Christian 1, Konge af Danmark

Notater:

Christian 1. blev født i 1426 og døde i 1481.

I 1448 døde Christoffer af Bayern og da han ikke efterlod sig nogen børn benyttede det svenske rigsråd lejligheden til at vælge den tidligere rigsforstander Karl Knutsson til konge i Sverige, ligesomdet lykkedes dem også at få ham anbragt i den norske trone.

Kalmarunionen – den nordiske union fra Christoffer af Bayerns tid var i realiteten gået i opløsning, for var der noget danskerne ikke ønskede, var det at fmen hele Slesvig-Holsten til riget – menden 47-årige hertug mente han var for gammel, betakkede sig og pegede i stedet på sin nevø, den unge grev Christian af Oldenborg.

Efter at hertug Adolf fik Christian til at forpligte sig til aldrig at forene Danmark og Sønderjylland under én herre, og rigsrådet fik den 18-årige enke til Christoffer, Dorothea af Brandenburg, giftmed den kun fire år ældre Christian af Oldenborg, var vejen banet for at han kunne hyldes som konge. Christian 1. blev valgt på Viborg landsting den 28. september 1448 og året efter kunne han og enkedronning Dorothea lade sig krone i Frue Kirke i København.

Ved et stort dansk-svensk rigsrådsmøde i Halmstad i 1450 om genoprettelse af unionen, gik Christian 1. ind på de betingelser adelen stillede. Aftalen blev at Karl Knutsson fortsat skulle være konge iSverige, men måtte opgive kravet på Norge. Christian 1. skulle være konge i Danmark og Norge – og den l i 1457 nok. Kong Karl blev afsat, måtte flygte til Danzig og Christian 1. blev hyldet som konge i den genopståede union.

I 1459 døde hertug Adolf 8. og adelen i Slesvig-Holsten pegede på Christian 1. som efterfølger mod et løfte om, at hertugdømmerne skulle forblive sammen evig udelte. Den kompensation kongen måtte udrede for udvidelsen af riget, oversteg langt hans økonomiske formåen. Størsteparten af de len Christian 1.s riger bestod af, ejedes af nogle få magtfulde adelsslægter der ikke betalte kongen skat. Den økonomiske nødsituation i hertugdømmerne tvang den efterhånden noget fattige Christian 1. til at optage store lån og øge skattetrykket i de len der skulle aflevere indtægter til kongen.

I 1464 kom det til endnu et oprør i Sverige. Denne gang var det Christian 1.s tur til at blive afsat. Den landflygtige Knut Knutsson var var ikke sen til at gribe chancen og vendte i 1467 tilbage tilden svenske trone. Samtidige hjemlige problemer med højadelen kom til udtryk ved, at kongen i nogle tilfælde rettede hårde slag mod adelen.
Den mægtige Thott adelsslægt fik konfiskeret deres godser, da gotlandske og skånske dele af slægten allierede sig med svenskerne. Konfiskationerne rettede lidt op på Christian 1.s skrantende økonomi og var med til at befæste kongemagten.

Som en følge af disse begivenheder sammenkalder Christian 1. i 1468 danmarkshistoriens første stændermøde.

I 1470 døde Karl Knutsson og Christian 1. øjnede straks en mulighed for atter at blive svensk konge. Året efter fik han, trods sin dårlige økonomi, samlet en flådestyrke på 70 skibe, og sejlede med 3.000 mand ombord mod Stockholm. I slaget ved Brunkeberg uden for Stockholm den 10. oktober led han et knusende nederlag og undgik med nød og næppe selv at blive hugget ned. Ved den efterfølgende fredsslutning blev det bestemt, at man ved voldgift skulle finde ud af hvordan Christian 1. kunne genindsættes som svensk konge. Det skete aldrig – i stedet valgte det svenske rigsråd Sten Sture som rigsforstander.

I et forsøg på yderlige at underminere adelens magt, rejste Christian 1. 1474 til Rom, hvor han indgik en aftale med Paven, der gav ham ret til at besætte de højeste kirkeembeder i Danmark og Sverigesamt åbne et universitet i København. Det lykkedes ham også senere at få sat skik på den holstenske adel og få eftergivet en større del af den gæld han havde til hertugdømmerne, så mod slutningen af hans regeringsperiode stod kongemagten forholdsvis stærkt.

Christian 1. døde i 1481 og blev begravet i Roskilde Domkirke. Han efterfulgtes af sin søn, Hans.


konge af Danmark (1448 - 21. maj 1481), kong av Norge (maj 1450-1481), konung av Sverige (1457-1464), Herzog von Schleswig (1460), Graf von Holstein (1460) (Christian von Oldenburg)
Greve af Oldenborg. Danmarks Konge 1448 - 1481, Norges Konge 1449 - 1464, Sveriges Konge 1457 - 1464. Christian 1. blev født i 1426 og døde i 1481. I 1448 døde Christoffer af Bayern og da han ikke efterlod sig nogen børn benyttede det svenske rigsråd lejligheden til at vælge den tidligere rigsforstander Karl Knutsson til konge i Sverige, ligesom det lykkedes dem også at få ham anbragt i den norsketrone. Kalmarunionen ? den nordiske union fra Christoffer af Bayerns tid var i realiteten gået i opløsning, for var der noget danskerne ikke ønskede, var det at få en svensker som konge. Fra dansk side var man mere interesserede i at få Sønderjylland genforenet med kongeriget. Ved at pege på Adolf 8., hertugen af Slesvig-Holsten, som konge, var der udsigt til at knytte, ikke blot Sønderjylland, men hele Slesvig-Holsten til riget ? men den 47-årige hertug mente han var for gammel, betakkede sig og pegede i stedet på sin nevø, den unge grev Christian af

Titel:
Konge af Danmark

Christian blev gift med Dorothea af Brandenburg den 29 okt. 1449 i Københavns Slot, København, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark. Dorothea (datter af Markgraf Johan af Brandenburg og Barbara von Sachsen-Wittenberg) blev født i 1430; døde den 16 dec. 1495 i Roskilde, Sømme Herred, Roskilde Amt, Danmark; blev begravet i Roskilde Domkirke, Sømme Herred, Roskilde Amt, Danmark. [Gruppeskema] [Familietavle]

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Link: https://da.wikipedia.org/wiki/Hans_af_Danmark

Notater:

Danmarks og Norges Konge 1481 - 1513, Sveriges Konge 1497 - 1513. Hans blev født i 1455 og døde i 1513. Han var søn af Christian 1. og Dorothea af Brandenburg. I 1478 giftede han sig med Christine af Sachsen. Efter en gammel aftale skulle Hans, efter Christian den 1.s død i 1481, vælges som konge i Danmark, Norge og Sverige. På et stændermøde i maj 1482 valgtes han som konge i Danmark, året efter anerkendte det norske rigsråd ham som konge og håndfæstningen kunne underskrives. Senere på året fulgte det svenske rigsråd efter; men den svenske rigsforstander, Sten Sture, formåede at udskyde kroningen. Realiteterne var, at Sten Sture regerede Sverige, men dog undlod at lade sig krone for ikke at bryde åbenlyst med kong Hans` ret til tronen.
Men Sten Sture forstod ved møder og underforhandlinger at holde Hans hen, så at der gik mange år inden han virkelig fik Sverige i sin magt.

