Af lærer Jørgensen, Ludvigsminde, 1915
Folkeskolevæsenet i Brahetrolleborg sogn er vistnok det ældste landsbyskolevæsen i landet. Det begyndte i året 1693 med, at baron Frederik Trolle på Brahetrolleborg kirkegård lod opføre en skole, hvor alle sognets børn kunne gå i skole og lære religionskundskab, læsning og skrivning. Ifølge fundats af 4 dec 1693 skænkede baronen to huse i Ulbølle til skolen. De gav årlig 8 rdl 2 mk i indtægt. Begge husenes "landgilde, hovning, afgift, herlighed, ret og rettigheder (jagten undtagen), rette og urette indkomster, ager, eng, skov og mark, fiskevand og fægang, tørvegrav og lungeslet, vådt og tørt, vidt og sidt, i længden og bredden, i mark og by, inden og uden markskel og alt, hvad navn nævnes eller haves kan", henlagdes til skolen. Baronen forbeholdt sig og efterkommere ret til at ansætte lærere, når embedet blev ledigt. Beboerne skulle give læreren "en billig og liderlig betaling, som han for Gud og øvrighed agter at forsvare" for børnenes undervisning. Den almindeligste betaling var vistnok 2 sk ugentlig for hvert barns undervisning. Lignende skoler oprettedes i Krarup, Vester Åby, Hillerslev og Håstrup, hvor Fr. Trolle ejede kirkerne.

1736 indførtes konfirmationen i hele landet. Chr. d. 6 gav en skolereform 1739, hvor det bestemtes, at degnen skulle overtage lærergerningen. I overensstemmelse hermed blev degne- og skolelærertjenesten forenede i Brahetrolleborg sogn ved vakance 1747. Senere blev bestillingerne atter adskilte. I degnen og skolelæreren Mølmarks kaldsbrev (lærer fra 1762-1783), degn fra 1776-1816) opgives indtægterne som lærer således:

1. Skolehuset på Brahetrolleborg kirkegård. Han får dog kun et kammer ved skolestuen, indtil den afgående Niels Faber "placeres på et andet behageligt sted."
2. Fornøden ildebrændsel.
3. Musikken på Baroniet Brahetrolleborg, dog således, "at han kan samme bortforpagte til en, som kan forsyne vedkommende upåklagelig, og nyder han da den årlige afgift deraf, som han bedst kan accordere". Til forklaring tjener, at beboerne i sognet ikke måtte tage, hvem de ville til musikanter ved bryllup og andre festlige lejligheder. Man måtte værsågod henvende sig til den, som godsets ejer ansatte.
4. 3 rd. 2 mk årlig for fattige børns undervisning. Disse penge ydes af sognepræsten, som imidlertid havde fået 2 steder i Ulbølle Strandhuse af Fr. Trolle 1694.
5. 14 rd af baroniets kasse.
6. Afgiften af de to førnævnte huse i Ulbølle på 8 rd 2 mk
7. De ugentlige skolepenge.

Ser man på resultatet af de Trolleske skoler med nutidsøjne, var dette vist ikke særligt stort. Det har sikkert kun været den mindste del af ungdommen, der har søgt skolen; thi om man ville sende børnene derhen eller ej, var en fuldstændig frivillig sag. Sammenligner man tilstanden her med den, der fandtes andre steder, hvor børnene måtte nøjes med degnens opramsning af kristendommens hovedsandheder, kan man vel nok indrømme, at noget er bedre end intet. Den bekendte forfatter N. Rasmussen Søkilde siger: "I Brahetrolleborg skole blev der givet en undervisning og øvelse i skrivning, regning og almennyttige kundskaber, der var ganske ualmindelige i de tider. Hvor en fader med omhu tog sig af sit barns undervisning og skolegang, sporedes snart gavnlige og velsignelsesrige frugter. Desværre tænkte de fleste kun på at lade børnene lære det, som var nødvendigt for at få dem konfirmerede. Et halvt års skolegang anså man i reglen for tilstrækkeligt." Et andet sted siger samme forfatter: ""Baron Fr. Trolle søgte at vinde den opvoksende slægt for oplysning og gode sæder, og deri støttedes han kraftigt af sognepræst Anders Svitzer. I de nye skoler, som baronen lod opføre, blev der lagt en spire, som i ungdommens hjerter fik en sådan udvikling, at beboerne på egnen ved Brahetrolleborg stod langt over deres standsfæller i landets øvrige egne." Alligevel må man nærmest betragte de Trolleske skoler som et forsøg på at danne et skolevæsen. Dette forsøg blev gjort af en varmtfølende godsejer i en tid, da ingen tænkte på almuens oplysning. Derfor må man såmeget mere beundre det. Når resultatet ikke blev større, var det ikke godsejerens skyld, men snarere, at tiden endnu ikke var inde, og at de, der skulle nyde godt deraf, stod uforstående over for dette fænomen, som et skolevæsen måtte være i de tider. Vi tror at den Trolleske skoles største betydning ligger i, at den danner grundlaget for den Reventlowske.

