| |
Match 4,051 til 4,100 fra 11,367
| # |
Notater |
Knyttet til |
| 4051 |
Begravet I Mårslet K, hvor ligstenen over begge ægtefæller er. | Friis, Anne Jørgensdatter (I2847)
|
| 4052 |
Begravet i Odense Gråbrødrekloster, senere flyttet til St. Knuds Kirke i Odense. | Danmark, Hans, Konge af (I2548)
|
| 4053 |
Begravet i parken på Gisselfeld | Danneskiold-Samsøe, Christian August Frederik Sophus Charles Georg Ernest Greve af (I23575)
|
| 4054 |
Begravet i parken på Krenkerup | Haugwitz-Hardenberg-Reventlow, Lensgreve Heinrich Curt Ludwig Erdmann Georg (I15262)
|
| 4055 |
Begravet i Skt Mortens kirke i den i 1565 indrettede begravelse
1550 Sandemand i Randers, 1552 en af de 24 mænd, som kaldes oldinger. | Povlsen, Niels (I3314)
|
| 4056 |
Begravet på Hørsholm Kirkegård | Wisti, Folmer (I15871)
|
| 4057 |
Begravet på kirkegården ved den Tysk Reformerte Kirke. | Behagen, Gysbert (I18183)
|
| 4058 |
Begravet sammen med moderen.
https://www.danishfamilysearch.dk/sogn752/churchbook/source145009/opslag16325657 | Reventlow, Komtesse Benedicte Louise Agnes (I10451)
|
| 4059 |
Behagen, Gysbert, Handelsmand, 1725-1783, Søn af Anthony B. (f. 1687 d. 1727) og Petronelle Elisabeth f. Mestecker (f. 1703 d. 1778), blev født i Hamborg 8. Marts 1725.
Da han var 9 Aar gammel, giftede hans Moder sig anden Gang med Chefen for et af Danmarks største Handelshuse, Etatsraad Joost v. Hemert. Det faldt derefter naturligt, at B. blev opdraget til Handelen, hvortil han sikkert har medbragt gode Evner, som han udviklede ved ihærdig Virksomhed i Stiffaderens omfattende Forretning, hvor han blev Kompagnon.
Man nærede ogsaa den Tillid til hans Handelsdygtighed, at man paa en Generalforsamling 1761 udnævnte ham til «handelskyndig Hovedparticipant» og 1769 til Direktør i det den Gang mægtige asiatiske Kompagni. Da Oktroien 1772 skulde fornyes, ytrede der sig dog en Del Misfornøjelse med Direktionen. Kompagniet beskyldtes for at have ligget i Dvale i de sidste Aar, og en ny Direktion valgtes. Samtidig udspandt sig heraf en hel Pennefejde mellem Datidens betydeligste Handelsmænd, hvori ogsaa B. deltog. – B., der var bleven Agent 1760 og Grosserer i Kjøbenhavn s. A., havde ogsaa ved samme Tid fungeret i Kurantbankens Tjeneste, hvor han o. 1765 blev Bankokommissarius.
1764 fik han Privilegium paa at anlægge et Sukkerraffinaderi i sin Gaard paa Christianshavn. – 1755 var han bleven gift med Elisabeth Wasserfall (f. 1731 d. 1797), med hvem han havde flere Børn. 1776 blev han Etatsraad, og 1782 optoges han i den danske Adelsstand med Tilladelse til fremdeles at føre det fra hans Forfædre arvede Vaaben. Han døde 17. Dec. 1783.
https://runeberg.org/dbl/2/0042.html
| Behagen, Gysbert (I18183)
|
| 4060 |
BEn rigt begavet og myndig kvinde, men i høj grad hovmodig og pengegrisk.
Benedikte Margrethe Brockdorff ved blev at styre sine Godser, ogsaa efter at hun havde indgaaet nyt ægteskab
med Grev Christian Ditlev Reventlow, en Søn af Storkansleren og Broder til Anna Sophie, som senere blev Kong
Frederik IV.s Dronning. Han var Officer og Diplomat, stod baade i dansk og fremmed Tjeneste og anvendtes
derfor til mange forskellige Hverv i de urolige Aar, der indledede det attende Aarhundrede.
I den spanske Arvefølgekrig blev han General i den kejserlige Hær under Prins Eugen, der satte stor Pris paa
ham, men ved Danmarks fornyede Krig med Sverrig vendte han hjem, og det betroedes ham at føre Felttoget i
Skaane i 1709, hvor hans Ledelse dog ikke førte til noget heldigt Resultat, selv om han ikke kan bebyrdes med
det hele Ansvar for Nederlaget. Et stort Arbejde udrettede han derimod, dadet blev ham overdraget at bringe
Altona paa Fode, efter at Magnus Stenbock med barbarisk Grusomhed havde ladet den afbrænde, da han efter
Slaget ved Gadebusch rykkede ind i Holsten.
Saa virksom og handlekraftig Reventlow var i sin Tjeneste, saa svag og føjelig skal han have været hjemme,
hvor Konen førte et uindskrænket Regimente, der ganske vist var præget af megen Energi og Dygtighed, men ogsaa
af stor Vilkaarlighed og en Mangel paa Elskværdighed og Hensyn til andre Menneskers Interesser, der opvakte
almindelig Forbitrelse mod hende; men fremfor alt var Gerrighed og umættelig Griskhed efter Penge det sorte
Punkt i hendes Karakter, der i mangfoldige Tilfælde forledte hende til Handlinger, som hun havde liden Ære
af. De omfattende Godser, som hun og hendes Mand besad, styrede hun med fast Haand og arbejdede sit hele Liv
igennem for at forøge og forbedre dem. Af de lollandske fik hun i Aaret 1736 oprettet Stamhuset Krænkerup, der
med Hovedgaarden Krænkerup, Rosenlund og Nørregaard og det tilhørende Bøndergods omfattede noget over 1000
Tønder Hartkorn, beliggende væsentlig i Radsted, Slemminge, Fjelde og Thoreby Sogne. | Brockdorff, Benedicte Margrethe (I8288)
|
| 4061 |
Benedict Rantzau til Quarnbek (1515),Gross Nordsee (1505—07) og Schönhorst (1509—15), fik 1503 en Faddergave af Hertug Frederik, hyldede 1523 (til Gross Nordsee), opføres 1530 i Rostjenestelisten, førte 1533 Klage over Raadet i Kiel over Indgreb i sine Rettigheder, levede 1535 var død 1542. Gift m. Catharine v. Ahlefeldt (Forældre: Godske v. A. til Bossee og Beke Stake) | Rantzau, Benedict (I2941)
|
| 4062 |
Benedict, udstedte 1390 et gældsbrev til Timmo Bozendal mod pant i sit gods i Rækkeby, nævnes 1397-98 til Krønge, nuværende på Engestofte ting, havde før 1398 givet Gert Ketelhodt pant i sit gods i Badeby, Langholm og Gloslunde, afhændede 1401, da ridder, al sit efter fader og moder arvede gods. Død kort før 1407. - | Ahlefeldt, Benedict von (I1419)
|
| 4063 |
Benedikt (Bendix) von Ahlefeldt (* 1685; † 1739 auf Gut Niendorf) war
Geheimer Rat, Kanzleipräsident und Kammerherr des Herzogs Karl
Friedrich. Leben
Benedikt von Ahlefeldt wurde 1685 geboren und war der Schwager von
Detlev von Ahlefeldt. Er studierte begleitet von seinem Hofmeister
August Simon Lindholtz drei Jahre an der Universität in Halle und
besuchte während der nächsten drei Jahre die Höfe von Frankreich,
Italien, England und Deutschland. Von seiner Reise heimgekehrt trat er
in den Herzoglich Gottorpschen Dienst. 1719 war er Geheimer Rat,
Kanzleipräsident und Kammerherr des Herzogs Karl Friedrich, sowie
Landrat und Amtsmann von Tremsbüttel und Steinhorst. Bei verschiedenen
Gelegenheiten war er Gesandter des Herzogs an den Höfen von Berlin und
Stockholm. Die letzten Jahre seines Lebens verbrachte er auf seinem Gut
in Haselau. Das Gut Haseldorf erbte er 1726 von seiner Stiefschwester
nach dem Tode seines Schwagers Detlev von Ahlefeldt. Nach der Übernahme
des Gutes Haseldorf schätzte man sein Vermögen auf 150.000 Thaler. Durch
die großen Überschwemmungen in der Haseldorfer Marsch in den Jahren 1717
und 1720 verlor er ein großen Teil seines Vermögens.
