Dronning Anna Sophia Reventlow

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Family Line: V. Den danske grevelige linje af 1673
• Kilde: DAA 1939 p55: 2,17 DAA 2018-20 p655: V,17
• Titel: 1 jul. 1712, Skanderborg Slot, Skanderborg, Danmark; Fyrstinde af Slesvig Ved vielsen (til venstre hånd) i 1712 til Kong Frederik IV ophøjet til fyrstinde af Slesvig
• Titel: 21 jan. 1713, Vallø Slot, Valløby Sogn, Bjæverskov Herred, Præstø Amt, Danmark,; Grevinde af Vallø Frederik IV. oprettede ved patent af 21/1 1713 grevskabet Vallø og skænkede det til Anne Sophie Reventlow, deres fælles børn og disses efterkommere.
• Titel: 31 maj 1721, Frederiksberg Slotskirke, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark ; Danmarks Dronning Kronet af Kong Frederik IV d 31. maj 1721 på Frederiksborg Slot

Notater:

Dansk Biografisk Leksikon (1. udg):

Anna Sophie, 1693-1743, Dronning. Hun indtager blandt Danmark-Norges Dronninger en særegen Plads som den eneste, der ikke har været af fyrstelig Æt; men uheldigvis knytter der sig ikke noget tiltalende Minde til hendes Ophøjelses Historie. Hun var født 16. April 1693 og var den yngste Datter af Grev Conrad Reventlow, død som Storkansler 1708, og Sophie Amalie Hahn, en Datter af den fra Christian V's Historie bekjendte Overjægermester Vincents H. Medens hendes ældste Halvsøster, Christine Sophie, Stammoder baade til Greverne Frijs-Frijsenborg og Holstein-Holsteinborg, ved Skjønhed og selskabelige Talenter naaede at indtage den ypperste Plads iblandt den Tids Adelsdamer her hjemme, fængslede hun selv, 18 Aar gammel, den letfængelige Frederik IV's Hjærte, da denne 1711 første Gang saa hende ved en Maskerade i Kolding.

Det var forgjæves, at hendes karakterstærke og fortræffelige Moder søgte at holde hende fjærnet fra Kongen. Uagtet dennes Dronning, Louise af Meklenborg, endnu levede, vandt han let den livsglade og forfængelige Pige, og han bortførte hende 26. Juni 1712 fra Moderens Gaard Clausholm i Jylland. De Samvittighedsskrupler, hun havde ved at blive hans Elskerinde, og som han maaske ogsaa selv havde vedat tage sig en Mætresse, døvede han ved at lade sig vie til hende ved venstre Haand, uagtet Dronning Louise endnu levede.

En tidligere Konrektor i Flensborg, Clausen, var villig til at forrette denne Vielse, der unægtelig ikke var noget enestaaende i Danmark-Norges Historie, for saa vidt Frederik IV allerede 1703 havde ladet sig vie paa den Maade til Frøken Viereck, dér var Datter af en herværende preussisk Statsafsending og var død det følgende Aar; men Forargelsen blev ikke mindre ved at være en Gjentagelse. Med den enev. S. fik en anselig og smuk Bolig tæt ved Slottet i Kjøbenhavn, og medens Dronningen maatte græmme sig i Stilhed, blev hun Midtpunktet for det selskabelige Liv, der var Kongens bedste Adspredelse.

Han smykkede hende med Titel af Fyrstinde af Slesvig; foruden hvad hun modtog af forskjellige Gaver, havde hun en aarlig Apanage af den kongelige Partikulærkasse, der i det mindste et Par Aar senere steg til 28000 Rdl. aarlig, og han skjænkede hende dels det sjællandske 1765 Tdr. Hartkorn store Gods Vallø, dels i Holsten Godser, hvoraf der efter en Opgjørelse af Indtægten i Aaret 1730 blev svaretomtr. 13000 Rdl. aarlig. Men hendes Forhold til Kongen fik et nyt Præg, da Dronning Louise døde 15. Marts 1721. I Følge en Familietradition i hendes Søster Grevinde Holsteins Slægt havde Kongen kun vundet hende ved at give hende sit kongelige Ord paa, at han baade vilde ægte hende og hæve hende paa Tronen ved Siden af sig, naar Dronningen døde. Hvor usikker end en saadan Overlevering er, saa er der ingen Tvivl om, at hun selv attraaede dette Maal.

