| |
Match 3,001 til 3,050 fra 11,367
| # |
Notater |
Knyttet til |
| 3001 |
TITEL: Greve | Reventlow, Cai Friedrich (I12708)
|
| 3002 |
TITEL: Greve | Ahlefeldt-Laurvig, Frederik Ludvig Vilhelm (I12741)
|
| 3003 |
TITEL: Greve | Holstein, Christian Johannes Ernst Greve (I12893)
|
| 3004 |
TITEL: Greve | Schaffalitzky de Muckadell, Erik, Greve (I15273)
|
| 3005 |
TITEL: Greve | Scheel, Frederik Christian Rosenkrantz (I15486)
|
| 3006 |
TITEL: greve | Krag-Juel-Vind-Frijs, Erhard (I10806)
|
| 3007 |
TITEL: greve | Krag-Juel-Vind-Frijs, Carl Ludvig (I11125)
|
| 3008 |
TITEL: greve | Krag-Juel-Vind-Frijs, Erhard Christian Carl (I11290)
|
| 3009 |
TITEL: Greve | Reventlow, Detlev (I11382)
|
| 3010 |
TITEL: Greve | Reventlow, Traugott (I11413)
|
| 3011 |
TITEL: greve | Gadow, Adolph Carl Ludvig Hans von (I17551)
|
| 3012 |
TITEL: Greve | Villavicencio-Margheri y Weinlechner, Carl (I17693)
|
| 3013 |
Mindst én nulevende eller privat person er knyttet til denne note - Detaljer er udeladt. | Villavicencio-Margheri y Reventlow, Andreas (I17708)
|
| 3014 |
TITEL: Greve | Voss, August Ernst (I17727)
|
| 3015 |
TITEL: greve | Türingen, Lambert Af Gleichen, (I17858)
|
| 3016 |
TITEL: Greve | Reventlow, Cai Bertram (I17861)
|
| 3017 |
TITEL: Greve | Reventlow, Carl (I17982)
|
| 3018 |
TITEL: Greve | Scheel, Otto Christen Christian (I18374)
|
| 3019 |
Mindst én nulevende eller privat person er knyttet til denne note - Detaljer er udeladt. | Scheel, Carl Gustav (I18385)
|
| 3020 |
TITEL: Greve | Haugwitz-Hardenberg-Reventlow, Curt Ludvig Heinrich Georg Max Erdman Eberhard (I19774)
|
| 3021 |
Mindst én nulevende eller privat person er knyttet til denne note - Detaljer er udeladt. | Scheel, Niels Henrik Rosenkrantz (I20407)
|
| 3022 |
TITEL: Greve til Friisenborg | Krag-Juel-Vind-Frijs, Jens Christian (I11780)
|
| 3023 |
TITEL: Greve, Geheimekonferentsråd, Kammerherre
Stolberg Stolberg, Christian Graf zu ,
* 15.10.1748 Hamburg,
+ 18.1.1821 Windeby bei Eckernförde; Grabstätte: Kirche von Horslunde auf Lolland.
Lyriker, Dramatiker, Übersetzer.
