Jørgen Rantzau

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Family Line: IX. Linjen Estvadgaard

Jørgen blev gift med Marsille Gabel den 19 jan. 1685. Marsille (datter af Christopher von Gabel og Ermegaard von Badenhaupt) blev født skønnet 1665; døde i 1733. [Gruppeskema] [Familietavle]

1. Christian Rantzau døde i 1704.
2. Charlotte Amalie Rantzau blev født den 12 jan. 1692; døde den 22 sep. 1769.

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Beskæftigelse: Oberst
• Bopæl: Estvadgård Og Bratskov
• Family Line: IX. Linjen Estvadgaard

Notater:

Uddannelse:
1633 Sorø Skole, 1637-38 Akademiet, 1639 imm. i Leyden, 1640 i Orleans, 1642 i Siena

Frantz blev gift med Lisbet Pallesdatter Rosenkrantz den 3 jun. 1649. Lisbet (datter af Palle Rosenkrantz og Lisbet Jørgensdatter Lunge) blev født den 27 apr. 1631; døde den 28 sep. 1657 i Kokkedal, Danmark. [Gruppeskema] [Familietavle]

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Bopæl: Bramsløkke, Musse Sogn, Musse Herred, Maribo Amt, Danmark
• Family Line: VIII: Glimminge-linjen

Notater:

Beskæftigelse:
forældre

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Family Line: IX. Linjen Estvadgaard

Johan blev gift med Dorthe von Gersdorff i 1620. Dorthe (datter af Christopher Gersdorff og Else Munk) blev født skønnet 1600; døde efter 1620. [Gruppeskema] [Familietavle]

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Family Line: VIII: Glimminge-linjen

Notater:

Palle Rosenkrantz havde tilbragt sin Ungdom paa Studierejser rundt om i Europa og færdedes si den som Kongens Sendebud ved de forskellige Hoffer og mellem Standsfæller af alle Nationer, h vor Bægreneklang og Kaarderne klirrede, men hvor der ogsaa var nyttige Kundskaber og mangfol dig Livserfaring at høste. Han levede alle Dage stærkt, men virkede tillige med Energi og Dyg tighed paa den Plads, hvor han blev stillet, med de offentlige Hverv, han fik, og for sin ege n private Velfærd.

Om hans Færd paa Krænkerup, hvor han opholdt sig meget, da han var bleven Lensmand paa det næ rliggende Aalholm, har Traditionen vidst meget at fortælle; han skal have drukket og sviret stærkt, navnlig i Selskab med Præsten i Radsted, der pludselig døde og derefter viste sig fo r sin Herre og gamle Soldebroder og fortalte ham om, hvorledes han nu selv pintes i den evig e Ild, for derved at formaneham til i Tide at omvende sig, hvilket Hr. Palle da ogsaa skal h ave gjort og vist i Gerning derved, at han i Radsted oprettede et Hospital for de fattige. De tte sidste er rigtigt, men er det en Frugt af Omvendelse fra Syndens Vej, er Angeren kommet noget sent, thi den nyttige og fromme Stiftelse saa først Lyset kort før Hr. Palles Død. Har h an nydt Livet i dybe Drag, har han i ethvert Tilfældeikke drukket Forstanden bort; da en Kvi nde i Rødby var anklaget som Heks og dømt til Baal og Brand, hvad i de Tider hørte til Dagen s Orden, tog Palle Rosenkrantz sig i sin Egenskab af Lensmand af Sagen, og i et Brev til Kons istorium ved Universitetet udtaler han sig med en nøgtern Forstandighed, som ikke var almindelig; »der er intet bevistKonen har ikke tilstaaet noget Hekseri, og den rett e Sagvolder har ingen gjort Gerning at bevise hende over, men skylder hende for sin Ulykke ud i Gods og Biering paa seks Aars Tid, men jeg tænker vel, at hans Uforsigtighed og Dovenhed kan være største Aarsag derudi, - laborantem Deus adjuvat «.

