Portrætter

Slægten Reventlow:

Christian Detlef Reventlow
(1735 - 1759)

Var søn af Conrad Detlev Reventlow (1704-1759 og  hustru Vilhelmina Augusta f. prinsesse af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Plön (1704-1749) og arving til de Reventlowske godser. 

Lensgreve til grevskabet Reventlow (Sandbjerg), besidder af baroniet Brahetrolleborg samt stamhusene Krenkerup og Frisenvold m.m.  

Var 1751 (3 Maj) m. Hovmester Kratzenstein paa Sorø Akademi; rejste 1753 til Geneve, Var fra 1755—57 på uddannelsesrejse i Italien, Paris og London, 1758 (31 Marts) Kammerherre og samme år auskultant i Rentekammeret. Døde som kun 25 årig som følge af småkopper.

Ved Christian Ditlev Reventlows død var ægtefællen Ida Lucie Reventlow f. Scheel von Plessen gravid og det var afgørende for arvegangen vedr. godsbesiddelserne om det blev en søn eller ej. Barnet var imidlertid dødfødt og derfor gik de Reventlowske godser til farbroderen Christian Ditlev Reventlow (1710-1775), hvorimod de øvrige godsbesiddelser, der stammede fra farmoderen Benedicte Margrethe Brockdorffs bodel (Krenkerup på Lolland mfl) gik til datteren Juliane Frederikke Christiane Reventlow.



Andre slægter:



Slotte og Herregårde


Sandbjerg
Sandbjerg

Kilde: Sandbjerg Gods Historie - Grevskabet Reventlow - Sandbjerg

Sandbjerg Slot kan spores tilbage til 1500-tallet. Omkring år 1500 nævnes Sandbjerggaard første gang, og i 1564 overdrog Kong Frederik II en trediedel af den kongelige del af hertugdømmerne til sin bror Hertug Hans den Yngre (1545-1622), der således kom i besiddelse af Ærø, Als og Sundeved i hertugdømmet Slesvig.

Hertugen lod bygge den dæmning ud mod Alssund, som endnu findes. Herved blev en vig af sundet omdannet til Møllesøen. Hans vandmølle, hvis rester endnu kan ses, var i drift, til den brændte i 1916.

Ved Hertug Hans' død i 1622 tilfaldt Sandbjerg hans efterkommere af den sønderborgske linie. Da en af disse, Hertug Christian Adolf, i 1667 gik konkurs, overgik Sandbjerg til kronen. Godset blev få år efter, i 1673, solgt til amtmand – senere storkansler – Conrad Reventlow (1644-1708) i Haderslev. Han fik kongens tilladelse til at oprette et len af Sandbjerg og sine øvrige besiddelser i Sundeved, grevskabet Reventlow-Sandbjerg. Hertug Hans' Sandbjerg lå, hvor Sandbjerggaard nu ligger – på den anden side af Møllesøen. I 1788 lod Conrad Georg Reventlow opføre et palæ på pynten ud til Alssund. Bygmester var Christian August Bohlsmann fra Sønderborg. Forpagterboligen, der opførtes i 1783, indgår sammen med Palæet, de øvrige økonomibygninger og parken i et samlet anlæg mellem Møllesøen og Alssund – det nuværende Sandbjerg Gods.

Slægten Reventlow ejede Sandbjerg helt frem til 1930.

1787-88 gennemførte Conrad Georg Reventlow Sandbjerggårds udparcellering, hvorved 300 tdr. af hovmarken blev solgt til bønderne i 14 parceller. Husmændene fik godt 100 tdr., og resten, ca. 186 tdr.. Skovene og Møllesøen blev liggende som stamparcel under hovedgården. Den nuværende hovedbygning, Palæet, er opført fra 1787 til 1788 efter tegninger af Christian August Bohlsmann og fredet.

