| |
Match 4,401 til 4,450 fra 11,367
| # |
Notater |
Knyttet til |
| 4401 |
Cand.polyt. | Knuth, Flemming Kai Greve (I14535)
|
| 4402 |
Cand.polyt. | Oxholm, Fritz Carl Theodor O'Neill (I14897)
|
| 4403 |
Cand.polyt. | Bardenfleth, Carl Emil Fenger (I15313)
|
| 4404 |
Cand.polyt. | Düring-Lausen, Valdemar (I16350)
|
| 4405 |
Cand.polyt., Adm. Direktør i Dansk Kugleleje SKF, siden i A/S Armatura og A/S Mundia, Generalagent for A/S Dansk Rekylriffel Syndikat ( Dansk Industri Syndikat ) ( APM - Maersk ) | Holstein, Henrik Frants Harald Greve (I15204)
|
| 4406 |
Cand.polyt., Afdelingsingeniør for VVS-kontoret i De Danske Statsbaner ( DSB ) | Schaffalitzky de Muckadell, Carl Adolph (I15702)
|
| 4407 |
Cand.polyt., Fabrikant, Grudlægger, Ejer af og Adm. Direktør i A/S Niro Atomizer | Westenholz, Sven Torben (I15497)
|
| 4408 |
Cand.polyt., Fabrikant, siden Forhander ved Patentdirektoratet | Holstein, Christian Ludvig Greve (I23137)
|
| 4409 |
Mindst én nulevende eller privat person er knyttet til denne note - Detaljer er udeladt. | Reedtz-Thott, Iver Baron (I23461)
|
| 4410 |
Mindst én nulevende eller privat person er knyttet til denne note - Detaljer er udeladt. | Moltke, Erik Gebhardt Oskar Frederik Greve (I23618)
|
| 4411 |
Cand.polyt., Kaptajn i de siamesiske landstyrker, Ejer af og Managing Director i Siam Electric Corp., United Platations ( Shareholder: Karen Coffee Company Ltd. A/S ) | Westenholz, Aage (I14331)
|
| 4412 |
Mindst én nulevende eller privat person er knyttet til denne note - Detaljer er udeladt. | Bardenfleth, Jørgen Vilhelm Løvenørn (I22903)
|
| 4413 |
Cand.polyt., Oberst ( Hæren - Forsvaret ), Kontorchef for 1. kontor i Krigsministeriet siden Kommandør for Den Kongelige Livgarde og Chef for Generalstabens Kommandoafdeling | Ramsing, Carl Christian Utke (I17881)
|
| 4414 |
Mindst én nulevende eller privat person er knyttet til denne note - Detaljer er udeladt. | Castenskiold, Christian Erik (I23484)
|
| 4415 |
Mindst én nulevende eller privat person er knyttet til denne note - Detaljer er udeladt. | Hagemann, Bent (I24105)
|
| 4416 |
Mindst én nulevende eller privat person er knyttet til denne note - Detaljer er udeladt. | Kindt, Christian (I23488)
|
| 4417 |
Cand.silv., Skovrider | Haxthausen, Frederik Maximilian Baron (I14560)
|
| 4418 |
Cand.theol. | Thomsen, Carl Christian (I23878)
|
| 4419 |
Cand.theol., Inspektør ved Østersøgades Gymnasium | Buch, Kay Oluf Christian Nicolin (I23902)
|
| 4420 |
Mindst én nulevende eller privat person er knyttet til denne note - Detaljer er udeladt. | Tjalve, Niels Rostrup (I23628)
|
| 4421 |
Mindst én nulevende eller privat person er knyttet til denne note - Detaljer er udeladt. | Busk-Jepsen, John (I23630)
|
| 4422 |
Mindst én nulevende eller privat person er knyttet til denne note - Detaljer er udeladt. | Frandsen, Kristen Skriver (I23632)
|
| 4423 |
Mindst én nulevende eller privat person er knyttet til denne note - Detaljer er udeladt. | Barsøe, Børge (I23841)
|
| 4424 |
Cand.theol., Sognepræst | Borresen, Søren Christian (I15208)
|
| 4425 |
Cand.theol., Sognepræst til Oland og senere Kettinge | Møller, Jens Georg Marius (I12866)
|
| 4426 |
Cand.theol., Sognepræst til Raklev, Formand i Landbohusholdningsselskabets Agerdyrkerningskommission | Poulsen, Poul Christian Edelberg (I12255)
|
| 4427 |
Cand.theol., Sognepræst til Seem | Krarup, Søren (I24129)
|
| 4428 |
Cand.theol., Sognepræst til Støvring og Mellerup | Slamberg, Hans Christian (I23724)
|
| 4429 |
Cand.theol., Sognepræst til Ørting og Falling | Lassen, Georg Frederik Jacob (I23636)
|
| 4430 |
Cand.theol., Sognepræst, Provst over Sønderborg Provsti | Alshauge, Erich Petersen (I23758)
|
| 4431 |
Capitain til Søes | Banner, Niels (I7495)
|
| 4432 |
Capitaine d'aviation | Portalis, Gérard Marie Gaston (I14496)
|
| 4433 |
Capitaine de Corvette | Portalis, Casimir Adrien Jean-Marie (I14695)
|
| 4434 |
Captain R.A.M.C., M.C with bar | Ralston, Charles (I22205)
|
| 4435 |
Carcinoma of Rt Testicle, Abdominal Metastasis | Lanng, Edgar (I14007)
|
| 4436 |
Mindst én nulevende eller privat person er knyttet til denne note - Detaljer er udeladt. | Arnstedt, Carl Christian Johan (I87301592)
|
| 4437 |
Carl Christian von Gram (1703 – 24. januar 1780) var en dansk overjægermester og forstmand, bror til Friedrich Carl von Gram.
