Niels Krag

Niels blev gift med Jytte Banner Høeg den 16 sep. 1610 i Aalborg, Fleskum Herred, Aalborg Amt, Danmark. Jytte (datter af Stygge Banner Høeg og Anne Gregersdatter Ulfstand) blev født den 19 nov. 1589 i Vang, Sulsted, Nørresundby, Danmark; døde den 11 jul. 1659 i Nyborg, Vindinge Herred, Svendborg Amt, Danmark; blev begravet den 22 jan. 1661 i Viborg Domkirke, Nørlyng Herred, Viborg Amt, Danmark. [Gruppeskema] [Familietavle]

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Beskæftigelse: 1646, Halsnø Kloster, Hordaland, Norge; Lensmand på Halsnø Kloster og Hardanger
• Beskæftigelse: 1651, Bøvling Slot, (nu: Rysensteen Herregaard), Skodborg Herred, Ringkøbing Amt, Danmark; Lensmand på Bøvling
• Beskæftigelse: 1655, Riberhus, Ribe, Danmark; Lensmand på Riberhus
• Beskæftigelse: 1658, Nyborg Slot, Nyborg, Vindinge Herred, Svendborg Amt, Danmark; Lensmand på Nyborg

Notater:

Krag, Otte, 1611-66, til Egeskov og Voldbjærg, Rigsraad, Søn af Niels K. (d. 1650), blev født 29. Avg. 1611 paa Agerkrog. Hans Opdragelse foregik først hjemme, dernæst hos hans Faster og endelig paa Sorø Akademi. 1630 tiltraadte han sin Udenlandsrejse, der med en Afbrydelse 1635 varede til 1638; navnlig synes han at have dyrket Studiet af Retsvidenskaben, dels ved Universitetet i Padua, dels ved Rigskammerretten i Speier. Strax efter sin Hjemkomst blev han Sekretær i danske Kancelli, gik 1639 som Gesandt til Sverige, fulgte 1640 Hannibal Sehested paa hans Ambassade til Spanien og 1643 Just Høg og Gregers Krabbe til Osnabrück. I Jan. 1645 blev han øverste Sekretær og forlenedes 1646 med Halsnø Kloster og Hardanger i Norge, hvilket Len han 1651 ombyttede med Bøvling i Jylland. 19. Okt. 1645 havde han i Odense Bryllup med Anne Rosenkrantz til Skjoldemose, Datter af Holger R. til Glimminge. Han stod sig godt med de forskjellige Stormænd, hvis Indflydelse krydsede hinanden i Christian IV’s sidste Dage, saaledes baade med Corfits Ulfeldt og Hannibal Sehested; ogsaa af Kongen var han afholdt og fik hans Portræt til Gave. Ligeledes hos Frederik III var han godt anskreven efter hans Tronbestigelse, fulgte ham paa hans Hyldingsrejser til Norge og Hertugdømmerne og blev i Juni 1653 Medlem af Rigsraadet, hvorved hans Stilling i Kancelliet ophørte. 1655 fik han i Steden for Bøvling det store Riberhus Len, indtil han 1658 blev Lensmand paa Nyborg.

Med Bekymring saa han uden Tvivl Begivenhederne 1651, Hannibal Sehesteds og Corfits Ulfeldts Fald, der kom til at virke rokkende paa Adelens Stilling; thi hans Tankegang var udpræget aristokratisk, og han beklagede Udgivelsen af Ulfeldts Æresforsvar som et for ham overraskende Skridt, der stred imod hans Tro paa Rigshofmesterens Klogskab. Snart kom ogsaa Krigsbegivenhederne og med dem de overvældende Ulykker og Skuffelser. Fra Juli 1657 hørte K. til det befuldmægtigede Udvalg af Rigsraadet, der som en Slags kollegial Forvaltningsinstitution havde den lidet misundelsesværdige Opgave at sørge for Landets bedste i Almindelighed og navnlig for Finanserne; dog var han ofte fraværende paa Sendelser til Provinserne, baade til Skaane, hvor han i Sept. skulde sætte Mod i Hæren, og navnlig til Fyn. Her var han da ogsaa tilstede, aa Carl Gustav bemægtigede sig Øen; han blev Svenskekongens Fange i Nyborg i de første Dage af Febr. 1658. Dybt bedrøvet over Fædrelandets Ulykke og over, hvad der ramte ham personlig, led han dog mest under den voxende Forbitrelse mod Adelen; «intet er mere ganget os til Hjærte», skrev han til Joachim Gersdorff, «end at vi af vore egne ilde skulde eftertales; disse Tider have mange Menneskers hemmelige Tanker aabenbaret». Frigiven efter Roskildefreden sendtes han lige før det nye Fredsbrud til Kronborg for at sørge for Slottets Forsvar. Under selve den anden Krig udfoldede han en betydelig Virksomhed, dels i Kjøbenhavn, dels om Bord paa Flaaden for at skaffe Proviant og Undsætning, særlig til Nakskov, og sendtes flere Gange til Kurfyrsten af Brandenborg paa Halvøen for at slutte Overenskomster med ham om Hjælp til Øerne; vigtigst var dog den Ambassade, der i Nov. 1659 betroedes ham og Godske Buchwald. De afgik først til Hertugerne af Brunsvig-Lyneborg for at søge at faa dem til at støtte Danmark; Bestræbelserne glippede, og de rejste videre til Haag for at modarbejde den svenske Indflydelse og faa Generalstaterne til aktivt at hjælpe til Kjøbenhavns Befrielse. Heller ikke her blev Udbyttet af Anstrængelserne stort, men Ambassaden strakte sig over 3 Fjerdingaar; først i Avg. 1660 kom K. tilbage til Kjøbenhavn.

