| |
Match 3,801 til 3,850 fra 11,367
| # |
Notater |
Knyttet til |
| 3801 |
Adolf Friedrich von Blome, (15. marts 1798 i Hannover – 10. juli 1875), blev 1818 ejer af godset »Blomesche Wildniss« og 1849 friherre til Heiligenstedten. Han var 1832-41 dansk sendemand i London og fik 1838 Storkorset af Dannebrog. 1848 tog Blome del i den forenede slesvig-holstenske stænderforsamling, men bekæmpede den almindelige valgret og krævede forfatningsværket udsat, indtil landsherren var genindsat, samt vakte forargelse ved at true med den russiske kejsers indblanding. Han var derfor også august 1848 udset til at være Carl Moltkes suppleant i den aftalte fællesregering for hertugdømmerne og valgtes ikke til landsforsamlingen førend 1850, men afslog da valget. Februar 1851 blev Blome formand for civilstyrelsen i Holsten indtil april 1852 og udnævntes derefter til gehejmeråd. 1852-56 var han »Verbitter« (forstander) for frøkenklostret i Itzehoe.
Som kongevalgt medlem af de holstenske stænder 1853 tilrådede han enevældens genoprettelse i hele det danske monarki og var 1855-63 som stænderdeputeret for godsejerne en af førerne for den voksende opposition.
Som stiv aristokrat bekæmpede han enhver reform, og hans uvilje mod det konstitutionelle system førte ham til bestandig bitrere angreb på Danmark og på helstaten, som han oprindeligt havde hyldet. 1855 indbragte han forslag om rigsretsanklage mod minister L.N. Scheele; 1859 krævede han Fællesforfatningens ophævelse og afstemning over fællessagerne i de fire landsforsamlinger (Rigsdagen og stænderne); 1863 foreslog han både adresse til kongen med erklæring om den Hall'ske politiks fordærvelighed og klage til forbundsdagen. Ligeledes stemte han i Rigsrådet 1856 for de elleves forslag. Siden 1864 holdt han sig aldeles borte fra det offentlige liv uden at slutte sig til Preussen som de fleste af hans standsfæller. | Blome, Baron Adolph Friedrich (I12298)
|
| 3802 |
Adolf Graf von Reventlow ruht auf der Kriegsgräberstätte in Mlawka (Polen) . Endgrablage: Block G Reihe 9 Grab 606 | Reventlow, Greve Adolf Otto Detlev Hans (I14458)
|
| 3803 |
Adolf Jasper (Jesper) von Ahlefeldt (* 29. August 1712 in Hamburg; † 3. Dezember 1761) war Domherr des Domkapitels des Lübecker Doms.
Leben
Er war der Sohn des Gutsherrn der holsteinischen Güter Jersbek und Stegen Benedikt von Ahlefeldt (1678–1757) und seiner ersten Ehefrau Anna Margaretha (von) Rantzau, geb. von Buchwaldt (1678–1730). Ahlefeldt war verheiratet mit Marie Anna geb. von Kurtzrock (1720–1789) aus Wellingsbüttel, die Ehe blieb kinderlos. 1760 wurden beide für ihre glückliche Ehe mit dem Ordre de l’union parfaite ausgezeichnet.
Er wurde am 26. Juli 1719 Domherr des Lübecker Doms und 1735 zunächst Kammerjunker, stieg 1756 zum Kammerherrn auf. Durch einen Vertrag vom 1. Oktober 1754 übernahm er von seinem Vater die Güter Jersbek und Stegen im Kirchspiel Sülfeld, wo er sich ab 1756 überwiegend aufhielt.
In seinem Testament aus dem Jahre 1756 setzte er, da die Ehe kinderlos geblieben war, den jüngsten Sohn seiner Schwester (verh. Oberg), Benedikt (Bendix) Wilhelm von Oberg als Erben der Güter ein. Adolf Jasper von Ahlefeldt und später sein Enkel Benedikt Wilhelm Georg Baron von Oberg trieben die Güter Jersbek und Stegen innerhalb von nur 20 Jahren in den Ruin, sodass sie 1774 an Paschen von Cosselverkauft wurden.
Kilde: Wikipedia | Ahlefeldt, Adolph Jesper von (I8958)
|
| 3804 |
Adolph I of Cleves (2 August 1373 – 23 September 1448) was the second Count of Cleves and the fourth Count of Mark.
He was the son of Adolph III, Count of Mark, and Margaret of Jülich (and thus the brother of Margaret of Cleves).
After his father's death in 1394, he became Count of Cleves. In 1397 he defeated his uncle William VII of Jülich, 1st Duke of Berg in the battle of Kleverhamm and became Lord of Ravenstein.
