| |
Match 6,401 til 6,450 fra 11,367
| # |
Notater |
Knyttet til |
| 6401 |
DAA 1991-93 p731 57b | Moltke, Carl Poul Oscar Greve (I14326)
|
| 6402 |
DAA 1991-93 pg 575 3a | Moltke, Johann (I616)
|
| 6403 |
DAA 1991-93 pg 575 3a* | Preen, Konrad (I23564)
|
| 6404 |
DAA 1991-93 pg 575 3a* | Preen, Nn (I23565)
|
| 6405 |
DAA 1991-93 pg 584 15a | Moltke, Johann (I884)
|
| 6406 |
DAA 1991-93 pg 592 33b | Moltke, Vicke (I1502)
|
| 6407 |
DAA 2018-20: de Reventlou | Reventlow, Greve Detlev Christian von (I14792)
|
| 6408 |
Daa, som fødtes på faderens gård Ravnstrup på Sjælland, blev sat i Sorø skole og derefter i en alder af 12 år sendt til udlandet, hvor han især opholdt sig en længere tid i Geneve. Han kom hjem til Christian IV's kroning i 1596, men rejste det følgende år på ny til Schweiz og Frankrig og kom først hjem i 1599.
Fra 1600-03 var han hofsinde hos kongen. I 1606 blev han lensmand på Skivehus og 1609 løjtnant ved den røde fane af den jyske rostjeneste. Som sådan deltog han med hæder i Kalmarkrigen og blev udnævnt til ritmester. 1613 ombyttede han Skivehus med Trondhjems Len, dette atter 1620 med Vestervig Len og dette igen 1624 med Dragsholm Len.
I samme år var han en af kommissærerne, der skulle undersøge, hvor meget kronens bønder på Sjælland kunne give i erstatning for hoveriets afløsning. 1625 blev han medlem af rigsrådet. 1626 var han krigskommissær i Tyskland og sendebud til fredsmødet i Brunsvig, men i august måtte han på grund af sygdom forlade Tyskland; også 1627 hindrede svagelighed ham i at efterkomme kongens ønske om på ny at komme til krigsskuepladsen.
Trods disse tillidshverv synes han ved flere lejligheder som medlem af rigsrådet at være trådt i bestemt modsætning til kongens politik. Han hævdede således 1628 enhver enkelt adelsmands ret til at give sit samtykke til kontributioner, og i 1630 synes han at have været en af talsmændene inden for rigsrådet for at opfordre kongen til forlig med Hamborg, i alt fald overbragte han sammen med Christian Thomesen Sehested kongen en skrivelse i denne retning.
Ikke desto mindre blev han netop på denne tid af kongen udnævnt til rigsadmiral og aflagde ed som sådan 25. juli; således blev det hans sag under kongen som højstkommanderende at føre den flåde, der 6. august lettede fra København for at angribe den hamborgske flåde, der blokerede Glückstadt. Det var kongens hensigt ved et hurtigt angreb at splitte sine modstandere, men storme opholdt flåden, således at Hamborg fik tid til at sætte sig i bedre forsvarsstand.
4. september begyndte på Elben en fire dages heftig kanonade; resultatet blev, at den hamborgske flåde dreves tilbage, og blokaden af Glückstadt hævedes; men kongen var ikke fornøjet med Daas holdning, han bebrejdede ham skarpt hans vaklen og antydede, at hans stemning mod krigen med Hamborg havde påvirket hans adfærd. Det bør dog bemærkes, at Daa ikke havde haft nogen fordannelse til sin stilling som rigsadmiral.
I 1631 sendtes han sammen med Frederik Günther som gesandt til Haag. Han skulde dels søge at mægle fred mellem Generalstaterne og Spanien, dels forhandle med en engelsk gesandt om fornyelse af forbundet med England og om udbetaling af subsidier. Daa optrådte med megen pragt og havde 6 kongelige drabanter om sig foruden et stort følge, men denne pragt synes kun at have fremkaldt ironisk spot, og sendelsen førte ikke til noget resultat. Derimod fik han selv en guldkæde til værdi af 1800 gylden.
