Peter von Gersdorff

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Ejendom: Buchholz (før 1936: Krischa), Görlitz, Sachsen, Tyskland

Familie/Ægtefælle/Partner: Anna von Minckwitz. Anna (datter af Franz von Minkwitz, auf Uckro und Pickel und Trebatzch) blev født skønnet 1520; døde efter 1575. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Gersdorff, Christoffer, -o.1635, hørte til en paa Godset Krischa i Schlesien bosat Linje af den udbredte tyske Adelsslægt Gersdorff og var en Søn af Peter G. og Anna v. Minckwitz.

I en meget ung Alder maa han være kommen til Danmark og tjente med en kort Afbrydelse som Hofjunker fra 1573-80. Derefter savnes alle Efterretninger om ham i de næste 20 Aar, som han maaske derfor kan antages at have tilbragt udenlands; men strax i det 17. Aarhundrede er han atter her inde, og efter at han 25. April 1602 havde ægtet en dansk Adelsjomfru, Else Munk, tog han fast Ophold her i Landet.

Med Fru Else fik han Hovedgaarden Taaberup, som han imidlertid allerede 1604 afstod til Kronen mod andet Vederlag, bl. A. Forleningen med Lønborggaard. Han synes at have deltaget i Kalmarkrigen, men har ellers næppe spillet nogen fremragende Rolle i det offentlige Liv, hvorimod han vistnok var en driftig Jorddrot, der idelig var paa Færde med Kjøb og Salg af Jordegods og Tid efter anden ejede en hel Række jyske Hovedgaarde: Palstrup, Isgaard, Vosnæsgaard, Hanbjærg Hovgaard, Kjærsholm, Søbygaard, Tanderupgaard, Refstrup, Udstrup, Risager, Donslund osv.; hans Ejendomme ansloges 1625 til 2088 Tdr. Hartkorn. C. G., der døde mellem 24. Febr. 1634 og 9. Febr. 1635, er Fader til Rigsdrost Joachim G.

Thiset.

Christopher blev gift med Else Munk den 25 apr. 1602. Else (datter af Christen Munk) blev født cirka 1547 i Tyrstrup Sogn, Sønder Tyrstrup Herred, Haderslev Amt, Danmark; døde efter 1629. [Gruppeskema] [Familietavle]

Dorthe blev gift med Johan Rantzau i 1620. Johan (søn af Frantz Rantzau og Anne Rosenkrantz) blev født den 2 jul. 1597; døde i 1638. [Gruppeskema] [Familietavle]

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Ordner: 1648; Ridder af Elefanten
• Link: https://da.wikipedia.org/wiki/Joachim_Gersdorff?oldformat=true
• Bopæl: ca. 1641, Tunbyholm, Skåne, Sverige

Notater:

Udtalte: "Gid jeg ikke kunne skrive", da han skulle underskrive freden i Roskilde.

Gersdorff, Joachim, 1611-61, Rigshofmester, blev født 11. Nov. 1611 paa Søbygaard i Jylland og var en Søn af Christoffer G.