When his brother Dietrich IX, Count of Mark died in battle in 1398, he also became Count of Mark. Adolph further expanded his influence by marrying a daughter of the Duke of Burgundy. As a result, Cleves was raised to a Duchy by the Holy Roman Emperor, Sigismund, in 1417.
From 1409 onwards he faced opposition from his younger brother Gerhard, who claimed the County of Mark. By 1423, their dispute resulted in an armed conflict, with Gerhard allying himself with the Archbishop of Cologne.
A peace was signed between the two brothers in 1430 and confirmed in 1437. As a result, Gerhard ruled the largest part of Mark, but was to be succeeded by his nephew John. He was not allowed to call himself Count of Mark, but has to use the title Count zur Mark. After Gerhard's death in 1461, the County of Mark and the Duchy of Cleves were reunited again.
Shortly before the year 1400 he married Agnes, daughter of Rupert of Germany and Elisabeth of Nuremberg. Agnes died a year later with no issue.
In 1406 Adolf married Marie of Burgundy, daughter of John the Fearless and Margaret of Bavaria. They had the following issue:
Margarethe (23 February 1416 – 20 May 1444) married as her first husband William III, Duke of Bavaria on 11 May 1433; and as her second husband Ulrich V, Count of Württemberg on 29 January 1441
Catherine (25 May 1417 – 10 February 1479) married Arnold, Duke of Guelders, on 23 July 1423
John (1419–1481), succeeded as Duke of Cleves
Elisabeth (1420–1488) married on 15 July 1434 Henry XXVI, of Schwarzburg-Blankenburg (1418–1488)
Agnes (1422–1446) married Charles IV, King of Navarre, on 30 September 1439 in Olite
Helen (1423–1471) married on 12 February 1436 Henry "the Peaceful", Duke of Brunswick-Lüneburg (c. 1411–1473)
Adolph (1425–1492) married on 13 May 1453, to Beatrice of Portugal (1435–1462), daughter of Peter, Duke of Coimbra
Mary (1426–1487) married Charles, Duke of Orléans; became parents of Louis XII, King of France | Kleve, Adolf I von (I1792)
|
| 3805 |
Adolph Wilhelm Dinesen (27. december 1807 på Kragerup ved Slagelse – 10. juli 1876 på Katholm) var en dansk officer, politiker og godsejer, far til Wilhelm Dinesen.
Uddannelse
Han var en søn af kammerråd Jens Kraft Dinesen, først ejer af Gyldenholm, dernæst af Kragerup, og Ulrica f. Gøring. I 1817 blev han volontær, 2 år senere artillerikadet, i 1823 stykjunker og i 1826 sekondløjtnant i artilleriet med aldersorden fra 1823. Efter at have gennemgået skolerne berejste han i 1830 Preussen, Østrig og Schweiz, hvornæst han i 1833 erholdt premierløjtnants karakter, hvilken grad han opnåede i 1836. I 1837 rejste Dinesen til Paris og deltog derefter som frivillig i Frankrigs krig i Algier, så at han var med ved Constantines erobring, hvorfor han modtog Æreslegionens ridderkors. Efter hjemkomsten i 1839 købte han Katholm og stilledes à la suite ved artilleribrigaden, idet han fik kaptajns anciennitet reserveret i 1841. Han virkede nu navnlig som landmand, blev i 1842 medlem af Randers Amtsråd og karakteriseret kaptajn, medens han gengav sine rejseindtryk fra Algier i skriftet Abd-el-Kader (1840).
Treårskrigen
I 1847 meldte han sig atter til tjeneste og blev i begyndelsen af 1848 chef for 5. batteri, hvilket med udmærkelse deltog i Treårskrigen 1848-50. Allerede ved Bov viste Dinesen sig som en dygtig artilleriofficer, idet han bragte fjendens godt dækkede kanoner til tavshed; senere deltog han i slaget ved Slesvig, i kampen ved Ullerup, i slaget ved Isted og i kampen ved Mysunde 1850. I denne sidste bidrog Dinesen ved en udmærket anvendelse af sit artilleri imod fjendens store overmagt til et for os heldigt udfald af fægtningen. Dinesen tog i 1852 afsked fra krigstjenesten, udnævntes da til major og trak sig tilbage til Katholm, som han satte i fortrinlig stand, medens han i 1854 valgtes som folketingsmand for for Randers Amts 5. kreds (Ebeltoftkredsen); desuden stillede han sig i spidsen for de 40 jyske godsejeres fæsteafløsningsprotest. Han sad dog kun 1 år på tinge, hvor han repræsenterede Højre. Endvidere deltog han med iver i den almindelige debat om landets befæstningsvæsen og udgav i 1854 pjecen: Kjøbenhavns Betydning i den danske Stats Forsvarssystem). Han udnævntes til kammerherre i 1858. 1835 var han blevet Ridder af Dannebrog og 1850 Dannebrogsmand.
