| |
Match 7,501 til 7,550 fra 11,367
| # |
Notater |
Knyttet til |
| 7501 |
Gräfin von Nassau-Siegen | Nassau-Siegen, Grevinde Elisabeth von (I5946)
|
| 7502 |
Gräfin von Nassau-Saarbrücken | Nassau-Saarbrücken, Katharina von (I3157)
|
| 7503 |
Gräfin von Orlamünde | Orlamünde, Elisabeth von (I1046)
|
| 7504 |
Gräfin von Pfirt | Pfirt, Sophie von (I896)
|
| 7505 |
Gräfin von Pfirt | Pfirt, Johanna von (I959)
|
| 7506 |
Gräfin von Sachsen | Sachsen, Anna von (I2540)
|
| 7507 |
Gräfin von Sayn-Wittgenstein | Sayn-Wittgenstein, Anna Katharina von (I6819)
|
| 7508 |
Gräfin von Schwarzburg-Blankenburg | Schwarzburg-Blankenburg, Margareta von (I2601)
|
| 7509 |
Gräfin von Schwarzburg-Blankenburg | Schwarzburg-Blankenburg, Mechtild von (I1096)
|
| 7510 |
Gräfin von Schwarzburg-Blankenburg | Schwarzburg, Anna, Grevinde af (I2140)
|
| 7511 |
Gräfin von Schwarzburg-Wachsenburg | Schwarzburg-Wachsenburg, Ursula von (I1921)
|
| 7512 |
Gräfin von Schwerin-Wittenburg | Schwerin, Anastasia von (I706)
|
| 7513 |
Gräfin von Stolberg | Stolberg, Anna von (I1690)
|
| 7514 |
Gräfin von Saarbrücken | Saarbrücken, Mathilde von (I421)
|
| 7515 |
Gräfin von Saarbrücken & Commercy | Saarbrücken, Johanna von (I1188)
|
| 7516 |
Gräfin von Waldeck | Waldeck, Margareta von (I1776)
|
| 7517 |
Gräfin von Waldeck | Waldeck-Wildungen, Grevinde Sybilla, Grevinde af (I6471)
|
| 7518 |
Gräfin von Waldeck-Wildungen | Waldeck-Wildungen, Anna Auguste von (I5849)
|
| 7519 |
Gräfin von Waldeck-Wildungen | Waldeck-Wildungen, Grevinde Magdalene von (I4232)
|
| 7520 |
Gräfin von Württemberg | Württemberg, Helene von (I2469)
|
| 7521 |
Gräfin zu Hohenlohe-Neuenstein | Hohenlohe-Neuenstein, Margareta Zu (I2650)
|
| 7522 |
Gräfin zu Leiningen-Dachsburg-Falkenburg | Leiningen-Dagsburg-Falkenburg, Elisabeth (I4829)
|
| 7523 |
Gräfin zu Leiningen-Dachsburg-Hartenburg | Leiningen-Dagsburg-Hartenburg, Marie Elisabeth Grevinde (I7825)
|
| 7524 |
Gräfin zu Oettingen | Oettingen, Irmengard Zu (I1335)
|
| 7525 |
Gräfin zu Stolberg | Stolberg, Elisabeth Zu (I2622)
|
| 7526 |
Gräfin zu Stolberg-Wernigerode | Stolberg-Wernigerode, Maria Margareta Zu (I3592)
|
| 7527 |
Gräfin zu Stolberg-Wernigerode | Stolberg-Wernigerode, Juliana Zu (I3789)
|
| 7528 |
gräfl. Drost | Bähr, Bernhard de (I18246)
|
| 7529 |
Gul Feber | Schier, Jørgen Philip (I9586)
|
| 7530 |
Guldsmed | Kaas, Ahasverus (I11748)
|
| 7531 |
guldsmed,rådmand i Tønder | Thomsen, Johannes (I6821)
|
| 7532 |
Gunnar Bardenfleth, 1.3.1889-19.4.1971, kabinetssekretær. Født på Frbg, død i Fakse, begravet på Frbg. B. voksede op i Vejle fra hvis højere almenskole han 1908 blev student. Han blev cand.jur. 1915 og var derefter 1915–17 fuldmægtig ved Vejle amt hos sin far. 1917 blev B. sekretær i indenrigsministeriet under hvilket krigstidens forsynings- og reguleringspolitik var lagt. Han fungerede som ministersekretær 1919–28.
I forbindelse med at der fra indenrigsministeriet udskiltes et socialministerium blev B. 1925 fuldmægtig i dette, 1931 ekspeditionssekretær og 1934 kontorchef. Alt tegnede til en regelret karriere der kunne ende med et amtmandsembede. 1928–29 havde B. imidlertid været konstitueret amtmand over Hjørring amt og havde som sådan i Skagens havn modtaget den spanske konge. Ved denne lejlighed bemærkede kong Christian X B.s korrekte fremtræden og hele noble væsen. Da hertil kom at både B.s far og farfar og flere andre af slægten havde tjent kronen faldt valget på ham da kongen 1936 skulle have ny kabinetssekretær (og ordenssekretær). Som kabinetssekretær havde B. under besættelsen 1940–45 en tyngende opgave. Under de helt specielle forhold efter 9. april 1940 påvirkede han kongen til at henstille til Stauning at afskedige udenrigsminister P. Munch, idet denne på grund af det ansvar der tillagdes ham efter B.s opfattelse kunne svække tilliden til folkestyret som det nu gjaldt at værne mod nazistisk infiltration.
