Joachim Gersdorff

1611 - 1661  (49 år)

• Billeder » Lysbilledshow	2 Billeder

  
  

  Portrætter

  Joachim Gersdorff

  
  

• Navn	Joachim Gersdorff
  Fødsel	11 nov. 1611	Søbygård, Søby Sogn, Gjern Herred, Skanderborg Amt, Danmark
  Køn	Mand
  Ordner	1648
  	Ridder af Elefanten
  		Elefantordenen
  Beskæftigelse	Rigshovmester
  Beskæftigelse	Statholder i København
  Bopæl	ca. 1641	Tunbyholm, Skåne, Sverige
  Link	https://da.wikipedia.org/wiki/Joachim_Gersdorff?oldformat=true
  Død	19 apr. 1661	København, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark
  Begravelse	Skt. Nikolai Kirke, København, Danmark
  Notater	Udtalte: "Gid jeg ikke kunne skrive", da han skulle underskrive freden i Roskilde. Gersdorff, Joachim, 1611-61, Rigshofmester, blev født 11. Nov. 1611 paa Søbygaard i Jylland og var en Søn af Christoffer G. Efter en omhyggelig Opdragelse, først i Hjemmet og senere i Sorø, foretog G. i sin Ungdom store og langvarige Rejser, studerede særlig i Leipzig og Leiden, men besøgte desuden England, Frankrig, Italien, Østerrig og Ungarn. Efter sin Hjemkomst til Danmark 1638 blev han Hofjunker hos den udvalgte Prins Christian og kort efter Kammerjunker hos dennes Gemalinde, Magdalena Sibylla. Han forlod imidlertid 1641 det prinselige Hof i Nykjøbing paa Falster for at gifte sig med Øllegaard Huitfeldt, en Datter af Henrik H. og Margrethe Axelsdatter Rosenkrantz; Brylluppet fejredes 3. Okt. i Kjøbenhavn. Fra nu af var han nøje knyttet til Skaane, hvor hans Hovedgaard Tunbyholm laa, og hvor hans Svigerfader havde sine Godser; under Krigen med Sverige 1644 stod han ogsaa denne, der var Lensmand paa Landskrone Slot, bi i Forsvaret af dette. I Sommeren 1645 var han en Tid Generallandkommissær i Sjælland, var i Avg. s. A. befuldmægtiget for den Skaanske Adel og valgtes i Foraaret 1646 af denne til skaansk Landkommissær, en Stilling, som han forgjæves ønskede at fritages for. En større Rolle kom han dog først til at spille under Frederik III. Efter Indstilling af Adelen og Rigsraadet optog Kongen ham 1648 i dette; ved Kroningen i Nov. s. A. blev han slaaet til Ridder. Han var endnu paa denne Tid en Ven af Corfits Ulfeldt og en hyppig Gjæst i hans og Leonora Christinas Hjem; efter Otto Sperlings Sigende var det ogsaa Ulfeldt, der anbefalede ham til at beklæde Embedet som Statholder, da han selv i Efteraaret 1648 forberedte sig til sin Gesandtskabsrejse til Holland. I Dec. overtog G. det nævnte Embede og fik sin Bestalling i Jan. 1649; 1651 forlenedes han med Bornholm. Under Ulfeldts Fraværelse fra Febr. til Dec. 1649 varetog han midlertidig de Forretninger, der paahvilede Rigshofmesteren, og benyttede Lejligheden til at sætte sig fast i Kongens Gunst. Det er ogsaa fra denne Tid, at man kan datere Bruddet mellem ham og Corfits Ulfeldt; denne bebrejdede ham Overgreb i hans Embedsførelse, regnede ham fra da af imellem sine Fjender og beskyldte ham 1651 for at have været en af Hovedophavsmændene til hans Fald. G. skal ogsaa have været med til at udarbejde den officielle Beretning om Dinas Proces, som i saa høj Grad krænkede Ulfeldt, og han kom til at nyde godt af dennes Landflygtighed, i det han i Okt. 1652 udnævntes til Rigshofmester efter at have faaet de fleste Stemmer i Rigsraadet ved Indstillingen om Besættelsen af dette Embede. G., der fra nu af var Førsteminister i Danmark, var en fin og livlig Natur med ikke ringe humoristisk Sans. Han yndede at lade sin Spøg gaa ud over gejstlige. «Her udi Landet (Skaane) er stor Urolighed, Klammeri og Trætte imellem de højlærde udi Lund; vilde de lade det blive