Caroline Frederikke Schimmelmann

Caroline blev gift med Francois Valentine, Marquis le Merchier de Criminil i 1796. Francois blev født i 1753; døde i 1823. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Reventlow-Criminil, Joseph Carl Greve, 1797-1850, Kancellipræsident.

Faderen, François Valentin Marquis le Merchier de Criminil, Godsejer i Artois, Oberst i den franske Hær og Staldmester hos Grevinden af Provence (den senere franske Konge Ludvig XVIII's Gemalinde), emigrerede 1791 og bosatte sig i Nærheden af Hamborg, hvor han 1796 ægtede Caroline Komtesse Schimmelmann fra Ahrensburg. Deres ældste Søn, Joseph Carl, fødtes 9. Febr. 1797 og kom allerede 1808 tilligemed sin yngre Broder, ovfr. nævnte Heinrich Anna, paa Grund af Faderens vedvarende Svagelighed (han døde 12. Febr. 1823) til Emkendorf, hvor de begge antoges i Sønners Sted og senere formelig adopteredes af Grev Frederik Reventlow og Christine Juliane Frederikke f. Komtesse Schimmelmann, deres Bedstefaders Søster.

Ved Patent af 20. Sept. 1815 optoges begge Brødrene i den danske Grevestand under Navnet Reventlow-Criminil. Paa Emkendorf, som i de Aar var et Samlingssted for mange ved Aand og Kundskaber fremragende Mænd, nøde Brødrene en udmærket Opdragelse. Fra 1815 studerede de begge Retsvidenskab i Gøttingen, senere i Kiel, og efter at have taget Embedsexamen ved Overretten i Glückstadt foretog Grev Josephen længere Rejse til Frankrig og Italien, paa hvilken han 1820 ægtede Enken efter den 12. Sept. 1818 afdøde Baron Friedrich Blome til Salzau, Charlotte Juliane f. Rigsgrevinde Piaten zu Hallermund (f.8. Sept. 1778 + 19. Nov. 1857). I nogle Aar var han nu Avskultant ved Overretten i Slesvig, blev 1826 Hofjægermester og 11. Nov. 1829 Amtmand over Rensborg Amt; Aaret i Forvejen havde han arvet det nærliggende Emkendorf. 1834 blev han Kammerherre, 1842 Kommandør af Danebrog.

Da Grev Otto Moltke kort efter Prinsen af Noers Udnævnelse til Statholder i Slesvig og Holsten af Misfornøjelse dermed nedlagde Posten som Præsident for det slesvig-holsten-lauenborgske Kancelli, blevR.-C., der allerede som Amtmand havde nydt Christian VIII's særlige Fortrolighed, 4. April 1842 hans Eftermand paa Prinsen af Noers Forslag og 28. Juni s. A. Storkors af Danebrog. Han havde ved sin ivrige Deltagelse i de 3 foregaaende Stændersamlinger som godsejervalgt Medlem og Vicepræsident lagt en ikke ringe Dygtighed og et sundt Blik for Tidens Krav for Dagen. I Stænderne udtalte han sig bl. a. for Regeringskollegiernes Afløsning med Ministre, for større Hurtighed i Rettergang og Forvaltning, for Selvst de holstenske Stænder, ved disses Sammentræden i 1842 (7. Juli) blev kongelig Kommissarius. Denne Stændersamling i Itzeho forløb forholdsvis rolig, men R.-C. røbede alt den Gang sit slesvig-holstenske Sindelag ved at søge at overtale Christian VIII til at samtykke i de slesvigske og deholstenske Stænders Forening og til at oprette et Militærakademi i Rensborg, hvorpaa Kongen dog ikke vilde gaa ind af Frygt for at faa to Slags Officerer, tyske og danske. Ogsaa i de slesvigske Stænder, som sammen traadte 12. Okt. 1842, blev R.-C. kgl. Kommissarius. Faa Dage efter forberedte han Kongen paa, at der i Stænderne vilde fremkomme Forslag om Slesvigs Optagelse i det tyske Forbund, og uagtet Kongen indtrængende anmodede ham om at forhindre det, kom Forslaget dog frem, hemmelig og uden Kongens Vidende støttet af Hertugen af Augustenborg og Prinsen af Noer. Hvad enten nu R.-C. i Smug holdt til med de slesvig-holstenske Ledere i Stænderne, eller han ingen virkelig Magt havde over dem, blev deres Optræden mere og mere udæskende. Og da deres dansk-fjendtlige Forslag kulminerede i Andragendet om at stryge Ordene paa slesvigske Fartøjer, var det, at P. H. Lorenzen talte Dansk i Mødet 12. Nov. 1842.

