| |
Match 4,101 til 4,150 fra 11,367
| # |
Notater |
Knyttet til |
| 4101 |
BESIDDELSER: Jersbek, Steggen v. Oldesloe og Neuendorf v.Glückstadt
http://de.wikipedia.org/wiki/Theodor_von_Reventlow
TITEL: Greve
R. blev Student 1818, og efter at han 1822 havde taget juridisk Eksamen i Glückstadt, blev han 1825 Auskulant i Slesvig-holstenske Kancelli og fungerede 1828-34 som Legationssekretær i St.Petersborg. 1835 udnævntes han til Amtmand over Cismar Amt, men tog allerede 1838 sin Afsked og valgtes 1840 til Provst for St. Johannes Klostret i Slesvig; 1847 nedlagde han ogsaa dette Hverv.
1840 var R. blevet Medlem af Slesvigs Stænder som kongevalgt Medlem, og 1846 var han Forsamlingens Vicepræsident. Som Stændermedlem indtog han en moderat Holdning i Nationalitetsspørgsmaal. I Hiort Lorenzen-Striden 1842 stillede han sig paa det Standpunkt, at Medlemmerne fra det nordlige Slesvig var berettiget til at tale Dansk, men de kunde ikke forlange, at Forretningsførelsen skulde rette sig derefter, og 1844 modsatte han sig Gülichs Forslag om Indførelse af en konstitutionel Forfatning paa Basis af Landsrettighederne.
1848 blev R. Medlem af den slesvig-holstenske Landsforsamling og Okt. 1848 Præsident i Fællesregeringen, til denne i Marts 1849 afløstes af Statholderskabet. Den holstenske Stænderforsamling, af hvilken han 1855 var blevet Medlem, valgte ham 1856 ind i Rigsraadet, hvor han modsatte sig Tanken om et konstitutionelt Fællesskab imellem Holstenere og Danske og i Anledning af Sprogforvirringen mente, at "man bliver jo til sidst fuldkommen stupid" af at være Medlem af Forsamlingen. Det var paa R.s Forslag, at de fleste af Holstenerne nedlagde deres Mandater .
Efter 1864 levede han tilbagetrukken paa sine Godser Jersbeck og Stegen, som han havde købt 1840. - Hofjægermester 1827. Kammerherre 1841. - R. 1832. Maleri. Portrætteret paa W. Heuers Litografi af den provisoriske Regering og paa Træsnit af Stænderforsamlingen. | Reventlow, Theodor (I12222)
|
| 4102 |
BESIDDELSER: Kaltenhof
TITEL: Greve
Georg Carl Ernst Graf zu Reventlow
Geboren am 16.8.1839 in Schleswig, gestorben am 17.6.1910 in Kiel. Besitzer von Gut Kaltenhof. Durch Heiraten Verwandtschaft mit FR's Eltern und damit mit ihr selbst.
| Reventlow, Georg Carl Ernst (I13482)
|
| 4103 |
BESIDDELSER: Lelkendorf, Schwastorf og Schwetzin
Han havde Lelkendorf der var blevet bortpantet til ham af Calixtus von Levetzow i 1551, Schwastorf og Schwetzin, af hvilke to Godser den ene part tilfaldt ham med Hustruen, den anden overdroges ham af Hertug Johan Albrecht I, der nævnte år udstedte et Lehnsbrev for ham på Godserne, hvorefter de, i tilfælde af, at Heino døde barnløs, skulle nedarves som Lensgods af hans broder Lorenz og dennes efterkommere i nedadstigende linie og sidelinjer. | Reventlow, Heino (I3104)
|
| 4104 |
BESIDDELSER: Mehlbek og Beckhof
TITEL: Friherre
Kongelig dansk landråd og regeringsråd ved hertugdømmet i Bremen
Han havde 4 døtre og en søn ved navn Christian Ernst
Kilde: Des Heil. Röm. Reichs Genealogisch-Historisches Adels-LEXICON ..., Bind 1 side 1844 (Google Books) | Reichenbach, Friherre Christian Ernst (I8270)
|
| 4105 |
BESIDDELSER: Neudorf
Reventlow, Frederik, 1648-1728, Geheimeraad, Broder til Storkansler Conrad R., fødtes 10. Sept. 1648 i Kiel, udnævntes i ung Alder til Lieutenant, blev 1669 Hofjunker og var 1675 Ritmester i Broderens Regiment (2. fynske nationale Rytterregiment).
Aaret efter ansattes han som Ritmester i den nyoprettede skaanske Rostjeneste som Chef for Øster og Vester Gjønge Herreders Kompagni. Udnævnt til Major havde han om Efteraaret Station ved Christiansstad og førte her fra i Forbindelse med Snaphanerne fra Øster Gjønge Herred en Guerillakrig mod de svenske Strejfpartier af Ebbe Ulfeldts og Pontus de la Gardies Korps. Efter at den skaanske Rostjeneste var bleven opløst i Begyndelsen af 1677, indtraadte han som Major i 1. sjællandske nationale Rytterregiment og udnævntes s. A. til Oberstlieutenant. Udtraadt af Krigstjenesten blev han 1682 Landraad, Aaret efter Amtmand i Husum og 1685 Etatsraad. 1695 fik han det hvide Baand.
I Aarene 1698-1703 varetog han i Lybek Danmarks Interesser i Prins Carls Kandidatur til Koadjutorværdigheden. Udnævnt til Gehejmeraad 1699 fik han 1727 det blaa Baand. Han var Patron for Klosteret i Itzeho og 1704-25 Klosterprovst i Uetersen. Efter Faderen havde R. 1664 arvet Godset Neudorf.
Han døde 29. Okt. 1728. Gift 1. (24. Okt. 1672) med Catharine Brockdorff (f. 10. Jan. 1644 d. 13. Okt. 1673), Datter af Joachim B. til Wensin, Rohlstorf osv. og Anna Margrethe Rantzau; 2. (1677) med Anna Hedevig v. Qualen (f. 1642 d. 18. Marts 1717), Datter af Landraad Claus v. Q. til Siggen og Lucie Beate Rantzau.
Louis Bobé.
| Reventlow, Friedrich (I7962)
|
| 4106 |
BESIDDELSER: Obersitz i Sachsen og Tobersø i Norge
| Gersdorff, Christoffer Frederik (I16323)
|
| 4107 |
BESIDDELSER: Rastorf
Fra 1546 til sin død amtmand i Kiel, Neumünster og Plön, 1564 til Rastorf.
| Rantzau, Ove von (I3508)
|
| 4108 |
BESIDDELSER: Reetz, Futterkamp, Neuhof mfl
TITEL: Geheimeråd, tysk kansler.
Han havde købt Futterkamp i 1648 af Bertram Reventlow og lagt til Reetz, havde Neuhof ved Ratzeburg, som var forlehnet af Kongen og Waterneverstorf. Han immatrikulerede 1611 i Greifswald og 1615 i Rosock. HAn var 1624 kammerjunker hos Hertug Adolf Frederik af Meklenburg-Schwerin og 1628 kammerjunker hos Hertug Johan Frederik af Bremen. 1628 blev han afsendt til Tilly og 1630 til Regensburg og 1632dansk Geheimeråd og tysk Kansler. 1633 afsending til Sachsen og blev så 1639-42 Kannik i Hamburg. Han var 1639-42 Lensmand i Romsdalen og 1642 Amtmand i Haderslev og fratrådte 1 maj 1649. Landråd, underhandlede 1661 med Hertugen af Gottorp om salget af Futterup.
------------
Ditlev Reventlow, 4. el. 27.4.1600-13.8.1664, kansler. Født på Ziesendorf i Mecklenburg, død i Kiel, begravet i Slesvig domk. R. studerede i Greifswald 1611, i Rostock 1615, derpå i Strasbourg og rejste så i Frankrig, England, Holland og Italien.
Efter fra 1624 at have været kammerjunker hos hertug Adolf Frederik af Mecklenburg trådte han i tjeneste hos ærkebisp Johan Frederik af Bremen, først som hans råd og kammerjunker, siden som hans marskal, og benyttedes i adskillige diplomatiske sendelser, som 1627 til Sachsen og kejseren, 1628 til J. T. Tilly og A. v. Wallenstein og 1630 til kurfyrstedagen i Regensburg. Imidlertid var Christian IVs opmærksomhed blevet henledt på ham, hvis far havde været i dansk tjeneste; sept. 1632 overdroges det Henrik Rantzau til Schmool at forhandle med ham, og resultatet blev at han endnu inden årets udgang blev gehejmeråd og tysk kansler. Hurtigt blev han kongens meget betroede mand hvem vigtige forhandlinger i Tyskland overdroges.
Allerede dec. 1632 sendtes han til Sachsen for at skille kurfyrsten fra Sverige og virke for underhandlinger om særfred mellem ham og kejseren; fra Dresden tog han til kurfyrst Maximilian af Bayern og derpå til Wallenstein i Prag. Næppe var han kommet tilbage til Kbh. i april 1633 før han i juli på ny sendtes til kurfyrsten af Sachsen for at træffe overenskomst om den udvalgte prins Christians forlovelse med Magdalena Sibylla. I slutningen af 1634 fulgte han hertug Frederik (III) til Bremen stift efter at dette var blevet ledigt ved hans forrige herre Johan Frederiks død, og medvirkede ved afslutningen af overenskomsten med de svenske befuldmægtigede i febr. 1635.
I de følgende år havde han mest ophold i Glückstadt og var derfra en af hovedmændene ved kongens vigtige underhandlinger om fredsmæglingen i Hamburg 1639–42 både med de kejserlige befuldmægtigede Kurtz, Lützow og Auersperg og det engelske sendebud Thomas Roe; 1641 var han desuden i Stade ved forligsforhandlingerne med de nederlandske gesandter; 1643 sendtes han til Braunschweig i anledning af hertug Frederiks ægteskab med Sophie Amalie.
Til alle disse hverv medbragte den smukke, fine og kunskabsrige mand betydelige evner i retning af praktisk dygtighed og talent til at gribe fordelene ved en situation; han var tilmed forsigtigere end Christian v. der jo en tid var Christian IVs egentlige udenrigsminister; men det synes ikke at han har besiddet egentlig større overblik og skarpsynethed eller været i stand til at udkaste større planer. Thomas Roe fremhæver hans protestantiske sindelag og hans uegennyttighed, og der er derfor næppe grund til at fæste lid til en beskyldning imod ham for at have været bestukket af Spanien.
Efter krigens udbrud 1643 forlod R. Glückstadt og tog i flere år ophold i Kbh. som leder af tyske kancelli; i denne egenskab forhandlede han 1644 både med de nederlandske gesandter og med den kejserlige udsending Plettenberg og den franske de la Thuillerie. 1647 sendtes han til Sachsen i anledning af prins Christians død der. – Imidlertid var han 1639 (-46) blevet forlenet med Romsdalen i Norge.
Vigtigst var det dog at han 1642 udnævntes til amtmand over Haderslev amt. Denne udnævnelse vakte den stærkeste misfornøjelse hos det slesvigholstenske ridderskab fordi han ikke var indfødt men mecklenburger, og vistnok tillige fordi han både i hertugdømmerne og, som det synes, i Danmark var anset for at nære udpræget monarkisksindede anskuelser. Den blev også grunden til hans fald; thi de Frederik III ved sin tronbestigelse anså det for rigtigst at være imødekommende mod stænderne blev han i okt. 1648 afsat fra sin amtmandspost. Hertil skal dog have medvirket uvenskab både fra Christian Rantzaus og Corfitz Ulfeldts side og måske også Theodor Lentes bestræbelser for at få magten i tyske kancelli; i hvert fald mistede han også kanslerembedet.