I året 1497 brød imidlertid det gamle fjendskab mellem Sten Sture og rigsrådet ud i åben kamp. Da greb kong Hans lejligheden, drog til Sverige med en stor hær, og indesluttede rigsforstanderen i Stockholm. Dalkarlenes undsætningshær blev slået af danskerne ved Rotebro, og idet sejrherrerne vendte tilbage, gjorde Sten Sture et udfald, der endte med et stort nederlag for ham.

Han gav da endelig efter og anerkendte Hans mod selv at få Finland til len. Hans blev kronet, og hans søn Christian hyldet som hans efterfølger. Således fornyedes unionen netop 100 år efter kroningen i Kalmar. Tre år efter led kong Hans sit store nederlag i Ditmarsken, og Sverige rejste sig påny.

De højere stænder var ikke altid tilfredse med kong Hans, der med strenghed hævdede sin magt. For borgerstanden viste kong Hans forkærlighed, og lod en kort tid sin søn Christian opdrage hos en Københavnsk købmand, Hans Bogbinder. I det hele var han jævn og afholdt for sin danskhed. Han var den første indfødte konge efter Valdemar Atterdag.Men med sin godmodighed, kunne han være vilkårlig, uretfærdig og af et tungt sind. Det er de samme egenskaber, som i højere målestok genfindes hos sønnen.



Titel:
Konge af Danmark

Begravelse:
Begravet i Odense Gråbrødrekloster, senere flyttet til St. Knuds Kirke i Odense.

Hans, blev gift med Christine af Sachsen den 3 okt. 1478. Christine (datter af Ernst von Sachsen og Elisabeth von Wittelsbach) blev født den 25 dec. 1461 i Torgau, Sachsen, Tyskland; døde den 17 jan. 1522 i Odense, Odense Herred, Odense Amt, Danmark; blev begravet i Franciskanerkloster, (Gråbrødre kloster), Odense, Odense Amt, Danmark. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Titel:
Prinsesse af Danmark

Margrethe blev gift med James III Stewart i 1469. James blev født i 1451 i Stirling, Scotland,; døde i 1488 i Myrdet Beton'S Mill, ,. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Frederik 1. blev født i 1471 og døde i 1533. Han var næstældste søn af Christian 1. og Dorothea af Brandenburg.
Frederik fik sin opdragelse i hertugdømmerne Slesvig og Holsten, og blev her hyldet som hertug i 1482 sammen med sin 16 år ældre broder, kong Hans. Otte år senere deltes hertugdømmerne i to dele. Broderen kong Hans fik den segebergske del, og Frederik fik den gottorpske del af området.

Fra 1490 til 1523 regerede hertug Frederik på Gottorp. Med stor dygtighed administrerede han hertugdømmet gennem en lang årrække med fred og stigende velstand.

Da Christian 2.s trone begyndte af vakle under ham, optog hertug Frederik forbindelser med repræsentanter for den utilfredse danske adel. Oprøret mod kongen bredte sig herefter hurtigt – den 8. marts 1523 erklærer hertug Frederik kongen krig, og allerede 18 dage senere hyldedes Frederik som konge i Viborg. Da Christian 2. den 13. april forlod København var vejen banet for, at hertug Frederik kunne underskrive sin håndfæstning med adelen, og lade sig hylde som kong Frederik 1. af Danmark og Norge.

I størstedelen af sin regeringsperiode opholdt Frederik 1. sig på Gottorp Slot. Han kom kun til Danmark når det var absolut nødvendigt, og Norge besøgte han aldrig.

Selv om kongen var bundet af en streng håndfæstning, lykkedes det ham alligevel at få stor politisk indflydelse. I anspændte situationer truede han ganske enkelt med at fraskrive sig tronen til fordelfor den landflygtige Christian 2., hvis ikke han fik sine ønsker gennemført. Et ejendommeligt – men ganske virkningsfuldt argument.

På trods af at Frederik 1. i håndfæstningen havde lovet at værne om den katolske kirke, indførte han reelt religionsfrihed for lutheranere i Danmark. Han beskyttede Hans Tausen, hvis stærkt lutheranske prædikener vakte røre, ved at udnævne ham til sin kapellan. Desuden gennemførte Frederik 1., at bisperne fremover skulle vælges i Danmark.

I 1532 lykkedes det Frederik 1., at lokke Christian 2. til Danmark, under løfte om frit lejde. Kongen brød løftet, og satte den tidligere monark i fængsel på Sønderborg Slot.

Frederik 1. var gift to gange. Første gang var da han i 1502 giftede sig med kurfyrsten af Brandenburgs datter – den 15-årige hertuginde, Anna. Hertuginden døde kun 27 år gammel. De nåede at få to børn, hvoraf det ene var den senere kong Christian 3.

Frederik 1. dødepå Gottorp Slot den 10. april 1533 og blev begravet i Slesvig Domkirke.

Titel:
Konge af Danmark

Frederik blev gift med Anna af Brandenburg den 10 maj 1502 i Stendal, ,. Anna (datter af Kurfürst Johann Cicero von Brandenburg og Herzogin, Landgräfin von Thüringen Margareta von Sachsen) blev født den 27 aug. 1487 i Berlin, Brandenburg, Tyskland; døde den 3 maj 1514 i Kiel, Slesvig-Holsten, Tyskland; blev begravet i Slesvig-Holsten, Tyskland. [Gruppeskema] [Familietavle]

Frederik blev gift med Sofie af Pommern i okt. 1518 i Kiel, Slesvig-Holsten, Tyskland. Sofie (datter af Bogislaw X Hertug af Pommern-Stolp-Stettin og Anna Jagiellonka) blev født i 1498 i Szczecin (før: Stettin), Polen; døde den 22 jun. 1568 i Slesvig, Slesvig-Holsten, Tyskland; blev begravet i Slesvig Domkirke, Slesvig, Slesvig-Holsten, Tyskland. [Gruppeskema] [Familietavle]

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Link: https://danmarkshistorien.dk/vis/materiale/christian-2-1481-1559 https://danmarkshistorien.dk/vis/materiale/christian-2s-landflygtighed-og-tilfangetagelse-1523-1559

Notater:

Danmarks og Norges Konge, 1513 - 1523, Sveriges Konge 1520 - 1523. Christian 2. blev født i 1481 og døde i 1559. I 1513 døde Kong Hans i Aalborg, og den 32-årige tronfølger, Christian, var klar til at føre faderens linie videre, blot i et endnu mere voldsomt tempo. Herremændene var ikke begejstrede ved tanken om et stærkt kongedømme der ville kæmpe for Unionen og borgerstandens fremgang.

