| |
Match 8,601 til 8,650 fra 11,367
| # |
Notater |
Knyttet til |
| 8601 |
Jens Juel greve Ahlefeldt-Laurvig(en) (10. juni 1764 på Bjørnemose – 20. november 1794 i Slesvig by) var en dansk politisk forfatter, bror til Frederik Ahlefeldt-Laurvig.
Han var søn af generalmajor, greve Christian Ahlefeldt-Laurvig (1732-1791) og Elisabeth Juel (1742-1803) og fødtes på den fynske herregård Bjørnemose. Han levede uden embedsstilling, sysselsat med politiske og litterære studier. Han døde i Slesvig 20. november 1794, altså kun 30 år gammel. Han ægtede 1788 Sophie Dorothea Hedemann (d. 17. februar 1820) og blev fader til Frantz Vilhelm Ferdinand Ahlefeldt-Laurvig.
Begavet med levende politisk sans, blev han som så mange her hjemme stærkt grebet af de ideer om den rette ordning af stat og samfund, som det 18. århundredes oplysningslitteratur og derefter Den franske Revolution satte i bevægelse. Flere mindre skrifter, som han udgav på tysk, men som tillige blev oversat til dansk, vidner derom. Det i 1791 udgivne arbejde "Hingeworfene Gedanken über Regierung" viser ham som en tilhænger af den oplyste enevælde med tanken om betydningen af pressefrihed, offentlighed i finansstyrelsen, standslighed og ophævelse af privilegievæsenet, ligesom han havde stærk sans for at hæve landalmuen. I andre småskrifter (se Rasmus Nyerups Lit. Lex.) fører han snart ordet for et nøje forsvarsforbund imellem de skandinaviske stater, snart fremhæver han betydningen af almindelig værnepligt og af at vende tilbage til simple, enkle sæder. | Ahlefeldt-Laurvigen, Jens Juel (I9936)
|
| 8602 |
Jens Lasson til Harritzlevgaard, Renteskriver, udmærkede sig især under Kbhvns. Belejring 1658, da han paa egen Bekostning underholdt et Aar over 600 Mand til Statens Forsvar og forhindrede Fjenden fra at trænge ind udfor det nuværende Kastel, som dengang ej var, og til forbi Kalkbrænderiet. Desforuden laante han Fr. III. store Summer under Krigen.
For disse Opofrelser blev Jens Lasson og hans ægte Descendenter af denne Konge ophøjede i den danske Adelsstand og erholdt i sit Vaaben et Janus Bifrons Hoved samt to Traner med en Kugle i den opløftede Klo, som Sindbillede paa hans under Belejringen udviste Aarvaagenhed).
Blandt de Godser, han erholdt af Kongen for de ham ydede Laan, var og Harritzlevgaard, der siden blev i de Lassoners Eje indtil Generalmajor Ivar Christian Lasson allerede i sit 5te Aar mistede sin Fader, og Godset da, paa Grund af denne Arvings store Ungdom, imod en Pengesum, gik over til daværende Ritmester Bardenfleth, der var gift med en Halvsøster til Jens Lasson, og blev saaledes dette i sin Tid, meget betydelige Gods, de Bardenflethers Eje. | Lasson, Jens (I4551)
|
| 8603 |
Jens Peter Brun de Neergaard, f. 7/12 1764, † 7/1 1848, til Eckhoff og Bülck, Kammerherre, gift 13/5 1794 med Elisabeth Caroline Henriette Grevinde Baudissin , f 26/6 1777 †19/12 1864. Han eiede i sin Tid en Mængde Godser i Holsten og Slesvig, som paa Grund af de daværende uheldige Pengeforhold maatte sælges ved offentlig Auction. Han er Stamfader til den holstenske Linie.
Hans anden Søn, Lucius Carl Joseph Andreas de Neergaard, f. 17/5 1797, til Oevelgønne, var gift med Maria Bügel, f. 26/6 1796, † 13/1 1863, | Bruun de Neergaard, Jens Peter (I11386)
|
| 8604 |
Jens Rosenkrantz (28. december 1640-13. januar 1695) var en dansk adelsmand, etatsråd og bogsamler.
Hans forældre var Jørgen Rosenkrantz til Kjeldgård og Christence Juel. Faderens stilling som hofmester på Sorø Akademi gjorde det naturligt, at Jens fik sin skolegang her. I 1658 holdt han en latinsk mindetale over sin onkel Christen Thomesen Sehested. De følgende år tilbragte han i udlandet med magister Christen Lodberg som hovmester. I 1670 blev han kammerherre hos dronning Charlotte Amalie, 1671 amtmand over Nyborg og Tranekær Amter, senere justits- og kancelliråd samt landsdommer på Fyn (ca. 1680). I 1692 opgav Jens Rosenkrantz sine fynske embeder efter udnævnelse til kammerråd; 1693 blev han etatsråd og deltog i dette og det følgende år i kommissionerne i rådstuen på slottet. Død i København 13. januar 1695.
Hans fader døde som fallent, hvorfor arven var meget ringe. Men Jens Rosenkrantz formåede dog alligvel at skabe sig en vis formue. I 1683 købte han Qvitzowsholm (nu Hofmansgave). Gennem sit ægteskab med grevinde Dorthe Friis (begravet 12. november 1681) fik hans godset Favrskov efter sin svigerfader greve Mogens Friis til Frijsenborg. Han var anden gang gift med Beate Sehested (død 28. september 1696), datter af Niels Sehested til Mullerup.
Det er dog hverken på grund af Jens Rosenkrantz fortjenester som embedsmand endsige som godsejer, at man husker ham i dag. Han havde arvede bedstefaderen Holger og faderen Jørgens litterære interesser. Han omtales i sin samtidig som en «svar belæst og en fornemme lærd Mand». Han samlede et meget rigt bibliotek, herunder en stor samling oldislandske dokumenter. Denne samling åbnede han beredvilligt for interesserede lærde. Da biblioteket efter hans død blev afhændet ved en auktion, var det det hidtil største som var bortsolgt i København. Hans samling af islandske dokumenter blev indlemmet i den Arnamagnæanske Samling, oprettet af Árni Magnússon.
| Rosenkrantz, Jens (I6939)
|
| 8605 |
Jens Worsaaes begravelse
Vejle, den 6. april 1840
Et talrigt følge havde samlet sig i dag for at stede den ædle justitsråd Worsaae til Jorden. Embedsmænd og borgere, alle fulgte ham med dyb og inderlig vemod. Man så ved denne lejlighed, med hvilket kærligt sindelag selv den simpleste indvåner ved at påskønne den redelige embedsmands fortjeneste. Enhver havde stræbt at bringe den afdøde et sidste hjerteligt farvel. Lige fra sørgehuset til graven var vejen bestrøet med grønt.
I kirken, hvor hans højærværdighed, hr. provst Jørgensen, i hjertelig tale havde skildret den afdødes menneskeværd, afsang et chor af damer og herrer en i den anledning digtet psalme.
