| |
Match 7,601 til 7,650 fra 11,367
| # |
Notater |
Knyttet til |
| 7601 |
Hajstrupgård er den mest kendte af alle de sønderjyske frigårde. Berømt er Nis Henriksen til Hajstupgård, der forsvarede Frederik I på Urnehoved ting og derfor måtte flygte over hals og hoved, mens pilene regnede ned over ham. Flere pile satte sig fast i hans kappe, men på grund af hans hurtige hest lykkedes det ham at slippe væk med livet i behold. Til gengæld for hans troskab gav Frederik I ham fribrev på Hajstrupgård.
Da Nis Henriksen kom hjem, hængte han kappen med pilene og sine sporer op i Bylderup Kirke. I dag er de væk, men kirken rummer endnu et rigt inventar, der vidner om slægten på Hajstrupsgårds storhedstid i 1500- og 1600-tallet. Dens medlemmer havde praktisk talt monopol på herredsfogedembedet i Slogs herred, havde betydelige fyrstelige forleninger og havde privilegium på den lokale krodrift. | Hinrichsen, Nis (I3191)
|
| 7602 |
Hallandspostan Fredagen den 7 oktober 1904
EN HÖGTIDLIG JDRDFÄSTNING ägde i går rum 1 härvarande kyrka da stoftet af aflidne grefve Ch.D.F.Reventlow vigdes till den siste hvilan.
Den blomsterhöljda kistan bars in i kyrkan af sex polismän. Borgmästare W.Tornéhie1m och tullförvaltere C.F.von Wachenfeldt prestaverade. Jordfästningen förrättadee af pastor d:r Vellerius.
Efter jordfästningen med tillhörande psalmsång förrättades altartjänst af pastorerna Vallerlus och Nordblom. Den förre sjöng hela begrafningsbönen - hvilken ej på flere år blifvit här i sin helhet sjungen - med responsorier från orgelläktaren. Helt visst finns det få präster som mässa så väl som d:r Vallerius.
Efter jordfästningshögtidligheterna kördes liket till Östra järnvägsstationen för att föras videre ned till Skåne. | Reventlow, Greve Christian Detlef Frederik William Ferdinand (I13291)
|
| 7603 |
Hallandspostan tirsdag den 4 oktober 1904
Att
vår kära fader
grefve
Chriatian Detlev Frederik Villhelm Ferdinand Reventlow
stille afled i dag, tillkännagifves
härmed af hans sörjande döttrar
Hildeborg, Malvina
Halmstad den 3 Okt. 1904.
Den gamla grefvan är död. Han har gått här som en gengångara från haraldikans guldålder, högrast och stätlig, obruten ända in i ålderns senhöst, aldrig ett ögonblick förgötande anarnas kraf och gentleman i hvarenda tun. Om den gamla inta förstod dan nya tidans demokratiska typ, så bröt han i alla fall så ståtligt af mot samma tids krämararistokrati, att det alltid gjorde oss godt att se honom. Han verkade på oss som anharrsporträttet i en gammal riddarsal, ooh där han gick fram hufvudot högre än allt folket, hade han alltid ett skimmar af renässance ooh tornaj öfver sig.
Det är hos disse aristokrator af den gamla stamman nagot som, trots allt, inponerar. visserligon något af komiken i den Lonngranska satiren 'Johanna glöm aldrig din adliga ätt!"; men på samma gäng ar tragiken i det gamla, som ännu har kvar det stolta blodets och de gamla sköldarnes traditioner, men ändå måste falla för utvecklingana lag.
Den Reventlowska släkten, som beklädte en hel del höga förtroandepostar i Danmark och Holstein, räknar anor ända från korstågona dagar, och den ättling, som ödet placerat i en vacker förstadsidyll i Halmstad, hade nog rätt mycket kvar i blodet af stamfädrane äfvantyrskynne. Han hade en stormig ungdom ooh mannaålder bakom sig, och ännu på gamla dagar brände blodet hett i ådrorna och jäste lusten till ett godt kämpatag.
Grefve Recentlow har varit egandomsägara i Skåne ooh ägda då en större förmogenhet, som emellortid helt ooh hållet atrök ned i den Hamiltonska kraschen. Han släppte till hvad han hade för att feja en gammal vapanskiöld rän, men inte äns denna bittra erfarenhet af den gamla haraldikens surkenhet kunda ett hårsmån rubba hans högaristokratiska lifsåskådning.
Grefve Reventlow hade sina atora dagar då kungan kom hit. Da flammada det blåa blodet upp i ett hyllningsrus af det mest äkta slaget, da atod alltid den gamle grefven på vakt som en af medeltldena paladiner, utan pansor, man i ställat bjudande majestätet det vackraste han hade of blommor och bladar. Man kan ju le af den gamlas svaghet, men det stod en parsonlighet, ooh klappade ett hjärta där bakom, och det höjde honom vida öfver nutidena krypande tallrikslickaretyp.
Med den gamle grefven har åter att stycke af det dekorativa och det originella Helmstad gått bort. Det bästa, vi kunna säga om honom, är, att han bevarade sin tidstyp så äkta ooh oförfalakad ooh aldrig glömde bort den gamla parollen "utan fruktan och tadel" en Bayard i sitt slag midt i nutidans kälkborgarmilieu, en af de siste på den gamla aristokratiens förvittrande skans.
Han var endast 67 år vid sin död, och han dog lika rak i ryggen som han lefvat. Frid öfver den gamle riddarens stoft!
Grefve Christian Detlev Frederik Vilhelm Ferdinand Reventlow var son af danska geheime cenferenarådet och envoyén i Portugal Grefve Frederik Detlew Reventlow. Han sörjas närmast af tvenne här bosatta döttrar.
Hallandspostan Torsdagen den 6 oktober 1904
REVENTLOWSKA STERBHUSET har med anledning af grefve Reventlows begrafning i dag, till fattiginrätningen öfverlämnat 50 kr. i och för hjonens extra förplägning
| Reventlow, Greve Christian Detlef Frederik William Ferdinand (I13291)
|
| 7604 |
Halshugget for at have begået blodskab med sin afd | Rosenkrantz, Birgitte (I4330)
|
| 7605 |
Halshugget I København. Tilhænger Af Chr II Dømt F | Brahe, Niels (I2729)
|
| 7606 |
Halshugget på Viborg landsting | Munk, Clement Andersen (I21637)
|
| 7607 |
Han ble født i Brevik i 1622 som sønn av en trelasthandler. Han het opprinnelig Curt Sivertsen. Navnet Adeler tok han mye senere. Det er en del usikkerhet rundt opprinnelsen til det navnet. Det er muligens en datidens skriveform av slektsnavnet Ørn som moren kan ha hatt.
Reiste til Holland som 15-åring
Det var en livlig trafikk av utenlandske trelastskuter i Brevik den gangen. Cort har derfor sikkert blitt fristet av sjømannslivet. I 15-års alderen reiser han til Holland for å utdanne seg til sjøkadett i den hollandske marinen. Allerede som 17-åring deltok han i et stort sjøslag mellom hollandske og spanske styrker - sjøslaget ved Downs i den engelske kanalen. Holland gikk seirende ut av stridenog den spanske flåten skal ha mistet 40 skip og 7 tusen mann.
Kaptein 23 år gammel
Etter dette gikk han ombord i det hollandske skipet "St. Joris" som "konstabel". Skipet var i venetiansk tjeneste og gjennomførte tokter i Middelhavet. Cort ble senere forfremmet til løytnant. Han må åpenbart ha vist stort talent for etter bare 5 års tjeneste blir han som 23-åring forfremmet til kaptein på skipet.
