| |
Match 4,451 til 4,500 fra 11,367
| # |
Notater |
Knyttet til |
| 4451 |
Cay (Cai) Wilhelm von Ahlefeldt (* 3. Februar 1753; † 28. September
1838) war Propst des Damenstifts Kloster Preetz und Träger des
Danebrog-Ordens.
Als Sohn des Wilhelm von Ahlefeldt aus schleswig-holsteinischen Uradel
auf Klein Nordsee (Felde) geboren, war er um 1770 Königlicher Lieutnant.
Seit 1791 Erbherr auf Klein Nordsee sowie schleswig-holsteinischer
Geheimer Konferenzrat, Kammerherr und Träger des Großkreuz vom
Danebrog-Orden, wurde er am 26. August 1792 zum Propst des Damenstiftes
Kloster Preetz gewählt und verwaltete dieses Amt bis 1836. Er war damit
Rechtsvertreter des Stifts und zuständig für das Schulwesen in der
Probstei. Unter seiner Prälatur wurde am 12. Dezember 1794 die Preetzeer
Schulbibliothek angelegt.
1799 verkaufte Ahlefeldt das Gut Klein
Nordsee für 4000 Reichstaler an den Grafen von Schimmelmann. Die Zinsen
(???) stiftete er für die Armen auf dem Gut und für die Lehrer in Felde
und Achterwehr. In dem von Ahlefeldt verantworteten Schulwesen hatte der
Pastor von Schönberg Johann Georg Schmidt die direkte Aufsicht über die
Lehrer in der Region. Unter diesen war der Lehrer Peter Plett, der 1791
die Kuhpocken-Impfung entdeckte und anwandte. Als Plett wegen seiner
Alkoholprobleme den Unterricht nicht mehr ausüben konnte, setzte sich
Ahlefeldt 1820 persönlich dafür ein, dass Plett in Stakendorf mit
Wohnung und Pension versorgt wurde.
Literatur
Schleswig-Holsteinische Ritterschaft: Beitrag zur Adelsgeschichte
Deutschlands und Dänemarks, S. 20 (Schleswig 1869)
Peter C. Plett:
Peter Plett (1766–1823), Lehrer in der Probstei und Entdecker der
Kuhpockenimpfung. Druckerei Hergeröder, Konstanz 2006, S. 118.
F.
Witt, Geschichte des Schulwesens in Preetz Zeitschrift der
Gesellschaft für Schleswig-Holsteinische Geschichte, 1897, S. 38.
| Ahlefeldt, Cai Vilhelm von (I11137)
|
| 4452 |
Cay Friedrich und seine Frau Hedwig Ide von Buchwaldt begannen mit dem Neubau der Gutsanlage Altenhof, die sie wohl schrittweise zwischen 1700 und 1728 erbauten. Cay-Friedrich beschäftigte sich vornehmlich mit dem Gutsbetrieb, war allerdings auch Klosterprobst in Schleswig. Bezeichnenderweise baute er sein Wohnhaus erst 1728, nachdem er den gesamten Wirtschaftshof aufgebaut hatte.
| Reventlow, Cay Friedrich (I8980)
|
| 4453 |
Cederfeld de Simonsen, Benny
F- 2.10.1865
Kammerherreinde. Tidlig medlem af Danske Kvinders Fredskæde. Organiserede og ledede Kvindeligaen på Fyn i mellemkrigsårene. Fra 1939 æresmedlem af Ligaens hovedbestyrelse. Benny Cederfelds Hjælpefondoprettet under anden verdenskrig, er opkaldt efter hende.
Benny Cederfelds Hjælpefond.
Hjælpefond oprettet i 1944 af Kvindernes Fredsliga, til "Støtte for saadant Hjælpearbejde, der til enhver Tid maatte falde indenfor Rammerne af Ligaens almindelige Arbejde og Interesse". Under besættelsen indsamles 47.200 kr., hvoraf 1000 kr. anvendes til genopbygningsarbejdet på Bornholm.
Litteratur.
Arnskov, Fanny: Vort Hjælpearbejde. I: Fred og Frihed Særnummer, 1945 Oktober s. [7].
_________________
Dansk Kvindebiografisk leksikon:
Benny Cederfeld de Simonsen (BCS) voksede op i en betydelig dansk adelsfamilie på Fyn og blev undervist i hjemmet, bl.a af højt kvalificerede udenlandske privatlærere. Det gjorde det muligt for den begavede BCS at udtrykke sig ubesværet på fransk, engelsk og tysk og sætte sig ind i fremmede kulturer. Hun havde gode forudsætninger for internationalt samarbejde og en stor interesse herfor. 1892 giftede hun sig med en fynsk godsejer, som var aktiv såvel landøkonomisk som i lokalpolitisk arbejde. Han ejede fire godser, og BCS fortsatte dermed sit godsejerliv på Fyn på godset Erholm ved Årup som moder og gæstfri husfrue.
Under indtryk af 1. verdenskrigs rædsler engagerede BCS sig 1916 i fredsarbejdet i Danske Kvinders Fredskæde, fra 1925 Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed (KILFF), der var en dansk sektion af Woman's International League for Peace and Freedom /WILPF), stiftet 1915 på en kvindefredskongres i Haag. KILFF havde sit udspring i Kbh.. men snart begyndte foreningen at danne kredse i provinsen og BCS påtog sig som stiftsrepræsentant for Fyn fra 1919 at organisere fredsarbejdet i denne del af Danmark. I 1925 var BCS tilstede på Dansk Fredsforenings (DF) årsmøde, hvor hun tog til orde imod foreningens kritik for KILFF. DF, der var stiftet 1882 med Frederik Bajer, anså KILFF som en splittende faktor og konkurrent i det fredsarbejde, som DF helst så samlet under sit revir.
I lighed med bl.a Clara Tybjerg og Henriette Beenfeldt mente BCS tværtimod, at det var til fordel for fredssagen, at der eksisterede flere organisationer, således at arbejdet kunne føres ud i vide kredse. I 1930-31 gjorde KILFF en ekstra indsats for at etablere lokalafdelinger i alle dele af landet og øge et dalende medlemstal. Takket været BSCs dygtige organisationsarbejde og gode personlige kontakter til de lokale kredsformænd nåede medlemstallet på Fyn op på 4.000 medlemmer, langt den størstge dækning på landsplan.
Trods sin højadelige baggrund havde BCS et beskedent væsen og en stor menneskekundskab og kærlighed, der gjorde hendes omgang med alle slags folk let. Hun så hverken op eller ned, kun fremad, og var altid den samme, uanset om hun talte ved internationale kongresser eller til møder i forsamlingshuse. Hendes omfattende kontaktnet og korrespondence, også med udenlandske fredskvinder, havde stor betydning for hele WILPF og den danske ligas placering i det internationale arbejde. BCS fortsatte som formand for det fynske distrikt til 1933 og var næstformand i hovedbestyrelsen 1931-39. I 1939 blev hun udnævnt til WILPFs første danske æresmedlem. Ved WILPFs kongresser bl.a i Dublin 1926, Prag 1929, Grenoble 1932, Zürich 1934 og Luhacovice 1937, repræsenterede hun den danske sektion på fremragendevis. Hun var desuden medlem af den internationale komité, der beskæftigede sig med mindretallenes ret. Her arbejdede hun med grænseproblemer efter genforeningen 1920, og ved dette vandt hun venner og tillid på begge sider af den dansk-tyske grænse.
Før den tyske besættelse af Danmark lykkedes det hende i marts 1940 i samarbejde med Danske Kvinders Nationalråd og Jødisk Kvindeforening at skaffe indrejse for 320 jødiske børn fra Centraleuropa. Nogle kom til Fyn og blev optaget i landbohjem, andre husede hun selv. De fleste børn blev senere sendt i sikkerhed i andre lande, men omkring 40 blev til hendes store sorg taget af tyskerne og sendt tilkoncentrationslejren Theresienstadt.
I forbindelse med hendes 80-års fødselsdag oprettede KILFF i 1944 BCSs Hjælpefond, hvortil hun straks skænkede 10.000 kr. Fondet skulle hjælpe mennesker ramt af krig og politisk forfølgelse. Til det sidste bevarede BCS sin interesse for og kærlighed til fredssagen, som hun fik stor indflydelse på med sin dygtighed, energi, trofasthed og offervilje. Hendes motivation for fredsarbejdet var en dyb kristen menneskekærlighed og ønsket om en humanitær indsats. Modsat den øvrige ledelse i KILFF, der var præget at kvinder med baggrund i Dansk kvindesamfund og i Det Radikale Venstre, kædede BCS ikke sit fredsarbejde sammen med en bredere kvindepolitisk eller partipolitisk indstilling. Hun gik imod strømmen i sit konservative, forsvarsvenlige adelsmiljø, hvor bl.a sønnen Christian skabte sig en militærkarriere. Trods modstanden blev hun beskrevet som den milde strålende stjerne, der altid var der, en ledestjerne.
Skrevet af Lise Håstrup
__________
Benny Cederfeld de Simonsen (1865-1952)
The daughter of a noble BC was tutored by private teachers learning fluently French, English and German, and the understanding of different cultures. In 1892 she became the wife of a noble, and in spite of having 6 children, she still found time for her great interest in international work. She was a member of the Danish section from 1916, and from 1919 she undertook to further the section’s work in her home area of Funen. Her district soon was the most active of all the Danish districts with 4000 members. She was internationally know and often a representative at WILPF’s congresses. In 1939 she was made the first honorary member of the Danish section. She did a great deal of work on re-establishing good relations in the Danish-German border area after 1920, when Southern Jutland was returned to Denmark. In 1944, as part of the Danish section’s preparations for post-war help work, a fund was made in her name, to which she immediately gave 10.000 Danish crones. The fund helped feed starving children, clothed orphans and sent Christmas presents to children in Poland, Austria and Germany. BC did not, as the other Danish women, come from a liberal or radical background, but from the conservative noble environment of Danish society. In spite of this she was one of the most prominent women on the national and international scene fighting for peace and understanding among people of different cultures.
Kilde: https://kvindefredsliga.dk/historie/
| Treschow, Benny Caroline Andrea Sophie (I14839)
|
| 4454 |
Charles Borre lensbaron Selby (31. august 1778 i København – 30. juli 1849 sammesteds) var en dansk diplomat og godsejer.
Han var søn af baron Charles August Selby. I en alder af 21 år blev han attaché ved det danske gesandtskab i Stockholm, var derpå legationssekretær i Berlin fra 1801-06, afbrudt med et ophold i Sankt Petersborg som midlertidig chargé d'affaires fra 1803-04, og synes derefter at have arbejdet en tid i Udenrigsdepartementet. 1809 var han med Niels Rosenkrantz i Jønkøping under fredsforhandlingerne, og i juli 1810 sendtes han som emissær til Sverige for hemmeligt at virke for Frederik VI's kandidatur til den svenske trone, en sendelse, der ikke førte til det tilsigtede mål. Fra 1810-13 var Selby gesandt i Kassel ved kong Jérôme af Westfalens hof. Efter at have været en tid ude af statens tjeneste blev Selby i 1820 gesandt i Haag, en post, som han beklædte lige til året 1842, da han forlod den diplomatiske karriere og vendte hjem, hvor han døde 30. juli 1849 på landstedet Bonne Espérance ved København. Under sin diplomatiske tjenestetid var han successivt blevet kammerherre 1809, Kommandør af Dannebrog 1824, Storkors 1826 og gehejmekonferensråd 1836.
Selbys hustru, hvem han havde ægtet 1. juli 1806, og som først havde været forlovet med kammerherre Bernt Anker, var Christiane Georgine Louise f. Falbe (15. april 1786 i Helsingør – 11. november 1843 i København), datter af inspektør ved Øresunds Toldkammer, kaptajn Ulrik Anton Falbe (1746-1795) og Ide Marie f. Møller (1763-1842). Selby var sikkert en meget flittig og samvittighedsfuld embedsmand, hvad de af ham efterladte akter vidner om, men han har næppe spillet nogen fremtrædende rolle som diplomat og ej heller som godsejer, en stilling, han ikke havde nogen tilbøjelighed til, thi han var meget glad ved i året 1840 at kunne sælge sine godser på Falster. I stedet for godserne blev der oprettet et pengefideikommis, og han blev i 1843 ophøjet til lensbaron som besidder af Det friherrelige Selbyske Forlods. Forlodset blev arvet af Selbys dattersøn, grev Preben Charles Bille-Brahe til Hvedholm, der antog navnet Bille-Brahe-Selby.
Kilder
Wikipedia, herunder:
Christopher Zytphen-Adeler, "Selby, Charles Borre", i: C.F. Bricka (red.), Dansk Biografisk Lexikon, København: Gyldendal 1887-1905.
Thomas Hansen Erslew, Almindeligt Forfatterlexicon for Kongeriget Danmark med tilhørende Bilande fra 1814
Danmarks Adels Aarbog 1888.
Elvius og H.R. Hiort-Lorenzen, Patriciske Slægter I.
Dansk Biografisk Leksikon, Udgivet af C.F. Bricka, Gyldendal (1887–1905).
| Selby, Lensbaron Charles Borre (I11414)
|
| 4455 |
Charles Joseph August baron Selby (24. oktober 1755 på Biddlestone Hall, Northumberland, England – 15. marts 1823 på Güldenstein, Holsten) var en engelsk-dansk handelsmand og godsejer.
Han blev født på godset i byen Biddlestone i Northumberland, som ejedes af faderen, Thomas Selby (død 1787); moderen var Eleanor f. Tuite. Selby-slægten er en engelsk katolsk adelsslægt, og Charles August Selby blev opdraget på et katolsk kollegium i Holland indtil sit 20. år, da han på foranledning af en slægtning, kammerherre og plantageejer på St. Croix Nicolas Tuite, der ejede andele i betydelige sukkerraffinaderier i København, kom her hen, hvor han gjordes til andelshaver i raffinaderierne. 1777 tog han borgerskab som grosserer og blev chef for et handelshus, Selby & Co. (senere Selby & ter Borch), der, ledet med omsigt og dygtighed, i de da for Danmark heldige konjunkturer hævede sig til et af Københavns største og mest ansete; samme år (1777) blev han udnævnt til agent med kammerråds rang og ægtede 26. november Birgitte Kirstine Borre (f. 23. februar 1757), datter af etatsråd Peter Borre.
1795 trak Selby, der altid havde næret en levende interesse for agerbrug, sig ud af firmaet og købte samme år for 104.000 rigsdaler herregården Bækkeskov (ved Præstø) med Bredeshave og tilhørende bøndergods, hvilket sidste var yderst forarmet. Han begyndte nu straks at udskifte jorderne af fællesskabet, lod gårdene udflytte og opbygge, lodderne indhegne, haver og hegn plante, ligesom han forsynede bønderne med sædekorn og manglende inventarium. Samtidig anvendte han betydelige midler på hovedgården, hvor han opførte en smuk og anselig hovedbygning og indførte en drift efter engelsk mønster med staldfodring, roedrift og kreaturfedning samt indkaldte engelske arbejdere. 1801 solgte Selby, der 1796 var blevet optaget i friherrestanden, Bredeshave, men havde allerede 1799 købt Sparresholm, men da dette gods var udskiftet og i det hele taget i bedre stand end Bækkeskov, havde købet mindre interesse for ham, hvorfor han atter afhændede det 1804. Da han imidlertid på grund af vaklende helbred måtte foretage gentagne og langvarige baderejser, solgte han også Bækkeskov 1805 for 258.000 Rdl., en, som man skulle synes, stor avance, når salgssummen for Bredeshave tillægges, men på trods af alle de nye forbedringers indførelse er det vel tvivlsomt, om hans besiddelse af Bækkeskov har givet noget reelt overskud, idet jorden manglede kultur og afdræning, samt i at Selby med al sin levende interesse for landbruget og energi selv manglede kundskab i landbrugsvæsenets detaljer og hverdagspraksis.