ved Munden og Pennen og holde Næverne stille, da var det intet nyt, men bliver der theologiske Næveskjærmydsler ogsaa til i Verden, da bliver det slet galt», skrev han 1655 til en af sine Venner. Dogmatiske Stridigheder laa ham i det hele fjærnt; skjønt han ikke vilde vide noget af jesuitisk Proselytmageri, roste dog de katholske Gesandter ham for hans Maadehold og Tolerance i religiøse Sager. Han var et Stykke af en Skjønaand, i høj Grad sympathetisk knyttet til den spanske Afsending i Kjøbenhavn, Digteren Grev Rebolledo, der uden Tvivl mente at sige en udsøgt Kompliment om ham ved at betegne ham som den, der havde mere af en Spaniers end af en Franskmands Væsen. Han stod i Brevvexling med lærde i Evropa, interesserede sig for Filosofi, tog sig af Ole Worm og andre danske Videnskabsmænd og samlede sig et stort og udsøgt Bibliothek. I dette, som talte henved 3000 Bind, var den franske, spanske og italienske Litteratur særlig repræsenteret, den tyske kun i ringere Grad, og f danske Skrifter fandtes ikke mere end 80. Hvad angaar hans Stilling til Tidens politiske Brydninger, opfattedes han i Almindelighed som nøje knyttet til Kongen og stemt for en Udvidelse af dennes Magt; et positivt Træk, der viser i denne Retning, er ogsaa, at han i Okt. 1658 sammen med Jørgen Seefeldt og Peder Reedtz skilte sig fra sine Fæller i Rigsraadet, da dettes Flertal stemte for en Proposition til Kongen om ikke i saa høj Grad som hidtil at benytte fremmede Raadgivere, men derimod besætte de ledige Kansler- og Marskembeder. Med større Bestemthed kan man betegne hans ydre Politik som overensstemmende med Kongens i dens Tilslutning til Sveriges Fjender, Spanien og Kejseren, og i Bestræbelsen for at vinde Nederlandene. Han hører sikkert til dem, som med Kongen dele Ansvaret for den Letsindighed, hvormed man i Haabet om Alliancer, men uden nogen Sikkerhed for Saadanne, drev til Krigen 1657, og hans diplomatiske Dygtighed bestod uden Tvivl ogsaa mindre i Talent til at kunne bedømme en politisk Situation end i Evne til paa en vindende Maade at kunne omgaas de fremmede Magters Repræsentanter. Da Ulykkerne kom, undgik G. ikke sin Del af Byrden. I Juli 1657 fik han sammen med nogle andre Rigsraader Fuldmagt til at varetage de nødvendige Forretninger i Kjøbenhavn; men tungere var det Ærende, der i Febr. 1658 overdroges ham sammen med Christen Skeel, da de sendtes afsted for at møde Carl Gustav og søge at vinde Fred. Forhandlingerne begyndte i Vordingborg mellem de danske Afsendinger og den svenske Konges befuldmægtigede, Sten Bjelke og Corfits Ulfeldt; den sidstes Tilstedeværelse som Sejerherrens Repræsentant har sikkert været et haardt Stød for G., hans gamle Modstander. Efter at have aflagt Beretning for Frederik III i Kjøbenhavn om, hvad der var sket i Vordingborg, fortsatte Afsendingerne derpaa Underhandlingerne i Taastrup og Roskilde. G. var medtagen af saa pinende Sygdomme som Sten og Podagra; da han 26. Febr. satte sit Navn under Roskildefreden, skal han have udbrudt: «Vellem, me nescire litteras!» Fredslutningen havde tilmed sin personlige Betydning for ham; hans Godser, der vare forøgede ved Arv efter hans Svigerfaders Død, laa for største Delen i Skaane, og han var forlenet med Bornholm. Til Gjengjæld for Tabet ved denne Øs Afstaaelse fik han kort efter Kalundborg Len; men ogsaa Carl Gustav søgte at byde ham Erstatning, uden Tvivl for at gjøre ham medgjørligere under de Forhandlinger, der i Tilslutning til Roskildefreden førtes i Kjøbenhavn i Løbet af de følgende Maaneder. Han udstedte et Brev, hvorefter Indtægterne af