B. var i øvrigt – som forgængeren A. Krieger – af den opfattelse at kronen skulle være tilbageholdende og politisk neutral, og han stræbte efter og opnåede også et godt forhold til alle ledende politikere. Efter 29. august 1943 holdt han sig i kontakt med Erik Scavenius for at markere at kongen stadig var dækket af en konstitutionel statsminister, idet Scavenius vel havde indgivet sin demissionsbegæring, men denne var ikke blevet imødekommet. Efter tronskiftet 1947 fortsatte B. som kabinetssekretær hos kong Frederik IX og var således under de vanskelige regeringsdannelser i 1950 og 1957 kongens personlige rådgiver. Den kritik der ved disse lejligheder fremførtes var kun sporadisk, og det må konstateres at kronen vanskeligt kunne have handlet anderledes. -
Efter sin afgang som kabinetssekretær 1957 var B. til sin død direktør for De danske kongers kronologiske samlinger på Rosenborg og formand for bestyrelsen for Det nationalhistoriske museum på Frederiksborg. Herudover havde han gennem årene en lang række andre tillidshverv af kulturel og humanitær karakter, var således 1938–65 kgl. patron for Skt. Petri tyske kirke i Kbh. og 1939–63 formand for Kjøbenhavns Understøttelsesforening, ligesom han sad i bestyrelsen for nogle erhvervsvirksomheder, bl.a. som formand for Tivoli 1955–67 og for Københavns kreditforening 1956–64. B. var mild af væsen, men med en naturlig myndighed, og han nød stor tillid i vide kredse. Han var socialt forstående og demokratisk indstillet; med held virkede han for at tilpasse monarkiet til samtidens forhold.
Tage Kaarsted: Gunnar Bardenfleth i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 26. februar 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=286488
| Bardenfleth, Gunnar (I15301)
|
| 7533 |
Gunnar Seidenfaden, 24.2.1908-9.2.2001, diplomat. Gunnar Seidenfaden blev student fra Sorø akademi 1926, cand.polit. 1940, s.å. ansat i udenrigsministeriet, handelsattaché og økonomisk rådgiver ved ambassaden i Washington 1945–50, kontorchef i udenrigsministeriets økonomiafdeling 1950–55, næstformand for generalaftalen om told og udenrigshandel (GATT) 1953–55, gesandt i Bangkok og seks andre østasiatiske hovedstæder 1955, fra 1958 ambassadør, i Moskva 1959–61, derpå chef for udenrigsministeriets politisk-juridiske afdeling 1961–67, uden for nr. 1967–1968. Herefter var Gunnar Seidenfaden formand for ekspertudvalget under regeringsudvalget om Danmarks sikkerhedsproblemer 1968–70, Danmarks repræsentant ved internationale miljøkonferencer 1971–81 og fik afsked fra udenrigstjenesten 1973. Gunnar Seidenfaden blev æresdoktor fra Chulalongkorn universitetet i Bangkok 1964, fra Kbh.s univ. 1969. Medlem af Videnskabernes selskab 1974.
Gunnar Seidenfadens løbebane var mindre traditionel end det fremgår af ovenstående data. Efter studentereksamen studerede han botanik og besvarede allerede i rusåret en prisopgave fra Kbhs univ. om plankton. Den banede vej for deltagelse i en ekspedition til Vestgrønland 1928. I de følgende seks år deltog Gunnar Seidenfaden i Lauge Kochs ekspeditioner til Østgrønland, først som botaniker, siden som udrustningschef. Han skrev en række afhandlinger om arktisk flora, og erfaringerne udnyttedes bl.a. til deltagelse i en svensk forfatterkonkurrence hvor Gunnar Seidenfadens Moderne arktisk Forskning, 1938 fik førsteprisen og offentliggjordes i Sverige, Danmark, England og USA. Men interessen for Grønland førte til forsømmelse af Danmarks botanik med det resultat at Gunnar Seidenfaden dumpede til magisterkonferensen i botanik. Inspireret af sine erfaringer som udrustningschef gik han derpå over til at læse statsvidenskab og blev efter afsluttet eksamen ansat i udenrigsministeriet. Han blev her sekretær i flere udvalg der havde til opgave at varetage Danmarks økonomiske interesser over for den tyske besættelsesmagt.
Gunnar Seidenfaden benyttede sin stilling til at bistå modstandsbevægelsen ved på grundlag af den viden han indhentede i ministeriet at redigere en nyhedstjeneste der dels blev en vigtig kilde til det illegale Information og BBCs danske udsendelser, dels blev grundlag for en række sabotager mod danske virksomheder der arbejdede for den tyske værnemagt. Selve ordet "værnemager" skal være Gunnar Seidenfadens opfindelse. I besættelsens sidste år fik Gunnar Seidenfaden til opgave efter især fhv. statsminister Vilh. Buhls anvisninger at udarbejde en oversigt over Danmarks varebehov efter befrielsen, der illegalt sendtes til London. Arbejdet med varelisten førte efter befrielsen Gunnar Seidenfaden til ambassaden i Washington hvor den tidligere udrustningschef fik til opgave at fremskaffe mangelvarer. Især efter Marshallplanens ikrafttræden 1948 blev det en for Danmarks forsyninger central post. 1947–48 var Gunnar Seidenfaden desuden dansk repræsentant ved Havanakonferencen om en international handelsorganisation. Han fik her sin første skoling i konferencediplomati. Med J. O. Krags udnævnelse til økonomisk rådgiver i Washington 1950 vendte Gunnar Seidenfaden tilbage til ministeriet med OEEC, GATT og FNs økonomiske Europakommission som vigtigste arbejdsområde. 1955 fik han til opgave at opbygge en dansk diplomatisk tjeneste i Sydøstasien med station i Thailand som Gunnar Seidenfaden havde besøgt allerede i sin studentertid. Det gav mulighed for påny at dyrke de naturvidenskabelige interesser idet Thailand, der aldrig havde været koloni, var en hvid plet på det botaniske landkort. Gunnar Seidenfaden kastede sig især over studiet af orkideer og gennemførte i årene 1956–80 omkring 20 indsamlingsekspeditioner til Thailands bjerg- og jungleområder. 1959 blev han flyttet til Moskva. Men allerede 1961 kaldte udenrigsminister Krag ham hjem og udnævnte ham trods direktør Nils Svenningsens modstand til chef for ministeriets politiske afdeling. Det var første gang en økonom beklædte denne post. Krag ønskede at omgive sig med rådgivere som han på en gang havde tillid til, og som ikke var jasigere. Han mente det gav ham det sikreste beslutningsgrundlag. Det personlige tillidsforhold blev dog brudt da Krag 1967 under indtryk af Hans Tabors indsats som formand for FNs sikkerhedsråd under seksdageskrigen gjorde ham til udenrigsminister. Gunnar Seidenfaden trådte i protest i et år uden for nummer. Han vendte efter Kragregeringens fald tilbage og fik af Trekantregeringen overdraget at lede et udredningsarbejde om Danmarks sikkerhedspolitiske stilling efter det 20-årige traktatbundne Atlantpagtmedlemskabs ophør 1969. Resultatet blev forelagt i 1970 i Problemer omkring dansk sikkerhedspolitik som konkluderede at der ikke umiddelbart fandtes nogle realistiske alternativer til et fortsat Atlantpagtmedlemskab.
