| |
Match 8,651 til 8,700 fra 11,367
| # |
Notater |
Knyttet til |
| 8651 |
Juel-Vind was born in 1694, the son of Friderich Vind of Harrested and Baggesvogn, and Sophia Catharina, Baroness Juel of Juellinge. His mother was a daughter of the statesman Jens Juel. He had no sons to succeed him as Baron of Juellinge and the estate was therefore passed on to his son-in-law in 1700.
He owned Juellinge from 1706. On 1 May 1708, he was awarded title of friherre under the name Juel-Vind. He was a student at the University of Copenhagen from 1712 to 1717. He served as a squire (kammerjunker) at Frederick IV's court. In 1719, he ceded the Barony of Juellinge to the king in exchange for Halsted Priory on Lolland. On 26 December 1721, Halsted Priory was elevated to a barony under the name Juellinge. He then served as squire for Princess Sophia Hedwig. On 1 April 1725, he was appointed to chamberlain (kammerherre)
On 27 June 1721, Juel-Vind married baroness Ide Helle Margaretha baronesse Krag (23 May 1697 - 28 August 1738). They had three children:
Friderica Charlotte, Baroness Juel-Vind (30 July 1723 - 9 April 1761)
Jens Krag-Juel-Vind, Baron of Juellinge (15 June 1724 - 30 April 1776)
Edel Sophie, Baroness Juel-Vind (28 October 1725 - 26 January 1796) | Vind, Baron Jens Juel (I7898)
|
| 8652 |
Juel, Herman, 1548-1607, til Aabjærg, Søn af Niels J. til Aabjærg og Christence Lunge, blev født paa Aabjærg.
Han gik i Viborg latinske Skole, tjente saa for Dreng hos forskjellige Adelsmænd og opholdt sig derefter 8 Aar udenlands, i Frankrig, Ungarn og Tyskland, hvor han senest tjente Greven af Gleichen. Forældrenes Død kaldte ham hjem for at overtage Fædrenegaarden, og 23. Juni 1577 holdt han derefter paa Alsted Bryllup med Maren Jensdatter Juel til Refstrup.
Efter at han 1580 havde maattet ledsage Kongen til Hertug Hans’ Jordefærd, fik han det følgende Aar Kalundborg i Forlening, hvilket Len han 1587 ombyttede med Dragsholm. 1590 var han med i Enkedronningens Følge paa Rejsen til Wolfenbiittel. 1595 forflyttedes han til Gulland, hvor han 16. Okt. 1607 døde paa Visborg Slot. Fru Maren overlevede ham i mange Aar, hvorimod af deres 8 Børn kun de 3 bleve voxne.
L. N. Skaaning, Ligpræd. ov. H. J.
Thiset.
| Juel, Herman (I4406)
|
| 8653 |
Juel, Jens Baron, 1631-1700, Statsmand, Søn af Erik J. (d. 1657), blev født 15. Juli 1631 paa Gaarden Nørtorp i Thy.
Efter at have studeret i Sorø tiltraadte han 1651 en 4aarig Udenlandsrejse med den senere Professor Jacob Bircherod som Præceptor; han traf paa denne Rejse 1652 Grev Christian Rantzau i Wien og fulgte med ham til Rigsdagen i Regensburg.
Da han kom Hjem blev han i Jan. 1655 ansat som Sekretær i danske Kancelli, hvilken Stilling han beklædte til Avg. 1657; han blev i denne Tid gjentagne Gange sendt til Sverige; men den egentlige Indvielse til sin diplomatiske Livsgjerning fik han først, da han i Avg. 1657 udnævntes til Resident hos Kongen af Polen. Han havde dog ikke Held med sig i sine Bestræbelser for efter den anden Svenskekrigs Udbrud at forhindre Separatforhandlinger mellem Sverige og Johan Casimir; i Sommeren 1659 vendte han over Hamborg tilbage til Danmark. Man havde her faaet saa megen Tillid til hans Evner, at han i Sept. s. A. udnævntes til Gehejmesekretær, og i Marts 1660 forhandlede han med den kejserlige Gesandt v. Goes; men størst Betydning for hans Fremtid fik vistnok Udsoningen mellem hans Morbroder Hannibal Sehested og Frederik III.
Som Sehesteds Stedfortræder forhandlede han med Carl Gustav om den endelige Afslutning af Freden i Kjøbenhavn; uden Opposition sluttede han sig ligesom hans Broder Niels J. til den nye Forfatning, blev i Nov. 1660 Sekretær i Statskollegiet for de udenlandske Sagers Vedkommende og i Febr. 1662 Medlem af Kancellikollegiet. Det var ogsaa paa Hannibal Sehesteds Anbefaling, at han i April 1662 afgik som Resident til Stockholm, hvilken Stilling han beklædte til Dec. 1670. Der overdroges ham i denne Tid forskjellige særlige Hverv, saaledes at forsvare den danske Regerings Adfærd mod Corfits Ulfeldt og at forhindre, at dennes Børn fik Tilladelse til at opholde sig i Sverige, end videre at holde et vaagent Øje med Forbindelser mellem misfornøjede danske adelige og den svenske Regering, Hverv, som han gjorde sig megen Umage for at udføre, uden at han dog altid kunde afvæbne en vis Mistænksomhed imod sig i Kjøbenhavn. Hvad de større politiske Spørgsmaal angaar, greb han, i Hannibal Sehesteds Aand, navnlig i Begyndelsen med en vis Begjærlighed Antydninger fra svensk Side om Venskab med Danmark, men efterhaanden kølnedes vistnok mere og mere hans Tro paa, at der kunde udrettes noget i denne Henseende. Derimod var det allerede nu hans bestemte Ønske, at man ikke skulde overile sig med noget Brud med Sverige. «Den, som vil Sverige ilde,» skrev han i Marts 1670, «skal ønske det 10 Aars Fred, thi da slaar dets Ungdom sig paa Luxus og Øverdaadighed, og Militsen tager af, om ikke i Antal saa dog i Tapperhed og god Kommando.»
Allerede før sin Hjemkomst fra Stockholm var J., 24. Sept. 1670, bleven udnævnt til Vicepræsident i Kommercekollegiet, fra 1671 fungerede han som Assessor i Statskollegiet og som Direktør for det vestindisk-guineiske Kompagni, fik Danebrogsordenen i Okt., blev udnævnt til Etatsraad i Nov. s. A., Friherre i Dec. 1672, Medlem af Højesteret og Gehejmeraad 1675, 1679 Elefantridder og senest fra 1680 Medlem af Konseillet. Han anvendtes i det hele i de forskjelligste Grene af Statsstyreisen, og der er derfor Grund til i Skildringen af hans Liv at forlade den kronologiske Rækkefølge for at samle den om visse Hovedpunkter. Først skal hans egentlige diplomatiske Virksomhed betragtes.
Der vides intet om, hvornaar J. er traadt i et nærmere Forhold til Griffenfeld; sikkert er det derimod, at dette Forhold antog Karakteren af et nøje Venskab, og en Frugt heraf var det, at J. i April 1673 sendtes til Stockholm som extraordinær Gesandt for at samvirke med den derværende Resident, Christoffer Lindenov. Instruxen for ham havde som Hovedpunkt at virke for en nærmere Forbindelse mellem de to nordiske Riger for at sikre Nederlandene en gunstig Fred med Frankrig og tilvejebringe en fælles Optræden til Gunst for Handelens Frihed. Men Gesandternes aktive Optræden var i høj Grad bunden; i Virkeligheden var det vistnok kun Meningen at trække Tiden ud. J. sympathiserede med denne Tanke, men det var meget vanskeligt for ham under disse Forhold, hvor han ikke turde gaa for vidt i sine Løfter, at holde den svenske Regering hen, og i sine Skrivelser hjem beklagede han ofte sin mislige Stilling. Med en vis Tilfredsstillelse modtog han derfor et svensk Udkast til en Traktat, som han i Dec. 1673 overbragte til Kjøbenhavn. Her fik han, sikkert efter personlige Forhandlinger med Griffenfeld, en ny Instrux af Febr. 1674, der tydelig viste, at dennes Tanke med hans fornyede Rejse til Stockholm i alt Fald nu kun var den at iagttage Sveriges Handlemaade og opvække en Frygt hos Frankrig og hos Nederlandene, som kunde bevæge disse Magter til hver paa sin Maade at stille sig imødekommende over for Danmark. Hans Breve fra den følgende Tid vise tydelig hans Standpunkt. Ikke paa nogen Maade tænkte han sig nu en virkelig Udsoning med Sverige som ønskelig eller blot som mulig. Tydelig og bestemt saa han Danmarks Interesse i Sveriges størst mulige Skade; det var en Grundsætning for ham, at den Magt- og Territorialfordeling, som de sidste nordiske Fredslutninger havde skabt, ikke burde bestaa, og at intet stadigt Venskab kunde grundes imellem Danmark og Sverige, «inden Lykken sætter mellem os nogen Billighed». Men paa den anden Side havde han en kraftig Overbevisning om Danmarks Svaghed – «tro vi, at vi ere dem bastante, ere vi skammelige bedragne», skrev han i Juli 1674 – og om, at under en Krig en ulykkelig Hændelse kunde blive Danmarks fuldkomne Ruin; som Følge heraf frygtede han i høj Grad et Fredsbrud. Han var derfor en bestemt Modstander af det Krigsparti i Kjøbenhavn, der drev paa et saadant, og han beklagede, at han ikke havde Lov til at gaa videre i sine Tilbud til Sverige. Han vilde ved disse ganske vist ikke opnaa noget virkeligt Forbund, men han vilde under «et simuleret Venskab» holde den farlige Nabo tilbage fra at bryde løs. I Dec. 1674 vendte han tilbage til Kjøbenhavn og benyttedes derpaa i Forhandlingerne dels med den svenske Ambassadør Nils Brahe, dels med den brandenborgske Gesandt v. Brandt.
