Notater: Slægten Reventlow

Portrætter

Slægten Reventlow:

Conrad Reventlow(1644 - 1708)

Andre slægter:

Frederik Ludvig Danneskiold-Laurvig(1717 - 1762)

Slotte og Herregårde

Clausholm

Clausholm tilhørte i 1300-tallet den danske adelsslægt Panter. Herregården blev belejret og ødelagt i 1359 i forbindelse med stridigheder i de jyske adelsmænds opstand mod Valdemar Atterdag (1320-1375).

I begyndelsen af 1500-tallet var Clausholm ejet af Mogens Gøye, en af landets rigeste og mest indflydelsesrige adelsmænd. Ved hans død i 1544 blev Clausholm delt mellem børnene, Albrecht og Ellen Gøye. Som det ofte skete i 1500-tallet, blev også hovedbygningen delt, således at de flyttede ind med deres familier i hver sin del af bygningen. Det førte til stridigheder, som kulminerede med, at Ellen Gøye opførte en ny bygning så tæt ved broderens del af gården, at vinduerne ikke kunne åbnes.

Efter en kompliceret arvesag overtog Conrad Reventlow (1644-1708) rettighederne til Clausholm ved en højesteretsdom i 1686. Reventlow blev senere storkansler, der var et af hoffets højeste embeder. Han rev de gamle bygninger ned og opførte i stedet en ny hovedbygning, der stod færdig i 1699, og som er et af de bedst bevarede eksempler på herregårde i barokstil fra slutningen af 1600-tallet.

Slottet var indrettet sådan, at storkansleren selv boede i stueetagen, mens etagen ovenover var beregnet til kongeligt besøg. Førstesalen er derfor finere med højere til loftet og mere stuk. Både slot og park er et af de første og mest helstøbte barokanlæg i Danmark.

Conrad Reventlow døde i 1708 og Clausholm blev derefter ejet af enken, Sophie Amalie Hahn.

Parrets datter, Anne Sophie Reventlow, knytter sig til den næste periode af Clausholms liv. Kun 19 år gammel blev hun i 1712 bortført af kong Frederik IV (1671-1733). Kongen giftede sig med Anne Sophie til venstre hånd og udnævnte hende til fyrstinde af Slesvig.

I 1718 købte Frederik IV Clausholm og opførte, i perioden mellem 1722 og 1723, de mindre sidefløje mod syd. Efter dronning Louises død i 1721, giftede Frederik IV sig med Anne Sophie til højre hånd og kronede hende efterfølgende til dronning.

Frederik IV døde i 1730 og Christian VI (1699 - 1746), der ikke var venligt stemt mod sin stedmor, forviste dronning Anne Sophie til Clausholm, hvor hun levede til sin død omgivet af en stor hofstab. Dronningen døde i 1743, hofstaben og hendes ejendele blev spredt, mens Clausholm i 1758 overgik til nordmanden Mathias Vilhelm Huitfeldt.

Yderligere oplysninger: Danske Herregårde

Heraldik

Vaabenskjold fra prædikestol i Hammel Kirke

Gravsten og epitafier

Reventlow, Ernst Christopher Detlef

  
Ernst Christoffer Ditlef 
greve af Reventlow 

födt d 6th august 1786 död d 18de januar 1869.

Han var en kjærlig Søn, Broder, Onkel 
en trofast Ven. Alle der kjendte ham nøie 
paaskjønnede hans værd i Danmark som 
i Norge, hvor han fægtede tappert i Krigen. 

Efter at tvillingerigerne adskiltes 
trak han sig tilbage til Danmark, 
hvor han hengav sig til landlige sysler 
og videnskaberne. 

I hans langvarige sygdom viste han den 
største taalmodighed og lige saa blid, som 
han havde levet gik han over til den 
bedre Verden, hvor hans fredsommelige 
Hjerte nyder den højere Lyksalighed 
i forening med hans elskede Hedengangene. 