Da stode nye store Begivenheder for Døren, og K. kom paa det skæbnesvangre Stændermøde til at være en af Hovedrepræsentanterne for Adelens Forsøg paa at fastholde sin tidligere Stilling og for dens Modstand baade mod Kongehusets Planer og mod de uprivilegerede Stænders Angreb. Det var ham, der 17. Sept. spurgte de konjungeredes befuldmægtigede, hvad de indbildte sig, om der ikke burde være Forskjel paa en Herremand og en Bonde, og rimeligvis 9. Okt. havde han paa Slotsbroen det bekjendte Sammenstød med Hans Nansen, hvor han truede denne med Blaataarn og fik til Svar Anvisningen paa Stormklokken i Frue Kirkes Taarn. Paa faa gjorde vel ogsaa Statsforandringen et mægtigere Indtryk end paa ham; han indskrænkede sit Hus og bad sine Venner have Taalmodighed, thi dette kunde ikke staa længe. Helt tilsidesat blev han dog ikke af den nye Regering; han aflagde ny Ed som Rigsraad, blev Medlem af Statskollegiet og af den store Lovkommission og benyttedes 1665 til en Sendelse til Gottorp. Men Forskjellen fra tidligere var dog overordentlig stor, Nyborg Amt mistede han 1662, og han regnedes almindelig for en af Hovedmændene i den mod Enevælden og særlig mod Christoffer Gabel fjendtlige Kreds. 4. Febr. 1666 døde han; hans Enke overlevede ham til 10. Juli 1688.

O. K. var ikke noget betydeligt Talent og indsaa fremfor alt ikke, at Tiden krævede en stor Imødekommenhed fra Adelens Side; fra hans Bønder klagedes ogsaa over hans Haardhed. Ikke desto mindre er der i flere Henseender noget ret sympathetisk over hans Personlighed; han havde ved Siden af Sans for Malerier litterære Interesser, skaffede sig Oplysninger vedrørende nordisk Historie og besad et ikke ringe Bibliothek. Selv benyttede han ogsaa Pennen, forfattede en statsretlig Kommentar til Frederik III’s Haandfæstning, der indeholdt en Retfærdiggjørelse af dennes Baand paa Kongemagten, og skrev en Række Dagbøger af ikke uvigtigt Indhold.

M. Henrichsen, Ligpræd. ov. O. K. (1668). Universitetsprogr. (1666). Danske Saml. 2. R. II, 62 ff. Kgl. Bibl., Ny kgl. Saml., Fol., Nr. 634 b (Dagbog 1658).

J. A. Fridericia.

Otte blev gift med Anne Holgersdatter Rosenkrantz den 19 okt. 1645 i Sct. Knuds Kirke, Odense, Odense Herred, Odense Amt, Danmark. Anne (datter af Holger Rosenkrantz og Lene Mogensdatter Gyldenstierne) blev født den 10 jul. 1619 i Halmstad Slot, Halland, Sverige; døde den 10 jun. 1688 i København, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark; blev begravet i Roskilde Domkirke, Sømme Herred, Roskilde Amt, Danmark. [Gruppeskema] [Familietavle]

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Bopæl: Trudsholm Og Kås

Notater:

Kilde:
DAA 1982-84 II - 33c* + DAA 1985 p715 35d* + DAA 1899, 265, 269

Mogens blev gift med Dorte Rosenkrantz den 29 jul. 1660 i København, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark. Dorte (datter af Jørgen Rosenkrantz og Christence Jensdatter Juel) blev født cirka 1643 i Rosenholm, Hornslet Sogn, Øster Lisbjerg Herred, Randers Amt Danmark; døde den 18 okt. 1667 i Viborg, Danmark, Kaas,Lime. [Gruppeskema] [Familietavle]

Mogens blev gift med Helvig Arendsdatter Von Der Kuhla den 18 nov. 1668 i Løjtved, Stenstrup, Sunds Herred, Svendborg Amt, Danmark. Helvig (datter af Arent Von Der Kuhla og Anne Iversdatter Vind) blev født cirka 1645 i Løjtved, Stenstrup, Sunds Herred, Svendborg Amt, Danmark; døde i 1676. [Gruppeskema] [Familietavle]

Sophie blev gift med Otto Rantzau cirka 1670. Otto (søn af Frederik Rantzau og Ide Ottesdatter Skeel) blev født før 1645; døde den 19 jul. 1719. [Gruppeskema] [Familietavle]

Niels blev gift med Sophie Juel den 8 feb. 1682. Sophie (datter af Niels Juel og Margrethe Ulfeldt) blev født den 28 aug. 1684; døde den 5 okt. 1722 i Egeskov, Kværndrup, Sunds Herred, Svendborg Amt, Danmark. [Gruppeskema] [Familietavle]

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Kilde: DAA 1982-84 II - 33c*
• Titel: Grevinde

Notater:

Dorothea Krag (27. september 1675 – 10. oktober 1754) datter af oberst Mogens Krag (død 1676).

Hun ægtede 1694 generaladmiral Jens baron Juel, blev enke 1700 og giftede sig 25. maj 1701 med Christian Gyldenløve til Gisselfeld, efter hvis død 1703 hun på otte år beholdt det ham 1685 overdragne danske postvæsen. I modsætning til sin mand, der rigtignok ikke havde haft synderlig lejlighed til at tage sig af denne institution, ofrede hun den megen opmærksomhed, ikke just af interesse for postbesørgelsen og postgangen, som der med føje jævnlig klagedes over, men af hensyn til indtægterne, som hun, hvis påklædning i et enkelt år – og det endda et sørgeår – omtrent opslugte indkomsten af Gisselfeld Gods, altid havde brug for. Overlod hun end den egentlige administration til en direktør, så greb hun dog stærkt ind i forretningerne, når det drejede sig om hendes fordel. Nødig afstod hun derfor postvæsenet 1711, da tiden var omme, uagtet hun fik en årlig pension af 4000 rigsdaler, som efter kongens bestemmelse 1723 gik over på hendes ældste søn, Christian Danneskiold-Samsøe, det var en ringe sum i forhold til de omkring 25000 rigsdaler, som postvæsenet årlig havde indbragt hende. I henhold til Gyldenløves testamente vedblev "hendes høje Naade" at residere på Gisselfeld, selv efter at hun 1715 havde giftet sig med Hans Adolph Ahlefeldt, og da han var lige så ødsel som hun, var godset ved hendes død, 10. oktober 1754, i en jammerlig forfatning og Gyldenløves børns formue reduceret betydelig. Hun skildres for øvrigt som en begavet og åndrig dame, der heller ikke manglede hjerte for sine undergivne.



