| |
Match 9,901 til 9,950 fra 11,367
| # |
Notater |
Knyttet til |
| 9901 |
Officer og Statholder | Ahlefeldt, Frederik von (I7353)
|
| 9902 |
Officer, diplomat | Reventlow, Greve Christian Ditlev (I8265)
|
| 9903 |
Officer, Diplomat | Schubart, Herman (I10958)
|
| 9904 |
Officer, General af infanteriet | Rantzau, Schack Carl von (I9800)
|
| 9905 |
Officer, Generalløjtnant, 1662 Amtmand på Bornholm | Løvenhielm, Hans Schrøder von (I7064)
|
| 9906 |
officer, greve, tegner | Baudissin, Otto Friedrich Magnus (I11944)
|
| 9907 |
Officier d'artillerie | Portalis, Etienne Edouard Guillaume Joseph (I13614)
|
| 9908 |
officier de cavalerie | Portalis, Sextius (I14533)
|
| 9909 |
Officier de cavalerie, chef d'escadron | Portalis, Edouard Fréderic Joseph (I13579)
|
| 9910 |
Officier supérieur d'infanterie | Portalis, Henri Waldemar (I14319)
|
| 9911 |
Officier, Commandant parachutiste | Portalis, Jacques Jean-Marie Casimir (I15449)
|
| 9912 |
Offiser og embetsmann.
Foreldre: Generalmajor Frederik Christoph de Cicignon (ca. 1667–1719; se NBL1, bd. 3) og Karen Hausmann (1682–1744).
Gift 14.8.1733 på Fyn med Nicoline Antoinette Brüggemann (14.7.1717–april 1759), datter av oberstløytnant Gotske Hans Brüggemann og Margrethe Wilhelmine Hausmann. Sønnesønn av Johan Caspar de Cicignon (ca. 1625–1696); dattersønn av Caspar Herman von Hausmann (1653–1718); svigerfar til Fredrik Georg Adeler (1736–1810).
Ulrik Frederik de Cicignon var stiftamtmann i Bergen 1749–66 og gjorde en betydelig innsats for byen. Hans opptreden under “strilekrigen” 1765 var sterkt omdiskutert, men han fikk likevel avskjed i nåde.
Etter å ha studert ved det franske Académie des Chevaliers i Strasbourg og det hertuglige Académie de Lorraine i Nancy, ble Cicignon 1718 premierløytnant i Søndenfjeldske gevorbne infanteriregiment. Han ble kaptein 1720 og steg deretter i gradene til han 1746 var oberst og sjef for 2. Vesterlenske nasjonale infanteriregiment, som han kjøpte av generalmajor J. F. von der Lühe for 6500 riksdaler. Han stod som regimentssjef til januar 1750, men høsten 1749 var han blitt utnevnt til stiftamtmann i Bergen. Han ble ridder av Dannebrogordenen 1754 og fikk tittel av generalmajor og ble geheimeråd 1764.
En av Cicignons regimentssjefer betegnet ham som en offiser av “middelmaadig Statur, dog af en smuk Exterieur. Aldeles ikke til laster hengiven, men til det, som roesværdigt og dydig være kan. Er af en meget hurtig og god Begreb, applicerer sig med al optænkelig Flid paa Tjenesten, hvorfor han og kan vente fuldkommen Fremgang og Progress ...”. En annen av han sjefer uttalte “... joli homme, har rejst meget, gode Studia, overflødig Ambition”. Han har derfor sikkert vært en utmerket offiser, men det ble ikke der han kom til å sette spor etter seg.
Som stiftamtmann la han betydelige administrative evner for dagen. Både som embetsmann og privatmann utførte han en samfunnsgagnlig virksomhet som gav ham et hedret navn. Han fikk mudret opp Bergen havn. Samtidig ble det anlagt ny havn ved tollboden, og det ble oppført ny tollbod. Han fikk også bygd opp igjen Nykirken etter den store brannen 1756. Av egen kasse betalte han utbedringer og forskjønnelse av byens rådhus og skjenket 1754 nye klokker til Domkirken. Han var også meget godgjørende mot dem som trengte hjelp i sykdom og nød. Han omtales som “denne roesværdige Mand, som i saa mange Ting haver gjort sig saa højt fortjent for Bergens By”.
Likevel ble han 18. april 1765, under den såkalte “strilekrigen”, angrepet og mishandlet av allmuen. Årsaken til opptøyene var en ekstraskatt (til dekning av utgiftene ved krigen i Holstein) som fra 1762 var pålagt alle innbyggere, og som ble inndrevet med til dels ganske hardhendte metoder. Folk klaget til stiftamtmannen, som i mars 1765 lovte å ta saken opp med myndighetene i København. Da det i april samme år ble kunngjort en del selektive lettelser i skatten, samlet en stor folkemengde seg i Bergen og lot sin vrede over forskjellsbehandlingen gå ut over stiftamtmannen, som gav ordre om at en del skattytere skulle få sine penger tilbake. En kommisjon som ble nedsatt for å granske hendelsen kritiserte Cicignon for hans opptreden. Men de som hadde skrevet ut ekstraskatten uten tanke på hvor vanskelige forholdene var i Norge på den tiden, kan også kritiseres. Myndighetene kom da også senere på andre tanker; 1772 ble ekstraskatten opphevet.
At Cicignon etter dette ville søke seg bort fra Bergen er vel rimelig nok. Men først etter at det var blitt rolige forhold igjen, søkte han og fikk avskjed i mai 1766. Han flyttet til Sønderborg på Als, hvor han døde 1772.
Cicignon skal ha interessert seg for bergverksdrift. Sammen med sin bror og en del andre danske og norske var han medinteressent i malmverkene i Jarlsberg, Konnerudkollen ved Drammen og flere andre gruver i Eiker prestegjeld.
Slekten Cicignon var gammel adel fra Luxembourg, hvor de mannlige medlemmer av slekten valgte offisersyrket. Ulrik Frederik var selv utdannet offiser, men må ha vært en fredens mann. Da hans farfar ble ridder av Dannebrogordenen, valgte han et krigersk valgspråk, hvor siste linje lyder: “Conduite sans courage. Est un pauvre personnage” ('dannelse uten mot, er en ynkelig person'). Ulrik Frederiks motto som dannebrogsridder var mer på det jevne: “Middelvey fejler ey”.