Under den Skaanske Krig kaldtes J. til anden Virksomhed end den diplomatiske. Men da det atter stundede til Fred, blev han Kommissær ved Underhandlingerne i Lund fra Slutningen af Juni 1679. Vei var han ikke Chef for de befuldmægtigede – denne Stilling var overdragen til Grev Anton af Aldenburg –, men han spillede ubetinget en fremragende Rolle. Han var overbevist om Fredens Nødvendighed og ansaa under de forhaandenværende Omstændigheder Venskab med Sverige som hensigtsmæssigt, «indtil sig bedre anlader». Derfor sluttede han sig, skjønt oprindelig frastødt af den svenske Gesandt Johan Gyllenstjernas Trusler, snart til dennes Tanker, der gik ud paa ikke alene at koncentrere Fredsunderhandlingerne i Lund og ikke overlade dem til Ludvig XIV’s Omsorg, men ogsaa at knytte Danmark og Sverige til hinanden ved Fred, et offentligt Forsvarsforbund og hemmelige Aftaler. En Hovedopgave var det at skille Sverige fra Gottorp, og vel lykkedes dette langtfra fuldkomment, men J. var dog stolt af at have opnaaet, at Sverige lovede ikke at blande sig i Kongen af Danmarks «domestique Affærer». 26. Sept. undertegnedes Freden og de andre Overenskomster. Iblandt disse t var ogsaa Aftalen om Carl XI’s Ægteskab med Christian V’s Søster Ulrikke Eleonora, og J. overbragte denne hendes tilkommende Gemals Portræt. Derefter fortsatte han som ene befuldmægtiget fra Okt. til Dec. Forhandlingerne i Lund med Johan Gyllenstjerna dels om Ægteskabskontrakten, dels om Hjælp af Sverige mod Hamborg. Og disse Forhandlinger optoges atter, da Gyllenstjerna snart efter kom til Kjøbenhavn med vidtgaaende Forslag til at befæste Venskabet mellem de nordiske Magter ved Handelstraktater. Disse Sager kom i dobbelt Forstand til at berøre J., dels som Præsident for Kommercekollegiet, hvad han nu var bleven, dels som Underhandler med Gyllenstjerna. Vel var han nu langtfra saa ivrig som denne, og Kommercekollegiet indtog en temmelig kølig Holdning over for de svenske Forslag; men paa den anden Side mødtes han atter med Gyllenstjerna i flere Punkter, dels om Handelsforhold, dels om at søge at formaa Frankrig til at tiltræde det nordiske Forsvarsforbund. 28. April 1680 undertegnedes i Kjøbenhavn en Supplementtraktat, hvis ejendommeligste Punkt var Ordningen af en fælles Møntfod. Kort derpaa førte J. sammen med Grev Anton Ulrikke Eleonora til Sverige, hvor hendes Bryllup med Carl XI fejredes 6. Maj paa Herregaarden Skottorp ved Halmstad, og gik derefter ene som Ambassadør til Stockholm. Hans Opgave var dels at forhandle om Forbundet med Frankrig, dels at forhindre Ratifikationen af den Handelstraktat med Nederlandene, som var sluttet mellem disse og Sverige 1679. J. havde de bedste Hensigter om at befæste Venskabet og ytrede endog til en af de svenske Statsmænd, at han havde mistet Mindet om alt, hvad der havde tildraget sig før Freden i Lund; hans væsentligste Formaal var at drage Østersøhandelen hen til Danmark og Sverige; men under hans Ophold i Stockholm indtraf i Juni 1680 Johan Gyllenstjernas Død, der havde en fuldstændig Forandring til Følge i Sveriges Politik. Imod Danmarks Onske knyttede Carl XI sig nu til Nederlandene, og J. vendte med uforrettet Sag tilbage til Danmark i Dec. 1680. Skuffet i sine Planer stod han i de nærmest følgende Aar atter som Sveriges bestemte Modstander, ilde set af denne Magts Gesandt i Kjøbenhavn. I Febr. 1684 sendtes han til Nederlandene og søgte her at skille disse fra Sverige. Hans Hovedopgave var Afslutningen af en Handelstraktat, og trods mange Besværligheder lykkedes det ham ogsaa at faa en saadan undertegnet i Sept.; men der rejste sig stor Modstand mod dens Ratifikation, navnlig fra Amsterdam, hvilken By ønskede Indrømmelser med Hensyn til Sundtolden, og han vendte tilbage til Danmark i Maj 1685 uden at have opnaaet Ratifikationen. I Avg. og Sept. 1686 træffe vi ham anvendt til Forhandlinger med Gesandter fra de tyske Fyrster, der mæglede i Christian V’s Strid med Hamborg. Nogle Aar efter blev det imidlertid atter J.s Sag at virke for en Tilnærmelse til Sverige. Under den pfalziske Arvefølgekrig skadedes baade den danske og svenske Handel meget af de krigførende Magter, særlig af England og Nederlandene, og Nevtralitetsakter, der sluttedes i Kjøbenhavn 1691 baade med disse Stater og med Frankrig, og som J. var med at undertegne, førte ikke til nogen afgjørende Bedring, lige saa lidt som en ny Sendelse af ham til Haag 1692. J. afgik derfor i Jan. 1693 til Stockholm, og det lykkedes ham her i Marts at afslutte en Traktat til Sikring af den nordiske Handels Frihed ved Udrustning. af en fælles Flaade. Endnu i sit Livs sidste Dage, i Dec. 1697, sendtes J. paa ny som Gesandt til Sverige, overværede Carl XII’s Kroning og afsluttede i Dec. 1698 et nyt Forsvarsforbund; i Jan. 1699 kom han tilbage til Danmark.
Vi have fulgt J.s diplomatiske Virksomhed i det enkelte og set hans med Tiderne vexlende Standpunkter; vi ville et Øjeblik betragte det karakteristiske i hans Evner som Diplomat. Selv en Mand af faa Ord, uden Tilbøjelighed til som hans Ven Griffenfeld at male med rige Farver, var han en bestemt Fjende af smukke Fraser og store Talemaader, hvor de mødte ham i hans Forhandlinger; selv da han i Sept. 1679 stod venskabeligst med Johan Gyllenstjerna, spottede han dennes Lyst til at tale om Gud og Redelighed. Naar hans Modpart vilde lokke ham ud paa Veje, han ikke ønskede at følge, lod han, som han overhørte, hvad der blev sagt. Paa Danmarks politiske Stilling saa han hele sit Liv med et absolut pessimistisk Blik; særlig saa han det som et Offer for Stormagterne, der benyttede dets Hjælp, men ikke gave noget til Gjengjæld. Hvad han betragtede som det eneste Redningsmiddel i den ydre Politik, var den raadsnare Benyttelse af Øjeblikket. Det bedste var for ham det godes Fjende; den Sætning, han skrev i et Brev af Avg. 1684: «Vi bør ville, hvad vi kan», kan gjælde som hans Valgsprog og som den Tanke, han paa alle de Poster, paa hvilke han stilledes, gjorde sig til Talsmand for. Hans Talent laa ikke i store, fremskuende Planer, men i den klare, usminkede Forstaaelse af en Situation og i den kraftige Vilje til at udbytte den.
Det var imidlertid ikke alene som Diplomat, at J. kom til at træde i Forhold til Udlandet, det var ogsaa som militær. Da det trak op til Krig med Sverige i Sommeren 1675, sendtes han til Norge, og her medvirkede han i den følgende Tid ved Statholderen Gyldenløves Side til Organisationen af Krigstilberedelserne, dog ogsaa nu i Modsætning til det egentlige Militærparti. I Juni 1676 deltog han i Indfaldet i Sverige og udmærkede sig navnlig ved Vænersborgs Erobring- hans Tapperhed indbragte ham Lovtaler saa vel af Gyldenløve som af andre. Vendt tilbage til Danmark kom han det næste Aar til at spille en Rolle ved Flaadens Operationer. Da hans Broder Niels J., der i de sidste Dage af Juni havde lagt sig mellem Falsterbo og Stævns og havde Fjenden i Sigte under Møen, ved Ilbud forespurgte i Kjøbenhavn, om han skulde angribe eller ej, sendtes J. J. til ham med Forbud mod Angreb. Imidlertid angrebe Svenskerne, med J. J.s Samtykke optog Niels J. Kampen 1. Juli, der førte til den berømmelige Sejer i Kjøge Bugt. Under Slaget ilede J. J. opmuntrende og befalende fra Skib til Skib, og efter det blev han paa Flaaden med Stemme i Krigsraadet og kom derved i adskillig Strid med den hollandske Admiral Tromp. I Sept. 1678 deltog han atter med sin Broder Niels i det Togt, der førte til Rygens Erobring, og blev Gouvernør paa Øen; dog vendte han allerede i Okt. tilbage til Kjøbenhavn. Men ogsaa senere blev han knyttet til Forsvarsvæsenet og særlig til Flaaden, i det han 31. Marts 1683 blev Præsident for det da oprettede fælles Generalkommissariat for Land- og Søetaten, 6. Febr. 1694 fik Bestalling som 1. Deputeret ved Kommissariatets Gjenoprettelse og 21. Okt. 1699 blev udnævnt til Generaladmiral og Chef for Admiralitetet.
