Fornavn:
Efternavn:
 

 Søg på Reventlow.dk:

 







Portrætter

Slægten Reventlow:

Anna Margrethe Reventlow
(1682 - 1710)

* 1699 m. Hans Schack (1676-1719)

Inskription på sarkofag i Møgeltønder kirke (oversat fra Latin): Fru Anna Margareta af Reventlov, født i København 6. okt. 1682, datter af grev Conrad af Reventlov, to rigers kansler; gift med Hans Schack til Schackenborg, stiftsbefalingsmand over Ribe stift, død i barselseng på Gram 21. marts 1710, 28 år gammel efter at have født en søn, grev Otto Didrik Schack. 

Iflg en folkehistorie skulle hun imidlertid ikke været død på dette tidspunkt, men var løbet bort med en elsker, sognepræsten i Aller, som hun skulle være hemmeligt gift med - og som, iflg samme historie, skulle have været fader til den søn hun fødst d 21. marts 1719


Andre slægter:

Frederikke Koës Brøndsted
(1818 - 1897)


Slotte og Herregårde


Pederstrup
Pederstrup

Pederstrup var i henved 200 år underlagt grevskabet Christianssæde og i perioden 1813-1827 hjem for greve Christian Ditlev Frederik Reventlow, der var en af hovedkræfterne bag landboreformernes gennemførelse.

Pederstrup fungerede som forpagtergård under grevskabet, indtil den senere statsminister greve Christian Ditlev Frederik Reventlow, som overtog grevskabet Christianssæde i 1775, gjorde Pederstrup til grevskabets hovedsæde, da han i 1813 trak sig tilbage fra sin embedskarriere i København for at slå sig ned med familien på Lolland.


Heraldik


Reventlow, Christian Ditlev Frederik 1746-1827
Reventlow, Christian Ditlev Frederik 1746-1827

Ridder af Elefanten

Symbolum: UDEN DYD, INGEN FRYD

Kilde: Elefantordenens Våbenbog tome 2, s 48, Ordenskapitlet


Gravsten og epitafier


Komtesse Malvine Frederikke Reventlow (1867-1940)
Komtesse Malvine Frederikke Reventlow (1867-1940)

Gudmuntorp Kirkegård, Gudmuntorp, Höör, Skåne, Sverige
   

Udskriv Tilføj bogmærke
Henrik Rantzau

Henrik Rantzau

Mand 1526 - 1598  (72 år)




Search using:
  
Personlige oplysninger    |    Medie    |    Begivenhedskort    |    Alle    |    PDF

  • Navn Henrik Rantzau 
    Køn Mand 
    Fødsel 20 apr. 1526  Steinburg, Slesvig-Holsten, Tyskland Find alle personer med begivenheder på dette sted 
    Ordner 3 maj 1580 
    Ridder af Elefanten 
    		 Elefantordenen
    Beskæftigelse
    • Statholder
    Family Line Linjen Breitenburg 
    Død 31 dec. 1598  Breitenburg, Itzehoe, Slesvig-Holsten, Tyskland Find alle personer med begivenheder på dette sted 
    Søskende 1 bror og 3 søstre 
    Notater 
    • Rantzau, Henrik, 1526—98, Statholder i Slesvig og Holsten, er født paa Steinburg i Holsten 11. Marts 1526; hans Forældre vare den berømte Hofmester i Hertugdømmerne Johan R. og Anna Walstorp.

      Kun 12 Aar gammel sendtes han 1538 af sin Fader til Universitetet i Wittenberg, immatrikuleredes der under Melanchthons Rektorat og deltog i Sammenkomsterne ved Luthers Bord. Ikke mange Aar efter var det, at Johan R. 1545 brød med Christian III og tog Tjeneste hos Hertug Adolf af Gottorp. Med denne fulgte baade Fader og Søn 1548 til Kejser Carl V’s Hof i Brüssel; her modtog H. R. de første stærke Indtryk, politiske, kunstneriske og litterære, fra den store Verden, og her knyttede han Bekjendtskaber med fornemme Stormænd. I adskillige Aar ledsagede han Kejseren og var med ved Belejringen af Metz 1552. Endelig opgav han 1553 Hoflivet og ægtede 23. Okt. 1554 Christina v. Halle (f. 11. Febr. 1533), Datter af den brunsvigske Adelsmand Frantz v. H. Ægteskabet skaffede ham en Familiefejde med Greverne af Hoya, der først bilagdes 1558, men bragte ham fremfor alt en meget stor Rigdom, i Godser og Penge. Fra dette Øjeblik havde han en sikker social og økonomisk Stilling, der støttedes ved Faderens forsigtige Raad; 1565 arvede han denne, og hans praktiske finansielle Sans vidste at udnytte det vundne Grundlag.