Mit seiner Frau Charlotte Amalia von Reventlow, Tochter des Detlev von
Reventlow auf Stubbe und der Magdalena Sibylla, geborene Gräfin von
Dernath, hatte er elf Kinder, von denen jedoch fünf (unter ihnen eine
Tochter) frühzeitig starben. Die Namen sind nicht bekannt, weil das
Haselauer Kirchenbuch im Jahre 1756 bei der großen Überschwemmung mit
dem Pastorat fortgespült worden ist. Die übrigen sechs Kinder waren:
Benedikt (1715–1773), Detlev Benedikt, Christian Gerhard, Marie
Elisabeth, Carl Friedrich und Margaretha Hedwig. Benedikt von Ahlefeldt
starb 1739 bei einem Besuch auf Gut Niendorf bei Lübeck.
Literatur
Schleswig-Holsteinische Ritterschaft: Beitrag zur Adelsgeschichte
Deutschlands und Dänemarks, Seite 17 (Schleswig 1869)
Kilde: Wikipedia
| Ahlefeldt, Bendix von (I8284)
|
| 4064 |
Benedikt (Bendix) von Ahlefeldt (* 17. Mai 1593 in Haseldorf; † 18. Mai
1634 ebenda) war Erbherr auf Haseldorf, Osterrade, Kluvensiek und
Klosterpropst zu Uetersen. Leben Grabplatte des Benedikt von Ahlefeldt
in der Sankt-Gabriel-Kirche zu Haseldorf
Er studierte an der Leucorea in Wittenberg und wurde nach seiner
Rückkehr Holstein-Gottorfischer Geheimer Rat und Propst in Preetz.
Benedikt von Ahlefeldt hatte ein sehr hohes Ansehen, so dass keine
wichtige Entscheidung im Staat ohne ihn vorgenommen oder beschlossen
wurde, so beendigte er unter anderen die Grenzstreitigkeiten mit
Dänemark. Später übersetzte er die Schleswig-Holsteinische
„Hof-Gerichts-Ordnung“ in die deutsche Sprache.
Er, der 1569 in dem Krieg mit den Dithmarschern Mitglied des fürstlichen
Kriegsrats war, geriet später wegen verschiedener Dinge, insbesondere
über den Besitz und die Nutzung des Aussendeichs an der Elbe, mit seinem
Bruder Wulff von Ahlefeldt in heftigen Streit. Dieser Bruderzwist hatte
nicht allein Prozesse und Rechtsstreitigkeiten, sondern auch arge
Gewalttaten zur Folge und vererbte sich auf ihre Söhne Detlev von
Ahlefeldt und Marquard von Ahlefeldt, unter denen sich blutige Todfehde
entwickelte, so dass sie sich letztendlich gegenseitig umbrachten.
1626 wurde Benedikt von Ahlefeldt zum Klosterpropst des Klosters
Uetersen gewählt und behielt dieses Amt bis 1634 bei.
Kilde: Wikipedia | Ahlefeldt, Klosterprovst Bendix von (I5123)
|
| 4065 |
Benedikt (Bendix) von Ahlefeldt (* vor 1543; † 1586) war Erbherr auf
Haseldorf und Träger des Dannebrog-Ordens und des Elefanten-Ordens.
Bendix von Ahlefeldt war der ältester Sohn von Friedrich von Ahlefeldt
(† 1543) und war Erbherr auf Haseldorf. Im Jahre 1559 war er königlicher
Kriegs-Commissair bei dem Zuge gegen die Ditmarscher. 1560 begleitete er
mit noch 39 Holsteinischen Edelleuten den Herzog Adolph nach England zum
Besuch bei der Königin Elisabeth. Im Jahre 1562 ließ er sich mit Gosche
von Ahlefeldt zusammen in Wittenberg unter die Zahl der dort
Studierenden aufnehmen. 1564 kehrte er zurück und wurde Rat des Herzogs
Adolph von Gottorp und arbeitete als solcher an der neuen
Landgerichtsordnung, die 1573 in Hamburg in gedruckter Fassung erschien.
Im Jahre 1571 wurde er Propst von Kloster Preetz. 1575 und 1576 war er
Bevollmächtigter des Herzogs in der Kommission zur Beilegung der
Grenzstreitigkeiten zwischen dem König und dem Herzog Hans dem Älteren.
In dieser wurden die genauen Grenzen zwischen dem Herzogtum Schleswig
und Jütland festgelegt. Im Namen des Herzogs erhielt er am 3. Mai 1580
den Elefanten-Orden. Am 19. September 1581 brachte er nach dem Ableben
des Herzogs Johann dem Älteren den Erbteilungsvertrag zwischen dem König
und dem Herzog Adolph in Flensburg zu Stande.
Aus Kummer über den Tod
seines ältesten Sohnes Friedrich († 1586) starb er im Jahr 1586. Seine
Gemahlin war Emerentia von Brockdorff, die Tochter von Detlev von
Brockdorff, Herr auf Gaartz, Windebye, Bosenhof, Burow und Mannhagen und
der Margaretha von der Wisch aus dem Hause Ascheberg. Zusammen hatten
sie sieben Kinder.
Quellen
Schleswig-Holsteinische Ritterschaft: Beitrag zur Adelsgeschichte
Deutschlands und Dänemarks, Seite 11 und 12 (Schleswig 1869)
Kilde: Wikipedia
| Ahlefeldt, Bendix von (I3922)
|
| 4066 |
Benedikt (Bendix) von Ahlefeldt († 1698) war Herr auf Haseldorf, Haselau
und Träger des Danebrog-Orden.
Benedikt von Ahlefeldt war der älteste Sohn von Detlev von Ahlefeldt und
besaß die Güter Haselau und Haseldorf und erhielt durch Heirat die
sächsischen Güter Gamich und Meischau. Bis 1678 war er Kammerherr und
Geheimer Hof- und Justizrat in Kursächsischen Dienst. 1678 trat er in
den fürstlich Gottorpischen Dienst ein und wurde Landrat und Amtmann von
Reinbek und Tondern (1692–1698). Er war Ritter des Danebrog-Ordens.
Seine erste Frau, die er am 21. Juli 1674 im Schloss Haselau heiratete,
war Johanna Magdalena von Hanau, Besitzerin der Güter Gamich und
Meischau und die Tochter des August von Hanau und der Maria Brandin von
Lindau. Sie starb am 15. Mai 1675 nach der Geburt ihres ersten Kindes.
Nach dem Tod seiner ersten Frau heiratete Benedikt von Ahlefeldt Maria
Elisabeth von Moltke, die Tochter von Claus Levin von Moltke auf
Warleberg und der Adelheid von Buchwald. Sie starb 1722 als Mutter von
sieben Kindern, unter ihnen war auch Christian Albrecht von Ahlefeldt.
Literatur
Schleswig-Holsteinische Ritterschaft (Hrsg.): Beitrag zur
Adelsgeschichte Deutschlands und Dänemarks. Schleswig 1869, S. 16.
Kilde: Wikipedia | Ahlefeldt, Bendix von (I7016)
|
| 4067 |
Benedikt (Bendix) Wilhelm von Ahlefeldt (* 11. August 1678; † 10.
Februar 1748) war Herr auf Gut Kaden, Major und Landrat.
Benedikt Wilhelm von Ahlefeldt war Herr auf Kaden und Klein Nordsee bei
Kiel. Er war Major bei den Dragonern in Holstein und später Landrat. Von
Ahlefeldt war einer der ersten der neben Hans zu Rantzau die
Leibeigenschaft auf seinen Gütern abschaffte. Im Jahr 1704 heiratete er
Magdalena von Rantzau (1681-1754), die Tochter des geheimem Rats und
Ritter vom Danebrog-Ordens Cai von Rantzau auf Neuhaus und dessen Frau
Catharine Margaretha von Blome. Sie brachte 70.000 Thaler Mitgift in die
Ehe. Zusammen hatten sie fünf Kinder und vier Enkelkinder, unter ihnen
war auch Cay Wilhelm von Ahlefeldt
Literatur
Schleswig-Holsteinische Ritterschaft: Beitrag zur Adelsgeschichte
Deutschlands und Dänemarks, Seite 20 (Schleswig 1869)
Kilde: Wikipedia | Ahlefeldt, Bendix Vilhelm von (I8548)
|
| 4068 |
Benedikt von Ahlefeldt (1678–1757)
Benedikt (Bendix) von Ahlefeldt (* 11. November 1678 in Seestermühe; †
10. Juni 1757 in Uetersen) war Gutsherr der holsteinischen Güter Jersbek
und Stegen, zeitweilig mäzenatischer Direktor der Hamburger Oper,
Erbauer des Jersbeker Barockgartens mit Gartenhaus und des heute noch
vorhandenen Jersbeker Eiskellers sowie Klosterpropst zu Uetersen.
