Portrætter

Slægten Reventlow:

Karl Hermann Ernst Friederich Otto Detlev Reventlow
(1874 - 1961)

* 1908 m. Helene Elisabeth von dem Knesebeck-Milendonck (1878-?)


Andre slægter:

Edward Augustus Hannover
(1767 - 1820)



Slotte og Herregårde


tranekaer.jpg
tranekaer.jpg



Heraldik


Nicolaus v Reventlow Segl 1469
Nicolaus v Reventlow Segl 1469



Gravsten og epitafier


Epitafium over Jørgen Skeel, Auning Kirke
Epitafium over Jørgen Skeel, Auning Kirke

I 1699 byggedes Skeelernes pompøse gravkapel med epitafiet til minde om Chresten Skeel den Riges søn, kammerjunker Jørgen Skeel (1656-1695). I kraft af sin arv var han landets rigeste adelsmand. Han var berejst i hele Europa og havde studeret ved Københavns Universitet. Han giftede sig i 1691 med den kun 13-årige Benedicte Margrethe Brockdorff fra Holsten, men døde pludselig 4 år senere, 39 år gammel. Den unge enke, hvis viljestyrke og selvbevidsthed der foreligger adskillige vidnesbyrd om, søgte og fik - efter 4 år - kongens tilladelse til et "tarveligt Epithaphium - med den Vilkor, at Kirken på sin Bygning ej derved tager skade". Denne vanskelige opgave blev da overladt til tidens førende billedhugger, som havde etableret sig med værksted i København, belgieren Thomas Quellinus, hvis gravkapel for oberst Hans Friis ved Hørning kirke ved Clausholm fra 1691 var i frisk erindring. Med Thomas Quellinus´ fornemme gravkapel og epitafium lades ingen tvivl tilbage om enkens ønske i retning af et varigt minde for den afdøde. Det er et af den europæiske barokkunsts fineste arbejder og et fornemt eksempel på, hvordan den kunstneriske og arkitektoniske orientering efter reformationen gik imod Nederlandene.

Smedejernsgitteret, som danner indgang til gravkapellet, er det første i rækken af de stilfulde portalgitre, som er karakteristiske for Thomas Quellinus´gravminder i Danmark, og som med rimelig sikkerhed formodes at være tegnet af billedhuggeren selv. I halvbuen over dørene ses springværk-lignende slyngninger, som omslutter Benedicte Margrethe Brockdorff´s navnetræk. Lågernes nederste felt er udfyldt af en symmetrisk dekoration, mens det øverste felt består af jernstænger og mellem disse bølgeformede jernspidser. På dørrammen er sat rosetter. I et gelænder af smedejern rundt om åbningen til kapellets krypt ses også rosetter i regelmæssigt mønster og over dem en smal frise med akantusslyng.
Kammerjunker Jørgen Skeel´s portrætmedaillon på sarkofagen i kapellets krypt. Bemærk, hvordan paryk og skærf vælder ud over medaillonkanten - et karakteristisk træk for billedhuggeren. Ved kammerjunkerens "Liig-begengelse d. 23. april 1695 var en Høy-Adelig og Høyanseelig Folcke-riig Forsamling" forsamlet i "Estrups Sogne-Kircke i Auning".
Thomas Quellinus´s marmorepitafium i kapellet på nordsiden af Auning kirke er af sagkyndige kaldt "et af billedhuggerens ypperste og mest holdningsfulde værker." Dets flotte rejsning understreges af rummets arkitektoniske udformning, som også er kendetegnende for Quellinus: en indgang gennem en smedejernsportal til et kvadratisk rum, hvor gulvet er hævet nogle trin over kirkens gulv. Midt for indgangen fører en trappe ned til en krypt.
På epitafiet er kammerjunkeren fremstillet hvilende på en svær sarkofag i rødflammet marmor og omgivet af 4 dyder: Retfærdighedens, Klogskabens, Rygtets og Mådeholdets gudinder. Baggrundsudsmykningen er i sort og hvid marmor, hvor 4 søjler bærer en gesims med en brudt fronton. Over kammerjunkeren ses B. M. Brockdorff´s portræt og monogram, og på fløjene ses våben-mærkerne for henholdsvis kammerjunkeren og hustruen.
I dag står både kammerjunkerens og oberstens marmor-sarkofager i krypten sammen med 5 andre, og i niveau med epitafiet står 8 sandstens-sarkofager. Den sidste er fra 1844.
Sammenligner man de våbenmærker og hjelmtegn på epitafiets sidefelter, som udgør Jørgen Skeels og Benedicte Margrethe Brockdorffs anerækker, er det påfaldende, at hjelmtegnene er slået af og våbenmærkerne slebet ned i hustruens side. Det kan skyldes, at hun aldrig gjorde brug af den gravplads, hun havde forberedt for sig selv her, men overlod den til den søn, som var i vente, da hun pludselig stod med ansvaret for et af Jyllands største herresæder. Denne søn, Christen Scheel, blev oberst ved Fynske Livregiment, men døde 36 år gammel - endnu yngre end sin far. Benedicte Margrethe Brockdorff selv blev gift med greve Chr. Ditlev Reventlow i 1700 og flyttede med ham ind på Krenkerup på Lolland.
   

Notater


Match 6,701 til 6,750 fra 11,367

      «Forrige «1 ... 131 132 133 134 135 136 137 138 139 ... 228» Næste»

 #   Notater   Knyttet til 
6701 Fr. IV's hustru til venstre hånd Vieregg, Elizabeth Helene (I7228)
 
6702 Fr. IV's Dronning (1.) Mecklenburg-Gustrow, Louise af (I7737)
 
6703 Fr. IV's elskerinde Schindel, Charlotte Helene von (I8659)
 
6704 Fra 1672 tillige Kronborg amt. 1679 Stiftsbefalingsmand over Fyn og Langeland samt Amtmand over Odense amt mv. Winterfeldt, Helmuth Otto von (I6904)
 
6705 Fra Burkarl Præstegård Ambders, Anna Magdalena (I7857)
 
6706 Fra dette ægteskab nedstammer grene af slægten de Nully i Frankrig og i Vestindien

se: https://books.google.fr/books?id=GIkGAAAAQAAJ&pg=PA459&lpg=PA459&dq=DE+NULLY&source=bl&ots=F5rocKnNtC&sig=y4QfXMLZb4QS_3zLUS1_6ONVNEo&hl=fr&ei=YglcTOK-N4z84AbqyrX9AQ&sa=X&oi=book_result&ct=result#v=onepage&q=DE%20NULLY&f=false 
Familie: Peter Heiliger de Nully / Anna (Nancy) Margaretha Brown (F25957)
 
6707 fra Gettorp Kirke Familie: Christian Ludvig Scheel von Plessen / Agathe Johanne Qualen (F31280)
 
6708 Fransk brigadegeneral Foucault, Louis Marie Florent Comte de (I11773)
 
6709 Fransk oberstløjtnant Brockdorff, Joachim von (I6514)
 
6710 Frants Henriksen Rantzau til Søholm (28. august 1555 på Segeberg – 21. februar 1612 på Skellinge Hede) var en holstensk adelmand og godsejer.

Han var den ældste af statholder Henrik Rantzaus mange sønner. Medens han uddannede sig i Løwen, gjorde han også tjeneste hos prins Philip Vilhelm af Oranien, Vilhelm den Tavses ældste søn, men faldt under de opståede uroligheder i spansk fangenskab. Det lykkedes dog Henrik Rantzau at få sønnen fri, hvorpå denne drog til Frankrig. Efter sin hjemkomst blev han 1577 hofjunker hos Frederik II, der 1578 sendte ham til Rusland. Da han 1584 forlod hoffet, forlenedes han, der var yndet af kongen, med Korsør, som han 1587 ombyttede med Kalundborg; derefter var han lensmand på Silkeborg 1588-1611 og på Tranekær 1611-12. 1590 var han i enkedronningens følge, da hun ledsagede svigersønnen hertug Henrik Julius og hans unge hustru til Braunschweig. Skønt Frants Rantzau var til års, da Kalmarkrigen udbrød, deltog han i den og ofrede sit liv. Han faldt 21. februar 1612 i træfningen på Skellinge Hede. Han blev begravet i Magleby Kirke.

4. oktober 1584 havde han holdt bryllup med Anne Rosenkrantz (1564-1618), datter af Erik Rosenkrantz til Kærstrup og Helvig Hardenberg. Hun fødte ham en stor børneflok (sønnerne Frederik og Henrik bl.a.) og bragte ham betydelig rigdom, således Søholm i Stevns Herred og gods i Norge. Selv ejede han Rantzau og Redingsdorf, begge i Holsten. 1602 skrives han til Ziesendorf i Mecklenburg. I Roskilde havde han et kanonikat. 
Rantzau, Frantz (I4529)
 
6711 Frederick Charles Louis Constantine, Prince and Landgrave of Hesse (1 May 1868, Gut Panker – 28 May 1940, Kassel), Friedrich Karl Ludwig Konstantin Prinz und Landgraf von Hessen-Kassel in German, was the brother-in-law of the German Emperor Wilhelm II. He was elected King of Finland on 9 October 1918, but renounced the throne on 14 December 1918.

Early life and marriage
Frederick was born at his family's manor, Gut Panker, in Plön, Holstein. He was the third son of Frederick William of Hesse, Landgrave of Hesse, and his wife Princess Anna of Prussia, daughter of Prince Charles of Prussia and Princess Marie Louise of Saxe-Weimar-Eisenach. Frederick William, a Danish military officer, had been one (and perhaps the foremost) of the candidates of Christian VIII of Denmark in the 1840s to succeed to the Danish throne if the latter's male line died out, but renounced his rights to the throne in 1851 in favor of his sister, Louise. Frederick William was of practically Danish upbringing, having lived all his life in Denmark, but in 1875, when the senior branch of Hesse-Kassel became extinct, he settled in northern Germany, where the House had substantial landholdings.

On 25 January 1893, Frederick Charles married Princess Margaret of Prussia, youngest sister of Kaiser Wilhelm II and a granddaughter of Queen Victoria of Great Britain. They had six children, including two sets of twins:

Friedrich Wilhelm Sigismund (23 November 1893 – 12 September 1916), died in World War I, during the Dobrujan campaign
Maximilian Friedrich Wilhelm Georg (20 October 1894 – 13 October 1914), died in World War I
Philipp (1896–1980) married to Princess Mafalda of Savoy (1902–1944, Buchenwald), had issue.
Wolfgang Moritz (1896–1989)
Prince Christoph Ernst August of Hesse (1901–1943) married Princess Sophie of Greece and Denmark, had issue.
Richard Wilhelm Leopold (1901–1969), unmarried
Upon their father's death in 1884, Frederick's eldest brother Frederick William became the head of the House of Hesse, and afterwards his next brother Alexander.

The Finnish throne
Frederick Charles was elected as the King of Finland by the Parliament of Finland on 9 October 1918. However, with the end of World War I, in light of his German birth and the abdication of Emperor Wilhelm II of Germany ending monarchies in Germany, the arrangement was quickly considered untenable by influential Finns of the time and by Frederick himself. Not much is known of the official stance of the victorious allies. Frederick Charles renounced the throne on 14 December 1918, without ever arriving in the country, much less taking up his position. Finland subsequently adopted a republican constitution.

