| |
Match 6,451 til 6,500 fra 11,367
| # |
Notater |
Knyttet til |
| 6451 |
Empereur Romain-Germanique | Luxembourg, Sigismond de (I1696)
|
| 6452 |
Emperor of Byzantium | Lascaris, Theodoros I (I236)
|
| 6453 |
Emperor Of Østrig | Holy Roman Empire, Franz II, Kejser Af Østrig (I11038)
|
| 6454 |
Employé | Moltke, Adam Carl Christian Greve (I12904)
|
| 6455 |
Empress Of Tyskland | Augustenborg, Auguste Victoria af (I13866)
|
| 6456 |
En af Daa-slægtens mest betydningsfulde ejere af Ravnstrup var Claus Daa, der var søn af Oluf Daa og Dorthe Friis. Denne Claus Daa overtog Ravnstrup i 1600 og blev i sin levetid meget rig på herregårde, idet han også besad Holmegaard, Borreby og Fraugdegaard. Ravnstrup forøgede Claus Daa betragteligt, og han erhvervede desuden Herlufmagle kirke, hvor han fik opført et hvælvet kapel. Med to ægteskaber i bagagen var det en stor børneflok, som han efterlod sig ved sin død i 1641. Den store arv efter den godsrige herre blev derfor spredt på mange hænder.
| Daa, Claus (I5323)
|
| 6457 |
En interessant Beretning om Anna Sofies Kroning findes i et Brev fra Otto Blome til Ditlev Reventlow, dateret Copenhague 31. May 1721 (Arkivet paa Haseldorf).
Ihro K. M. haben gestern auff Friedrichsberg nach geendigtem Conseill alle fremde Ministres und übrige Bediente in Dero innersten Vor Cammer durch den Ober Hoff Marechall Hr. Geh. Rath von Münch fordern lassen, und nachdem Sie Sich mit denen Herrn fremden Ministern von indifferenten Sachen etwa ¼ Stunden entreteniret, (an) Sie und alle unss übrigen daselbst befindlichen Dero Bedienten gefraget, ob wir nicht mit Ihm in der Hertzogin von Schleswig Schlaff Cammer folgen, und was er da- selbsten vornehmen würde, mit ansehen wolten, worauff der Ober Hoff Marechall in dem Cabinett trat und die Königliche Crohne auft seinen Armen und einem rothen sammiten Küssen tragend, und dem Könige damit, wie wir anderen demselben, folgte. Es redete darauff der König die Hertzogin publiquement an, dass, da auss wahrer Liebe und Hochachten Er Sie zu seiner Gemahlin genommen, dieselbe auch voritzo zu seiner Königin declariren wolte, nöthigt sie auff dem unter dem Himmel dero Behuef gestelten Fauteuille sich nieder zu lassen, nahm die Crohne vom Küssen und setzte sie auff den Kopff, welchem negst die Königin auff- stund und dem Könige die Hand küsste, dieser darauff seine Gemahlin embrassirte, wormit der Actus zum Ende war, äusser dass der Cron Printz und Cron Printzessin, wie auch alle übrige fremde und anwesende eigene Ministres die Königin gratulirten, welches auch von denen drey anwesenden Dames, denen Frau Gräffinnen von Reventlou, Holsteinburg und Örtz geschähe. Die Frau Gross Cantzlerin, welche zu Freudenlund sich auf hielte, ward zwar mit zur Taffel angesaget, aber sie hatte sich Unpässlichkeit halber entschuldigen lassen. Gar zu courieuse ist es, dass die Crönung solchergestalt cachiret worden, dass keine Seele etwas davon ge- wust, bevorab man die Crohne sähe.
| Reventlow, Dronning Anna Sophia (I8403)
|
| 6458 |
En spansk skibskaptajn, som efter at være strandet i efteråret i 1779 med et meget stort skib i Kattegat, var halvdød drevet i land i en båd ved kysten ved Vorsaa. | Ukendt (I11801)
|
| 6459 |
Enevold Kruse (28. oktober 1554 – 8. marts 1621) var dansk adelsmand og statholder i Norge.
Efter studier i udlandet, blandt andet i Helmstedt, blev han i 1578 ansat i Danske Kancelli og gjorde hurtigt karriere. Han blev rentemester i 1582 og beholdt stillingen til 1608. I 1608 blev han lensmand på Akershus, statholder i Norge og medlem af det danske Rigsråd. Som statholder udrettede han forholdsvis lidt, men nåede at lægge sig ud med Jens Bielke, som var den norske adels leder.
De tre sidste år af sit liv, 1618–1621, var han lensmand på Tranekær i Danmark.
Han døde 8. Marts 1621 paa sin Gaard Aastrup i Sjælland, som han havde tilgiftet sig med sin Hustru, Else Jørgensdatter Marsvin (f. 5. Juni 1575 d. 25. Okt. 1632, gift 15. Febr. 1596 paa Koldinghus). Foruden denne Gaard ejede E. K. Part i Svendstrup samt Ryomgaard, Stenalt og Hjermislevgaard | Kruse, Enevold Tygesen (I4783)
|
| 6460 |
Enevold Nielsen Berregaard (1653 i Gjøl Præstegård – 25. april 1731 på Kølbygård) var en dansk godsejer og borgmester, far til Christian Berregaard.
Han var søn af præst i Gjøl Sogn Niels Pedersen Bjerregaard (1615-1656) og Mette Sørensdatter Bhie. Han var 1679 rådmand i Thisted, blev 1681 borgmester i samme by, var 1688 forpagter på Kølbygård, som han købte 1698 og 1726 oprettede til stamhus for sin slægt. Han ejede også herregårdene Ullerupgård (1681-1713), Frøslevgård (til 1724), Vesløsgård (1702), Todbøl (1698-1701) og Kabbel (1729-31).
1721 blev han justitsråd og blev adlet den 19. august 1726.
9. oktober 1679 ægtede han i Thisted Kirke Anna Kristensdatter Søe (1646 i Thisted – 30. maj 1736 på Kølbygård), som 1. gang var gift med rådmand Søren Jacobsen Lugge (død 1679).