Som ung oplevede Christian faderens erobring af Stockholm i 1497 og fire år senere svenskernes opsigelse af unionsaftalen med Danmark. Oplevelser der var medvirkende til at grundlægge det mistænksomme sind og den hårde linie, der senere skulle kendetegne hans handlinger. Han havde viljen til at slå til bunds, når han slog. Som han selv sagde, er det de skrappeste lægemidler, der bedst kurerer sygdommen.

Inden Christian overtog tronen, opholdt han sig som vicekonge i Norge i 1502 og i perioden 1506-12. I Norge vandt han et par hurtige og lette sejre over oppositionen, hvor han bl.a. fængslede den svenskvenlige Bisp Carl af Hamar og indsatte sin ven Erik Valkendorf som ærkebisp i den stol, hvor de største unionsmodstandere tidligere havde haft sæde. I Norge møder Christian to hollandske kvinder. Fra dansen med Dyveke ved rådhusfesten i Bergen, indtil han 17 år senere flygtede fra København med hendes moder, Sigbrit Willoms, fik dette møde stor betydning for hans liv.

Da Kong Hans døde, benyttede de danske stormænd forhandlingerne om overdragelsen af kongemagten til at begrænse kongehusets magt på alle tænkelige måder. Christian 2. var nu konge i en af de korteste og mest begivenhedsrige perioder i kongehusets historie. Forløbet af de ti år Christian 2. var konge kan opdeles i tre perioder, adskilt af to katastrofer: Torben Oxes fald og blodbadet i Stockholm.

Christian blev hyldet som medregent i Hertugdømmerne og herefter fulgte kroningsfesterne i Vor Frue Kirke i København og i Oslo. I 1515 giftede han sig med Elizabeth af Habsburg - et bryllup der muligvis først og fremmest var tænkt som en finansiering af et kommende erobringstogt mod Sverige. Den trettenårige Elizabeth var yngre søster til den senere kejser Karl 5. og barnebarn til den daværende tysk-romerske kejser Maximilian. Trods ægteskabet forblev Dyveke kongens elskerinde og store kærlighed, og selv trusler fra kejser Maximilian og hans morbroder Frederik den Vise af Sachsen fik ikke Christian 2. til at: ændre det stødende og forargelige liv, vor broder og svoger, Kongen af Danmark, fører med sin elskerinde.

I 1517 døde Dyveke, og årsagen til hendes pludselige død blev aldrig opklaret. Christian 2. anklagede Lensmanden på Københavns Slot, Torben Oxe for, at have forvoldt Dyvekes død, og trods forbøn fra rigsrådet og hoffet, med dronning Elizabeth i spidsen, lod kongen Torben Oxe halshugge i Sct. Gertruds Kloster, omtrent hvor Kultorvet ligger i dag. Efter henrettelsen af Torben Oxe kommer Christian 2. i et skarpt modsætningsforhold til adelen og rigsrådet, og handler fra da af næsten udelukkende efter råd fra Dyvekes moder, Sigbrit Willoms.

I 1520 angriber Christian 2. Sverige med en stor hær, anført af Otto Krumpen. I slaget på den tilfrosne ¿sunden sø blev Sten Sture dødelig såret og efter kampe i Upland med den svenske bondehær, blev Stockholm belejret. Sten Stures enke, Christina, blev overtalt til overgivelse af Stockholm borg mod ubetinget amnesti til svenskerne. Den 4. november lod Christian 2. sig hylde som arvekonge på et rigsdagsmøde på Brunkeberg, og i de følgende dage var der fest på Stockholm Slot for at fejre denne krænkelse af gammel svensk ret. På festens fjerde dag lod han slottets porte lukke og fængslede en stor del af de festklædte bisper og adelsmænd, der var kommet i tillid til den lovede amnesti. Med ærkebiskop Gustav Trolle som anklager, blev de tidligere modstandere anklaget for kætteri, og henved halvfems af de anklagede blev dømt til døden. Allerede dagen efter foregik henrettelserne på Stortorvet i Stockholm under udfoldelse af stor brutalitet. Ligene blev senere brændt på et bål uden for byporten.

Gennem et forbund med Nederlandene, forsøgte Christian 2. at flytte handelsvejene mellem Nederlandene og Rusland op til København, Malmø og Stockholm. Han gennemførte i 1521 enny købstadlov og landlov til fordel for danske købmænd ? i strid med håndfæstningen og til adelens store misfornøjelse. Disse begivenheder fik utilfredsheden med Christian 2. til at bryde ud i lys luebåde i Danmark og i udlandet. I 1521 erklærede Lübeck krig, og året efter efter løsrev Sverige sig under ledelse af Gustav Vasa. Christian 2. samler en hær til et nyt angreb på Sverige. Lejetroppernesindkvartering på Fyn vakte vrede blandt bønderne. De store skatteudskrivninger får utilfredsheden til at flamme op især blandt den jyske adel, der allierer sig med Christian 2.s farbror, den holstenske hertug Frederik af Gottorp og Sønderjylland. I januar 1523 opsagde de jyske rigsråder Christian 2. huldskab og troskab. Kongen fik meddelsen om oprøret på vej til et stændermøde i ¿rhus, men den ellers tidligere så beslutsomme Christian 2. taber i denne situation sin handlekraft. Det fortælles, at han den 10. februar tyve gange lader sig ro frem og tilbage over Lillebælt, for derefter at flygtemod øst uden noget forsøg på at samle tropper mod den oprørske jyske adel. I marts sender hertug Frederik en holstensk hær under ledelse af Johan Rantzau op gennem Jylland. Hæren slutter sig til de jyske oprørere ved Kolling, og den 26. marts lader hertug Frederik sig hylde som kong Frederik 1. på Viborg Landsting. I København besluttede Christian 2. sig til at søge hjælp i udlandet, og den 13. april gik han sammen med dronningen og deres tre børn ombord på orlogsskibet Løven for at flygte til Nederlandene. Hjælpen udeblev, og dermed var vejen banet for, at Rantzaus hær støttet af Lübecks flåde kunne indtage København og Malmø, der fortsat var tro mod Christian 2. Den 6. juni bliver Gustav 1. Vasa udråbt til Sveriges konge og et par uger senere kapitulerer Stockholm. Hermed var Kalmarunionen et definitivt afsluttet kapitel. På et møde i Roskilde blev Frederik 1.s endelige håndfæstning med adelen vedtaget i august. Efter otte år i landflygtighed lykkedes det langt om længe Christian 2.at stable en hær på benene. I 1531 finansierer svogeren, kejser Karl 5., den detroniserede konges forsøg på at genvinde de tabte riger. Christian 2. udruster en flåde, går med sin hær i land i Norge,og den 5. januar 1532 hyldes han som Norges konge af det norske rigsråd. Frederik 1. sender en dansk-lübsk flåde afsted mod Norge, og Christian 2. trækker sig tilbage til Oslo. Endnu engang hindrede ubeslutsomhed ham i at udnytte situationen og i det afgørende øjeblik taber han modet. Han overtales til at opløse sin hær og under løfte om frit lejde ? stik mod al sund fornuft ? lader han sig lokketil forhandlinger med farbroderen Frederik 1. i København. Der blev aldrig nogen forhandlinger. Frederik 1. brød løftet og lod Christian føre som fange til Sønderborg Slot. I 1549 overførtes den nu 68-årige Christian 2. til Kalundborg Slot, hvor han under noget friere forhold opholdt sig til sin død i 1559. Christian 2. sad således som fange i 27 år, uden at der nogensinde blev rejst anklage mod ham eller fældet nogen som helst dom. Han ligger i dag begravet i Skt. Knuds Kirke i Odense.