Efter en omhyggelig Opdragelse, først i Hjemmet og senere i Sorø, foretog G. i sin Ungdom store og langvarige Rejser, studerede særlig i Leipzig og Leiden, men besøgte desuden England, Frankrig, Italien, Østerrig og Ungarn. Efter sin Hjemkomst til Danmark 1638 blev han Hofjunker hos den udvalgte Prins Christian og kort efter Kammerjunker hos dennes Gemalinde, Magdalena Sibylla. Han forlod imidlertid 1641 det prinselige Hof i Nykjøbing paa Falster for at gifte sig med Øllegaard Huitfeldt, en Datter af Henrik H. og Margrethe Axelsdatter Rosenkrantz; Brylluppet fejredes 3. Okt. i Kjøbenhavn. Fra nu af var han nøje knyttet til Skaane, hvor hans Hovedgaard Tunbyholm laa, og hvor hans Svigerfader havde sine Godser; under Krigen med Sverige 1644 stod han ogsaa denne, der var Lensmand paa Landskrone Slot, bi i Forsvaret af dette. I Sommeren 1645 var han en Tid Generallandkommissær i Sjælland, var i Avg. s. A. befuldmægtiget for den Skaanske Adel og valgtes i Foraaret 1646 af denne til skaansk Landkommissær, en Stilling, som han forgjæves ønskede at fritages for. En større Rolle kom han dog først til at spille under Frederik III. Efter Indstilling af Adelen og Rigsraadet optog Kongen ham 1648 i dette; ved Kroningen i Nov. s. A. blev han slaaet til Ridder. Han var endnu paa denne Tid en Ven af Corfits Ulfeldt og en hyppig Gjæst i hans og Leonora Christinas Hjem; efter Otto Sperlings Sigende var det ogsaa Ulfeldt, der anbefalede ham til at beklæde Embedet som Statholder, da han selv i Efteraaret 1648 forberedte sig til sin Gesandtskabsrejse til Holland. I Dec. overtog G. det nævnte Embede og fik sin Bestalling i Jan. 1649; 1651 forlenedes han med Bornholm. Under Ulfeldts Fraværelse fra Febr. til Dec. 1649 varetog han midlertidig de Forretninger, der paahvilede Rigshofmesteren, og benyttede Lejligheden til at sætte sig fast i Kongens Gunst. Det er ogsaa fra denne Tid, at man kan datere Bruddet mellem ham og Corfits Ulfeldt; denne bebrejdede ham Overgreb i hans Embedsførelse, regnede ham fra da af imellem sine Fjender og beskyldte ham 1651 for at have været en af Hovedophavsmændene til hans Fald. G. skal ogsaa have været med til at udarbejde den officielle Beretning om Dinas Proces, som i saa høj Grad krænkede Ulfeldt, og han kom til at nyde godt af dennes Landflygtighed, i det han i Okt. 1652 udnævntes til Rigshofmester efter at have faaet de fleste Stemmer i Rigsraadet ved Indstillingen om Besættelsen af dette Embede.

G., der fra nu af var Førsteminister i Danmark, var en fin og livlig Natur med ikke ringe humoristisk Sans. Han yndede at lade sin Spøg gaa ud over gejstlige. «Her udi Landet (Skaane) er stor Urolighed, Klammeri og Trætte imellem de højlærde udi Lund; vilde de lade det blive ved Munden og Pennen og holde Næverne stille, da var det intet nyt, men bliver der theologiske Næveskjærmydsler ogsaa til i Verden, da bliver det slet galt», skrev han 1655 til en af sine Venner. Dogmatiske Stridigheder laa ham i det hele fjærnt; skjønt han ikke vilde vide noget af jesuitisk Proselytmageri, roste dog de katholske Gesandter ham for hans Maadehold og Tolerance i religiøse Sager. Han var et Stykke af en Skjønaand, i høj Grad sympathetisk knyttet til den spanske Afsending i Kjøbenhavn, Digteren Grev Rebolledo, der uden Tvivl mente at sige en udsøgt Kompliment om ham ved at betegne ham som den, der havde mere af en Spaniers end af en Franskmands Væsen. Han stod i Brevvexling med lærde i Evropa, interesserede sig for Filosofi, tog sig af Ole Worm og andre danske Videnskabsmænd og samlede sig et stort og udsøgt Bibliothek. I dette, som talte henved 3000 Bind, var den franske, spanske og italienske Litteratur særlig repræsenteret, den tyske kun i ringere Grad, og f danske Skrifter fandtes ikke mere end 80. Hvad angaar hans Stilling til Tidens politiske Brydninger, opfattedes han i Almindelighed som nøje knyttet til Kongen og stemt for en Udvidelse af dennes Magt; et positivt Træk, der viser i denne Retning, er ogsaa, at han i Okt. 1658 sammen med Jørgen Seefeldt og Peder Reedtz skilte sig fra sine Fæller i Rigsraadet, da dettes Flertal stemte for en Proposition til Kongen om ikke i saa høj Grad som hidtil at benytte fremmede Raadgivere, men derimod besætte de ledige Kansler- og Marskembeder. Med større Bestemthed kan man betegne hans ydre Politik som overensstemmende med Kongens i dens Tilslutning til Sveriges Fjender, Spanien og Kejseren, og i Bestræbelsen for at vinde Nederlandene. Han hører sikkert til dem, som med Kongen dele Ansvaret for den Letsindighed, hvormed man i Haabet om Alliancer, men uden nogen Sikkerhed for Saadanne, drev til Krigen 1657, og hans diplomatiske Dygtighed bestod uden Tvivl ogsaa mindre i Talent til at kunne bedømme en politisk Situation end i Evne til paa en vindende Maade at kunne omgaas de fremmede Magters Repræsentanter.

