| |
Match 3,351 til 3,400 fra 11,367
| # |
Notater |
Knyttet til |
| 3351 |
(Ægtepagt dat. Kiel 4 Okt. s. A.) | Familie: Otto von Reventlow / Magdalene Blome (F28192)
|
| 3352 |
[Duke Of Nerike] | Sverige, Eugene, Prins af (I14703)
|
| 3353 |
[Egon Calundann.FTW]
1811: Arbejdede ved byfogedkontoret, Nykøbing Mors, Danmark
1818: Eksamineret jurist, June 1818.
Rigsdagsmedlem.
Boede på Mariesminde, i Nykøbing Mors, og i Ålborg.
| Calundan, Jens Mathias Bircherod (I12087)
|
| 3354 |
[Greve Of Bari] | Two Sicilies, Pasquale, Prins af (I13302)
|
| 3355 |
[Greve Of Trani] | Two Sicilies, Luigi, Prins af (I12716)
|
| 3356 |
Mindst én nulevende eller privat person er knyttet til denne note - Detaljer er udeladt. | Sjöstrand Mörling, Nils Staffan (I25273)
|
| 3357 |
• Folketælling, 1834. 6 år, opholder sig med sine forældre og søster hos sin farbror Christian Detlev Reventlow på hovedgården Pederstrup i Vesterborg sogn, Lolland
• Folketælling, 1840. 12 år, opholder sig med sine forældre og søskende for sin farbror Christian Detlev Reventlow på hovedgården Pederstrup i Vesterborg sogn, Lolland
• Folketælling, 1885. 57 år, Ugift, Hofdame hos Hendes Majestæt Dronningen - Amalienborg Slot, Frederik d. 6. Palais; Forhus, 2. Sal, 1, København
• Ved død. adresse Amalienborg Plads - begravet på det Reventlowske familiegravsted på Horslunde kirkegård
| Reventlow, Komtesse Hilda Sophie Charlotte (I13167)
|
| 3358 |
Gerda Gregersen fortæller, at hun som barn ofte kom hos mosteren, Karen og dennes mand Marius, der var tømrer i Skårup. Marius var en succesfuld tømrer, der byggede mange huse.
Der var en søn, Verner, som var lidt ældre end Gerda. Hun mistede som voksen kontakten med ham. | Familie: Peter Marius Petersen / Karen Jensine Jørgensen (F19)
|
| 3359 |
Mindst én nulevende eller privat person er knyttet til denne note - Detaljer er udeladt. | Bruun, Thomas Reventlow (I19705)
|
| 3360 |
Mindst én nulevende eller privat person er knyttet til denne note - Detaljer er udeladt. | Malthe-Bruun, Ruth (I18501)
|
| 3361 |
Bille - Min lille elskede Søster
Endnu den Dag i Dag fyldes mit Hjerte af Vemod ved Tanken paa at Bille, aldrig fik
Lejlighed til fuld Udfoldelse.
Bille havde et uendelig følsomt Sind. Hun og Mor var tæt knyttet sammen med varm
Kærlighed, men paa en Maade sled paa hinanden, vel nok fordi deres Sind var indbyrdes
saa nært beslægtede.
En af mine tidligste Erindringer om Bille var hendes Glæde ved at færdes med mig i
vor barndom paa Christianslund. ”Tag mig med, Tag mig med” Disse Ord klinger endnu
anklagende i mine Øren. Bille var rørende til altid at ville være sammen med mig. Det
var Tilfældet, da hun endnu var Barn, men hendes og min indbyrdes kærlighed vedblev
at bestaa, saalænge hendes varme hjerte endnu bankede, og Trangen til indbyrdes
Samvær vedblev hele hendes Liv igennem at være den samme.
Jeg husker, hvorledes B. tit, naar vi gik Ture på Etelsen vandrede med mig i Haanden
den største del af Tiden. Dette gav mig en dejlig Følelse af Samhørighed med Bille og
af varme og sand gensidig Kærlighed.
Hendes Delthed mellem Pligt overfor hendes og mine Forældre og egen Trang til et
virkeligt Arbejde. Bille var offer for den Tids almene mangel på Forståelse for mange
Pigers Trang til selvstændig Virksomhed. Paa dette Punkt var det paagældende
Tidspunkt en Brydningstid mellem gammelt og nyt.
Telegrammet, der bragte Bud om Billes død gjorde et overvældende indtryk paa mig. Jeg
traf Foranstaltning til snarest muligt at rejse hjem. Men Formaliteterne var dengang
saa besværlige, at jeg ikke naaede at faa opfyldt mit brændende ønske om blot at naa
at kunne lægge min Haand kærtegnende på hendes Kiste.
Tabet af Bille føles endnu som et meget betændt (?) Savn og Gang paa Gang griber jeg
mig selv i at tænke paa, hvor dejligt det vilde være for mig om hun endnu var i Live
og vi sammen kunde opfriske fælles Minder og drøfte alle de Spørgsmaal, der vedrørte
Medlemmerne af de yngre Generationer. Jeg er sikker paa at hun, om hun levede, vilde
have opfattet dem med sand Forstaaelse og dyb kærlighed.
Min datter Sybille er den eneste af vore Børn, der har kendt Bille og endda kun i en
kort periode.
Notat udarbejdet af Eduard Reventlow (ca 1960) | Reventlow, Komtesse Anna Sybille (I13780)
|
| 3362 |
DAA 2006-08:
Hidtil anset som tilhørende slægten Krognos, men iflg DAA 1986 pg 777 er dette ikke korrekt:
”Gregers Pedersen af Vittskövle tilhører altså ikke denne slægt, men Hak-slægten. Øvrige der anførte oplysninger stammer udelukkende fra Thale Ulfstands Slægtebog, så det er vel tvivlsomt, om der hareksisteret en Gregers Pedersen i Krognos-slægten. Dennes formente søn hr Holger Gregersen (Krognos) var altså gift med Margrethe Ovesdatter af en slægt, der førte to hjortevier. Hn døde 1383 i forbindelse med dronning Margrethe I’s indtagelse af borgen Turestrupsø i Skåne fra hans slægtning og allierede hr Tuve Galen.”
