CHRISTIANSSÆDE

Christianssæde er en af de faa og snart vel endnu færre Herregaarde, der fornemt tilbage trukkent og godt gemt mellem herlige, vidtudstrakte gamle Skove i sin drømmende En somhed ikke opskræmmes af Livets Uro. Her i Lollands fede side Jord er Egens sidste Tilflugtssted, hvor aarhundredgamle Træer af kongelig Rejsning og Vælde breder deres livsfriske Kroner som Vidner fra Landforvandlingens Dage, Vidner om den Herremands slægt, der fremfor nogen anden i Danmark, Søn efter Fader, har virket for den danske Bondestands økonomiske og intellektuelle Rejsning og i sin private Færd paa dette Sted har været et smukt Forbillede for sine Undergivne.

Skulde den altudjævnende Tidsaand, i sin uforstandige og ensidige Forfølgelse af al Stordrift i Landbruget, sin Uvilje mod fevdale Mure og deres ærværdige Traditioner, ogsaa ville føre Kampen ind i denne fredfyldte Idyl, bør Mindet og Erkendtligheden byde den Holdt foran disse Skove og dette Bo, hvorfra saa meget Lys er udgaaet over Landet.

Ifølge en gammel Overlevering skal Tostrup, det oprindelige Navn paa Hovedgaarden i Grevskabet Christianssæde, være opført Aar 1353, og uden Tvivl er det opstaaet ved Nedlæggelsen af en gammel Landsby. Som talrige andre gamle Hovedgaarde paa LollandFalster og Fyen forekommer Tostrup i den stedlige Historie tidligst knyttet til en af de mange holstenske og nordtyske Adelsmænd, der i Valdemar Atterdags Trængselstid sad som Panteherrer og Befalingsmænd paa de fleste af Danevældens faste Borge. Ved Indløsningen af de holstenske Grevers Pantelen i Danmark traadte flere af deres Fogeder og Høvedsmand rundt om paa øerne i Kongens Tjeneste. Enkelte Familier som Rastorp (Rostrup) Sandberg (af Kvelstrup), Godow og Kabel af Tostrup fæstede Rod i Landet og opnaaede under Dronning Margrethe indflydelsesrige Stillinger i Riget. - Familien Kabel eller Kabolt tilhører en ældgammel meklenborgsk Adelsæt, af hvilken Hr. Fredborn Kabel tidligst forekommer her i Landet 1350; han nævnes 1368 som Ridder, da han sammen med sin Broder Hr. Heine Kabel ejede Gods paa Lolland. En tredje Broder Lyder Kabel var samtidig knyttet . til øen, idet han 1388 var Foged paa Ravnsborg; det følgende Aar blev han dødelig saaret i Slaget ved Falen og gravsattes i Nysted Kirke. Sidstnævntes Søn Hr. Henning Kabel ejede Nielstrup (Musse Herred) og skrives 1397, da han var nærværende paa Lollands Landsting, til Tostrup (ªi Tøstorpe´). 1401 beseglede han i Helsingborg Kong Eriks Stadfæstelse af Dronning Margrethes Testamente, var 1411 nærværende ved Skiftet efter Axel Mogensen Gøye og levede endnu 1430. Hans Navn: Hennyngus Kabel, ses paa den nordlige Væg af Kirken i Hovedsognet Tirsted. Af hans Børn i Ægteskab med Helvig Neb arvede den ældste Datter Abel Tostrup. Hun angives at have været gift først med Hr. Niels Lauridsen, der efter Vaabenet at dømme, tilhørte de Huitfeld Hogenskilders Stamme, og hvis Stamrække begynder med hans Farfaders Broder Peder Lauridsen; han siges allerede 1390, da han beseglede et Vidne af Lollands Landsting, at bo i Tostrup. Hr. Niels Lauridsen, til hvis Descendens Slægtebøger knytter de o. 1500 herhjemme uddøde meklenborgske Kabel¥ers Navn, skænkede 1421 Gods til Maribo Kloster og var 1439, da han beseglede Opsigelsen til Kong Erik, endnu kun Væbner, men betegnes 1442 som Ridder. Han skrives 1439 - 43 til Tostrup, men synes at være død kort efter. Gaarden gik derefter over til hans Søn Peder Nielsen, som 1455 nævnes til Tostrup, og efter dennes Død til hans Søster Anne, gift med Hr. Tyge Lunge til Basnæs, der 1446 var Ridder og døde ved 1460. Medens han er gravfæstet i Antvorskov Kirke, fandt hans Frue, der først døde 1486, sit Hvilested i St. Hans Kirke i Odense, hvor hendes Ligsten endnu