Berregaard er begravet i slægtens gravkapel i denne kirke, hvor han 1684 lod et epitafium med portrætmaleri ophænge og 1722 renovere. Inskriptionen lyder: "Anno 1722 haver wellædle og welb. Envold Berregaard till Kiølbyegaard, Kong. May. Justitz Raad og hans kiere Frue Anne Søe ladett dette Epitaphium renovere, som de Anno 1684 till Guds Ære, Kirkens Prydelse og en christelig Amindelse lod indrette. Psalm 62 V. 12." Der findes også et portrætmaleri baseret på epitafiets maleri, som tidligere hang på Kølbygård. | Berregaard, Enevold Nielsen de (I8043)
|
| 6461 |
Engelsk konsul i Stockholm | Hackson, Henry (I22132)
|
| 6462 |
Engelsk præst i Helsingør, senere i New South Wales, fra 1872 i Bristol England | Wade, Nugent (I22134)
|
| 6463 |
Engelsk vicekonsul i København, Hannoveransk generalkonsul i Helsingør | Fenwick, Nicholas Alexander (I11851)
|
| 6464 |
Engineer | Brown, Arthur Macarthur (I15573)
|
| 6465 |
engineer | Clegg, Michael (I15798)
|
| 6466 |
Engineer, Sidney | Rantzau, Ludvig von (I14525)
|
| 6467 |
Enkedronning Sophies lensmand på Nykøbing Slot | Werder, Asch Von Dem (I3077)
|
| 6468 |
Er stedt til hvile i en tilmuret krypt under Ålum kirkes kor. | Skeel, Mogens (I6917)
|
| 6469 |
Er war der Sohn von Joachim von Reventlow auf Rixdorf und Gram (1450–1519) und dessen Frau Armgard Buchwald von Borstel. Sein vermutlich jüngerer Bruder Iven (~1495–1568) war Berater mehrerer Könige und Herzöge, Amtmann und Landmarschall der schleswig-holsteinischen Ritterschaft. Detlev wurde für den geistlichen Stand vorgesehen, aber studierte zunächst Jura an der Universität Rostock und promovierte 1506 zum Bakkalar.
Erstmals erwähnt im Dienst des Herzogs von Schleswig Friedrich I. von Gottorf wurde er 1515 als dessen Begleiter zur Hochzeit von Christian II. von Dänemark nach Schweden. Er wurde dann Kanzler des Herzogs und blieb es auch, als der Herzog König von Dänemark wurde. Zusammen mit Melchior Rantzau und Johann Rantzau gehörte er zu den wichtigsten Ratgebern für Friedrichs Sohn Christian III. In seiner Eigenschaft als Kanzler konnte er wichtige Verträge schließen, so 1522 den Bordesholmer Vergleich zwischen Friedrich I. und Christian II.
1526 wurde er Propst des Zisterzienserinnen-Klosters Reinbek und Domherr zu Hamburg und Schleswig. Zunächst war er ein eifriger Verteidiger des alten Glaubens und reiste sogar nach Wittenberg, um mit Martin Luther zu disputieren. Später wandte er sich dem Luthertum zu und wirkte zusammen mit Johann Rantzau für dessen Einführung. 1529 war er Beisitzer des Flensburger Religionsgesprächs, welches die Ausweisung des Melchior Hofmann und seiner Anhänger zur Folge hatte. Im selben Jahr sorgte er dafür, dass bei der Säkularisation des Klosters Reinbek die rechtliche Kontinuität gewahrt blieb, da die vertriebenen Nonnen das Klostergut offiziell an den König verkaufte.
1531 wurde er Statthalter und führte während und nach der Grafenfehde Verhandlungen mit Vertretern der gegnerischen Partei wie Christoph von Oldenburg. Nachdem Lübeck 1535 besiegt war, wählte das Lübecker Domkapitel Reventlow zum Nachfolger des katholischen Bischofs Heinrich Bokholt († 15. März 1535), um auf diese Weise der Einmischung des Königs in die Bischofswahl zuvorzukommen. Reventlow führte die Reformation im Bistum Lübeck durch, aber starb schon im Frühjahr des Jahres 1536. | Reventlow, Detlef von (I2848)
|
| 6470 |
Erbin von Heinsberg | Heinsberg, Johanna von (I24699)
|
| 6471 |
erbte das Gut Jersbek | Bethmann-Hollweg, Cay von (I13)
|
| 6472 |
Erik af Pommern (oprindeligt Bugislav; født 1382 i Darłowo, død 1459 i Pommern), var konge af Norge (som Erik 3.) 1389-1442, Danmark (som Erik 7.) og Sverige (som Erik 13.) 1396-1439. Han var søn af hertug Vartislav VII af Pommern-Stolp og Maria af Mecklenborg-Schwerin, fostersøn og søsterbarnebarn til Margrete 1.
Efter at hendes søn Oluf var død i 1387, tog Margrete Erik ind som sin fostersøn. Da enkedronningen af Norge Margrete ikke ønskede Albrecht af Mecklenburg til konge, blev Erik udråbt som konge i 1389. I 1396 blev han også hyldet som konge af Danmark og Sverige. Og den 17. juni 1397 blev Nordens kongedømme stadfæstet med indgåelse af Kalmarunionen. Selv om Erik formelt var konge, var det dog stadig Margrete, der styrede. Først da Margrete døde i 1412, blev Erik regent af gavn. I officiel korrespondance bar han titlen "Erik, med Guds nåde Danmarks, Sveriges, Norges, Venders og Goters konge, hertug af Pommern."
Erik fortsatte de reformer, som Valdemar Atterdag og Margrete havde foretaget. Embederne som drost og marsk blev ikke besat, men kanslerens stilling blev styrket, og titlen blev ændret fra "rigets kansler" til "kongens kansler". Erik indsatte også danske adelsmænd på slottene i Danmark.
Pave Pius 2. beskrev (som Eneas Sylvius, dvs. inden han blev pave) Erik af Pommern således:
"Erik af Pommern havde et skønt legeme, rødgult hår, rødmosset ansigt og en lang, smal hals (...) Alene, uden hjælp og uden at berøre stigbøjlerne sprang han til hest, og han drog alle kvinder, især kejserinden, til sig med elskovs længsel." | Pommern, Erik VII af (I1893)
|
| 6473 |
Erik baron Bille-Brahe (1. september 1883 på Fraugdegaard – 8. august 1944) var en dansk officer.
Erik Bille-Brahe var den ældste søn af hofjægermester Preben baron Bille-Brahe og Elisabeth f. Cederfeld de Simonsen, blev student fra Odense Katedralskole 1902, sekondløjtnant 1905 og samme år premierløjtnant i Feltartilleriet, adjutant hos forsvarsministeren 1914-1917, kaptajn 1919, chef for Feltartilleriets Underofficersskole 1919-1923, chef for Generalstabens taktiske afdelings fæstnings- og trafiksektion 1923-1928 og blev 1928 personlig adjutant for Kong Christian 10.