2. Slesvigske Krig
Da man i de ledende militære kredse begyndte at tillægge Dannevirkestillingen, som i 1850 havde været os til stor nytte, en overdreven betydning, udtalte han sig fra 1861 i en stor mængde bladartikler og forskellige pjecer (Monarkiet-Ejderstaten, Skandinavismen, Danmarks Forsvar) imod Dannevirkes befæstning, som han kaldte "et politisk Skjærmbræt". Hans råb formåede dog ikke at trænge igennem, hvilket dog ikke forhindrede ham i, da krigen i vinteren 1863-64 stod for døren, at melde sig til tjeneste som frivillig. Han blev ansat i general Christian de Mezas stab, men forlod hæren, da de Meza kaldtes tilbage, og tog atter ophold på Katholm, hvor han henlevede sine dage til sin død, 10. juli 1876, idet han forinden ved køb havde erhvervet Stensmark hovedgård og gods.
Dinsen, som i 1840 var blevet gift med Dagmar Alvilde Haffner, datter af general Wolfgang Haffner til Egholm, var en myndig mand, men tillige i besiddelse af alsidig dygtighed, et skarpt blik og en brændende kærlighed til fædrelandet. Han havde 8 børn, hvoraf 2 indtrådte i den militære stand.
Han er begravet på Ålsø Kirkegård. | Dinesen, Adolph Wilhelm (I12337)
|
| 3806 |
advokat | Bähr, Ludolph de (I6579)
|
| 3807 |
advokat | Szöllösy, Paul (I24070)
|
| 3808 |
Af Battenberg | Mountbatten, Leopold Arthur Louis (I13907)
|
| 3809 |
Af Burma, Marquess Of Milford Haven | Mountbatten, Louis Francis Albert Victor Nicholas (I15495)
|
| 3810 |
af en i Sandstedt hjemmehørende junkerfamilie | Witmar, Cordt (I22875)
|
| 3811 |
af en præstefamilie fra Holsten | Ebio, Ingeborg Marie (I9058)
|
| 3812 |
af en smitsom sygdom | Lehn, Abraham (I8824)
|
| 3813 |
Afdelingsbibliotekar | Jensen, Eigil Sander (I25048)
|
| 3814 |
Afdelingschef | Oxholm, Waldemar Sofus Georg O'Neill (I15064)
|
| 3815 |
Mindst én nulevende eller privat person er knyttet til denne note - Detaljer er udeladt. | Iglesias, Angelica Pura (I23112)
|
| 3816 |
Afdelingschef i Søkortarkivet | Tegner, Isaac Vilhelm (I15564)
|
| 3817 |
afdelingsleder, Den kgl. Porcellænsfabrik | Castenschiold, Elisabeth (I20185)
|
| 3818 |
Affaires étrangères | Saillard de Boisbertre, Edouard (I12108)
|
| 3819 |
aft 1416 | Ovesen, Ove (I21207)
|
| 3820 |
Aftægtskone | Jørgensen, Johanne Marie (I46)
|
| 3821 |
Agathe (sel. Siverdes T.) fik 1588 udstedt udstedt et Gældsbrev af Claus v. Hagen død før 1617; g. 1596 m. Claus Pogwisch, f. 1552 død 1 Okt. 1638 i Slesvig (g. 2° 1616 m. Margrethe Höken) | Reventlow, Agathe (I4655)
|
| 3822 |
Agnes er født ca. 1846 , og død inden 1. feb 1880, Hun blev gift med købmand Martin Steen Georg Reventlov, [9] med hvem hun fik børnene:
Ingvard C.G. Reventlov
Anton Reventlov
Agnes Reventlov
Jacob Zeuner Reventlov
(GedComp) dk110204c:@I440@ = dk51216c:@I7118@ | Pagh, Agnes Sofie Frederikke Kirstine (I12710)
|
| 3823 |
Agnes Sophie Amalie Klara Gräfin zu Reventlow
Geboren am 3.12.1861 in Preetz, gestorben 27.9.1947 als Stiftsdame in Kloster Preetz. Älteste Schwester von FR.
Sie hatte stets eine besonders enge Beziehung zu ihrem Vater und lebte bis zu dessen Tod 1893 bei den Eltern. Als FRs Mutter, die dann nur noch eine Witwenpension bezog, den Haushalt in Lübeck auflöste und als Stiftsdame in das Adelige Kloster in Preetz zog, folgte Agnes der Mutter.