I 1632 var han sendebud ved landdagen i Rendsborg, blev 1633 ridder og fungerede flere gange ved de norske herredage. Af hans godser kan nævnes Borreby og Holmegaard på Sjælland, Fraugdegård på Fyn og Bonderup i Jylland. Han opførte hovedgården på Holmegaard 1635. Han havde 22. april 1604 ægtet Dorthe Henriksdatter Below; efter hendes død 1609 ægtede han 2. maj 1613 Ingeborg Valdemarsdatter Parsberg.
| Daa, Claus (I5323)
|
| 6409 |
DAA1914 | Saltensee, Iver Tokesen (I384)
|
| 6410 |
DAA1914:392 | Saltensee, Anders Tokesen (I371)
|
| 6411 |
DAA1931:390 | Glug, Oluf (I305)
|
| 6412 |
DAA1985-87 p 735 48c | Rosenkrantz, Holger Christian Georg (I12143)
|
| 6413 |
Earl of Leicester | Montfort, Simon de (I364)
|
| 6414 |
Earl of Leicester | Plantagenêt, Edmund (I527)
|
| 6415 |
Ebbe Skjalmsen Hvide blev født omkring 1085 og døde i 1150/1151, før Valdemars valg til enekonge. Han var søn af Skjalm Hvide og Signe Asbjørnsdatter.
Ebbe må have ejet en stor del af Haverup Ore, da arvingerne ses at have andele heraf i 1190'erne. Han havde formodentlig også gods i Bjernede, hvor han fik bygget en kirke i træ. Ebbe havde hus i Roskilde.
Ægtefællen Ragnhild skænkede ved sin død Sorø Kloster Sasserbro Mølle.
Ebbe var vidne for kong Erik Lam (Erik III). Ebbe varetog sammen med broderen Asser Rig stiftelsen af Sorø Kloster.
Ebbe var nær og betydende rådgiver for kong Svend Grathe og hjalp i striden mellem Svend, Knud og Valdemar. Ifølge Saxo, gjorde Svend 3. Grathe intet uden at rådføre sig med Ebbe. Hans rolle er tilsvarende fremstillet i den islanske Knytlingasaga. I borgerkrigens start var Ebbe sat til at vogte Roskilde for Svend 3. Grathe og holdt her byen mod kong Knud 5. Magnussen. Senere brændte Knud hans hus af i byen.
Ebbe var gift med Ragnhild og Gyde.
Han identificeres ofte med Ebbe af Bastrup, der vidnede for kong Niels 1104/34. Deraf følger den antagelse, at Ebbe var borgherre på det endnu eksisterende Bastruptårn. Identifikationen her er mulig.
Med hustruen Ragnhild fik han tre (måske 4) børn: Gythe (eller Gyde), Toke Ebbesen, Sune Ebbesen og måske Fin.
| Hvide, Ebbe Skjalmsen (I141)
|
| 6416 |
Ebbe Sunesen, d. 31.1.1208, godsejer. Død ved Lena, begravet i Sorø. S. arvede efter sin far gården Knardrup i Nordsjælland hvortil der hørte meget andet gods; således havde S. ejendomme i Herlev som han skænkede til Esrum kloster, og i Alsønderup ved Arresø.
Han stod i venskabsforhold til abbed Vilhelm i Æbelholt, og denne priser i høje toner S.s ædelhed og fromhed. S. hørte til Danmarks anseteste mænd. Kong Knud IV lod ham og hans bror Anders mægle i en fiskeristrid mellem Æbelholt kloster og kronens landboer og på borgen Grønholt 1196 bevidne stadfæstelsen af dommen mellem cistercienserne i Guldholm og cluniacenserne ved Slesvig, og ligesom de andre Sunesønner (undtagen Jacob) hørte han til det broderskab af stormænd hvis navne er optegnede i kong Valdemars jordebog.
Størst navnkundighed vandt S. sig som leder af den uofficielle danske interventionspolitik i Sveriges tronstridigheder 1167 var den svenske kong Karl Sverkersen, der var gift med en datter af den danske stormand Stig Hvide og Valdemar den Stores søster Margrete, blevet besejret og dræbt af sin modkandidat Knud Eriksen. Karl Sverkersens spæde søn Sverker (II) blev opdraget hos sine mødrene frænder i Danmark og blev senere gift med S.s datter Benedicte.