Gram var søn af overjægermester Friedrich von Gram (død 1741). Gram blev 1720 jagtjunker, 1725 jægermester ved parforcejagten, 1731 virkelig hofjægermester samt jægermester på Øerne øst for Storebælt,1734 kammerherre, 1747 overjægermester, 1749 gehejmeråd og 1763 gehejmekonferensråd. 1741 blev han Ridder af Dannebrog, 1762 fik han Ordenen de la fidelité, 1768 Elefantordenen. Han ægtede 1733 Birgitte Christiane grevinde Friis (1715-1775), datter af lensgreve Christian Friis til Frijsenborg. Gram, der i 1768 havde mistet en søn, som var hofjægermester, døde 24. januar 1780. En datter arvede 1799 grevskabet Frijsenborg.
Som overjægermester stod Gram i spidsen for skovbestyrelsen, og fra 1763 indførte han sammen med den berømte tyske forstmand Johann Georg von Langen en ordnet drift med opmåling og taksation, regelmæssig inddeling, hugst og kultur i Nordøstsjællands statsskove, som han tillige søgte at indfrede og befri for en række trykkende servitutter. mødte, bl.a. på grund af dens kostbarhed, megen modstand og blev kun til dels gennemført; men Grams og von Langens arbejder og Erfaringer dannede i mange retninger grundlaget for den skovdrift, der, fra 1778 under ledelse af en selvstændig overforstmester, senere blev indført i Statens og mange private skove. | Gram, Carl Christian von (I9526)
|
| 4438 |
Carl Clarence von Rosen, född 12 maj 1867 i Stockholm, död 19 augusti 1955, var en svensk greve, militär och hovstallmästare. Han var förgrundsgestalt inom svensk idrottsrörelse.
Tillsammans med brodern Eric var han aktiv inom svensk nazism under 1930- och 1940-talet.
von Rosen blev 1887 officer vid Livregementets husarer, ryttmästare i armén 1907 och 1916 hovstallmästare. Han fick ridutbildning vid det militära ridlärarinstitutet och kejserliga Spanska ridskolan i Wien. Han byggde upp ett högklassigt kapplöpningsstall och var Sveriges mest framgångsrike tävlingsryttare kring sekelskiftet.
Han arbetade för att få med hästtävlingar på det olympiska programmet och han blev år 1900 medlem av Internationella Olympiska Kommittén. Clarence von Rosen blev generalsekreterare i kommittén för hästspelen vid Olympiska sommarspelen 1912 i Stockholm och ansvarade för dess ryttartävlingar. Ridsportgrenarna var dressyr, banhoppning och fälttävlan. På initiativ av von Rosen bildades 1921 det Internationella ridsportförbundet och han blev dess hederspresident 1935.
von Rosen nedlade ett betydelsefullt arbete för den svenska idrotten. Han var ledamot av Sveriges Olympiska Kommitté 1913-1932, överledare 1932 för den svenska OS-truppen i Lake Placid och satt i ledningen vid sommarspelen i Los Angeles 1932 och Berlin 1936. Han var stiftare av Centralföreningen för idrottens främjande och dess ordförande 1939-1947. Han grundade även tidningen Nordiskt Idrottslif 1900 och var Kungliga Automobilklubbens grundare 1903 och dess förste ordförande 1903-1933. von Rosen hade styrelseuppdrag i ett flertal idrottsföreningar bland annat som styrelsemedlem i Stockholms Allmänna Skridskoklubb, ordförande i Stockholms Roddförening och i simklubben Neptun. Han var också den som införde bandy i Sverige.
von Rosen var Svenska Fotbollförbundets förste ordförande och fick 1904 ge namn åt von Rosens pokal.
Historikern Heléne Lööw menar att von Rosen tillsammans med sin bror Eric var "viktiga personer bland svenska nationalister" och att de var med och "introducerade nazismen i de övre samhällsskikten i Sverige".
Tillsammans med brodern Eric var han en av Sveriges mest uttalade nazister både före och under andra världskriget. Han var enligt en rapport från svenska utrikesdepartementet 1999 personlig vän till både Adolf Hitler och Hermann Göring. Han lärde känna den senare när denne 1923 gifte sig med hans bror Erics svägerska Carin von Kantzow.
Clarence von Rosen var under 1930-talet associerad med Samfundet Manhem, för vilken han gav en föreläsning om sina intryck från den nazistiska partidagen i Nürnberg 1936.[7]1939 deltog von Rosen i en svensk delegation som i Berlin gratulerade Hitler på dennes 50-årsdag, i sällskap med marinchefen Fabian Tamm, arméstabschefen Helge Jung och ordföranden i Svensk-Tyska föreningen Henri de Champs. von Rosen var 1938-1943 medlem av Riksföreningen Sverige-Tyskland.