I foråret 1649 forhandledes der dog på ny med ham om at overtage dette embede, men det blev ikke til noget. Endnu s.å. hed det sig at han ville gå i svensk tjeneste, men heller ikke dette skete. Han førte i den følgende tid et ret tilbagetrukket liv, vel dels på sine godser – Reetz og Gitschow i Mecklenburg, Futterkamp (købt 1648) og Neudorf (hvormed Christian IV 1642 forlenede ham) i Holsten (Kr. Pløn) – dels i Hamburg hvor han havde et kanonikat
Familie
Forældre: Henning R. til Ziesendorf og Reetz (1551–1624, gift 1. gang 1590 med Valentine v. Vieregg, 1572–92) og Sophie Sperling (1578–1636). Gift 1636 på Neuhaus med Christine Rantzau, født 1618, død25.1688, begr. i Slesvig domk., d. af Henrik R. til Neuhaus (ca. 1570–1620) og Catharine Rantzau (1590–1655, gift 2. gang 1626 med Volf Buchwald, død 1637). – Far til Conrad R. | Reventlow, Detlef (I6031)
|
| 4109 |
BESIDDELSER: Rudbjerggård, Fredsholm samt Rosenlund
| Bülow, Christian von (I20429)
|
| 4110 |
BESIDDELSER: Siges at have ejet Søbo
Beseglede 1358 som forlover for Hertuginde Rikarda forliget om Kong Valdemar og hende om Als. Var 1363 Ridder.
| Jensen, Henrik (I1044)
|
| 4111 |
BESIDDELSER: Stamhuset Erholm og Søndergaarde
Hans Wilhelm Cederfeld de Simonsen (10. juli 1777 på Erholm – 5. maj 1836 i Odense) var en dansk godsejer og stiftamtmand, fader til Christian Cederfeld de Simonsen.
Hans fader var kammerjunker Lorentz Christian Ernst Cederfeld de Simonsen, der 1776 havde ægtet Anne Sophie Simonsen og derved opfyldt betingelsen for at tiltræde besiddelsen af Stamhuset Erholm og Søndergårde. Han blev student 1794 (privat dimitteret), juridisk kandidat og auskultant i Rentekammeret 1798, kammerjunker 1802, amtmand over Listers og Mandals Amter 20. december 1805, stiftamtmand over Christianssands Stift samt amtmand over Nedenæs og Råbygdelagets Amter 7. maj 1810, kammerherre samme år, stiftamtmand over Lolland-Falsters Stift samt amtmand over Maribo Amt 26. november 1811 og samme år (28. januar) Ridder af Dannebrog og endelig 12. april 1814 stiftamtmand over Fyens Stift samt amtmand over Odense Amt, i hvilke embeder han døde 5. maj 1836. 1. august 1829 blev han Dannebrogsmand. Cederfeld de Simonsen var blandt de i 1832 til overvejelse om stænderindretningen indkaldte oplyste mænd. 1822 havde han efterfulgt sin fader i besiddelsen af ovennævnte stamhus.
Han blev gift 13. august 1814 på Borreby med Elisabeth Castenschiold (30. marts 1792 på Borreby – 4. september 1883 i København), datter af generalløjtnant Joachim Castenschiold til Borreby. | Cederfeld de Simonsen, Hans Wilhelm (I11080)
|
| 4112 |
BESIDDELSER: Stamhuset Erholm og Søndergaarde
Vicelandsdommer i Fyn, kammerjunker Lorentz Christian Ernst Bertelsen de Cederfeld (1752-1822), blev af konferensråd Hans Simonsen til Erholm (1688-1768), en broder til hans mormoders mormoder Karen Borchenfeldts 3. mand, krigskommissær Andreas Simonsen til Erholm, indsat til arving af det af nævnte Hans Simonsen 25. november 1761 erigerede Stamhus Erholm (med Søndergårde), hvilket han tiltrådte 1777, efter året før at have ægtet erektors brodersøns datter Anna Sofie Simonsen (1755-1802), et ægteskab, der var stillet ham som betingelse for at kunne erhverve stamhuset.
Ved kongelig resolution af 9. marts 1798 antog han navnet Cederfeld de Simonsen.
| Cederfeld de Simonsen, Lorentz Christian Ernst Bertelsen (I10703)
|
| 4113 |
BESIDDELSER: til Ascheberg og Weissenhaus (1639, solgt 1667 til Bertram Pogwisch)
BIOGRAFI: immatrikuleret 1633 i Basel, fik 1634 sammen med broderen Hans og Claus v. Ahlefeldt af A. Oxenstierna Pas til Strassburd, 1635 immatrikuleret. i Siena, deltog 1642 i krigsrådet i Kolding, hvervede som Major 1644 et rytterkompagni., tjente 1644-45 under General v . Baw yr, Oberstvagtmester og Kammerjunker 1645-46, 1650 Ritmester ved rostjenesten i Holsten , 1657 Oberst og chef for et rytterregiment, 1658 i svensk tjeneste, men i september samme år endnu i Danmark. Fik expektance på amtmandskabet i Segeberg, red. 1660
til Ascheberg
| Rantzau, Bertram (I6681)
|
| 4114 |
BESIDDELSER: Tvilumgaard
Mads Poulsen var storkøbmand i Randers, hvor han fra 1638 var rådmand og fra omkr. 1655 borgmester. Han fratrådte vist stillingen som borgmester 1664, nævnes 1668 som tolder i Randers og ejede fra 1661 godset Tvilumgaard ved Faarvang.
Mads Poulsen blev født 20. juni 1600 i Randers (l), søn af Poul Nielsen, rådmand og senere borgmester i Randers, og hustru Kirsten Madsdatter.
Han døde 1678 - vel på Tvilumgaard i Tvilum sogn (2). - Han blev vel begravet i Tvilum Kirke, men 1715 lod datteren Maren sine forældre overflytte til Skt. Mortens Kirke i Randers (3).
Han blev gift 1621 med Anne Nielsdatter; hendes påstående mellemnavn Vestenie kendes kun fra sønnen Peder Rosenørns gravminde i Tvilum Kirke, hvor han ligeledes udsmykkede faderens navn med tilføjelsen von Rosenørn (4).
Anne blev født 17. september 1601 i Randers, datter af Niels Jacobsen, senere rådmand og sidst borgmester i Randers, og hustru Maren Pedersdatter. - Faderen skrev da i sin stambog (5).
Anne Nielsdatter blev født den 17. september om tirsdag morgen, der klokken var to efter midnat udi vægtens tegn anno 1601.
Hun døde 1663 eller senere. Adelsårbogen angiver, at hun døde 1653 i Randers - født 1591, altså 62 år gl. - Stamtavlen i Tycho de Hofmans bog om Peder Lasson fra 1753 hævder, at hun døde 1663, 62 år gl., hvilket passer med bedre med hensyn til fødselsåret. Sidstnævnte sted oplyses om hende: Var udi sin tid meget bekendt af hendes forstand.
Børn
Anne og Mads Poulsen fik 6 børn(6):
1. Poul Madsen (Ørn!), ca. 1623-1659. Hans tilnavn Ørn kendes kun fra Hofmans stamtavle 1753; han blev student 1642 fra Viborg Katedralskole(7), studerede 1652 i Padua i Italien. Tavlen fra 1753 siger, at han fulgte krigen udenlands i 12 år og vovede sin trøje så yderlig i Københavns belejring, at han blev skudt i et udfald 1659, 36 år gl.
2. Peder Madsen Lassen, 1624-1676, land- og krigskommissær: i Jylland. Gift 1671 med Marie Worm, 1649-1715, datter af professor, dr.med. Ole Worm og Magdalene Motzfeldt. Marie Worm, der fra 1678 ejede Brusgaard i Galten herred, blev gift anden gan1 1680 med generalmajor Mathias Numsen, 1646-1731, ejer af Fuglebjerg og Saltø.
3. Kirsten Madsdatter, adlet Rosenørn 1679, 1628-1694. Gift første gang 1658 med Clement Clementsen, død 1672, amtsforvalter over Skanderborg og Aakjær amter. Gift anden gang 1677 med Peder Lerche, 1642-1699, landsdommer og ejer af Lerkenfeld.
4. Karen Madsdatter, 1630- 1710. Gift 1663 med Niels Mogensen, 1610-1666, borgmester i Randers fra 1664.
5. Peder Madsen (Mathiesen), adlet Rosenørn, født 1635, ane 588.
6. Maren Madsdatter, 1643-1723. Gift 1667 med Jens Poulsen (Kolding), 1635-1687, søn af rådmand Poul Bertelsen og hustru Johanne Mortensdatter i Koldings. Jens Poulsen var 1664-68 amtsforvalter over Møns Land, men fra 1668 over Havreballegaard amt, samt assessor i Kommercekollegiet, land- og krigskommissær, ejer af Søbygaard ved Hammel. Deres tre sønner, der blev adlede 1718, var landsdommer Mathias Poulson til Søbygaard, Niels Poulson til Gunderupgaard og Jochum Poulson til Vaar.
Mads Poulsen
Han var fra giftermålet 1621med den hovedrige borgmester Niels Jacobsens datter Anne storkøbmand i Randers, hvor han måske boede i den store endnu bevarede bindingsværksgård på hjørnet af Houmeden og Rådhustorvet, som sønnen Peder Rosenørn senere skal have ejet(9). Denne gård, Houmeden 2-4, der nu er stærkt ombygget, skal være opført omkr. 1570 og havde gavl mod torvet, to stokværk og 19 fag langs Houmeden. - Særlig karakteristisk er de krydsede skråstivere andreaskors, der peger på tysk byggeskik.
I 1627 havde Mads Poulsen købt en del rug på godserne Gl. Estrup og Sostrup af ejeren, rigsmarsk Jørgen Skeel, lensmand på Vestervig Kloster. Men på grund af modvind og tjendernes hastige indfald i Jylland, der i efteråret 1627 blev besat af den kejserlige feltmarskal Wallenstein, fik Mads Poulsen ikke sin rug - eller kun en mindre del deraf - hentet. Efter krigens afslutning 1629 lod Jørgen Skeel ham tiltale for hele betalingen for kornet. - Mads Poulsen lod sagen indanke for kongen, der 31. marts 1630(10) udbad sig Christopher Gersdorffs erklæring om foholdene.
På grund af besættelsen af Jylland flygtede de velhavende borgere fra de jyske købstæder over Kattegat til de nuværende svenske lande Halland og Skåne. - Mads Poulsens kone flygtede sammen med sin mor Maren Pedersdatter(11) til Marstrand, hvor hun i januar 1628 fødte datteren Kirsten.
Mads Poulsen, borger i Randers, og broderen Thomas Poulsen, rådmand samme sted, nævnes 28. september 1630(12) blandt de 24 dannemænd i Randers, der skulle have tilsyn med byens hospital eller fattiggård. -Ligeledes sammen med broderen underskrev han til vitterlighed 28. januar 1631(13) sin svigermor, Maren Pedersdatter, salig Niels Jacobsens efterleverske, hendes handel med Kronen.
I 1632 kunne Mads Poulsen låne 1.000 speciedaler til adelsdamen Berte Stygge, der 12. oktober 1632, læst 20. oktober(14), som pant overdrog ham et pantebrev på 2.580 speciedaler, som hun igen 18. december 1629 havde modtaget af Iver Dyre med pant i jordegods i Taars og Ugilt sogne i Vendsyssel.
Sammen med sin svigermor Maren, Niels Jacobsens efterleverske, borgerske i Randers, fik Mads Poulsen via borgmestre og råd i Randers 20. april 16331(5) centraladministrationens ordre om at indsende deres jordebøger til Jørgen Urne til Alslev inden Skt. Hansdag. - Året efter nævnes Mads Poulsen blandt de voldgiftsmænd, der 13. marts 163416 blev udset til at bedømme sagen mellem Peder Ankersen i Randers og Jens Bang i Aalborg, der havde købt et skib af førstnævnte.
5. april 1634, læst 26. april (17), udstedte Valdemar Løkke til Grinderslev Kloster i Salling et pantebrev til Mads Poulsen i Randers og Hans Sørensen i Aalborg på 200 rdlr. med pant i en halvgård på Thyholm. - Og 13. juni samme år, læst 21. juni (18), solgte Mads Poulsen ved skøde et par mindre ejendomme i Bovense sogn ved Nyborg til Mogens Kaas; han havde erhvervet sig godset ved indførsel. Samtidig skødede han to gårde i Ulbølle sogn på Sydfyn til Johan Friis til Ørritslevgaard.