»hendes høje Naade som et fordærvende Onde til alt Gods' Ødelæggelse Bøndernes tiltagende Velstand og yderligere Lyst til sædelig Velanstændighed 78 Aar overbeviser mig om snart at skulle forlade alt Mere end 30 Aars naboelige Venskab forsikrer mig om, at hun ubrødelig vil holde det højtidelige Løfte, som hun har givet mig, at ville behandle dette Gods med en sand, moderlig Ømhed«, og grevinde Danneskiold søgte også selv efter bedste evne at sørge for alle sine gamle tjenere og funktionærer. Foruden selve gården omfattede salget også alle avlsbygninger, orangeriet og husets indbo, således i nederste etage bl. a. de af grevinden selv broderede stole med tilhørende sofa og de store vægbroderier, også fra hendes hånd.

Beskæftigelse:
generalpostmester.

Dorothea blev gift med Lensbaron Jens Juel den 11 apr. 1694. Jens (søn af Erik Juel og Sophie Sehested) blev født den 15 jul. 1631 i Nørtorp, Ræhr sogn, Hillerslev Herred, Thisted Amt, Danmark; døde den 23 maj 1700 i København, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark; blev begravet i Hellested Kirke, Hårlev, Stevns, Danmark. [Gruppeskema] [Familietavle]

Dorothea blev gift med Christian Gyldenløve den 25 maj 1701 i København, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark. Christian (søn af Christian 5, Konge af Danmark og Sophie Amalie Moth) blev født den 28 feb. 1674; døde den 16 jul. 1703 i Odense, Odense Herred, Odense Amt, Danmark. [Gruppeskema] [Familietavle]

Dorothea blev gift med Hans Adolph von Ahlefeldt den 1 jun. 1715 i Gisselfeld, Braaby Sogn, Ringsted Herred, Sorø Amt, Danmark. Hans (søn af Joakim von Ahlefeldt og Anna Margrethe Buchwald) blev født den 24 okt. 1679 i Kiel, Slesvig-Holsten, Tyskland; døde den 3 okt. 1761 i København, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark; blev begravet i Eckernförde Kirke, Slesvig-Holsten, Tyskland. [Gruppeskema] [Familietavle]

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Family Line: Greverne Rantzau til Rosenvold

Notater:

Beskæftigelse:
Generalmajor, Hæren

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Family Line: Greverne Rantzau til Rosenvold

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Family Line: Greverne Rantzau til Rosenvold

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Ordner: Ridder af Elefanten
• Family Line: Greverne Rantzau til Rosenvold
• Ordner: 1714; Ridder af Dannebrog

Notater:

Christian lensgreve Rantzau (23. januar 1684 i København – 16. april 1771 på Brahesborg) var en dansk greve, senere
lensgreve, vicestatholder og stiftamtmand. Han var desuden en af sin samtids største jordgodsejere. Rantzau var bror
til Frederik Rantzau og Sophie Hedevig Rantzau og far til officeren Frederik Rantzau og amtmændene Carl Adolph
Rantzau, Christian Rantzau og Otto Manderup Rantzau.

___________


Rantzau, Christian Greve, 1683-1771, Vicestatholder, Stiftamtmand, Søn af ndfr. anførte Otto Greve R. til Asdal (d.
1719), fødtes i Kjøbenhavn 23. Jan. 1683 og fik utvivlsomt en meget omhyggelig Uddannelse. 1702 immatrikuleredes han
ved Ridderakademiet i Kjøbenhavn og tilbragte siden vistnok flere Aar i Udlandet. efter sin Hjemkomst blev han i en
ung Alder Kammerherre og traadte snart i Statens Tjeneste; en Rejse, han gjorde 1709 til England, synes han at have
foretaget i Kongens Ærende, og o. 1711 blev han Deputeret i Søetatens Generalkommissariat, hvor han virkede i 10 Aar;
allerede 1714 fik han det hvide Baand.

Men den forunderlige Uvilje, som Frederik IV nærede mod den gamle Adel, gik ogsaa ud over R., der 1721 blev
afskediget fra sit Embede, ikke uden Medvirkning af Admiral C. C. Gabel (V, 508), mente Samtiden. Ikke desto mindre
fik han Sæde i den Kommission, som Kongen 1726 nedsatte til Undersøgelse af Forholdene ved Marinen under Gabels
Styrelse, og at det ikke, efter at Kommissionens indholdsrige Betænkning forelaa, gik ud over Gabel, antog man,
skyldtes R., der ved at holde sin Haand over ham, gjengjældte ondt med godt. Uagtet han ellers var uden offentlig
Bestilling i Frederik IV’s sidste Aar, hædredes R. 1729 med Gehejmeraads Titel. I disse Aar vare R.s private Forhold
undergaaede væsentlige Forandringer. 30. Nov. 1716 havde han ægtet Oberst Manderup Dues (IV, 361) Enke, Charlotte
Amalie f. Gjøe (f. 11. Febr. 1689), der bragte ham Brahesborg og Barløsegaard samt de Dueske Godser Krastrup og
Gundersted i Jylland, hvilke sidste R. solgte 1756.

Efter sin Hustrus Død paa Brahesborg 31. Juli 1724 giftede R. sig 10. Maj 1726 med Eleonore Hedevig v. Plessen (f.
15. Dec. 1708, Dame de l’union parfaite 1750), Datter af Gehejmeraad Chr. Ludv. v. P. (ovfr. S. 148), der 1740
overdrog ham Odden og Stensbæk Godser i Jylland, hvilke han dog 1743 igjen afhændede. Endelig arvede R. efter sin
Fader og sin ugifte ældre Broder Generalmajor Frederik R. (d. 1726) de jyske Godser Rosenvold, Asdal, det halve
Hammelmose og Voldbjærg, og ved Broderens Død tilfaldt Familiens Grevetitel R., der hidtil kun havde været Baron. I
Løbet af 10 Aar var R. bleven en af Landets største Jordegodsejere; det kan her tilføjes, at han lejlighedsvis
forøgede sit Gods med bekvemt liggende Gaarde; 1756 kjøbte han saaledes Skovgaarde og 1770 Krængerup (nu
Frederikslund), begge i Fyn.