ses, prydet med det Kabel¥ske Vaabenskjold med Skraabjelken. Arving til Tostrup blev hendes Datter Maren, gift med Hr. Axel Brahe til Krogholm og Tosterup (Ingelsted Herred), Danmarks Riges Raad, død 1487, begraven i Ystad Kirke. Fru Maren, der endnu levede 1520, efterlod det lollandske Tostrup til sin yngste Søn, Hr. Aage Axelsen Brahe, der allerede 1513 nævnes som Ejer af Tostrup. Han var Lensmand paa Varbjerg og Sølvitsborg, forseglede 1523 som Ridder Kong Frederik I.s Haandfæstning og døde 1525. I sit ægteskab med Beate Jensdatter Ulfstand havde han kun en Datter Beate Brahe, der arvede Tostrup og ægtede Rigsraaden Hr. Jørgen Lykke til Overgaard og Hverringe (d 1583), ªden sidste Ridder i Danmark´. Efter Fru Beates Død 1602 kom Tostrup til hendes Datter Fru Kirsten Lykke (d 1630), der 1577 ægtede Rigskansler Eiler Grubbe til Lystrup (d 1585), hvis Livsskæbne der tidligere er gjort Rede for ved Omtalen af dette hans Hovedsæde. Tostrup gik derefter over til hans Søn Jørgen Grubbe. Saalænge de til Skaane knyttede Braher og efter dem de godsrige Lykker ejede Tostrup, har næppe nogen af disse skænket deres forholdsvis beskedne lollandske Ejendom synderlig Interesse, og Gaarden har ført en saa lidet bemærket Tilværelse, at der udover Ejernes Navne og biografiske Data intet vides om den. Jørgen Grubbe var efter lange Tiders Forløb den første Besidder, der atter havde Bolig paa Lolland og kunde tilse sin Besiddelse her, uden dog at have boet her. Han fødtes 1584, studerede udenlands og tog 1603 Tjeneste i Krigen i Holland, hvorfra han maatte flygte paa Grund af et Drab paa sin egen Ritmester; han tjente derefter som Ritmester i Kalmarkrigen og var 1614 - 24 Lensmand paa Ravnsborg og Halsted Kloster, hvilket Sted han beboede, indtil han derefter blev Lensmand paa Vestervig. 1623 ses han at have ført Trætte med Fru Anne Wittorp Jesper Grubbes Enke om Ejendomsretten til Eskemoseskov under Tostrup. Med sin anden Hustru Lene Rud, den sidste af sin Slægt, fik han Vedby, hvor han fra 1627, da han fratraadte Vestervig, tog Bolig. Ved Skifte, holdt tre Aar efter hans Død (1640), arvedes Tostrup af hans Søn Christian Grubbe d.1653. Fra ham kom Gaarden, efter i nøjagtig tre Aarhundreder at være nedarvet i samme Slægt paa Spindesiden, sammen med Aalstrup, til Rigshofmester Jokum Gersdorff (d.1661), hvis Svigersønner, General Jørgen Bielke og Viceadmiral Jens Rodsteen, 1669 afhændede begge Gaarde til Admiralitetsraad Povl von Klingenberg, Generalpostmester for Danmark og Hertugdømmerne, fortjent af det danske Postvæsens Udvikling, men tillige Privatkøbmand i stor Stil uden at være særlig nøjeregnende med Midler og Veje. Fra hans Konkursbo gik Tostrup 1686 over til en af hans Kreditorer, Fru Regitze Sophie Vind (d.1692), i første Ægteskab gift med Vilhelm Marselis Friherre G¸ldencrone til Vilhelmsborg, i andet ægteskab (1686) med Generaladmiral, Baron Jens Juel til Baroniet Juellinge. Som aktiv Militær havde han under Krigen med Sverige 1675 - 79 sin Del i de fleste af Broderens Sejrvindinger, bl. a. Erobringen af Venersborg, Træfningen i Køgebugt og R¸gens Erobring, men anvendtes tillige som en anset og meget benyttet Diplomat, var gentagne Gange Sendebud i Stockholm i Krigsaarene og deltog i Fredsunderhandlingerne i Lund.

Jens Juel er det nuværende Christianssædes Bygherre. En endnu bevaret Indskrift paa en Stenflise beretter, at ªHr. Jens Juel, Friherre til Juellinge, Herre til Urup, Taastrup og Aalstrup, Kongelige Majestæts Etats og Kancelliraad, Præsident i Kommerce Kollegio, Ridder og Geheimeraad, blev 1679 Ridder af Elefanten, med sin elskelige kære Friherreinde Frue Regitze Sophie Vind, Friherreinde til Vilhelmsborg, Urup, Taastrup og Aalstrup, bygde dette Hus 1690´.