I havnen flagede skibene på halv stang og kanoner affyredes. Ved indgangen til kirkegården blev liget, som bares af håndværksmestre, modtaget af det borgerlige musikkorps med blæsende instrumenter.
Da dette lig var det første, der blev stedt til hvile på det stykke jord, der er tillagt den gamle kirkegård, blev dette ved samme lejlighed indviet ved en vakker tale af hr. provst Jørgensen. Det fortjener at anføres, at en kærlig sjæl havde ladet gravens indvendige sider beklæde med mos, så liget hvilede hyggeligt i sit gravkammer, om hvilket man bogstavelig kan sige med digteren:
"O venlige grav! I din skygge bor fred" | Worsaae, Jens (I11174)
|
| 8606 |
Jensen, Thøger, –1538, Præst, skal efter et Sagn, hvis Paalidelighed nu ikke lader sig bevise eller med Sikkerhed modbevise, have tilhørt den adelige Slægt Løvenbalk.
I sin Ungdom blev han optagen i Johanniterordenens (Korsbrødrenes) Kloster i Viborg, og her var han, da M. Hans Tausen ved Aaret 1524 blev sendt her over fra Antvorskov Kloster, fordi det antoges, at Prioren i det viborgske St. Hans Kloster vilde være i Stand til med det gode eller det onde at bringe ham fra hans lutherske Meninger.
Broder T. J. var imidlertid en af de første, som Tausen vandt for sine reformatoriske Anskuelser, og han blev den store Reformator en tro Vaabenfælle, saa længe denne var i Viborg, ja efter Huitfeldts Beretning skal han 1529 have fulgt ham til Kjøbenhavn. Senere stod han en anden af de viborgske Reformatorer, M. Jørgen Jensen Sadolin, bi, da denne o. 1531-32 forlagde sin Virksomhed til Odense. Thi at «Skolemesteren Thøger», som kom med Sadolin til denne By, har været T. J., kan næppe betvivles. Her blev han underkastet Forfølgelse og vendte da snart tilbage til Viborg, hvor der var Trang til hans Arbejde. Han synes at have fortsat den evangeliske Præsteskole, som Sadolin havde begyndt. I ethvert Tilfælde nævnes han som den første evangeliske Læsemester ved Domkirken. Tillige blev han Sognepræst ved den tidligere Sortebrødrekirke i Viborg.
Han døde allerede 19. April 1538, medens han endnu var i sine kraftigste Aar. Hans Hustru, Anne Pedersdatter, blev senere gift med hans Efterfølger, M. Morten Hvas. – En Søn af T. J. var Peder Thøgersen, der blev Biskop i Viborg Stift.
Dän. Bibl. I, 6.
Annal. f. nord. Oldkynd. 1847, S. 130 f.
Ny kirkehist. Saml. V.
Saml. t. Fyens Hist. og Topogr. IV, 34.
Kirkehist. Saml. 3. R. IV, 518 f.
H. F. Rørdam. | Løvenbalk, Thøger Jensen (I2873)
|
| 8607 |
Jernbaneassistent, godsexpediteur, ved Statsbanen | Reventlow, Martin Sten Georg (I12583)
|
| 8608 |
Jernbaneembedsmand | Kaas, Ervin (I12933)
|
| 8609 |
Jeronymus Boldigk, der døde 1572, eller 1573, er en af de betydeligste mænd i Haderslev i 1500-tallet. Han var indvandret sydfra, og startede sin karriere inder "hertug" Christian (den senere Christian 3.), medens denne havde residens i Haderslev. Han overgik til Hertug Hans i 1543 og blev dennes sekretær, hvilket han var til sin død. Men Boldigk stod sig også godt med byen, hvis ene borgmester han var fra engang mellem 1561 og 1564 og til sin død. | Boldich, Hieronimus (I19041)
|
| 8610 |
Jesper til Rixdorf (solgt til Ditlev Brockdorff), nævnes 1593 i Landregistret (Jasper Detlevs Sohn), 1597 til Tramm (under Rixdorf) død o. 1609;
g. m. Ida Rantzau (F.: Povl R. og Beate Sehested), f. 1570, dbt. 22 Jan. 1571, boede 1618 i Ekernförde død 1 Jan. 1638 paa Ehlerstorf, nedsat 16 Marts i St. Nikolai Kirkes Gravkammer i Kiel. | Reventlow, Jesper (I4436)
|
| 8611 |
jf Folketælling 1860: http://www.danishfamilysearch.dk/cid8574291
| Jensen, Maren (I13738)
|
| 8612 |
jf Folketælling 1860: http://www.danishfamilysearch.dk/cid8574291
| Mørkenborg, Jens Peder Jensen (I18099)
|
| 8613 |
jf Folketælling 1860: http://www.danishfamilysearch.dk/cid8574291 | Familie: Jens Jørgensen / Johanne Marie Jørgensen (F21)
|
| 8614 |
jf Folketælling 1860: http://www.danishfamilysearch.dk/cid8574291 | Jensen, Anne Marie (I47)
|
| 8615 |
jf Folketælling 1860: http://www.danishfamilysearch.dk/cid8574291 | Pedersdatter, Marie Kirstine (I8088)
|
| 8616 |
jf Folketælling 1860: http://www.danishfamilysearch.dk/cid8574291 | Jensen, Johanne Kirstine (I48)
|
| 8617 |
jf Folketælling 1860: http://www.danishfamilysearch.dk/cid8574291 | Jensen, Jørgen (I49)
|
| 8618 |
jf Folketælling 1860: http://www.danishfamilysearch.dk/cid8574291 | Jensen, Anders (I6993)
|
| 8619 |
Mindst én nulevende eller privat person er knyttet til denne note - Detaljer er udeladt. | Louis-Jensen, Jonna Gerda (I18673)
|
| 8620 |
Joachim (Jacob) Lykke (død 1541) Rigsraad, Søn af Niels L. til Skovsbo og Helvig Bølle,
Lykke var 1488 Lensmand paa Silkeborg, senere paa Østrup (Støvring Herred); begge Gaarde tilhørte Aarhus Bispedømme, som da styredes af hans Morbroder Eiler Madsen Bølle. Han blev gift med Maren Pedersdatter Bille, Søster til Biskop Ove Bille og til Eske Bille, og kan vistnok takke sin Indgiften i den mægtige Bille-Æt for, at han fik et Par Forleninger (indtil 1516 Lysgaard og Nørlyng Herreder, senere Rugsø Herred), blev optagen i Rigsraadet allerede i Kong Hans’ Dage og o. 1514, formodentlig ved Christian II’s Kroning, slaaet til Ridder. 1523 deltog han i det jyske Raads Opstand mod Christian II, uagtet hans Søn Niels Lykke paa den Tid var nøje knyttet til Kongen. I den følgende Tid mærker man ikke meget til den gamle Rigsraad paa Østrup, der efter sin Fader havde arvet Skovsbo eller Del deri, og som ogsaa var i Besiddelse af Buderupholm i Jylland.