Endnu skal vi ganske kort nævne "de Trolleske skolers depositum". Fr. Trolle skænkede 1605 [må være 1695 eller 1705] en gård i Ulbølle standhuse til de seks skoler, han lod opføre. Af landgildet, som udgjorde 4 rdl., skulle de 3 opspares til en kapital, der skulle anvendes til opførelse af skolerne, dersom en af dem skulle brænde. Biskoppen skulle føre tilsyn med kapitalen og indfæstningen af gården og skulle som vederlag have 2 rdl årlig. Kapitalen var 1870 937 rdl. En del af renterne anvendes nu til at betale de omtalte skolers brandkontingenter med.

En ny æra i Brahetrolleborg sogns skolevæsens historie begynder, da grev Johan Ludvig Reventlow 1777 overtog baroniet. Han havde sammen med sin broder, den senere statsminister Chr. Ditlev Frederik Reventlow, i flere år rejst i udlandet, hvor de havde truffet sammen med datidens berømte mænd. De var således bleven påvirkede at de frihedsideer, der hidrørte fra den store tænker Rousseau. En tid opholdt de sig som studenter i Leipzig, rejste derefter gennem Tyskland, Svejts, Italien, Frankrig og England, ja nød en tid undervisning hos pædagogen Basedow i Altona.

[Joh B. Basedow, født 1723, død 1790, hævdede, at al undervisning burde hvile på anskuelse; udenadslæren skulle indskrænkes, og den legemlige opdragelse måtte ikke forsømmes. Hans hovedskrift er Elementarwerk, forsynet med images. Han er grundlægger af den filantropiske skole i Tyskland. Hans tanker søgte man at virkeliggøre på Bernstorfsminde Seminarium]
Efter hjemkomsten tog han fat på at bygge skoler. Da der endnu ingen seminarier var, sendte han tre unge mennesker til seminariet i Kiel. Deres navne var Schmidt, Eriksen og Pade. Disse tre førte danske seminarister fik således deres uddannelse på tysk. Den første skole blev bygget i Gærup.

††

I Hågerup blev et hus ved korsvejen istandsat og grundforbedret. Deri blev indrettet en skole. Disse to skoler blev højtidelig indviet ved en kirkelig højtidelighed 17 dec. 1783. Et par år efter byggedes Grønderup skole. Inventariet i den Trolleske skole blev flyttet til skolen i Gærup.


Reglementet for de nye skoler udkom 1783 og blev kgl konfirmeret 25. Febr 1785. Det indeholdt 11 paragrafer, hvoraf her skal nævnes indholdet af de vigtigste:

ß2.

Alle børn skal gå i skole fra det 6te til 14.-16 år, således at de mindre flinke fik en længere skolegang end de flinkere. Greven ville tage særlig hensyn til de flinke, og man stillede dem i udsigt, at de engang kunne blive gårdmænd. De mindre flinke kunne blive husmænd; men sinkerne måtte nøjes med at blive indsiddere eller daglejere. (Det var en paragraf, som nok skulle anspore til flid.)

ß3.

bestemte, at forsømmelser straffedes med mulkt.

ß6.

udtaler, at præsten skulle føre tilsyn med skolerne og hver ottende dag møde og høre på undervisningen og børnenes fremgang. Der skulle tilbydes de unge undervisning i regning og skrivning efter konfirmationen. "Ingen husbonde måtte forhindre sine tjenestefolk i at søge samme". Hertil knyttedes en forelæsningstime af bøger og aviser for de ældre.

ß10.

angiver skolekommissionens sammensætning: godsejeren, præsten, godsforvalteren, lærerne og tre andre mænd.

ß11.

indeholder skolekassens indtægter. Hver gårdmand skal svare 4 mk, 1 skp rug, 1 skp byg, 1lp hø og 1 lp halm af hver tøne hartkorn. En husmand svarer 1 mk, en karl 4 sk og en dreng og pige 2 sk. Kirkens tavle blev 2 søndage om året båret om til fordel for skolekassen. Den blev også båret om ved alle bryllupper. En del bøder tilfaldt også skolekassen.