Næppe var Christian VI kommen paa Tronen, før R. paa ny kaldtes til Statens Tjeneste, i det han 1730 udnævntes til
Præses i Land- og Søetatens Generalkommissariat med Titel af Gehejmekonferensraad; allerede Aaret efter fik han
Elefantordenen. Men knap et Aar havde han ledet denne vigtige Gren af Administrationen, før Kongen betroede ham det
høje Embede som Vicestatholder i Norge. I denne Stilling forstod han at vinde Popularitet hos Nordmændene, i det han
gav enhver, hvad ham tilkom, og holdt «et artigt Hus og aabent Taffel»; men man fandt, at hans Virksomhed sporedes
for lidt, og det Faktum, at han jævnlig og længe opholdt sig paa Brahesborg i Steden for paa sin smukke Gaard i
Christiania, tyder unægtelig ikke paa stor Energi hos ham i Opfyldelsen af sine Embedspligter. Under Kongens Rejse i
Norge 1733 spillede R. i Medfør af sin Stilling en stor Rolle; han ledsagede Hoffet paa Rejsen landværts til
Throndhjem og søværts tilbage paa sit eget Skib; Kongen spiste hos ham og forærede Grevinden, om hvem Nordmændene
fortalte, at hun satte Pris paa at lade sig kalde Vice-Reine de Norvége, en Tabatiére med en Guldring i. Men Kongen
yndede ikke R., og i sine private Breve lader han efterhaanden sin Uvilje mod ham tydeligere fremskinne; allerede
1735 udtaler han som sin Hensigt at skille sig af med R., og 1739 gjorde han Alvor af det, i det han ophævede
Statholderposten og dimitterede R. med en stor Pension. «De Tjenester, han hidtil har ydet os, have været meget
slette, ja han hindrer vor Tjeneste mere, end han befordrer den», skriver Kongen i den Anledning til Schulin. Grunden
til Kongens Misstemning maa vistnok nærmest søges i, at han mente R. for nøje forbunden med Brødrene Plessen – den
ene var jo hans Svigerfader –, hvilke han stedse opfattede som sine Modstandere. Det kan vel ogsaa være, at R.s alt
andet end pietistiske Tænkemaade har stødt Kongen. Men Publikum havde det Indtryk, at R. paa en fornærmende Maade var
bleven fjærnet fra sit Embede.

Imidlertid var R. ikke længe ledig; efter 1 1/2 Aars Forløb fulgte han 1740 C. Sehestedt som Stiftamtmand i Fyn og
Amtmand over Odense m. fl. Amter. I 20 Aar styrede han sine Amter, vistnok med jævn Dygtighed; Orden og Akkuratesse i
Forretningerne, Retfærdighed mod alle og Strænghed mod efterladende Embedsmænd kjendetegne hans Administration. I
Odense boede han paa St. Knuds Kloster, som han kjøbte 1744, og her modtog han 2 Gange Frederik V’s Besøg; det ene
(1747) skaffede ham Rang med Gehejmeraaderne i Konseillet. I det hele faldt han mere i denne Konges Smag end i hans
Forgængers, og 1749 var han i den kongelige Suite paa Norgesrejsen. For øvrigt tiltrak Brahesborg R. mest, og her
opholdt han sig saa hyppig, det lod sig gjøre. Da han 1760 som 76aarig Olding tog sin Afsked fra
Stiftamtmandsembedet, tog han fast Bopæl paa dette skjønne Sted, som han elskede fremfor alle sine andre Ejendomme og
derfor ofrede meget paa; Jørgen Brahes gamle, massive Hovedbygning moderniserede han efter Tidens Smag, bl. a. ved at
nedbryde dens 3 kobbertækte Taarne. Af Rosenvold, Asdal og det halve Hammelmose havde han 1756 oprettet det saakaldte
Rantzaus grevelige Præcipuum med o. 1300 Tdr. Hartkorn. Den halve Snes Aar, R. endnu levede, var i mere end en
Henseende tung for ham; af sine 4 Sønner havde han tidligere mistet en, nu bortkaldtes de 2 ældste, af hvilke den ene
efterlod sig en 2aarig Søn; 31. Maj 1770 døde hans Hustru. Dertil kom, at R. i sin høje Alderdom henfaldt i et Slags
Vanvid, der forledte ham til Saadanne Ting som at tilintetgjøre en Mængde historiske Dokumenter, han tidligere med
Omhu havde samlet, og deriblandt nogle Klosterarkiver, han havde ført med sig fra Norge. At det under disse Forhold
gik ud over hans Godser, er forstaaeligt, og nogle Aar senere omtales det, hvor yderlig brøstfældig og slet alle de
grevelige Stamgodsers, Bygningers, Kirkers, Broers og Møllers Tilstand var ved hans Død, 16. April 1771.