Da Ulykkerne kom, undgik G. ikke sin Del af Byrden. I Juli 1657 fik han sammen med nogle andre Rigsraader Fuldmagt til at varetage de nødvendige Forretninger i Kjøbenhavn; men tungere var det Ærende, der i Febr. 1658 overdroges ham sammen med Christen Skeel, da de sendtes afsted for at møde Carl Gustav og søge at vinde Fred. Forhandlingerne begyndte i Vordingborg mellem de danske Afsendinger og den svenske Konges befuldmægtigede, Sten Bjelke og Corfits Ulfeldt; den sidstes Tilstedeværelse som Sejerherrens Repræsentant har sikkert været et haardt Stød for G., hans gamle Modstander. Efter at have aflagt Beretning for Frederik III i Kjøbenhavn om, hvad der var sket i Vordingborg, fortsatte Afsendingerne derpaa Underhandlingerne i Taastrup og Roskilde. G. var medtagen af saa pinende Sygdomme som Sten og Podagra; da han 26. Febr. satte sit Navn under Roskildefreden, skal han have udbrudt: «Vellem, me nescire litteras!» Fredslutningen havde tilmed sin personlige Betydning for ham; hans Godser, der vare forøgede ved Arv efter hans Svigerfaders Død, laa for største Delen i Skaane, og han var forlenet med Bornholm. Til Gjengjæld for Tabet ved denne Øs Afstaaelse fik han kort efter Kalundborg Len; men ogsaa Carl Gustav søgte at byde ham Erstatning, uden Tvivl for at gjøre ham medgjørligere under de Forhandlinger, der i Tilslutning til Roskildefreden førtes i Kjøbenhavn i Løbet af de følgende Maaneder. Han udstedte et Brev, hvorefter Indtægterne af Bornholm skulde tilfalde G., saa længe han levede, men denne afslog at modtage Tilbudet. Hans Politik var ogsaa vedblivende rettet paa Alliancen med Østerrig og Holland, og han udtalte sig til sine Tider ret uforbeholdent til den kejserlige Gesandt, Baron Goés, om Muligheden af et Angreb paa den svenske Hær i Jylland, medens han i Rigsraadet anbefalede Forhandlinger med Nederlandene for at opnaa Hjælp i Tilfælde af et nyt svensk Angreb. Rimeligvis kom dette, da det iværksattes i Avg. 1658, ham dog uventet, men han udfoldede under Belejringen en betydelig Virksomhed og saas ved Kongens Side Stormnatten 11. Febr. 1659. Efter Freden i Kjøbenhavn foretog han en stor Handel med Kronen, i det han mod Erstatning af Krongods i Jylland mageskiftede til den alle sine Godser i Skaane; de benyttedes derefter som Vederlag til Sverige for Tilbagegivelsen af Bornholm. Han havde ogsaa endnu stadig Kongens Gunst; men ikke desto mindre overfløjede Begivenhederne ham. Hvor meget han end var stemt for en Udvidelse af Kongens Myndighed, var, hvad der skete i Efteraaret 1660, næppe efter hans Hoved.

