| |
Match 4,751 til 4,800 fra 11,367
| # |
Notater |
Knyttet til |
| 4751 |
Det er tvivlsomt, hvorvidt denne Bertram Reventlow er søn af Bertram Reventlow/Christine Rantzau.
I Dansk Adelsårbog årgang 1893 (side 373) er Henrik Bertram Reventlow anført som søn af Bertram Reventlow og Christine Rantzau.
I Dansk Adelsårbog 1939 er han anført som een af de Reventlow'er, det ikke har været muligt at finde plads til i slægtstavlerne.
I Dansk Adelsårbog 2018-20 er han oplyst som "formentlig hørende til Den holstenske Linje som søn af Bertram Reventlow og Christine Rantzau
| Reventlow, Hinrich Bertram (I6562)
|
| 4752 |
Det er uklart, hvorvidt Doso Reventlow er søn af Hartvig Reventlow eller som det antages på nogle slægtsforskningssider er søn af Iven Reventlow, dvs barnebarn af Hartvig.
Af DAA 1893 p362 står ? Doso som søn af Hartvig, men af DAA 1939 p10, står: "Doso må være broder til Hartvig". Men da han er optaget i DAA 1939 som broder til Iven Reventlow og søn af Hartvig, må det formodes, at der er tale om en skrivefejl i DAA 1939, således at der burde have stået: "Doso må være broder til Iven"
I DAA 2018-20 p559 står blot at Doso von Reventlow formentlig tilhører "denne" generation, dvs at hans afstamning ikke fremgår. | Familie: Hartwich von Reventlow / (F31015)
|
| 4753 |
Det fremgår af Bobés bog: "Slægten Ahlefeldts historie" at denne forbindelse vakte kongens mishag, især da Ahlefeldt ikke havde indhentet kongens samtykke til ægteskabet. | Familie: Frederik von Ahlefeldt / Bertha von Holstein (F28986)
|
| 4754 |
Det fremgår ikke i DAA, hvem denne Hartwich Reventlow nedstammer fra. Han formodes at være i samme generation som Nicolaus Reventlow til Dunkelstorf og dennes brødre, Johann Reventlow, Augustin Reventlow og Hinrich Reventlow samt Iwan Reventlow, hvis afstamning ligeledes er usikker. | Reventlow, Hartwich (I25545)
|
| 4755 |
Det påstås af forskellige internetsider, at Overparforcejæger og livskytte Heinrich Bruhn (1715-1795) skulle være barn af Anna Sophie Reventlow og Frederik d. 4. Af erindringer udarbejdet af en efterkommer (Wilhelm Bruhn) efter Heinrich Bruhn i 1911 skulle han dog være født i 1706.
Der foreligger INGEN dokumentation for nogen som helst forbindelse med Anna Sophie Reventlow. Såfremt det er korrekt, at Heinrich Bruhn blev født i 1706 ville Anna Sophie Reventlow have været moder som 13-årig. Påstanden må anses for ren spekulation.
| Familie: Frederik 4, Konge af Danmark / Dronning Anna Sophia Reventlow (F32177)
|
| 4756 |
Det vides ikke hvorvidt Catrine Limbek er moder til alle Benedict /III)'s efterkommere
| Familie: Benedict (III) von Ahlefeldt / Catharine Limbek (F26236)
|
| 4757 |
Det vides ikke hvorvidt Ide Krummedige er moder til nogle af Benedict (III)'s efterkommere
| Familie: Benedict (III) von Ahlefeldt / Ide Krummedige (F34066)
|
| 4758 |
Det vides ikke, hvor urnen er nedsat. | Moltke, Komtesse Agnes Margrethe (I14518)
|
| 4759 |
Detailhandler i København | Schiær, Johan Gottlieb Müller (I18106)
|
| 4760 |
Detlev Didrich Koppelow, Søn af Oberstlnt.
i Liv Regt., f. i Pinneberg c. 1690, har 1708 tjent i 3 Aar som Kvartermester, 28/10 1709 Fændrik i Liv Regt. Dragoner, 3/5 1710 Lnt., død 1712
jvf https://tidsskrift.dk/personalhistorisk_tidsskrift/article/download/78850/113974 | Koppelow, Detlev Didrich von (I7458)
|
| 4761 |
Dette Ægtepar erholdt 23 Dec. 1811 Bevilling til at adoptere som Datter Nancy Cathrine Sophie (f. 14 Juli 1791 d. 13 Juni 1840), der skulde føre de Giedde'rs Skjoldemærke, men som Hjelmtegn kun eet Sølv-Vesselhorn.
