Reformer på Brahetrolleborg

Kilde:

F.Th. Ludvigsen: Johan Ludvig Reventlow -
Børneven - Bondeven.

Johan Ludvig Reventlow

På det sydfynske gods Brahetrolleborg forløb alle de ting, som vi under et kalder bondereformer, på en måde, som passende kan tjene som et mønster for resten af landet. Her ophørte hoveriet og den ydmygende behandling af bøndene tidligere end de fleste andre steder.

Udskiftningen af markerne og gårdenes udflytning på disse gennemførtes i løbet af 4-5 år, mens fuldførelsen andre steder kunne tage op til 20-30 år.

Når det skete så hurtigt og mønsterværdigt her, skyldes det selvfølgelig først og fremmest, at den ene af de to brødre Reventlow var indehaver af godset.

Hvordan fik nu den tids bondevenlige fremskridtsmænd den tanke, at der måtte gøres noget ved de bestående forhold? Chr. Ditlev og Johan Ludvig Reventlow fik så ganske åbenbart disse ideer til arbejdet på en rejse, de foretog syd på i deres ungdom. De havde først varet på Sorø Akademi, inden de drog til Leipzig for at fortsætte skolegangen der.

På skolen her i Leipzig havde de et par lærere, som underviste på en friere og mere personlig måde, end det var almindeligt på den tid. Efter to års skolegang der, drog de til Frankfurt og Heidelberg, hvor de satte sig ind i bjergværksdrift og industri, derfra til Schweiz og Sydfrankrig. De to sidste steder studerede de landbrug. I Schweiz var mejeri-bruget højt udviklet, mens fransk landbrug stod langt tilbage.

Herefter gik turen til Belgien og Holland, hvor bønderne sad som ejere eller årvefæstere på deres gårde. også i England, som var brødrenes næste mål, stod landbruget dengang højt. Dygtige englændere havde opfundet harver og plove, som langt bedre end vore redskaber kunne findele jorden.

Vi ser klart, at denne rejse fik stor betydning for deres senere årbejde for de danske bønder.

1755 døde faderen, og de to brødre fik nu hver sin del af familiens godser. Den ældste, Chr. D. Reventlow, overtog nogle besiddelser på Lolland, mens J. L. Reventlow fik Brahetrolleborg på Sydfyn.

Her skabte han sammen med grevinde Sybille et kulturelt samlingspunkt for flere af datidens kunstnere. Her kom f. eks. komponisten Schultz og digteren Jens Baggesen. Det var på den tid almindeligt, at kunstnere boede kortere eller længere tid på herregårdene. Det var en økonomisk hjælp for kunstnerne selv og en kærkommen adspredelse for de adelige værtsfolk i en tid uden vore muligheder for underholdning.

Man havde fra statsstyret i København haft bud efter J. L. Reventlow for at udnytte hans kundskaber og erfaring, men det var ikke noget for ham, og efter en kort ansættelsestid trak han sig tilbage til sit fynske gods. Her var nok at tage fat på, og årbejdet interesserede ham. Han havde da også været med i den landbokommission, der i 1784 blev nedsat for at gennemføre reformer på kronens godser i Nordsjælland.

Ret hurtigt begyndte han lignende reformer på sit eget gods. Disse indledtes med, at han samlede godsets bønder i slotsgården, hvor han holdt en tale til dem. Heri mindede han dem om deres rettigheder og pligter og bad dem til sidst om at ,,ødelægge de slemme Tugtemestre, der havde forvoldt dem så mange sure Timer og fremkaldt så megen Bitterhed i deres Hjerter".

Herefter blev træhesten og gabestokken brækket i stykker og brændt på et bal i slotsgården.

Ottemandsrådet

Med dette var der skabt et tillidsforhold mellem greven og bønderne, som fik stor betydning. Han udvalgte fire af de dygtigste blandt dem og bad disse vælge fire andre. Dette råd på otte bønder fik afgørende værdi under de omdannelser, der skulle komme; ja, der blev endog fremstillet et ottekantet bord til møderne. Bordet findes og bruges stadig på slottet. Dette råd opretholdtes også i årene efter bondereformernes fuldførelse og tog sig af forskellige sager. Sammen med præsten havde rådet tilsyn med fattigvæsenet i sognet og uddelte almisser, af hvilke over halvdelen gik af grevens private kasse. Det førte tilsyn med børnenes skolegang, deltog i værdi-ansættelse af jorden under udskiftningen og påtog sig stort set de hverv, der senere blev henlagt til sognerådene. Det er derfor ikke uden grund, man har kaldt denne forsamling af oplyste bønder med greven i spidsen for Danmarks første sogneråd. Ordningen bestod da også, til den nuværende sognerådsordning indførtes i 1842.