Titel:
Konge af Danmark

Christian blev gift med Isabella von Habsburg den 11 sep. 1515. Isabella blev født den 27 aug. 1501 i Bruxelles, Belgien; døde den 28 feb. 1526 i Gent, Belgien; blev begravet den 5 feb. 1526 i Odense Domkirke (Sankt Knuds Kirke), Odense, Danmark. [Gruppeskema] [Familietavle]

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Link: https://da.wikipedia.org/wiki/Elisabeth_af_Danmark_(1485-1555)

Notater:

Titel:
Prinsesse af Danmark

Elisabeth blev gift med Joachim I Nestor von Hohenzollern den 10 maj 1502 i Stendal, Sachsen,Tyskland,. Joachim (søn af Kurfürst Johann Cicero von Brandenburg og Herzogin, Landgräfin von Thüringen Margareta von Sachsen) blev født den 28 mar. 1484 i Berlin, Brandenburg, Tyskland; døde den 20 aug. 1535 i Stendal, Sachsen,Tyskland,. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Christian 3. blev født i 1503 på Gottorp Slot og døde i 1559 på Koldinghus. Han var ældste søn af hertugen af Gottorp, den senere kong Frederik 1., og Anna af Brandenburg.

I 1520 blev den unge Hertug sendt ud på en større rejse til udlandet under ledsagelse af Johan Ranzau. På rejsen deltog han i den berømte rigsdag i Worms i 1521, og mødet med Martin Luther gjorde et uudsletteligt indtryk på Christian. Både han og Johan Ranzau vendte hjem til hertugdømmerne som glødende lutheranere.

Det, at faderen i 1523 blev dansk konge, medførte ikke de store forandringer i Hertug Christians liv. I 1525 gifter han sig med den kun 14-årige Dorothea af Sachsen-Lauenburg, og parret bosætter sig på Haderslevhus.

Det er tænkeligt, at Christians stærkt protestantiske holdning meget tidligt bringer ham i modsætningsforhold til det katolsk dominerede Rigsråd. I hvert fald modsatte Rigsrådet sig Frederik I's ønskeom at indsætte Hertug Christian som statholder i Danmark.

I et brev, umiddelbart efter Frederik 1.s død i januar 1533, skriver Christian, at han hellere ville gå barfodet som en tigger bort fra sine riger, end lade sig aftvinge den mindste indrømmelse mod lutherdommen. Et betænkeligt Rigsråd udsatte kongevalget til året efter, og Danmark var i den efterfølgende periode uden konge. Christians egen uvillighed til at overtage kongemagten blev først overvundet, da Rigsrådet nødtvungent anmoder han om at overtage den ledige kongetrone efter Lübecks angreb på Danmark i 1534.

Under påskud om at ville genindsætte Christian 2. som konge besatte Lübeck, under ledelse af Grev Christoffer af Oldenburg, hele den østlige del af Danmark. Christian 3. og hans tilhængere havde endnukun magten i Jylland, og dermed var der lagt op til den krig, der senere blev kendt under navnet Grevens Fejde.

I september rejste Skipper Clement borgere og bønder til oprør i det nordlige Jylland – men først i december blev Christian 3. i stand til at sende en hær af landsknægte, under ledelse af Johan Ranzau, op gennem Jylland for at nedkæmpe oprøret. Bondeoprøret blev slået ned, og Clement flygtede fra Aalborg med Ranzaus tropper i hælene. Han blev kort tid efter fanget, da en bonde forrådte ham.

I foråret 1535 kunne hæren sættes over til Fyn, hvor Johan Ranzau vandt den afgørende sejr over Lübeckerne i slaget ved Øksnebjerg den 11. juni. På omtrent samme tid sejrede en dansk-svensk-preussiskflådestyrke, under ledelse af Peder Skram, over Lübeck's flåde ved Svendborgsund. Disse to sejre blev afgørende for udfaldet af Grevens Fejde – men først da den 33-årige Christian året efter indtogKøbenhavn den 29. juli 1536, blev Danmark igen ét rige.
Efter kongens indtog i København gik tyske officerer fra begge sider i forbøn for Grev Christoffer, der slap med at blive landsforvist og måtte love aldrig igen at sætte foden på dansk jord.

Skipper Clement slap knap så nådigt. Han blev halshugget i Viborg den 9. september, liget blev parteret, lagt på fire stejler og på hans afhuggede hoved satte man en bly-krone.

Den 12. august 1536 blev landets katolske biskopper arresteret. Der er flere årsager til at Christian 3. tager dette dramatiske skridt: Han ville fjerne enhver modstand mod reformationen, han ønskedeat styrke kongemagten. Biskopperne havde modsat sig hans udnævnelse til konge, og konfiskationen af biskoppernes anseelige formuer kunne bruges til at betale gælden til den store hær af landsknægte.

Martin Luther lykønskede kongen med ordene: Bisperne ville ikke være ophørt med at forfølge Guds ord og forvirre det verdslige regimente. Reformationen var hermed indført i Danmark.

Efterfølgende bragte Christian 3. fredelige tider til Danmark. Han foretrak at samarbejde med Rigsrådet og den loyale danske adel indtil sin død på Koldinghus den 1. januar 1559. Rigsrådet og adelen bevarede til gengæld sin magt og indflydelse.

Christian den 3. blev begravet i Roskilde Domkirke, der lige siden har dannet ramme om danske kongers begravelser.

_________________

Christian 3. fødtes 1503 på Gottorp som ældste søn af hertug Frederik, senere kong Frederik 1., og hans første hustru Anna af Brandenburg. 1521 foretog han sammen med sin hofmester Johan Rantzau en længere rejse i Tyskland. Her overværede han bl.a. Rigsdagen i Worms, hvor Martin Luther forsvarede sine teser mod pavestolen, en oplevelse der påvirkede Christian for resten af livet. Da han blev gifti 1525, fik han og Dorothea Haderslev og Tørning len til underhold, og her gennemførte han straks reformationen, hvilket øgede den antipati mod ham, som det overvejende katolske rigsråd nærede.

Ved Frederik 1.s død i 1533 var rigsrådet forpligtet til at vælge en af hans sønner til konge. Den katolske del af rigsrådet var imod Christian, men en fløj med rigshofmesteren Mogens Gøye i spidsen gik ind for ham. Yderligere kompliceredes kongevalget af, at hertugdømmerne og Norge formelt var arvelande, medens Danmark var et valgrige. I den situation tog Christian kontrollen over hertugdømmerne,hvor han på egne og sine brødres vegne modtog arvehyldning.