Salige ere de Fredsommelige, the de 
skulle kaldes Guds Børn. 
Math 5 cap 1.9 

Udsmykning:
Efeublade udhugget rundt omkring på sandstenen

Match 3,951 til 4,000 fra 11,367

#	Notater	Knyttet til
3951	Arveprins	Danmark, Arveprins Frederik af (I10257)
3952	Arveprins	Danmark, Arveprins Ferdinand af (I11850)
3953	Arveprins Frederik (Friderich) (11. oktober 1753 på Christiansborg – 7. december 1805 på Amalienborg) var en dansk prins, søn af Frederik V af Danmark-Norge og dronning Juliane Marie som deres eneste fælles barn. Arveprinsen var dansk-norsk tronfølger (efter sin halvbror Christian VII) i perioden 1766-68, indtil hans svigerinde, dronning Caroline Mathilde, nedkom med sønnen kronprins Frederik (VI). I 1772-84 var han regent for den sindssyge halvbroder. Som regent stod den unge prins i skyggen af sin mor enkedronning Juliane Marie og sin tidligere lærer stats- og gehejmekabinetssekretær Ove Høegh-Guldberg. Han var gift med Sofie Frederikke af Mecklenburg-Schwerin. Der var fire børn i ægteskabet: Juliane Sophie, Christian VIII, Louise Charlotte og arveprins Ferdinand. For at skaffe ham en fystelig stilling, blev han allerede i en alder af 3 år valgt til koadjutor i fyrstbispedømmet Lübeck, hvor han med tiden skulle efterfølge den daværende fyrstbiskop. Imidlertid blev det ved mageskiftetraktaterne af 1767 og 1773 fastslået, at prinsen skulle give afkald på denne værdighed. Den opdragelse, han havde fået, var ikke blevet baseret på, at han skulle være fyrste i en lille tysk stat. Han var tværtimod siden enevældens indførelse den første danske prins, der blev opdraget til at opfatte dansk som sit egentlige modersmål. Derfor var fremtrædende danske videnskabsmænd som Jens Schielderup Sneedorff og senere Ove Høegh-Guldberg hans vigtigste lærere. Men prinsen viste ikke evner til at anvende den undervisning, han havde fået, i praksis. Det var derfor en overraskelse, at han skulle komme til at stå i spidsen for staten. Men Johann Friedrich Struensee havde under sit regimente forvist prinsen og hans moder, enkedronning Juliane Marie, fra hoffet, hvorefter de i en periode boede på Fredensborg slot som forviste fra hoffet. Derfor blev prinsen et samlingspunkt for dem, der ville Struensee til livs, og da januarnatten 1772 havde fjernet Struensee og dronning Caroline Mathilde og deres allierede fra magten, blev det arveprinsen, der kom til at stå som samlingspunkt for regeringen. Men i virkeligheden var han kun et navn. Det er velbekendt, at han var under indflydelse af sin moder, og at de begge med hensyn til statens anliggender nøje fulgte Guldbergs råd. Hvor lidet betydelig han end viste sig på alle de områder, hvor han fik noget at gøre, stod han dog afgjort som den mest fremtrædende mand i staten. Så meget mere kan man forstå, at han blev utilfreds, da den unge kronprins Frederik 14. april 1784 gjorde ende på det guldbergske styre. Han protesterede derfor heftigt den dag, da kronprinsen i det afgørende statsrådsmøde forelagde det forslag for den sindssyge konge, hvorefter statsrådet skulle sammensættes af helt andre personligheder end dem, der var arveprinsens og enkedronningens kårne mænd. Det menes endog, at det kom til håndgribeligheder mellem ham og kronprinsen, da det gjaldt om, hvem der kunne sikre sig kongens person. Med denne begivenhed var arveprinsens politiske rolle udspillet. Forholdet imellem ham og kronprinsen bevarede en vis ydre høflig karakter, men kunne ikke blive varmt, og arveprinsen sank hen i et ganske betydningsløst privatliv.	Danmark, Arveprins Frederik af (I10257)
3954	Assessor	Hornemann, Henrik Ebbesen (I8564)
3955	assessor i højesteret	Juul, Frederik Ludvig (I9731)
3956	Assistens Kirkegård, København, Danmark	Bardenfleth, Addo Løvenørn (I13993)
3957	Assistent i A/S Landmandsbanken	Bauditz, Carl Adolph Holm (I22807)
3958	Assistent i det ungarske indenrigsministerium	Kaas, Alexander (I14579)
3959	Assistent i Finansministeriet	Herczegh, Béla (I24067)