Efter Frederik I’s Død deltog han i det jyske Raads Møde i Karup i Maj 1533, men deltog ikke i den store Herredag s. A., heller ikke, som det synes, i Valgmøderne i Ry i Juni og Juli 1534. I Grevefejden led han overordentlig store Tab, vel især ved Skipper Clements Plyndring af hans Ejendomme. I den store Reces fra 1536 nævnes han ikke blandt Raaderne, men blot blandt Adelen. Han synes saaledes, som Tilhænger af det katholske Parti, at være bleven, i det mindste foreløbig, udelukket af Raadet; dog indkaldtes han atter 1537 til Christian III’s Kroning som Raad og vedblev at have denne Stilling. Sorger overfaldt i disse Aar i stor Mængde den gamle Mand: o. 1528 døde Maren Bille, hans Søn Niels blev myrdet Juleaften 1535, kort efter (1538) maatte han afstaa Østrup til en tysk Adelsmand og til Gjengjæld modtage Isgaard i Mols Herred, ligeledes tidligere en biskoppelig Gaard. Ensom, som den aldrende Mand følte sig, giftede han sig paa sine gamle Dage, uvist med hvem. Han var imidlertid bleven paaholdende over for sine mange Børn- hans Breve fra denne Tid indeholde karakteristiske Træk herom og om Tiden i det hele. Han døde i en høj Alder. | Lykke, Jacob Joachim (I2927)
|
| 8621 |
Joachim Melchior Holten Castenschiold (døbt 29. november 1743 i København – 6. april 1817 på Borreby) var dansk godsejer og officer.
Søn af Johan Lorentz Castenschiold til Knabstrup og Jacoba Holten. Han blev i 1760 kornet ved Slesvigske Kyrasserregiment og i 1776 major. I 1772 under kuppet mod Struensee ledede han, med 30 af sine dragoner, transporten af den arresterede dronning Caroline Mathilde til Kronborg. At netop Castenschiold valgtes til denne opgave kunne ses som en sidste udsøgt uartighed fra kupmagerne mod dronningen, idet det var almindeligt kendt ved hoffet, at dronningen ikke kunne fordrage Castenschiold.
I 1784 blev han kommandør for Livgarden til Hest, i 1788 generalmajor og i 1802 generalløjtnant. 1790 blev han hvid ridder.
I 1807 var han chef for de forenede sjællandske, lolland-falsterske og mønske landværnsbataljoner, der kaldtes sammen for at at bekæmpe englænderne. Efter nederlaget ved Køge den 29. august 1807 stilledes han for retten sammen med de øverstkommanderende i København, men blev frikendt.
Ved siden af den militære karriere var Castenschiold – der 1781 blev gift med Elisabeth Behagen – storgodsejer, der bl.a. ejede herregården Borreby.
Han er begravet i Magleby Kirke.
| Castenschiold, Joachim Melchior Holten (I10565)
|
| 8622 |
Joachim Reventlow til Rixdorf med Landsbyerne Sellin, Krissow, Rastorf, Tramm og Rixdorf (købt af Ditlev v. Ahlefeldt, Heinrich og Schack Rantzau), Gram og Steensgaard (solgt 1493 til Otto Emmiksen), beseglede 1467 til Vitterlighed m. Reimer Ottesen Sehested, trættede med sin Søster om Tovskov og anden Arv efter Faderen og Broderen, 1482-88 Amtmand i Flensborg, fik 1494 Runtoft i Pant af Hertug Frederik for 1000 Mark, ledsagede 1502 Hertug Frederik til Kurfyrste Joachim af Brandenborgs Bryllup i Stendal, skrives 1511 til Gram. Død 1519.
Gift m. Abel Buchwald (F.: Ditlev B. til Neverstorf, Sierhagen og Borstel), hvem han 1511 forskrev Gram, levede 1519.
| Reventlow, Joachim (I2605)
|
| 8623 |
Johan 2. af Burgund, også kendt som Johan den Uforfærdede (fransk: Jean sans Peur; nederlandsk: Jan zonder Vrees), (28. august 1371 – 10. september 1419) var hertug af Burgund og regent i Nederlandene fra 1404 og frem til han blev myrdet i 1419.
På sin faders side var han medlem af Huset Valois (den daværende kongefamilie i Frankrig). Han var søn af hertug Filip den Dristige af Burgund og sønnesøn af kong Johan den Gode af Frankrig.
Johan deltog i Slaget ved Nikopolis i 1396. Han blev hertug af Burgund i 1404 og arvede i 1405 Flandern efter sin moder Margarete. Han kæmpede med greven af Armagnac og dauphinen Karl om indflydelse på den franske regering under Karl 6.s sindssygdom. Han fik hovedindflydelsen, da hans modstandere i 1415 blev slået af englænderne i Slaget ved Agincourt og tog i 1418 Paris i sin besiddelse. Han blev myrdet under et fredsmøde med dauphinens folk.
Johan den Uforfærdede var gift med Margareta af Bayern-Straubing. De fik én søn og syv døtre. Efter Johans død blev sønnen Filip den Gode hertug af Burgund. | Bourgogne, Jean II de (I1563)
|
| 8624 |
Johan Diderik Grüner (27. juli 1661 – 25. marts 1712 i Sorø) var en dansk diplomat og amtmand.
Han var en søn af norsk møntmester Frederik Grüner (d. 1674) og Margrethe Boyesen. Han blev født 27. juli 1661, blev student fra Christiania 1680, boede en tid hos Ole Borch, men vendte allerede 1682 hjem til moderen. Med deres slægtning, envoyé Christian Stockfleth fulgtes han 1683 til Stockholm, hvor han 1686 fandt sig en brud i Ebba Cathrine (Christine) Kurck, datter af baron Gustaf Kurch. 1688 ansattes han som sekretær ved gesandtskabet samt kommissær i Stockholm og blev enkemand 1689. 1691 ægtede han Helene Gustafva Svinhufvud (d. 1702), datter af oberst Svinhufvud. 23. december 1693 blev han adlet og 1696 kancelliråd. Da gesandten, Bolle Luxdorph, døde 1698, hjemkaldtes Grüner med løfte om anden passende ansættelse. 1699 udnævntes han til amtmand i Sorø Amt (med ventebrev som skoleforstander), konstitueredes tillige 1700 som amtmand over Ringsted Amt og blev samme år justitsråd (inden sin død blev han etatsråd) samt bestemtes til på ny at være diplomat i Sverige. Som resident studerede han der navnlig bjergvæsenet og varetog tillige diplomatiske hverv for Preussen. 1703 hjemfaldt til ham efter ventebrevet forstanderpladsen for Sorø Skole, hvilken foreløbig ligesom de andre sjællandske embeder besørgedes ved fuldmægtig. 1705 ægtede han i et 3. ægteskab Eva Ranck d. 1755); datter af svensk generalmajor Svend Ranck. Ved krigens udbrud 1709 tilbagekaldtes han og overtog sine embeder i Sorø, hvor han døde 25. marts 1712.