se: https://books.google.dk/books?id=v9RAAQAAMAAJ&pg=PA180&lpg=PA180&dq=Nancy+Cathrine+Sophie&source=bl&ots=2yY4hsZtFi&sig=SqMa1XRgewfPJh6niCglsFzmY7g&hl=da&sa=X&ved=0ahUKEwjj7ub1q6bPAhXJfiwKHaTzB8wQ6AEIKTAC#v=onepage&q=Nancy%20Cathrine%20Sophie&f=false | Familie: Werner Hans Rudolph Rosenkrantz Giedde / Anna (Nancy) Margaretha Brown (F33990)
|
| 4762 |
Dette ægteskab fremgår af DAA 1982-84 p574. (artikel vedr. Henrik von Ahlefeldt til Wittmold, der var gift med Anna Rantzau datter af Joakim Rantzau til Schönweide og Anna von Ahlefeldt)
I DAA 1930 p102 fremgår vedr. Anna Rantzau (datter af Joakim Rantzau og Anna von Ahlefeldt) at hun var gift med Jakob Sehested til Perdöl (død kort før 1569)
I DAA 1982-84 p608 fremgår vedr. Anna von Ahlefeldt at hun var gift 1g. med Joakim Rantzau til Schönweide og havde en datter med denne, der blev gift med Henrik von Ahlefeldt til Wittmold. | Familie: Henrik von Ahlefeldt / Anna Rantzau (F28702)
|
| 4763 |
Diakon | Brodersen, Johannes (I8242)
|
| 4764 |
Diakon | Jessen, Johannes (I6181)
|
| 4765 |
Diakon | Jessen, Richard À (I6768)
|
| 4766 |
Diakon | Jessen, Tycho À (I8915)
|
| 4767 |
Diakon 1675-1694 | Ambders, Andreas (I6919)
|
| 4768 |
Diakonisse, Forstander i Diakonissestiftelsen | Bardenfleth, Ellen Kristine Sophie (I15424)
|
| 4769 |
Die Ermordung des dänischen Ministers und Kammerherrn Rudolf Anton Ludwig von Qualen ist sorgfältig dokumentiert. Acht hellgraue Kartons von der Größe eines Aktenkoffers enthalten alle schriftlichen Beweisstücke. Das Schleswiger Landesarchiv birgt wertvollere Schätze. Aber gewiss nur wenige, die ein größeres Geheimnis umgibt.
Der 21. Februar des Jahres 1830 war ein kalter Wintertag. Es hatte kräftig geschneit, und niemand begab sich in Eutin freiwillig nach draußen. Schon gar nicht, um in der Dunkelheit spazieren zu gehen. Eine Ausnahme machte Rudolf von Qualen. Er brach jeden Abend genau zwischen 19.15 und 19.30 Uhr zu einem Spaziergang auf. Nicht auf der Straße, sondern in seinem von einer zwei Meter hohen Mauer von der Außenwelt abgeschirmten Garten.
Von Qualen, 58 Jahre alt, war der Repräsentant des dänischen Königs in Eutin. Das „Weimar des Nordens“ war zwar nicht mehr Residenzstadt des Herzogtums Lübeck-Oldenburg, beherbergte aber noch einige wichtige Behörden. Der Kammerherr von Qualen war ein personelles Relikt aus besseren Zeiten, viel zu tun hatte er nicht, verfügte jedoch neben seiner großen Familie über reichlich Personal. Dazu gehörte der Kutscher Christian (24) sowie die Diener Jasper Dietrich (28) und Heinrich. Aus verständlichen Gründen waren alle drei auf den Hausherrn nicht gut zu sprechen; denn der Kammerherr behandelte seine Untergebenen wie Menschen zweiter Klasse. Über Kleinigkeiten konnte er sich gewaltig aufregen, verlangte Schadenersatz für einen zerbrochenen Milchtopf, drohte mit Schlägen.
Untereinander luden die Drangsalierten ihren Zorn ab, wünschten ihrerseits dem hohen Herrn Prügel, andere Bedienstete hörten dies und trugen es weiter.
Zu den Pflichten der Dienerschaft gehörte es, die Wege im Garten von Schnee zu säubern, damit der Kammerherr seine abendlichen Runden drehen konnte. Stets bewaffnet mit einem festen Stock. Die Wanderung dauerte etwa eine Stunde, niemandem war es gestattet, bei diesem Ritual zu stören. Und plötzlich stand dem Kammerherrn ein Mann gegenüber, schlug ihn mit einem zugleich scharfen und stumpfen Gegenstand nieder, durchwühlte die Taschen des Pelzrocks, fügte dem wahrscheinlich schon tödlich Verletzten noch ein Dutzend weiterer Schläge zu und verschwand in der Dunkelheit. Vom Tatort konnte man in den hell erleuchteten Gartensaal blicken, wo die Familie mit fünf minderjährigen Kindern versammelt war. Stimmen drangen nach draußen, die Bedienung servierte Speisen und Getränke.