Sie lebt zunächst mit ihrer Mutter in einem zweistöckigen Haus, nach deren Tod 1905 alleine bis zu ihrem Tod 1947. Sie wird auf Gut Damp bestattet.
Erscheint im autobiographischen Roman Ellen Olestjerne als Marianne. | Reventlow, Komtesse Agnes Sophie Amalia Clara (I18732)
|
| 3824 |
Mindst én nulevende eller privat person er knyttet til denne note - Detaljer er udeladt. | Iuel, Peter (I21801)
|
| 3825 |
Mindst én nulevende eller privat person er knyttet til denne note - Detaljer er udeladt. | Brown, Keith Macarthur (I22450)
|
| 3826 |
Ahlefeldt, Carl Greve, 1670-1722, Statsmand.
Han var den yngste Søn af
Storkansler Grev Frederik A. og dennes anden Hustru Marie
Elisabeth f. Grevinde af Leiningen og Dachsburg; han fødtes 25. April
1670.
Ved sin Faders Død 1686 arvede han efter dennes testamentariske
Bestemmelse Grevskabet Rixingen i det vestlige Tyskland; Grevskabet
Langeland tilfaldt ham 1708, efter at begge hans ældre Brødre vare døde.
Desuden ejede han i Tyskland Friherreskabet Mørsberg, i Sønderjylland
Familiegodserne Graasten, Søgaard og Ballegaard, og i Aaret 1702 kjøbte
han en Del af det tidligere Krongods i Kalundborg Amt, som Frederik III
1664 havde solgt til Gabriel Marselis. Han nedlagde her Landsbyen
Østrup, af hvis Jorder han dannede Hovedgaarden Østrupgaard, det
nuværende Lerchenborg. I Nærheden af Kjøbenhavn byggede han som Lyststed
Sorgenfri Slot.
Hans Fader lod ham faa en omhyggelig Undervisning, blandt andet under
den bekjendte Theolog Hector Gottfried Masius’ Vejledning, og efter at
han havde tilbragt et Par Aar sammen med denne i Udlandet, blev han som
ung Mand knyttet nøje til den kongelige Familie. Christian V overdrog
ham 1696 Stillingen som Gouvernør og Hofmester hos sin yngre Søn Prins
Carl under dennes Rejse i Udlandet, i hvilken Stilling han kom til at
afløse den senere som Minister hos Frederik IV bekjendte Johan Georg
Holstein. Han fulgte Prinsen paa denne Rejse igjennem Tyskland,
Schweits, Frankrig, Italien og tilbage over Holland. Man har en Række
Breve, som Prinsens Moder, Dronning Charlotte Amalie har skrevet til ham
under denne Rejse. Lige saa smukt et Vidnesbyrd de ere om Dronningens
moderlige Ømhed, lige saa stærkt vidne de om den Pris, hun satte paa A.
Hun begynder blandt andet en Gang et Brev til ham med de Ord: «Det er
ikke simpelt hen blot en Tilfredsstillelse, men en virkelig dyb Glæde,
jeg føler over eders Maade at være paa mod min Søn; jeg stoler i den
Grad paa eder, at jeg ikke i den Henseende har den ringeste Tvivl. Ved
Trofasthed og Omhu har I vundet min Yndest, som jeg stedse skal
fastholde over for eder.» Hvor ængstelig hun end var for den
Indflydelse, Italiens slette Sæder kunde faa paa Sønnen, saa beroligede
det hende, at han var under A.s Tilsyn.
Allerede inden denne tiltraadte Rejsen, var han bleven Kammerherre
(1695); under Opholdet i Udlandet fik han Danebrogsordenen (1698), og da
han kom hjem med Prinsen, blev der (1699) overdraget ham en Række høje
Hofcharger. Han blev 1699 Overhofmester for Ridderakademiet, 1700
Staldmester ligesom han ogsaa i samme Aar blev sat i Spidsen for det af
Christian V faa Aar i Forvejen oprettede saakaldte Ridderakademi i
Kjøbenhavn. Denne Stilling beklædte han indtil Akademiets Ophør 1703, og
han affattede i denne Egenskab et latinsk Program 1. Nov. 1699 i
Anledning af Kong Christians nylig indtraadte Død. Samtidig med, at A.
indtog slige fornemme Stillinger, kom han, som det synes, til at staa
den unge Konge Frederik IV personlig nær, og han nævnes ved Siden af
Christian Gyldenløve som hørende til hans fortrolige Omgang, saaledes at
i Sammenligning med dem Storkansleren Conrad Reventlow og Gehejmeraad
Chr. S. Plessen kom til at træde i Skygge. Hojer sigter A. ligesom
Christian Gyldenløve for rolig at have set paa, at Kongen 1703 gjorde
sig skyldig i Bigami ved at ægte Frøken Viereck ved venstre Haand,
uagtet Dronning Louise endnu levede. Et Vidnesbyrd om den Yndest,
Frederik IV paa denne Tid havde for A., er, at han 1703 gjorde ham til
Ridder af Elefanten og Geheimeraad.