Da Selbys helbred efterhånden bedredes, købte han, der 1. juni 1809 havde mistet sin hustru, samme år Orupgård med Kringelborg på Falster for 402.000 Rdl., og 11. september 1811 ægtede han Anna Ernestine f. baronesse von Brockdorff til Güldenstein i Holsten (f. 22. marts 1763), datter af kammerherre Hans Schack baron von Brockdorff til Klein-Nordsee og enke efter gehejmekonferensråd Cai Rantzau; hun døde 5. september 1818, hvorpå Selby efter overenskomst med hendes arvinger overtog Güldenstein, der foruden af hovedgården bestod af de mindre gårde Rantzausfeld, Rethwisch og Caishof, i hvis drift han straks påbegyndte lignende forbedringer som på Bækkeskov, særlig staldfodring og indførelsen af nye kvægracer, hvilket her lykkedes fortrinlig, navnlig på Rantzausfeld, hvor agerbruget af samtiden ansås for en mønsterbedrift, der overgik alt, hvad der hidtil i den henseende var set her i landet.
Selby, der 1809 var blevet kammerherre og 1815 generalkrigskommissær, døde på Güldenstein 15. marts 1823. Han skildres som en dannet og kundskabsrig mand, i besiddelse af stor energi og arbejdsdygtighed samt af et trods hans engelske fødsel udpræget dansk sindelag, hvilket særlig viste sig under begivenhederne 1801 og 1807. Ved hans død gik Orupgård over til hans ældste søn, Charles Borre Selby, hvorimod den yngre, Nicolaus, arvede godserne i Holsten. | Selby, Charles Joseph (I10720)
|
| 4456 |
Charles of Valois (12 March 1270 – 16 December 1325) was the third son of Philip III of France and Isabella of Aragon. He was a member of the House of Capet and founded the House of Valois. In 1284, he was created Count of Valois (as Charles I) by his father and, in 1290, received the title of Count of Anjou from his marriage to Margaret of Anjou. Through his marriage to Catherine I, titular empress of the Latin Empire, he was titular Latin Emperor of Constantinople from 1301–1307, although he ruled from exile and only had authority over Crusader States in Greece.
Moderately intelligent, disproportionately ambitious and quite greedy, Charles of Valois collected principalities. He had as appanage the counties of Valois, Alençon and Perche (1285). He became in 1290 count of Anjou and of Maine by his marriage with Margaret, eldest daughter of Charles II, titular king of Sicily; by a second marriage, contracted with the heiress of Baldwin II de Courtenay, last Latin emperor of Constantinople, he also had pretensions on this throne. But he was son, brother, brother-in-law, son-in-law, and uncle of kings or of queens (of France, of Navarre, of England, and of Naples), becoming, moreover, after his death, father of a king (Philip VI).
Charles thus dreamed of more and sought all his life for a crown he never obtained. In 1285, the pope recognized him as King of Aragon (under the vassalage of the Holy See), as son of his mother, in opposition to King Peter III, who after the conquest of the island of Sicily was an enemy of the papacy. Charles then married Marguerite of Sicily, daughter of the Neapolitan king, in order to re-enforce his position in Sicily, supported by the Pope. Thanks to this Aragonese Crusade undertaken by his father Philip III against the advice of his brother, the future Philip the Fair, he believed he would win a kingdom and won nothing but the ridicule of having been crowned with a cardinal's hat in 1285, which gave him the sobriquet of the "King of the Cap." He would never dare to use the royal seal which was made on this occasion and would have to renounce the title.
His principal quality was to be a good military leader. He commanded effectively in Flanders in 1297. The king quickly deduced that his brother could conduct an expedition in Italy against Frederick II of Sicily. The affair was ended by the peace of Caltabellotta.
Charles dreamed at the same time of the imperial crown and married in 1301 Catherine de Courtenay, who was a titular empress. But it needed the connivance of the Pope, which he obtained by his expedition to Italy, where he supported Charles II of Anjou against Frederick II of Sicily, his cousin. Named papal vicar, he lost himself in the imbroglio of Italian politics, was compromised in a massacre at Florence and in sordid financial exigencies, reached Sicily where he consolidated his reputation as a looter and finally returned to France discredited in 1301-1302.
Charles was back in shape to seek a new crown when the German king Albert of Habsburg was murdered in 1308. Charles's brother, who did not wish to take the risk himself of a check and probably thought that a French puppet on the imperial throne would be a good thing for France, encouraged him. The candidacy was defeated with the election of Henry VII as German king. Charles continued to dream of the eastern crown of the Courtenays.
He did benefit from the affection which Philip the Fair, who had suffered from the remarriage of their father, brought to his only full brother, and he found himself given responsibilities which largely exceeded his talent. Thus it was he who directed in 1311 the royal embassy to the conferences of Tournai with the Flemish; he quarreled there with his brother's chamberlain Enguerrand de Marigny, who openly flouted him. Charles did not pardon the affront and would continue the vendetta against Marigny after the king's death.
He was doggedly opposed to the torture of Jacques de Molay, grand master of the Templars, in 1314.
The premature death of Louis X in 1316 gave Charles hopes for a political role, but he could not prevent his nephew Philip, from taking the regency while awaiting the birth of Louis X's posthumous son. When that son (John I of France) died after a few days, Philip took the throne as Philip V.
In 1324, he commanded with success the army of his nephew Charles IV (who succeeded Philip V in 1322) to take Guyenne and Flanders from King Edward II of England.[4] He contributed, by the capture of several cities, to accelerate the peace, which was concluded between the king of France and his niece, Isabella, queen-consort of England.
The Count of Valois died 16 December 1325 at Nogent-le-Roi, leaving a son who would take the throne of France under the name of Philip VI and commence the branch of the Valois: a posthumous revenge for the man of whom it was said, "Son of a king, brother of a king, uncle of three kings, father of a king, but never king himself." Charles was buried in the now-demolished church of the Couvent des Jacobins in Paris - his effigy is now in the Basilica of St Denis.
Charles was married three times.
His first marriage, in 1290, was to Margaret, Countess of Anjou, (1274–1299), daughter of King Charles II of Naples.[3] They had the following children:
Isabelle of Valois (1292 – 1309). Married John, Prince of Brittany (later Duke John III).
Philip VI (1293 – 22 August 1350), first King of the Valois Dynasty.
Joan of Valois (1294 – 7 March 1342). Married William I, Count of Hainaut, and had issue.
Margaret of Valois (1295 – July 1342). Married Guy I of Blois-Châtillon, Count of Blois, and had issue.
Charles II of Valois (1297 – 26 August 1346 at the Battle of Crécy), Count of Alençon. Married first Jeanne de Joigny and second Marie de la Cerda and had issue from the second marriage.
Catherine of Valois (1299 – died young).
In 1302 he remarried to Catherine I of Courtenay (1274–1307), titular Empress of Constantinople.[5] They had four children:
John of Valois (1302 – 1308), Count of Chartres.
Catherine II of Valois (1303 – October 1346), titular Empress of Constantinople and Princess of Achaea.[6] She married Philip I d'Anjou, Prince of Taranto, and had issue.
Joan of Valois (1304 – 9 July 1363). Married Count Robert III of Artois and had issue.
Isabelle of Valois (1305 – 11 November 1349), Abbess of Fontevrault.
Finally, in 1308, he married Mahaut of Châtillon (1293–1358), daughter of Guy III of Châtillon, Count of Saint Pol. They had also four children:
Marie of Valois (1309 – 28 October 1332). Married Charles, Duke of Calabria, and had issue.
Isabella of Valois (1313 – 26 July 1383).[8] She married Peter I, Duke of Bourbon.
Blanche of Valois (1317 – 1348). She married Charles IV, Holy Roman Emperor. Sometimes called "Marguerite".
Louis of Valois (1318 – 2 November 1328), Count of Chartres and Lord of Châteauneuf-en-Thymerais.
Charles de Valois was also known to have one natural child by an unknown mother. This child was placed in a nunnery, and yet was also treated as a legitimate heir to estates, being granted title to lands in Avignon upon her majority:
Theresa of Avignon, Countess of Avignon (1335–1387)
| Valois, Charles I de (I751)
|
| 4457 |
Charlotte Amalie Danneskiold-Laurvig, blev 1696 gift med greven af Samsøe, Christian Gyldenløve, der var en søn af Christian V og Sophie Amalie Moth. Ved dette ægteskabs indgåelse overlod Ulrik Frederik Gyldenløve Skjoldenæsholm med alle rettighederne til datteren og svigersønnen. Det var en klækkelig medgift, hun hermed fik - 812 tdr. htk. Hun døde allerede 1699, og snart efter giftede Gyldenløve sig med Dorthe Krag.
| Familie: Christian Gyldenløve / Charlotte Amalie Danneskiold-Laurvig (F33433)
|
| 4458 |
Charlotte Amalie Wilhelmine of (Schleswig-)Holstein-Plön (Charlotte Amalie Vilhelmine af Slesvig-Holsten-Pløn in Danish) (23 April 1744 – 11 October 1770), was a princess of the Duchy of Schleswig-Holstein-Sonderburg-Plön (or Holstein-Plön), a cadet branch of the Danish royal family. She was born at Plön to Frederick Charles, Duke of Schleswig-Holstein-Sonderburg-Plön and his wife Countess Christiane Armgard von Reventlow, the fourth of their five children.
As her only brother died an infant in 1740 the small, partitioned-off Danish duchy of Plön was destined to revert to the royal domain of the King of Denmark on their father's death. Thus her parents were freed from the custom of stinting their daughters' dowries to maximize the patrimony of a male heir. Consequently and unusually only one of the four sisters was enrolled in a nunnery: the eldest, Sophie (1732-1757), became canoness in 1753, and a year later deaconess of Quedlinburg Abbey, while the other three princesses were all allowed to marry. Charlotte Amalie was the first of her sisters to wed, marrying at Reinfeld on 26 May 1762 her cousin, Frederick Christian I, Duke of Schleswig-Holstein-Sonderburg-Augustenburg. Two years later, as a near, agnatic kinsman of his father-in-law, Frederick Christian renounced any claim he might have had to the Plön duchy and in return received from the Danish crown the castle of Sonderburg, the domain of Gammelgaard with Gundestrup and the fiefs of Ronhave, Langenvorwerk, Kekinisgaard and Maibullgaard, all located on the isle of Ahlsen or nearby on that of Sundeved in the Sonderburg region.
They had seven children:
- Louise Christine Caroline (16 February 1763 – 27 January 1764).
- Louise Christine Caroline (17 February 1764 – 2 August 1815).
- Frederick Christian II (28 September 1765 – 14 June 1814), married Princess Louise Auguste of Denmark.
- Frederick Charles Emil (8 March 1767 – 14 June 1841), Danish general, married in Leipzig 29 September 1801 without the consent or recognition of either the Duke or the King, Sofie Eleonora Fredericka von Scheel (1776–1836), daughter of Jürgen Eric von Scheel and Anna Drothea von Ahlefeldt.
- Christian August (9 July 1768 – 28 May 1810), Danish general, and later selected Crown Prince of Sweden as Karl August, however, he died before inheriting the throne.
- Sophie Amelie (10 August 1769 – 6 October 1769).
- Charles William (4 October 1770 – 22 February 1771).
The couple spent some of her wealth to build the new Augustenburg Palace.
Charlotte Amalie died in Augustenburg aged 26, seven days after the birth of her last child.
Kilde: https://en.wikipedia.org/wiki/Princess_Charlotte_Amalie_Wilhelmine_of_Schleswig-Holstein-Sonderburg-Plön | Slesvig-Holsten-Sønderborg-Plön, Prinsesse Charlotte Amalie Vilhelmine (I9240)
|
| 4459 |
Charlotte of Mecklenburg-Strelitz (Sophia Charlotte; 19 May 1744 – 17 November 1818) was the wife of King George III. She was Queen of Great Britain and Ireland from her marriage in 1761 until the union of the two kingdoms in 1801, after which she was Queen of the United Kingdom of Great Britain and Ireland until her death in 1818. She was also the Electress of Hanover in the Holy Roman Empire until the promotion of her husband to King of Hanover on 12 October 1814, after which she was also queen consort of Hanover.
Queen Charlotte was a patroness of the arts and an amateur botanist, who helped expand Kew Gardens. George III and Charlotte had 15 children, 13 of whom survived to adulthood. She was distressed by her husband's bouts of physical illness and insanity, which became permanent in later life and resulted in their eldest son being appointed Prince Regent in 1811.
| Mecklenburg-Strelitz, Charlotte, Prinsesse af (I10606)
|
| 4460 |
Chartered Accountant | Horsburgh, Peter John (I22457)
|
| 4461 |
Chartered accountant of Sydney; FCA (Aust) FIAA (Aust) | Cowper, Harington Burrough (I14870)
|
| 4462 |
Châtelain de Lille Lamoral | Luxembourg, Jean de (I1050)
|
| 4463 |
Chef d'escadron, peintre et sculteur | Portalis, baron Conrad Paul Auguste (I13722)
|
| 4464 |
Chef for det danske postvæsen i Hamburg | Holck, Julius Carl Christian Greve (I11669)
|
| 4465 |
Chef for handelshuset Skinner & Fenwick i Bordeaux | Brown, John Lewis (I11474)
|
| 4466 |
chefkorrekturlæser, Minneapolis | Bardenfleth, Carl Emil (I14388)
|
| 4467 |
Mindst én nulevende eller privat person er knyttet til denne note - Detaljer er udeladt. | Sørensen, Claus (I17374)
|
| 4468 |
Cheryl Holdridge died at her own house in California. She was struggling for two years with lung cancer. | Phelps, Cheryl Lynn (I15909)
|
| 4469 |
Mindst én nulevende eller privat person er knyttet til denne note - Detaljer er udeladt. | Hepburn, Trisha Anne Macarthur (I22464)
|
| 4470 |
Chr. VI's Dronning | Brandenburg-Kulmback, Dronning Sofie Magdalene af (I9235)
|
| 4471 |
Christen Hansen Munk (født 1520, død 5. juli 1579 i Aakjær i Jylland) var en dansk lensherre og statholder, som gjorde tjeneste i Norge.
I 1548 var han stadig ved hoffet i København og deltog i prinsesse Annas rejsefølge, da hun skulle giftes med kurfyrste August 1. i Sachsen samme år.
I 1549 blev han lensherre på Hamar og fik efterhånden en række klostre til ejendom, efter at de var overgået til kronen efter reformationen. I 1556 blev han ifølge kilderne statholder og lensherre på Akershus, en stilling han besad helt frem til 1572. Denne statholderstilling må ses som en forløber for den statholderstilling under unionen med Danmark, som blev oprettet og eksisterede med enkelte afbrydelser helt frem til 1814.
I 1560'erne regerede han over Hamar len og Akershus len, mens han havde residens på Akershus fæstning. Desuden havde han en række andre mindre len i en kortere eller længere periode, blandt dem Bratsberg og Gimsøy kloster, Tønsberg len og Sunnmøre.
I 1567 rykkede svenske tropper under Den Nordiske Syvårskrig mod Akershus fæstning, og som svar på denne trussel lod Munk Oslo brænde af for at undgå, at svenskerne fik mulighed for at barrikadere sig i byen. Mangel på skyts og forsyninger medførte, at svenskerne trak sig tilbage efter otte dage. Nogle år senere iværksatte Munk en gengældelsesaktion ved at sende tropper ind i Värmland og Dalsland i Sverige på hærgnings- og plyndringstogt.