Gegen 21 Uhr fiel der Kammerherrin auf, dass der Gatte schon eine halbe Stunde länger als gewöhnlich ausgeblieben war. Der Diener Jasper Dietrich erhielt den Auftrag, nach dem Vermissten zu suchen. Er beschränkte sich auf das Haus und meldete: Nichts. Nach einer Stunde erfolgte ein neuer Auftrag. Der Kammerherr möge im Garten gesucht werden. Der Diener ging auf der linken Seite zur Pforte am äußersten Ende des Gartens und kam den gleichen Weg zurück. Warum benutzte er bei der Rückkehr nicht die rechte, ebenfalls vom Schnee gesäuberte Seite? Nicht zu finden, meldete er. Mittlerweile war es 23 Uhr geworden und die Unruhe im Haus gestiegen. Der Diener wurde erneut in den Garten geschickt. Zur Unterstützung weckte er seinen Kollegen Heinrich. Diesmal ließ sich die rechte Seite nicht vermeiden. Und dort fanden sie den Toten.
Einer kehrte ins Haus zurück und meldete: Nichts. Der andere stieg über die Mauer und alarmierte den Arzt. Der sah den Toten, eilte von dannen und kehrte mit einem Kollegen zurück. Gemeinsam stellten sie fest: Der Kammerherr sei auf dem glatten Weg ausgerutscht. Dann trugen sie den vermeintlich Verunglückten in den Gartensaal. Am nächsten Tag geschah nichts.
Ein gewöhnlicher Sterblicher wäre mit der falschen Diagnose zügig beerdigt worden. Da es sich aber um einen prominenten Toten handelte, reisten mehrere Experten der Heilkunst an und stellten fest: Der königliche Minister sei erschlagen worden.
Die Mediziner hatten sich viel Zeit gelassen, die Aufklärer beschäftigten sich sogar sieben Jahre lang mit dem Fall. Im frischen Schnee hätte man Spuren finden können. Aber als die Suche nach dem Täter endlich begann, waren sie verweht und niedergetrampelt.
War jemand von außen über die Mauer gestiegen und hatte dem Kammerherrn aufgelauert? Unwahrscheinlich. Gab es politische Gründe? Nein. Persönliche? Schon eher. Mehrere Diener hatten schließlich wiederholt ihren Unmut über schlechte Behandlung geäußert. Aber Worte sind das eine, Taten etwas ganz anderes. Wer seinen Herrn erschlägt, dazu noch einen sehr prominenten, der musste mit einer furchtbaren Strafe rechnen: erst Folter, dann Hinrichtung.
Auf zwei Verdächtige konzentrierten sich die Ermittler. Es waren der Diener Jasper Dietrich und der Kutscher Christian. Zunächst galt Jasper Dietrich als Hauptschuldiger, und die Beweise schienen erdrückend. Jemand sah ihn mit einem Beil in der Hand noch ehe der Kammerherr zu seinem Spaziergang aufgebrochen war. Was er damit vorgehabt habe, wurde Jasper Dietrich gefragt. Seine Stiefel habe er nageln wollen, antwortete er. Und wie das Blut an das vermutliche Tatwerkzeug komme? Es stamme von der Katze, die er Tage zuvor auf Anordnung der Hausherrin erschlagen habe.
Heute wäre es ein Leichtes herauszufinden, ob es sich um das Blut des Ermordeten oder das der Katze handelte, im Jahr 1830 aber bestand diese Möglichkeit nicht. Da der Diener seine Unschuld beteuerte, wurde er zwar nicht inhaftiert, durfte Eutin jedoch nicht verlassen.
Einen Monat lang sammelten die Ermittler Beweise, verhörten immer wieder den Hauptverdächtigen. Dann folgte die Überraschung: Nicht Jasper Dietrich wurde festgenommen, sondern der Kutscher Christian. Er hatte widersprüchliche Angaben über sein Alibi gemacht. Ein von ihm für die Pferde benutzter Futtersack wies Blutspuren auf, auch sein Mantel, den er in der Tatnacht trug. Der Beschuldigte rechtfertigte sich: Die Flecken auf dem Futtersack stammten von Hasen, die er von einem Besuch bei der Schwiegermutter der Kammerherrin aus Kiel mitgebracht habe, und das Blut auf der Kleidung erklärte er damit, dass er geholfen habe, den toten Kammerherrn in den Gartensaal zu tragen.
Das waren zwar einleuchtende Begründungen, dennoch musste der Kutscher im Gefängnis bleiben. Dort erhielt er acht Monate nach der Festnahme Gesellschaft, nämlich durch den Kollegen Jasper Dietrich. Der hätte Zeit genug gehabt zu fliehen. Doch er verließ die Stadt nicht. Weil er wirklich unschuldig war?
Die Mühlen der Justiz mahlten in diesem Fall besonders langsam. 134 Zeugen wurden befragt. Erst erkrankte der Richter, dann verlief sich der Verteidiger im Dickicht der Akten und musste ausgetauscht werden. Erst 1834, und damit vier Jahre nach der Tat, präsentierte der Peinliche Ankläger seine Klageschrift. 172 Indizien legte er gegen Jasper Dietrich vor und beantragte die Todesstrafe. Der Kutscher Christian sollte wegen Beihilfe für acht Jahre ins Zuchthaus. Die Verteidigung dagegen plädierte auf Freispruch.