I Venetiansk tjeneste
To år senere blir han kaptein på orlogsskipet "Groote St. Joris" eller "San Georgio Grande" som det mest omtales som, og det blir starten på en mangeårig periode i venetiansk krigstjeneste. På denne tiden er det Venezia og Tyrkia som er de to store rivalene når det gjelder kontrollen med det indre av Middelhavet. Det er gjennom en serie trefninger og sjøslag mellom venetianske og tyrkiske flåtestyrker at Cort vinner sitt ry som sjøhelt.
Viseadmiral i 1660
Corts skip "San Georgio Grande" ble i 1650 admiralens flaggskip, og Cort deltok i kamper bl.a. ved Rodos, Kreta, Dardanellene og Tenedos. Han blir kjent for sin store tapperhet, dristighet og dyktighet og tildeles mange ærebevisninger. Den venetianske dogen utnevner ham til ridder av St. Markus-ordenen og senatet tildeler ham en årlig pensjon på 1400 gulldukater, og pensjonen skal utbetales ikke bare til ham, men også til hans etterkommere inntil
tredje slektsledd. I 1660 blir han utnevnt til viseadmiral i den venetianske flåten. Det skal ha vært noe helt usedvanlig at en utlendig fikk en så høy posisjon.
Cort Adeler og Ibrahim Pasja
Den mest sagnomsuste bragden til Cort Adeler handler om hans strid med Ibrahim Pasja. Det var ved øya Tenedos og Ibrahim Pasja var øverstkommanderende for den tyrkiske flåten. Han var den tyrkiske sultanens svoger og en person med svært høy rang. Corts skip "San Georgio Grande" er sterkt medtatt etter slaget, og mastene er nedskutt. Da kommer det til nærkamp med tyrkernes flaggskip. Det er et skipmed 60 kanoner og en besetning på 1000 man. Beretningene sier at det skal ha blitt direkte strid mellom Cort og Ibrahim Pasja. Tyrkeren hogger etter og sårer Corts høyre arm. Cort tar da sverdet i venstre arm og med et drabelig hogg mot hodet dreper han Ibrahim Pasja. Deretter bruker han tyrkerens eget sverd til å skille hodet fra kroppen. Etter dette overgir det tyrkiske skipet seg.
Realitetet og myter
I ettertiden har det vært ført mange diskusjoner om hva som er myter og hva som er realiteter i beretningene om Corts ulike bragder. Det eksisterer idag lite originalt kildemateriell og flere av beretningene har nok vært muntlige overføringer. Når det gjelder den berømmelige kampen mot Ibrahim Pasja er det åpenbart en kjerne av realitet og ikke bare en myte. Som seierstrofeer tok nemlig Cort med seg Ibrahim Pasjas sverd og fane, og de kan beskues den dag idag i Københavns nasjonalmuseum.
Cort Adeler forlater Venezia
I 1660 tar Cort avskjed med den venetianske marinen, og reiser tilbake til Holland. Han hadde giftet seg i Holland i 1646 og på kort tid fått 2 barn. Hans kone døde imidlertid da Cort var i venetiansktjeneste. I 1662 gifter han seg på nytt. Hans nye kone som bare var 21 år gammel, hørte til den rike kjøpmannsfamilien Pelt i Amsterdam. Cort tok del i familiens forretningsvirksomheter. Mens han vari Holland fikk han tilbud om å bli admiral både i den hollandske og den venetianske flåten. Men han avslo begge tilbudene.
Admiral i den dansk-norske flåten
I 1663 ble han imidlertid overtalt til å gå i danskekongens tjeneste, og han ble utnevnt til admiralitetsråd og admiral i den danske flåten. I rang stod han bare under riksadmiralen Henrik Bjelke. Kort tid senere ble han utnevnt til general-admiral og som den danske flåtens leder i tilfellet av krig. Det sies at han kom på meget god fot med danskekongen Fredrik III. Cort ble adlet, og ble i 1771 tildelt Danebrogsordenen.
Kongen var fadder til Corts barn
Cort fikk to barn med sin andre kone. Datteren Sophie Amalie var åpenbart oppkalt etter dronning Sophie Amalie, og dronningen var selv fadder ved dåpen. Ved dåpen til Corts andre datter var kongen selv fadder.
Cort Adeler som orlogsarkitekt
Den danske flåten hadde gjennom mange år forfalt, og Corts hovedoppgave ble å lede et stort nybyggningsprogram. Han tegnet og konstruerte selv orlogsskip basert på sine erfaringer fra Holland og Venezia. Han fulgte nøye med på skipsverftet under byggingen av hvert eneste skip. I perioden fra han ble admiral til han døde i 1675 ble det bygget rundt 30 nye orlogsfartøyer av ulike typer.
Krig med Sverige
I hele perioden Cort var øverste militære leder for den danske flåten var det urolige tider i Europa. Det var stadig stridigheter mellom Frankrike, Holland og England, og som oftest inngikk Danmark-Norge og Sverige i ulike allianser. I 1672 brøt det ut krig mellom Holland på den ene og Frankrike og England på den andre siden. Den hollandske og engelske flåten hadde mange trefninger uten at det blenoen avgjørende resultater, og i 1674 inngikk Holland og England en fredsavtale. Men krigen mellom Frankrike og Holland fortsatte. Danmark-Norge hadde vært nøytrale, men i 1674 sluttet danskekongen som nå var Christian V, seg til et forbund rettet mot Frankrike. Sverige derimot var i forbund med Frankrike. Da Sverige var svekket etter et nederlag mot Brandenburg bestemte Christian V den 2. september 1675 seg for å erklære Sverige krig.
Den svenske flåten
Allerede før krigserklæringen mot Sverige var det bestemt at den danske flåten under Cort Adelers overkommando, skulle krysse mellom Bornholm og Rügen og oppbringe alle svenske fartøyer. Hele 20 danske orlogsfartøyer hadde seilt inn i Østersjøen. Dette var første gang siden tiden i Middelhavet at Cort skulle delta i kamphandlinger. Han mente at den danske flåten var den svenske overlegen, og at han selv stod over de svenske admiralene i erfaring og dyktighet. Han vurderte å gå rett mot Stockholm og angripe den svenske flåten som lå der.
Pest og død
Det hadde imidlertid brutt ut en pestlignende sykdom blant de dansk-norske sjøfolkene. Det var ikke uvanlig den gangen at flere døde av sykdom og sult enn de som falt i strid. Men denne pesten var spesiell og rammet store deler av mannskapene - også Cort ble rammet. Den 17. oktober 1675 var han så dårlig at han mottok sakramentet. Han ble langsomt svakere og den 5. november døde han - 53 år gammel
Sjøslaget i Køge bukt
Det kom ikke til stridigheter mellom den danske og svenske flåten i 1675. Det skjedde imidlertid senere og kulminerte i 1677 med sjøslaget i Køge der den flåten Cort Adeler hadde hatt ansvaret for å bygge opp, seiret under ledelse av admiral Niels Juel. Han hadde vært Cort Adelers nestkommanderende.