I 1572 flyttede Christen Munk til Jylland.
På Akershus fæstning er både Munkedammen og Munketårnet opkaldt efter ham. Munketårnet var middelalderfæstningens vandtårn, som han i 1559 lod ombygge til kanon- og porttårn.
_____________
Munk, Christen, –1579, til Taabdrup, Søn af Hans M. til Krogsgaard (af Slægten Munk med 3 Roser) og Maren Spend, blev antagelig født ved 1520.
I Aaret 1548 var han endnu Hofsinde og var da Medlem af det store Følge, som ledsagede Prinsesse Anna paa Bruderejsen til Sachsen. Aaret efter fik han Hammer i Norge i Forlening og opførte her et stort Taarn. Som Vederlag for den derpaa anvendte Omkostning fik han 1551 Brev paa vor Frue Kloster i Oslo. 1556 blev han Statholder i Norge og Lensmand paa Akershus, og denne vigtige Stilling indtog han lige til 1572. Desuden havde han i disse Aar en Række mindre Len: Bratsberg og Gjemsø Kloster til 1559, Semgaard og Tønsberg Len, Søndmør (fra 1558) og paa ny Hammer (fra 1561-67). Da Krigen med Sverige udbrød, faldt det selvfølgelig i hans Lod at lede Forsvar og Angreb for det sydlige Norges Vedkommende.
Allerede 1564 gjorde en svensk Hærafdeling et Indfald i hans Len, men da C. M. fik Forstærkning, trak den sig tilbage, og han kunde nu rykke ind i Dal, indtil et svensk Indfald i Baahus Len tvang ham til at vende om. I Slutningen af Aaret hjemsøgte han Dal og Nordmarken med Ild og Sværd. 1565 gjorde han paa ny Indfald i Dal og slog navnlig 28. Okt. den svenske Anfører Maurits Stake. Det følgende Aar fik han Befaling til at støtte Daniel Rantzaus Indfald i Vestergøtland. Men 1567 hjemsøgte Svenskerne ham paa ny i Norge, og da han kun havde 2 Fænniker Knægte hos sig, kunde han ikke hindre dem i at naa frem til selve Akershus, men Mangel paa Skyts og paa tilstrækkeligt Underhold nødte dem til efter 8 Dages Forløb at trække sig tilbage til Hammer, som de havde indtaget. Efter at have faaet Forstærkninger og at have underkastet sig største Parten af Lenet kom Svenskerne 3 Uger efter, 24. Marts, tilbage og paabegyndte en regelmæssig Belejring af Akershus, som C. M. imidlertid haardnakket forsvarede. Efter 18 Ugers Belejring kom endelig en længselsfuldt ventet Undsætning, dels fra Danmark under Frands Brockenhuus, Bjørn og Erik Kaas, dels fra Norge under Erik Munk og Jens Pedersen, og Svenskerne bleve fordrevne. 1568 hævnede C. M. sig ved et Indfald i Værme-land og Dal, og efter at have forenet sig med Høvedsmændene fra Elfsborg og Baahus, Jens Kaas og Vincents Juel, hjemsøgte de Vestergøtland. Dermed var hans Krigerfærd forbi.
Sine Len øgede han 1570 med Skiverup i Skaane, som han fik i Pant, og som først 1598 blev indløst fra hans Arvinger, samt med Vernø Kloster, Ingedals Len, Ejdsberg og Rakkestad, som han erholdt 1571, men det følgende Aar ombyttede han Akershus med Aakjær i Jylland, hvor han døde 5. Juli 1579. Aaret før havde han gjenset Norge, i det han med 2 Rigsraader og 2 andre Adelsmænd var skikket derop at høre Sager. – C. M., der ejede en nu forsvunden Hovedgaard Taabdrup ved Haderslev, var 2 Gange gift: 1. med Else Truidsdatter Ulfstand (d. 1565), 2. med Dorthe Mogensdatter Gyldenstjerne (d. 18. Juli 1583). Hans eneste Søn døde lille, men 2 Døtre overlevede ham.
Thiset. | Munk, Christen (I3755)
|
| 4472 |
Christen Thomesen (Sehested) (17. februar 1590 – 5. august 1657) var en dansk adelsmand og kansler. Han var ud af Sehested-slægten, men han hørte til den sidste generation af adelige, der ikke anvendte det faste familienavn. Hans forældre var Thomas Maltesen (Sehested) til Bækmark og Anne Christophersdatter Lunge (1550-1607) til Stovgaard.
Som 10-årig kom Christen Thomesen i huset hos den lærde Holger Rosenkrantz på Rosenholm. Her var han tre år, hvorefter han drog udenlands i flere omgange. De tyske universiteter i Rostock og Wittenberg, samt forskellige steder i Frankrig og Italien var blandt rejsemålene. Han embedskarriere begyndte som sekretær i kancelliet i 1613. Derefter hofjunker og kort tid efter kammerjunker hos den udvalgte prins Christian. 1617-27 var han prinsens hofmester. Samtidig var han dog også gesandt med talrige rejser til Sverige, Nederlandene, England, Frankrig og Spanien.
1629 blev han lensmand på Helsingborg og Kalø og 1630 udnævnt til rigets kansler. Efter at 1634 ha blevet slået til ridder, blev 1640 kongens kansler og lensmand på Skt. Knuds Kloster i Odense. Hans relationer med kongemagten var altså ret nære, men han var også en konservativ adelsmand, der fuldt ud støttede adelens særlige privilegier. Han var lige så ansvarlig som Corfitz Ulfeldt for Frederik III’s meget hårde håndfæstning. Han ”..nævnes med hæder i Danmarks historie. En retlinet og helstøbt personlighed, en statsmandstype som sine lidt ældre forgængere fra omkring år 1600, og måske en del konservativ, i sin tro såvel som i sit politiske virke.”
Som godsejer var han blandt andet i besiddelse af herregårdene Stovgaard, Bækmark, Lykkesholm m.fl. Christen Thomesen var gift med Mette Rosenkrantz (1600-44), datter af ovennævnte Holger Rosenkrantz til Rosenholm. Hun fødte ham 11 børn. | Sehested, Christen Thomesen (I5804)
|
| 4473 |
CHRISTEN, født ca. 1545, død 23. marts 1605.
Ejer af Store Grundet og Endrupholm (Vester Nykirke S., Skast H.). Bestyrede 1579-1580 Vardøhus Len for sin nærmeste frænde, lensmanden Claus Skeel (Dyre) til Endrupholm, under dennes svaghed, 1580 forlenet med Baastad, 1581 m.a. Det Kgl. Københavnske Skydeselskab og Danske Broderskab, var 1582 skibschef, gav 1593 med hustruen en lektoriestol og 1595 en altertavle, begge med deres fædrene og mødrene (Sandberg og Bang) våbener, til Strellev K. (begge endnu i kirken, af tavlen kun rammen tilbage), gav mellem 1593 og 1605 med hustruen herskabsstole med deres fædrene og mødrene (Sandberg og Bang) våbener til Vester Nykirke K. (endnu i kirken), tilsagt 1596 til kong Christian I's kroning.
Købte 1597 af Magdalene Norby tre gårde i Eg (Grindsted S., Slavs H.), som han 1601 mageskiftede med broderen Albert, men 1608 blev skødet af 1597 kendt ugyldigt og gården gik tilbage til slægten Nordby, 1599 medejer af Skovgaarde (Søby S., Båg H.), men ejerskabet blev 1606 ved kgl. retterdagsdom kendt ugyldigt, forlenede Magdalene Norby med gården Torlund (Ølgod S., Øster Horne H.), hvor hun boede 1600.
Gift ca. 1580 med MARGRETHE von Rantzau til Kærgaard og Endrupholm (1605-1609) efter hvem skifte blev holdt i 1614. | Vind, Christen (I4374)
|
| 4474 |
Christence Juel (26. august 1612-11. november 1680) var en dansk adelsdame. Hun var datter af Jens Juel (f. 1580) til Kjeldgård og Ide Hansdatter Lange. Hun blev gift 12. august 1637 med Jørgen Rosenkrantz. I dette ægteskab født hun 10 børn. Oplysningerne om hende i øvrigt er sparsomme.
| Juel, Christence Jensdatter (I6523)
|
| 4475 |
Christian Andreas Julius greve Reventlow (født 7. november 1807 på Kaltenhof, død 27. marts 1845 i Bordesholm) var en holstensk amtmand, bror til Ernst Christian, Heinrich og Friedrich Reventlou.
Han var søn af Heinrich greve Reventlow og Sophia Anna rigsgrevinde Baudissin, blev immatrikuleret 1826 ved universitetet i Kiel og studerede også ved Georg-August-Universität Göttingen blev 1830 cand.jur. fra Gottorp, 1834 landråd, 13. maj 1835 til 9. juli 1841 amtmand i Hytten Amt, 14. juli 1841 amtmand i Bordesholm, Kiel og Cronshagen Amter og samme år 10. juni Ridder af Dannebrog. 1843 blev han kammerherre.
Under sine studier i Kiel blev han i 1826 optaget i Corps Holsatia Kiel. I Göttingen blev han medlem af Corps Holsatia Göttingen. Senere kom han til Corps Slesvica Kiel.
Reventlow blev gift 22. august 1837 på Seelust med Georgine Marie Adelaide baronesse von Löwenstern (21. januar 1819 i Dresden - 16. april 1893 i Bordesholm), datter af kammerherre Georg Heinrich friherre von Löwenstern (1786-1856) og Adelaide "Lilly" Tugendreich Ernestine Frederikke Juliane komtesse Schimmelmann (1796-1876).
Kilde: https://www.wikiwand.com/da/Christian_Andreas_Julius_Reventlow | Reventlow, Christian Andreas Julius (I11312)
|
| 4476 |
Christian August Frederik Charles Ernest George greve Danneskiold-Samsøe (3. juni 1840 i København – 10. januar 1908 sammesteds) var en dansk godsejer, bror til Christian Danneskiold-Samsøe.
Han var søn af overdirektør og lensgreve Christian Conrad Sophus Danneskiold-Samsøe og hustru født Lady Elisabeth Brudenell-Bruce. Ved faderens død i 1886 arvede han landstedet Enrum samt Holmegaard Gods og Glasværk, som han drev til sin død. Han blev 1869 hofjægermester og overtog 1873 forpagtningen af Hesede under Gisselfeld og varetog den til sin død. Da Ernest Danneskiold-Samsøe var ugift, gik Holmegaard til brodersønnen Aage Danneskiold-Samsøe.
Han er begravet i parken ved Gisselfeld. | Danneskiold-Samsøe, Christian August Frederik Sophus Charles Georg Ernest Greve af (I23575)
|
| 4477 |
Christian August von Eyben (* 30. August 1700 in Schleswig; † 21. Januar 1785 in Lübeck) war ein deutscher Jurist und Domdechant des Hochstifts Lübeck.
Leben und Wirken
Eyben stammte aus einer Familie von Juristen und Diplomaten; er war der Sohn des Diplomaten Christian Wilhelm von Eyben und Enkel von Hulderich von Eyben und Weipart Ludwig von Fabrice.
Nach einer Kavaliersreise mit seinem ein Jahr älteren Bruder Friedrich trat er 1723 in den Dienst des Fürstbischofs von Lübeck Christian August, seines Paten, zunächst als Kammerjunker. Er wurde Beisitzer in der Justizkanzlei, der Rentkammer und im Konsistorium und stieg zum Oberhofmeister bei Christian Augusts Gemahlin, Albertine Friederike von Baden-Durlach auf.[1].
Im Jahre 1729 wurde er Domherr am Lübecker Dom und 1763 hier Domdechant.
Grabplatte
1735 heiratete er im Braunschweiger Dom Elisabeth Sophia Maria von Hassberge (1717–1782). Das Paar hatte acht Kinder:
Elisabeth Sophia Maria von Eyben (1736–1780), ab 1766 erste Kammerjungfer bei Königin Caroline Mathilde
Friedrich Ludwig von Eyben (1738–1793), dänischer Gesandter in Neapel und Regensburg
Christian Wilhelm von Eyben (1741–1774)
Adolf Gottlieb von Eyben (1741–1811), wurde von Friedrich von Eyben adoptiert, Kanzler in Glückstadt
Albertine Friederike von Eyben (1743–1809)
Joachim Werner von Eyben (1746–1811), Offizier, zuletzt Oberst in Oldenburg
Charlotte Christiane Augusta von Eyben (1748–1830), Konventualin im Kloster Lüne
August Wilhelm Gottlob von Eyben (1751–nach 1804)
Christian August und seine Frau wurden in einer nordöstlichen Chorumgangskapelle des Lübecker Doms beigesetzt. Ihre Grabplatte ist erhalten.
Auszeichnungen
1742 St.-Annen-Orden
1756 Dannebrog-Orden
Titel Kammerherr
Kilde: Wikipedia
| Eyben, Christian August von (I9668)
|
| 4478 |
Christian August, Prins af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Augustenborg, 1768-1810, General og norsk Statholder, var den 3. Søn af Hertug Frederik Christian af Augustenborg og dennes Gemalinde, Charlotte Amalie Vilhelmine f. Prinsesse af Pløen, og født 9. Juli 1768.
Allerede i 1770 mistede han sin Moder og sattes derefter under Opsyn af sin Faders Søster, Prinsesse Ulrikke; senere opdroges han tillige med sine 2 ældre Brødre af en fælles Hovmester, Schiffmann, der siden blev Etatsraad. Efter Skildring af Folk, der have staaet ham nær i denne Tid, var han som Barn paa Grund af sin store Livlighed ikke ganske let at opdrage, medens han dog tillige allerede tidlig skal have vist sig i Besiddelse af forskjellige Egenskaber, der gjorde ham megen Ære. Det fortælles, at han skal have været udholdende og fast, hvorhos han roses for sin Retsindighed og Menneskekjærlighed.
Efter at være konfirmeret 1782 paa Augustenborg blev han med sine Brødre sendt til Leipzig. Her studerede de 3 unge Prinser Humaniora indtil Høsten 1784, hvorpaa de efter at have aflagt Besøg ved Hofterne i Dresden og Berlin vendte tilbage til Augustenborg. 1785 aflagde de et kort Besøg i Kjøbenhavn, men tilbragte igjen den følgende Vinter paa Augustenborg. 1786 traadte Prins C. A. og hans BroderEmil i dansk Krigstjeneste. C. A. blev Oberstlieutenant i danske Livregiment og gjennemgik den højere militære Uddannelse under Vejledning af General Huth, der tidlig hos ham opdagede øudmærkede militære Talenter. 1787 traadte han ind ved Kronprinsens Regiment og forsattes 1788 til Fredericia som Kommandør for fynske Infanteriregiment, hvis Chef han nogle Aar senere blev. 31. Juli 1790 blev han Generalmajor af Infanteriet. Han var meget afholdt ved sit Regiment og arbejdede meget for dets Udvikling. Under dette sit Ophold i Fredericia havde han oftere Anledning til at aflægge Besøg paa Augustenborg, hvor han om Høsten og Vinteren gik meget paa Jagt, for hvilken han nærede en stærk Interesse.