En herredag i København skulle afgøre kongevalget, men endte med at udskyde valget et år; i mellemtiden skulle rigsrådet regere. Den lutherske adel med Mogens Gøye i spidsen forenede sig med det luthersksindede borgerskab i København og Malmø og tilbød Christian kronen, men han afslog; en dansk kongemagt på det foreliggende grundlag ville få meget svært ved at hævde sig mod rigsrådets og adelens flertal.

I sommeren 1534 angreb Lübeck hertugdømmerne og grev Christopher af Oldenburg Sjælland, formelt i Christian 2.s navn. Nu accepterede Christian et fornyet tilbud. I de følgende år afgjordes borgerkrigen (n ny herredag i København i oktober 1536 skulle ordne de tunge problemer: religionsspørgsmålet, forholdet mellem konge og rigsråd, kronens finanser, tronfølgespørgsmålet og forholdene mellem Danmark på den ene side og hertugdømmerne og Norge på den anden. Men allerede natten mellem 11. og 12. august fængsledes de katolske bisper, og i dagene derefter blev bispegodset overalt i landet konfiskeret. Vejen var banet for indførelse af den lutherske kirkeordning, ligesom der åbnedes mulighed for beskatning af kirken, der næsten helt havde undgået krigens hårde skattepålæg.

Herredagen i oktober afsluttedes med udstedelse af en reces, en håndfæstning og et valgbrev for Christians toårige søn Frederik (2.) som tronfølger. Herredagens resultater blev et klogt kompromis på grundlag af de realpolitiske muligheder; man søgte at sikre de bedst mulige betingelser for en fredelig og harmonisk genopbygning af riget, samtidig med at man forbedrede kronens økonomi gennem inddragelse af bispe- og efterhånden også klostergodset. Tronfølgespørgsmålet ordnedes lang tid frem, uden at princippet om Danmark som valgrige ændredes. Rigsrådet sikredes andel i statsstyrelsen, bl.a. vedat kongens kansler, der hidtil havde været i kongens personlige tjeneste, nu skulle være født medlem af rigsrådet som dets fornemste medlem efter rigshofmesteren. Kun i religionsspørgsmålet gik herredagen radikalt til værks.

Fængslingen og afsættelsen af bisperne og bispegodsets konfiskation godkendtes, og man afstak rammerne for den lutherske nyordning af kirken. Med herredagen i København havde kongemagt og adel forsonet sig med hinanden. Taberne i borgerkrigen blev de svage *stænder, borgerne og bønderne.

I religionsspørgsmålet lagde herredagen rammerne, og i de følgende år udarbejdedes detaljerne i kirkeordningen, kirkeordinansen, der blev rent evangelisk. Den udarbejdedes af de danske evangeliske prædikanter og blev i foråret 1537 sendt til gennemsyn hos Luther i Wittenberg. Medens det religiøse indhold betegnede et radikalt brud med fortiden, så var kirkens fysiske rammer og organisation stort set uændret. Biskopperne erstattedes af superintendenter og verdslige stiftslensmænd, men sognegrænser bibeholdtes ligesom de hidtidige katolske sognepræster stort set fortsatte i deres kald. De katolske bisper blev efterhånden løsladt og pensioneredes med passende forleninger. Kun roskildebispen Joachim Rønnow nægtede at godkende forandringen og døde i sit fængsel.

Kronens økonomi søgtes forbedret gennem en lensreform. Det inddragne bispe- og klostergods indordnedes under det almindelige lenssystem. Den endelige lensreform af 1557 betød en enorm fordel for kronen; taberne var adelen som helhed. Når kongemagten alligevel kunne gennemføre reformen skyldtes det, at højadelen gennem medlemsskabet af rigsrådet fik faktisk forret til de store og vellønnede len, som var reformens resultat. De virkelige tabere var lavadelen, der på grund af lenenes færre antal mistede indtægtsmuligheder.

Christians forhold til halvbrødrene ordnedes i 1544 ved at hertugdømmerne deltes mellem Christian og brødrene Hans og Adolf på en sådan måde, at den formelle samhørighed mellem kongerige og hertugdømmer bibeholdtes. Udenrigspolitisk stabiliseredes situationen, i 1541 med Brömsebrotraktaten med Sverige, og i 1544 med den tyske kejser Karl 5. med Freden i Speyer: Christian måtte opgive alle forbundmed kejserens fjender, indrømme nederlænderne handelsrettigheder i Danmark og lempe øresundstolden for dem; på sin side opnåede Christian kejserens anerkendelse som dansk konge og et løfte om, at kejseren ikke ville støtte sin svoger Christian 2.s arvinger militært. I takt med den udenrigspolitiske afspænding kunne man nu gennemføre reduktioner af militæret, kun flådemagten blev opretholdt pelt karakteriseres Christian 3.s regeringstid som en periode præget af betydelige reformer på en lang række områder og af en konsekvent gennemført politik med kongen placeret centralt i beslutningsprocessen. Ikke med urette fremhæver kongens ligprædiken arbejdsomhed, handlekraft, forudseenhed og forhandlingsevner og retfærdighedssans som hans væsentligste karaktertræk.

Christian 3. døde 1. januar 1559 på Koldinghus og ligger begravet i Roskilde domkirke.

Christian blev gift med Dorothea, Prinsesse af Sachsen-Lauenburg den 28 nov. 1525 i Lauenburg, Slesvig-Holsten, Tyskland. Dorothea, (datter af Magnus I Hertug af Sachsen-Lauenburg-Ratzburg og Katharine, Prinsesse af Braunschweig-Wolfenbüttel) blev født den 18 aug. 1511 i Lauenburg, Slesvig-Holsten, Tyskland; døde den 16 nov. 1571 i Sønderborg Slot, Sønderborg, Danmark,; blev begravet i 1581 i Roskilde Domkirke, Sømme Herred, Roskilde Amt, Danmark. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Elisabeth af Danmark (14 oktober 1524 – 15 oktober 1586) var en dansk prinsesse, der blev hertuginde af henholdsvis Mecklenburg-Schwerin og Mecklenburg-Güstrow

Hun var datter af kong Frederik 1. af Danmark og Sophie af Pommern. Hun giftede sig i 1543 med hertug Magnus 3. af Mecklenburg-Schwerin (1509–1550) og i 1556 med hertug Ulrik 3. af Mecklenburg-Güstrow (1527–1603). Hun havde et enkelt barn: Sophie af Mecklenburg, der blev gift med hendes nevø, kong Frederik 2. af Danmark.