Efter Knud Eriksens død 1195 lykkedes det Sverker at opnå kongemagten i Sverige, men 1205 måtte han over for Erik Knudsens oprør søge tilflugt hos sine frænder i Danmark som under S.s ledelse udrustede en dansk hær til hans hjælp. Også S.s brødre Lars, Jacob og Peder, biskop af Roskilde, deltog i krigstogtet. Men 31.1.1208 blev den danske hjælpehær oprevet i det blodige slag ved Lena; blandt de faldne var S. og hans bror Lars. S. og Lars blev begravet i Sorø klosterkirke.
Af S.s sønner blev Johannes (død 1232) marsk, Peder (død 1256) arvede Knardrup og havde en strid med Erik Plovpenning; af de fire døtre ægtede Cæcilie Jon Reinmodsen og blev ved ham mor til Jon Litle, en anden var gift med en tysk grev Engelbert hvem folkevisen om Lenaslaget berømmer.
Kilde:
C. A. Christensen: Ebbe Sunesen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 28. marts 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=297981
| Sunesen, Ebbe (I200)
|
| 6417 |
Edler Herr zu Putlitz | Gans zu Putlitz, Caspar (I2733)
|
| 6418 |
Eduard Vilhelm Christian Ludvig Ferdinand Reventlow,
25.4.1861-22.1.1923, greve, overretssagfører, kreditforeningsdirektør.
Født på Pederstrup, Lolland, død i Kbh., begravet i Theophili skov ved Vesterborg. R. blev student 1880, privat dimitteret og juridisk kandidat 1886. I studenterlivet sluttede han sig varmt til føreren for Studenterforeningens liberale, A. C. Larsen, og som ivrig deltager i utallige diskussioner udviklede han sine betydelige evner som debattør. Efter embedseksamen var han en årrække en meget søgt juridisk manuduktør, og med sin store forståelse af ungdommen kom han til at øve stærk indflydelse på sine elever. 1890 blev han overretssagfører i Kbh., og uagtet hans natur langt mere var forskerens end forretningsmandens fik han efterhånden en meget omfattende sagførervirksomhed. Sin livsopgave fik han dog inden for kreditforeningens ramme. Nærmest ved et tilfælde blev han efter et kampvalg 1900 som neutral tredjemand valgt til retskyndig direktør for Østifternes kreditforening. 1906 blev han direktionens formand, og siden ofrede han sig udelukkende for denne stilling og de interesser der knyttede sig dertil. Det var ikke den store mængde lånesager der tog hans opmærksomhed, men den enkelte vanskelige sag hvor hans indsats da også blev afgørende.
Til sin død forblev han leder af den store kreditforening, og såvel her som i kreditforeningernes stående fællesudvalg hvis formand han blev 1913 forstod han at forfægte sine velovervejede standpunkter så overbevisende at han som oftest sejrede ved spørgsmålenes afgørelse. Til generalforsamlingerne forberedte han sig meget omhyggeligt for at væbne sig mod alle indvendinger, og hans til de mindste enkeltheder gennemarbejdede forelæggelsestaler bar præget deraf. Bedst var han dog i debatten hvor han i sjælden grad kunne gå ind på andres tankegang og i elegant form og med uimodståelig elskværdighed bøje dem efter sin vilje. Stærkt følte han sit ansvar, og da i begyndelsen af 1920erne den dalende kronekurs gav stigende tab ved indløsningen af dobbeltmøntede obligationer og rentekuponer og en tid ligefrem blev skæbnesvanger for de pågældende serier voldte det ham megen bekymring og fremskyndede utvivlsomt hans død. Stor var hans omsorg for personalet hvis kår var ham en hjertesag, og under krigstidens stærke prisstigning stod han på repræsentantskabsmøderne atter og atter som personalets varme talsmand for lønningernes forbedring. Kun få var de foretagender han i øvrigt lod sig knytte til. Han blev medlem af bestyrelsen for det Raben-Levetzauske fond 1907, af landbokommissionen fra dens oprettelse 1911 og af nationalbankens repræsentantskab 1920. Ellers levede han tilbagetrukket, i sin fritid optaget af sine interesser for historie, skønlitteratur og kunst.