      Rimeligvis har han 1554 kunnet vælge mellem kongelig og gottorpsk Tjeneste; han foretrak den første, og herved blev hans egen og hans Efterkommeres Fremtid afgjort. I det nævnte Aar blev han Amtmand paa Segeberg og kongelig Raad, og 1. Marts 1556 udnævntes han desuden til Kongens Statholder i Hertugdømmerne. Den første større politiske Sag, i hvilken han fik Lejlighed til at blande sig, blev Forsøget paa at udsone Kongefamilien med det lothringske Fyrstehus; til dette Øjemeds Opnaaelse var han fra 1557 og lige til 1565 atter og atter ivrig for et Ægteskab mellem Frederik II og Prinsesse Renata af Lothringen, Christian II’s Datterdatter; i 1559 rejste han endog i den Anledning paa Kongens Befaling til Nederlandene og forhandlede derom med sin gamle Bekjendt fra Opholdet i Brüssel, Greven af Arenberg, Flere Gange i Mellemtiden ansaa han dog Sagen for haabløs eller uheldig og anbefalede da andre Ægteskaber, saaledes 1558 med Elisabeth af England og 1561 med Maria Stuart; med den sidste Plan forbandt han endda fantastiske Tanker om, at Kongen kunde vinde Kejserkronen gjennem Frankrigs Hjælp. Alt dette blev dog til intet; derimod fik han 1559 Lejlighed til at gjøre Frederik II en virkelig og betydningsfuld Tjeneste. Da han kom under Vejr med, at Hertug Adolf af Gottorp paatænkte en Erobring paa egen Haand af Ditmarsken, satte han Kongen i Kundskab derom og blev derefter Hovedmanden for den Overenskomst, hvorved denne Plan forpurredes, og baade Kongen og Hertug Hans bleve Meddeltagere i Krigen og i Ditmarskens Undertvingelse; han var selv med i Felttoget som Krigskommissær og en af Krigsraaderne hos sin Fader, spillede dog næppe nogen større militær Rolle, men var Kongens befuldmægtigede ved Delingen 1560 af det erobrede Land og fik Tilsynet med den kongelige Part og med Ordningen af den forandrede Retsforfatning. 1561 repræsenterede han Frederik II ved Vilhelm af Oraniens pragtfulde Bryllup i Dresden med Kurfyrst Morits af Sachsens Datter Anna.

      Imidlertid nærmede den nordiske Syvaarskrig sig. Det er bekjendt, at Frederik II fremtvang den imod det danske Rigsraads Vilje, og en Beretning gaar ud paa, at han derimod fandt Støtte hos de holstenske Raader. H. R.s Holdning i dette Spørgsmaal er dog hidtil ikke opklaret. Han fik imidlertid betydelige Opgaver i Anledning af Krigen, besørgede Troppehvervinger, forhandlede med Hamborg og Nabofyrster om Nevtralitet, opkrævede Krigsskatter i Hertugdømmerne og varetog disses Krigsforfatning, særlig under Faren 1565 for Angreb fra Wilhelm v. Grumbach; mærkes kan det ogsaa, at han (1562) havde anbefalet sin Slægtning Daniel Rantzau til Tjeneste hos Kongen. Ved Siden deraf betroedes der ham ansvarsfulde diplomatiske Ærender; saaledes var han 1564 og 1567 en af Afsendingerne til de mislykkede Fredsmøder, henholdsvis i Rostock og Stralsund. Vigtigst var det dog, at han 1570, efter først at have været tilstede i Heidelberg ved Brylluppet mellem Kurfyrst Johan Casimir af Pfalz og Kurfyrst August af Sachsens Datter Elisabeth, gik til det Møde i Stettin, der efter lange Forhandlinger i Dec. bragte Freden til Veje mellem de nordiske Riger.

