| |
Match 2,951 til 3,000 fra 11,367
| # |
Notater |
Knyttet til |
| 2951 |
TITEL: Fyrste | Flandern, Robert af (I17844)
|
| 2952 |
TITEL: fyrstedatter | Danmark, Richiza Eriksdatter af (I600)
|
| 2953 |
TITEL: fyrstinde | Werle, Sophie Nicolausdatter af (I857)
|
| 2954 |
TITEL: fyrstinde | Unknown, Thorgunna (I17686)
|
| 2955 |
TITEL: fører skaktavlen i sit sigil
1412 forlover ved et forlig mellem dronning Margrethe og hertuginde Elisabeth | Nielsen, Erik (I1499)
|
| 2956 |
TITEL: Gallentin | Reventlow, Hartvig (I19725)
|
| 2957 |
TITEL: Geheimekonferenceråd
Jens lensbaron Krag-Juel-Vind (15. juni 1723 – 30. april 1776) var en dansk adelsmand, godsejer, amtmand og justitiarius.
Han var en søn af lensbaron Jens Juel-Vind (søn af stiftamtmand Frederik Vind) til baroniet Juellinge (død 1726) og baronesse Ide Helle Margrethe Krag (død 1738), trådte 1745 i statstjenesten som assessor i Danske Kancelli og fik 1747 sæde i Højesteret, hvor han 1750, kun 27 år gammel, rykkede op til assessor med votum; 1756 forlod han Højesteret for at overtage embedet som amtmand over KøbenhavnsAmt, men vendte 1769, tilbage til retten som justitiarius. Samme år blev han tillige første kommissarius ved ekstraskatten og 1773 medlem af Overskattedirektionen. Fra 1774 var han provisor for ValløStift og kurator for Vemmetofte Kloster. 1746 var han blevet kammerjunker, 1756 kammerherre, 1768 gehejmeråd og 1774 gehejmekonferensråd; l'union parfaite fik han 1764, Dannebrogordenen 1766. Død 30.april 1776.
Han var en baade human og dygtig mand, der alle vegne nød stor anseelse. Som han med omhu sørgede for sine egne bønders vel, således støttede han som amtmand ivrigt bestræbelserne for at gøre bøndernei Københavns Amt til selvejere (1767). Som justitiarius var han medlem af den kommission, der 1771 udarbejdede Højesterets instruks, og året efter var han en af de 9 dommere i Struensees sag, ligesomhan var mellem dem, der havde det ubehagelige hverv at afkræve dronning Caroline Mathilde erklæring i sagen. Han havde arvet sin faders baroni og (1759) efter sin mødrene slægt stamhuset Stensballegård - hvorefter han antog navnet Krag - og ved sit giftermål 7. april 1752 med en datter af overjægermester Carl Christian von Gram, Sophie Magdalene von Gram (4. januar 1734, 1757 Dame de l'union parfaite, død 29. november 1810), bragte han arveretten til grevskabet Frijsenborg i sin slægt. Han ombyggede Juellinge og satte gård og gods i fortrinlig stand; både han og hans enke forøgede besiddelserne. | Krag-Juel-Vind, Baron Jens (I9419)
|
| 2958 |
TITEL: Geheimekonferenceråd | Desmercières, Jean Henri (I9473)
|
| 2959 |
TITEL: Geheimekonferentsråd | Sperling, Joachim Ulrich von (I9848)
|
| 2960 |
TITEL: Gehejmekonferentsråd
Storfyrstelig landråd, medlem af den holstenske landret, klosterprovst i Uetersen
v. Qualen, Josias, 1742-1819, Gehejmeraad, Søn af storfyrstelig Gehejmeraad Josias v. Q. (d. 1775) og Elisabeth f. Blome, fødtes 20. April 1742 paa Borghorst. Fra sit 7. til sit 10. Aar undervistes han af Basedow og var dennes første Elev.