Kilde: L. Aas, Cort Adeler, 1943
_______________________
Admiral Cort Sivertsen „Adler" blev 7 Febr. 1666 ophøjet i adelig Stand „som ret født fribaaren urgammel turner- og riddermæssig" Adel „paa Grund af sin mandhaftige! i adskillige victorieuse Søslagtninger og Hovedaktioner imod Kristendommens Fjende Tyrken bevist, da han udi den venetianske Republiks Tjeneste med synderlig Reputation og god Renomé adskillige Krigs-Charger til Søs betjent haver, jaendog Admirals Bestilling over hele Flaader i samme Tjeneste betroet og med Ære forvaltet og igen kvitteret, ja endog af samme Republik for hans gode og tapre Forhold med begge des Ridderorden til etKendetegn regaleret". Ved Adelsbrevet tillagdes der ham følgende Vaaben:
Et firdelt Skjold med hvidt Hjerteskjold, hvori et Orlogsskib for fulde Sejl med aabne Porte, udlagte Stykker og flyvende røde „flagte" Flag med hvidt Kors, i 1. Felt en halv guldbevæbnet sort Ørn i Sølv, i 2. en af en Sky kommende blottet Arm, holdende et afhugget Tyrkerhoved paa Spidsen af en blottet Kaarde, i 3. et Sølv-Kastel med 9 Kobberstykker i tre Rader i Sort, i 4. tre under hinanden liggende Sølv-Maaner i Blaat; paa Hjelmen syv Galleigallioner, hver med en rød Standart, hvori tre liggende Sølv-Maaner, to foroven, een forneden, i den fjerde Gallion en paa en blaa Kugle staaende Fortuna „med sine Farver". | Adeler, Cort Sivertsen (I6377)
|
| 7608 |
Han ble først bisatt i Fredrikstad 21. april 1722, 13. mai samme år hensatt i Vor Frue kirke i København, og til sist bisatt i Sønderup kirke i Danmark. | Vind, Ove (I7768)
|
| 7609 |
Han blev først begravet i Nordborg. Efter, at hans søn Friedrich Karl var blevet hertug af Slesvig-Holsten-Plön efter en lang arvekonflikt, fik han liget overført til den kongelige krypt i Plön. | Slesvig-Holsten-Sønderborg-Plön, Hertug Christian Carl (I7290)
|
| 7610 |
Han giftede sig formentlig til Faddersbøl. Var 1532 af biskop Iver Munk forlenet med Bøvling og fra 1539 og til sin død med Visselbjerg. 1535-38 lensmand på Nyborg. Fik 1539 Dueholm i pant. Deltog 1548 i brudetoget til Meissen.
Var 1552 rigsråd. Ledsagede 1554 dronningen til Wismar og tilbyttede sig samme år af Mariager kloster Darumgård i Gjørding herred for Bonderup i Rinds herred samt sluttede forlig med Ribe Kapitel om de gaver, som Thomas Lange, hr. Niels Gundesen og mester Gunde Lange havde givet dertil.
Var 1554-58 lensmand på Trøjborg, 1559-65 på Møgeltønder, 1562-65 tillige på Hundsbæk. Fik desuden i 1646 Lundenæs i pant. Hans enke, Abel Sørensdatter Skeel, beholdt til sin død Lundenæs og Dueholm.
Han efterlod sig en uægte søn, Christen Nielsen Lange, som syv år efter faderens død blev adlet og stamfader til Lange-slægten med én rose i våbnet.
| Lange, Niels (I3463)
|
| 7611 |
Han havde også Waterneverstorf, Lammershagen, Wittenberg og Futterkamp. Han skrives 1618 til alle disse Godser. Han immatrikulerede 1602 i Rostock, 1603 i Strassburg og Orleans. Han boede 1606 på Lammershagen og begik 1611 voldsomheder i Lüjenburg. 1616 blev han tilsagt Hertug Frederik III af Gottorps Hyldning og førte 1619 proces mod sin søster Dorothea Rathlous enke. Han medforseglede 1623 den fornyede union.
| Reventlow, Iwan von (I4971)
|
| 7612 |
Han immatrikuleredes 1679 i Kiel og opholdt sig 1685 et halvt år i Paris, og stod 1686 i Holstensk-Gottorpsk Hoftjeneste, da moderen ansøgte Hertug Christian Albrecht om understøttelse til ham. Han var 1687-89 Sekondløjtnant i Livgarden til fods. 1695 Holstensk-Gottorpsk Oberstløjtnant. Han faldt 1700 ved Tønningen.
| Reventlow, Otto von (I7089)
|
| 7613 |
Han kom til Danmark i slutningen af 1790'erne og løste borgerskab som guldsmedemester i 1798 | Kozlowski, Franciscus (I18675)
|
| 7614 |
Han købte sammen med sønnen, Sivert, Kogel ved Ratzeburg i 1651, var 1646 i Köln, idømt 1651 ved kgl. ordre en bøde på 2.000 rdl. for at have besvangret sin morbroders enke Helene , var 1662 ritmester, oprettede testamente i 1668.
Fik 1648 overdraget Blumendorf og Holtenklinken af sin senere ægtefælle: Helena von Buchwald. | Rathlou, Asmus von (I6133)
|
| 7615 |
Han skrev sig til Wittenberg, Waterneverstorf og Lammershagen. Han var 1603 Edelknabe hos Benedict von Ahlefeldt på Lehmkulen og blev dette år af Kongen anbefalet til Burchard Schenck, Friherre af Trauntenberg for at ledsage denne udenlands. Han boede 1606 på Lammershagen og blev 1607 trolovet med Hedvig Rantzau, 13 1/2 år gammel. Hun var datter af Jesper Rantzau til Schmoel.
De levede 2 år efter "sponsalia som brud og brudgom" og han forærede hende et armbånd, betalt med 540 Rdl. i hvilket begges navnetræk var indsat i diamanter. Nonnerne i Preetz vendte hendes hjerte fra ham, og hun lod sig bortføre i 1609 fra sin fars gård af Markvard Buchwald til dennes faders gård.
Buchwald havde påløjet Reventlow, at være hemmelig forlovet med den over 50 år gamle Catharine Sture, enke efter Hans Blome til Seedorf. Bertram blev dræbt i slutningen af 1610 ved en dans i Ekernförde af Moritz Winter fra Keding og var endnu 10 Jan. 1611 ikke begravet. Faderen stævnede Jesper Rantzau for medgift. | Reventlow, Bertram von (I4470)
|
| 7616 |
Han skrev sig til Wittenberg, Waterneverstorf og Testorf (denne blev afhændet til broderen Ditlev 1667, mod hvilket hustruen nedlagde indsigelse, da hendes medgift stod i dette Gods). Han immatrikulerede 1647 i Sorø og var 1657 Ritmester i Henrik Sehesteds Rytteregiment og boede 1659 i Lübeck, da han havde "engageret sig hos Kurfyrsten af Brandeburg", hvorved hans Gods Neverstorf var blevet fritaget for Tynge, var 1665 ved indvielsen af Universitetet i Kiel og var 1666 pensioneret og boede da i Itzehoe. Han var i Juni 1675 Ritmester ved holstenske Rytterregiment og blev såret 4 dec. 1676 ved Lund, hvor en stykkugle rev hans underliv op. Han døde i København.
| Reventlow, Otto von (I6431)
|
| 7617 |
Han skrev sig til Ziesendorf og Brockhusen. Han blev hårdt såret i 1547 ved Drakenburg og skænkede 1575 100 Gylden til Kirken i Buchholz.