(kilde: DAA 200608, der citerer: A. Bøgh. Sejren i kvindens hånd. Kampen om magten i Norden ca 1365-89 (2003) 160, meddelt af lektor dr. phil Anders Bøgh)
____________________________
Dansk Biografisk Leksikon år 1887-1905:
Krognos, Holger Gregersen, –1382,
hørte til en rig Adelsslægt i Skaane og ejede Vidskøfle. Allerede i Valdemar
Atterdags Tid opnaaede han Ridderværdigheden, og ved Kongens Død hørte
han til de mest fremragende Mænd i Skaane - han var blandt dem,
der tilraadede Jyderne at vælge Oluf til Konge, og nævnes baade
i denne Konges Haandfæstning og i den store Reces, der 1377 udgik fra Danehoffet i Nyborg.
1381 var han en af Hovedmændene for at afslutte en Særfred mellem
Skaane og Kong Albrecht i Sverige, hvad der næppe
har været ganske efter Dronning Margrethes Hjærte. I
denne Traktat nævnes H. G. umiddelbart efter Skaanes
Gjældkjær, den mægtige Tuve Galen (V, 544); Aaret
efter blev denne imidlertid afsat, og Dronningens
Tropper indtoge hans Borg Tustropsø. Ved den Lejlighed
blev Hr. H. dræbt, og det er da ikke helt grebet
ud af Luften, naar adelige Slægtebogssagn lade ham
blive ombragt paa Dronningens Foranstaltning, «fordi
han var hende alt for mægtig»; en Udpyntning er det
derimod vel nok, naar det hedder, at H. G. myrdedes
af en Mand, som Margrethe lige forud havde adlet med
det underlige Navn Sankepil, og som hun 8 Dage efter
lod henrette.
C.F.Bricka
____________________
Finn Holbeks hjemmeside angiver: (http://finnholbek.dk/genealogy/getperson.php?personID=I112&tree=2)
Ægteskaberne angives i 1893 med Margrethe som 1. hustru, men iflg. rettelsen i 1942 må hun have været hustru nr. 2, hvilket medfører at Holger Holgersdatter må være af andet ægteskab, da hun er født efter faderens død.
til Hejreholm (Færs H.?) og Vidskøfle, nævnes 1355, var 1363 Ridder, beseglede 1376 den skaanske Adels Fuldmagt til Kong Olufs Hylding og Kongens Haandfæstninger 1376-77, levede endnu 1381, skalvære blevet snigmyrdet af Henrik Sankepil, der havde tjent ham og var blevet "adlet" af Dronning Margrethe og forlehnet med Helsingborg Slot; efter Nogle havde Dronningen selv anstiftet Drabet, efterAndre lod hun Morderen henrette; maaske skete Drabet 1382 ved Tustrupsøs Indtagelse.
Forbehold: Henregnet til slægten Krognos, men må med rettelsen i DAA 2006-08:777 anses for at være af usikker afstamning, jfr. ændring ved den hidtidige "fader", Gregers Pedersen, som har vist sig at være af slægten Hak (Egeside).
CDR’s bemærkninger:
Jeg er af den opfattelse, at der rent faktisk er tale om 3 ægteskaber:
Margrethe Skarsholm
Karen Eriksdatter Saltensee
Margrete Åkesdatter Steeg (d.a. Ove/Åke Steeg)
Se iøvrigt efterfølgende:
_____________
på Geni.com fremgår bl.a følgende (citat fra Roskildehistorie.dk):
f. Krabberup 1346 † Hejreholm 1382
Begravet Vidskøfle kirke
Til Vidskøvle og Hejreholm
Ridder 1365. Snikmyrdet av en tjener.
Han ejede også Vidskøfle og nævnes 1355. Han var 1363 Ridder og beseglede 1376 den skånske Adels fuldmagt til Kong Olufs Hyldning og Kongens håndfæstning 1376-77. Han levede endnu 1381 og skal være blevet snigmyrdet af Henrik Sankepil, der havde tjent ham og var blevet "adlet" af Dronning Margrethe og forlehnet med Helsingborg Slot, efter nogle havde Dronningen selv anstiftet drabet, efter andre lod hun Morderen henrette. Måske skete Drabet 1382 ved Tustrupsøs indtagelse .
-------------------- Til Hejreholm og Vidskøfle --------------------
Gift tre gånger:
1. Margrethe Skarsholm
Barn:
Else Holgersdatter Krognos (født i 1360 i Krabberup, Luggude - døde i Lolland)
Kirsten Holgersdatter Krognos (født i 1365 i Krabberup, Luggude)
2. Karen Eriksdatter Saltensee
Barn:
Margaretha Holgersdatter Krognos
3. Margrethe Åkesdatter
Barn:
Else Holgersdatter Krognos
Margareta Holgersdatter Krognos
Holger Holgersdatter Krognos
I boken, "Den gamla gården Olastorp, Broby, Ö Göinge, en släktkrönika 1584-1990", av Erik Hedin står på sid: 21
Några Brahe-rötter. Holger Gregersön Krognos är ägare av Vittskövle 1379.
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi Holger Gregersen Krognos (død 1382) var en skånsk adelsmand.
Holger Gregersson, som stupade 1382 vid striderna omkring gelkaren Tuve Galens starkt befästa borg Thurestorp vid det nuvarande Havgård i Vemmenhögs härad. Han hørte til en rig adelsslægt og ejede Vidskøvle og Snogeholm (da kaldet Hejreholm).
Under Valdemar Atterdag blev han ridder og var ved kongens død blandt de mest fremtrædende mænd i Skåne. Han var blandt dem, der anbefalede jyderne at vælge Oluf til konge.
I 1381 var han en af hovedmændene bag at slutte en særfred mellem Skåne og Sverige, hvad der næppe har været dronning Margrethes ønske. I fredstraktaten nævnes han umiddelbart efter Skånes gældkær, dvs. kronens højeste embedsmand, Tuve Galen. Året efter blev sidstnævnte imidlertid afsat, og dronningens tropper indtog hans borg Tustropsø. Ved den lejlighed Holger Krognos dræbt, efter sagnet på dronningens foranledning.
Nedanstående vill endast vara en orienterande översikt över ett intressant och till stor del outforskat kapitel i Kullabygdens historia, i någon mån belysande den roll, som spelats av den till Krapperup under flera århundraden knutna medeltidssläkten Krognos.
Krognos är ett namn, som aldrig burits av släkten själv utan endast förekommer i de adliga släktböckerna, tydligen ett öknamn på grund av de väldiga örnnäsor, som utmärkt dess medlemmar och varom också det enda autentiska porträttet av en Krognos bär ett tydligt vittnesbörd. Ätten är rent skånsk till sitt ursprung och har i flera sekler spelat en framträdande roll som en av de rikaste och mäktigaste släkterna i Skåne.