Efter dette arbejde fik Gunnar Seidenfaden lejlighed til at forene sine naturvidenskabelige interesser med sin diplomatiske erfaring som Danmarks repræsentant i en række internationale miljøkonferencer. Han blev en af hovedmændene bag Østersøkonventionen, Nordsødumpingkonventionen og Bernkonventionen om bevarelse af dyre- og plantelivet i Europa. Samtidig fik han, især efter 1973 tid til at koncentrere sig om hvad han mere og mere anså for sit livs hovedopgave: at skabe et udtømmende oversigtsværk over Sydøstasiens orkidéarter. Under sine ekspeditioner til Thailand indsamlede Gunnar Seidenfaden efterhånden henved 10 000 orkideer til sit laboratorium på Borsholmgård i Nordsjælland. De blev først og fremmest beskrevet i Orchid Genera of Thailand, 1-14, 1975-88. Over 120 hidtil ukendte arter blev opdaget, beskrevet og navngivet af Gunnar Seidenfaden. Mange planter indsamledes uden blomster og kunne først efter adskillige års dyrkning i Botanisk haves drivhuse bestemmes og beskrives og blomsterne konserveres i sprit. Flere orkidearter er opkaldt efter ham. Hans samling i Botanisk have anvendes i dag til forskning.
Gunnar Seidenfadens styrke som diplomat var at han forenede naturforskerens seje tålmodighed med et ligevægtigt væsen og et sikkert blik for det mulige. Samtidig var hans selvstændighed blevet lutret i arktiske og tropiske opdagelsesrejsers krævende skole så han næppe nogensinde forfaldt til at snakke sine politiske chefer efter munden. -F.M.2. med spænde 1935.
Familie
Gunnar Seidenfaden blev født i Varde.
Forældre: herredsfuldmægtig, senere politidirektør i Kbh. Aage S. (1877–1966) og Anna E. R. T. Harck (1887–1928). -3.1.1939 i Vigersted med Alix Emilie Arnstedt, født 26.5.1914 på Frbg., død 3.4.1993, d. af gesandt, godsejer Niels Peter A. (1881–1954) og Johanne Larsen (1889–1974). -Bror til Erik S. (født 1910).
Kilde:
Erling Bjøl: Gunnar Seidenfaden i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 10. december 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=297360
| Seidenfaden, Gunnar (I18857)
|
| 7534 |
Gustav Christian greve og lensbaron Holck-Winterfeldt (2. oktober 1802 på Fjællebro – 22. november 1885 på Rosendal) var en dansk godsejer, far til Flemming og Gustav Holck-Winterfeldt.
Virke
Han var søn af grev Flemming Frederik Cai Holck-Winterfeldt og Judith de Windt, var forpagter af Grevensvænge og arvede i 1826 Fjællebro på Fyn og erhvervede i 1837 Rosendal ved Faxe. Han ejede også substitutionen (fideikommisset) for Baroniet Wintersborg. Han var hofjægermester og blev 1840 kammerherre.
Ægteskab og børn
4. oktober 1837 ægtede han på Gisselfeld Christiane komtesse Danneskiold-Samsøe (20. marts 1809 på Gisselfeld - 4. november 1873 i Montreux), datter af grev Christian Conrad Sophus Danneskiold-Samsøe og Johanne Henriette Valentine Kaas. Børn:
Henriette Christiane Adamine Louise komtesse Holck-Winterfeldt (25. august 1838 på Rønnebæksholm - 7. april 1863)
Louise Hildeborg komtesse Holck-Winterfeldt (3. oktober 1839 - 20. juli 1869)
Anna Eleonora Frederikke Elisabeth komtesse Holck-Winterfeldt (6. marts 1841 på Grevensvænge - 24. januar 1917 i København), gift 26. september 1862 i Faxe Kirke med forpagter Frederik Christian Julius greve Knuth (14. april 1832 i København - 29. september 1882 på Jomfruens Egede)
Caroline Amalie komtesse Holck-Winterfeldt (26. september 1842 på Grevensvænge - 24. december 1914), gift med Christian Rostgaard von der Maase
Christiane komtesse Holck-Winterfeldt (15. juni 1844 - 3. december 1872 på Frederiksberg)
Gustav Christian Flemming greve Holck-Winterfeldt (1846-1909)
Flemming Frederik Christian Sophus greve Holck-Winterfeldt (1850-1930)
Han er begravet på Fakse Kirkegård.
| Holck-Winterfeldt, Carl Christian Gustav Greve Lensbaron (I12663)
|
| 7535 |
Gustav Frederik greve og lensbaron Holck-Winterfeldt, født Holck (1. september 1733 – 23. januar 1776) var en dansk adelsmand, godsejer og stiftamtmand, bror til Conrad Holck, Hilleborg Margrethe Holck, Margrethe Holck og Flemming Holck-Winterfeldt.