Er kam im öffentlichen Leben zu hohem Ansehen und bekleidete bedeutende Ämter
(königlich-dänischer Landrat und Mitglied des gemeinsamen
schleswig-holsteinischen Landgerichts; Ritter vom Dannebrog-Orden;
Geheimer Rat).
Leben
Benedikt von Ahlefeldt war der Erstgeborene von neun Kindern der ersten
Ehe des Herrn auf Gut Seestermühe Hans Heinrich von Ahlefeldt mit
Dorothea von Ahlefeldt. Am 30. Juni 1704 heiratete er in Hamburg die
Witwe Anna Margaretha (von) Rantzau, geb. von Buchwaldt (* 26. Juni
1678; † 5. September 1730), einzige und damit Erbtochter von Jasper von
Buchwaldt zu Jersbek und Stegen. Laut Ehekontrakt brachte Ahlefeldt
40.000 Reichstaler als Mitgift in die Ehe, aus der die vier Kinder Hans
Hinrich (* 1707; † 19. März 1730 in Paris), Adolph Jasper (* 29. August
1712 in Hamburg; † 3. Dezember 1761), Metta Henrietta (* um 1714; ∞ 1733
mit Georg Ludwig Baron von Oberg, Gut Schwicheldt bei Peine) und Gerhard
Bendix (* um 1715; † Februar 1755) hervorgingen. Am 1. Mai 1734
heiratete er die bereits 49 Jahre alte und ihrerseits verwitwete Anna
Christine (von) Blome, geb. (von) Rantzau (* 1683; † 9. Februar 1739 in
Kiel).
Nachdem die Verwaltung der Güter für Benedikt von Ahlefeldt immer
mühseliger geworden war, übergab er das Eigentum an den Gütern zum 1.
Oktober 1754 unter Beibehaltung des Wohnrechtes in Jersbek an seinen
Sohn Adolf Jasper von Ahlefeldt. Am 10. März 1755 verzichtete er auch
auf das Wohnrecht in Jersbek und zog endgültig nach Uetersen, wo er am
10. Juni 1757 starb. Er wurde mit viel zeremoniellem Aufwand in einem
„großen hölzernen Doppelsarg“ im Familien-Erbbegräbnis zu Sülfeld
beigesetzt. Ämter, Titel und Ehrungen
Benedikt von Ahlefeldt war königlich-dänischer Landrat (8. August 1711)
und Mitglied des gemeinsamen schleswig-holsteinischen Landgerichts (seit
1731); er erhielt die Titel eines Kammerjunkers (vor 1708), eines
Konferenzrats (vor 1715) und eines Geheimen Rats (seit 1734); er war
Propst des Adeligen Klosters Uetersen (seit 1732) und Ritter vom
Dannebrogorden (seit 1731). Damit rangierte er in der ersten der neun
Rangklassen der hoffähigen Personen. Direktion der Hamburger Oper
Benedikt von Ahlefeldt übernahm – als Hauptperson bei dem
Direktionsregiment - am 22. Mai 1722 mit Friedrich Christian von
Wedderkop und anderen „in Hamburg residierenden auswärtigen Gesandten"
rückwirkend ab Ostern 1722 zunächst auf sechs Jahre die Direktion und
Pachtung der bisher von Hofrat Gumprecht geleiteten Hamburger Oper am
Gänsemarkt, die etwa 2.000 Zuschauern Platz bot. Die Jahrespacht betrug
1.200 Reichstaler. Nachdem die Mitdirektoren bereits 1723 ihren
finanziellen Verpflichtungen nicht mehr nachgekommen und demzufolge
Ostern 1724 ausgeschieden waren, hat Benedikt von Ahlefeldt die Oper als
alleiniger mäzenatischer Direktor noch zwei Jahre mit großen Kosten und
Schaden fortgeführt, um sich dann am 15. März 1726 wegen allzu hoher
Kosten von den beiden letzten Kontraktjahren durch eine ansehnliche
Summe loszukaufen.
Nachdem das Opernhaus ab 1722 in besseren baulichen Zustand gesetzt,
viele neue Dekorationen (u. a. von dem bekannten Theatermaler Giacomo
(Jacob) Fabris) gemalt und Kleider angefertigt worden waren, genoss die
Oper in Hamburg damals europäischen Ruf. Die musikalische Leitung der
Hamburger Oper lag in dieser Zeit bei Georg Philipp Telemann als
„Director musices“. Es wurden - in den Jahren jedoch immer weniger -
Opern u. a. von Georg Friedrich Händel, Telemann, Johann Mattheson und
Reinhard Keiser aufgeführt.
Benedikt von Ahlefeldt wird eine „bewundernswerte“, aber leider
verschollene Librettosammlung der von 1678 bis 1744 in Hamburg
aufgeführten und gedruckten Singspiele zugerechnet.
Barockgarten mit Gartenhaus
Benedikt von Ahlefeldt ließ – wie zuvor sein Vater Hans Hinrich von
Ahlefeldt auf Seestermühe – in den Jahren nach 1726 in Jersbek neben die
vorhandene Gutsanlage mit Herrenhaus und Wirtschaftsgebäuden einen rund
8,8 ha großen prächtigen Garten im französischen Stil anlegen und
vermutlich 1740 fertigstellen. Der in den Grundzügen symmetrisch
angelegte Garten „in der klassischen Dreiteilung von Blumenparterre,
Boskett (Heckengarten) und Waldquartier“ enthielt Schnörkelbeete mit
seltenen Orangerie-Gewächsen, Hecken, Alleen, Springbrunnen,
Wasserbecken, Küchenbeete, Obstgärten mit allen erdenklichen Arten von
Früchten, darunter sogar Feigen, Baumrondell, ein Lusthaus und viele
prächtige Plastiken. Der Garten war mit vielen Statuen und Vasen
geschmückt. Ihre Fortsetzung fand „die Anlage in einer vierreihigen
Lindenallee mit einem Blick in die unendliche Weite, wie ihn die
Barockzeit liebte.“ Der Jersbeker Garten im französischen Barockstil war
die größte Sehenswürdigkeit Jersbeks („Im August 1744 war sogar ein
regierender deutscher Reichsfürst für kurze Zeit Gast in Jersbek.
Kurfürst Clemens August von Köln, der jüngste Bruder des damaligen
deutschen Kaisers, Karl VII. ließ sich“ – vermutlich durch Vermittlung
von Georg Ludwig Baron von Oberg - von Benedikt von Ahlefeldt den
berühmten Jersbeker Garten zeigen.) und war neben denen von Traventhal
(um 1740-1750 errichtet) und Seestermühe der schönste
Schleswig-Holsteins um die Mitte des 18. Jahrhunderts. Heute sind nur
noch das Allee-Gerüst und die Hauptwege der einstmals so großartigen
Anlage erhalten, während die Schnörkelbeete und Boskette durch Wiesen
oder Weideflächen ersetzt worden sind.
Benedikt von Ahlefeldt ließ 1747 eine Ansicht des Gartens in der
Vogelperspektive von dem berühmten Hamburger Baumeister Ernst Georg
Sonnin zeichnen und von Christian Fritzsch in Kupfer stechen. Am Rande
der Zeichnung wurde eine Skala angebracht, „wodurch Länge, Breite und
Größe eines jeden Gegenstandes ausgemessen werden können.“ Dieser Stich
wurde in der Folgezeit zwei- oder dreimal abgewandelt.