Paa en saadan Jagttur paadrog han sig ved Uforsigtighed et Onde, for hvilket han aldrig senere blev fuldstændig helbredet; varm og tørstig havde han drukket af en kold Kilde og faldt umiddelbart derefter i Afmagt. Han beholdt imidlertid en Brystbeklemmelse, der ofte voldte ham meget Besvær. I 1792 havde han tilbudt Hertugen af Brunsvig sin Tjeneste for saaledes at komme til at deltage i Revolutionskrigen, men havde kun opnaaet at faa et Afslag. I 1797 fik han imidlertid Ansættelse i det østerrigske Kavalleri og deltog derpaa under den anden Koalitionskrig i en Række af Slag i Rhinegnene og senere om Høsten 1800 i Felttoget i Tyrol under Chasteler, hvor han til sidst selv fik Overkommandoen og efter Chastelers Bortrejse, truet af de franske Hære, førte hans Korps uskadt til Østerrig.
Fraregnet to korte Besøg paa Augustenborg og i Kjøbenhavn, deraf det sidste om Sommeren 1800, forblev han i Østerrigsk Tjeneste lige til 1801, da han kaldtes tilbage; han naaede imidlertid først hjem,efter at Krigsfaren allerede var ovre, og kom saaledes ikke til at tiltræde den ham tiltænkte Post som Gouvernør paa Fyn, hvorimod han forblev hjemme. Da han nu havde taget Afsked af den østerrigske Tjeneste, opholdt han sig atter en Tid ved sit Regiment i Fredericia. I 1803 blev han udnævnt til kommanderende General i det søndenfjældske Norge samt Kommandant paa Frederikssten og Chef for søndenfjældske Infanteriregiment. I samme Aar blev han ligeledes Elefantridder. Med Ankomsten til Norge i Marts 1804 begyndte et nyt Afsnit af Prinsens Liv. Fra første Færd af viste han sig her som den strænge, pligtopfyldende Mand, der i alle Tjenesteforhold stod for sine underordnede som det vækkende Exempel. Allerede paa sin første Inspektionsrejse, der gik gjennem Distrikterne paa Skageraks Vestside,vidste han ved sine militære Indsigter og det Alvor, hvormed han tog Tjenesten, at skaffe sig den største Agtelse; men han vandt tillige ved sin venlige Fremtræden alle Hjærter.
Ligefrem i sit Væsen, tarvelig i sine Vaner havde han aldrig store Fordringer, og han søgte bestandig at undgaa alt, der kunde minde om hans fyrstelige Stilling. I Tjenesten var han til det yderste Stræng, uden for denne godmodig og omgængelig. I de talrige, dels officielle, dels private, Festligheder, der anstilledes for ham efter hans Ankomst til Norge, optraadte han med en høj Grad af Takt, oguagtet hans Sprog altid mindede om, at hans Dannelse og Opdragelse var tysk, fandt man i Norge, at han vidste at udtrykke sig med Held, og at navnlig hans Skaaltaler ved de muntre Selskabsborde vare træffende og passende.
Dette var en Evne, hvorpaa der paa den Tid i Norge sattes stor Pris, og som man derfor ogsaa gjærne saa hos en Mand i Prinsens fremtrædende Stilling. Overalt var han afholdt, og navnlig traadte han iet nært Forhold til mange af sine underordnede Officerer. Hans Stilling var en saadan, som han kunde fylde helt ud, og hvortil hans Personlighed og hans Evner passede. Men han kaldtes snart til andreHverv, i det han under 24. Avg. 1807 udnævntes til Præsident i den samme Dag oprettede interimistiske Regeringskommission for Norge. Kommissionens Oprettelse var den umiddelbare og nødvendige Følge afEnglændernes Overfald paa Kjøbenhavn; med Flaadens Bortførelse og Krigens Udbrud blev ligeledes dens fortsatte Bestaaen en Nødvendighed. Som kommanderende General og denne Kommissions Præsident fik Prinsen en dobbelt Opgave, i det han paa samme Tid skulde lede Krigsførelsen og Norges civile Administration. Tillige stilledes der nu ofte Krav til hans Statsmandsdygtighed, hvor det gjaldt om at handle paa egen Haand, naar han uden at kunne indhente Ordrer om sine Forholdsregler fra Regeringen i Kjøbenhavn alligevel maatte fatte Beslutninger, hvorved baade Norges særegne Tarv skulde rammes og Monarkiets fælles Interesser lige fuldt varetages. Prinsens Interesser havde indtil dette Øjeblik hovedsagelig været militære, og der vides intet om, at de i større Udstrækning havde gaaet ind paa den civile Administrations og Politikkens Omraader.
Til Statsmand var han ikke opdragen, og der foreligger heller ikke noget, som tyder paa, at han har været i Besiddelse af et skarpt politisk Blik. Men han var den samvittighedsfulde Arbejder, der ikkeforsømte noget, saa længe han kunde holde sit Hoved oppe, og med den største Omhyggelighed satte han sig ind i alt, hvad der vedkom hans Stilling. Dette var imidlertid, hvor meget det end gjorde ham Ære, dog ikke tilstrækkeligt af de Egenskaber, øfor hvilke han nu skulde have Behov; navnlig manglede han Bestemthed og Evne til at hævde sin personlige Uafhængighed, ligesom han ved sin Tilbøjelighedtil at imødekomme alle lettelig forlededes til at give for tidlige Løfter og derved binde sin egen Handlemaade. Men over den store Mængde øvede han en betydelig personlig Indflydelse, og navnlig var det mærkværdigt, hvor hurtig han vandt de norske Soldater.
Han vandt en Magt over Hæren, der kan betegnes som noget aldeles enestaaende, og deri ligger Forklaringen af den Vægt, der under de paafølgende Begivenheder lagdes paa hans Person. C. A. og den nationale norske Hær, hvis tilbedte Fører og Ideal han var, voxede næsten sammen i den almindelige Bevidsthed, og derigjennem blev han paa et vigtigt Tidspunkt den, om hvem alle Beregninger maatte dreje sig. Som Hærfører vandt C. A. et stort Navn under det korte Felttog i 1808. Med en Styrke af 16500 Mand skulde han forsvare den søndenfjældske Grænse og besætte de derværende Fæstninger. Den imod ham opstillede svenske Vestarmé talte over 17000 Mand, og denne rykkede i April 1808 over Grænsen ind paa norsk Grund, hvor C. A. strax organiserede Forsvaret. Først blev den 2. svenske Brigade, der var falden ind i Høland, dreven tilbage, hvorunder der bl. a. forefaldt en heftig Kamp 20. April ved Toverud; i denne blev Grev Axel Mørner fangen med en stor Del af sit Detachement. 1. svenske Brigade, der rykkede ind over Magnor, erobrede med sin venstre Fløj 18. April de norske Stillinger ved Lier, medens dens højre Fløj under Oberst Gahn forsøgte at trænge frem langs Flisen Elv i Solør. Her blev den iPasset ved Trangen dels sprængt, dels tagen til Fange. C. A. modtog Kongens Anerkjendelse ved 15. Maj 1808 at udnævnes til Generallieutenant.
10. Juni fordreves den svenske 4. Brigade fra Stillingen ved Præstebakke, hvorved der gjordes 429 Fanger. Positionerne bleve imidlertid faa Dage senere paa ny besatte af de svenske. Men i samme Maanedtrak hele deres Hær sig ud af Norge, som derefter saa godt som ikke blev foruroliget ved Angreb fra sin østlige Nabo. Gjennem det Held, hvormed Krigen i det hele var ført til Trods for de svage og utilstrækkelige Hjælpemidler -- alene af Krigsfanger havde den norske Hær taget over 1100, medens der i Sverige kun var o. 150 norske Fanger --, havde Hærens Fører vundet et stort Navn og yderligere befæstet sig i Hærens Hengivenhed. Han havde delt ondt og godt med Soldaterne, der øvidste, at naar de lede, saa vilde deres Feltherre ikke have det bedre, og naar de ved Vaarsolens første Straaler vaagnede paa den endnu snedækte Mark, saa laa han ved deres Side, indhyllet i sin Kappe, og havde søgt den samme Hvile. Men hvad der i mange Tilfælde kunde blive for meget for haardføre Bondesønner, bidrogogsaa til at svække den svagere Fyrstesøn, og Vaarfelttoget i 1808 har derfor i betydelig Grad undergravet hans Helbred, der i Forvejen ingenlunde var den stærkeste.
Medens Felttoget varede, havde C. A. kun haft mindre Tid til at ofre sig for den anden Del af sin Gjerning, som Regeringskornmissionens Formand. Pifter at den svenske Hær havde rømmet Norge, indtraadte der imidlertid heri en Forandring, og fornemmelig fik Prinsen friere Hænder, da han 7. Dec. 1808 efter længere Underhandlinger afsluttede en Vaabenstilstand, der noget senere bekræftedes af FrederikVI, skjønt kun under Forudsætning af, at den var paa kortere Tid. Men den blev for Norges Vedkommende faktisk bestaaende indtil Freden. Hvor meget end Kongen efter denne Dag paalagde Prinsen at rykkemed den norske Hær ind i Sverige, saa fandt denne altid Paaskud til at unddrage sig Befalingernes Udførelse. Regeringskommissionen var selv i Dec. 1808 bleven suppleret med 2 nye Medlemmer, af hvilkedet ene, den 29aarige Grev Herman Wedel-Jarlsberg, snart blev den mest indflydelsesrige, og det var nu hans, ikke Prinsens Meninger, der bestemte Kommissionens Holdning.
Da den svenske Vesthær 7. Marts 1809 begyndte sin Marche mod Stockholm, hvor Gustav IV Adolf blev afsat 13. Marts, lode dens Førere dermed Grænsen mod Norge ligge aaben for Angreb. Men Betænkelighederne herved bortryddedes derigjennem, at Prinsen gav et, om end betinget, Løfte om at opretholde Vaabenstilstanden af 7. Dec. Ved samme Anledning var der imidlertid af den svenske Udsending for de norske Officerer, der underhandlede med ham paa Prinsens Vegne, fremsat Antydninger om, at den ledige Trone kunde tilfalde denne. De Udsigter, som herved vare ham aabnede, gik ham aldrig af Minde, uagtet han foreløbig indordnede sig under Grev Wedels politiske Planer og med ham arbejdede for en skandinavisk Union under Frederik VI`s Styrelse, med fuld administrativ Selvstændighed for ethvert af Rigerne. Men da der fra Norge gjordes Forsøg paa at vinde Kongen for en saadan Politik, mødtes disse med et bestemt Afslag. Hermed forandredes den Retning, hvori de norske Politikere arbejdede, i det Grev Wedel med de bitre Erfaringer for øØje, han havde gjort under en Krig, der samtidig førtes baade med England og Sverige, ansaa det umuligt at opretholde Norges Forbindelse med Danmark alene uden ved ethvert Fredsbrud at blive udsat for Blokade og Hungersnød.
Derfor satte han det som sit Maal for Norges Skyld at skabe en ny Forening af de to Riger paa den skandinaviske Halvø under Styrelse af C. A., der strax kunde blive Norges Konge og i alt Fald efter Carl af Sødermanlands Død Sveriges. Foreningen skulde tillige være Sveriges Redning imod den russiske Vælde. C. A. kan ikke have været uvidende om sin norske Vens store, vidtrækkende Planer, der ogsaa skulde lede til hans egen Ophøjelse; men han har hverken sluttet sig helt til dem eller bestemt gjort Modstand. Grev Wedel vilde, at den norske Hær skulde gjøre fælles Sag med den svenske mod Russerne;Frederik VI befalede gjentagne Gange, at der fra Norge skulde finde et Indfald Sted med det Øjemed at forene sig med de russiske Tropper, der allerede stode paa svensk Grund. Prinsen gjorde ingen af Delene; han blev rolig i Norge. For Frederik VI fremstillede han sig som den, der alene vilde virke for Kongens Interesser, medens han vel vidste, at dennes Kandidatur hurtig var bleven en Umulighed. Han har heller ikke arbejdet derfor, uagtet en svensk Mand, der stod Grev Wedel nær, Gang paa Gang færdedes over Grænsen som Mellemmand. I Slutningen af April gav Prinsen endog Baron v. Platen et betinget Løfte om at modtage Valget som svensk Kronprins.
Men han bandt sig ved Løfter og Tilsagn til alle Sider uden Udsigt til at kunne holde dem, om han ogsaa trøstede sig med den Tanke, at han i sidste Øjeblik kunde gjøre en rask Gjerning og træde tilbage for at lade Frederik VI høste Frugterne af, hvad andre havde arbejdet. Uden at vurdere sin egen Svaghed, uden at forstaa, at han kun var et Redskab i andres Hænder, har han troet, naar Tiden kom, atkunne lede Begivenhederne, som han vilde. Kongen saa Stillingen i et andet Lys og sendte som sin paalidelige Mand Kancellipræsident Fr. J. Kaas til Christiania, hvor denne ankom 29. April og 4. Maj tog Sæde i Regeringskommissionen, uden at dog dette havde nogen Indflydelse paa Prinsen og hans norske Raadgivere eller hindrede, at gamle og nye Agenter uhindret færdedes over Grænsen. Uden at agte Prinsens Vaklen fortolkede de svenske Statsmænd hans Handlinger efter de Vink, som modtoges fra hans norske Omgivelser, og saaledes blev han ø15. og 18. Juli af de svenske Stænder valgt til Sveriges Kronprins. Heller ikke efter denne Begivenhed kunde C. A. indtage en bestemt Holdning, i det han fremdeles ligesom tidligere bøjede sig til begge Sider. Han vidste, at hans norske Omgivelser kun ventede paa hans Samtykke for at erklære sig for en Forening med Sverige; men han vilde ikke yde dem sin Medvirkning. Kongen, der 25. Juli udnævnte ham til Feltmarskal og Statholder over Norge, kunde ikke derfor stole paa ham; et synligt Tegn paa Kongens Mistillid var Sendeisen til Norge af Prins Frederik af Hessen, der ankom til Christiania 16. Avg. Denne fandt C. A. i en nedtrykt Sindsstemning, der var en naturlig Følge af den Sindsbevægelse, hvori hans tvivlsomme Holdning havde sat ham. Medens han den paafølgende Høst forblev i Christiania, forandredes ikke hans Stilling. Han var den samme ubeslutsomme Mand, der, i det han stilledes over for et afgjørende Valg, altid bævede tilbage. En Plan om at rejse til Kjøbenhavn blev atter Opgiven, og først efter Freden i Jønkøping 10. Dec. 1809 kunde Prinsen forberede sig paa sin Rejse til Stockholm.
| Augustenborg, Prins Christian August af (I10372)
|
| 4479 |
Christian B. Reventlow skriver i "Meddelser om mit Liv":
Pastor Bagger fra Haagerup viede os i Brahetrolleborg Kirke den 9de Juni 1876, alt imedens en mild Regn ustandseligt strømmede ned.
Festen derefter fandt Sted i Brahetrolleborg Vandmølle, tæt ved Hovedgaarden, hvor min Hustru havde boet de sidste Aar hos sin Moders Søster, den i sit Ydre om Enkedronning Caroline Amalie mindende Fru Sophie Schwensen, der elskede hende som sit eget Barn.
Her var ligesom et Midtpunkt, hvor den talrige Slægt, - foruden min Svigermoder, to andre Søstre, Fru Schroll og Fru Havemann, med deres Børn - i trofast Sammenhold samledes om hende, den barnløse, og den ærværdige gamle Mormoder.
Blandt Bryllupsgæsterne var også min onkel, Grev Holck, der ved sin Støtte havde sat mig i Stand til at grunde vort nye Bo.
Tøfler m.m. fløj om os, da to hvide Heste førte min Hustru og mig bort til Odense som første Station.
Gennem Jylland kom vi den følgende dag i Coupe med Etatsraad Mourier Petersen, en udmærket Mand, men hvis ivrige, Knastørre Tale om Bankvæsen og desl. dog egentlig ikke ganske passende for et ungt Par Dagen efter Brylluppet. Ved Laurbjerg Station afhentede vor egen os.