3960	Associé i handelshuset John & William Brown & Co.	Brown, William (I9786)
3961	Associé i huset Chapman, Brown & Co.	Brown, Nicolas (I11005)
3962	Asta von Baudissins Eltern Graf Christian Karl von Baudissin (1790–1868) und der Anna Margarete Henriette Kunniger (1788–1864) stammten aus Sachsen, hatten 1810 in Dresden geheiratet und zogen erst 1816 nach Greifswald. Hier kam Baudissin als fünftes von 13 Kindern zur Welt; Schriftstellerin Caroline Adelheid Cornelia von Baudissin war ihre Großmutter. Ihre Geschwister Wolf (1812–1887), Thekla, Ulrich (1816–1893) und Adelbert wurden wie sie schriftstellerisch tätig. Als älteste Tochter, zwei ältere Schwestern waren zeitig verstorben, musste Baudissin schon früh Verantwortung innerhalb der Familie übernehmen. Sie galt als „Hauptstütze“ ihrer Mutter und sorgte für ihre Geschwister. Als die Familie in wirtschaftliche Schwierigkeiten geriet, zog sie vom Greifswalder Gut zunächst nach Horsens und später nach Rendsburg um. Im Jahr 1833, Baudissin war 17 Jahre alt, ließ sich die Familie schließlich in Schleswig nieder. Während ihre Brüder das Gymnasium besuchten, erhielt Baudissin ihre Bildung durch Privatunterricht von ihrem Vater; Konfirmationsunterricht nahm sie bei Claus Harms und bildete sich durch Lesen weiter. Am 17. September 1835 heiratete Asta von Baudissin in Schleswig den Schriftsteller und Juristen Carl Friedrich Heiberg (1796–1872). „Sie begründeten die Familien-Dynastie der Heibergs, die in der Folgezeit zahlreiche bedeutende Persönlichkeiten hervorbringen sollte.“ Gemeinsam bezogen sie in Schleswig das Haus am heutigen Stadtweg 39, das Heiberg bis zu ihrem Tod bewohnte. Durch ihren Mann kam sie in Kontakt mit der schleswig-holsteinischen Bewegung, die sich für eine Loslösung Schleswig-Holsteins von Dänemark einsetzte. In seiner patriotischen Schrift Vom verrathenen Bruderstamme verteidigte Gustav Rasch Heibergs Ehemann, der in Konflikt mit den nationalen Kreisen gekommen war, und schrieb über sie: „Und kennt Jemand eine bessere und energischere Schleswig-Holsteinerin, wie seine Gemahlin, Gräfin Asta Baudissin? Für mich ist sie die erste unter den Damen in Schleswig-Holstein.“ Sohn Hermann Heiberg kam 1840 zur Welt. Er war später als Schriftsteller erfolgreich und widmete „seiner theuren Mutter“ das 1886 erschienene Werk Eine vornehme Frau. Insgesamt entstammten der Ehe drei Söhne und eine Tochter. Nach dem Tod ihres Ehemanns im Jahr 1872 lebte Asta Heiberg lange Jahre mit ihrem Sohn, dem Schleswiger Bürgermeister Julius Heiberg, zusammen. Im Jahr 1853 siedelte Asta Heiberg nach Dresden über, wo sie mehrere Jahre lebte. In dieser Zeit kam sie mit dem literarischen Kreis um Ludwig Tieck zusammen. Sie pflegte zudem Beziehungen zur adeligen Familie von Pogwisch, zu der auch Ottilie von Goethe gehörte, und verkehrte mit den Enkeln Johann Wolfgang von Goethes. Asta Heiberg hatte nach dem Tod ihres Ehemanns 1872 mit dem Schreiben begonnen. Die Erzählung Der gerade Weg erschien 1882 in Dr. L. Meyns schleswig-holsteinischem Haus-Kalender. Äußerst populär wurden ihre 1897 „in einem eigentümlich sprunghaften Stile geschriebenen“[7] Memoiren Erinnerungen aus meinem Leben. Das Buch war zunächst im Privatdruck erschienen, jedoch so schnell vergriffen, dass es beim renommierten Verlag Carl Heymann erneut aufgelegt wurde. Heiberg widmete ihre Memoiren ihrem verstorbenen Ehemann. In Erinnerungen aus meinem Leben beschreibt sie „die politischen und gesellschaftlichen Zustände im Schleswig-Holstein des 19. Jahrhunderts“,[5] gibt Einblicke in ihr Leben und zeichnet ein Bild populärer Persönlichkeiten ihrer Zeit. Im Jahr 1904 verstarb Asta Heiberg im Alter von 86 Jahren und wurde unter großer Anteilnahme der Bevölkerung auf dem Domfriedhof in Schleswig beigesetzt.	Baudissin, Asta Sophie Charlotte (I13279)
3963	Astrolog	Reventlow, Ditlev (I3031)
3964	Astronom, Astrolog, Alkymist	Brahe, Sophia Ottesdatter (I5375)