Men ogsaa i den civile Administration indtog J. en fremragende Plads, navnlig ved sine Stillinger i Statskollegiet og Kommercekollegiet og fra 1690 tillige som Medlem af de saakaldte Kommissioner i Raadstuen. I visse Henseender forsvarede han her et frisindet Standpunkt, som da han 1672 var stemt for at tilstaa Religionsfrihed til Kalvinister og Jøder paa visse Pladser; i andre Punkter var han stemt for Tvang, saaledes skilte han sig fra Griffenfeld i Spørgsmaalet om at nedlægge en Del mindre Kjøbstæder, hvad han vilde have gjennemført for at samle Handelen i de større. I det hele var han en bestemt Tilhænger af de merkantilistiske Principper og ivrig for Industriens Fremme, i Danmark især for Uldmanufakturerne, i Norge for Bjærgværkerne, i hvis Bestyrelse han ogsaa en Tid havde Del. Folkemængdens Forøgelse og Pengenes Bevarelse i Landet stode for ham som Hovedmaalet. Men ogsaa i sit Syn paa Landets økonomiske Forhold var han gjennemgaaende Pessimist. Stærkest kommer dette frem i et Forslag fra ham af 1697. Den tredje Del af Landet, skrev han her, maa regnes for ukultiveret, og det, der dyrkes, dyrkes saa ilde, at Jorden ikke giver nær den tredje Del af, hvad den gav i forrige Tider. Han advarer mod at bygge sit Haab paa fremmede Alliancer, naar der ikke er «en inderlig Kraft» hos os selv, og tro imod sin almindelige Tankegang anbefaler han visse Foranstaltninger, for at, «om det ikke i alt kan hjælpes, da dog noget, lidet efter lidet,» kan opnaas. Men hvad Landboforholdene angaar, da savnede han, trods sin Forstaaelse af Agerbrugets Slethed, ganske et større Blik for, hvad der tiltrængtes med Hensyn til Bondestandens Frigjørelse og Omsætningens Lettelse, kun smaa Reformer tilraadede han her, men lededes ellers af rene Adelsgodsejersynspunkter. Ikke alene var han 1699 enig med de andre Gehejmeraader om, at ved Udskrivning til en national Milits Herremændene skulde have Ret til at udtage til Soldater de Bønder, de vilde, men 1681 kæmpede han, om end forgjæves, for at det ikke skulde tillades alle og enhver at kjøbe Landgods, hvad han erklærede for stridende mod den gamle og nye Lov og mod Adelens og Kjøbenhavns Privilegier, og for at hindre, at Hovedgaarde mistede deres Frihed ved at synke ned under 200 Tdr. Hartkorn; inden kort Tid vilde Godsejerne derved blive til Bønder. – Det kan for øvrigt mærkes, at han var Medlem af flere Kommissioner med særlige Hverv, saaledes af den, der fra 1683 skulde gjennemføre ens Maal og Vægt i Riget; misfornøjet over de store Vanskeligheder fratraadte han dog denne Virksomhed 1690.
J. var ubetinget den af den gamle danske Adel, der hædredes mest og benyttedes mest i Statsstyreisen under Christian V. Der findes heller ikke Spor hos ham til Opposition mod Enevælden og dens almindelige Principper, tvært imod lod han sig, som allerede sagt, ophøje i den nye Adel som Baron, og som Medlem af den tredje Lovrevisionskommission, hvad han var bleven 1680, var han ivrig for at værge om Friherrernes særlige Rettigheder, ligesom han var stemt for Retten til at oprette Stamhuse. Men alt dette hindrede ikke, at han stod som Danskhedens Repræsentant ved Hoffet, og at han bestemt turde træde i Skranken for sin Overbevisning om det retfærdige, selv om den kom i Strid med, hvad der var Kongens Ønske eller de herskende Stemninger. Til sin store Hæder fornægtede han ikke sin ulykkelige Ven Griffenfeld efter dennes Fald. Da Christoffer Lindenov døde 1697, udbad han sig Ret til af hans Dødsbo at udtage Griffenfelds Breve og ytrede saa: «Jeg har faaet det bedste», og han vedblev at arbejde paa hans Frigivelse, ligesom hans tidligere Svigersøn, Baron Frederik Krag, rimeligvis ved hans Forbøn 1690 fik Tilladelse til at ægte Statsfangens Datter. Af fuld saa stor Interesse er hans Optræden under den bekjendte Proces mod Oluf Rosenkrantz i Anledning af dennes Skrift: «Apologia nobilitatis Danicæ». Han var Medlem af den Kommission, der skulde kjende i hans Sag, men i sit Votum af Jan. 1682 optraadte han bestemt imod Fiskalens Paastande, udtalte, at disse beroede paa en urigtig Fortolkning af Skriftet, og at man ikke havde glemt at udlægge alt til det værste- han mente vel, at den anklagede havde handlet ubetænksomt og ufornuftig og derfor burde miste sin Charge som Gehejmeraad, men kunde ikke indse, at han havde forbrudt sig imod Souveræniteten; om hans Bog skulde forbydes, eller Rosenkrantz skulde forklare sin Mening tydeligere, henstillede han til Kongen, men han tilføjede med en for hin Tid sjælden Klarsynethed: «Det er bekjendt, at slige forbudne Bøger siden søges allermest, i det Sted de ellers med Tiden foragtes». Hans Votum gjorde megen Opsigt, og Rygtet vilde vide, at han var falden i Unaade hos Kongen. Dennes Misstemning maa trods hans Frygt for den gamle Adels Tilbøjeligheder dog hurtig have tabt sig; ikke alene vedblev J. som hidtil i rigt Maal at anvendes i Statsstyreisen, men fulgte ogsaa Christian V paa hans Rejser til Norge 1685 og til Holsten 1693.
J. var 3 Gange gift. 4. Okt. 1660 ægtede han Vibeke Ottesdatter Skeel; hun døde 23. Jan. 1685, medens han var Ambassadør i Holland. Aaret efter, 12. Febr. 1686, havde han Bryllup med Fru Regitse Sophie Vind, Datter af Skatmesteren Holger V. og Enke efter Baron Vilhelm Giildencrone (VI, 333), og da hun var død 10. April 1692, giftede han sig igjen n. April 1694, 63 Aar gammel, med den 18aarige, smukke Dorthe Mogensdatter Krag. Dels ved sine Giftermaal, dels ved Kjøb erhvervede han sig store Godsbesiddelser, som ved hans Sparsommelighed indbragte ham en betydelig Formue. Med Vibeke Skeel fik han Valbygaard i Sjælland; af denne Gaard oprettede han 1672 sit Baroni, der med Gaarden fik Navnet Juellinge; i italiensk Stil opførte han der en ny Hovedgaard. Ikke langt der fra kjøbte han 1694 de 2 Gaarde Herlufstrup og Jonstrup, forenede dem til én Gaard, kaldet Juellund, thvor han ogsaa byggede en ny Hovedgaard; dens Tilliggende forøgede han ved Nedbrydelse af Bøndergaarde. Ved Regitse Sophie Vinds Fordringer paa Admiralitetsraaden Poul Klingenberg fik han 1686 Tostrup (det nuværende Christianssæde) og Aalstrup paa Laaland. Af andre Gaarde ejede han Vórgaard og Urup i Jylland. Med Sognepræsten til Juellinge Peder Syv stod han i nær Berøring og synes at have delt hans antikvariske Interesser; en anden Repræsentant for de nationale Bestræbelser, Digteren og Præsten Jørgen Sorterup, var en Tid lang Huslærer hos ham.
Under sit sidste Gesandtskab til Sverige var han svagelig af Podagra, dog trak han sig ikke tilbage fra Forretningerne. Endnu 21. Maj 1700, da Frederik IV var i Færd med at begive sig til Hertugdømmerne i Anledning af Angrebet paa Hertugen af Gottorp, udnævntes han til Medlem af den saakaldte Slotslov, der skulde lede Styrelsen i Kongens Fraværelse. Men 2 Dage efter, 23. Maj, afgik han ved Døden. 17. Jan. 1701 førtes hans Lig i en højtidelig Procession fra Kjøbenhavn til Bisættelse i Hellested Kirke. Almindelig Sorg fulgte ham. Peder Syv priste ham i et Digt som «en Mand i Raad og Daad saa mægtig, en Fyrst’ i Israel, til alle Sager drægtig, en modig Admiral, i Nød et Ankerhold, i Vilderede vis, i Modgang Værn og Skjold», og Aalborgbispen Jens Bircherod kaldte ham i sin Dagbog «en fortræffelig Minister og umistelig Herre for Riget i disse Tider».