Für die Berufung war die juristische Fakultät der Kieler Universität zuständig. Die aber wurde wegen allzu großer Nähe zum Tatort von den Angeklagten abgelehnt. Also sollten die Göttinger Rechtsgelehrten entscheiden. Und die teilten 1836, mehr als sechs Jahre nach dem Mord, mit: Die Beweise reichten nicht. Freispruch sei zu empfehlen. Das lehnte der Staatsanwalt ab, und der Fall ging zur letzen Instanz an das Großherzogliche Oberappellationsgericht nach Oldenburg.
Fast genau sieben Jahre nach der Tat fiel dort das endgültige Urteil: Die beiden Angeklagten wurden freigesprochen. Eine Entschädigung erhielten sie jedoch nicht. Jasper Dietrich musste sogar für die Verpflegung hinter Gittern zahlen, der Kutscher Christian nicht.
Zu den vielen Merkwürdigkeiten des ungeklärten Verbrechens kam eine weitere: Man hätte vermuten können, dass die beiden Beschuldigten, von denen einer wahrscheinlich der Täter war, schleunigst Eutin verließen. Doch stattdessen blieben sie nicht nur, sondern der Großherzog stellte sie als Fuhrmann und als Gärtner ein. Jasper Dietrich starb 75-jährig, Christian wurde sogar 91 Jahre alt. Die Kammerherrin zog mit ihrer Familie nach Itzehoe, wo Rudolf Anton Ludwig von Qualen sieben Monate nach seinem Tod begraben wurde.
zur Startseite
von Erich Maletzke
erstellt am 11.Jan.2015 | 16:16 Uhr
| Qualen, Rudolph Anton Ludvig von (I10908)
|
| 4770 |
Died young | Bille, Torben Pedersen (I24868)
|
| 4771 |
Died young | Sverige, Waldemar Eriksson, Prins af (I16515)
|
| 4772 |
Diplomat, amtmand, journalist og forfatter | Bille, Carl Steen Andersen (I13102)
|
| 4773 |
Diplomat, En from og godgørende mand
Brahe, Steen, 1547-1620, til Knudstrup, Rigsraad, født 21. Dec. 1547 paa Gaarden Gladsaxe og en Søn af Otte B. (d. 1571), hørte til sin Tids betydeligste Adelsmænd baade ved sin Deltagelse i Statslivet og ved sin store Godsrigdom.
I Modsætning til sin et Aar ældre Broder Tyge fik han en væsentlig praktisk Uddannelse. Efter Skolegang i Aarhus og Aalborg blev han sat i Huset hos Steen Rosensparre for at optugtes i Hoftjeneste. Ved Kongens Medvirkning anbragtes han 2 Aar efter hos Grev Günther af Schwarzburg, med hvem han 1563 fulgte til Danmark, da Greven her overtog Stillingen som Feltøverste, og senere til Ungarn, og af hvem han, o. 21 Aar gammel, erklæredes væragtig. Omtr. 1569 tog han, som en kort Tid ogsaa havde gjort Krigstjeneste hos Prins Vilhelm af Oranien, til Kurfyrsten af Sachsen, ved hvis Hof han blev, indtilFaderens Dødsfald 1571 kaldte ham hjem. 1573-75 var han ansat ved det danske Hof, først som Hofjunker, senere en kort Tid som Skjænk. 1575 indtraadte han i Ægtestanden, og s. A. begyndte hans Forleninger, nemlig: Froste Herred i Skaane 1575-82, Vrangstrup i Sjælland 1577-78, Saltø sammesteds 1578-80, Kalundborg 1580-81, Ravnsborg paa Laaland 1581-88, Helsingborg 1588-92 og endelig atter Kalundborg1592-1620. I Maj 1578 udnævntes han til Rigsraad, en Værdighed, som han beklædte i det ualmindelig lange Tidsrum af 42 Aar, og hvormed var forbunden Overtagelsen af en Uendelighed af Hverv, saa at hankom til at føre et højst uroligt Liv: han maatte idelig indfinde sig til Raadsmøder, Herredage, Retterting og Hoffester, maatte afholde Mønstringer over Adelens Rostjeneste, modtage og forhandle med fremmede Fyrster og Afsendinger, ja selv drage til fjærne Lande; først i sine senere Aar, da Alderen gjorde sin Indflydelse gjældende, fik han noget roligere Dage.
