Lensgreve Christian Rantzau

1684 - 1771  (87 år)

• Navn	Christian Rantzau
  Titel	Lensgreve
  Fødsel	23 jan. 1684	København, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark
  Køn	Mand
  Ordner	Ridder af Elefanten
  		Elefantordenen
  Ordner	1714
  	Ridder af Dannebrog
  Family Line	Greverne Rantzau til Rosenvold
  Død	16 apr. 1771	Brahesborg, Gamtofte Sogn, Båg Herred, Odense Amt, Danmark
  Notater	Christian lensgreve Rantzau (23. januar 1684 i København – 16. april 1771 på Brahesborg) var en dansk greve, senere lensgreve, vicestatholder og stiftamtmand. Han var desuden en af sin samtids største jordgodsejere. Rantzau var bror til Frederik Rantzau og Sophie Hedevig Rantzau og far til officeren Frederik Rantzau og amtmændene Carl Adolph Rantzau, Christian Rantzau og Otto Manderup Rantzau. ___________ Rantzau, Christian Greve, 1683-1771, Vicestatholder, Stiftamtmand, Søn af ndfr. anførte Otto Greve R. til Asdal (d. 1719), fødtes i Kjøbenhavn 23. Jan. 1683 og fik utvivlsomt en meget omhyggelig Uddannelse. 1702 immatrikuleredes han ved Ridderakademiet i Kjøbenhavn og tilbragte siden vistnok flere Aar i Udlandet. efter sin Hjemkomst blev han i en ung Alder Kammerherre og traadte snart i Statens Tjeneste; en Rejse, han gjorde 1709 til England, synes han at have foretaget i Kongens Ærende, og o. 1711 blev han Deputeret i Søetatens Generalkommissariat, hvor han virkede i 10 Aar; allerede 1714 fik han det hvide Baand. Men den forunderlige Uvilje, som Frederik IV nærede mod den gamle Adel, gik ogsaa ud over R., der 1721 blev afskediget fra sit Embede, ikke uden Medvirkning af Admiral C. C. Gabel (V, 508), mente Samtiden. Ikke desto mindre fik han Sæde i den Kommission, som Kongen 1726 nedsatte til Undersøgelse af Forholdene ved Marinen under Gabels Styrelse, og at det ikke, efter at Kommissionens indholdsrige Betænkning forelaa, gik ud over Gabel, antog man, skyldtes R., der ved at holde sin Haand over ham, gjengjældte ondt med godt. Uagtet han ellers var uden offentlig Bestilling i Frederik IV’s sidste Aar, hædredes R. 1729 med Gehejmeraads Titel. I disse Aar vare R.s private Forhold undergaaede væsentlige Forandringer. 30. Nov. 1716 havde han ægtet Oberst Manderup Dues (IV, 361) Enke, Charlotte Amalie f. Gjøe (f. 11. Febr. 1689), der bragte ham Brahesborg og Barløsegaard samt de Dueske Godser Krastrup og Gundersted i Jylland, hvilke sidste R. solgte 1756. Efter sin Hustrus Død paa Brahesborg 31. Juli 1724 giftede R. sig 10. Maj 1726 med Eleonore Hedevig v. Plessen (f. 15. Dec. 1708, Dame de l’union parfaite 1750), Datter af Gehejmeraad Chr. Ludv. v. P. (ovfr. S. 148), der 1740 overdrog ham Odden og Stensbæk Godser i Jylland, hvilke han dog 1743 igjen afhændede. Endelig arvede R. efter sin Fader og sin ugifte ældre Broder Generalmajor Frederik R. (d. 1726) de jyske Godser Rosenvold, Asdal, det halve Hammelmose og Voldbjærg, og ved Broderens Død tilfaldt Familiens Grevetitel R., der hidtil kun havde været Baron. I Løbet af 10 Aar var R. bleven en af Landets største Jordegodsejere; det kan her tilføjes, at han lejlighedsvis forøgede sit Gods med bekvemt liggende Gaarde; 1756 kjøbte han saaledes Skovgaarde og 1770 Krængerup (nu Frederikslund), begge i Fyn. Næppe var Christian VI kommen paa Tronen, før R. paa ny kaldtes til Statens Tjeneste, i det han 1730 udnævntes til Præses i Land- og Søetatens Generalkommissariat med Titel af Gehejmekonferensraad; allerede Aaret efter fik han Elefantordenen. Men knap et Aar havde han ledet denne vigtige Gren af Administrationen, før Kongen betroede ham det høje Embede som Vicestatholder i Norge. I denne Stilling forstod han at vinde Popularitet hos Nordmændene, i det han gav enhver, hvad ham tilkom, og holdt «et artigt Hus og aabent Taffel»; men man fandt, at hans Virksomhed sporedes for lidt, og det Faktum, at han jævnlig og længe opholdt sig paa Brahesborg i Steden for paa sin smukke Gaard i Christiania, tyder unægtelig ikke paa stor Energi hos ham i Opfyldelsen af sine Embedspligter. Under Kongens Rejse i Norge 1733 spillede R. i Medfør af sin Stilling en stor Rolle; han ledsagede Hoffet paa Rejsen landværts til Throndhjem og søværts tilbage paa sit eget Skib; Kongen spiste hos ham og forærede Grevinden, om hvem Nordmændene fortalte, at hun satte Pris paa at lade sig kalde Vice-Reine de Norvége, en Tabatiére med en Guldring i. Men Kongen yndede ikke R., og i sine private Breve lader han efterhaanden sin Uvilje mod ham tydeligere fremskinne; allerede 1735 udtaler han som sin Hensigt at skille sig af med R., og 1739 gjorde han Alvor af det, i det han ophævede Statholderposten og dimitterede R. med en stor Pension. «De Tjenester, han hidtil har ydet os, have været meget slette, ja han hindrer vor Tjeneste mere, end han befordrer den», skriver Kongen i den Anledning til Schulin. Grunden