Karriere
Han var søn af grev Christian Christopher Holck og Ermegaard Sophie von Winterfeldt og trådte ligesom sin yngre broder Conrad tidligt i hoffets tjeneste og var kammerjunker hos Christian VII som kronprins, efter hvis tronbestigelse han udnævntes til kammerherre og overskænk. Året efter blev han medlem af General-Landvæsenskommissionen og trådte 1768 tillige ind i administrationen som deputeret for Finanserne samt medlem af Overskattedirektionen; samtidig vedblev han at være medlem af den til General-Landvæsenskollegiet forvandlede General-Landvæsenskommission. Men under Struensees styrelse afskedigedes han i efteråret 1770 fra sine embeder med 1000 Rdl. i pension; 1768 havde han fået Dannebrogordenen og 1769 gehejmeråds titel.
Snart åbnede sig dog en ny virkekreds for Holck, da han 1772 efter sin ældre broder Flemming arvede baroniet Wintersborg og dermed navnet Winterfeldt, hvorefter han solgte sin ejendom Gjedsergaard på Falster, og 1773 udnævntes han til amtmand over Aabenraa og Løgumkloster Amter. 9. september 1773 blev han stiftamtmand over Akershus Stift. Både som godsejer og amtmand får han det bedste lov; med stor omhu fremmede han alle hånde forbedringer, og bønderne havde i ham en god og mild herre, der ville deres vel. Men hans virksomhed blev kun kort, da han døde allerede 23. januar 1776.
Ægteskaber og børn
Holck blev gift første gang 28. marts 1760 med Frederikke Elisabeth von der Lühe (3. januar 1735 – 16. februar 1762), datter af kammerherre Adolph Andreas von der Lühe til Svanholm Børn:
Christian greve Holck-Winterfeldt (1760 i København - 1762 sammesteds)
Anden gang giftede han sig 18. marts 1763 med Frederikke Louise komtesse Ahlefeldt (14. december 1736 – 13. december 1793), datter af Adam Christopher greve Ahlefeldt til Eskildsmark, overhofmesterinde hos dronning Juliane Marie og 1785 dekanesse på Vallø. Børn:
Frederik Christian greve Holck-Winterfeldt (1764-1825)
Juliane Marie komtesse Holck-Winterfeldt (3. december 1765 i København - 11. maj 1828), hofdame hos enkedronning Juliane Marie
Christian Christopher Adam greve Holck-Winterfeldt (4. februar 1767 i København - 8. maj 1789 i Horsens), løjtnant
Flemming Frederik Cai greve Holck-Winterfeldt (1771-1826)
Gustav greve Holck-Winterfeldt (1774-1833)
| Holck-Winterfeldt, Gustav Frederik (I9412)
|
| 7536 |
Gustav Frederik Schroll (6. april 1803 på Lykkenssæde – 7. oktober 1863 sammesteds) var en dansk landmand og politiker, bror til Christian Schroll.
Han var søn af Henning Schroll og efterfulgte 1833 faderen som arvefæster (proprietær) på Lykkenssæde, hvor han videreførte hørinstituttet. Fra 1849, da værnepligtsfritagelsen var bortfaldet, formindskedes antallet af lærlinge imidlertid, og ved hans død 1863 blev instituttet opløst.
Schroll var først stænderdeputeret og siden landstingsmand
Han blev gift 7. juni 1837 med Johanne Amalie Frederikke Bonde (1815–1902). Børn:
1. Henning Georg Nicolaj Schroll (1838-1915)
2. Thorvald Schroll (1839-1887)
3. Carl Adolf Schroll (1846-1919)
4. Gustav Frederik Gottlieb Schroll (1849-1937)
| Schroll, Gustav Frederik (I11874)
|
| 7537 |
Gustav greve Holck-Winterfeldt (9. februar 1774 i København – 30. januar 1833) var en dansk officer og kammerherre, bror til Frederik Christian og Flemming Frederik Cai Holck-Winterfeldt.
Han var søn af grev Gustav Frederik Holck-Winterfeldt og Sophie Louise komtesse Ahlefeldt, blev 1790 kornet i Sjællandske Rytterregiment, 1791 sekondløjtnant og kom samme år til Livgarden à la suite, blev 1795 virkelig sekondløjtnant og ridejunker, 1798 premierløjtnant, blev 1812 Ridder af Dannebrog, fik 1813 anciennitet som major og blev kammerherre, 1814 premiermajor, 1826 karakteriseret oberstløjtnant, 1828 oberst og samme år Dannebrogsmand.
23. oktober 1795 ægtede han på Maglegård i Gentofte Catharine Maria Brown (27. maj 1774 - 6. oktober 1838), datter af handelsmanden John Brown. Parret havde fem døtre, men ingen sønner. I 1799 overtog Holck-Winterfeldt Maglegård fra John Brown og ejede gården til 1811. Holck Winterfeldts Allé i Gentofte blev i 1905 opkaldt efter ham | Holck-Winterfeldt, Gustav (I10979)
|
| 7538 |
Gustav Klingius blev kyrkoherde i socknen på hela församlingens begäran »både i anseende till faderns långliga tjänster och sin ålderstigna moder till ålderdomströst». Han, som var född 1658, tjänstgjorde här till sin död 1725.
Både han och hans far hyste stort intresse för kyrkans vidmakthållande och förskönande, säger hävden.
En Gustav K:s dotter blev gift med hans efterträdare kyrkoherde Sven Hedin. Det var dennes far, Gustav Hedin, som 1754 skrev den förut citerade sockenbeskrivningen. För denna och en skrift om brudars och brudgummars ålder (1766) belönades han med Vetenskapsakademiens medalj.
| Klingius, Gustavus Lauréntii (I7845)
|
| 7539 |
Mindst én nulevende eller privat person er knyttet til denne note - Detaljer er udeladt. | Bethmann-Hollweg, Christoph von (I14)
|
| 7540 |
Gutsherr auf Kastorf | Hammerstein-Loxten, Hans Christian von (I9257)
|
| 7541 |
guvernor Stempelforvalter | Brown, David (I10215)
|
| 7542 |
Guvernør i Tranquebar, Stempelforvalter og arkivar ved Øresunds Toldkammer. | Brown, David (I10215)
|
| 7543 |
Guvernør på Tobago | Monck, Frantz (I7244)
|
| 7544 |
Gyldenstjerne, Knud Henriksen, –1560, Biskop.