Als emäßen Erziehung durch frz. u. dt. Hofmeister ging er, der pietistischen Tradition seines Elternhauses gemäß, mit seinem Bruder 1770 nach Halle, um Rechtswissenschaften zu studieren. Im Oktober 1772 wechselten die Brüder an die Göttinger Universität, wo sie durch die Vermittlung Boies mit den Mitgliedern des Göttinger Hains in enge Verbindung traten und am 19.12.1772 in den Dichterbund aufgenommen wurden. Im April 1773 überbrachten sie Klopstock als persönliche Huldigung des Bundes den handschriftliche Sammelband Für Klopstock, der 91 Oden, Lieder, Balladen u. Übersetzungsproben enthielt und das Interesse des Hamburgers an der Dichtergemeinschaft weckte. Nach Beendigung des Studiums (u. a. bei Johann Stephan Pütter) kehrte S. mit seinem Bruder im September 1773 nach Altona zurück. 1774nahmen sie über Boie Beziehungen zu Goethe auf und reisten im Mai zusammen mit ihm und dem späteren preußischen Staats- u. Kabinettsminister Heinrich Christian Kurt Graf von Haugwitz durch Süddeutschland und die Schweiz. Im Juli trennten sie sich in Zürich von Goethe und brachen zu einer Tour durch den Tessin nach Genf auf, wo sie Voltaire trafen. Im November trat S. mit seinem Bruder die Rückreise an, die sie über Ulm, Weimar, Dessau u. Berlin nach Kopenhagen führte. 1777 trennten sich die Lebenswege der Brüder: S. heiratete die 30jährige Witwe Friederike Luise von Gramm, geb. Gräfin von Reventlow, und ließ sich in Tremsbüttel nieder, wo er eine Stelle als Amtmann annahm. Es war vor allem das Verdienst von S.s literarisch interessierter Frau, daß Tremsbüttel ein Ort regen geistigen Austauschs wurde. Ähnlich wie Frederike Juliane Gräfin von Reventlow, Hausherrin auf Emkendorf, unterhielt sie enge Kontakte zu Baggesen, Boie, Claudius, Herder, Klopstock, Matthisson, Oehlenschläger, AnnaAmalia von Sachsen-Weimar u. Voß. 1784 traf S. zusammen mit seinem Bruder während einer Erholungsreise nach Karlsbad und Teplitz noch einmal in Weimar mit Goethe zusammen. 1800 verkaufte S. seinen Besitz in Tremsbüttel und erwarb das Gut Windeby bei Eckernförde. 1815 wurde ihm die Ehrendoktorwürde der Universität Kiel verliehen. 1816 sah er seinen Bruder, den er kaum mehr als ein Jahr überlebte und dessen Tod ihm sehr nahe ging, ein letztes Mal.
Als Schriftsteller u. Übersetzer stand S. im Schatten seines Bruders. Er hinterließ etwa 50 Gedichte, einen Balladenzyklus (Die weiße Frau. Bln. 1814), dramatische. Werke und Übersetzungsproben. Die meisten lyrischen Texte S.s sind Casualcarmina; die wenigen, nicht aus äußeren Anlässen entstandenen Gedichte lassen Einflüsse von Bürger (Elise von Mannsfeld. Eine Ballade aus dem zehnten Jahrhundert;Der wahre Tratin: Eine Ballade), Hölty (An die Unbekannte; Die Blicke. An Dora) oder Voß (Chorgesang aus einem unvollendeten Singspieles Eros und Psyche) erkennen. Ähnlich pointiert wie die dramatischen Versuche seines Bruders reflektieren S.s Schauspiele mit Chören (Lpz. 1787) die Frage der gerechten Herrschaft und Staatsordnung. Ebenso wie in seinem biblischen Trauerspiel Belsazer (»Aus ist‘s,Treiber, mit dir! Siehe, zerbrochen ist / Deine Geißel des Frohns, und in dem Staube liegt / Deiner wüthenden Herrschaft / Völkervertilgender Königsstab!Ein Unding ist es, wenn ein Einziger / Zum Herrn der ganzen Menge sich erhebt, / Sie stolz mit Fersen stampft, und ungestraft / Verübt, was ihn sein Wille lehrt!«) nicht vor deutlicher Kritik am höfischen Absolutismus zurück. Unter seinen zahlreichen Übersetzungsproben (Anakreon, Bion, Horaz, Moschos, Musaios, Theokrit, die Batrachomyomachie sowie homerische Hymnen) ist die mit seinem Bruder abgesprochene Übersetzung der Chöre des Sophokles inOdenform (Lpz. 1787) hervorzuheben. Einen Teil seiner epigrammatischen Dichtungen hat S. offenbar selbst vernichtet (vgl. An eine nicht kleine Schaar von dem Verfasser vertilgter Epigramme). 1805 ergriff er in einer anonymen Schrift Partei für den von den Altonaer Aufklärern um Nicolaus Funk befehdeten Kurator der Kieler Universität, Friedrich Karl Graf von Reventlow. Anders als sein Bruder hieltS. sein Leben lang an den literarästhetischen Prämissen der Göttinger Hainbündler fest. Seinem Werk kommt heute nur noch historisches Interesse zu.
WEITERE WERKE: Ges. Werke der Brüder C. u. Friedrich Leopold Grafen zu S. 20 Bde., Hbg. 1820-25. Neudruck Hildesheim 1974. - Briefwechsel. zwischen Klopstock und den Grafen C. u. Friedrich Leopold zuS. Hg. Jürgen Behrens. Neumünster 1964 (Anhang: Briefwechsel zwischen Klopstock u. Herder).