Jens Juel var en af Tidens faa store adelige Bygherrer, der foruden denne Gaard tillige har opført Valbygaard, nu Juellinge i Stevns, og det nylig nedrevne Juellund ved Køge. Det enlængede treetages Hus med Altan tilhører Barokken i dennes nederlandske Form, der var almindelig benyttet i Slutningen af det 17. Aarhundrede. Ogsaa boligkulturelt slutter det sig nøje til den barokke Arkitekturretning med behagelige, statelige Adgangsforhold og rummelig Vestibule midt for Hovedfaqaden og en bekvem og klar Fordeling af Værelserne oppe og nede. Omend Istandsættelsen 1883 ændrede en Del i Bygningens tidligere Udseende og fjernede de to karnapagtige Udbygninger mod Haven, er dens almindelige Karakter fra Jens Juels Dage i alt væsentligt bibeholdt. I dens nærmeste Omgivelser er sket den Forandring, at Ladebygningerne og Forpagterboligen efter en Ildsvaade i Aaret 1851 blev flyttet øst for Hovedbygningen. Paa Ladegaardens tidligere Plads er anlagt en Have, og Hovedbygningen er omgiven af Urtegaard og Lysthaver paa alle Sider. Fra Altanen har man en vid Udsigt over Land og Hav, i klart Vejr endog over til Femern.

I Jens Juels eller rettere hans Frues Besiddertid oprettede han et Birketing for Tostrup. Ved hans Død i Aaret 1700 tilfaldt Aalstrup og Tostrup hans Frues Børn af første ægteskab, hvilke 1702 tilskødede Gaardene til deres Broder, Baron Vilhelm G¸ldencrone (d.1708), der var gift med Anne Vind Banner, som efter hans Død ægtede Geheimeraad, Amtmand i Segeberg Hans Rantzau til Putlos og Seegalendorf. Denne tilskødede 1728, 11. Juni, Tostrup og Aalstrup Gaarde med tilliggende Gods, nemlig Tostrup Hovedgaardstakst 71 Tdr. 7 Skpr. 3 Fdk., Skov og Mølleskyld 9 Tdr., Konge og Kirketiender 111 Tdr. 5 Skpr. samt Bøndergods 1096 Tdr. 3 Skpr. - til Greve Christian Ditlev Reventlow, Friherre til BraheTrolleborg. Som tidligere nævnt, havde denne 1725 erhvervet Sædegaarden Pederstrup med den derunder liggende Ladegaard Skjelstofte samt 1723 Lungholm, hvilke fire Gaarde ved kgl. Patent af 1729, 25. Juli, ophøjedes til et Grevskab under Navnet Christiansborg (Christianssæde).

Grev Christian Ditlev Reventlow var eneste efterlevende Søn af Storkansler Conrad Greve Reventlow i dennes første Ægteskab med Anna Margrethe Gabel. Født 1671 i Haderslev Amtmandsbolig, studerede han i kort Tid ved Københavns Universitet, rejste kun femtenaarig udenlands og var 1691 - 92 i Kronprins Frederiks Følge i Italien. Derefter blev den smukke og i sin Optræden yderst vindende Hofmand benyttet i forskellige repræsentative Hverv, bl. a. som Sendebud hos fremmede Monarker ved Notifikation af mærkelige Begivenheder ved Hoffet. Sin militære Løbebane begyndte han ved et Rytterregiment under de danske Hjælpetropper i Irland og deltog som Generaladjutant hos Kong Vilhelm III af England i Slaget ved Steenkercken. I Aarene 1694 - 97 var han Chef for et holstensk Dragonregiment under

Hertugen af Gottorps Befaling. Samtidig med at han avancerede hjemme ved Livregimentet, hvervede han et Infanteriregiment, der kæmpede under Markgreven af Baden. Som Diplomat blev han 1699 benyttet ved Afslutningen af en hemmelig Alliance med August II. Grev Reventlow tjente derefter ved den kejserlige Arme i Sydtyskland, udnævntes 1703 til Fører for et Korps ved Passau, tog som Feltmarskalløjtnant Del i Slaget ved Hˆchstedt og blev haardt saaret ved Cassano 1705. Prins Eugen, hans militære Forbillede, betroede ham gentagne Gange Overbefalingen over sine Tropper. Udnævnt til Felttøjmester 1706 forlod han kort efter kejserlig Tjeneste og udnævntes til dansk General af Infanteriet. I 1708 - 09 ledsagede han Kong Frederik IV til Italien og fik hjemvendt betroet Overbefalingen over den til Generobringen af Skaane bestemte Hær. Ved Landgangen 1709 (Novbr.) aabnede han fra Helsingborg Angrebet paa de skaanske Kystfæstninger, havde en Tid Fremgang, men maatte vige for Steenbock og overlod, angrebet af en heftig Sygdom, Overkommandoentil Jørgen Rantzau, der led Nederlaget ved Helsingborg. 1712 var Reventlow i Kong August II.s og Czarens Hovedkvarter og formaaede denne til at følge Svenskerne ind i Holsten. 1713 udnævntes han til Overpræsident over det af Steenbock opbrændte Altona og indlagde sig ved sin Energi og Omsigt betyde lige Fortjenester af Stadens relativt hurtige Genopførelse og Opblomstring. Den samme fremragende administrative Dygtighed viste han ved sin Ledelse af Genopførelsen af de ved Københavns store Ildsvaade 1728 afbrændte Bykvarterer.

