I Helhedsbilledet af Statsminister Greve Christian Reventlows Personlighed bør ikke savnes en Omtale af hans Familieliv fra de unge Dage, da han satte Bo, og til hans høje Alderdom, da han, omgivet af Børn og Børnebørn, elsket og æret som en Patriark, gik til Hvile.

Forældrenes lykkelige Samliv i fredfyldte landlige Omgivelser var Sønnen forbilledligt, om han vel ikke kunde være blind for dets verdensfjerne, svage Pulsslag og den aandelige Stilstand, der prægede Hjemmet. Søsteren, hvis udprægede kritiske Livssyn end ikke skaanede sine nærmeste, har særtegnet Faderen saaledes: "Han tilbragte Dagen med at spadsere, beklippe Træer, læse lidt i Bibelen, dyrke lidt Latin og Musik, men alt dette kun slapt. Han lod sig bestjæle og bedrage af hvemsomhelst uden at kunne eller ville hindre det og havde kun faa klare Tanker, udover en aldrig svigtende Bevidsthed om Velvilje til alle Sider. En slig Følelse gør lykkelig, men ofte uvirksom". Børnene, tre Sønner og en Datter, havde tidligt mistet Moderen, men fik i deres Opvækst en husraadig, klog og øm Stedmoder, som de vrede og elskede.

Den Brud, Reventlow fæstede sig efter at være vendt tilbage efter sin udbytterige Studierejse, var Datter af en blandt de mange Lykkesøgere, Dronning Sophie Magdalene indkaldte fra sin sydtyske Hjemstavn, Christoph Ernst von Beulwitz. I Aarene 1738 - 43 var denne for Landet, Folket og dets Sprog ganske fremmede Mand Hofmester for Kronprins Frederik (V) og derefter et Par Aar Amtmand over Sorø Amt og Forstander for Klosterskolen, hvis Omdannelse til et adeligt Ridderakademi han planlagde. I sine sidste Leveaar beklædte han Stillingen som Overlanddrost i Oldenborg, hvor Datteren Frederikke Louise Charlotte Sophie von Beulwitz i 1747 fødtes. Paa sirligt Fransk har hun affattet Faderens Levnedsløb, hvori hun fremhæver hans Pligttroskab og Arbejdsomhed, tyste Færd, Gudsfrygt og ømhed for Hustru og Børn samt hans Virke for Bondestandens Oplysning. Efter Beulwitz¥ Død i 1757 flyttede Enken, Ottonette født von Warnstedt, med Børnene tilbage til Sorø. Allerede her lærte Grev Reventlow som femtenaarig Skolediscipel sin senere, saa nær jævnaarige Hustru at kende, første Gang ved et Samtræf Allehelgensdag i Aaret 1763, en Dag hun siden stedse genkaldte i Erindringen. Moderen aabnede sit Hjem for ham, der ærede og elskede hende barnligt for hendes Godhed og Retskaffenhed. Ved Moderens Død i 1768 blev Huset tomt, og Datteren fik som Stiftsdame i Vallø Bolig i Klosteret, hvor Reventlow, hjemvendt fra sin Studierejse, fornyede Bekendtskabet med hende. I September 1772 gav hun ham sit Jaord i største Hemmelighed. Reventlows Forældre ønskede ikke, at Forbindelsen skulde blive officiel, inden Bruden blev forestillet ved Hove, hvorfor han fik Paalæg om ikke at skrive saa hyppigt til sin Elskede, da det vilde vække Mistanke hos Damerne paa Vallø. Af samme Grund maatte hun forsegle sine Breve med Kusinens Signet. Da Reventlow forlod Lolland for at tage Ophold i København, blev han friere stillet, eftersom han her selv bragte sine Breve paa Posten. Til hans store Glæde besluttede Faderen at røbe de Elskendes søde Hemmelighed for sin Svoger, Geheimeraad Brockenhuus, paa hvis Ejendom Nysø de unge kunde mødes længere og mere uforstyrret end paa Vallø, hvor de kun havde talt sammen i Overvær af en Anstandsdame. "Jeg skal omfavne Dem, min Elskede - for første Gang", skriver han; "mine øjne vil hvile i Deres, og Deres Haand og Mund vil sige mig, at jeg er det lykkeligste Menneske paa Jorden". I de følgende Breve drøfter Reventlow med sin Tilkommende udførligt det vigtige Spørgsmaal, om han som Arving til et Grevskab burde vælge Landbruget til hovedsagelig Virkefelt eller følge Embedsvejen og det hermed forbundne Storstadsliv. Faderen vilde af Hensyn til sin daværende ugunstige økonomiske Forfatning yderligere udskyde det unge Fars Etablering. Sønnen skulde først bringe deres fremtidige Hjem, den stærkt forfaldne Gaard Aalstrup under Grevskabet Christianssæde, paa Fode igen, inden de kunde sætte Bo. Da Foraaret kom, tog Reventlow med Iver og Kraft fat paa Husets Ombygning og Indretning. Der manglede Trapper i hele Huset, og der maatte lægges nyt Gulv; de gamle Skillerum mellem Værelserne blev revet ned og erstattet med nye. Møbleringen af en Stue og en stor Seng af Damask, forskellige Skjorter med Kniplinger, som Bruden plejede at skænke sin Fæstemand, og en Silkeslobrok - alt dette fandtes allerede i Huset. Reventlows betænksomme Moder mente, at hans Tilkommende kunde nøjes med to Kjoler og en tredje, som Brudgommen efter gammel Skik skulde forære sin Trolovede. At anskaffe mange Kjoler paa een Gang maatte fraraades, især da det ventedes, at Krinolinen snart kom paa Mode igen.