LITERATUR: Otto Brandt: Geistesleben u. Politik in Schleswig-Holstein um die Wende des 18. Jh. Bln./Lpz. 1925. -Dieter Lohmeier: Herderu. der Emkendorfer Kreis. In: Nordelbingen 35 (1966), S. 103-132.36 (1967), S. 39-62. - Brigitte Schubert-Riese: Das literarische Leben in Eutin im 18. Jh. Neumünster 1975. | Stolberg, Christian (I10675)
|
| 3024 |
TITEL: Greve, herre til Samsøe, Brattingsborg og Visborg,Ridder af elefanten og Dannebrog
Peder Schumacher Griffenfeld blev født i 1635 og døde i 1699.
Dansk statsmand og søn af en velhavende tysk vinhandler i København.
På en studierejse i udlandet fra 1654-62 blev Griffenfeld overbevist om, at enevælden var den bedste statsform. Han blev i 1663 Frederik 3.s bibliotekar og udformede, som kammersekretær, i 1665 Kongeloven. Han adledes i 1671 under navnet Griffenfeld og blev greve af Samsø. Efter en række yderligere avancementer blev Griffenfeld i 1674, med sin udnævnelse til rigskansler og præsident i Højesteret,rigets egentlige leder.
Griffenfeld søgte venskab med Louis 14. af Frankrig, der var i forbund med Sverige, og af samme grund frarådede han Christian 5. at føre krig imod svenskerne.
Griffenfelds tiltagende arrogance og voksende magt skaffede ham med tiden mange fjender, men det blev hans fredspolitik førte til hans fald – i 1675 udbrød den Skånske Krig, og da Griffenfeld fortsat søgte at pleje sine dansk-franske forbindelser, blev han i 1676 fængslet og dødsdømt for korruption, majestætsfornærmelse og landsforræderi. I den første anklage blev han kendt skyldig, anklagen formajestætsfornærmelse byggede på nogle private dagbogsnotater og den sidste anklage blev aldrig bevist. Griffenfeld blev ført til skafottet, men i sidste øjeblik benådede Christian 5. sin gamle ven ogrigskansler til livsvarigt fængsel – en benådning Griffenfeld kommenterede med ordene: Den nåde er hårdere end dommen. I 1680 overførtes han til fæstningen Munkholm i Trondheim Fjord, og det sidsteår af sit liv tilbragte Griffenfeld i Trondheim under friere forhold.
___________________________
Griffenfeld (1635-1699) var sønn av en tyskfødt velhavende vinhandler i København. Peder Schumacher viste tidlig utmerkede evner, og begynte på skole 4 år gammel. 12 år gammel ble han student med de mest fremragende vitnesbyrd. Han studerte teologi, medisin, filologi, filosofi og rettsvitenskap. Han oppholdt seg utenlands i årene 1654-62 (Leyden, Oxford, Frankrike, Spania og Italia). Ved sitt studium av Hobbes’ statsrett la han en teoretisk grunnvoll for sin senere virksomhet i eneveldets tjeneste. Da han vendte tilbake til Danmark i 1662, var enevelde som styreform blitt innført i Danmark-Norge to år tidligere.
I 1663 ble han bibliotekar og arkivar hos kong Frederik III. Kongen gjorde ham til sin kammersekretær (hva vi i dag ville kalle kabinettsekretær). Han fikk også sete i statskollegiet og i Høiesteret.Etter tronskiftet i 1670 økte hans innflytelse hurtig hos kong Christian V. Han ble sekretær ved geheimekonsejlet, geheimeråd og ble adlet. Hans tanke var å underbygge eneveldet gjennom et byråkrati av adelige og borgerlige embetsmenn i forening. I de følgende års finansielle og militære reformer hadde Griffenfeld en vesentlig del. Især var det handel og manufakturer som hadde hans interesse. Hansinnsats lå især på det organisatoriske plan. Griffenfeld var i sin økonomiske politikk tydelig preget av den franske statsmann Jean-Baptiste Colbert, men langt mindre dogmatisk. Griffenfelds dyktigheti statssaker kombinerte han med en like så ubestridelig evne til å ta vare på sine egne saker.
Ved en rangforordning fikk borgerlig fødte embetsmenn (kongelige betjenter) samme rettigheter som fødselsadelen for sin egen person, sin hustru og sine barn. Var man plassert i de tre øverste rangklasser (generalspersoner, stiftamtmenn, biskoper), så ble rettighetene arvelige. Tjeneste i staten skulle være meriterende.