Bornholm skulde tilfalde G., saa længe han levede, men denne afslog at modtage Tilbudet. Hans Politik var ogsaa vedblivende rettet paa Alliancen med Østerrig og Holland, og han udtalte sig til sine Tider ret uforbeholdent til den kejserlige Gesandt, Baron Goés, om Muligheden af et Angreb paa den svenske Hær i Jylland, medens han i Rigsraadet anbefalede Forhandlinger med Nederlandene for at opnaa Hjælp i Tilfælde af et nyt svensk Angreb. Rimeligvis kom dette, da det iværksattes i Avg. 1658, ham dog uventet, men han udfoldede under Belejringen en betydelig Virksomhed og saas ved Kongens Side Stormnatten 11. Febr. 1659. Efter Freden i Kjøbenhavn foretog han en stor Handel med Kronen, i det han mod Erstatning af Krongods i Jylland mageskiftede til den alle sine Godser i Skaane; de benyttedes derefter som Vederlag til Sverige for Tilbagegivelsen af Bornholm. Han havde ogsaa endnu stadig Kongens Gunst; men ikke desto mindre overfløjede Begivenhederne ham. Hvor meget han end var stemt for en Udvidelse af Kongens Myndighed, var, hvad der skete i Efteraaret 1660, næppe efter hans Hoved. Da Stænderne traadte sammen i Sept. i Kjøbenhavn, holdt han paa Kongens Vegne Aabningstalen, hvis Sirlighed rostes af de tilstedeværende. Men netop under Mødet i Kjøbenhavn tog hans gamle Svagelighed Overhaand, og han maatte i de afgjørende Dage i Okt. holde Sengen. I hans Hus paa Hjørnet af Østergade og det nuværende Kongens Nytorv samledes da det raadvilde og dødsdømte Rigsraads Medlemmer; her undertegnedes Resolutionen om Arverettens Overdragelse, her forhandledes om Bevarelsen af Adelens Privilegier, og her kom den østerrigske Gesandt, Goës, for at skaffe sig Nyheder og for at arbejde paa en fredelig Udgang paa Konflikten. Saa vidt man kan bedømme Forholdene, har G. indtaget en mæglende Holdning; han stod uden for den Sammensværgelse, der havde Kongen til Hoved og Christoffer Gabel til Budbringer; han søgte at faa Kongen til at besætte de ledige Rigsraadspladser, førend Raadet tog en endelig Beslutning; han roste over for fremmede Adelens Eftergivenhed, og han lod sig om Eftermiddagen 15. Okt. kjøre op paa Slottet for at stemme Kongen gunstig for Adelens Privilegier, men nogen bestemt Modstand mod de for Haandfæstningen og for Rigsraadets Indflydelse ødelæggende Skridt indlod han sig ikke paa. Begivenhederne gik saa temmelig over hans Hoved. Da Arvehyldingen foregik paa Slotspladsen 18. Okt., bares han paa en Stol op paa den Tribune, hvor Rigsraadet aflagde Eden til Arvekongen. Dagen efter besøgte den nederlandske Gesandt Vogelsang ham og vilde vide Besked om Situationen. «Er eders Excellence ikke Rigshofmester mere?» spurgte han. «Det véd jeg ikke,» svarede G. «Er da Rigsraadet ikke længere Rigsraad?». «Det véd jeg ikke,» lød atter Ministerens halv selvopgivende, halv humoristiske Svar. En Uge efter, 26. Okt., blev G. dog udnævnt til Rigens Drost, det nye, endnu ganske ubestemte Embede med det gammeltklingende Navn. Han blev tillige Præsident i Statskollegiet, og sin Natur tro vedblev han at staa i det bedste Forhold til Kongen og Dronningen. Hans Svagelighed tog imidlertid stadig til, og han testamenterede Frederik III sit Bibliothek og Sophie Amalie sine Fiskedamme lige uden for Kjøbenhavn. Ogsaa de viste ham stor Venlighed og besøgte ham, Kongen endog flere Gange, under hans Sygdom, der 19. April 1661 medførte Døden. Hans Hustru var allerede død 11. Marts 1655. Bricka og Gjellerup, Den danske Adel I, 203 ff. J. A. Fridericia.
  Person-ID	I5942	Reventlow | Ancestor to Christian Ditlev Reventlow
  Sidst ændret	30 jun. 2024