I årene fra 1864 til 1920 førte stedet en ret omskiftelig tilværelse som højskole, husholdningsskole og hestestutteri.
Ved lensafløsningen i 1924 overgik Sandbjerg til fri ejendom, og efter Christian-Einar Reventlows død i 1929 blev Sandbjerg solgt til den københavnske overretssagfører Knud Dahl og hans hustru, Ellen Dahl, født Dinesen. Ellen Dahls søster var Karen Blixen. Efter Knud Dahls død åbnede hun Sandbjerg for kulturpersonligheder og videnskabsmænd, og i 1954 skænkede hun godset til Aarhus Universitet. Ved hendes død i 1959 overtog universitetet den fulde dispositionsret over Sandbjerg Gods.



Heraldik


Våbentegning
Våbentegning

Kilde: DAA 1939



Gravsten og epitafier


Catharina Reventlow
Catharina Reventlow

Gravsten, krypt bag alteret i Uetersen Kirke
   

Udskriv Tilføj bogmærke

Høravlsinstituttet på Brahetrolleborg
Citeret fra: www.historie.syd-fyn.dk
Kilde:
N.C. Rom: Den danske Husflid, dens Betydning og dens Tilstand i Fortid og Nutid
Andet Oplag. Kjøbenhavn. N.C.Roms Forlagsforretning. 1898.

Baroniet Brahetrolleborg kom år 1777 under den ædle grev Joh. Ludvig Reventlows styrelse, og som han i så mange forskellige retninger blev en reformator ikke blot for den kreds, hvor han virkede - da han især ved skolevæsenets ordning blev et lysende eksempel for hele landet - således blev han også i husflidens interesse en sand reformator for Baroniet Brahetrolleborg.

Det første grundlag for en tilfredsstillende kvindelig husflid er en god høravl og en rigtig behandlignsmåde for dens videre forarbejdning. I denne retning stod i hin tid alle egne langt tilbage; den indenlandske hør var kort, grenet og slet, behandlingen ved rødning, bragning og skætning var dårlig og uhensigtsmæssig, så at den indvundne hør kun var i stand til at afgive lidt og slet lærred. Det blev nu fra gården Lykkenssæde ved Trolleborg, at den for husfliden så vigtige fuldkomne behandling ved hørrens avl og forædling har udbredt sig omkring i hele landet.