Die Hauptachse des Gartens ging, wie die alte Gutsachse, von einem von
Linden und Hecken gesäumten Rondell vor dem Torhaus aus nach Nordosten
und war ausgerichtet auf ein eigens wohl um 1739 erbautes
Gartenschlösschen, das „Gartenn Hauß". Mittelpunkt der Hofhaltung in
Jersbek, die u. a. von den Komponisten Reinhard Keiser und Filippo
Finazzi, dem Baumeister Sonnin (Schöpfer der Hamburger Michaeliskirche)
und dem Hamburger Dichter Friedrich von Hagedorn genossen wurde, war
sicherlich das Gartenhaus, in dessen mittlerem Saal Opern und Konzerte
aufgeführt werden konnten, „für die eine eigene italienische
Musikerkapelle“ angeblich gehalten oder zumindest gemietet wurde.
Klosterpropst zu Uetersen
Benedikt von Ahlefeldt wurde am 23. Februar 1732 von der Priorin und den
Konventualinnen des adeligen Klosters Uetersen zu deren Klosterpropst
gewählt. Dies war kein geistliches, sondern ein weltliches
(Verwaltungs-)Amt. Seine Exzellenz – so der Titel des Klosterpropstes,
der damit automatisch Mitglied der Fortwährenden Deputation der Prälaten
und Ritterschaft war - hatte als weltlicher Arm die Angelegenheiten und
Rechte des Klosters im Namen der Priorin (nur nach außen) zu vertreten.
Er hatte nicht nur mit der Priorin Anna Emerentia von Reventlow, die
„einen ausnehmend männlichen und gesetzten Charakter hatte“, sondern
auch mit deren Nachfolgerin Marie Antoinette Reichsgräfin von Ahlefeldt
zu Langeland und Rixingen seit dem 3. Mai 1754 dauernd Streitigkeiten,
weil diese ungefragt Entscheidungen bei der Wahl und der Einsetzung
verschiedener Klosterbedienten traf, für die zuvor der Klosterpropst zu
befragen war.
Benedikt von Ahlefeldt ließ als Bauherr das heute noch bestehende
Propsteigebäude (1733/34) und die neue Klosterkirche in Uetersen durch
seinen Architekten Jasper Carstens errichten. Zu der feierlichen
Einweihung der Kirche am Sonntag, dem 7. Dezember 1749 (2. Advent),
kamen vermutlich 10 Musiker und 8 Sänger aus Hamburg zusammen mit dem
Komponisten, Kapellmeister und Kastratensänger Filippo Finazzi, den
vermutlich Benedikt von Ahlefeldt für die Gesamtsumme von 147
Reichstalern engagiert hatte.
Benedikt von Ahlefeldt erreichte durch seinen Charme, die
selbstherrliche Priorin Anna Emerantia von Reventlow so zu überzeugen,
dass seine Enkelin Metta von Oberg (* 10. November 1737–25. Oktober 1794
in Uetersen) als „Auswärtige“ „durch Belieben des Convents“ einen
Klosterplatz erhielt und nach Entrichtung des Immatriculations-Geldes
von 125 Reichstaler Species am 26. März 1743 eingeschrieben wurde. Sie
war mit der 15 Jahre jüngeren Uetersener Konventualin Gräfin Augusta
Louise zu Stolberg-Stolberg befreundet, die als „Goethes Gustchen“ durch
ihren Briefwechsel mit Johann Wolfgang von Goethe berühmt wurde.
Schulden zum Zeitpunkt des Todes
Benedikt von Ahlefeldt erhielt sowohl von seinen Großeltern als auch von
seinen Eltern ganz beträchtliche Erbschaften und Zuwendungen, wovon
40.000 Reichstaler als Mitgift in die 1704 geschlossene Ehe eingebracht
wurden.
Nach dem Tod der ersten Ehefrau wurde 1734 ein Vergleich geschlossenen,
wonach die beiden Söhne dem Vater trotz neuer Eheschließung auf
Lebenszeit die Nutznießung der Güter überließen, selbst eine jährliche
Apanage vom Vater erhielten und der Vater verpflichtet wurde, „dass er
keine neuen Schulden machen, sondern vielmehr aus allen Kräften sich
dahin bestreben wolle, dass seine jetzigen Schulden, die er seinen
Herren Söhnen bona fide eröffnet und namhaft gemacht, nach und nach
abgetragen werden“.
Benedikt von Ahlefeldt hatte kurz vor seinem Tod nach dem „Status
Creditorum auf Michaelis Anno 1754“ Schulden von nur 10.002 Reichstaler
zwölf Schillinge Courant hinterlassen, sodass die immer wieder
kolportierte Aussage falsch ist, er hätte sich wegen Überschuldung
„genötigt (gesehen), sein gesamtes Eigentum an seinen Sohn Adolf Jasper
zu verpfänden“. Richtig ist, dass sein Sohn Adolph Jasper von Ahlefeldt
und sein Enkel Bendix Wilhelm Georg Baron von Oberg die Güter innerhalb
von nur 20 Jahren in den Ruin getrieben haben, sodass sie 1774 an
Paschen von Cossel verkauft wurden.
Kilde: Wikipedia | Ahlefeldt, Bendix von (I8819)
|
| 4069 |
Beneficeret plads i Vallø adelige Stift | Løvenskiold, Frederikke (I23906)
|
| 4070 |
Bengt Magnusson utnämndes till biskop 1220 efter förutvarande biskopens död, brodern Karl.
Han tog initiativ till ombyggnad av Linköpings domkyrka till den praktfulla katedral, som pryder stadens centrum idag. Domkyrkan är Sveriges första gotiska byggnadsprojekt, den första av Sveriges kyrkor som inte byggdes med traditionellt romanskt formspråk utan i enlighet med gotikens ideal.
| Magnusson, Bengt (I269)
|
| 4071 |
Benny gifte sig med sin morbror (som också var hennes kusin) Ferdinand Reventlow och bosatte sig på Brahe Trolleborg och tillbringade somrarna på Pederstrup. Familjen ägde flera andra slott och var säkert bland Danmarks mest förmögna. Där levde Benny nästan som en drottning och styrde över ett stort hushåll med en talrik tjänarstab. Hon och hennes son Christian Einar, som var den ende överlevande av åtta syskon, fick mycket stor betydelse för de svenska släktingarna.
Kilde: Reventlows svenske historia v. Magnus Fürst | Reventlow, Komtesse Benedicte Christiane (I12940)
|
| 4072 |
Mindst én nulevende eller privat person er knyttet til denne note - Detaljer er udeladt. | Hepburn, Trisha Anne Macarthur (I22464)
|
| 4073 |
Benyttedes i forskellige kgl. kommissioner, bl.a. angående den ny matrikel og ryttergodsets indrettelse. | Rosenørn, Peder Madsen (I7295)
|
| 4074 |
Benævnes Wille i DAA 1939 (som tekstbemærkning til faderen Iven Reventlow). I DAA 1883 benævnes hun Vibe. | Reventlow, Wille (I18784)
|
| 4075 |
Beseglede 1398 Forliget I Almarsteg, 1408 Ridder | Brahe, Axel Pedersen (I1607)
|
| 4076 |
beseglede 1439 (Hr. Grouen Reventlowen son) med Broderen Hartvig og dennes Søn et af Joachim Breide til Cismar Kloster udstedt Skøde. | Reventlow, Claus (I18125)
|
| 4077 |
Beseglede 1469 adelens forbundsbrev
| Reventlow, Lyder (I3033)
|
| 4078 |
Beseglede den skaanske adels fuldmagt til Stænderne i Danmark om at hylde Junker Oluf | Brahe, Peder Thorkildsen (I1147)
|
| 4079 |
beseglede i 1469 Adelens Forbundsbrev (Hans Reventlowe, Hinrikes son), er vel den i Bordesholm Kirke begravne Hans Reventlow, paa hvis Ligsten læses: anno. dni MCCCCXCIIII in die palmarum obiit validus vir Hans Reventlow — md • obiit Anna uxor eius. or. pro eis.
| Reventlow, Hans (I2277)
|
| 4080 |
beseglede ligeledes i 1469 umiddelbart foran Henrik, beskyldtes 1480 i Ditmarskernes Klager f or sammen med Henrik Breide at have villet hævne Henrik Reventlows (Broderens eller Faderens? ) Drab.
| Reventlow, Ditlev (I2123)
|
| 4081 |
beseglede ligeledes i 1469, | Reventlow, Henrik (I2027)
|
| 4082 |
BESIDDELSER: Altenhof og Glassau
TITEL: Greve, Blev adlet 1767
I 1755 fik den unge prins Christian sin egen hofstat med tjenestegørende embedsmænd under ledelse af gehejmeråd Christian August von Berckentin, der var medlem af Gehejmekonseilet og havde haft en fornem karriere. Han havde været diplomat og var en overgang oversekretær i datidens udenrigsministerium, Tyske Kancelli, og stod Frederik 5. nær. I dag huskes han nok mere som den, der lod Det Berckentinske Palæ - nu Odd Fellow Palæet - opføre i Bredgade i København. Von Berckentin fik titlen overhofmester, mens den meget aristokratisk indstillede, holstenske adelsmand og ligeledes tidligere diplomat, senere gehejmeråd og overkammerherre Ditlev Reventlow, blev hofmester.