Medens A. hidtil nærmest havde levet som den fornemme Hofmand, traadte
han 1704 i de høje Civilembedsmænds Række ved at blive Præsident i
Kommercekollegiet, 1708 i Politi- og Kommercekollegiet, og to Aar efter
fik han endog Sæde i Konseillet, hvor han afløste Chr. Lente, da denne
blev afskediget, formodentlig fordi han havde været imod Deltagelsen i
den store nordiske Krig. Som Medlem af Konseillet havde A. i Forbindelse
med sine Kolleger Otto Krabbe og Christian Sehested i Aaret 1711 det
Hverv at lede Regeringssagerne i Kjøbenhavn under Pesten, medens Kongen
personlig tog Ophold i Kolding. Men efter at Pesten havde varet et Par
Maaneder, toge de tre Konseilsherrer med Kongens Tilladelse Ophold paa
Jægersborg Slot for at være nogenlunde sikre imod Smitten. A.s
Virksomhed i Konseillet varede for øvrigt ikke længe. Allerede 1712 blev
han fjærnet derfra.
Som han tidligere havde staaet paa en spændt Fod med
Storkansleren Conrad Reventlow indtil dennes Død 1708, saaledes vedblev
der at være Rivninger imellem ham og den Reventlowske Familie, og da
dennes Indflydelse atter voxede, efter at Frederik IV 1711 havde
forelsket sig i Anna Sophie Reventlow, maatte han vige Pladsen i
Konseillet. Dog skete det paa en i det mindste tilsyneladende hædrende
Maade, i det han blev gjort til Statholder i Slesvig og Holsten. Denne
Stilling beklædte han, indtil han 7. Sept. 1722 døde paa Graasten. Hans
Embedsstilling medførte, at han spillede en fremragende Rolle ved
Arvehyldingen af Frederik IV i Slesvig 7. Sept. 1721.
Uagtet A. havde haft høje Embeder og store Godser, vare hans
Formuesforhold slette, da han døde. Han havde blandt andet maattet
pantsætte sine Ejendomme i Kalundborg Amt. I Aaret 1702 var han bleven
gift med Ulrikke Antoinette Danneskjold-Laurwigen (f. 1686 d. 1755), en
Datter af Statholderen i Norge Ulrik Frederik Gyldenløve. Hun overlevede
ham indtil 1755. Fra dette Ægtepar stamme de følgende Lensgrever til
Grevskabet Langeland.
Moller, Nachr. v. d. Geschl. d. v. Ahlefeldt S. 437 ff.
E. Holm.
Kilde: Dansk Biografisk Leksikon
_______________
Carl Graf von Ahlefeldt (* 25. April 1670 in Hardenburg; † 7. September
1722 in Gråsten) war Staatsmann und Herr der Herrschaften Rixingen und
Mörsberg sowie Lehnsgraf von Langeland auf Schloss Tranekær sowie
Landrat auf Langeland.
Er war der jüngste Sohn des Adligen Gutsherren Friedrich Graf von
Ahlefeldt (1623–1686), Herr von Rixingen (Réchicourt) im Bistum Metz und
von Mörsberg (Ober-Elsass, Gemeinde Oberlarg), und dessen zweiter Frau
Maria Elisabeth geb. von Leiningen-Dagsburg (1648–1724). Seine Frau war
Ulrica Amalie Antoinette geb. von Danneskiold-Laurvig (1686–1755), seine
Nachkommen waren Marie Antoinette, Friedrich und Conrad Wilhelm. Nach
dem Tod seines Vaters im Jahre 1686 erbte er nach testamentarischer
Bestimmung Rixingen und nach dem Tod seiner älteren Brüder 1708 das Gut
Langeland. In 1703 verkaufte er Rixingen an seinen Schwager Graf
Friedrich Ludwig von Nassau-Ottweiler. Neben besaß er noch die Güter
Ballegård, Gråsten und Seegaard bei Kliplev. Von Ahlefeldt war Königlich
dänischer Kammerherr, Geheimrat, Präfectus supemus der Königlichen
Akademie Goröe, Statthalter der Herzogthümer und Träger des
Dannebrog-Ordens. Am 27. April 1703 wurde er in Kopenhagen durch den
König Friedrich IV. von Dänemark und Norwegen mit dem Elefanten-Orden
ausgezeichnet.