Det ble også innført en høyadel av grever og friherrer (baroner). Selv ble han utnevnt til greve av Griffenfeld (d.v.s. Tønsberg, senere Jarlsberg grevskap), ridder av Elefantordenen og rikskansler. Han samlet nå nesten all makt over den indre og den ytre politikk på sin hånd.
Ved å tilbakeholde kongelige ordrer og uttale seg nedsettende om kongen, støtte han folk fra seg og skaffet seg fiender. Krigen mot Sverige, som brøt ut i 1673, hadde han prøvd i det lengste å forhindre.
Bestikkelser var utbredt den gang, men Griffenfeld tok imot bestikkelser i en slik grad at det vakte oppsikt. Det skapte bitterhet når kandidater til mindre og større embeter måtte betenke Griffenfeldmed beløp som for dem var betydelige. Det lyktes hans fiender å vinne kongen, og 11. mars 1676 ble han arrestert. Noen få venner, bl. a. Jørgen Bielke, prøvde å tale hans sak, men til ingen nytte.
En særlig nedsatt kommisjon dømte ham 26. mars s.å. fra ære, liv og gods for bestikkelighet og forræderi. Det første var uomtvistelig. Men beskyldningene for forræderi er ubevist og ugrunnet. Prosessen og dommen er utvilsomt juridisk urettferdig. Dødsdommen ble forandret i siste øyeblikk til livsvarig fengsel. Griffenfeld satt 1676-1680 i Københavns Kastell og fra 1680 til 1699 på Munkholmen. Tiden i fengslet tilbrakte han med lesning, med undervisning av barn og med litterær produksjon til dels av religiøs karakter.
I 1698 fikk han tillatelse til å flytte til Trondheim, dog under bevoktning. Der døde han 12. mars 1699. I sine senere år var Griffenfeld plaget av en pinefull stenlidelse. Av stadsfysikus Joachim Irgens sammen med stadskirurg Christian Frawen ble hanbehandlet for blæresten. De obduserte ham også. Griffenfelds sarkofag står i Vær kirke ved Horsens i Jylland | Griffenfeld, Peder Schumacher (I7065)
|
| 3025 |
TITEL: Greve, Kammerherre | Schimmelmann, Frederik Joseph (I10100)
|
| 3026 |
TITEL: Greve, Kammerherre | Bernstorff, Joachim Frederik (I11054)
|
| 3027 |
TITEL: Greve, kammerherre, hvid ridder, gehejmeråd | Rantzau, Otto (I7675)
|
| 3028 |
TITEL: grevinde
After the death of her husband, Baron Jens Krag-Juel-Vind of the Baronies to Juellinge and Stensballegård, in 1776, she became the center of "The Danish Party" a circle of high aristocracy and major landowners, in opposition to the governing "German Party" lead by A.P. Bernstorff and Ludwig Reventlow. In 1790 she was one of the driving forces behind the united protest of the estate-owners of Jutland against the agricultural reforms. Also in her later years she was viewed as an formidable political force. In 1799 she inherited the county of Frijsenborg from aunt, Elisabeth Sophie Desmercières,who had inherited the county from her sister, Christine Sophie Frijs-Wedel, who was holder of the fiefcounty 1763-86. Sophia Magdalena, who was daughter and Birgitte Christine Frijs and Carl Christianvon Gram, thereby became the biggest land-owner in the country, and belonged to the highest nobility. After her death, her son, Frederik Carl Krag-Juel-Vind-Frijs, inherited the title of Fiefcount. She lived (1734-1810). | Gram, Sophie Magdalene von (I10386)
|
| 3029 |
TITEL: Grevinde | Pappenheim, Grevinde Adelheid (I11420)
|
| 3030 |
TITEL: Grevinde | Sayn-Wittgenstein, Augusta Zu (I20367)
|
| 3031 |
TITEL: grevinde | Inn Und Knyphausen, Henriette Frederikke Magdalena Zu (I11996)
|
| 3032 |
TITEL: Grevinde | Voss, Elisabeth (I12315)
|
| 3033 |
TITEL: Grevinde | Gronsfeld-Diepenbroik, Selma Emilie Sophie Bertha (I13253)
|
| 3034 |
TITEL: Grevinde | Cederfeld de Simonsen, Edele Sophie Charlotte Elisabeth (I15623)
|
| 3035 |
TITEL: grevinde | Gersdorff, Øllegaard (I8141)
|
| 3036 |
TITEL: Grevinde | Castell-Remlingen, Christiane Charlotte Frederikke (I9335)
|
| 3037 |
TITEL: GRäFIN | Castell-Castell, Emma Zu (I16158)
|
| 3038 |
TITEL: hertug | Holstein, Heinrich II, , Greve af (I1260)
|
| 3039 |
TITEL: Hertug | Braunschweig-Lüneburg, Georg af (I5314)
|
| 3040 |
TITEL: Hertuginde af Lafões | Bragança, Maria Carlota de (I18043)
|
| 3041 |
TITEL: Hofdame | Warnstedt, Sophia Hedvig von (I9170)
|
| 3042 |
TITEL: Hofjægermesteer, Kammerjunker | Oxholm, Alexander Georg Tully (I13421)
|
| 3043 |
TITEL: Hofjægermesteer, Lensgreve
Se Dansk Adelsårbog 1943, p 144-49, incl. billeder.