Later life
Landgrave Alexander Frederick of Hesse abdicated as the head of the House of Hesse on 16 March 1925, and was succeeded by Frederick Charles, his younger brother.

At Frederick's death, his eldest surviving son, Philipp, succeeded him as head.

However, according to certain family documents and correspondence, his successor as King of Finland would have been his second surviving son Prince Wolfgang of Hesse (1896–1989), apparently because Wolfgang was with his parents in 1918 and ready to travel to Finland, where a wedding to a Finnish lady was already in preparation for the coming Crown Prince. Philipp was in the military and unable to be contacted at the time. This choice of the younger of these two twins at that time, however is no precedent that in next generations, the kingship would have been succeeded in secundogeniture, putting the eldest son always to the Hesse title (according to Dr. Vesa Vares). On the contrary, it is practically inconceivable that succession of a kingdom would depend on secondary consideration. The source Viini 2/2007 (in Finnish) indicates a view that until his death Moritz of Hesse was the current successor, and prince Donatus was the heir.

 
Hessen-Kassel, Friedrich Karl (Charles) Landgreve (I14483)
 
6712 Frederik (Friederich) Carl Emil Nielsen, 28.1.1769-20.12.1851, veterinær.

Født på Augustenborg, død i Kbh. (Fred. hosp.), begravet sst. (Garn.). Allerede fra ungdommen var N. indstillet på at tage embedet som stutmester ved det kgl. frederiksborgske stutteri i arv efter faderen der havde sørget for at sønnen fik en så god hippologisk uddannelse som det dengang var muligt at få. Efter studentereksamen 1787 fra Fr.borg læste N. til dyrlæge og tog veterinæreksamen 1790, foretog 1791 en længere rejse med studieophold ved veterinærskolen i Wien og besøgte det preussiske hovedstutteri i Trakehnen som han senere udførligt beskrev i en beretning i Phys. oecon.med.chir. Bibliothek I, 1794. Ved hjemkomsten blev han ansat som dyrlæge ved Fr.borg-stutteriet.

1796 foretog han sammen med professor Erik Viborg og grev L. Reventlow en hesteindkøbsrejse til Polen og Moldau. 1797 var han i Spanien for at købe 255 får og 45 væddere til Skæferiet Esrom. Der næredes derfor store forhåbninger til ham da han 1798 overtog stut-mesterembedet. Viborg skrev i sin historiske udsigt over Danmarks hesteavl (1800 s. 43: "Stutterivæsenet bestyres af Kundskabsmænd, og de kongelige Stutterier forvaltes af Sagkyndige, som have faaet videnskabelig Opdragelse. Man gaaer med sikkre og stærke Skridt fremad til Hesteavlens Forbedring ...".

Desværre gik det anderledes. Fr.borg-stutteriets sørgelige nedgangsperiode i slutningen af 1700-tallet fortsattes, frugtbarhedsprocenten faldt stadig, og endelig kom i 30erne den litterære hestefejde (anglomanien) med stærk kritik af stutteriet og Danmarks landhesteavl.

En betænkning der blev afgivet af en kommission nedsat 21.1.1832 for at overveje midler til at råde bod på stutteriets forfald synes at have været årsag til at N. 1833 søgte sin afsked. Hans stutterivirksomhed har været meget forskelligt bedømt; det er vanskeligt at fælde dom om de mange forhold der medførte stutteriets tilbagegang der endte med dets opløsning 1862. I Nye landoeconomiske Tidender IV, 1822 har N. skrevet om schweizer- og tyrolerkvæg og anbefalet at det indførtes i Danmark. I Veterinairselskabets Skrifter III, 1818 gav E. Viborg og N. en officiel beretning om frugtbarheden i Det kongl. frederiksborgske stutteri. – Justitsråd 1812 
Nielsen, Friederich Carl Emil (I11503)
 
6713 Frederik 1. blev født i 1471 og døde i 1533. Han var næstældste søn af Christian 1. og Dorothea af Brandenburg.
Frederik fik sin opdragelse i hertugdømmerne Slesvig og Holsten, og blev her hyldet som hertug i 1482 sammen med sin 16 år ældre broder, kong Hans. Otte år senere deltes hertugdømmerne i to dele. Broderen kong Hans fik den segebergske del, og Frederik fik den gottorpske del af området.

Fra 1490 til 1523 regerede hertug Frederik på Gottorp. Med stor dygtighed administrerede han hertugdømmet gennem en lang årrække med fred og stigende velstand.

Da Christian 2.s trone begyndte af vakle under ham, optog hertug Frederik forbindelser med repræsentanter for den utilfredse danske adel. Oprøret mod kongen bredte sig herefter hurtigt – den 8. marts 1523 erklærer hertug Frederik kongen krig, og allerede 18 dage senere hyldedes Frederik som konge i Viborg. Da Christian 2. den 13. april forlod København var vejen banet for, at hertug Frederik kunne underskrive sin håndfæstning med adelen, og lade sig hylde som kong Frederik 1. af Danmark og Norge.

I størstedelen af sin regeringsperiode opholdt Frederik 1. sig på Gottorp Slot. Han kom kun til Danmark når det var absolut nødvendigt, og Norge besøgte han aldrig.

Selv om kongen var bundet af en streng håndfæstning, lykkedes det ham alligevel at få stor politisk indflydelse. I anspændte situationer truede han ganske enkelt med at fraskrive sig tronen til fordelfor den landflygtige Christian 2., hvis ikke han fik sine ønsker gennemført. Et ejendommeligt – men ganske virkningsfuldt argument.

På trods af at Frederik 1. i håndfæstningen havde lovet at værne om den katolske kirke, indførte han reelt religionsfrihed for lutheranere i Danmark. Han beskyttede Hans Tausen, hvis stærkt lutheranske prædikener vakte røre, ved at udnævne ham til sin kapellan. Desuden gennemførte Frederik 1., at bisperne fremover skulle vælges i Danmark.

I 1532 lykkedes det Frederik 1., at lokke Christian 2. til Danmark, under løfte om frit lejde. Kongen brød løftet, og satte den tidligere monark i fængsel på Sønderborg Slot.

Frederik 1. var gift to gange. Første gang var da han i 1502 giftede sig med kurfyrsten af Brandenburgs datter – den 15-årige hertuginde, Anna. Hertuginden døde kun 27 år gammel. De nåede at få to børn, hvoraf det ene var den senere kong Christian 3.

Frederik 1. dødepå Gottorp Slot den 10. april 1533 og blev begravet i Slesvig Domkirke. 
Danmark, Frederik 1, Konge af (I2782)
 
6714 Frederik 6. blev født i 1768 og døde i 1839. Han var søn af Christian 7. og Caroline Mathilde af Storbritannien. Han blev officielt konge efter Christian 7.s død, men i realiteten havde han været regent siden 1784. I 1790 giftede han sig med Marie af Hessen-Kassel, med hvem han fik to døtre.

Frederik 6. havde en trist barndom. Efter at moderen, dronning Caroline Mathilde, og hendes elsker, Struensee, i 1772 blev arresteret, stod den knapt 4-årige Frederik tilbage med en sindssyg far, der var ude af stand til at tage sig af ham. Forståeligt nok blev han et naturligt midtpunkt for en kreds af folk, der ønskede at styrte den regering, der kom til magten efter Struensees fald og moderens landsforvisning.

Frederik 6. blev, efter et kup i 1784, optaget i statsrådet. Magtovertagelsen gjorde ham til kronprinsregent for sin sindssyge far indtil 1808.

I 1788 underskrev statsrådet den vigtigste landbrugsreform i landets historie. Fra da af blev bønderne frie borgere, der kunne rejse hvorhen de ville.

Bag stavnsbåndets ophævelse stod godsejer brødrene Christian og Ludvig Reventlow, jurist Christian Colbjørnsen og godsejer AP Bernstorff, men sandsynligvis ville reformen ikke være blevet til noget uden kronprins Frederiks store velvilje.

For ikke at blive inddraget i den fransk-britiske storkonflikt, sluttede Danmark sig i år 1800 til et svensk-russisk-preussisk neutralitetsforbund. Briterne krævede at Danmark forlod forbundet og da den danske regering nægtede, angreb en engelsk flåde i 1801 den danske flåde på Reden ud for København.

En del af den engelske flåde, under ledelse af viceadmiral Nelson, blev sendt til angreb sydfra.
Under svære tab fik Nelson tilintetgjort en stor del af de danske skibe, og da en betænkelig admiral Parker gav Nelson signal til at indstille kampen, satte viceadmiralen kikkerten for det blinde øje og fortsatte.

I erkendelse af at kampen ikke kunne vindes, sendte Nelson en parlementar i land med et brev til kronprins Frederik. Under trusler om at brænde de erobrede danske skibe med mandskabet om bord, gav kronprinsen efter de britiske krav og indstillede skydningen.

Det var i slaget på Reden at den unge danske søhelt, Peter Willemoes, udmærkede sig.

I 1804 var Napoleon blevet kejser i Frankrig, og det lykkedes ham i de efterfølgende år at erobre store dele af det europæiske fastland. Tilbage var stort set kun Storbritannien og Rusland. I 1807 allierede Rusland sig med Frankrig og gik med til en fastlandsspærring af engelske skibe.

Englænderne forlangte, at Danmark enten allierede sig med Storbritannien eller udleverede den danske flåde som sikkerhed for fortsat dansk neutralitet. Da svaret på det engelske ultimatum var et klart dansk nej, gik den engelske flåde i september til angreb på København. Efter tre døgns heftigt bombardement kapitulerede hovedstaden, og den danske øverstkommanderende, general Ernst Peymann, måtte bøje sig for kravet om udlevering af flåden til englænderne.
Englændernes angreb førte til, at kronprins Frederik knap to måneder senere indgik et forbund med Frankrig.

Da Napoleon i 1812 angreb Rusland, allierede russerne sig med bl.a. Storbritannien og Sverige. Svenskerne blev til gengæld lovet Norge som erstatning for Finland, som russerne erobrede i 1809. Rusland forsøgte, efter den franske hærs nederlag ved Moskva, at få Danmark med i alliancen, men da russerne stod fast på at Danmark skulle afgive Norge til Sverige, sagde den danske regering nej, og efterhånden stod Frederik 6. tilbage som Napoleons sidste forbundsfælle.