Elisabeth blev født den 14. oktober 1524 som andet barn og ældste datter af Frederik 1. i hans andet ægteskab med Sophie af Pommern. Hendes fødsel fandt sted året efter, at faderen var blevet konge af Danmark og Norge efter oprøret mod Christian 2. Efter faderens død i 1533 blev hun opdraget ved broderen, Christian 3.'s hof. Allerede som barn blev hun rost for sin skønhed, og den engelske gesandt Robert Barnes skrev hjem: "Aldrig i mit liv så jeg så smuk og velopdragen ung pige."

I 1542 blev hun på Nyborg Slot forlovet med Hertug Magnus af Mecklenburg. Brylluppet blev fejret på slottet i Kiel det efterfølgende år. Efter ni års barnløst ægteskab med Hertug Magnus, en lærd hersker, der tillige var Biskop af Schwerin, blev hun enke i 1550, hvorefter hun vendte tilbage til Danmark.

I 1556 blev hun gift med sin afdøde mands nevø og efterfølger som biskop af Schwerin, Ulrik 3. af Mecklenburg-Güstrow. Elisabeth og Ulrik havde et lykkeligt ægteskab. Den 4. september 1557 fødte hun sit eneste barn, datteren Sophie, der 14 år gammel blev gift med sin fætter Kong Frederik 2. og blev dronning af Danmark og Norge.

Elisabeth bliver beskrevet som en skønhed, godhjertet, følsom og religiøs. Hun læste dagligt i Bibelen og Luthers skrifter og gik ofte i kirke. Hun var tilbageholdende med at spise og drikke, hun hjalp trængende og syge, støttede fattige men håbefulde studerende. Ligeledes tog hun fattige adelsdøtre til sig og sørgede for deres opdragelse og uddannelse, og forsøgte at sikre dem en tryg fremtid ved passende ægteskaber. Hun sørgede foe at fremme agerbrug og kvægavl, plantede skov, oprettede stutterier og sørgede for vejenes vedligeholdelse. Hun sørgede for, at alle hertugelige gårde var forsynede med sengeklæder og husgeråd.

Hun sørgede for, at domkirken i Güstrow blev sat i stand og forskønnet, blandt andet med mindesmærker over det mecklenburgske fyrstehus. Også klosterkirken i Doberan, hvor mecklenburgs fyrster var begravne, blev sat i stand. Hun lod dels opføre nye, dels vedligeholde ældre klostre for adelige enker og jomfruer, hospitaler, fattighuse og skoler. Under sit andet ægteskab helligede hun sig en del til velgørenhed i Mecklenburg og understøttede skoler, sygehuse og klostre. Hun opførte fattighuse i Grabow, Stargard, Bützow, Güstrow og Stavenhagen, plantede skov i Everstorfer Forst nær Plüschow og i Heidbergen samt stod for genopførelsen af kirkerne i Güstrow og Doberan. Sammen med Ulrik oprettede hun en skole for adelsdøtre i klosteret i Rühn.

Hun vedligeholdt en levende kontakt med sin familie i fødelandet og besøgte regelmæssigt Danmark. Hun besøgte ofte sin svigerinde, Christian 3.s enke Dronning Dorothea, og hendes besøg blev kun endnu hyppigere, efter hendes datter var blevet dronning.

Hun døde i Gedser den 14. oktober 1586, på hjemrejsen fra fra et af sine langvarige besøg i Danmark, kort efter at hun og gemalen havde besøgt Tycho Brahe på Hven. Hendes lig blev ført til Mecklenburg, hvor hun blev begravet i domkirken i Güstrow, hvor der endnu findes et smukt gravmæle i alabaster af Philip Brandin som Hertug Ulrik lod opføre til minde om hende, sin anden hustru, Anna af Pommern og sig selv.

Kilde: https://da.wikipedia.org/wiki/Elisabeth_af_Danmark_(1524-1586)

Elisabeth blev gift med Ulrich , Hertug af Mecklenburg-Schwerin i 1556 i København, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark. Ulrich blev født den 1 jun. 1528 i Schwerin, Mecklenburg-Vorpommern, Tyskland; døde den 14 mar. 1603 i Mecklenburg-Vorpommern, Tyskland. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Titel:
Kurfürst von Brandenburg

Joachim blev gift med Magdalena von Sachsen den 6 dec. 1524. Magdalena blev født den 16 apr. 1506 i Dresden, Sachsen, Tyskland; døde den 6 mar. 1534 i Berlin, Brandenburg, Tyskland. [Gruppeskema] [Familietavle]

Joachim blev gift med Jadwiga Jagiellonka i 1535. Jadwiga blev født i 1513; døde i 1573. [Gruppeskema] [Familietavle]

Joachim blev gift med Jadwiga, Prinsesse af Poland den 1 okt. 1535 i Krakow, Polen. Jadwiga, blev født den 4 maj 1513 i Poznan, Polen; døde den 19 mar. 1573 i Alt-Ruppin, Brandenburg, Tyskland. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Titel:
Markgrafin von Brandenburg

Anna blev gift med Albrecht VI von Mecklenburg-Schwerin i 1524. Albrecht (søn af Magnus II von Mecklenburg-Schwerin og Sophie von Pommern) blev født den 2 sep. 1488 i Wismar, Mecklenburg-Vorpommern, Tyskland; døde den 14 feb. 1547 i Schwerin, Mecklenburg-Vorpommern, Tyskland. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Titel:
Markgrafin

Elisabeth blev gift med Erich I Welf i 1525. Erich blev født den 24 mar. 1470; døde den 4 sep. 1540. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Titel:
Markgräfin von Brandenburg

Margarethe, blev gift med Johann II von Anhalt-Zerbst den 17 mar. 1534 i Dessau, Sachsen-Anhalt, Tyskland. Johann (søn af Ernst I, Prins af Anhalt-Zerbst og Margarethe, Prinsesse af Münsterberg) blev født den 14 okt. 1504 i Dessau, Sachsen-Anhalt, Tyskland; døde den 16 mar. 1551 i Zerbst, Sachsen-Anhalt, Tyskland. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Titel:
Markgraf von Brandenburg-Küstrin

Johann blev gift med Katharina Welf den 30 jan. 1538. Katharina blev født i 1518 i Wolfenbüttel, Braunschweig, Niedersachsen, Tyskland; døde den 25 jun. 1574 i Krossen A.D. Oder, ,. [Gruppeskema] [Familietavle]

Anna, blev gift med August, Elector af Sachsen den 6 nov. 1548 i Torgau, Sachsen, Tyskland. August, (søn af Heinrich , Hertug af Sachsen og Katharine, Prinsesse af Mecklenburg-Schwerin) blev født den 9 sep. 1526 i Freiberg, Dresden, Sachsen, Tyskland; døde den 11 feb. 1586 i Dresden, Sachsen, Tyskland; blev begravet i Freiberg, Dresden, Sachsen, Tyskland. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Frederik 2. blev født på Haderslevhus i 1534 og døde i 1588. Han var søn af den senere Kong Christian 3. og hans hustru Dorothea af Sachsen-Lauenburg. Efter Christian 3.s sejr i Grevens Fejde blev hani 1536 valgt som tronfølger med titlen Prins af Danmark, og da faderen døde i 1559 kunne Frederik underskrive håndfæstningen og sætte sig på tronen.