I Modsætning til Søsteren, Storkanslerinde Holstein, misbilligede han Kongens Forhold til deres Søster Anna Sofie og stillede sig først paa Dronning Louises, senere paa de kongelige Søskendes Side, hvilket foranledigede, at han faldt i Unaade hos Monarken. Ved Kongens Vielse 1721 indtraadte der dog et Omslag i hans Holdning. Under hele Kong Frederik IV.s Regering stod han som Overjægermester i Spidsen for Statens Skov og Jagtvæsen. 1719 udnævntes han til Overkammerherre.

C. D. Reventlow havde efter sin Fader 1708 arvet det af denne oprettede Grevskab Reventlow og blev 1719 efter den sidste Trolles Død forlenet med det stærkt vanrøgtede Baroni BraheTrolleborg. Endvidere købte han 1728 Tølløse og 1734 Sehested i Sønderjylland. Hans Godsrigdom øgedes yderligere ved hans i Aaret 1700 indgaaede Giftermaal med Benedicte Margrethe Brockdorff til Bothkamp, den da kun 22aarige Enke efter Danmarks rigeste Herremand paa hin Tid, Kammerjunker Jørgen Skeel til Gammel Estrup, Sostrup (Benzon), Skjærvad, Ulstrup og ørbækgaard, Skjern og Karmark samt Andel i Krænkerup, Rosenlund og Nørregaard, af hvilke han udkøbte sine Medarvinger. Grevinde Reventlow havde i sin Enkestand 1697 oprettet Gammel Estrup til Stamhus for sin Søn af første Ægteskab, men skilte ved sit andet Giftermaal Slægten Skeel ved de lollandske Godser. Af sin Svigerfader, Storkansleren, fik hun 1703 tilskødet Frisenvold med Løjstrup og Kalø, som hun i Forening med sin Ægtefælle 1731 oprettede til et Stamhus.

Grev C. D. Reventlow tilbragte den meste Tid af sine sidste Leveaar i Altona, hvor han oprettede et Gymnasium og en Fattigstiftelse. Hans Død indtraf 1. Oktober 1738 paa Tølløse, hvorfra hans lig førtes til Radsted Kirke. Medens han under alle Forhold i sit omskiftende, alsidigt virksomme Liv viste sig som en fremragende, helstøbt Personlighed og en ulastelig Karakter, nød hans Hustru hos Samtid og Eftertid selv blandt sine nærmeste et alt andet end smigrende Omdømme.

Benedicte Margrethe Brockdorff, vel nok den rigeste Dame i Danmark i det 18. Aarhundrede, er at opfatte som den sidste Repræsentant for de mange stolte og virksomme, i deres Styrelse af Godsog Pengesager paafaldende haardhændede Adelsfruer af det holstenske Ridderskab i dets Storhedstid; som Helhed mere imponerende, end menneskelig tiltalende Skikkelser.

Hendes Sønnesøn, Statsminister Reventlow, ytrer sig uforbeholdent om hendes umættelige Pengegridskhed; hun, og ikke hendes Mand, skaltede og valtede i Huset. Selv styrede han de mange Godser med overlegen Dygtighed, men ogsaa med haard Hensynsløshed mod Undergivne og blandede sig i alle Forvaltningens Enkeltheder. Hendes efterladte Brevveksling særlig med Sagførere og Godsforvaltere vidner til Overflod om en forbløffende Sfrikshed og udpræget Mistænksomhed overfor alle Mennesker. Medaarvaagen Kløgt kigger hun sine Folk i.Kortene, korter deres Salærer og prøver deres Regninger, ligesom hun i grove, barske Ord og Vendinger ideligt paaskynder deres Arbejde. Hun førte selv daglig Opsyn med Avlsbygningerne og bar stedse Nøglen til Kælder og Køkken hos sig. Det var ogsaa hende, der uden at tage Hensyn til, om hendes Planer var velsete paa højeste Steder, søgte at stifte pekuniært og standsmæssigt fordelagtige Partier for sine Børn, hvorved hun og hendes godlidende Ægtefælle Gang paa Gang kom i Unaade hos Kongen. Bragte hun end sin Mand ofte i pinlige Situationer ved sin Egenraadighed, saa at han uforskyldt kom i mindre heldigt Omdømme blandt Folk, var hun ham tillige en trofast og paa sin Vis øm Hustru. Trodsende Kongens Forbud indfandt hun sig saaledes 1708 uformodet, af Bekymring for sin Ægtefælle, i Frederik IV.s lystige Selskab i Venedig. Sit beundringsværdige Mod viste hun under Vinterfelttoget i Skaane 1710, da hun ledsagede sin Mand og under hans svære Sygdom plejede ham med stor Opofrelse.

