Mads Andersen Bjørn

Familie/Ægtefælle/Partner: Karen Pedersdatter. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Beskæftigelse:
Handelsmand, Agent

Andreas blev gift med Margrethe Lentz den 27 sep. 1741 i København, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark. Margrethe blev født i 1717; døde i 1758; blev begravet den 17 jul. 1758 i København, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark. [Gruppeskema] [Familietavle]

Karen blev gift med Tyge Jesper Rothe den 22 apr. 1761 i Vor Frelsers Kirke, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark. Tyge (søn af Carl Adolph Rothe og Kirstine Margrethe Thygesen) blev født den 16 jan. 1731 i Randers, Støvring Herred, Randers Amt, Danmark; døde den 19 dec. 1795 i København, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark; blev begravet i København (Ass), ,. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Kontreadmiral, Kammerherre - Kommandør af Dannebrog

Carl Adolph Rothe (1767-1834), Jessens næstkommandrende, var søn af Tyge Rothe, fortfatter og bondeven og hustru Karen Bjørn. Carl blev søkadet i 1781 og kom kort efter på sit første togt. Et par år senere udnævntes han til officer og deltog som sådan i en fare fuld ekspedition til Østgrønland i 1786-88.

I Slaget på København Red 2. april 1801 kommanderede Rothe på 20 kanoners prammen ”NYBORG”, der havde en besætning på ca. 200 mand. Rothe bestred under denne kamp en af danskernes mest udsatte poster, og mistede 80 mand!! Han forsvarede sig dog glimrende og førte til sidst sit sønderskudte skib ind til kysten, hvor det sank på grundt vand. Herefter redede han sig med sit resterende mandskab over på prammen ”AKERSHUS”, der også sank, efter at han havde ligeledes havde bragt den ind til kysten.

Rothe deltog i de følgende år i togter til Vestindien, Norge og til Østersøen. 2. juledag kom han ombord i ”PRINS CHRISTIAN FREDERIK” som næstkommanderende hvor han som ældste (40 år) afløste premierløjtnant Top som var 30 år.

Med Rothe som ny næstkommanderende oplevede besætningen et markant disciplinskift. Rothe var til forskel for Top væsentlig mere streng og tjenstlig og ikke i nær samme grad godmodig og munter. Rothesforhold til chefen C.V.Jessen var godt, selvom de som personer var meget forskellige. Til forskel fra Jessen, som var ildfuld og opbrusende, var Rothe kold og rolig, hvorfor de to officerer komplimenterede hinanden fortræffeligt til fælles gavn for besætningen.

Under kampen blev Rothe som bekendt hårdt såret, idet han venstre arm blev voldsomt lnge sin dybfølte interesse i deres vel og vel.

Natten efter slaget var det således Rothe, som kom i tanker om den 17-årige løjtnant H.B.Dahlerup, der lå syg i et lukaf forude i skibet. Rothe var bange for, at han skulle blive glemt i den almindelige virak efter slaget, og sendte derfor overlægen afsted for at hente ham. Adgangen til lukafet var næsten aldeles spærret af træværk og af døde og sårede og uden Rothe omsorg kunne den unge officer formentlig have været helt glemt. Siden pålagde Rothe overstyrmanden at tage vare på Dahlerup samt at blive hos ham, til han kunne føres bort fra skibet. Dahlerup har siden som tak skrevet en levnedsskildring af Rothe.

Efter at være blevet nogenlunde rask blev Rothe udvekslet som krigsfange blev han kommanderet til Bornholm, hvor han overtog øens styrelse og forsvar. Arbejdet ledte til store forbedringer på øen og gav Rothe stor hæder og anerkendelse.

Efter Kielerfreden sendtes han til Norge for at få udleveret alle de fartøjer, som blev anset for værende danske. Disse omfattede i alt 7 brigger, 8 kanonbåde, 47 kanonchalupper, 51 kanonjoller, 7 flådebatterier og forskellige andre skibe. Forhandlingerne, som naturligvis blev yderst besværlige endte 22. juni 1816 i en overenskomst, hvor Norge beholdt skibene mens Danmark modtog 95.000 Specier. Enløsning som selv Frederik VI var tilfreds med.I 1820 blev Rothe beordret til Vestindien for at foretage undesøgelser vedrørende den daværende general-guvernørs embedsførelse. Rothe gennemførte disse med den velkendte næsten hensynsløse retfærdige strenghed, der var hans varemærke. Undersøgelserne endte med, at guvernøren afskedigedes uden pension og Rothe unævntes til hans efterfølger.
Selv som general-guvernør udfoldede han stor dygtighed, men blev på trods af dette hjemkaldt allerede efter et år, da man ønskede ham placeret i en vigtig stilling i flådens øverste ledelse.

Rothe døde i 1834 og blev begravet på Holmens kirkegård. På hans gravsten står
”Sin konges og fædrelandets tro mand med kraftfuld sjæl i hærdet legeme gik han uforfærdet i farens stund over havets bølger modig og klog fjendtlige våben i møde, når hans konge bød. Den danske marines vel var hans stræbens mål. - Retsindig i vandel, klippefast i venskab, kærlig husfader hædredes han af sin konge g af sine medlevende. Hans minde være velsignet.”

Beskæftigelse:
Kontreadmiral

Carl blev gift med Benedicte Ulfsparre de Tuxen den 12 jan. 1811 i Helsingør, Danmark. Benedicte (datter af Louis de Tuxen og Charlotte Elisabeth Klingfeldt) blev født den 2 jun. 1790 i Helsingør, Danmark; blev døbt i St. Marie Kirke, Helsingør, Danmark; døde den 21 maj 1877 i København, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark; blev begravet i Holmens Kirke, København, Danmark. [Gruppeskema] [Familietavle]