Frederik voksede op på Haderslevhus og fik fra 1554 lov til at holde hof på Malmøhus. Det var i disse år at prinsen forelskede sig i sin hofmesters niece, Anne Hardenberg, og først i 1572 giftede hansig med sin 15-årige kusine Sophie Amalie af Braunschweig-Lüneburg. Trods en aldersforskel på 23 år, blev Frederik 2.s ægteskab tilsyneladende meget lykkeligt.

Frederik 2. erobrede i 1559 Ditmarsken sammen med farbroderen Hertug Adolf af Gottorp.

Til gengæld magtede han ikke at realisere sine militære planer under den Nordiske Syvårskrig 1563-70. Baggrunden for krigen var kampen om magten i Østersøen.

Frederik 2. havde regnet med, at han med hjælp fra tyske lejetropper hurtigt kunne vinde den forestående krig mod svenskerne. Med kongen i spidsen, satte hæren i 1563 op gennem Halland, mod fæstningenÄlvsborg, der faldt efter kun seks timers beskydning. Derefter var planen at støde frem mod Stockholm; men på grund af et dårligt organiseret forsyningsvæsen måtte hæren gå i vinterkvarter i Skåne. Dermed faldt kongens planer, da en lejehær var alt for dyr til en langvarig krig.

I begyndelsen af 1564 var det svenskerne der havde initiativet. De trængte ind i Norge flere steder og hærgede i både Halland og Blekinge. Først hen på sommeren rejste Frederik 2. et lån, der gik tilat finansiere den danske hærs plan om et stort anlagt angreb på Sverige med Stockholm som mål. Angrebet blev en fuldstændig fiasko. Efter nogle uger måtte hæren, som følge af vanskeligheder med provianteringen, vende tilbage til Halland. Da et nyt forsøg i oktober led samme skæbne, var Rigsrådet ved at miste tålmodigheden.

Året efter overtog Daniel Ranzau hærledelsen – men også han måtte kæmpe mod mangel på penge og forsyninger, og ydermere udbrød der pest i hæren. Det lykkedes endelig at få en dansk sejr ved Axtorna– men vinteren forhindrede yderligere fremrygning. Flåden klarede sig heller ikke for godt. I 1566 blev en ny spærring af Øresund en fiasko, og sidst i juli gik det meste af flåden ned under en storm ved Gotland.

For at råde bod på den militære og økonomiske elendighed så Frederik 2. sig nødsaget til at hjemkalde sin gamle uven, Peder Oxe. Det lykkedes rigshofmester Peder Oxe at få styr på landets dindtægternetredobledes. Derved lykkedes det at bringe Danmark nogenlunde frelst ud af krigen, og landet stod stadig som den mest magtfulde stat i Norden efter fredsslutningen i Stettin i 1570. Peder Oxe må dog dele æren med de militære ledere Daniel Ranzau og Frants Brockenhuus, og det hører også med, at Sverige i krigens sidste år var svækket af indre strid omkring Erik 14.s afsættelse i 1568.

Efter krigen var en af de lidenskaber kongen dyrkede slotsbyggeri. Blandt nybyggerierne må især fremhæves renæssanceslottet Kronborg, der blev bygget i årene 1574-84 for indtægterne fra den forhøjedeØresundstold.
Frederik 2. havde tilsyneladende en selvtillid, der rakte ud over egne evner og var ofte i tider med modgang uretfærdig og urimelig overfor omgivelserne, men en anden side af ham var hans livsglæde – han holdt af at gå på jagt, feste og se glade mennesker omkring sig.

Frederik 2. døde kun 54 år gammel på Antvorskov Slot den 4. april 1588, og blev begravet i Roskilde Domkirke. Han efterfulgtes af sin søn Christian 4.

_________________

Frederik 2. var konge af Danmark og Norge fra 1559. Søn af kong Christian 3. og dronning Dorothea af Sachsen-Lauenburg. Han blev i 1572 gift med Sophie af Mecklenburg, med hvem han fik bl.a. Christian4. Frederik 2. var især optaget af udenrigspolitikken. Den Nordiske Syvårskrig mod Sverige 1563-70 endte egentlig uafgjort, men efter krigen fremstod Danmark-Norge alligevel som den stærkeste magt i Østersøområdet. Herefter bestræbte Frederik sig på, at riget skulle bevare denne stærke position. Han blev desuden en af de ledende protestantiske fyrster i Nordeuropa, og han forsøgte at skabe en slagkraftig protestantisk alliance mod katolikkerne. Det lykkedes dog ikke. I 1570’erne anlagde han den stærke fæstning Kronborg ved Helsingør, og i samme periode blev den danske flåde udviklet til en af Europas største og mest moderne. Som ledi sin indsats for at styrke riget ydede han megen støtte til videnskab og kultur; f.eks. fik Tycho Brahe opbakning af Frederik 2.

Frederik blev gift med Sofie af Mecklenburg-Schwerin den 19 aug. 1572 i Københavns Slot, København, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark. Sofie (datter af Ulrich , Hertug af Mecklenburg-Schwerin og Elisabeth af Danmark) blev født den 14 okt. 1557 i Wismar, Mecklenburg-Vorpommern, Tyskland; døde den 4 okt. 1631 i Nykøbing Slot, Falsters Sønder Herred, Maribo Amt, Danmark; blev begravet i Roskilde Domkirke, Sømme Herred, Roskilde Amt, Danmark. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Hans den Yngre (1545 – 1622) var søn af Christian 3. af Danmark og dronning Dorothea. Han var stamfader til flere hertuglinjer, herunder Sønderborg, Glücksborg, Plön og Augustenborg, og dermed til den danske kongeslægt siden 1863, glücksborgerne.

Hans (Johan) den Yngre var lillebror til Frederik 2., der i 1564 gjorde ham til hertug af Sønderborg - hvor han slog mønt - med tilhørende landområder i Slesvig og Holsten (Als, Ærø, Sundeved og Plön,svarende til en tredjedel af de kongelige dele af hertugdømmerne - hertil kom 1582 yderligere Reinfeld og Ruhe klostre - sidstnævnte blev nedrevet for at give plads for Glücksborg slot).

Historien bag

Kong Christian 3. og dronning Dorothea havde to døtre og tre sønner, Frederik, Magnus og Hans. Da Christian 3. døde efterlod han sig hustruen Dorothea samt 5 børn, der alle skulle forsørges. De to døtre blev gift væk med rige hertuger. Den ældste søn, Frederik 2., blev konge og sønnen Magnus overtog stiftet Øsel ved Livland. Tilbage var lillebror Hans. Hvordan skulle han forsørges?

Dronning Dorothea ville gerne have, at der skulle findes et indbringende embede til den yngste søn. Til dette var der reelt kun to muligheder: Enten at finde en løsning udenlands som med broderen Magnus, eller at afgive en del af den kongelige part i hertugdømmerne. Da den første mulighed mislykkedes, endte det med den sidste. Hans fik tildelt et hertugdømme bestående af Sønderborg og Nordborg i Slesvig samt Pløn og Ahrensbök i Holsten.