General, Greve C. D. Reventlow, der efter et Aars Forløb fulgtes i Graven af sin Hustru, efterlod to Sønner: Conrad Ditlev, d.1750 som Stiftamtmand over Sjællands Stift, der arvede Grevskabet Reventlow, Baroniet Brahe Trolleborg samt Stamhusene Frisenvold og Krænkerup - og Christian Ditlev Reventlow, født 1710 under Faderens Tilbagetog fra Helsingborg. Fra tidlig Ungdom tilsidesat af Moderen, der ved alle Lejligheder begunstigede den ældre Søn, blev hans Opdragelse og Uddannelse forsømt, dog bødede herpaa hans naturlige gode Forstand og retsindige Tænkemaade. Da han 1737 ægtede Johanne Frederikke Sophie Baronesse Bothmer, afstod Forældrene til ham Gaardene Christianssæde og Aalstrup med al Besætning og Inventar. Ved Forældrenes Død kort efter arvede han hele Grevskabet Christianssæde samt 1759 efter sin sønneløse Brodersøn de øvrige reventlowske Besiddelser. Han var, som Datteren karakteriserer ham, en Mand med faa klare Ideer, men gennemtrængt af en aldrig svigtende, universel Velvilje, æret og elsket af sine Børn og Undergivne. Dagen tilbragte han med at spadsere, beklippe sine Træer, læse lidt i Bibelen, lidt Latin og dyrke Musik, men alt meget apatisk. Han lod sig bestjæle og bedrage af alle og enhver uden at kunne eller ville hindre det. Sorgen over hans Hustrus tidlige Død, der indtraf 1754, gjorde ham i lang Tid tungsindig og indesluttet. Først 1762 indgik han et nyt Ægteskab med Comtesse Charlotte Amalie HolsteinLethraborg, en forstandig og virksom Dame, der genoprettede den forsømte Husstand og forstod at gøre sig elsket af sine Stedbørn. Ældst af disse var Datteren Louise (f. 1746); i første Ægteskab, næppe ud over Barnealderen gift med Hoffets smukkeste, men tillige en af dets letsindigste unge Mænd, Hofjægermester Christian v. Gram, der tidligt bukkede under for Følgerne af sine Udskejelser og lod hende tilbage som 22aarig Enke, hvorefter hun agtede den som tysk Digter bekendte Greve Christian Stolberg, først Amtmand i Holsten, senere Ejer af Vindeby. Louise Stolberg, der ligesom sine øvrige Søskende fødtes i Forældrenes Vinterbolig i København, er særlig kendt ved sine Brevvenskaber med mange af Tidens fremragende Skønaander og Filosofer, salig Bonnet, Jacobi og Reinhold. Udmærket ved sin Tænknings Klarhed og Skarphed, frisindet i religiøs og politisk Henseende, gennemtrængt af dyb og vedholdende Kamplyst for alle Tidens bærende, reformatoriske Ideer og Bestræbelser, har hun sin store Betydning som det aandelige Samlingsmærke for den BernstorffReventlowSchimmelmannske Kreds, ªet Træ, der slog sine Rødder over Bæltet, Elben og til Weser´. Den fængende Kraft, den hellige Overbevisning, der ofte lyser ud af hendes Breve til Brødrene, især i afgørende øjeblikke og Situationer, hvor de trængte til hendes Raad, har sat umiskendelige Spor i de Bestemmelser, de tog baade i deres almennyttige Virksomhed og private Færd.