Vedr. slaget ved Drakenburg se: http://de.wikipedia.org/wiki/Schlacht_bei_Drakenburg
Slaget blev udkæmpet Drakenburg 23 Maj 1547 nord for Nienburg, mellem hæren af den protestantiske Schmalkaldiske forbund og tropper fra det Hellige Romerske Rige under kommando af Eric II, Hertug af Braunschweig-Lüneburg. Resultatet var en skarp nederlag de kejserlige tropper. Eric blev tvunget til at kaste sig ud i floden Weser i sikkerhed. Som et resultat, de kejserlige tropper forlod det nordlige Tyskland, bidrage til etablering af religionsfrihed for lutheranere og katolikker i Nordtyskland. - See more at: http://cosmofusion.com/kategorier/uddannelse/slaget-ved-drakenburg.php#sthash.F0eQPHJ8.dpuf
 | Reventlow, Lorenz (I4141)
|
| 7618 |
Han skrives 1729 til Brunsholm og kaldes Kaptajn. Han blev 1735 som ældste bror boende på Grünholz betegnet, "von Jugend an sehr schlechte Conduite geführt, schwachen Gemüthes".
| Reventlow, Christian Albrecht (I18189)
|
| 7619 |
Han solgte både Bukhagen og Kronsgaard og Röbsdorf og Propsteirhagen sogn, samt Wittkiel. Han boede 1626 i Neustadt og endnu 1630, da han var fraværende i Sverige. Han døde i Kalmar, idet han om natten faldt ud af sengen og knækkede halsen.
| Pogwisch, Volf (I5057)
|
| 7620 |
Han solgte Lammershagen 1668 og Stocksee 1643, Futterkamp blev solgt 1648 til Ditlev Reventlow, Waterneversdorf blev solgt til H. Blome, Wittenberg, Lindau der blev arvet 1652 efter fasteren Dorothea, Panker og Klampe som han købte 1641 af svigermoderen, fru Dorothea von Ahlefeldt, blev solgt 1663 til Hans Rantzau.
Han måtte 1638 bøde 4000 Rdl til Hertugen af Gottorp for uordener han havde begået i Lütjenburg og vidnede 1634 for sin faster Dorothea Rathlou og var da 23-24 år med ved Hyldningen 1648 til Kong Frederik III i Flensburg og 1650 ved Landgreve Ludvig VI af Hessen-Darmstadts bryllup.
| Reventlow, Bertram von (I6070)
|
| 7621 |
Han studerede i Wittenberg, hvor han boede og spiste hos Luther.
31/7 73 adj min cum spe succ i Hjordkær, 24/2 77 sognepræst sst.
Jacob Genner begyndte at føre kirkebog allerede fra sin tiltrædelse som adj. i 1573, og bogen er således landets ældste kirkebog. Den er prydet med små tegninger ved nogle af indførslerne. Han skriver i 1620: Jacobu filius meus...... ved sin søns fødsel (denne fødsel er ikke angivet i præstehistorierne).
| Genner, Jacob Andreasen (I25488)
|
| 7622 |
Han tjente 1716 i hæren og var 1718 Kornet i holstenske hvervede Rytteregiment og 1720 løjtnant og 1734 Ritmester i slesvigske Ryttergeriment. Havde ordre at følge Korpset som volontør, reserveret karakter og anciennitet som Ritmester. Skrev sig Friderich Reventlau. Han var 1751-54 i Garnision i Randers.
| Reventlow, Friedrich von (I8744)
|
| 7623 |
Han tjente før 1570 Hertug Adolf af Holsten-Gottorp og senest Hertug Frederik III og var 1622 til stede ved Hertug Johan Christian af Slesvigs-Holsten-Sønderborgs liggængelse. Han indsatte ved testamente af 1631 Hertug Frederik III til arving af sin gård i Slesvig.
| Pogwisch, Claus (I5239)
|
| 7624 |
Han var 1669 fændrik i bataillonen Sjælland i engelsk sold (Irland) og var 1692 i Flandern. 1693 var han primierløjtnant og blev dræbt 1694 af Løjtant J.F.von Thügern af samme regiment. | Reventlow, Christian (I6887)
|
| 7625 |
Han var en fattig husmandssøn fra Nybo i Brahetrolleborg sogn og var født 1776. Efter at have været elev på seminariet og bestået dets examiner, blev han lærer ved Pensionsanstalten og i 1809 2. lærerved seminariet. Fra denne stilling tog han sin afsked i 1813 og døde i Trolleborg mølle i året 1827.
___________________
General Christian Julius de Meza var som 22 årig i 1814 på besøg på Bernstorffsminde og har i den forbindelse i sin rejsedagbog skrevet følgende om Jørgen Rasmussen Bonde:
Herr. Bonde, som nu også var gift og bestyrer på Møllen på Trolleborg, var den samme åbne, godmodige faste mandige mand som stedse. Han var vor Calligraph og en smule af en Archimedes. Hans aftenforelæsninger bidroge måske ikke så lidt til at danne vor smag for hvad der var æstetiskt - undtagen deres, som ved sådanne lejligheder lå slumrende udstrakt på borde og bænke, gørende deres søvnighed usynlig bag en mur af vågnende, oprejstsiddende.
___________________
| Bonde, Jørgen Rasmussen (I10830)
|
| 7626 |
Han var Kong Valdemars betroede Raad, indtil han 1368 svigtede ham under det almindelige Frafald. Vel blev han senere særskilt optaget i Freden, men efter Valdemars Død sluttede han sig til det meklenborgske Parti og synes fra den Tid efterhaanden at have opgivet Forbindelsen med Danmark.
Foruden de store Familiebesiddelser paa Laaland og Falster ejede han Hagenskov Slot i Fyn, men disse saa vel som andre af Ahlefeldternes Besiddelser i Danmark, deriblandt Hørningsholm paa Sjælland og Kjærstrup paa Taasinge, solgte han «med alt andet Gods, han havde i Danmarks Kongedømme,» til Dronning Margrethe.
Han var gift først med en Datter af Hartvig Krummedige og senere med Claus Limbæks Datter. Han døde o. 1400.
| Ahlefeldt, Benedict (III) von (I1333)
|
| 7627 |
Han var søn af Christoffer Ulfeldt og Maren Urup, blev født 23. december 1616 på faderens gård Råbelev i Skåne, kom i Herlufsholm skole og 1629 til Sorø Akademi. 1632 rejste han til Holland, Frankrig og England, kom en kort tid hjem, men tjente derpå i den kejserlige hær, først som kornet, siden som ritmester, gik så i spansk tjeneste, hvor han blev major i rytteriet; over Italien vendte han endelig tilbage til Danmark, hvor han var hofjunker 1638-42.