Familie
Forældre: hofjægermester, greve Eduard Vilhelm R. (1810–68) og Johanna Amalia Elisabeth Magdalene (Helene) v. Heimbruch (1824–1911). Ugift. – Bror til Ludvig R. (1848–1916).
Udnævnelser
R. 1906. DM. 1916.
_____________________
| Reventlow, Greve Eduard Vilhelm Christian Ludvig Ferdinand (I13938)
|
| 6419 |
Efter fald af hest. Hesten blev sky og han slæbtes til døde. Nogle kvinder blev anklaget for at have forhekset hesten. | Ahlefeldt, Melkior von (I5098)
|
| 6420 |
Efter henrettelsen begravet på Galgbacken i Stockholm, men senere begravet i hjembyen Schlitz i Hessen, Tyskland | Goertz, Friherre Georg Heinrich von Schlitz genannt von (I7660)
|
| 6421 |
Efterfølgende overført til sarkofag i kapellet på Agerupgaard | Reventlow, Lensgreve Rudolph Eduard Vilhelm Ferdinand Christian (I14661)
|
| 6422 |
Efterkommere efter Siegfred von Oertzen og Anna Valentina Reventlow:
https://gedbas.genealogy.net/person/descendants/1172209298
| Familie: Siegfred von Oertzen / Anna Valentina Reventlow (F28145)
|
| 6423 |
Eiler Rønnow, d. 1434, d. 15.11.1434, til Ejsbøl (ved Haderslev), rigsråd. Efter at hertug Gerhard var faldet mod ditmarskerne 1404 i hørte R. til de råder der styrede Slesvig sammen med enkehertuginde Elisabeth, og han stod ved hendes side under de første stadier af striden med Erik af Pommern; men efter at dommen i Nyborg 1413 havde underkendt Schauenburgernes ret til hertugdømmet gik R. sammen med sin bror Tønne og flere andre hertugelige råder over til kongen der lønnede ham med en plads i sit rigsråd. Desuden fik han som forlening Lundenæs hvortil han nævnes 1423. Han led store tab under den fortsatte fejde, men holdt troligt ud, og ved Horsensstilstanden 1432 sikredes hans besiddelser i Slesvig. 1434 fulgte han kong Erik på hans tog til Stockholm og nævnes blandt de danske garanter for det kommende Halmstadmøde men ikke senere og er sandsynligvis død før de store forhandlinger.
Kilde:
Henry Bruun: Eiler Rønnow, d. 1434 i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 4. september 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=296779
| Rønnow, Eiler (I1676)
|
| 6424 |
Einar Reventlow, greve, kammerherre, hofjægermester, Nakskov, var i 1950erne kendt for sin fine kvægbesætning på Rudbjerggaard. Men først i 1960erne, da tiderne var ugunstige for kvægavl, solgte han besætningen. Gården blev i 1981 overdraget til sønnen, Gustav von Rosen Reventlow. Under Anden Verdenskrig var Einar Reventlow aktiv modstandsmand, og senere har han bl.a. været optaget af arbejdet i Amnesty International.
Hans historiske interesse kom bl.a. til udtryk i forbindelse med Nationalmuseets stavnsbåndsudstilling På Herrens Mark. | Reventlow, Greve Einar Ludvig August (I15896)
|
| 6425 |
Ejer Af Gaard I Stribrnice Og Gaard I Veseli | Pšovlcký von Mukodel, Bernhard (I21721)
|
| 6426 |
Ejer af Lykkenssæde, Landstingsmand | Schroll, Gustav Frederik (I11874)
|
| 6427 |
Ejer af Mattrup, ugift | Westenholz, Thomas Frederik (I12792)
|
| 6428 |
Ejer af Schønemann | Petersen, Agnes (I23579)
|
| 6429 |
Ejer af Starupgaard (-1541-1578), Store Grundet (1578-f) (Hornstrup S., Nørvang H.) og Mølbygaard (1578-f) (Ansager S., Øster Horne H.).