Kilder og litteratur
H. J. Huitfeldt-Kaas: biografi i DBL1, bd. 3, 1889
O. von Munthe af Morgenstierne: “En udenlandsk Adelsslægt i Danmark og Norge: de Cicignon”, i PHT, rk. 7, bd. 5, 1921, s. 230–239
S. H. Finne-Grønn: biografi i NBL1, bd. 3, 1926
S. Steen i NFLH, bd. 6, 1932, s. 131 og 390–408
biografi i Ovenstad, bd. 1, 1948, s. 210
A. Coldevin: Enevoldstiden, bd. 5 i A. Coldevin m.fl. (red.): Vårt folks historie, 1963, s. 326–331
O. Feldbæk: Nærhed og adskillelse 1720–1814, bd. 4 i Danmark-Norge 1380–1814, Oslo/København 1998, s. 100–103
H. Nissen: “Johan Caspar Cicignon of Oberwampach. A Luxembourg immigrant in Norway”, i Association Luxembourgeoise de Généalogie et d'Héraldique. Annuaire 1995, 1999, s. 73–90
kilde: Harald Nissen. (2009, 13. februar). Ulrik Frederik De Cicignon. I Norsk biografisk leksikon. Hentet 26. juni 2018 fra https://nbl.snl.no/Ulrik_Frederik_De_Cicignon. | Cicignon, Ulrik Frederik (I9301)
|
| 9913 |
også kendt som: Bondio-Reventlow, Beatrice del | Reventlow, Beatrice (I15856)
|
| 9914 |
Ol I Garden Til Hest, Gm Af Kavalleriet | Schaffalitzky de Muckadell, Jacob Frederik (I9424)
|
| 9915 |
Olaf Dalsgaard-Olsen is a Danish film producer who was nominated for the Academy Award for Best Foreign Language Film in 1956 for his film Qivitoq.
| Dalsgaard-Olsen, Olaf (I18898)
|
| 9916 |
oldenburgischer Regierungspräsident; hannoverischer Gesandter; Offizier | Hammerstein-Loxten, Hans Detlev von (I10792)
|
| 9917 |
Ole Thyge Plannthin skriver i mail af 17.05.2016:
I forbindelse med efterforskning af egne aner og blandt dem gren af Buch-familien har jeg fundet en del oplysninger i anetavle udarbejdet af John Helt Green. se http://www.370.dk/PhPGedView/media/Greens_Anetavle.pdf
På side 234 om Jep Nielsen Buch finder jeg denne oplysning: "1/6 1468 er “Iwer Nielsen og Jep Buck, brødre af Nagbil” sammen med nogle væbnere tingsvidner ved salg af væbner Lawy Snobs gods i Malt herred til ridder Tellef Rewentlow. (Danmarks breve fra middelalderen)".
Jeg antager det drejer sig om Ditlev Reventlow.
Iver og Jep Nielsen Buch er brødre i Nagbøl, Skanderup Sogn.
| Reventlow, Ditlev (Thillef) (I2062)
|
| 9918 |
Oluf Axelsen (Thott) til Vallø og Hjulebjerg studerede i Leipzig.
1438 var han rigsråd og beseglede den fornyede Kalmarunion.
1439 beseglede han opsigelsen af kong Erik af Pommern
og indkaldelsen af kong Christoffer.
1440, 1449 var han høvedsmand på Ålholm, 1447 rigsmarsk.
1449 førte han som admiral en flåde til Gotland, som han fik i len.
1452 førte han en flåde til Stockholm og
deltog 1456 i Bornholms belejring.
1459 var han rigsadmiral.
Han blev kaldt ”den onde” eller ”den uretfærdige”.
Med Karen Falk fik han 1 datter.
Med Anne Present fik han 6 børn, hvoraf 4 døde som små.
Derudover havde han en uægte søn: Jørgen Olsen.
| Thott, Oluf Axelsen (I1946)
|
| 9919 |
Oluf Axelsen Thott (død 16. september 1464 på Gulland) var en dansk rigsmarsk og en af de mægtige Axel-sønner.
Han var søn af Axel Pedersen Thott og dennes første hustru, og han blev 1414 immatrikuleret ved Leipzig Universitet. I 1419 lovede Henning Podebusk at udlægge ham den ene halvdel af Vallø med tilliggende gods, mens Henning samtidig pantsatte til hans far den anden halvdel (som Axel Pedersen senere overdrog Oluf), og Oluf har således sikkert allerede da været gift eller trolovet med Karen, datter af den forrige ejer af Vallø, Jens Eskilsen Falk, og søster til Henning Podebusks hustru.
Oluf Axelsen var medbesegler af et brev fra kongen til svenskerne i Stockholm 1434 og nævnes i det følgende år som rigsråd.
I Erik af Pommerns sidste regeringstid er der imidlertid øjensynlig opstået et spændt forhold mellem Oluf og kongen. I 1439 taler kongen om, at rigsrådet havde skullet skaffe ham lejde af Oluf, men ikke havde gjort det, så at kongen ikke har anset sig for sikker på liv og gods. Oluf er da også, i modsætning til sin far, blandt de rigsråder, der i 1438 henvendte sig til Christoffer af Bayern, og blandt dem der ved et brev af 1439 opsagde kongen sin troskab.
Han opnåede da også hurtigt betydelige begunstigelser under den ny regering. Ridderslaget fik han formentlig ved kong Christoffers kroning i Sverige i 1441. I 1442 var han lensmand på Vordingborg, og ligeledes var han under Christoffer af Bayern blevet lensmand på Ålholm, en stilling, han beklædte endnu i september 1448. Og 1443 var han marsk og beholdt også dette embede efter kongens død, om end der i 1449 nævnes en anden indehaver. Oluf var blandt dem, som kong Christoffer i sit testamente indsatte til sine eksekutorer.
I 1448 foretog den ny svenske konge, Carl Knutsson, et angreb på Gulland. Men kong Erik på Visborg satte sig i forbindelse med Christian 1., og straks efter påske 1449 ankom kong Eriks tidligere fjende Oluf med en del danske skibe til øen; han trængte ikke ind i Visby havn, der var spærret af svenskerne, men kom ad en hemmelig vej i forbindelse med slottet, som nu fik dansk besætning, mens kong Erik sejlede bort. Midt i juli 1449 sluttede Oluf, der ved denne lejlighed kalder sig høvedsmand på Visborg, en overenskomst med den svenske høvedsmand på Gulland, Magnus Gren, om, at hver af parterne skulle beholde, hvad de havde, indtil en domstol af danske og svenske rigsråder afgjorde, om hele øen tilkom Danmark eller Sverige. Men snart efter ankom Christian 1. med den danske hovedstyrke, og skønt Oluf skal have udtalt til svenskerne, at han ville lade sig dræbe for kongens fødder, førend denne skulle bryde det indgåede forlig, forsøgte de danske ved overrumpling at få magt over Visby stad. Forsøget mislykkedes, men alligevel sluttedes der en ny overenskomst, i følge hvilken spørgsmålet om retten til øen ganske vist, ligesom tidligere bestemt, skulle afgøres ved en dom, men indtil da skulle de danske råde over hele øen, idet de svenske straks skulle forlade den.
Den dom, som skulle fældes, blev imidlertid aldrig afsagt, og de danske var altså nu atter i besiddelse af Gulland. Oluf blev indtil sin død siddende som lensmand på Gulland, som han, uvist hvornår, fik i pant, og som en følge af øens beliggenhed midt i Østersøen kom han til at spille en fremtrædende rolle i Danmarks forhold til Sverige, men næsten endnu mere til Hansestæderne. Allerede i slutningen af 1451 lod han hærge på de svenske kyster, i 1452 var han tillige med Magnus Gren anfører for en dansk flåde, der foretog et mislykket angreb på Stockholm og det østlige Sverige, og i 1457, efter ærkebiskop Jøns Bengtssons oprør, ankom han med en flåde for Stockholm længe før Christian 1. selv.