      Ogsaa i anden Henseende havde Krigen imidlertid spillet sin Rolle for H. R. Han var den formuende Mand, der kunde forstrække Kongen med store Summer eller gaa i Borgen for Laan hos andre. Derved opnaaede han betydelige Pantelen. I Hertugdømmerne fik han saaledes paa denne Maade 1564 sit Amt Segeberg til Pant og 1567 Flensborg Amt; i Kongeriget forskreves der ham 1564, Aaret før hans Faders Død, alle de Len, som denne besad (især store Dele af Laaland), 1566 Holme Kloster, og efter Freden, 1571, Salling Herred, begge paa Fyn. Efterhaanden indløste dog Kronen de fleste af disse Panter, især 1574; dog fik han fornyet Lensbrev paa Segeberg, og endnu 1582 skyldte Kongen ham en betydelig Sum. Men særlig Betydning fik det, at han 1568 havde tilkjøbt sig til Ejendom det nævnte Holme Kloster; han viste sin Interesse for Godset ved at omdøbe det til Rantzausholm, og herved havde hans Slægt faaet en vigtig Grundbesiddelse, som en Tid lang i høj Grad bidrog til at knytte den til Kongeriget. Senere paafulgte flere af hans Sønners Ægteskaber med danske Adelsdamer.

      Ogsaa efter Freden i Stettin benyttedes han til diplomatiske Sendelser, der angik Danmark og Norge, saaledes 1577 til Emden for at forhandle med engelske Afsendinger om Sejladsen paa Nordhavet. Han var desuden ved sine talrige Forbindelser i Udlandet i Stand til at holde sin Konge bekjendt med Verdensbegivenhederne igjennem stadige Indberetninger. Men mest optoges dog hans offentlige Virksomhed af Forholdene i Hertugdømmerne. I Spidsen for Landraaderne ledede han Fællesregeringen, naar denne efter den I 1563 trufne Ordning tilfaldt Kongen, og repræsenterede ham i hans Fraværelse paa Landdagene-, han havde Del i Udgivelsen af den slesvig-holstenske Landret 1573, og i øvrigt interesserede han sig for Landenes økonomiske Opkomst, begunstiget, som denne var, af Freds-perioden. I den store Strid med Gottorp om Slesvigs Lensforhold har han uden Tvivl, tro mod sin Konge, med Kraft bekæmpet Gottorps Paastande og medvirket til den endelige Overenskomst i Odense 1580, hvorved Hertugerne modtoge Slesvig til Len af Danmarks Krone; selv repræsenterede han ved denne Lejlighed Kongen i dennes Egenskab af Hertug og benaadedes med Elefantordenen. Det næste Aar bragte han paa et Møde i Flensborg Forlig til Veje om Arven efter Hertug Hans den ældre.

      Hvad H. R.s personlige Forhold til Frederik II angaar, tillade de hidtil fremdragne Kilder ikke nogen aldeles bestemt Dom i det enkelte. Det er sikkert, at han gjentagne Gange har mødt Afslag paa sine Henvendelser til Kongen, som da han 1560 forgjæves virkede for en Udsoning med Peder Oxe og 1579 for Tilgivelse til Rigsraaden Jacob Ulfeldt. Ogsaa ligefremme Rivninger spores; 1565 hedder det endog, at han en Tid var i Kongens Unaade paa Grund af den holstenske Adelsmand Hans Blomes Angivelser, og 1570 forbød Kongen ham i en ret irriteret Tone at forherlige den afdøde Daniel Rantzau paa en Maade, der kunde stille Kongen selv i Skygge. Om H. R.s egentlige politiske Indflydelse hos Frederik II vides hidtil saa godt som intet. Men som Helhed er der dog Grund til at antage, at Forholdet har været godt, og at Kongen med rette i ham har skattet en trofast Raadgiver, om end vel næppe en fremragende Statsmand. Og saa meget er vist, at H. R. selv har set hen til Frederik II’s Regeringsaar som sin stolteste Tid og, som vi senere skulle se, har ønsket at hædre Kongen paa enhver Maade. Nogen større Modsætning imellem dem havde han ikke øjnet, og Indskriften paa Breitenburg: «Kongens Held Landets Lykke», havde ikke været Mundsvejr.

      Da kom Frederik II’s Død i April 1588, og med denne Begivenhed begyndte et nyt Afsnit i H. R.s Liv, i høj Grad forskjelligt fra det foregaaende, rigt paa Kampe, paa Skuffelser og Bitterhed. Uden at man kan sigte ham for Brud med sin Fortid, blev han en Modstander af Kongemagten, repræsenteret, som den var først af Enkedronning Sophie, senere af den unge Kong Christian IV.