3965	At bondesønner i 1770-tallet på forskellige måder faktisk kunne frigøre sig fra stavnsbåndet, er der adskillige eksempler på, ja endog på at de selv kunne blive godsejere. Et af de mest markante tilfælde var fæstebondesønnen fra Salling Niels Ryberg (1725-1804), der blev en af århundredets største handelsmatadorer og desuden ejer af godserne Frederiksgave på Fyn og Øbjerggård i Sydsjælland. De nærmere omstændigheder ved og tidspunktet for hans frigørelse fra bondetilværelsen har tidligere været undergivet nogen usikkerhed. I forbindelse med en undersøgelse af bønders og bønderkarles rømninger i stavnsbåndstiden er fundet en præcis beretning herom fra faderen Bertel Christensens husbond, godsejer Mads Jensen Brøndum til Nørgård i Salling Nørre herred. https://tidsskrift.dk/fortidognutid/article/view/75061/108677 Hans forbindelser til Island har sikkert skaffet Carl Wiibroe derop. Mette Ryberg er gift med Simon Kraft.Skifte efter Mette i B37-590-591, Folio 490,498,555,557-5 70 .	Ryberg, Niels Bertelsen (I10225)
3966	Attache i det tyske udenrigsministerium	Rantzau, Josias Clemens von (I14789)
3967	Auditør, hofchef hos dronning Caroline Amalie	Tramp, August Sophus (I11876)
3968	August Bech, August Willads Bech, 21.7.1815-28.5.1877, godsejer. Født i Kbh. (Helligg.), død på Valbygård, begravet i Slagelse (Skt. Mikkels). Efter at være blevet uddannet ved landbruget herhjemme og i Mecklenburg, købte B. 1840 Fredsholm på Lolland som han igen solgte 1847. Året forinden havde han købt godset Valbygård ved Slagelse for 500.000 rdl. B. gennemførte i de kommende år en modernisering af godsets drift. Bøndergodset frasolgtes til arvefæste eller selveje, og der opførtes moderne bygninger såvel på avlsgården som til beboelse. 1855 erhvervede B. den nærliggende Brorupgård, og han disponerede således over mere end 1200 tdr. land god agerjord. Vægten blev tidligt lagt på et betydeligt kvæghold, og der blev indrettet og drevet et førsteklasses mejeri på B.s gårde. Ligeledes med hensyn til rodfrugtavl var Valbygård og Brorupgård foregangssteder, og B. var en af de første der tog slåmaskinen i brug. 1856 erhvervedes ejendommen Moselund i Engesvang ved Silkeborg hvor B. iværksatte plantningsarbejde, ligesom han også på sine sjællandske ejendomme lod foretage plantninger. Som fremtrædende landmand blev der overdraget B. en række tillidshverv, og fra 1855 til sin død var han medlem af Sorø amtsråd. Derimod tog han ikke del i egentlig politisk arbejde. B. står som en udpræget type på det store landbrugs mænd i den begyndende modernisering af erhvervet efter 1850 med blik for den nye teknologi, intensiv udnyttelse af jorden og kvægholdet og produktionen rettet ind efter markedets behov. – Jægermester 1860, hofjægermester 1868 – Familie Forældre: grosserer, skibsreder Jørgen Peter B. (1782–1846) og Ellen Sophie Magdalene Meyer (1784–1846). Gift 30. 3.1842 i Kbh. (Holmens) med Kirstine Margrethe (Grethe) Rothe, født 7.6.1823 i Kbh. (Holmens), død 21.3.1886 på Brorupgård, d. af kommandør, senere kontreadmiral Carl A. R. (1767–1834) og Benedicte Ulfsparre de Tuxen (1790–1877). -Far til Carl B. Udnævnelser R. 1856. DM. 1864.	Bech, Hofjægermester August Villads (I12363)
3969	August Detlef von Ahlefeld (* 6. August 1811 auf dem Gut Ohe bei Rendsburg; † 13. Dezember 1891 auf dem Gut Olpenitz bei Kappeln) war ein deutscher Rittergutsbesitzer und Landrat im Herzogtum Schleswig. Geboren als Sohn des Landrats Ernst Carl von Ahlefeldt, Besitzer der Güter Ohe, Rögen und Olpenitz, studierte August von Ahlefeld Rechtswissenschaften an der Universität Kiel. 1831 wurde er Mitglied des Corps Holsatia.[2] Nach dem Studium wurde er Landrat im Herzogtum Schleswig. Während der Schleswig-Holsteinischen Erhebung von 1848 bis 1851 leitete er als Verpflegungskommissar der deutschen Reichsarmee das Verpflegungswesen der preußischen Truppen in Jütland. Nach Kriegsende musste er Schleswig verlassen. Vom Patent für das Herzogthum Schleswig, betreff die Amnestie von 1851 wurde er ausdrücklich ausgenommen und konnte erst nach einer am 9. Oktober 1856 ausgesprochenen Amnestie nach Schleswig zurückkehren. Ahlefeld wurde 1857 Besitzer der Rittergüter Olpenitz und Rögen. Seit 1835 war er mit Albertine Sophie von Harling verheiratet. 1879 übertrug er das Gut Olpenitz auf seinen Sohn Carl von Ahlefeld (1842–1879). Kilde: Wikipedia	Ahlefeldt, August Detlef von (I12902)