Naar R. s Navn endnu er omgivet af en egen Glans, skyldes det hverken hans Byrd, hans Rigdom eller hans Embeder; en
ringere begavet Person end han vilde, udrustet med de samme ydre Fordele, have kunnet naaet det selv samme. Det, der
vil bevare hans Navn i Historien, er hans aandelige Egenskaber. R. var besjælet af en levende videnskabelig Interesse
og havde selv tilegnet sig ualmindelige Kundskaber eller, hvad man i gamle Dage kaldte Erudition; han var saa stor en
Elsker af Videnskaberne, at han efter en samtidigs Fortælling endog paa Jagten beskæftigede sig med dem. Med Mænd som
Gram og Falster stod han i levende Brevvexling-, i Omgangen med Saadanne Mænd, der glimrede ved Intelligens,
Kundskaber og Dannelse, søgte han sin Glæde, og af den Anseelse, han nød i disses Kreds, har man, men næppe med
tilstrækkelig Grund, sluttet, at han kunde være den «vir perillustris», til hvem Holberg har skrevet sine
avtobiografiske Breve. Med denne sin jævnaldrende har R. ret tidlig staaet i nogen Forbindelse, om hvis nærmere
Beskaffenhed dog nu intet vides. Sikkert er det, at R. forstod at vurdere Holbergs Værker; han kunde nyde «Peder
Paars» og var med sit livlige Temperament selv oplagt baade til Munterhed og Kritik. At han var en Ven af den danske
Skueplads, have vi det bedste Bevis paa deri, at han var den, til hvem Skuespillerne i 1731 henvendte sig om Bistand
i deres ved Ildebranden 1728 og Tronskiftet 1730 foranledigede fortvivlede Situation. Ogsaa Ambrosius Stub har
utvivlsomt haft en Velynder i R., der baade forstod at glæde sig ved hans Digte og belønne Digteren for hans Vers.

R. ejede et stort Bibliothek, og af sin Rigdom betænkte han saa vel Kathedralskolen i Christiania som Gymnasiet i
Odense med Boggaver. Men den største Gave lod han tilflyde Universitetsbibliotheket, da han inden sin Afrejse til
Norge 1731 skjænkede det en kostelig Samling af vigtige haandskrevne Kilder til Danmarks Middelalders Historie,
hvoriblandt «Calendarium Nestvediense», «Exordium Caræ Insulæ» og «Codex Esromensis», en Skat, der med en vis
Sandsynlighed for største Delen kan føres tilbage til Arild Huitfeldt, hvis Søstersøn Christopher Ulfelds Sønnesøns
Enke og Arving, Sophie Amalie Krag, i sit 2. Ægteskab var Moder til R.

Danske Herregaarde I: Rosenvold; X: Brahesborg; XII: Odden, Frederikslund; XIII: Krastrup. Holm, Danmark-Norges Hist.
1720-1814, I-II.

G. L. Wad.

Christian blev gift med Charlotte Amalie Gøye den 30 nov. 1716. Charlotte blev født den 11 feb. 1689; døde den 31 jul. 1724. [Gruppeskema] [Familietavle]

Christian blev gift med Eleonore Hedevig Scheel von Plessen den 20 maj 1726. Eleonore (datter af Christian Ludvig Scheel von Plessen og Charlotte Amalie Skeel) blev født den 15 dec. 1708 i Fussingø, Ålum Sogn, Sønderlyng Herred, Viborg Amt, Danmark; døde den 31 maj 1770 i Brahesborg, Gamtofte Sogn, Båg Herred, Odense Amt, Danmark. [Gruppeskema] [Familietavle]

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Family Line: Greverne Rantzau til Rosenvold

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Family Line: Greverne Rantzau til Rosenvold

Notater:

Beskæftigelse:
Generalløjtnant, Hæren

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Family Line: Greverne Rantzau til Rosenvold

Sophie blev gift med Ove Skeel i 1714. Ove (søn af Otto Skeel og Sophie Jørgensdatter Rosenkrantz) blev født i Fyn, ,; døde i 1723 i Birkelse, Åbybro, Aalborg, Danmark. [Gruppeskema] [Familietavle]

Frederikke blev gift med Frederik Christian Rosenkrantz den 28 apr. 1719. Frederik (søn af Jens Rosenkrantz og Dorthe Friis) blev født i 1672 i Hofmansgave, (tidl Knyle, Qvitzowsholm, Bøttigersholm og Roseneje), Norup Sogn, Lunde Herred, Odense Amt, Danmark; døde den 3 sep. 1736 i Skovsbo, Rynkeby Sogn, Bjerge Herred, Odense Amt, Danmark; blev begravet i Rynkeby Kirke, Bjerge Herred, Odense Amt, Danmark. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Christian lensgreve Danneskiold-Samsøe (1. august 1702 i Verona – 17. februar 1728 i København) var en dansk adelsmand, kammerherre og bogsamler.

Han var ældste søn af Christian Gyldenløve og Dorothea Krag. I 1721 udnævntes han til Ridder af Dannebrog og 4 år senere til deputeret i Søetatens Generalkommissariat; desuden var han kammerherre. Han var ikke blot greve af Samsø, men tillige friherre til Baroniet Lindenborg og Høgholm. I en meget ung alder viste han stor interesse for lærde studier, og han samlede sig i kort tid et betydeligt bibliotek, dels ved køb i udlandet, dels ved anskaffelser på danske auktioner, f.eks. den Rostgaardske; Hans Gram var ham en stadig rådgiver ved studeringer og bogindkøb. "Hvad gjorde han med alt det?" sagde Frederik IV efter grevens død karakteristisk nok, "han vilde dog ikke være Præst."

1725 stadfæstedes faderens testamente, hvorved Gisselfeld Adelige Jomfrukloster i Sjælland oprettedes, ved en overenskomst mellem de 3 søskende Danneskiold-Samsøe, i det grev Christian blev overdirektør. Stiftelsen trådte dog egentlig først 1754 i virksomhed. Allerede 17. februar 1728 døde den fornemme unge bogven af kopper i København; hans lig brændte i byens ildebrand samme år.

En auktionsfortegnelse over hans bogsamling og andre samlinger, navnlig af mønter, udkom 1732 i 4to med en fortale af Gram, hvori hans karakter og lærdom roses; alene af trykte bøger indeholder den mellem 7 og 8000 bind. Det Kgl. Bibliotek købte bl.a. meget på auktionen. Men trods samlingernes anselige værdi formaaede Salget af dem langtfra at dække den store gæld, som Danneskiold-Samsøe havde pådraget sig, væsentlig vistnok ved at gå i kaution for en slægtning; det forslog heller ikke, at nogle af hans efterladte ejendomme solgtes.