Da vi fra Landsbyen Jebjerg vare svingede op mod den højtliggende Ørum Kirke, omgivet af vor rige, duftende Kløvermark, da min Hustru derfra saa sit nye Hjem ligge langt nede ved den vidtstrakte Bakkes Fod, paa tre Sider omsluttet af sin Skov, men ligesom aabnende sig imod os, - saa Flaget, der havde tilhørt hendes Forældre, til Velkomst vifte fra Stangen, da formaaede hun ikke at blive Herre over sin inderlige Bevægelse, og Taarene fik frit Løb." | Familie: Greve Christian Benedictus Johan Ludvig Conrad Ferdinand Reventlow / Sophie Pauline Schiær (F28322)
|
| 4480 |
Christian Carl (1674-1706) var søn af hertug August til Nordborg-Pløn, som igen var søn af hertug Hans den yngre søn Joachim Ernst til Pløn. Christian Carl tillod sig meget mod sin faders vilje at gifte sig i skjul med dennes amtmand over Nordborgs datter, og blev derfor tvunget til at afstå arveretten til hertugdømmet.
Christian Carls ældre broder Joachim Frederik fik hertugdømmet, men da han døde uden mandlige arvinger, søgte 1722 førnævnte Christian Carl's søn. den kun 16 årige Frederik Carl, der var blevet borgelig gjort til von Carlstein kongen om at måtte overtage hertugdømmet Nordborg. Kongen gav sin tilladelse, og fik som betaling herfor det halve af Nordborg amt. Syv år senere overtog Frederik Carl hertugdømmet Pløn og flyttede fra Nordborg, kongen fik resten af Nordborg amt, og fra 1729 var Nordborg så ikke længere noget fyrstendømme men et et af kongens mindste amter.
| Slesvig-Holsten-Sønderborg-Plön, Hertug Frederik Carl (I8953)
|
| 4481 |
Christian Carl (1674-1706) var søn af hertug August til Nordborg-Pløn, som igen var søn af hertug Hans den yngre søn Joachim Ernst til Pløn. Christian Carl tillod sig meget mod sin faders vilje at gifte sig i skjul med dennes amtmand over Nordborgs datter, og blev derfor tvunget til at afstå arveretten til hertugdømmet. Christian Carls ældre broder Joachim Frederik fik hertugdømmet, men da han døde uden mandlige arvinger, søgte 1722 førnævnte Christian Carls søn. den kun 16 årige Frederik Carl, der var blevet borgelig gjort til von Carlstein, kongen om at måtte overtage hertugdømmet Nordborg. Kongen gav sin tilladelse, og fik som betaling herfor det halve af Nordborg amt. Syv år senere overtog Frederik Carl hertugdømmet Pløn og flyttede fra Nordborg, kongen fik resten af Nordborg amt, og fra 1729 var Nordborg så ikke længere noget fyrstendømme men et et af kongens mindste amter. | Slesvig-Holsten-Sønderborg-Plön, Hertug Christian Carl (I7290)
|
| 4482 |
Christian Conrad lensgreve Danneskiold-Laurvig (eller -Laurwigen) (12. maj 1723 i København (?) – 9. april 1783 på Rolighed ved Larvik) var en dansk lensgreve, godsejer og søofficer.
Baggrund
Han var søn af greve Ferdinand Anton Danneskiold-Laurvig. Allerede 17 år gammel blev han fra kadet udnævnt til kaptajn, nærmest på foranledning af marinens daværende mægtige bestyrer, greve Frederik Danneskiold-Samsøe, og uagtet der kort forinden var truffet den bestemmelse, at hensynet til dygtighed skulle være den eneste adkomst til avancement. Danneskiold-Laurvigs karriere, der egentlig mere skyldtes fødsel og indflydelsesrige forbindelser end evner og smuk karakter, var lige så hurtig som glimrende: 1744 forfremmedes han til kommandørkaptajn, 1746 til kommandør, 1755 til schoutbynacht, 1758 til viceadmiral, 1767 til admiral, ja i april 1783 udfærdigedes der endog bestalling som generaladmiral-løjtnant for ham, men han var da få dage forinden afgået ved døden.
I året 1744 udnævntes Danneskiold-Laurvig til militær assessor i Admiralitets- og General-Krigskommissariatskollegiet og 1761 til deputeret i samme kollegium; 1749 blev han marinens generaladjudant, hvilken bestilling han beholdt under hele Frederik V's regering. Foruden disse bestillinger hædredes han desuden 1743 med titlen af kammerherre, 1747 dekoreredes han med Dannebrogsordenen, 1758 med enkedronningens orden, 1764 erholdt han rang med gehejmeråder og 1769 Elefantordenen.
Af større kommandoer har Danneskiold-Laurvig haft følgende: 1748 var han chef for en eskadre på 4 fregatter i Nordsøen; 1762 under den bevæbnede neutralitet førte han en eskadre på 6 linjeskibe og 2 fregatter, med hvilke der overførtes 2700 mand tropper til Slesvig; 2 år senere var han endelig øverstkommanderende for en øvelseseskadre af småfartøjer på Københavns Red.
Skandalen om greven og jomfru Rose
I året 1760 oprettedes det første privatteater i hovedstaden, væsentlig på foranledning af Danneskiold-Laurvig. En skuespillerinde, jomfru Mette Marie Rose, blev herved bekendt med greven, hvis udsvævende tilbøjeligheder førte ham til i marts 1765 at forsøge et bortførelsesattentat mod hende, hvori kommandørkaptajn Ole Stephansen også deltog. Hendes fader tog imidlertid sagen så alvorlig, at den til sidst kom kongen for øre. Danneskiold-Laurvig faldt i unåde og fik befaling til ufortøvet at begive sig til sine godser i Norge. Her forblev han indtil 1766 efter flere gange forgæves at have bønfaldet kongen om tilgivelse; først på hans foran nævnte mægtige slægtnings, greve Frederik Danneskiold-Samsøes, forbøn lykkedes det ham at erholde kongens nåde igen, hvorefter han ilede tilbage til hovedstaden efterladende sig et alt andet end godt eftermæle i Norge, hvis befolkning han på grund af sit usædelige levned og sine lidet hæderlige pengeforhold havde opirret i høj grad.
Inkompetent ledelse af Søetaten
I Danmark havde Frederik Danneskiold-Samsøe med titel af overintendant imidlertid med megen dygtighed, men tillige med streng myndighed bestyret marinens anliggender. På grund af sidstnævnte egenskab havde han erhvervet sig en del uvenner, der tragtede efter at styrte ham. Uagtet det just ikke er bevist, synes dog meget at tyde på, at Danneskiold-Laurvig ved at slutte sig til disse væsentlig har bidraget til, at hans tidligere forsvarer og trofaste støtte blev fjernet fra bestyrelsen, hvilket skete i oktober 1767. Danneskiold-Laurvig overtog hans embede, først med titel af overkrigssekretær og deputeret i General-Krigskommissariatet, senere (14. juni 1769) som intendant over Søetaten, alt til liden både for marinen, der herved kom i hænderne på en dårlig og upålidelig administrator. Følgerne viste sig snart. Flåden kom i forfald, og en ekspedition, som under schoutbynacht F.C. Kaas udsendtes til Algier for at tugte barbarerne, mislykkedes ganske, da de medgivne bombardérfartøjer viste sig at være ubrugelige. Danneskiold-Laurvig fik i den anledning en irettesættelse af kongen. 18. september 1770 afskedigedes han endelig af aktiv tjeneste, og hans embeder inddroges. Han trak sig da atter tilbage til Norge og døde 9. april 1783 på sin ejendom Rolighed ved Larvik. Han er begravet i Vor Frue Kirke i København.
Danneskiold-Laurvig blev 5. september 1743 gift med Dorthe Sophie von Holstein (15. oktober 1713 – 9. juli 1766), datter af stiftamtmand Christian Frederik von Holstein (d. 1747) og Birte Scheel f. von Schack.
Frimurer
Danneskiold-Laurvig var en fremtrædende frimurer. Den 3. juni 1744 blev han optaget i den københavnske frimurerloge St. Martin, der hører under Den Danske Frimurerorden, og blev samtidig udvalgt til mester for denne logeorganisation.[1] Derudover blev han i 1749 udvalgt til stormester over Den Dansk-Norske Provinsial-Storloge, og han oprettede flere loger, deriblandt den første norske loge St. Olaus. Men på grund af sagen om bortførelsen af jomfru Rose måtte Laurvig efterhånden træde i baggrunden i sin rolle som frimurer, og overlod i stedet denne til sin svigersøn baron Bülow. | Danneskiold-Laurvig, Christian Conrad (I9625)
|
| 4483 |
Christian Conrad Sophus greve Danneskiold-Samsøe (29. august 1836 i København – 1. november 1908 sammesteds) var godsejer, direktør for Det kongelige Teater 1894-1908 og hofchef for kronprins Frederik, bror til Frederik Vilhelm Steen Danneskiold-Samsøe.
Danneskiold-Samsøe var søn af generalpostdirektør Sophus Danneskiold-Samsøe og dennes første hustru, blev student 1855, privat dimitteret, og cand.polit. 1861. Han ejede 1863-1874 Annerup, 1863-1900 landstedet Christiansholm ved Klampenborg og fra 1894 Nordfeld, Ålebækgård og Klosterskov på Møn. 1869-1876 var han hofchef hos Kronprins Frederik, den senere Frederik VIII. Da han efter Edvard Fallesens død i august 1894 blev ansat som chef for Det kgl. Teater, tiltrådte han en vanskelig stilling.
I den sidste del af Fallesens ledelsesperiode var der udbrudt store konflikter mellem direktør og personale, bl.a. om den kunstneriske retning. Derfor greb ministeriet tilbage til tidligere tiders praksis, nemlig en opdeling af embedet i en administrativ del og en kunstnerisk del (nu kaldet kommitteret). Som kommitteret valgtes Peter Hansen, og da han 1899 trak sig tilbage, konstitueredes Einar Christiansen som direktør. Ved sin tiltrædelse som administrativ direktør i 1894 var "teatergreven", som han blev kaldt, relativt ukendt i offentligheden. Pressen var skeptisk over for, at nationalscenen nu igen skulle ledes af en tilfældig adelig godsejer.
Men Danneskiold viste sig både interesseret i teater og en habil embedsmand og administrator. Han fik økonomien rettet op og blandede sig aldrig i den kunstneriske ledelse. Ved hans død 1908 skrev Berlingske Tidende: "Han var i det Hele en intelligent Mand, der var i Besiddelse af et klogt og frit Syn; og havde ikke hans medfødte Tilbageholdenhed og en vis Sky for at vove sig ud været til Stede, vilde Grev D. være blevet en betydelig Kraft, der havde evnet at føre den Talescene igennem, der var et af hans kæreste Ønsker i de senere Aar".
Han blev hofjægermester 1862, Ridder af Dannebrog 1869, Kommandør af 2. grad samme år og af 1. grad 1870, Dannebrogsmand 1894 og fik Storkorset 1906.
Han var gift med Wanda f. Zahrtmann (1842-1916), datter af viceadmiral og marineminister Christian Christopher Zahrtmann. Hun var kusine til maleren Kristian Zahrtmann, og gennem hende fik Danneskiold-Samsøe interesse for malerkunst.
Han er begravet på Elmelunde Kirkegård.
| Danneskiold-Samsøe, Christian Conrad Sofus (I13413)
|
| 4484 |
Christian Detlev Reventlow, född 23 april 1842 i Aalstrup, Højreby Kommune, Danmark, död 26 oktober 1908 i Lund, var en dansk-svensk greve, godsägare, arkeolog och konstnär (målare och träskulptör).
Han var son till godsägaren Einar Carl Ditlev Reventlow och grevinnan Hildeborg Sophie samt bror till Hilda Reventlow. Han avlade kansliexamen 1862 och hovrättsexamen 1868. Därefter arbetade han några år som kanslist i finans och civildepartementen innan han övertog förvaltningen av egendomarna Finnhult och Jeppstorp i Malmöhus län. Hans största intresse var emellertid arkeologisk forskning och han genomförde ett stort antal utgrävningar av stenåldersboplatser. Han ansågs av sin samtid som en duktig träskulptör och målare och han medverkade i samlingsutställningar med Konstföreningen för södra Sverige och i utställningen Svensk konst i Helsingborg. Hans konst består av landskap ofta med vintermotiv och nyfallen snö samt blomsterstilleben. Reventlow är representerad vid Lunds universitetsbibliotek.
_____________
| Reventlow, Greve Christian Detlev (I13428)
|
| 4485 |
Christian Ditlev Reventlow, født 10.3.1710, død 30.3.1775, arvede 1738 grevskabet Christiansborg som han på Christian Vls anmodning måtte kalde Christianssæde da det nye slot i Kbh. skulle være ene omnavnet Christiansborg. Reventlow var hele livet optaget af godsadministration, fra 1759 ledede han alle familiens godser. Han var assessor i højesteret 1736-42 og 1748. Kammerherre 1735. Gehejmeråd 1744. Gehejmekonferensråd 1763. Hvid Ridder 1729. Blå Ridder 1769.
_______________________
Christian Ditlev (eller Detlev) lensgreve Reventlow (10. marts 1710 – 30. marts 1775 iKøbenhavn) var en dansk gehejmeråd og lensbesidder.
Han var søn af grev Christian Ditlev Reventlow (1671-1738). Kun 19 år gammel blev han hvid ridder og udnævntes 1735 til kammerherre. Da han 12. februar 1737 ægtede Johanne Sophie Frederikke baronessevon Bothmer (25. august 1718 i København – 17. april 1754 i Pløn), datter af storbritannisk og brunsvig-lyneborgsk generalløjtnant, gesandt i Danmark Friedrich Johann rigsfriherre von Bothmer, fik hanaf faderen overdraget herregårdene Christiansborg og Aalstrup. 1744 udnævntes han til gehejmeråd, 1748 til assessor i Højesteret, 1763 til gehejmekonferensråd og 1769 til blå ridder. Ved faderens dødarvede han grevskabet Christiansborg (senere Christianssæde) og 1759 efter brodersønnen de øvrige reventlowske familiegodser. Reventlow, der levede den største del af sit liv fjernt fra hovedstaden, beskæftiget med administrationen af sine vidtstrakte besiddelser, var en varmtfølende mand, der ved sin faderlige omsorg for sine bønder og undergivne tjente sine berømte sønner, der arvede hans menneskekærlige sind, som forbillede for hele livet. Reventlow døde i København 30. marts 1775 og havde anden gang, 7. august 1762, ægtet Charlotte Amalie komtesse Holstein (27. juli 1736 – på Hummeltofte 13. juni 1792), datter af grev Johan Ludvig Holstein til Ledreborg.
De tre kendte sønner er:
• Christian Ditlev Frederik Reventlow (1748-1827) til grevskabet Christianssæde
• Conrad Georg Reventlow (1749-1815) til grevskabet Reventlow
• Johan Ludvig Reventlow (1751-1801) til baroniet Brahetrolleborg
En kendt datter var Louise Stolberg (1746-1824), 1. gang gift med Christian Frederik von Gram (1737-1768) og 2. gang gift med Christian zu Stolberg-Stolberg(1748-1821)
Han er begravet i det reventlowske gravkapel i Horslunde Kirke. | Reventlow, Greve Christian Detlef von (I9385)
|
| 4486 |
Christian Ditlev von Lüttichau (1695 – 1767) var en dansk officer, der var søn af Hans Helmuth von Lüttichau og broder til Wolff Caspar og Cæsar Læsar von Lüttichau. Han avancerede til generalmajor.