I 1641 blev Ulfeldt forlovet med Christian IV's datter Hedevig. Året efter ægtede han hende og blev lensmand i Christiansstad Len. Da Krigen med Sverige 1643 brød ud, blev han øverstkommanderende generalmajor i Skåne, men udrettede ikke noget af betydning mod svenskerne. I 1644 blev han lensmand på Øsel, og da denne ø i 1645 ved freden afstodes til Sverige, fik han Bornholm i stedet. Efter 1648 blev stillingen uholdbar for Ulfeldt ligesom for de andre svigersønner. Han havde ved sin ødselhed og sit uordentlige liv styrtet sig i stor gæld og ved sin brutalitet som lensmand gjort sig almindelig forhadt. Der klagedes over ham, og i 1650 sendtes der en kommission til Bornholm for at undersøge hans styrelse; da den bragte ret graverende ting frem om hans administration, og han desuden var kommen til at stå i stor restance med sin afgift, blev lenet opsagt ham. Hans pekuniære vanskeligheder blev nu endnu større, og da hans svogre Corfits Ulfeldt og Hannibal Sehested i 1651 havde forladt Danmark, besluttede han også at vende sit fædreland ryggen. I januar 1652 drog han til Sverige, hvor han blev udnævnt til generalmajor. Hans økonomiske forhold vedblev dog stadig at være slette, og hans hustru, med hvem han længe havde levet i et dårligt forhold, flygtede fra ham i 1655. Da krigen mod Danmark brød ud 1657, blev han nok stående i svensk krigstjeneste, men ville dog ikke tjene mod sit fædreland. Ved Freden i Roskilde skaffede Karl Gustaf ham amnesti og ret til at gøre sine formentlige pengekrav på den danske stat gældende, men denne nægtede efter at have undersøgt hans fordringer at skylde ham noget. Da krigen igen brød ud i august 1658, opholdt Ulfeldt sig i København, han blev fængslet og siden ført til Nakskov, hvor han blev befriet af svenskerne ved fæstningens overgivelse i juli 1659. Skønt Freden i København stadfæstede Roskilde-fredens bestemmelser om ham, sluttede han sig dog nu helt til Sverige. I 1661 blev han svensk generalløjtnant, i 1664 introduceredes han på Riddarhuset som skånsk godsejer og blev rigsråd, i 1675 rigsjægermester. I den skånske krig deltog han på svensk side, forfulgte i 1677 snaphanerne og var en tid medlem af en domstol til at dømme dem og blev efter krigens afslutning i 1679 lagmand i Östergötland.
Han ejede de skånske gårde Ovesholm slot, Haneskov, Ferslevsholm, Aritslev og Råbelev, og hans hustru arvede efter sin moder Tåsinge og en del strøgods, i alt 1890 tdr. hartkorn.
| Ulfeldt, Ebbe (I6576)
|
| 7628 |
Han var søn af Otte Thott og Sophie Brahe, blev født den 27. maj 1580 på farens gods Eriksholm i Skåne. I sit 11. år var han page ved hoffet. 1599 tog han på udenlandsrejse; efter at være fulgt gennem Hertugdømmerne af sin mor tog han først ophold i Heidelberg og rejste i 1601 gennem Schweiz, Frankrig, hvor han blandt andet var i Orleans, og de Spanske Nederlande til England, hvorfra han over Holland kom hjem 1603. Efter hjemkomsten blev han hofjunker og fulgte derefter Christian IV på hans rejser, således 1603 til hyldningen i Hamborg og 1606 til Braunschweig og England; han igen i England i 1605 i rigsråden Henrik Ramels følge.
26. oktober 1606 blev Tage Ottesen Thott gift med statholderen Breide Rantzaus datter Helvig, der havde været kammerjomfru hos dronningen, og forlod tjenesten ved hoffet. 1608 blev han lensmand i Laholm Len, deltog i Kalmarkrigen, først som korporal, senere som løjtnant og endelig som ritmester ved den hallandske Rostjeneste; 1612 var han til forhandling i Søvid angående udveksling af danske og svenske fanger; samme år ombyttede han Laholm med Landskrone Len. Men imidlertid var hans Hustru død 23. Avg. 1611, og han ægtede derpå 15. oktober 1615 Kirstine Ovesdatter Urup til Bjersøholm og efter hendes Død (1. Marts 1620) 22. juni 1623 Karen Knudsdatter Gyldenstjerne. Også dette tredje ægteskab blev dog kortvarigt, i det hun døde 13. november 1628, og 17. august 1633 giftede han sig atter, denne gang med Jytte Laxmandsdatter Gyldenstjerne (død 26. november 1650).
1619 havde han fået Sølvitsborg Len i stedet for Landskrone, var 1622 en af kommissærerne, der forhandlede med de Skånske købstæder om oprettelsen af kompagnier til handel med Spanien og blev i 1624 optaget i Rigsrådet. Samme år sendtes han til Retterting på Gotland og til Hertug Ulriks Begravelse i Biitzow; 1625 fik han medtilsynet med mulige svenske angreb på Skåne og blev en af de nye krigskommissærer i Skåne. I oktober 1626 kaldtes han til Christian IV i Tyskland, udnævntes til generalkommissær ved hæren dér og beholdt denne stilling til fjendernes indfald i halvøen i sommeren 1627, han var også tilstede ved landdagene i Rensborg i november 1626 og juli 1627, men var en stor del af tiden ikke rask. Efter sin hjemkomst sendtes han i december 1627 som gesandt til Stockholm, kom tilbage den følgende januar og blev 1628 generalkommissær i Danmark; samme år samlede han rostjenesten i Skåne.
1631 var han på ny til Retterting på Gotland og ombyttede 1632 Sølvitsborg med det anselige Malmøhus Len; 1633 blev han Ridder af Elefantordenen. I 1632 betroedes der ham en vigtig udsendelse til Gustav Adolf i Tyskland; han traf denne i lejren udenfor Ingolstadt, men opnåede ikke at formå den svenske konge til at antage Christian IV's fredsmægling. Lige så frugtesløst blev hans gesandtskab i begyndelsen af 1636 til Stockholm, hvor han skulle påvirke den svenske regering til fred; 1637 repræsenterede han kongen i Polen ved kong Vladislavs bryllup. Da krigen med Sverige udbrød i december 1643, fik han sammen med Christoffer Ulfeldt den øverste inspektion i Skåne, men spillede ingen videre rolle under krigen; som regel opholdt han sig på Malmøhus. Han var også ved at blive en gammel mand, der ikke passede til de nye forhold; 1651 afstod han Malmø Len til sin søn Otte og fik de mindre vigtige Len Börringekloster og Lindholm Len; i den følgende tid synes han kun sjælden at have givet møde i Rigsrådet.
Tage Ottesen Thott var en af de mest ansete adelsmænd og den største godsejer i Skåne; ved arv og køb og igennem sine ægteskaber sad han inde med Eriksholm, Bjersøholm, Skabersø, Barsbæk, Herrestad, Flakkerup, Ulstrup og flere Gårde; i Ligprædikenen over ham hedder det også, at han var «ligesom en Konge udi Skåneland». Han følte i høj Grad sin aristokratiske Stilling og var på post imod ethvert angreb af Kongerne og Statsmagten på Rigsrådets og Adelens Rettigheder; 1631 modsatte han sig bestemt Christian IV's Plan om Rådernes særskilte Votering og 1650 Tanken om, at Prins Christian ikke behøvede at vælges til Norge; han var 1648 en modstander af Hannibal Sehested og sigtedes 1653 for at have forbudt sine Bønder at møde til Landmilitsøvelser. Der var tillige noget gammeldags over ham; i flere Henseender minder han mere om det 16. århundredes Mænd end om sin Samtids; skjønt han havde været knyttet til Hoffet og oftere havde været i Udlandet, manglede han finhed og slebenhed i manerer og Adfærd; på Sendeisen til Polen 1637 vakte han stort Anstød ved sin støjende og voldsomme Optræden. At han ikke heller kunde forsone sig med alle den nyere Politiks Vendinger, viser hans Uvilje mod Valdemar Christians påtænkte Ægteskab med en russisk Prinsesse; Greven, sagde han, behøvede da ikke at gifte sig med en barbarisk Kone. Derimod roses han for Ligefremhed i Udtryksmåde og for Jævnhed over for Folk af de lavere Stænder, og hos Gejstligheden var han vel anskreven; helt uden litterær Interesse har han ikke heller været, idet han anviste Vitus Bering (II, 120) Bolig på Skabersø. Med berettiget Ængstelse havde han set Fredsbruddet med Sverige 1657 og var en af de få Rigsråder, der ikke gave Samtykke til Krigserklæringen. Han levede også længe nok til at blive Vidne til dennes ulykkelige Følger, men undgik dog at se sin Provinses Tab beseglet ved Roskildefreden, i det han døde kort før den, Natten mellem 13. og 14. Febr. 1658. | Thott, Tage Ottesen (I5835)
|
| 7629 |
Handelskommis | Schjær, August Benjamin (I12195)
|
| 7630 |
Handelsmand, Agent | Bjørn, Andreas (I8605)
|
| 7631 |
Handelsmand, Assessor ved Overhofretten | Andersen, Gjord (I7705)
|
| 7632 |
Handelsmand, Oldermand i Kræmmerkompagniet, Stadskaptajn | Kreyer, Lorens (I7220)
|
| 7633 |
Handelsmand, vinhandler og skibsreder. direktør for Ostindisk kompagni | Lehn, Abraham (I7390)
|
| 7634 |
Handelsskoleforstander og godsass. ved Sorø akademi | Teglbjerg, Hans (I24363)
|
| 7635 |
Mindst én nulevende eller privat person er knyttet til denne note - Detaljer er udeladt. | Hagemann, Anders (I24106)
|
| 7636 |
Hannibal lensgreve Wedell-Wedellsborg (1660 – 16. april 1708 på Wedellsborg) var en dansk lensbesidder, godsejer og amtmand.