Mester Knud Henriksen, som han sædvanlig kaldes, indtil han o. 1526 optog Navnet «von Stern» og kort efter Gyldenstjerne, var Søn af Henrik Knudsen G. (d. 1517). Efter at have faaet gejstlig Uddannelse og taget Magistergraden blev han Sekretær i Christian II’s Kancelli, 1520 forlenet med Ring Nonnekloster ved Skanderborg og s. A. ved sin Slægtning Biskop Ove Billes Anbefaling Domprovst i Viborg. «Jeg haaber, at han skal blive eders Naade en tro Mand,» skrev Biskoppen til Kongen. Da den jyske Opstand udbrød, brugtes han ogsaa tillige med Ove Bille som Mægler mellem Kongen og de oprørske Stormænd og opsagde først Kongen Troskab omtrent samtidig med Ove Bille og Mogens Gjøe. 26. Marts 1523 har han derpaa i Viborg medbesegiet Frederik I’s Haandfæstning, blev strax optagen i Rigsraadet og var blandt de Raader, der ledsagede Kongens Søn Hertug Christian, da denne gjennem Jylland og Fyn drog mod Sjælland og Kjøbenhavn. Kong Frederik synes allerede paa denne Tid at have udset ham til Jens Andersen Beldenaks Efterfølger som Biskop paa hans Fødeø Fyn; i alt Fald bød Kongen, at han skulde forlenes med Bispegaarden i Odense, hvilket dog denne Gang hindredes ved, at Biskop Jens Andersen kort efter sluttede sig til Frederik I; men da Biskop Jens paa Grund af sin Alder og sine mange Stridigheder tænkte paa at trække sig tilbage, bestemte han allerede 1527 K. G. til sin Successor, der først maatte forpligte sig til, naar han blev Biskop, at betale til Kongen den Sum, der ellers svaredes til Paven for Bekræftelsen paa Bispestillingen. Sagen kom dog først endelig i Orden 14. Marts 1529, da Jens Andersen afstod ham Bispedømmet mod en aarlig Pengesum. Senere, da Katholikkernes Had mod K. G. var vakt, beskyldtes han for ikke at have holdt Kontrakten; men dette modbevises ved endnu opbevarede Brevskaber.
Som Biskop indtog K. G. en ejendommelig Stilling. Selv hørte han ligesom sine Brødre i mange Henseender mere den nyere end den gamle Tid til. Betegnende i denne Henseende er det, at han i Aaret 1526 havde ledsaget Kongens Datter Dorothea til hendes Bryllup med den af Katholikkerne saa forhadte «kjætterske» Hertug Albrecht af Preussen, og s. A. var han det eneste gejstlige Medlem af Rigsraadet, der medundertegnede Kongens og det verdslige Raads Hævdelse af Aage Sparre som Ærkebiskop i Lund mod Pavens Vilje. Pavelig Konfirmation søgte K. G. heller aldrig. Strax efter sin Udnævnelse havde han en Samtale med Hans Tausen, og i den følgende Tid optræder han i mange Henseender i evangelisk Retning. Vel havde han ikke paataget sig nogen Forpligtelse til Kong Frederik med Hensyn til Evangeliets Stilling, og i de Kaldsbreve, han udstedte, findes heller ingen Forpligtelse for Præsterne til at prædike Evangeliet; men dog kaldte han o. 1531 Jørgen Sadolin fra Viborg til Odense og lod ham som sin Medhjælper virke i evangelisk Aand, medens han selv i Aaret 1532 var i Norge. I K. G.s Navn udgav Sadolin derpaa (1532) Luthers lille Katekismus, ledsaget af Formaninger til Præsterne, og da Sadolin senere af denne Grund forfulgtes af Katholikkerne, tog K. G. ham i Forsvar. Fra Odense udgik derpaa (1533) Sadolins Oversættelse af den augsburgske Konfession. Medens Katholikkerne (Poul Helgesen) ikke kunne finde Skjældsord nok mod den troløse «Skinbiskop», roses han derimod i høje Toner af Protestanterne som «den ærlige og fromme Biskop», der kunde tjene de andre til Forbillede. Under Herredagen 1533 efter Kong Frederiks Død har K. G. lige saa lidt som Mogens Gjøe og Erik Banner sat sit Segl under de Bekjendte Recesser, hvorved man søgte at sætte en Stopper for Evangeliets videre Udbredelse, og synes at have forladt Herredagen omtrent samtidig med Mog. Gjøe. Den evangeliske Lære synes han saaledes ikke at have haft noget imod; derimod følte han sig vistnok stærkt af sin biskoppelige Stilling og viste i verdslig Henseende en ikke ringe Iver, da han 1531 var bleven sat i Spidsen for sit Stifts verdslige Styrelse og i denne Stilling maatte træffe Forsvarsforanstaltninger i Anledning af Christian II’s forventede Angreb paa Danmark. «Han har hverken villet være Papist eller evangelisk», siges om ham 1536 i Klageskriftet mod Biskopperne, «men har ført et eget Regimente for sig selv og vilde kaldes Herre af Fyn.»