Opføres 1536 i recessen, forholdt 1539 Ribe Domkapitel en gård i Hornsted i Højen Sogn, udtog 1541 (15. aug.) stævning vedrørende et markskel ved Starup Mark, sagsøgte s.å. (8. okt.) med andre Peder Jensen i Øster Starup angående et markskel mellem Øster Starup og Fredsted, der tilkendtes sagsøgerne, var samme dag meddommer i en sag om arv tilfaldet Jørgen Prips mor,
1542 (3. maj) stævnet af Peder Jensen i Øster Starup vedrørende et markskel mellem Fredsted og Starup Mark, stævnede s.å. (10. juni) Jørgen Nielsen i Alling vedrørende gods sst., der til kendtes sagsøgeren, opføres 1543 i taksationslisten til Starupgaard, var s.å. (19. nov.) bl.a. med broderen Henrik ridemand for Oluf Hansen vedrørende gods i Eltang,
1549 (efter 25. jan.) stævnet med Henrik Vind og flere andre for et mark skel ml. Bramdrup og Dons, skrives til Starupgaard, 1554 (sept.) domsmand ved rørende en bondegård i Bjert, førte 1555 proces mod Hans Skovgaard om rettig heder i Starup, som ved dom af s.å. (6. maj) gik ham imod, kaldes her bror til Henrik Vind (1,2),
førte 1564 proces med Christen Lange om et kannikedømme i Ribe, som denne nu havde, men hans afdøde bror Henrik Vind før havde haft, førte en langvarig trætte med Claus og Mads Skeel om en gård i Hesselballe og en halv gård i Tudved i Østed Sogn, hvorover kong Frederik II 1569 (9. aug.) tilskrev parterne at søge afgørelse, 1570 stævnet af Claus Skeel til kongens retterting vedrørende samme gods, men dommen synes at være gået Skeel imod, da Vind 1578 ejede en gård i Hesselballe og en gård i Tuvad,
mageskiftede 1578 (7. juli) Starupgaard med kronen for gods i Nørvang Herred, nemlig Grundet By (syv gårde) og Birk, i Hornstrup (to gårde) og gods i Ansager Sogn, og oprettede af det samlede gods hoved gården Store Grundet, hvortil han skrev sig, da han s.å. (1. sept.) fik skøde på tre gadehuse i Hornstrup, hyldede 1580 i Odense, skrev 1583 (dec.) eller 1584 (jan.) til kong Frederik II om de gejstlige forhold i Hornstrup Sogn. | Vind, Iver (I3905)
|
| 6430 |
ejer Hajstrupgård | Petersen, Hinrich (I2382)
|
| 6431 |
Ejer Hajstrupgård(n.1453) | Tordsen, Peter (I2000)
|
| 6432 |
Ejnar Carl Detlev, svensk adelsman och dansk greve. Född 1788-01-06 i Köpenhamn. Jur. kand. 1810. Auskultant i Danmarks högsta domstol 1810–1817. Naturaliserad svensk adelsman 1860-05-04 enligt 37 § R.F. (introducerad 1861-12-31). Död 1867-05-04 Pederstrup
Reventlow blev tillsammans med bröderna Ernst och Fritz elev på det kända Schouboeske Institut 1802 och blev jur. kand. 1810. Snart därefter utnämndes han till auskultant i Højesteret och följde året därpå med sin far på dennes omskrivna resa till Norge.
1813 fick Reventlow avbryta sitt arbete i Højsteret på grund av en allvarlig depression. Efter en kort tid som rekonvalescent på familjegodset Pederstrup på nordvästra Lolland flyttade han till sin faster Louise Stolberg och hennes make Christian zu Stolberg-Stolberg på godset Vindeby i norra Schleswig-Holstein. Där blev han upplärd i lant- och jordbruk från 1814 till 1815. Vid återkomsten till Pederstrup köpte fadern honom en mindre gård, där byggde upp en jordbruksverksamhet från grunden. Det visade sig bli ett framgångsrikt projekt och från 1820 arrenderade och brukade han gården Aalstrup, som låg under faderns grevskap Christianssæde.