I hans stilling som lensmand på Gulland var det ikke blot hans optræden over for skibbrudne, der fremkaldte vrede hos hanseaterne; det samme galdt hans hindringer for handel på Sverige, så snart der var fjendskab i forhold til Danmark. Et forlig mellem Christian 1. og Hansestæderne i Flensborg 1455 indeholdt endog en særlig bestemmelse om, at kongen skulle få Oluf Axelsen til at ophøre med sine kaperier; men da hanseaterne samtidig i følge kongens fremstilling lovede at afholde sig fra al handel på Sverige og Preussen, kan det ikke undre, at Oluf og andre danske stormænd samme sommer med et antal skibe er ved Estlands kyst for at hindre denne handel. En del år senere, i 1462, tog han tillige med sine brødre Åge og Erik del i en strid om Øsel stift, idet han med våbenmagt hjalp den ene af kandidaterne til bispestolen.
Foruden Gulland havde Oluf ved sin død også Stevns og Bjæverskov Herreder i pant. Hans vigtigste ejendom var Vallø, som han skrives til endnu i sine senere år; derimod havde han afstået sin ret i gården Hjuleberg til broderen Åge. I 1451 fik han Skullerupholm i Voldborg Herred i pant af Steen Basses enke, Eline Johansdatter Bjørn, hvis værge han var, ligesom han fik Lykkesholm i Vinding Herred overdraget af hende; men om disse to ejendomme kom han i strid med andre, til hvem han måtte afstå forskellige dele.
Med sin første hustru, Karen Jensdatter Falk, havde han datteren Birgitte. Om Karens forhold til Oluf hedder det i slægtsbøger, at «hendes Vis befaldt hannem ikke», og at han derefter sad ugift i 22 år, hvilket sidste dog sikkert er urigtigt; i alt fald var han i 1430 gift på ny, med Johanne Nielsdatter Brock af Vemmetofte, der vistnok levede 1445, hvorimod hun var død 1456. Efter hende giftede han sig med Anne Jensdatter Present, der ved mandens død overtog styret af Gulland sammen med hans halvbror Philippus, men dog allerede det følgende år havde forladt øen. Af hendes og Olufs børn er det mest kendte en anden datter Birgitte, som senere giftede sig med Niels Eriksen Rosenkrantz. Anne Jensdatter levede 1485, men var død 28. marts 1487. | Thott, Oluf Axelsen (I1946)
|
| 9920 |
Oluf Nielsen Rosenkrantz (omkring 1490 – 8. november 1545 på Vallø) var en dansk rigsråd.
Han var søn af rigshofmester Niels Eriksen Rosenkrantz (død 1516). Allerede i kong Hans' tid blev han forlenet med Vordingborg som kongeligt regnskabslen (1512-17) og fik efter faderens død brev på at beholde Koldinghus og Len som et frit pant i 30 år (1517).
Ved oprøret mod Christian 2. sluttede Rosenkrantz sig til Mogens Gøye og søgte at mægle; han deltog således i et frugtesløst møde i Særslev Kirke og skal have givet kongen det råd at tage til København for at se tiden an.
Koldinghus blev derpå samlingssted for de adelsmænd, der endnu var kongen tro, mens hertug Frederik med sine tropper og de oprørske adelsmænd lå i Kolding by. Da slottet ikke kunne holdes ved en længere belejring, holdt Rosenkrantz sig her, men da hertug Frederik og oprørerne kort efter truede ham på livet, hvis han ikke sluttede sig til hertugen, sendte Rosenkrantz 17. marts kongen besked herom. Han skriver, at han gerne ville begive sig til kongen, men ikke turde af frygt for Sigbrit, der truede ham og hans venner på livet, og som også havde været årsag til, at han og hans moder havde mistet gods i Vallø og 2 gårde i København.
Han deltog derpå i Frederik 1.’s hylding i Viborg 26. marts 1523 og blev optaget i rigsrådet. Valløgodset blev givet tilbage, og Rosenkrantz indtog i den følgende tid sammen med sine 2 svogre, Tyge Krabbe og Erik Eriksen Banner, en meget betydende position under Frederik 1.'s regering. I stedet for Koldinghus fik han Abrahamstrup som pantelen på livstid.
Han deltog i Københavns belejring og skal have haft stor del i, at Henrik Gøye lod sig overtale til overgivelse. En tid havde han under belejringen været blandt de medlemmer af rigsrådet, der som statholdere styrede Sjælland under kongens ophold i hertugdømmerne, og ved kongens kroning 8. august 1524 blev han slå til ridder.
Efter moderens død i 1528 havde han overtaget Vallø helt, og 7. februar 1529 giftede han sig med Ide Munk, datter af rigsråd og landsdommer i Jylland Mogens Munk. Han deltog i de følgende år i de vigtigste regeringshandlinger under Frederik 1.
Rosenkrantz var katolsk, men ikke så udpræget en fjende af Luthers lære som sin svoger Tyge Krabbe. Han var blandt de rigsråder, som, efter at Frue Kirke i København på grund af billedstormen i julen 1530 en tid havde været lukket, atter skaffede katolikkerne adgang til kirken, hvorpå den under stor højtidelighed blev taget i brug 15. november 1531.
I dette efterår ventede man Christian 2.’s ankomst og mente i begyndelsen, at angrebet ville være rettet mod Sjælland og København. Rosenkrantz og Anders Bentsen Bille havde befalingen på Sjælland og havde travlt med forsvarsforanstaltninger. Mens han i januar 1532 opholdt sig i København, udbrød et mytteri blandt landsknægtene, som det lykkedes at få bekæmpet. Kort efter blev Rosenkrantz hofmester for Frederik 1.'s næstældste søn, hertug Hans, som det katolsksindede parti ønskede til konge efter faderens død. Der blev derfor indrettet en hofadministration på Nyborg Slot for den unge hertug under Rosenkrantz' opsyn. Ved herredagen i København efter Frederik 1.’s død arbejdede Rosenkrantz for hertug Hans’ valg. Han medbeseglede derfor også det brev, hvorved kongevalget blev udsat et år af hensyn til Norge, idet man ved de norske biskoppers hjælp ventede at kunne få Hans til konge. Ligeledes har beseglede han den såkaldte reces af 3. juli, hvor man søgte at stopper for den lutherske lære, og han deltog også i dommen over Hans Tausen.
Derimod beseglede han ikke det såkaldte enighedsbrev, hvorved biskopperne søgte at binde rigsrådets medlemmer indbyrdes til ikke at støttee nogen til konge uden hele rigsrådets enighed. Tvært imod nedlagde han sammen med Mogens Gøye og Erik Banner protest mod rigsrådets handlinger i den kongeløse tid, formentlig især mod enighedsbrevet, og forlod derpå ligesom Mogens Gøye, Erik Banner og flere katolske adelsmænd København. At Rosenkrantz ikke besejlede dette brev, kom ham senere til gode, idet brevet blev hovedanklagen fra Christian 3. mod biskopperne og deres tilhængere.