En av dess medlemmar Olof Stigsson bär också namnet ”den rike”. Blott de även urskånska släkterna Hack och Thott kunna göra den rangen stridig. Många av Skånes främsta herrgårdar räkna bland sina ägare medlemmar av Krognosätten. Så Krapperup, Vittskövle, Heireholm i Sydskåne (nu försvunnet), Bollerup, Karsholm, Stora Markie m.fl. En stor del gårdar i det nuvarande Danmark voro också i släktens besittning. Krognosarna voro befryndade med de gamla riksrådssläkterna, såsom Thott, Lövenbalk (en oäkta gren av Valdemarerns kungastam), Kyrning, Skarsholmssläkten, Saltensee, Hvide, Rosenkrantz, Galen,Podebusk, Bille, Gyldenstierne osv. Själv hade de ständigt säte i riksrådet och de flesta av dem innehade riddarevärdigheten. Så redan den förste kände medlemmen Nils Holgersson, som förekommer som riddare år 1302. Dess siste manlige medlem Olof Mauritsson, död den 25 juni 1573, var 1572 riksråd.
I sitt vapen förde Krognosarna en svart örnflykt i gyllene fält och på hjälmen 5 a 13 påfågelsfjädrar. Enligt gamla traditioner skall Krapperup vara stamgodset. Redan på 1000–talet ägdes, förtäljdes det, denna gård av Kjell Krognos. Han berättas hava varit den förste kristne i släkten. Det säges ock, att det funnits en runsten med Krognosvapnet. Allt detta är emellertid alldeles ohistoriskt. Omöjligt är bl.a. att en vapensköld funnits på en runsten. Vapenbilder började ej användas förrän i början av 1200–talet.
Att Krapperup skulle vara Krognosarnas urhem är också mer än problematiskt. Tvärtom synes det som om denna gård ej kommit i deras ägo förrän i mitten av 1300–talet.
Den förste, som bevisligen skrivit sig till Krapperup, är riddaren Peder Stigson, som förekommer i dokumenten åren 1354–65. I Liber Daticus finns det emellertid en uppgift om dödsdagen för en Sophia ”uxor domini Stigothi Paeterson de Krappathorp militis” (hustru till riddaren hr Stig Petersson till Krapperup). Denne var fader till Peder. Det är därför möjligt, att redan Stig ägt gården och att handå troligtvis fått den genom gifte med en dotter till den riddare Johannes Jonaeson, som 1316 skrev sig till Krapperup (död enligt Liber Daticus den 31 maj, året okänt). För ett sådant antagande talari viss mån, att Stigs ene son heter Johannes. Vilken släkt, Johannes Jonaeson tillhörde, är ej känt. Det är till andra delar av Skåne Krognossläkten ursprungligen synes knuten. Bl.a. nämnes i äldsta släktleden en gård, som heter Togaethorp, till vilken förut nämnde Stig Petersson skriver sig redan 1327. Det är troligt, att detta Togaethorp är identiskt med det nuvarande Tågerup i Saxtorps socken.Ännu några år längre tillbaka äger hr. Holger Nilsson Färlöv i Ö. Göinge härad. Krapperup var emellertid i Krognosarnas besittning under ett par århundraden, ehuru icke till släktens utdöende, enär genom giftermål i mitten av 1500–talet Podebuskarna inträdde såsom ägare.
Bland framstående medlemmar av Krognosläkten må nämnas den förut omtalade Nils Holgersson, förste historisk kände Krognosen, vilken 1320 beseglade Kristoffer II:s konungaförsäkran, domprosten i Lund Holger Pedersson, som var en av dem, som medverkade till att Skåne övergick till Magnus Smek, Holger Gregersson, som stupade 1382 vid striderna omkring gelkaren Tuve Galens starkt befästa borg Thurestorp vid det nuvarande Havgård i Vemmenhögs härad, Stig Petersson, vilkens namn och sigill finnas under drottning Margaretas hyllningsakt 1387, och som ligger begraven i Lunds domkyrka, Maurits Oloffson, som spelade en framstående roll under mitten av femtonhundratalet samt hans son, släktens sista man Olof, som bl.a. var länsherre på Hälsingborgs slott.
Även en kvinnlig medlem har utmärkt sig, nämligen förutnämnde Holger Gregerssons efter faderns död födda och efter honom uppkallade dotter Holgere. Hon satt som änka på Vittskövle i många år och avvärjde 1452 ett angrepp på borgen av Karl Knutssons trupper, då dessa gjorde sitt beryktade rövartåg genom Skåne. Krognossläkten var alltid ganska fåtalig. Dess utdöende äger rum under en period, som betydde en katastrofal nedgång i de gamla medeltida adelsätternas antal i Danmark.
______________
af mail, dateret 25.01.2001 fra Henrik P Jensen fremgår: (vedr. en tidligere version af databasen)
Jeg har besøgt din hjemmeside og deriblandt http://www.reventlow.dk/cgi-bin/igmped.cgi/n=reventlow?I1189; hvor du skriver, at Holger Gregersen Krognos, i ægteskabet med Karen Eriksdatter Saltenseevar far til Else Holgersdatter (Krognos); samt at hans far Gregers Pedersen Krognos var søn af Peder Stigsøn Krognos og Regitze Christoffersdatter.
Her er der indsneget sig en fejl. Det er rigtigt, at i Danmarks Adels Aarbog 1893 (s.272) står, at Gregers Pedersen (Krognos) var søn af Peder Stigsen (Krognos) og Regitze Christoffersdatter (Løvenbalk). Problemet er bare, at i DAA 1906 (s.492) rettes denne oplysning og man skriver, at Gregers Pedersen (Krognos) var farbror til Peder Stigsen (Krognos) i stedet, og dermed bortfalder afstamningen til kong Christoffer ad den vej. Rent tidsmæssigt hænger det også meget bedre sammen, for Gregers Pedersen (Krognos)'s søn nævnes første gang i 1355 og næsten samme tidspunkt nævnes hans tidligere far (Peder Stigsen) også, nemlig i 1354 - de passer meget bedre sammen som fætre.
Det andet problem er, at I anfører Holger Gregersen (Krognos)'s datter - Else Holgersdatter (Krognos) (1379-1470) - som en datter af hans hustru Karen Eriksdatter Saltensee. Sådan står der også i DAA.1893, s.273; hvor Karen anføres som 2.hustru; men S.O.Brenner ("Nachkommen Gorms des Alten", s.281) skriver, at Holger var gift (1.) med Karen og gift (2.) med Margrethe Åkesdatter (Steeg).