Hun kunde i saa Henseende bygge paa Kongens stærke og vedholdende Lidenskab for hende, en Følelse, hun selv synes at have gjengjældt oprigtig. Adskillige Breve fra Kongen til hende og Smaaoptegnelseraf hende af forskjellig Art vidne om Styrken af deres gjensidige Følelser. Man fristes næsten til at tro, at Kongen har længtes efter den Dag, da han kunde give sit Forhold til A. S. et mere legitimtPræg. I det mindste skyndte han sig paa den mest iøjnefaldende - for ikke at sige upassende - Maade dermed. 2. April 1721 blev Dronning Louises Lig ført fra Kjøbenhavn til Roskilde, hvor det bisattesd. 3. Den følgende Dag holdt Universitetet Sørgefest i den Anledning, og samme Dags Eftermiddag blev A. S. viet til Kongen ved den højre Haand af den samme Clausen, der 9 Aar tidligere havde sat Kirkens Stempel paa deres Forhold. En saadan Omvielse kunde ikke have anden Mening, end at hun skulde sættes i Stand til at bære Kronen, og Folks Forventning, at dette skulde ske, gik hurtig i Opfyldelse.31. Maj i Overværelse af Kronprinsen og Kronprinsessen, Kongens Søskende og en pragtfuld Forsamling af høje Embedsmænd, Officerer og udenlandske Diplomater satte Frederik IV paa Frederiksberg Slot selv Kronen paa A. S.s Hoved med de Ord:

Ikke for varm i Farven og hendes Tænder stygge, hvad der vanhelder hendes for øvrigt saa skjønne Ydre.» Uagtet Frederik IV vel nok undertiden kunde give selv hende Anledning til Skinsyge, bevarede hundog hans Kjærlighed indtil hans D havde naaet denne Stilling.

Den høje Stjærne, hun havde hos Kongen, har givet Anledning til alskens Fortællinger om, at hun som Dronning udøvede stor Indflydelse over ham. Selv i sin egen Slægt gjaldt hun senere som den, der vedSiden af at have haft megen Aand tillige havde været . Slige Fortællinger vare næppe ugrundede. Som hendes Ophøjelse paa Tronen stod i Forbindelse med, at Kongen fra nu af nærmest støttede sig til Personer, der stode hende nær, først og fremmest til Storkansleren U. A. Holstein, saaledes er der Træk nok fra Datiden af Folks Henvendelser til hende som den, de mente kunde lægge et vægtigt Ord ind for dem hos Kongen, og af Taksigelser til hende for den Hjdelse næppe heldig; flere af de Mænd, hun virkede til at drage frem, have ikke efterladt sig et godt Navn fra Karakterens Side, og der synes athave været noget intrigant ved hende.

Hvor ivrig Frederik IV var for at værne om hendes Ry, vidner blandt andet den saakaldte hemmelige Kommission om, der blev nedsat i Jan. 1725. Skjønt denne nærmest gav sig af med Undersøgelser om forskjellige Misligheder ved Embedsmænds Færd, blev deri indblandet Eftergranskninger om Pengeprellerier, der skulde have fundet Sted i Dronningens Navn. Hun fulgte med ikke mindre Iver end Kongen denne uhyggelige Kommissions Undersøgelser. Det var Frederik IV's stærke Følelser for hende, hvoraf hendes timelige Lykke og Indflydelse afhang, det fik hun at føle, da han døde. Intet var naturligere, end atde svære Krænkelser, som hendes Forhold til Kongen havde voldt Dronning Louise, medens hun levede, havde naget Kronprins Christian stærkt, og højst forstaaeligt var det, at det krænkede ham dybt, naarhan efter Moderens Død skulde vise Stifmoderen Hyldest som Dronning og vel endog maatte søge at staa paa en god Fod med hende. Den Bitterhed, han følte ved sligt, blev end yderligere ægget af hans altandet end godmodige Gemalinde Sophie Magdalene. Den Kjendsgjerning, at A. S. kun var en fornem Adelsmands Datter, ikke en Fyrstinde, gjorde aabenbart Forargelsen endnu større i deres Øjne, hvor komiskdet end nu kan forekomme os, at hendes Fødsel gjaldt for saa meget ringere end en Prinsesses fra hvilket som helst tysk Duodezfyrstendømme.