  
  

  Far	Christopher Gersdorff,   f. ca. 1575, Buchholz (før 1936: Krischa), Görlitz, Sachsen, Tyskland d. før 9 feb. 1635 (Alder 60 år)
  Mor	Else Munk,   f. ca. 1547, Tyrstrup Sogn, Sønder Tyrstrup Herred, Haderslev Amt, Danmark d. eft. 1629 (Alder 83 år)
  Ægteskab	25 apr. 1602
  Familie-ID	F28595	Gruppeskema  |  Familietavle

  
  

  Familie	Øllegaard Huitfeldt,   f. 16 maj 1622, Lillø, Kristianstad, Skaane, Sverige d. 11 mar. 1655, Lillø, Kristianstad, Skaane, Sverige (Alder 32 år)
  Ægteskab	3 okt. 1641	København, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark
  Notater	Øllegaard Huitfeldt, var datter af Henrik Huitfeldt, der var lensmand over Landskrona Len og ejede en del herregårde i Skåne. Dertil kom en del gods på Lolland og på Sjælland. Ved brylluppet fik Joachim Gersdorff og hans hustru en del af dette gods overdraget, og ægteparret bosatte sig på herregården Tunbyholm i Skåne. Han ejede nu i alt ni godser øst for Øresund, som han dels havde fået som medgift med sin hustru, dels fået i arv fra sine forældre. De svenske besiddelser var omfangsrige, hele 3250 tdr. hartkorn. I 1651 blev Gersdorff tillige lensmand over Bornholm Len.
  Børn	+ 1. Margrethe Gersdorff   d. eft. 1698 + 2. Christian Gersdorff,   f. 1644   d. 1725 (Alder 81 år) + 3. Sophie Amalie Gersdorff,   f. 1649   d. 1706 (Alder 57 år) + 4. Frederik Gersdorff,   f. 9 maj 1650   d. 29 aug. 1691, Mons (før: Bergen), Hennegau, Belgien (Alder 41 år)
  Familie-ID	F29604	Gruppeskema  |  Familietavle
  Sidst ændret	30 jun. 2024

  
  

• Begivenhedskort		Fødsel - 11 nov. 1611 - Søbygård, Søby Sogn, Gjern Herred, Skanderborg Amt, Danmark Bopæl - ca. 1641 - Tunbyholm, Skåne, Sverige Ægteskab - 3 okt. 1641 - København, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark Død - 19 apr. 1661 - København, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark Begravelse - - Skt. Nikolai Kirke, København, Danmark  = Link til Google Earth
  Kort forklaring	: Adresse       : Beliggenhed       : By       : Sogn       : Amt/Region       : Land       : Ikke indstillet