(GedComp) dk110630d:@I3700@ = dk51216c:@I7135@ | Scheel, Christen (I14036)
|
| 3044 |
TITEL: Hofjægermester
Berlingske Tidende ved 85 årsdag i 1993:
Erik Mourier, hofjægermester, godsejer, »Nøjsomhed«, Egneborgvej 12, Fåborg, fylder 85 år i dag. Efter seks år på Fraugdegård blev han 1938 bestyrer på Brahetrolleborg Avlsgård. 1940 giftede han sig med husets datter, komtesse Naka Reventlow, og fik ansvaret for land- og skovbrug, 1972 overdrog han det til sønnen, Ove Mourier.
Han har ikke bare været en dygtig og fremsynet godsejer, han har ogselskab, Centralforeningen af Tolvmandsforeninger og Dansk Terrainsport Forbund.
På den politiske front har han været folketingskandidat for Det konservative Folkeparti 1946-63 i Højrupkredsen, 1953-63 i Otterupkredsen. Fra 1954 til kommunesammenlægningen i 1970 var han medlem afdet lokale sogneråd. Hans store interesse for smukke dyr er kommet til udtryk ved de landskendte årlige hesteskuer på Brahetrolleborgs jorder. For det gode værtsskab blev han og Nanka Reventlow Mourier for nogle år siden udnævnt til æresmedlemmer af Brahetrolleborg-foreningen.
_________________________________________________
Nekrolog i Berlingske Tidende 13 oktober 1994:
Erik Mourier, hofjægermester, forhenværende godsejer, Korinth ved Faaborg, er død, 86 år. Erik Mourier, der var landmandssøn fra Vallekilde, nåede et langt og travlt livs spændende og vidtspændende engagement, der gjorde ham til en kendt og respekteret personlighed i landbrugs-, erhvervs- og politiske kredse. 1938 blev han bestyrer på Brahetrolleborg Avlsgård. Han blev gift med komtesse Naka Reventlow, og i 1960 overtog de Brahetrolleborg Gods, som i 1972 blev overtaget af deres søn. Forinden havde Erik Mourier foretaget en omfattende driftsmodernisering af det store landbrug, nænsomt sammenført med det gamle herresædes bedste traditioner, herunder det kendte årlige hesteskue.
I flere år var han kompagnichef i Hjemmeværnet og i en snes år folketingskandidat for Det Konservative Folkeparti. Han var også i mange år medlem af det daværende Brahetrolleborg sogneråd og formand for Haglskadeforsikringsselskabet for Fyens Stift. Gennem 12 år var han formand for Fyns Stifts patriotiske Selskab og i en halv snes år formand for Centralforeningen af Tolvmandsforeninger i Danmark.Også inden for lokale landbofaglige organisationer gjorde Erik Mourier sig gældende. Han havde også været i hovedbestyrelsen for Vanføreforeningen og Danmarks Naturfredningsforening og var i 16 år formand for Dansk Terrainsport Forbund. | Mourier, Erik (I15803)
|
| 3045 |
TITEL: Hvid ridder
1648 Statholder i Hertugdømmerne, 1661 Overstatholder, Præses i statskollegiet og premie r m i n i ster
1639 Amtmand i Rendsburg, 1643-45 generalkrigskommisær,
Christian rigsgreve Rantzau (2. maj 1614 - 8. november 1663) var en dansk-holstensk adelsmand, politiker og godsejer. Hans forældre var statholder Gert Rantzau og Dorothea Brockdorff.