3970	Augusta Victoria was the eldest daughter of Frederick VIII, Duke of Schleswig-Holstein and Princess Adelheid of Hohenlohe-Langenburg. On 27 February 1881, Augusta married her second cousin Prince Wilhelm of Prussia. Augusta's maternal grandmother Feodora was the uterine half-sister of Queen Victoria, who was Wilhelm's maternal grandmother. Wilhelm had earlier proposed to his first cousin, Princess Elisabeth of Hesse and by Rhine (known in the family as "Ella"), a daughter of his mother's own sister, but she declined his offer. Wilhelm did not take that well, and was adamant upon marrying another princess soon. Wilhelm's family was originally against the marriage with Augusta Viktoria, whose father was not even a sovereign. However, Chancellor Otto von Bismarck was a strong proponent of the marriage, believing that it would end the dispute between the Prussian government and Augusta's father. In the end, Wilhelm's intransigence, the support of Bismarck, and a determination to move beyond the rejection of his proposal to Ella, led the reluctant imperial family to give official consent.	Augustenborg, Auguste Victoria af (I13866)
3971	Auskulant i admiralitet, Chef for fregatten Havfruen, Patron for Roskilde adelige Jomfrukloster	Juel, Niels Krabbe (I9895)
3972	Author, Australian MinerÕs ABC of Practical Minerology	Mac Arthur, Leslie William Alexander (I14175)
3973	Aviateur	Portalis, Henri (I14834)
3974	Axel Arenfeldt, til Basnæs, 26.11.1590-4.10.1647, godsejer. Axel Arenfeldt studerede 1607 i Tübingen, 1608 i Giesen og 1614 i Siena og blev derpå sekretær i Danske kancelli (1615–23). Som sådan var han 1620 på kongens vegne anklager under processen mod Christoffer Dybvad for konsistorium. 1623–27 var han rentemester. Tillige var han krigskommissær under kongens deltagelse i trediveårskrigen 1626–27. Han benyttedes også flere gange i diplomatiske sendelser. 1621 gik han som afsending til Spanien, 1624 sendtes han til kong Gustaf Adolf i Sverige, 1630 til Nederlandene for at søge at fjerne generalstaterne fra Sverige og 1634 blev han udnævnt til ridder. 1643 var han kommissær ved skatten i Jylland. 1623–43 var han forlenet med Giske len i Norge, 1643–46 med Stjernholm len; som lensmand her blev han under krigen med Sverige en tid holdt fangen af svenskerne. Han var kendt for sin ødselhed og overdådighed og viste især disse egenskaber ved sine pragtfulde byggeforetagender på den hidtil forfaldne gård Basnæs hvis gods, der tidligere havde været ringe, han gjorde til en af de anseligste ejendomme på Sjælland. Han var ikke synderlig afholdt og havde stridigheder med sine naboer; rygtet skånede ham heller ikke for beskyldninger for underslæb i hans stilling som krigskommissær.	Arenfeldt, Axel (I5510)
3975	Axel greve Ahlefeldt- Laurvig Lehn, f 14. august 1910, d. 11. december 2000. Udarbejdet af: Erik Trolle-Schultz Stærk fædrelandskærlighed og anti-tyske følelser herskede i flere generationer i familien Ahlefeldt-Laurvig Lehn med et ønske om et dansksindet Sønderjylland samt en tung erindring om et tab af en slægtning fra Tranekær i 1864 ved Dybbøl. En af Grev Axels forfædre, Otto Ditlev Rosenørn Lehn, havde tilkøbt en ejendom til Hvidkilde fra det tabte Sønderjylland for at kunne bevare den på danske hænder. Slesvig stod Grev Axels forældre på begge sider meget nær, og denne besiddelse var et af de mange udtryk for familiens store fædrelandskærlighed, der både var udtrykt i en klar antitysk og en ligeså klar anti-kommunistisk indstilling i det 19. og 20. århundrede I modsætning til både sin ældre og yngre bror havde Grev Axel ikke været indkaldt til tjeneste i hæren. Men han