Literatur
Schleswig-Holsteinische Ritterschaft: Beitrag zur Adelsgeschichte
Deutschlands und Dänemarks, Schleswig 1869, S. 11.
Kilde: Wikipedia | Ahlefeldt, Carl von (I7772)
|
| 3827 |
Ahlefeldt, Frederik Greve, 1702-73, Officer. F. A., Lensgreve til Langeland m. m., født 29. Dec. 1702, var ældste Søn af Carl A. Efter Faderens Død 1722 bleve de store slesvigske Godser bortsolgte, og han overtog Grevskabet Langeland og de andre rige Besiddelser i Kongeriget.
Hans militære Karriere falder først efter Krigene i Aarhundredets Begyndelse, i det han 1724 blev Kapitajn og Kompagnichef ved Kronprinsens Regiment og 1728 Kapitajn ved Livgarden til Fods.
28. April 1730 blev han gift med Birthe Holstein, f. 28. April 1705, som døde 9. Nov. 1735, og som var en Datter af Geheimeraad Christian Frederik H. og Enke efter Gesandten, Generallieutenant Johan Frederik Bothmer.
A., som i Aarenes Løb blev Kammerherre 1723 og Ridder af Danebrog 1729, opnaaede efterhaanden de forskjellige Grader i Hæren, idet han 1730 blev Oberstlieutenant ved Generalmajor Schubarts Regiment og 1747 Generalmajor i Rytteriet, indtil han 1754 blev Generallieutenant og begav sig som saadan til Armeen, der i Anledning af Stridighederne med det holsten-gottorpske Fyrstehus var samlet i Slesvig og Holsten 1758.
I Aaret 1760, 10. Okt. giftede han sig for anden Gang med Maria Elisabeth Ahlefeldt, der var født 25. Dec. 1719, og som var Hoffrøken hos Prinsesse Louise; hun var en Datter af Benedict A. til Haselau og døde 23. Jan. 1769.
1761 blev A. udnævnt til General, og da Hæren 1762 rykkede i Felten under Kommando af General St. Germain, fik A. Kommandoen over dens Reserve, hvoraf han detacherede en Del ind i Meklenborg og lejrede sig med Resten i Nærheden af Lybek. Da Felttoget kort efter blev opgivet, afgav han Kommandoen og trak sig tilbage til sine Godser.
22. Avg. 1765 oprettede han af Godserne paa Langeland Stamhuset Ahlefeldt for sig og sine Efterkommere, saaledes at Stamhuset og Grevskabet Langeland stedse skulle følge hinanden og arves i hans Slægt. I Aaret 1770 fik han Enkedronningens Orden de l’union parfaite. Han tilbragte sine sidste Aar paa Tranekjær Slot, som han ombyggede, og døde 18. April 1773. | Ahlefeldt, Frederik von (I9322)
|
| 3828 |
Ahlefeldt, Friedrich, den yngre, 1662-1708, statholder
Friedrich Ahlefeldt blev født i 1662. Hans far var storkansler Friedrich Ahlefeldt, som var en af Danmarks rigeste og mest magtfulde mænd med hovedsæde på Gråsten Slot.
I 1686 blev han gift med den kun 13-årige grevinde Christiane Gyldenløve, der var datter af Christian 5. Kongen var yderst rundhåndet over for svigersønnen, der fik en tønde guld i medgift samt et meget kostbart brudeudstyr. Således fortælles det, at brudesengen var så rigt udsmykket med guld og sølv, at dens værdi blev ansat til 10.000 rigsdalere. Grevinden døde i 1689 efter kun tre års ægteskab. Samme år blev Friedrich udnævnt til oberst og i de følgende år deltog han som officer på flere europæiske krigsskuepladser i bl.a. i Flandern. I 1695 blev han gift med en 16-årig datter af storkansler Conrad Reventlow (1644-1708)
Efter giftermålet fortsatte han faderens overdådige renovering og udbygning af Gråsten Slot. Samtidig forbedrede han slotshaven, som blev anlagt med kunstfærdige bede og sjældne træer og vækster. Han lod også opføre et pragtfuldt orangeri og Pommerantshuset, der rummede en oval kumme, 15 alen i tværmål, hvorfra der sommer og vinter leveredes fisk.
Det fortælles at Friedrichs bror Carl Ahlefeldt (1670-1722) på et kloster i Frankrig fandt et meget velsmagende æble, fra hvis træ han sendte en podekvist hjem til Friedrich på Gråsten Slot. Her blev æblet forfinet, og i dag er æblet endt som det såkaldte Gråsten-æble, som også er kendt som Danmarks nationaleæble.