Han var søn af grev Wilhelm Frederik Wedell og Christiane Sophie Sehested. Om hans ungdom vides intet andet, end at han har rejst udenlands. 1699 udnævntes han til kammerherre, og kong Christian V maåtte i den anledning give hans fader tilhold om at yde sønnen et standsmæssigt underhold, mindst 1200 Rdl. årlig. Den gamle greve overdrog ham da Søndergårde og gods, men gjorde ham for øvrigt så mange vanskeligheder ved brugen og på anden måde, at også Frederik IV måtte gribe ind i striden mellem fader og søn, hvilken sidste heller ikke var uden skyld i det dårlige forhold; thi han havde utvivlsomt trukket store veksler på faderen, der endog en gang havde måttet optage et lån for at fri sønnen, da han var arresteret i Rom. Det taler heller ikke til dennes fordel, at han efter sin faders død 1706, hvorved han kom i besiddelse af grevskabet Wedellsborg og blev ejer af Søndergårde og Rugård, men rigtignok også måtte overtage faderens betydelige gæld, vægrede sig ved at udføre de dispositioner, denne havde truffet til fordel for sin efterladte 2. hustru og dennes datter, og ved Højesteretsdom 1707 måtte tvinges dertil. Efter at Wedell 1699 var blevet viceamtmand i Assens og Hindsgavl Amter med ekspektance på at succedere den daværende amtmand, blev han ved dennes død 1701 virkelig amtmand og fungerede som sådan til sin død, 16. april 1708. 11. maj 1705 havde han fået det hvide bånd (valgsprog: "In Deo et Rege tutamen meum"). 1708 fik han kgl. tilladelse til at pantsætte Rugård, men døde inden dette skete. Han var fader til Christian Wedell, under hvis ejerskab de økonomiske problemer fortsatte.
Han blev gift 1699 med Anna Cathrine Banner (født 1681), datter af Christian Banner til Frederiksgave og Mette von der Kuhla. Til livgeding fik hun Søndergårde og Rugård, hvilken sidste hun 1718 bortmageskiftede til kongen for Sparretorn, som hun kaldte Bannerslund. Efter en lang enkestand, i hvilken hun måtte kæmpe med store økonomiske vanskeligheder, men dog havde formået 1712 at stifte en almueskole i Husby, døde hun i december 1739.
Han er begravet i Husby Kirke. | Wedell, Lensgreve Hannibal (I7351)
|
| 7637 |
Hannibal lensgreve Wedell-Wedellsborg (25. november 1731 – 9. maj 1766 i København) var en dansk lensbesidder, godsejer og amtmand.
Han var søn af grev Christian Wedell og arvede ved faderens død 1759 grevskabet Wedellsborg, der var kørt økonomisk i sænk. Bl.a. havde faderen afhændet Søndergårde. Han blev kammerherre, gehejmeråd, ritmester og var amtmand over Vordingborg og Tryggevælde Amter. I 1766 begik han selvmord ved at skyde sig på grund at de uoverstigelige økonomiske problemer på godserne.
16. juni 1752 ægtede han på Hirschholm Slot Catharine Sophie Wilhelmine komtesse Moltke (1737-1806). Han var far til bl.a. Ludvig Frederik Wedell, som overtog godserne. | Wedell, Hannibal (I9107)
|
| 7638 |
Hannibal Sehested (født 1609 Arensborg Slot, Øsel, død 1666 Paris). Statholder (i den norske del af Danmark-Norge) og rigsskatmester. Gift 6. november 1642 med Christian 4.'s og Kirsten Munks datter Christiane.
Han blev født på Arensborg, Øsel. Søn af lensmand Claus Maltesen Sehested og Anne Nielsdatter Lykke. Kom 1629 på Sorø Akademi, og rejste i England, Holland, Frankrig, Tyskland, Italien og Spanien. Derefter var han hofmand og diplomat og blev 1640 rigsråd. Allerede 1636 var han blevet forlovet med en da tiårig datter af Christian 4. og Kirsten Munk; han ægtede hende kort efter at være blevet udnævnt til Statholder i Norge 1642.
Sehested var en rigt begavet "renæssancenatur", dristig og magtlysten som politiker, som gik samtidig efter penge, gods og alle livets glæder. I Norge fik han sin største virksomhed, hvor han i fredstid viste store organisatoriske bestræbelser for at fremme Norges næringsveje og forbedre dets styrelse; han forfulgte dog samtidig et rent politisk mål: at skaffe Norge og dermed sig selv den størst mulige selvstændighed overfor Danmark. Han fik store indrømmelser af sin svigerfader, Kongen, men stødte på mistænksom modstand fra sin svoger Corfitz Ulfeldt og det danske Rigsråd.
I 1647 led han nederlag, da de norske lensmænd skulle indbetale deres afgifter direkte til rentekammeret i København. Efter Frederik 3.s tronbestigelse 1648 blev Sehested sat under anklage for økonomiske misligheder. Hans fjender fik overtaget, og i 1651 måtte han forlade sine stillinger. Han kom under Karl Gustav-krigen til at indtage en dobbeltstilling som en slags mellemmand mellem Frederik 3. og Karl X Gustav. Efter fredsslutningen 1660 lykkedes det ham at komme i tjeneste hos den ny danske enevælde; han blev rigsskatmester (finansminister) og kom også til som diplomat på ny at udfolde politisk virksomhed i større stil. Sit livs sidste tid tilbragte han på en sendefærd til Holland, England og Frankrig. Han efterlod sig et "politisk testamente" med fremsynede reformtanker.
Kilde: https://da.wikipedia.org/wiki/Hannibal_Sehested_(rigsskatmester)
| Sehested, Hannibal (I6090)
|
| 7639 |
Hannibal Wilhelm lensgreve Wedell(-Wedellsborg) (født 18. marts 1780 på Wedellsborg, død 10. maj 1828 sammesteds) var en dansk godsejer, ældre bror til Adam Ditlev, Ferdinand og Joachim Wedell-Wedellsborg.