Dette hænger sammen med, at sidstnævnte i 1401 nævnes som enke efter sin 2.mand, og det kan ikke lade sig gøre, hvis hun var Holgers 1.hustru. I 1401 pantsatte hun nemlig al sin arv efter sin datter Margrethe Holgersdatter (Krognos) til Axel Brahe. Desuden så ved vi, at Holger sidst nævnes i 1381 og formentlig er død o.1382, hvilket passer fint med, at den 2.datter (Holger Holgersdatter (Krognos))i Holger's 2.ægteskab er født efter hans død og gift senest o.1405/1415 med Axel Brahe, fordi hendes søn Peder er født senest o.1410/1415. Denne tidsrække passer fint med det faktum, at den ældre søster Else er født 1379 og dermed kun et par år ældre end søsteren Holger, som blev født efter faderens død. Else er dermed ikke en datter af Karen, men af Margrethe.
Konklusionen er altså, at der er indsneget sig to fejl, som rigtig mange har begået, fordi de ikke læser HELE Danmarks Adels Aarbog, d.v.s. også rettelserne, og på internettet spreder fejlen sig med lynets hast, så jeg håber, at du vil være med til at stoppe misforståelsen.
| Gregersen (Krognos?), Holger (I1189)
|
| 3363 |
Mindst én nulevende eller privat person er knyttet til denne note - Detaljer er udeladt. | Poston, Kate (I25546)
|
| 3364 |
Genfærd på Langesø
Der var en gang en ond og gerrig frue på Langesø, som hed Ida Rathlau. Når hun kørte ud, havde hun al tid sin rok med sig og sad da i vognen og spandt. På en sådan køretur fandt hun en gang på en af Langesø marker et barn, som gik i en kornmark og plukkede aks. Hun fik da straks fat i barnet, tog sin store saks og klippede fingrene af det, for at det ikke mere skulle gå i hendes korn og plukke aksene af. En gang fik hendes gamle kusk befaling til at holde med kareten for døren midt om natten. Fruen og hendes tjener kom straks ud og steg op i vognen. Da de kørte ud af haven, var det for kusken, som hverken hestene eller vognen rørte ved jorden, han kunne blot mærke, at det gled rask frem ad. Sådan gik det længe, indtil der blev gjort holdt i et hæsligt uføre lige foran en gammel mørk og skummel borg, hvor fruen gik ind. Da hun havde været der inde nogen tid, bad kusken tjeneren om at gå ind og se efter, hvor hun blev af. Han listede sig da hen til døren og kiggede ind gennem nøglehullet og så da, at fruen sad på en stol, og en person stod og redte hendes hår, så blodet flød efter kammen. Endelig kom hun da og steg i vognen. På hjemvejen mærkede kusken heller ikke noget til hestenes trampen eller vognens rumlen. Hjemme på Langesø så man siden den tid ikke mere af hende end nogle blodpletter på væggen i hendes værelse. Derimod har man efter den tid set hendes karet køre op og ned ad Rugade ved nattetid. Der blev strøet hørfrø for den, og det hjalp så meget, at den sank under jorden, men der nede kørte den endnu længe, og man kunne tydelig høre den ovenfor. Til sidst blev fruen nedmanet i Sortemose syd for gården.
| Rathlou, Ide von (I7113)
|
| 3365 |
Lauridsen, Jens, —1351—, af den i det 14. Aarhundrede mægtige Adelsslægt, der i sit Vaaben førte en Panter, var
Søn af Drosten Hr. Laurids Jonsen (rettere Jensen) og nævnes første Gang i 1331. I Modsætning til Faderen synes J. L. og
hans nedennævnte Broder Peder L. at have sluttet sig nær til Kongemagten. De nævnes begge blandt de beseglende i det
Tilgivelsesbrev, som Kong Valdemar 1341 i Roskilde udstedte til den samlede Adel efter sin Ankomst til Riget, og 1343
var han en af Kongens Forlovere i Varberg, da denne afhændede Skaane, Halland og Bleking til Kong Magnus. J. L. synes
ogsaa 1351 endnu at have været i uforstyrret Besiddelse af Faderens Pantelen Langeland, men han fik snart at føle, at
Kong Valdemars Mistillid til Stormændene i Almindelighed ogsaa gjaldt ham, thi da Broderen 1357 havde tilsat Borgen i
Randers, tog Kongen heraf Anledning til at lade J. L. fængsle og fratog ham hans Gods og Len. Uvejret maa imidlertid
snart være drevet over, thi 1360 nævnes begge Brødrene blandt de beseglende af den i Kalundborg udstedte Haandfæstning.
J. L. levede endnu 1364. Paa Skiftet 1349 efter hans Hustrus Fader, den rige og mægtige Hr. Jens Offesen (Neb), udlagdes
alt dennes danske Gods, deriblandt Vemmetofte og Græse, til J. L., hvilket Gods alt gik i Arv til J. L.s eneste Barn,
der ægtede Drosten Hr. Jens Andersen Brock.
Thiset. | Panter, Jens Lauridsen (I15991)
|
| 3366 |
Mindst én nulevende eller privat person er knyttet til denne note - Detaljer er udeladt. | Romanoff, Prins af Rusland Dimitri Romanovich (I18037)
|
| 3367 |
Nekrolog i Politiken
Forhenværende dekanesse Beke lensgrevinde Reventlow er død, 90 år gammel.
Beke Reventlow blev den 28. november 1993 udnævnt til dekanesse for Vallø Stift af Hendes Majestæt Dronning Ingrid.
Dette for Vallø centrale embede bestred Beke med stor dygtighed og indlevelse, indtil hun trådte tilbage i 2009. Hun blev den 21. dekanesse siden stiftets oprettelse i 1737.
I Bekes tid som dekanesse skete der mange forandringer på Vallø. En af de mest markante var genoptagelse af den oprindelige ordning med indskrivning af adelige frøkener. Dette skete i 2004, og det er blevet en stor succes.
Igennem 16 år var Beke Reventlow Vallø en fornem repræsentant. Dette uanset om det var ved Kongehusets arrangementer eller i hverdagen på Vallø. Hun kunne med sit gode humør og sin umiddelbare væremåde tale med alle høj som lav.
Det at vise omsorg og glæde andre, gjorde Beke en dyd ud af. Hun var altid en af de første til at sørge for, at nye beboere på slottet blev budt indenfor i kredsen, og det var ikke sjældent, at Beke lige kom forbi med en lille buket blomster fra haven.