til Kongens Misstemning maa vistnok nærmest søges i, at han mente R. for nøje forbunden med Brødrene Plessen – den ene var jo hans Svigerfader –, hvilke han stedse opfattede som sine Modstandere. Det kan vel ogsaa være, at R.s alt andet end pietistiske Tænkemaade har stødt Kongen. Men Publikum havde det Indtryk, at R. paa en fornærmende Maade var bleven fjærnet fra sit Embede. Imidlertid var R. ikke længe ledig; efter 1 1/2 Aars Forløb fulgte han 1740 C. Sehestedt som Stiftamtmand i Fyn og Amtmand over Odense m. fl. Amter. I 20 Aar styrede han sine Amter, vistnok med jævn Dygtighed; Orden og Akkuratesse i Forretningerne, Retfærdighed mod alle og Strænghed mod efterladende Embedsmænd kjendetegne hans Administration. I Odense boede han paa St. Knuds Kloster, som han kjøbte 1744, og her modtog han 2 Gange Frederik V’s Besøg; det ene (1747) skaffede ham Rang med Gehejmeraaderne i Konseillet. I det hele faldt han mere i denne Konges Smag end i hans Forgængers, og 1749 var han i den kongelige Suite paa Norgesrejsen. For øvrigt tiltrak Brahesborg R. mest, og her opholdt han sig saa hyppig, det lod sig gjøre. Da han 1760 som 76aarig Olding tog sin Afsked fra Stiftamtmandsembedet, tog han fast Bopæl paa dette skjønne Sted, som han elskede fremfor alle sine andre Ejendomme og derfor ofrede meget paa; Jørgen Brahes gamle, massive Hovedbygning moderniserede han efter Tidens Smag, bl. a. ved at nedbryde dens 3 kobbertækte Taarne. Af Rosenvold, Asdal og det halve Hammelmose havde han 1756 oprettet det saakaldte Rantzaus grevelige Præcipuum med o. 1300 Tdr. Hartkorn. Den halve Snes Aar, R. endnu levede, var i mere end en Henseende tung for ham; af sine 4 Sønner havde han tidligere mistet en, nu bortkaldtes de 2 ældste, af hvilke den ene efterlod sig en 2aarig Søn; 31. Maj 1770 døde hans Hustru. Dertil kom, at R. i sin høje Alderdom henfaldt i et Slags Vanvid, der forledte ham til Saadanne Ting som at tilintetgjøre en Mængde historiske Dokumenter, han tidligere med Omhu havde samlet, og deriblandt nogle Klosterarkiver, han havde ført med sig fra Norge. At det under disse Forhold gik ud over hans Godser, er forstaaeligt, og nogle Aar senere omtales det, hvor yderlig brøstfældig og slet alle de grevelige Stamgodsers, Bygningers, Kirkers, Broers og Møllers Tilstand var ved hans Død, 16. April 1771. Naar R. s Navn endnu er omgivet af en egen Glans, skyldes det hverken hans Byrd, hans Rigdom eller hans Embeder; en ringere begavet Person end han vilde, udrustet med de samme ydre Fordele, have kunnet naaet det selv samme. Det, der vil bevare hans Navn i Historien, er hans aandelige Egenskaber. R. var besjælet af en levende videnskabelig Interesse og havde selv tilegnet sig ualmindelige Kundskaber eller, hvad man i gamle Dage kaldte Erudition; han var saa stor en Elsker af Videnskaberne, at han efter en samtidigs Fortælling endog paa Jagten beskæftigede sig med dem. Med Mænd som Gram og Falster stod han i levende Brevvexling-, i Omgangen med Saadanne Mænd, der glimrede ved Intelligens, Kundskaber og Dannelse, søgte han sin Glæde, og af den Anseelse, han nød i disses Kreds, har man, men næppe med tilstrækkelig Grund, sluttet, at han kunde være den «vir perillustris», til hvem Holberg har skrevet sine avtobiografiske Breve. Med denne sin jævnaldrende har R. ret tidlig staaet i nogen Forbindelse, om hvis nærmere Beskaffenhed dog nu intet vides. Sikkert er det, at R. forstod at vurdere Holbergs Værker; han kunde nyde «Peder Paars» og var med sit livlige Temperament selv oplagt baade til Munterhed og Kritik. At han var en Ven af den danske Skueplads, have vi det bedste Bevis paa deri, at han var den, til hvem Skuespillerne i 1731 henvendte sig om Bistand i deres ved Ildebranden 1728 og Tronskiftet 1730 foranledigede fortvivlede Situation. Ogsaa Ambrosius Stub har utvivlsomt haft en Velynder i R., der baade forstod at glæde sig ved hans Digte og belønne Digteren for hans Vers. R. ejede et stort Bibliothek, og af sin Rigdom betænkte han saa vel Kathedralskolen i Christiania som Gymnasiet i Odense med Boggaver. Men den største Gave lod han tilflyde Universitetsbibliotheket, da han inden sin Afrejse til Norge 1731 skjænkede det en kostelig Samling af vigtige haandskrevne Kilder til Danmarks Middelalders Historie, hvoriblandt «Calendarium Nestvediense», «Exordium Caræ Insulæ» og «Codex Esromensis», en Skat, der med en vis Sandsynlighed for største Delen kan føres tilbage til Arild Huitfeldt, hvis Søstersøn Christopher Ulfelds Sønnesøns Enke og Arving, Sophie Amalie Krag, i sit 2. Ægteskab var Moder til R. Danske Herregaarde I: Rosenvold; X: Brahesborg; XII: Odden, Frederikslund; XIII: Krastrup. Holm, Danmark-Norges Hist. 1720-1814, I-II. G. L. Wad.
  Person-ID	I9265	Reventlow | Ancestor to Christian Ditlev Reventlow
  Sidst ændret	6 feb. 2022