Som hofmester for hertug Hans begav Rosenkrantz sig efter herredagen til Nyborg Slot, som han nu var blevet forlenet. Da grev Christoffer af Oldenborg i maj 1534 som Lübecks krigsfører gjorde indfald i Holsten, sendte Rosenkrantz straks fra Nyborg 50 landsknægte til Sønderborg for at forstærke slottet, hvor Christian 2. sad fanget; men han blottede herved sin egen fæstning. Ved den fynske adels møde 9. juli i Hjallese ved Odense, hvor den fynske adel, ligesom tidligere den jyske, sluttede sig til hertug Christian (senere Christian 3.), deltog Rosenkrantz ikke. Men da hele Sjælland og Fyn rejste sig til fordel for Christian 2., frygtede han hertug Hans’ sikkerhed og førte ham og hans tjenere forklædte som bønder til Sønderborg. Selv begav han sig tilbage til Nyborg, som da også senere blev belejret af de grevelige, og Rosenkrantz måtte overgive slottet og blev fanget i august 1534; han blev ligesom de øvrige fangne adelsmænd ført til København.
Da hertug Hans’ sag var tab, idet det vestlige Danmark havde sluttet sig til hertug Christian og det østlige til grev Christoffer, opsagde Rosenkrantz 16. august sin tjeneste og sluttede sig til grev Christoffer, ligesom den øvrige skånske og sjællandske adel havde gjort, hvorpå greven frigav hans hustru og børn, der ellers sad som fanger på Nyborg.
I den følgende tid opholdt Rosenkrantz sig på Vallø; men i januar 1535 blev han af grev Christoffer til kaldt til herredag i København. Imidlertid besluttede lybekkerne og Borgerpartiet at fængsle de vigtigste rigsråder og adelsmænd og at indtage deres borge. Rosenkrantz blev da kastet i Blåtårn, mens Sebastian von Jessen indtog Vallø. Ved Københavns overgivelse i 1536 kom han i Christian 3.’s magt; men da han kun nødtvungent havde måttet anerkende grev Christoffer, og da han ikke havde deltaget i de mest yderliggående skridt under herredagen i 1533, slap han let. Han beholdt sit sæde i rigsrådet og fik kort efter Abrahamstrup Len tilbage på livstid; de store pantesummer, som han havde stående deri, synes derimod at være ansete som tabte.
Han indtog under Christian 3.’s regering en meget betynde position i rigsrådet og fik adskillige hverv, deriblandt flere gange statholderskabet i København og på Sjælland. Var hertug Hans blevet konge, var han formentlig blevet rigshofmester, ligesom hans far, Niels Eriksen, hans farfar, Erik Ottesen Rosenkrantz, og oldefar, Otte Nielsen Rosenkrantz, havde været.
Han døde på Vallø 1545. Hans enke, Ide Munk, overlevede ham med mange år. Da de ingen sønner efterlod sig, gik Vallø til deres 2 døtre, Birgitte, gift med Peder Bille til Svanholm og Mette Rosenkrantz. | Rosenkrantz, Oluf Nielsen (I3008)
|
| 9921 |
Om natten ved Langesø kan man møde, måske, en karosse med sort firspand. Så er det klogt at komme af vejen i en fart, for så er det nok fru Ide fra Langesø, hvor hun havde regeret med hård hånd over bønderne, indtil hun i døde år 1700. I de næste mange år herefter kunne man møde fru Ides karosse på egnens veje ved nattetid, og til sidst måtte man have fat i den navnkundige præst Rasmus Balslev. Han mødte en midnatsstund karossen ved den såkaldte Sorte-mose, og her stod der en voldsom dyst mellem ham og fru Ides gespenst. Det endte dog med, at præsten fik magten, og det besværlige damespøgelse sank ned i sumpen, hvor der rammedes en svær egepæl igennem hende. I lange tider sås denne manepæl, men den er nu væk.
| Rathlou, Ide von (I7113)
|
| 9922 |
Omkom med mand og børn ved Dampskibet Austrias undergang | Kaas, Helene (I11734)
|
| 9923 |
Omkring 1725 levede der i Egernførde en initiativrig købmand Christian Otte, der slog sig op ved handel med korn og vin. Han havde flere små skibe i søen og dreven omfattende rederivirksom- hed. Han havde sin store lagerbygning i Langebrogade. Bygningen eksisterer den dag idag og bærer i gavlen ud mod gaden initialerne CO og EO (Christian og Elsabe Otte) samt årstallet 1723. I 1741 skænkede familien en kapital til byen, således at der kunne indrettes et nyt fattighus, der til at begynde med kunne modtage 8, senere 9 ældre mennesker. Ifølge fundatsen var det familien, der skulle ad- ministrere stiftelsen, men magistrat og sognepræst førte et vist tilsyn. Stiftelsen indrettedes i den gade, der dengang hed »Neue Wohnung«, idag omdøbt til Otte-gade.
Christian Otte havde dygtige børn, bl.a. to sønner, der førte fade- rens virksomhed videre og bragte handelshuset til stor velstand. Den betydeligste af brødrene var nok kancelliråd Fred. Wilh. Otte, der ejede godset Binebæk i Svans. Han var gift med Dorothea Charlotte Reventlow, og deres ældste datter (Margrethe Dorothea) blev i 1765 gift med den noget ældre københavnske storkøbmand Niels Ryberg, med hvem huset Otte gennem længere tid havde haft snævre økono- miske forbindelser. Bl.a. havde man deltaget i Rybergs handel på Vestindien. En yngre broder til Margarethe Dorothea bosatte sig senere i København og blev kompagnon med Ryberg. Fred. Wilhelm Otte døde allerede i 1766. Den anden broder Johan Nic. Otte ejede ligeledes gods i Svans, nemlig gården Kriseby. Han levede endnu omkring 1780, men på det tidspunkt var de otteske virksomheder forlængst sygnet hen.
Kancelliråd Otte fungerede en vis periode som byens borgmester og udnævntes ligeledes til æresborger. Han optrådte ved forskellige lejligheder som mæcen, idet han skænkede kirken et nyt orgel, og betalte indretningen af et nyt kirkeloft. | Otte, Kancelliråd Frederich Wilhelm (I9115)
|
| 9924 |
omkring 1890 ført til Ludwigsburg | Ahlefeldt, Godske von (I5380)
|
| 9925 |
Omtale af brylluppet i Politiken d 28. april 1915 (uddrag):
Stort Bryllup i Frederikskirken.
Frk. Ada Howard Grøn og Premierløjtnant Grev Otto Reventlow
Foraaret er de store Brylluppers Tid. Efter den Bramsen-Blom'ske Alliance for nylig i Frue Kirke fejredes i Gaar en celeber Forbindelse mellem Embedsstand og Adel, mellem Stiftamtmandens Datter fra Viborg, Frøken Ada Grøn, og den unge Grev Otto Reventlow, en søn fra Rudbjerggaard.
Det var et meget fint Selskab, der var samlet i Kirken: Mange Grever Reventlow, både med og uden Len, de ældre med, de yngre uden Grevinder, der var Bech'er og Fruer i en lang Kæde, Grøn'er og Tuxen'er og Hansen'er - af de "rigtige"med eller uden Grut - Westenholz'er og Sehested'er og mange andre gode og fine Navne med klingende Tidler, straalende Ordner, i Uniformer og røde Kjoler.
| Familie: Greve Otto Carl Ferdinand Reventlow / Ada Jessie Howard Grøn (F27533)
|
| 9926 |
Omtales i DAA 1946 p79 vedr. HENRIK SPLIT, hvoraf følgende fremgår:
Henrik, gav 1391 sammen med sin Hustru Elsabe (vel Datter af Segebod Krummendiek) Afkald paa alle Arverettigheder, som de maatte have i Runtoft og al dertil liggende Gods samt i Skoven i Gjelting til Erik Krummendiek og dennes rette Arvinger, hvorimod Henrik Split og hans Hustru skulde have Grødersby. Han oplod 1392 til sin Hustru Fru Elsebes Broder Erik Krummendiek al den Rettighed, der var tilfalden hende i Løgismose.