Grev Ludvig slutter således: "Dette, tror jeg, er det største bevis, jeg har kunnet give eder og eders børn på min kærlighed, det vigtigste eftermæle, jeg kan efterlade, stræber derfor med mig, lader os arbejde med fælles kræfter, så vil hensigten af alt dette opfyldes. Gud velsigne vor iver og nidkærhed, at vi med glæde kunne forlade vore børn og dette timelige, når vi således med rolighed kunne give os selv det vidnesbyrd, ikke at have forsømt noget, som kunne tjene til deres sande nytte, når vi alle, unge og gamle, ere hinanden tro. Det give Gud!"
Hertil knyttede Grev Ludvig en instruktion for lærerne. Det bestemmes, at undervisningsfagene skulle være religion, geografi, fædrelandshistorie, naturlære, agerdyrkningslære, regning, skrivning og læsning. Hver lærers lønning var 80 rdl, 5 tdr rug, 5 tdr byg, fri bolig og ildebrændsel samt foder til 2køer og 6 får. Efter datidens forhold var dette en fortrinlig løn, især når man ser hen til, at landets andre lærere, da man efter 1814 fik et skolevæsen, fik den meste løn udbetalt in natura: smør, æg osv
Da Bernstorfsminde Seminarium oprettedes 1794, henvistes en del børn fra Hågerup skole til seminariets øvelsesskole. Derved blev der efterhånden for få børn i Hågerup skole, og den nedlagdes til sidst. Beboerne var imidlertid utilfreds dermed. Grev Ludvigs enke Anne Sybille Schubart (født 14 septbr 1753, død 21 juni 1828) byggede da en skole (begyndt 1 maj 1804) mellem Hågerup og Brændelydinge. Hun gav den navn efter sin afdøde mand og kaldte den Ludvigsminde.

Af det foregående fremgår, at grev Ludvig og hans hustru interesserede sig levende for skolevæsenet. Når et embede blev ledigt, blev det besat med de dueligste lærere, der udgik fra Bernstorfsminde Seminarium. Han og grevinden besøgte ofte skolerne og hørte på undervisningen, ja talte ("katekiserede") undertiden med børnene. Han forhørte sig ved sådanne lejligheder nøje om børnenes fremgang og flid. Undertiden bød han hele skolen, børn og lærere op på slottet, legede med børnene og viste dem sjældne ting. Disse besøg var altid om sommeren. Børnene fik foræringer, de flinke børn bøger ol, men alle fik de æbler og nødder. Læreren havde lov til at udelade de dovne og forsømmelige.† De årlige eksamener afholdtes på slottet i "den store sal." Efter eksamen bød greven lærerne til middag og han havde den lærer til bords, som den dag havde afholdt eksamen, selv om der var fornemme gæster til stede. Man kan måske smile af dette. Alligevel synes vi, at det er et kønt træk af greven, især når vi ser hen til, hvad datiden tænkte om lærerne. Det var ofte ret svære opgaver, grev Ditlev, grev Ludvigs søn, stillede ved disse eksamener. Således gav han engang konfirmanderne følgende opgave i dansk stil: "Hvad har det unge menneske at betænke, når han træder ud af skolen". En ikke særlig begavet dreng fra Nybo besvarede opgaven således: "Der er meget at betænke," punktum! Mere kunne han ikke pine ud af sin hjerne.† Greven har selv indset opgavens umulighed; thi han sagde til læreren: "Det var egentlig den bedste besvarelse af dem alle sammen." Disse eksamener på selve Brahetrolleborg holdt sig i lang tid og ophørte først omkring år 1850.

Ved juletid lod grev Ludvig 30 fattige børn fra hver skole komme op på slottet til juletræ. Samtidig vankede der gaver i form af tøj til en kjole eller trøje eller lignende. Det var begyndelsen til det Josefine Reventlowske legat, som er stiftet af grev Ditlev ifølge hans testamente af 1 marts 1854. Det er opkaldt efter hans hustru, grevinde Josefine, kapitalen er på 10.000 rdl og renten, 400 rdl., anvendes til indkøb af klæder til fattige og flittige børn efter indstilling af sognets lærere. Der stilles bl.a den fordring til børnene, at de regelmæssigt har besøgt skolen. Forsømmelser udover nogle ganske få gange straffes med, at læreren enten ikke indstiller dem, eller at legatbestyrelsen, som består af baroniets besidder og sognepræsten, sletter dem af listen. - Belønningerne spillede i det hele en stor rolle i de Reventlowske skoler.