Den af Reventlow nedskrevne Beretning om Bryllupsfesten Sankte Hans 1774 giver et smukt Billede af det patriarkalske Forhold mellem Herskabet og Grevskabets Bønder, men har tillige Værdi ved sin Tidskolorit.

Brudeparret med dets Følge kørte i fire lette, firhjulede, aabne Kareter fra Christianssæde til Tirsted Kirke, og efter dem kom en stor Holstenskvogn med sex Kammerjomfruer. Bruden var smykket med en Krans om Hovedet, bundet af Myrter, Roser og Kornblomster. Ved den første Bom,.Vogntoget kom til, holdt henved 100 Ungkarle til Hest, alle smukt klædte, helt i Hvidt, med en Krans om Livet af grønne Blade, en Blomsterguirlande langs Kroppen og Hoved, Arme og Knæ omslynget af røde Baand. Saasnart de blev Brudgommen var,. stillede de sig op i Rækker, fire i hver, og red i meget god Orden foran hans Vogn. Ved den anden Bom stod opstillet henved 100 unge Piger, klædte paa landlig Vis. De havde Haaret strammet tilbage, flettet paa Issen i Form af en Krans, omvundet af Baand og Guldgalloner. Reventlows Søster havde givet hver af dem et hvidt Tørklæde til at fæste bag til. De bedst klædte havde grønne Kjoler med røde ærmer, de andre var spraglet klædt med røde Skørter, hvide gennemsigtige Forklæder, fæstede med et rødt Baand. Paa Armen bar de en lille Kurv fyldt med Blomster og dækket med grønne Blade. Pigerne var opstillet i to Rækker, lod de første Vogne passere forbi, men da Bruden kom, sluttede de op fire i hver Række, ganske som Knøsene, og gik foran Vognen og strøede Blomster paa Vejen. Ankommet til Kirken fandt Vogntoget Ungkarlene opstillet paa Rad udenfor, Pigerne ligesaa inde paa Kirkegaarden, tilkastede Bruden Blomster, eftersom hun passerede forbi dem. Kirken var udsmykket og strøet med Blomster.