Kunst og have havde Bekes store interesse. Hun elskede selv at male, og motivet var ofte hentet fra naturen. I Slotsgade havde Beke en lille have, hvor der blev dyrket blomster og socialt samvær med de øvrige haveejere. Hun elskede at være sammen med andre mennesker.
Beke har ydet en enestående og helhjertet indsats for Vallø og for de indskrevne stiftsdamer, og hun var respekteret og vellidt langt ud over Valløs rækker.
Publiceret: 23. Marts 2012 13:00 | Ahlefeldt-Laurvig, Beke (I15917)
|
| 3368 |
Nekrologer
Vejle amts Avis
Nys afdøde Justitsråd og Amtsforvalter Jens Worsaae var født den 16. juli 1780. Som ungt menneske kom han i huset hos sognepræsten, hr. Jens Asmussen i Albæk i Vendsyssel, der tidligt opdagede hans gode anlæg. Han blev demitteret af denne til universitetet og tog juridisk attestats i april 1803. I Året 1808 blev han Kopist og i 1811 Fuldmægtig i Rentekammeret. 1813 udnævntes han til amtsforvalter i Vejle amt og 1. august 1829 til virkelig Justitsråd. Han var tillige 25 år Forligscommisær og en rum tid medlem af Havnekommisionen og medbestyrer af Sparekassen i Vejle. Justitsråd Jens Worsaae døde i Vejle den 29. marts 1840.
Vejle Amts Avis den 31. marts 1840
En af vor bys agtværdigste Embedsmænd, Justitsråd og Amtsforvalter Worsaae afgik Søndags Middag ved Døden efter længere tids Svagelighed. Man tør sige med Sandhed, at Sorgen over denne Mands Død har vakt almindelig Deltagelse.
| Worsaae, Jens (I11174)
|
| 3369 |
Optegnelser om min Far.
Jo ældre jeg bliver, des ofte tænker jeg paa mine elskede forældre. Jeg har skrevet lidt om dem i min Bog "I Dansk Tjeneste" (se dens Afsnit I: "Mit Barndomshjem og min slægt". Det er kun lidet, jeg ønsker at føje dertil.
Hvis jeg skulde give en ganske kort Karakteristik af Fader, maatte det blive med Ordene: "Han forstod alt og tilgav alt." Disse ord former sig ved Tanken paa Far uvilkaarligt i mit Sind.
Far dømte ingen. Jeg nævner blot et Exempel, men kunde nævne legio. Jeg husker, at det engang i min Barndom kom for Dagen, at en Mand, der beklædte en betroet Stilling på Etelsen, havde gjort sig skyldig i Uærlighed ved sin Omgang med Værdier, for hvilke han var ansvarlig. Fars reaktion var Sorg, en Sorg, der gik ham dybt til Hjerte og som punte ham i Aarevis. Om Vrede derimod, endsige Fordømmelse af den paagældende var der aldrig Tale.
Far accepterede ikke, at der i hans Nærværelse taltes nedsættende om nogen. Kun een Fejl havde han svært ved ikke at reagere imod: Selvgodhed og Vigtighed. Dette hang nok sammen med den Erkendelse, der var dybt indgroet i hans sind, at vi stakkels Mennesker visselig ikke har noget at være vigtige af.
Far følte en dyb Taknemmelighed for de blide Kaar, Livet havde givet ham. Han tænkte derved først og fremmest paa den Lykke, han havde fundet i sit Ægteskab, men ogsaa paa den Arv fra hans Moders Familie, der i økonomisk Henseende havde jævnet Vejen for ham. Fader glemte heller aldrig den Kærlighed, der var blevet vist ham af onkel Rudolph Holck, og som bl.a. har givet sig Udslag i, at han i Medfør af onkel Rudolphs Testamente blev besidder af Aggerup.
Ifølge hele sin Indstilling havde Far vanskeligt ved at irettesætte eller sige Nej til os Børn. Vi vænnede os derfor til, naar vi skulde have Tilladelse til et eller andet, at henvende os til Mor. Fars opdragelse af os skete saaledes navnlig gennem det Exempel, han gav os ved sin personlige Beskedenhed og Fordringsløshed, sin Godhed og Mildhed. Egenskaber, der fra min tidligste Barndom har gjort et uudsletteligt Indtryk paa mig. Disse Egenskaber afspejlede sig i Fars rolige Blik og afklarede Ansigtsudtryk. Og de næsten lyser ud af Knud Larsens maleri af Far. Dette Billede blev malet under et langt Sommerbesøg, som Knud Larsen aflagde på Etelsen. Jeg husker, hvor Knud Larsen morede sig over, at Far, mens han sad Model, Gang på Gang faldt i en blid, men langtfra lydløs Slummer. Jeg husker ogsaa, at Fars Snorken om Natten paa Etelsen hørtes fra den nederste helt op til øverste Etage som en ejendommelig gungrende Lyd. Denne Snorken var en Følge af, at Far i sin spæde Barndom var faldet fra sin Barnepiges Arm ned på Gulvet, hvorved hans Næseben var blevet brækket. Det hændte nogle Gange, naar Far rejste med Skib, at de Stakler, der havde Kahytter, stødende op til Fars i Harme og Fortvivlelse og under høje Raab hamrede paa Væggen, bønfaldende om Nattero. Resultatet blev, at Far paa saadanne Rejser maatte sørge for at faa en Kahyt for Enden af Gangen og desuden overtage den, der stødte optil hans egen.
Far havde, tror jeg, hele sit Liv igennem været svag for kvindelig Skønhed. Han insisterede paa - trods en ganske vist halvt spøgefuld, men dog ofte gentagen Protest fra Moders Side - at have staaende paa sit Skrivebord Fotografier af nogle Damer, han i sine unge Aar sikkert i Dyd og Ærbarhed havde sværmet for. Men skulde Jeg nævne et Exempel paa et lykkeligt Samliv, maatte jeg uden Tøven nævne mine Forældres. Fars Kærlighed til Mor bar lige til hans Død tillige Forelskelsens Præg. og Far beundrede Mor for hendes praktiske Dygtighed og var hende uendelig taknemmelig for den Hjælp, hun var for ham. I de sidste Aar på Etelsen var Far altid urolig, naar han ikke havde Mor ved sin Side. Hans stadige bekymrede Spørgsmaal til Folkene: "Wo ist Frau Gräfin?" klinger endnu i min Øren.