Clarence von Rosen var son till greve Carl Gustaf von Rosen och Ella von Rosen, född Carlton Moore. Syskonen var generallöjtnant Reinhold von Rosen, överceremonimästare Eugéne von Rosen, etnografen Eric von Rosen samt Maud von Rosen. Modern var amerikansk miljonärsdotter och genom mormodern Clara Jessup Moore åtnjöt barnen von Rosen ekonomisk trygghet. Clarence gifte sig 1898 med friherrinnan Agnes Maria von Blixen-Finecke, dotter till hovjägmästaren, friherre Fredrik von Blixen-Finecke på Näsbyholms slott i Skåne och grevinnan Clara von Blixen-Finecke, född Krag-Juel-Vind-Frijs. von Rosen var far till ryttaren Clarence von Rosen, Jr. (1903-1933).
Clarence von Rosen uppförde 1895-1899 von Rosenska palatset på Strandvägen 55 i Stockholm. Han ägde även hyresfastigheterna Vasagatan 58 och 50. Man hade även en villa i Väsby vid Äs i Södermanland, och troligtvis var det hit familjen drog sig tillbaka 1905 efter att man hamnat i en besvärlig ekonomisk situation. von Rosenska palatset övergick då i den yngre brodern Eugénes ägo.
| Rosen, Carl Clarence Greve von (I14922)
|
| 4439 |
Carl Frederik Axel Bror baron von Blixen Finecke (15. august 1822 på Dallund – 6. januar 1873 i Baden-Baden, Tyskland) var en dansk politiker og godsejer. Han var søn af Conrad Frederik Christian Blixen-Finecke (1791-1829) og Charlotta Lovisa Gyllenkrok (1796-1829).
Hans slægt var oprindeligt fra Pommern, men allerede hans oldefader oprettede Stamhuset Dallund. Medlem af Folketinget i 1851-52, 1858-61 og 1862-64. Minister for Slesvig og Udenrigsminister i 1859-60 i Ministeriet Rotwitt. Efter C.E. Rotwitts død den 8. februar 1860 fungerede han som konseilspræsident, indtil en ny regering var dannet.[1] Det blev Ministeriet Hall II, der tiltrådte den 24. februar. Blixen-Finecke var også medlem af Rigsrådet i 1862-64.
Familie
Han var gift to gange. Fra 1842 med Gustafva Charlotta Adelaide Sofia Ankarcrona (1821-1890) med hvem han fik sønnen Frederik Theodor Hans Anna Wolfgang Christian (1847-1919) og datteren Charlotta Antoinette Louise Ulrikka (1845-1928). Fra 1854 med Augusta Sophie Frederikke Maria Caroline Julie (1823-1889), datter af landsgreve Wilhelm 10. af Hessen-Kassel zu Rumpenheim, som han fik to sønner med, Vilhelm Carl Anna Otto Gunnar Axel (1863-1942) og Vilhelm Carl Ferdinand Christian Frederik Rudolph Gustaf (1857-1909).
Hans søn Frederik Theodor Hans var far til Bror Frederik Blixen-Finecke, der blev gift med Karen Blixen. | Blixen-Finecke, Carl Frederik Axel Bror, Baron af (I16014)
|
| 4440 |
Carl Friedrich Ulrich von Ahlefeldt-Dehn
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Carl Friedrich Ulrich von Ahlefeldt-Dehn (ved dåben Ahlefeldt) (30. marts 1750 på Klein-Nordsee – 3. marts 1829 i Itzehoe) var en slesvigsk amtmand og godsejer.
Han var en søn af Wilhelm von Ahlefeldt til Klein-Nordsee (d. 1754) og Benedicte Christine Charlotte f. von Schmettau. Ahlefeldt blev kornet reformé 1759 og kaptajn 1763, naturligvis uden at gøre tjeneste. 1767-69 studerede han ved Carolinum i Braunschweig og blev 1769 kammerjunker. Han forsøgte sig derefter i udenrigstjenesten, gik som attaché til Paris 1773, men vendte hjem 1775 og blev samme årkammerherre.
Han blev dernæst provst ved Sankt Hans Kloster i Slesvig 1777, Ridder af Dannebrog 1803, gehejmekonferensråd 1815. 1805-20 var han amtmand over Steinburg Amt. Ved sit giftermål (1776) med Sophie Charlotte Friederike friherreinde (Freiin) von Dehn (1759-1813) kom han i besiddelse af stamhuset Ludwigsburg, og 25. juni 1783 fik han tilladelse til at kaldes Ahlefeldt-Dehn og føre familiernes forenedevåben.[1] Hustruen havde arvet Ludwigsburg sin faders onkel, gehejmeråd grev Friedrich Ludwig von Dehn.
Hans økonomiske forhold var slette og tiderne vanskelige. Han måtte jævnligt optage lån i Ludwigsburg, og det endte med, at hovedgården med underliggende avisgårde afhændedes ved tvangssalg 1823 og etnyt Ahlefeldt-Dehnsk fideikommis blev oprettet af omliggende bøndergods. Han døde 3. marts 1829.
Noter
Fra 1783 førte stamhusbesidderen og hans senere afkom titel af friherre eller baron, men først 2. marts 1913 blev slægten ophøjet i friherrestanden, og det i Preussen.
Kilder
P. Brock, "Ahlefeldt-Dehn, Carl Frederik Ulrik", i: C.F. Bricka (red.), Dansk Biografisk Lexikon, København: Gyldendal 1887-1905.
Castenskiold, Supplement til Adelslexicon, s. 6. | Ahlefeldt-Dehn, Carl Frederik Ulrik (I10873)
|
| 4441 |
Carl Hermann Ernst Friederich Otto Detlev Graf zu Reventlow, genannt Catty
Geboren am 2.2.1874 in Husum, gestorben 11.10.1961 als Besitzer von Gut Damp, das er durch Erbschaft erworben hatte und königlich preußischer Major a.D. Jüngster Bruder von FR.