Einar Reventlows renommé som lantbrukare gjorde att han sedermera användes som administrator, bland annat för de omfattande grevskapen Hardenberg och Knuthenborg. 1845 flyttade han till Sverige, där han köpte ett antal gårdar; bland dessa var Frugården och Vänersnäs i Västergötland, Ilnestorp i Västra Vrams socken samt Ugerup i Köpinge socken. Reventlow konstruerade även huvudbyggnaderna på Pugerup och Vännberga gård, i Gudmuntorps respektive Östra Strö socken.
Vidare gjorde han sig känd som författare av skrifter i lantbruk och nationalekonomi; genom detta engagerade han sig i bland annat gödselproduktion och prästerskapets avlöningssätt. Reventlow blev naturaliserad svensk adelsman 1860, jämlikt 37 § 1809 års regeringsform, vilket innebär att släktens huvudman är den ende som har svensk adlig värdighet och titel. Släkten introducerades på Riddarhuset 1861, som nr. 2335.
Einar Reventlow gifte sig den 24 juni 1829 med brorsdottern Hildeborg Sophie Reventlow (1804–1868) och fick ett antal barn. Hans medlemskap i Det Kongelige Nordiske Oldskriftselskab skvallrar om ett intresse i fornhistoria och arkeologi, vilket gick i arv till sönerna Christian Detlev och Fritz Reventlow; dessa bröder gjorde i egenskap av amatörarkeologer betydliga fornfynd vid Ringsjöns torrläggande kring sekelskiftet 1900.
| Reventlow, Greve Einert Carl Detlef (I12017)
|
| 6433 |
Ekspeditionssekretær i Kø | Obelitz, Johannes Balthazar Gebhardt von (I13953)
|
| 6434 |
Eleanore was only about 10 years old when married to the 15 year old Edward of Westminster at Las Huelgas in 1254. Such child marriages were common place in Europe in the Middle Ages and the brides were usually consigned to their husbands` families to complete their education.
| Castile, Eleanor de (I508)
|
| 6435 |
Elector of the Holy Roman Empire | Hohenzollern, Albrecht von (I3004)
|
| 6436 |
Mindst én nulevende eller privat person er knyttet til denne note - Detaljer er udeladt. | Nielsen, Kim Kaiser Vestergaard (I24435)
|
| 6437 |
Elektrotekniker, Assistent i Frederiksberg Belysningsvæsen | Skeel, Mogens Christian (I15515)
|
| 6438 |
Elektrotekniker, Assistent Ved Frederiksberg Belysningsvæsen | Skeel, Mogens Christian (I15515)
|
| 6439 |
Elias Ahlefeldt-Laurvig
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Elias Carl Frederik greve Ahlefeldt-Laurvig (9. august 1816 på Frederiksberg – 18. april 1864 ved Dybbøl) var en dansk officer, far til Theodor Ahlefeldt-Laurvig.
Han var søn af kammerherre, oberst Carl Christian Ahlefeldt-Laurvig (1770-1851, gift 2. gang 1819 med Ursula Cathrine Böckmann, 1790-1885) og Juliane Caroline Mattstedt (1787-1860, gift 2. gang 1820 med premierløjtnant, krigsassessor Jacob Elias Hoffmann, 1771-1845).
Han indtrådte 1831 i Hæren som volontør, blev landkadet 1836 og i 1839 sekondløjtnant i Prins Christian Frederiks Regiment. I 1847 blev han premierløjtnant og deltog ved 16. bataljon med hæder i Treårskrigen. 1850 udnævntes han til karakteriseret kaptajn og Ridder af Dannebrog, blev 1852 virkelige kaptajn og gjorde tjeneste ved 14., 17. og 11. bataljon. I 1864 rykkede han i felten som kompagnichefved 11. Regiment og udmærkede sig under kampen ved Selk 3. februar (se Vort Forsvar, nr. 142 A). Derefter deltog han i kampen ved Sankelmark 6. februar og blev i marts bataljonschef ved 9. regiment. Som sådan deltog han under oberst Paul Scharffenberg i 8. brigades berømte angreb på Dybbøl 18. april, således at han fremhævedes i rapporten, men fandt tillige heltedøden. Ved 9. og 20. regiments berømte modangreb førte Ahlefeldt-Laurvig sin bataljon "i Kugleregnen med en Ro og Orden, som var det paa en Exercerplads".