Medens hans Virksomhed i Raadsalen for største Delen skjuler sig, kan her peges paa nogle af de mange offentlige Ærender, der betroedes ham. 1581 sendtes han til Warnemünde for at modtage og ledsage Kongens Svigermoder, Hertuginde Elisabeth af Meklenborg. 1585 gik han som Gesandt til Kejseren, og i Slutningen af samme Aar rejste han til Sachsen for at repræsentere Kongen ved dennes Søsters, Kurfyrstinde Annas, Begravelse. 1586 var han med at modtage Hertugen og Hertuginden af Meklenborg, der aflagde et Besøg her i Landet. 1589 fulgte han som Hofmester Skotlands vordende Dronning, Prinsesse Anna, til Norge, hvor de maatte overvintre, og hvor Kong Jacob VI opsøgte sin Brud; det følgende Aar ledsagede han Kongeparret ned til Danmark og der fra til Skotland. Baade 1591 og 1592 maatte han en Tid under nogle Regeringsraaders Fraværelse i Kjøbenhavn, og 1593 blev han virkeligt Medlem af Regeringsraadet, som førte Styret under Christian IV's Mindreaarighed. I 3 Aar, lige indtil den unge Konge1596 selv overtog Regeringen, var S. B. Medlem af dette 4 Mands Udvalg, Højdepunktet af hans sociale Stilling; til Dækning af de betydelige Udgifter, der herved paaførtes ham, forlenedes han 1594 medMunkeliv Kloster og St. Hans Kloster i Bergen uden Afgift, hvilken Forlening han igjen maatte afgive 1597.
1592 var han i Sverige ved Hertug Carl af Sødermanlands (Carl IX's) Bryllup. Ved Kroningshøjtidelighederne 1596 spillede han naturligvis en fremtrædende Rolle, og ved den da afholdte Ringrenden udmærkede han sig særlig, skjønt nu allerede til Aars. 1597 var han Medlem af det Gesandtskab, der med Hertug Joachim Frederik, Administrator i Magdeburg (senere Kurfyrste af Brandenborg), afsluttede Ægteskabskontrakten om hans Datter Anna Cathrines Giftermaal med Christian IV. 1599 var han Afsending i Sverige. 1602 ledsagede han Enkedronningen og hendes Datter Hedevig til Dresden, hvor den sidstes Bryllup med Kurfyrsten af Sachsen stod. 1603 deltog han i Grænsemødet i Flakkebæk. 1604 var han med Kongen paa Herredagen i Bergen, og 1606 fulgte han ham til England. 1607 repræsenterede han i Brunsvig Kongen ved dennes Søsterdatters Bryllup. 1611 var han under Kongens Fraværelse i Krigen en af Regeringsraaderne. 1619 var han Deltager i Grænsemødet i Ulfsbæk.
Endelig døde han 11. April 1620 paa Kalundborg Slot; hans Lig nedsattes i Familiebegravelsen i Kaagerød Kirke ved Knudstrup. S. B. var uden Tvivl en særdeles dygtig Mand, og han var en ærlig og retsindig Mand. Med en stærk Følelse for Betydningen af høj Byrd og egne Fortjenester forbandt han en dyb religiøs Tro og stor Godgjørenhed; i Familielivet synes han, trods en fremherskende Hang til Alvor,at have været mild og kjærlig. Forenede han i Tidernes Løb mange Hverv paa sin Haand, forstod han ogsaa at samle store Besiddelser. Efter Faderen arvede han Halvdelen af Knudstrup; den anden Halvdel afkjøbte han 1594 Broderen Tyge, inden denne forlod Danmark. Med sin første Hustru fik han Næsbyholm i Sjælland, hvor han opførte en ny Hovedbygning 1585, og en Gaard i Kjøbenhavn (), og hans anden Hustru bragte ham de jyske Gaarde Barritskov, som han 1598 ligeledes ombyggede, og Bradskov. 1581 kjøbte han Bregentved, og ved Arv tilfaldt ham Tersløsegaard i Sjælland (o. 1604), Hvedholm paa Fyn (1611) og Engelsholm i Jylland (1615).
Han var 3 Gange gift: 1. (18. Sept. 1575) med Birgitte Rosenkrantz, f. 12. April 1555 d. 9. Sept. 1588, Datter af Otte R. til Næsbyholm og Ide Gjøe; 2. (6. Sept. 1590) med Kirstine Holck, f. 10. April1558 d. 10. Febr. 1599, Datter af Hans H. til Barritskov og Margrethe Rotfeldt og Enke efter Hans Krafse til Egholm (d. o. 1587); 3. (30. Juni 1602) med Sophie Rostrup, d. 18. Dec. 1632, Datter af Jørgen R. til Selleskovgaard og Margrethe Skeel og Enke efter Mads Sandberg til Løjstrup (d. 1597). Medens det sidste Ægteskab var barnløst, fentved S. 205 ff. Hist. Tidsskr. 5. R. VI, 615 ff.