Ungdom og den tidlige karriere
Christian Rantzau blev født på Haderslevhus Slot. Efter faderens død i 1627 og hans holstenske gods Breitenburgs ødelæggelse af de kejserlige tropper under Kejserkrigen, kom han til Sorø Akademi og blev der til 1629. Året efter var han i Henrik Rantzaus følge ved dennes diplomatiske sendelse til kurfyrstedagen i Regensburg og opholdt sig 1631-33 i Nederlandene og især i Frankrig, hvor han 1632 blev valgt til overhoved for den tyske nation ved Akademiet i Orleans. Efter hjemkomsten til Danmark blev han 1634 hofjunker og kort efter kammerjunker hos Christian IV og fulgte 1635 kongen til Norge. Det følgende år opgav han sin stilling på grund af sit ægteskab 31. juli med Dorothea Rantzau, datter af Ditlev Rantzau til Panker (Holsten). Allerede nu var Christian Rantzau en rig mand, der forudensine Godser i Holsten, navnlig Breitenburg, som han på ny gjorde til et herresæde, dog ikke af den tidligere pragt, ejede Gjesingholm (Løvenholm), Hevringholm, Demstrup og flere hovedgårde i Jylland.Han stod i et venskabeligt forhold til kongens svigersøn, Corfitz Ulfeldt, som han lånte større pengebeløb flere gange. 1639 eller 1640 blev han amtmand i Rendsburg og måske allerede samtidig kongeliglandråd, om end hans bestalling som sådan først er af juni 1643. 1642 var han gesandt til Sachsen i anledning af Christian IV's søster kurfyrstinde Hedevigs begravelse. Under Torstenssonsfejden 1643-45 var han generalkrigskommissær og ledede i august 1644 med held angrebet på det af svenskerne besatte Riberhus. Ribe By hædrede ham for hans sejr, og kort efter lykkedes det ham også at besætte Haderslevhus. Glæden varede dog kun kort, da begge slotte kort efter tilbageerobredes af oberst Helmuth Wrangel. Disse uheldige hændelser gav efter fredsslutningen anledning til en krigsretssag mod Christian Rantzau. Han synes generelt ikke have haft en høj stjerne hos Christian IV i tiden op til kongens død i 1648. Medvirkende årsag kan have været, at Rantzau lånte kongen 50.000 rigsdaler til krigsførelsen. Da kronen ikke havde midler til at indløse lånet, fik Rantzau i maj 1645 Tranekær Slot og Len som. Hermed synes hans besiddelser i kongeriget at være væsentligt forøgede.
Statholder
Frederik III’s tronbestigelse bragte Christian Rantzau til langt større anseelse end tidligere. 1. august 1648 blev han udnævnt til statholder i Hertugdømmerne. Han var blevet udvalgt, ikke kun fordiembedet på det nærmeste var blevet arveligt i hans rantzau-slægten, men også fordi kongen vidste, at i Christian Rantzau havde han en bestemt modstander af Gottorp og en tilhænger af enheden og udeleligheden af den kongelige part af hertugdømmerne. Rantzau havde stor indflydelse på udformningen af det kongelige Arvestatut af juli 1650. Tilmed havde jo Rantzau indflydelse i kongeriget uden at stå inært forhold til den danske adel. Ved Frederik III’s kroning i november 1648 blev han slået til ridder.
Om hans politiske evner er det imidlertid ikke muligt at have nogen afgørende mening. Blandt samtidige vurderedes det nok, at det var mere hans forfædres fortjenester end hans egen dygtighed, der bragte ham til sin fremtrædende stilling. Sikkert var det, at Christian Rantzau var en ærgerrig og ofte hensynsløs mand med trang til glans og anseelse. Efter at han 1649 havde tilkøbt sig amtet Barmstedti det Pinneberg af hertug Frederik 3. af Gottorp, opnåede han året efter, i november 1650, medens han var kongens udsending for at tage Holsten til len af den tyske kejser Ferdinand 3., at denne ophøjede ikke alene ham og hans livsarvinger af begge køn i den rigsgrevelige stand, men også at førnævnte amt Barmstedt blev et umiddelbart rigsgrevskab. Som indehaver af dette tog han 1653 sæde på rigsdagen i Regensburg. Han var så optaget af sin nye stand, at han i sit testamente pålagde sine efterkommere at tage hensyn til forskellen paa en grevelig og en almindelig adelig begravelse.