Ottemandsrådets vigtigste årbejde bestod jo imidlertid i at hjælpe til med de forestående reformer på godset. Opmålingen af bondejorden var afsluttet i 1784. Nu forestod de den vanskelige fastsættelse af jordens værdi. På grundlag af denne værdiansættelse skulle jorden tildeles de enkelte bønder. Disse var ved flere møder og gennem ottemandsrådet omhyggeligt blevet oplyst om, hvad der skulle ske og var fuldt ud indforstået med det.

Ved værdiansættelsen gik man ud fra kvaliteten af den bedste jord tre forskellige steder på godset. Denne værdi satte man til taksten 12. Ud fra dette tal beregnede man så værdien af de øvrige gårdes jord.

Man må da forestille sig, at sandjorden regnedes for mere værdifuld, end den ville blive i dag, idet den var lettere at behandle med den tids redskaber. Udskiftningen omfattede ca. 1øø gårde i alt, og af disse skulle de 4ø flyttes ud på marken.

De nye gårde

Udgifterne ved den tidligere nævnte udflytning skulle dækkes af samtlige bønder på nær en godtgørelse fra staten, der kunne variere mellem 4ø og 1øø rigsdaler for hver gård. Dette tilskuds størrelse var afhængig af de nye bygningers indretning. Da en hest dengang kostede ca. 7 rigsdaler, giver det et begreb om statens andel i reformerne. Egetømmer til bindingsværket fik bønderne frit fra godsets skove. For mursten skulle de betale, hvad det kostede at fa disse brændt på godsets fire teglværker, der var blevet opført til formålet. Fyrretømmeret til spær og andet indvendigt bjælkeværk fik de til indførsels-pris fra Norge.

Hoveripligten blev ophævet fra 1. maj 1788 på nær nogle dage i så- og høsttiden det første år. De enkelte bønders nye marker blev afstukket i april samme år, så de kunne så rug i deres egen jord det følgende efterår. Fire uger efter Mikkelsdag (St. Michaels dag d. 29. September) skulle alt fællesskab ophøre. Omkostningerne ved bygningernes opførelse ud over de før nævnte samt udgifter ved markernes indhegning og klargørelse kunne afdrages over 28 år. De gårde, som fik den magre jord, skulle de første 6 år have nogle læs gødning fra gårdene med den gode jord; denne form for udligning skulle de ordne indbyrdes gennem aftaler mand og mand imellem.

Alle bønder såvel udflytterne som de, der skulle blive boende, skulle hjælpe til med kørsel af materiale. Enhver udflytter måtte de første 3 år beholde sin gamle frugt - humle - og kålhave. Humlen, og de unge frugttræer måtte flyttes med.

De bønder, som ikke turde binde an med de nye forhold enten på grund af alder, eller fordi de frygtede, at de økonomisk ikke kunne klare sig, fik tildelt et hus med 3 tdr. land (ca. 1,5 ha) på et afgrænset område af bymarken (se side 1). Disse husmænd måtte ernære sig ved daglejerarbejde om dagen og dyrke deres lille jordlod i den sparsomme fritid. Herved opstod der et landproletariat, der i antal udgjorde en større del af landbefolkningen end selvejerbøndeme, og først ca. 1øø år senere blev deres forhold forbedret takket være de husmandsførere, der fremstod i slutningen af 18øø-tallet.

Soldatertjenesten blev gjort mindre tilfældig, idet der blev trukket lod mellem alle i alderen fra 18-3ø år. Frinumrene skulle dog yde et årligt beløb til de uheldige, der måtte forrette tjeneste. En del af pengene blev tildelt særlig dygtige soldater.

Da man kunne forudse en del misforståelser og fejltagelser ved en så afgørende ændring i sognebefolkningens daglige tilværelse. blev det ordnet sådan, at enhver kunne fa adgang til at tale med greven hver onsdag og søndag kl. 12. Om søndagen skulle tillige 2 af medlemmerne fra ottemandsrådet vare til stede. Hver anden søndag efter gudstjenesten måtte endog hele ottemandsrådet være til rådighed på godset.