Sønnen Gustav blev dansk general og diplomat. En anden søn af J.D. Grüner med en vis Maria de Rolinck, Johan Grüner (1688-1762), blev som ritmester i Sverige adlet 1720 og grundlagde en lille svensk adelsæt. Da han rent ud nobiliteredes og ikke blot naturaliseredes, kan han også af den grund vanskelig have været ægtefødt. | Grüner, Johan Didrik (I7463)
|
| 8625 |
Johan Frederik "Fritz" Bardenfleth (10. juni 1835 i Frederikssund – 9. januar 1890 i Nykøbing Falster) var en dansk stiftamtmand.
Han var søn af C.E. Bardenfleth, blev 1852 student fra Borgerdydskolen på Christianshavn, 1860 cand. jur. og samme år assistent i Indenrigsministeriet, 1861 kammerjunker, 1868 konstitueret chef for Indenrigsministeriets sekretariat, 1869 fuldmægtig, 20. marts 1873 (fra 1. april) konstitueret amtmand over Ringkøbing Amt, 20. maj samme år (fra 1. juni) kgl. udnævnt og 19. juli 1875 Ridder af Dannebrog. 19. marts 1886 (fra 1. juli) blev Bardenfleth stiftamtmand over Lolland-Falsters Stift og amtmand over Maribo Amt og 1888 kammerherre. Han døde 1890.
Han var desuden sekretær hos indenrigsministeren, fra 1874 formand for Overlandvæsenskommissionen i Ringkøbing Amtsrådskreds, fra 1886 i Maribo Amtsrådskreds, 1878 formand for valgbestyrelsen for 11. Landstingskreds, 1886 for 5. Landstingskreds og 1888 medlem af administrationskommissionen for Grevskabet Knuthenborg.
Han var ugift. | Bardenfleth, Johan Frederik (I12844)
|
| 8626 |
Johan Frederik Bardenfleth (7. oktober 1740 – 27. januar 1811) var en dansk officer og godsejer, far til Carl, Frederik og Johan Frederik Bardenfleth.
Han var søn af daværende major ved 2. Jyske Kavaleriregiment Johan Frederik Bardenfleth (1695-1771) og Anna Elisabeth født Lasson (født 1715). Han indtrådte med 11 års alderen som kadet i regimentet, hvor faderen stod, gjorde sig her bemærket ved flid og gode anlæg for den praktiske tjeneste, protegeredes og opnåede i en alder af kun 19 år, da faderen avancerede, at få kommandoen over dennes kompagni ryttere som ritmester; 1765 blev han sekondmajor ved regimentet, der da kaldtes Jyske Kyrasserregiment, men nogle år senere fik navn af Sjællandske Regiment Ryttere, og avancerede 1779 til oberstløjtnant, 1784 til oberst. 1789 blev han generalmajor og chef for Slesvigske Regiment Ryttere, hvilken post han beklædte indtil 1808, da han udnævntes til under Carl af Hessen at føre kommandoen i Nørrejylland. Bardenfleth blev Hvid Ridder 9. februar 1808. Han ejede Harritslevgård i Fyn.
Han var to gange gift: 6. september 1771 ægtede han Sophie Magdalene de Løvenørn (25. august 1741 - 2. september 1786) og året efter hendes død søsteren, Ingeborg Dorothea de Løvenørn (31. juli 1744 - 30. september 1814), døtre af konferensråd og amtmand Frederik de Løvenørn til Bregentved og Frederikke Sophie von Holsten. Bardenfleth døde 27. januar 1811. | Bardenfleth, Johan Frederik (I10395)
|
| 8627 |
Johan Frederik Bardenfleth (født 2. december 1674, død 14. april 1736 på Gut Nutzhorn ved Delmenhorst) var en dansk officer.
Han hørte til den bekendte gamle bremiske adelsslægt og var en søn af Ado Bardenfleth til Rechteburg og Anne Margrethe Schaden. Han blev sekondløjtnant 1699 og deltog som rytterofficer i alle de kampe, som de danske hjælpetropper bestod i Flandern til 1714, da han ved fredens slutning vendte hjem som oberst og chef for Livregiment Ryttere, i spidsen for hvilket han deltog i felttoget i Pommern 1715. Så hurtig havde han avanceret, at han allerede 1706 var blevet major i Holstenske Rytterregiment og 1709 oberstløjtnant i Livregimentet, hvis chef han var lige til 1723, da han blev chef for Livgarden til Hest. 1720 var han blevet generalmajor, og 28. november 1733 blev han generalløjtnant i rytteriet, men vedblev at være oberstløjtnant i Hestgarden – hvis oberst kronprinsen var –, til han tog sin afsked 15. juli 1735, samtidig med at der tilfaldt ham en større arv efter en ugift broder i Bremen. Han døde året efter, 14. april 1736, på sit gods Nutzhorn ved Delmenhorst.
Han blev gift 1. gang 19. november 1724 med Georgette Henriette Dorthe rigsfriherreinde von Goertz (1708 - 30. juni 1787), en datter af den holstenske minister Georg Henrik von Goertz og Christiana Magdalena von Reventlow. Efter at være blevet separeret fra hende blev han anden gang gift 31. oktober 1731 med hoffrøken hos dronning Sophie Magdalene, Sophie Amalie Bonar (25. juli 1704 - 28. juni 1760), en datter af general Jacob Peter Bonar. Hun blev dame de l'union parfaite 1732. | Bardenfleth, Johan Frederik von (I8190)
|
| 8628 |
Johan Georg (von) Holstein (16. februar 1662 i Mecklenburg – 26. december 1730) var en dansk statsminister.
Ligesom sin slægtning Ulrik Adolf Holstein, den senere storkansler, søgte han ansættelse i Danmark, hvor så mange mecklenburgske adelsmænd har fundet vej til lykken, og gennem forskellige hofstillinger nåede han snart ind på embedsbanen. Efter en tid lang at have været ansat i Oldenburg blev han 1706 deputeret i Finanserne og endelig (1712) medlem af konseilet, en post, han bevarede lige til sin død, altså ind i Christian VI's Tid. Desuden var han præses for Missionskollegiet.
I sine forskellige stillinger viste han sig som en duelig og pligtopfyldende embedsmand, men nogen betydelig kraft var han ikke. Han skildres i sine senere år som en alvorlig, pålidelig mand med sans for åndslivet i forskellige retninger; i religiøs henseende stod han pietismen nær. Nogen fremtrædende rolle kom han egentlig kun til at spille under de sidste år af den store nordiske Krig. Forgæves havde han i 1709 kæmpet imod, at Danmark kastede sig ind i krigen.