Da de nygifte efter Vielsen gik ud af Kirken, tilkastede Pigerne dem atter Blomster og raabte: Gud velsigne Dig, Gud give Dig Lykke. Da Reventlow havde fulgt sin Hustru til hendes Vogn og gik tilbage til sin, sluttede de unge Karle Kreds om den og raabte: Gud velsigne Dig, bliv god som Din Fader. Paa Hjemvejen lod Grevinden sin Vogn standse, som de omringede, og alle rakte de Haanden ud, som hun trykkede. De unge Mænd eskorterede Bryllupstoget ind i Slotsgaarden. Reventlow gik med sin Hustru ved Haanden hen til dem og takkede hver og en, hvorefter de Nygifte stillede sig op paa Slotstrappen, medens Rytterne defilerede flere Gange forbi dem med Tilraabet: Gud velsigne Dem! Gud være med Dem! Saa red Rytterne bort i Galop.

Den Pagt, der sluttedes hin Dag, havde Lykken i Følge. Dette ægteskab er som et Udslag af sund Reaktion mod de løse Forbindelser og den Usædelighed, der gik i Svang ved Christian VIIs Hof i Struenseetiden, og som Reventlow havde varet Vidne til. Af den store Brevsamling, Grevinden har efterladt, og som en pietetsfuld ætling med Indføling i Slægtens Traditioner har gjort almen tilgængelig, faar man et levende Indtryk af denne gode, stærke Kvinde, Moder til tolv Børn, og hendes kloge og sunde Domme om Tilstande og Mennesker og hendes lunerige Sans for de smaa Tings Magt.

Grev Reventlows Beskæftigelse med Indretningen af de Nygiftes Hjem paa Aalstrup var næppe tilendebragt, da han mindre end et Aar efter sit Bryllup ved Faderens Død blev Arving til Grevskabet Christianssæde. Ved sin Udnævnelse til Deputeret i økonomi og Kommercekollegiet Aaret før var han bleven "spændt for Statskærren" og maatte saaledes forsage sin Hang til Landlivet og ønsket om helt at kunne hellige sig Styrelsen af sine Godser og de store Opgaver, der ventede ham der. Efter en lang Arbejdsdag i forskellige Kommissioner aandede han op i Hjemmet og dansede rundt i Stuen af "næsten ubændig Lystighed" med Hustru og Børn. Hans Glæde var dog først fuldkommen, naar han, Store og Smaa i Flok, forlod "den kvalme By" paa Vej til Lolland, "hvor der var godt at være baade for Mennesker og Dyr". Det var Festdage, naar Broderen fra Trolleborg med Hustru og Børn, og hans Søster fra Holsten kom paa Besøg. Ved saadanne Lejligheder maatte "den strenge Kammerchef", "den gule Kæmpe" eller "Christen Smed", som hans Kælenavn lød i Familien, afkaste "Slavekitlen med Flitter og Baand" og iføre sig sin Hædersdragt, den norske Bondekofte. Hele Familien deltog i Bøndernes Fester og Gilder, ja, endog i "Møggildet". Dansen gik om "Sommer i Ry Træet" til Spillemandens forstemte Fiol. Herskabet vandrede rundt paa Besøg selv i de fattigste Hjem, ledede Børnenes Lege og delte Bøndernes jævne Kost, især "Schrøders velsmagende øllebrød".

Nogen Erstatning for det savnede Landliv med store Skove, Kløverduft og Fuglesang fandt den stadigt voksende Familie i de Aar, den tilbragte først i 1791 paa Christiansholm ved Klampenborg og senere, fra 1797 - 1804 paa Charlottenlund.