Som deres Arvingernævnes Hartvig Split (s. o.) og Henrik Reventlow anders geheten Grove, medforseglet af Claus Split. | Reventlow, Henrik Grove (I1466)
|
| 9927 |
Omtalt i familien som "Skomagerens den store Rasmine"
| Jørgensen, Johanne Rasmine (I24424)
|
| 9928 |
Opholdt sig hos sin svoger, Baron Stampe, Viufgård.
se
https://www.danishfamilysearch.dk/sogn1849/churchbook/source28462/opslag5720578
| Bardenfleth, Carl Emil (I12722)
|
| 9929 |
ophøjet 4 maj 1759 i adelig stand | Stampe, Henrik (I9805)
|
| 9930 |
opkaldt efter Moderen, der antagelig er død i Barselseng) f. 17 Dec. 1530; g. m. Volt Sehested til Sarlhusen d. 1571. | Reventlow, Anna von (I18166)
|
| 9931 |
Oprettede forskningsfonden GBHF.
Fonden blev oprettet i 1977 af grosserer Godfred Birkedal Hartmann.
Forskningsfondens almennyttige formål søges opfyldt ved:
at yde støtte til forskning inden for gartneri-, landbrugs- og skovbrugserhvervet.
at yde støtte til institutioner med botaniske haver, aboreter m.v.
at yde støtte til, genopretning og vedligeholdelse af natur og grønne arealer af særlig landskabelig værdi.
at yde støtte til den danske kulturarv, f.eks. ved at bidrage til genopretning af grønne områder og parkanlæg på danske slotte og herregårde.
se iøvrigt: http://www.gbhf.dk/ | Hartmann, Godfred Birkedal (I20016)
|
| 9932 |
Oprettede sammen med søsteren Susanne Brahe og etatsråd Fr. Hein af Hvedholm, Østrupgård og Steensgård stamhuset Hvedholm 1751 med Damsbo 1758, som overgik til hans fætter Henrik Bille Brahe.
__________
Preben Brahe (9. januar 1711 på Engelsholm – 17. august 1786 på Fyn) var en dansk godsejer og sidste mand (i Danmark) af adelsslægten Brahe.
Han var søn af Henrik Brahe til Hvedholm og Henrikke Sophie, født Bille, blev 1732 fændrik og 1737 karakteriseret løjtnant af infanteriet, 1738 sekondløjtnant i Fodgarden og 1743 kaptajn ved det Fynske nationale Infanteriregiment, men afgik 1754 fra militæretaten med oberstløjtnants karakter.
Ved en overenskomst 1739 mellem ham og hans dalevende tre søstre om arven efter deres forældre, deres bror Jørgen Brahe og faster Karen Brahe blev han eneejer af Hvedholm. Efterhånden kom han til stor rigdom, idet hans mange søskende døde før han; af disse var især søsteren Susanne Brahe (1700-1760) meget rig, da hun havde fået Østrupgård ifølge testamente, Stensgård ved sit ægteskab med etatsråd Frederik Hein og havde købt Damsbo.
Disse to søskende oprettede 1751 af deres tre godser: Hvedholm, Stensgård og Østrup, et stamhus med agnatisk-kognatisk succession, hvilket etatsrådinden ved gavebrev 1758 forøgede med Damsbo. Stamhuset var dog sådan indrettet, at enhver foreløbig skulle beholde sit, og Preben Brahe først tiltræde det i "fuldkommen Possession" efter svogerens og søsterens død, hvilket skete 1760. Yderligere arvede han efter hende Grubbesholm gård og gods, som han dog straks solgte til fæstebønderne. Han var dog generelt ikke nogen fremmer af udskiftningen.
Preben Brahe døde ugift på Fyn 1786 som den sidste mand af slægten (den svenske gren af slægten uddøde 1930). Hans store ejendomme tilfaldt for størstedelen familien Bille, som derfor ændrede navn til Bille-Brahe. Han er begravet i Horne Kirke. Der findes portrætmalerier af "C.F.K." (1756) og af Per Krafft den ældre. | Brahe, Preben (I9720)
|
| 9933 |
Opretter Grevskabet Christiansholm (16-04-1734) | Levetzow, Emerentzia von (I8488)
|
| 9934 |
Oprindelig begravet i krypten under Auning Kirke, men i 1889 overført til et familiegravsted på Gammel Estrup, jvf Trap: http://runeberg.org/trap/3-4/0975.html | Pind, Christiane (I11611)
|
| 9935 |
optaget 21.aug 1651 i Rigsgrevestanden | Rantzau, Christopher (I6983)
|
| 9936 |
Optaget I Det Umiddelbare Rhinske Adelskab | Eyben, Hulderich Edler von (I7073)
|
| 9937 |
Mindst én nulevende eller privat person er knyttet til denne note - Detaljer er udeladt. | Plovgaard, Erik (I24373)
|
| 9938 |
Optoges 1887 i den russiske arveadel og fik ved kejserlig ukas tilladelse til i Rusland at føre grevelig titel og våben. | Ahlefeldt-Laurvigen, Emil (I12860)
|
| 9939 |
Opvokset hos Birgitte Gøye, der var halvsøster til Berte Seefelds mormor, Ide Gøye | Seefeld, Birgitte (Berte) (I4084)
|
| 9940 |
Ordenskansler, Overdirektør for Gisselfeld | Danneskiold-Samsøe, Christian Frederik (I13608)
|
| 9941 |
Ordensskatmester, Chef for den kongelige militaire Höiskole og for Landkadetkorpset | Bardenfleth, Frederik Løvenørn (I11529)
|
| 9942 |
Organist | Gilberg, Ellen (I15903)
|
| 9943 |
Mindst én nulevende eller privat person er knyttet til denne note - Detaljer er udeladt. | Rosenborg, Christian, Greve af (I19516)
|
| 9944 |
Orlogskaptajn, Søværnet, Lieutenant-Commander i de engelske flaadestyrkerstyrker | Konow, Carl Frederik Sophus Vilhelm (I15337)
|
| 9945 |
Otte Holgersen Rosenkrantz, d. 6.10.1525, til Boller m.m., rigsråd. Død i Lübeck, begravet i Lübeck domk., siden ført til Uth og til sidst til Hornslet k.
R. blev' gennem sin mor arving til umådelige godser i Norge, på Færøerne og Shetlandsøerne, især da hans mormors søster, gamle fru Inger Erlandsdatter, enke efter rigsråd Arild Kane, tildelte ham sin store arv der dog først faldt i hans børns besiddelse efter hendes død (1526) og medførte store arvestridigheder. Det hele ansloges til en fireogtyvendedel af al skyldsat jord i Norge.