I sine ældre Aar var Far nærmest fortvivlet, naar han og Mor skulde deltage i de Welfiske selskabelige Sammenkomster ved Juletid i Celle. I denne gamle, hyggelige hannoveranske By mødtes dengang - i aarhundredets Begyndelse - hvert Aar kort før Jul medlemmer af de gamle welfisk-sindende Familier til et selskabeligt Samvær, der strakte sig over flere Dage. Mor var med sit livlige Temperement altid glad ved at træffe Mennesker. Far var ligesaa venligt sindet som Mor overfor de andre Deltagere, men alligevel følte han det, naar Dagen for Afrejsen fra Etelsen nærmede sig, som en Byrde, han næsten ikke kunde bære, at skulde af Sted. Til Fars dystre Sindsstemning ved disse Lejligheder svarede paa et langt senere Tidspunkt min, naar jeg følte mig overvældet af den Selskabelighed, som det nu engang er en Missionschefs Pligt at deltage i og som jo iøvrigt også har en ikke ringe Betydning for den rette Udførelse af den tjenestelige Gerning, der paahviler han. I London har jeg mangen engang følt Sympati for Fars reaktion. Efterhaanden som jeg blev ældre, voksede min instinktive Frygt for eller Aversion imod mere eller mindre officiel Selskabelighed. Naar det saa kom til Stykket, plejede jeg alligevel baade at have Udbytte af og at more mig ved Samværet, hvilket ikke forhindrede at Jeg næste gang var lige betænkelig. Jeg opøvede ogsaa en betydelig Rutine i hurtigt at faa talt med den, af hvem jeg kunde lære noget, og springe de andre over - forhaabentlig uden at tilsidesætte Høflighedens Love.
I den ovenfor nævnte Sammenkomster i Celle deltog nogle Gange min Søster Bille. Der traf hun bl.a en ung Officer, hørende til en gammel hannoveransk Slægt. Denne tiltalende og dygtige Mand lod mine Forældre forstå, at han gerne vilde frie til Bille, der vist egentlig gengældte hans Følelser, men som dog ikke turde tage det for hende afgørende Skridt at give ham sit Ja. Den paagældende var - ligesom mange af hans Hannoveranske Kammerater - af det preussiske Krigsministerium beordret til Tjeneste i Sachsen, altsaa i tilbørlig Afstand fra det dengang welfisk sidende Hannover.
Hvor ofte har jeg ikke tænkt paa, at det nok vilde have været lykkeligt for Bille, om hun havde giftet sig med den omtalte Officer. Medvirkende til, at hun ikke turde beslutte sig dertil, var det sikkert, at Bille i sit Hjerte følte sig som Dansk og derfor nærede en vis Skepsis for at træffe en Afgørelse, der vilde medføre, at hun blev tysk Statsborger og stiftede Hjem i Tyskland. For Billes følsomme Gemyt var det en tragedie, at hun følge sig draget samtidig til Danmark og Tyskland. Til Danmark fordi hun - ligesom mine forældre - var dansk og vedblev med at være dansk baade af Sind og Statsretligt. Til Tyskland, fordi vores forældres Hjem var i Tyskland, og fordi hun syntes hun burde være hos dem, der selv bar paa en Længsel efter Danmark.
For mig gjorde intet tilsvarende Problem sig gældende. Jeg elskede Etelsen og Egnen deromkring. Mine Ferier som Skoledreng og Student tilbragte jeg altid der og disse Afsnit hører til de lykkeligste af mit Liv. Men dansk var jeg og der var aldrig mindste tvivl om, at min Fremtid maatte blive knyttet til Danmark. Dette forhindrede ikke, at jeg i min Skole- og Studietid stadig længtes efter det dejlige og trygge hjem, mine Forældre havde skabt på Etelsen.
Det var en stor Lykke for mig, at ogsaa Else holdt af Etelsen, hvor hun af mine Forældre var bleven modtaget med Kærlighed. Begge mine Forældre var taknemmelige for den søde og hengivne svigerdatter,de havde faaet. Far spøgte altid med, at Else egentlig var hans Forlovede. I min Bevidsthed har jeg endnu et levende Billede af, hvorledes Far næsten efter hver Frokost med stor Courtoisie inklinerede for Else og derefter i en taktfast Polka svingede hende på Stengulvet i "Dielen" uden for Spisestuen.
Til slut blot dette: Fader havde fast Tro paa, at menneskene, efterhaanden som Civilisationerne skred frem vilde blive bedre og bedre. De Ulykker, som Krigen 1914-18 førte med sig for Tyskland, gjorde paa ham ikke samme indtryk som paa os andre. Far maatte vedblive indtil sin Død at tro paa Fremtiden. Paa Far passede - fremfor paa noget andet Menneske, jeg har kendt de ord, som jeg har set anvendt af I.P.Jacobsen: "Der var højt til loftet i hans sjæl."
Novenber 1961
Eduard Reventlow | Reventlow, Greve Christian Benedictus Johan Ludvig Conrad Ferdinand (I13927)
|
| 3370 |
Rodsteen, Marqvard, 1625-81, til Elkjær.
Admiral af gammel adelig Slægt, der stammer fra det schwabiske og rhinlandske Ridderskab (Rodenstein, Rothenstein); hans Fader var Steen R. til Lerbæk, Moderen Margrethe Lavesdatter Urne til Selleberg; selv er han født 31. Okt. 1625.
1644-45 var han Lieutenant ved Artilleriet i Skaane, 1648-51 i udenrigsk Tjeneste; fra 1657-60 gjorde han Tjeneste til Søs; havde først Station paa Weseren med 3 Skibe, Aaret efter i Henrik Bielkes Flaade, der efter Obdams Kamp i Sundet mod den svenske Flaade indesluttede denne ved Landskrone. 1659 var han næstkommanderende Ved Nic. Helts Flaade i Bæltet.
1660 aflagde han Ed som Oberstlieutenant i Artilleriet og Chef for Kjøbenhavns Tøjhus og modtog det paafølgende Aar Bestalling som Oberst. Ved Tøjhuset forblev han indtil Udbruddet af den Skaanske Krig, da han afskedigedes af Landetaten (1676); allerede 1672 nævnes han dog som Admiral, hvortil han dog først blev formelt udnævnt 1675 eller 76. 1675 kommanderede han en Eskadre, der blokerede Wismar.1676 blokerede han Gøteborg, men da han kun havde en utilstrækkelig Styrke til sin Raadighed, og Uheld stødte til, i det Orlogsskibet «Kjøbenhavniden, klagede til Kongen i stærke Udtryk over, at R. ved sin ubetimelige Bortgang ganske havde forspildt hans Hærs Chancer. Længe har hans Arrest dog ikke varet, thi allerede tidlig i 1677 træffe vi ham i Virksomhed med at samle Skibe i Kjdrechef og besørgede Konvoiering fra Sundet til Norge.