Af navn var det altså von Berckentin, der havde det overordnede ansvar for opdragelsen af den designerede konge, men han overlod det praktiske arbejde til Ditlev Reventlow og døde for øvrigt alleredei 1758 efter kun tre år.
Ditlev Reventlow var af en ganske anden støbning. Selvom han også fremover fik en strålende løbebane som topembedsmand, savnede han de pædagogiske evner, der skulle til for at vinde den unge prins forsig. I 1763, samme finanser ved nedskæringer og øgede skatter. Noget sådant er som bekendt aldrig populært. Derudover udnævntes han i 1764 til 1. deputeret for finanserne og for Generaltoldkammeret, i1765 til direktør for den nyoprettede Fond ad usus publicos, som fik sine indtægter fra ekstraordinære multker og konfiskerede midler og som bl.a. fandt anvendelse til gratifikationer til veltjente embedsmænd og andre offentlige formål efter kongens bestemmelse.
I 1767 fulgte dernæst udnævnelsen til øverste chef for Kommerce-kollegiet, hvor han afløste J.h.e. Bernstorff. Sidstnævnte år blev han tillige belønnet med ophøjelsen til dansk greve som en anerkendelse af sin indsats ved indgåelsen af den foreløbige mageskiftetraktat med Rusland, ifølge hvilken Katarina 2. på sin umyndige søn Pauls vegne gav afkald på alle rettigheder til det tidligere gottorpskeSlesvig. Der kunne næppe sættes mange fingre på Reventlows hæderlighed som embedsmand, men måske bar netop hans samvittighedsfuldhed, hans bekæmpelse af enhver form for embedsmisbrug og hans udtalte ordenssans samt hans rolle som drivkraften bag de fleste finansreformer i tiden før Struensee noget af skylden for beskyldningerne mod ham for medvirken til Christian 7.’s senere så uheldige og ulykkelige udvikling. Disse fik yderligere næring gennem hans bryske fremtræden, hidsige temperament og nærtagenhed over for kritik.
Som eksempel på, hvad der er blevet skrevet om Ditlev Reventlow og hans forhold til kronprinsen, kan nævnes heraldikeren, arkivar P.B. Grandjeans bemærkninger i artiklen om slægten Reventlow i Salmonsens Konversations Leksikon, bd. 20, 1926: » ... blev denne - 1755 - ansat som hofmester, senere overhofmester, hos kronprins Christian (VII), en stilling, som han trods sine gode kundskaber og sin anerkendte redelighed viste sig at være højst uskikket til, idet han ved urimelig hårdhed og plump, barsk optræden ligefrem indgød prinsen rædsel og yderligere forvirrede det sjælelig syge barnReventlowvar en brutal, hovmodig landjunker, ganske vist en mand med strengere sæder, end man ellers fandt dem blandt hin tids adelsmænd, sikkert også kundskabsrigere end de fleste af disse, men i høj grad usympatisk og fuldstændig uskikket til at lede et barns opdragelse. At der udkræves en åndelig anstrengelse hertil, at opdragelsesmåden må rette sig efter barnets karakter og være i stand til at lade sigændre, efterhånden som barnets udvikling træder ind i nye perioder, synes han aldrig at have tænkt sig. For Reventlow var al opdragelse en rå, ligefrem dressur, som den dummeste bonde kunne påtage sig, når han blot havde pisken i hånden, en fuldstændig legemlig og sjælelig underkuelse, hvor barnets selvstændighedsfølelse skulle knækkes, hans sind gøres modtagelig for alt det, man brutalt ville indprente ham. Drengen skulle opdrages i slavisk frygt, mildhed og overbærenhed var i Reventlows øjne blødagtighed.. Han opdrog derfor prinsen, som man dresserer hunde, men han sedergreen Bech er i sineartikler om Christian 7. og Ditlev Reventlow i den seneste udgave af Dansk Biografisk Leksikon, bd. 3 (1979) og bd. 12 (1982) noget mildere i sin dom over Reventlow: »... Ditlev Reventlow, en mand afutvivlsom hæderlighed, men med en håndfast og pedantisk opfattelse af opdragerens gerning, der indgav prinsen mere skræk end lyst til at tage ved læreMed støtte i bl.a. E.S.F. Reverdils memoirer har eftertiden fældet en hård dom over Reventlows opdragergerning. Det er vel også rigtigt, at han trods sine værdifulde karakteregenskaber ikke helt havde sin plads her. Hans moralske og religiøse grundsætninger, hans samvittighedsfuldhed og ordenssans var af en strenghed, der let lod mildere træk i hans væsen træde tilbage... Men påstanden om en skyld hos Reventlow for kronprinsens senere så ulykkelige udvikling afvises bestemt af samtidens som af eftertidens medicinske sagkundskab«.
Som prinsens egentlige hovedlærer ansattes i 1755 den tidligere pagehovmester, teologen Georg Nielsen, der 10 år senere blev kabinetssekretær og -kasserer hos dronning Caroline Mathilde og siden meddirektør ved Det kgl. Teater. Stillingen var tidligere blevet tilbudt den tyske forfatter Christian Fürchtegott Gellert, der blev en af foregangsmændene i den tyske oplysningstids borgerlige kultur, menhan havde takket nej. Georg Nielsen er blevet karakteriseret som en lærd, godgørende og elskværdig mand, en stor kunstkender og bogsamler, men tør og pedantisk og ude af stand til at vække sin elevs interesser. Han underordnede sig fuldt ud Reventlows pædagogiske metoder eller mangel på samme og overværede gang på gang, hvordan den lille, spinkle dreng blev korporligt afstraffet, tilmed i tjenerskabets nærværelse.
| Reventlou, Lensgreve Detlef de (I9639)
|
| 4083 |
BESIDDELSER: Altenhof, Dörphof og Glassau
| Reventlow, Cay Friedrich (I8980)
|
| 4084 |
BESIDDELSER: Altenhof, Glasau, Aschau og Hoffnungsthal
TITEL: Greve
Reventlow, Eugen Greve, 1798-1885, Diplomat, fødtes 27. Nov. 1798 og var ældste Søn af ovennævnte Statsminister Cai Friedrich Greve R. (d. 1834) og dennes 2. Hustru.
Han var født i Kjøbenhavn, men da Familien efter Faderens Udtrædelse af Statstjenesten 1802 var flyttet til Kiel, opdroges Sønnen der og studerede senere ved dette Universitet. Allerede 1819 blev han ansat som Legationssekretær i Berlin hos sin Onkel Grev Friedrich R. (Emkendorf), forflyttedes der fra 1823 i samme Egenskab til Petersborg, og da saa Onkelen 28. Sept. 1828 døde, udnævntes han 1829 til dennes Efterfølger. Denne Post havde fra Ungdommen af været Maalet for hans Ønsker. I det hele øvede Berlin mere og mere Tiltrækning paa det holstenske Ridderskab, medens dets Medlemmer sjældnere viste sig i Kjøbenhavn, – «den danske Luft», skriver en dansk Diplomat 1826, «behager ikke Holstenerne, naar de ikke ville betales, bekorses eller benøgles og betitles». Særlig var det vigtige Gesandtskab i Berlin godt paa Veje til at blive monopoliseret af de holstenske Reventlower, thi ligesom Eugen succederede Friedrich R. som Chef, saaledes afløstes han 1823 i Sekretærposten af sin Fætter Heinrich R. (Wittenberg), medens dennes Broder Ernst R. (Farve) var Attaché ved Gesandtskabet.