Da Stænderne traadte sammen i Sept. i Kjøbenhavn, holdt han paa Kongens Vegne Aabningstalen, hvis Sirlighed rostes af de tilstedeværende. Men netop under Mødet i Kjøbenhavn tog hans gamle Svagelighed Overhaand, og han maatte i de afgjørende Dage i Okt. holde Sengen. I hans Hus paa Hjørnet af Østergade og det nuværende Kongens Nytorv samledes da det raadvilde og dødsdømte Rigsraads Medlemmer; her undertegnedes Resolutionen om Arverettens Overdragelse, her forhandledes om Bevarelsen af Adelens Privilegier, og her kom den østerrigske Gesandt, Goës, for at skaffe sig Nyheder og for at arbejde paa en fredelig Udgang paa Konflikten. Saa vidt man kan bedømme Forholdene, har G. indtaget en mæglende Holdning; han stod uden for den Sammensværgelse, der havde Kongen til Hoved og Christoffer Gabel til Budbringer; han søgte at faa Kongen til at besætte de ledige Rigsraadspladser, førend Raadet tog en endelig Beslutning; han roste over for fremmede Adelens Eftergivenhed, og han lod sig om Eftermiddagen 15. Okt. kjøre op paa Slottet for at stemme Kongen gunstig for Adelens Privilegier, men nogen bestemt Modstand mod de for Haandfæstningen og for Rigsraadets Indflydelse ødelæggende Skridt indlod han sig ikke paa. Begivenhederne gik saa temmelig over hans Hoved. Da Arvehyldingen foregik paa Slotspladsen 18. Okt., bares han paa en Stol op paa den Tribune, hvor Rigsraadet aflagde Eden til Arvekongen. Dagen efter besøgte den nederlandske Gesandt Vogelsang ham og vilde vide Besked om Situationen. «Er eders Excellence ikke Rigshofmester mere?» spurgte han. «Det véd jeg ikke,» svarede G. «Er da Rigsraadet ikke længere Rigsraad?». «Det véd jeg ikke,» lød atter Ministerens halv selvopgivende, halv humoristiske Svar.

En Uge efter, 26. Okt., blev G. dog udnævnt til Rigens Drost, det nye, endnu ganske ubestemte Embede med det gammeltklingende Navn. Han blev tillige Præsident i Statskollegiet, og sin Natur tro vedblev han at staa i det bedste Forhold til Kongen og Dronningen. Hans Svagelighed tog imidlertid stadig til, og han testamenterede Frederik III sit Bibliothek og Sophie Amalie sine Fiskedamme lige uden for Kjøbenhavn. Ogsaa de viste ham stor Venlighed og besøgte ham, Kongen endog flere Gange, under hans Sygdom, der 19. April 1661 medførte Døden. Hans Hustru var allerede død 11. Marts 1655.

Bricka og Gjellerup, Den danske Adel I, 203 ff.

J. A. Fridericia.

Beskæftigelse:
Rigshovmester

Beskæftigelse:
Statholder i København

Joachim blev gift med Øllegaard Huitfeldt den 3 okt. 1641 i København, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark. Øllegaard (datter af Henrik Huitfeldt og Margrethe Rosenkrantz) blev født den 16 maj 1622 i Lillø, Kristianstad, Skaane, Sverige; døde den 11 mar. 1655 i Lillø, Kristianstad, Skaane, Sverige; blev begravet i København, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark. [Gruppeskema] [Familietavle]

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Family Line: IX. Linjen Estvadgaard

Familie/Ægtefælle/Partner: Johan Brockenhuus. Johan blev født i 1614; døde den 3 feb. 1673 i København, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark. [Gruppeskema] [Familietavle]

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Beskæftigelse: Oberst
• Bopæl: Estvadgård Og Bratskov
• Family Line: IX. Linjen Estvadgaard

Notater:

Uddannelse:
1633 Sorø Skole, 1637-38 Akademiet, 1639 imm. i Leyden, 1640 i Orleans, 1642 i Siena

Frantz blev gift med Lisbet Pallesdatter Rosenkrantz den 3 jun. 1649. Lisbet (datter af Palle Rosenkrantz og Lisbet Jørgensdatter Lunge) blev født den 27 apr. 1631; døde den 28 sep. 1657 i Kokkedal, Danmark. [Gruppeskema] [Familietavle]

Frantz blev gift med Helle Urne den 24 apr. 1660. Helle (datter af Jørgen Urne og Margrethe Marsvin) blev født cirka 1639 i Kronborg Slot, Helsingør, Danmark; døde den 28 jun. 1688 i Estvad, Skive, Danmark. [Gruppeskema] [Familietavle]