I Dec. 1679 - efter Krigens Slutning - erholdt han Afsked af Krigstjenesten og blev Amtmand over Skanderborg Amt. R., der 1676 blev Ridder af Danebrog, døde 13. Maj 1681.
Han var 2 Gange gift:
med Dorthe Sehested (f. paa Kalø 10. Jan. 1637, f 21. Okt. 1664), Enke efter Peder Juel til Hundsbæk (VIII, 606) og Datter af Kansleren Chr. Thomesen S.;
med Berete Reedtz til Gunderslevholm (f 1699), Datter af Frederik R. (XIII, 558).
C. With. | Rodsteen, Marquard (I6551)
|
| 3371 |
Ved min uforglemmelige Kones Liigfærd d 30te. Julii 1822Mine Venner! I har set mine Tårer, men I skal ikke høre nogen Klage fra min Mund, thi Gud har gjort alting vel. Hans Navn være lovet og priset. I flere Aar havde hun udstået mange legemlige Lidelser. Hun frygtede Dødens Rædsler, ikke Døden, thi den havde hun ingen Aarsag til at frygte, og Gud har ladet hende hensove uden Smerter og uden Ængstelser, og derved opfyldt hendes Ønske. Hun ønskede også ikke at overleve mig, frygtede ikke at have Kraft nok til at bære den Sorg. Også dette Ønske opfyldte Gud. Hendes Aand var fuld af Kærlighed til Gud og Mennesker. Et langt Liv har hun levet, thi i Kærlighed bestaar Livet. Hun var dydig uden brammen, ydmyg af Hjerte og grundede vel allene sit Håb til et saligt Liv efter Døden paa den ved Christo erhvervede Naade. I 48 Aar har jeg med hende levet i et lykkeligt Ægteskab, og længe forinden elskede Jeg hende. Hun var den kærligste ægtefælle, den ømmeste Moder. Vort Afsavn vil være stort i vor huslige Kreds, ogsaa for Tyende og underhavere. Min høje Alder giver mig det Haab snart at samles med hende, om Gud vil værdige mig at være hende nær i de saliges Boliger. Hendes minde være uforglemmeligt for Børn og Børnebørn til sildigste afkom, hendes velsignelse hvile over dem alle. Og du, min kære Christian. Du har tidlig mistet din gode elskede Kone. I dine Børn lever hun igen og for dig. Gud lade dig opleve megen glæde ved dem og dem alle engang samles hun med os i den bedre Verden. Bliv en fader for dine Bønder. Byg på det, som jeg har søgt at lægge Grunden til, søg blandt dem at udbrede Kundskab, Gudsfrygt og Velstand. De trykkende Aar, som nu er indtrufne, vil igen forsvinde og lykkeligere følge dem. Tak siger jeg til mine Venner, der har bevist min Kone det sidste Venskab, den sidste Ære. Tak mine kære Bønder, der har glædet mig i Livet, og dem jeg har elsket som mine Børn. Velsignet være de alle. Guds velsignelse hvile over os alle! | Beulwitz, Sophie Friderica Louise Charlotte von (I10704)
|
| 3372 |
 | Reventlow, Ditlev (I3031)
|
| 3373 |
>nsat på Københavns Universitet | Schjær-Jacobsen, Hansine Frederikke (I15570)
|
| 3374 |
09.04.1776 Lucie Gräfin von Hardenberg-Reventlow in Hannover geboren.
1796 Ehe mit Karl Theodor Friedrich Reichsgraf von Pappenheim
Ab 1802 Trennung der Partner, später Scheidung
09.10.1817 Heirat mit Hermann Ludwig Heinrich Graf von Pückler-Muskau, 1826 Scheidung der Eheleute.
Lucie nimmt regen Anteil an der Parkomanie ihres Mannes. Sie unterstützt ihn mit ihren Ideen und bemüht sich mit der Umsetzung gartengestalterischer Pläne.
1826 bis 1829 Sammlung der Briefe von Pückler während dessen Englandreise. Dieser Briefwechsel bildet die Grundlage für die Herausgabe Der "Briefe eines Verstorbenen".
1845 Verkauf der Standesherrschaft Muskau, später Umzug nach Branitz.
08.05.1854 Lucie stirbt in Branitz und wird auf dem Vorparkfriedhof beigesetzt.
1884 Umbettung der Überreste der Fürstin in den Tumulus an die Seite Pückler-Muskaus | Hardenberg-Reventlow, Lucie Anna Christine Wilhelmine (I11591)
|
| 3375 |
1. lærer i Søllinge | Jacobsen, David Schjær (I14884)
|
| 3376 |
11 børn i ægteskabet | Familie: Friedrich Andreas Petersen / Maria Elisabeth Weiser (F277)
|
| 3377 |
11 Uger Gammel | Skeel, Karen (I4415)
|
| 3378 |
12 Aar gammel var han allerede som "Smaadreng" hos KONG HANS og deltog i dennes Togt til Gulland mod Iver Axelsen Thott. Senere fik han Kong Hans` Hunde at passe i en 6-7 Aar "og havde", som han selv skriver, "mangen Fandens Dag med dem udi Moser og Kær". Ved andre Lejligheder deltog han som Kongens Smaadreng i Hoffester og Turneringer eller i Krigerfærd; 1495 fulgte han saaledes Kongen til Rigsmødet i Kalmar og kom i stor Fare i Rønneby Havn, da Kongens Hovedskib brændte, hvorved mange omkom; endnu 1497 fulgte han Kongen paa Sverigestogt et og deltog derpaa i Slaget ved Rotebro. Et saadant Ungdomsliv kunde nok uddanne en Mand baade aandelig og legemlig. Raa Kraft, Halsstarrighed og Selvtægt, parrede med en vis Snedighed og List, er de Hovedtræk, man senere oftere sporer i Krabbe Færd.