In der Kindheit wurde er von den Geschwistern "Katz" genannt. Er erhielt zunächst zusammen mit FR Hausunterricht. In Lübeck besuchte er das Katharineum-Gymnasium, wo er sich mit Emanuel Fehling befreundete, der ihn in den Ibsenclub einführte.
Das Verhältnis zwischen Catty und FR war sehr eng und liebevoll. Er war Mitwisser und Komplize bei der heimlichen Brieffreundschaft zwischen FR und Emanuel Fehling und als hielt zu ihr, als die Mutter1893 FR den Besuch des sterbenden Vaters verwehrte.
Das enge Verhältnis zu FR erfuhr 1894 einen Bruch, nachdem sich Catty FRs wegen duelliert haben soll. Details dieses Vorgangs sind nicht bekannt.
Im Frühjahr 1891 geht er nach Berlin, um dort Jurisprudenz zu studieren.
Erscheint im autobiographischen Roman Ellen Olestjerne als Detlev. | Reventlow, Greve Karl Hermann Ernst Friederich Otto Detlev (I18810)
|
| 4442 |
Carl Holst-Knudsen
Født: 28.05.1886
Død: 20.11.1956
Parti:
Det Konservative Folkeparti
Landsretssagfører. - Født 28. maj 1886 i Århus, død 20. nov. 1956 i Århus. - Forældre: overdyrlæge, slagtehusinspektør Jens Christian Knudsen og hustru Margrethe Holst. - Gift 7. sept. 1912 i Århus med Rigmor Holm, født 14. maj 1889 i Århus, død 20. juni 1955 i Århus, datter af alterdegn Hans Christian Holm og hustru Johanne Hermansen.
Medlem af byrådet 1. april 1925-31. marts 1933. Det konservative Folkeparti.
Holst-Knudsen tog i 1910 juridisk embedseksamen, og efter en tid som fuldmægtig blev han i 1919 underretssagfører i Århus. I 1923 blev han landsretssagfører. Med årene oparbejdede han en stor og velanset sagførervirksomhed, der lagde beslag på en stor del af hans arbejdskraft. Dette medførte, at han af og til måtte vælge mellem de talrige tillidshverv, der blev ham tilbudt. Hans stærke interesse for de lokale forhold var dog ofte den udslaggivende faktor, når man bad om hans medvirken. Denne interesse kom til udtryk over et bredt felt. Specielt skulle det blive byens uddannelsesforhold, der optog ham; men også dens økonomiske kår og dens kulturliv i videre forstand fandt hos ham en aktiv forståelse. Således var han fra 1925 med i bestyrelsen for Den gamle By, og fra 1941 til sin død i 1956 sad han som formand her. Også en række af byens virksomheder nød godt af hans dømmekraft; eksempelvis virkede han en årrække som bestyrelsesformand for A/S Thomas Ths. Sabroe & Go. og for A/S Kornog Foderstof-Kompagniet og var i det hele en søgt rådgiver for det århusianske erhvervsliv. I den lokale sagførerforenings bestyrelse havde han tillige en post 1930-32.
I 1925 indtrådte H.-K. i byrådet som konservativt medlem. Her kom han i berøring med universitetssagen, der da var så langt fremme, at universitetets oprettelse var ved at blive en realitet. Han indvalgtes af byrådet i bestyrelserne for universitetsundervisningen og for Universitetssamvirket i 1928, og i 1933 blev han formand for begge. Samtidig hermed besluttede han at opgive byrådsarbejdet, da han selv skønnede, at han ikke kunne lægge et samvittighedsfuldt arbejde begge steder, hvis også sagførervirksomheden skulle passes. Dette skete på et tidspunkt, hvor formandsposten for den borgerlige byrådsgruppe stod ham åben. H.-K. kunne herefter i universitetets forhandlinger med byrådet drage nytte af sine egne erfaringer som byrådsmedlem. Han var en tid formand for bestyrelsen for Århus Universitets forskningsfond og endvidere medlem af kommissionen af 1946 til behandling af statens forhold til videnskaben. Af sine medarbejdere er H.-K. blevet karakteriseret som en følsom og hjælpsom natur, der dog udadtil kunne virke kølig og lidt mut og derved skabe afstand til andre. Denne fremtræden har man villet gøre til en bevidst metode, hvormed han selv afstak bestemte grænser for arbejdet i det offentlige. Den skal imidlertid også sammenholdes med hans ligefremme væsen; så han hos en mand evner og karakterfasthed, mødte han ham med agtelse, uanset hans alder og sociale position. I det hele var hans livsholdning præget af liberalitet, og skønt han repræsenterede de konservative, var han dog meget præget af, at han i sin studietid i København havde færdedes i de radikale kredse i Studentersamfundet. H.-K. var ikke nogen »glansfuld taler«, men »hans stædighed og hans styrke i den skriftlige procedure« gjorde ham til en fremragende forhandler. Hans taktiske evner var kendt af alle; men han blev alligevel mødt med tillid. Uden begge dele havde han ikke kunnet føre universitetet frem i en periode, hvor der skulle gøres en indsats selv for den mindste bevilling. I sjælden grad blev her øvet en uegennyttig borgergerning. Hans hjem var et gæstfrit samlingssted for den kreds, der arbejdede for universitetet. En del af sine erfaringer i arbejdet ved universitetet har han udtrykt i artiklen »Nogle bemærkninger om forholdet mellem Århus kommune og Århus Universitet« (ActaJutlandica 18, 1, 1946); her demonstreres netop hans taktiske evner i det skriftlige indlæg. - Hædret med mindepris og festskrift; Kommandør af Dannebrog, Dannebrogsmand. | Holst-Knudsen, Carl (I33)
|
| 4443 |
Carl Holst-Knudsen blev født 1886 i Århus, hvor han tog studentereksamen i 1904. Efter være blevet cand.jur. i 1910 fungerede han som herredsfuldmægtig 1910-19, som underretssagfører fra 1919 og derpå som landsretssagfører 1923-56.