Reventlows prægtige, af gammeltestamentlig Vælde, profetisk Forkyndelse og festlig Billedrigdom baarne Breve, særlig fra hans Ægteskabs første Aar, Regeringsskiftet 1784 og til Stavnsbaandets Løsning er, omend skrevne paa Tysk, blivende Mindesmærker af lødigste Art om en løfterig Tid for Land og Folk uden Lige før og siden. Ind mellem de svulmende Hymner til Livsglæden og Lyset, den jublende Bekræftelse af vundne Sejre og Fremskridt, først og sidst ved hans Indsats for Bondens Frigørelse, blander sig Toner fra et stemningsbevæget Pastorale, hans Lovprisning af Hjemmets Lykke. Med Føje har en af Tysklands mest fremtrædende Historikere, Wilh. Oncken, tillagt Reventlows efterladte Breve som Helhed Værdi af en verdslig Andagtsbog.

Aaret efter Reventlows Bryllup udtalte A. P. Bernstorff, at der i København ikke gaves noget lykkeligere ægteskab eller som lovede at vare længere og blive mere stabilt. Med sin sjælelige Ligevægt dannede Hustruen et heldigt Komplement til sin Ægtefælles rastløse, iltre Natur. Et Aarti efter sit Giftermaal fortæller Grevinde Reventlow, at mens hun var travlt beskæftiget med Børnene, kunde hun høre Manden synge ved sit Arbejde, og naar han tumlede gennem Stuen med de smaa, og der saa ogsaa faldt et Kys af til hende, da følte hun sig endnu som den lykkeligste af alle Hustruer og Mødre. I 1788 skriver Reventlow: "Syv Drenge har min Viv født mig og tre Døtre, syv hopper omkring mig, tre er hensovede i Herren. De levende blomstrer og varsler glade Dage i vor Alderdom".

Fra samme Aar haves en Fortegnelse over Reventlows store Husstand, i hans Bolig i Amaliegade, omfattende ialt 29 Personer, foruden ham øg Hustru, seks Børn: Sønnerne Christian (f. 1775), Ludvig (f. 1780), Conrad (f. 1785), Ernst (f. 1786) og Døtrene Sophie (f. 1779) og Louise (f. 1783). Hovmester eller Huslærer for de ældste Drenge var da den senere som Forfatter af Sørgespillet "Niels Ebbesen" bekendte Digter Christian Levin Sander. De to Smaapiger stod under Opsyn af en "Mademoiselle" og tre Barnepiger. Grevinden havde en Kammerjomfru,, to Stuepiger og en Kokkepige, Greven tre Tjenere, en Kok, og af Staldpersonale en Kusk med Hustru og to Børn, to ugifte Kuske, en Forrider og en Staldkarl samt en Gaardskarl.

Paa det 1790 af Nikolai Wolff malede Familiebillede ses Forældrene med alle førnævnte Børn og yderligere den senere fødte Søn Einar (f. 1788) samt Datteren Charlotte (f. 1790) diende ved Moderens Bryst. I Slægtens Eje findes desuden to Børneimages, Forstudier til det store Maleri, af Einar med Barnepigen Madam "Lolo" Hansen og et andet af Charlotte.

Reventlows Fremtidshaab var den ældste Søn Christian, der overtog Forpagtningen af Gaarden Frihedsminde under Grevskabet og havde arvet Faderens Kærlighed til Landlivet og fortsatte hans Gerning til Gavn for Bønderne paa de fædrene Godser. Ved Aarhundredets Begyndelse ægtede han den yndefulde Benedicte von Qualen af en ældgammel holstensk Adelsslægt. Hun blev Moder til fire Sønner, som sikrede Ættens videre Bestaaen. Fra Baggesens Livshistorie kender man den taktfulde, værdige Maade, hvorpaa hun afviste den letbevægelige Digters Frieri til hende umiddelbart efter hans Hustrus Død. Selv døde hun tidligt i Aaret 1813 og efterlod et dybt Savn hos sin Ægtefælle og Børnene.