Paa Herredagen 1533 efter Kong Frederiks Død spillede T. Krabbe en stor Rolle. Medens han med næsten fyrstelig Pragt fejrede sin Datter Elsebes Trolovelse med den unge Peder Skram var han i Modsætning til Mogens Gøye ivrig for, at Kongevalget skulde udsættes, for at Nordmændene næste Aar kunde give Møde og et katholsk Kongevalg saaledes sikres; da kunde man imidlertid, som han skriver til den norske Ærkebiskop, finde Raad mod «de Luthers Præster og andet galent Væsen». «Hertug Christian (III)», ytrede han, «vil blive en værre Tyran end gamle Kong Christian selv»; og til Malmøboerne (Jørgen Kock), der opfordrede til et Kongevalg, ytrede han: «Jeg skal være jer Konge nok i Skaane», Ytringer, som gjennem Malmøboerne (Jørgen Kock) senere kom Christian III for Øre og ingenlunde stemte denne gunstig mod T.Krabbe Under hans Ledelse begyndte derpaa Forfølgelser mod de lutherske Stæder og deres Præster i Skaane, hvilket alt bidrog til, at Jørgen Kock og hans Tilhængere kastede sig i Lybeks Arme og begyndte Grevefejden i Kong Christian II's Navn.
Da Grev Christoffer pludselig landede (Juni 1534), kom alt i den største Forvirring. T. Krabbe ilede frem og tilbage og søgte at samle den skaanske Adel; men da den sjællandske Adel med Anders Bille i Spidsen sluttede sig til Greven, gjorde den Skaanske Adel det samme-, T. K. svor Greven Troskab paa Kong Christians Vegne mod Tilgivelse for alt, hvad der tidligere var gjort mod Kong Christian.
T.Krabbe havde saaledes i dette Øjeblik ikke, trods al sin Snildhed, vist sig som Situationens Mand. Paa Helsingborg sad han nu som Grev Christoffers Mand og maatte i Nov. s. A. med den Skaanske Adel drage mod de samme.
Krabbe døde paa sit prægtige Herresæde Vegholm 23. Juni 1541, 67 Aar gammel, efter et indholdsrigt Liv, rigt paa Omvexlinger, som Repræsentant for en uddøende Tidsalder, hvis stolte Adelsslægter i hensynsløs Selvraadighed ikke havde forstaaet at bøje sig for en stærkere Kongemagt og de nyere Tiders Ideer. Han var en politisk Umulighed efter 1536; men dog havde han hævet sin Slægt til en hidtil ukjendt Højde og efterlod denne Stilling til sine Børn (Erik, Elsebe).
Krabbe blev trolovet og et Par Aar senere gift med Anne Rosenkrantz, Datter af den højt ansete og rige Rigsraad Niels Rosenkrantz, Hofmester hos Christian II; da de vare beslægtede i 4. Led, maatte der udvirkes pavelig Dispensation (1504).
Ved sin Forbindelse med denne mægtige Slægt og end mere ved sin egen ubestridelige Dygtighed skulde det lykkes ham i et skæbnesvangert Tidsrum at hæve de gamle, ustyrlige Krabbers da noget afblegede Æt til dens største Højde."
Kilde: Heise, Fam. Rosenkrantz's Hist. II. A. Heise.
se: https://www.facebook.com/j.k.marcussen/posts/944376885667646
| Krabbe, Tyge (I2934)
|
| 3379 |
13 mar 1671 såret i København af Iver Kaas | Rosenkrantz, Ove (I6236)
|
| 3380 |
1324 Ridder | Wonsfleth, Emeke (I1041)
|
| 3381 |
1338 som enke pantsatte hun gods i Gundsølille til Poul Pedersen | Jensdatter, Gjertrud (I849)
|
| 3382 |
1391 Rigsråd, 1394 Høvedsmand på Hagenskov, 1405 Lensmand på Schwabstedt | Iversen, Niels (I1492)
|
| 3383 |
1392 Ridder | Ahlefeldt, Henrik von (I1393)
|
| 3384 |
1397 som Ridder på Urnehoved ting | Ahlefeldt, Benedict (IV) von (I1488)
|
| 3385 |
1401 Ridder | Ahlefeldt, Benedict von (I1419)
|
| 3386 |
1402 Lensmand Vestergøtland, 1406 Ridder | Nielsen, Erik (I1499)
|
| 3387 |
1409 Vogt (Landeshauptmann) der Altmark | Gans zu Putlitz, Jaspar (I1638)
|
| 3388 |
1413. 5. april. Rostock
Officialen i Schwerin Nicolaus Reventlow opfordrer gejstligheden i bl.a. Slesvig stift til at skride ind mod nogle riddere fra Lübeck og Ratzeburg stifter, der skader klostret St. Johannes i Lübecks indtægter.
Tryk: Reg. Dan. nr. *4254; UBdStL V 490 nr. 447.
___________
| Reventlow, Nikolaus von (I25562)
|
| 3389 |
1431 Drost i Sønderjylland | Ahlefeldt, Ditlev von (I1651)
|
| 3390 |
1432 Rigsråd, 1435 Lensmand Ålborghus | Brok, Esge Jensen (I1727)
|
| 3391 |
1433 Høvedsmand på Vardøhus | Rantzau, Henrik (I1746)
|
| 3392 |
1434 Ridder | Bille, Torbern (I1957)
|
| 3393 |
1434 Rigsråd, 1438 Slotshøvedsmand på Ålborghus, 1439-1477 Høvedsmand på Kalø, 1441 / 1443 Ridder, 1444 Rigshofmester | Nielsen, Otte (I2085)
|
| 3394 |
1439 tildelt Lindormens orden | Rathlou, Henneke von (I1717)
|
| 3395 |
1442 Høvedsmand på Nyborg | Rantzau, Johan (I2031)
|
| 3396 |
1449 Ridder, 1452 Rigsråd, lensmand på Skanderborg, 1456-1481 Rigshofmester | Ottesen, Erik (I2410)
|
| 3397 |
1453 Baccalaureus i Rostock, Kannik i Ribe, 1455 ærkedegn | Timmesen, Niels (I2175)
|
| 3398 |
1453 Høvedsmand på Koldinghus, rigsråd | Nielsen, Timme (I1877)
|
| 3399 |
1455 Hertud Adolfs amtmand over Lille Tønder. Havde Flensborg og Nordborg i forpagtning, 1470 Riseby i pant | Ahlefeldt, Claus von (I2193)
|
| 3400 |
1455-57 klosterjomfru i Itzehoe | Ahlefeldt, Tale (I20836)
|
|
.jpg "Reventlow, Detlev 1654-1701")