I så vid udstrækning som muligt fik bønderne lov til at bestemme selv, hvad angik udflytningen på de enkelte lodder. Hvor man ikke kunne opnå enighed, benyttede man sig af lodtrækning. Om en sådan fortælles i øvrigt, at 3 koner engang på grund af mændenes sygdom var kaldt op på slottet for at trække lod om, hvilken af de tre gårde, der skulle blive liggende i landsbyen. Da den vindende kone på hjemturen tabte sit garnnøgle fra det fælles køretøj, undlod de to andre at gøre hende opmærksom på det. Det var dem da en trøst i skuffelsen at se den heldige kones garnnøgle rulle op på tilbagevejen.

De forpligtelser, der forhen hvilede på gårdene, d. v. s. tiende, fæsteafgift og hoveri blev omregnet til en vis mængde korn pr. gård. Da gårdene efter den nye opdeling blev ca. lige store (25-30 ha) blev den almindelige kornafgift pr. gård ca. 25 tønder d. v. s. 2500 kg. Hertil kom endvidere den førnævnte renteafgift på bygninger og kreaturer, der beløb sig til 16 rdl., hvilket vil sige prisen for 2-3 heste. Vil vi nu omregne disse samlede afgifter til 1968 priser, blev summen på ca. 5000 kr. Vi må her tags i betragtning, at jorden endnu ikke havde vore dages ydeevne, så summen nok kunne forekomme besværlig at fa betalt for nogle af de nye selvejere.

Den 14. September 1788, grevindens fødselsdag, blev fastsat som den dag, da overdragelsen af ejendomsbeviserne skulle finde sted. Bønderne samledes i slotsgården, og hver enkelt blev kaldt frem og fik overdraget skødet på sin gård. De otte fra rådet hædredes ved at blive kaldt frem først. I alt var der 71, som blev selvejere. Ud over disse var der 17 tidligere fastebønder, hvoraf en del ønskede at blive i fæsteforholdet, mens andre ønskede et hus med 3 tdr. land.

Nu kunne man så formode, at alt var i den skønneste orden og alle tilfredse. Det viste sig imidlertid kort efter, at 13 af de nye selvejere fik betænkeligheder og derfor trådte i forbindelse med en sagfører af tvivlsom karakter, en såkaldt vinkelskriver.

Ved dennes hjælp fik de sammensat en klageskrivelse over de påståede høje afgifter. De forlangte nedsættelse af summen, eller de nægtede at modtage de tinglæste skøder! På ny blev alle sammenkaldt og fik atter forklaret i enkeltheder alt det nye, de nu havde påbegyndt. Resultatet blev da også, at de sidste tvivlrådige modtog deres ejendomsbeviser.

I løbet af 2-3 år blev de ca. 40 gårde opført, som skulle flyttes ud fra godsets 8 landsbyer. De to første gårde blev bygget særlig solidt og skulle tjene til eksempel for de følgende, men da det ville blive for dyrt at følge dette mønster, blev de følgende gårde af mere almindelig udseende. Byggeriet blev fulgt med interesse af greveparret, og efter afslutningen af det store årbejde red de begge i selskab med digteren Jens Baggesen rundt og gav gårdene de velklingende navne, som endnu i dag bruges, og hvoraf en betydelig del er blevet familienavne. Navnene havde en poetisk klang og skulle udtrykke særlige egenskaber eller forventninger om hver enkelt gård: Yndevæld, Kløverpris, Høsthåb, Aksglæde, Ludvigslyst. Et halvt hundrede navne af den årt kan nævnes, idet en del af de gårde, der blev liggende, også fik navne ved denne lejlighed.

På samme måde forsynedes husene med navne, ofte hentet fra geografien i den hensigt at gøre skolebørnene fortrolige med fremmedartet navnestof. Det blev til navne som: Kristiania, Theben, Syrakus, Karlskrona, Korinth. Danske bynavne som Aarhus, Viborg finder man på husene den dag i dag.

Nye dyrkningsmetoder og industrielle anlæg

På den jord, der forblev under godset, gik greven i spidsen med en mængde forsøg. Det kan nævnes, at han forsøgte sig med græsensilering, sommerstaldfodring og dyrkning af raps og rødløg. Endvidere var han foregangsmand inden for dræning, forbedring af korn- og græsarter samt med indførelse af nye redskaber til jordens tilberedning. Disse blev demonstreret på godset, når de var gennemprøvet. Sådanne eksperimenter var langt forud for tiden og lykkedes da heller ikke alle, hvilket påførte greven betydelige tab. Ved sin død havde han reformeret sig ud i en ret betydelig gæld, så man kan langt fra påstå, at det store årbejde var til egen økonomisk fordel.