Friedrich den yngre blev i 1697 udnævnt til statholder i hertugdømmerne. I begyndelsen gik han meget op i sit embede og berejste hele området, hvor han fik rettet op på megen slendrian hos embedsmændene og ydede en stor indsats for at fremme handel og søfart i byerne Glückstadt, Flensborg og Sønderborg. I 1701 blev han udnævnt til generalmajor og søgte kongen om at få en kommando, da han hellere ville beskæftige sig med militære opgaver. Hans ønske blev først opfyldt i 1706, da han trådte tilbage som statholder. Allerede to år senere døde han kun 46 år gammel.
Efter hans død viste det sig, at han havde formøblet faderens enorme formue og efterlod en gæld på ca. 300.000 rigsdalere til sine efterkommere. De fleste af pengene var brugt på en ekstravagant renovering af Gråsten Slot og slottets omgivelser, inventar og udsmyking m.m.
Litteratur:
Poul Andersen, Graasten – et slot og et sogn, 1986.
Kilde: http://www.graenseforeningen.dk/?q=leksikon/a/all/16781 | Ahlefeldt, Frederik von (I7353)
|
| 3829 |
Ahlefeldt, Gottschalk, 1475-1541, biskop i Slesvig
Gottschalk Ahlefeldt tilhørte den tids førende adelsslægt i Slesvig-Holsten. Han var dr. jur. fra universitetet i Bologna og havde i årene før han blev biskop, ved siden af forskellige kirkelige hverv, været kansler for hertug Frederik 1. af Gottorp. Det forhindrede dog ikke, at han som biskop også blev brugt i diplomatiske sammenhænge af Christian 2., bl.a. som fremtrædende medlem af den delegation, som Christian 2. i 1514 sendte til det habsburgske hof for på kongens vegne at bejle til kejserens barnebarn Elisabeth, Karl V's søster.
Gottschalk Ahlefeldt indså tidligt som biskop, hvilken vej vinden blæste i forhold til Luther og de reformerte, og han tog sine forholdsregler, dog uden at opgive sin tilknytning til den katolske kirke. Dette kunne han gøre, fordi han som medlem af den førende adelsslægt Ahlefeldt nærmest var urørlig, hvilket både den reformationsivrige Christian 3. og hans hofmester Johann Rantzau accepterede. Gottschalk Ahlefeldt var derfor den eneste katolske biskop, som forblev i sit embede hen over reformationen og til sin død. Dog måtte Gottschalk Ahlefeldt i 1533 acceptere, at det kirkelige tilsyn blev overladt til evangelisk-lutherske visitatorer, såkaldte superintendenter.
Gottschalk Ahlefeldt er begravet i Slesvig Domkirke.
| Ahlefeldt, Godske von (I2932)
|
| 3830 |
Albert IV (or Albert the Wise) (ca. 1188 – December 13, 1239) was Count of Habsburg in the Aargau and a progenitor of the royal House of Habsburg.
He was the son of Count Rudolph II of Habsburg and Agnes of Staufen. About 1217 Albert married Hedwig (Heilwig), daughter of Count Ulrich of Kyburg (died 1237) and Anna of Zähringen. Upon the death of his father in 1232 he divided his family's estates with his brother Rudolph III, whereby he retained the ancestral seat at Habsburg Castle. A follower of Emperor Frederick II of Hohenstaufen, he took part in the Barons' Crusade with King Theobald I of Navarre and died near Ashkelon.
Albert was the father of King Rudolph I of Germany,[2] and a mutual ancestor of Archduke Franz Ferdinand of Austria and of his wife Sophie, Duchess of Hohenberg | Habsburg, Albrecht IV von (I273)
|
| 3831 |
Alderdom | Mortensdatter, Else (I12028)
|
| 3832 |
Alderdom | Nielsdatter, Anne (I12867)
|
| 3833 |
Alderman and Mayor of Tumut / Auctioneer | Brown, Edward George (I13028)
|
| 3834 |
Alexander wurde als Fahnenjunker des Panzerregiment 6 in Russland verwundet und viel als Oberleutnant und Komp. Führer an dem Geburtstag seines Vaters bei Cisterna di Latina im Rahmen des Schlacht um Nettuno.
| Reventlow, Greve Alexander Hans Theodor Hartvig Friederich Wilhelm Detlev (I16518)
|
| 3835 |
Alfred Franz Carl greve Reventlow-Criminil (11. september 1825 på Schwarzenbek – 22. oktober 1898 på Ruheleben ved Pløn) var en dansk-tysk godsejer og diplomat.