Han oprettede i 1759 stamhuset Tjele (afløst i 1930), der havde Tjele Gods som centrum.
Chr. Ditlev von Lüttichau var gift med Margreta Terese von Sachsen. | Luttichau, Christian Detlev von (I9132)
|
| 4487 |
Christian Frederik (Friedrich) von Holstein (8. maj 1678 i Kiel – 29. december 1747 på Cathrinebjerg) var en dansk hofembedsmand, officer og amtmand, bror til Ulrik Adolf, Ditlev og Henning Christopher von Holstein.
Karriere
Han kom tidligt ind i Hæren, blev 1694 fændrik ved Prins Frederiks Regiment, 1695 sekondløjtnant, 1699 premierløjtnant, samme år kaptajn, 1701 forsat til Grenaderkorpset og i 1707 oberstløjtnant, dog uden gage og kompagni, i det østsjællandske nationale Infanteriregiment. Senere blev han kammerjunker hos prins Carl og amtmand over prinsens godser, hvilken stilling han fratrådte i 1718, etatsråd og kammerherre, og ved Anna Sophie Reventlows ophøjelse til dronning 1721 overhofmester hos hende og kort efter hvid ridder og overhofmarskal hos kongen. Som sådan blev han af Frederik IV sat i spidsen for det norske matrikuleringsarbejde, og da kongen havde fået øje for, at Holstein sad inde med betydelige administrative evner, afskedigede han ham 1724 fra hofmarskalstillingen og gjorde ham til præses i Politi- og Kommercekollegiet (indtil 1730).
Da den store ildsvåde, som ødelagde det meste af København, udbrød oktober 1728, var Holstein på sin gård Cathrinebjerg. I spidsen for 60 af sine folk og medførende 40 vogne ilede han øjeblikkelig ad den brændende by til for at bringe hjælp, men kunne ikke blive indladt, da Frederik IV havde ladet byens porte lukke for at forhindre soldaterne i at desertere.
Vurdering
Holstein var en hæderlig, arbejdsom og frimodig mand, om han end stundum ved alt for stor frimodighed kunne støde an mod hofetiketten. Også efter at han havde opgivet amtmandskabet over prinsens godser, stod han på den venligste fod med prins Carl og Sophie Hedevig og varetog med iver sit herskabs tarv. Da det under zar Peters ophold i København 1716 blev nødvendigt for alvor at vise zaren tænder, tilbød Holstein kongen i en håndevending at tage samtlige moskovitter og deres zar til fange, hvis kongen for nogle timer ville give ham kommandoen over rytteriet.
I 1729-30 var han stiftamtmand over Sjællands Stift og amtmand i Roskilde og Tryggevælde Amter. Han døde 29. december 1747 på sit gods. Han er begravet i Sengeløse Kirke.
13. juli 1704 blev han gift med Birthe Scheel, f. Schack (20. juli 1680 – 21. september 1729). | Holstein, Christian Frederik (I8538)
|
| 4488 |
Christian Frederik lensgreve (von) Holstein (10. maj 1735 – 15. juni 1799) var en dansk godsejer og hofembedsmand.
Han var søn af grev Johan Ludvig Holstein og blev inden sit fyldte 17. år ansat som ulønnet sekretær i Danske Kancelli, hvor hans fader var oversekretær. 1752 fik han løn som lenssekretær og avancerede imidlertid i andre embeder: 1753 blev han assessor i Kancellikollegiet, 1754 Højesteretsassessor (dommer), 1762 tillige direktør i Generalpostamtet samt medlem af Missionskollegiet. 1768 gik Christian Frederik Holstein, der fra 1755 var kammerherre og 1766 havde fået såvel det hvide bånd som l'union parfaite, over i hoftjenesten som overhofmester hos dronning Caroline Mathilde med gehejmeråds titel og fik året efter tillige overstaldmesters charge hos dronningen. Efter omvæltningen 1772 udnævntes Holstein til overhofmarskal, blev 1774 gehejmekonferensråd, 1780 overjægermester, 1783 Ridder afElefanten og døde 15. juni 1799.
1763 havde han succederet sin fader som lensgreve til grevskabet Ledreborg. Som overhofmarskal deltog Holstein i en del år i Det Kongelige Teaters administration, uden at han vistnok formåede her at gøre sig gældende. I litteraturen haves et par Lejlighedstaler, hvoraf den ene på latin, holdt af Holstein som ungt menneske.
Han blev gift 1. gang 20. august 1757 med Christiane Caroline f. komtesse Reventlow (22. april 1739 – 28. februar 1762), datter af gehejmekonferensråd Conrad Ditlev greve Reventlow til grevskabet Reventlow, 2. gang 20. maj 1769 med Charlotte Elisabeth Henriette, f. friherreinde til Inn- und Knyphausen (født 3. februar 1741), overhofmesterinde hos dronning Caroline Mathilde, Dame de l'union parfaite, 1799 dekanesse på Vallø, hvor hun døde 18. maj 1809. | Holstein, Greve Christian Frederik (I10063)
|
| 4489 |
Christian Friis, 28.1.1691-23.6.1763, lensgreve, 1691-1763, officer. Begravet i Hammel k. Efter at have studeret ved Sorø akademi blev F. 1709 kar. og virkelig ritmester, n.å. generaladjudant hos Frederik IV og kar. oberstløjtnant, 1712 kar., 1717 virkelig oberst.
Han deltog sammen med kongen i slaget ved Gadebusch 1712, i felttoget i Nordtyskland og erobringen af Stralsund m.m. 1715. 1716 ledede han i Fladstrand hjemtransporten af norske hærafdelinger. 1723 blev han generalmajor. I det hjælpekorps der 1734 sendtes til Rhinen var F. kommandør for rytteriet og blev s.å. generalløjtnant. Under denne kommando ledsagede hans hustru ham, og af sorg over hendes død søgte han afsked og fik denne fra 1735.
Han var sidste mand af slægten med ét rødt egern i våbenet. Ved hans død gik grevskabet Frijsenborg over til grev Erhard Wedel-Friis der var gift med hans ældste datter. –
Kammerherre. Gehejmeråd 1729. Gehejmekonferensråd 1740. – Hv.R. 1714. Bl.R. og L'union parfaite 1755.
| Friis, Lensgreve Christian (I9024)
|
| 4490 |
Mindst én nulevende eller privat person er knyttet til denne note - Detaljer er udeladt. | Castenskiold, Christian Gustav (I19900)
|
| 4491 |
Christian Gustav lensgreve Wedell(-Wedellsborg) (22. juli 1701 på Søndergårde – 29. januar 1759 på Wedellsborg) var en dansk godsejer og officer.
Han var søn af grev Hannibal Wedell, blev 1719 kaptajn i Dronningens Livregiment, men forflyttedes 1720 til Livgarden til Fods. 1727 udnævntes han til oberstløjtnant i grev Christian Friis' hvervede rytterregiment, men tog 1732 sin afsked fra militærtjenesten. 1721 var han blevet kammerherre, havde 1727 fået det hvide bånd og var amtmand over Segeberg Amt. Efter opnået myndighedsalder tiltrådte Wedell besiddelsen af grevskabet Wedellsborg, der af hans formyndere var blevet forøget med meget hartkorn. Han skildres som en slet økonom, der atter afhændede en stor del jordegods; 1750 bortsolgte han Søndergårde. Wedell, der 1750 blev gehejmeråd, døde 29. januar 1759.
Han var tre gange gift: 1. gang ca. 1725 med Catharine Elisabeth Arnoldt (1709- 1737), datter af feltmarskal Hans Jacob Arnoldt, 2. gang 1741 med Mathea Catharine de Werenskiold (1706-1743), datter af konferensråd Arndt Niels Wernersen de Werenskiold og Elisabeth de Tonsberg, 3. gang med grevinde Conradine Christiane Danneskiold-Samsøe (1725 – 7. januar 1785), datter af gehejmeråd, grev Christian Danneskiold-Samsøe og Catharine Christiane von Holstein. Han var far til Hannibal Wedell. | Wedell, Christian Gustav (I8864)
|
| 4492 |
Christian Johan Frederik Ahlefeldt-Laurvig, 31.7.1844-28.8.1917, lensgreve, politiker, landmand. Født på Lille Mørkegård i Holbæk amt, død på Tranekær, Langeland, begravet i Tranekær k.
A.-L. viste tidligt interesse for og uddannedes ved landbruget. 1866 overtog han driften af Brolykke under stamhuset Ahlefeldt, og ved faderens død 1889 tiltrådte han besiddelsen af grevskabet Langeland og stamhusene Ahlefeldt og Lundsgaard, hvortil 1896 ved køb kom Hjortholm gård og gods på Langeland. Han var nu en af landets største og rigeste jordbesiddere og ledede med levende interesse sin omfattende bedrift. Den virkelystne, landbrugs- og samfundsinteresserede mand fik tidligt betroet en række tillidshverv.
Han var formand for Magleby sogneråd 1869–78, medlem af Svendborg amtsråd 1877–95, landstingsmand for 6. landstingskreds 1883–1910 og medlem af landhusholdningsselskabets bestyrelsesråd 1902–08. Fra 1874 var han formand for Langelands landøkonomiske forening og 1902–11 formand for De samvirkende landboforeninger i Fyns stift. A.-L. var en jorddrot og lensmand af den gamle skole der følte at hans fødsel, velstand og sociale position pålagde ham forpligtelser over for samfundet. Med storstilet offervillighed blev der på grevskabets gårde udført en række forsøg som er kommet almenheden til gode vedrørende fodring, kvægracer, lucernedyrkning, ensilering, osteproduktion, fjerkræavl m.m. På Tranekær oprettedes 1914 en fodermesterskole for uddannelse af unge mænd. Alle disse forsøg og selve driften af Tranekær vakte i begyndelsen af århundredet berettiget opmærksomhed i vide kredse. A.-L. var en selvstændig natur der ikke lod sig lede af teorier eller doktriner men bedømte enhver ting fra sit eget praktisk-prægede synspunkt. Dette i forbindelse med en djærv og åben udtryksform kastede et skær af friskhed over hans offentlige optræden.
I politik tilhørte han højre, men havde vanskeligt ved at finde sig til rette i partirammerne og hævdede ofte særstandpunkter. 1900 sluttede han sig til de frikonservative, men trådte 1905 atter ind i højre. I landstinget gjorde han sig ofte bemærket ved sine selvstændige meninger og til tider drastiske udtalelser, fx om kvindernes valgret (1904). Han sagde at i Amerika skulle kvindeemancipationen være særlig fremskreden, men han havde hørt at mandfolk derovre så med misundelse på de lande "hvor de putte Kvinderne ind i et Harem", og fortsatte: "Jeg tror ikke, Kvindeemancipationen passer hos os, jeg er overbevist om, at det vil baade saavel Kvinderne som Mændene bedst, naar Kvinderne vil passe deres Køkken og Hus og lade os Mandfolk, saa vidt det gøres skal, passe de offentlige Sager."
Han havde interesse for sin slægts historie og bekostede udgivelsen af L. Bobés monumentale værk "Slægten Ahlefeldts Historie".
Hofjægermester 1869. Kammerherre 1888. R. 1885. DM. 1893. K.2 1906. K.1 1910. S. K. 1911.
http://denstoredanske.dk/Dansk_Biografisk_Leksikon/Monarki_og_adel/Lensgreve/Christian_Ahlefeldt-Laurvig
| Ahlefeldt-Laurvig, Christian Johan Frederik (I13732)
|
| 4493 |
Christian lensgreve Danneskiold-Samsøe (1. august 1702 i Verona – 17. februar 1728 i København) var en dansk adelsmand, kammerherre og bogsamler.
Han var ældste søn af Christian Gyldenløve og Dorothea Krag. I 1721 udnævntes han til Ridder af Dannebrog og 4 år senere til deputeret i Søetatens Generalkommissariat; desuden var han kammerherre. Han var ikke blot greve af Samsø, men tillige friherre til Baroniet Lindenborg og Høgholm. I en meget ung alder viste han stor interesse for lærde studier, og han samlede sig i kort tid et betydeligt bibliotek, dels ved køb i udlandet, dels ved anskaffelser på danske auktioner, f.eks. den Rostgaardske; Hans Gram var ham en stadig rådgiver ved studeringer og bogindkøb. "Hvad gjorde han med alt det?" sagde Frederik IV efter grevens død karakteristisk nok, "han vilde dog ikke være Præst."
1725 stadfæstedes faderens testamente, hvorved Gisselfeld Adelige Jomfrukloster i Sjælland oprettedes, ved en overenskomst mellem de 3 søskende Danneskiold-Samsøe, i det grev Christian blev overdirektør. Stiftelsen trådte dog egentlig først 1754 i virksomhed. Allerede 17. februar 1728 døde den fornemme unge bogven af kopper i København; hans lig brændte i byens ildebrand samme år.
En auktionsfortegnelse over hans bogsamling og andre samlinger, navnlig af mønter, udkom 1732 i 4to med en fortale af Gram, hvori hans karakter og lærdom roses; alene af trykte bøger indeholder den mellem 7 og 8000 bind. Det Kgl. Bibliotek købte bl.a. meget på auktionen. Men trods samlingernes anselige værdi formaaede Salget af dem langtfra at dække den store gæld, som Danneskiold-Samsøe havde pådraget sig, væsentlig vistnok ved at gå i kaution for en slægtning; det forslog heller ikke, at nogle af hans efterladte ejendomme solgtes.
Danneskiold-Samsøe var 2 gange gift: 1. gang (1721) med Conradine Christiane f. komtesse Friis (d. 1723), datter af Niels greve Friis; 2. gang (1724) med Cathrine Christine f. von Holstein, datter af stiftamtmand Christian Frederik von Holstein; hun døde først 1795. Han havde 3 sønner og 3 døtre, bl.a. Frederik Christian Danneskiold-Samsøe, der efterfulgte faderen som lensgreve. | Danneskiold-Samsøe, Christian Greve (I7941)
|
| 4494 |
Christian lensgreve Rantzau (23. januar 1684 i København – 16. april 1771 på Brahesborg) var en dansk greve, senere
lensgreve, vicestatholder og stiftamtmand. Han var desuden en af sin samtids største jordgodsejere. Rantzau var bror
til Frederik Rantzau og Sophie Hedevig Rantzau og far til officeren Frederik Rantzau og amtmændene Carl Adolph
Rantzau, Christian Rantzau og Otto Manderup Rantzau.
___________
Rantzau, Christian Greve, 1683-1771, Vicestatholder, Stiftamtmand, Søn af ndfr. anførte Otto Greve R. til Asdal (d.
1719), fødtes i Kjøbenhavn 23. Jan. 1683 og fik utvivlsomt en meget omhyggelig Uddannelse. 1702 immatrikuleredes han
ved Ridderakademiet i Kjøbenhavn og tilbragte siden vistnok flere Aar i Udlandet. efter sin Hjemkomst blev han i en
ung Alder Kammerherre og traadte snart i Statens Tjeneste; en Rejse, han gjorde 1709 til England, synes han at have
foretaget i Kongens Ærende, og o. 1711 blev han Deputeret i Søetatens Generalkommissariat, hvor han virkede i 10 Aar;
allerede 1714 fik han det hvide Baand.