Lignende Følelser som Kronprinsen og Kronprinsessen havde Kongens Søskende Prins Carl og hans lidenskabelige Søster Sophie Hedevig. Frederik IV maatte sige sig selv, at ved hans Død ventede en Storm hans eget eller , som han kaldte A. S. Han gjorde derfor alt, hvad der stod i hans Magt for at sikre hendes Stilling, naar han ikke mere var i Live. Ved en Række testamentariske Bestemmelser, hvori han stævnede dem, der handlede derimod, til , fastslog han blandt andet en Ordning, der kunde lade A. S. leve paa samme Vis som tidligere Enkedronninger. Kronprinsen maatte give ham et skriftligt Tilsagn (23. Febr. 1725).

Umiddelbart før sin Død i Odense (12. Okt. 1730) søgte Frederik IV at stemme den af Kronprins Christian meget yndede Carl Adolf Plessen forsonlig ved at hænge den Elefantorden, han selv havde baaret,om hans Hals, og han besvor ham at arbejde for, at Kronprinsen opfyldte, hvad han havde lovet med Hensyn til Dronning A. S. Et Øjenvidne har fortalt, at Plessen gav ham et edeligt Tilsagn derom.Men det gik med Frederik IV's Testamente, som det i Frankrig var gaaet med Ludvig XIII's og Ludvig XIV7s. Med Døden var Agtelsen for den enevældige Konges Vilje forbi. Vistnok kan man ikke sige, at A. S. blev haardt plaget. Hun fik Godset Clausholm i Jylland, hvilket Frederik IV i sin Tid havde af kjøbt hendes Moder, som en Slags Livgeding, desuden en Sum af 100000 Rdl. én Gang for alle og en aarlig Apanage paa 25000 Rdl. Ogsaa bevarede hun Dronningetitelen uden dog at maatte kalde sig Dronning til Danmark og Norge. Men Livet paa Clausholm var i Virkeligheden en Forvisning, Modsætningen imellem de Kaar, hun havde, og dem, der vare lovede hende, var overordentlig stor, og hun maatte leve paa en jysk Gaard, stemplet med den kongelige Unaades Mærke som den, der havde forført Frederik IV til det formastelige Skridt at gjøre hende til Dronning, som den, der havde misbrugt sin Stilling og endog udsuget Landet. Det var Sigtelser, som, hvad der end i sædelig Henseende kunde bebrejdes hende, vare umaadelig overdrevne. Men Christian VI holdt fast ved at se hende paa denne Maade.

Den ubehagelige Kjendsgjerning, at han havde givet et skriftligt Løfte om at behandle hende ganske anderledes, end han i Virkeligheden gjorde, tyngede ikke paa hans Samvittighed. Da hans SkriftefaderBluhme senere opfordrede ham til at tilgive hende og , fandt han kun, at han . Det kan forbavse at se den for sin Strænghed bekjendte Bluhme her række Synderinden Haanden; men den Gang var A. S. en bodfærdig Kvinde. De Træk af stærk Religiøsitet, som tydelig mærkes hos Frederik IV i hans sidste, Aar, have maaske allerede den Gang ikke været uden Indflydelse paa Dronningen, og under det stille Livpaa Clausholm, hvor hun syslede med sin Fortids stærkt betegnede og stærkt nagende Minder, var hun lige saa oplagt som hendes kongelige Stifsøn og Avindsmand til at søge Trøst og Støtte i en pietistisk Religiøsitet. Hun dn døde, da hun var 15 år gammel, hvorefter hun levede med sin moder på den jyske herregård Clausholm. At dømme efter hendes skriftlige efterladenskaber beherskede hun dansk, fransk og tysk om end på et niveau, der lå under det almindelige for en adelig kvinde på denne tid. Ved et maskebal på Koldinghus i 1711 fattede Frederik 4. interesse for den unge, smukke komtesse Reventlow og ønskede hende som maitresse. Da ASs moder på det bestemteste modsatte sig et svig. Hun blev tildelt apanage og fik i Kbh. overdraget “Kongens Gård” bag ved Børsen. Ved et patent blev Vallø med tilliggende i 1713 oprettet som grevskab til AS, der ved godskøb selv forøgede Valløs tilliggende. I april 1721 døde dronning ? l hoved. For første gang i Danmark var en kvinde, der ikke var af fyrstelig byrd, blevet kronet til dronning. Kroningen blev i samtiden udlagt som bevis på hendes magt over kongen.