C. F. Bricka. | Brahe, Steen Ottesen (I4762)
|
| 4774 |
Diplomat, indtil 1848 dansk Gesandt ved Forbundsdagen i Frankfurth, senere Gouverneur i Lauenborg | Pechlin von Lövenbach, Friedrich Christian Ferdinand (I11877)
|
| 4775 |
Diplomingeniør | Kesselstatt, Reichsgraf Philippus Neri Kunobert Walter Ottmar Antonius (I23755)
|
| 4776 |
Mindst én nulevende eller privat person er knyttet til denne note - Detaljer er udeladt. | Sypesteijn, Gerrit Willem Adriaan Kaars (I23695)
|
| 4777 |
Direktør | Bang, Mogens (I23869)
|
| 4778 |
Mindst én nulevende eller privat person er knyttet til denne note - Detaljer er udeladt. | Husum, Carl Oscar (I23963)
|
| 4779 |
Direktør | Ibsen, Even Bønecke (I24115)
|
| 4780 |
Direktør | Reventlow, Anton Elesius (I13942)
|
| 4781 |
Direktør | Halberg, Peter (I15293)
|
| 4782 |
Direktør | Skeel, Erik (I15378)
|
| 4783 |
Direktør | Brockenhuus-Schack, Knud Bille Christian Eiler Greve (I15567)
|
| 4784 |
Direktør | Knuth, Rudolph Frederik Adam Greve (I15819)
|
| 4785 |
Direktør for Gradmålingen, medlem af det kgl. danske videnskabernes selskab | Zachariae, Georg Karl Christian (I13395)
|
| 4786 |
Mindst én nulevende eller privat person er knyttet til denne note - Detaljer er udeladt. | Bardenfleth, Ove Løvenørn (I22896)
|
| 4787 |
Direktør i det egyptiske Udenrigsministerium | Goschen, Sir Edward Henry (I14268)
|
| 4788 |
Direktør i Orlogsværftet | Tuxen, Jean Charles (I14073)
|
| 4789 |
Direktør i Siam Electricity Company | Fleron-Jacobsen, Valdemar Frederik Ferdinand (I22808)
|
| 4790 |
Direktør, Grev Reventlow død.
Efter længere Tids Svagelighed er den administrerende og juridiske Direktør i Østifternes Kreditforening, Greve Eduard Reventlow igaar afgået ved Døden. Grev Reventlow var lidende af en meget ondartet Hjertesygdom, og hertil stødte nu en Lungebetændelse, der bortrev ham.
Hans Død vil betyde et smertefuldt Tab for den danske Kreditforeningsverden, blandt hvis Førstemænd han i en Aarrække befandt sig. Det er næppe for meget sagt, at Grev Reventlow var den førende indenfor Realkreditten her i Landet, og naar dette var Tilfældet, skyldtes det ikke alene hans Stilling som Leder af Landets største Kreditforening: ogsaa som Formand for Kreditforeningernes staaende Fællesudvalg gjorde han sig gældende med den personlige Myndighed og Erfaring, han var i Besiddelse af. Et af hans Væsens mest udprægede Træk var Grundighed. Han overvejede et Spørgsmaal tilbunds, før han tog Stilling til det, men derefter forfægtede han ogsaa sin Sag med Iver og Udholdenhed i de Forhandlinger, der var Tale om, i Reglen med det Resultat, at hans Synspunkter blev afgørende for Sagens Udfald.
Herigennem har han faaet en stor og varig Betydning for den danske Kreditforeningsudvikling i det hele taget, lige som det utvivlsomt vil kunne paavises, at den altid omhyggelige og altid forsigteige Vurdering, han anlagde i selve Laanepolitiken, i allerhøjeste Grad har bidraget til at skabe det smukke Omdømme, som vore Kreditforeninger med Rette nyder i Ind- og Udland paa et Tidspunkt, da Verdenskrigens uheldige Eftervirkninger iøvrigt kan spores på mangfoldige finansielle Felter.
Naar Grev Reventlow fik en saa fremragende Indflydelse som Foregangsmand inden for de danske Kreditforeninger, hænger det også sammen med, at han i allerhøjeste Grad koncentrerede sig om et enkelt Arbejde. Han var Medlem af Nationalbankens Repræsentantskab og af Bestyrelsen for det Raben-Levetzauske Fond. Men ellers mødte man ikke hans Navn i Forbindelse med hverv som det i og for sig vilde have været naturligt for ham at paatage sig. I Østifternes Kreditforening laa hans Livsopgave, som han løste med de værdifulde Evner, han var udrustet med. Erindres vil det dog, at han var Medlem af Landbokommissionen fra dens Stiftelse. Med sin juridiske indsigt har han i dette Arbejde sat Præget på en række af de Love, som var Resultatet af Kommissionens virksomhed.
Grev Eduard virkede i en Aarrække, før han blev knyttet til Østifternes Kreditforening, som Overretssagfører og havde en omfattende Praksis. Han fik sin Bestalling i 1890 - fire Aar efter, ar han var blevet Kandidat - og var tillige Manuduktør for en endog meget betydelig Skare af disse Aars juridiske Studenter, der skylder ham Tak for den solide Vejledning, han gav dem under deres Studier. Hans egen Vennekreds var begrænset Han samlede om sig i sit Hjem en snæver Kreds af Venner, som fulgte ham igennem Aarene og med hvem han levede for sine historiske og kunstneriske Interesser. Først og fremmest af dem vil han blive savnet.
Direktør Reventlow var født 1861 som yngste Søn af Hofjægermester, Greve Eduard Reventlow til 'Ugerup', og Hustru, Grevinde Helene Reventlow, født Heimbruch, der først døde i 1911 i den høje alder af 87 Aar.