Han sad i Århus byråd valgt for de konservative 1925-1933 og blev af byrådet i 1928 valgt som en af dettes repræsentanter i bestyrelsen for ”Universitetsundervisningen i Jylland.” Samtidig indvalgtes han i bestyrelsen for ”Universitets-Samvirket, Aarhus”.
Han fungerede som sekretær for Universitetsundervisningen frem til 1933 og arbejdede her sammen med overlæge Victor Albeck, som han efter dennes død i 1933 efterfulgte som formand for såvel Universitetsundervisningen/Aarhus Universitet som Universitets-Samvirket. Disse hverv varetog han frem til 1956, hvor han trak sig tilbage og senere samme år afgik ved døden.
På trods af, at Carl Holst-Knudsens virke som universitetsbygger fandt sted i krise- og krigsår, lykkedes det ham at skaffe penge og få opført såvel kollegiebygninger som universitetsbygninger i betydeligt omfang – og at få universitetet bemandet med velkvalificeret personale.
Carl Holst-Knudsen forstod betydningen af satellitinstitutioner (såsom museer og andre former for højere uddannelse), og han støttede derfor varmt oprettelsen af arkiver og kurser, hvoraf flere senere blev selvstændige instititutioner (fx Erhvervsarkivet og Danmarks Journalisthøjskole).
Sammen med sin hustru skænkede Carl Holst-Knudsen i 1935 en rektorkæde i guld til Aarhus Universitet, og ved hans 70-års fødselsdag i 1956 indstiftedes "Rigmor og Carl Holst-Knudsens Videnskabspris”.
| Holst-Knudsen, Carl (I33)
|
| 4444 |
Carl Moltke (15. november 1798- 12. april 1866) var en dansk greve embedsmand og kortvarigt geheimestatsminister i 1848 under Frederik 7. Han var minister uden portefølge i Ministeriet Moltke III. Minister for Slesvig fra 1852-54 under ministerierne Ministeriet Bluhme I og Ministeriet Ørsted, og igen minister uden portefølge i 1864 under Ministeriet Bluhme II.
| Moltke, Carl Greve (I11977)
|
| 4445 |
Carl Rudolf Schubart, født i Danmark den 23de september 1714. Hans far døde i Danmark som oberstløitnant 26/11 1743. Schubart blev løitnant i den danske arme 1734, fik «majors karakter» 1747, blev virkelig major 1754 og aaret efter oberstløitnant. Omkring aarhundredets midte var han kommen til Gjerpen, men synes avvekslende at ha opholdt sig her og i Odense, hvor han døde 9/10 1759, kun 45 aar gammel. I Odense var han ogsaa første gang blit gift, 1741, med Marie Elisabet von der Maase, som døde sammesteds 20/7 1746, bare 24 aar gammel. Det er den gamle sørgelige vise igjen. Anden gang blev han gift i Gjerpen med Inger Lövenskiold, født 2/9 1732 og datter av kancelliraad Herman Leopoldus Løvenskiold paa Borgestad. Hun overlevet sin mand i næsten 50 aar og døde først 10/12 1808. Men omtrent samtidig med Schubart døde ogsaa begge hende forældre paa Borgestad, saa den unge frue i løpet av en maaned bleu baade forældreløs og enke.
15/9 1752 hadde Schubart en datter, Margrete Marie, til daaben i Gjerpen kirke. En ny datter, Anna Sybilla, blev omtrent et aar efter, 25/9 1753, døpt i Odense, men en tredje datter, Charlotte Hedevig, blev 19/8 1757 døpt i Gjerpen kirke. Han synes altsaa avvekslende at ha bodd i sin fødeby Odense og i Gjerpen. Efter sin mands død var fru Schubart, næsten 30 aar efter, fadder hos kammerherre amtmand Moltke, hvis frue var av slegten, og datteren, «frøken Schubart», hos lagmand Hagerup i 1781.
Kilde: https://www.slekt.org/books/quisling/hist2/001-militaere.html
| Schubart, Carl Rudolph (I8879)
|
| 4446 |
Caroline Mathilde blev født den 22 juli 1751 på Leicester House i London. Hun var datter af den engelske tronfølger, prins Frederik Ludvig af Wales, som var død 4 måneder før hendes fødsel, og Augusta af Sachsen-Gotha. Caroline Mathilde havde 8 søskende, heriblandt den ældste bror, George, der som George den Tredje blev konge af England i 1760. Allerede i 1765 blev hun udset som brud for kronprinsChristian af Danmark, som var hendes fætter. (Christian den Syvendes mor var søster til Caroline Mathildes far). Egentlig var det storesøsteren, den to år ældre Louise, som man havde tænkt sig ved det danske hof, men Frederik den Femtes udsending, H.C. v. Bothmer mente, at hun var for svagelig. Muligvis havde han ret, for Louise døde allerede i 1768.