Men den forunderlige Uvilje, som Frederik IV nærede mod den gamle Adel, gik ogsaa ud over R., der 1721 blev
afskediget fra sit Embede, ikke uden Medvirkning af Admiral C. C. Gabel (V, 508), mente Samtiden. Ikke desto mindre
fik han Sæde i den Kommission, som Kongen 1726 nedsatte til Undersøgelse af Forholdene ved Marinen under Gabels
Styrelse, og at det ikke, efter at Kommissionens indholdsrige Betænkning forelaa, gik ud over Gabel, antog man,
skyldtes R., der ved at holde sin Haand over ham, gjengjældte ondt med godt. Uagtet han ellers var uden offentlig
Bestilling i Frederik IV’s sidste Aar, hædredes R. 1729 med Gehejmeraads Titel. I disse Aar vare R.s private Forhold
undergaaede væsentlige Forandringer. 30. Nov. 1716 havde han ægtet Oberst Manderup Dues (IV, 361) Enke, Charlotte
Amalie f. Gjøe (f. 11. Febr. 1689), der bragte ham Brahesborg og Barløsegaard samt de Dueske Godser Krastrup og
Gundersted i Jylland, hvilke sidste R. solgte 1756.
Efter sin Hustrus Død paa Brahesborg 31. Juli 1724 giftede R. sig 10. Maj 1726 med Eleonore Hedevig v. Plessen (f.
15. Dec. 1708, Dame de l’union parfaite 1750), Datter af Gehejmeraad Chr. Ludv. v. P. (ovfr. S. 148), der 1740
overdrog ham Odden og Stensbæk Godser i Jylland, hvilke han dog 1743 igjen afhændede. Endelig arvede R. efter sin
Fader og sin ugifte ældre Broder Generalmajor Frederik R. (d. 1726) de jyske Godser Rosenvold, Asdal, det halve
Hammelmose og Voldbjærg, og ved Broderens Død tilfaldt Familiens Grevetitel R., der hidtil kun havde været Baron. I
Løbet af 10 Aar var R. bleven en af Landets største Jordegodsejere; det kan her tilføjes, at han lejlighedsvis
forøgede sit Gods med bekvemt liggende Gaarde; 1756 kjøbte han saaledes Skovgaarde og 1770 Krængerup (nu
Frederikslund), begge i Fyn.
Næppe var Christian VI kommen paa Tronen, før R. paa ny kaldtes til Statens Tjeneste, i det han 1730 udnævntes til
Præses i Land- og Søetatens Generalkommissariat med Titel af Gehejmekonferensraad; allerede Aaret efter fik han
Elefantordenen. Men knap et Aar havde han ledet denne vigtige Gren af Administrationen, før Kongen betroede ham det
høje Embede som Vicestatholder i Norge. I denne Stilling forstod han at vinde Popularitet hos Nordmændene, i det han
gav enhver, hvad ham tilkom, og holdt «et artigt Hus og aabent Taffel»; men man fandt, at hans Virksomhed sporedes
for lidt, og det Faktum, at han jævnlig og længe opholdt sig paa Brahesborg i Steden for paa sin smukke Gaard i
Christiania, tyder unægtelig ikke paa stor Energi hos ham i Opfyldelsen af sine Embedspligter. Under Kongens Rejse i
Norge 1733 spillede R. i Medfør af sin Stilling en stor Rolle; han ledsagede Hoffet paa Rejsen landværts til
Throndhjem og søværts tilbage paa sit eget Skib; Kongen spiste hos ham og forærede Grevinden, om hvem Nordmændene
fortalte, at hun satte Pris paa at lade sig kalde Vice-Reine de Norvége, en Tabatiére med en Guldring i. Men Kongen
yndede ikke R., og i sine private Breve lader han efterhaanden sin Uvilje mod ham tydeligere fremskinne; allerede
1735 udtaler han som sin Hensigt at skille sig af med R., og 1739 gjorde han Alvor af det, i det han ophævede
Statholderposten og dimitterede R. med en stor Pension. «De Tjenester, han hidtil har ydet os, have været meget
slette, ja han hindrer vor Tjeneste mere, end han befordrer den», skriver Kongen i den Anledning til Schulin. Grunden
til Kongens Misstemning maa vistnok nærmest søges i, at han mente R. for nøje forbunden med Brødrene Plessen – den
ene var jo hans Svigerfader –, hvilke han stedse opfattede som sine Modstandere. Det kan vel ogsaa være, at R.s alt
andet end pietistiske Tænkemaade har stødt Kongen. Men Publikum havde det Indtryk, at R. paa en fornærmende Maade var
bleven fjærnet fra sit Embede.
Imidlertid var R. ikke længe ledig; efter 1 1/2 Aars Forløb fulgte han 1740 C. Sehestedt som Stiftamtmand i Fyn og
Amtmand over Odense m. fl. Amter. I 20 Aar styrede han sine Amter, vistnok med jævn Dygtighed; Orden og Akkuratesse i
Forretningerne, Retfærdighed mod alle og Strænghed mod efterladende Embedsmænd kjendetegne hans Administration. I
Odense boede han paa St. Knuds Kloster, som han kjøbte 1744, og her modtog han 2 Gange Frederik V’s Besøg; det ene
(1747) skaffede ham Rang med Gehejmeraaderne i Konseillet. I det hele faldt han mere i denne Konges Smag end i hans
Forgængers, og 1749 var han i den kongelige Suite paa Norgesrejsen. For øvrigt tiltrak Brahesborg R. mest, og her
opholdt han sig saa hyppig, det lod sig gjøre. Da han 1760 som 76aarig Olding tog sin Afsked fra
Stiftamtmandsembedet, tog han fast Bopæl paa dette skjønne Sted, som han elskede fremfor alle sine andre Ejendomme og
derfor ofrede meget paa; Jørgen Brahes gamle, massive Hovedbygning moderniserede han efter Tidens Smag, bl. a. ved at
nedbryde dens 3 kobbertækte Taarne. Af Rosenvold, Asdal og det halve Hammelmose havde han 1756 oprettet det saakaldte
Rantzaus grevelige Præcipuum med o. 1300 Tdr. Hartkorn. Den halve Snes Aar, R. endnu levede, var i mere end en
Henseende tung for ham; af sine 4 Sønner havde han tidligere mistet en, nu bortkaldtes de 2 ældste, af hvilke den ene
efterlod sig en 2aarig Søn; 31. Maj 1770 døde hans Hustru. Dertil kom, at R. i sin høje Alderdom henfaldt i et Slags
Vanvid, der forledte ham til Saadanne Ting som at tilintetgjøre en Mængde historiske Dokumenter, han tidligere med
Omhu havde samlet, og deriblandt nogle Klosterarkiver, han havde ført med sig fra Norge. At det under disse Forhold
gik ud over hans Godser, er forstaaeligt, og nogle Aar senere omtales det, hvor yderlig brøstfældig og slet alle de
grevelige Stamgodsers, Bygningers, Kirkers, Broers og Møllers Tilstand var ved hans Død, 16. April 1771.
Naar R. s Navn endnu er omgivet af en egen Glans, skyldes det hverken hans Byrd, hans Rigdom eller hans Embeder; en
ringere begavet Person end han vilde, udrustet med de samme ydre Fordele, have kunnet naaet det selv samme. Det, der
vil bevare hans Navn i Historien, er hans aandelige Egenskaber. R. var besjælet af en levende videnskabelig Interesse
og havde selv tilegnet sig ualmindelige Kundskaber eller, hvad man i gamle Dage kaldte Erudition; han var saa stor en
Elsker af Videnskaberne, at han efter en samtidigs Fortælling endog paa Jagten beskæftigede sig med dem. Med Mænd som
Gram og Falster stod han i levende Brevvexling-, i Omgangen med Saadanne Mænd, der glimrede ved Intelligens,
Kundskaber og Dannelse, søgte han sin Glæde, og af den Anseelse, han nød i disses Kreds, har man, men næppe med
tilstrækkelig Grund, sluttet, at han kunde være den «vir perillustris», til hvem Holberg har skrevet sine
avtobiografiske Breve. Med denne sin jævnaldrende har R. ret tidlig staaet i nogen Forbindelse, om hvis nærmere
Beskaffenhed dog nu intet vides. Sikkert er det, at R. forstod at vurdere Holbergs Værker; han kunde nyde «Peder
Paars» og var med sit livlige Temperament selv oplagt baade til Munterhed og Kritik. At han var en Ven af den danske
Skueplads, have vi det bedste Bevis paa deri, at han var den, til hvem Skuespillerne i 1731 henvendte sig om Bistand
i deres ved Ildebranden 1728 og Tronskiftet 1730 foranledigede fortvivlede Situation. Ogsaa Ambrosius Stub har
utvivlsomt haft en Velynder i R., der baade forstod at glæde sig ved hans Digte og belønne Digteren for hans Vers.
R. ejede et stort Bibliothek, og af sin Rigdom betænkte han saa vel Kathedralskolen i Christiania som Gymnasiet i
Odense med Boggaver. Men den største Gave lod han tilflyde Universitetsbibliotheket, da han inden sin Afrejse til
Norge 1731 skjænkede det en kostelig Samling af vigtige haandskrevne Kilder til Danmarks Middelalders Historie,
hvoriblandt «Calendarium Nestvediense», «Exordium Caræ Insulæ» og «Codex Esromensis», en Skat, der med en vis
Sandsynlighed for største Delen kan føres tilbage til Arild Huitfeldt, hvis Søstersøn Christopher Ulfelds Sønnesøns
Enke og Arving, Sophie Amalie Krag, i sit 2. Ægteskab var Moder til R.
Danske Herregaarde I: Rosenvold; X: Brahesborg; XII: Odden, Frederikslund; XIII: Krastrup. Holm, Danmark-Norges Hist.
1720-1814, I-II.
G. L. Wad.
| Rantzau, Lensgreve Christian (I9265)
|
| 4495 |
Christian Ludvig Castenschiold (3. november 1782 på Hagestedgård – 27. oktober 1865 i Næstved) var en dansk officer og godsejer, bror til Jacob August Castenschiold.
Hans forældre var kammerherre Carl Adolph Castenschiold til Knabstrup og Hagestedgård (1740-1820, gift 2. gang 1820 med Dorothea Trige (Trie), f. Lyngbye, sønnens svigermoder) og Dorothea Augusta Brøer (1744-1819). Han blev kornet à la suite i sit 8., karakteriseret sekondløjtnant i sit 10. år ved Sjællandske Regiment Ryttere, der kommanderedes af hans farbroder, premierløjtnant 1802, sekondritmester 1810, eskadronschef 1816 ved regimentet – nu Sjællandske Lansenerer –, major 1820, oberstløjtnant 1831 og oberst 1839. 1835 blev han Ridder af Dannebrog og 1843 Dannebrogsmand.
Ved hærorganisationen 1842 blev Castenschiold, der særlig var fremhævet som en "fortrinlig og dristig Rytter", betegnet som meget skikket til at beklæde en højere kommandopost og udnævnt til generalmajor og chef for 3. kavaleribrigade; 1845 tildeltes der ham Kommandørkorset af Dannebrog. Han var højstbefalende i Slesvig by, da oprørsbevægelsen i 1848 nåede dertil, og gav straks på efterretning herom ordre til troppernes samling, men blev ude af stand til at lede begivenhederne, idet borgerne bemægtigede sig hans person og holdt ham under bevogtning på rådhuset, indtil garnisonen var opløst. Efter sin hjemkomst til kongeriget stod han først et år à la suite og fik derpå 10. maj 1849 afsked fra krigstjenesten. Han var ejer af Hagestedgård 1818-25. Castenschiold døde 27. oktober 1865 i Næstved.
Gift 21. december 1810 på Hagestedgård med Henriette Nicoline Trige (Trie) (2. juli 1784 i København – 23. marts 1849 sammesteds), datter af juveler, kaptajn i Københavns borgerlige artilleri Peter Nicolai Trige (1749-1813) og Dorothea Lyngbye (1761-1838, gift 2. gang 1820 med Christian Castenschiolds fader, se ovenfor).
Han er begravet på Hagested Kirkegård.
Der findes et litografi fra 1894 af Harald Jensen efter daguerreotypi.
Kilder
S.A. Sørensen, "Christian Castenschiold", i: C.F. Bricka (red.), Dansk Biografisk Lexikon, København: Gyldendal 1887-1905.
| Castenschiold, Christian Ludvig (I11924)
|
| 4496 |
Christian Ludvig von Plessen (fra 1702: Scheel von Plessen) (10. december 1676 i Schwerin – 30. august 1752 i
København) var en dansk statsmand, gehejmeråd, kammerherre, amtmand og godsejer. Han var søn af Christian Siegfried
von Plessen og bror til Christian Sigfred og Carl Adolph von Plessen.
Ved sit ægteskab 8. januar 1702 med Charlotte Amalie Skeel antog han navnet Scheel von Plessen, da han samtidig blev
ejer af stamhuset Fusingø (oprettet 1688 af Mogens Skeel). De efterfølgende mandlige besiddere af godset førte også
dette dobbeltnavn.
Ungdom
Efter at han havde nydt samme opdragelse som broderen og bl.a. sammen med denne opholdt sig ved Universitetet i
Leiden for at uddanne sig der, blev han (1696) ansat som kammerjunker hos Christian 5.s yngste søn, Prins Vilhelm, på
samme tid som broderen knyttedes til Prins Carl; men han forlod snart hoftjenesten for at slå ind på embedsbanen.
Ikke mere end 26 år gammel blev han (1702) stiftamtmand i Aarhus Stift, hvor han virkede i 23 år. Han må have gjaldt
for en energisk og dygtig embedsmand, thi 8. oktober 1725 kaldtes han fra denne stilling til at blive medlem af
Konseillet. Under de sidste år af sit liv i Århus havde han stået i nøje forbindelse med Iver Rosenkrantz, der siden
1723 havde været stiftamtmand i Viborg og i sit andet Ægteskab var gift med en søsterdatter af ham. Plessen spillede
en ret fremragende rolle i Konseillet, hvis dygtigste Medlem han åbenbart var, og de udenlandske diplomater lagde
ikke ringe vægt på hans udtalelser om den udenrigske stilling. Også viste Frederik 4. ham anerkendelse ved 16. april
1727 i anledning af det samme dag sluttede forbund med England og Frankrig at gøre ham til Elefantridder. Men Plessen
hørte dog til de misfornøjedes kreds og delte ligesom Iver Rosenkrantz fuldt ud den uvilje imod Dronning Anna Sophie
Reventlow og hendes tilhængere, som trivedes iblandt kronprinsens omgivelser og ved det lille Vemmetofte-hof; ja han
afholdt sig end ikke fra over for fremmede diplomater at klage over, at Konseillets indflydelse svækkedes ved røster
fra den kant.
Medlem af Gehejmekonseillet
Som en følge heraf var han så at sige selvskrevet til at gå over i det nye Konseil, som Christian 6. straks efter sin
tronbestigelse samlede om sig. Oven i købet havde han ry for solid dygtighed, og det var derfor med god grund, at den
nye konge samtidig gjorde ham til generaldirektør over Finanserne og Kommercevæsenet (26. oktober 1730). Hvor uenig
han end i meget havde været med Frederik 4., fortsatte han dog som finansminister dennes sparsommelighedssystem og
lagde særlig vægt på afbetaling af statsgælden. Hånd i hånd hermed viste han i det hele kraft og ordenssans som
kollegiechef, og på handels- og toldområdet havde han endog ret fremskredne ideer. Han var nemlig ingen ven af høje
toldsatser, men mente, at man ved at holde dem lave ville fremme handelen, og han havde ingen tanke om ved høj
beskyttelsestold paa kunstig måde at opelske en industri. Når man talte om, at det af finansielle grunde var
nødvendigt at holde toldsatserne høje, gjorde han i modsætning dertil gældende, at nedsættelsen af told på varer
ville fremkalde stærk forøgelse af afsætningen af dem, således at statsindtægterne ad den vej i løbet af få år ville
stige, uden at undersåtterne mærkede noget tryk. Den toldtarif, han fik udstedt 1732, viste da også nedsættelse af
told på mange industriartikler.