Sin store Selvraadighed og forfængelige Overvurdering af egne Kræfter kom han til fulde til at vise, da han i April 1532 blev sat i Spidsen for den Kommission, der med en dansk-lybsk Flaade blev sendt til Norge for at undsætte Akershus, hvor hans Broder Mogens G. belejredes af Christian II. I Følge den frie Fuldmagt, der medgaves Kommissærerne, skulde de ved Underhandlinger eller Vaabenmagt søge atter at bringe Norge og dets Indbyggere under Kongens Haand; alt, hvad de i den Henseende gjorde, skulde have Gyldighed, som om Kongen selv havde været tilstede. Vel vilde man senere gjøre gjældende, at dette «Magtebrev» kun gjaldt Norges frafaldne Indbyggere, og ikke gav Ret til Underhandlinger eller Overenskomster med /Kong Christian personlig; men saa meget er sikkert, at Kommissærerne, til hvilke ogsaa Broderen Mogens G. regnedes, stadig ansaa sig for berettigede til i Følge deres Fuldmagt at træde i Underhandlinger med Kong Christian selv. Denne havde nemlig indtaget en meget stærk Stilling ved Oslo, hvorfra de ansaa det for vanskeligt at fordrive ham; desuden manglede de Ryttere til at kunne afskære hans Forbindelser med det nordligere Norge. Da Kong Christian derfor selv begyndte at indlede Underhandlinger, afsloge de det ikke; dog afbrødes disse første Underhandlinger, fordi Kongen endnu forlangte Norge for sig. Peder Skram og Junker Wilken Steding afsendtes da (17. Maj) til Danmark for at kræve Forstærkning, især Rytteri, og i det hele sætte Kong Frederik ind i Sagernes Stilling. Efter nogen Tids Fejdetilstand begyndte Kong Christian imidlertid atter Underhandlinger; men da Kommissærerne stadig nægtede at indgaa noget Forlig, hvorved Norge eller Dele heraf afstodes, enedes man endelig efter Forslag fra Kommissærerne om, at Kongen med frit Lejde skulde føres til Kjøbenhavn for personlig at underhandle med sin Farbroder; hans Hær skulde strax opløses og Norge i Mellemtiden holdes til Kong Frederiks Haand; men hvis Forlig ikke opnaaedes, skulde han enten føres tilbage til Norge eller til Tyskland.
Efter at selve Lejdebrevet var beseglet, men ikke den hertil hørende «Kontrakt», kom imidlertid P. Skram og W. Steding tilbage. De medbragte en skriftlig Instruktion, udstedt 2. Juni, hvori det blot hedder om de (indtil 17. Maj.) førte Underhandlinger, at det ikke tyktes Kong Frederik raadeligt, at de paa en anden Tid gave sig saa vidt i Handel med Kong Christian. Med dette Svar afsendtes P. Skram og W. Steding; men da Kong Frederik imidlertid gjennem Lybek havde erfaret, at Underhandlingerne vare gjenoptagne, og at Kong Christian skulde ville begjære Norge eller en Del deraf, sendtes den kgl. Sekretær Axel Juul efter dem med en forstærket Ordre, der synes at have været givet baade skriftlig og mundtlig og at være gaaet ud paa, at de aldeles ingen saadan Handel maatte indgaa med Kong Christian, men skulde slaa ham af Norge. Baade K. G. og hans Broder Mogens og de øvrige Kommissærer toge dog ikke i Betænkning alligevel at besegle Kontrakten uden i Forvejen at underrette Kong Christian om de Bud, som vare bragte fra Kjøbenhavn. Peder Skram derimod vægrede sig ved at besegle Kontrakten. De viste ganske vist herved stor Egenraadighed; men efter det Brev at skjønne, som K. G. kort efter sendte til Kong Frederik, har hverken han eller de andre betragtet de nye Budskaber fra Kjøbenhavn som en Gjenkaldelse af deres frie Fuldmagt eller et bestemt Forbud imod at indgaa nogen som helst Overenskomst med Kong Christian, saa meget mere, som de i Virkeligheden ikke selv havde lovet denne det mindste, men alt var overladt til de Underhandlinger, der skulde føres mellem de to Konger selv. At de ansaa det som den lempeligste Udgang paa den 9aarige Fejdetilstand, at det nu kom til et virkeligt Forlig, er klart af alle deres Udtalelser baade før og efter Katastrofen.
Anderledes saa man Sagerne i Kjøbenhavn, og under disse Forhold viste K. G. stor Svaghed. Alle kastede sig nu over ham; af de øvrige Kommissærer var den norske Rigsraad Niels Lykke forbleven i Norge, og Broderen Mogens var ligeledes fraværende. K. G. stod ikke med Kraft paa, at Lejdet skulde holdes, men søgte at redde sig ud af Klemmen ved at beskylde Kong Christian for ikke selv i et og alt at have holdt Kontrakten som Grund til ikke at holde Lejdet, og saaledes blev dette brudt. – Folkestemningen rettedes nu mod ham; han beskyldtes for med Overlæg at have ført Christian II i en Fælde, og i de Forhandlinger med tyske Fyrster, hvori Kong Frederik søgte at undskylde sin Adfærd, kastede man hele Skylden paa ham. Selv viste dog hverken Kongen eller i den følgende Tid Rigsraadet ham nogen synderlig Ugunst. Han vedblev at have den øverste verdslige Styrelse i Fyns Stift, og da Grevefejden udbrød, viste han sig ivrig for Christian III’s Valg og fik en Forsamling af den fynske Adel paa et Møde i Hjallese ved Odense til i Juli 1534 at slutte sig til Jyderne om at anerkjende denne; men da de grevelige Tropper kort efter besatte Fyn, maatte han skyndsomst flygte. Hans Bispestol gaves til Gustav Trolle; selv begav han sig til Hertug Christian i Jylland og brugtes af denne til ansvarsfulde Hverv. Efter Slaget ved Øxnebjærg (1535) fik han atter sin Bispestol; men Glæden varede kun kort.