Året efter blev Napoleons hær afgørende slået ved Leipzig, og den 15. januar 1814 var Danmark tvunget til at underskrive en fredstraktat med Storbritannien og Sverige, hvorefter vi afstod Norge til Sverige. Frederik 6. kommenterede bittert fredsslutningen: Gid jeg aldrig havde oplevet denne sørgelige dag, da jeg måtte afgive den tilståelse, at Norge, mit kære Norge, måtte være det offer, som måtte gives for ikke aldeles at opgive alt.
Efter 444 som kronprins vandt Frederik 6. stor popularitet ved ophævelsen af stavnsbåndet – en popularitet der blev slidt hårdt på i krigsårene fra 1807-14. En stor del af sin tidligere anerkendelse genvandt Frederik 6. imidlertid hurtigt på grund af sin nøjsomhed og pligtfølelse. Ikke desto mindre råbte og piftede en større menneskemængde af kisten, da den i januar 1840 blev kørt ud af København. Til gengæld blev kisten løftet af vognen da den nærmede sig Roskilde, og blev båret af bønder det sidste stykke vej til Roskilde Domkirke. 
Danmark, Frederik 6, Konge af (I11144)
 
6715 Frederik Adeler (3. maj 1700 på Christianshavn – 28. december 1766 i Christianssand) var en dansk stiftamtmand og godsejer.

Han var søn af gehejmeråd Frederik Christian von Adeler (død 1726). Han rejste 1722 udenlands med to af sine brødre, besøgte i løbet af 4 år Tyskland og Nederlandene, England, Frankrig og Italien og blev kort efter sin hjemkomst 1726 kammerjunker hos dronning Anna Sophie. Samtidig med sit giftermål blev han 1727 etatsråd og amtmand over Kalundborg, Sæbygård, Dragsholm og Holbæk Amter, 1740 konferensråd, 1749 ved Jubelfesten Ridder af Dannebrog og 1751 ved bytte med sin svoger Joachim Hartwig Johann von Barner stiftamtmand i Christianssand og amtmand over Nedenæs og Råbyggelaget. 1760 ved Jubelfesten blev han gehejmeråd og fik 1763 ordenen de l'union parfaite. Han døde i Christianssand 28. december 1766 og blev bisat med stor højtidelighed i Christianssands Domkirke 20. januar 1767 med parentation af stiftsprovsten, professor S. Friedlieb, men 30. maj samme år ført til familiebegravelsen i Vor Frue Kirke i København.

Han ejede i Norge herregården Gjemsø Kloster med Bratsberg hovedgård etc. ved Skien og i Sjælland (1727-54) Gundetved (nu Selchausdal) samt Egemarke og Alkestrup.

25. april 1727 blev han gift på Frederiksberg Slot med Anne Beate Rosenkrantz (28. september 1707 – 15. februar 1777 i Christiania). Hun var en datter af justitsråd Jørgen Rosenkrantz til Qvitzowsholm, havde fra sit 13. år været hofdame hos dronning Anna Sophie og fik 1757 ordenen de l'union parfaite. Hun beboede som enke Gjemsø Kloster og roses som en klog og fortræffelig dame, medens det om ægtefællen, uagtet flere gode egenskaber, hedder, at han var "bekjendt for sin indskrænkede Forstand". 
Adeler, Frederik (I9124)
 
6716 Mindst én nulevende eller privat person er knyttet til denne note - Detaljer er udeladt. Danmark, Frederik Andrè Henrik Christian, Kronprins af (I19561)
 
6717 Frederik Bardenfleth, Frederik Carl Christian Bardenfleth,  21.6.1846-29.12.1935, søofficer.

Født i Odense, død i Kbh., begravet sst. (Vestre). B. blev kadet 1860 og var 1864 med fregatten Sjælland i Østersøeskadren, blev løjtnant 1866, kaptajn 1881 og kommandør 1894. Han var 1871–73 skoleofficer ved søofficersskolen og derefter halvandet år i koffardifart. Af hans forskellige hverv uden for marinen skal nævnes at han var kommissarius ved ordningen af søgrænsen mellem Danmark og Tysklandmellem Manø og Rømø og i Lillebælt samt 1881–84 fører af postdampskib mellem Korsør og Kiel og 1886–92 chef for Statsbanernes søfartsforvalt-'ning. 1892–1901 var han en myndig og repræsentativ chef for søofficersskolen og fik den ordinære funktionstid, otte år, forlænget for at kunne beklæde stillingen ved Søkadetakademiets 200 års jubilæum 1901 i hvilken anledning han blev kammerherre.

S.å. udnævntes B. til jagtkaptajn hos kongen, var i denne egenskab chef for den eskadre der 1906 eskorterede kongeskibet Dannebrog med kronprinsen og kronprinsessen til Trondheim i anledning af det norske kongepars kroning. S.å. afskedigedes han ved opnået aldersgrænse med kontreadmirals karakter og varetog stillingen som hofchef hos dronning (fra 1912 enkedronning) Louise indtil 1925. Han var 1896–1908 kongevalgt medlem af Kbh.s havneråd og sad 1901–28 i bestyrelsen for Store nordiske telegrafselskab. – 
Bardenfleth, Frederik Carl Christian (I14332)
 
6718 Frederik baron Krag (4. eller 6. marts 1655 i Flensborg − 24. september 1728 på Stensballegård) var en dansk adelsmand, embedsmand og vicestatholder i Norge. Han var bror til Palle Krag.

Krag var søn af gehejmeråd Erik Krag (1620–1672) og Vibeke Pallesdatter Rosenkrantz til Dansted (født ca. 1629 – efter 1688).

Som tyveårig deltog han som kavaler i en diplomatisk delegation ved fredsforhandlingerne i Paris og senere i Nijmegen. Senere blev han 1678 kammerjunker hos dronningen, 1683 ceremonimester og var 1685-88 envoyé extraordinaire i Nederlandene. 1697 blev han gesandt i Stockholm.

Alt imens han udviklede Stensballegård, steg han hurtigt til højere stillinger i den danske statsforvaltning. Han modtog Dannebrogordenen i 1708, blev gehejmeråd i 1712 og var stiftbefalingsmand i Viborg Stift og amtmand i Hald Amt fra 1695 til 1713.

I 1713 blev han udnævnt til vicestatholder i Norge, et embede han ifølge Dansk Biografisk Leksikon "beklædte til 1721 under vanskelige Forhold, som han dog ikke var voxen".

Han blev udnævnt til baron i 1684 efter sit ægteskab med Hedevig (Helvig) Eleonore Juel (1662 – 1686) året før. Hun døde i sin barselseng med sit andet barn i 1685, og Krag giftede sig på ny med Charlotte Amalie (1672 – 1703), eneste datter af Peder Griffenfeld. Med hende fik han 10 børn. Efter hendes død i 1703 giftede han sig med Edele Nielsdatter Krag (1686 – 1751).

Frederik Krag lod Stensballegård ombygge, og ved køb erhvervede han den nærliggende lille hovedgård Værholm. Derudover ejede han øen Endelave, som han 1695 havde fået udlagt fra kronen, og der opførte han gården Edelsholm og ombyggede delvis kirken. En skole lod han opføre i Stensballe by. Efter hans testamente oprettedes 1748 af hans døtre Vibeke Cathrine og Charlotte Amalie et stamhus af Stensballegård, Værholm og Endelave.

Frederik Krag, Charlotte Amalie og hendes forældre hviler sammen i et åbent gravkapel i Vær Kirke ved Horsens. Det var Charlotte Amalie, der fik bragt sin fars kiste fra Norge og morens fra København, til den sidste hvile i Krags familiekapel. 
Krag, Baron Frederik (I7958)
 
6719 FREDERIK BERNHARD PADE, døbt 28. Fe­ bruar 1813 i Sanderum (F: Forvalter paa "Store Hesbjerggaard" Christopher Jensen P., 1776-1815, og Ane Christine Margrethe Wegener, 1769-1856); blev 1839 exam.jur., Godsforvalter paa "Langesø", Ejer af "Hestehavegaard" i Veflinge Sogn, fra ca 1861 Godsinspektør for samtlige under baroniet Holstenhuus hørende godser, 1872 Kammeråd Pade, Frederik Bernhard (I12782)
 
6720 Frederik Berregaard (6. april 1751 på Antvorskov Slot – 13. december 1805 på Frederiksro ved Slagelse) var en dansk godsejer, officer og kammerherre, far til Henrik Berregaard.

Han var søn af højesteretsjustitiarius Villum Berregaard og arvede stamhuset Kjølbygaard med Kølbygård og Vesløsgård og blev ritmester. Han blev afskediget 1772 efter ansøgning, da han blev beordret til som officer at gøre tjeneste ved sin nære slægtning, grev Enevold Brandts henrettelse

Han ægtede 6. juli 1777 på Broholm Sophie Antoinette Auguste Sehested (3. april 1757 i Brudager – 21./22. februar 1787 på Kølbygård), datter af Anders Sehested (1720-1799) til stamhuset Broholm. Børn:

Anders Sehested Berregaard (17. juli 1779 på Kølbygård – 2. oktober 1815 på Frederiks Hospital), premierløjtnant, gift 1. med Charlotte Sophie Becker, 2. med Thalia Marie Motzfeldt Fremming
Beata Antoinette Augusta Berregaard (25. september 1780 på Kølbygård – 22. november 1843 på Rosenvold), gift med Christian Jens lensgreve Rantzau (1777-1828)
Henrik Berregaard (1783-1876), oberstløjtnant og kammerherre
Peter Pultz Berregaard (17. februar 1784 på Kølbygård – 28. november 1835, begravet 3. dec. 1835 fra Vor Frue Kirke, København), ritmester, senere toldbetjent, gift 1. med Edel Margrethe Falkenskiold, 2. med Anna Susanne Krautler
Frederik Michael Berregaard (1. maj 1785 på Kølbygård – 12. december 1826), gift med Adolphine Sigfriede von Oldeland

I 2. ægteskab var han gift (10. juli 1789 i Oure Kirke) med den første hustrus søster Ida Wilhelmine Sehested (30. juli 1766 på Broholm – 11. marts 1839 i København). Børn:

Nielsine Petrine Jensine "Sinna" Frederikke Berregaard (11. januar 1795 i Slagelse – 20. marts 1874 i København) 
Berregaard, Frederik (I10258)
 
6721 Frederik Carl von Carlstein, hertug af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Pløn (4. august 1706 i Sønderborg – 18. oktober 1761 på Travendal Slot) var den sidste hertug af det slesvig-holstenske hertugdømme Pløn. Han fik ingen sønner, og efter hans død arvede den danske krone derfor hertugdømmet.

Baggrund
Han var søn af hertug Christian Carl af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Nordborg og Dorothea Christine von Aichelberg og født efter faderens død 4. august 1706 i Sønderborg. Faderen havde set sig tvungen til efter sit ægteskab, der ansås for ikke jævnbyrdigt, at afstå sit len på Ærø til den ældre broder Joachim Frederik af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Pløn mod et pengevederlag, ligesom han for sine børn gav afkald på al arveret til slægtens lensgodser, så længe der fandtes mandligt afkom af broderen; han kaldte sin hustru og hendes børn "von Carlstein".

Bliver legitim hertug
Da Joachim Frederik døde i 1722 uden mandlige arvinger og foruden lenet på Als og Ærø efterlod det senere arvede Pløn i Holsten, kom det til en overenskomst mellem Frederik Carl og kong Frederik IV, hvorefter denne ville anerkende ham som legitim hertug af Pløn imod en afståelse af hele det sønderjyske len fra samme øjeblik, som han kom i besiddelse af det holstenske (7. november 1722). Kort efter deklareredes han af kongen som født hertug, og hans moder fik fyrstelig standsret; af godserne fik han Nordborg og Melsgård på Als med Gudsgave og Søbygård på Ærø; Hartspring og Østerholm tilfaldt derimod Kronen.