Den 1. oktober 1766 blev Caroline Mathilde viet ved stedfortræder i England, og ca. en måned senere kom hun til Danmark, hvor hun efter en hård overfart blev mødt af sin ægtefælle, den 3. november i Roskilde. Kronpris Christian var i mellemtiden blevet til kong Christian den Syvende, ved Frederik den Femtes tidlige død den 14. januar samme år. Parret blev viet i Christiansborg Slotskirke af Sjællands biskop Harboe den 8. november, efter at den kommende dronning havde holdt et festligt indtog i hovedstaden. Der var anlagt æresport, og med tanke på Christian den Syvendes mor, den populære, afdøde dronning Louise, glædede man sig til atter at få en engelsk dronning.
Struensee Imidlertid viste det sig forholdsvis hurtigt, at ægteskabet var en katastrofe. Christian den Syvende var psykisk ustabil, og det havde ikke hjulpet at blive gift, sådan som man havde håbet. Mens kongen turede i tvivlsomme kvarterer med tvivlsomme personer som den berygtede "Støvlet-Katrine" var dronningen nærmest isoleret sammen med sin etikettestærke hofmesterinde, fru von Plessen.
I 1767 og navnlig i 1768 foretog kongen desuden længere rejser, og Caroline Mathilde sad alene tilbage i København sammen med de to ældre enkedronninger. I 1768 nedkom Caroline Mathilde med kronpris Frederik, og det lykkedes kongen og hans parti at fjerne fru von Plessen. Da Christian den Syvende året efter kom tilbage fra sin store udlandstur, medbragte han sin rejselæge, den reformivrige tysker J.F.Struensee, der fik stor indflydelse på kongen og gennemførte flere reformer, bl.a. indførelse af trykkefrihed.
I foråret 1770 blev Struensee dronningens elsker, og da hun 7. juli 1771 fødte datteren Louise Augusta, var det ham - og ikke kongen - der var faderen.
Efter Struensees fald ved hofrevolutionen den 17. januar 1772 blev Caroline Mathilde fængslet og eksorteret til Kronborg under stærk bevogtning, mens en kommission granskede hendes forhold til Struensee. Hun holdt stand indtil han tilstod - så skrev hun også under på, at hun havde begået ægteskabsbrud, og den 6. april 1772 blev hun skilt fra kongen. Egentlig var planen, at hun skulle sendes i eksil på Ålborghus, men da hendes bror, kong George af England pressede på, blev resultatet, at hun skulle overføres til ét af hans lande. Den danske stat tilbagebetalte hendes medgift på 40.000 pund, og englænderne lovede at sørge for hendes underhold. Den 30 maj 1772 forlod hun Danmark ombord på en engelsk fregat og efter et ophold på ca. ½ år i den tyske by Göhrde, kunne hun flytte ind i det nyindrettede slot i Celle. Sine børn så hun aldrig mere, hverken den ca. 4-årige prins Frederik eller babyen Louise Augusta, idet begge blev i Danmark.
I 1774 fandt hendes unge landsmand, englænderen Nathanael Wraxall på at ville befri hende sammen med en gruppe sammensvorne. Planen var, at hun atter skulle placeres på den danske trone. Planen gik imidlertid i vasken, idet Caroline Mathilde døde af en febersygdom den 10 maj 1775. Hun blev begravet i Celle Stadtkirches fyrstekrypt, hvor hendes kiste fortsat findes. I 1784 blev der i Französischer Garten, som var et af hendes foretrukne spadseresteder opstillet et stort mindesmærke, skabt af kunstneren Adam Friedrich Oeser, et mindre placeredes takket være hendes slægtning Ernst von Mecklenburg-Strelitz i Prinzengarten. På slottet i Celle er en række værelser indrettet til museum - bl.a. nogle af de rum, som Caroline Mathilde beboede. | England, Caroline Mathilde af (I9373)
|
| 4447 |
Caroline Stampe-Charisius
Forældre: stiftsamtmand Carl Emil von Bardenfleth (1808-57) og rigsgrevinde Sophie Amalie Schmettau (1810-93).
~21.8.1868 med baron Holger Frederik Christian Stampe-Carisius, *27.8.1822 på Nysø, Præstø landdistrikt, †10.3.1904 i Kbh., s. af baron Henrik Stampe og Christine Marguèrite Salome Dalgas (forfatter Christine Stampe).