R. var ikke nogen betydelig Personlighed, men han var meget repræsentativ og følte sig som Chef for det holstenske Ridderskabs mægtigste Familie. Han blev ogsaa særlig begunstiget af den danske Regering. Næppe 21 Aar gammel var han Sekretær og i sit 31. Aar Gesandt. Allerede som Sekretær fik han Kammerherrenøglen (1825), modtog Danebrogsstorkorset 1834 og udnævntes 1841 til Gehejmekonferensraad. Men Faderens ridderskabelige Tendenser havde hos Sønnen udviklet sig til slesvig-holstensk Separatisme, og da det aabne Brev af 8. Juli 1846 udstedtes, begjærede han ufortøvet Afsked, som tilstodes ham. I 1848 og senere, da han efter at være bleven preussisk Undersaat var indtraadt i det preussiske Herrehus, spillede han heller ikke der nogen videre Rolle, og han døde 16. Nov. 1885 paa Altenhof, som han havde arvet efter Faderen.
Han var gift 1. med sin Kusine, Grev Christian Bernstorffs Datter Clara Charlotte Gerhardine (f. 22. April 1811 d. 13. Okt. 1832), 2. med Elisabeth f. Grevinde Voss (f. 3. Avg. 1812 d. 6. Jan. 1876).
Danmarks Adels Aarbog 1893, S. 383.
Zeitschr. d. Gesellsch. f. d. Gesch. Schlesw., Holst. u. Lauenb. XXII, 80 f. Bussche-Kessell, Gräfin Elise v. Bernstorff II, 3 f. 151 167. 201. 238.
Daae, Breve fra Danske og Norske S. 144.
P. Vedel. (Dansk Biografisk Leksikon, 1900)
| Reventlow, Eugen (I12691)
|
| 4085 |
BESIDDELSER: Baroniet Brahe-Trolleborg
TITEL: Greve, Kammerherre
Johan Ludvig greve Reventlow (28. april 1751 i København – 1. marts 1801 på Brahetrolleborg) var greve, lensbaron, landbopolitiker og godsejer, lillebror til Christian Ditlev Reventlow.
Johan Ludvig Reventlow opholdt sig ved Sorø Akademi fra 1764-1767, blev senere deputeret ved rentekammeret, og senere i Økonomi- og Kommercekollegiet og medlem af Landbokommisionen. Han overtog i 1775 baroniet Brahetrolleborg på Sydfyn, og i 1788 forlod han sine embedshverv for helt at koncentrere sig om godset.
Johan Ludvig Reventlow var som broderen Christian Ditlev Frederik Reventlow stærkt optaget af landboforholdene, og begyndte allerede kort efter overtagelsen af godset at indføre reformer; han afskaffede straffemidlerne og senere lempede han hoveriet og tilbød bønderne arvefæste og begyndte en udstykning af gårdene. Han gennemførte også landbrugstekniske nyskabelser, bl.a. introducerede han rapsdyrkning og indrettede industrielle virksomheder som garveri og hammerværk.
Også på skoleområdet udførte Johan Ludvig Reventlow en pionerindsats med forbedringer af skolerne i baroniet, og oprettelse af et lærerseminarium på Brahetrolleborg. Han opbyggede et forbilledligt skolevæsen, der blev suppleret med et ambitiøst indrettet lærerseminarium og en kostskole (Bernstorffsminde).
Han var ivrigt engageret i forberedelserne til statskuppet i 1784 og tog samme år initiativet til reformerne på det nordsjællandske krongods. Han øvede desuden indflydelse på skolelovgivningen, men koncentrerede især sin indsats om Brahetrolleborg, som han gjorde til et foregangsgods på landbrugets og især på skolevæsenets område.
Johan Ludvig Reventlow afskaffede således hoveriet og tilbød bønderne arvefæste, introducerede bl.a. rapsdyrkning, udskilte som den første avlsgårde, gennemførte landbrugstekniske nyskabelser og indrettede industrielle virksomheder som garveri og hammerværk. De udstrakte skove blev genstand for rationel behandling, og dårlig agerjord blev tilplantet.
Brahetrolleborg blev i Reventlows ejertid et samlingssted for tidens progressive idéer og personer, bl.a. Jens Baggesen.
Adskillige af Reventlows initiativer slog fejl, og godsets økonomi belastedes, mens andre blev retningsgivende for den fremtidige udvikling på landbrugets og ikke mindst skolevæsenets område, hvor grundlaget for nutidens folkeskole og for folkeoplysningsbevægelsen blev lagt på Brahetrolleborg. | Reventlow, Greve Johan Ludvig (I10111)
|
| 4086 |
BESIDDELSER: Baroniet Stampenborg og Viufgaard
I 1812 blev Nysø hovedsæde for baroniet Stampenborg, som herefter gik i arv i slægten Stampe. Jungshoved indgik i baroniet.
TITEL: Baron
| Stampe-Charisius, Holger Frederik Christian (I13283)
|
| 4087 |
BESIDDELSER: Borghorst
til Borghorst (ved Hyldingen 1580) død 1582; gift m. Birgitte Buchwald (Forældre: Otto B. til Wensin og Benedicte Rantzau); gift 2° efter 1585 m. Henrik Rumohr til Rumohrsgaard (Søbo) og Borghorst, f. Juni 1556 død 15 Dec. 1599. | Rantzau, Hans (I3822)
|
| 4088 |
BESIDDELSER: Brahesborg
TITEL: Kammerherre
Carl Adolph Rothe Treschow (24. januar 1839 på Brahesborg – 15. maj 1924 i København) var en dansk godsejer, bror til Christian og Frederik Treschow
Han var søn af Frederik Treschow og Andrea født Bjørn Rothe, blev 1857 student (privat dimitteret) og tog april 1863 slesvigsk juridisk eksamen. Treschow blev 1864 (titulær) jægermester, 1870 eforus for De Treschowske Legater og arvede 1871 Brahesborg, som han 1911 overdrog til sin søn Frederik Wilhelm Treschow. Han var 1880-1909 medlem af Odense Amtsråd.
Han blev 1873 kammerherre, 8. februar 1886 Ridder af Dannebrogordenen, 8. april 1898 Dannebrogsmand, 27. januar 1908 Kommandør af 2. grad og 19. juni 1922 Kommandør af 1. grad.
5. november 1864 ægtede han på Store Frederikslund Henriette Sophie Margethe komtesse Rantzau (3. juni 1844 - 10. juni 1911 på Brahesborg), datter af lensgreve Carl Frederik Rantzau og Caroline født Worsaae. Parret fik en datter, Benny Caroline Andrea Sophie Treschow (1865-1952), som blev gift med H.C.F.W. Cederfeld de Simonsen, og eftersom hendes bror Frederik Wilhelm Treschow døde barnløs, gik Brahesborg over til slægten Cederfeld de Simonsen. | Treschow, Carl Adolph Rothe (I13978)
|
| 4089 |
BESIDDELSER: Brahesborg
TITEL: Kammerherre
Frederik Wilhelm Rosenkilde Treschow, født Rosenkilde (5. juli 1811 i Roskilde – 11. december 1869 på Brahesborg) var en dansk godsejer og kammerherre.
Han var adopteret søn af højesteretsadvokat og godsejer Frederik Treschow og Jensine Palæmona født Aagaard og overtog 1854 Brahesborg fra faderen. 1856 blev han kammerherre, og han var også medlem af Odense Amtsråd. 1867 blev han optaget i den danske adel.
26. marts 1836 ægtede han i Garnisons Kirke Andrea Bjørn Rothe (3. juni 1814 i Rønne - 23. november 1885 i København), datter af kontreadmiral og kammerherre Carl Adolph Rothe og Benedicte født Ulfsparre de Tuxen. Børn:
Carl Adolph Rothe Treschow (1839-1924)
Benedicte Ulfsparre Treschow (4. januar 1841 på Brahesborg - 17. december 1917 i København), gift 1. gang med Carl David Withusen (1822-1874), 2. gang med Lorenz Frølich
Frederik Vilhelm Treschow (1842-1876)
Christian Rosenkilde Treschow (1842-1905)
Han er begravet på Gamtofte Kirkegård. | Treschow, Frederik Wilhelm Rosenkilde (I12088)
|
| 4090 |
BESIDDELSER: Ejede Mørkenborggården, Bobjerg, Lunde sogn, (bygget 1800)
| Mørkenborg, Jens Peder Jensen (I18099)
|
| 4091 |
BESIDDELSER: Ellbrechtshusen og Gross und Klein Nörffeln
TITEL: 1665 kommandant i Delmenhorst, 1671 Major i Oldenborg, 1675 Oberst. Guvernør i Oldenborg
1651 brandenburgsk oberstvagtmester ved reg. Wittgenstein, 1654 Major, 1665 oldenb. oberstvagtmester
Siges at have været den første godsejer i Jever, der gav sine bønder fri. | Ellebracht, Anton Günter von (I6540)
|
| 4092 |
BESIDDELSER: Erholm og Søndergårde
TITEL: Kammerherre, Hofjægermester, cand. jur.