      Allerede i Juni 1588 kom Modsætningen frem, da Enkedronningen ønskede, at Formynderstyrelsen i Hertugdømmerne under Christian IV’s Mindreaarighed skulde overdrages en eller flere tyske Fyrster, og antydede en kommende Deling af de kongelige Amter mellem hendes 3 Sønner. Det første var H. R. en Modstander af som urimeligt og som truende Ridderskabets Friheder; i Delingen saa han en Fare for Svækkelse af Hertugdømmernes Magt, paa lignende Maade som hans Fader havde gjort det 1544. Det lykkedes ham dog foreløbig at afværge disse Planer, og et Øjeblik mødtes han med Sophie i Tanken om at benytte Raadernes og Landdagens Modstand mod de gottorpske Planer om Arvelighed til at udelukke den unge Hertug Philip fra Fællesregeringen og gjøre Christian IV til eneregerende. Udsigten hertil svandt dog hurtig, og lige saa hurtig udviklede der sig et bittert Fjendskab mellem H. R. og Enkedronningen, der overtog Formynderstyrelsen i Hertugdømmerne. Uden at gaa i Enkeltheder med Stridens Gang skal det fremhæves, at en af dens første Aarsager sikkert var Sophies nære Forbindelse med Amtmanden i Haderslev Hans Blome (II, 425), en Mand, hvis. Fader havde været Johan Rantzaus Fjende, og som selv allerede i Treserne havde angrebet H. R. Herved blandedes dennes stolte Slægtfølelse ind i Sagerne; 2 Partier skilte det slesvig-holstenske Ridderskab, det Blomeske og Rantzauske, og selvfølgelig var H. R, Leder for det sidste. Og nu var Blome netop tillige i Strid med det danske Regeringsraad; denne Omstændighed i Forening med Regeringsraadets Brud med Enkedronningen knyttede det og H. R. sammen i et, dog mest tilsyneladende, aristokratisk Forbund, og herved skabtes der paa den anden Side et Vaaben for Sophies juridiske Raadgivere, der ønskede at hæve Fyrstemagten og kue Ridderskabet. Hertil kom, at hun traadte i et venskabeligt Forhold til Hertug Johan Adolf af Gottorp og ogsaa derved stødte an mod H. R.s politiske Tilbøjeligheder. Fra 1591 var Striden en Kjendsgjerning, og 1593 naaede den sin højeste Bitterhed. Faa Landretsdagen i Slesvig By i Marts s. A. tørnede H. R. og hans Søn Gert voldsomt sammen baade med Blome og med Johan Adolf. Den gamle Statholder fik et heftigt nervøst Anfald og sprængte Retsforhandlingerne ved at rejse bort med det kongelige Signet, der skulde bruges under Aktstykkerne. Sophie svarede med at affordre ham Regnskabsaflæggelse for hans Amt og ved at tilstille ham en Skrivelse, der i Skarphed og Trusler overskred alle Grænser. Men H. R. gav ikke tabt, og hans Kampmiddel blev i Forbindelse med det danske Rigsraad at faa Formynderstyrelsen frataget Sophie og Christian IV erklæret myndig; han vilde herved ikke alene ydmyge hende, men navnlig forebygge, hvad der efterhaanden var blevet Stridens egentlige Kjærne, hendes Planer om Delingen af de kongelige Amter. Sejeren blev foreløbig hans; i Sept. 1593 overtog den unge Konge Styrelsen i Hertugdømmerne, og samtidig blev Blome afsat fra sit Embede som Amtmand i Haderslev, og denne Post overdroges til H. R.s Søn Gert. Men hans personlige Sejer blev ikke langvarig; fra Sommeren 1595 viste det sig, at hans Indflydelse var i Aftagende hos Christian IV, der under Regeringsraadets begyndende Opløsning nærmede sig sin Moder og mødtes med hende i Ønsket om Forsoning. Vel kunde H. R. regne sig det til Ære, at Tanken om Hertugdømmernes Deling døde hen, men i de Retssager med Hans Blome, som vare voxede frem af Striden, maatte han føle Kongens Uvilje. Og Forholdet bedredes langt fra, da Christian IV 1596 blev Danmarks virkelige Hersker og netop nu ønskede at vise Aristokratiet sin Myndighed, for saa vidt altsaa optog sin Moders Politik. De strænge Advarselsskrivelser og Trusler om kongelig Unaade, som han i Juni 1597 udstedte til flere af Ridderskabet i Anledning af deres Smædeskrifter mod hverandre, vare ogsaa rettede til H. R. Og næppe har det været helt frivilligt, naar denne i disse Aar ved sine Sønner lod udtale Ønsket om at fratræde sine Embeder. I alt Fald greb Kongen det; 24. Jan. 1598 underrettede han ham om, at han gik ind derpaa, og affordrede ham Statholderskabet og Segeberg Amt. Den 72aarige Mands Dage vare nu ogsaa snart talte; han døde 31. Dec. 1598. Hans Bisættelse fandt Sted i den af ham selv ombyggede og udstyrede Familiebegravelse i St. Laurentius-Kirken i Itzeho. Kisten og Indskriften ventede paa ham; selv havde han ladet dem lave; kun Pladsen til hans Dødsdag i Indskriften stod tom.