Senere var han en virksom deltager i de bestræbelser, der gik ud på at skille Rusland fra Danmark, og synes at have været tsar Peters bitreste fjende i Frederik IV's råd. I steden for forbundet med Rusland hævdede han nødvendigheden af en nøje tilslutning til England, der alene vilde kunne sikre Danmark en varig besiddelse af den gottorpske del af Slesvig. Den efter 1719 indtrædende svingning i Danmarks politik viste, at hans anskuelser, der fandt støtte hos de fleste af Frederik IV's rådgivere, havde vundet kongens bifald.
Han er begravet i Sankt Petri Kirke. | Holstein, Johan Georg von (I8036)
|
| 8629 |
Johan Lorentz Carstens (1705 på St. Thomas-1747 på Knabstrup)
I 1745 blev Knabstrupgård solgt til Johan Lorenz Carstens (1705-1747) den 12. marts 1745 adlet Castenschiold.
Familien forlod i 1739 den dansk-vestindiske koloni Sankt Thomas for at bosætte sig i Store Kirkestræde i København. Kong Christian den 6. havde anmodet den ansete mand om at blive rådgiver om forvaltningen af de nye kongelige plantager på Sankt Croix. Carstens og hans hustru betragtedes som selvfølgelige medlemmer af den inderkreds, der stod for den danske slave- og sukkerhandel. I 1745 nærmede han sig de øverste trin på rangstigen, da han blev adlet under navnet Castenschiold og købte herregården Knabstrup. Han medtog en række slaver til Danmark, der fik bopæl på Knabstrup. Juridisk set var disse slaver fortsat hans ejendom, og de fungerede mest af alt som håndværkere og tjenere i huset. Der findes på Knabstrup også et St. Thomashus.
Faderen Jørgen Carstens var født i 1678 i Flensborg. Han blev i 1694 opfordret af sin morbroder Johan Lorentzen, guvernør i Vestindien, til at komme dertil.
Han endte med at blive en holden mand med plantager på både Sankt Thomas og Sankt Croix: Han begyndte som proviantmester på fortet i Charlotte Amalie på Sankt Thomas. I 1701, da han var 23 år gammel, giftede han sig med sin morbroder Johan Lorentzens adoptivdatter, som bragte nogen formue med ind i ægteskabet. Den 10. juni 1702 døde morbroderen og ved testamente arvede Jørgen Carstensen en tredjedel af dennes formue.
Jørgen Carstens var nu en holden mand og erhvervede sig en sukkerplantage ved Moskito Bugten. Mosquito Bay lyder ikke særligt tillokkende, det har imidlertid ingen forbindelse med myg, men skyldes en forvanskning. Johan Lorentz kom til verden i 1705.
I 1706 og 1715 klagede planter Carstens og andre creolere til København over regeringens formynderrolle mod de eurokreolske plantere. De sendte en deputation til København bestående af bl.a. Jørgen Carstens. Den modtoges høfligt, men deres mål om uafhængighed af Danmark kunne ikke imødekommes.
Faderen døde i 1720 på Sankt Thomas og Johan Lorentz arvede plantagen Mosquito Bay. Han giftede sig i 1728 med Jacoba v. Holten (f. 1705), en datter af den gamle guvernør Joachim Melchior v. Holten. De to unge blev nu ejere af plantagerne Mosquito Bay og Pearl, hvortil hørte yderligere en mindre plantage, Crown, på Sankt Jan, med i alt 150 slaver. Efter at Danmark i 1733 købte Sankt Croix af Frankrig, sikrede Carstens sig 400 tønder land på denne ø. Samme år var han og fru Jacoba faddere, da en af deres unge slaver ved navn Domingo, blev døbt af herrnhuttere fra København under grev Zinzendorfs besøg på øerne.
Senere protesterede han offentligt imod dem, der sagde, at kristendommen gjorde slaverne dovne.
Den 19. juni 1747 døde Johan Lorentz Castenschiold af børnekopper i en alder af 42 år. I 1748 købte enkefru Castenschiold Hørbylund (Hørbygård), hvortil hun flyttede og døde den 4. december 1751.
| Carstens, Johan Lorentz (I8558)
|
| 8630 |
Johan Ludvig von Warnstedt havde været ritmester, men var blevet degraderet til fænrik i 1740, da han var kommet i "altfor familiær omgængelse en slet husholder" Jeg er en gældbunden mand, der ikke har lyst til at formere verden mere, tre sønner og to døtre er mer end nok for en mand af mine vilkaar. I den lange kolde vinter har jeg opholdt mig her (Stubbekøbing) i haab om at faa tidender fra min mand, har udstaaet meget ondt, der har bragt mig i yderste armod og elendighed, men da faar jeg den højtbedrøvelige tidende, at min mand skal være funden død i Kjøbenhavns kanal og begraven. Min nød og jammer er ubeskrivelig, jeg har ikke det, jeg kan helde mit hoved til eller skjule mig og børns legemer med og er her blandt fremmede. Den bedrøvelige og særdeles ynkværdige tilstand jeg fattige enke med 4 uopføde børn er sat udi veed den alviidende Gud er større end jeg med pennen kand udføre, jeg tør ikke allerunderdanigst opholde Deres Majestet med omstændelig at anføre det alt sammen for at bevæge Deres majestæt til naade imod mig men maa sandfærdig bekiende, at jeg med mine fattige børn aldeeles intet haver at leve af, men vi alle maa crepere om Deres Majestet ikke i naade vil forbarme sig over os volontair premier page«. På sit dødsleje skal han have anbefalet, at Fritz blev page for den unge Christian 7.
| Warnstedt, Johan Ludvig von (I8761)
|
| 8631 |
Johan Sigismund lensgreve Schulin (født 8. september 1808 på Frederiksdal, død 14. november 1880 i Hillerød) var dansk godsejer, kammerherre, hofjægermester og amtmand.
Han var søn af fideikommisbesidder, amtmand, greve Sigismund Ludvig Schulin og Louise Elisabeth f. Brown (24. juli 1785 – 28. januar 1851). Han fødtes 8. september 1808 på Frederiksdal ved Lyngby, blev 1828 student fra Sorø Akademi og 1833 juridisk kandidat. 1834 indtrådte han som auskultant i Rentekammeret, var 1840-41 i henved 2 år konstitueret som amtmand over Holbæk Amt og fungerede derefter 1841-43 som kommitteret i Rentekammeret, indtil han sidstnævnte år udnævntes til amtmand over Ringkøbing Amt, hvorfra han 1860 forflyttedes til den tilsvarende stilling i Frederiksborg Amt. Fra dette embede afskedigedes han i efteråret 1880 på grund af nedbrudt helbred og døde 14. november samme år i Hillerød. 1843 var han blevet kammerherre, 1856 tildeltes der ham Dannebrogsordenens Kommandørkors og 1877 samme ordens Storkors.
1840 valgtes han til stænderdeputeret for Sjællands Stifts sædegårdsejere, og han mødte i denne egenskab ved forsamlingerne i Roskilde 1842-46. Senere var han 1853-55 medlem af Rigsdagens Landsting som valgt i 11. kreds.