Ahlefeldt-Laurvig blev gift 15. oktober 1860 i Garnisons Kirke med Jacobine Dorothea Petersen (af familien Dufour) (2. februar 1820 i København – 1. juni 1908 sammesteds), datter af væversvend Jacob Petersen eller Jochumsen (1773-1820) og Anna Lucie Jensen (senere gift Lund). Inden ægteskabet havde de dog fået sønnen Theodor Ahlefeldt-Laurvig.
Han er begravet på Garnisons Kirkegård.
Han er gengivet i xylografier fra 1864 (Illustreret Tidende, nr. 261, 25. november 1864) og 1889. Fotografi af Thorvald Hammerom. Mindesmærke ved Dybbøl.
Kilder
Peder Nieuwenhuis, "Elias Ahlefeldt-Laurvig", i: C.F. Bricka (red.), Dansk Biografisk Lexikon, København: Gyldendal 1887-1905.
| Ahlefeldt-Laurvigen, Elias Carl Frederik Greve (I11902)
|
| 6440 |
Elisabeth af Danmark (14 oktober 1524 – 15 oktober 1586) var en dansk prinsesse, der blev hertuginde af henholdsvis Mecklenburg-Schwerin og Mecklenburg-Güstrow
Hun var datter af kong Frederik 1. af Danmark og Sophie af Pommern. Hun giftede sig i 1543 med hertug Magnus 3. af Mecklenburg-Schwerin (1509–1550) og i 1556 med hertug Ulrik 3. af Mecklenburg-Güstrow (1527–1603). Hun havde et enkelt barn: Sophie af Mecklenburg, der blev gift med hendes nevø, kong Frederik 2. af Danmark.
Elisabeth blev født den 14. oktober 1524 som andet barn og ældste datter af Frederik 1. i hans andet ægteskab med Sophie af Pommern. Hendes fødsel fandt sted året efter, at faderen var blevet konge af Danmark og Norge efter oprøret mod Christian 2. Efter faderens død i 1533 blev hun opdraget ved broderen, Christian 3.'s hof. Allerede som barn blev hun rost for sin skønhed, og den engelske gesandt Robert Barnes skrev hjem: "Aldrig i mit liv så jeg så smuk og velopdragen ung pige."
I 1542 blev hun på Nyborg Slot forlovet med Hertug Magnus af Mecklenburg. Brylluppet blev fejret på slottet i Kiel det efterfølgende år. Efter ni års barnløst ægteskab med Hertug Magnus, en lærd hersker, der tillige var Biskop af Schwerin, blev hun enke i 1550, hvorefter hun vendte tilbage til Danmark.
I 1556 blev hun gift med sin afdøde mands nevø og efterfølger som biskop af Schwerin, Ulrik 3. af Mecklenburg-Güstrow. Elisabeth og Ulrik havde et lykkeligt ægteskab. Den 4. september 1557 fødte hun sit eneste barn, datteren Sophie, der 14 år gammel blev gift med sin fætter Kong Frederik 2. og blev dronning af Danmark og Norge.
Elisabeth bliver beskrevet som en skønhed, godhjertet, følsom og religiøs. Hun læste dagligt i Bibelen og Luthers skrifter og gik ofte i kirke. Hun var tilbageholdende med at spise og drikke, hun hjalp trængende og syge, støttede fattige men håbefulde studerende. Ligeledes tog hun fattige adelsdøtre til sig og sørgede for deres opdragelse og uddannelse, og forsøgte at sikre dem en tryg fremtid ved passende ægteskaber. Hun sørgede foe at fremme agerbrug og kvægavl, plantede skov, oprettede stutterier og sørgede for vejenes vedligeholdelse. Hun sørgede for, at alle hertugelige gårde var forsynede med sengeklæder og husgeråd.