20 Aar gammel sendtes han til Utrecht, hvor han indtil 1763 studerede Jura, og opholdt sig derefter 2 Aar ved Universitetet i Leipzig og vandt her Gellerts Yndest. Hjemvendt udnævntes han 1767 til storfyrstelig Landraad og Medlem af den holstenske Landret, der forsamledes i Kiel, Glückstadt og Rensborg. Efter Indlemmelsen af den storfyrstelige Del af Holsten i Danmark fulgte Q.. 1773 med Hertug Frederik August til Oldenborg. Senere flyttede han til Kiel, hvor han forblev i 10 Aar. 1783 arvede han Borghorst efter Moderen, men solgte det 1800 til Gehejmekonferensraad Jørgen Ahlefeldt. 1794 kjøbte han Godset Damp.
I de første Aar af det 19. Aarhundrede boede han i Hamborg og blev 1808 Storkors af Danebrog. 1809-18 var han Klosterprovst i Uetersen og Patron for Itzeho adelige Kloster. 1810 blev han Gehejmekonferensraad. 1812-13 var han Medlem af den af Bernadotte nedsatte provisoriske Forvaltningskommission for Holsten. 1816 kaldtes han til Kjøbenhavn som Medlem af Forfatningskommissionen og fik ved sin Afrejse tildelt Elefantordenen.
Q. døde 29. Okt. 1819 i Itzehoe. Rist skildrer Q. som en elskværdig og meget original Personlighed. Han ægtede 16. Okt. 1772 Ulrikke Frederikke Vilhelmine v. Rumohr (f. 30. Dec. 1751 d. 10. Jan. 1802), Datter af storfyrstelig Statsminister Henning Bendix v. R. til Bossee og Adelheid Benedicte f. Blome.
Schlesw.-Holst. Prov.-Ber. 1820, S. 540. Louis Bobé. | Qualen, Josias von (I10638)
|
| 2961 |
TITEL: Gehejmeråd | Knuth, Eggert Christopher (I7001)
|
| 2962 |
TITEL: General, adlet 14/10 1740
Kongelig hofbygmester Lauritz de Thurah, adlet 1742 i forbindelse med giftermålet med Anna Rosenørn-Lehn, hvor han også fik tilføjet et 'de' til sit navn foruden h'et. Han er nu på et højdepunkt i sinkarrière, efter byggeriet af kongefamiliens lystslot Hirschholm Slot, kaldet Nordens Versailles. Thurah er her vist uden paryk, men med sværtede øjenbryn og antagelig zink- hvidt i ansigtet, en mode der holdt sig i flere årtier. Våbenskjoldet viser bl. a. tre 'morianhoveder', efter moderens hollandske slægt de With, der handlede med kolonierne. Faderens slægt er vist ved røgelseskar, der på latinhedder 'thus', plur. 'thura'
Brødrene Lauritz og Didrich adledes samtidigt i 1742, med et fælles våbenskjold. I midterfeltet anes til venstre et stillads til et skib, Didrich var søofficer med ansvar for skibsbygningen på Holmen,og til højre en søjle for at angive Lauritz' profession som arkitekt. Udenom ses to røgelseskar - ordet 'thura' er flertalsformen for det latinske 'thus', der netop betyder røgelseskar - og de to andre felter repræsenterer moderen, med slægten de With, der kom fra Holland og havde tjent penge på handel med kolonierne. Man spekulerer på om det var slavehandel. Adelspatentet (her i udsnit) er stadigi familiens eje og beror hos en nulevende Lauritz de Thurah, bosiddende i Middelfart på Fyn. | Thurah, Laurits Lauritsen de (I8873)
|
| 2963 |
TITEL: GRAF
stilling kaptajn i Luftwaffe. Søn af Otto Graf zu Castell-Castell og Amelie Prinzessin zu Löwenstein-Wertheim-Freudenberg. Hauptmann der Luftwaffe und Staffelkapitän. Var bror til grev Luitpold zu Castell-Castell som giftede sig med prinsesse Alexandrine-Louise af Danmark (en søster til arveprinsesse Caroline-Mathilde). Begge brødre faldt 1941 i kamp som tyske officerer.