Han drog nu udenlands i nogle år, medens der førtes proces for Rigshofretten om hans anerkendelse som tysk fyrste og arveretten til Pløn, der gjordes ham stridig af hans faders søskendebarn Johan Ernst Ferdinand til Rethwisch. Da denne imidlertid døde uden arvinger (21. maj 1729), var Frederik Karl eneste efterlevende mand af huset Pløn og tog som sådan det hele len, der fra 1722 havde været taget under kongelig administration, i besiddelse; han havde i forvejen måttet forny overenskomsten med kongen og afstå Als og Ærø, der således hjemfaldt til Kronen. To år efter anerkendtes Frederik Carl også af kejseren som legitim hertug og arving til Pløn (11. september 1731).

Han ægtede 18. juli 1730 Christine Ermegaard (Irmengard) komtesse Reventlow på Københavns Slot. Hun var datter af grev Christian Ditlev Reventlow, dronning Anna Sophies broder. Han fik kun én søn, der døde som spæd, så han sluttede en overenskomst med kongen (1754), der senere blev tiltrådt af de andre linjer af huset Sønderborg (1756), og hvorefter det lille hertugdømme Pløn efter hans død skulle forenes med den kongelige del af Holsten. Han døde 18. oktober 1761, hans enke 9. oktober 1779.

Traktaten eftergav hertugens gæld, og i realiteten fik han nu en ubegrænset kredit hos den danske konge.

Frederik Karl var en stor kunstelsker, og kunst og arkitektur oplevede en indian summer i hans regeringsperiode. Hertugen lod Traventhal Slot (siden nedrevet) og lystslottet Prinzenhaus i Pløn opføre, suppleret med store formelle haveanlæg i fransk barokstil. Desuden blev det indre af Pløn Slot moderniseret i rokokostil. Arkitekterne bag disse anlæg var Johann Gottfried Rosenberg og Georg Dietrich Tschierske, og havearkitekten var Georg Tschierske.

Et kendt maleri af Tischbein, nu på Frederiksborgmuseet, viser hertugen med sin familie på terrassen i Traventhal.

Familie
Han havde tre døtre:

Friederike Sophie Charlotte (1736-1769), gift med Georg Ludwig 2. af Erbach-Schönberg
Charlotte Amelie Wilhelmine (1744-1770), gift med Frederik Christian 1. af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Augustenborg
Luise Albertine (1748-1769), gift med Frederik Albrecht af Anhalt-Bernburg

To af Frederik Karls mætresser (elskerinder) kendes med navn: Han havde gennem seks år et forhold til Sophie Agnes Olearius, og der kom seks døtre ud af denne relation. Med kammerpigen Catharina Bein havde han tre børn. Frøkenerne og de uægte børn modtog underhold i form af penge og godser. 
Slesvig-Holsten-Sønderborg-Plön, Hertug Frederik Carl (I8953)
 
6722 Frederik Christian Adeler (13. oktober 1668 i København – 19. april 1726) var kammer- og gehejmeråd, født i København som søn af generaladmiral Cort Sivertsen Adeler og Anna Pelt. Han blev holdt over dåben af kronprinsen, den senere Christian 5.. Efter endt uddannelse tog han på en længere udlandsrejse i 1687, hvor han blandt andet lagde vejen forbi Venedig, hvor man stadig havde hans faders bedrifter i frisk erindring, og han blev vel modtaget. Umiddelbart efter sin hjemkomst i 1690 blev han udnævnt til kammerråd. Han blev i september 1694 viet til Henriette Magrethe von Lente, datter af gehejmeråd Johan Hugo Lente, regeringsråd i Slesvig og gesandt ved det Køllnske hof, og Margrethe Barnefeldt.

Han kom i besiddelse af betydelige jordegodser, dels efter sin fader og dels med sin hustru. Således besad han Gjemsø kloster med Bratsberg hovedgård ved Skien i Norge, Sæbygård og Egemark, foruden et stort familiehus på Christianshavn m.m. Derudover købte han Dragsholm til spotpris af en en portugisisk jøde, muligvis et medlem af den rige hamborgske Texeira-familie.

Han gjorde hurtig karriere indenfor statstjenesten.

1694 – justitsråd og assessor i højesteret
1699 – deputeret i Sø- og Landkommissariatet
1700 – etatsråd (blot 31 år gammel)
1704 – ledsagede Frederik 4. på rejse i Norge.
1712 – Dannebrogordenen (i Rendsborg)
1713 – deputeret i rentekammeret og gehejmeråd
Desuden var han amtmand i Roskilde og Tryggevælde amter, og blev i 1717 efter Otto Krabbe stiftamtmand i Sjællands Stift.

Under Den Store Nordiske Krig havde han som finansdeputeret efter bedste evne gjort sit til at råde bod på de store vanskeligheder, regeringen havde at kæmpe med. Men snart efter fredsslutningen 1720 og Dronning Louises død følte han trang til fred og ro og længtes efter at vende hoflivet og dets rænker ryggen, hvorfor han indgav begæring om afsked fra sine embeder. Han var samtidig også ved dårligt helbred og fik i august 1721 sin afsked bevilget blot få måneder efter kongens ægteskab med Anna Sophie Reventlow. Han døde af brystsyge i den Adelerske Gård på Christianshavn langfredag morgen d. 19. april 1726.

Sammen med sin hustru der døde i 1703 havde han 7 børn, heriblandt:

Conrad Hugo Adeler (2. marts 1697 – 10. oktober 1719) – sekondløjtnant i de norske landstyrker
Christian "Cort" Lente-Adeler (20. april 1699 – 8. oktober 1757) – konferensråd, godsejer
Frederik Adeler (3. maj 1700 – 28. december 1766) – kammerjunker, gehejmeråd
Theodor Lente-Adeler (26. maj 1702 – 11. april 1767) – dronningens kammerjunker, gehejmeråd
Charlotte Amalie Adeler (10. juni 1703 – 19. april 1724)

 
Adeler, Frederik Christian (I7885)
 
6723 Frederik Christian Julius greve Knuth (12. juli 1787 – 30. oktober 1852 i København) var en dansk godsejer og stiftamtmand, bror til Eggert Christopher Knuth, far til Adam Knuth.

Han var en søn af grev Frederik Knuth, blev privat dimitteret 1804 og juridisk kandidat 1809, var derefter et år volontær i Danske Kancelli, blev 1810 auskultant sammesteds, 1811 kommitteret i Det vestindisk-guineiske Rente- og Generaltoldkammer, 1815 amtmand over Holbæk Amt, 1831 stiftamtmand over Sjællands Stift med Bornholm og Færøerne samt amtmand over Københavns Amt, fritoges 1845 for bestyrelsen af det sidstnævnte embede og afskedigedes 1850 som stiftamtmand, efter at det ved en finanslovsbeslutning var afgjort, at stiftamtmandsembedet ikke mere skulle bestå som et selvstændig gageret embede. Fra 1804 til sin død, 30. oktober 1852 i København, var han, der ejede Bonderup hovedgård, kurator for Vemmetofte Kloster. 1810 blev han kammerjunker, 1813 kammerherre, 1836 Kommandør af Dannebrog, 1840 Storkors af samme orden og 1847 gehejmekonferensråd. Han hørte til den kategori af embedsmænd, der under enevælden opnåede udnævnelser og begunstigelser ifølge kgl. reskripter uden forudgående indstillinger fra kollegierne.

Han blev gift 1. gang (2. august 1811) med Ulrica Christiane Haxthausen (7. november 1787 – 18. august 1819), datter af generalløjtnant Frederik Gottschalck Haxthausen den yngre; 2. gang (7. december 1822) med Georgine Frederikke Vilhelmine Hauch (12. maj 1796 – 4. oktober 1841), datter af amtmand Johan Carsten Hauch og Pauline f. Rye; 3. gang (4. august 1846) med Cathrine Frederikke Haxthausen (10. oktober 1800 – 11. maj 1877), en søster til hans første hustru.

 
Knuth, Frederik Christian Julius Greve (I11535)
 
6724 Frederik Christian lensgreve Danneskjold-Samsøe (5. juli 1722 i København – 26. marts 1778 sammesteds) var en dansk godsejer, gehejmeråd, kammerherre, officer og generalpostdirektør.

Han var søn af grev Christian Danneskiold-Samsøes første ægteskab og er født den 5. juli (efter andre beretninger 5. juni) 1722, blev 1740 ritmester ved det 3. jyske kavaleriregiment og samme år kammerherre, 1746 virkelig ritmester ved det 2. jyske kavaleriregiment, 1748 oberstløjtnant, 1749 ridder af Dannebrog, 1752 første generalpostdirektør med en årlig indtægt af 1500 rigsdaler, 1758 gehejmeråd, 1763 ridder af ordenen l'union parfaite, 1766 gehejmekonferensråd, afskediget af Johann Friedrich Struensee den 5. januar 1771, kort før sin død 1777 ridder af Elefanten.

Fra 1754 af, da Gisselfeld Kloster efter Christian Gyldenløves enkes, Dorothea Krags, død trådte i virksomhed, blev han klosterets første overdirektør, i hvilken egenskab han havde adskillige vanskeligheder at bekæmpe, navnlig hidrørende fra ejendommens mådelige forfatning. Som generalpostdirektør fik han af kongen lov af opholde sig på Gisselfeld 7-8 måneder om året, så nogen stor rolle spillede han ikke i dette embede.

I året 1749 blev han gift med Nicoline Rosenkrantz (f. 1721, fik 1756 ordenen l'union parfaite, d. 7. februar 1771), datter af gehejmeråd, amtmand i Nyborg Christian Rosenkrantz til Skovsbo og Frederikke Louise f. Krag. Hans anden hustru, Frederikke Louise f. von Kleist (f. 1747, gift 1. juli 1771, d. 1814), datter af gehejmeråd, kammerherre, amtmand i Bredsted Christian Adam von Kleist og Sophie f. Rosenkrantz, var den førstes søsterdatter.

Danneskiold-Samsøe er begravet i Vor Frue Kirke. Han er portrætteret på familiebillede. Maleri af Peder Als 1750 på Gisselfeld. Barneportræt.
 
Danneskiold-Samsøe, Frederik Christian (I9467)
 
6725 Frederik Christian lensgreve Moltke (20. januar 1854 på Turebyholm – 23. oktober 1936) var en dansk godsejer, politiker, kammerherre og hofjægermester, bror til Hemming Moltke.

Frederik Moltke var søn af lensgreve, kammerherre Frederik Georg Julius Moltke og hustru Caroline f. von der Maase. Han besad fra 1875 Grevskabet Bregentved og var ejer af den Moltkeske Malerisamling.