J. var en høj og rank Mand trods sin Sværhed, høflig, om end tilbageholden, i sin Optræden. Hans Ansigt stod i Harmoni med hans Karakter. Den tætsluttende Mund vidnede om hans Tavshed, Øjnene om hans skarpe Blik, hele Udtrykket om Foreningen af Beherskethed og Kraft.
Fryxell, Handlingar rör. Sverges hist. I, 106 ff. 386 ff. Danske Herregaarde VII: Juellund. Hist. Tidsskr. 5. R. IV, 463 ff. Medd. fra det kgl. Gehejmearkiv 1886-88, S. 72. A. D. Jørgensen, Peter Schumacher Griffenfeld II, 82 ff. o. fl. St.
J. A. Fridericia. | Juel, Lensbaron Jens (I7105)
|
| 8654 |
Juliane (Julie) Reventlow f. Schimmelmann
16 feb. 1763 - 27 dec. 1816
Julie Reventlow, malet som ung i 1784 af Angelica Kaufmann. Den hovedrige Heinrich Schimmelmanns datter Julie blev i 1779 gift med greve Fritz Reventlow, og ti år senere trak han sig tilbage fra diplomatiet for at slå sig ned på godset Emkendorf i nærheden af Kiel. Julie Reventlow blev på Emkendorf efterhånden midtpunktet i en kreds af digtere, kunstnere og kulturelt interesserede aristokrater.
Hun brevvekslede med tidens ledende åndspersonligheder, og Emkendorf blev et gæstfrit kulturcentrum i Holsten. Under Den franske Revolution kom mange emigranter på kortere eller længere ophold på godset. Det kostede mange penge at udfolde denne gæstfrihed og aktivitet, og indtægteme kom blandt andet fra de schimmelmannske plantager i Dansk Vestindien. Julie Reventlow var levende optaget af oplysningsarbejdet blandt godsets undersåtter.
Julie Reventlow var et fint og følsomt Menneske og i Besiddelse af Faderens Virketrang. Hun var overordentligt humant indstillet og f.Eks. den drivende Kraft for Negerslaveriets Ophævelse, som Broderen Ernst Schimmelmann først af alle gennemførte paa de dansk-vestindiske Øer . Hun interesserede sig ogsaa for Højnelse af Bondestandens Kaar og har, ligesom Søsteren Caroline Baudissin paa Knoop, skrevet "Bøger for Bønderne" (1791). Hun havde en høj Stjerne hos Familien paa Pederstrup, selvom hendes Mand og Statsministeren en Overgang stod i et Modsætningsforhold i Spørgsmaal vedrørende det holstenske Ridderskab. Hun var overordentlig godgørende paa sit Gods, og Emkendorf blev paa det pragtfuldeste udstyret med Vægdekorationer, Malerier og Møbler, hvoraf en Del indkøbtes paa Rejser i Italien.Hjemmet var yderst gæstfrit . Franske Emigranter stod det aabent, og Tidens Skønaander gik ud og ind. En stadig Forbindelse opretholdtes ogsaa med den anden ikke mindre betydningsfulde Kreds - LouiseStolbergs - i Tremsbüttel og senere paa Vindeby.
Med Julie Reventlows Helbred gik det hurtigt ned ad Bakke. Hun var meget religiøst indstillet og tilhørte en Kreds af religiøse Mystikere som Prins Carl af Hessen og flere af Bernstorfferne, saaledesmærkværdigvis den klare og virkedhedsnære A. P. Bernstorff. Spiritisme og Tro paa Sjælevandringen var ikke Kredsen fremmed, og i 1793 formaaede man den kendte schweiziske Vækkelses-prædikant, Filosofog Skønaand J. C. Lavater til at komme til Danmark paa et kort Besøg, hvor han boede hos Bernstorffs. Allerede ti Aar for havde Reventlows paa Rejsen ned til Rom opsøgt Lavater i Zurich. Nu gjorde hanet kort Ophold paa Emkendorf paa Vejen til København og paa Tilbagerejsen en Maaned senere et længere Ophold paa Schimmelmanns Slot i Wandsbeek , hvor Julie Reventlow havde taget Ophold. I sin Dagbogbeskriver Lavater hendes svagelige Ti lstand: »Grevinde Julie Reventlow besvimede og spyttede Blod som sædvanligt, hvad den ringeste Bevægelse bevirkerEfter Aftensmaaltidetsad vi atter en kort Stund om den blodspyttende Grevindes Seng og gik til Ro kort for Kl. 12.Hun har nu lykkelig fuldendt sin Løbebane den gode Julie som vi ønske at ende vor; vi jage efter Maalet, hun har naaet det; hun er nu en Guds Engel, der usynlig omsvæver de gode; hun styrker, hun trøster, hun advarer. Virksom var hun her i at udrette det gode; hvad vil hun ikke være, befriet fra de jordiske Baand!«.
Det var hensynet til hendes helbred, der medførte, at Fritz Reventlow opgav sin virksomhed som gesandt, og i lange perioder var Julie Reventlow sengeliggende. Helt frem til sin død i 1816 øvede hun imidlertid en betydelig indflydelse på det kulturelle miljø i hertugdømmerne.
Dansk Biografisk Leksikon 1933-43 bind 19:
J. R. henlevede sin Barndom i Kbh. som den rige og almægtige Finansmands meget feterede Datter. Som ganske ung blev hun gift med Grev Fritz R. til Emkendorf og gled herved over i et helt andet Milieu.Svigerfaderen, den gamle adelsstolte Grev Ditlev R., var oprindelig meget mod Partiet, og det varede længe, inden han fuldt ud vilde anerkende Parvenuens Datters Optagelse i Familien, men dels A. P. Bernstorffs personlige Paavirkning, dels J. R.s kvindelige Ynde og naturlige Hjertelighed tøede omsider den gamle Hugaf op.
J. R. blev hurtigt Midtpunktet i Hjemmet paa Emkendorf. Med aldrig svigtende Omhu tog hun sig af de talrige Gæster, der til Stadighed bevægede sig gennem Slottets Gemakker, og selv om hun i lange Perioder var svagelig og maatte ligge til Sengs, administrerede hun med Overlegenhed den store Husholdning. Ligesom sin ægtefælle var hun stonalistiske Indflydelse inden for Hertugdømmets Præstestand og Skolevæsen.
Paa mangfoldige Maader viste hun sin Tro i sine Gerninger. Hun var utrættelig som praktisk Sjælesørger for Godsets undergivne, og med usvækket Iver lagde hun sin Broder Ernst Schimmelmann paa Sinde atgøre noget effektivt til Gavn for Familiens talrige Negerslaver paa Plantagerne i Vestindien. Naar den danske Stat gik i Spidsen for Negeremancipationen, har den varmtfølende Slotsfrue paa Emkendorf en væsentlig Del af æren herfor. Ogsaa i Mandens politiske Arbejde tog hun Del. Ligesom han fulgte hun med Rædsel den franske Revolutions Forløb, og med Afsky var hun Vidne til Forøgelsen af NapoleonsMagt over Europa.
Frederik VI.s Ideer, som de begge et langt Liv igennem saa energisk kæmpede for. - Maleri af Angelica Kaufmann 1784 (Thaulow-Museum i Kiel, Ahrensburg, Altenhof) og Je ns Juel (forhen hos Johan Hansen). Medaillon af J. T. Sergel 1784 (Ahrensburg, Thaulow-Museum ).
_____________
Dansk Biografisk Leksikon (1900):
Reventlow, Frederikke Juliane Grevinde, 1763-1816. Hun
var Datter af Skatmester, Gehejmeraad Heinrich Carl Greve
Schimmelmann og Caroline Tugendreich adopteret v. Gerstorff og
fødtes 16. Febr. 1763 i Kjøbenhavn. Hun ægtede i ung Alder
16. Avg. 1779 paa Ahrensburg nedennævnte Friedrich Greve
Reventlow til Emkendorf (d. 1828). Begavet af Naturen med et blændende
Ydre, mørke, dybe Øjne, et pragtfuldt Haar, i Besiddelse af rige
Evner i Forbindelse med en sjælden Kundskabstrang og levende
Fantasi gjorde hun Emkendorf til Midtpunktet for det aandelige
Liv i Hertugdømmerne, saa at det endog efter Mignets Ord havde
Ry som et «evropæisk Akademi». Her færdedes Klopstock og
Brødrene Stolberg, Voss og Claudius, Jacobi, Niebuhr og Reinhold,
her fandt de proskriberede fra 18. Fructidor, der havde taget
Ophold i Hamborg, et gjæstevenligt Opholdssted. Lafayette og
Dumouriez, Greverne Portalis, Fader og Søn, General Mathieu Dumas
og mange andre af Frankrigs bedste, den Gang fredløse Sønner vare
Gjæster i dette Hjem og have med Taknemmelighed baaret dets
Ry vidt ud over Danmarks Grænser. Grevinde Julie R. var Sjælen
i denne Kreds, hun sørgede for alt og alle; tidlig svagelig og i
de sidste 10 Aar af sit Liv sengeliggende betragtede hun i Følge
sin religiøse Livsanskuelse sine Lidelser som paalagte hende til
Prøvelse og beskyldes ogsaa for at have plejet sin Sygdom i
den Hensigt at gjøre sig interessant. Slægt og Venner samledes
stadig om hendes Leje, hvorfra hun til sin Død i mange Aar med
stor Aandslivlighed styrede sit Hus, reformerede Godsets Skoler og
skrev Bøger til Læsning for Bønder og Almuesfolk. Hun udgav
saaledes «Sonntagsfreuden des Landmannes» (1791), «Kinderfreund
od. Unterrichten in Gesprächen» (1793) samt skrev Bidrag til J. G.