R.-C. gjorde intet for at beskytte Lorenzen hverken imod den Vold, Stænderne øvede mod det danske Sprog, eller mod den personlige Overlast, hvormed man truede ham, men raadede privat Kongen til at desavouere Lorenzen. Dette lykkedes ham ved Broderens, Udenrigsministerens, Hjælp kun til Dels, og Christian VIII fik allerede den Gang en Formodning om, at R.-C.s Troskab var af tvivlsom Beskaffenhed.

Da han saaledes i det Svar, han efter Kongens Befaling gav Stænderne paa deres Adresse, og hvori Kongen vilde have hævdet , egenmægtig udelod Ordene , paadrog han sig en alvorlig Irettesættelse af Kongen. Faa Maaneder efter var han atter nær ved at falde i Unaade. I et Statsraad havde Kongen ytret Betænkeligheder ved at tiltræde den af R.-C. som Kancellipræsident tilraadede Oprettelse af en Filialaf den tyske Gustav-Adolf-Forening i Slesvig, fordi saadant kunde opfattes som en Anerkjendelse -- fra Regeringens Side af, at Slesvig var en Del af Tyskland. R.-C. følte sig dybt krænket over KongensMistanke og forlangte 3. April 1843 sin Afsked, fordi han troede at have mistet Kongens Tillid, men Kongen befalede ham at blive. I 1844 var R.-C. atter kgl. Kommissarius baade i Itzeho og i Slesvig Stænder, men heller ikke i dette Aar evnede han at standse Slesvig-Holstenerne i deres statsopløsende Færd -- eller vilde maaske ikke. Da Christian VIII 8. Juli 1846 havde udstedt det aabne Brev om Arvefølgen, indsaa R.-C., at det var ude med hans Magt og Indflydelse og skrev 17. Avg. fra Itzeho, hvor Stænderne, i hvilke han for tredje Gang havde været kgl. Kommissarius, lige vare sluttede, til Kongen, at han bad sig fritaget for at blive kgl. Kommissarius ved Stænderne i Slesvig, og indgav tillige sin Demission som Kancellipræsident, i det han ingen Indflydelse besad mere i Landet, hvorfor hans Tjeneste var overflødig, ligesom han indsaa, at der nu vilde udkræves en Række Forholdsregler, hvilke han ikke vilde kunne bifalde. Kongen gjorde
Forsøg paa at formaa ham til at blive, men da han gjentog sin Demission, modtog Kongen den og udnævnte ham til Overpræsident i Altona. Ved Oprørets Udbrud i 1848 anerkjendte han den provisoriske Regering og modtog fra Altanen paa Raadhuset i Altona de indrykkende preussiske Tropper med en Velkomsttale, men havde dog intet imod, at hans eneste Søn, Carl Adelbert Felix Greve R.-C. (f. 9. Avg. 1821),den Gang Attaché ved Gesandtskabet i London (senere
hannoveransk Diplomat), forblev i dansk Tjeneste. Indtil sin Død, som indtraf pludselig 17. Juni 1850 paa Emkendorf, holdt han sig helt tilbage fra det offentlige Liv.

H. R. Hiort-Lorenzen.

Joseph blev gift med Charlotte Juliane von Platen-Hallermund i 1820. Charlotte blev født i 1778; døde i 1857. [Gruppeskema] [Familietavle]

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Ordner: Ridder af Elefanten
• Link: https://www.wikiwand.com/de/Heinrich_von_Reventlow-Criminil

Notater:

Da Prøjsen og Østrig i 1850 besatte Holsten militært, blev overtilsynet med civilforvaltningen overdraget til en regeringskommission, hvori en prøjsisk, en østrigsk og en dansk kommissær havde sæde. Denne sidste post beklædtes fra febr. 1851 af H.A.Reventlow-Criminil, som tillige fungerede som kommissær i Lauenborg. Den 27.1.1852 udnævntes han til minister for hertugdømmerne Holsten og Lauenborg

Beskæftigelse:
Gehejmeconferentsråd, Gehejmestatsminister, Minister for hertugdømmerne Holsten og Lauenborg

Heinrich blev gift med Rigsgrevinde Luise Sophie Jeanette Rantzau den 8 maj 1823 i Rastorf, Plön, Slesvig-Holsten, Tyskland. Luise (datter af Rigsgreve Christian Detlev Carl Rantzau og Charlotte Henriette Susanne Diede zum Fürstenstein) blev født den 5 dec. 1799 i København, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark; døde den 23 okt. 1852. [Gruppeskema] [Familietavle]