Danneskiold-Samsøe var 2 gange gift: 1. gang (1721) med Conradine Christiane f. komtesse Friis (d. 1723), datter af Niels greve Friis; 2. gang (1724) med Cathrine Christine f. von Holstein, datter af stiftamtmand Christian Frederik von Holstein; hun døde først 1795. Han havde 3 sønner og 3 døtre, bl.a. Frederik Christian Danneskiold-Samsøe, der efterfulgte faderen som lensgreve.

Christian blev gift med Conradine Christine Friis den 24 apr. 1721 i København, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark. Conradine (datter af Niels Friis og Komtesse Christine Sophie Reventlow) blev født den 31 mar. 1699 i København, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark; døde den 23 jun. 1723 i København, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark. [Gruppeskema] [Familietavle]

Christian blev gift med Christina Catharine von Holstein den 4 okt. 1724 i Christiansborg Slotskirke, København, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark. Christina (datter af Christian Frederik Holstein og Berta Scheel von Schack) blev født den 24 mar. 1709 i Cathrineberg, Sengeløse Sogn, Smørum Herred, Københavns Amt, Danmark; døde den 1 feb. 1795; blev begravet den 13 feb. 1795. [Gruppeskema] [Familietavle]

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Ordner: Ordenen “de l’union parfaite”
• Ordner: 1747; Ridder af Elefanten

Notater:

Frederik greve Danneskiold-Samsøe (1. november 1703 på Assendrup – 18. juli 1770 på Marselisborg) var en dansk greve, statsmand, gehejmeråd, marineminister, generaladmiral-løjtnant og chef for den danske marine. Han var lensbaron til Baroniet Marselisborg, hvis centrum var herregården Marselisborg.

Ungdom

Han var yngre søn af Christian Gyldenløve og Dorothea Krag. Han var født 1. november 1703. Det blev bestemmende for hans liv, at han allerede i sit niende år tillige med sin ældre broder Christian Danneskiold-Samsøe kom til England, hvor han forblev, indtil han havde fyldt seksten år. Han lagde sig der efter det, der senere blev hans livsgerning, nemlig efter alt, hvad der vedrørte søvæsen, skibsbyggeri og mekanik. Efter at have forladt England opholdt han sig en kort tid i Paris, men genoptog derpå i Holland sine maritime studier.

Da han kom tilbage til Danmark 1721, atten år gammel, havde han ondt ved at vinde sin kongelige onkel Frederik IV's velvilje. I Søetaten fik han ingen ansættelse; men han måtte tage til takke, først med kommando over et kompagni ryttere, siden med at få et kompagni i Fodgarden at føre, og det endda kun for en kort tid; han fik snart sin afsked. Dog blev han 1729 hædret med gehejmerådstitel. Da Christian VI kom på tronen, søgte han atter ansættelse, og så blev den til søvæsenet opdragne mand ansat som assessor i Højesteret og i Hofretten. Men heldigvis kom kongen dog under vejr med, hvad han egentlig duede til, og gjorde ham til deputeret i Søkommissariatet (1731). Han forstod snart at gøre sig gældende her; men hans kritik over adskilligt i marinens styrelse bragte ham i strid med general Poul Vendelbo Løvenørn, der i Christian VI's første år havde den øverste ledelse af Søetaten ligesom også af Landetaten. Da Danneskiold-Samsøe forelagde sine udsættelser for kongen, fandt de i det mindste efterhånden dennes tilslutning, og resultatet blev, at Christian VI, trods sit varme venskab for Løvenørn, besluttede at skille Søetatens styrelse fra Landetatens, og efter at Løvenørn havde fratrådt marinen 26. marts 1735, overdroges dennes ledelse til Danneskiold-Samsøe, dog således at han først 23. november blev udnævnt til oversekretær. Det følgende år blev den øverste styrelse endnu fuldstændigere lagt i hans hånd, i det han samtidig fik titel af intendant. Som sådan vedblev han at virke under hele Christian VI's regering. 1738 blev han gehejmekonferensråd, 1739 fik han l'union parfaite og 1743 blev han generaladmiral-løjtnant.

Chef for Søetaten

Mange af Holmens bygninger blev til i Danneskiold-Samsøes tid.

Ingenlunde alt i Danneskiold-Samsøes kritik af forholdene under hans forgænger var berettiget. Det er et yderst skævt billede, han selv senere har givet af flådens tilstand, som den var, da han overtog styrelsen. Intet kunne være uretfærdigere end at påstå, at den var blevet forsømt af Løvenørn, thi der var blevet bygget betydeligt i hans tid, og en sagkyndig fransk admiral har dengang i en indberetning derom til sin regering udtalt en meget anerkendende dom over det arbejde, der blev udført på Holmen. Danneskiold-Samsøe kunne med rette have kritiseret, at man byggede linjeskibene for små; men i det sted angreb han selve den talentfulde konstruktør Knud Nielsen Benstrup og voldte hans og hans forsvarer Frederik Christopher Lütkens fald. Dog må det nævnes, at han nogle år senere udvirkede, at kongen tildelte Benstrup en årlig pension på 800 rdl. Hvor ensidig han var optrådt imod Benstrup, viste sig, da han kom i spidsen for Søetaten, thi han havde ondt ved at komme til klarhed om, hvorledes linjeskibene skulle bygges, og han måtte efter få års forløb tage sin tilflugt til en fransk konstruktør, Laurent Barbé, hvis princip for skibsbygningen var det samme som Benstrups, kun anvendt på skibe af større dimensioner, hvorved det først kom til sin rette anvendelse.