Da Biskopperne efter Kjøbenhavns Overgivelse 1536 fængsledes, blev ogsaa han fangen af Lensmanden Claus Daa og et Par andre Adelsmænd, netop som han efter endt Gudstjeneste forlod Albani Kirke. Han løsgaves efter et Aars Fængsel, efter at han (4. Sept. 1537) havde udstedt en Revers om at være Kongen og hans Søn tro og finde sig i Religionsforandringen. I Rigsraadet blev han aldrig gjenoptagen og levede nu som verdslig Stormand nogle Aar i tilbagetrukken Ro. Han giftede sig med Jytte Podebusk, Enke efter den ved Svendstrup faldne Rigsraad Niels Brock til Estrup og Datter af den rige Rigsraad Predbjørn P. Herved fik han Del i en stor Mængde Herregaarde: Estrup, Aagaard og Nørre Vosborg, ligesom han ogsaa efter sin Broder Gabriel G. fik Restrup Hovedgaard, og blev en meget rig Mand. Imidlertid fortsattes de pinlige Forhandlinger om Christian II’s Fængsling. Da man til sidst under Forhandlingerne i Regensburg 1541 gik saa vidt, at man vilde fremstille det hele som en Sag, der kun angik K. G. og Christian II selv, hvorfor man tilbød at stille ham for Retten, hvis Kong Christians Venner vilde anklage ham, saa blev det nu nødvendigt at faa K. G. til at afgive en Erklæring, hvorved den danske Regerings Fremstilling kunde reddes. I Juni 1542 afæskedes ham derfor en Række Svar. Han benægtede her, at Peder Skram havde haft nogen mundtlig Besked at overgive, og paastod, at han kun havde overrakt ham Kong Frederiks Brev, hvortil han havde holdt sig. Ligeledes benægtede han bestemt at have tilbudt selv at tage Kong Christian i Forvaring. Da disse Svar aabenbart ikke kunde bruges ligefrem, opstilledes med juridisk Kløgt en Erklæring, hvori de omtvistede Punkter skjultes paa en saadan Maade, at K. G. med nogenlunde frelst Samvittighed kunde sætte sit Navn under og tilsyneladende paatage sig Skylden, og herved vandt han sig atter en Stilling.
Samtidig fik han nemlig Ø Kloster i Pant for 4000 Dlr.; 1556 forlenedes han desuden med Ørum Slot som Pantelen og 1557 med Vestervig Kloster som Regnskabslen. Han og hans Hustru indtog nu en rig og anset Stilling i Aristokratiets Rækker. Uden dog at faa sin Rigsraadsplads tilbage anvendtes han i forskjellige vigtigere Hverv i Jylland; ogsaa indbødes han med sin Hustru oftere til kongelige Fester. 1559 maatte han opgive Ø Kloster, men fik senere Lund paa Mors i Pant i Steden. Da han 1559 maatte overlade sin Stifsøn Lave Brock Estrup, flyttede han til Vestervig, hvor han døde 8. Dec. 1560 i en høj Alder, vistnok over 80 Aar gammel, og ligger begraven i Aarhus Domkirke, hvor Ligstenen endnu findes.
Hist. Tidsskr. 4. R. III.
Heise, Kristiern II i Norge og hans Fængsling
(jvfr. Hist. Tidsskr. 4. R. VI, L. 115 ff.).
Brasch, Vemmetoftes Hist. I.
A. Heise. | Gyldenstierne, Knud Henriksen (I3367)
|
| 7545 |
Gyldenstjerne, Knud Pedersen, o. 1480-1552, Rigsraad, var Søn af Peder Nielsen G. til Tim og Regitse
Torbensdatter Bille fra Søholm og maa være født o. 1480, thi 1498 blev han indskreven ved Kjøbenhavns
Universitet.
1502 deltog han som Hofsinde i den unge Christian II’s Tog mod Elfsborg; 1517 blev han Lensmand
paa Aalholm, men mistede kort efter denne Forlening, da han beskyldtes for at have været sin Fætter Torben Oxe
behjælpelig ved Dyvekes formodede Giftmord. Han kastedes i Fængsel, men frigaves mod at forpligte sig til ikke
mere at vise sig for Kongens Øjne og opholdt sig i den følgende Tid paa sin Gaard Tim ved Ringkjøbing. Sin
voldsomme Karakter viste han dog ogsaa her; thi kort efter klagedes til Christian II over en raa og voldsom
Adfærd, han havde vist mod en Bonde. – Af Frederik I blev K. G. strax 1523 udnævnt til Lensmand paa
Vordingborg og deltog fra nu af lige til sin Død paa en meget fremtrædende Maade i Tidens Begivenheder. I Juli
1524 har han medbeseglet den af en Del Adelsmænd indgaaede Forpligtelse til at modstaa Luthers Kjætteri, blev
af Frederik I udnævnt til Fodermarsk og deltog som saadan det følgende Aar i Kampen i Skaane mod Søren Norby,
men sendtes i Juni Maaned af Johan Rantzau og de skaanske Raader til Sverige for at fremskynde den af Kong
Gustav lovede Hjælp. Han skal have været meget ivrig for at faa Søren Norbys fangne Medhjælper Otte Stigsen
(Ulfeldt) henrettet, af Forbitrelse over, at denne havde ladet afbrænde Lyngbygaard i Skaane, der havde
tilhørt den 1523 afdøde Jens Holgersen Ulfstand, med hvis Datter Sidsel K. G. fik denne Gaard i Besiddelse;
men, tilføjer Sagnet, da Otte Stigsen lovede at vise ham, hvor en af Christian II efterladt Skat af arabisk
Guld var gjemt, fik han ham benaadet, men nu kunde Otte Stigsen ikke finde Skatten, hvorover K. G. maatte døje
megen Spot af sine jævnlige. Sagnet er dog vist upaalideligt; i alt Fald synes K. G. først o. 1528 at være
bleven gift med Sidsel Ulfstand.
l Avg. 1525 ombyttede K. G. Vordingborg Len, som Henrik Gjøe nu fik (ovfr. S. 29), med Kalundborg og blev 1529
optagen i Rigsraadet. Som Rigsraad ledsagede han samme Aar Kongens Søn Hertug Christian paa dennes bekjendte
Rejse til Norge for at ordne de urolige Forhold i dette Rige. I Maj 1531 maatte han afstaa Kalundborg Len til
Mogens Gjøe, men forlenedes til Gjengjæld med Nykjøbing Slot paa Falster, der hørte til det Enkegods, der var
bestemt for Frederik I’s Dronning Sophie. Som Lensmand her fik han en Del at gjøre med Graabrødrenes Opgivelse
af deres Kloster, uden dog selv endnu at have sluttet sig til Luthers Parti. Da Christian II i Juli Maaned
1532 var bragt til Kjøbenhavn, overdroges det K. G. tillige med Otte Krumpen og et Par holstenske Raader at
føre den ulykkelige Konge til Sønderborg (9. Avg. 1532). Det var første Gang, de atter saas siden Dyvekes
Dage. Sit Had til Kongen skal han ved denne Lejlighed have vist paa en raa Maade, i det han med voldsom Haand
rev det gyldne Vlieses Ordenskjæde af Kongens Hals, ja endog skal have trukket ham i Skjægget, en Raahed, der
fremkaldte stor Forbitrelse mod ham hos Christian II’s Tilhængere.