Endnu må nævnes, at alle mødre måtte møde med deres børn, når de skulle indskrives i skolen og "læse for greven". Deraf fulgte, at næsten alle børn kunne læse godt indenad, før de kom i skolen. Denne gode skik holdt sig lige til vore dage, kun at det nu hed sig, "at læse for præsten." Den sidste mødte i Ludvigsminde skole 1899.

Skoleloven af 1814 gik sporløst hen over Brahetrolleborg sogn. Man fandt her et skolevæsen, som i alle henseender stod over det, som loven af 1814 tilstræbte. Et bevis for, at skolevæsenet i Brahetrolleborg sogn var noget enestående, finde vi i, at flere godsejere tog skolevæsenet her som mønster. Grev Schimmelmann på Lindenborg fuldendte 1786 en lignende ordning, ja ordlyden af mange bestemmelser er nøjagtig, som grev Ludvig forfattede dem. Grev Ludvigs broder på Christianssæde arbejdede i samme retning, og grev Løvenskiold på Løvenborg indførte en lignende skoleordning. Biskop P. Hansen i Kristianssands stift i Norge, tog også det Brahetrolleborgske skolevæsen til mønster, da han ordenede almueskolevæsenet i sit stift.


Ved Ludvigsminde skole findes en gammel skoleprotokol. Den er autoriseret af grev Ditlev 14 juli 1804. Hvert barn får sit skudsmål hvert halvår, således at læreren begynder øverst på en side til sidens nederste del.

Den udførligste omtale finder man under "Flid, sæder, moralsk karkater". Der finder man også både de pudsigste og mest karakteristiske bemærkninger. Men før vi går over til at omtale selve bogen nærmere ville vi gerne bemærke, at bogen på mange måder vidner om skolens udmærkede tilstand. Man ser, at der var hverdagsundervisning, således at de ældste børn gik om formiddagen, de yngste om eftermiddagen. Det er mangen en lærers lønlige håb, at man engang måtte nå til det, som var brug her i skolen for 100 år siden. Et andet vidnesbyrd om skolens gode tilstand var, at alle, både høje og lave, sendte børnene i skolen. Præsten, "Hr. Knap", har to børn, skovrideren en søn og lægen ligeledes en søn i skolen. I vore dage er folkeskolen her i sognet godt på vej til at blive en fattigskole. Det har igennem tiderne været til ubodelig skade, at de mere velhavende og dermed de ledende, enten holdt huslærer eller sendte børnene i skole andet steds. Ved forrige århundredes begyndelse havde den del af befolkningen endnu ikke "fået ambition" for at tale med lærer Isaaksen.