Hans Christian Frederik Wilhelm Cederfeld de Simonsen (6. september 1866 i Nyborg – 2. januar 1938 på Risinge) var en dansk godsejer, far til Christian Cederfeld de Simonsen.
Han var søn af stiftamtmand og politiker Christian Cederfeld de Simonsen og hustru, blev fuldmægtig ved Sjællands Stiftamt og overtog 1899 stamhuset Erholm med Erholm og Søndergårde, som blev afløst 1927. Han blev 1901 hofjægermester, 27. august 1915 Ridder af Dannebrog, 1919 kammerherre og 28. november 1922 Dannebrogsmand.
Cederfeld de Simonsen var 1904-11 formand for Aarup og Omegns Landboforening, 1911-23 for De samvirkende fynske Landboforeninger, 1911-16 amtsrådsmedlem og 1913-21 sognerådsmedlem. Han var medlem af repræsentantskabet for Nationalbanken, formand for Den stående Voldgiftsdomstol for Handelen med Husdyr i Odense Amt, for Rørup Menighedsråd og for Aarup Ungdomshjem, medlem af bestyrelserne for Greve Karl Wedells Familiestiftelse, for Det Kongelige Danske Landhusholdningsselskab, for Kysthospitalet på Refsnæs og for Landbrugsmuseet i Lyngby, Landboforeningernes repræsentant i bestyrelsen for Fællesudvalget for Fjerkræavl, repræsentant i De almindelige Forsikringer for Landbygninger og for Det gensidige fyenske Brandassuranceselskab.
26. juli 1892 ægtede han i Gamtofte Kirke Benny Caroline Andrea Sophie Treschow (2. september 1865 på Brahesborg - 16. januar 1952 i København), datter af Carl Treschow og hustru. | Cederfeld de Simonsen, Hans Christian Frederik Vilhelm (I14404)
|
| 4093 |
BESIDDELSER: Eskær, Astrup, Skivehus, Osterade og Kluvensiek
Reventlow, Claus, 1693-1758, Højesteretspræsident, var Søn af Gehejmeraad Frederik R. (d. 1728) og fødtes 3. Dec.1693, studerede fra 1711 ved tyske Universiteter, var først Kammerjunker, udnævntes 1727 til Kammerherre og blev Aaret efter Amtmand over Skanderborg og Aakjær Amter samt 1730 Stiftamtmand i Aalborg Stift og Amtmand over Aalborghus, Aastrup, Børglum og Sejlstrup Amter. 1736 blev han Assessor i Højesteret og Hofretten og samme aar Gehejmeraad samt 1747 Gehejmekonferensraad. 1748 blev han Præsident i Højesteret. 1729 fik han det hvide Baand, blev 1748 Ridder af Elefanten og fik 1751 Enkedronningens Orden. 1756, da der skulde finde Valg Sted af en Koadjutor som eventuel Efterfølger af Fyrstebiskop Frederik August i Lybek, gjorde R., der var Domprovst i Lybek, ligesom han var Verbitter for Klosteret i Itzeho, paa Kongens Vegne med Energi og Dygtighed Arveprins Frederiks Kandidatur gjældende over for det gottorpske Huses Prætentioner. Det lykkedes ogsaa at indsætte Prinsen trods Kejserhoffets Modstand.
R. ejede flere Herregaarde, saaledes Eskjær (Nørre herred), som han solgte 1750, og Astrup, som han afstod 1749; Osterrade og Cluvensiek kjøbte han 1753. Tillige var han Ejer af Skivehus. Han døde 10. Maj 1758 i Kjøbenhavn.
R. var 2 Gange gift:
1. (7. Nov. 1727) med Christiane Barbara f. Rantzau, bekjendt for sin Lærdom (f. 1683 d. 16. Febr. 1747), Datter af Generallieutenant Johan R. og Sophie Amalie f. Friis og Enke efter Oberst Verner Parsberg til Eskjær(d. 1719);
2. (6. Nov. 1748) med Charlotte Dorothea f. v. Plessen (f. 25. Maj 1724 d. 25.Maj 1771), Dame de l’unionparfaite, Datter af Gehejmeraad Christian Ludvig v. P.
__________________
Holtegård blev 1742 solgt til hofmaler Jørgen Lassen, som udlejede den til gehejmeråd Claus R eventlow, der fik besøg af den unge Frederik 5. For at underholde kongen og hans følge blev der spillet komedie i haven. Her blev Holbergs "Maskerade" og "Diderich Menschenskræk" opført og kongen blev så begejstret, at han gav skuespillerne bevilling til et komediehus, hvad de inden forgæves havde ansøgtom. Grunden til det senere Kgl. Teater blev således lagt i Holtegårds have!.
__________________
Holsteneren Gehejmekonferensraad Claus Reventlow (1693-1758) afsluttede en hæderfuld Livsgerning som Justitiarius i Højesteret fra 1748 til sin Død. Han var Ejer af store Godser i Kongeriget og i Holsten. Efter Frederik V's Tronbestigelse havde der flere Gange været Tale om, at han skulde indtræde i Konseilet. Som Præses for Højesteret skaffede han sig stor Anerkendelse og var i det hele højt anset for Dygtighed, Kundskaber og ubestikkelig Hæderlighed. Han var afholdt af alle, og Bernstorff satte megen Pris paa ham. Han benyttede den ansete Adelsmand, der som Domprovst i Lübeck og Verbitter iItzehoe havde gode Forbindelser i Nordtyskland, til nogle Underhandlinger, hvorved det i 1756 lykkedes at faa Arveprins Frederik valgt til Coadjutor i Lübeck, et Hverv, hvorfra Reventlow skilte sig med Dygtighed og Held.
Bernstorffs venskabelige Forhold til Claus Reventlow styrkedes ved hans andet Ægteskab med Charlotte Dorothea Plessen (1724-1771), Yndlingsdatter af Christian Ludvig Plessen, der i sin Tid havde indført ham i Danmark. Til 1771 overlevede hun sin Mand, og Bernstorff betegnede denne gode Veninde som en , from og dydig Dame" og nævnede hende som en af de Kvinder i Riget, hvem han satte mest Pris paa.
_____________________
| Reventlow, Claus (I8845)
|
| 4094 |
BESIDDELSER: Frederiksdal
TITEL: Lensgreve, Kammerherre og amtmand over Præstø amt.
Johan Sigismund Ludvig lensgreve Schulin (16. oktober 1777 på Frederiksdal – 31. december 1836 sammesteds) var dansk godsejer og amtmand.
Schulin var søn af Frederik Ludvig Schulin og arvede landstedet og godset Frederiksdal. 1795 blev han student, privat dimitteret, 1800 immatrikuleret ved universitetet i Kiel, 1807 cand. jur. Han var amtmand over Præstø Amt 28. september 1824 til 9. august 1831, hvor han fik afsked med ventepenge. 1824 blev han kammerherre og 1. august 1829 blev han Ridder af Dannebrog.
Han var gift med Louise Elisabeth f. Brown (24. juli 1785 – 28. januar 1851). Fader til Johan Sigismund Schulin (f. 1808).