Han blev 1. marts 1839 gift med Charlotte Zeuthen (14. marts 1815 – 30. august 1892), en datter af højesteretsassessor Vilhelm Peter Zeuthen og Bolette Maria Dorothea f. Bartholin. | Schulin, Johan Sigismund Greve (I12468)
|
| 8632 |
Johan til Gram og Tovskov (udskilt af Gram af Ditlev Buchwald) hyldede 1523 (til Gram), nævnt 1530 i Rustningslisten, medbeseglede 1533 Forbundet m. Danmark og Hertugdømmerne, blev 1534 fangen ved Nyborg af Grev Christoffer, men udvekslet, s. A. til Gram (Joachims Søn), trættede 1549 tilligemed sine Svigersønner med Brødrene Hr. Iven og Sivert Reventlow om Gram og Tovskov, tilskødede 1551 (til Gram) Niels Lange til Kjærgaard 2 Gaarde i Hjerting, trættede 1553 med Kapitlet i Ribe d. 1563; hans Arvinger i Haderslev nævnes 1564. Gift m. Birgitte Hansdatter (Lindenov) (F.: Hans Johansen til Fovslet og Berete Eriksdatter (Rosenkrantz).
| Reventlow, Johann von (I3391)
|
| 8633 |
Johan Valentin Schubart, f. i Erfurt 1627, indkom o. 1660 til Danmark efter at have staaet som Rytter og Korporal i svensk Tjeneste under Oberst v. Ascheberg „og den weimarske Kvartermester“ i halvtredie Aar. Til 1662 var han Kvartermester under Oberst Friis og tjente derpaa fra 1670 som Kornet i Livreg. Kav., 1675 Lieut., 1676 Kapitajnlieut., 1679 Ritmester, 1683 Regiments- kvartermester i 2. jydske Reg. Kav., afskediget Maj 1695 med Pension, Ejer af to Bøndergaarde i Harte Sogn (Brusk Herred), f 1709, begr. i Harte Kirke. | Schubart, Johan Valentin (I7386)
|
| 8634 |
Johann Caspar von der Wisch (* 19. November 1785; † 13. August 1865 in Etelsen) war hannoverscher Landdrost und später Minister.
Seine Eltern waren der Oberst Christian Otto von der Wisch zu Rechtebe (1733–1807) und dessen Ehefrau Louise Gertrud von Frese genannt Quiter (1752–1796). Durch die Heirat kam Wischen in den Besitz des Gutes Koppel im Herzogtum Bremen. Seine Schwester Magarethe Adelheid Johanne (* 20. Juni 1784; † 27. Dezember 1840) heiratete den Generalleutnant Weipart Ludolf Hieronymus Wigand von der Decken (1781–1845).
Johann Caspar immatrikulierte sich am 21. April 1804 in Rechtswissenschaften an der Universität Göttingen. Er machte 1807 seinen Abschluss und wurde 1808 Auditor in Celle, 1809 in Stade und von 1810 bis 1813 in Oldenburg. Während der Befreiungskriege ging er in das Bremen-Verdener Husarenregiment und kämpfte mit diesem in der Schlacht bei Belle Alliance. Er schied als Rittmeister aus und kam als Justizrat nach Stade. 1817 wurde er dort in die St. Antonii-Brüderschaft Stade aufgenommen. Im Jahr 1820 wurde er Rat am Oberappellationsgericht in Celle. Als 1824 der Landdrost von Ostfriesland Vangerow überraschend verstarb, wurde er nach Aurich versetzt. Gleich in Februar 1825 musste er sich mit den Folgen einer gewaltigen Sturmflut auseinandersetzen (im November folgte eine zweite Sturmflut). Er hatte große Probleme mit betroffenen Deichachten – wo man prinzipiell dem Königreich Hannover misstraute – zusammenzuarbeiten, konnte mit seiner Art aber überzeugen.
Im Jahr 1830 kam er in Hannover zu Unruhen. Der einflussreiche Minister Graf Münster musste Anfang 1831 gehen. Bei der Neuorganisation der Verwaltung wurde Wisch abberufen und kam nach Hannover. Er bekam zunächst den Titel eines Geheimen Rates, aber er war mit vollen ministeriellen Befugnissen ausgestattet. Am 9. Januar 1837 bekam er den Ministertitel, seine Bezüge stiegen von 5000 auf 6000 Taler. Aber die Märzrevolution von 1848 ließ Wisch um den Abschied bitten. Er wurde am 17. Dezember 1848 in den Ruhestand versetzt.
Er zog sich auf sein Gut Koppel zurück, das er 1858 mit seinem Bruder, dem Oberleutnant Hieronymus von der Wisch (1788–1873), mit den Gütern Embsen, Etelsen und Ruschbaden zu einem Fideikommiß vereinigte.
Wisch, der nie verheiratete war, wurde im Mausoleum im Garten des Herrenhauses von Etelsen beigesetzt. 1937 wurden die Särge in das Familiengrab auf dem alten Daverdener Friedhof überführt. | Wisch, Johan Casper Von Der (I11926)
|
| 8635 |
Johann Nikolaus Pechlin (* 20. Dezember 1646 in Leiden; † 4. Februar 1706 in Stockholm) war ein
deutsch-niederländischer Mediziner und Prinzenerzieher.
Der Pastorensohn Pechlin studierte in seiner Geburtsstadt Leyden Medizin und wurde dort nach Verteidigung seiner
„Dissertatio de apoplexia“ 1667 zum Dr. med. promoviert. Anschließend unternahm er eine größere wissenschaftliche
Reise durch Italien und hielt sich einige Zeit an dortigen Hochschulen auf. 1678 wurde Pechlin zum zweiten Professor
der Medizin an der Universität Kiel neben Johann Daniel Major ernannt. Nach Streitigkeiten mit Major verließ Pechlin
1680 Kiel und ging als „Professor in absentia“ und Leibarzt von Herzog Christian Albrecht von Holstein-Gottorf mit
dem Titel Hofrat nach Schloss Gottorf; zugleich wurde er Präfekt der Gottorfer Bibliothek. Dem 1740 der Familie
Pechlin gegebenen Adelspatent ist zu entnehmen, dass er später auch noch zum Justiz- und Kanzleirat aufstieg. Pechlin
begleitete den jungen Herzog Friedrich IV. von Holstein-Gottorf 1698 nach Stockholm, wo der Herzog Hedwig Sophie von
Schweden, eine Schwester von König Karl XII. von Schweden, ehelichte. Nachdem Herzog Friedrich IV. im Jahr 1702
gefallen war, reiste Pechlin 1704 als Begleiter und Erzieher des vierjährigen Herzogs Karl Friedrich von
Holstein-Gottorf erneut nach Stockholm, wo er im Februar 1706 verstarb.
Im Jahr 1678 wurde Pechlin zum Mitglied der Leopoldina gewählt und 1688 wurde er Mitglied (Fellow) der Royal Society.