Hun sørgede for, at domkirken i Güstrow blev sat i stand og forskønnet, blandt andet med mindesmærker over det mecklenburgske fyrstehus. Også klosterkirken i Doberan, hvor mecklenburgs fyrster var begravne, blev sat i stand. Hun lod dels opføre nye, dels vedligeholde ældre klostre for adelige enker og jomfruer, hospitaler, fattighuse og skoler. Under sit andet ægteskab helligede hun sig en del til velgørenhed i Mecklenburg og understøttede skoler, sygehuse og klostre. Hun opførte fattighuse i Grabow, Stargard, Bützow, Güstrow og Stavenhagen, plantede skov i Everstorfer Forst nær Plüschow og i Heidbergen samt stod for genopførelsen af kirkerne i Güstrow og Doberan. Sammen med Ulrik oprettede hun en skole for adelsdøtre i klosteret i Rühn.
Hun vedligeholdt en levende kontakt med sin familie i fødelandet og besøgte regelmæssigt Danmark. Hun besøgte ofte sin svigerinde, Christian 3.s enke Dronning Dorothea, og hendes besøg blev kun endnu hyppigere, efter hendes datter var blevet dronning.
Hun døde i Gedser den 14. oktober 1586, på hjemrejsen fra fra et af sine langvarige besøg i Danmark, kort efter at hun og gemalen havde besøgt Tycho Brahe på Hven. Hendes lig blev ført til Mecklenburg, hvor hun blev begravet i domkirken i Güstrow, hvor der endnu findes et smukt gravmæle i alabaster af Philip Brandin som Hertug Ulrik lod opføre til minde om hende, sin anden hustru, Anna af Pommern og sig selv.
Kilde: https://da.wikipedia.org/wiki/Elisabeth_af_Danmark_(1524-1586)
| Danmark, Elisabeth af (I3933)
|
| 6441 |
Email from Linda Reventlow Midtlyng: I am Linda Reventlow Midtlyng, daughter of William Ingvard Georg Reventlow (my father used only George while he was in the US) He was born 2/26/24 on Long Island to William Foster Reventlow and Gudrun Andersen Reventlow. My grandmother died when he was 7 and my grandfather sent my dad to Danmark to be raised by Gudrun's sister Valborg Andersen. When he (George) was 21 he returned to the US and married my mother on October 2, 1947 in Brooklyn | Reventlow, William Ingvard George (I15666)
|
| 6442 |
Emigrated to U.S.A. 15. maj 1885
| Tegner, Oskar Alexander Viggo (I12950)
|
| 6443 |
Emilie Augusta Teresita Reventlow, född Sparre 28 januari 1863 i Norrköping, död 27 februari 1955 i Höör, var en svensk sångare och målare.
Hon var dotter till underlöjtnanten greve Lars Erik Georg Sparre af Söfdeborg och Hanna Jakobina Schubert och från 1882 gift med underlöjtnanten Conrad Ferdinand Edvard Reventlow av svenska ätten Reventlow. Hon bedrev i sin ungdom sångstudier för Signe Hebbe och Axeline de Berg-Löfgren. Hon var som konstnär autodidakt och hennes konst består av stilleben samt ett stort antal kopior av porträtt utförda i olja.
https://sv.wikipedia.org/wiki/Teresita_Reventlow
| Sparre af Søfdeborg, Grevinde Emilie Augusta Teresita (I18495)
|
| 6444 |
Empereur de Constantinople | Palaiologos, Andronikos II (I805)
|
| 6445 |
Empereur Romain-Germanique | Hohenstaufen, Heinrich VI von (I178)
|
| 6446 |
empereur Romain-Germanique | Hohenstaufen, Friedrich II von (I312)
|
| 6447 |
Empereur Romain-Germanique | Castile, Alfonso X de (I465)
|
| 6448 |
Empereur Romain-Germanique | Luxembourg, Henri VII de (I643)
|
| 6449 |
empereur Romain-Germanique | Wittelsbach, Ludwig IV von (I921)
|
| 6450 |
Empereur Romain-Germanique | Luxembourg, Charles IV de (I1161)
|
|
.jpg "Reventlow, Friedrich 1649-1728")
1.jpg "Reventlow, Christian Johan Ludvig Conrad")