Den ældste og den yngste af hendes Brødre, Christian Ditlev Frederik (kaldet Christian), f. 1748, og Johan Ludvig (kaldet Ludvig), f. 1751, var vokset op sammen og forblev uadskillelige i de vanskelige Aar umiddelbart efter Moderens Død, først som Disciple ved Gymnasiet i Altona, derefter som Alumner i Sorø fra 1764 i Huset hos Professor Schytte under Vejledning af deres ypperlige Hovmester og senere faderlige Ven gennem hele Livet, Dr. med. Carl Wendt fra Sachsen. Efter tre Aars Ophold i Sorø ledsagede denne ideale Mentor Brødrene til Leipzig, hvor C. F. Gellert, Tysklands Humanitetsideal som Ungdomslærer, gav deres Aand sin Retning. En paafølgende Rejse gennem England og Frankrig, hvor de gjorde sig grundig bekendt med begge Landes Agerbrug, Fabriks og Industrianlæg, gav dem Forstaaelsen af de Reformer, deres eget Land tiltrængte. I Slutningen af 1770 vendte begge med deres Lærer tilbage til det fædrene Hjem, fuldt udrustede til den Gerning, ved hvilken de indskrev deres Navne i Danmarks Historie.

Christianssædes stille Stuer. blev i de fem Aar, Grev C. D. Reventlow - ªder gute´, som han længe efter kaldtes i Familien - endnu levede, Vidne til en Familielykke, saa udelt, som Slægten næppe tidligere har kunnet glæde sig ved, og som vel i det hele taget i sin ydre naturlige Tilkendegivelse var et Særsyn i adelige Huse paa hin Tid; i alt Fald er det herhjemme det første kendte Udtryk for Følelsernes Frigørelse og Sejr over kolde Former og stivnede Fordomme, der hidtil havde sat Skranker i den daglige Omgang, endog mellem nære Paarørende. Overbevisende for denne Anskuelse lyser endnu fra den gamle Hædersplads over Sofaen i Dagligstuen paa Christianssæde Juels skønne Dobbeltportræt af Grev Reventlow og hans anden Hustru, vel det varmeste og mest følte Portræt, Kunstneren har malet.

Endnu i sit 70. Aar skriver Statsminister Reventlow, at det venlige Billede af hans Fader og Moder atter har holdt ham længe tilbage paa Christianssæde. ªDette Billede malede Juels Geni, der evnede at opfatte hele det fordringsløse, venlige Udtryk i deres Sjæle´.

Uden Tvivl har Christianssæde i hine Aar i det Indre faaet sit nuværende Præg. 1773 omtales de Dørstykker, Grev Reventlow havde ladet male i Pekingstuen af en kunstfærdig Maler fra Fyen, og Dekorationen af de øvrige Stuer som havende fundet Sted faa Aar forinden. I hvert Fald fik Slottet først da sin Indvielse i overført Forstand gennem det patriarkalske Samliv mellem Forældre og Søskende i Forening med deres uadskillelige Husven og Raadgiver Dr. Wendt.

I Efteraaret 1772 havde Grev Christian Reventlow fejret sin Forlovelse med Sophie v. Beulwitz, hvis Fader havde beklædt Embedet som Amtmand i Sorø, hvor Reventlow allerede som Discipel havde vundet sin tilkommende Hustru kær. Sankte Hans 1774 fejredes deres Bryllup paa Christianssæde fra Tirsted Kirke med festligt Optog af Grevskabets unge Bønderkarle til Hest og Piger, der strøede Blomster for Brudeparret, iførte deres maleriske Dragter. Da de nyformælede kom ud af Kirken, hilstes Grev Reventlow med Raabet: Bliv god som Din Fader.

Alle gode ønsker fra fjern og nær om Lykke i Ægteskabet gik i rigeste Opfyldelse. Grevindens blide, stille Væsen gjorde hende almindelig afholdt; den sjælelige Ligevægt, der stedse udmærkede hende, dannede et lykkeligt Komplement til hendes Ægtefælles rastløse og iltre Natur. Sin store Børneflok, ialt tolv, af hvilke ni overlevede Forældrene, opdrog hun forstandigt med aarvaagen ømhed og i borgerlig Jævnhed. Hendes talrige efterladte Breve vidner om en udstrakt Belæsthed, og hendes sunde og kloge Domme om Mennesker og Forhold gør hende Ære.

Efter Faderens Død arvede, som nævnt, Grev C. Reventlow 1775 Grevskabet Christianssæde, hvor han først iværksatte sine gennemgribende Forbedringer paa alle Landbrugets Omraader, saasom Indførelse af en ny og bedre Drift med moderne, engelske Landbrugsredskaber, Udskiftning og Flytning af Bøndergaarde. For at lære Bønderne at kende, gik han med sin Familie paa Besøg i deres Huse og bød dem ind i sine Stuer, ligesom hele Familien tog Del i deres landlige Fester og Gilder, Dans om ªSommeriByTræet´ og ªMøggilder´. Selv traadte de med Liv og Lyst Dansen med deres Bønder, og Greven lærte dem ªallehaande morsomme Lege´. ªStatskarren´ var dog allerede da begyndt at hale ham bort fra ªdet velsignede Land´.