Bille-Brahe var blandt de militærfolk, der var skuffede over den hurtige overgivelse, da tyskerne besatte landet i 1940. Han endte som generalmajor og generalinspektør for det danske artilleri, og i den egenskab måtte han overgive det danske artilleri til den tyske general Hermann von Hanneken den 29. august 1943 i forbindelse med Operation Safari.
Han døde som en syg og nedbrudt mand i 1944, 60 år gammel. Han var da Kommandør af 1. grad af Dannebrogordenen og Dannebrogsmand.
Bille-Brahe var gift med Elisabeth, f. de Jonquières (1855-1971), datter af overpræsident Frederik de Jonquières. | Bille Brahe, Erik Baron (I14610)
|
| 6474 |
Erik Christian Hartvig lensbaron Rosenørn-Lehn (26. maj 1825 på Orebygård – 5. oktober 1904 på Hvidkilde) var en dansk godsejer og officer.
Han var søn af oberst, kammerherre Henrik Christian baron Rosenørn-Lehn (1782-1847) og Christiane Henriette von Barner (1788-1860). Rosenørn-Lehn blev under Treårskrigen 1848 sekondløjtnant i infanteriets krigsreserve (3. forst.-bataljon), samme år forsat til linjen (5. bataljon, 1856 som ordonnansofficer ved 3. Generalkommando à la suite, blev samme år karakteriseret premierløjtnant og fik 1857 afsked. Samme år blev han 19. marts Ridder af Dannebrog, 1865 hofjægermester, 1888 kammerherre og blev 1892 besidder af Baroniet Lehn efter Otto Rosenørn-Lehns død.
Han ægtede 17. maj 1856 i Ratzeburg Polyxene Adelheid Louise Elise Pechlin von Löwenbach (22. februar 1834 i København – 25. maj 1910 Svendborg). Parret fik kun døtre, og derfor gik baroniet til slægten Ahlefeldt-Laurvig, som føjede "Lehn" til navnet.
Han er begravet på Egense Kirkegård. | Rosenørn-Lehn, Erik Christian Hartvig (I13293)
|
| 6475 |
Erik Glipping (Klipping), o.1249-1286, Konge, var født paa Laaland, medens hans Fader, Christoffer (I), var
forlenet med denne Ø; hans Moder var Margrethe, den pommerske Hertug Sambors Datter. Da Christoffer besteg
Tronen efter Kong Abels Død (1252), uagtet Abels Søn tidligere var bleven erkjendt som Tronfølger, begyndte en
Kamp mellem de to Linjer af Kongeslægten, der blev dobbelt ulykkelig, fordi Gejstligheden netop paa samme Tid
kæmpede for en uafhængig kirkelig Stat inden for Landet og ved enhver Lejlighed søgte at unddrage sig Kongens
Myndighed. Da nu Ærkebisp Jacob Erlandsen endog sammensvor sig med Kongens Fjender Erik, Abels Søn, og Fyrst
Jarimar af Rygen og ved sin Vægring ved at krone den unge E., der dog var hyldet og anerkjendt som Arving af
Landets Stormænd, klart lagde for Dagen, at han ønskede Kronen over i Abels Slægt, lod Christoffer Jacob
Erlandsen fængsle i Febr. 1259. Kort efter døde Kongen i Ribe (29. Maj 1259), og E. besteg Tronen under sin
kraftige Moders Formynderskab; han kronedes Juledag 1259. Hertug Erik gjorde dog ingen Fordring paa Tronen og
vilde vel heller ikke have fundet Støtte hos Landets store. Margrethe søgte imidlertid at forsone sig med
Modstanderne, løslod Ærkebispen og tildelte Erik Hertugdømmet i Sønderjylland. Ved nye Forbindelser blev
Hertugens Stilling imidlertid truende; Margrethe rykkede med en Hær ned i Slesvig, og paa Lohede hinsides
Danevirke kom det til et Slag 28. Juli 1261, som Dronningen tabte, til Dels ved Anførernes Forræderi, og baade
hun og E. toges til Fange. Dronningen førtes til Hamborg, E. til Nordborg paa Als. Imidlertid blev Margrethe
snart frigivet, medens E. som et værdifuldt Pant af de holstenske Grever overdroges til Markgreverne af
Brandenborg for en Pengesum, de vare dem skyldige. Først i Avg. 1264 opnaaede E. sin Frihed paa de Vilkaar, at
han skulde ægte Markgrev Johan I af Brandenborgs Datter Agnes uden Medgift. Brylluppet fandt dog først Sted
11. Nov. 1273 i Slesvig. Striden med Ærkebisp Jacob var imidlertid ikke bleven bilagt, Kardinal Guido havde af
Paven faaet det Hverv at undersøge Sagen, men han var E. lidet gunstig, satte endog Kongen i Band og dømte ham
til at betale en stor Erstatning; Paven godkjendte dog ikke denne Afgjørelse. E. tilbød nu, at de landflygtige
Prælater maatte vende hjem og Sagen afgjøres ved Voldgift. Jacob Erlandsen gik ind herpaa og var paa Hjemvejen
til Danmark, da han døde 18. Febr. 1274.
Hermed var Striden med Kirkens Mænd foreløbig dysset i Dvale. Ogsaa lige over for Hertugdømmet var der Ro.
Erik var død 1272 og Lenet igjen kommet under Kronen; hans Sønner Valdemar og Erik vare da umyndige, men 1283
forlenede E. Valdemar med Sønderjylland. Denne gjorde vel Paastand paa tillige at forlenes med Als og
Krongodset i Slesvig, men ved en Nævn dømtes det, at disse hørte til Kronen og ikke til Hertugdømmet.