Bogen er i høj grad præget af tiden. Man så først og fremmest på det nyttige, man søgte at udvikle dyden, og en af skolens vigtigste opgaver var at opdrage gode, og nyttige borgere. Det hedder sig således om Jens: "Han er ikke ukyndig i nogen skolevidenskab, men trænger også til alle de kundskaber, han har. Om denne dreng nærer jeg det håb, at han vil af agtelse for Gud og sig selv sky ungdommens laster, og sikkerlig vil han vorde et nyttigt medlem af borgerskabet." Om en anden hedder det: "Hans flid kan ikke roses. Borgersamfundet kan godt være tjent med ham". Om en tredie hedder det: "Borgersamfundet vinder i ham en håndfast og arbejdsfør karl; han har lyst, mod og kraft. Han tænker langsomt, men rigtigt, og han har lyst til at tænke. Han tænker undertiden skarpt. Han forener god følelse for Gud og dyd med en følelse af eget værd i den ædleste betydning. Det tør med Guds hjælp håbes, at han bliver uforført." Om en fjerde hedder det: "Også ham overgiver jeg til borgersamfundet med de bedste forhåbninger. Han vil sikkert svare til hans forældres og læreres håb." Om en femte skrives: "Også ham overgiver jeg til borgersamfundet med det bedste håb. Gud styrke hans gode vilje!" Om en† sjette hedder det:"Også hun er af de børn, som jeg ugerne vil miste i skolen, men som jeg med håb kan overgive til borgersamfundet."
Bogen giver os et billede af de sædelige tilstande i sognet for omkring 100 år siden. Og billedet er i høj grad mørkt. Lærer Isaaksen, som var lærer ved skolen fra 1817 til 1824, har optegnet, hvorledes de unge teede sig efter konfirmationen. Han har noteret op, om de fik børn, før de blev gifte, og det skete desværre hyppigt. Det er især omkring 1820, at det er rent galt. De udtryk, som almindeligst bruges er "besovet" eller "besvangret". Om Kristiane hedder det i det sidste skolehalvår (skrevet af lærer Dinesen): "En meget brav pige. Også hendes legemskræfter ere vel uddannede. Hun har et meget godt sindelag." Hertil har Isaaksen tilføjet: "Besovet af en seminarist Jensen og gift med ham 1820 før barselet." - Ligeledes hedder det (med Dinesens hånd):"Hidtil har hun fra sædelighedens side vist sig upåklagelig." Stregen under "hidtil" røber lærerens angst. Den viser sig at være begrundet; thi Isaaksen tilføjer kort og godt: "Besovet 1820". Om Anne fra H. Hedder det: "Hendes flid og opførelse i skolen har været upåklagelig, men hendes tiltagende letsindighed giver intet godt håb for fremtiden." Isaaksen tilføjer da også: "Fik et uægte barn 1817." Om Anne K hedder det under rubrik temperament og sundhedstilstand: "Sund og velskabt, især et smukt udvortes. Hun er renlig og ordentlig." Under rubrik flid, sæder og moralsk karakter anføres: "Fortjener ikke at dadles; dog spores en smule stolthed." Isaaksen tilføjer: "Besovet 1817. - Stolthed går for fald. Gift i april 1820 med gmd K.H. i F." Man ligesom aner romanen bag ved ordene. Vi skal ikke trætte læserne med denne uappetittelige del af bogen, men kun tilføje, at det vrimler med lignende udtalelser, særligt af Isaaksen. Han har sikkert ikke noteret det med glæde; thi det hedder om ham i Frits Jørgensens Brahetrolleborg skole- og degnehistorie: "En ypperlig lærer, fortrinlig begavet af naturen. Han skal have været "hellig", ligesom han befattede sig med at skrive religiøse bøger."
De forskellige lærere har haft et godt øje for børnenes fejl. Stolthed omtales særligt meget. Man har rimeligvis anset den for en kardinalfejl. Isaaksen kalder den ofte ambition. Han har dog øje for, at den ikke altid er af det onde, men at den kan føre til noget godt. Han skriver således: "Det flegmatiske temperament har overvægten. Skal hun blive til noget i verden, skal ambitionen drive ham." Om en ande hedder det: "Han vogter sig omhyggeligt for alt, hvad han tror at kunne svække andres gode mening om ham." Senere hedder det om samme dreng: "Holder strengt over det sømmelige og har ambition." Eller det hedder: "Hun bilder sig noget ind af sine fortrin. Til næring for hendes stolthed stod hun øverst på kirkegulvet." Om en pige hedder det: "Hun er efter min overbevisning et udmærket skolebarn. Dog er mindre lyst til at vise sig nødvendigt for at kunne kalde hende udmærket." En egen form af indbilskhed findes hos en dreng fra Hågerup. "Han har af naturen et godt sindelag, men han taber ved sine forældres og søskendes ufornuftige forhold. De bilder ham ind, at det ikke er hans skyld, men præstens og skolelærerens, at han ikke er den klogeste." - Den sidste bemærkning, som nu skal anføres er næsten den bedste. Den lyder således: "Vil hun bare ikke blive spodsk og stolt, om verden går hende med. Jeg håber på Guds styrelse." Lille Ane Sofie må vist være glad ved, at hr Isaaksen ikke skal være hendes forsyn. Ret betegnende er det næsten alle piger, der har ambition. Men langtfra alle piger er således. Det hedder således om en: "Hun har vist sig elskværdig i vinter; jeg har ikke mærket spor af de almindelige pigefejl: Letsindighed og forfængelighed; tværtimod har hun ofte glædet mig ved sit fornuftige forhold, så at jeg har grund til det bedste håb."
Der findes selvfølgelig i skolen både flinke og artige børn, og ubehagelige børn, der gør læreren alle de knuder, de kan. Svagtbegavede børn findes naturligvis også. Et sådant skildres således: "Han er syg på sjæl og legeme. En svag sjæl i et svagt legeme. Ikke ganske tåbelig, men heller ikke ganske klog. Hans flid og opførsel kan hverken rises eller dadles, da han mere ligner et kløgtigt dyr end et fornuftigt menneske. Dog held for ham, at der er et forsyn, som styrker den svage." Om en dreng hedder det, at han af temperament er klodset, magelig og vranten. Af kundskaber er han tynd; thi "affordrer man ham et svar, ved han ikke om han vil svare eller ej." I skrivning jasker han altid, og under flid, sæder og moralsk karakter hedder det: "han er meget æresfølende. Skal det nogensinde blive til noget med ham, skal ambitionen udrette det. Godt håb giver han desværre ikke." - Måske har læreren stillet Peters ægteskabshoroskop i ordene: "Han bliver god at omgås, men han skald rives." - Det er ligesom uartigheden kulminerer i følgende skudsmål: "Hendes udyder har endnu ikke forladt hende. Det viste hun ved skolefesten på Trolleborg og ved flere senere lejligheder." Det vil sikkert vare en tid, før hun bliver bedt med til "skolefesten på Trolleborg".