Sine gode Evner havde Palle Rosenkrantz jo udviklet i sin Ungdom paa sine Studierejser, og det virker ikke overraskende at høre, at han havde Interesse for lærde Studier; han var blandt dem, der opmuntrede Stephanius til at udgive Saxo, og han bidrog til at bekoste Værkets Trykning. At han endelig i sin Ungdom udmærkede sig ved personlig Tapperhed i Kalmarkrigen, da han ved Stormen paa Kalmar varden første, der med Kongens Fane i sin Haand besteg Volden, er et Træk, der fuldstændiggør Billedet af denne raske Junker og begavede og handlekraftige Mand, der synes at have varet en fuldblods Typepaa sin Stand og for sin Tid.

For Krænkerup var Palle Rosenkrantz aabenbart stærkt interesseret; ved ægteskabet med Elisabeth Rosensparre kom han jo kun i Besiddelse af en Del af Gaarden, men Resten, som Otto Brahe h avde arvet ved Broderen Axels Død, fik han udlagt for en større Pengefordring og blev saalede s Eneejer. Ihærdigt arbejdede han paa Godsets Forøgelse, og talrige Gaarde og Huse lagdes i h ans Tid under Gaarden, blandt andet en hel Landsby, som blev nedlagt; ogsaa paa Borggaarden s Udvidelse og Forskønnelse arbejdede han, som det prangende Navn paa Nordfløjens Ydermur end nu viser. Over hele denne Fløj opførtehan et tredie Stokværk, og sikkert er ogsaa det otteka ntede Taarn i det nordvestre Hjørne hans Værk, ligesom han formodentlig har forhøjet de rund e Hjørnetaarne og paabygget Spirene.

Palle Rosenkrantz, der først havde været gift med Helvig Rantzau, ægtede efter Elisabeth Ros nsparres Død Lisbeth Lunge, en Datter af Jørgen Lunge til Odden. I sine sidste Aar led han me get af Podagra og levede da for det meste stille paa Krænkerup, og her døde han 1642, kun lidt over 54 Aar gammel; i Radsted Kirke jordedes han i Elisabeth Rosensparres Kapel, hvor et prægtigt Epitafium med hans,hans tredie Hustrus og deres Søn Jørgens Portraiter malede paa Kobber, minder om denne mærkelige Mand.

Beskæftigelse:
Rigsråd

Palle blev gift med Lisbet Jørgensdatter Lunge den 15 sep. 1629 i Køge, Danmark,. Lisbet (datter af Jørgen Lunge og Sophie Steensdatter Brahe) blev født den 2 feb. 1610 i Vestervig Kloster, Refs Herred, Thisted Amt, Danmark; døde den 7 jan. 1659 i København, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark; blev begravet den 14 apr. 1659 i Skt. Nikolai Kirke, København, Danmark. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Fru Lisbeth Lunge blev siddende paa Krænkerup, da Børnene alle var smaa; først 1649, da de t o ældste Døtre blev gift, holdtes Skifte, og Gaarden tilfaldt da den eneste overlevende Søn, Jørgen Rosenkrantz, der imidlertid døde allerede i sit 23. Aar, da han paa sin Studierejse opholdt sig i Venedig. Af hans Søstre var Lisbeth Rosenkrantz allerede død forinden, og hen des Sønner Johan og Jørgen Rantzau var derfor Arvinger til Krænkerup tillige med de to andre Søstre,Mette Rosenkrantz, der var gift med Erik Rosenkrantz til Rosenholm, og Birgitte, der var gift med Christen Skeel til Sostrup.

________________

1642 Acting County Sheriff Lisbeth Jørgensdatter Lunge of the County of Ålholm with the Shire of Fuglse and Musse, Danmark
She was the third wife of Palle Rosenkrantz. She lived (1610-59).

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Bopæl: Rantzau, Schöneweide, Redingstorf samt Ziesendorf I Mecklenborg og Brobygård
• Family Line: Linjen til Rantzau-Schöneweide

Notater:

Frants Henriksen Rantzau til Søholm (28. august 1555 på Segeberg – 21. februar 1612 på Skellinge Hede) var en holstensk adelmand og godsejer.