Han blev student fra Herlufsholm 1873 og tog året efter filosofikum. Han var kurator for Vemmetofte Kloster, Landstingsmand for 3 Landstingskreds fra 1894 til 1910 og sognerådsformand fra 1880 til 1921, formand for Præstø Amts Landboforening fra 1886, medlem af bestyrelsen for De samvirkende Landboforeninger i Sjællands Stift 1910-24, præsident for Dansk Fiskeriforening 1887-1902 og for Det kgl. danske Landhusholdningsselskab fra 1911 og næstformand for Dansk Ferskvands-Kultur. Han var Storkorsridder af Dannebrogordenen og Dannebrogsmand.

Han var medlem af bestyrelsen for Kysthospitalet på Refsnæs og af Foreningen til at fremme Blindes Selvvirksomhed; medlem af Komitéen for Børne- og Sygeplejen i Dansk Vestindien, af Landmandsbankens bankråd til 1922 og af Faxe Kalkbruds bestyrelse. Formand for Sparekassen for Grevskabet Bregentved og Omegn samt tilsynsmand ved Landbohøjskolen.

Han var gift med Magdalene "Magda" Estrup, f. 8. november på Skaføgård, datter af godsejer og konseilspræsident J.B.S. Estrup.
 
Moltke, Lensgreve Frederik Christian (I14362)
 
6726 Frederik Christopher Otto lensgreve Raben-Levetzau (27. maj 1850 på Lekkende – 5. maj 1933 på Aalholm) var en dansk udenrigsminister og en af Danmarks største jordbesiddere, idet han var lensgreve tilgrevskabet Christiansholm og til Bremersvold, Beldringe og Lekkende.

Frederik Raben-Levetzau blev på Lekkende Gods, Mern, som søn af Josias lensgreve Raben-Levetzau (1796-1889) og hustru Siegfriede Victorine von Krogh (1823-1898). Han var gift med Lillie Suzanne Moulton (19. december 1864-9. marts 1946).

Frederik Raben-Levetzau blev student i 1870 og cand.polit. i 1877. Han var attaché ved gesandtskaberne i Paris og Wien 1877-1880.Han var generalkommissær ved Verdensudstillingen i Paris 1900.

Frederik Raben-Levetzau var udenrigsminister i Ministeriet J.C. Christensen 1905-1908. Efter bedrageriafsløringen af Alberti i 1908 indgav Frederik Raben-Levetzau sin afskedsbegæring og fremkaldte derved regeringens fald. Han sad i Landmandsbankens bankråd. Han deltog ikke siden i politik.

Frederik Raben-Levetzau ejede grevskabet Christiansholm (afløst 1921), Bremersvold, Beldringe og Lekkende.
Frederik Raben-Levetzau var første vicepræsident (siden æresmedlem) i Det Kongelige Danske Geografiske Selskab. Han var også ordensskatmester (fra 1918), hofjægermester og kammerherre. Han var medlemaf bestyrelsen for Den Raben-Levetzauske Fond. Præsident for Københavns Golfklub og for komiteen for Danmarks deltagelse i de olympiske lege i Athen.

Han var formand for Dansk Automobil Klub, for Nysted Sogneråd og i byggeudvalget for Christiansborg Slot. Han var desuden medlem af Landmandsbankens bankråd.

 
Raben-Levetzau, Frederik Christopher Otto (I14261)
 
6727 Frederik Eiler Giedde (1641 – 13. april 1717 i Odense) var en dansk søofficer, godsejer og stiftamtmand.

Karriere
Hans forældre var oberstløjtnant, senere rigsadmiral Ove Giedde (1594-1660) og Dorthe Urne (1600-1667). Giedde blev lærling i Marinen 1671 og kaptajn 1676 og var 1677 chef for orlogsskibet Neptunus, hvormed han 1. juli deltog i Slaget på Køge Bugt og sekunderede Niels Juel så godt, at han med ære omtaltes af denne til kongen; kort tid efter (1679) forfremmedes han til schoutbynacht.

1687 udsendtes han som viceadmiral, hvilket han var blevet 1684, til Nordsøen med en liden eskadre for at forjage sørøvere; to år senere var han atter underlagt hovedflåden under Niels Juel, der dog ikke udrettede noget dette år. 1695 førte han kronprinsens brud, prinsesse Louise af Mecklenburg-Strelitz, fra Warnemünde og var året hernæst chef for en øvelseseskadre i Øresund. År 1700 havde han en kommando i den store flåde, som under Gyldenløve skulle forhindre svenskerne under Hans Wachtmeister i at forene sig med en engelsk-hollandsk flåde; imod forventning gik Wachtmeister gennem Flinterenden, medens Giedde passede på i Drogden, og foreningen blev derved alligevel iværksat. Flåden måtte nu indskrænke sig til at forsvare hovedstaden og kunne således ikke forhindre, at svenskerne 4. august landsatte tropper ved Humlebæk; 14 dage senere sluttedes dog krigen ved freden i Travendal.

1702 blev Giedde Hvid Ridder. 1704-06 var han ansat som overdirektør for Norges indrulleringsvæsen, af hvis ordning han indlagde sig en del fortjeneste. 1707 udnævntes han til gehejmeråd; 1710-12 og senere 1712-13 var han medlem af General-Kommissariatet i Søetaten. 1711 afgik han fra Marinens tjeneste og ansattes som generalpostdirektør, derefter 1713 som stiftamtmand i Fyens Stift, hvor han forblev til sin død, og hvor han ejede godserne Hindemae og Nordskov i Svendborg Amt.

Ægteskaber
Giedde blev gift 1. gang 1682 (vielsesbrev 4. februar) med Suzanne Elisabeth Adeler (13. november 1663 - 3. marts 1685), datter af generaladmiral Cort Adeler (1622-1675) og Anna Pelt (1640-1692).
Gift 2. gang 13. januar 1687 i København med Sophie Amalie von Løwenhielm (6. september 1671 i København - 21. oktober 1698), datter af generalløjtnant Johan (Hans) Schrøder von Løwenhielm (1627-1699, gift 2. gang 1677 med Sophie Bielke, død tidligst 1691, gift 1. gang med oberst Otte Skade, død 1673, gift 1. gang 1646 med Mette Qvitzov, 1601-1648) og Bertha Ahlefeldt (død 1672).
Gift 3. gang 24. marts 1707 på Københavns Slot med Abel Cathrine Buchwald, overhofmesterinde hos dronning Louise (død 7. september 1716 i Odense, formentlig gift 1. gang med mecklenburg-güstrowsk gehejmeråd, kammerpræsident, hofmarskal, landråd og amtmand på Breitenburg Adam Henning Bülow, død 1692, gift 1. gang med Anne Margrethe Dessin, død 1683), datter af Claus Buchwald til Skovbølgård (født 1635) og Dorothea Rumohr (død 1663).
Han er begravet i Sankt Hans Kirke, hvor hans epitafium af stuk er udført af Carlo Enrico Brenno 1727. Der findes desuden et portrætmaleri på Wedellsborg. 
Gjedde, Frederik Eiler (I7607)
 
6728 Frederik greve Danneskiold-Samsøe (1. november 1703 på Assendrup – 18. juli 1770 på Marselisborg) var en dansk greve, statsmand, gehejmeråd, marineminister, generaladmiral-løjtnant og chef for den danske marine. Han var lensbaron til Baroniet Marselisborg, hvis centrum var herregården Marselisborg.

Ungdom

Han var yngre søn af Christian Gyldenløve og Dorothea Krag. Han var født 1. november 1703. Det blev bestemmende for hans liv, at han allerede i sit niende år tillige med sin ældre broder Christian Danneskiold-Samsøe kom til England, hvor han forblev, indtil han havde fyldt seksten år. Han lagde sig der efter det, der senere blev hans livsgerning, nemlig efter alt, hvad der vedrørte søvæsen, skibsbyggeri og mekanik. Efter at have forladt England opholdt han sig en kort tid i Paris, men genoptog derpå i Holland sine maritime studier.

Da han kom tilbage til Danmark 1721, atten år gammel, havde han ondt ved at vinde sin kongelige onkel Frederik IV's velvilje. I Søetaten fik han ingen ansættelse; men han måtte tage til takke, først med kommando over et kompagni ryttere, siden med at få et kompagni i Fodgarden at føre, og det endda kun for en kort tid; han fik snart sin afsked. Dog blev han 1729 hædret med gehejmerådstitel. Da Christian VI kom på tronen, søgte han atter ansættelse, og så blev den til søvæsenet opdragne mand ansat som assessor i Højesteret og i Hofretten. Men heldigvis kom kongen dog under vejr med, hvad han egentlig duede til, og gjorde ham til deputeret i Søkommissariatet (1731). Han forstod snart at gøre sig gældende her; men hans kritik over adskilligt i marinens styrelse bragte ham i strid med general Poul Vendelbo Løvenørn, der i Christian VI's første år havde den øverste ledelse af Søetaten ligesom også af Landetaten. Da Danneskiold-Samsøe forelagde sine udsættelser for kongen, fandt de i det mindste efterhånden dennes tilslutning, og resultatet blev, at Christian VI, trods sit varme venskab for Løvenørn, besluttede at skille Søetatens styrelse fra Landetatens, og efter at Løvenørn havde fratrådt marinen 26. marts 1735, overdroges dennes ledelse til Danneskiold-Samsøe, dog således at han først 23. november blev udnævnt til oversekretær. Det følgende år blev den øverste styrelse endnu fuldstændigere lagt i hans hånd, i det han samtidig fik titel af intendant. Som sådan vedblev han at virke under hele Christian VI's regering. 1738 blev han gehejmekonferensråd, 1739 fik han l'union parfaite og 1743 blev han generaladmiral-løjtnant.

Chef for Søetaten

Mange af Holmens bygninger blev til i Danneskiold-Samsøes tid.

Ingenlunde alt i Danneskiold-Samsøes kritik af forholdene under hans forgænger var berettiget. Det er et yderst skævt billede, han selv senere har givet af flådens tilstand, som den var, da han overtog styrelsen. Intet kunne være uretfærdigere end at påstå, at den var blevet forsømt af Løvenørn, thi der var blevet bygget betydeligt i hans tid, og en sagkyndig fransk admiral har dengang i en indberetning derom til sin regering udtalt en meget anerkendende dom over det arbejde, der blev udført på Holmen. Danneskiold-Samsøe kunne med rette have kritiseret, at man byggede linjeskibene for små; men i det sted angreb han selve den talentfulde konstruktør Knud Nielsen Benstrup og voldte hans og hans forsvarer Frederik Christopher Lütkens fald. Dog må det nævnes, at han nogle år senere udvirkede, at kongen tildelte Benstrup en årlig pension på 800 rdl. Hvor ensidig han var optrådt imod Benstrup, viste sig, da han kom i spidsen for Søetaten, thi han havde ondt ved at komme til klarhed om, hvorledes linjeskibene skulle bygges, og han måtte efter få års forløb tage sin tilflugt til en fransk konstruktør, Laurent Barbé, hvis princip for skibsbygningen var det samme som Benstrups, kun anvendt på skibe af større dimensioner, hvorved det først kom til sin rette anvendelse.