Seit 1679 war er mit Anna Dorotea Langelott (* 1661) verheiratet, der Tochter seines Vorgängers als Leibarzt, Joel
Langelott. Ein Sohn des Paares, Johann von Pechlin, wurde in den deutschen Freiherrenstand erhoben und war
gottorfischer Kanzler in der Großfürstlichen Zeit. Dessen Sohn Carl Fredrik Pechlin[4] wurde schwedischer General und
Politiker und war in die Ermordung des Königs Gustavs III. verwickelt. | Pechlin, Johann Nikolas (I11405)
|
| 8636 |
Johann Rudolph von Ahlefeldt (* 1. Januar 1775 auf Gut Saxtorff; † 25.
November 1848 auf Gut Sehestedt)[1] war Gutsherr auf Ludwigsburg,
Sehestedt und Saxtorff. Er war der Ehemann der deutschen
Schriftstellerin Charlotte von Ahlefeld.
Er war der Sohn des Gutsherren, Kammerherren und Landrates Detlev von
Ahlefeldt (1747–1796) und dessen erster Frau Heilwig Conradine Gräfin
von Ahlefeldt († 1748) aus dem Hause Eschelsmark.
Nach den Tod seines Vaters erhielt Ahlefeldt durch einen Fideikommiss
60.000 Reichstaler und das Gut Saxtorff. Dieses ließ er großzügig
umbauen und erweitern. Bei einer Reise nach Weimar lernte er seine
spätere Ehefrau Charlotte von Seebach (* 6. Dezember 1781 auf Gut
Stedten, heute Ortsteil von Berlstedt; † 27. Juli 1849 in Teplitz)
kennen, die Tochter des kurhannoverschen Obersts der Kavallerie
Alexander Christoph August von Seebach, Gutsherr auf Stedten, und der
Albertine Auguste Wilhelmine von Ingersleben.[2] Am 21. Mai 1798 wurde
das Paar in Schleswig durch den Dichter und Philosophen Johann Gottfried
Herder getraut.
Die Ehe, aus der die drei Söhne Friedrich (1799–1862), Erich (1800–1853)
und Hermann (1806–1855) hervorgingen, war jedoch nicht glücklich.
Charlotte trennte sich bereits 1807 von ihrem Mann und zog nach
Schleswig, kehrte aber 1810 und 1811 für kürzere Zeit nach Saxtorff
zurück. Ab 1821 lebte sie wieder in Weimar.
Am zweiten Weihnachtstag 1847 brannte das Herrenhaus auf Gut Saxtorff
ab. Ahlefeldt verstarb im November 1848 und hinterließ ein großes
Vermögen. Erbe wurde sein ältester Sohn Friedrich von Ahlefeldt,
königlich dänischer Kammerherr, Mitglied der schleswigschen
Ständeversammlung als Ständedeputierter der Schleswig'schen Ritterschaft. | Ahlefeldt, Johan Rudolph von (I11408)
|
| 8637 |
Johann war der Sohn von Graf Engelbert I. von Nassau-Dillenburg und Johanna von Polanen von der Lek. Als sein Vater 1442 starb, erbte Johann dessen Besitz in den Niederlanden und nannte sich Graf von Nassau-Dillenburg, Vianden und Dietz. Die deutschen Besitztümer fielen an Johanns jüngeren Bruder Heinrich II.
Als General diente Johann unter den Burgunderherzögen Philipp dem Guten und Karl dem Kühnen. 1445 begleitete er den ersteren bei seinem Angriff auf die Grafschaft Holland, zum Dank wurde er zum Seneschall von Burgund ernannt. Der Graf erweiterte das Schloss Breda um seine Türme und gründete eine große Bibliothek. Johann und seine Frau Maria sind in der zum Grabmonument seines Vaters gehörenden Gruft in der Grote Kerk zu Breda bestattet und auch auf dem Grabmonument dargestellt. | Nassau-Dillenburg, Johann IV von (I2069)
|
| 8638 |
John Brown (3. marts 1723 i Dalkeith i Skotland – 16. januar 1808 på Maglegård i Gentofte) var en dansk grosserer, skibsreder og godsejer.
Grosserer
Hans forældre var "gentleman" hos markisen af Tweeddale William Brown (død 1746) og Margaret Howet (død tidligst 1777). Det menes, at John Brown tilhører en yngre gren af en gammel skotsk adelsslægt, og han kom 23 år gammel til Danmark, hvilket skete få måneder efter, at hans far angiveligt faldt i slaget ved Culloden. Brown havde en god skolemæssig baggrund, og i Danmark blev han ansat hos handelshuset Nicolai Fenwich i Helsingør, hvor han blev fuldmægtig. 1750 kom han til København for at udøve grosserervirksomhed, fik 1755 borgerskab som sådan og købte en ejendom på Christianshavn i Overgaden oven Vandet ved Snorrebroen, hvor han indrettede en kulplads samt pakhuse. Fra 1757 havde han kontor i Vingårdsstræde og fra 1772 i Brogade 1, der var den yderste, senere nedrevne gård ved Knippelsbro. I 1759 indgik han et kompagniskab med sin bror David Brown med firmanavnet John & David Brown. Virksomheden handlede især med vin, stenkul samt materialer til tøjfabrikation og tilbød desuden kommissions-, spekulations- og vekselhandel mm. Firmaets skibe havde især Vestindien og Middelhavet som deres destinationer, og handelshuset kom efterhånden til at spille en væsentlig rolle i vedligeholdelsen af den vestindiske handel. Dets handelsflåde voksede særlig, da det tillige blev inddraget i den ostindiske handel, og omfattede 1787 sytten skibe, bl.a. flere fregatter.
Asiatisk Kompagn
Browns indflydelse som skibsreder fortsatte i slutningen af 1750'erne, da Brown blev "hovedparticipant" i Asiatisk Kompagni og derigennem fik indflydelse på kompagniets ledelse, der i Browns tid opnåede sin fulde blomstring. 1770-75 og 1779-85 var han en af selskabets direktører. I den rolle støttede han sig til den nye samfundstendens, der ville fremme det private initiativ, og fra 1774 sendte han for egen regning skibe til Ostindien, hvor han havde fået sin bror David udnævnt til guvernør. Når kompagniets skibe kom hjem med deres kostbare vareladninger, købte han store partier deraf på auktionerne (på en enkelt auktion fx for 30.000 Rdl.), og i sit pakhus havde han et par år liggende 100.000 pund salpeter. 1781 købte han skibsværftet Unrost bag ved Frederiks tydske Kirke til sin ældste søn William, der året efter blev optaget i firmaet, der skiftede navn til John & William Brown & Co. John Brown blev desuden generalkrigskommissær 1776.