Jacobis «Taschenbuch». Voss har i Forbindelse med sine
pietetsløse Angreb paa Stolberg efter Grevindens Død rettet et Udfald
mod den sværmerisk-mystiske, katholskvenlige og mod anderledestænkende
utaalsomme Aandsretning, der udgik fra hende og hendes
Hjem. Julie R. afgik ved Døden 27. Dec. 1816 paa Emkendorf.
F. H. Jacobis Briefwechsel II, 16 ff.
Souvenirs du général M. Dumas III, 159 f.
W. Herbst, J. H. Voss II, 142.
| Schimmelmann, Komtesse Friederikke Juliane (Julie) (I10555)
|
| 8655 |
Juliane (Liane) Benedicte Sophie Louise Caroline von Qualen, geb. Gräfin zu Reventlow
Geboren am 22.6.1818 in Sandbjerg, gestorben am 16.12.1903 in Wulfshagen.
In ihrer Ehe mit dem 1882 gestorbenen Carl von Qualen kinderlos geblieben, adoptierte sie die Tochter ihres ältesten Bruders Arthur, Benedicte Gräfin zu Reventlow. Als diese sich mit Fanny Reventlow's Bruder Ludwig verlobt hatte, wurden beide von ihr als Erben von Gut Wulfshagen eingesetzt.
Dem jüngsten Bruder von Fanny Reventlow, Karl Reventlow (Catty), vermachte sie das Gut Damp (Kreis Eckernförde). | Reventlow, Komtesse Juliane Benedicte Sophie Louise Caroline (I13269)
|
| 8656 |
Juliane Frederikke Christiane Reventlou, arvede ved fødslen Stamhusene Krænkerup og Frisenvold. Den unge Comtesse, der baade var ualmindelig smuk og særdeles vel begavet, ægtede i sin første Ungdom den hannoveranske Adelsmand Carl August Hardenberg, der senere gjorde sit Navn berømt i den tyske Frihedskrig og endte som Fyrste og preussisk Statskansler.
Saavel Slægten som den danske Regering søgte at hindre den rige Arvings Forbindelse med en Udlænding; den yngre Linie af Reventlowslægten, som havde arvet de øvrige Besiddelser, havde ogsaa søgt at lægge Haand paa de to Stamhuse, men dens Krav var bleven afvist ved Højesteret, og Tanken har da formodentlig varet gennem Giftermaal med Comtessen at vinde Godserne tilbage .
Hardenberg, der antog Navnet Hardenberg-Reventlow, interesserede sig imidlertid levende for sin Hustrus danske Gods, som han overtog Bestyrelsen af og ofte besøgte, skønt hans Virken, først i Kurfyrsten af Hannovers, siden i brunsvigsk Tjeneste, lagde stærkt Beslag paa hans Tid og Kræfter. Paa forskellig Maade var Gaard og Gods stærkt forsømt i de mange Aar, der ikke havde været nogen Besidder paa Stedet, og der blev nu med Iver taget fat paa at indføre Forbedringer.
Det gammeldags Trevangsbrug og det overordentlig indviklede Fællesskab lagde alvorlige Hindringer i Vejen, og Udskiftningen, som i disse Aar begyndte at trænge igennem rundt om i Landet , var ogsaa paa Krænkerup den store Opgave, der først og fremmest skulde løses. Jorderne ble v opmaalt, og det lykkedes ogsaa for nogle Byers Vedkommende at faa dem udskiftede fra hinanden, men de fleste Steder laade saaledes indfiltrede imellem hinanden, at Afgørelsen var afhængig af de andre Lodsejere, og hele Reformen hindredes, naar disse stillede sig uvilligt; dette var navnlig Tilfældet med Ejeren af Nielstrup, Landsdommer Flindt, der besad Gods baade i Slemminge og Reersø, og endelig var det nødvendigt for Udskiftningen af Slemminge og Fielde at foretage et temmelig omfattende Mageskifte med Engestofte, der vel var indledet, men som først senere kom i Stand.
Værst var det dog, at Præsten i Radsted i det hele taget nægtede at gaa med til Reformen og derved forhindrede dens Gennemførelse i selve Hovedsognet, og en Indberetning til Regeringen om Sagen udtrykker da ogsaa den mest levende Forbitrelse over, at en saadan Uforstand skal standse hele Udviklingen. Det lykkedes dog efter et Par Aars Forløb at bryde denne Modstand, saa ledes at Udskiftningen af Radsted Bys Jorder kunde tage sin Begyndelse, men kort efter var Hardenbergs Virken paa Krænkerup forbi.
Forholdet mellem Hardenberg og hans Gemalinde var aldrig godt, og i 1788 blev ægteskabet ophævet; Fruen levede siden i Tyskland, hvor hun faa Aar efter døde.
Comtesse Reventlows Ægteskabshistorie vakte i sin Tid overordentlig stor Opsigt.
I hendes Mands Memoirer: ,Denkwürdigkeiten des Staatskanzlers Fürsten v. Hardenberg, herausgegeben von L. v. Ranke, Leipz. 1877 I - V‘ er hendes Forhold i Sagen fremstillet ufordelagtigt for hende,hvilket er blevet skarpt imødegaaet.
Generalfiskal Peter Uldall, der var forsvarer for Dronning Caroline Mathilde i sagen vedr. Struensee har i sine erindringer omtalt forholdet mellem fyrst Hardenberg og Juliane f. Reventlow. Uldall, der, som man vil se, paa sin Rejse har lange Samtaler med Hardenberg i Braunschweig, da han har paataget sig at ordne Formue-Forholdene efter Skilsmissen, synes stærkt paavirket af hans Udtalelser.
Comtesse Juliane Frederikke Christiane Reventlow til Krenkerup, Frisenvold og Brusgaard (1759 - 93) var eneste Barn af Grev Christian Ditlev Reventlow og Ida Louise Scheel-Plessen (1740 - 92), en Søster til Geheimeraad Scheel-Plessen paa Lindholm. Efter Faderens Død blev Moderen gift 1763 med Geheimekonferensraad Wolf Heinrich v. Thienen til Walstorff , Sierhagen m. m. (1721 - 1809), en af de rigeste Godsejere i Hertugdømmerne, en Grandseigneur, hvis Hjem udfoldede en pragtfuld Gæstfrihed. Comtesse Reventlow, der blev en fuldendt Skønhed og var Nordens rigeste Arving, boede hos Stedfaderen paa Sierhagen. - Carl August v. Hardenberg (1750 - 1822), den senere saa berømte preussiske Statskansler og Rigsfyrste, dengang i hannoveransk Statstjeneste, blev trods hendes Formynderes Modstand og den danske Regerings Vanskeligheder forlovet med Comtesse Reventlow 1774 og gift med hende 1775, idet han antog Navnet Hardenberg-Reventlow. Den unge feterede Verdensdame kom ikke godt ud af det med hans Familie i den lille By Hannover, og det siges om hende, at hun vakte Anstød; og da Hardenberg havde det Maal at blive hannoveransk Minister hos Kong Georg af England, der jo tillige var Kurfyrste af Hannover, flyttede Familien til London 1781.
Her spillede de en stor Rolle i det fornemste Selskabsliv, og Rygtet talte om et Forhold mellem Grevinden og den berygtede Prins af Wales (Kong Georg IV), hvilket vakte betydelig Opsigt og blev omtalt i Aviserne. Hvorvidt Rygtet er sandt kan ikke afgøres, men Grev Hardenberg søgte at benytte det for at fremme sine Planer. Da det ikke lykkedes ham, forlod han og hans dybt krænkede Hustru London, samtidig med at han ved sin Faders Død arvede Godser i Hannover og Holsten. 1782 blev han Minister i Braunschweig.