Han giftede sig ikke igen og dyrkede gennem mange Aar til sin Død hendes Minde, som han har fæstnet i en for Slægt og Venner skrevet Erindringsbog med Titlen "Benedicte, Bilder und Blicke". Grev Christian Reventlow kendte ligesom hans Farbroder Ludvig "i sin Iver for at fremme det Gode hverken Tid eller Rum" og tog hver Byrde paa sig for at tjene Videreførelsen af Faderens humanitære Virksomhed. Et Billede af ham, malet af C A. Jensen, et af de ypperligste i dansk Portrætkunst, fremstiller ham i Oldingealderen og viser megen Lighed med Faderen.

Ved sin Tilbagetræden fra Statstjenesten vendte Reventlow, som ovenfor omtalt, varigt tilbage til sin Hjemstavn paa Lolland, hvor han nu helt kunde ofre sig for sine Bønders Vel og uforstyrret nyde Samlivet med Hustru, Børn og Børnebørn. Efter sin Plan vilde han tilbringe ni Maaneder af Aaret paa det "yndige" Pederstrup, de øvrige paa det "gode" Christianssæde, som stod hans Hjerte nærmest. "Fader og Moder bor endnu i disse Stuer", siger han i 1819, "og hele Fortiden tilraaber mig "Lovet være Gud, der faderlig og lykkelig har ledet Dig". Fra Væggen lyste det skønne Dobbeltportræt af Faderen og Stedmoderen, "dette Billede, malet af Juels Geni, derevnede at opfatte hele det fordringsløse, venlige Udtryk i deres Sjæle".

Naar Børnenes støjende Munterhed blev Reventlow for broget, tyede han ind i sit kære Bibliotek, hvor mange gode Aander. kaldte paa ham. Det læste, mente han, skulde bære Frugter, ikke blot i Hjertet, men i Gerningen.

Grevinde Reventlow har selv kønt fortalt om, hvor fornøjeligt og jævnt borgerligt man festede paa Pederstrup, som ved Sønnesønnen Eduards otteaarige Fødselsdag 1818: Der var dækket er Bord med Gaver, bestaaende i et Sæt Tøj, et Dambrædt, et Par Stylter, et Urbaand med to Signeter, i det ene indgraveret en Jagthund. Ved Middagen brændte der otte Voxlys omkring Kagen, hvorpaa hans Navn var skrevet med Sukker.

Saasnart der var skaaret Hul paa Kagen, sang alle med høje og glade Stemmer den vanlige danske Fødselsdagssang: Og dette skal være vor Eduards Skaal Hurra! Og Skam for den, som ikke vor Eduards Skaal vil drikke. Tre Hurraer, tre Hep og derefter atter tre Hurraer, de sidste blev raabt med skingrende Stemmer, saa at man maatte holde sig for ørene. Og Bedstefaderen var som sædvanlig den værste til at skraale.

Ombygningen af Pederstrup Slot trak ud i otte Aar.

Først i 1820 stod Salen færdig. Fra 1. August ventede man Besøg af Thorvaldsen, der vilde gense sin tidligste Velgører. Han tilbragte tre Dage paa Pederstrup, hvor han genfandt to af sine Ungdomsarbejder. I Forstuen over Døren var, som nu, anbragt hans Relief, forestillende Priamus, der bifalder Akilles om at lade ham faa sin Søn Hektors Lig. I Salen, hvor Thorvaldsen var indlogeret, havde man opstillet hans Buste af A. P. Bernstorff, modelleret i Reventlows Hus, medens Ministeren sad for ham mellem Konseillet og Taflet, og som han havde skænket Grevinden. Hun nævner Thorvaldsens værdige og fordringsløse Optræden, der gjorde Samværet med ham meget behageligt. Han rensede egenhændigt Busten for Støv og Pletter og viste, hvorledes det skulde gøres.

Aaret efter fejrede Reventlow paa Pederstrup sin 74. Fødselsdag. Børnene opførte "Kærlighed uden Strømper", som morede ham meget, dog maatte han beklage, at hans svigtende Hørelse for Størstedelen hindrede ham i at opfatte det vittige i Stykket.