      Hans politiske Liv var endt som et Nederlag, og med dyb Sorg havde han maattet se sin talrige Børneflok tyndes ud ved hyppige Dødsfald. Endnu kunde han ikke vide, at hans 2 Sønner snart skulde opnaa de højeste Embeder i Kongeriget og Hertugdømmerne. Men utvivlsomt har han med Stolthed set tilbage paa sit Livs Gjerning. Bortset fra hans politiske Virksomhed havde han været en Kulturbringer. Forudsætningen for, at han var bleven dette, var 2 Ting: hans materielle Midler og hans aandelige Sans.

      Allerede ovfr. er omtalt Kilderne til hans Rigdom: Giftermaalet, Arven efter Faderen og hans økonomiske Indsigt. Ved sin Død ejede han 18 adelige Godser. Af disse skulle nævnes Breitenburg og Mehlbek, som han havde arvet fra Faderen, Wandsbek, Wellingsbüttel og Rantzau, som han havde tilkjøbt sig, alle i Holsten, Drakenburg og Rinteln i det brunsvigske, en Arv fra Svigerfaderen, foruden Ejendomme i Slesvig og Lauenborg og endelig Rantzausholm . hertil kom bl. a. en paladsagtig Gaard i Lybek. Paa sine Godser indførte han Stordrift med Nedlæggelser af Bønder-gaarde og Hoveri, men ogsaa med Skovdrift og Havebrug og med Anlæg af alle mulige Smaafabrikker, som Olje-, Papir-, Sav-, Bore-, Kobber- og Krudtmøller. Ved Siden heraf drev han en udstrakt Pengeforretning; baade Philip II af Spanien og Antwerpen havde han til Skyldnere, med den nævnte By førte han en langvarig og bitter Strid om Gjældens Betaling. Ved alt dette fik han Midler til at blive Hertugdømmernes første grand Seigneur. Men den kulturelle Side heraf skabtes ved et bestemt Aandspræg hos ham.

      Kun i ringere Grad havde han modtaget dette Aandspræg fra sit Ophold som ganske ung i Wittenberg. Theologi kom aldrig til at høre til hans væsentlige Interesser, endnu mindre de kirkelige Stridigheder, som han endog saa ret overlegent paa, i den Grad, at den katholske Reaktion haabede paa ham som Tilhænger. Utvivlsomt var han dog protestantisk troende, tvivlede ikke heller paa Djævelens Indgriben i det daglige Liv; men et Hovedpunkt i hans metafysiske Forestillinger var Overbevisningen om Stjærnernes Herredømme over Menneskene; de vare Midler for Skæbnen og Gud til at paavirke alt lavere. Derfor var han en ivrig Tilhænger af Stjærnetydningen, udgav Lærebøger i Astrologi og nedskrev i elegant udstyrede Bøger Samlinger af Horoskoper. Med sit stærke fantastiske Sving troede han naturligvis ogsaa paa Drømme og Varsler og spaaede nok saa dristig om Verdensbegivenheder, hvilket indbragte ham Drillerier fra Frederik II, naar det slog fejl. Men sin astrologiske Tro delte han for øvrigt med hele det Kulturstandpunkt, som stærkest havde paavirket ham.

      Sine dybeste Indtryk havde han nemlig, som ovfr. antydet, modtaget fra sit Ophold ved Carl V’s Hof og særlig i de senere spanske Nederlande. Her havde en Forening af den romanske Renæssance og den germanske Humanisme slaaet ham i Møde. Netop da var jo Italien Forbilledet for nederlandsk Kunst, Sværmeriet for i alt Fald Ydersiderne af det antike Liv havde bredt sig her op, den latinske Digtekunst og den latinske Brevstil stode som den fornemme og lærde Verdens Stolthed, og her havde han vel ogsaa hørt om det Medicæiske Mæcenatdømme i Florents og var desuden et beundrende Øjenvidne til den anstandsfulde spanske Grandezza. Han kom hjem fyldt med Tanker om midt mellem en Adel, der kun lidet besad Sans for Kunst og Litteratur, at bringe Renæssancen og Humanismen ind i sin nordlige Egn, men tillige at knytte den fremfor alt til sin Person. Der er Grund til kort at dvæle ved de forskjellige Omraader af hans Virksomhed i denne Henseende.