Men langt flere skildringer finder man i bogen af rare, velopdragne flinke børn. Det hedder sig om Karen fra Lydingegårde: "Hun er en rask pige, som enhver er tjent med at have i sin tjeneste. Havde man lutter sådanne børn, var det en fornøjelse at være skolelærer. Som hun fra forstandens side langt overgår sine søskende, så håber jeg også, at hun vil overgå dem i henseende til hjertet. Hun giver det bedste håb. Gud styrke hende under vristelserne." En dreng er meget nøjagtig og ordentlig. "Han gør alt med overlæg og forstand. Også fra hjertets die fortjener han navn af en god dreng." En pige har en sund sjæl i et sundt legeme. "Hendes stille, fornuftige og anstændige forhold gør, at man holder af hende. Hun vil vist stedse gøre sine forældre glæde og ære."
Et ualmindeligt kønt billede af en skolepige tegnes i det følgende. Hun er af temperament "smuk, blid tækkelig og anstændig." Af sjælsevner har hun "lys forstand, hurtig nemme og tro hukommelse." I kundskaber er hun "udmærket frem", og hun skriver "udmærket godt calligrafisk og meget godt orthografisk samt regner udmærket." Af flid, sæder og moralsk karkater er hun "omstændig, ydmyg, føjelig, godsindet, venlig, fornuftig og selvstændig, et inderlig godt gemyt og et tækkeligt væsen. Hos denne ypperlige pige holder hjertet skridt med forstanden. Nødigen, men dog med glad forhåbning, mister ejg hende". En dreng er særlig flittig. "Han har en udmærket lærelyst. Han har ofte læst i marken ved hestene. Skulle han kun ikke ved alt for megen studeren blive forvildet i hovedet." Hertil er føjet med Isaaksens hånd: "Blev maj 1812 dimitteret fra seminariet med karakteren "god". Gift 1816 og har levebrød i Randrup i Viborg Stift." Men ligesom der i det alt nævnte er et kønt billede af en skolepige, således er der også i det følgende en smuk skildring af en flink, begavet skoledreng. Han regner allerede i 5te skolehalvår i brøk, næste halvår i rentesregning og i det følgende halvår er han nået til en regning, som kaldes "udenlandsk vexelregning." I det 8de skolehalvår regner han kubikrod. Hvor langt han når, angives ikke. Det bemærkes om ham: "En flittigere dreng har jeg ikke kendt. Han bilder sig ikke noget ind, måske også i den henseende en sjælden dreng. Ingen dreng, ja intet skolebarn har glædet mig så meget som han. Den første i skolen om morgenen og den sidste, der om aftenen har forladt den. I og udenfor skolen arbejder han med lige iver. Undervisningen, gode bøger, læsning og naturen øser han kundskaber af, og ved hjælp af en tro hukommelse har han derved samlet og beholdt en mængde kundskaber, som kun få af hans alder besidder. Når man nu hertil tænker sig en dreng fri for indbildning, i besiddelse af et følende hjerte og overhovedet af en moralsk god karakter, så har jeg stor grund til at håbe, at når han fandt formående velyndere, der ville koste noget på hans videre dannelse, da ville denne stadige yngling engang vorde en prydelse for fædrelandet." Hertil er føjet af Isaaksen: "Han kom på seminariet (selvfølgelig Bernstorfsminde) maj 1814. Dimitteret 1817 med anden karakter: god, rejste novb 1817 til en skole ved Holbæk i Sjælland. Blev der gift 1819." Han er født 1797 og konfirmeret 1812. Han er altså 20 år, da han blev dimitteret.

Nu til dags fører man ikke den slags bøger i vore folkeskoler. Man fører kun en bog over forsømmelser. ................................

†