I Aaret 1774 blev han Deputeret i Kommercekollegiet, 1781 i Søkommissariatet og Medlem af Overskattedirektionen, det følgende Aar tillige Deputeret i Generaltoldkammeret, og blev efterhaanden, ved at faa Sæde i mange Kommissioner og Direktioner, sammen med Grev Schimmelmann den mest arbejdsbetyngede af de højere Statsembedsmænd i Christian VII.s og Frederik VI.s Tid. Ved A. P. Bernstorffs Afskedigelse 1780 traadte Reventlow i Opposition til Guldberg og dennes Parti, og da han 1783 paa Grund af sit afvigende Syn paa Finansstyrelsen fjernedes fra Overbankdirektionen, blev han en af Hovedmændene i de hemmelige Forhandlinger, der indlededes af Bernstorffs Tilhængere i Samraad med Kronprinsen, og som resulterede i Regeringsskiftet14. April 1784. Kort efter genindsattes han i sit førnævnte Embede og blev tillige Deputeret baade i Finanskollegiet og for Rentekammeret, hvorved han fik Landbosagerne under sig. Under den Bernstorffske Æra 1784 - 97 lykkedes det Reventlow at faa gennemført sine mange banebrydende Reformer til Gavn for Bondestanden, bl. a. skyldes ham Nedsættelsen af den berømte Landbokommission af 1786, som fremfor alt havde Stavnsbaandets Løsning til Følge.

Christianssæde blev det første Gods paa Lolland, hvor Hoveriet ophævedes. Den glade, tillidsfulde Stemning, der i hine Aar gennemtrængte Landet, da Reventlows Navn var paa alles Læber, har Baggesen givet Udtryk for i sit Digt "Landforvandlingen´, som han skrev under et Besøg paa Christianssæde i Septbr. 1787. Digtet blev til i den ved 1870 styrtede, kæmpemæssige Eg i Skoven bag Slottet, kaldet Baggesens Eg, som maalte ikke mindre end 20 Fod i Omfang og i en Højde af 8 Fod over Jorden rummede en lille Stue med Bord og Bænk og et Vindu. Digteren priser Reventlows Landboreformer og ser i Aanden, hvilke Frugter de efter to Generationer vil have bragt i Bondens Kaar:

Der, hvor nylig golde Tidsler groede,
Bølged sig en Hær af svangre Straa.

Der, hvor usle Hytter samlet stode,
Muntre Boliger adspredte laa.

Der, hvor Armod græd i tunge Kinder,
Trættet Svaghed syg og døsig gik,
Flittige, og fri, og raske Glæder
Mødte mit umættelige Blik.

Dette virkte Bondens Ven, hvis øje

Skuede, hvad der var godt og ret,
Og hvis Hjerte koldt ej lod sig nøje

Med at skue - men begyndte det.

Med sit store Administrationstalent, sin utrættelige Virkekraft og praktiske Dygtighed, der ikke veg tilbage for at bruge Hænderne ved grovt Arbejde i Skov og Mark, knyttede han udover Gerningen for Bondestandens Rejsning varigt sit Navn til Indførelsen af talrige nyttige Foranstaltninger, saasom Udstedelsen af den frisindede Toldlov af 1797, Ordningen af Fattigforsørgelsen, Organisationen af Vej og Digevæsenet, Sandflugtens Bekæmpelse o. s. v. Hans forstmæssige Behandling af Christianssædes store Skove ledede ham ad Erfaringens Vej til en forbedret Skovdrift, der blev banebrydende for hele Landet. Ikke mindst har han ogsaa sat sig et blivende Minde i den danske Almueskoles Historie.

Reventlow blev 1789 Præsident i Rentekammeret og 1797 Statsminister. Hans heldige Indflydelse paa Kronprinsens Beslutninger svækkedes særlig efter dennes Tronbestigelse, da Kongen besluttede sig til at regere uden Statsraad. Efter højtidelig at have frasagt sig Ansvaret for Rigsbankforordningen af 5. Jan. 1813, søgte og fik han i Slutningen af Aaret omsider sin Afsked som Rentekammerpræsident og Finansdeputeret. Resten af hans Liv var viet til Godsstyrelsen; Bondesagen, Skolevæsenet og Skovdriften havde hans Interesse til det sidste. Om hans Gerning, efter at han atter helt havde viet sig til Landlivet, der i unge Dage stod for ham som den attraaværdigste Tilværelse, er det vigtigste nævnt tidligere i Omtalen af Pederstrup. Her var hans egentlige Domicil, men Christianssæde kaldte atter og atter paa ham som alle lyse Minders Hjem. ªHer omsvæver mig Fortidens Syner,´ skriver han 1819 til Louise Stolberg, ªFader og Moder bor endnu i deres Værelser, Wendt og Ludvig med mig i vore Stuer, og Du, kære Søster, i den lange Stue, og hele Fortiden tilraaber mig: Lovet og priset være Gud, der faderlig og lykkelig har ledet dig.´ Disse Linjer er betegnende for Reventlows stærke Livsbekræftelse og dybe, sunde Gudsfrygt. Med Rette har en af de betydeligste tyske Historikere i Nutiden betegnet hans efterladte trykte Breve som en Andagtsbog. I de for Danmark saa tunge Aar, i Nedgangens og Søndringens Tid, bevarede hans kernesunde Natur sin klippefaste Tillid til Fremtiden.