Samtidig med at Plessen havde sine betydningsfulde hverv som kollegiechef at passe, var han ligesom broderen et
vigtigt medlem af Konseillet og havde stor del i den politik, der førtes udad til. Hans udtalelser på dette område
udmærke sig, så vidt vi kender dem, altid ved klarhed ikke mindre end ved en vis djærv ligefremhed. Skal man nævne,
hvad der for ham gjaldt som hovedpunktet, var det at få Slesvigs inkorporation i den danske krone sikret ved så mange
garantier som muligt; ved Siden deraf var længe et hovedtræk hos ham en indgroet mistillid til, at man kunne opnå et
virkelig venskabeligt forhold til Sverige. Han var overtydet om, at så snart svenskerne kom en smule til kræfter,
ville de ved første givne lejlighed kaste sig over Danmark, og han tvivlede derfor i førstningen om, at den
tilnærmelse til dem, som Christian 6. og Rosenkrantz ønskede, ville føre til noget; men også han blev dog efterhånden
stemt for, at de skridt burde gøres, der førte til det dansk-svenske forbund af 5. oktober 1734. Ligesom broderen var
han enig med Rosenkrantz i at foretrække en tilslutning til England frem for et forbund med Frankrig, og samtidig
stod han, hvad de indre forhold angik, ganske på samme side som disse 2 mænd under de stridigheder, der et par år
efter Christian 6.s tronbestigelse kom til udbrud i regeringskredsene i København. Det sammenstød, Konseillet her
havde med Krigsminister Poul Vendelbo Løvenørn, kom for hans vedkommende til at volde skår i et tidligere personligt
venskabsforhold. Han havde nemlig nogle Aar tilbage stået Løvenørn så nær, at han havde betroet en søn til ham for at
opdrages og uddannes i hans hus.
Under disse rivninger havde Plessen, ligesom Konseillets andre medlemmer, også kongens svigermoder, markgrevinden,
til modstander, og han formåede ikke mere end broderen at fastholde kongens yndest. Måske har han end ingen sinde ret
haft den; det var mere fælles uvilje imod Anna Sophie og agtelse for Plessens utvivlsomme dygtighed end sympati for
ham, der havde bragt kongen til at tage ham til minister. Dels følte Christian 6. sig også hos ham stødt ved en vis
aristokratisk selvstændighedsfølelse, dels havde han ved siden af at være en samvittighedsfuld, vederhæftig
personlighed broderens skarpe kanter i endnu højere grad, han var bitter, opfarende, lunefuld, stivsindet og derfor
undertiden alt andet end behagelig at have at gøre med. Ingen kunne altså være mere uskikket end han til at være
hofmand, og det endte da også med, at kongen og hans damer fandt ham umulig. Følgen af alt dette blev, at han
misfornøjet 1734 (18. januar) trådte ud af Konseillet 3 fjerdingår efter, at broderen havde måttet opgive sin plads
deri.
Afsked
Fra nu af var det forbi med hans så vel som med C.A. von Plessens politiske virksomhed; han delte ganske med denne
kongens mistro og uvilje og mistede på samme tid som han den pension, han havde fået ved sin afgang fra Konseillet.
Også han trak sig tilbage for at styre sine godser og i det hele passe sine økonomiske interesser. Ligesom broderen
var han parthaver med et anseligt antal aktier i det Asiatiske og det Vestindiske Kompagni, og hans godser havde et
betydeligt omfang. Ved sit ægteskab (1702-29) med Charlotte Amalie født Skeel, datter af Mogens Skeel til Fussingø,
var han blevet ejer af dette gods, og desuden ejede han Odden, Stensbæk, Holbækgård, Selsø, Lindholm, Glorup,
Eskildsø, Torp Ladegård og Salzau i Holsten. Da han døde 30. august 1752, værdsattes hans formue, med fradrag af alle
passiver, til 681.397 Rdl. Storslået godgørenhed omtales mindre for hans end for broderens vedkommende, derimod synes
han ligesom denne at have haft videnskabelige interesser og var derfor ikke mindre end han en ven af Hans Gram. Da
dennes bolig brændte ved Københavns brand 1728, var det til Plessen, at han flyttede hen. Han er begravet i Ålum
Kirke.
I sit ægteskab havde Plessen ikke færre end 17 børn, af hvilke dog de 8 døde som ganske små. Af de andre 9 var 3
sønner og 6 døtre. På sønnernes hænder samledes ifølge farbroderens testamente også dennes vidtstrakte godser; fra
dem nedstammede slægterne Plessen og Scheel-Plessen. De væsentligste af hans børn var:
Berte Scheel von Plessen (1707-1786) oo Christian Frederik Raben
Eleonore Hedevig von Plessen (1708-1770) oo Christian Rantzau
Mogens Scheel von Plessen (1713-1749) – til Selsø, Lindholm og Fussingø
Christian Sigfred von Plessen (1716-1755) – arvede Glorup, amtmand
Frederik Christian von Plessen (1717-1783) – general og kammerherre
Charlotte Louise Scheel von Plessen (1720-1801) oo Jørgen greve Scheel
Charlotte Dorothea von Plessen (1724-1771) oo Claus Reventlow
Vurdering
Man kan ikke læse om de tvende brødre C.A. von Plessen og C.L. von Plessen uden at beklage, at disse 2 begavede mænds
virksomhed som ministre kun var kort, dels som en følge af uheldige forhold, dels på grund af kanter ved deres egne
personligheder. Og denne beklagelse stiger, når man ser, hvorledes de trods deres tyske byrd blev gode danske mænd.
Det var i Danmark, at de anbragte hele deres formue, og danske forhold, de helligede deres virksomhed; det var til
Danmark, de ville binde deres slægt, dansk kom som sprog til at ligge C.A. von Plessen meget nær, og det er for C.L.
von Plessens vedkommende et højst tiltalende træk, at han i året 1737 af penge, som hans hustru havde efterladt,
stiftede et legat for studerende sønner af "de faa gamle Slægter her i Danmark, hvis Forfædre for nogle hundrede Aar
have tjent Kongen og deres Fædreland". Underligt, når man tænker på sligt, så at se, at disse mænds slægt efterhånden
i national henseende næsten helt er gået tabt for Danmark.
Kilder
Dansk Biografisk Leksikon / Wikipedia
| Scheel von Plessen, Christian Ludvig (I8680)
|
| 4497 |
Christian Ludwig von Hardenberg (* 3. November 1700 in Hardenberg; † 26. November 1781 in Hannover) war hannoverscher Feldmarschall.
Herkunft
Christian Ludwig von Hardenberg entstammte dem niedersächsischen Adelsgeschlecht derer von Hardenberg. Seine Eltern waren Christian Ludwig von Hardenberg (1663–1736), landschaftlicher Lizentkommissar in Hannover, und der Katharina Sybille von Dörnberg. Auch die Brüder waren im Staatsdienst:
Friedrich Karl (1696–1763), hannoverscher Geheimer Kammerrat, Oberhofbau- u. Gartendirektor, Gesandter in Wien (1750), sowie Wirklicher Geheimer Rat und Kriegspräsident.
August Ulrich (1709–1778), hannoverscher Geheimer Rat, Kriegsrat, Gesandter
Hans Christoph (* 1703, ⚔ 1747), hannoverscher Oberst und Generaladjutant
Georg Wilhelm (1705–1774), Deutsch-Ritter und Ordenskomtur sowie kursächsischer Generalmajor
Leben
Schon früh begann er eine militärische Karriere im sardischen Militär und trat später in die Dienste des Kurfürsten von Braunschweig-Lüneburg (Hannover). Während des Polnischen Thronfolgekrieges (1733–1735/38) nahm er mit den hannoverschen Truppen am Rheinfeldzug gegen Frankreich teil und sammelte dabei erste Kriegserfahrungen. Wenige Jahre später diente er während der Österreichischen Erbfolgekriege (1740–1748) in den Niederlanden und stieg dabei zum Oberst der Fußgarde (von Ilten) auf.[1] Nach dem Krieg erhielt von Hardenberg das Infanterieregiment von Druchtleben (No. 6-A ab 1776 No. 6), das seine Garnison in Göttingen hatte.
Zu Beginn des Siebenjährigen Krieges (1756–1763) hatte Hardenberg bereits den Rang eines Generalmajors erreicht und befehligte sieben Grenadierbataillone. In der Schlacht bei Hastenbeck (26. Juli 1757) kommandierte er persönlich vier dieser Bataillone und deckte mit diesen später den Rückzug der geschlagenen Observationsarmee. Im Dezember 1757 befehligte Hardenberg die Belagerung der Festung Harburg. Im folgenden Jahr kommandierte er erneut bei Düsseldorf am Rhein gegen die französische Armee und wurde später Kommandant der Festung Lippstadt. Diesen Posten behielt er bis zum Jahre 1760 und erhielt danach wieder kleinere Feldkommandos.
Nach dem Krieg stieg Hardenberg im Jahre 1776 zum Oberbefehlshaber der hannoverschen Armee auf und blieb auf diesem Posten bis zu seinem Tod am 26. November 1781. Seine Leiche wurde zur Beisetzung nach Göttingen überführt, wobei der junge Fähnrich und spätere preußische Heeresreformer Gerhard von Scharnhorst (1755–1813) die militärische Eskorte anführte. Seine letzte Ruhestätte fand er im Hardenbergischen Erbbegräbnis der Patronatskirche von Bühle.
Familie
1749 heiratete er Anna Sophia Ehrengart von Bülow (aus Essenrode, Schwester von Friedrich Ernst von Bülow)[2], mit der er acht Kinder zeugte. Der älteste Sohn dieser Verbindung war der spätere preußische Staatskanzler Karl August Fürst von Hardenberg (1750–1822). Die Tochter Christiane Maria Charlotte heiratete den Johann Heinrich Joseph Georg von Flemming (1752–1830), den Sohn des sächsischen Generals Karl Georg Friedrich von Flemming, Anna (Anette) Sibylle (* 3. November 1751; † 25. Juli 1808 in Berlin) wurde Oberhofmeisterin der Prinzessin Wilhelmine von Preußen und war mit Albrecht Adolph Wilhelm von Münchhausen (* 23. Juli 1742; † 29. Februar 1784) verheiratet, dann gab es noch Ludwig Friedrich (* 28. April 1756; † 7. März 1818) hannoverscher Oberhauptmann zu Grohnde sowie Georg (1765–1816), preußischer Landjägermeister des Fürstentums Bayreuth. | Hardenberg, Christian Ludvig von (I25098)
|
| 4498 |
Christian Magnus Frederik greve Moltke (16. oktober 1741 i Stege – 23. november 1813 i København) var en dansk godsejer og officer, far til Adam Gottlob Detlef Moltke og Joachim Moltke.
Magnus Moltke, broder til general Caspar Herman Gottlob Moltke, blev født i Stege 16. oktober 1741 som søn af Adam Gottlob Moltke og Christiane Frederikke von Brüggemann.
I 11 års-alderen trådte han som kornet ind i Hestgarden. Hans avancement gik hurtigt ligesom broderens, og han var både kammerherre og generaladjudant, da han i sit 20. år ved akkord for 14.000 rdl. blev oberst og chef for Holstenske Rytterregiment. 1765 afløste han broderen som deputeret i General-Krigsdirektoriet og ved sin udtrædelse fra dette 1767 som oberstløjtnant i Hestgarden. Året efter blev han under general Andreas Hauchs fraværelse atter deputeret, ved hvilken lejlighed kongen udtalte sin tilfredshed med hans tjenesteiver, der samme år belønnedes med ordenen de l'union parfaite og 1769 med Dannebrogordenen. Johann Friedrich Struensee fik dog Moltke fjernet både fra Generalitetskollegiet, som den militære styrelse nu kaldtes og fra Hestgarden. Efter Struensees fald blev Moltke 1773 generalmajor. Han klagede da over sine uheldige pekuniære forhold og fik derfor tilladelse til at bo på sine godser Nør og Grünwald i Slesvig, som faderen overlod ham 1772. Moltke blev generalløjtnant 1782, men allerede 2 år senere fratrådte han på grund af svagelighed posten som chef for Holstenske Rytterregiment, som han havde haft næsten uafbrudt i 23 år. Han afskedigedes 1808 som general og døde 23. november 1813 i København.
Moltke blev gift 24. juli 1762 med Friederike Elisabeth komtesse Reventlow (1748-1787) fra den holstenske linje Reventlow, datter af ritmester Friedrich Reventlow (1699-1754) og Catharine Margrethe von Thoden (1715-1795) | Moltke, Christian Magnus Frederik (I10462)
|
| 4499 |
Mindst én nulevende eller privat person er knyttet til denne note - Detaljer er udeladt. | Reventlow, Greve Christian-Detlev Ludvig Alexander Nicolaus (I16834)
|
| 4500 |
Christiane Sehested (15. juli 1626 på Haderslevhus – 1670) var datter af kong Christian 4. af Danmark-Norge og hans hustru til venstre hånd Kirsten Munk. Christiane bar ligesom sin moder og søstre titlen grevinde af Slesvig-Holsten.
Allerede som tiårig i 1636 blev hun trolovet med Hannibal Sehested. Brylluppet fejredes først 6. november 1642 i København under stor pragtudfoldelse. Hendes ægtefælle var i foråret 1642 udnævnt til statholder i Norge, og parret tog derfor ophold på Akershus.
Frederik 3. fældede 1651 sin svoger på grund af underslæb, og parret var nu berøvet deres magt og rigdom. Christiane måtte 6. oktober 1651 efter at være kommet fra Norge til København for sit eget vedkommende underskrive en erklæring, der stadfæstede hendes mands afståelse af hans norske godser til kronen.
I de følgende år opholdt hun sig for det meste i Hamborg, men besøgte dog ofte sin moder på Boller ved Horsens. Hendes stilling var alt andet end glædelig. Efter eget udsagn havde hun aldrig været afholdt af sine søstre. Ulykken forsonede dem ikke, og bitterhed og had synes at have præget hendes stemning. Men heller ikke forholdet til hendes mand var godt. Medens han var på rejser, havde han efterladt hende i yderst dårlige økonomiske omstændigheder i Hamborg. Hun hævnede sig ved at sælge hans gård og møbler og tænkte på at forlade ham, hvad hun dog opgav efter henstilling fra moderen.
I 1658 vendte hun tilbage til Danmark i anledning af sin moders død, og ligesom sin mand tog hun fra august samme år ophold i svenskekongen Carl Gustavs lejr uden for København. Hendes tanker var her stærkt optagne af ønsket om at få udslettet den krænkelse, der var tilføjet hende ved, at det var forbudt hende og hendes søstre at føre titel af Grevinde af Slesvig og Holsten. Da hendes mand i sommeren 1660 blev taget til nåde af Frederik 3. og hurtig steg til fornyet magt, opnåede hun ganske vist ikke anerkendelse af sin grevindetitel, men i maj 1662 fik hun dog et nyt våben, hvorefter hun skrev sig grevinde.
Ved skiftet efter sin moder havde hun fået gårdene Tybrind, Vejlegård og Lundegaard. Hun opholdt sig på den sidstnævnte gård på Fyn, da hendes ægtefælle 13. september 1666 døde i Paris. Uden at tage sig synderligt af hans sager førte hun en temmelig ubemærket tilværelse. Hun døde i foråret 1670. Der findes et håndskrevet bind med folkeviser, som skal være samlet af hende. | Slesvig-Holsten, Christiane af (I6186)
|
|
.jpg "Reventlow, Cay Friedrich 1753-1834")