7. juli 1634 (19) stævnede Jens Bang i Aalborg Mads Poulsen i Randers til bytinget i Aalborg for 50 tdr. salt, fordi Mads havde sagt god for Jens Christensen i Nors (i Thy) for 5 sldlr. pr. td. - Mads Poulsen ønskede sagen behandlet ved sit værneting (bytinget i Randers), hvorfor intet videre skete i Aalborg.
Mads Poulsen i Randers og hans hustru Anne Nielsdatter fik 22. februar 1638 (20) kgl. stadfæstelsesbrev i begges levetid på Kronens part af korntienden af Borup og Raasted sogne i Støvring herred samt Hornbæk i Taanum birk, hvoraf de årligt skulle svare 40 tdr. rug, 24 tdr. byg og 24 tdr. havre til Randers Hospital inden Fastelavn. - Samme år ses Mads Poulsen at være taget i ed som rådmand i Randers 13. august 1638 (21); udnævnelsen til rådmand viser hans position og anseelse i byen.
Til snapsting 1 639(22) ses Mads Poulsen at have modtaget 85 rdlr. som rente for 4 år 30 uger af 300 rdlr., som svigerinden Maren Nielsdatter havde udlånt til den lærde Holger Rosenkrantz til Rosenholm og fru Sophie Brahe. - Skyldnerne viste ikke hvem, der skulle have renterne af beløbet, derfor de 4½ års restance. Også til snapsting 1640 modtog han renter af beløbet, nemlig 24 rdlr. - 13. maj 1639 (23) bevilgedes Mads Poulsen - vel i anledning af en fest - fem dyr fra skovene i Hald len, men han skulle betale derfor.
I 1637 eller måske senest 1639 havde Mads Poulsen købt korn hos lensmanden på Vestervig Kloster, rigsmarsk Jørgen Urne, som derfor havde modtaget en obligation på 1.200 rdlr. - Denne obligation havde Mads Poulsen fået af Diderich Krefting i Bremen, som havde beløbet tilgode hos den danske konge. - Denne sag omtales i Kancelliets breve 4. november 1639, 26. april 1641 og 20. oktober samme år (24), da sagen endnu ikke var ude af verden.
Mads Poulsen var en velhavende mand, der kunne låne 700 rdlr. til den fattige Palle Rosenkrantz til Vesløsgaard; sidstnævntes svoger Iver Krabbe havde kautioneret for beløbet, hvilket fremgår af to breve af 16. august 1651 og 29. september samme år, læst henholdsvis 27. august og 8. oktober ved Viborg landsting (25).
Omkr. 1655 overtog Mads Poulsen den ene af de to poster som borgmester i Randers, hvor han blev taget i ed af den kgl. lensmand på Dronningborg Henrik Thott til Boltinggaard; dette embede havde han vist indtil 31. oktober 1664, da to nye borgmestre blev taget i ed (26).
Mads Poulsen og Jacob Nielsen (bror til Mads' kone) underskrev til vitterlighed 29. september 1656 (27) en arveoverdragelse inden for den von Andersenske slægt, hvortil Jacobs kone hørte.
Som borgmester i Randers underskrev Mads Poulsen 10. januar 1661 28 borgerstandens arvehyldningsakt sammen med tre rådmænd og to borgere fra byen. Hans segl indeholder navnet, en dødningehoved og neden under et bomærke, hvis grundelement er et andreaskors (kryds). - Akkurat samme bomærke havde faderen benyttet 1584, 1608 og 1609 (29).
Mads Poulsens bomærke kendes tillige fra en damaskdug, fremstillet i Harlem i Holland, nu i Kunstindustrimuseet i København; dugen, der har en vævet fremstilling af Jacobs historie, er desuden prydet med et broderi bestående af to borgerlige våbenskjolde, det ene med nævnte bomærke, det andet med et Jesus-monogram; over skjoldene initialerne M.P.S. og A.N.D. og neden under årstallet 1657.
På Nationalmuseet findes en malmlysestage med de samme skjolde og bogstaver, men med årstallet 1663. - Alene af denne grund kan Anne Nielsdatter ikke være død allerede 1653.
Borgmester Mads Poulsen i Randers må under Svenskekrigene 1657-59 eller før have forstrakt Kronen med store beløb, for 6. juli 1661 30 fik han for 35.034 rdlr. 43½ sk. udlagt det middelalderlige Tvilum Kloster med tilhørende birk i Tvilum sogn ved Faarvang mellem Viborg og Århus. Selve hovedgården - Tvilum Ladegaard eller Tvilumgaard - var på 50 tdr. hartkorn, hvortil kom store skovstrækninger, flere ålegårde og 540 tdr. hartkorn bøndergods, samt jus patronatus og tienderne til Tvilum Kirke. - Blandt de største af bøndergårdene var Holmgaard i Serup sogn.
At eje jordegods - den mest ansete form for kapitalanbringelse - opfyldte et brændende ønske for alle borgermænd efter statsomvæltningen 1660, og ikke mindre end tre borgmestre i Randers (31) anbragte efter 1660, da forbuddet mod, at borgerlige ejede jordegods, blev ophævet, hele deres formue i jordegods. De to af dem - borgmester Mads Poulsen og borgmester Johan Stenbech - fik endog bevilget deres afsked fra bestillingen og trak sig tilbage som godsejere. - Bl.a. dette forhold betød en tilbagegang for byen.
Også andre end kongen lånte penge af Mads Poulsen, - 14. februar 1662, læst 26. februar (32), udstedte Knud Seefeld til Oksholm på Øland i Limfjorden og hans hustru Karen Friis et pantebrev på 12.600 erkende rdlr. in specie til ærlig, vise og velfornemme mand Mads Poulsen, borgmester i Randers, med pant i godset Oksholm på 132 tdr. hartkorn samt bøndergods. -Dette gods overtog Mads Poulsen ved indførsel 21. marts 1667, læst 25. april (33).
Men allerede 25. januar 1668, læst 31. januar (34), transporterede Mads Poulsen, Clement Clementsen (svigersøn), Peder Mathiesen (sønnen) og (svigersønnen) Jens Poulsen (Kolding) godset til Hans Friderich Levetzaa. - Dog synes ærlig, højagtbare og velfornemme mand Mads Poulsen, kgl. majestæts tolder i Randers, og hans børn ved indførsel 4. marts 1668, læst 11. marts (35), at have erhvervet sig rettigheder i Oksholm.
Sine sidste år synes Mads Poulsen at have tilbragt i ro på godset Tvillumgaard, til hvis sognekirke i Tvilum han og hustru skænkede både alterkalk og dåbfad (36). Kalken, der nu findes i annekssognet Skorups kirke, og som i 1898 har fået fornyet selve bægeret, skal være skænket 1667 og på fodtungerne have indgraveret bl.a. evangelisterne med deres tegn samt bomærkeskjold og initialerne M.P.S. og A.N.D. - Det sydtyske dåbsfad i Tvilum Kirke bærer ligeledes givernes bomærker og initialer.
Som nævnt lod parrets datter Maren sine forældre flytte til Skt. Mortens Kirke i Randers, hvor hun lod opsætte en tavle med indskriften:
Anno 1715 haver Maren Madsdatter, salig assessor Poulsens ladet dette epitafium og sin salig faders borgmester Mads Poulsens og moders Anne Nielsdatters lig nedsætte i dette sit begravelse, som siden 1565 familien tilhørt haver. - Tavlen findes vist ikke mere.
Noter:
1. Danmarks Adels Aarbog 1967, 11, s. 21.
2. Stamtavle over slægten Rosenørn i Danmarks Adels Aarbog 1932, II, s. 144ff, samt stamtavlen i Tycho de Hofmann: Fundationer paa de Legata, som ere stiftede af Peder Lasson, 1753.
3. S. A. Stadfeldt: Randers Bys Diplornatarium, s.227, Landsarkivets håndskriftsamling. H. 7 (516) -1.
4. Afskrift af gravmindet i Heilskovs samling H.1(9) - 18, hæfte V, s. 20.
5. Borgmester Niels Jacobsens stambog, udgivet ved Albert Fabritius 1966, s. 15.
6. Stamtavlen 1932 i kilde 2, s. 144-45.
7. Sixhøj: Viborg Katedralskoles dimittender 1630-1879, 1968, s. 14, nr. 116.
8. Danmarks Adels Aarbog 1909, s. 364ff.
9. Povl v. Spreckelsen: Randers bys gamle gader og gadenavne, 1966, s.27, Trap: Danmark, 5. udg., Randers amt 1966, s. 60709, samt Aage Brunoe: Randers, historisk-topografisk Beskrivelse med Biografier, 1924, s. 319.
10. Kancelliets Brev bøger 1630-32, 1932, s. 127.
11. Tycho de Hofmans bog i note 2, s. 14, samt stamtavlen 1932 i adelsårbogen.
12. Kilde 10, s. 246.
13. Kronens Skøder, bd. 1, 1535-1648, 1892, s. 448.
14. Viborg landstings skøde- og pantebøger (trykt) 1624-37, 1966-70, s. 177-78.
15. Kancelliets Brev bøger 1633-34, 1936, s. 127.
16. Samme, s. 519.
17. Kilde 14, s. 222.
18. Samme, s. 226.
19. D. H. Wulff: Jens Bang, 1885-86, s. 101-02.
20. Kancelliets Brev bøger 1637-39, 1944, s. 321.
21. Randers bys bog fra ca. 1605, D.21-330, fo1 .26b.
22. Sophie Brahes regnskabsbog 1627-40 v. Henning Paulsen; 1955, 195 og 212,
23. Kilde 20, s. 762.
24. Samme, s.927, samme 1640-41, 1950, s. 451-52 og 602-03.
25. Viborg landstings skøde- og pante bøger (trykt) 1645-52, 1969-73, s. 231 og 235.
26. Kilde 21, fol.4b-5a.
27. Viborg landstings skøde- og pantebøger (trykt) 1653-57, 1978, s. 242.
28. S.A. Stadfeldt: Beskrivelse over Randers Købstad 1809, 2. udg., 1976, s. 121 og 138, samt Allan Tønnesens artikel Fra bomærke til adelsvåben - To Randersslægters sociale opstigen, Heraldisk Tidsskrift t marts 1981, s. 132ff.
29. Tønnesen i note 28, samt Randers bys vilkår og artikler 1609 v. John Kousgaard Sørensen, 1965, s.76.
30. Kronens Skøder, bd.2, 1648-88, 1908, s. 90ff.
31. Randers Købstads historie v. P. v. Spreckelsen, bd. 2, 1952, s. 394-95.
32. Viborg Landstings skøde- og panteprotokol 1662, B.24-630, fol. 113.
33. Samme 1667-68, B.24-640, fol.14b.
34. Samme, fol. 269b.
35. Samme, fol. 326b.
36. Trap: Danmark, 5. udg., Skanderborg amt, 1964, s. 564 og 566.
Kilde: Slægtsarkivet, Viborg: Bertelsen Familien, 1982. [1]
Citat: http://www.kragh.biz/genealogy/getperson.php?personID=I20830&tree=tree1 | Povelsøn, Mads (I6456)
|
| 4115 |
BESIDDELSER: Urup
Christiern Skram til Urup blev såret ved slaget ved
Brænde kirke 1518 og var lam i sin sidste levetid.
1519 skrev han testamente og døde samme år.
Med Mette Timmesdatter Rosenkrantz fik han
7 børn, hvoraf 5 døde som små.
Med Anne Reventlow fik han 4 børn.
Et af dem var søhelten Peder Skram. | Skram, Christiern (I2609)
|
| 4116 |
BESIDDELSER: Wittenberg, Raubart, Starzeddel og Vettersfelde
TITEL: Greve
Reventlow, Friedrich Greve, 1797-1874, Statholder, Broder til Heinrich Greve R. (d. 1841), var født 16. Juli 1797 i
Slesvig. Han gik paa Catharineum i Lybek, studerede i Gøttingen, Jena og Kiel og tog 1820 juridisk Examen paa
Gottorp. 1821 blev han Avskultant baade ved Overretten og ved Landretten i Holsten, 1825 Medlem af sidstnævnte Ret,
1827 tillige af førstnævnte og 1834 Medlem af Overappellationsretten i Kiel, men traadte allerede 1836 ud af
Statstjenesten, da han valgtes til Klosterprovst i Preetz. 1834 blev han Kammerherre.