Forholdet til Corfitz Ulfeldt
Forholdet til Corfitz Ulfeldt var måske allerede noget kølnet i Christian IV’s sidste år. Dog var Ulfeldt og Rantzau rimeligvis enige 1648 om Ditlev Reventlows fjernelse fra amtmandsposten i Haderslev, og Ulfeldt lykønskede ham endnu til grevetitlen. Men kort før rigshofmesterens fald må der være indtrådt en forandring i deres forhold. Der er nogen grund til at tro, at Christian Rantazau har ståeti forbindelse med oberst Jørgen Walter i affæren omkring Dina Vinhofvers og angrebet på Ulfeldt. Kongens tillid til Rantzau under den vanskelige stilling i 1651 viste sig i, at han ikke alene lod hampå Breitenburg afholde hemmelige overvejelser om forsvarsforholdsregler i Hertugdømmerne, men også kaldte ham til København for at bistå med råd. Rantzau kom til hovedstaden i begyndelsen af maj. De følgende forandringer i regeringen bragte ham dog ikke til større indflydelse i kongeriget. Han ramtes i de følgende år også af personlige sorger. Med sin hustru levede han i praksis i skilsmisse, og imod hans vilje beskyttede hun det 1656 indgåede ægteskab mellem hans datter Margrethe og den senere så mægtige Frederik Ahlefeldt til Søgaard. Denne sag havde også den betydning for ham, at han blev ildeset af dronning Sophie Amalie, der havde Ahlefeldt som yndling. Christian Rantzau måtte til sidst bøje sig og anerkende svigersønnen. 1659 afkøbte denne hans fordring på Kronen og overtog derved Tranekær i pant. Men også politisk havde han måske stået både mod dronningen og Ahlefeldt, i det han skal have frarådet krigen mod Sverige 1657, som de to havde været fortalere for. Dog sendtes Rantzaujuli samme år til dronningens broder Christian Ludvig af Braunschweig-Lüneburg for at overtale ham til et forbund med Danmark, men uden resultat. Heller ikke på den videre rejse til kurfyrstedagen i Frankfurt fik han skabt nogen alliancer.
Det lyder mærkeligt, at han umiddelbart efter den anden svenske Krigs Udbrud, i Okt. 1658, søgte om kongelig Tilladelse til at rejse til Italien; Kongen tilstod ham den, om end med en vis Beklagelse,men han benyttede sig ikke af den. Da der 1659 var Tale om at sende ham som Gesandt til England, ønskede han det ikke og blev ogsaa fri.
Saaledes syntes Forholdene ikke at varsle særlig gunstig for ham med Hensyn til yderligere Anseelse. Da hævede den ny Enevældes Trang til at knytte til sig en fornem og rig Mand uden for den kongerigske Adel ham pludselig langt højere op end hidtil. I Febr. 1661 udnævntes han til Assessor i alle de nye Kollegier og fik vistnok allerede da Titel af Overstatholder. Han havde derved opnaaet en Særstilling imellem alle de andre Ministre, og den voxede, da Rigsdrosten Joachim Gersdorff døde i April s. A. I høj Grad følte han sin Myndighed. I Anledning af, at der af Statskollegiet i hans Fraværelsevar taget en Beslutning, opfordrede han Kongen til at tilsidesætte den, og i Juni 1661 rettede han under en Rejse i Hertugdømmerne, hvor han i Maj havde sluttet en Overenskomst med Gottorp om Kontributionernes Fordeling, en Skrivelse til Frederik III, hvori han ikke alene irettesatte sine Fæller i det nævnte Kollegium for i saa stort et Tal at have forladt Hovedstaden, men i Virkeligheden ogsaa dadlede Kongen for at have givet sit Samtykke dertil. Ikke desto mindre bevarede han Frederik III’s Gunst. Ved et egenhændigt Brev af 23. Avg. 1661 overdrog han ham Præsidentposten i Statskollegiet og udnævnte ham til sin Premierminister, dog med Titel af Overstatholder. Derved var han altsaa blevet Rigets første Embedsmand og Kongens første Raadgiver. Personlig