Men trods dette betegner Danneskiold-Samsøes styrelse et tydeligt og stort fremskridt. Han var et afgjort administrativt talent, der havde øjnene med sig i forskellige retninger, og samtidig med at han gavnede marinen på mange områder, forstod han at vise forstandig økonomi. Den flåde, der kunde rådes over på den tid, da Christian VI døde, talte 29 linjeskibe og en mængde mindre skibe; han havde straks fra sin første tid taget fat på at skaffe flåden en dok, hvortil der selvfølgelig var den største Trang, og ved hjælp af en indkaldt hollandsk vandbygmester, Dumreicher, gennemføre han i løbet af 4 år med stor energi dette foretagende, som de stedlige forhold gjorde vanskeligt; han uddybede Flådens Leje og Københavns Havn saaledes, at orlogsskibene nu først fuldt kunne ekviperes der, og det var under ham, at flåden fik flere af sine vigtigste arsenalbygninger, som den har brugt helt indtil 1900-tallet. Ikke mindre tænkte han på at sikre havnen ved faste søbatterier, en plan, der dog først senere blev udført. Alt, hvad der vedrørte skibenes ekvipering, kom i en tidligere ukendt orden, og det var ham, der genoptog og fuldt udviklede, hvad der tidligere var forsøgt for at skaffe flåden dens nødvendige mandskab ved indrullering, men var kommet i forfald. Nu grundlagdes 1739-41 det indrulleringsværk både i Danmark, Norge og Slesvig, som har holdt sig indtil de nyeste tider.

Samtidig arbejdede han med iver på at skaffe marinen en god søofficersstand ved at lade officererne få en meget bedre uddannelse, end de tidligere havde haft. Den skarpe opmærksomhed, han havde henvendt på havneforholdene ved København, bragte ham ind paa den storartede tanke at uddybe Kalvebod Strand således, at skibsfarten syd fra til København kunde gå den vej. Men han gav rigtignok sin plan et aldeles overdrevent omfang. Samtidig med at Kalvebod Strand skulde uddybes, var det nemlig hans mening, at man skulle forsænke Drogden, så al skibsfart til og fra Østersøen nødvendigvis kom til at gå igennem Københavns Havn. Dette ville åbenbart både have vakt andre Østersøstaters forbitrelse og ville desuden kun have ført til en udstrakt brug af Flinterenden og Store Bælt, hvilke løb han dog ikke kunne spærre. Men som et middel til at forbedre indsejlingen til København havde hans tanke sin store berettigelse.

Temperamentsfuld og besværlig

Uheldigvis forenede Danneskiold-Samsøe et vanskeligt temperament med sin ualmindelige dygtighed. Han var åbenbart ikke let at arbejde sammen med, og det blev ikke bedre ved hans oplagthed til at finde det galt, andre gjorde. Selv Christian VI skrev betegnende nok om ham til Johan Sigismund Schulin: "Grev D. er meget sensibel; men efterdi han er os nyttig, ville vi gjærne menagere ham saa meget som muligt". Det var godt for Danneskiold-Samsøe, at Christian VI, der interesserede sig meget for flåden, havde denne opfattelse af hans dygtighed, thi der skete gentagne gange forsøg på at styrte ham. Snart hed det, at dokken var et forfejlet arbejde, der aldrig ville blive til noget, snart fik kongen meddelelser så ad den ene, så ad den anden vej om, at Danneskiold-Samsøes beretninger om flådens tilstand gav en aldeles falsk forestilling derom, eller det hed sig, at arbejdet gik rent i stå på Holmen, og at der intet blev udført der ude. Farligst var det måske, da selve Holmens chef, admiral Ulrik Frederik Suhm – historikerens fader -, som tidligere havde stået ham meget nær, optrådte imod ham med den klage til kongen, at havnen ikke var i den tilstand, som Danneskiold-Samsøe havde indberettet. Men hvor tilbøjelig Christian VI end var til mistænksomhed, så tog han med besindighed på al denne onde snak, han lod forholdene omhyggelig undersøge, og det uretfærdige i sigtelserne imod Danneskiold-Samsøe trådte da tydelig frem.

Imidlertid havde kongen også ladet denne få stor indflydelse på et andet område, det var, da han 5. december 1735 oprettede General-, Landøkonomi- og Kommercekollegiet. Danneskiold-Samsøe har åbenbart været sjælen i dette, hvis præses han var fra dets oprettelse til marts 1739. For så vidt det var Kollegiet, der fremkaldte stiftelsen af banken i København, hvis virksomhed begyndte 1737, har Danneskiold-Samsøe her arbejdet i en heldig retning. Man kan heller ikke miskende, at der var noget fædrelandssindet i den iver, som blev udfoldet for at udvikle handel og industri; men det hele forsøg på at skabe vindskibelighed ved et til stor yderlighed drevet beskyttelsessystem med forbud på indførsel af en masse varer var dog i sin grund en stor misforståelse.

Æresbevisninger

Allerede under Frederik IV var Danneskiold-Samsøe på en tid, da han ellers havde ondt ved at arbejde sig frem, blevet Dannebrogsridder (1722), hvad der vel altså er blevet opfattet som en æresbevisning, der ikke kunne nægtes ham, en konges sønnesøn. Christian VI synes at have haft en egen smag med hensyn til sine hædersbevisninger. I det mindste lod han ved dokkens indvielse Danneskiold-Samsøe kun få en sølvmedalje, medens hver af Konseillets medlemmer fik en guldmedaille. Senere skænkede han ham efter en af anklagerne imod ham som et oprejsningstegn sit portræt, indfattet i brillanter, til at bære på brystet. Derimod blev Danneskiold-Samsøe besynderligt nok ikke under ham Ridder af Elefanten. Denne orden skænkedes ham først ved Frederik V's kroning 1747. Den blev den gang sendt ham med den tilføjelse, at dette eksemplar af ordenen var det, Christian VI selv havde båret, og at kongen derfor troede, den ville være ham dobbelt kær.

Afskedigelse

Men dog kom denne udsøgte hædersbevisning nærmest som et plaster på et sår. Danneskiold-Samsøe var meget snart efter Christian VI's død blevet afskediget fra sin stilling i Søetaten. Han var nu i adskillige år pensioneret embedsmand, blev fristet af Frederik II af Preussen til at træde i hans tjeneste for at organisere ham en marine, men modstod det og levede i ro, først på Søllerødgård, som han havde ejet en række år, så i Århus, hvor han kunde være i nærheden af Marselisborg, som han havde fået efter sin farbroder Ulrik Christian Gyldenløves død (1719). Men da kaldte kongen ham tilbage til virksomhed i statens tjeneste, dog ikke inden for marinens område, men som overhofmester ved Sorø Akademi (1760) og amtmand over Ringsted og Sorø Amter. Embedskarrieren under enevælden slog tit besynderlige bugter, således også her. Men den virksomme mand tog sig med iver af de ham hidtil ganske fremmede forretninger. Der var altid noget af en stærk personlighed i, hvad han tog sig for, og han skal have arbejdet Akademiet hæderlig op i de 4 år, han tilbragte der, indtil hans mange klager over den pekuniære slette stilling, hvorunder regeringen lod Akademiet lide, bevirkede, at han fik sin afsked (1764).

Genoptagelse af karrieren

Man har et par taler af ham fra denne tid, den ene holdt kort efter, at han havde mistet sin hustru, som han havde levet meget lykkelig med. De vise en dyb religiøs følelse og et for ungdommen varmt sind, der særlig tiltaler, fordi det sprog, hvori han udtrykte disse stemninger, har et påfaldende naturligt og simpelt præg. Efter hans død udgaves hans Samling af Morgen- og Aftenbønner (2 dele, 1775), dels originale, dels frie oversættelser. Hans stærkt religiøse stade bragte ham til at se med lidet venlige øjne på den som pædagog bekendte Johann Bernhard Basedow, hvem han på grund af hans fritænkerske meninger holdt for en farlig ungdomslærer, og han fik ham fjernet fra Sorø Akademi, hvor han var professor. Da senere Basedow havde fået et professorat i Altona, søgte Danneskiold-Samsøe, hårdnakket som han var, også at få regeringen til at fjerne ham der fra og derimod at lade ham få en stilling af en helt anden slags, i hvilken han ingen skade kunne gøre.

To år efter, at Danneskiold-Samsøe havde forladt Sorø, indtraf en ny svingning i hans liv. Da Christian VII havde tiltrådt regeringen, henvendte Danneskiold-Samsøe sig straks til ham med en Fremstilling af, hvor uheldig Søetatens styrelse var ordnet, og da den daværende overkrigssekretær, Frederik Christian Rosenkrantz, forgjæves havde stræbt at tilbagevise hans angreb, udnævnte Christian VII ham – ikke uden stærk tilskyndelse af sin svoger Carl af Hessen – 1. august 1766 til medlem af Konseillet. 25. samme måned blev han atter stillet i spidsen for marinen som overkrigssekretær for Søetaten og "Surintendant de marine". Årene havde imidlertid lige så lidt svækket den lidenskabelige mands stridslyst som hans virkelyst.

Afskediget igen

Det var ham ikke nok at styre Søetaten, og i en memoire, han overleverede kongen, angreb han J.H.E. Bernstorff skarpt som en skadelig minister. Men Bernstorff forsvarede sig så kraftigt, at angrebet prellede af, og det varede ikke længe, inden Danneskiold-Samsøe selv måtte vige sine stillinger i Konseillet og i Søetaten (27. oktober 1767). Man har i tidligere tid givet den temmelig uværdige mand, der blev hans efterfølger i Søetaten, grev Christian Conrad Danneskiold-Laurvig, skylden for at have fået ham styrtet; men højst sandsynlig har han også haft en særlig fjende i den hos kongen meget formående russisk-holstenske diplomat Caspar von Saldern, der var forbitret på ham, fordi han var en modstander af det holstenske mageskifte og af den stærke tilnærmelse til Rusland, der den gang var betegnende for Johann Hartwig Ernst von Bernstorffs udenrigske politik. Danneskiold-Samsøe overlevede kun kort sin sidste afskedigelse, han døde allerede 18. juli 1770 på Marselisborg.

I sit ægteskab med Dorothea komtesse Wedell-Wedellsborg (død 1763) som han var blevet gift med i en alder af 21 år 31. juli 1724, havde han haft tre sønner og seks døtre. Kun en søn og to døtre blev voksne. Dels som formynder en tid lang for en brodersøn, dels som styrer af sine egne sager viste han påfaldende ringe økonomisk sans; men han har åbenbart som embedsmand haft administrative evner som få her hjemme, og hvad der end var af lidenskabeligt og trættekært ved hans natur, er hans fortjenester ubestridelige. De har været lige så store, som hans fædrelandsfølelse var varm.

Han er begravet i Vor Frue Kirke i Aarhus.

Danneskiold-Samsøes Allé på Holmen i København er opkaldt efter ham. En mindestøtte ved Jægerspris Slot er rejst 1778 og udført af Johannes Wiedewelt. Der findes en pastel af Carl Gustaf Pilo 1745 på Gisselfeld (moderne kopi på Frederiksborgmuseet), litograferet 1868. Nogle ungdomsportrætter og malerier af Johan Friedrich Arends 1770 og 1771 på Gisselfeld. Endvidere malerier på Sorø Akademi (formentlig af Peder Als), i slægteje, på Orebygård og Ledreborg. Stik af G.L. Lahde 1795 efter maleri af Peder Als.
 