I Itzeho Stænder stillede han sig, 1836 valgt af Ridderskabet, tidlig paa et afgjort slesvig-holstensk Standpunkt, og
han ledede her med Dygtighed Oppositionen. Mod det aabne Brev af 8. Juli 1846 udtalte han sig saa skarpt, at han blev
afvist, da han søgte Avdiens hos Christian VIII, efter at Itzeho Stænder havde nægtet enhver Forhandling. Stændernes
skrappe Adresse til Kongen af 19. Jan. 1847 skyldes hans Pen. Da ogsaa den forblev ubesvaret, begyndte R. allerede
samme Efteraar at konspirere med Beseler, og da Carl Moltkes Forsøg paa at overbevise ham om, hvilken farlig Vej han
var inde paa, mislykkedes, var R. selvskrevet Medlem af den provisoriske Regering, hvis Proklamation af 24. Marts
1848 om «Kongens Ufrihed» skyldes ham. Efter Vaabenstilstanden i Malmø maatte den provisoriske Regering vige for
«Fællesregeringen», men da Krigen atter udbrød i Foraaret 1849, blev R. af Centralregeringen i Frankfurt beskikket
til Medlem af Statholderskabet over Hertugdømmerne Slesvig og Holsten sammen med Beseler, og i denne Stilling forblev
han til Febr. 1851.
Som fuldblods Aristokrat var R. meget ømfindtlig for sin Ære, og i alle sine offentlige Udtalelser under hele Oprøret
lagde han bestandig stærk Vægt paa, at Slesvig-Holstenerne ikke bekæmpede «deres Konge og Hertug», men den
demokratiske Regering i Kjøbenhavn, som vilde berøve Hertugdømmerne deres Rettigheder. R. var derfor meget imod
Friskarevæsenet, uden dog at kunne forhindre det. Der herskede heller ikke altid den bedste Harmoni mellem ham og
Beseler, og de skiltes 1851 som Uvenner, da Beseler vilde fortsætte Krigen, medens R. nedlagde Vaabnene, støttet af
Stænderne. Men R.s Fiktion om den danske Konges Ufrihed 1848 har mere end noget andet fremkaldt Samtidens og Nutidens
haarde Domme om det slesvig-holstenske Oprør.
Da R. blev udelukket fra Amnestien, maatte han forlade Landet og nedlægge Embedet som Klosterprovst. Han kjøbte
Godserne Starzeddel, Raubart og Vettersfelde i Nedre Lausitz, hvor han bosatte sig. 1861 blev han livsvarigt Medlem
af det preussiske Herrehus, i hvilket han kort efter Frederik VII’s Død ivrig paakaldte Preussens Indblanding i det
danske Monarkis Anliggender. 1866 belønnede Kong Vilhelm ham ved at udnævne hans Datter til Gouvernante for
Kronprinsens Børn. 1867 søgte han i Holsten Valg til den nordtyske Rigsdag, men faldt for en Augustenborger. Ved
Kiels Universitets Jubilæum 1878 blev han Doktor Juris hon. Han døde 24. April 1878 paa Starzeddel. – 16. Juni 1831
havde han ægtet Louise Friherreinde Løw von und zu Steinfurth (f. 14. Febr. 1807 d. 27. Maj 1864), Datter af Georg
Friherre L. 1891 rejstes der i Slesvig et Monument for ham og Beseler.
Allg. Deutsche Biographie XXVIII. Hist. Tidsskr. 3. R. V, 217 ff. A. Sach, Graf F. v. R. u. W. H. Beseler (1886).
H. R. Hiort-Lorenzen. (Dansk Biografisk Leksikon - 1900)
____________________
I denne tale kommer en repræsentant fra den Slesvig-Holstenske provisoriske regering med et opråb til befolkningen
om, at nu er chancen der for en omvæltning. Den provisoriske regering appelerer til specielt den slesvigske
befolkning om at slutte sig til dem, så de i fællesskab måske kan skabe et selvstændigt land med egen grundlov og
regering, men stadig høre under det tyske forbund. Størstedelenaf den slesvigske befolkning var tyskorienterede, men
havde ikke nødvendigvis ønske om, at blive lagt ind under Tyskland fordi de følte, at de hørte til Danmark. I Holsten
var befolkningen tysksindet.
Konflikten var, at Slesvig følte sig dansk mens Holsten følte sig tysk , men de to hertugdømmer havde altid haft tæt
tilknytning, og nu benyttede de nationalliberale så lejligheden til at anmode den danske konge om, at Slesvig og
Holsten kunne blive sluttet sammen til et selvstændigt land under det tyske forbund. Nationalfølelsen blev for alvor
vakt i Danmark og hertugdømmerne.
Den Slesvig-Holstenske provisoriske regerings opråb til befolkningen, 24 marts,1848
(Oversat fra tysk efter original på Museet på Sønderborg slot)
Medborgere!
Vor hertug er ved en folkebevægelse i København blevet tvunget til at afskedige sine hidtidige rådgivere og til at
indtage en fjendtlig holdning mod hertugdømmerne.
Landsherrens vilje er ikke mere fri og landet uden regering.
Vi vil ikke tåle, at tysk land bliver prisgivet danskernes rov. Store farer kræver store beslutninger; til forsvar af
grænsen og til opretholdelse af orden behøves der en ledende myndighed.
Fugs rettigheder i hans navn.
Vi vil straks indkalde de forenede stænderforsamlinger og tilbagegive den overtagne magt, så snart landsherren igen
vil være fri, eller andre personer af stænderforsamlingen vil blive pålagt ledelsenaf landet.
Vi vil med al kraft tilslutte os Tysklands enheds- og frihedsbestræbelser. Vi opfordrer alle landets venligsindede
indbyggere til at slutte sig til os. Lad os ved fasthed og orden give det tyske fædreland et værdigt bevis på den
patriotiske ånd, der fylder Slesvig-Holstens indbyggere.
Den fraværende advokat Bremer vil blive opfordret til at tiltræde den provisoriske regering.
Kiel, 24.marts 1848.
Den provisoriske regering.
Beseler, Frederik prins til Slesvig-Holsten, F.Reventlou, M.T Schmidt. | Reventlow, Greve Friedrich (I12388)
|
| 4117 |
BESIDDELSER: Ziesendorf og Brockhusen
Han vendte 1664 tilbage fra fremmede Kongeriger for af kreditorerne at indløse det pantsatte fædrende Gods Ziesendorf, hvilket også lykkedes ham, men 1675 ødelagde de brandenburgske tropper Ziesendorfog Brockhusen, hvorved der tilføjedes ham skade på ialt 55.237 Gylden. Han gik i dansk tjeneste og var 1676 Kaptajn i Schönefeldts gevorbne Infaneteri-Regiment og 1677 i det sydjyske nationale Infateri-Regiment og da med sit Kompagni i Nakskov. Han var i oktober 1678 endnu i 1. jyske Inf-Regiment. Vendte tilbage til Meklenburg og tog ophold i Rostock og afstod 1681 Ziesendorf på 30 år til LandrådB. E. von Peterdorf, der til gengæld overlod ham sit Gods Carnin i Pommern på 18 år, overtog 1685 af enken Klinkow hendes pantegods Bibow. | Reventlow, Bernd (I6927)
|
| 4118 |
BESIDDELSER: Övelgönne | Pogwisch, Benedict (I4549)
|
| 4119 |
Besidder af det von der Wisch-Reventlowske Fideikommis, | Flach de Neergård, Helene Betzy Hillevid Sophie (I17701)
|
| 4120 |
Mindst én nulevende eller privat person er knyttet til denne note - Detaljer er udeladt. | Thorgersen, Ada (I18367)
|
| 4121 |
bestyrer på kongens bryghus i København, nævnes 1669 | Mathiesen, Jørgen (I18592)
|
| 4122 |
Besøgte Flensborg Skole, 1842 cand. jur. (Kiel), deltog i Krigen 1848-50 som frivillig Husar, 1849 Sekltnt., 9 Sept. s. A. Prltnt. å la suite, s. A. (9 Sept.)
R* 1850 (19 Juli) Amtmand o. Tønder og Løgumkloster Amter, 1851 (1 Jan.) Kmhre., 1852 (6 Okt.) D.M.,
1860 (11 Apr.) Amtmand over Kiel, Cronshagen og Bordesholm Amter, Kurator og overordentlig Regeringsbefuldmægtiget ved Universitetet i Kiel og Overdirektør for Staden Kiel samt Kommissær for Preetz adelige Kloster og de adelige Godser Lehmkulen, Rantzau, Rixdorf, Schöneweide, Sophienhof, Wahlstorf, Biedeneck, Hagen med Doberstorf, Lammershagen, Rastorf, Reth- wisch, Salzau, Schädbeck, Wittenberg, Freudenholm, Bothkamp, Bundhorst, Depenau, Kühren, Oppendorf, Projenstorff, Schrevenborn og Schwartau;
nedlagde 1863 sine Embeder paa Grund af Forbundsexekutionen mod Danmark
| Reventlow, Greve Arthur Christian Detlev Ludvig Eugenius (I12380)
|
| 4123 |
Besøgte fra 1857 Gymnasiet i Nykøbing p. F., 1864 Student herfra, lærte 1873—76 Landvæsen paa Brahe-Trolleborg, 1892 Hofjægermester, 1907 R*, Oversætter af Spitta, Psalter und Harfe og Udgiver af »En dansk Statsmands Hjem« I-II (1902-03)
| Reventlow, Greve Christian Benedictus Johan Ludvig Conrad Ferdinand (I13927)
|
| 4124 |
BET. 1881 - 1885, King's School | Brown, Francis Lindon (I14347)
|
| 4125 |
BET. 1900 - 1904, King's School | Brown, Dr Keith Sigismund Macarthur (I15080)
|
| 4126 |
Betalte 1506 landskat af Neverstorf. Var 1489—93 Amtmand paa Gottorp (Henneke Marquardssone), 1494— 95 Amtmand i Trittau, 1502 paa Gottorp, 1513 i Hertugens Sendelse i Kbhvn., 1515 Vidne ved Brødrene Godske, Peter og Povl v. Ahlefeldt, Henriks Sønners Arvedeling og kaldes da deres Onkel, 1520 (til Neverstorf) Medlover for Kong Christian II.s Pantebrev paa Torning, hyldede 1523, nævnes 1530 i Rostjenestelisten og endnu 1543 i Landregistret.
Gift m. Margrethe Heesten (Forældre: Sivert H. og Drude), stiftede 1487 Sjælemesser i Itzehoe for sine Forældre. | Rantzau, Henneke (I2971)
|
| 4127 |
Betegnes af Angelus som hr. Johans farbroder, må være født omkring 1425 for at kunne have sønnerne Otto og Hartvig, der 1469 beseglede ridderskabets forbundsbrev. Han er måske den Volmer, om hvem der 1519 ved hertug Frederiks overdragelse af borglenet i Itzehoe til Otto Sehested, siges, at han har beboet dette og efterfulgtes af Poul Emmiksen Sehested. Hans efterslægt siges 1587 kun at blomstre på spindesiden. | Rantzau, Volmer (I1992)
|
| 4128 |
Beulwitz stammte aus der Schwarzburg-Rudolstadtschen Linie des alten, weitverbreiteten thüringischen Adelsgeschlechts Beulwitz. Er war der Sohn des Gottfried Christian von Beulwitz († 1726) und der Catharina Magdalena geb. von Reitzenstein (1656 - ca. 1720). Nach dem Studium, vermutlich von 1712 bis 1715 an der Universität in Jena, ging Beulwitz zunächst von 1718 bis 1719 als Kavalier an den Hof von Nassau-Saarbrücken. Anschließend war er ab 1720 Hofmeister des Grafen Karl August von Hohenlohe-Kirchberg und von 1727 bis 1728 Hofmeister der Herzogin Maria Augusta von Württemberg. Am 18. März 1729 wurde Beulwitz zum herzoglich-württembergischen Regierungsrat ernannt und war bis 1732 Hofmeister des Erbprinzen Karl Eugen. In den nächsten Jahren folgten die Ernennung zum Wirklichen Regierungsratspräsidenten, zum Lehnspropst und zum Wirklichen Geheimrat. Ferner wurde Beulwitz Ritter des Sankt-Hubertus-Ordens und am 11. Februar 1738 mit dem zweithöchsten dänischen Orden, dem Dannebrogorden, ausgezeichnet.