Han tilhørte den ældgamle frankiske adelsslægt Castell , som nævnes første gang i 1057. Hans familie ejede en skovejendom i Østrig, Schloss Hochburg ved Ach nord for Salzburg. Hans ældre bror, Luitpold Castell-Castell, giftede sig året efter med prinsesse Alexandrine-Louise af Danmark, søster til den senere arveprinsesse Caroline-Mathilde og niece til Christian den 10. Men så brød 2. verdenskrig ud. Gustav Castell-Castell blev pilot i flyvevåbnet, og i 1941 dræbtes både han og hans eneste bror -Gustav i Sussex, England og Luitpold i Bulgarien
TITEL: GRAF
stilling kaptajn i Luftwaffe. Søn af Otto Graf zu Castell-Castell og Amelie Prinzessin zu Löwenstein-Wertheim-Freudenberg. Hauptmann der Luftwaffe und Staffelkapitän. Var bror til grev Luitpold zu Castell-Castell som giftede sig med prinsesse Alexandrine-Louise af Danmark (en søster til arveprinsesse Caroline-Mathilde). Begge brødre faldt 1941 i kamp som tyske officerer.
Han tilhørte den ældgamle frankiske adelsslægt Castell , som nævnes første gang i 1057. Hans familie ejede en skovejendom i Østrig, Schloss Hochburg ved Ach nord for Salzburg. Hans ældre bror, Luitpold Castell-Castell, giftede sig året efter med prinsesse Alexandrine-Louise af Danmark, søster til den senere arveprinsesse Caroline-Mathilde og niece til Christian den 10. Men så brød 2. verdenskrig ud. Gustav Castell-Castell blev pilot i flyvevåbnet, og i 1941 dræbtes både han og hans eneste bror -Gustav i Sussex, England og Luitpold i Bulgarien | Castell-Castell, Gustav Friedrich Wilhelm Ernst Zu (I14506)
|
| 2964 |
TITEL: Greve
"R.* D. M." | Schaffalitzky de Muckadell, Lensgreve Erik Engelke (I13309)
|
| 2965 |
TITEL: Greve
(GedComp) dk110630d:@I3703@ = dk51216c:@I7138@ | Scheel, Jørgen (I13750)
|
| 2966 |
TITEL: Greve
1880 Student, 1889 cand polit, 1898 assistent i finansmin.,sekretær i marinemin. 1923 afsked | Scheel, Henrik Carl Axel Siegfried (I14237)
|
| 2967 |
TITEL: Greve
1898-1906 automobilforh. i New York siden 1916 fabrikant i København, Direktør | Scheel, Christen Siegfred (I17057)
|
| 2968 |
TITEL: Greve
Andreas Peter Bernstorff blev født i 1735 og døde i 1797.
Dansk godsejer og politiker – oprindeligt godsejersøn fra Hannover, der fik sin uddannelse ved et tysk universitet og på adskillige udlandsrejser.
Bernstorff gik i 1758 ind i dansk udenrigstjeneste og blev udenrigsminister under Christian 7. i perioden 1773-80 samt 1784-97.
Bernstorff førte neutralitetspolitik – og det lykkedes ham, med stor dygtighed, at holde Danmark uden for de storpolitiske opgør. Med Bernstorff som udenrigsminister støttede Danmark sig til Ruslandog indgik sammen med Rusland i 1780 et væbnet neutralitetsforbund med Sverige.
Det var Bernstorff der formulerede de første internationale søretsregler, bl.a.: Frit skib giver fri ladning.
Bernstorff blev i 1780 styrtet af Høegh-Guldberg, som han sammen med kronprinsen, den senere Frederik 6., igen styrtede ved et paladskup i 1784. Herefter fungerede Bernstorff i realiteten som landetsegentlige leder til sin død.
Et nyt væbnet neutralitetsforbund blev i 1794 indgået med Sverige.
Under devisen sikkerhed og velstand er det er i høj grad Bernstorff's fortjeneste, at Danmark blev holdt uden for revolutionskrigene.
Bernstorff var den drivende kraft i de landbrugsreformer der i 1788 førte til ophævelsen af stavnsbåndet.
Var søn af hannoveransk landråd Andreas Gottlieb von Bernstorff til Gartow (1708 - 68).
Født den 28. august 1735, studerede ved universiteterne i Leipzig, Genf og Göttingen. Efter dette, rejste han rundt i Tyskland, Schweiz, Italien, Frankrig, England, og Holland. Under sit ophold i Italien, udnævntes han 1754 til dansk kammerjunker. 1759 kom han til København, og fik straks sæde i det tyske cancellie, deputeret i det vestindiske-guineiske Rente- og Toldkammer og i General- Landoekonomie - og Commercecollegiet.