Forholdet mellem ham og Grevinden forværredes, hun blev meget misundt og ilde omtalt. En Skilsmisse blev besluttet, og Grevinden begav sig til Sierhagen, hvor hun fandt Støtte mod Mandens Forsøg paa at gøre sig Fordele paa hendes Bekostning. Geheimeraad C. L. Scheel-Plessen blev efter eget Ønske hendes Værge. Overenskomsten blev afsluttet under 30. og 31. August 1788 og for at undgaa langvarig Retstrætte gav Scheel-Plessen, der overtog Majoraternes Administration, efter for en Del af Hardenbergs overdrevne Fordringer. Den kgl. Konfirmation paa Kontrakten faldt 10.02.1789 paa den Betingelse, at den ældste Søn skulde opdrages i Danmark. Dengang Grev Hardenberg forlod England og kom til Hannover, knyttede han en Forbindelse med den hannoveranske Kammerpre Statsmandsevner frugtbringende andre Steder. Han fandt 1791 sin umættelige Ærgerrighed tilfredsstillet i preussisk Tjeneste som Statskansler og Rigsfyrste. Hans Forhold til Grevinde Reventlow er lidet tiltalende, og i sit store Værk om Hardenberg bevæger Ranke sig yderst forsigtigt uden om dette Punkt, men dog i Fyrstens Faveur. Denne blev ogsaa skilt fra sin anden Hustru. Grevinde Reventlow antog sit Familienavn og bosatte sig i Regensburg, hvor hun døde 1793 efter et langt S ygeleje, kun 34 Aar gammel.
Sønnen, den senere Geheimekonferensraad Christian Heinrich August Fyrst Hardenberg-Reventlow (l775 - 1840) blev 1814 optaget i den danske Grevestand med Navnet Hardenberg-Reventlow.
Datteren blev gift med Generalfelttøjmester Grev Pappenheim og, efter at være skilt fra ham, med General, Fyrst Pückler-Muskau, fra hvem hun ogsaa blev separeret.
____________________________________
In 1885 Christian IX granted the last Danish non-royal count's patent, to Curt Ulrich Heinrich von Haugwitz, who became Count Haugwitz-Hardenberg-Reventlow and whose wife, Princess Lucie Caroline Schönaich-Carolath, had inherited the Danish country of Hardenberg. This Danish estate had passed into these German families through her great grandmother Countess Juliane Frederikke Christiane Reventlow, who was the richest heiress in the Nordic countries in her day. In contradiction of public opinion she married a foreigner, the later famous Prussian reformer Count Karl August Hardenberg. But he was originally a Hanoverian and at the time George III's Hanoverian minister in London. His marriage to the rich Countess Reventlow was dissolved amidst great scandal because she was having an affair with the Prince Regent George (IV)! Equally noteworthy is probably Christian IX's comital grantee's grandchild Count Curt Heinrich Haugwitz-Hardenberg-Reventlow, the abusive husband of "the poor little rich girl" Barbara Woolworth Hutton, the Woolworth heiress.
| Reventlow, Komtesse Juliane Frederikke Christiane (I9902)
|
| 8657 |
jurist | Reventlow, Jørgen (I15533)
|
| 8658 |
Justice of Peace | Berry, Charles Walter (I23992)
|
| 8659 |
Justitiarus i Højesteret | Rosenkrantz, Mogens (I9491)
|
| 8660 |
Justitsminister ( Regeringen ), Landstingsmedlem ( Landstingsformand ) ( Rigstinget ) | Bülow, Frits Toxwerdt von (I14920)
|
| 8661 |
Justitsråd | Worsaae, Jens (I11174)
|
| 8662 |
Justitsraad | Looft, Conrad Martin (I12141)
|
| 8663 |
Justitsråd | Schäffer, Thomas Vilhelm (I9392)
|
| 8664 |
Justitsråd | Jessen, Matthias Reinhold von (I9622)
|
| 8665 |
Justitsråd | Jelstrup, Lars Johan (I9874)
|
| 8666 |
Justitsraad, Borgmester, Godsejer | Berregaard, Enevold Nielsen de (I8043)
|
| 8667 |
Justitsraad, Kaptajn, Toldinspektør | Anthon, Jørgen Christian (I11942)
|
| 8668 |
Justitsraad, Krigskommissær, Husfoged i Hadersev Amt, Ridefoged i Tyrstrup og Haderslev Herreder | Brand, Mathias (I8947)
|
| 8669 |
Juvelerer | Fistaine, Antoine (I9764)
|
| 8670 |
jvf Folkeregister 1930: http://www.danishfamilysearch.dk/sogn1631/census1930/opslag9950712 | Mørkenborg, Jens Peder Jensen (I18099)
|
| 8671 |
Jvf folketælling 1930: http://www.danishfamilysearch.dk/sogn1631/census1930/opslag9950712
| Larsen, Anna (I43)
|
| 8672 |
Jvf Folketælling 1930: http://www.danishfamilysearch.dk/sogn1631/census1930/opslag9950712
Jvf Folketælling 1906: http://www.danishfamilysearch.dk/cid13169963 | Kristensen, Maren Laurine (I44)
|
| 8673 |
Mindst én nulevende eller privat person er knyttet til denne note - Detaljer er udeladt. | Mørkenborg, Else Margrethe (I18101)
|
| 8674 |
jvf Folketælling 1930: http://www.danishfamilysearch.dk/sogn1631/census1930/opslag9950712 | Mørkenborg, Inger Jensine (I15600)
|
| 8675 |
Jvf Folketælling 1930: http://www.danishfamilysearch.dk/sogn1631/census1930/opslag9950712 | Mørkenborg, Anders Jørgen (I18100)
|
| 8676 |
jvf FT 1906: http://www.danishfamilysearch.dk/cid13169963 | Mørkenborg, Johanne Jensine Kirstine Jensen (I8381)
|
| 8677 |
jvf FT 1906: http://www.danishfamilysearch.dk/cid13169963 | Mørkenborg, Peder Laurits Jensen (I8561)
|
| 8678 |
jvf FT 1930: http://www.danishfamilysearch.dk/sogn1631/census1930/opslag9950712 | Mørkenborg, Peder Laurits Jensen (I8561)
|
| 8679 |
jvf kirkebog opslag ArkivalierOnline
Sankt Matthæus Sogn, København Opslag side 202 nr 10 | Bonde, Henriette Nicoline (I12864)
|
| 8680 |
jvf kirkebog Skt Mortens sogn, Randers: http://www.danishfamilysearch.dk/sogn1100/churchbook/source135278/opslag14650905 | Reventlou Ginge, Johan Peter (I21401)
|
| 8681 |
jvf Kirkebog, Lunde Kirke: http://www.danishfamilysearch.dk/churchbook/sogn1631/churchlisting14762/opslag1099812 | Familie: Anders Jørgen Mørkenborg / Anna Larsen (F29891)
|
| 8682 |
jvf Randers Skifteuddrag (http://www.brejl.dk/randers.html)
1366 Erhardt Reventlow, skomager i Randers. 31.5.1792, fol.103, 105, 175B.
E: Maren Eriksdatter, der døde lige efter sin mand.
Barn:
3) Johan Christian Reventlow 25.
Af enkens første ægteskab var der følgende børn:
1) Andreas Ginge, i Godthåb i Grønland
2) Bodil Cathrine gift i Sankt Petersborg i Rusland. | Reventlov, Erhardt Johansen (I9758)
|
| 8683 |
jvf Randers Skifteuddrag (http://www.brejl.dk/randers.html)
1366 Erhardt Reventlow, skomager i Randers. 31.5.1792, fol.103, 105, 175B.
E: Maren Eriksdatter, der døde lige efter sin mand.
Barn:
3) Johan Christian Reventlow 25.
Af enkens første ægteskab var der følgende børn:
1) Andreas Ginge, i Godthåb i Grønland
2) Bodil Cathrine gift i Sankt Petersborg i Rusland. | Erichsdatter, Maren (I18193)
|
| 8684 |
Jægermester | Dinesen, Jens Kraft Jacob Sophus (I13491)
|
| 8685 |
Jægermester | Ahlefeldt, Volf Christian von (I7765)
|
| 8686 |
Jægtjunker, Overførster | Knuth, Cai Ernst Christian Ulrik Greve (I11347)
|
| 8687 |
Jørgen Carstens var født i 1678 i Flensborg. Han blev i 1694 opfordret af sin morbroder Johan Lorentzen, guvernør i Vestindien, til at komme dertil.
Han endte med at blive en holden mand med plantager på både Sankt Thomas og Sankt Croix: Han begyndte som proviantmester på fortet i Charlotte Amalie på Sankt Thomas. I 1701, da han var 23 år gammel, giftede han sig med sin morbroder Johan Lorentzens adoptivdatter, som bragte nogen formue med ind i ægteskabet. Den 10. juni 1702 døde morbroderen og ved testamente arvede Jørgen Carstens en tredjedel af dennes formue.
Jørgen Carstens var nu en holden mand og erhvervede sig en sukkerplantage ved Moskito Bugten. Mosquito Bay lyder ikke særligt tillokkende, det har imidlertid ingen forbindelse med myg, men skyldes en forvanskning.
I 1706 og 1715 klagede planter Carstens og andre creolere til København over regeringens formynderrolle mod de eurokreolske plantere. De sendte en deputation til København bestående af bl.a. Jørgen Carstens. Den modtoges høfligt, men deres mål om uafhængighed af Danmark kunne ikke imødekommes.