Men trods dette betegner Danneskiold-Samsøes styrelse et tydeligt og stort fremskridt. Han var et afgjort administrativt talent, der havde øjnene med sig i forskellige retninger, og samtidig med at han gavnede marinen på mange områder, forstod han at vise forstandig økonomi. Den flåde, der kunde rådes over på den tid, da Christian VI døde, talte 29 linjeskibe og en mængde mindre skibe; han havde straks fra sin første tid taget fat på at skaffe flåden en dok, hvortil der selvfølgelig var den største Trang, og ved hjælp af en indkaldt hollandsk vandbygmester, Dumreicher, gennemføre han i løbet af 4 år med stor energi dette foretagende, som de stedlige forhold gjorde vanskeligt; han uddybede Flådens Leje og Københavns Havn saaledes, at orlogsskibene nu først fuldt kunne ekviperes der, og det var under ham, at flåden fik flere af sine vigtigste arsenalbygninger, som den har brugt helt indtil 1900-tallet. Ikke mindre tænkte han på at sikre havnen ved faste søbatterier, en plan, der dog først senere blev udført. Alt, hvad der vedrørte skibenes ekvipering, kom i en tidligere ukendt orden, og det var ham, der genoptog og fuldt udviklede, hvad der tidligere var forsøgt for at skaffe flåden dens nødvendige mandskab ved indrullering, men var kommet i forfald. Nu grundlagdes 1739-41 det indrulleringsværk både i Danmark, Norge og Slesvig, som har holdt sig indtil de nyeste tider.

Samtidig arbejdede han med iver på at skaffe marinen en god søofficersstand ved at lade officererne få en meget bedre uddannelse, end de tidligere havde haft. Den skarpe opmærksomhed, han havde henvendt på havneforholdene ved København, bragte ham ind paa den storartede tanke at uddybe Kalvebod Strand således, at skibsfarten syd fra til København kunde gå den vej. Men han gav rigtignok sin plan et aldeles overdrevent omfang. Samtidig med at Kalvebod Strand skulde uddybes, var det nemlig hans mening, at man skulle forsænke Drogden, så al skibsfart til og fra Østersøen nødvendigvis kom til at gå igennem Københavns Havn. Dette ville åbenbart både have vakt andre Østersøstaters forbitrelse og ville desuden kun have ført til en udstrakt brug af Flinterenden og Store Bælt, hvilke løb han dog ikke kunne spærre. Men som et middel til at forbedre indsejlingen til København havde hans tanke sin store berettigelse.

Temperamentsfuld og besværlig

Uheldigvis forenede Danneskiold-Samsøe et vanskeligt temperament med sin ualmindelige dygtighed. Han var åbenbart ikke let at arbejde sammen med, og det blev ikke bedre ved hans oplagthed til at finde det galt, andre gjorde. Selv Christian VI skrev betegnende nok om ham til Johan Sigismund Schulin: "Grev D. er meget sensibel; men efterdi han er os nyttig, ville vi gjærne menagere ham saa meget som muligt". Det var godt for Danneskiold-Samsøe, at Christian VI, der interesserede sig meget for flåden, havde denne opfattelse af hans dygtighed, thi der skete gentagne gange forsøg på at styrte ham. Snart hed det, at dokken var et forfejlet arbejde, der aldrig ville blive til noget, snart fik kongen meddelelser så ad den ene, så ad den anden vej om, at Danneskiold-Samsøes beretninger om flådens tilstand gav en aldeles falsk forestilling derom, eller det hed sig, at arbejdet gik rent i stå på Holmen, og at der intet blev udført der ude. Farligst var det måske, da selve Holmens chef, admiral Ulrik Frederik Suhm – historikerens fader -, som tidligere havde stået ham meget nær, optrådte imod ham med den klage til kongen, at havnen ikke var i den tilstand, som Danneskiold-Samsøe havde indberettet. Men hvor tilbøjelig Christian VI end var til mistænksomhed, så tog han med besindighed på al denne onde snak, han lod forholdene omhyggelig undersøge, og det uretfærdige i sigtelserne imod Danneskiold-Samsøe trådte da tydelig frem.

Imidlertid havde kongen også ladet denne få stor indflydelse på et andet område, det var, da han 5. december 1735 oprettede General-, Landøkonomi- og Kommercekollegiet. Danneskiold-Samsøe har åbenbart været sjælen i dette, hvis præses han var fra dets oprettelse til marts 1739. For så vidt det var Kollegiet, der fremkaldte stiftelsen af banken i København, hvis virksomhed begyndte 1737, har Danneskiold-Samsøe her arbejdet i en heldig retning. Man kan heller ikke miskende, at der var noget fædrelandssindet i den iver, som blev udfoldet for at udvikle handel og industri; men det hele forsøg på at skabe vindskibelighed ved et til stor yderlighed drevet beskyttelsessystem med forbud på indførsel af en masse varer var dog i sin grund en stor misforståelse.

Æresbevisninger

Allerede under Frederik IV var Danneskiold-Samsøe på en tid, da han ellers havde ondt ved at arbejde sig frem, blevet Dannebrogsridder (1722), hvad der vel altså er blevet opfattet som en æresbevisning, der ikke kunne nægtes ham, en konges sønnesøn. Christian VI synes at have haft en egen smag med hensyn til sine hædersbevisninger. I det mindste lod han ved dokkens indvielse Danneskiold-Samsøe kun få en sølvmedalje, medens hver af Konseillets medlemmer fik en guldmedaille. Senere skænkede han ham efter en af anklagerne imod ham som et oprejsningstegn sit portræt, indfattet i brillanter, til at bære på brystet. Derimod blev Danneskiold-Samsøe besynderligt nok ikke under ham Ridder af Elefanten. Denne orden skænkedes ham først ved Frederik V's kroning 1747. Den blev den gang sendt ham med den tilføjelse, at dette eksemplar af ordenen var det, Christian VI selv havde båret, og at kongen derfor troede, den ville være ham dobbelt kær.