Som Overhoved for den talrige lollandske Gren af Slægten Reventlow havde han talrige Munde at mætte. Da jeg i 1890 først traadte i Forbindelse med hans Efterslægt, levede endnu hans i 1806 fødte Sønnedatter, Komtesse Malvine Reventlow, der, endnu aandsfrisk, kunde fortælle om det intime Liv paa Pederstrup gennem alle Aar fra hendes Fødsel til hans Død. Til daglig spiste ved hans Bord op mod 30 Personer fra de mindste til den yngste Aldersklasse. I l822 flyttede hans 76aarige Søster Grevinde Louise Stolberg til Pederstrup, hvor hun et Par Aar senere endte sine Dage, fængslet til en Rullestol, lammet paa Hænder og Fødder og med svækket Syn, men kunde pludselig overraske ved at tage Del i en Samtale, hun havde fulgt. En af hin Tidsperiodes mest fremragende Kvinder, i sin Ungdom en af de livsglade Damer fra Caroline Mathildes Hof, i senere Aar den aandfulde Brevveninde med mange samtidige litterære Og videnskabelige Berømtheder.

Livsfornødenhederne i Reventlows Hjem var beskedne efter Forældrenes Exempel; Dyrtid og mindre Indtægter paabød at indskrænke Levefoden yderligere. I 1820 vilde Reventlow for sit eget og sine Bordfællers Vedkommende afskaffe Vinen ved Maaltiderne, den skulde dog vare hans Hustru forbeholdt, der havde dette Styrkningsmiddel behov, da hendes Livskraft begyndte at ebbe ud.

I 1822 døde Grevinden paa Pederstrup. Selv talte Reventlow i Hjemmet ved hendes Kiste i Overvær af Børn og Børnebørn, nære Slægtninge og Grevskabets Bønder. I sine Afskedsord priste han hende som den ømmeste Hustru og Moder og den fortræffeligste Veninde. "Hendes Gud og Mennesker elskende Hjerte var i Pagt med hendes fordringsløse og ydmyge Sind og en Smag for alt, hvad der var skønt og ophøjet".

Aaret 1827 blev Reventlows sidste. "Med en femtiaarig Mands Styrke fri for Smerter og Sygdom", som han selv skriver, oplevede han sin firsindstyvende Fødselsdag. l Juli blev han angrebet af en ondartet Vattersot, der nedbrød hans Kræfter. I Forudfølelsen af sit nære Endeligt lod han sig føre til Christianssæde, hvor Ungdomsminderne kaldte paa ham, og her døde han den 11. Oktbr.

Ved Graven talte hans ældste Søn til sine fire hosstaaende Sønner: "Glem aldrig Eders Bedstefader, men lad altid hans Exempel staa Eder for øje og vandre som han".

Over Indgangsdøren til Pederstrup Slot læses den af Statsministeren i 1822 satte Indskrift: "Guds Fred hvile her over Store og Smaa". Slægtsbevidsthed og Hjemstavnsfølelse er Ledemotiver i Reventlows Færd og Virke. Atter og atter indprenter Reventlow Bønderne Betydningen af at eie egen Jord og at kunne sætte Foden under eget Bord, som forpligter til at efterlade disse Goder i stadig bedre Stand fra Slægt til Slægt. Et Udslag af denne Tankegang er Navnegivningen af de Bøndergaarde, Broderen udskiftede, saasom Ejerværd, Frydenshjem, Lykkenssæde, Tryggesæde, Æressæde - og Oldingsro, Fædres Minde, Sønnershaab og Arvingstak.

Sin Trossætning, at i Kærlighed bestaar Livet, efterlevede Statsminister Reventlow i sit Hjem og bragte fra sin egen Arne dens varmende Lue videre til de Tusinders Bo, hvis Værn og Værge han var, og ud til hele sit Folk, som paa Tohundredaarsdagen for hans Fødsel mindes ham blandt sine ædleste Sønner. Hans Navn vil, saalænge Mindet er en Hjertesag, "paa Danmarks Skjold tindre som en Lykkestjerne".