Et portræt af Schulin som barn (1783) udført af Jens Juel findes i Odense Bys Museer. | Schulin, Greve Johan Sigismund Ludvig (I11091)
|
| 4095 |
BESIDDELSER: Frijsenborg
TITEL: Greve
Til grevskabet Frijsenborg med Boller, Møgelkjær og Friisendal. Han var 1688-89 amtmand over Halds Amt. 1692-98 Stiftsamtmand i Århus og blev 1698 hvid Ridder. Han var også Stiftsamtmand i Viborg Stift, hvilket blev ombyttet til Aarhus. | Friis, Niels (I7063)
|
| 4096 |
BESIDDELSER: Fussingø og Selsø
TITEL: 1731 Kammerjunker, 1734 Kammerherre
Smukke Kvinder og Jagt var hans Passion. Mod næsten velvillig. | Scheel von Plessen, Mogens (I8578)
|
| 4097 |
BESIDDELSER: Gerdeshagen, Clausdorf og Klein Tessin
| Oertzen, Siegfred von (I5234)
|
| 4098 |
BESIDDELSER: Grevskabet Sandbjerg
TITEL: Greve
BIOGRAFI: Conrad Georg Reventlow, Greve, født 26/7 1749, Søn af Geheimekonferensraad, Greve Christian Detlev Reventlow (1710-1755) og Hustru Johanne Sophie Frederica f. Baronesse von Bothmer (1718-1754); gift 2/8 1783 med Friderica Sophie Rømeling, født 27/10 1759, død 22/8 1843 i Frankrig, Datter af Admiral Hans Henrich Rømeling og Hustru Edele Dorothea f. Scheel; Ægteskabet opløst 1786.
1760 vol. Kadet, 6/8 1766 Sekundtløjtnant, 1767 med Fregatten Havfruen til Middelhavet og Marokko, 9/12 1767 Kaptajnløjtnant, 15/10 1768 skal følge Professor Hee' Forelæsninger, 1769 med OrlogsskibetJuliane Marie i Eskadre, 15/3 1770 Kaptajn m. Anc. F. 8/3 1770, 1770-71 med Orlogsskibet Prins Friderich i Eskadre til Algier, 28/7 1771 Generaladjudant, 1771-72 Orlov for at opholde sig på sine godser, Kammerherre, 1773 Næstkommanderende på Orlogsskibet Cronprintzen i Eskadre, 29/12 1774 Ausculant i Adm.- og Kommis.-Kollegiet, 1776 Chef for Orlogsskibet Mars, sejlede dette til Frederiksværn, overtog der Orlogsskibet Dannebrog og førte det til København, 20/8 1778 tilladt at rejse til England paa egen Bekostning for at søge Lejlighed til at blive placeret paa den engelske Flaade, s. D. Kgl. Rejsepas, 22/9 1778 Instruktion for Rejsen, 6/11 1778 er kommet til London via Hamburg og Holland, 3/5 1779 melder at være kommet om bord på orlogsskibet Royal George med 100 kanoner, 6/9 1779 er med den engelske Flaade kommet tilbage til Spithead Red, "retirede for Fjenden fra Cap Lizard af. Saaledes har den engelske Flaade flygtet lige hertil, stedse uden Orden".
14/10 1779 melder fra Gosport, at han er sat i gældsfængsel. Glarmester Chr. Clausen i Kbh . har Transporteret 3 Obligationer til John Allen i Clements Inn i London, der har ladet ham fængsle, ved Gesandtens Medvirkning blev han løsladt og rejste til Danmark, 19/4 1780 Kongen udtaler sin tilfredshed med hans kampagne i engelsk tjeneste, hvortil han dog ikke skal vende tilbage.
1780 Chef for Fregatten Alsen til Kanalen for at beskytte den danske koffardifart, 24/9 1780 melder, at Alsen med Lods ombord grundstødte ved Indløbet til Portsmouth, Fregatten kom af Grunden efter enTimes Forløb med Assitance af et engelsk Orlogsskib, 1781 Chef for Fregatten Møen i Eskadre og derefter 1781-83 med samme til Vestindien, 14/6 1781 Instruktion for togtet, 19/6 1781 Sejlordre 28/8 1781 melder fra Lissabon, at der er udbrudt Foraadnelsesfeber ombord, 6 døde, 31 syge lagt paa det engelske Hospital sst. 11/9 1781 er der i alt 9 døde og 82 mand syge, 18/10 1781 har faaet de syge ombord og forsætter til Vestindien, 31/12 1781 Kommandørkaptajn, Juni 1783 Orlov for at bo på sine Godser og holde Bryllup, 26/5 1784 Assessor i Adm.- og Kom. Kollegiet dog uden Underskrift, 1784 Chef forOrlogsskibet Ditmarsken paa Besejling.
20/5 1785 Orlov for at rejse til Wiesbaden og Spanien, 1788 Orlov for at Opholde sig paa sine Godser, samme Aar Chef for Orlogsskibet Arveprins Fridrich i Eskadre, Skibet blev udlagt i de første Dageaf Oktober, men medio November beordret indlagt og oplagt paa Grund af Sygdom i Besætningen. 30/12 samme Aar nedsattes en Generalkrigsret for at undersøge Aarsagen til Sygdommen og de Syges Forplejning og eventuelt paadømme Sagen. Der var paa Togtet død 52 Mand, ved Hjemkomsten til Kbh. blev 182 lagt paa Hospitalet, i alt har 300 Mand været syge. 1 5/6 1789 ved Generalkrigsret dømt 1 Maaneds Arrest og Sagens Omkostninger for "betydelig Ligegyldighed" , 29/7 1789 blev Dommen af Kongen forandret til Frifindelse, men Reventlow skal betale sagens omkostninger.
1790 Chef for Orlogsskibet Prinsesse Lovisa Augusta i Eskadre, 31/7 1790 Kommandør, 10/2 1791 ansøger om tilladelse til at bo paa sine Godser i 8 maaneder, hvilket blev tilstaaet, 6/1 1792 fritages for Tjenesten i Adm.- og Kom Kollegiet, hans Orlov prolongeres stadig, 23/10 1795 Afsked efter Ansøgning med Pension, død 9/4 1815 paa Sandbjerg, begravet i Dybbøl Kirke.
Conrad Reventlow var, som flere af sine slægtninge, personligt overbevist om, behovet for at forbedre bøndernes kår. 1787-88 gennemførte han hovedgårdens udparcellering. Han havde nu også en mere privat grund til at gøre det. Allerede i sin søofficertid havde han vist dårlige evner som administrator og økonom, og han var ofte i finansielle vanskeligheder. Reventlows rådgiver, kammerråd Marcus Drohse, havde overbevist ham om, at en udparcellering ville blive en økonomisk fordel for ham.
Conrad Georg Reventlow døde den 9. april 1815 på Sandbjerg efter mange lidelser, blind og fjernt fra sine slægtninge. Han var gift med Frederikke Sophie Röhmeling. I 1863 rejste bønderne i omegnen enmindesten for ham på Dybbøl kirkegård. På den står der: »Her hviler Conrad Georg Greve af Reventlow Commandør i den danske Flaade født 1749, død 1815 Han var Bondens Ven og Velgjører. Taknemlighed rejste dette Minde.concubine«« i sognet. Ligeledes havde han en illegitim søn, som blev mølleejer i Urup , senere gårdejer i Lyngby ved Grenå, Christian Ditlev Reventlow. Men Conrad Reventlow døde , føren påtænkt kuldlysning af hans to børn uden for ægteskab kom i stand.
Conrad søgte på sit dødsleje at adoptere sønnen Christian Ditlev.
| Reventlow, Lensgreve Conrad Georg (I10516)
|
| 4099 |
BESIDDELSER: Grevskabet Schackenborg
TITEL: Greve, Ridder af elefanten
Hans von Schack (1676-1719)
Gift 1699 med komtesse Anne Margrethe Reventlow (1682-1710), som han havde været forlovet med siden kort før faderens død, da hun var 4 måneder gl. Hun var datter af Conrad Reventlow til Clausholm.
Mistede en arm i slaget ved Hochstedt 1696
Overtog 1696 Schackenborg, men foretrak ved giftermålet at bo på Gram Slot.
Udnævntes sidst på året 1718 som finansminister under den Store Nordiske Krig, men døde få måneder senere.
Bisat i Møgeltønder Kirke, ligesom sine 2 hustruer. | Schack, Hans (I7680)
|
| 4100 |
BESIDDELSER: Hverringe
Claus Daa til Raunstrup, Holmegård, Borreby, Fraudegård og Højstrup studerede 1891-96 udenlands.
Han deltog i Chr. 4s kroning 1596. 1600-04 var han hofjunker. Han var løjtnant og ritmester under Kalmarkrigen. Fra 1613-41 var han lensmand i Norge, Vestervig og Dragsholm. 1625 var han rigsråd og krigskommissarius.
1638 blev han takseret til 3600 tdr. hartkorn, så han var rig.
| Daa, Claus (I5323)
|
|