Alligevel var han misfornøjet, forbandt sig med Kong Magnus af Norge, der forgjæves fordrede den Arv, som
tilkom hans Hustru Ingeborg efter hendes Fader, Erik Plovpenning, og forsøgte ogsaa at bevæge Ærkebisp Jens
Dros til Frafald. Denne angav ham for E., som lod ham fængsle og inddrog Hertugdømmet som forbrudt. Mange af
Rigets store gik imidlertid i Forbøn for Hertugen, og efter at der paa forskjellig Maade var stillet
Sikkerhed, erholdt han igjen Hertugdømmet 1286. Men Kongen havde mange Fjender blandt Rigets store. Det viste
sig allerede, da han 1276 vilde have sin Søn Erik erkjendt som Konge og Marsk Stig vægrede sig ved at hylde
ham. Samme Aar lod E. en Lov om Majestætsforbrydelse vedtage. I det hele tilvejebragtes der i disse Aar en
Række vigtige Love, og navnlig blev der ved en Anordning eller «Haandfæstning» 1282 lagt en Række Baand paa
Kongens Handlefrihed; den blev en Forløber for de senere ved Kongernes Tronbestigelse udstedte
Haandfæstninger. Bestemmelserne, der søgte at sikre de enkelte Stænder deres Rettigheder og at hindre
Vilkaarlighed fra Kongens Side, vare i det hele billige og rimelige.
Men de stores Had døde ikke. E. havde været paa Jagt syd for Viborg, og man havde redt Natteleje for ham i en
Lade i Finderup, da en Del formummede Skikkelser brød ind og myrdede ham ved at bibringe ham 56 Saar, hvoraf
kun ét var under Brystet. Dette skete St. Cæcilie Nat (22. Nov.) 1286. Rygtet og snart efter Rettergangen
udpegede som Morderne Grev Jacob af Halland, med hvem E. havde haft langvarige Stridigheder om hans Len, Marsk
Stig Andersen, Niels Hallandsfar, Peder Porse, Rane Jonsen og 4 andre. Sandsynligvis har dog kun en enkelt,
Arvid Bentsen, været tilstede ved selve Gjerningen; Rane Kammersvend havde dog kun slet forsvaret sin Konge
ved Angrebet. Folkeviserne angive som Grund til Mordet, at E. havde krænket Marsk Stigs Hustru under hans
Fraværelse, og sene Kilder beskylde E. for at have forført flere adeliges Hustruer. Herfor savnes dog enhver
god Hjemmel, og Motiverne til Sammensværgelsen have aabenbart især været politiske, saaledes som ogsaa andre
Viser udtale: «der er saa mange i Dannemark, som alle vil Herrer være». Forbrydelsen vakte Rædsel og Medynk;
men som Martyr blev E. aldrig opfattet, og hvor stærkt end Aarbøgerne dadle Forræderiet, gjøre de intet Forsøg
paa at fremhæve betydelige Egenskaber hos Kongen eller elskværdige Sider af hans Karakter. Tydningen af
Kongens Tilnavn er usikker. Det skrives i Middelalderen altid Klipping, hvilken Form derfor maa være
Udgangspunkt for Tolkningen af det. Klipping var en almindelig Betegnelse for et klippet Lammeskind og findes
som Tilnavn for andre Personer; som Navn for en klippet Mønt forekommer det først i det 16. Aarhundrede.
Historikerne paa Frederik II’s Tid søgte at tyde Tilnavnet som den, der glipper, eller den gale (glepskr) og
begyndte derfor at skrive Glepping; i den nyeste Tid har man derefter villet forklare Glepping som Forfører
(jvfr. oldn. glepja), hvilket Ord dog ikke findes i de nordiske Sprog. Kongens Lig blev ført til Viborg og
blev begravet i Domkirken. I Finderup blev der bygget et Kapel. I sit Ægteskab med Agnes havde E. Sønnerne
Erik Menved, Christoffer II og Valdemar (d. 1304) samt Døtrene Regitse, som ægtede Nicolaus II af Werle,
Margrethe, gift med Kong Birger af Sverige, Cathrine og Elisabeth, hvilke døde unge. Agnes giftede sig paa ny
1293 med Grev Gerhard II af Holsten; hun døde 1304 (I, 120).
Suhm, Hist. af Danmark X. Hist. Tidsskr. VI, 329 ff.; 4. R. IV, 90 ff.
Johannes C. H. R. Steenstrup.
| Danmark, Erik 5 Klipping, Konge af (I489)
|
| 6476 |
Erik Juel, ofte refereret til som Erik Juel til Hundsbæk og Alsted (1591 – 13. februar 1657), var dansk lensmand, embedsmand og Rigsråd samt far til søhelten Niels Juel og politikeren og diplomaten Jens Juel .
Erik Juel blev født i 1591 i Alsted Herred som søn af Peder Juel og Margrethe Ulfstand. I 1610 blev han ansat som sekretær i Danske Kancelli, men under Kalmarkrigen fra 1611-13 fratrådte han denne stilling for i stedet at gøre tjeneste som Hofjunker. under Belejringen af Kalmar fik han en Hest skudt under sig. Efter krigen vendte han tilbage til stillingen som Kancellisekretær fra 1613-16 og blev som sådan også udnævnt til Kannik ved Ribe Domkirke.
I 1623 udnævntes han til Landsdommer i Jylland og besad desuden flere lokale hvertv. Blandt andet var han i 1624 medlem af Kommissionen til Undersøgelse af Limfjordens Gennembrud mod Vest. Han fik stillet Gudum Kloster til rådighed (til 1651).
Under Kejserkrigen, den danske udløber af Trediveårskrigen, fordreves han i 1627 fra sine godser og søgte til Sjælland mens hans hustru og børn flygtede til Norge.
Efter krigens afslutning var han i en periode befuldmægtiget for den jyske adel paa Provinsmøderne og blev 1638 og atter 1646 Landkommissær. Fra 1640-46 var han forlenet med Pandumgaard, 1646-48 med Lundenæs og endelig fra 1648-57 med Aalborghus.
Under Torstensson-krigen 1643-45 var han en del af den øverste ledelse i Jylland.
I sommeren 1651 valgtes han til Medlem af Rigsrådet og sendtes som saadan til norske Herredage i 1652 og 1656. I Anledning af en klage over ham fra nogle bønder skrev han i 1655 til Oversekretæren Erik Krag: "Mig sker efter gammelt Ordsprog: hvem Bonden klapper, den napper ham, og hvem han napper, den klapper ham". Da han døde den 13. februar 1657 efterlod han sig sin enke med relativt få midler og han nåede aldrig at opleve sine sønners succes.
Erik Juel var ud af den danske uradelsslæg Juel. 4. Okt. 1618 ægtede han Sophie Clausdatter Sehested. Hans børn var:
Claus Eriksen Juel (6. marts 1621 – 16 november 1673)
Peder Juel (14. juli 1623, Hundsbæk Gods – 9. december 1656, København)
Karen Eriksdatter Juel (14. oktober 1626, Gudumkloster – 17. oktober 1656, Kærsholm)
Niels Juel (8. maj 1629, Christiania – 8. april 1697)
Jens Juel (15 Jul 1631, Nørtorp Thy – 23. maj 1700, København)
Melchior Juel (1634–1678)
Maren Eriksdatter Juel (7. april 1636, Nørtorp Thy – 1664) | Juel, Erik (I5792)
|
| 6477 |
Erik Krag (1620 – 22. juli 1672 i København) var en dansk gehejmeråd, far til Palle Krag og Frederik Krag.