Efter ASs indtog i Kbh. som dronning forlod kongens to søskende, prins ?Carl og prinsesse ?•Sophie Hedevig, hoffet og indrettede sig på Vemmetofte, hvor især prinsessen sammen med ASs ærkefjende overkammerherre ?Carl Adolf von Plessen skabte et centrum for modstanden mod hende. Af større betydning var imidlertid den omfattende personudskiftning i hoffets og administrationens ledende stillinger,der nu foregik til fordel for især medlemmer af slægterne Reventlow og Holstein. AS er blevet tillagt en stor del af ansvaret for disse dispositioner. De kan dog snarere ses som et udslag af kongens egen iver for at værne om hende i erkendelse af hendes usikre position. Hensynet til hende blev herved i væsentlig grad bestemmende for hans valg af ministre og ris man ville opnå noget hos kongen, erder ingen klare vidnesbyrd om, at hun havde nogen egentlig politisk magt. I samtiden blev hun kaldt “de ringe Stænders Velgørerinde”. Hun donerede bl.a. penge til legater for enker og fattige. Menhvordan hun blev betragtet af den almindelige jævne befolkning, ved man ikke meget om.

AS og Frederik 4. fik seks, muligvis otte børn, der alle døde som spæde. Det kgl. ægtepar opfattede det som Guds straf for deres syndige levned før 1721, at de mistede deres børn. Da kongen i oktober1730 lå for døden, tog han von Plessen i ed på, at AS ville blive behandlet anstændigt og overrakte ham sin egen elefantorden som tak. Men i øvrigt lå hendes fremtid helt og holdent i tronfølgeren ?Christian 6.s hænder. I et testamente fra 1722, underskrevet “frivilligt og uden Tvang” i 1725 af Christian, der da var kronprins, havde Frederik 4. forsøgt at sikre AS efter sin død. Et testamente,der skulle vise sig ikke at blive meget værd. To uger efter kongens død skrev AS til Christian 6. og frasagde sig de rettigheder, hun havde ifølge testamentet, og derudover al ret til sine ejendomme og midler. Ti dage senere modtog hun som svar et kgl. reskript, der indeholdt bestemmelser for hendes videre skæbne. Christian 6., der foragtede AS, for dog ikke nær så hårdt frem mod hende som ventet.Men faderens testamente negligerede han. AS fik lov til at beholde titel af dronning, dog uden at føje Danmark eller Norge dertil. Og enkedronning måtte hun ikke kalde sig. Testamentet bestemte, at hun skulle have Nykøbing Slot på Falster som enkesæde, i stedet fik hun overladt Clausholm, som Frederik 4. havde afkøbt hendes moder i 1718. Hun måtte ikke forlade herregården uden kongens tilladelse,hvad der tangerer en forvisning i unåde. Hun fik en engangssum på 100.000 rigsdaler og en årlig apanage på 25.000 rigsdaler. Desuden kunne hun nyde alle indkomster af Clausholm. Det lykkedes hofpræst?J.B. Bluhme at formilde Christian 6. over for AS, inden hun døde 1743 på Clausholm, hvor hun havde levet et strengt religiøst liv. Ved hendes død dekreterede kongen hofsorg, og han opfyldte hendes ønske om at komme til at ligge under samme tag som Frederik 4. i Roskilde Domkirke. Hun blev dog ikke placeret ved siden af sin ægtemand, men i slægten Trolles kapel, som Christian 6. havde erhvervet.
Mal. af J.S. du Wahl på Rosenborg. Mal. af Balthasar Denner i Fr.borgmus.