meldte sig som frivillig til Vinterkrigen i Finland 1939 — 1940, og som en dygtig skiløber deltog grev Axel, uden dog selv at have været i ildkamp, i de meget omtalte finske skipatruljer, der kæmpede mod den overmægtige russiske fjende, som 29. november 1939 havde angrebet Finland langs den lange grænse fra nord til syd. Efter fredsslutningen i marts 1940, hvor Finland måtte afstå store landeområder til Rusland forlod de mange krigserfarne frivillige svenskere og danskere Finland. Grev Axel fik to fortjenstmedaljer for sin deltagelse i Finlandskrigen, der også var hans oplæring i våbenbetjening. Ved hjemkomsten flyttede grev Axel ind i hovedbygningen på Hvidkilde. Han blev i 1950 gift med Audrey Joan Garret, der var af engelsk familie. Grevinden var hjælpesygeplejerske i den britiske hær under krigen, en lillebror var flyver og en svoger forbindelsesofficer for general Montgomery. I 1942 var den tyske general Rommel sendt til Jylland for at inspicere den tyske atlanterhavsvold i Jylland. I november 1942 blev de danske soldater i Jylland af den tyske øverstkommanderende general i Danmark von Hanneken beordret til at rømme Jylland og fmde indkvartering på Fyn og Sjælland. Grev Axels far og mor var gode bekendte af oberst Gundelach, der var chef for Jydske Dragon regiment, som var garnisoneret i Randers. Greveparret tilbød Gundelach at stille Hvidkilde til rådighed for regimentet i det omfang, der kunne være behov og som stedet kunne rumme. Invitationen blev vel modtaget og den 13. november 1942 blev Jydske Dragonregiments Stab og Motorcykeleskadron indkvarteret på godset med mandskabet i nyopførte barakker tæt på Hvidkilde hovedbygning. 29. august 1943 blev det danske forsvar afvæbnet af den tyske værnemagt overalt i Danmark. Grev Axels mor udtrykte hele familiens opfattelse af situationen efter afvæbningen af dragonerne på Hvidkilde i følgende kommentar til familiens ven oberst Gundelach: "Det var ikke derfor, vi inviterede Jer herned til Hvidkilde" Grev Axel var ikke særlig aktiv i modstandsbevægelsen i den periode, hvor dragonerne var indkvarteret på Hvidkilde. Men grev Axels direkte tilknytning til den danske modstandsbevægelse tog sin begyndelse, da han en mørk nat var inviteret med til en våbennedkastning, hvor den kendte modstandsmand, lillebroderen grev Lennart med sin gruppe fra Fåborg deltog. Nedkastningen fandt sted fra en engelsk flyver tæt på Skjoldemose sidst på efteråret 1944, hvor der blev nedkastet 22 containere med våben. Her oplevede grev Axel broderens ro og mod, da han med nogle skud fra sin maskinpistol skræmte en tysk patrulje væk fra nedkastningsstedet. Denne oplevelse medførte at grev Axel kort tid senere blev leder af en C - modstandsgruppe i 011erup ved årsskiftet 1944/45. Denne gruppe havde intet våbenkendskab overhovedet. Den tyske værnemagt havde siden efteråret 1943 okkuperet Hvidkilde, men grev Axel havde ikke noget at udsætte på de tyske soldaters opførsel på selve Hvidkilde, selv om han i det daglige ikke kunne undgå kontakt med de indkvarterede tyske officerer og soldater. Gennem radio og aviser blev det efterhånden klart i løbet af foråret 1945, at det tyske nederlag var nært forestående. Derfor skulle modstandsbevægelsens forskellige grupper også forberede sig til det eventuelle opgør mod den tyske besættelsesmagt. Grev Axels gruppe havde et meget begrænset våbenkendskab, og der var efterhånden gemt en del nedkastede våben på godsets savværk, hvor spå'nsiloeme udgjorde et godt gemmested. Grev Axel medvirkede i gruppens uddannelse i brugen af de bortgemte våben. Alle i gruppen var klar over, at der var en del våben i de skjulte beholdninger de ikke anede en 'dyt' om, og der var derfor arrangeret et møde for gruppen til afprøvning af de nye våben den 1.maj 1945. Et af de våben gruppen skulle afprøve i skoven var en bazooka. Denne bazooka blev affyret og alle blev helt forskrækket over kæmpe braget. Gruppemedlemmerne smed alt hvad de havde af våben og stak af. Det blev