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Bopæl: Emkendorf, Slesvig-Holsten, Tyskland

Notater:

Beskæftigelse:
Hannoveransk diplomat - I dansk tjeneste

Carl blev gift med Isabella Harriet Jane Wemyss den 11 maj 1859 i London, England. Isabella blev født den 19 nov. 1837; døde den 11 dec. 1894 i Emkendorf, Slesvig-Holsten, Tyskland. [Gruppeskema] [Familietavle]

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Ejendom: Ruhleben, Plön, Slesvig-Holsten, Tyskland
• Titel: Kammerherre

Notater:

Alfred Franz Carl greve Reventlow-Criminil (11. september 1825 på Schwarzenbek – 22. oktober 1898 på Ruheleben ved Pløn) var en dansk-tysk godsejer og diplomat.

Han var søn af den danske minister Heinrich Anna Reventlow-Criminil og Luise Sophie Jeanette Rantzau, blev kammerherre og legationssekretær, men forlod dansk tjeneste efter nederlaget 1864. Han var Ridder af Dannebrog, af den russiske Sankt Anna Orden og af den preussiske Johannitterorden.

Han var gift 1. gang 27. maj 1854 med komtesse Malwine Louise Anna Reventlow (17. december 1831 – 28. august 1857) og 2 gang 24. september 1860 med komtesse Bertha Louise Camilla Reventlow (2. oktober 1835 – 16. august 1869) og 3. gang 2. december 1873 med komtesse Marie Louise Christiane Reventlow (2. december 1833 – 27. december 1910).

Alfred blev gift med Komtesse Malvina Louise Anna Reventlow den 27 maj 1854 i Garnisons Kirke, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark. Malvina (datter af Greve Frederik Detlef Reventlow og Jutta Birgitte Friederiche Christensen) blev født den 17 dec. 1831 i Rio de Janeiro, Brasilien; døde den 28 maj 1857 i London, England. [Gruppeskema] [Familietavle]

Alfred blev gift med Bertha Ida Louise Camilla Reventlow den 24 sep. 1860. Bertha (datter af Greve Ernst Christian Reventlow og Sophie Adelaide von Buchwald) blev født den 2 okt. 1835 i Farve, Slesvig-Holsten, Tyskland; døde den 16 aug. 1869 i Ruhleben, Plön, Slesvig-Holsten, Tyskland. [Gruppeskema] [Familietavle]

Alfred blev gift med Marie Louise Christiane Reventlow den 2 dec. 1873. Marie (datter af Greve Ernst Christian Reventlow og Sophie Adelaide von Buchwald) blev født den 2 dec. 1833; døde den 27 dec. 1910 i Ruhleben, Plön, Slesvig-Holsten, Tyskland. [Gruppeskema] [Familietavle]

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Bopæl: Emkendorf, Slesvig-Holsten, Tyskland

Notater:

Titel:
Mecklenborg-Strelitzsk kammerherre

Adolf blev gift med Mary Dameron den 24 jun. 1892. Mary blev født den 25 dec. 1870 i St Louis,; døde den 11 apr. 1896 i San Remo, ,. [Gruppeskema] [Familietavle]

Adolf blev gift med Alice Lillian Hoyos den 12 okt. 1907 i Wien, Østrig. Alice blev født den 18 okt. 1877 i Rijeka (Ital: Fiume) Kroatien; døde den 23 okt. 1923 i Erlangen, Bayern, Tyskland. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

1910 erwarb die 'Halliggräfin' Diana von Reventlow-Criminil Südfall und lebte dort bis zu ihrem Tod im Alter von 91 Jahren 1953 und sorgte aufgrund ihrer adligen Herkunft und ihres einsamen Lebens als Frau ohne Ehemann auf dieser kleinen Hallig wahrscheinlich für viel Klatsch und Tratsch. Sie unterstützte den Nordstrander Bauer Andreas Busch bei seiner Rungholt-Forschung, ihr Neffe Victor entdeckte ebenfalls Kulturspuren im Watt.

_________

Diana Gräfin v. Reventlow-Criminil, die als "Halliggräfin" bekannt war lebte bis zu ihrem Tod 1953 auf Hallig Südfall. Sie beeindruckte die Nordfriesen, weil sie Haltung zeigte, nicht nur gegenüber dem Nationalsozialismus, den sie ablehnte, sondern auch als unverheiratete und sehr selbstbestimmte Persöhnlichkeit, die für ihre Unabhängigkeit alle Härten des Halliglebens auf sich nahm.

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Bopæl: Farve, Slesvig-Holsten, Tyskland

Notater:

Beskæftigelse:
Preuss ritmester uf. t.