Torben Holck Colding (red.): Dronning Anna Sophie, 1951. Aarbog udgivet af Randers Amts historiske Samfund, 1911.
Privatarkiv i Kongehusets arkiv i RA.

Optaget i Dansk Biografisk Leksikon.

Pernille Frederikke Hasselsteen

_________________

Kristeligt Dagblad: (7. juni 2010)

Forfatter Maria Helleberg har sin egen teori om, hvorfor pietismen kom til Danmark. I "Engelshjerte" fortæller hun historien om kong Frederik den Fjerdes venstrehåndsægteskab med Anne Sophie Reventlow
Trafikken er øredøvende, menneskemylderet enormt. Lastbiler, taxaer, cykler og fodgængere hvirvler ind og ud og forbi hinanden. Vi er ved Nørreport i København, hvor forfatter Maria Helleberg har valgt, at vores pietistiske byvandring skal tage sin begyndelse.

"Her begynder København. Det tænker man egentlig ikke over i dag, hvor byen har bredt sig, men Nørreport er ligesom i 1700-tallet et af de helt store ankomststeder. Før i tiden var der bare ikke by påden anden side," forklarer hun.

For nylig udkom hendes historiske roman "Engelshjerte" om kærligheden og ægteskabet mellem Anne Sophie Reventlow og kong Frederik den Fjerde. Kong Frederik ægter først Anne Sophie til venstre hånd, dahan allerede er gift med dronning Louise, men da Louise dør, bliver de gift til højre hånd, og Anne Sophie bliver dronning.

Romanen foregår i første halvdel af 1700-tallet og beskriver blandt andet, hvordan kong Frederik og Anne Sophie indførte pietismen i Danmark, og hvordan den så ud, da kong Frederiks søn og Anne Sophies stedsøn, Christian den Sjette, tog den ud i sin yderste konsekvens sin regeringsperiode.

"Al underholdning blev forbudt, der måtte ikke spilles musik, kun synges salmer i kirken, der måtte ikke spilles teater, og alle skuespillere og musikere blev nægtet indrejse i Danmark. Maskeraderne blev bandlyst, bøndernes festdage forbudt, ligesom at kunstmalerne kun måtte male portrætter af fine mennesker eller male historiske billeder. Det må have været ganske forfærdeligt," siger Maria Helleberg.



Vi går gennem byen ned til Magstræde, der er en af de få gader i den indre by, der er gået fri af brande og bombardementer gennem tiden, og hvor man derfor stadig kan finde de gamle 1700-talshuse. Herfra vandrer vi videre mod Christiansborg og til Slotsholmsgade, hvor Børsen og en række ministerier og statslige styrelser holder til.

"Da Frederik og Anne Sophie blev gift første gang, kunne hun jo ikke flytte ind på slottet, for dér boede dronning Louise. Så Frederik byggede et hus til Anne Sophie her i Slotsholmsgade, hvor Frederik var det meste af tiden, når han ikke arbejdede. Det var først, da dronning Louise døde, at Anne Sophie flyttede ind på det rigtige kongeslot," siger Maria Helleberg og peger på husnummer otte. Et stort, men langtfra prangende byggeri.

"I en vis forstand er det forståeligt, hvorfor Frederik og Anne Sophie indfører pietismen. De gifter sig, selvom Frederik er gift i forvejen, de får otte børn, men alle dør inden for kort tid. Kun fire når at blive døbt. Det er logisk at tænke det som en straf," siger hun og refererer til et billede, som Anne Sophie fik malet, mens hun sad i husarrest på Clausholm efter Frederiks død.

På billedet sidder kong Frederik oppe på skyerne sammen med fire små børn med vinger. Anne Sophie står ved en strandbred sammen med sin hofdame. I vandet ligger fire små nødstedte børn.

"Sådan så Anne Sophie på sit liv, da hun sad på Clausholm og så tilbage. Frederik er kommet ud af synden og i himlen sammen med de fire børn, der nåede at blive døbt, inden de døde. I syndens dyb befinder hun, hofdamen og de fire udøbte børn sig. Det er et ret uhyggeligt billede, som fortæller, hvad der var på spil for Anne Sophie og Frederik, og hvordan pietismen holdt hende fast på hendes synd,"siger Maria Helleberg.