Han var søn af Christen Krag til Lydumgård og Ellen Vind. Efter sin udenlandsrejse, på hvilken han i 1642 studerede i Padua, blev han sekretær i Kancelliet 1643, hvilken stilling han med en kort afbrydelse beklædte til juni 1653, da han udnævntes til øverste sekretær og således havde Kancelliets vigtigste forretninger under sig. I 1650 blev han decanus i Ribe Domkapitel og provst over Varde Syssel; denne indbringende post, hvor han skulle føre kirkeregnskaberne, bestyrede han dog ikke selv, men overlod den til sine fuldmægtige.
Af len fik han Skivehus 1655-56, derefter Herrisvad Kloster 1656-58 og ved Skånes tab Lundenæs. Medens forhandlingerne om fred stod på i Tåstrup med Carl Gustav i februar 1658, foreslog han rigshofmesteren Joachim Gersdorff at søge at vinde Corfits Ulfeldt ved at sende dennes gamle ven rigsråden Oluf Parsberg ud til ham, et råd, der dog ikke blev fulgt i den form.
Under Københavns belejring deltog han i mønstringen af garnisonen og var senere medlem af direktionen over Kvæsthuset. Han hørte til dem, som Rigsrådet i september 1660 indstillede til optagelse i dets midte, men blev ikke medlem af det. På stændermødet gik han den afgørende dag, 13. oktober, som bud mellem kongen og rådet for at opnå dettes samtykke til arveregeringen; i januar 1661 overdroges det ham at indhente adelens underskrift landet over på arvesuverænitetsakten. Thi vel havde man et øjeblik ventet, at han ved statsforandringen skulle få sin afsked som øverste sekretær, men han beholdt dette embede og benyttedes snart af regeringen i betroede ærinder, skønt han antoges at være uvenner med kansleren Peder Reedtz.
Således førte han 1663 protokollen ved forhørene i Blåtårn over den fængslede Leonora Christina og afhørte 1664 den ligeledes fængslede dr. Otto Sperling; begge var forbitrede på ham, Leonora Christina beskylder ham i Jammersmindet for at have villet gengive hendes udtalelser falsk, og Sperling kalder ham i sin selvbiografi opblæst og indbildsk.
Der er antydninger om, at han allerede tidlig har stået i venskabeligt forhold til Christoffer Gabel, og da der i februar 1669 foregik en stor udnævnelse af nye gehejmeråder, imellem hvilke de fleste var den mægtige statholders tilhængere, hørte E. K. til de ophøjede og blev tillige assessor i Statskollegiet og Højesteret; ved siden heraf vedblev han at være medlem af Kancellikollegiet. Ved vicekansleren Christoffer Parsbergs død i august 1671 fik han den afdødes sportler, men ikke selve embedet og derfor ikke heller sæde i gehejmekonseillet; 1671 blev han dannebrogsridder ved ordenens indstiftelse. Året efter, 22. juli 1672, døde han pludseligt i København; hans lig nedsattes i Trinitatis Kirke.
Af Hannibal Sehested roses han for sin erfaring og sin store arbejdsomhed; Sehested anser ham for østrigsksindet, hvad den ydre politik angår, og antyder, at dette skyldes modtagne velgerninger, noget, der stemmer med, at han også som kancellisekretær havde ord for bestikkelighed.
Mærkes kan det, at han 1672 i Statskollegiet var stemt for vidtgående indrømmelser til ikke-lutheranere for at kunne udvikle handelen ved at drage dem til landet. En stor del af hans interesser optoges for øvrigt af hans godskøb. Vel solgte han sin fædrenegård Lydum, men købte bl.a. Bramming, Vardho, Kærgård og Endrupholm i Vestjylland, Selsø på Sjælland.
På Bramming opførte han en ny hovedgård og forøgede bøndergodset til den; også ved Kronens udlæg af dens jordegods som vederlag for lånte penge udvidede han sine ejendomme. Men hans spekulationer tog overhånd. Han var allerede forarmet før sin død, og hans enke, Vibeke Pallesdatter Rosenkrantz, som han havde ægtet 28. august 1653, henlevede sit liv under meget trykkede forhold. | Krag, Erik (I6274)
|
| 6478 |
Erik Rud, 19.2.1519-.juni 1577, rigsråd.
Død på Fuglsang, begravet i Vester Hæsinge k.
Den ældste oplysning man har om R. er betegnende nok at han dræbte en anden adelsmand, Niels Ovesen Skram 1542. Denne bedrift hindrede ham dog ikke i ca. 1545 at blive hofsinde og 1547 at gå over i lensstyrelsen. I årenes løb besad han følgende større forleninger: Vestervig kloster 1547–57, Riberhus 1557–59, Ravnsborg 1559–71 (1559–65 forbundet med Halsted kloster), Nykøbing Falster 1566–69, Kærstrup (Tåsinge) 1573 og – efter at dette slot var udgået af kronens besiddelse – Ålborghus 1574–77. Desuden havde han 1559–73 Vorgård i Vendsyssel i pant.
Hans stridbarhed og selviskhed gav anledning til rivninger til alle sider. Som lensmand på Vestervig gjorde han indgreb i indtægter tilkommende lensmanden på Ørum og havde proces med Thisted by. Misfornøjet med sine 1567 ændrede vilkår i Ravnsborg len nægtede han der 1565 var blevet rigsråd 1568 – under de vanskeligste forhold for landet – af Ravnsborg at betale den af lensmændene bevilgede afgift af lenenes visse rente, men måtte falde til føje da kongen truede med at tage lenet fra ham. Fra Ravnsborg len foreligger også en klage fra en fæstebonde som R. havde sat fra gården.