1766 deputeret i Rentekammeret og Hvid ridder. 1767 medlem af Overskattedirectionen, og med sin fader og farbror optaget i den danske grevestand.
1768 deputeret i det forenede Toldkammer- og Commercecollegium, hvor han skal have foranlediget at Det Afrikanske Handelsselskab ophævedes og en ny toldrulle udfærdiget. Da hans farbror blev afskediget, trak han sig også ud af statstjenesten, hvor gerne Struensee end ville have beholdt ham, - og trak sig tilbage til sine godser i Mecklenborg.
Da Struensee var styrtet, blev han tilbagekaldt, og i 1772, 1ste deputeret i Rentekammeret.
1773 blev han udenrigsminister, præsident i tyske cancellie m.m. Han fik udvirket at Kielerhusets linier frasagde sig enhver fordring på Sønderjylland, og kongen fik så godt som eneherredømme over Holsteen.
Både med Sverige, England og Holland var der kurrer på tråden, men ved klog eftergivenhed fik han stridighederne bilagt, og Danmark var i fred med hele verden da den nordamerikanske frihedskrig brød ud. Det drev så blomstrende en handel på alle verdenshave som aldrig tidligere, og havde blandt andet en indbringende fragthandel på og fra de krigsførende lande. Dets skibe blev dog ofte foruroligedeaf franske og spanske, men især af engelske kapere, og Berstorff måtte hyppigt gøre alvorlige indsigelser.
1778 foreslog han Sverige og Rusland at forny "den væbnede neutralitet", og endelig den 9. juli 1780 fik han traktaten afsluttet på grundlaget af følgende sætning: "Frit Skib gjør frit Gods" så at selv fjendtlig ejendom skulle allevegne gå frit i neutrale skibe, kun ikke krigsvåben og egentlige krigsfornødenheder. Neutralitetstraktaten blev foreløbig Bernstorff's sidste sejr: Preussen ønskede at indtræde i neutralitetsforbundet, men under betingelser som Berstorff fandt alt for gunstige; han afveg desuden i alt for mange stykker fra de øvrige medlemmeraf det Guldbergske ministerium, og den 30.november 1780 tog han atter sin afsked fra statstjenesten for at trække sig tilbage til Mecklenborg. Bernstorff var afventende, fulgte de danske begivenheder, og da kronprinsen (Frederik d. VI) havdestyrtet det Guldbergske regimente, og selv overtaget regeringens tømmer den 14. April 1784, blev Bernstorff atter indkaldt, og den 14. maj indtog han atter sin gamle stilling. Bernstorff nøjedes ikkemed at være udenrigsminister, han øvede en stor indflydelse på alle grene af statens styrelse, nu hjalp han den unge kronprins, Colbjørnsen og Reventlov med gennemførelse af de mange landboreformer som løste den danske bondestand af de lænker under hvilke den hidtil havde sukket. Det var Bernstorff selv der ved sin personlige indflydelse fremkaldte livegenskabets ophør i hertugdømmerne, selvom loven først blev gennemført den 19. December 1804, syv år efter hans død.
Det er Bernstorffs fortjeneste at Danmark oplevede år med fred og velstand, så regeringen fik ro til at ordne samfundsforholdene.
I maj 1797 blev han syg, (podagra) og den 21. juni døde Bernstorff. Mage til ligtog som det der fulgte ham til Frederikskirken på Christianshavn havde Danmark næppe set før, og kronprinsen gik, som han selv udtrykte det: "iblandt hans børn" Han følte at han have mistet en faderlig ven.