Danneskiold-Samsøe, Frederik (I9225)
 
6729 Frederik Johan, Rigsgreve Bothmer, født 11. Juni 1658 paa Lauenbrück i Hannover (Søn af Julius August Rigsfriherre Bothmer, hertugelig brunsvig-lyneborgsk Geheimeraad, og Margarethe Eleonore v. Petersdorf), kom 1703 i Besiddelse af Faderens Godser Lauenbrück, Fællesgodset Bothmer a. d. Leine, Morsum og Grellenbruch og blev Stamfader til alle nulevende Grever Bothmer.

Han kæmpede tappert under Marlborough, udmærkede sig som Oberst særlig i Slaget ved Höchstädt, hvor hans Regiment erobrede 13 Faner, og forfremmedes til Generallieutenant og Chef for et Dragonregiment i Hertug Georg Vilhelms Tjeneste, senest Gesandt i Kjøbenhavn, hvor han døde 29. Marts 1729, begraven i Kirken i Scheesel ved Lauenbrück.

Bothmer ophøjedes 1713 af Kejser Carl VI. i Rigsgrevestanden med sine tre Brødre og fik tillige Bevilling, at kun den ældste og rigeste, hvis Familien skulde ønske det, til enhver Tid maatte føre Grevetitlen.

Han var fire Gange gift:

  1. med Justine Sophie v. Moltke, † 2. Jan. 1708,
  2. med Sophie Charlotte v. Moltke,
  3. 16. Aug. 1716 med Sophie Hedvig v. Holstein (Datter af Geheimeraad Johan Georg v. Holstein til Møllenhagen og Ida Frederikke Joachime v. Bülow),
  4. 8. Marts 1724 med Birgitte v. Holstein, f. 28. April 1705, † 9. Nov. 1735 (Datter af Stiftamtmand Christian Frederik v. Holstein og Birgitte Scheel v. Schack, gift 28. April 1730 paa Cathrineberg med Frederik Greve Ahlefeldt til Langeland, Generallieutenant, f. 29. Dec. 1702, † 18. April 1773).

Børn:

  1. Johanne Sophie Frederikke, født 25 Aug. 1718 i Kjøbenhavn, † 17. April 1754 i Piøen, gift 12. Feb. 1737 i Kbhvn. med Christian Ditlev Greve Reventlow, f. 10. Marts 1710,† 30. Marts 1775.
  2. Christian Ulrik, født 26. April 1725.
  3. Birgitte Sophie, født 11. Maj 1726, † 19. Aug. 1771 i Svendborg, Hofdame hos Dronning Sophie Magdalene.
  4. Hans Casper Rigsgreve Bothmer, f. 30. Juli 1727, blev 1751 Kammerherre, derefter Envoyé extraordinaire ved det engelske Hof, undertegnede 1766 Kong Christian VII.s Ægtepagt med Prinsesse Caroline Mathilde og fulgte Dronningen fra London til Altona, 1763 hvid Ridder, 1766 Overhofmester hos Dronningen (til 22/10 1767) og Geheimeraad. 1767 Amtmand i Rethwisch, Travendal og Reinfeld og dek. med l’union parfaite, 1779 Geheimekonferensraad, 1780 Overpræsident i Kiel, død 24. Marts 1787. Gift 9. Sept. 1763 m. Margrethe Eleonore Rigsgrevinde Schweinitz, Dame de l’union parfaite, f. 8. April 1736, † 5. April 1803 (Descendens).
  5. Frederik Johan, f. 10. Nov. 1729, Lieut. y. 2. jydske Kav. Reg., 1754 kar. Ritmester, 1758 kar. Kapitajn ved Garnisonen i Fredericia, 1762 Major, † 1787, gift 10. Aug. 1764 i Haselau Kirke (ved Uetersen) med Christine Sophie v. Dewitz, † 1781, 2° med Georgine Frederikke v. Hahn, f. 23. Marts 1760, † 3. Marts 1798. — Datter: Frederikke Sophie Ulrikke, dbt. 20. Aug. 1765 i Rudkjøbing.


Kilde: Bobé: Efterladte Papirer fra den Reventlowske Familiekreds


 
Bothmer, Johan Frederik von (I7984)
 
6730 Frederik Julius d'Origny, født den 31. juli 1816 i København, død den 3. april 1888 i Korsør.

Han begyndte som 11-årig en militær karriere som elev på landkadetakademiet, men da han på den tid havde et dårligt helbred, søgte hans fader om hans afsked fra hæren i 1832. Han fik derefter straks ansættelse ved Toldinspektoratet i Køben­havn og fik en karriere i toldvæsenet. 1 1842 blev han udnævnt til Controlleur ved den jydske toldgrænse, og i 1843 fik han kongelig bestalling. Ved krigsudbruddet i 1848 meldte han sig som frivillig, han deltog som menig i slagene ved Sundeved 23/5 og 5/6, og blev den 1. september 1848 sekondløjtnant i infanteriets krigsreserve. Under våbenstilstanden besørgede han sit toldembede, men meldte sig igen den 1. marts 1849 til 3. jægerkorps. Han deltog i slagene ved Fredericia og i slaget ved Isted. Blev herefter udnævnt til premierløjtnant, blev Ridder af Dannebrog, avancerede til "Kaptains Caracter", men blev ved krigens afslutning afskediget fra hæren. Han blev i 1851 konstitueret som kontrollør ved Holtenau toldsted, og i 1852 udnævnt til toldinspektør i Tønning i Holsten; men efter afståelsen af Holsten modtog han i 1864 sin afsked i nåde og med pension. Han fungerede dog som toldinspektør i Holstebro, indtil han i 1867 blev toldforvalter i Korsør, i hvilket embede han forblev til sin død i 1888.

Han var i en årrække medlem af Korsør byråd, hvor der efter hans død blev holdt en lang mindetale, gengivet i Wads publikation.

Han var gift: 1. gang den 19. juli 1845 med Bertha Louise Adler, født den 25. oktober i Slesvig, død den 11. februar 1848 i Vilslev. Hun var datter af generalsuperintendant Jacob Georg Christian Adler og Louise Dorthea Lederer.

2. ægteskab blev indgået den 18. oktober 1853 med Edle Johanne Sophie Rasmine Cederfeld de Simonsen, født den 10. november 1821 i København, død den 14. september 1907 i Odense. Hun var datter af kommandørkaptajn Andreas Christian C. de S. og Edle Sophie Møller. 
D' Origny, Frederik Julius (I12772)
 
6731 Frederik lensgreve Knuth (15. september 1760 i København – 10. oktober 1818 på Knuthenborg) var en dansk godsejer og admiralitetsdeputeret.

Han var søn af Eggert Christopher lensgreve Knuth (d. 1776) og Marie f. Numsen, blev sekondløjtnant i Marinen 1776, premierløjtnant 1785. 1778-82 gik han tillige med en del andre officerer i fransk tjeneste, ansattes på den vestindiske flåde og deltog i de hårdnakkede kampe, som franskmændene under Picquet de la Motte, de Grasse og grev de Guichen førte mod de engelske admiraler Richard Howe og George Brydges Rodney. 1782-83 førte han som chef snaven Lærken på togt til Vestindien. Det påfølgende år udnævntes han til kammerjunker og ansattes som assessor auscultans i Admiralitets- og Kommissariatskollegiet. 1787 fik han afsked som officer, 1789 blev han 3. Civildeputeret i Kollegiet, 1792 2. og året efter 1. deputeret sammesteds. 1794 foretog han en rejse til Holland og England for der at studere værfternes tekniske installationer, 1795 indtrådte han i kommissionen til antagelse af videnskabelig studerede officerer. I Admiralitetet beholdt Knuth sit sæde indtil 1814, men overskyggedes her en del af sin mere energiske kollega Steen Andersen Bille. Efter sin ældre broder Johan Henriks død 1802 overtog han, der hidtil havde været baron, grevetitlen og besiddelsen af grevskabet Knuthenborg og stamhuset Lerchenfeld (Mørup); han var også herre til Merløsegård. 1792 blev han kammerherre, 1803 hvid ridder og 1811 gehejmekonferensråd. Han døde 10. oktober 1818.

Knuth blev 2. april 1784 gift med Juliane Marie von Møsting (1754 – 10. januar 1821), datter af Frederik Christian von Møsting og Elisabeth f. von Schack. 
Knuth, Frederik (I10604)
 
6732 Frederik Ludvig lensgreve Danneskiold-Laurvig (eller -Laurwigen) (15. maj 1717 – 12. august 1762 i Lübeck) var en dansk officer, greve til Grevskabet Laurvig, herre til Dorwerth, Herzhorn, Varel, Kniphausen, Skjoldenæsholm, Merløsegård mm.

Han var en søn af Ferdinand Anton Danneskiold-Laurvig. Kun 18 år gammel blev han 1735 udnævnt til kammerherre og kaptajn ved Grenaderkorpset, men blev året efter forsat til Garden til Fods. Den unge greve levede meget ved hoffet og avancerede efterhånden fremad, samtidig med at han modtog mange kongelige nådesbeviser. 1738 blev han oberstløjtnant af infanteriet, 1743 hvid ridder, 1746 generaladjudant hos kongen og premiermajor ved garden, 1747 oberst af infanteriet, 1749 fik han rang med gehejmeråder og blev chef for Kongens Livregiment i København, indtil han endelig 1753 blev udnævnt til kommandør for Livgarden efter Heinrich Sigismund Castoniers afgang. Da hans fader døde 1754, blev han desuden overstaldmester og arvede grevskabet og godserne. Året efter blev han generalmajor og fik 1757 ordenen l'union parfaite.

Under de store udrustninger i de påfølgende år, der truede stærkt med krig for Danmark, var Danneskiold-Laurvig meget beskæftiget med at tilvejebringe heste til hæren, og da krigen endelig udbrød 1762, blev han udnævnt til generalløjtnant og fulgte hæren som chef for 1. brigade af 1. division, da den under Claude Louis de Saint-Germain rykkede ind i Mecklenburg. Få måneder efter, at armeen havde fået ordre til at rykke tilbage, døde greven i Lübeck, 12. august 1762.