Hans ældste Broder, Hofjægermester, Greve Christian Reventlow til 'Aggerupgaard' ved Sakskøbing og Fideikommisgodset Coppel ('Etelsen' ved Bremen) i Hannover afgik ved døden for et Par Maaneder siden, 77 år gammel, og den næstældste, Folketingsmand, Kammerherre, Hofjægermester, Greve Ludvig Reventlow til 'Rudbjerggaard' døde i 1916. Tilbage af de fire Brødre er nu kun den tidligere Gesandt i Paris, Greve Ferdinand Reventlow til 'Vindeholme' ved Nakskov. Slægten hører til den yngre Linie af den grevelige Slægt, og dens Overhoved er Lensgreve Christian Einar Reventlow til Baroniet Brahetrolleborg og Grevskaberne Christianssæde og Reventlow, Fætter til de fire Brødre.
Direktør Reventlow var dekoreret med Dannebrogsordenens Ridderkors og Sølvkors. Han var ugift.
Grev Reventlow havde i længere Tid været ude af Stand til at deltage i det daglige Arbejde i Østifternes Kreditforening. Han var dog tilstede ved det sidste Aarsmøde, hvor han som sædvanlig aflagde beretning.
Han afgik ved Døden igaar Eftermiddags Kl. 3 i sit Hjem på St. Annæ Plads.
| Reventlow, Greve Eduard Vilhelm Christian Ludvig Ferdinand (I13938)
|
| 4791 |
Direktør, Hellerup | Reventlow, Christian Ditlev Frederik (I14980)
|
| 4792 |
Direktør, PR-mand, udstillingsekspert og forfatter
| Reventlow, Christian Ditlev Frederik (I14980)
|
| 4793 |
direktør, vicekonsul | Reventlow, Erik (I14593)
|
| 4794 |
Direktør. Orlogskaptajn. | Rosenborg, Flemming, Greve af (I19630)
|
| 4795 |
District Surveyor | White, George Boyle (I17192)
|
| 4796 |
Ditlev Christian , f. o. 1720; imm. 1739 i Kiel død 1749 paa Wittenberg, bis. 23 Okt. i Hamberge, Struktuarius ved Domkirken i Lübeck. | Reventlow, Ditlev Christian (I8570)
|
| 4797 |
Ditlev Revenfeld (1684 på Sandbjerg Gods – 18. juli 1746 i Rendsborg) var en dansk officer og overkrigssekretær.
Af grev Conrad Reventlows 3 uægte børn, som 1695 adledes med navnet Revenfeld, var Ditlev, den ældste, født 1684 på Sandbjerg. 1686 fik han af faderen gavebrev på Vandlinggård ved Haderslev, som dog atter blev solgt 1701. 1700 blev han kornet ved Frederik Ahlefeldts Kyrasserregiment, 1702 løjtnant, kom 1704 til Livregiment til Hest, blev 1705 kaptajnløjtnant og karakteriseret ritmester, 1706 virkelig ritmester ved Carl Rudolph af Württemberg-Neuenstadts kyrasserer, 1709 ved Livgarden til Hest, 1711 major, 1712 karakteriseret oberst, 1716 chef for 1. jyske Rytterregiment, 1723 for Livregiment til Hest og generalmajor. Han havde deltaget i Den spanske arvefølgekrig og Den Store Nordiske Krig og var blevet hårdt såret ved slaget ved Gadebusch 1712. Efter Johan Christoph von Körbitz' død valgte Frederik IV i begyndelsen af 1727 Revenfeld til overkrigssekretær for hær og flåde, nærmest vel fordi han var dronning Anna Sophies halvbroder. I det mindste omtales han som ubetydelig af udvortes og temmelig indskrænket af forstand. Hans funktionstid, der ikke er kendetegnet ved nogen foranstaltning af interesse, varede til tronskiftet 1730, da han ligesom de øvrige medlemmer af den Reventlow-Holsteinske kreds blev fjernet fra centralstyrelsen. Revenfeld blev foreløbig pensioneret på den måde, at hans svoger Frederik Rostgaard, der blev translatør ved Øresunds Toldkammer, måtte svare Revenfeld halvdelen af embedets indtægter. Dette hørte op 1732, da Revenfeld blev kommandant på Kronborg. 1742 ombyttede han denne post med kommandantskabet i Rendsborg, hvor han døde 18. juli 1746. Han var blevet hvid ridder 1727, generalløjtnant 1734. Gift med Anna Cathrine f. Woldenberg, der antagelig var datter af forhenværende oberstløjtnant ved Livregiment Dragoner Johan Woldenberg.
Han er begravet i Haderslev Domkirke.
| Revenfeld, Detlev von (I8501)
|
| 4798 |
Ditlev Reventlow (23. august 1654 på Futterkamp – 4. november 1701 i Slesvig by) var en dansk gehejmeråd, broder til Conrad og Henning Reventlow og far til Ditlev og Heinrich Reventlow.