____________________
Danish statesman, was born at Hanover on the 28th of August 1735. His career was determined by his uncle, Johann Hartwig Ernst Bernstorff, who early discerned the talents of his nephew and induced himto study in the German and Swiss universities and travel for some years in Italy, France, England and Holland, to prepare himself for a statesman’s career. During these Wanderjahre he made the acquaintance of the poets Gellert and Jacobi, the learned Jean-Jacques Barthélemy, the duc de Choiseul, and Gottfried Achenwall, the statistician. At his uncle’s desire he rejected the Hanoverian for theDanish service, and in 2759 took his seat in the German chancery at Copenhagen. In 1767, at the same time as his uncle, he was created a count, and in 1769 was made a privy-councillor. He is describedat this period as intellectual, upright and absolutely trustworthy, but obstinate and self-opinionated to the highest degree, arguing with antiquaries about coins, with equerries about horses, and with foreigners about their own countries, always certain that he was right and they wrong, whatever the discussion might be. He shared the disgrace of his uncle when Struensee came into power, but re-entered the Danish service after Struensee’s fall at the end of 2772, working at first in the financial and economical departments, and taking an especial interest in agriculture. The improvements heintroduced in the tenures of his peasantry anticipated in some respects the agricultural reforms of the next generation.
In April 1773 Bernstorff was transferred to the position for which he was especially fitted, the ministry of foreign affairs, with which he combined the presidency of the German chancery (for Schleswig-Holstein). His predecessor, Adolf Siegfried Osten, had been dismissed because he was not persona grata at St Petersburg, and Bernstorff’s first official act was to conclude the negotiations whichhad long been pending with the grand-duke Paul as duke of Holstein-Gottorp. The result was the exchangetreaty of the 1st of June (T’.’Iay 21 O.S.) 1773, confirming the previous treaty of 1767 (seeBERNST0RFF, J. H. E.). This was followed by the treaty of alliance between Danmark and Russia of the 12th of August 1773, which was partly a mutually defensive league, and partly an engagement betweenthe two states to upset the new constitution recently established in Sweden by Gustavus III., when the right moment for doing so should arrive. For this mischievous and immoral alliance, which bound Denmark to the wheels of the Russian empress’s chariot and sought to interfere in the internal affairs of a neighbouring state, Bernstorff was scarcely responsible, for the preliminaries had been definitely settled in his uncle’s time and he merely concluded them. But there can be no doubt that he regarded this antiSwedish policy as the correct one for Danmark, especially with a monarch like Gustavus III. on the Swedish throne. It is also pretty certain that the anti-Swedish alliance was Russia’s price for compounding the Gottorp difficulty.
Starting from the hypothesis that Sweden was “DanmarkNorway’s most active and irreconcilable enemy,†Bernstorff logically included France, the secular ally of Sweden, among the hostile powers with whom an alliance was to be avoided, and drew near to Great Britain as the natural foe of France, especially during the American War of Independence, and this too despite the irritation occasioned in Danmark-Norway by Great Britain’s masterful interpretation of the expression “ contraband.†Bernstorff’s sympathy with England grew stronger still when in 1779 Spain joined her enemies; andhe was niuch inclined, the same winter, to join a triple alliance between Great Britain, Russia and Danmark-Norway, proposed by England for the purpose of compelling the Bourbon powers to accept reasonable terms of ‘peace. But he was overruled by the crown prince Frederick, who thought such a policy too hazardous, when Russia declined to have anything to do with it. Instead of this the Russian chancellor Nikita Panin proposed an armed league to embrace all the neutral powers, for the purpose of protecting neutral shipping in time of war. This league was very similar to one proposed by Bernstorff himself in September 1778 for enforcing the principle “ a free ship makes the cargo free “;
but as now presented by Russia, he rightly regarded it as directed exclusively against England. He acceded to it indeed (gth of July 1780) because he could not help doing so; but he had previously, bya separate treaty with England, on the 4th of July, come to an understanding with that power as to the meaning of the expression “contraband of war. “ This independence caused great *rath at St Petersburg, where Bernstorff was accused of disloyalty, and ultimately sacrificed to the resentment of the Russian government (13th of November 1780), the more readily as he already disagreed on many important points of domestic administration with the prime minister Hoegh Guldberg. He retired to his Mecklenburg estates, but on the fall of Guldberg four years later, was recalled to office (April 1784). The ensuing thirteen years were perhaps the best days of the old Danish absolutism. The government, under the direction of such enlightened ministers as Bernstorff, Reventlow and others, held themean between Struensee’s extravagant cosmopolitanism and Guldberg’s stiff conservatism. In such noble projects of reform as the emancipation of the serfs (see REVENTLOW) Bernstorff took a leadingpart, and so closely did he associate himself with everything Danish, so popular did he become in the Danish capital, that a Swedish diplomatist expressed the opinion that henceforth Bernstorff couldnot be removed without danger. Liberal-minded as he was, he held that “the will of the nation should be a law to the king,†and he boldly upheld the freedom of the press as the surest of safety-valves.