Oprettelsen af småindustrier rundt på godset understreger Ludvig Reventlows trang til at bane nye veje i udviklingen. En ung mand ved navn Søren Mathiesen, der til han blev 24 år havde tjent som medhjælp ved landbruget, gav sig til at være smed. Hans høstleer var meget efterspurgte, og han fik da den tanke at starte en større produktion. Med støtte af Ludvig Reventlow byggede han i 1784 et slibe- og hammerværk ved Silkeåen i Brahetrolleborg storskov. Åen afgav drivkraft til en maskinhammer, og her fremstilledes gennem tyve år de efterhånden vidtberømte leer.

Mindre velfortjent berømmelse opnåede en senere smed På stedet, kunstsmed, mekaniker og jernstøber, Niels H. Pedersen. I første halvdel af 1800-tallet var han smed i slibe- og hammerværket, men må have fundet fortjenesten for lille. Han fremstillede en kliche til trykning af pengesedler. Papiret til disse fremstillede han i øvrigt også selv. De trykte sedler omsatte han i København, idet han i forskellige forretninger købte damepynt og betalte med så store pengesedler, at han fik en god portion ægte penge tilbage. Pynten forærede han bort hjemme i sognet. I 1838 gik det galt, sedlernes påtrykte udseende var fuldendt, men dobbeltnumrene afslørede svindelen. Under afsoningen tilbød han Nationalbanken sin bistand mod, at han blev frigivet. Hans gode tilbud blev dog afslået! Slibe- og hammerværket blev nedlagt i 1858, men en egepæl i øens bund samt voldene omkring den tidligere mølledam vidner om det fortrinlige industrianlæg.

En anden industrivirksomhed, der fortjener omtale, er drejels- og damaskvæveriet i Korinth. Det blev påbegyndt 1792, og ledelsen blev overdraget en jysk vævemester, der havde fået sin uddannelse i England. En senere mester i stillingen viste så stor færdighed i vævningen af damask efter egne tegninger, at han fik tildelt en præmie på 54 rigsbankdaler af Landhusholdningsselskabet. Et garveri blev ligeledes oprettet i Spanget, idet man i dette kunne udnytte bark fra skoven til garveprocessen. I skovbrynet mellem Kræmmerhaven og Karlskrona ligger endnu en velbevaret barklade som et synligt minde om denne virksomhed.

For at fremme spinde- og væveinteressen hos unge piger oprettede greven en spindeskole i den bygning, der senere er blevet til Korinth Kro. Stationsbyen har sit navn herfra.

Også høravlen ønskede Reventlow at fremme, og på gården Lykkenssæde i Højrup oprettedes i slutningen af 17øø-tallet et høravlingsinstitut. En ung mand, Henning Schroll havde i elleve år dygtiggjort sig til stillingen som leder af dette institut ved studierejser til Tyskland, Holland, Belgien og Skotland. Med støtte fra regeringen påbegyndtes i 1790 årbejdet på Lykkenssæde.

Omkring 120 elever fik her i årenes løb en grundig uddannelse i høravl og hørberedning. Uddannelsen tog 4-5 år og foregik på gården Lykkenssæde, der var uddannelsessted for mange af de mænd, der fik stor betydning for høravlen i Danmark.

På visse betingelser blev lærlingene fritaget for militærtjeneste, men da denne frihed blev misbrugt, ophævedes den igen. Den hør, man dyrkede på Lykkenssæde, kunne i kvalitet måle sig med den bedste hollandske, som i almindelighed anså for langt den bedste i Europa. 1 perioder var der 24 unge mennesker under uddannelse alle udtaget efter forudgående prøve. Henning Schroll havde udarbejdet en liste over de vilkår, de unge måtte gå ind på, før de blev optaget på gården. Punkt 3 på denne liste er værd at lægge mærke til: "Fra 1. Oktober til ultimo Marts (31. marts) undervises om Aftenen i Instituttets Skole 2-3 timer i Skrivning med videre, og er enhver Lærling pligtig der at indfinde sig og efterleve de Forskrifter, som i den Henseende er vedtagne."
Man kan se, der har ligget en fået plan til grund for instituttets drift. En del af det færdige hørprodukt gik naturligvis til damaskvæveriet i Korinth. Det bør til slut nævnes, at mange af de elever, der På Lykkenssæde fik en så grundig uddannelse, senere kom til at præge høravlen ud over landet.