      Først hans Bygninger. Han ombyggede Breitenburg og Mehlbek, og han opførte helt nye Borge paa Wandsbek (af ham kaldet Wandsburg) og Rantzau. Breitenburg og Rantzau betegne her 2 Stadier, den første, der til Dels stammede fra hans Fader, minder om Frederik II’s Frederiksborg, den anden, som helt var hans eget Værk (1592-95), om Christian IV’s ved sit langt luftigere, yndefuldere Anlæg. Men i alle sine Bygninger satte han sin Stolthed i at opkalde Rummene med de antike Navne, og de forsynedes med Indskrifter, til Dels af klassiske Forfattere og yngre Latinister, til Dels af religiøst-moralsk Indhold. Hertil kom saa Vidnesbyrd om Renæssancens stærke Trang til at forherlige Personligheder. Han fyldte sine Borge med Statuer og Malerier af mythologiske, antike og moderne Helte; han hædrede sin Storheds Skabere, den yngre oldenborgske Kongeslægt, hvem han viede en Pyramide i Nærheden af Itzeho, og særlig Frederik II, for hvem han efter hans Død opførte en anden Pyramide ved Segeberg med en Obelisk ved Siden, bygget med den som Forbillede, der af Kejser August førtes til Rom. Han havde Malerier af Kongens vigtigste Krigsbegivenheder paa Segeberg Slot og lod dem stikke i Kobber. Dette sidste skulde dog fuldt saa meget tjene til Forherligelse af hans egen Slægt, der havde deltaget i disse Kampe; Søjlen paa Mehlbek for hans Hustru, talrige Epitafier og Billeder vare andre Vidnesbyrd om denne Bestræbelse. Men alle Vegne prangede hans eget Navn med Paalæg til hans Efterkommere om at værne om deres Stamfaders Gjerninger, og han lod udgive Bøger med Beskrivelser af sine Bygninger. Til Udsmykningen af sine Borge stod han i Forbindelse med Medicæeren Storhertug Ferdinand af Toskana, fra hvem han fik Marmor, Alabaster og kunstfærdige Sager, og hvem han sendte nordiske Varer.

      Denne Forbindelse var dog kun en enkelt Side af et helt Forhold, der opfyldte ham fuldt saa meget som hans Bygningsvæsen og hans Kunstsamlinger, nemlig den latinske Brevvexling med Fyrster, Stormænd og lærde, hvortil knyttede sig Mæcenatstillingen for de sidste. Nordtyske Hertuger vare hans Korrespondenter lige saa vel som Kardinal Granvella og nederlandske og danske Adelsmænd; men navnlig var der en utvivlsomt gjensidig Bestræbelse efter Forbindelse mellem ham og Videnskabsmænd og latinske Digtere. Blandt de første indtager Tyge Brahe Hæderspladsen; de havde gjort Bekjendtskab med hinanden 1564 i Rostock og stode siden i Venskabsforhold, og det var H. R., som 1597 efter Tyge Brahes Bortrejse fra Danmark skænkede ham det første Asyl (paa Wandsburg). Af andre Videnskabsmænd skulle nævnes Niels Hemmingsen, Historikerne Chytræus og Lindeberg, Medicineren Heurnius og især Filologen Justus Lipsius; af Digterne Tidens anseteste, men nu ganske glemte, de lavrbærkronede Melissus, Frengel og Lauterbach. Forholdet imellem de fleste af disse og ham beroede paa en vis Gjensidighed, de trængte til H. R. som Mæcen, han til deres Lovprisninger i deres Dedikationer og ikke mindst i deres latinske Epistler. Thi disse vare den Gang ikke en Form for privat Samkvem, de vare en Art Litteratur, og en hel Række af dem, de saakaldte Trøstebreve i Anledning af hans Børns Dødsfald, lod han udgive med sine egne Svar, endog i flere Oplag.

      For en stor Del skyldtes den centrale Stilling, H. R. indtog i den litterære Verden, naturligvis hans Penge, men nok saa meget dog hans mærkelige Bogsamling. Ved Siden af Breitenburgs Hovedfløje laa en Bygning, i hvilken oven over et Kapel Bibliotheket var opstillet. Det var smukt ordnet og skal have talt 6300 Bind; iblandt disse vare ogsaa talrige højst værdifulde Haandskrifter, deriblandt af Adam af Bremens Kirkehistorie og af Albert af Stades Krønnike; disse lod han udgive lige saa vel som forskjellige andre, hvoriblandt klassiske Forfattere. Uden Karrighed laante han ogsaa Bøger ud. H. R. havde paalagt sine Efterkommere Bibliothekets Udelelighed; han kunde have sparet det; thi ved de Wallensteinske Troppers Erobring af Breitenburg 1627 blev det splittet og for største Delen ødelagt. Trods forskjellige Bidrag til dette Spørgsmaal trænger dog Restens Skæbne til nøjere Undersøgelser.