Meanwhile foreign complications were again endangering the position of Danmark-Norway. As Bernstorff had predicted, Panin’s neutrality project had resulted in a breach between Great Britain and Russia. Then came Gustavus IlL’s sudden war with Russia in 1788. Bernstorff was bound by treaty to assist Russia in such a contingency, but he took care that the assistance so rendered should be as trifling as possible, to avoid offending Great Britain and Prussia. Still more menacing became the political situation on the outbreak of the French Revolution. Ill-disposed as Bernstorff was towards theJacobins. he now condemned on principle any interference in the domestic affairs of France, and he was persuaded that Danmark’s safest policy was to keep clear of every anti-French coalition. Frolnthis unassailable standpoint he never swerved, despite the promises and even the menaces both of the eastern and the western powers. He was rewarded with complete success and the respect of all the diplomatists in Europe. His neutrality treaty with Sweden (17th of March 1794), for protecting their merchantmen by combined squadrons, was also extremely beneficial to the Scandinavian powers, both commercialiy and politically. Taught by the lesson of Poland, he had, in fact, long since abandoned his former policy of weakening Sweden. Bernstorff’s great faculties appeared, indeed, to mature and increase with age, and his death, on the 21st of June 1797, was regarded in Danmark as a national calamity.
Count Bernstorff was twice married, his wives being the two sisters of the writers Counts Christian and Friedrich Leopold zu Stolberg. He left seven sons and three daughters. Of his sons the best known is Christian Gunther, count von Bernstorff. Another, Count Joachim, was attached to his brother’s fortunes so long as he remained in the Danish service, was associated with him in representing Denmark at the congress of Vienna, and in 1815 was appointed ambassador at that court. | Bernstorff, Andreas Petrus (I10016)
|
| 2969 |
TITEL: Greve
Christian Günther rigsgreve af Stolberg-Stolberg (9. juli 1714 – 22. juni 1765 i Aachen) var en tysk adelig og dansk overhofmester. Han var fader til Christian, Henriette Catharine og Friedrich Leopold zu Stolberg-Stolberg.
Han var søn af Christoph Friedrich rigsgreve Stolberg til grevskabet Stolberg og Henriette Cathrine f. rigsfriherreinde Bibra. I ung alder forlod han hjemmet, opdroges i Wernigerode og studerede i Halle. Han skulle ifølge faderens sidste vilje have delt besiddelsen af det stærkt forgældede grevskab med broderen, men foretrak at få udbetalt en årlig apanage frem for at forvolde en deling af grevskabet. Broderen holdt ikke forpligtelsen, og Stolberg måtte selv søge sig en eksistens. Ved sin slægtning grev Christian Ernst zu Stolberg-Wernigerodes indflydelse fik han 1738 ansættelse i dansk tjeneste som kaptajn ved Livgarden til Fods. Da militærtjenesten ikke tilfredsstillede ham, blev han 1744 udnævnt til amtmand i Segeberg. Hans slægtning enkedronning Sophie Magdalene udnævnte ham 1756 til sin overhofmester og jægermester. Året efter blev han hvid ridder og 1759 gehejmeråd. Stolberg hørte til den pietistiske retning og udmærkede sig ved sin humane tænkemaade og store retsindighed. På singård Stedingshof ved Bramstedt ophævede han vornedskabet, og på hans , som der står paa den mindestøtte, enkedronningen lod rejse til ære for Stolberg, løste hun alle sine undersåtter på Hirschholm Gods fra hoveri og gav dem arvefæste. Han døde 22. juni 1765 i Aachen på en baderejse.