Im Juni 1739 übersiedelte Beulwitz nach Kopenhagen und wurde zum Hofmeister des Kronprinzen, des späteren Königs Friedrich V. von Dänemark, ernannt. Noch im selben Jahr erhielt Beulwitz auch die Ernennungen zum Konferenzrat sowie zum Deputierten des General-, Landökonomie- und Commerz-Collegiums. Beulwitz blieb fünf Jahre am Kopenhagener Hof und nahm in dieser Zeit am kirchlichen Leben der deutschen Gemeinde teil. Wie die königliche Familie und der Großteil des Hofes, war er Pietist. Am 5. Juli 1743 wurde Beulwitz zum Amtmann des Amtes Sorø auf Seeland und zum Vorsteher des Klosters Sorø und der dort 1740 neu gegründeten Ritterakademie Sorø Akademi ernannt. Am 1. Oktober 1745 wurde er Geheimrat und am 10. Dezember des gleichen Jahres neben Hans von Ahlefeldt zum Oberlanddrosten der Grafschaften Oldenburg und Delmenhorst ernannt. Am 7. Januar 1746 folgten dann noch die Ernennung zum Obervorsteher des Klosters Blankenburg und des dortigen Armen- und Waisenhauses. Am 7. August 1747 wurde Beulwitz mit dem dänischen Ordre de l’union parfaite ausgezeichnet. Am 31. Januar 1752 löste Beulwitz schließlich Graf Rochus Friedrich zu Lynar als Amtmann des Amtes Steinburg und Kanzler der Regierung des Herzogtums Holstein in Glückstadt ab. 1756 erfolgte noch die Ernennung zum Geheimen Konferenzrat.
Beulwitz war zweimal verheiratet. Am 9. Juni 1733 heiratete er auf Schloss Schwieberdingen in Württemberg Bibiane Henriette von Wallbrunn (1705–1735). Nach ihrem Tode heiratete er in Kopenhagen am 31. Mai 1745 Sophie Hedwig von Warnstedt (1707–1768), die Tochter des Amtmanns und Etatsrats Christian Hans von Warnstedt und der Louise Hedevig geb. Diede zum Fürstenstein.
| Beulwitz, Christoph Ernst von (I8804)
|
| 4129 |
Bibliografi
- London, Haandbog for Rejsende, 1932
- The tourist in Copenhagen : A practical guide, 1932
- Georg Jensens Sølvsmedie gennem fyrretyve Aar 1904-1944, 1944
- The artists of Georg Jensen silver, 1952
- Harald Nielsen. Et tilbageblik på en kunstners arbejde ved 60-årsdagen. 1952
- Fifty years of Danish silver in the Georg Jensen tradition, 1954
- Sigvard Bernadotte, sølvarbejder 1930-1955, 1955
| Reventlow, Christian Ditlev Frederik (I14980)
|
| 4130 |
Mindst én nulevende eller privat person er knyttet til denne note - Detaljer er udeladt. | Gregersen, Marianne (I17486)
|
| 4131 |
Mindst én nulevende eller privat person er knyttet til denne note - Detaljer er udeladt. | Knuth, Marie Louise Minna Comtesse (I23581)
|
| 4132 |
Bibliotekar | Knuth, Kristian Frederik Greve (I15802)
|
| 4133 |
Mindst én nulevende eller privat person er knyttet til denne note - Detaljer er udeladt. | Fohrmann, Ingrid (I25180)
|
| 4134 |
Bielke, Christian, 1645-94, Søofficer, født 8. Febr. 1645 i Norge.
Faderen Hans B. til Saxlund, Moderen Anne Olufsdatter Rytter. Blev 1666, efter Aaret i Forvejen at have været i Holland, Lieutenant og to Aar senere Kapitajn, hvorefter han indtil 1672 førte Skib paa Ostindien, ved hvilken Lejlighed han bragte Gaver fra den danske Konge til Kongen af Bantam.
I de nærmest paafølgende Aar førte han forskjellige Orlogsskibe, blev i 1675 med Orlogsskibet «Christianus Qvartus» underlagt Cort Adelers Kommando, Aaret efter forfremmet til Schoutbynacht og var som saadan Deltager i Gullands Erobring af Niels Juel, paa hvis Vegne han afsluttede Konventionen med Øens kommanderende, Grev Oxenstjerna, om Gullands og Fæstningen Visbys Overgivelse. Senere hen samme Aar deltog han i Søslaget ved Øland 1. Juni og blev for sit gode Forhold ved disse Lejligheder forfremmet til Viceadmiral, kun 31 Aar gammel.
1677 førte han Eskadre fra Orlogsskibet «Kurprinsen», først under Tromp, senere under Niels Juel, og deltog i. Juni i Slaget paa Kolberger-Heide samt Maanedsdagen derefter i Slaget paa Kjøge Bugt, i førstnævnte erobrede han det svenske Orlogsskib «Kalmar Kastel» og i det sidste «Julius Cæsar», og gik endelig i Slutningen af Aaret paa Brandskatning i Smaaland. Aaret derefter førte B. samme Skib og deltog med dette i Niels Juels Landgang paa Rygen; efter sin Hjemkomst blev han Medlem af Admiralitetskollegiet. B. havde senere et Par selvstændige Overkommandoer, saaledes 1679 med 11 Orlogsskibe i Østersøen og siden med en anden Flaadeafdeling paa Elben ud for Glückstadt for at opbringe hamborgske Priser.
1683 udnævntes han til Admiral og dekoreredes Aaret efter med Danebrogsordenen. 1689 var B. paa ny Eskadrechef under Juel. Han døde 13. Jan. 1694 i Kjøbenhavn som Herre til Basnæs og Edelgave og begravedes i Roskilde Domkirke.
Han var 3 Gange gift, 1. (1675) med Judithe Cathrine Skade, f. 1649 d. 1678; 2. (1680) med Sophie Marie Bielke (Datter af Rigsadmiral Henrik B. og Enke efter Claus Krabbe), f. 1657 d. 1686; 3. (1687) med Admiral Niels Juels Datter Vibeke J., f. 1672 d. 1735, der senere giftede sig med Generallieutenant Gregers Juel.
Lützow, Hist. Efterretn. om danske Søe-Officierer I.
Danmarks Adels Aarbog 1887, S. 65. | Bielke, Christian (I6903)
|
| 4135 |
Bigge, Frederic William (1817–1892)
The late Mr. Frederic Bigge, whose death in England is announced, was one of our Moreton Bay pioneer squatters of the early days. A good oarsman, his muscle was as often proved as that of his friend, the late Mr. Robert Little, and many were the jokes of the small wits of the period over the conjunction of the two names. "Bigge's Camp" (renamed "Grandchester" by the classic Sir George Bowen) derived its title from the deceased gentleman and Mr. Henry Mort (afterwards of Franklyn Vale) was at one time manager for the Messrs. Bigge (Frederic and Francis). The Mount Brisbane station, managed by Mr. William Bowman, a son of Dr. Bowman, of the Hawkesbury, New South Wales, was another property of the same firm's, and famous for the Westminster and Touchstone strains of racing blood in the horses bred there. Many a Queensland turf winner came from the pretty station near Wivenhoe 'Bigge's Folly," a conspicuous building in the early fifties at Cleveland – the great seaport and Brisbane extinguisher that was to have been, and where wool in abundance really was shipped during the days of the Crimean War – is another memento of the name that forms one more of the very few now left of the early band of pioneers who cleared the way for us in Moreton Bay. | Bigge, Frederick William (I22138)
|
| 4136 |
Billedehugger, Forfatter, Grønlandsforsker | Knuth, Eigil Greve (I15828)
|
| 4137 |
Billedhugger | Saabye, August Vilhelm (I13695)
|
| 4138 |
Mindst én nulevende eller privat person er knyttet til denne note - Detaljer er udeladt. | Raben-Levetzau, Sophie Henriette (I24798)
|
| 4139 |
BIOGRAFI :Dansk Biografisk Leksikon:
Reventlow, Christian Ditlev, lensgreve, 1671-1738, officer, diplomat. * 21.6.1671 i Haderslev , død 1.10.1738 på Tølløse, begr i Radsted k. F: storkansler Conrad Reventlow (1644-1708) og Anna M. Gabel(1651-78). Gift 1700 med Benedicte Margrethe Brockdorff, * 1678, død 7.6.173 9 på Tølløse (gift 1 g. 1691 med kammerjunker Jørgen Skeel til Gl. Estrup, 1656-95), d. af svensk oberst Cai Bertram B. tilBothkamp (1619-89) og Hedevig Rantzau. Halvbror til Anna Sophie Reventlow (1693-1743).
Som søn af storkansleren var Reventlow nært knyttet til hoffet. Christian V havde stået fadder til ham og trolovet ham med datteren Anna Christine Gyldenløve der imidlertid døde som ganske ung. Til den jævnaldrende Frederik IV stod han i et personligt forhold, men hans kritisk e holdning til kongen vanskeliggjorde samarbejdet. Efter et kort studium ved Kbh.s universitet sendtes han til udlandet for at søge uddannelse navnlig i Frankrig og England. 1690 afløste han faderen som amtmand i Haderslev og landråd i hertugdømmerne.
1699 fulgte han ham i embedet som overjægermester der indebar tilsyn med statens skov- og jagtvæsen. Imidlertid var det som officer og i nogen grad som diplomat han kom til at gøre sin indsats i kongens tjeneste. 1690 fulgte han et felttog ved Rhinen, 1692, som overtallig oberst , det danske korps i Irland og deltog n.å. i slaget ved Steenkerke. 1694 blev han oberst for et dragonregiment hjemme oghvervede s.å. på egen bekostning et infanteriregiment til kejserlig tjeneste som han førte 1699 ved Rhinen under markgrev Ludvig af Baden, hans første virkelige læremester i krigskunsten. Efter Frederik IVs tronbestigelse løste han det betydningsful de diplomatiske hverv i Dresden at afslutte tidligere indledede forhandlinger om offensiv og defensiv alliance med Sachsen-Polen mod Sverige, og 1700sendtes han atter til Dresden for at fremskvnde afsendelsen af et hjælpekorps. Reventlow deltog i det kortvarige felttog ved sydgræsen og ledede derefter forhandlingerne med Karl XII om at forlade Sjælland. 1701 blev han generalmajor og skulle 1702 have befalingen over rytteriet i det korps der under Chr. Gyldenløve gik i kejserlig tjeneste i Italien. Gyldenløve modsatte sig imidlertid energisk dette under trussel om tilbagetræden, og Reventlow gik i stedet i tjeneste i den egentlige kejserlige hær hvor han 1703 blev feltmarskalløjtnant. Prins Eugen af Savoyen satte megen pris på ham og betroede ham ved flere lejligheder ret betydelige kommandoer. 1704 ledsagede han Prinsen under felttoget i Bayern, bl.a. i slaget ved Höchstädt hvorom han skrev en interessant beretning til kongen.