Han var den ældste af statholder Henrik Rantzaus mange sønner. Medens han uddannede sig i Løwen, gjorde han også tjeneste hos prins Philip Vilhelm af Oranien, Vilhelm den Tavses ældste søn, men faldt under de opståede uroligheder i spansk fangenskab. Det lykkedes dog Henrik Rantzau at få sønnen fri, hvorpå denne drog til Frankrig. Efter sin hjemkomst blev han 1577 hofjunker hos Frederik II, der 1578 sendte ham til Rusland. Da han 1584 forlod hoffet, forlenedes han, der var yndet af kongen, med Korsør, som han 1587 ombyttede med Kalundborg; derefter var han lensmand på Silkeborg 1588-1611 og på Tranekær 1611-12. 1590 var han i enkedronningens følge, da hun ledsagede svigersønnen hertug Henrik Julius og hans unge hustru til Braunschweig. Skønt Frants Rantzau var til års, da Kalmarkrigen udbrød, deltog han i den og ofrede sit liv. Han faldt 21. februar 1612 i træfningen på Skellinge Hede. Han blev begravet i Magleby Kirke.

4. oktober 1584 havde han holdt bryllup med Anne Rosenkrantz (1564-1618), datter af Erik Rosenkrantz til Kærstrup og Helvig Hardenberg. Hun fødte ham en stor børneflok (sønnerne Frederik og Henrik bl.a.) og bragte ham betydelig rigdom, således Søholm i Stevns Herred og gods i Norge. Selv ejede han Rantzau og Redingsdorf, begge i Holsten. 1602 skrives han til Ziesendorf i Mecklenburg. I Roskilde havde han et kanonikat.

Beskæftigelse:
i Prins Philip Vilhelm af Oraniens tjeneste, i spansk fangenskab, 1577 Hofjunker

Død:
Faldt i slaget ved Skellinge Hede, Halland i Kalmarkrigen.
se: https://da.wikipedia.org/wiki/Slaget_p%C3%A5_Skillingehed

________________

Efter slaget på Skjellinge Hede d. 21/2 1612 fandtes Frantz Rantzau liggende, viklet ind i sin fane, død.
(efterskrift på Fanebærer befalingen)

Frantz blev gift med Anne Rosenkrantz den 4 okt. 1584 i Svendborg, Sunds Herred, Svendborg Amt, Danmark. Anne (datter af Erik Rosenkrantz og Helvig Jacobsdatter Hardenberg) blev født den 21 jun. 1566 i Sandviken Ved Bergen, Norge; døde den 18 okt. 1618; blev begravet den 2 nov. 1618 i Magleby Kirke, Klippinge, Danmark. [Gruppeskema] [Familietavle]

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Bopæl: Søholm Gods, Magleby, Stevns, Danmark
• Family Line: III. Arreskov-linjen

Notater:

Kilde:
DAA 1985 p706 6e

Notater:

Gersdorff, Christoffer, -o.1635, hørte til en paa Godset Krischa i Schlesien bosat Linje af den udbredte tyske Adelsslægt Gersdorff og var en Søn af Peter G. og Anna v. Minckwitz.

I en meget ung Alder maa han være kommen til Danmark og tjente med en kort Afbrydelse som Hofjunker fra 1573-80. Derefter savnes alle Efterretninger om ham i de næste 20 Aar, som han maaske derfor kan antages at have tilbragt udenlands; men strax i det 17. Aarhundrede er han atter her inde, og efter at han 25. April 1602 havde ægtet en dansk Adelsjomfru, Else Munk, tog han fast Ophold her i Landet.

Med Fru Else fik han Hovedgaarden Taaberup, som han imidlertid allerede 1604 afstod til Kronen mod andet Vederlag, bl. A. Forleningen med Lønborggaard. Han synes at have deltaget i Kalmarkrigen, men har ellers næppe spillet nogen fremragende Rolle i det offentlige Liv, hvorimod han vistnok var en driftig Jorddrot, der idelig var paa Færde med Kjøb og Salg af Jordegods og Tid efter anden ejede en hel Række jyske Hovedgaarde: Palstrup, Isgaard, Vosnæsgaard, Hanbjærg Hovgaard, Kjærsholm, Søbygaard, Tanderupgaard, Refstrup, Udstrup, Risager, Donslund osv.; hans Ejendomme ansloges 1625 til 2088 Tdr. Hartkorn. C. G., der døde mellem 24. Febr. 1634 og 9. Febr. 1635, er Fader til Rigsdrost Joachim G.

Thiset.