Paa Herredagen i Kjøbenhavn 1533 efter Kong Frederiks Død sluttede K. G. sig til det katholske Parti; han var
saaledes blandt Hans Tausens Dommere. I Juni 1534 sendtes han i Anledning af Grev Christoffers Angreb paa
Holsten af det sjællandsk-skaanske Raad til Hertug Christian (III) for at undskylde, at Raadet paa Grund af de
i Malmø udbrudte Uroligheder ikke for Øjeblikket kunde yde Hertugdømmerne den traktatmæssige Hjælp. Her fra
vendte han tilbage til Kjøbenhavn til det til St. Hansdag berammede Kongevalg; men da Grev Christoffer
pludselig landede paa Sjælland, ilede han tilbage til sin Forlening Nykjøbing. Han søgte forgjæves at faa
Vaabenstilstand indtil Mikkelsdag for imidlertid at kunne sætte sin Lensherre, Dronning Sophie, ind i
Forholdene, men maatte 22. Avg. overgive Slottet til Anders Bille og Mikkel Blick, der vare sendte imod ham
med en stor Krigsmagt, og blev som Fange ført til Kjøbenhavn, hvor han nu udsonede sig med Grev Christoffer og
blev dennes Lensmand paa Krogen (Kronborg). I Slutningen af Aaret deltog han i den skaanske Adels Felttog mod
de Tropper, som Kong Gustav havde sendt Christian III til Hjælp. I Jan. 1535 blev han derpaa stævnet til Møde
i Kjøbenhavn, men tillige med en Del andre Rigsraader under den store Forbitrelse, som den Skaanske Adels
Frafald fra Greven havde fremkaldt, uden videre tagen til Fange og 20. Maj ført til Malmø, hvor han sad
fængslet, indtil han i Jan. 1536 tillige med de øvrige fangne Adelsmænd førtes til Meklenborg. Efter
Kjøbenhavns Overgivelse i Juli 1536 overgaves han til Christian III, sad i nogen Tid som Fange i Rensborg og
senere i Kjøbenhavn, indtil han 28. Okt. fik sin fulde Frihed mod at forpligte sig til Troskab mod Christian
III og dennes Slægt. Han fik strax sin Plads i Rigsraadet tilbage og blev udnævnt til Marsk. Meningen hermed
synes at have været, at han skulde have afløst Hr. Tyge Krabbe som Rigsmarsk, og han kalder sig i et Brev af
3. Dec. ogsaa «Danmarks Riges Marsk»; men Tyge Krabbe beholdt dog Stillingen som Rigsmarsk; K. G. blev derimod
«Hofmarskal», og saaledes adskiltes fra nu af disse to tidligere forenede Embeder.
Under Christian III indtog K. G. saaledes atter en betydelig Stilling; 1537 fulgte han Kongen til Fyrstemødet
i Brunsvig, deltog 1539 i Forhandlingerne i Brømsebro med Gustav Vasa og ledsagede 1548 den unge Hertug
Frederik (II) paa dennes Hyldingsrejse til Oslo. Ogsaa Kalundborg havde han 1536 faaet tilbage, og i Aaret
1549 blev det ham, der her skulde faa Opsyn med den fangne Christian II, med hvem han i sin Ungdom havde haft
saa mange baade gode og onde Dage. Aarene havde dog nu mildnet dem begge; de nærmede sig begge stærkt det 70.
Aar. Mod Kong Christian synes K. G. ogsaa nu at have vist saa stor Lemfældighed, som det gik an efter de
Paalæg, han stadig modtog om at passe godt paa Fangen. Den tidligere saa strænge og voldsomme Mand var ogsaa
bleven gudfrygtig. Han har saaledes efterladt sig en lang Salme «om vor kristelige Tros Artikler og
besynderlig om vor Herre Jesu Christi Pines Historie». Hverken Indhold eller Form bærer mindste Spor af
poetisk Begavelse; men Peder Palladius K. G. døde paa Kalundborg 20. Juni 1552. Med Sidsel Ulfstand, der først
døde 1575, og som skal have været en virksom og kraftig Kvinde, havde han 7 Børn, deriblandt de her nævnte
Sønner Axel og Peder. – Et mærkeligt Vidnesbyrd om sit Had til Sigbrit efterlod han sig paa Tim i selve
Sigbrits Ligsten, som han skal have opstillet paa Tim og ladet været Gjenstand for Haan af forskjellig Art.
Stenen har vel været bestemt til at skulle dække Sigbrits Grav ved Datterens Side i Karmeliterklosteret i
Helsingør. Brudstykker af denne mærkelige Ligsten ere gjenfundne ved Timgaard.
Allen, De tre nord. Rigers Hist. II, 320 f. Skånska Herregårdar IV: Trolle-Liungby, m. Till. Ny kirkehist.
Saml. IV, 428 ff. Aarh. f. nord. Oldk. og Hist. 1879, S. 56 ff.
A. Heise.
| Gyldenstierne, Knud (I3143)
|
| 7546 |
Gymnasist i Strängnäs 1670. Student i Uppsala 1677-10-06. Prästvigd i Strängnäs 1682-03-04 till sin faders adjunkt
__________________
| Klingius, Gustavus Lauréntii (I7845)
|
| 7547 |
Gæstgiver, senere renteskriver | Rølde, Niels Nielsen (I5931)
|
| 7548 |
gårdejer | Kaas, Otto (I5490)
|
| 7549 |
Gårdejer | Jessen, Johannes (I6191)
|
| 7550 |
Gårdejer | Thomsen, Hans Jørgen (I13700)
|
|