Hans den Yngre blev den første såkaldt "afdelte" hertug. Han fik – som Gottorperne og Hans den Ældre – overladt nogle amter, hvor han fik indtægterne og havde en betydelig myndighed. Men han fik ingen andel i fællesregeringen og dermed kunne han hverken opkræve skat eller føre egen udenrigspolitik. Det var derfor en markant reduceret fyrstestatus, der blev givet Hans den Yngre.

Hans den Yngres liv

Hans den Yngres liv og virke blev dybt præget af den reducerede status. På den ene side kæmpede han med stor energi, for at opnå den status, han ikke fik fra begyndelsen. På den anden side lagde han så meget mere energi på de felter, hvor han faktisk kunne bestemme.

Hans den Yngre blev gift to gange. Først med Elisabeth, datter af hertug Ernst af Brauschweig-Grubenhagen. Efter brylluppet i 1568 flyttede parret ind på Sønderborg Slot. Elisabeth skænkede ham 14 børn i løbet af 16 år. Hun døde i 1586 og blev gravsat i det nyindrette kapel på slottet.

Pludselig var Hans den Yngre enlig forsørger til 14 børn og havde hårdt brug for penge. Han ledte efter en ny hustru og hørte, at den 12-årige prinsesse Agnes Hedwig af Anhalt var blevet enke. De giftede sig den 14. februar 1588 i Sønderborg, og med hende fik han 9 børn.

Tilsammen blev Hans den Yngre altså far til 23 børn. 11 sønner og 12 døtre.

Hans' efterkommere

Da Hans døde 77 år gammel, blev hans besiddelser (Sønderborg , Nordborg, Glücksborg, Ærø og Pløn) i 1622 delt mellem fem af de overlevende seks sønner.

Christian (1570-1633) blev hertug af Slesvig-Holsten-Ærø. Ved Christians død blev Ærø delt mellem Sønderborg, Nordborg, Glücksborg og Plön.

Alexander (1573-1627), hertug af Slesvig-Holsten-Sønderborg.

Hans Adolf (1576-1624), hertug af Slesvig-Holsten-Nordborg.

Philip (1584-1663), hertug af Slesvig-Holsten-Glücksborg.

Joachim Ernst (1595-1671), hertug af Slesvig-Holsten-Pløn.

Frederik (1581-1658), efterfulgte i 1624 storebroderen, Hans Adolf, som hertug af Nordborg.

Hver af sønnerne fik samme status og rettigheder som Hans den Yngre. Men da Hans den Yngres næstældste søn, hertug Alexander af Sønderborg, døde i 1627 og efterlod sig hele seks sønner, kunne området ikke tåle at blive delt yderligere. Hans den Yngres børnebørn fik dermed ingen områder, selvom de alle fik titlen "hertug".

Hertugdømmet Sønderborg blev erklæret fallit i 1667 og i 1669 inddraget under kronen.

Hans blev gift med Elisabeth, Prinsesse af Braunschweig den 19 okt. 1568 i Koldinghus, Kolding, Brusk Herred, Vejle Amt, Danmark. Elisabeth, (datter af Ernst II, Hertug af Braunschweig-Grubenhagen-Osterode og Margarethe, Prinsesse af Pomerania) blev født den 29 apr. 1550 i Salzderhelden, Niedersachsen, Tyskland; blev døbt den 24 maj 1550 i Salzderhelden, Niedersachsen, Tyskland; døde den 11 feb. 1586 i Østerholm, Sønderborg, Danmark,. [Gruppeskema] [Familietavle]

Familie/Ægtefælle/Partner: Wilhelm, Hertug af Braunschweig-Lüneburg. Wilhelm, (søn af Ernst, Hertug af Braunschweig-Lüneburg og Sofie, Prinsesse af Mecklenburg-Schwerin) blev født den 13 aug. 1535 i Celle, Niedersachsen, Tyskland; døde den 20 aug. 1592 i Celle, Niedersachsen, Tyskland; blev begravet i Celle, Niedersachsen, Tyskland. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Sophie af Mecklenburg (4. september 1557 – 4. oktober 1631) var dronning af Danmark og Norge fra 1572 til 1588.

Hun var datter af hertug Ulrik 3. af Mecklenburg-Güstrow og Elisabeth af Danmark og blev gift med Frederik 2. i 1572.

Sophie blev født den 4. september 1557 i Wismar i Mecklenburg som eneste barn af hertug Ulrik 3. af Mecklenburg-Güstrow i hans ægteskab med Elisabeth af Danmark, der var datter af Frederik 1. af Danmark.

I 1571 blev hun, kun 14 år gammel, forlovet med sin fætter, den 37-årige kong Frederik 2. af Danmark. Brylluppet fandt sted den 20. juli året efter på Københavns Slot.

Ægteskabet blev, så vidt vides, meget lykkeligt. I sine dagbogsnotater omtaler Frederik 2. ægtefællen som "min Soffye". Hun fulgte ham på rejser rundt i landet, deltog i hans jagter og plejede ham, når han var syg, men blandede sig aldrig i regeringssager. Dronningen var en fornuftig og økonomisk husmoder, der omhyggeligt tog sig af sine børns opdragelse. Hun var bogligt interesseret, besøgte flere gange Tycho Brahe på Hven, samlede på folkeviser og tilskyndede Anders Sørensen Vedel til udgivelse af Danske Viser.

Som 31-årig blev dronning Sophie enke. Sønnen Christian var kun 11 år gammel og for ung til at overtage tronen. Der blev derfor indsat et formynderstyre. Forholdet mellem enkedronningen og rigsrådet var dårligt. Efter Frederik 2.s død blandede hun sig politisk. Hun prøvede energisk – som så mange dronninger før hende – efter tysk arveskik at skaffe sine yngre sønner andel i hertugdømmerne. I 1594 blev hun tvunget til at trække sig tilbage til sit enkesæde på Nykøbing Slot på Falster. Enkedronningens økonomiske evner som godsbesidder medførte, at hun døde 74 år gammel som landets rigeste kvinde, og dermed efterlod sig en stor arv, en arv som imidlertid hurtigt blev sat til af hendes arvinger.

Kilde: https://da.wikipedia.org/wiki/Sophie_af_Mecklenburg

Sofie blev gift med Frederik 2, Konge af Danmark den 19 aug. 1572 i Københavns Slot, København, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark. Frederik (søn af Christian 3, Konge af Danmark og Dorothea, Prinsesse af Sachsen-Lauenburg) blev født den 10 aug. 1534 i Haderslevhus, Haderslev, Danmark,; døde den 4 apr. 1588 i Antvorskov, Slagelse Herred, Sorø Amt, Danmark; blev begravet i Roskilde Domkirke, Sømme Herred, Roskilde Amt, Danmark. [Gruppeskema] [Familietavle]