En mand ved navn Henning Schroll havde nemlig i forrige århundrede opholdt sig en halv snes år som simpel arbejder ved høravlen i de egne af Tyskland, Holland og Flandern, hvor hørdyrkningen og Linnedindustrien ret havde hjemme. Senere rejste han nogen tid i Skotland for at undersøge de der brugelige brage- og skættemøller. Ved sin hjemkomst ansøgte han det daværende "Kgl. Commerce-Collegium" om et lidet forskud til at aflægge en prøve på den hollandske eller flanderske måde at behandle hørren på. Grev Schimmelmann tog sig især af ansøgeren og udvirkede, at det begærede blev Schroll tilstået. Prøven fandt sted i året 1791 på Brahetrolleborg under grev J.L. Reventlows tilsyn, og udfaldet viste, da høravlen kunne drives† til samme fuldkommenhed her i landet som i udlandet og drives med fordel. Dette blev af "Com. Collegiet" forestillet kongen, som bevilligede et rentefrit lån af 6000 rd. d. kt. til indkøbet af en gård og oprettelsen af et institut eller en læreanstalt, hvori der skulle gives unge mennesker undervisning i hollændernes eller flamlændernes måde at behandle hørren på samt i den engelske fabriksmæssige heglemåde. På nævnte kollegiums foranstaltning blev kort efter af assesor Rafn udgivet en fortrinlig anvisning til at behandle hørren efter Schrolls metode. To arvefæstegårde, Lykkenssæde og den største del af Bækkelund, blev indkøbte, og under den førstnævnte gårds navn blev læreanstalten Lykkenssæde grundlagt. Schroll havde ret til selv at vælge sine lærlinge, der var i lære i 4 år eller noget længere, dersom de kun var 16-18 år ved optagelsen. I læretiden fik de en årlig løn, som kollegiet udredede. Foruden alt, hvad der hørte til hørrens behandling, blev der også om aftenen givet undervisning i skrivning osv. De lærlinge, som forlod anstalten med bevis for duelighed, skænkedes der ifølge kgl. resolution af 5. marts 1800 hver 100 rdl. til anskaffelsen af redskaber og sædefrø. Desuden fik de håb oom 20-30 rd. mere, såfremt de senere dyrkede 1 td. land med hør efter den lærte fremgangsmåde til vejledning for beboerne i deres hjem. Senere fik de udlærte lærlinge ifølge kgl. resolution af 21. aug. 1816 fritagelse for værnepligten, "så længe udskrivningen til den stående hær kan bestrides med 22årige reserve og lærlingerne bevise for sessionen, at de fortsætte høravlen efter den meddelte undervisning i det mindste på 1 td. land". Dette institut havde i en lang årrække særdels gavnlig indflydelse på høravlen. 1832 fandtes 14 elever på gården, og henimod 100 var allerede spredte derfra over hele landet, så at næppe nogen regeringsforanstaltning til husflidens fremme i forbindelse med ivrige private bestræbelser synligere har båret gode frugter end Schrolls anstalt. Schroll døde den 17. januar 1833 i sit 73. år, siden 1809 hædret med Dannebrogsmændenes Hæderstegn for sin ufortrødne virksomhed, hvilken ikke var ringe, da man de fleste år dyrkede hør på et fladerum af 20-30 tdr. land, og der på anstalten de første 32 år (1792-1824) avledes og berededes over ti tusinde lpd. hør. Fra 1857 fortsattes han værk af sønnen Gustav Schroll indtil 1848, ja om end i mindre omfang indtil hans død oktober 1863.

Men ikke alene for hørrens dyrkning og rigtige behandling blev der båret omsorg på Brahetrolleborg. Omtrent samtidig med oprettelsen af den for landets husflid så velgørende hørberedningsanstalt blev der opført en stort drejls- og damaskvæveri i Spangen ved Brahetrolleborg, ligesom der blev oprettet flere spindeskoler trindt omkring på baroniet. En stor del af den på Lykkenssæde avlede og tilberedte fortrinlige hør blev videre forarbejdet i disse velordnede spindeskoler eller hos de af egnens kvinder, der kunne og ville påtage sig at spinde fint og stærkt garn. Som et grademål for garnets finhed brugtes de tidligere omtalte talhasper eller knækhasper, og efter den derved fundne finhed samt efter styrke og godhed betaltes spindelønnen. Af spindeskolerne i og for sig var et fortrinligt middel til at udbrede praktisk øvelse i denne for enhver kvinde så vigtige syssel, er indlysende, men det er klart, at kappelysten og arbejdsdueligheden endnu fandt en ypperlig spore deri, at spindet blev betalt efter finhed og godhed. Det fineste og bedste hørgarn brugte man til drejl, medens det† ringere anvendtes til lærred og andet linned.

Damask- og drejlsvæveriets første bestyrer var en jyde ved navn Thorning, som i flere år havde uddannet sig i England. Senere styredes værket af islænderen Gudmund Thorsen, som efter dets ophævelse fortsatte drejls- og damaskvæveriet for egen regning på et mindre værksted i nærheden, og dette værksteds drift fortsattes videre af Hans Madsen, der allerede omtrent 1829 modtog Landhusholdningsselskabets prisbelønning på 54 rd. Han havde til en tid fuldt op af arbejde for mange herskaber, og hans tegninger og mønstre søgtes af mangen drejlsvæver.

Webstedet anvender The Next Generation of Genealogy Sitebuilding v. 14.0.1, forfattet af Darrin Lythgoe © 2001-2024.

Oprettet af Christian Ditlev Reventlow. | EU-persondataforordningen.

Template no. 7