Herremanden R. viser de samme karaktertræk som lensmanden. Fra sin far arvede han Fuglsang (på Lolland) og sammen med sin bror Otte Møgelkær (ved Horsens). Med sin hustru fik han Sandholt (ved Fåborg) hvor han tog bolig hen imod 1560. Gridsk efter gods lå han jævnlig i proces. 1571 tog han sig af enken Sophie Daas sager uden tvivl for at komme i besiddelse af hendes ejendom Enggård (Gyldensteen) hvad der også lykkedes ham 1575. Lignende egennytte viste han som værge for broderen Jørgen Ruds umyndige børn der som voksne fik idømt hans arvinger en erstatning. På et ukendt tidspunkt købte han Rudbjerggård på Lolland. – Det hæderligste minde har R. efterladt sig som krigsmand. Han udmærkede sig som fænrik ved hoffanen i Ditmarskerkrigen 1559. Som skibschef lykkedes det ham 1564 at redde en flådeafdeling fra at falde i en af den svenske hovedflåde stillet fælde. N.å. deltog han i juni under Herluf Trolle i slaget ved Femern, kæmpede i juli med stor tapperhed under broderen Otte i slaget ved Bornholm og overtog da Otte Rud var blevet taget til fange i dette slag, overkommandoen over flåden for resten af året, der forløb uden større sammenstød. 1566 fulgte han landhæren som en af de tre krigskommissærer, der skulle overvåge hærledelsen.
Familie
Forældre: rigsråd Knud Jørgensen R. (død 1554) og Dorthe Bølle (død 1547). Gift Anne Hardenberg, død 1575, d. af rigsråd Jacob H. (død 1542) og Sophie Lykke (død ca. 1570). – Far til Corfitz R. Bror til Otte R. (1520–65). | Rud, Erik (I3717)
|
| 6479 |
Erikätten | Sverige, Knut Eriksson af (I177)
|
| 6480 |
Erikätten | Sverige, Erik X Knutsson Konge af (I222)
|
| 6481 |
Erikätten | Eriksdotter, Prinsesse af Sverige, Ingeborg (I328)
|
| 6482 |
Ernst († 1859) blev Premierløjtnant og Major i norske Landeværn. Han skal have været meget distræt. Han interesserede sig for forskelligt Bygningsvæsen, og det fortælles, at han, da han en Gang sammen med den stedlige Murermester skulde forsøge, om der var Træk i en nybygget Skorsten, og han skulde ligge med sin Tobakspibe ved Fyrhullet til skorstenen medens Murermesteren skulde staa oppe paa Taget for at se, om Røgen kom op, glemte at tænde Piben. ”Er der Røg” raabte han. ”Nej” svarede Murermesteren; dette gentog sig, indtil Murermesteren raabte: ”Sku’ Greven inne prøve aa tæn’e Pivi?”
Det er muligt, at Onkel Ernst ogsaa har haft selvstændigt domicil i København, han blev begravet paa Holmens Kirkegaard men det er mit Indtryk, at han tilbragte sin meste Tid paa Pederstrup.
(af Frederik Reventlow) | Reventlow, Greve Ernst Christopher Detlef (I11740)
|
| 6483 |
Ernst Christian Einar Ludwig Detlev Graf zu Reventlow (* 18. August 1869 in Husum; † 21. November 1943 in München) war ein deutscher Seeoffizier, Schriftsteller, Journalist und deutschvölkischer bzw. nationalsozialistischer Politiker. Die Schriftstellerin Fanny zu Reventlow war seine Schwester.
Der aus dem Geschlecht der Reventlows stammende Ernst war Sohn des preußischen Landrats und Amtmanns zu Holstein Ludwig Graf zu Reventlow (1824–1893) und dessen Frau Emilie (geb. zu Rantzau; 1834–1905). Nach dem Abitur 1888 trat er in die Kaiserliche Marine ein, wo er 1898 zum Oberleutnant zur See befördert wurde und 1899 mit dem Charakter als Kapitänleutnant ausschied, um als Pflanzer in Mittelamerika sein Glück zu versuchen. Im selben Jahr hatte er die französische Adlige Blanche Comtesse d’Allemont de Broutillot (1873–1937) geheiratet. 1905 kehrte er nach Deutschland zurück und betätigte sich als politischer Schriftsteller. 1906 veröffentlichte er das vielbeachtete und monarchiefeindliche Buch Kaiser Wilhelm II. und die Byzantiner. Ab 1907 schrieb er als fester Angestellter für das Berliner Tageblatt über außen- und marinepolitische Fragen, worin er sich betont englandfeindlich und als Unterstützer der Flottenaufrüstung hervortat. Ebenfalls schrieb er für Heinrich Ripplers DVP-Zeitung Tägliche Rundschau, die Deutsche Tageszeitung und die Kreuz-Zeitung. Bei den Reichstagswahlen 1907 und 1912 kandidierte Reventlow erfolglos für die Deutschsoziale Partei im Wahlkreis Flensburg-Apenrade. 1912 war er im Vorstand sowie im Förderungsausschuss des Verbandes gegen die Überhebung des Judentums. In der gleichen Zeit wurde er Politischer Vertreter der Hauptleitung des Alldeutschen Verbandes und war von 1908 bis 1914 Chefredakteur der Alldeutschen Blätter. 1914 saß Reventlow im „Presse-Ausschuß“, der mit dem Kriegspresseamt zusammenarbeitete. Während des Krieges publizierte er im Sinne der kolonialen deutschen Kriegsziele und übte scharfe Kritik an der Kriegspolitik von Theobald von Bethmann Hollweg.
Von 1920 bis 1943 gab Reventlow die Zeitschrift Reichswart. Wochenschrift für nationale Unabhängigkeit und deutschen Sozialismus heraus, die sich mit politischen und religiösen Themen beschäftigte. 1921 wurde er von dem zionistischen Publizisten Ascher Ginzberg verklagt, weil er öffentlich behauptet hatte, die Protokolle der Weisen von Zion, eine antisemitische Fälschung, die jüdische Weltherrschaftspläne belegen sollte, seien dessen Werk. Der Prozess zog sich bis 1923 hin, Reventlow musste die Behauptung zurücknehmen.