Allerede 1508 forekommer han i Norge i den unge Christian (II)s følge og havde vistnok allerede dengang overtaget en stor del af den norske arv. Ca. 1509 overtog han sin fædrene arv Boller m.m. og senere erhvervede han, efter en strid med Torben Oxe, Næsbyholm.
1514 var R. høvedsmand på Akershus, fra 1517 på Torning i Slesvig. 1519 forstrakte han Christian II med den for en enkelt mand meget store sum af 12 000 mark lübsk (8000 gylden), og året efter gik han i borgen for et stort lån på 39 000 mark lübsk til kongen af slesvigske og holstenske adelsmænd hvorved disse fik underpant i Torning slot.
Ved oprørets udbrud 1523 kom R. derfor i en meget farlig stilling; Frederik I anerkendte dog gældsfordringen hvorpå R. sluttede sig til ham, blev optaget i rigsrådet, forlenedes med Ålholm slot og opgav Torning; ridder blev han ved Frederik Is kroning 1524. I slutningen af året da der førtes underhandlinger om Frederik Is norske håndfæstning, var der stærkt tale om at gøre R. til lensmand på Akershus og desuden forlene ham med Helgeland (Nordlandene) hvor størstedelen af hans norske arv lå. Vincens Lunge fik det dog afværget. Han var ikke alene R.s politiske rival, men også på sin hustrus vegne hans medbejler til fru Inger Erlandsdatters store godser. 1525 deltog R. i kampen mod Søren Norby. Han døde af pest under et familiebesøg i Lübeck.
Familie
Forældre: rigsråd Holger Eriksen R. (død 1496, gift 2. gang med Anne Meinstrup, ca. 1475–1535) og Margrethe Bosdatter Flemming. Gift ca. 1516 med Margrethe Gans, død 29.9.1525 i Lübeck, d. af brandenburgsk hofmarskal Jesper G. til Putlitz og Anna Maltzan. – Far til Anne R., Erik Ottesen R. (1519–75), Holger R. (1517–75) og Jørgen R. (1523–96). Halvbror til Holger Holgersen R. | Rosenkrantz, Otte Holgersen (I2687)
|
| 9946 |
OTTE NIELSEN (ROSENKRANTZ)
Otte Nielsen var en dansk adelsmand, der levede i 1400-tallet. Han var ud af den jyske adelsslægt, som i 1500-tallet antog slægtsnavnet Rosenkrantz. Otte Nielsen var en af sin tids mægtigste herremænd.
Slægt
Otte Nielsen blev født ca. 1395 og døde 1477. Han var søn af ridderen Niels Jensen, som tilhørte den nørrejyske linje af den adelige slægt, som først i 1500-tallet begyndte at kalde sig ved slægtsnavnet Rosenkrantz. For nemheds skyld bruger historikere også dette slægtsnavn om slægtens ældre led. Slægten kan spores tilbage til første halvdel af 1300-tallet, men steg først op i den øverste elite i 1400-tallet. Denne opstigen skyldtes i høj grad Otte Nielsens personlige indsats og navnlig hans nære tilknytning til kongemagten kombineret med et indbringende giftermål.
Gods
Otte Nielsens arvegods bestod af en andel i hovedgården Hevringholm på Djursland med tilhørende bøndergods. Det gods, han kunne råde over, forøgedes meget betydeligt ved ægteskabet (senest 1426) med den betydeligt ældre Else Holgersdatter (Krognos). Hun var enke efter et medlem af Hvideslægten og indbragte Otte Nielsen en andel i denne slægts hovedsæde, Bjørnholm (nuværende Høgholm) ved Tirstrup, og store godsbesiddelser på Djursland. Otte Nielsen forøgede selv disse ejendomme med omfattende godserhvervelser, især i områder, hvor han som kongelig lensmand stod stærkt. I 1450’erne opkøbte han f.eks. godset Skjern mellem Randers og Viborg fra en række lavadelige godsejere, og i 1449 skødede Christian 1. ham Hassens Birk, Ebeltoft og øen Hjelm, dog med genkøbsret for kronen. En del af dette omfattende gods blev allerede i Otte Nielsens levetid overdraget til parrets eneste overlevende barn, Erik Ottesen, og resten af godset gik efter Otte Nielsens død i arv til samme søn.
Politisk karriere
Første gang, man hører om Otte Nielsen, er, da han ca. 1420 såres under et slag i Erik af Pommerns krig om Sønderjylland. Otte Nielsen synes at have tjent sig op under denne konge, men deltog siden i hans afsættelse og var blandt mændene bag indkaldelsen af Christoffer af Bayern i 1438. Otte Nielsen var senest 1436 (måske allerede 1434/35) medlem af rigsrådet, og senest 1444 blev han udnævnt til rigshofmester, som var det højeste politiske embede i Danmark næst efter kongens. Christoffer af Bayern forlenede ham endvidere med Kalø Slot og Len i 1439. Da Christoffer af Bayern døde barnløs i 1448 var Otte Nielsen blandt hovedaktørerne i indkaldelsen af Christian 1. til den danske trone. Det nære forhold til Christian 1. fremgår bl.a. af de usædvanligt vidtgående personlige privilegier, Otte Nielsen modtog af kongen. I 1452 måtte kongen pga. et skifte i unionspolitikken afskedige Otte Nielsen som rigshofmester, men embedet blev i 1456 givet til Otte Nielsens søn, Erik Ottesen, og Otte Nielsen selv bevarede sit sæde i rigsrådet og forblev en af Christian 1.s mest betroede mænd.
Fejder
Otte Nielsens magt- og godsudvidelse bragte ham på kant med konkurrerende jyske stormænd. Det førte til en række konflikter, hvoraf nogle blev løst ved rettergang, mens andre brød ud i åbne fejder. I 1454 opstod fjendskab med biskoppen af Aarhus, Jens Iversen (Lange), som følge af stridigheder om bl.a. kirkelige afgifter og rettigheder. Fejden, der kostede menneskeliv på begge sider og førte til voldelige opgør i Aarhus’ gader, var udslag af en mere generel magtkamp mellem kongemagt og kirke, hvor Otte Nielsen uofficielt repræsenterede kongemagten. Kongens støtte til Otte Nielsen var baggrunden for, at rigsrådet i 1458 ved et forligsmøde gav Otte Nielsen medhold i de fleste af hans klagepunkter, og at Århusbispen i 1459 blev fradømt de kongelige rettigheder i Aarhus, hvilket i realiteten gav Otte Nielsen sejren i fejden. Året efter, i 1460, kom Otte Nielsen og broderen Stygge Nielsen i fejde med herremanden Lage Brok af Gl. Estrup. Denne meget voldsomme strid, der bl.a. drejede sig om rettigheder til agrare ressourcer, men også havde politiske implikationer, varede helt til 1475. På det tidspunkt havde sønnen Erik Ottesen dog overtaget Otte Nielsens rolle som Lage Broks argeste fjende. Undervejs i fejden havde Otte Nielsen i 1466/67, da Lage Broks parti en overgang nød kongens gunst, mistet forleningen med Kalø som følge af anklager om embedsmisbrug.