aftalt at grev Axel og Knud Hoffmann, at de to skulle mødes meget tidligt næste morgen oppe i skoven for at indsamle de forskellige våben og bringe dem til gemmestedet på savværket. Alt gik som planlagt og de cykler hjemad mod godsets hovedbygning. Grev Axel cyklede forrest, og ved Eskebjerg svinget mødte han en tysk patrulje, som han hilste 'gute Morgen' og fra patruljen lød et 'gute Morgen herr Graf'. Grev Axel cyklede videre ned mod Hvidkilde. Den længere bagved cyklende Knud Hoffmann blev nervøs og trak sin pistol, skød og fik ram på to tyske soldater. Knud forsøgte at stikke af over de små marker ind igennem hegnene. De i dag kendte store marker, var dengang opdelt i mange små med hegn adskilte markstykker. Men den tyske patrulje løb op på Eskebjerget og beskød Knud Hoffmann, der faldt og døde inde på marken ud for det sted hvor mindestenen står i dag. Grev Axel blev derefter arresteret af den tyske patrulje, der førte ham ned til Hvidkilde, hvor han som fange et stykke tid blev stillet op ad hovedbygningens mur, indtil han bad om at tale med kommandanten. Grev Axel blev dernæst med vagt ført mod kommandantens residens i 011erup, men undervejs antraf de kommandanten der kom ridende dem i møde. Den tyske major, som var kommandant, gav under samtalen udtryk for, at han godt vidste at grev Axel var medlem af modstandsbevægelsen, 'men derfor behøvede De jo ikke at skyde på mine soldater'. Majoren gav også udtryk for at krigen snart ville være slut, ligesom han vidste at grev Axel var sidste arving af tre sønner. Kommandanten gav grev Axel ordre til at stikke af samtidig med at han fik at vide, at han fra nu af var fredløs, og hvis han igen blev fanget ville det blive Gestapo, der ville tage sig af ham. Grev Axel skyndte sig til fods op til Skjoldemose, hvor han gemte sig de allersidste dage af krigen. Den beskrevne hændelse fandt sted den 2. maj 1945. Kilde:http://www.ollerupbunkeren.dk/?id=46	Ahlefeldt-Laurvig-Lehn, Greve Axel (I15873)
3976	Mindst én nulevende eller privat person er knyttet til denne note - Detaljer er udeladt.	Backhouse, Susan Macarthur (I22451)
3977	Mindst én nulevende eller privat person er knyttet til denne note - Detaljer er udeladt.	Knuth-Winterfeldt, Ditlev Helge Greve (I23870)
3978	Mindst én nulevende eller privat person er knyttet til denne note - Detaljer er udeladt.	Brown, Keith Macarthur (I22450)
3979	Bager, senere Intendant (i USA)	Reventlow, Ingvard Christian Georg (I16545)
3980	Bagermester i Odense	Madsen, Niels Heldt (I24314)
3981	Balletdanser ved Det Kongelige Teater	Holm, Holger Niels (I22728)
3982	Balthasar von Ahlefeldt (* 25. Juli 1684 in Lindau bei Gettorf; † 15. März 1752 in Kiel) war Herr der Adligen Güter Lindau und Neudorf sowie Generalleutnant und Kommandant von Glückstadt. Leben Balthasar von Ahlefeldt war der Sohn von Georg von Ahlefeldt (1651–1700) und der Adelheit Benedikte von Ahlefeldt, geb. von Buchwaldt. 1705 studierte er in Angers und 1706 wurde er Leutnant und stand im braunschweig-lüneburgischen Dienst. 1708 war er Leutnant der Leibdragoner in Brabant und stand im holstein-gottorfischen Dienst. Er nahm an den Belagerungen von Lille, 1709 von Mons, 1710 von Aire, Béthune und Douey teil. 1711 wurde er zum Oberstleutnant ernannt und heiratete am 2. Dezember desselben Jahres in Hamburg seine erste Frau Catharine Hedwig geb. Rantzau, Tochter des Cai von Rantzau (1652–1700) und der Magdalene Hedwig von Rantzau (* 1679), die 1713 bei der Geburt ihres ersten Kindes verstarb. Bereits 1714 heiratete er als zweite Frau Sophie Hedwig, geb. von Wohnsfleth, Tochter des Amtmanns und Landrates Sievert von Wohnsfleth und dessen Ehefrau Sophie Ernestine geb. Baudissin, die 1728 verstarb. Ab 1718 war er Oberforstmeister und Hofmarschall beim Herzog Christian August von Schleswig-Holstein-Gottorf. Nach dessen Tod stand er als Geheimrat im Dienst des Herzogs Karl Friedrich von Schleswig-Holstein-Gottorf. 