      H. R. var end videre selv Forfatter. Han udgav Bøger om Astrologi, om Sundhedspleje, om Krigsvæsen; uden Tvivl har hans Stab af Litterater dog hjulpet ham. Mere personlig tilhøre rimeligvis andre Værker ham, der vise delvis andre af hans Interesser end dem, vi hidtil have dvælet ved. Fortrinsvis tænkes herved paa hans Mindeskrift over Faderen (under Psevdonymet «Coroneus»), hans Historie af Ditmarskerkrigen (under Psevdonymet «Cilicius Cimber») og hans Beskrivelse af den cimbriske Halvø (først udgivet 1739 af Westphalen efter et Haandskrift). Nøje sammenknyttede ere i dem alle Slægtstoltheden og Kjærligheden til hans Land. De førstnævnte ere historisk-geografiske Kildeskrifter om vigtige Begivenheder og Forhold i Hertugdømmerne, men navnlig en Lovprisning af hans Fader, til Dels af ham selv. Beskrivelsen af den cimbriske Halvø medtager ogsaa Nørrejylland, og Kongerigets geografiske og politiske Forhold laa ogsaa saa meget inden for hans litterære Interesser, at han satte sig i Forbindelse med Huitfeldt, med Vedel og med Niels Kaas for at faa Oplysninger og Tegninger af Byer, navnlig til Hjælp for den bekjendte Geograf Mercator, af hvis Atlas han ogsaa var Medarbejder. Dog var det kun Hertugdømmerne, han ansaa for sit Fædreland, deres Beskrivelser optage største Delen af det nævnte Værk, og det er Kundskaben til dem, han fortrinsvis vil udbrede i Verden. Skriftet har sit Værd ved de statistiske Angivelser om Samtiden, men det er ved Siden heraf stærkt fantastisk i sin antikiserende Stræben. En stor Del af det anvendes til at prise Cimbrerne, som han naturligvis opfatter som Stamfædre til Hertugdømmernes senere Beboere. Ved at forherlige dem vil han forherlige sin egen Samtid. Men ogsaa denne har sin umiddelbare Storhed, især dens Ridderskab, som han lod andre Bøger fortælle nærmere om, og da først og fremmest den Rantzauske Slægt med dens talrige Godser. Og som Hovedet for denne Slægt staar han selv, han, der paa én Gang var Kongens Statholder og Cimbriens Fører (produx Cimbriæ).

      Sikkert var ogsaa H. R. en højst forfængelig Mand. Til sine Tider falder der et forsonende Stænk af Naivitet over denne Forfængelighed, men rent utroligt er det, hvad han har ladet sig byde af det vamleste Smigreri af sine Litteraters Penne og Munde; uden Tvivl have de fordærvet ham i denne Henseende. Han var tillige en heftig Mand trods sin Anstand, ikke uden Grund fik han talrige Fjender. Heller ikke var han en sand overlegen Aand, og det fortjener at fremhæves, at hans Kunstsamlinger næppe have talt Værker af virkelig Rang. Men der var med alt dette noget sjælden storslaaet over ham, højt rager han derved op i sin Samtid, og Hertugdømmernes Kultur skylder ham overordentlig meget. I national-sproglig Henseende har han trængt Plattysken tilbage for Højtysk, i politisk har han fremmet Forbindelsen mellem Slesvig og Holsten ved sin kraftige Overbevisning om deres Samhørighed og ved paa én Gang at være dens aristokratiske, personlige og litterære Udtryk. Skjønt han fuldt ud anerkjendte Slesvigs Lensforhold til Danmarks Krone, har han dog bidraget til den Løsningsproces, hvorved Hertugdømmet skiltes fra Riget, men bevidst har han aldrig villet skade Danmark.