CSC var i 1878 medstifter af Foreningen imod Lovbeskyttelse for Usædelighed (FLU). 1874 havde Rigsdagen vedtaget en lov, der ligesom i mange andre af Europas lande afkriminaliserede prostitution som erhverv. Det forudsatte blot, at de prostituerede lod sig indskrive i sædelighedspolitiets protokoller som offentlige fruentimmere, et par gange om ugen stillede til kontrol for kønssygdom hos politilægen og indlogerede sig i særlige offentlige huse. Det fandt en del borgere anstødeligt, og FLU blev stiftet for at påvise det umoralske og kvindeundertrykkende i denne lov, som først blev ophævet i 1906. Som noget ganske enestående besluttedes det, at bestyrelsen altid skulle bestå af et lige antal kvinder og mænd. Blandt de andre kvindelige bestyrelsesmedlemmer var skolebestyrerinderne Th. Moltke, Elise Bay og Marie Kruse. CSC var et meget aktivt medlem af foreningen, hun skrev flere artikler i medlemsbladet og holdt offentlige taler i kvindeforsamlinger. I modsætning til mange andre fra borgerskabet, der anskuede offentlige fruentimmere som lastefulde og amoralske, lagde CSC altid vægt på, at det var arbejderkvindernes elendige lønninger, der tvang dem ud i prostitution. 1881 stiftede hun sammen med de øvrige kvinder i bestyrelsen for FLU en hjælpekasse, der skulle yde hjælp til faldne kvinder, som ville rejse sig. Der blev oprettet et arbejdshjem, hvor de kunne leve under en ældre kristen kvindes moderlige omhu og ledelse. Her blev kvinderne beskæftiget med håndarbejde og husgerning, og efter nogle måneders forløb kunne de sendes ud som vaskepiger eller syersker. Hjemmet fungerede i et år, herefter blev kvinderne oplært i private hjem. CSC fik kontrollen med hjælpekassens regnskaber og havde den øverste ledelse af den.
Et af de andre hverv, CSC havde i FLU, var at afgive den danske indberetning ved årsmøderne for sammenslutningen af nationale foreninger, der kæmpede for at ophæve den offentlige prostitution. Da hun i 1882 skulle til møde i Schweiz, gjorde hun ophold i Frankfurt, hvor hun tilfældigt traf en katolsk præst. Skønt CSC var en ivrig grundtvigianer, blev hun gennem samtaler med præsten overbevist om den katolske kirkes sandhed. Hun meldte afbud til mødet, rejste tilbage til Kbh., hvor hun opsøgte en katolsk præst og modtog undervisning i katolicisme. To måneder senere konverterede hun. På daværende tidspunkt havde der i 33 år været en grundlovssikret religionsfrihed i Danmark, men katolikkerne var kulturelt adskilt fra lutheranerne, de var som regel udlændinge og blev betragtet som en mærkværdighed. En del adelige og velstående danskere konverterede dog i disse år, deriblandt kammerherreinde Polly Berling og kunstnere som Johannes Jørgensen og Sophie Holten. Velset blandt lutheranerne var det dog ikke, og de konverterede katolikker dannede en særlig sofistikeret afvigergruppe.
Efter sin konversion trak CSC sig fra sit bestyrelsesarbejde i FLU, men inden for den katolske kirke fortsatte hun sit arbejde for kvinder. 1889 var hun medstifter af Skt. Elisabeths Understøttelsesforening, der i lighed med de samtidige understøttelsesforeninger stiftet i Kbh.s folkekirkelige sogne, støttede fattige trængende. Ved besøg i ansøgernes hjem undersøgte besøgsdamerne trangens omfang og tilstræbte at lære de fattige kvinder arbejdsomhed og nøjsomhed. CSC samlede desuden hovedstadens dårligt stillede katolske kvinder til møder. Sammen med en stab af damer fra de mere velhavende kredse serverede hun te og wienerbrød for de indbudte og søgte at “sammenslynge dem i Troens Enhed”. 1896 var hun medstifter af Den eukaristiske Forening, en dansk afdeling af Den evige Tilbedelses Udbredelse over hele Verden, hvis formål var at fremme andagten til Jesu hjerte til gavn for kirke, fædreland og hjem og til bekæmpelse af tidens ugudelighed. Kun kvinder kunne blive medlemmer, og de påtog sig en gang om måneden at holde tilbedelse i Skt. Ansgars Kirke foran det udstillede sakramente. Desuden oversatte hun bøger om den katolske tro: Lyksaligheden i Himlen, 1887, og Den guddommelige Eukaristi, 1898.
CSCs mand, baron Holger Stampe til baroniet Stampenborg og Viufgård, arvede i 1892 baroniet Nysø ved Præstø og blev dermed både lensbaron og meget velhavende. To år senere tiltrådte han det Charisiske fideikommis og fik tilladelse til at kalde sig Stampe-Charisius. Han havde stillet sig velvillig over for sin hustrus konversion, og 1896 konverterede han selv. Det nu meget velhavende katolske ægtepar oprettede 1897 Skt. Knuds Legat, og året efter købte de Skt. Knuds Kapel på hjørnet af Ny Kongensgade og Vester Voldgade, nedrev kapellet og opførte et nyt kapel samt husholdningsskolen Mariahjemmet. Det blev indviet i 1902, ægteparret flyttede selv ind i hjemmet, og da baronen døde i 1904, blev CSC overbestyrerinde for institutionen. I 1903 stiftede hun den danske afdeling af Mariabørnenes Forening af den ubesmittede Undfangelse for hjemmets elever. Formålet var at indvie medlemmerne til den hellige jomfru, således at de ved deres blufærdighed kunne modvirke alt, som krænkede dyden, ved deres jævnhed og tarvelighed modarbejde verdens pragtsyge, og ved deres iver og varme i troen modarbejde andres ligegyldighed og vantro. Da det var vanskeligt for CSC at finde katolske kvinder, der ville hjælpe hende med at bestyre Mariahjemmet, overdrog hun 1911 ledelsen til Skt. Elisabeth Søstrenes Ordenssamfund. Hjemmet kunne imidlertid ikke klare sig i de forandrede forhold for kvinder i årene op til verdenskrigen. Færre unge brød sig om at tilbringe to år på en husholdningsskole, når de nemt kunne få arbejde i butikker og på fabrikker, og i 1919 blev Mariahjemmet lukket. Det var CSC en stor sorg, at hendes livsværk ikke kunne fortsætte, men hun overdrog Vesterhus, som bygningen nu hed, til ungdomsforeningen Katolsk Ungdoms Værn.
