Lensgreve til grevskabet Reventlow (Sandbjerg), besidder af baroniet Brahetrolleborg samt stamhusene Krenkerup og Frisenvold m.m.  

Var 1751 (3 Maj) m. Hovmester Kratzenstein paa Sorø Akademi; rejste 1753 til Geneve, Var fra 1755—57 på uddannelsesrejse i Italien, Paris og London, 1758 (31 Marts) Kammerherre og samme år auskultant i Rentekammeret. Døde som kun 25 årig som følge af småkopper.

Ved Christian Ditlev Reventlows død var ægtefællen Ida Lucie Reventlow f. Scheel von Plessen gravid og det var afgørende for arvegangen vedr. godsbesiddelserne om det blev en søn eller ej. Barnet var imidlertid dødfødt og derfor gik de Reventlowske godser til farbroderen Christian Ditlev Reventlow (1710-1775), hvorimod de øvrige godsbesiddelser, der stammede fra farmoderen Benedicte Margrethe Brockdorffs bodel (Krenkerup på Lolland mfl) gik til datteren Juliane Frederikke Christiane Reventlow.

Symbolum: A Deo et Rege

Kilde: Elefantordenens Våbenbog tome 1, side 43, Ordenskapitlet

         

 Frederik Detlef greve af Reventlow, 
Gehejmeconferentsraad, Kammerherre, 
Storkors af Dannebrogen og Dannebrogsmand. 
Kongelig overordentlig gestandt og befuld-
mægtiget minister ved det Storbrittaniske hof. 
 Født den 25de november 1791 - 
Død i Glasgow den 6te october 1851 

 Hvad enten vi leve eller vi døe 
hørre vi Herren til. (Rom 14 8) 
Denne tro besjælede dig. 

Derfor elskede Gud din redelige stræben og gav dig 
kraft til at virke til Fædrelandets Gavn i Faderens Sted. 
Hvo der kendte Dig, du ædle Hensovede, veed hvad 
alle have tabt. Du var den trofaste og kjærlige 
ægtefælle, den øverste fader over dine børn, Kongens 
og fædrelandets tro og nidkjære tjener, 
utrættelig var du i dine bestræbelser for at hævde 
Danmarks ret og ære for at bidrage dit til at 
føre fædrelandet uskadelige gennem de Skjæbnesvangre 
Prøvelser hvormed Forsynet hjemsøgte det. 

Dit minde lever til velsignelse Du elskelige 
Vi tabte, men du vandt. 

Kommer hid min Faders velsignede 
arver det rige som eder er beredt 
før verdens grundvold blev lagt. 
(Matth 25.34)