Christopher blev gift med Else Munk. [Gruppeskema] [Familietavle]

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Family Line: VIII: Glimminge-linjen

Notater:

BESIDDELSER: Glimminge, Gundestrup og Skjoldemose

ansås 1625 for at være den mest formuende mand i Skåne

Axel blev gift med Mette Pallesdatter Grubbe. Mette (datter af Palle Grubbe og Margrethe Corfitzdatter Hardenberg) døde før 12 sep. 1640. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Jørgen Lunge, til Odden, 11.10.1577-19.8.1619, rigsmarsk. Født på Odden, død på Birkelse, begravet i Ålborg (Frue k.).

Efter skolegang hjemme, i Viborg og i Sorø blev L. sendt ud på den traditionelle udenlandsrejse. Han var borte omkr. seks år og studerede sammen med broderen Christoffer og mag. Jens Sørensen Ølgod (Zythagothus) i Genève 1594, Orleans 1595, var i Paris 1596, imm. 1597 i Siena og Padova og var s.å. i Rom, 1598 igen i Padova. Resultatet blev langt bedre end for de fleste af hans samtidige danske adelsstuderende. Han fik "med flid beset landsens skik og politi" (ligprædiken) og blev nærved perfekt i det franske sprog. Dertil kom, at han ifølge N. L. Slange blev "en vel forsøgt krigsmand" under Henrik IV i Frankrig hvor han skal have indlagt sig stor berømmelse. Efter en kort tid hjemme 1600 trak krigerlivet atter i ham: han tjente til 1605 under grev Maurits af Nassau i kamp mod spanierne og steg i graderne til major til fods og hest. På indtrængende bøn fra moderen kom han hjem, blev gift, men fik så lige efter ordre til at hverve et regiment på 2000 mand til Christian IV's kamp mod hansestaden Braunschweig. Kongen opgav dog sin plan, og regimentet blev opløst. Men på hjemvejen blev L. taget til fange af hanseatiske ryttere og måtte selv købe sig fri. Imidlertid var L. meget ærgerrig, og han fik lejlighed til at gøre indtryk på majestæten under Kalmarkrigen. 1611 hvervede han i Nederlandene to kompagnier, hvormed han deltog i kampene ved Älvsborg. Siden kæmpede han under Christian IV selv ved Kalmars belejring og erobring, og snart avancerede han. I foråret 1612 hvervede han flere tropper i Tyskland, så han nu havde et helt regiment under sig; og sammen med Joachim Bülov fik han kommando over det korps der belejrede og erobrede Sveriges smalle port mod vest, den strategisk meget vigtige Älvsborg fæstning med omegn. I juni foretog han desuden et indfald i Västergötland og blev i august kommandant på Älvsborg. Herfra gjorde han flere indfald i Sverige.

L.s giftermål med en datter af rigsråden Steen Brahe i forbindelse med hans dygtigt, snedigt og heldigt ledede operationer under Kalmarkrigen virkede i høj grad fremmende på hans karriere. Mens han 1608-10 havde taget til takke med Vestervig kloster, 1610-13 med Ørum som forleninger, blev han fra 1613 slotsherre på selve Älvsborg og fik desuden nabolenet Bahus under sig. Dermed havde L. overtaget kommandoen over det mest udsatte område i den dansk-svenske magtkamp. Christian IV ville nødigt af med det pantsatte Älvsborg igen, og kunne svenskerne ikke betale de fire terminer af Älvsborgs løsen til tiden, hvilket var højst tvivlsomt, tydede alt på at de ville søge en tilbageerobring ved kup og krig. Stillingen krævede derfor den største årvågenhed og militære kompetence. I december 1616 nåede L. sin karrieres toppunkt. Kongen udnævnte ham til rigsråd, og ved hemmelig afstemning valgte rådskollegeme ham til sit næstfornemste medlem, til rigens marsk. Valget var dog ikke frit, idet Christian IV tydeligt nok selv havde peget på netop L. til stillingen. Den havde i længere tid stået tom, men blev nu besat under indtryk af det spændte forhold til Sverige. Skønt slemt plaget af sygdom fra begyndelsen af 1615 lå den energiske marsk ikke på den lade side i sine få år som rigsråd. Han overværede den nye gottorpske hertugs hyldning og nåede både at føre de vigtige forhandlinger med landdagen i Slesvig og om de store inddæmningsarbejder ved Bredsted der bl.a. af militære grunde optog kongen. I Nordtyskland var han tilmed 1618 indviklet i det diplomatiske spil mellem Hansestæderne, Nederlandene og Danmark om den af Christian ivrigt begærede erhvervelse af koadjutoriet i Bremen ærkestift.