Han var søn af lensgreve Ludvig Frederik Wedell og Frederikke Juliane Louise von Klingenberg, arvede 1817 grevskabet Wedellsborg og var desuden major.
Han ægtede 5. september 1800 i Karby Kirke Louise Theodata von Warnstedt (21. oktober 1777 på Løjtmark – 20. februar 1835 på Wedellsborg). Børn:
Frederik Ludvig greve Wedell-Wedellsborg (6. januar 1803 på Billeskov – 28. marts 1819 i Svendborgsund)
Marie Wilhelmine Caroline baronesse Wedell-Wedellsborg (20. maj 1804 i Karby – 12. september 1841 i Haderslev)
Carl Wilhelm Adam Sigismund lensgreve Wedell (1806-1882)
Julius Wilhelm Georg Ferdinand lensgreve Wedell (1807-1883)
Frederik "Fritz" Ludvig Gottlieb baron Wedell-Wedellsborg (1811-1869) | Wedell, Hannibal Wilhelm (I10847)
|
| 7640 |
Hannoveransk diplomat - I dansk tjeneste | Reventlow-Criminil, Greve Carl Adelbert Felix (I13416)
|
| 7641 |
Hannoveransk kammerherre og envoyé | Bernstorff, Joachim Engelche (I8222)
|
| 7642 |
Hannoveransk konsul i Helsingør indtil 1862 | Fenwick, Charles Lewis Clayton (I12294)
|
| 7643 |
Hannoveransk Staldmester | Bardenfleth, Cort von (I22877)
|
| 7644 |
Hans Brockenhuus-Løwenhielm (født Brockenhuus) (20. august 1679 i Norge – 22. september 1734 på Vejrupgård) var en dansk officer og godsejer, bror til Johan Frederik Brockenhuus.
Han var en søn af generalmajor Caspar Christopher Brockenhuus og Cathrine Hedevig Løwenhielm. Da hans morfader, den berømte generalmajor Hans von Løwenhielm, ingen sønner efterlod sig, blev han som ældste dattersøn hovedarving til bedstefaderens store ejendomme på det vilkår, at han skulle antage familien Løwenhielms navn og våben. Den kgl. bevilling hertil fik han 1697, og da Løwenhielm døde 1699, tilfaldt ham således flere gårde, hvoriblandt Vejrup og Selleberg i Fyn, der gik i arv til hans efterkommere tillige med det nye navn, han havde antaget. Senere – 1707 – købte han desuden Sanderumgård. Ved Ide Sophie Gersdorf (31. oktober 1686 – 10. marts 1726), en datter af generalløjtnant Frederik Gersdorff og Edele Margrethe Krag, blev han stamfader til den endnu levende slægt.
Brockenhuus-Løwenhielm var tidlig trådt ind i Hæren, blev allerede oberstløjtnant ved Dragonerne 1705 og trådte samtidig ind i Generalstaben (til 1709). Han deltog i felttoget i Skåne og blev 1710 oberst i rytteriet og chef for 1. sjællandske Rytterregiment. Han udmærkede sig meget i krigen og kæmpede især fortrinlig i slaget ved Helsingborg og ligeledes senere i Nordtyskland. I slaget ved Gadebusch 1712 fik han hesten skudt under sig og blev efter en kæk kamp såret og fanget, men atter udvekslet. Han døde 22. september 1734 som generalmajor. | Løwenhielm, Hans Brockenhuus von (I8146)
|
| 7645 |
Hans Caspar greve von Bothmer (30. juli 1727 – 1787 i Kiel) var en kurhannoversk diplomat i dansk tjeneste og overpræsident i Kiel.
Han var søn af kurhannoversk generalløjtnant og minister (= diplomat) i Danmark Friedrich Johann rigsfriherre von Bothmar og dennes hustru, Berta f. von Holstein. Han blev kammerherre 1751, envoyé extraordinaire ved det engelske hof. Ridder af Dannebrog 1763. Undertegnede 1766 Kong Christian VII's ægtepagt med prinsesse Caroline Mathilde. Var overhofmester hos dronning Caroline Mathilde og gehejmeråd 1766, fik Ordenen de la fidélité 1767 og blev samme år i oktober afløst som overhofmester af Ditlev Conrad Reventlow. Han blev gehejmekonferensråd 1779, amtmand i Travendal og overpræsident i Kiel 1780. Han døde i Kiel 1787.
9. september 1763 ægtede han Margrethe Eleonore rigsgrevinde af Schweinitz og Krain (1736-1803); hun fik 1767 Ordenen de la fidélité. | Bothmer, Rigsgreve Hans Caspar von (I5)
|
| 7646 |
Hans Christian Carl Frederik Cederfeld de Simonsen (født 16. februar 1895 i København, død 23. november 1985) var en dansk godsejer og hofjægermester, far til Hans Cederfeld de Simonsen.
Han var søn af kammerherre, hofjægermester, stamhusbesidder H.C.F.W. Cederfeld de Simonsen og hustru Benny født Treschow, blev student 1914 og sekondløjtnant 1917, bedrev landbrugsstudier hjemme og i USA, blev 1922 leder af avlsbrugene på Erholm og Søndergårde hovedgårde, var ejer af Erholm gods (det afløste stamhus Erholm) 1936-69, derefter ejer af Erholm skovdistrikt. 1936 blev han hofjægermester. Han var formand for Tolvmandsforeningen af 4. December 1928 og for bestyrelsen for Aarup Ungdomshjem, medlem af bestyrelsen for Dansk Slægtsgårdsforening, for Dansk Skatteborgerforening og for Aarup Elektricitetsværk samt repræsentant i Det gensidige fyenske Brandassuranceselskab.
Han blev gift 12. februar 1924 i Fredericia med Ingeborg Margrethe Korch (14. juli 1900 i Fredericia - 24. februar 1981), datter af fabrikant, vicekonsul Johan Korch og hustru Ingeborg født Andresen. | Cederfeld de Simonsen, Hans Christian Carl Frederik (I15646)
|
| 7647 |
Hans den Yngre (1545 – 1622) var søn af Christian 3. af Danmark og dronning Dorothea. Han var stamfader til flere hertuglinjer, herunder Sønderborg, Glücksborg, Plön og Augustenborg, og dermed til den danske kongeslægt siden 1863, glücksborgerne.
Hans (Johan) den Yngre var lillebror til Frederik 2., der i 1564 gjorde ham til hertug af Sønderborg - hvor han slog mønt - med tilhørende landområder i Slesvig og Holsten (Als, Ærø, Sundeved og Plön,svarende til en tredjedel af de kongelige dele af hertugdømmerne - hertil kom 1582 yderligere Reinfeld og Ruhe klostre - sidstnævnte blev nedrevet for at give plads for Glücksborg slot).
Historien bag
Kong Christian 3. og dronning Dorothea havde to døtre og tre sønner, Frederik, Magnus og Hans. Da Christian 3. døde efterlod han sig hustruen Dorothea samt 5 børn, der alle skulle forsørges. De to døtre blev gift væk med rige hertuger. Den ældste søn, Frederik 2., blev konge og sønnen Magnus overtog stiftet Øsel ved Livland. Tilbage var lillebror Hans. Hvordan skulle han forsørges?
Dronning Dorothea ville gerne have, at der skulle findes et indbringende embede til den yngste søn. Til dette var der reelt kun to muligheder: Enten at finde en løsning udenlands som med broderen Magnus, eller at afgive en del af den kongelige part i hertugdømmerne. Da den første mulighed mislykkedes, endte det med den sidste. Hans fik tildelt et hertugdømme bestående af Sønderborg og Nordborg i Slesvig samt Pløn og Ahrensbök i Holsten.