Religiøsitet og alderdom
Otte Nielsen organiserede og finansierede en række kirkebyggerier, dels af ægte religiøs interesse, dels fordi det var med til at styrke hans image som from herremand. Inden 1458 havde han ladet rydde skov ved Ryomgård og bygget Marie Magdalene Kirke fra grunden. Omkring 1465 nedrev og genopbyggede han Tirstrup Kirke, og han og/eller Erik Ottesen stod bag en omfattende udbygning af Dråby Kirke ved Ebeltoft. I en sen tradition omtales han som en af Mariager Klosters stiftere, både han og sønnen var i hvert fald med sikkerhed klosterets verdslige beskyttere, og Otte Nielsens hustru, Else Holgersdatter, skænkede gods til det. Efter Otte Nielsens tilbagetræden fra sine politiske og administrative hverv omkring 1466 synes han hovedsageligt optaget af religiøse spørgsmål frem til sin død 1477. Otte Nielsen og Else Holgersdatter, der var død 1470, blev begravet i et kapel i Franciskanerkirken i Randers, som de selv havde bekostet.
kilde: http://danmarkshistorien.dk/leksikon-og-kilder/vis/materiale/otte-nielsen-rosenkrantz/ | Nielsen, Otte (I2085)
|
| 9947 |
Otte Rud var søn af Knud Rud (død 1554). Otte Rud blev født på sin fædrenegård Vedby. Ved dåben blev han opkaldt efter sin afdøde farbror, og blandt fadderne var foruden bl.a. flere helgener også biskoppen i Roskilde Lage Urne. Hvilket forklarer, at da samme biskop i 1529 gav hans forældre et livsbrev på Venslev Len, kom dette også til at gælde for gudsønnens levetid, dette len tiltrådte Otte Rud i 1554 ved faderens død, som ved reformationen var blevet en kronlen, men Otte Rud mistede det igen i 1558.
Otte Rud fik sin første undervisning i Sorø Kloster, tjente derefter grev Just af Mansfeld som lille dreng og kom så til greven af Schwarzburg, der i hans 18. år gav ham ret til at bære våben, hvorefter han deltog i biskoppen af ministers krig mod Gjendøberne. Ved denne tid i 1539 havde han det uheld at blive sat fast i Hamborg, for at begå drab, men da kong Christian 3. gik i forbøn for ham, kom han fri igen. I alt fald var han snart efter i saksisk tjeneste og deltog først som rytter, siden som landsknægt i krigen mod Brunsvig frem til 1543, hvor han så drog hjem til sit fødeland. Her tog han straks tjeneste blandt Hofsinderne og var i det store følge, der i 1548 ledsagede frøken Anna til Meissen. Året efter fik han sin første forlening, Dragsholm, og giftede sig samtidig med den i saarige Pernille Oxe, søster til den senere så berømte statsmand Peder Oxe; i dette ægteskab blev han far til fem sønner og tre døtre. I 1551 blev han forflyttet fra Dragsholm til Gotland, men her gav hans lensstyrelse snart anledning til en række klager, navnlig fra Visby borgere, der mente, at slottets tjenere gjorde indgreb i deres borgerlige næring. Kongen gav for så vidt klagerne medhold, som han i 1555 udfærdigede nye privilegier for borgerne, og da klagerne vedblev, men nu over, at Otte Rud ikke overholdt disse privilegier, mistede han i 1557 lenet efter et par skarpe påmindelser. Selv efter den tid forfulgtes han med processer af enkelte af øens beboer, men ligesom disse processer ikke faldt ud til hans skade, da den menige almue gav ham på øens landsting det bedste vidnesbyrd som lensmand. Han opnåede da også snart anden forlening, nemlig 1559-62 Odensegård, 1562 Korsør og 1565 Ranes gods i Kalø Len. Selv besad han, foruden sin fædrenearv Møgelkjær, Sæbygaard i Vendsyssel, som han i 1560 havde tilbyttet sig fra kronen.
Da krigen med Sverige udbrød i 1563, blev der naturligvis særlig brug for en fra ungdommen, så den krigserfaren mand som Otte Rud blev i september sendt op til Elfsborg som kommissær hos Daniel Rantzau, og i november udmærkede han sig for kongens øjne i kampen ved Mared ved Halmstad, – og så blev det dog til søs, at han gjorde sit navn udødeligt. Allerede under opholdet i Halmstad beskikkede kongen ham til chef for orlogsskibet «Byens Løve», og næste forår fulgte han med dette skib Herluf Trolles flåde. I to dages slaget 30.-31. maj i farvandet mellem Gotland og Øland udmærkede han sig i høj grad, i det han og Jørgen Brahe den første dag tappert bistod Herluf Trolles skib i den ulige kamp med det store svenske admiralskib «Mars», kaldet «Makalös», og syv andre skibe, og dagen derpå var det Otte Rud, der sønderskød roret på «Makalös» og kastede sine dræg om bord i det store skib, som han derpå, understøttet af to lybske skibe, entrede, og det ville sikkert være blevet taget, hvis der ikke var stukket ild i skibet, som så sprang i luften. I en senere træfning, den 14. august, blev «Byens Løve» taget af de svenske, men da var Otte Rud, uvist af hvilken årsag, ikke om bord. Formodentlig har kongen haft brug andetsteds for den uforfærdede kriger; i december fik han i alt fald befaling at møde med sine heste og harnisk i Skåne, men i februar 1565 kom ny ordre til ham om også dette år at tjene til søs. Da Herluf Trolle i maj løb ud, fulgte Otte Rud ham, nu som chef på et tidligere erobret svensk skib, «Krabat», og i slaget ved Rødesand den 4. juni, hvor Herluf fik sit banesår, var han en af de fem danske skibschefer, som udmærkede sig ved trofast at støtte admiralen. Efter slaget søgte flåden til København, hvor Herluf Trolle nedlagde kommandoen, der blev overdraget til Otte Rud, med broderen Erik Rud som underadmiral. Ved efterretningen om sin eftermands udnævnelse skal Herluf Trolle have ytret, at han ingen kendte i Danmark, som ville være en bedre admiral end Otte Rud; han ville sige god for denne, at han ikke skulle sky sin fjende, – og dette skudsmål gjorde Otte Rud visselig ikke til skamme.