Selv om den nye marsk nød sin konges tillid, blev det dog hurtigt klart, at han stod langt fra dennes syn på udenrigspolitikken. Da Christian IV i februar 1618 utvivlsomt ville have rigsrådets samtykke til en hvervet hær og til en angrebskrig mod Bremen baseret på 24 000 mand tropper, tilmed tildels bekostet af den skattefrie adel, fik L. sammen med kansler Christen Friis og Anders Bille den penible opgave at overrække den rasende konge rådets afvisende svar. L. delte ikke blot rådsflertallets modstand mod Christians aktivistiske Tysklandspolitik, men gjorde også hvad han kunne for at afværge den truende krig mod Sverige i januar 1618 da det så ud til, at svenskerne ikke var i stand til at betale 3. termin af Älvsborgs løsen. L. var desuden på linje med rådet i ønsket om en udsoning med Hansestæderne, utvivlsomt for desto lettere at få den eftertragtede alliance med Nederlandene i stand. I betragtning af kongens selvrådighed var det også i rigsrådets interesse, da L. kort før sin død gjorde sig til talsmand for, at rådet blev holdt bedre orienteret om de stadig farligere udenrigs-politiske forhold. Det ville øge rådets indflydelse på politikkens formulering.

Måske for at undgå en for rådet at se uheldig borgerlig tysk okkupation af stillinger i det ekspanderende statsmaskineri arbejdede L. endvidere stærkt for at få den velbegavede danske ungdom, også de fattige skolebørn, til at gå frem "i gudsfrygt og boglige kunster" (ligprædiken). 1619 skænkede han 1 000 rdl. til Ålborg skole. L. førte da udpræget rådspolitik, og måske som straf herfor, måske som følge af sit stadig slettere helbred forflyttedes han i 1618 til sin tidligere forlening Vestervig. Når der de følgende år ikke udnævntes nogen ny marsk efter L.s død 1619, hang det troligt sammen med Christian IVs slette erfaringer med den indflydelsesrige rigsråds antikongelige synspunkter. -

L. ejede udover fædrenegården Odden i Vendsyssel bl.a. Stensbæk i Horns herred og Frøslevgård i Morså sønder herred. Han købte 1614 og 1615 Birkelse og Hovgård i Kær herred og havde antagelig arvepart i sædegården Eskær i Horns herred, ligesom i Bodum Bisgård i Refs herred. Hustruen Sophie Brahe, der overlevede ham i 40 år, sad inde med mere end 2000 tdr. hartkorn. I betragtning af L.s og især Sophie Brahes optagethed af godsdrift og godskøb kan det næppe undre, at marsken trods sin krigsglæde ønskede en fredelig udenrigspolitik. En sådan tilgodeså nemlig storgodsejernes øjeblikkelige økonomiske standsinteresser i modsætning til den aggressive kongelige udenrigspolitik i Tyskland og over for Sverige. Den havde L. som rådsflertallet ikke blik for nødvendigheden af, hvis man ville hindre det ekspanderende Sverige i at ændre den nordiske magtbalance og i at skabe forudsætning for den lemlæstelse af Danmark der blev resultatet af rådets modstand mod Christian IVs udenrigspolitik. - De nye Lunger (ɔ: Dyrerne) uddøde på sværdsiden med marskens eneste søn Oves død 1637.

Beskæftigelse:
Rigsmarsk

Jørgen blev gift med Sophie Steensdatter Brahe den 8 sep. 1605 i Horsens, Nim Herred, Skanderborg Amt, Danmark. Sophie (datter af Steen Ottesen Brahe og Birgitte Ottesen Rosenkrantz) blev født den 16 aug. 1588 i Boddum Bisgård, Hurup Thy, Danmark; døde den 2 jul. 1659; blev begravet i Vor Frue kirke, Aalborg, Danmark. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Beskæftigelse:
måske datter af