Han var søn af kansler Ditlev Reventlow. Han blev 1665 immatrikuleret ved universitetet i Kiel, udnævntes 1687 til etats- og landråd, 1693 til konferensråd og 1696 til gehejmeråd. 18. november 1693 fik han Det hvide Bånd. Efter faderen arvede han Reetz, som han afhændede 1679, og erhvervede derefter (før 1687) Testorf samt ved grev Burchard Ahlefeldts konkurs 1694 Saxtorf og Collmar. Af grev von der Nath købte han 1696 Schmoel og Hohenfelde og af Hans Rantzau Quarnbek, som hans enke solgte 1705. Desuden ejede han Oregaard på Fyn. Reventlow var provst for Sankt Johannes' adelige Kloster i Slesvig samt fra 1682 for klosteret i Preetz. Han døde 4. november 1701. Reventlow ægtede 18. november 1676 Dorothea Ahlefeldt (død 12. oktober 1720 på Collmar), datter af Henrik Ahlefeldt til Osterrade og Catharine Ahlefeldt.
Reventlow købte 1686 en gravhvælving i Kavelstorf Kirke (Reetz) til sig og sine syv børn. Han blev dog bisat 11. januar 1702 i Preetz.
| Reventlow, Detlev (I7138)
|
| 4799 |
Ditlev Reventlow (9. september 1666 – 24. januar 1733 i Kiel) var en dansk gehejmeråd.
Han var søn af gehejmeråd Henning Reventlow og Margrethe Rumohr. Han udnævntes 1692 til kammerjunker og medlem af den til undersøgelse af Hertugdømmerne og Grevskaberne nedsatte kommission og fik samme år exspektance som landråd, hvilket han blev 1705. 6. december 1701 udnævntes han til amtmand over den kongelige andel af Slesvig Domkapitel, hvilken stilling han beklædte til 3. februar 1721. 1707 fik han ordre til at tage Butjadinger land og by til len af hertug Anton Ulrik af Braunschweig-Wolfenbüttel. 28. august 1709 blev han Hvid Ridder og 1722 gehejmeråd. Han var formynder for hertuginde Dorothea Christine af Plön ("die Carlsteins") børn og varetog deres interesser hos Frederik IV med stor nidkærhed, hvorom en betydelig korrespondance i Haseldorfs arkiv, der gemmer hans papirer, aflægger vidnesbyrd. Reventlow købte 1722 Gut Stubbe, der 1735 afhændedes af hans arvinger. Hemmelmark ejede han 1692-97. 1707 kaldes han til Höltenklinken (ved Oldesloe, og boede her 1697-1709). Han døde 24. januar 1733.
Reventlow ægtede første gang 20. december 1692 Magdalene Sibylle rigsgrevinde von der Nath (død 10. februar 1717), datter af sachsisk generalfeltmarskal-løjtnant Gerhard rigsgreve von der Nath og Christine Ahlefeldt, anden gang 1721 Margrethe Helvig født Rumohr, enke efter Johan Rudolph Ahlefeldt til Damp.
Han er begravet i Siseby Kirke. | Reventlow, Ditlev (I8115)
|
| 4800 |
Ditlev til Rixdorf (1561) med Lebrade, Sellin, Küssow, Ratenstorp og Tramm (ved Lodtrækning), ledsagede 1556 Enkedronning Dorothea til Kbhvn., 1563 (29 Dec.) Kapitain over Livgarden, betalte 1577 Tyrkerskat af Rixdorf, hyldede 1580 (til Rixdorf), var 1587 Formynder for Agathe Sehested, hyldede 1592, 1597 paa Rixdorf d. 11 Febr. 1604
Ditlev Reventlow var gift to gange først med
Anna Rantzau (I DAA 1939 er forældrene angivet til Claus (Scheele) Rantzau til Bayenfleth.) Forældrene er Claus Rantzau f 1506 død 1571 i Itzehoe - gift med Magdalene Rantzau (bef 1546 - aft 1585) Claus Rantzau var søn af Henneke Rantzau (bef 1489 - aft 1543) og Margrethe Heesten. Magdalene Rantzau er datter af Poul Rantzau (abt 1481-1521) og Abel Breide (død 1533)
Anna Pogwisch (I DAA 1939 er forældrene angivet til Volf Pogwisch til Doberstorf og Magdalene Rantzau. Forældrene er Volf Pogwisch (bef 1517 - mar 1546) og Magdalene Rantzau (bef 1546 - aft 1585) Volf Pogwisch var søn af Hans Pogwisch (bef 1500 -aft 1528) og NN v. Ahlefeldt . Bemærk at Anna Rantzau og Anna Pogwish er halvsøstre - moderen Magdalene Rantzau var først gift med Volf Pogwisch og derefter med Claus Rantzau | Reventlow, Detlef von (I4350)
|
|
.jpg "Ahlefeldt, Conrad Ditlev Carl (1795-1815)")