Afskedigelse

Men dog kom denne udsøgte hædersbevisning nærmest som et plaster på et sår. Danneskiold-Samsøe var meget snart efter Christian VI's død blevet afskediget fra sin stilling i Søetaten. Han var nu i adskillige år pensioneret embedsmand, blev fristet af Frederik II af Preussen til at træde i hans tjeneste for at organisere ham en marine, men modstod det og levede i ro, først på Søllerødgård, som han havde ejet en række år, så i Århus, hvor han kunde være i nærheden af Marselisborg, som han havde fået efter sin farbroder Ulrik Christian Gyldenløves død (1719). Men da kaldte kongen ham tilbage til virksomhed i statens tjeneste, dog ikke inden for marinens område, men som overhofmester ved Sorø Akademi (1760) og amtmand over Ringsted og Sorø Amter. Embedskarrieren under enevælden slog tit besynderlige bugter, således også her. Men den virksomme mand tog sig med iver af de ham hidtil ganske fremmede forretninger. Der var altid noget af en stærk personlighed i, hvad han tog sig for, og han skal have arbejdet Akademiet hæderlig op i de 4 år, han tilbragte der, indtil hans mange klager over den pekuniære slette stilling, hvorunder regeringen lod Akademiet lide, bevirkede, at han fik sin afsked (1764).

Genoptagelse af karrieren

Man har et par taler af ham fra denne tid, den ene holdt kort efter, at han havde mistet sin hustru, som han havde levet meget lykkelig med. De vise en dyb religiøs følelse og et for ungdommen varmt sind, der særlig tiltaler, fordi det sprog, hvori han udtrykte disse stemninger, har et påfaldende naturligt og simpelt præg. Efter hans død udgaves hans Samling af Morgen- og Aftenbønner (2 dele, 1775), dels originale, dels frie oversættelser. Hans stærkt religiøse stade bragte ham til at se med lidet venlige øjne på den som pædagog bekendte Johann Bernhard Basedow, hvem han på grund af hans fritænkerske meninger holdt for en farlig ungdomslærer, og han fik ham fjernet fra Sorø Akademi, hvor han var professor. Da senere Basedow havde fået et professorat i Altona, søgte Danneskiold-Samsøe, hårdnakket som han var, også at få regeringen til at fjerne ham der fra og derimod at lade ham få en stilling af en helt anden slags, i hvilken han ingen skade kunne gøre.

To år efter, at Danneskiold-Samsøe havde forladt Sorø, indtraf en ny svingning i hans liv. Da Christian VII havde tiltrådt regeringen, henvendte Danneskiold-Samsøe sig straks til ham med en Fremstilling af, hvor uheldig Søetatens styrelse var ordnet, og da den daværende overkrigssekretær, Frederik Christian Rosenkrantz, forgjæves havde stræbt at tilbagevise hans angreb, udnævnte Christian VII ham – ikke uden stærk tilskyndelse af sin svoger Carl af Hessen – 1. august 1766 til medlem af Konseillet. 25. samme måned blev han atter stillet i spidsen for marinen som overkrigssekretær for Søetaten og "Surintendant de marine". Årene havde imidlertid lige så lidt svækket den lidenskabelige mands stridslyst som hans virkelyst.

Afskediget igen

Det var ham ikke nok at styre Søetaten, og i en memoire, han overleverede kongen, angreb han J.H.E. Bernstorff skarpt som en skadelig minister. Men Bernstorff forsvarede sig så kraftigt, at angrebet prellede af, og det varede ikke længe, inden Danneskiold-Samsøe selv måtte vige sine stillinger i Konseillet og i Søetaten (27. oktober 1767). Man har i tidligere tid givet den temmelig uværdige mand, der blev hans efterfølger i Søetaten, grev Christian Conrad Danneskiold-Laurvig, skylden for at have fået ham styrtet; men højst sandsynlig har han også haft en særlig fjende i den hos kongen meget formående russisk-holstenske diplomat Caspar von Saldern, der var forbitret på ham, fordi han var en modstander af det holstenske mageskifte og af den stærke tilnærmelse til Rusland, der den gang var betegnende for Johann Hartwig Ernst von Bernstorffs udenrigske politik. Danneskiold-Samsøe overlevede kun kort sin sidste afskedigelse, han døde allerede 18. juli 1770 på Marselisborg.

I sit ægteskab med Dorothea komtesse Wedell-Wedellsborg (død 1763) som han var blevet gift med i en alder af 21 år 31. juli 1724, havde han haft tre sønner og seks døtre. Kun en søn og to døtre blev voksne. Dels som formynder en tid lang for en brodersøn, dels som styrer af sine egne sager viste han påfaldende ringe økonomisk sans; men han har åbenbart som embedsmand haft administrative evner som få her hjemme, og hvad der end var af lidenskabeligt og trættekært ved hans natur, er hans fortjenester ubestridelige. De har været lige så store, som hans fædrelandsfølelse var varm.

Han er begravet i Vor Frue Kirke i Aarhus.

Danneskiold-Samsøes Allé på Holmen i København er opkaldt efter ham. En mindestøtte ved Jægerspris Slot er rejst 1778 og udført af Johannes Wiedewelt. Der findes en pastel af Carl Gustaf Pilo 1745 på Gisselfeld (moderne kopi på Frederiksborgmuseet), litograferet 1868. Nogle ungdomsportrætter og malerier af Johan Friedrich Arends 1770 og 1771 på Gisselfeld. Endvidere malerier på Sorø Akademi (formentlig af Peder Als), i slægteje, på Orebygård og Ledreborg. Stik af G.L. Lahde 1795 efter maleri af Peder Als.


Beskæftigelse:
Overkrigssekretær i Søetaten

Familie/Ægtefælle/Partner: Dorothea Wedell-Wedellsborg. Dorothea døde i 1763. [Gruppeskema] [Familietavle]

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Family Line: II. Linien til Halvsøgård, Gråsten og Bukhagen

Notater:

Kilde:
DAA 1982-84 II - 40a

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Ordner: Ordenen “de l’union parfaite”
• Family Line: II. Linien til Halvsøgård, Gråsten og Bukhagen

Anna blev gift med Frederik Ludvig Danneskiold-Laurvig den 26 aug. 1744. Frederik (søn af Ferdinand Anton Danneskiold-Laurvigen og Grevinde Ulrica Eleonora Reventlow) blev født den 15 maj 1717; døde den 12 aug. 1762 i Lübeck, Slesvig-Holsten, Tyskland. [Gruppeskema] [Familietavle]

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Family Line: II. Linien til Halvsøgård, Gråsten og Bukhagen

Notater:

Kilde:
DAA 1982-84 II - 42c