In der Weimarer Republik gehörte er zu den Mitbegründern und führenden Politikern der Deutschvölkischen Freiheitspartei (DVFP), einer im Dezember 1922 gegründeten, radikal völkischen und antisemitischen Partei. Reventlows politische Aufsätze wurden allerdings auch im Rahmen der Querfrontbestrebungen wahrgenommen. So äußerte sich Innenminister Rudolf Oeser in einer Ministerbesprechung vom 2. August 1923 über „Ansätze einer gewissen Ideenübereinstimmung von Kommunisten und Deutschvölkischen“ und nahm dabei Bezug auf den Artikel „Ein Stück Weges?“ von Reventlow, der in der Nr. 176 der Roten Fahne vom selben Tag erschienen war. Reventlows Veröffentlichung in der Roten Fahne war Teil einer vorübergehenden Kooperation von Völkischen und Kommunisten nach der „Schlageterrede“ Karl Radeks im Juni 1923. Im Zuge der Kooperation traten auch hochrangige kommunistische Funktionäre auf völkischen Veranstaltungen als Redner auf. Am 13. Januar 1926 verwies der Reichskommissar für Überwachung der öffentlichen Ordnung Hermann Emil Kuenzer in einem Bericht über die kommunistische Bewegung an das Reichsministerium des Innern darauf, dass die „äußerste Rechte“ dem zur Gewalt bereiten, revolutionären Vorgehen der KPD „nicht unsympathisch“ gegenüberstehe, und bezog sich dabei auf einen Artikel Reventlows im Deutschen Tageblatt (Nr. 3 v. 5. 1. d. Js.).
Innenpolitisch zeigte Reventlow sich – als herausragender DVFP-Vertreter und im Einklang mit der taktischen Linie seiner Partei – zunächst als scharfer Gegner des von der NSDAP vertretenen Führerprinzips; Adolf Hitler warf er (anlässlich Hitlers Bemühungen, mit der bayerischen Regierung zu einer Einigung zu kommen) „Ultramontanismus“ vor und nannte ihn einen „Napoleon in der Westentasche“.[10] Außenpolitisch wandte sich Reventlow aufs schärfste gegen Gustav Stresemann. Bis zuletzt forderte er 1926, dass das Deutsche Reich nicht dem Völkerbund beitreten solle.
Bei den Reichstagswahlen im Mai 1924 erhielt Reventlow, damals bereits wegen Verstoßes gegen das Republikschutzgesetz vorbestraft, ein Mandat im Reichstag als Abgeordneter der Nationalsozialistischen Freiheitspartei (NSFP), einer Listenverbindung unter Beteiligung der DVFP. In der DVFP-Nachfolgeorganisation Deutschvölkische Freiheitsbewegung (DVFB) war Reventlow führender Vertreter einer sozialrevolutionären Richtung, die für ein auf die Arbeiterschaft zugeschnittenes Programm eintrat und eine Beteiligung der Arbeitnehmer in Aufsichtsräten sowie am Unternehmensgewinn forderte. Nachdem er sich mit diesen Vorstellungen in der Partei nicht durchsetzen konnte, trat er im Februar 1927 aus der DVFB aus. Reventlow wechselte zur NSDAP, der er insbesondere in Norddeutschland zum Erfolg verhalf. Seine früheren Angriffe gegen Hitler nahm er öffentlich ausdrücklich zurück. Sein Mandat im Reichstag behielt er auch nach der nationalsozialistischen „Machtergreifung“, zuletzt auf der NSDAP-Einheitsliste von 1938. Innerhalb der NSDAP galt Reventlow als Gefolgsmann Gregor Strassers; nach dessen Ermordung beim „Röhm-Putsch“ 1934 war er in der Partei zunehmend isoliert.
Reventlow war ab 1934 Leiter der antikirchlichen und antichristlichen Deutschen Glaubensbewegung, aus der er 1936 – nach eigenen Angaben „aus nationalsozialistischen Gründen“ – austrat. 1937 war er im Beirat der Forschungsabteilung „Judenfrage“ in dem von Walter Frank geleiteten Reichsinstitut für Geschichte des neuen Deutschland. Er firmierte ferner als Herausgeber der antisemitischen Zeitschrift Der Weltkampf aus dem Umfeld Alfred Rosenbergs, hier im Institut zur Erforschung der Judenfrage. Reventlow war zudem einer der wichtigen Autoren in der Anfangsphase der Nationalsozialistischen Monatshefte.
Reventlows einziger Sohn Roger (* 1896) fiel 1945 im Krieg.
_____________
| Reventlow, Greve Ernst Christian Einar Ludwig Detlev (I14377)
|
| 6484 |
Ernst Christian Graf von Reventlow,
Gutsherr, Politiker,
geb. 26.7.1799 in Schleswig, gest. 12.2.1873 auf Gut Farve, Ost-Holstein;
1818-1822 Jurastudium in Kiel, 1822 juristisches Examen in Gottorf, 1823-1825 Attaché der dänischen Gesandschaft in Berlin dann aus dem Staatsdienst ausgeschieden. Ab 1827 Bewirtschaftung des Gutes Farve, dessen Herrenhaus er im neugotischen Stil umbauen ließ. Ab 1831 Sekretär und von 1843-1869 Direktor des von ihm mitbegündeten Wagrischen landwirtschaftlichen Vereins. !848-1851 in diplomatischen Missionen für die herzogtümer tätig, 1855-1857 Mitglied im dänischen Reichsrat, 1863 Verbitter des Klosters Ithehoe, 1867 vom preußischen König zum Mitglied auf Lebenszeit im preußischen Herrenhaus berufen | Reventlow, Greve Ernst Christian (I12224)
|
| 6485 |
Ernst Christian greve Reventlow (født 26. juli 1799 i Slesvig by, død 12. februar 1873 på Gut Farve) var en holstensk godsejer og politiker, bror til Christian Andreas Julius, Heinrich og Friedrich Reventlou.
Han var søn af Heinrich greve Reventlow og Sophia Anna rigsgrevinde Baudissin, blev immatrikuleret 1818 ved universitetet i Kiel, 1819 ved universitetet i Heidelberg og blev 1822 cand.jur. fra Gottorp og var 1823-26 attaché ved det danske gesandtskab i Berlin. Reventlow nærede som sin bror Friedrich slesvig-holstenske anskuelser, blev 1840 landdagsmarskal for den slesvig-holstenske provinsial-landdag, støttede oprørsregeringen i 1848, var 1855-56 medlem af Rigsrådet, verbitter i Itzehoe Kloster og efter 2. Slesvigske Krig medlem af det preussiske Herrehus.
Reventlow ejede godserne Gut Farve i kredsen Oldenburg (1829) og Gut Wittenberg (1842-51).
Reventlow var 1835 blevet kammerherre (slettet 20. maj 1852) og 28. juni 1840 Ridder af Dannebrog, men mistede begge udmærkelser efter sin støtte til oprørsregeringen.
Reventlow blev gift 28. oktober 1825 på Gut Hagen ved Segeberg med Sophie Adelaide von Buchwaldt (9. august 1802 - 23. februar 1882 på Gut Neudorf), datter af Wolf von Buchwaldt (1764-1820) og Benedicte Charlotte Blome (1772-1802).