De følgende år deltog han i felttog i Italien hvor han 1705 blev såret ved Cassano, og ved Rhinen, dels under Eugen, dels atter under Ludvig af Raden, og udnævntes 1706 til felttøjmester . Efter hjemkomsten udnævntes Reventlow 1707 til general af infanteriet, den højeste grad Frederik IV tildelte nogen. Hermed var hans mangeårige, afvekslende, udenlandske krigerfærd afsluttet, og han overtog gerningen som højstkommanderende over den hjemmeværende hær. 1708-09 ledsagede han Frederik IV på Italienrejsen, ledede i Wien forhandlingerne om hjælpekorpsets hjemmarch og var derefter i Dresden deltageri de afsluttende aftaler om samvirken under eventuel krig med Sverige. Han skønnede at de politiske og militære forhold var gunstige for en afgørelse og tilrådede ivrigt en sådan. Hans udnævnelse tilleder af felttoget må anses for en rigtig disposition, men kongen unddrog ham ved sin ringe forståelse og ubeslutsomhed den nødvendige støtte. Midt i nov. 1709 stod den lille feltbær samlet syd for Helsingborg. Reventlow pressede hårdt på om forstærkninger, men navnlig om belejringsskyts til angreb på fæstningerne Landskrona og Malmø til udvidet, sikkert rygstød, basis for operationerne mod den fjendtlige hær. Samtidig skyndede han på for at få den norske hær til at binde en del af de fjendtlige styrker. Altsammen dog forgæves da kongen ikke viste synderlig interesse. Da vejene kort efter nytår var blevet nogenlunde farbare rykkede Reventlow med en del af styrken mod Magnus Stenbock der stod vest for Kristianstad, kastede fjenden tilbage i Småland og fortsatte ind i Blekinge. Da han imidlertid også måtte sikre sig mod frembrud fra Halland gik han mod slutningen af febr. tilbage til egnen nordøst for Lund for herfra at gå til angreb når forholdene ind bød hertil. Kort efter blev han meget syg af gigtfeber, men forblev ved hovedkvarteret til han 27.2. måtte afgive kommandoen til Jørgen Rantzau og lade sig transportere til Sjælland. 10. 3. led hæren det nederlag ved Helsingborg som Reventlow forgæves havde påpeget over for kongen som en mulighed. Udfaldet der blev afgørende for hele felttoget viste at Reventlow havde set rigtigt, og ansvaret må først og fremmest placeres hos Frederik IV der kvitterede ved i april at afskedige Reventlow.
Kort for slaget ved Gadebusch 1712 blev Reventlow sendt til zar Peter og Frederik II August for at formå dem til hurtigt at rykke til undsætning for den danske hær. Afgørelsen på slagmarken faldt imidlertid før egentligt samarbejde nåedes, og kun ved yderst skarp optræden over for zaren lykkedes det Reventlow at formå denne til at følge efter den svenske bær ind i Holsten, til samvirken med den danske ved Tanning m.m. Sine evner som handlekraftig og klarsynet administrator kom han til at vise da han 1713 blev overpræsident i det af Stenbock afbrændte Altona med næsten diktatorisk myndighed. Men baggrunden for kongens udnævnelse af ham var nok lige så meget ansket om at fjerne R. fra hoffet på grund af hans modvilje mod Frederik IV s forhindelse med søsteren, Anna Sophie. På forholdsvis kort tid fik han byen genrejst smukkere og regelmæssigere end forhen. Han anlagde en havn og virkede på alle måder energisk for byens opkomst.
Han rejste det endnu bestående såkaldte "Reventlow stift" og ydede personlig et betydeligt tilskud dertil. Som deltager i "Den store votering" 1718 afgav han et af de udførligste, bedst affattede og mest udtømmende indlæg hvori han på grundlag af den gode hær og de gunstige militær-politiske forhold bestemt rådede til med v storkansler må også ses i lyset af hans kritiske holdning til forbindelsen, og til kongen almindelighed.
Efter Kbh.s brand 1728 var han den første der fremkom med ideer om genopbygningen og maj 1729 blev han overdirektør for bygningskommissionen. Her kæmpede han energisk mod inkompetence og slendrian i bystyre og centraladministration og b!ev grundigt upopulær, men ved tronskiftet 1730 fik han sin afsked og mistede tillige stillingen som overjægermester. Han synes dog ik ke at være forment adgang tilhoffet.
R. var meget velhavende og en af landets største godsejere med besiddelser i hertugdømmerne og kongeriget. På Lolland oprettede han grevskabet Christiansborg. R. lagde desuden grunden til det senere grevskab Hardenberg. - Kammerherre 1698. Overjægermester 1699. Gehejmeråd 1707.
Selv om han sjældent boede på Sandbjerg, varetog han sine bønders interesser. Da hertugen af Glücksborg i 1735 udstedte en forordning, hvorved han indfev, d. I. Okt. 1738 paa Tølløse, begr. i RadstedK.
Forældre: Storkansler Conrad R. (s. d.) og I. Hustru. Gift 1700 med Benedicte Margrethe Brock dorff f. 1678, d. 7. Juni 1739 paa Tølløse (gift 1g 1691 med Kammerjunker Jørgen Skeel til Gl . Estrup, 1656-95), D. af svensk Oberst Cai Bertram B. til Bothkamp (161989) gift 1g 1644 me d Susanne Amalie v. Münster, 1618-56 (gift 1g 1636 med Oberst Rüdiger v. Waldow, d. 1642)) og Hedevig Rantzau.
Efter et kort Studium ved Kbh.s Universitet sendtes C. D. R. til Udlandet for at søge Uddanne lse navnlig i Frankrig og England. 1690 afløste han Faderen som Amtmand i Haderslev og Landra ad i Hertugdømmerne og fulgte s. A. et Felttog ved Rhinen.
1692 fulgte han som overtallig Oberst det danske Korps i Irland og deltog n. A. i Slaget ved Steenkerke. 1694 blev han Oberst for et Dragon regiment hjemme og hvervede samme år paa egen Bekostning etInfanteriregiment til kejserlig Tjeneste, hvilket han førte 1699 i Felttog ved Rhinen under Markgrev Ludvig af Baden, der blev hans første virkelige Læremester i Krigskunsten.
Efter Frederik IV.s Tronbestigelse løste han det betydningsfulde diplomatiske Hverv i Dresden at afslutte tidligere indledede Forhandlinger om offensiv og defensiv Alliance med Sachsen Polen mod Sverige, og n. A. (1700) sendtes han atter til Dresden for at fremskynde Afsendelsen af et Hjælpekorps, men Korpset naaede ikke frem i Tide.
C. D. R. selv deltog derimod i det kortvarige Felttog ved Sydgrænsen og ledede derefter Forhandlingerne med Karl XII. om at forlade Sjælland. 1701 blev han Generalmajor og skulde 1702 ha ve Befalingenover Rytteriet i det Korps, der under Chr. Gyldenløve gik i kejserlig Tjenest e i Italien. Gyldenløve modsatte sig imidlertid energisk dette: Hvis Kongen ikke vilde tilbagekalde Ordren, vilde han selvtræde tilbage. Kongen maatte føje ham, og C. D. R. gik i Tjeneste i den egentlige kejserlige Hær, hvor han 1703 blev Feltmarskalløjtnant. Prins Eugen satte megen Pris paa ham og betroede ham ved flereLejligheder ret betydelige Kommandoer.
1704 ledsagede han Prinsen under Felttoget i Bayern, bl. a. i Slaget ved Hochstädt, hvorom ha n skrev en interessant Beretning til Kongen. De følgende Aar deltog han i Felttog i Italien , hvor han 1705 blev saaret ved Cassano, og ved Rhinen, dels under Prins Eugen, dels atter un der Ludvig af Baden, og udnævntes 1706 til Felttøjmester. 1707 udnævntes C. D. R. hjemme ti l General af Infanteriet, den højeste Grad, Frederik IV. tildelte nogen. Hermed var hans mang eaarige, afvekslende, udenlandske Krigerfærd afsluttet, og han overtog Gerningen som højstkom manderende over den hjemmeværende Hær.
I 1708-09 ledsagede han Frederik IV. paa Italienrejsen, ledede i Wien Forhandlingerne om Hjælpekorpsets Hjemmarch og var derefter i Dresden Deltager i de afsluttende Aftaler om Samvirke n under eventuel Krig med Sverige. Han skønnede, at de politiske og militære Forhold var guns tige for en Afgørelse og tilraadede ivrigt en saadan. Hans Udnævnelse til Overgeneral kom ve l først umiddelbart før Krigsudbrudet, men som Følge af hans hidtidige Virksomhed og Forhol d til Kongen var det givet, at han skulde kommandere Felthæren, og alt taget i Betragtning ma atte han anses for at være den af Generalerne, der var bedst egnet.
Midt i Nov. 1709 stod den lille Felthær samlet Syd for Helsingborg. C. D. R. pressede haardt paa Kongen om Forstærkninger, men navnlig om Belejringsskyts til Angreb paa Fæstningerne Landskrona og Malmø til udvidet, sikkert Rygstød, Basis for Operationerne mod den fjendtlige Hæ r. Samtidig skyndede han paa for at faa den norske Hær til at binde en Del af de fjendtlige S tyrker. Han blev imidlertidskuffet paa alle Punkter; Kongen syntes ikke at interessere sig s ynderlig for Felttoget og foranledigede intet af Betydning, skønt C. D. R. under et Besøg, Kongen aflagde i Helsingborg, paapegede eventuelle Følger netop som Nederlaget 10. Marts.
Da Vejene kort efter Nytaar var blevet nogenlunde farbare, rykkede C. D. R. med en Del af Styrken mod Stenbock, der stod Vest for Kristianstad, kastede Fjenden tilbage i Småland og forts atte ind i Blekinge. Da han imidlertid ogsaa maatte sikre sig mod Frembrud fra Halland, gik h an mod Slutningen af Febr. tilbage til Egnen Nordøst for Lund for herfra at gaa til Angreb, n aar Forholdene indbød dertil. Ifølge sin Instruks udbad han sig Kongens Tilladelse til egentlig Offensiv og fik den, men bebrejdede atter Kongen, at Korpset ikke var blevet forstærket. H an opnaaede kun yderligere at irritereKongen og skabe sig Fjender i Myndighederne i Kbh.
Til al Ulykke blev han meget syg af Gigtfeber; han forblev dog ved Hovedkvarteret, til han 27 . Febr. maatte afgive Kommandoen til Jørgen Rantzau (s. d.) og lade sig transportere til Sjælland. Rantzaunød imidlertid ikke den Tillid fra de undergivnes Side til Føringen, som C. D . R. havde forstaaet at vinde, og vaklede i sine Dispositioner, og 10. Marts blev Hæren total t slaaet ved Helsingborg, hvorpaa Skaane maatte rømmes.
I April blev C. D. R. "forløvet fra sin Charge" og kom ikke senere til at udøve egentlig militær Virksomhed, men vedblev stedse med Interesse at følge Forholdene i Hæren og, naar Kongen selv gav ham Anledning dertil, med Frimodighed at fremsætte sine Anskuelser. Paa andre Omraader kom han dog til endnu at yde sit Land meget værdifulde Tjenester. Ved Faderens Død 169 9 var han blevet hans Efterfølger i den meget indbringende Stilling som Overjægermester, tilsynsførende med Landets, navnlig Statens, Skove og Jagtvæsen, og viste disse Anliggender megen Interesse.
Til Hoffet var C. D. R. nøje knyttet i Christian V.s Tid. Kongen havde staaet Fadder til ha m og trolovet ham med sin Datter Anna Christiane Gyldenløve, der døde som ganske ung. Til Fre derik IV. komhan som jævnaldrende i endnu nærmere personligt Forhold, der dog kølnedes stærk t af C. D. R.s skarpe Kritik Vinteren I7o9~Io og ved den Uvillie, han, i Modsætning til U. A . Holstein, viste over Kongens Forbindelse 1712 med C. D. R.s Søster Anna Sophie; baade C. D . R. og hans Hustru holdt sig fjernt fra denne, saa længe Dronning Louise levede, og slutted e sig nøje til Kongens Søskende, der dannede en Slags Opposition. Christian VI. nærede allige vel Uvillie mod ham og fratog ham Stillingen som Overjægermester. Hvis det, som det siges, er rigtigt, at C. D. R. af Christian VI. blev forvist fra Hoffet, har dette ikke været for bestandigt, thi ved et Taffel 1737 fremsatte han Indvendinger mod Landmilitsforordningen af 1733 , et Emne, hvorover Kongen var meget ømtaalig.
