. 1782  Eutin, Slesvig-Holsten, Tyskland Find alle personer med begivenheder på dette sted 
    Familie-ID F301  Gruppeskema  |  Familietavle
    Sidst ændret 8 maj 2021 

  • Begivenhedskort
    Link til Google MapsFødsel - 17 nov. 1750 - Bad Bramstedt, Slesvig-Holsten, Tyskland Link til Google Earth
    Link til Google MapsÆgteskab - 11 jun. 1782 - Eutin, Slesvig-Holsten, Tyskland Link til Google Earth
    Link til Google MapsDød - 5 dec. 1819 - Sondermühlen, Niedersachsen, Tyskland Link til Google Earth
     = Link til Google Earth 

  • Dokumenter
    „Wohne immer in meinem Herzen und in den Herzen meiner Freunde allesbelebende Liebe!“
    „Wohne immer in meinem Herzen und in den Herzen meiner Freunde allesbelebende Liebe!“
    Friedrich Leopold Graf zu Stolberg (1750 - 1819)

    Aus der literarisch-historischen Sammlung des Grafen Franz zu Stolberg

    Billeder
    Friedrich_leopold_graf_zu_stolberg.jpg
    Friedrich_leopold_graf_zu_stolberg.jpg