Hans den Yngre blev den første såkaldt "afdelte" hertug. Han fik – som Gottorperne og Hans den Ældre – overladt nogle amter, hvor han fik indtægterne og havde en betydelig myndighed. Men han fik ingen andel i fællesregeringen og dermed kunne han hverken opkræve skat eller føre egen udenrigspolitik. Det var derfor en markant reduceret fyrstestatus, der blev givet Hans den Yngre.
Hans den Yngres liv
Hans den Yngres liv og virke blev dybt præget af den reducerede status. På den ene side kæmpede han med stor energi, for at opnå den status, han ikke fik fra begyndelsen. På den anden side lagde han så meget mere energi på de felter, hvor han faktisk kunne bestemme.
Hans den Yngre blev gift to gange. Først med Elisabeth, datter af hertug Ernst af Brauschweig-Grubenhagen. Efter brylluppet i 1568 flyttede parret ind på Sønderborg Slot. Elisabeth skænkede ham 14 børn i løbet af 16 år. Hun døde i 1586 og blev gravsat i det nyindrette kapel på slottet.
Pludselig var Hans den Yngre enlig forsørger til 14 børn og havde hårdt brug for penge. Han ledte efter en ny hustru og hørte, at den 12-årige prinsesse Agnes Hedwig af Anhalt var blevet enke. De giftede sig den 14. februar 1588 i Sønderborg, og med hende fik han 9 børn.
Tilsammen blev Hans den Yngre altså far til 23 børn. 11 sønner og 12 døtre.
Hans' efterkommere
Da Hans døde 77 år gammel, blev hans besiddelser (Sønderborg , Nordborg, Glücksborg, Ærø og Pløn) i 1622 delt mellem fem af de overlevende seks sønner.
Christian (1570-1633) blev hertug af Slesvig-Holsten-Ærø. Ved Christians død blev Ærø delt mellem Sønderborg, Nordborg, Glücksborg og Plön.
Alexander (1573-1627), hertug af Slesvig-Holsten-Sønderborg.
Hans Adolf (1576-1624), hertug af Slesvig-Holsten-Nordborg.
Philip (1584-1663), hertug af Slesvig-Holsten-Glücksborg.
Joachim Ernst (1595-1671), hertug af Slesvig-Holsten-Pløn.
Frederik (1581-1658), efterfulgte i 1624 storebroderen, Hans Adolf, som hertug af Nordborg.
Hver af sønnerne fik samme status og rettigheder som Hans den Yngre. Men da Hans den Yngres næstældste søn, hertug Alexander af Sønderborg, døde i 1627 og efterlod sig hele seks sønner, kunne området ikke tåle at blive delt yderligere. Hans den Yngres børnebørn fik dermed ingen områder, selvom de alle fik titlen "hertug".
Hertugdømmet Sønderborg blev erklæret fallit i 1667 og i 1669 inddraget under kronen. | Danmark, Hans, Prins af (I4812)
|
| 7648 |
Hans Detlef von Hammerstein trat zunächst in den hannoverschen Justizdienst, wo er Reichskammergerichts-Assessor wurde. Danach stand er in dänischen Diensten, bis er Minister des Herzogs von Oldenburg wurde. 1802 war er kurzzeitig Domherr im Hochstift Lübeck.[1] Er nahm am Erfurter Fürstenkongress (1808) teil und wurde anschließend Präsident der Regierung des zu Oldenburg gehörenden Fürstentums Lübeck in Eutin. 1812 schied er aus den oldenburgischen Diensten aus.
Er ging nach England, wo er durch Vermittlung von Ernst Friedrich Herbert zu Münster als Oberstleutnant 1813 den Kronprinzen von Schweden Graf Bernadotte nach Deutschland begleitete. Er sollte diesen zur energischen Kriegsführung antreiben und die Interessen Hannovers vertreten.
Danach trat er in hannoversche Dienste, zunächst als Geheimer Kriegsrat, später als Geheimer Rat. 1822 wurde er zum Bundestagsgesandten in Frankfurt am Main ernannt.
Wegen zerrütteter Vermögensverhältnisse beging er 1826 bei Rüdesheim im Rhein Selbstmord.
| Hammerstein-Loxten, Hans Detlev von (I10792)
|
| 7649 |
Hans Excellence Christian Heinrich August greve af Hardenberg Reventlow, lensgreve, gehejmekonferentsråd, hofjægermester, storkors af Dannebrogen, Dannebrogsmand, storkors af Guelfeordenen, ridder af den preussiske røde ørns ordens første klasse og af Johanniterordenen, født 19. sept. 1774, død 16. sept. 1840. Marmorplade med fordybet skriveskrift, lænet mod en granitblok, som krones af et støbejernskors.
Kilde: Notat i Danmarks Kirker vedr. "kirkegårdsmonumenter" i Radsted Kirke | Hardenberg-Reventlow, Greve Christian Heinrich August (I11173)
|
| 7650 |
Hans forældre var kaptajn, senere toldinspektør i Assens Christian Frederik Bülow (1736-1804) og Barbara Wittrup Høeg (1736-1807, gift 1. gang 1764 med ritmester Frantz Thestrup, 1733-1767). Bülow fik sin første opdragelse i hjemmet, senere hos professor J.C. Pingel i Odense, og var først bestemt til page hos dronning Juliane Marie; han kom dog 1781 på Landkadetakademiet som kostkadet, blev sekondløjtnant 1788 og året efter ansat ved Danske Livregiment, forsat samme år til 2. sjællandske bataljon let infanteri, premierløjtnant 1792, kaptajn 1801, forsat til Kronprinsens Regiment 1803, major 1805 og året efter stillet à la suite i armeen.
I virkeligheden havde allerede længe i forvejen hans tjeneste i geleddet kun været nominel. 1791 var han nemlig blevet udset til at forrette adjudanttjeneste under eksercertiderne hos den jævnaldrende kronprins Frederik, og dennes yndest vandt han ved disse øvelser i den grad, at han fra 1796 knyttedes fast til prinsen som virkelig adjudant, 1801 som tjenstgjørende generaladjudant og fra 1803, efter at kronprinsen havde overtaget hele den militære styrelse, med udstrakt myndighed tillige stilledes i spidsen for det såkaldte Generalkommandokontor, senere benævnt Generalstabens Bureau.
1808 blev han chef for den nyoprettede Generaladjudantstab, oberst og kammerherre, 1809 generalmajor og Ridder af Dannebrog, 1811 Dannebrogsmand og Kommandør og 1814 Storkors af Dannebrog; 1822 fik han ekspektancebrev for sig og ægte mandlige descendenter på det først vakant blivende lensgods i hertugdømmet Lauenburg; 1828 blev han generalløjtnant. Med de stadig beklædte poster som chef for Generaladjudantstaben og Generalstabens Bureau forbandt han stillingen som ordensceremonimester, ordensskatmester, ordensmarskal henholdsvis fra 1826, 1828, 1832, som fungerende generalkvartermester fra 1829, som chef for Den kongelige militære Højskole fra 1830, indtil han 1839 ved Frederik VI's død afskedigedes som general.
| Bülow, Frantz Christopher (I11277)
|
|
.jpg "Reventlow, Friedrich 1649-1728")
.jpeg)
Johanna Amalie Magdalene Elisabeth von Heimbruch