Margrethe blev gift med Gregers von Rathlou i 1671. Gregers (søn af Ditlev von Rathlou og Catharine Rantzau) blev født den 30 jun. 1636; døde den 30 jun. 1681; blev begravet i Gosmer Kirke, Odder, Danmark. [Gruppeskema] [Familietavle]

Familie/Ægtefælle/Partner: Sophia Nansen. Sophia blev født i 1657; døde i 1704. [Gruppeskema] [Familietavle]

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Bopæl: Rodstenseje (tidl. Hovedstrup), Odder, Danmark

Sophie blev gift med Jens Rodsteen i 1668. Jens (søn af Steen Rodsteen og Margarethe Lagesdatter Urne) blev født i 1633; døde i 1706; blev begravet i Odder Kirke, Odder, Danmark. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Gersdorff, Frederik, o.1650-1691, Hofembedsmand, Diplomat, var yngste Søn af ndfr. nævnte Joachim G.

1668 blev han Hofjunker og senere Kammerjunker hos den unge Kong Christian V. 1670 sendtes G. til Celle som dansk Envoyé hos Hertugerne af Brunsvig, men kom hjem igjen 1678 og blev Ceremonimester (siden Overceremonimester) ved Hoffet. 1680 fik han Titel af Etatsraad og ledsagede 1683 Prins Jørgen til hans Vielse i England. Faa Hjemrejsen aflagde G. i Egenskab af overordentlig Gesandt Kondolencebesøg i Paris i Anledning af Dronningens Død.

1684 blev han Ridder af Danebrog og ledsagede 1685 Kongen paa Rejsen til Norge. Allerede 1686 udpegedes han til Gesandt i England af udenforstaaende, der hos Magthaverne troede at spore Frygt for G.s Yndest hos Kongen og hos Gyldenløve. Først 1688 blev det dog til Alvor med denne Sendelse, da netop G.s Svigerfader, den rige Christen Skeel (d. 23. Marts 1688), havde efterladt ham en stor Arv, hvoraf han som sin Hustrus Mødrenearv allerede havde modtaget Ravnholt, medens han selv 1669 havde solgt sin Fædrenearv, Aalstrup og Tostrup (Christianssæde) paa Laaland. Som ivrig Legitimist holdt G. i England til det yderste fast ved Jacob II, men kom herved i et skjævt Forhold til Prins Jørgen og end mere til den ham saa usympathetiske Vilhelm III. 30. April 1689 hjemkaldtes han altsaa og døde allerede 1691 i Slutningen af Avg. paa en Udenlandsrejse, som det synes i Bergen i Hennegau.

Med god Føje udtaler han om sine (til Dels danskskrevne) Beretninger fra den engelske Revolution, at de ere mere underholdende end en opdigtet Roman. Hertil bidrager væsentlig den livlige Stil, baaret af en opvakt Tanke og prydet med friske Udtryk. Det skjønnes heraf let, at G. har hørt til sin Samtids «gode Hoveder» her til Lands, hvorom vel ogsaa det vidner, at han er en af dem, hvem man har tillagt Andel i Forfatterskabet til «Grevens og Friherrens Komedie».

G. var ved sin Død Enkemand efter Elisabeth Sophie Skeel (d. 1690), der bragte ham Tølløse foruden Ravnholt. Den ældste Datter ægtede Chr. Sehested, den anden v. Rosenkrantz til Rosenholm og den sidste Grev Chr. Friis til Frijsenborg, medens begge hans Sønner døde som smaa.

Danske Saml. 2. R. III-V. Brasch, Prins Georg af Danm.

Fr. Krarup.

Beskæftigelse:
Overceremonimester

Frederik blev gift med Elisabeth Sophie Skeel den 20 feb. 1677. Elisabeth (datter af Christen Skeel og Birgitte Pallesdatter Rosenkrantz) blev født cirka 1660; døde den 6 jul. 1690; blev begravet i Tølløse Kirke, Tølløse, Merløse Herred, Holbæk Amt, Danmark. [Gruppeskema] [Familietavle]