Allerede i 1879 havde CSC uden held opfordret Regitze Barner til at oprette en dansk afdeling af den internationale værneforening Les Amies de la jeune fille. I 1910 realiserede hun selv projektet med Dansk Afdeling af den internationale katolske Forening til unge Kvinders Beskyttelse. Foreningen modtog unge udenlandske katolske kvinder, der ankom til Kbh. for at tiltræde en stilling. En dame var til stede på banegården og hjalp den unge pige, indtil hun havde fundet sig til rette. På samme måde støttede foreningen katolske piger fra provinsen samt danske katolske kvinder, der arbejdede i udlandet. Da kun meget få katolske piger fra udlandet kom til Danmark, lod foreningen i stedet sit værn omfatte de mange polske kvinder, der i disse år kom til Danmark som sæsonarbejdere i landbruget.
Mange af de velhavende kvinder, der konverterede til den katolske kirke, tog del i det velgørende arbejde for fattigere katolikker, men CSC var ubestridt den, der igangsatte den mest omfattende filantropi for katolske kvinder. Som mange andre anså hun usædelighed for at være tidens største onde, og hendes værnearbejde for unge katolske kvinder fortsatte i det spor, hun allerede var inde på i kampen mod prostitution. På sin 70-års fødselsdag i 1911 blev hun udmærket med ordenen Pro ecclesia et pontifice, indstiftet 1888 af Leo 13. som en af de få pavelige ordner, der kunne bæres af kvinder.
Foto i KB.
Nordisk Ugeblad for katholske Kristne 53/1911, 52/1921, 12/1922, 30/1922, 22-26/1931, 38/1937.
Karin Lützen
Kilde: Kvindebiografisk Leksikon
https://www.kvinfo.dk/side/597/bio/1612/origin/170/ | Bardenfleth, Caroline Charlotte Marianne Sophie (I13901)
|
| 4448 |
Caroline von Schimmelmann, née Tugendreich Friedeborn (1730–1795), was a Danish countess.
Her parentage is unknown, but she was the foster daughter of Heinrich Ernst von Gersdorfs in Dresden, and given a good education by him. She married Heinrich Carl von Schimmelmann in 1747. Her spouse had an important role within Danish government from 1762, and the couple became central figures within the Danish aristocracy. The masquerade balls hosted by the Schimmelmann couple in their palace in Copenhagen belonged to the foremost centers of Danish society life in the 1760s, and these balls were later blamed to have encouraged queen Caroline Matilda's adultery with Struensee: the couple were also noted to have behaved suspiciously at them.
Schimmelmann belonged to the queen's closest circle of friends, and was decorated with the Matildeordenen in 1771. Described as an intelligent and kind character, who managed her household and the upbringing of her children with good economic sense, she was also regarded as an attractive woman who looked much younger than her years, and had herself the major Seneca Otto Falkenskjold for a lover.
However, the queen's relationship with Struensee made her worried, and her close favor with the queen caused a conflict in the connection between her spouse and Count Johann Hartwig Ernst von Bernstorff.[1] Her spouse was asked to use his wife to influence the queen to end her affair with Struensee, but he refused and commented that the queen was their ruler and did as she pleased.
The Schimmelmann couple was not affected by the fall of Struensee and the queen in January 1772, despite Caroline von Schimmelmann's position as the queen's intimate friend, and her spouse made a successful career in the new regime. After his death in 1782, Caroline von Schimmelmann retired as society hostess and spent the rest of her life moving about between the homes of her children.
In 1774-75, her son Ernst Schimmelmann belonged to the conspirators around Nathaniel William Wraxall, who planned to install queen Caroline Matilda as regent of Denmark.
Kilde: https://en.wikipedia.org/wiki/Caroline_von_Schimmelmann
| Friedeborn, Caroline Tugendreich (I9971)
|
| 4449 |
Caspar Christopher Brockenhuus (ca. 1649 – 10. april 1713 på Hovindsholm, Ringsaker, Hedmark) var en dansk-norsk godsejer og officer.
Han var søn af lensmand på Tønsberg Johan Brockenhuus (1614-1673) og Anna Rantzau (ca. 1618-1673). Faderen ejede Sebber Kloster i Nørrejylland samt Hovindsholm, Tjerne og Skridshol i Norge, som Caspar Christopher Brockenhuus arvede ved faderens død. Sebber Kloster solgte han 1697.
13. februar 1671 blev Brockenhuus immatrikuleret ved universitetet i Leiden, blev 1672 kornet ved norske rytterregiment, 1673 løjtnant, 1675 tillige generaladjudant og 1. oktober samme år ritmester. 1. september 1676 blev han oberstløjtnant og fik 13. marts 1711 afsked med generalmajors karakter.
Brockenhuus ægtede Cathrine Hedewig Løwenhielm (1661 i København – 5. maj 1719 på Hovindsholm), datter af general Hans von Løwenhielm.
Han er begravet i Nes Kirke. | Brockenhuus, Casper Christopher (I7490)
|
| 4450 |
Cause: poisened | Visconti, Barnabo Di' (I1219)
|
|
.jpg "Reventlow, Christian Ditlev 1671-1738")