C. D. R. var en kundskabsrig Mand, en ulastelig Karakter, aaben og frimodig, en særdeles vind ende Personlighed, udadtil og indadtil en tro Tjener for sit Land. Hans Hustru var en begavet , myndig ogvirksom Dame, der øvede betydelig, men mindre heldig Indflydelse paa ham. Hun va r ham i øvrigt oprigtigt hengiven, var ham i alle Livets Forhold en trofast Støtte, men haves yg og pengegrisk. C. D. R. var en af Landets største Godsejere, med store Besiddelser i Hertu gdømmerne og i Kongeriget. Han fik oprettet Grevskabet Christiansborg (Christianssæde) og lagde Grunden til det senere Grevskab Hardenberg. Kammerherre 1698. Overjægermester 1699. Gehejmeraad 1707.
König Friedrich IV. von Dänemark ernannte am 16. März 1713 Detlef Christian von Reventlow (1671 – 1738) zum Altonaer Oberpräsidenten. Reventlow ging tatkräftig an den Wiederaufbau, und a ls Glücksfall für Altona muß es gelten, daß Reventlow den erst 32 Jahre alten Claus Stallknec ht als Baumeister zur Seite hatte. Der Aufbau vollzog sich in geordneten Bahnen, und die Stad t erhielt durch einigehervorragende Bauten ein sehr viel ansehnlicheres Gesicht als zuvor. Z u nennen ist besonders das Alte Rathaus an der Königstraße, das Max Brauer noch Ende der zwan ziger Jahre hatte renovieren lassenund das im Bombenhagel des Jahres 1943 zerstört wurde.
Stallknecht war es, der die Genehmigungspflicht für Neubauten in Altona einführte und mit de r mittelalterlichen Bauweise aufräumte. Beischläge sollte es in den Straßen nicht mehr geben.
Unter Reventlow wurden aber auch weitere bemerkenswerte Einrichtungen in Altona geschaffen, s o von 1722 bis 1724 der neue Holzhafen – heute auch Kleinschiffhafen genannt –, um dessen Res taurierung man sich am nördlichen Elbufer in den nächsten Jahren wieder kümmern will. Schließ lich fällt in Reventlows Amtszeit die Begründung des nach ihm benannten Reventlow-Stifts, da s seinerzeit gemeinsam mit der Heilig-Geist-Kapelle auf dem Gelände der heutigen Grünanlage B ehnstraße/Struenseestraße entsteht. Die Stiftung sollte Armen und Alten Wohnung und Unterstüt zung gewähren. Erst 1892 werden diese Stiftswohnungen abgebrochen und an den heutigen Standor t des Reventlow-Stifts an der Thadenstraße verlegt.
_________________
The plundered city had to be rebuilt. In March 1713 King Frederick IV appointed Christian Detlev von Reventlow (1671-1738) as president of Altona. His task was to supervise the reconstruction program.The rebuilding program progressed very well. However, during this time Denner and his church got involved in prolonged court proceedings with Countess Benedikte Margarethe Reventlow (1678-1739)5. TheCountess had made a substantial contribution towards the construction of the Dompelaar church in 1707. When Ernst Goverts died on May 8, 1728 the Countess seized the title to the church property and her husband demanded that all church records be turned over to him. The church council refused to comply with this demand. The dispute was finally resolved when Balthasar Denner promised to paint a portrait of the Countess once a year. In return Jacob Denner was allowed to preach in her church. In 1732 Count Reventlow resigned from his position in Altona and moved back to Danmark. When an opportunity presented itself Denner purchased the church and asked his congregation to provide the funds for the annual mortgage payments.
The Countess had donated large sums of money for an orphanage and for Denner's Church. She asked God to reward her kind deeds by protecting her husband during the War of the Spanish Succession (1702-1712). When Reventlow returned unharmed they regretted the great loss of money and tried to repossess the buildings. | Reventlow, Greve Christian Ditlev (I8265)
|
| 4140 |
Biografi se:
http://www.benner.org.nz/index.php/stories/fenwick-stories/184-charles-fenwick
| Fenwick, Charles (I10962)
|
| 4141 |
BIOGRAFI:
Uddrag af:
"Grenå i fortid og nutid - et jubilæumsskrift."
Udgivet af Grenå Byråd v./Carl Svenstrup (1945)
Side 302:
Han var i rådet en mand, som tit og gjerne sagde sin mening, altid uden omsvøb og lige ud af hjertet. Hans særlige område var plantnings- og markudvalget. Både i og uden for rådet var Reventlow aldrigden, der skånede sig selv, når det angik hjælp til fattige og nødlidende. I en lang årrække var han sygekassens formand. Forgrundsfigur ved alle konservative og nationale møder og altid parat til at bryde en lanse for sine meninger.
Side 379/80:
Tog lærereksamen fra Lyngby seminarium 1862. Tredielærer i Grenå 1865, førstelærer s.st. 1874 . Skoleinspektør s.st. 4.5.1887. Medlem af Grenå byråd 1873-79. Kirkeværge . G .m . Marie R asmussen.
Reventlow var i sin mere end 30-årige virksomhed en god mand for Grenå Skole. Han var kundskabsrig, livlig og interesseret i undervisningen. Der herskede jo i de tider en mere hård hændet disciplin end nu og Reventlow var ikke bange for at tage fat, når det krævedes. Han havde et livligt temperement og lagde ikke skjul på sine følelser, men havde samtidig et varmt hjerte både overfor børn og voksne. Det kan med sandhed siges, at han ledede Grenå skolevæsen med en fast og bestemt hånd og altid med dets vækst og udvikling for øje. Reventlow var meget samfundsinteresseret og spillede en betydeligrolle i byens historie, navnlig som forkæmper for de smås, de syges og de fattiges sag. Plantningsvæsenet havde også hans store interesse. Han var meget nationalt interesseret og tog ivrig del i tidens politiske spørgsmål, hvor han stod på Højres yderste fløj.
Side 391:
Medstifter af biblioteksforeningen i 1875 og formand for denne 1875-1897
Side 450:
Den ledende i arbejde med foreningens dannelse (Grenå Arbejderforening - stiftet i 1882) var skoleinspektør H. Reventlow. Ved siden af at han var ivrig konservativ og det opdukkende socialdemokratis svorne modstander var han i en høj grad uegennyttig og opofrende talsmand for de trængende og nødlidende, for gamle og syge. Reventlow blev foreningens første formand og beholdt pladsentil sin død i 1897.
| Reventlow, Helanius Conrad (I13071)
|
| 4142 |
BIOGRAFI: Statholder i Norge, en mann som med god grunn fremdeles erindres av nordmenn for s i n betydelige virksomhet for landets oppkomst på alle måter gjennom en periode av over 25 år . ( NSHT XXV- 4 s 317)
Ulrik Frederik Gyldenløve var en søn af Frederik III og Margrethe Pape. Både fra vort lands historie og litteratur er hans navn bevaret: enhver kender "Marie Grubbe" og "En Landsbyde gns Dagbog". Gyldenløve var uddannet som militær og del tog i svenskekrigene. Fra 1664 til 1699 var han statholder i Norge. Efter Frederik III's død 1670 kom den politiske magt i Danmark i nogle år i hænderne på triumviratet Gyldenløve, Frederik Ahlefeldt og Peder Schumacher; 1670 - 80 var Gyldenløve præsident for kommercekollegiet og ledede derved hele den dansk-norske stats handelsforhold.
Megen tid til at tage sig af Skjoldenæsholm har han næppe haft , og han har sikkert heller ikke opholdt sig der ret meget. I sit tredie ægteskab med Antonia Augusta, der var en datter af rigsgreve Anton af Aldenburg, havde han bl. a. en datter Charlotte Amalie Danneskiold-Laurvig , der 1696 blev gift med greven af Samsøe, Christian Gyldenløve, der var en søn af Christian V og Sophie Amalie Moth .
Gyldenløves og Reventlows Fester har Baron Lahontan, der i 1600-tallet gjæstede Danmark, skildret i sine Memoires de l'Amerique septentrionale, Amsterdam III, 1728, 188 ff.:
Gyldenløve, skriver han, er en af de prægtigste Stormænd i Europa; han sætter sin Fornøjelse i hver Dag at give et stort Taffel med 18 Kuverter, hvortil fornemme Damer saavelsom Herrer indfinde sig og efter Maaltidet spille og spadsere.
Man træffer det samme og ligesaa kostbare Selskabsliv hos Grev Reventlow, der her anses for at være en af Kongens ivrigste og dygtigste Ministre. Maaltidene varer mig, der er vant til at spise paa Feltfod d. v. s. i 5 á 6 Minutter, for længe, thi de strække sig almindeligvis over tre Timer. De ypperlige Retter, som man her serverer med Ødselhed, tilfredsstille Smagen, Synet og Lugten. Disse Tafler afvige ikke i anden Henseende fra de bedste ved vort Hof, end ved at man her serverer store Stykker saltet Oxekjød.
Jeg tror, at Danskerne ikke vilde spise det med saa megen Nydelse, hvis de ikke skyllede Ganen med Fader Noahs rare Drik. Blandt de forskjellige Sorter Vin, man drikker her, ere Cahors og Pontae de eneste, en Franskmand kan vænne sig til.
Det synes, som om det er Skik i Norden at drikke én eller to Pokaler Øl, for man gaar over til Vinen, som man sætter altfor højt til, at man skulde blande den med Vand. Fordums skal disse Tafler have varet 4-5 Timer, i hvilke man drak tappert til Trods for Faren for Gigt, men denne Skik er nu afskaffet; desuden ere Glassene saa smaa, at man staar op fra Bordet i al Sind sro.
Kun ved visse overordentlige Fester ere Gjæsterne uundgaaeligt nødte til at tømme nogle frygt elig store, til Randen fyldte Pokaler ved de saakaldte "Welcoms".
Mindet om disse Bægre bringer mig til at skjælve, efter hvad der ulykkeligvis hændte mig ho s Gyldenløve. Vicekongen trakterede 18-20 Personer af begge Kjøn i Anledning af et Barns Føds el. Tilfældetvilde, at jeg var blandt Gjæsterne, der alle maatte tømme to Dusin fyldte Bægre paa de tilstedeværendes og fraværendes Vegne. Jeg tilstaar, at jeg var meget forbavset over min Fatning, thi jeg havde før troet at kunne tømme St. Lorentsfloden end disse Kilder af Vin, men der var ingen Udsigt til at sno sig fra det eller vægre sig derimod, jeg maatte giøre som de andre. Tilsidst bragte man ved Taflets Slutning en stor Velkomst af Guld, der rummede to Flasker, som enhver Kavalér maatte tomme til Bunden paa den kongelige Families Sundhed. Gud ved, om den ulykkelige Skipper, der staar Ansigt til Ansigt med Skibbrudet, har skjælvet mere end jeg ved Synet af denne mægtige Pokal. Jeg bekjender, at jeg tømte den, men jeg vil ikke slutte Beretningen,
thi jeg agter ikke at beramme mig af den Heltegjerning, jeg derpaa udførte efter tre eller fire andres Exempel, der lettede deres Samvittighed ved Foden af Bordet. Efter denne Skandale var jeg saa elendig, at jeg ikke vovede at vise mig, ja vilde strax have forladt Landet, hvis mine Drikkebrødre ikke havde fraraadet mig det..
________________________
Ulrik Frederik Gyldenløves Efterslægt. †
Friherrene af Løvendal – Greverne af Danneskiold-Løvendal – Greverne af Løvendal – Greverne Bangemann-Huygens-Løvendal – Løvensøn – Greverne af Danneskiold-Laurvig – de Ulrichsdal – Vagel de Ulrichsdal.