Landmand
Samtidig var den energiske mand også involveret i landbrug. Brown blev således Gentoftes største grundejer efter J.H.E. Bernstorff, idet han her ejede Tranegård med teglværk, Maglegård og Getreuensand og indkaldte skotske landmænd, der skulle oplære de danske bønder. Hans dygtighed og held kulminerede i 1782, da den danske handel nåede et højdepunkt i ly af neutraliteten, idet Brown købte det store palæ på hjørnet af Frederiksholms Kanal og Ny Kongensgade (senere Mogens Frijs' Palæ, nu henholdsvis Borups Højskole og Wedells Palæ), hvor han flyttede ind, og herregården Benzonseje mellem Roskilde og Køge med seks kirker og meget bøndergods. Her begyndte han straks at praktisere den nye tids landbrugsideer.
John Brown førte stort hus, og da den amerikanske uafhængighedskrig sluttede, og handelsmængden svandt ind, kunne hans forretning trods væsentlig støtte fra statens side ikke holdes oppe. Hans handelsflåde og hans ejendomme måtte 1788 realiseres, og samtidig døde hans søn og associé William kun 30 år gammel. Hårdt ramt på flere måder flyttede han ind hos sin datter, men levede senere endnu en årrække i landlig fred på Maglegård, som han havde forskønnet. 1759-62 havde han ejet landstedet Aggershvile.
Brown blev gift 20. oktober 1756 i Tysk Reformerte Kirke i København med Anna Applebye (døbt 23. september 1738 i København – 13. december 1798 sammesteds), datter af skibsreder Peter Applebye og hustru.
Han er begravet i Frederiks tydske Kirke.
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
| Brown, John (I10168)
|
| 8639 |
Jon Jonsen Litle eller Lille (omkring 1230 – 4. august 1307 på Tommerup, Skåne) var dansk drost.
Han var en søn af Jon Reinmothsen og Ebbe Sunesens datter Cæcilie, og han nævnes første gang i 1248, da han mageskiftede med Esrom Kloster.
I 1262 var han indsat som gældkær, dvs. kongens øverste embedsmand, i Skåne, og sammen med den pavelige nuntius Magnus Gerhard bekæmpede han Jacob Erlandsens støtter. Han afgav sin rolle som gældkær for den tidligere høvedsmand i Skåne Niels Erlandsen.
I 1299 blev han drost.
Han blev begravet i Esrom Kloster.
Hans hustru Ingefred, der døde nogle år før han, havde født ham flere sønner, hvoraf dog vist ingen overlevede faderen, og en datter, Cæcilie (1280-o.1302).
| Litle, Jon Jonsen (I597)
|
| 8640 |
Jordbrugende husmand på Gamtofte Mark | Madsen, Jørgen (I12051)
|
| 8641 |
jordefæstet 12 Jun 1786, Husby kirke | Danneskiold-Samsøe, Conradine Christine (I9696)
|
| 8642 |
Mindst én nulevende eller privat person er knyttet til denne note - Detaljer er udeladt. | Balle, Inge Vibeke (I23923)
|
| 8643 |
Jordløs husmand | Chrestensen, Peder (I18977)
|
| 8644 |
Jordpåkastelsen skal foregå i Dresden
https://www.danishfamilysearch.dk/sogn510/churchbook/source1484/opslag1114225 | Reventlow, Komtesse Malvina Caroline Charlotte Eduarda (I13615)
|
| 8645 |
Jost Ulfeldt var i 1531 kongelig sekretær og fodermarsk og ejede meget gods over hele landet, gods der dog for en stor dels vedkommende gik tabt efter Grevens Fejde, idet Jost Andersen Ulfeldt i denne tilhørte den tabende part og fik sit gods forbrudt. Han blev dog senere taget til nåde igen og fik flere godser, bl. a. de tre ovennævnte. På Østergaard opdrættede han mange stude og fik i 1558 tilladelse til at lade det ham tilhørende kvæg og fæ passere Kolding uden at betale den sædvanlige told. Jost Andersen Ulfeldt døde i 1563. | Ulfeldt, Just (I3390)
|
| 8646 |
Josva v. Q., kom ved Giftermaal med Magdalena Munk, Datter af Oluf M. , i Besiddelse af en Del Gods i Nørrejylland, som han 1579 mageskiftede til Kong Frederik. Som Oberst for et Rytterregiment deltog han med Hæder i Krigen med Sverige 1563-70 lige fra dens Begyndelse til dens Slutning. I Slaget ved Axtorna 1565 førte han den anden Træfning, og ved forskjellige Lejligheder viste han sig som en dygtig og erfaren Fører.
Derimod havde han jævnlig Vanskeligheder ved at holde sine hvervede Ryttere i Ave; 1564 nægtede de at lystre, og deres Udeblivelse fra Hovedhæren tvang denne til at opgive et paatænkt Indfald i Sverige. Aarsagen hertil var Vanskeligheder ved at udrede Solden, og J. v. Q. maatte selv skaffe de nødvendige Midler. Kongen maatte derfor udstede Skadesløsbreve til ham paa o. 70000 Dlr., for hvilken Sum en Del danske Adelsmænd gik i Borgen, og tillige sætte i Pant Hagenskov Len | Qualen, Josva (I3881)
|
| 8647 |
Josva von Qualen (1530-1584)
Født ca. 1530 som søn af Otto von Qualen og Anne Sivertsdatter Rathlou til Koselau ved Riepsdorf i Østholsten.
Tjente først rhingreven. Blev 1562 ritmester for en fane lybske ryttere. Enten han eller hans mere kendte bror Josias (senere feltmarskal og amtmand) førte 1565 en af Daniel Rantzau's hære i slaget ved Axtorne under den Nordiske Syvårskrig. Havde 1566-1574 Hagenskov ved Assens i forpagtning og ledsagede 1573 hertug Hans den Ældre til Venedig.
Oprettede hovedgården 'Qualsholm' i Sunds nord for Herning, tæt ved sydbreden af Sunds Sø. Tilgiftede sig Tvis Kloster, men mageskiftede 1579 det og Oxvig (Ågesvig) i Højen sogn ved Vejle bort til kronen og fik 28 gårde, deriblandt Hollingholt og Kærgård i Sunds sogn.
Oprettede efter 1579 en ny hovedgård kaldet Vig ved at sammenlægge jorden fra 7 bondegårde (ca. 50 td. hartkorn), hvorefter Qualsholm (Kvolsholm), blev en bondegård under Vig. Vig byggedes som en borg med 3 symmetrisk anlagte 2-etagers fløje med voldgrav og ladegård vest for. Hovedbygningen længst mod øst, i nord-sydlig retning, indgår i Herningholm's nuværende hovedbygning.
Død ca. 1584 og begravet i den gamle Sunds Kirke.
| Qualen, Josva (I3881)
|
| 8648 |
Mindst én nulevende eller privat person er knyttet til denne note - Detaljer er udeladt. | Kjeldsen, Leif Povl (I16725)
|
| 8649 |
Journalist, Oversætter | Jacoby, Tove Grace (I15577)
|
| 8650 |
Journaliste | Portalis, Edouard Albert (I13755)
|
|
.jpg "Reventlow, Heinrich 1796-1841")
Erik Krabbe