synes han at have staaet ChristopherGabel nærmest af Hoffets Mænd ., han kalder ham endog i sit Testamente sin ; deraf kan maaske sluttes, at han endnu stadig ikke stod i det bedste Forhold til Dronningen, om end ogsaa dennes Yndling Jacob Pedersen (XII, 623) betænktes af ham i Testamentet. Muligvis har han befæstet sig i Kongens Gunst ved Forstrækninger af sin Rigdom; han laante ham bl. a. et Sølvservice, der vejede 19236 Lod, og en med 5 Diamanter prydet gylden Elefant. Med Hensyn til hans politiske Virksomhed som Premierminister er det sikkert, at han i Modsætning til Regeringens militære Elementer var en Tilhænger af Indskrænkninger af Hæren; i Hertugdømmernes Anliggender sluttede han sig til Kongens Ønske om en Ophævelse af Fællesregeringen. I Cai Lykkes Sag havde han før sin sidste Udnævnelse i Juli 1661 sammen med Gabel ført de Forhandlinger, der bragte den ulykkelige Adelsmand til Forsøg paa at frikjøbe sig for Kongens Unaade ved store Ofre af Penge og Gods, og derefter var han i Sept. Forsidder i Højesteret, daSagen desuagtet kom for denne, og voterede for den strængeste Dom (X, 507 f.). Umiddelbart efter rejste han til Bornholm i en Sendelse, der havde flere Opgaver. Han modtog Arvehyldingen af Øens Indbyggere, afnødte disse en stor Pengesum som Vederlag for Kongens Gjenkjøb af deres Land fra Sverige, undersøgte Klagerne over Gouvernøren General Fuchs (V, 483) og ordnede Skatteforholdene. Tillige havdehan det Ærende at forhandle med den paa Hammershus som Fange siddende Corfits Ulfeldt om hans Løsgivelse. Den i den Anledning for ham udstedte særlige Instrux synes at vise en personlig Medlidenhed fra R.s Side mod Fangen, hvem han fik Lov til af sine egne Midler at skjænke Vin og Øl; men den har tillige den Mærkelighed, at den antyder langt mildere Vilkaar for Frigivelsen end dem, som bleve Resultatet af R.s Rejse. Paa Bornholm synes han´derimod netop at være optraadt imod Ulfeldt og Leonora Christina med Haardhed og personlige Trusler og affordrede dem i alt Fald langt strængere Betingelser,end hans Instrux i og for sig hjemlede. Og, som bekjendt, blev dette ikke nok; efter hans Hjemrejse til Kjøbenhavn, hvor han ankom i Begyndelsen af Dec., lod Regeringen Vilkaarene yderligere forværres, og da Ulfeldt kom til Hovedstaden ved Aarets Slutning, førte R. de afgjørende Forhandlinger med ham i sit eget Hus. Der er herover noget gaadefuldt, og det kan næppe finde sin Forklaring ved, at hansnart efter synes at have haft en noget svagere Stilling ved Hoffet end hidtil. Han, der for øvrigt i Foraaret 1662 havde den næppe store Sorg at miste sin Hustru, gjen-vandt ogsaa snart sin Indflydelse. I Maj s. A. undertegnede han paa Gottorp den saakaldte Perækvationsreces med Hertugen; i Okt. s. A. var han for Kongen i Dresden. I Juli 1663 deltog han i den sidste Dom over Ulfeldt og ledede i Avg. og Sept. Forhørene over den fængslede Leonora Christina. Men hans Helbredstilstand var vaklende, og 8. Nov. 1663 døde han i Kjøbenhavn. Hans Ligbegængelse foregik med stor Højtidelighed; Liget førtes til Kiel og bisattes der 9. Juni 1664. | Rantzau, Christian (I6016)
|
| 3046 |
TITEL: Kammerherre | Deurs, Jacob Frederik Van (I11494)
|
| 3047 |
TITEL: Kammerherre, greve | Brockenhuus-Schack, Aage (I14266)
|
| 3048 |
TITEL: Kammerherre, Hofjægermester | Gram, Christian Frederik von (I9176)
|
| 3049 |
TITEL: Kammerherre, hofjægermester. R , D.M | Scavenius, Otto Jacob Brønnum (I13584)
|
| 3050 |
TITEL: Kammerherre, Lensgreve
Stamhuset Gl. Estrup
(GedComp) dk110630d:@I3693@ = dk51216c:@I3179@ | Scheel, Jørgen (I12828)
|
|