Han var søn af den danske minister Heinrich Anna Reventlow-Criminil og Luise Sophie Jeanette Rantzau, blev kammerherre og legationssekretær, men forlod dansk tjeneste efter nederlaget 1864. Han var Ridder af Dannebrog, af den russiske Sankt Anna Orden og af den preussiske Johannitterorden.
Han var gift 1. gang 27. maj 1854 med komtesse Malwine Louise Anna Reventlow (17. december 1831 – 28. august 1857) og 2 gang 24. september 1860 med komtesse Bertha Louise Camilla Reventlow (2. oktober 1835 – 16. august 1869) og 3. gang 2. december 1873 med komtesse Marie Louise Christiane Reventlow (2. december 1833 – 27. december 1910). | Reventlow-Criminil, Greve Alfred Franz Carl (I13123)
|
| 3836 |
Mindst én nulevende eller privat person er knyttet til denne note - Detaljer er udeladt. | Knuth-Winterfeldt, Bente Karin Birgitte Comtesse (I23858)
|
| 3837 |
alternativ stavet: Lave | Brok, Lage (I3479)
|
| 3838 |
alternativ: Schlägel | Schlegel, Joachim Friedrich Wilhelm (I25224)
|
| 3839 |
Am 16. November 1816 fand die Verlobung und am 9. Oktober 1817 die Hochzeit von Lucie von Pappenheim und Hermann von Pückler-Muskau statt. | Familie: Hermann Ludwig Heinrich von Pückler-Muskau / Lucie Anna Christine Wilhelmine Hardenberg-Reventlow (F33173)
|
| 3840 |
Am 19. Januar 1736 hatte Claus Reventlow eine Seitenkapelle der Lübecker Katharinenkirche vom Segeberger Amtmann Hans Rantzau (ca. 1685–1744) erworben, die davor schon sein Vater Friedrich von Reventlow seit 1708 besessen hatte. Das Motiv für den Erwerb in der Katharinenkirche (und nicht im Dom oder in einer Kopenhagener Kirche) bleibt unklar. Hier wurde 1747 zunächst seine erste Frau Christiane Barbara beigesetzt. Nach seinem Tod wurde Claus Reventlows Leichnam per Schiff nach Lübeck überführt, wo er am 18. Juli eintraf und unter zweistündigem Trauergeläut des Doms in die Katharinenkirche gebracht wurde. Die Umgestaltung der Kapelle im Rokoko-Stil mit Stuckaturen und einem neuen schmiedeeisernen Gitter zog sich bis 1759 hin. In der Kapelle fand ein monumentaler Marmorsarkophag Aufstellung, den der Kopenhagener Holfbildhauer Simon Carl Stanley gefertigt hatte. Er trägt auf der oberen Fläche ein Kruzifix sowie eine Schriftrolle mit den Namen und Titeln des Verstorbenen. Den seitlichen Schmuck bilden 32 Ahnenwappen und Kartuschen mit Namen. An den Ecken flankieren vier lebensgroße Marmorstatuen den Sarkophag. Es sind weibliche Gestalten, die die drei theologischen Tugenden Glaube, Liebe, Hoffnung sowie die Tugend der Gerechtigkeit (Justitia) verkörpern. Vor dem Marmorsarkophag zum Kirchenschiff hin wurde später der aus Kupfer gefertigte Sarkophag seiner 1771 plötzlich in Osterrade verstorbenen zweiten Frau Charlotte Dorothea aufgestellt.Zu einem unbekannten Zeitpunkt im 20. Jahrhundert wurde dieser entfernt.
Kilde: https://de.wikipedia.org/wiki/Claus_von_Reventlow | Reventlow, Claus (I8845)
|
| 3841 |
Ambassadør | Georg, Poul Anders (I15792)
|
| 3842 |
Amlitzbøl Amidszbøll Also Used | Ammitzbøll, Kjerstin Lauridsdotter (I7688)
|
| 3843 |
Amtmand | Adeler, Nils (I18559)
|
| 3844 |
Amtmand | Pechlin von Lövenbach, Nicolaus Otto (I10281)
|
| 3845 |
Amtmand | Schulin, Greve Johan Sigismund Ludvig (I11091)
|
| 3846 |
Amtmand | Kaas, Jørgen (I7447)
|
| 3847 |
Amtmand | Jessen, Johannes von (I8123)
|
| 3848 |
Amtmand | Woyen, Ewald (I4339)
|
| 3849 |
Amtmand | Pogwisch, Sivert (I4915)
|
| 3850 |
Amtmand | Ahlefeldt, Ditlev von (I2338)
|
|
.jpg "Conrad Reventlow")