      Macropeus, Immortalitas H. R. (Hamb. 1599).
      Lindeberg, Hypotyposis arcium (Hamb. 1591).
      Frobenius, Epistolæ consolatoriæ (Francof. 1593).
      Moller, Cimbria lit.
      Danske Mag. I, 193 ff. 353 ff.
      Zeitschr. d. Gesellsch. f. Schlesw.-Holst.-Lauenb. Gesch. VIII, 331 ff.
      X, 199 ff. XI, 69 ff. XVIII, 131 ff. XXI, 307 ff. XXII, 239 ff.
      Allg. Deutsche Biographie XXVII. Lund,
      Christ. IV’s Skib p. Skanderborg Sø.

      J. A. Fridericia.
    Person-ID I4210  Reventlow | Ancestor to Christian Ditlev Reventlow
    Sidst ændret 15 jun. 2024 

    Far AnerJohan Rantzau
              f. 18 dec. 1492, Steinburg, Slesvig-Holsten, Tyskland Find alle personer med begivenheder på dette sted
              d. 21 jan. 1566, Breitenburg, Itzehoe, Slesvig-Holsten, Tyskland Find alle personer med begivenheder på dette sted (Alder 73 år) 
    Mor AnerAnna Walstorp
              f. ca. 1505  
              d. 8 jan. 1583, Itzehoe, Slesvig-Holsten, Tyskland Find alle personer med begivenheder på dette sted (Alder 78 år) 
    Ægteskab 1525 
    Alder ved vielsen Han: ~ 32 år - Hun: ~ 20 år. 
    Familie-ID F28772  Gruppeskema  |  Familietavle

    Familie AnerChristina von Halle
              f. 23 mar. 1535, Drakenburg, Tyskland Find alle personer med begivenheder på dette sted
              d. 26 jul. 1603, Itzehoe, Slesvig-Holsten, Tyskland Find alle personer med begivenheder på dette sted (Alder 68 år) 
    Ægteskab ca. 1554  Segeberg, Slesvig-Holsten, Tyskland Find alle personer med begivenheder på dette sted 
    Alder ved vielsen Han: ~ 27 år og 8 måneder - Hun: ~ 18 år og 9 måneder. 
    Børn 6 sons and 5 daughters 
    Familie-ID F25547  Gruppeskema  |  Familietavle
    Sidst ændret 27 sep. 2016 

  • Begivenhedskort
    Link til Google MapsFødsel - 20 apr. 1526 - Steinburg, Slesvig-Holsten, Tyskland Link til Google Earth
    Link til Google MapsÆgteskab - ca. 1554 - Segeberg, Slesvig-Holsten, Tyskland Link til Google Earth
    Link til Google MapsBarn - Frantz Rantzau - 7 okt. 1555 - Segeberg, Slesvig-Holsten, Tyskland Link til Google Earth
    Link til Google MapsBarn - Breide Rantzau - 22 nov. 1556 - Segeberg, Slesvig-Holsten, Tyskland Link til Google Earth
    Link til Google MapsBarn - Frederik Rantzau - 31 okt. 1557 - Segeberg, Slesvig-Holsten, Tyskland Link til Google Earth
    Link til Google MapsBarn - Gert Rantzau - 27 nov. 1558 - Segeberg, Slesvig-Holsten, Tyskland Link til Google Earth
    Link til Google MapsBarn - Magdalene Rantzau - 1 jan. 1560 - Breitenburg, Itzehoe, Slesvig-Holsten, Tyskland Link til Google Earth
    Link til Google MapsBarn - Didrik Rantzau - 24 maj 1561 - Segeberg, Slesvig-Holsten, Tyskland Link til Google Earth
    Link til Google MapsBarn - Catharine Rantzau - 22 jan. 1564 - Segeberg, Slesvig-Holsten, Tyskland Link til Google Earth
    Link til Google MapsBarn - Øllegaard Rantzau - 13 feb. 1565 - Breitenburg, Itzehoe, Slesvig-Holsten, Tyskland Link til Google Earth
    Link til Google MapsBarn - Margrethe Rantzau - 27 nov. 1568 - Breitenburg, Itzehoe, Slesvig-Holsten, Tyskland Link til Google Earth
    Link til Google MapsDød - 31 dec. 1598 - Breitenburg, Itzehoe, Slesvig-Holsten, Tyskland Link til Google Earth
     = Link til Google Earth 
    Kort forklaring  : Adresse       : Beliggenhed       : By       : Sogn       : Amt/Region       : Land       : Ikke indstillet

  • Billeder 5 Billeder


Webstedet anvender The Next Generation of Genealogy Sitebuilding v. 15.0, forfattet af Darrin Lythgoe © 2001-2025.

Oprettet af Christian Ditlev Reventlow. | EU-persondataforordningen.

Template no. 7