1730 heiratete er seine dritte Frau Ida Emerentia von Ahlefeldt (1681–1741), Tochter des Wilhelm von Ahlefeldt auf Haselau und Kaden. 1732 schied er aus dem Dienst beim Herzog Karl Friedrich aus. 1734 war er als Oberst des 5. Jütischen Reiterregiments in Dienst des Kaisers und nahm bei den Kämpfen am Rhein teil. 1735 meldete er Konkurs an und verkaufte das Gut Lindau an seinen Vetter Wulf von Ahlefeldt, Herr des Gutes Königsförde. Ab 1742 war er Generalmajor, 1750 Kommandant von Glückstadt und 1751 Generalleutnant. Balthasar von Ahlefeldt verstarb völlig verarmt am 15. März 1752 im „Noerer Hof“ in Kiel. In seinem Nachlass befanden sich fast nur geliehene Sachen und eine Auktion über seinen Nachlass erbrachte weniger als 700 Reichstaler für die Gläubiger, die nur rund 18 Prozent ihrer Forderungen ausgezahlt bekamen. Sein Nachlassverwalter machte nach der Abwicklung des Nachlasses folgende Bemerkung: „es ist wohl lange her, daß ein Generalleutnant in so ärmlichen Umständen gestorben ist “ . Von Ahlefeldt wurde in der Lindauer Gruft an der Gettorfer St.-Jürgen-Kirche beigesetzt. Literatur Schleswig-Holsteinische Ritterschaft: Beitrag zur Adelsgeschichte Deutschlands und Dänemarks. Schleswig 1869, Seite 19 Kilde: Wikipedia	Ahlefeldt, Balthasar von (I8674)
3983	Bang, Jens, 1786-1862, Forstmand. Født 14. Juli 1786 i Kjøbenhavn som yngste Barn af Assessor i Hof- og Stadsretten Andreas B. (f. 1740 d. 1801) og Anne Sybille f. Terkilsen (f. 1746 d. 1822). 1805 blev han Student fra Herlufsholm Skole og studerede en Tid Theologi, men trange Kaar og en Øjensvaghed bragte ham til at søge Plads som Huslærer paa Landet. Her fattede han Lyst til Naturvidenskaber og Skovbrug, tog 1813 Landmaaler- og Forstexamen i Kjøbenhavn og blev Assistent hos Overførster Brüel. 1815 blev han Skovrider paa Alheden (Stendalgaard), og her virkede han nu i næsten et halvt Aarhundrede utrættelig for Træplantningens Fremme. Som den betydeligste af hin Tids Hedeskovbrugere kom han efterhaanden højt i Gunst hos Frederik VI og fik overdraget mange Tillidshverv vedrørende Skovanlæg paa Heder og Sandflugts-strækninger, Bestyrelsen af forskjellige Skovejendomme m. m. Han har skrevet et Par Afhandlinger om Skovkultur. – B. var 2 Gange gift, 1. (1816) med Abel Cathrine Frederikke Preisler (f. 1792 d. 1824), Datter af Georg Daniel P., Gartner i Kjøbenhavn, 2. (1825) med Anne Marie Hasle Djørup (f. 1806 d. 1865), Datter af Laurits Christensen D., forhen Ejer af Herregaarden Avnsbjærg. Han døde 9. Juli 1862 paa Stendalgaard, kort efter at han havde søgt og faaet sin Afsked med Titel af virkelig Etatsraad. Flere Efterkommere ere Skovbrugere. Erslew, Forf. Lex. Leth og Wad, Dimitterede fra Herlufsholm S. 164. A. Oppermann, Bidrag t. d. danske Skovbrugs Hist., 1887.	Bang, Jens (I11836)
3984	Bank Manager	Brown, Phillip Henry (I13670)
3985	Mindst én nulevende eller privat person er knyttet til denne note - Detaljer er udeladt.	Christensen, Lis (I23624)
3986	Bankier	Stein, Poul (I24974)
3987	Bankier i Bruxelles	Simons, Henry (I23904)
3988	Mindst én nulevende eller privat person er knyttet til denne note - Detaljer er udeladt.	Bardenfleth, Claus Løvenørn (I22899)
3989	Mindst én nulevende eller privat person er knyttet til denne note - Detaljer er udeladt.	Manley, Alexandra (I19570)
3990	banquier	Portalis, Frédéric Anne Marie Adrien (I13926)
3991	banquier	Portalis, Etienne Marie Joseph Gustave (I15451)
3992	banquier	Portalis, Jules,Claude Marie (I12816)
3993	Barker College	Brown, Walter Edwin Lawson (I15853)
3994	Mindst én nulevende eller privat person er knyttet til denne note - Detaljer er udeladt.	Malthe-Bruun, Ruth (I18501)
3995	Baron	Ingwersen, Sönke (I17430)
3996	Mindst én nulevende eller privat person er knyttet til denne note - Detaljer er udeladt.	Schaffalitzky de Muckadell, Christian (I19995)
3997	Baron	Senfft von Pilsach, Adam Frederik (I23171)
3998	Baron	Rosenørn-Lehn, Otto Ditlev (I12925)
3999	Baron	Rosenørn-Lehn, Christian Conrad Sophus (I13145)
4000	Baron	Wedel Jarlsberg, Wilhelm Christian (I13449)