  
  

  Far	Otto Rantzau,   f. før 1645   d. 19 jul. 1719 (Alder > 74 år)
  Mor	Sophie Amalie Krag,   f. 1 dec. 1648   d. 31 jul. 1710 (Alder 61 år)
  Ægteskab	ca. 1670
  Familie-ID	F34025	Gruppeskema  |  Familietavle

  
  

  Familie 1	Charlotte Amalie Gøye,   f. 11 feb. 1689   d. 31 jul. 1724 (Alder 35 år)
  Ægteskab	30 nov. 1716
  Børn	+ 1. Otto Mandrup Greve Rantzau,   f. 22 maj 1719   d. 2 okt. 1768 (Alder 49 år)
  Familie-ID	F29928	Gruppeskema  |  Familietavle
  Sidst ændret	31 jan. 2024

  
  

  Familie 2	Eleonore Hedevig Scheel von Plessen,   f. 15 dec. 1708, Fussingø, Ålum Sogn, Sønderlyng Herred, Viborg Amt, Danmark d. 31 maj 1770, Brahesborg, Gamtofte Sogn, Båg Herred, Odense Amt, Danmark (Alder 61 år)
  Ægteskab	20 maj 1726
  Børn	+ 1. Lensgreve Christian Rantzau,   f. 5 dec. 1730   d. 4 dec. 1765 (Alder 34 år)   2. Christian Ludvig Baron Rantzau,   f. 26 okt. 1738   d. 18 jul. 1758 (Alder 19 år)   3. Lensgreve Carl Adolph Rantzau,   f. 4 sep. 1742   d. 1814 (Alder 71 år) + 4. Frederik Siegfred Rantzau,   f. 8 jun. 1744, Brahesborg, Gamtofte Sogn, Båg Herred, Odense Amt, Danmark d. 23 aug. 1822, Krengerup, (Frederikslund), Ørsted Sogn, Båg Herred, Odense Amt, Danmark (Alder 78 år)
  Familie-ID	F33892	Gruppeskema  |  Familietavle
  Sidst ændret	25 jan. 2015

  
  

• Begivenhedskort		Fødsel - 23 jan. 1684 - København, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark Død - 16 apr. 1771 - Brahesborg, Gamtofte Sogn, Båg Herred, Odense Amt, Danmark  = Link til Google Earth
  Kort forklaring	: Adresse       : Beliggenhed       : By       : Sogn       : Amt/Region       : Land       : Ikke indstillet

  
  

• Billeder		rantzau_christian_d1771.jpg
  		Christian Rantzau