Har udgivet:
Dännemark und seine Könige bis zum Antritt des Oldenburger Hauses ;
http://reader.digitale-sammlungen.de/de/fs1/object/display/bsb10117048_00007.html
________________________
| Reventlow, Greve Ernst Christian (I12224)
|
| 6486 |
Ernst Emil Kurt Graf von Reventlow (* 18. November 1868 auf Wittenberg, heute Ortsteil von Martensrade; † 12. Januar 1933 ebenda) war ein Graf, Gutsherr auf Wittenberg, Klosterpropst zu Uetersen und Politiker.
Er war Mitglied der einflussreichen holsteinisch-mecklenburgischen Adelsfamilie von Reventlow. Detlev Graf Reventlow war sein Bruder. Er wurde am 7. August 1912 als Nachfolger von Otto von Moltke zum Klosterpropst des Klosters Uetersen gewählt. In seiner Amtszeit trennte sich das Kloster 1913 von einem großen Teil des Grundbesitzes. Der Erlös floss in die Instandsetzungsarbeiten der heute denkmalgeschützten Konventualinnenhäuser, später sah er sich genötigt den gesamten klösterlichen Grundbesitz in Horst zu verkaufen, um das Propsteigebäudes zu erhalten und das Kloster vor dem finanziellen Ruin zu bewahren. Er schied 1920 aus dem Amt des Klosterpropsten aus, sein Nachfolger wurde Friedrich Eduard von Buchwaldt. | Reventlow, Heinrich Ernst Emil Kurt (I14405)
|
| 6487 |
Ernærede sig ved møllen | Müller, Charlotte Marie (I12416)
|
| 6488 |
Erst im Jahre 1928 ließ die Lehnsgräfin Else zu Reventlow das Rittergut Sonnenberg erbauen. Durch das imposante und massive Bauwerk wurde das Gut im Volksmund auch Schloss Sonnenberg genannt.
Bis 1940 war Sonnenberg ständiger Wohnsitz der Gräfin. Ihr Mann Rudolf zu Reventlow, Hofjägermeister beim dänischen Königshaus, war dagegen ständig auf Reisen, so dass lt. mündlicher Überlieferung dieGräfin mit einem Liebhaber auf Sonnenberg wohnte. Nach dem politischen Wechsel 1933 und der Einführung des Reichsnährstandes (Deutscher Boden für Deutsches Volk) wurde es für die Gräfin mit dänischerHerkunft immer schwieriger den Gutsbetrieb zu halten und Sonnenberg wurde Ende 1940 an den Hamburger Kaufmann Walter Haselhorst verkauft. | Reventlow, Lensgreve Rudolph Eduard Vilhelm Ferdinand Christian (I14661)
|
| 6489 |
Erst im Jahre 1928 ließ die Lehnsgräfin Else zu Reventlow das Rittergut Sonnenberg erbauen. Durch das imposante und massive Bauwerk wurde das Gut im Volksmund auch Schloss Sonnenberg genannt.
Bis 1940 war Sonnenberg ständiger Wohnsitz der Gräfin. Ihr Mann Rudolf zu Reventlow, Hofjägermeister beim dänischen Königshaus, war dagegen ständig auf Reisen, so dass lt. mündlicher Überlieferung die Gräfin mit einem Liebhaber auf Sonnenberg wohnte. Nach dem politischen Wechsel 1933 und der Einführung des Reichsnährstandes (Deutscher Boden für Deutsches Volk) wurde es für die Gräfin mit dänischer Herkunft immer schwieriger den Gutsbetrieb zu halten und Sonnenberg wurde Ende 1940 an den Hamburger Kaufmann Walter Haselhorst verkauft. | Risom, Else (I15519)
|
| 6490 |
Erzherzogin | Habsburg, Kunigunde von (I2623)
|
| 6491 |
Eske Jensen Brock (død 3. maj 1441) eller som han også kaldtes Brock Jensen var søn af Jens Jensen Brock til Clausholm
(som blev dræbt 1404 af hr. Jens Nielsen Løvenbalk) og Ide Lagesdatter Panter (hvis våbenmærke var et spraglet
panterdyr). Han blev opkaldt efter sin farfaders morbroder Eske Brock til Hikkebjærg (Hekkebjerg Slot).
Hans egen slægt havde hidtil ikke ført fast tilnavn, men hans efterkommere beholdt navnet Brock ved siden af det fædrene
våben, som var en blå spids fra skjoldfoden i sølvfelt. Eske Brock skrives til slægtens stamgård Essendrup ved Randers
og nævnes første gang i 1425. Fire år efter var han ridder og lensmand på Københavns Slot, og 1432 nævnes han som
rigsråd i det forlig med hansestæderne, der blev indgået i Horsens.
Året efter blev han brugt i diplomatiske forhandlinger med de engelske og de stralsundske afsendinger, og 1435 var han
lensmand på Aalborghus, men mistede dette len få år efter. Han var en af de adelsmænd, som foranledigede kong Erik af
Pommerns fordrivelse og hertug Christoffers indkaldelse, og efter denne sidstes tronbestigelse fik han på ny Aalborghus
i forlening. Men han fik kun kort nytte deraf, thi 3. maj 1441 faldt han i Slaget ved Skt. Jørgensbjerg imod de oprørske
bønder. De havde et særlig godt øje til ham, som skal have været dem en streng herre, og det fortælles, at vendelboerne
efter slaget huggede hans lig i syv stykker og sendte et til hvert af herrederne nord for Limfjorden. | Brok, Esge Jensen (I1727)
|
| 6492 |
Etatsråd | Hansen, James Gustav (I13537)
|
| 6493 |
Etatsråd | Hein, Frederik (I16722)
|
| 6494 |
Etatsraad | Lerche, Cornelius Pedersen (I6547)
|
| 6495 |
Etatsråd | Lützow, Hugo (I6879)
|
| 6496 |
Etatsråd | Mencken, Otto von (I7200)
|
| 6497 |
Etatsråd | Reedtz, Holger (I7334)
|
| 6498 |
Etatsråd | Eggers, Poul von (I8663)
|
| 6499 |
Etatsråd | Jessen, Johan Frederik Wilhelm (I9172)
|
| 6500 |
Etatsråd | Jessen-Schardebüll, Erik Johan (I9616)
|
|
.jpg "Reventlow, Conrad Detlev Cay")