Han blev gift 25. august 1744 med Anna Joachimine Ahlefeldt, dame de l'union parfaite, datter af gehejmeråd Hans Adolph Ahlefeldt. Da de ingen børn efterlod sig, gik grevskabet og godserne over til broderen, admiral Christian Conrad Danneskiold-Laurvig. En temmelig betydelig stiftelse, Larvik Hospital, som var blevet stiftet af deres fader, blev ombygget og udvidet af Frederik Ludvig, og han efterlod den ved sin død en lige så stor sum penge, som i sin tid var den tillagt af stifteren. 
Danneskiold-Laurvig, Frederik Ludvig (I8978)
 
6733 Frederik Reedtz, 1586-8.6.1659, rigsråd. Født på Antvorskov, død i Kbh. R. studerede 1600 i Wittenberg, 1602 i Geneve og 1603 i Basel og Orleans, var 1605–08 hofjunker og deltog som fænrik i Kalmarkrigen hvor han var med ved Ölands erobring i aug. 1611. Ved sin fars død 1607 havde han arvet Tygestrup (Merløse h.) og Hørbygaard (Tudse h.) og indtog siden en fremragende stilling inden for den sjællandske adel. Hans len kom alle til at ligge i denne landsdel, først Svenstrup 1619–22, derefter Tryggevælde 1622–32 og endelig Vordingborg fra 1632 til hans død. 1623 nævnes han som ritmester ved den sjællandske rostjeneste, fra 1627 var han ofte befuldmægtiget for provinsens adel på stændermøder og fra 1637 landkommissær. 1634 var han til stede i Dresden ved hertug Ulriks bisættelse og blev i dec. 1644 rigsråd. Som sådan var han n.å., i modsætning til de fleste af sine fæller, stemt for Hannibal Sehesteds plan om at sende flåden til Norge, 1648 skal han have været en modstander af at binde Frederik III ved for streng en håndfæstning; men ellers kendes hans politiske holdning ikke nærmere. Sprogmanden Søren Poulsen Judichær regnede ham mellem sine beskyttere. R. ejede et betydeligt jordegods. 1638 takseredes han til 2514 tdr. hartkorn, hvoraf 1579 lå på Sjælland og 831 i Jylland. Før sin død synes han at have afstået sine sjællandske godser til sine sønner Steen og Peder Reedtz.

Forældre: Peder R. til Tygestrup (1531–1607) og Karen Rostrup (død 1636). Gift 1. gang 9.7.1609 i Kbh. med Birgitte Brahe, født 1591, død 1627, d. af rigsråd Steen B. til Knutstorp (1547–1620) og Kirsten Holck (1558–99). Gift 2. gang 22.6.1634 i Århus med Sophie Høg, født 16.11.1588, begr. 30.8.1653, d. af Stygge H. til Vang, Kærgårdsholm m.m. (1560-ca. 1630) og Anne Ulfstand (død 1627). – Far til Peder R. (1614–74).

Ikonografi:
Mal. tilskrevet Remmert Petersen, 1620erne (Fr.borg). Stik af A. Haelwegh efter forlæg af A. Wuchters fra 1650erne. Mal. i samme type (Fr.borg; Gavnø). Mal. (Rosenholm).

Bibliografi:
Danske mag. 3.r.IV, 1854 (Christen Skeels dagbog). Aktstykker og oplysn. til rigsrådets og stændermødernes hist. i Kr. IVs tid, udg. Kr. Erslev I-III, 1883–90. Aktstykker og oplysn. til rigsrådets og stændermødernes hist. i Fr. IIIs tid, udg. C. Rise Hansen I-II, 1959–75. Kancelliets brevbøger 1609–45, 1916–68. – H. F. J. Estrup: Tygestrup, 1838 57–62. J. A. Fridericia: Adelsvældens sidste dage, 1894 (reproudg. 1969). Holger Hjelholt: Falsters hist. I, 1934 297f. Hans H. Fussing: Herremand og fæstebonde, 1942 (reproudg. 1973).

Kilde:
C. O. Bøggild-Andersen: Frederik Reedtz i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 25. januar 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=296240
 
Reedtz, Frederik Pedersen (I5877)
 
6734 Frederik Rosenkrantz blev straffet. Han havde været trolovet til anden side, da forholdet til Rigborg
indledtes, og blev dømt til døden, en dom, som dog ændredes til landsforvisning. Han døde i 1602 som 31-årig
fjernt fra Danmark 
Rosenkrantz, Frederik (I4312)
 
6735 Frederik Siegfried lensgreve Rantzau (8. juni 1744 – 23. august 1822 på Frederikslund) var en dansk officer, bror til Carl Adolph, Christian og Otto Manderup Rantzau.

Han var en søn af gehejmeråd, grev Christian Rantzau (1684-1771) og blev født 8. juni 1744. I sit 14. år blev Rantzau premierløjtnant i holstenske Rytterregiment, fik 2 år senere ritmesters karakter og blev 1766, efter en kortvarig tjeneste i Hestgarden, eskadronschef i sjællandske Dragonregiment, hvor han, der 1768 blev kammerherre og året efter generaladjudant, 1770 blev oberstløjtnant og 1774 oberst og chef, 1776 Dannebrogsridder og 1787 generalmajor. Ved mobiliseringen 1788 var han kommandør for en kavaleribrigade (3 regimenter) på Sjælland. Da hans regiment blev opløst 1789, blev han chef for fynske Dragonregiment, ved hvilket han oprettede en skole for soldaterbørnene. Ved stridighedernes begyndelse med England 1801 blev Rantzau kommanderende general på Fyn, 1802 generalløjtnant. Under troppesamlingerne i Holsten 1803 og 1805 førte Rantzau en kavaleribrigade. I 1808 havde han under de spanske troppers frafald i sit generalkommando kun 9 kompagnier landeværn, der var spredt over hele øen; skønt han havde fattet mistanke til spanierne, kunne han derfor ikke optræde imod dem. 1809 fik han efter ansøgning afsked med pension og som general af kavaleriet.

Ved faderens død 1771 overtog Rantzau Krengerup på Fyn, hvis nuværende stolte hovedbygning han lod opføre, og hvis navn han 1783 fik forandret til Frederikslund (indtil 1917). 1775 købte han Brahesholm og året efter Søholm; sidstnævnte gårds bygninger lod han nedrive. Efter sin ældre broders død blev han 1814 besidder af stamhuset Rosenvold (det grevelige Rantzauske Forlods) og altså samtidig lensgreve. Han havde 1776 ægtet Sophie Magdalene baronesse Krag-Juel-Vind (4. juli 1754 – 9. februar 1833), datter af baron Jens Krag-Juel-Vind (d. 1776). Rantzau døde efter få dages sygeleje 23. august 1822 på Frederikslund (Krengerup).

 
Rantzau, Frederik Siegfred (I10707)
 
6736 Frederik Sophus Raben(-Levetzau) (20. december 1745 – 13. oktober 1820) var en dansk godsejer og officer.

Han var søn af stiftamtmand Christian Frederik Raben og Berte Scheel von Plessen og havde en mængde kendte brødre og søstre. 1758 blev Raben karakteriseret kornet i Livgarden til Hest, 1761 kammerjunker, 1762 virkelig kornet, forsat til Holstenske Kyrasserregiment, 1764 sekondløjtnant i Livgarden til Hest, 1767 karakteriseret premierløjtnant af Garden og ritmester af kavaleriet, 1768 generaladjudant hos Kongen og kammerherre, 1769 virkelig premierløjtnant i Garden, 1770 sekondritmester, men tog 1770 afsked fra Hæren på grund af svagelighed.

Raben blev 1774 ceremonimester, 5. maj 1777 hvid ridder (symbolum: In rectc decus), 1790 gehejmeråd og 1808 gehejmekonferensråd.

Han ejede Beldringe og Lekkende (fra 1774), stamhuset Restrup (som han overtog efter overenskomst med farbroderen og 1811 substituerede med en fideikommiskapital), Kjærstrup og Raben-Levetzau (som stamhusbesidderen var forpligtet til). Raben fornyede 1793 taget på Udby Kirke. 
Raben, Frederik Sophus (I10648)
 
6737 Frederik Vilhelm Steen greve Danneskiold-Samsøe (16. september 1837 i København – 7. eller 8. december 1895 sammesteds) var en dansk godsejer og politiker, bror til Christian Conrad Sophus Danneskiold-Samsøe.

Godsejer

Han var søn af grev Sophus Danneskiold-Samsøe. Efter at grev Danneskiold-Samsøe i 1856 havde taget artium og derefter Anden Eksamen, købte han 1863 af ritmester Alexander Berner-Schilden de ved Kertinge Nor beliggende ejendomme, hovedgården Ulriksholm med avlsgården Ørnfeldt, og 1873 af hofjægermester og lensgreve Gregers Christian Raben hovedgården Rydhave.

Politiker

I årene 1875-78 havde han sæde i Landstinget som en af 6. kredses repræsentanter, og 13. marts 1882 modtog han derefter kongelig udnævnelse som landstingsmand. Grev Danneskiold-Samsøe blev 1869 hofjægermester og 12. april 1878 Ridder af Dannebrog.

Han indgik 20. juni 1863 på Ledreborg ægteskab med Eugenie Frederikke Charlotte Clara komtesse Holstein (6. juni 1841 på Ledreborg - 27. november 1925 på Ulriksholm), datter af Christian Edzard Moritz lensgreve Holstein-Ledreborg. Han døde 7.-8. december 1895.
 
Danneskiold-Samsøe, Frederik Vilhelm Steen (I13036)
 
6738 Frederik Wilhelm Treschow (født 22. januar 1871 på Brahesborg, død 3. oktober 1951 sammesteds) var en dansk godsejer og kammerherre.

Han var søn af Carl Treschow og hustru født Rantzau, købte Falkensteen i 1897 og overtog Brahesborg i 1911. Han var også løjtnant i Hæren og Ridder af Dannebrog.

Han blev gift 18. september 1910 i Fodby Kirke med Louise "Lissie" Thora Bencard (29. december 1887 på Fodbygård - 14. december 1945 på Brahesborg), datter af godsejer Heinrich Ludvig Theodor Bencard og Thora Valgerda født Rosenstand. 
Treschow, Frederik Vilhelm (I24218)
 
6739 Frederiksberg Knuth, Sigismund Ellis Frederik Victor Lüttichau Greve (I15522)
 
6740 Mindst én nulevende eller privat person er knyttet til denne note - Detaljer er udeladt. Jensen, Mette Vibeke (I23130)
 
6741 Freiherr Heintze-Weissenrode, Christian von (I24990)
 
6742 Freiherr Heintze-Weissenrode, Johan Adolf von (I13294)
 
6743 Freiherr zu Dagstuhl Fleckenstein, Heinrich von (I2815)
 
6744 Freiherr zu Dagstuhl Fleckenstein, Georg von (I3172)
 
6745 Freiin Heintze-Weissenrode, Caroline Friherreinde (I12158)
 
6746 Freiin Heintze-Weissenrode, Georgine Baronesse (I24994)
 
6747 Freiin Heintze-Weissenrode, Frida von (I14446)
 
6748 Freiin Heintze-Weissenrode, Elisabeth von (I14500)
 
6749 Freiin zu Stichsenstein Hoyos, Alice Lillian (I13961)
 
6750 Fremstillet i Års kirke.

Faddere:

  • Gårdejer Anders Krog, Sjøstrup
  • Kristen Rask, Sjøstrup
  • Partikulier Jørgen Jørgensen, Sjøstrup
  • Arbejdsmand Kristen Nielsens hustru, Johanne Rask, Aars
  • Syerske Karen Kristiansen, Sjøstrup 
  • Gregersen, Hilmer Viggo (I15905)
     

          «Forrige «1 ... 131 132 133 134 135 136 137 138 139 ... 228» Næste»