Med admiralens flag vajende på «Jægermesteren» forlod den forenede dansk-lybske flåde den 2. juli København, og fem dage efter traf den svenske flåde under Clas Christersson Horn i farvandet mellem Nydyb og Bornholm, hvor det blodigste søslag i hele denne krig blev udkæmpet - søslaget mellem Rygen og Bornholm. Skønt der i den svenske flåde var 13 skibe mere end ved de forenede flåder, angreb Otte Rud den dog uden betænkning om morgenen. Otte Rud søgte det svenske Admiralskib «St. Erik», der understøttedes af to-tre svenske skibe, mens Otte Rud fik undsætning af sin bror på «Jomfruen». Under den voldsomme ild fra begge af brødrenes skibe faldt den største del af besætningen på «St. Erik» og «Forgylda Lejonet», mens et tredje svensk skib, «Gripen», blev skudt i sænk, men andre svenske skibe kom til, og da vinden bar fra «Lejonet», som var kommet i brand, hen på «Jomfruen», der også antændtes, måtte Erik Rud med besvær drage sit skib ud af kampen, da kun 1/10 af besætningen var kampdygtig. Imidlertid rasede kampen stadigt omkring «Jægermesteren», der nu havde hele den svenske flåde om sig. Forgæves sendte Otte Rud bud efter sine skibschefer om at komme til undsætning, – dels skortede det dem på evne, i det det brændende «Lejonet» til dels havde isoleret det danske admiralskib, dels skortede det på god vilje. Kun to danske skibe og to lybske søgte at undsætte deres admiral, men uden held, og efter det heltemodige forsvar var Otte Rud nødtvunget, selv såret, til ved solnedgang at overgive sit synkefærdige skib og de tiloversblevne 100 mand af de i alt 1050, der udgjorde den oprindelige besætning, til sin ikke mindre tapre fjende mod løfte om ærefuldt fængsel, et løfte, der ikke blev holdt. Fangerne blev nemlig ført til Stockholm, hvor de blev lænkede sammen to og to, og måtte gå i det triumftog kong Erik lod anstille. Otte Rud blev desuden ført til Skara og fremstillet for kong Erik, der overfusede ham med grove ord for hans hårdnakkede forsvar, og da Otte Rud frejdig svarede igen, hindrede kun Clas Christerssons mellemkomst den forbitrede konge i at støde den lænkede og værgeløse fange ned.
Efter et 14 dages ophold i Stockholm blev Otte Rud sammen med flere fanger ført til Svartsjø Slot i Mälaren på grund af pesten. Men også her ramte pesten og bortrev hurtig hans fæller, så han til sidst selv måtte rede sin seng, tænde ild på osv. Endelig angreb smitten også ham, og den 11. oktober 1565 befriede døden ham fra fængslet. Først et par år efter nåede efterretningen om heltens død Danmark, hans enkes anstrengelser for tidligere at komme i forbindelse med ham var spildte. Derimod lykkedes det hende i 1571 efter fredsslutningen at få hans lig, der imidlertid havde henstået i Svartsjøs Kirke, til Danmark. Det førtes til Dragør af et mindre orlogsskib og blev herefter kongelig befaling modtaget af Otte Ruds gamle, ved freden tilbagegivne admiralskib, «Jægermesteren», der førte det ind til København. Men da fru Pernille over hans grav i Vor Frue Kirke i København lod indrette en, som det synes, overjordisk begravelse «paa Fyrsters og Herrers Vis», blev kongen fortørnet. Et skarpt kongebrev til hende i 1576 påbød dens forandring, og da hun nølede med at adlyde, udgik en ikke mindre bestemt ordre til Københavns Universitet og Kirkeværgerne. Fru Pernille, der i sin enkestand havde opført nye hovedbygninger både på Møgelkjær og på Sæbygård og til 1574 havde beholdt Korsør Len og Ranes Gods, var formodentlig alt den gang selv dødssyg, thi hun døde 26. oktober 1576.
Kilder angivet i DBL
Niels Hemmingsen, Ligprædiken over Otte Rud (1571).
Vedel Simonsen, De danske Ruder II, 86 ff.
A. Larsen, Dansk-norske Heltehistorier, 1536-1618 S. 93 ff.
Thiset (forfatter i DBL) | Rud, Otte (I3472)
|
| 9948 |
Otto Christian Jacob Jørgen Brønnum Scavenius (10. december 1875 på Basnæs – 10. september 1945 i København) var en dansk kammerherre, departementschef, diplomat og kortvarigt udenrigsminister i ministeriet M.P. Friis april-maj 1920 i kølvandet på Påskekrisen.
Han var søn af kammerherre Otto Scavenius og hustru Christiane f. komtesse Scheel. Han blev student 1893 og cand.mag. 1897 og blev volontør i Udenrigsministeriet samme år. Han blev assistent to år senere og var fungerende legationssekretær i Berlin oktober-november, blev attaché i Paris 1899-1900, fungerende legationssekretær i Stockholm oktober-december 1900, i Berlin og Paris oktober-december 1901, legationssekretær i Berlin 1903, i Paris 1903-08, legationsråd 1908, gesandt i Sankt Petersborg fra 1909 og i Stockholm 1912-19. Han var chef for Udenrigsministeriets 1. departement 1919-21 og direktør for ministeriet 1921-22.
Scavenius havde også andre tillidsposter, bl.a. var han direktør i Det Store Nordiske Telegraf-Selskab og medlem af sammes bestyrelse, bestyrelsesformand for A/S Gasaccumulator, Det private Investment Co., næstformand i kontrolkomiteen for livforsikringsselskabet Hafnia, bestyrelsesmedlem i A/S Det Forenede Olie Kompagni og A/S Dampskibsselskabet Orient. Han var formand for Foreningen til den ædle Hesteavls Fremme, Ridder af Dannebrog 1907, kammerherre 1909, Dannebrogsmand 1912. Kommandør af 2. grad 1917, af 1. grad 1930 og ridder af mange udenlandske ordner, bl.a. Æreslegionen. | Scavenius, Otto Christian Jacob Jørgen Brønnum (I14654)
|
| 9949 |
Otto Ditlev Kaas (14. juni 1719 – 6. juli 1778 på Nedergård) var en dansk officer og godsejer.
Han tilhørte Sparre-Kaas'erne og var søn af Rudbek Kaas (1679 – 20. marts 1731) og Sophie Charlotte Ditlevsdatter von Brockdorff (1695 – 28. oktober 1768), blev 1738 kornet ved 3. jydske Rytter-Regiment, 1740 løjtnant, 1744 ritmester, 1756 karakteriseret major, 1758 sekondmajor, 1764 premiermajor, 1766 oberstløjtnant, 1770 dimitteret med obersts karakter og 1774 karakteriseret generalmajor. Kaas erigerede 1775 stamhuset Nedergaard.
15. juli 1745 ægtede han på Vemmetofte Sofie Dorothea von Eickstedt. Parret fik kun døtre, så stamhuset gik over til Frederik Christian Kaas (af Mur-Kaas-slægten), der var gift med en af døtrene.
Han døde 1778 som sidste mand af sin slægt og er begravet i Bøstrup Kirke. | Kaas, Otto Ditlev (I9481)
|
| 9950 |
Otto Joachim Vilhelm greve Moltke (9. september 1828 på Grønholt – 17. februar 1868 på Espe) var en dansk godsejer,
Han var søn af Adam Gottlob greve Moltke og Rosalie født Hennings og arvede 1863 Espe og Bonderup. Han var dansk hofjægermester og ritmester i de østrigske landstyrker.
H.C. Andersen opholdt sig på Espe fem gange i årene 1848, 1856, 1865 og 1871. I den forbindelse havde han en korrespondance med grev Moltke.
10. maj 1864 ægtede han i Herrested Kirke Georgine Charlotte Sophie Sehestedt Juul (13. februar 1845 på Ravnholt – 25. december 1899), datter af Christian Sehestedt Juul og og Agnes født rigsgrevinde Platen-Hallermund. Hun ægtede 2. gang lensgreve Carl Frederik Rantzau. Børn:
Rosalie komtesse Moltke (6. juni 1866 på Espe – 9. oktober 1924 i Preetz)
Adam Gottlob greve Moltke (1868-1958)
Han er begravet på Boeslunde Kirkegård. | Moltke, Greve Otto Joachim Vilhelm (I181760)
|
|