Maria Helleberg forestiller sig, at det kongelige par indfører pietismen i Danmark, blandt andet så folket kan være med til at sone Frederiks synder. Som enevældig konge ejer han hele Danmark og kan dermed få befolkningen til at gøre soningsarbejdet. Anne Sophie var ikke den første, han giftede sig med til venstre hånd. Han havde gjort det en gang før, men hun døde hurtigt. Så der har været megetat sone i hans liv," siger Maria Helleberg.

Frederik den Fjerde var den sidste konge, der boede på Københavns Slot, som lå, hvor Christiansborg ligger i dag. Ruinerne af det gamle slot og af den oprindelige borg, som Absalon byggede tilbage i 1100-tallet, kan man stadig se, og det er lige netop, hvad Maria Helleberg har i tankerne.

Hun viser velkendt rundt under jorden blandt kampesten, rester af slotsmure og datidens primitive kloakker, selvom det er et stykke tid siden, hun var her sidst.

"Pietismen begynder som en blød kristendom, hvor vi skal erkende vores synder og føle ægtheden i det, vi gør. Men med den kommer også alle forbuddene, og man tager kontrollen over mennesket. Det er lettere at styre folk med pisk end med gulerod."

Hvorfor fænger pietismen?

"Fordi den er så konsekvent, og så har den også en tiltalende side. Med pietismen kommer den sociale bevidsthed og tankerne om, at man skal hjælpe dem, der ikke har så meget. Det var Christian den Sjette bare ikke så interesseret i som sin far, og problemet med enevælden var, at det, der ikke interesserede kongen, blev heller ikke gjort. Derfor blev den positive side af pietismen aldrig så tydelig," fortæller Maria Helleberg.

Turen går fra ruinerne, forbi Børsen, hen over Knippelsbro til Christianshavn og ender ved Vor Frelsers Kirke med det karakteristiske spiralsnoede spir.

"Kirken her er begyndelsen til pietismen. Man er på vej ud af et århundrede med heksebrændinger, religionskrige og mørke tider og forestiller sig, at det hele bliver bedre i det nye 1700-tal. Kirken er lys og åben, og her er plads til at synge og til lys og liv. Selv lidelsen er afbildet som noget, der ikke ser så slemt ud, og som vi kommer os over," siger Maria Helleberg og peger op mod alteret,hvor Kristus trøstes af en engel i Getsemane Have. Over dem er der lyse skyformationer med englebørn og en forgyldt strålekrans, der nærmest eksploderer ud i rummet.

"Det er synd, at pietismen formulder så hurtigt og ikke holder fast ved glæde og fornøjelse. Men al fundamentalisme bliver sort med tiden. Jeg tror også, at islamisk fundamentalisme begyndte med en genopdagelse af islam. Man vil ind til det originale, ind til hjertet og ind til det ægte. Kommer man ikke længere ind i fundamentalismen end det, er det fint. Nogle af de lykkeligste mennesker, jeg kender, er troende. De er ikke fundamentalister, men bliver stående lige ved døren," siger Maria Helleberg.

"På den måde kan man sige, at det var godt, at vi havde enevælde på det tidspunkt. For med Christian den Sjettes død døde også hans religiøse overbevisning," siger hun.

Anna blev gift med Frederik 4, Konge af Danmark den 26 jun. 1712 i Skanderborg Slot, Skanderborg, Danmark. Frederik (søn af Christian 5, Konge af Danmark og Charlotte Amalie af Hessen-Kassel) blev født den 11 okt. 1671 i København, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark; døde den 12 okt. 1730 i Odense, Odense Herred, Odense Amt, Danmark; blev begravet i Roskilde Domkirke, Sømme Herred, Roskilde Amt, Danmark. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Titel:
Prinsesse

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Ordner: 1 jun. 1776; Ridder af elefanten Blev som søn af kong Frederik IV ved sin fødsel medlem af Elefantordenen-

Notater:

Titel:
prins

Notater:

Titel:
Prins