Jørgen Carstens døde i 1720 på Sankt Thomas. | Carstens, Jørgen (I7685)
|
| 8688 |
Jørgen Christof Koppelow, f. 1655, var 1677 Cornet.
i fynske Rytt. Regt., 1678 Premierlnt., blev 14/12 1686 Captlnt. i Liv Regt. Dragoner, 19/9 1690
Capt., l7/5 1701 Major, 12/8 1707 Oberstlnt., virkl.
Oberstlnt. 12/10 1709, haardt saaret 1710 ved Hel¬
singborg og har da tjent 36 Aar2), fik 28/9 1711 Afsked s. Oberst med 100 Rd. Pension. Død i Lybæk
19/1 1722.
Gift 1685 med Anna Clarelia v. Ahlefeldt, Datter af Geheimeraad Detlev v. A. til Haseldorf og Ida v. Pogwisch, f. 1652 i Flensborg, begr. 17/1 1730 i Unnerup.
jvf https://tidsskrift.dk/personalhistorisk_tidsskrift/article/download/78850/113974 | Kobbelow, Jørgen Christoffer von (I7760)
|
| 8689 |
Jørgen Erik Frederik Skeel (4. oktober 1859 på Skeelslund – 17. februar 1918 på Birkelse) var en dansk godsejer og officer, bror til Otto Skeel og far til Tyge og Ove Skeel.
Han var søn af Sophus Skeel og Erikka Josephine Eleonora født baronesse Schaffalitzky de Muckadell, blev 1878 student fra Roskilde Katedralskole, tog filosofikum 1879, blev 1884 sekondløjtnant ved 11. Bataljon, 1890 hofjægermester, 1891 løjtnant i forstærkningen og tog 1899 afsked fra Hæren.
Han arvede 1897 Stamhuset Birkelse, blev 1901 sognerådsformand i Aaby Sogn, var medlem af Aalborg Amtsråd 1902-10, formand for jagtafløsningen i Aalborg Amt 1903, medlem af administrationen for Det Skeel'ske Fideikommis, præsident i Understøttelsesforeningen for trængende jydske Landmænd og deres Efterladte samt medlem af repræsentantskabet for Livsforsikringsselskabet Dan.
Erik Skeel ægtede 4. oktober 1890 i Mårslet Kirke Fanny Elisabeth baronesse Gyldenkrone (8. september 1865 på Mariendal, Malling Sogn - 8. februar 1942), datter af lensbaron Carl Güldencrone.
| Skeel, Jørgen Erik Frederik (I13748)
|
| 8690 |
Jørgen Lunge, til Odden, 11.10.1577-19.8.1619, rigsmarsk. Født på Odden, død på Birkelse, begravet i Ålborg (Frue k.).
Efter skolegang hjemme, i Viborg og i Sorø blev L. sendt ud på den traditionelle udenlandsrejse. Han var borte omkr. seks år og studerede sammen med broderen Christoffer og mag. Jens Sørensen Ølgod (Zythagothus) i Genève 1594, Orleans 1595, var i Paris 1596, imm. 1597 i Siena og Padova og var s.å. i Rom, 1598 igen i Padova. Resultatet blev langt bedre end for de fleste af hans samtidige danske adelsstuderende. Han fik "med flid beset landsens skik og politi" (ligprædiken) og blev nærved perfekt i det franske sprog. Dertil kom, at han ifølge N. L. Slange blev "en vel forsøgt krigsmand" under Henrik IV i Frankrig hvor han skal have indlagt sig stor berømmelse. Efter en kort tid hjemme 1600 trak krigerlivet atter i ham: han tjente til 1605 under grev Maurits af Nassau i kamp mod spanierne og steg i graderne til major til fods og hest. På indtrængende bøn fra moderen kom han hjem, blev gift, men fik så lige efter ordre til at hverve et regiment på 2000 mand til Christian IV's kamp mod hansestaden Braunschweig. Kongen opgav dog sin plan, og regimentet blev opløst. Men på hjemvejen blev L. taget til fange af hanseatiske ryttere og måtte selv købe sig fri. Imidlertid var L. meget ærgerrig, og han fik lejlighed til at gøre indtryk på majestæten under Kalmarkrigen. 1611 hvervede han i Nederlandene to kompagnier, hvormed han deltog i kampene ved Älvsborg. Siden kæmpede han under Christian IV selv ved Kalmars belejring og erobring, og snart avancerede han. I foråret 1612 hvervede han flere tropper i Tyskland, så han nu havde et helt regiment under sig; og sammen med Joachim Bülov fik han kommando over det korps der belejrede og erobrede Sveriges smalle port mod vest, den strategisk meget vigtige Älvsborg fæstning med omegn. I juni foretog han desuden et indfald i Västergötland og blev i august kommandant på Älvsborg. Herfra gjorde han flere indfald i Sverige.
L.s giftermål med en datter af rigsråden Steen Brahe i forbindelse med hans dygtigt, snedigt og heldigt ledede operationer under Kalmarkrigen virkede i høj grad fremmende på hans karriere. Mens han 1608-10 havde taget til takke med Vestervig kloster, 1610-13 med Ørum som forleninger, blev han fra 1613 slotsherre på selve Älvsborg og fik desuden nabolenet Bahus under sig. Dermed havde L. overtaget kommandoen over det mest udsatte område i den dansk-svenske magtkamp. Christian IV ville nødigt af med det pantsatte Älvsborg igen, og kunne svenskerne ikke betale de fire terminer af Älvsborgs løsen til tiden, hvilket var højst tvivlsomt, tydede alt på at de ville søge en tilbageerobring ved kup og krig. Stillingen krævede derfor den største årvågenhed og militære kompetence. I december 1616 nåede L. sin karrieres toppunkt. Kongen udnævnte ham til rigsråd, og ved hemmelig afstemning valgte rådskollegeme ham til sit næstfornemste medlem, til rigens marsk. Valget var dog ikke frit, idet Christian IV tydeligt nok selv havde peget på netop L. til stillingen. Den havde i længere tid stået tom, men blev nu besat under indtryk af det spændte forhold til Sverige. Skønt slemt plaget af sygdom fra begyndelsen af 1615 lå den energiske marsk ikke på den lade side i sine få år som rigsråd. Han overværede den nye gottorpske hertugs hyldning og nåede både at føre de vigtige forhandlinger med landdagen i Slesvig og om de store inddæmningsarbejder ved Bredsted der bl.a. af militære grunde optog kongen. I Nordtyskland var han tilmed 1618 indviklet i det diplomatiske spil mellem Hansestæderne, Nederlandene og Danmark om den af Christian ivrigt begærede erhvervelse af koadjutoriet i Bremen ærkestift.
Selv om den nye marsk nød sin konges tillid, blev det dog hurtigt klart, at han stod langt fra dennes syn på udenrigspolitikken. Da Christian IV i februar 1618 utvivlsomt ville have rigsrådets samtykke til en hvervet hær og til en angrebskrig mod Bremen baseret på 24 000 mand tropper, tilmed tildels bekostet af den skattefrie adel, fik L. sammen med kansler Christen Friis og Anders Bille den penible opgave at overrække den rasende konge rådets afvisende svar. L. delte ikke blot rådsflertallets modstand mod Christians aktivistiske Tysklandspolitik, men gjorde også hvad han kunne for at afværge den truende krig mod Sverige i januar 1618 da det så ud til, at svenskerne ikke var i stand til at betale 3. termin af Älvsborgs løsen. L. var desuden på linje med rådet i ønsket om en udsoning med Hansestæderne, utvivlsomt for desto lettere at få den eftertragtede alliance med Nederlandene i stand. I betragtning af kongens selvrådighed var det også i rigsrådets interesse, da L. kort før sin død gjorde sig til talsmand for, at rådet blev holdt bedre orienteret om de stadig farligere udenrigs-politiske forhold. Det ville øge rådets indflydelse på politikkens formulering.
Måske for at undgå en for rådet at se uheldig borgerlig tysk okkupation af stillinger i det ekspanderende statsmaskineri arbejdede L. endvidere stærkt for at få den velbegavede danske ungdom, også de fattige skolebørn, til at gå frem "i gudsfrygt og boglige kunster" (ligprædiken). 1619 skænkede han 1 000 rdl. til Ålborg skole. L. førte da udpræget rådspolitik, og måske som straf herfor, måske som følge af sit stadig slettere helbred forflyttedes han i 1618 til sin tidligere forlening Vestervig. Når der de følgende år ikke udnævntes nogen ny marsk efter L.s død 1619, hang det troligt sammen med Christian IVs slette erfaringer med den indflydelsesrige rigsråds antikongelige synspunkter. -
L. ejede udover fædrenegården Odden i Vendsyssel bl.a. Stensbæk i Horns herred og Frøslevgård i Morså sønder herred. Han købte 1614 og 1615 Birkelse og Hovgård i Kær herred og havde antagelig arvepart i sædegården Eskær i Horns herred, ligesom i Bodum Bisgård i Refs herred. Hustruen Sophie Brahe, der overlevede ham i 40 år, sad inde med mere end 2000 tdr. hartkorn. I betragtning af L.s og især Sophie Brahes optagethed af godsdrift og godskøb kan det næppe undre, at marsken trods sin krigsglæde ønskede en fredelig udenrigspolitik. En sådan tilgodeså nemlig storgodsejernes øjeblikkelige økonomiske standsinteresser i modsætning til den aggressive kongelige udenrigspolitik i Tyskland og over for Sverige. Den havde L. som rådsflertallet ikke blik for nødvendigheden af, hvis man ville hindre det ekspanderende Sverige i at ændre den nordiske magtbalance og i at skabe forudsætning for den lemlæstelse af Danmark der blev resultatet af rådets modstand mod Christian IVs udenrigspolitik. - De nye Lunger (ɔ: Dyrerne) uddøde på sværdsiden med marskens eneste søn Oves død 1637. | Lunge, Jørgen (I4738)
|
| 8691 |
Jørgen Lykke til Hverringe, Overgård, Bonderup, Hessel, Ovegård og
Bregenholm tjente 1532-43 den franske konge. Han var 1544 rigsråd
og blev sendt til Sverige, Tyskland, Polen, Spanien og Schlesien.