Da han nær de 80 Aar mærkede Dødens Komme, lod han sig føre til Christianssæde for at slumre ind ªi Fred af Fortidens elskede Skygger´. Her døde han 11. Oktober 1827 og jordedes blandt sine Bønder paa Horslunde Kirkegaard. ªEn fuldendt Hændersmand´ kalder J. G. Rist ham ªutilgængelig for Smiger; han le vede for alt, hvad der bør erkendes for godt og ret; staalsat paa Sjæl som paa Legeme, vel . i Stand til at nære forudfattede Meninger, ikke altid fri for at forveksle det ringe med det betydningsfulde, men aldrig er han vegen fra Rettens og Ærens Veje. Grevskabet gik ved Statsministerens Død over til hans ældste Søn, Greve Christian Ditlev Reventlow. Født 1775 blev han privat dimitteret til Universitetet i København, bestod juridisk Eksamen 1796, studerede derefter i Kiel og overtog 1800 Forpagtningen af Gaarden Frihedsminde under Grevskabet. Samme Aar agtede han den yndefulde Benedicte v. Qualen, Datter af Geheimeraad Frederik Christian v. Qualen til Vindeby og Hilleborg Margrethe Comtesse Holck (Søster til Christian VII.s Yndling Greve F. W. C. Holck). Hendes kloge og fine Tænkermaade kendes af hendes Svar paa Baggesens ret smagløse Frieri umiddelbart efter hans Hustrus, hendes Veninde Sophie von Hallers Død.Til stor Sorg ikke alene for sin Ægtefælle og Børn, men for hele Slægten døde hun allerede 1813. Grev C. D. Reventlow boede en Aarrække paa Pederstrup og traadte som human og reformvenlig Godsejer i Faderens Fodspor; særlig virkede han til Fordel for Husmændene og tog som Medlem af østifternes Stænderforsamling Ordet for den fuldstændige Ophævelse af Hoveriet og Tiendens Ydelse i Kærven. 1848 havde han naaet at faa alt Husmandshoveri og Naturalpligtarbejde afskaffet paa Grevskabet. Samme Aar rejste han paa Hundredaarsdagen for Faderens Fødsel en Mindestøtte i Christianssædes Park med Strofer af Baggesens førnævnte Digt. I Lighed med sin Fætter, Grev Ditlev Reventlow til BraheTrolleborg, betegner han det naturlige Tilbageslag efter de stærkt virksomme og initiativrige Fædre. Pieteten for Faderens Gerning, Mindet om hans Hustru og de mange mærkelige Personligheder, han i yngre Aar havde staaet nær, prægede hans Liv og satte litterært Spor i hans lille, i Manuskript oftere omskrevne Bog: ªBenedicte. Blicke und Bilder´ (1831). Grev C. D. Reventlow døde 1851 og efterfulgtes i Besiddelsen af Sønnen Grev F. C. O. Reventlow (d.1875), der i fremrykket Alder ægtede sin Kusine Comtesse Benedicte Christiane Reventlow (f. 1834), Datter af Statsminister Reventlows yngre Søn Greve Einar Reventlow til Pugerup. Indtil sin Død 1893 forblev hun i Besiddelse af Grevskabet Christianssæde. Lensgrevinde B. Reventlow var præget af ægte Fornemhed i Væsen og Tænkemaade, forenet med en stilfærdig Fordringsløshed, opfyldt af Velvilje og Forstaaelse for alle, der søgte hendes Hjælp og Raad, og begavet med en trofast Hjertets Hukommelse. Pietetsfuldt værnede hun om sin Slægts rige Traditioner og om de sidste genlevende, højtbedagede Vidner fra Statsministerens Dage, ligesom hun ogsaa med sit stille Lune, glad i andres Glæde, samlede Ungdommen fra nær og fjern omkring sig.