Ulrik Frederik Gyldenløve (1638-1704) er Søn af Kong Frederik III i hans Forbindelse med Margrethe Pape, der 15. September 1683 fik patent som Friherreinde af Løvendal. Gyldenløve og hans Efterslægt –ægte og uægte – har under forskellige Navne af Kongerne faaet tildelt følgende Standsophøjelser:
U. F. Gyldenløve fik 21. August 1655 Naturalisationsbrev, ifølge hvilket han ”og rette ægte Børn maa for danske Herremænd af Adelsfolk kiendes, agtes og anses saa og at nyde alle de Friheder, Privilegier og Immuniteter, som danske indfødte Ædelinge ere medforlente og benaadede”.
Ved Rangforordningen af 25. Maj 1671 tillagdes der ”Kongens naturlige Sønner, som derfor af Kongerne erkendte ere, saasom Hr. Ulrich Frederik Güldenlöwe er”, Rang som Nr. 1, umiddelbart efter Kongehusets Medlemmer, og 14. September samme Aar tillagdes ham Prædikat af ”høje Excellence”; han fik endvidere 29. September af sine Godser i Brunla Amt erigeret Grevskabet Laurvig, som herefter skulde holdes og agtes for det første Grevskab i Rigerne, og som fik tillagt et særligt Vaaben, der viste ”en kronet Leopard med krum, gylden Hellebard eller Stridsøkse i blaat Felt med en grevelig Krone over Skjoldet”. Selv synes han ikke at have erholdt særligt Grevepatent og kaldes i det fornyede Eriktionspatent af 27. Februar 1692 Herr Ulrich Friderich Güldenlew, Herre til Grevskabet Laurwigen, medens der nævnes ”hans Arvinger Grever og Grevinder”.
U. F Gyldenløves Tvillingesønner med Sophie Urne – Carl (1660-89) og Woldemar (I), senere kursachsisk og kgl. Polsk Overhofmaskal, Kammerpræsident og Kabinetsminister, hvilken sidste ifølge kgl. Res.af 8. Februar 1687 ”skulde for et ægte og Adel Kone Barne af alle og enhver agtes og holdes” – blev ved kgl. Patent af 1. Maj for sig og Ægtefødte Børn optaget i Friherrestanden med Navnet Løvendal. Sidstnævnte Woldemar Friherre af Løvendals Søn Marskal af Frankrig Ulrich Friederich Woldemar (Woldemar II) skal 1738 være bleven russisk Greve og ved kejserligt Diplom af 28. Februar 1741 sammen med Døtrene Benedicte Eugina Antoinette og Dorothea Friederike, optaget i Rigsgrevestanden samt 1743 arveligt Medlem af det esthniske Ridderskab. Hans Søn Generalmajor og Gesandt i St. Petersborg fik 4. August 1786 Patent som dansk Greve med Navnet Danneskiold-Løvendal. Med hans Søn Oberstlieutenant Carl Woldemar († 1829) uddøde Slægten Danneskiold-Løvendal. Hans Søstersøn Rutger von Bangemann Huygens(† 1885) optoges med Patent af 1. Maj 1828 i den danske Grevestand, med Navnet Bangemann-Huygens-Løvendal, men Navnet uddøde med hans som fransk Grevinde af Løvendal naturaliserede Datter Olga Elisabeth Hortense Yolanthe († 1903).
Den ovenfor nævnte Carl Woldemar Greve af Danneskiold-Løvendal havde 4 uægte Børn: Kaptain Carl Frederik († 1850) og Søsteren Ane Caroline (gift med Biskop S. C. W. Bindesbøll) blev ved kgl. Res. af 28. Marts 1815 anerkendt for at maatte anses som Faderens ægte Børn og føre Navnet Løvensøn samt yderlig ved kgl. Res. af 11. Februar 1823 at maatte nyde adelige Rettigheder.
Med Frode Waldemar Løvensøns Søn Cand. Polyt. Wilhelm Woldemar Løvensøn († 1915) uddøde denne Linje i Mandsstammen.
I sit Ægteskab med Antonie Augusta Grevinde af Aldenburg havde Gyldenløve 10 Børn (af hvilke kun Sønnen Gehejmeraad, Overstaldmester Ferdinand Anton Greve af Laurvig († 1754) fortsatte Slægten), som ved kgl. Aabent Brev af 20. Juli 1695 skulde antage navnet Danneskiold-Laurvig. Med dennes Søn Admiral Christian Conrad Greve af Danneskiold-Laurvig († 1783) uddøde denne Linje af U. F. Gyldenløves Slægt i Mandsstammen.
Udenfor Ægteskab havde U. F. Gyldenløve i en forbindelse med Maria Meng, en Datter af Købmand paa Frederiksberg Ole Christenssøn og Maren Meng (Datter af Præsident Nils Hanssøn) Sønnen Wilhelm († 1765som kommanderende General i Norge), der 1726 optoges i den danske Adelsstand under Navnet de Ulrichsdal med følgende Vaaben: Skjoldet firdelt af Guld og Rødt, i 1. og 4. Felt en med 3 seksoddede GuldStjerner belagt blaa Bjelke, i 2. og 3. Felt to krydsvis satte Guld Standarter med hvide Faner, Hjelmprydelse en gul Strudsfjer mellem 2 røde og hvide. Han havde ikke mindre end 12 Børn og overlevedesaf tre Døtre, af hvilke den ældste Maria Elisabeth i Ægteskab med Kaptain Joachim Vagel havde Sønnen Premltnt. og virk. Krigsraad Christian Vilhelm Vagel († 1790) ved kgl. Brev af 25. Oktober 1782 optoges i den danske Adelsstand med Morfaderens Navn Ulrichsdal, dog har hverken han eller nogen af hans Efterslægt ført dette Navn. Familien, der kun har levet i Norge, uddøde paa Mandssiden med Christian Wilhelm Vagel de Ulrichsdals Sønnesøn Fuldmægtig Jacob Vilhelm Vagel († 1883)
De her meddelte Oversigter over U. F. Gyldenløves anerkendte Efterkommere, som hidtil har været savnet blandt Adelsaarbogens Stamtavler, fremkommer nu, saagodtsom udelukkende udarbejdet efter den af Hr. Expeditionssekretær i Danmarks Hypotekbank, Kammerjunker O. Munthe af Morgenstiernes offentliggjorte langt fyldigere genealogis-personhistoriske Afhandling om U. F. Gyldenløve og hans Efterslægt (Persh. Tidsskr. 8 R. II), hvilende paa minutiøst grundige Undersøgelser i hjemlige, offentlige og private Arkiver (det Danneskiold-Laurvigske Arkiv paa Tranekær og det Løvensønske Privatarkiv), Studieri Statsarkivet i Dresden og Efterforskninger paa de tidligere Løvendalske Godser i Sachsen. Afhandlingen er ledsaget af Portrætter af Friherre Woldemar Løvendal (I.) og hans Hustru Benedicte Margrethe, født Rantzau og Marskal Woldemar Løvendal (II.) efter Originalerne paa Slottet Dahlen.
Yderligere har samme Forfatter offentliggjort Carl Woldemar Greve Danneskiold-Løvendals Selvbiografi i Persh. Tidsskr. 7 R. III. 168 ff. Og meddelt dennes Rapport fra Hamborg 1814 i Gads Magasin 1914Maj-Juniheftet.
Forud for ovennævnte Medd. Om Slægten Løvendal har General A. Tuxen offentliggjort: Oplysninger om Slægten Løvendal: Persh. Tidsskr. 3 VI 77-81 og Mil. Tidsskr. 1891,73 – Andre Kilder: Om Carl Løvendal: Louis Bobé, Mouritz Hartmann og de Danske i Venedig, Kbhvn. 1933 S. 114, Efterladte Papirer fra den Reventlowske Kreds VIII, Till. 23, Charlotte Dorothea Biehls Breve og Selvbiografi, 1909 86 ff.,11 ff., 190 ff. Om Processen ang. Laurvig, Slægten Ahlefeldt VI, (1890), 76, 90. Svenstrup, Et Gods Historie, 1921 258 ff. A. Fjelstrup, Damerne ved Karoline Mathildes Hof, 1909 113 ff. – Stamtavlen over den legitimerede Gren af U. F. Gyldenløves Efterslægt: Familien Ulrichsdal – Vagel de Ulrichsdal er udarbejdet paa Grundlag af E. A. Thomsens Afhandling i Persh. Tidsskr. 6 R. IV, 256.
Danmarks Adels Aarbog 1937:43 ff. Redigeret af J. V. Teisen og Louis Bobé | Gyldenløve, Ulrik Frederik (I7205)
|
| 4143 |
Birgitte Christine Huitfeldt (født Kaas, 2. oktober 1682 på Elingård i Onsø Sogn, død 14. august 1761 sammesteds) var en dansk-norsk salmedigterinde.
Hun var datter af stiftamtmand i Trondhjem Hans Kaas og Sophie Amalie Bielke. 3. november 1713 blev hun på Wedellsborg på Fyn gift med generalløjtnant Henrik Jørgen Huitfeldt. Efter forældrenes død skal hun i nogen tid have været i huset hos grevinde Charlotte Helene von Schindel, kong Frederik IV's elskerinde. Carl Deichman omtaler hende som «et kløgtigt Hoved, munter og beleven» med en «naturlig Gave til Poesi», og hvis «fleste Kompositioner bestod i artige Sangviser eller Arier og andre kløgtige Indfald». Dette hendes tidligere, utrykte forfatterskab gik næsten alt tabt ved Elingårds brand 1746, men hvad der har bevaret hendes navn til nutiden, er hendes salmedigtning, der skal være foranlediget af markgrevinde Sophie Christiane af Brandenburg-Kulmbach, kong Christian VI's svigermoder, der under kongerejsen i Norge 1733 opfordrede hende til at anvende sin poetiske gave til gudeligt brug. Hun udgav nu anonymt 1734 Nogle aandelige Salmer, oversat fra tysk. Samlingen omfatter 28 salmer, af hvilke 7 findes i den Landstadske Salmebog. De nyder ikke endnu altid anerkendelse, men har senere vakt fornyet opmærksomhed. Efter sin død har fru Huitfeldt givet sagnet meget at bestille, idet bl.a. en hel række vandresagn er blevet knyttet til hendes navn.
| Kaas, Birgitte Christine (I8951)
|
| 4144 |
Birgitte Otte Rosenkrantz til Næsbyholm (født 12. april 1555 på Skærvad Hovedgaard, død 9. september 1588 på Næsbyholm på Sjælland) var en dansk adelskvinne av slekten Rosenkrantz.
Hun var datter av Otto Ottesen Rosenkrantz til Næsbyholm (–1557) og hustru Ide Mogensdatter Gøye til Skærvad (–1563) og ble oppdratt hos sin moster Birgitte Gøye til dennes død i 1574. Den 18. september 1575 giftet hun seg i København med bror til Tycho Brahe, riksråd Steen Brahe til Knudstrup, og brakte dermed Næsbyholm herregård med inn i ekteskapet. Med ham fikk hun i alt syv barn, deriblant den senere godseier Otte Steensen Brahe (1578–1651) og riksråd Jørgen Steensen Brahe (1585–1661). Hun døde i barselseng på Næsbyholm og ble begravet i et likappel oppført av henne selv og mannen i Næsby kirke, Glumsø. Etter hustruens død valgte Brahe å fraflytte det nyoppførte Næsbyholm. | Rosenkrantz, Birgitte Ottesen (I3983)
|
| 4145 |
Birkedommer, skriver og branddirektør på Fanø | Kruuse, Ludvig Frederik (I12715)
|
| 4146 |
birkefoged i Løgumkloster | Boysen, Henrik (I4778)
|
| 4147 |
Bisat 14. maj 1966 Kärda Kirke, Jönköbing Len, Sverige | Reventlow, Komtesse Märta (I15182)
|
| 4148 |
Bisat 28 oct 1653 I Køge Kirke | Lunge, Margrethe Jørgensdatter (I5691)
|
| 4149 |
Bisat d 17. Sep 1924 fra Taarbæk Kirke | Schiær, Sophie Pauline (I13979)
|
| 4150 |
Bisat d 22. april 1891 fra Garnisons Kirke, København og begravet i Theophili skov. | Reventlow, Komtesse Louise Malwina Genoveva (I12879)
|
|