Han var 1547-83 lensmand på Skanderborg, Mariager, Hindsted, Horns
og Gislum Herred. 1563 var han proviantmesterr i Jylland og førte
opsyn med denne landsdel. Han var en pragtlysten og gavmild herre,
og det blev sagt om ham, at ”den står åben som Jørgen Lykkes pung”.
Med Beate Brahe fik han 7 børn, hvoraf 3 døde som små.
Sten over Jørgen Lykke og Beate Brahe ses i Udbyneder kirke.
| Lykke, Jørgen (I3866)
|
| 8692 |
Jørgen Rasmussen Bonde var søn og enebarn af husmand Rasmus Jørgensen i Nybo i Brahetrolleborg sogn, hvor han fødtes 1776.
Efter faderen, der var fæster under Brahetrolleborg gods og døde allerede 1780, og moderen, der døde 1795, arvede han beskedne ti og seks rigsdaler. Fem år gammel fik han en stedfar: Mads Pedersen, ligeledes husmand i Nybo; denne døde i 1814, 73 år gammel, efter i tre år at have været sengeliggende af et apoplektisk tilfælde; han var en gudfrygtig og retsindig mand, der med gudhengivenhed bar sine langvarige lidelser.
Jørgen Bonde havde en halvbror Rasmus Madsen Bonde, født ca. 1782 død 1835, der blev lærer i Sønder Broby og dennes halvbroder Peder Madsen Bonde født 1796 død 1829, var 1824-29 degn og lærer ved Ludvigsminde skole. De to sidstnævnte var begge sønner af Mads Pedersen.
Jørgen Bonde blev konfirmeret 1791 og dimitteredes 1799 fra Bernstorffsminde seminarium, ved hvilken han i 1809 ansættes som andenlærer. Dets forstander var indtil 1815 professor Oest, hos hvem lærer Bonde sikkert har truffet sin tilkommende hustru Charlotte Marie Müller, professorinde Oests søsterdatter som han ægtede i 1809.
Allerede i 1808, Den 13. september skrev grevinde Sybille Reventlow i et på fransk affattet brev til sin mands søster grevinde Louise Stolberg, efter at det er dagen før var blev vedtaget at bringe Bonde i forslag til Anden lærer embedet:
“Bonde bliver uden tvivl andenlærer. Ditlev og Knap var med ham i Odense i denne anledning og biskoppen lod ham gennemgå en hård prøve, idet han lod ham på stående fod uden forberedelse forelæse over nogle opgivende emner. Han klarede sig udmærket, fik meget bifald, og jeg håber at valget er godt; han er uddannet på seminariet her, har et glimrende hoved, elsker og ærer Oest som en fader og skal giftes med hans niece; jeg håber altså, at en lignende ånd og en god ånd vil lede alt og frembringe gode frugter. Bonde er meget virksom og arbejdsom.”
Efter kun at have været lærer i fire år fik Bonde sin afsked i 1813, muligvis på grund af pengekrisen, men måske også fordi han var en glad sjæl, der undertiden tog sig et højt bæger. Medens han var på seminariet fødtes hans to ældste børn: Sofie i 1810 og Ditlev nytårsdag 1813.
Fra 1813 til sin død 1827 var Bonde derefter fæster af Brahetrolleborg Mølle, som Grev Reventlow i 1792 havde opført påny af grundmur efter at have nedbrudt den gamle mølle. I 1805 og 1808 opførtes de to store, hvælvede broer ved møllen, samtidig med anlæggelsen af den nye landevej gennem sognet og den mindre landevej gennem Haagerup; i Haagerup opførtes i 1809 en ny smuk bro over åen.
I Brahetrolleborg Mølle døde i oktober 1813 den lille Ditlev, og her fødtes i 1815, 17 og 20 endnu tre døtre.
Efter Jørgen Bondes død 1827 drev hans enke Charlotte Marie Müller, der overlevede sin mand i 52 år, møllen videre i en snes år indtil den overtoges af hendes ældste datter og dennes anden mand.
Uddrag af notat udarbejdet af Mogens Seidelin, Odense 1957 | Bonde, Jørgen Rasmussen (I10830)
|
| 8693 |
Jørgen Urne (kaldet Store Jørgen) (død 21. maj 1480 i Odense) var en dansk ridder.
Han er formentlig søn af Lage Nielsen Urne. Jørgen Urne ejede mange herregårde på Fyn (Brolykke, Rygård, Søbysøgård og Hindemae) samt Bondemosegård i Salling Herred. Han trættede 1433 mod bisp Jens af Roskilde om Hørby, som han påstod at være sit fædrende gods, optrådte atter 1434 sammen med Markvard Barsebek som arvinger efter hr. Lage Urne. Han var væbner i 1438 og ridder i 1458. Han skal 1462 have været landstingshører i Fyn, og i 1472 fik han Kerteminde i pant. Han var endnu 16. januar 1479 nærværende på Fynbo Landsting. Han siges at have været en lærd mand.
Han fik et stort antal børn, idet han i tre ægteskaber skal være blevet far til omkring en snes. Der er ikke sikkerhed om hustruerne, men den første er formentlig Sidsel Folmersdatter Knob eller Rigstrup (død 1505), den anden Margrethe Eriksdatter Bille (død ca. 1468) og den tredje Kirsten Clausdatter Krumstrup (død 1518).
Han døde 21. maj 1480 i Odense. Han blev begravet i Sortebrødre Kloster, men blev senere ført til Nørre Søby Kirke, hvor hans gravsten findes. | Urne, Jørgen (I2115)
|
| 8694 |
K. K. Løjtnant, Senere Til Rusland, Friherre | Schaffalitzky von Mukodel, Friedrich (I21713)
|
| 8695 |
Kabinetsekretær i Hofmarskallatet | Bardenfleth, Gunnar (I15301)
|
| 8696 |
Kacelliråd, justitsråd | Mathiesen, Poul (I7340)
|
| 8697 |
Kadet i de tyske landstyrker, Kunstmaler | Schimmelmann, Ernst Sophus Christian Erik Greve (I15159)
|
| 8698 |
Kaldes 1325 Siffridus Siffridi filius distuc de Buchwald, og solgte med hr. Otto og flere af slægten Rubbersdorf, Offendorf og Techow. Skrives 1337 "in Malekendorp" og var da forlover for Otto og Sifidus de Buchwald og 1338 forlover for sidstnævnte. | Buchwald, Lange Sifridus de (I851)
|
| 8699 |
kaldes 1641 "der edle und ehrenveste erbgessern zu Rechtebe" | Bardenfleth, Addo von (I5493)
|
| 8700 |
Kaldes også Gotskalk. Var 1343 medlover for Johan Steens salg af den halve landsby Seefeld ved Oldesloe (skrives da Godschalck Rantzowe). Var 1344 medlover for kong Valdemar, da denne overlod afgørelsen af sin trætte med greverne Claus og Gert til hertug Valdemar af Slesvig.
Bekræftede 1353 sammen med broderen Breide (Breideke frates dicti Rantzowe) et af Timmo Marute foretaget godssalg. Var endnu 1355 væbner, da han i Oldenburg (i Vagrien) mødte for greverne Johan og Adolf, men 1357 ridder, da han var medlover for Hartvig Klenows forpligt til staden Lübeck (Key de Rantzowe ).
Var 1359 medlover for et af hertug Albrecht af Mechlenburg udstedt brev. I 1362 vidne for grev Adolf af Holsten, forekommer samme år og i 1364 med broderen, i 1366 med ham som vidne ved et af grev Adolf udstedt bekræftigelsesbrev på Lambert Buchwalds godssalg. Atter i 1370 sammen med broderen og kaldes da Gotskalk (Godscalcus et Woldemarus milites de Rantzow qui no min antur Keye et Breyde). Mageskiftede sammen med sin søn Lyder Benkenhagen (Grömitz sogn) til klosteret Cismar mod Thomstorf (Grube sogn) og Morest og Brenkehagen. I 1374
til vitterlighed med broderen. Var 1377 vidne, da ærkebispen af Bremen bortpantede til grev Adolf halvdelen af slot og fogedriet Haseldorf. | Rantzau, Cai (Gotskalk) (I1156)
|
|
.jpg "Reventlow, Friedrich 1649-1728")