Han ægtede 26. maj 1745 Christiane Charlotte Friedrike grevinde Castell-Remlingen (f. 5. september 1722). Grevinden var en udmærket, men i mange henseender excentrisk personlighed. På Rungstedgård, som hun købte 1766, havde hun besøg af kvinder fra Herrnhut, der omtale hendes . Hendes egen moder klager til kongen over, at datterens formue fortæres af lutter dårlige hængehoveder og andet pak, . Grevinden døde i København 22. december 1773 og jordedes efter eget ønske blandt bønder på Birkerød Kirkegård. | Stolberg, Christian Günther (I9081)
|
| 2970 |
TITEL: Greve
Danish and Prussian statesman and diplomatist, son of Count Andreas Peter von Bernstorff, was born at Copenhagen on the 3rd of April 1769. Titelated for the diplomatic service under his father’s direction, he began his career in 1787, as attaché to the representative of Danmark at the opening of the Swedish diet. In 1789 he went as secretary of legation to Berlin, where his maternal uncle, CountLeopold Friedrich zu Stolberg, was Danish ambassador. His uncle’s influence, as well as his own social qualities, obtained him rapid promotion; he was soon chargé d’affaires, and in 1791 ministerplenipotentiary. In ‘794 he exchanged this post for the important one of ambassador at Stockholm, where he remained until May 1797, when he was summoned to Copenhagen to act as substitute for his father during his illness. On the death of the latter (2 1st June), he succeeded him as secretary of state for foreign affairs and privy councillor. In 1800 he became head of the ministry. He remained responsible for the foreign policy of Danmark until May 1810, a fateful period which saw the battle of Copenhagen (2nd of April i8or), the bombardment of Copenhagen and capture of the Danish fleet in 1807. After his retirement he remained without office until his appointment in 1811 as Danish ambassador at Vienna. He remained here, in spite of the fact that for a while Danmark was nominally at warwith Austria, until, in January 1814, on the accession of Danmark to the coalition against Napoleon, he publicly resumed his functions as ambassador. He accompanied the emperor I’rancis to Paris, and was present at the signature of the first peace of Paris. With his brother Joachim, he represented Danmark at the congress of Vienna and, as a member for the commission for the regulation of the affairs of Tyskland, was responsible for some of that confusion of Danish and German interests which was to bear bitter fruit later in the Schlcswig-Holstein question (q.v.). He again accompanied the allied sovereigns to Paris in 1815, returning to Copenhagen the same year. In 1817 he was appointed Danish ambassador at Berlin, his brother Joachim going at the same time to Vienna. In the following yearPrince Hardenberg made him the formal proposition that he should transfer his services to Prussia, which, with the consent of his sovereign, he did.
It was, therefore, as a Prussian diplomat that Bernstorff attended the congress of Aix-la-Chapelle (October 1818), at the close of which he returned to Berlin as minister of state and head of the department for foreign affairs. Bernstorff’s management of Prussian policy during the many years that he remained in office has been variously judged. He was by training and temperament opposed to the Revolution, and he was initiated into his new duties as a Prussian minister by the reactionary Ancillon. He is accused of having subordinated the particular interests of Prussia to the European policyof Metternich and the “ Holy Alliance.†Whether any other policy would in the long run have served Prussia better is a matter for speculation. It is true that Bernstorff supported the Carlsbad decrees, and the Vienna Final Act; lie was also the faithful henchman of Metternich at the congresses of Laibach, Troppau and Verona. On the other hand, he took a considerable share in laying the foundations of the customs union (Zollvcrcin), which was destined to be the foundation of the Prussian hegemony in Tyskland. In his support of Russia’s action against Turkey in 1828 also he showed that he was no blind follower of Mctternich’s views. In the crisis of 1830 his moderation in face of the warlike clamour of the military party at Berlin did much to prevent the troubles in Belgium and Polandfrom ending in a universal European conflagration.
From 1824 onward Bernstorff had been a constant sufferer from hereditary gout, intensified and complicated by the results of overwork. In the spring of 1832 the state of his health compelled him to resign the ministry of foreign affairs to Ancillon, who had already *cted as his deputy for a year. I-Ic died on the i8th of March 1835. | Bernstorff, Christian Günther (I11041)
|
| 2971 |
TITEL: Greve
Geboren am 18.2.1874, gestorben mit 17 Jahren durch Selbstmord am 6.5.1891 in Lübeck. Sohn des alten Grafen Georg zu Reventlow. Besuchte das Catharineum in Lübeck und war bei Pastor Bernhard in Pension. | Reventlow, Georg Christian Eugen Heinrich (I12881)
|
| 2972 |
TITEL: Greve
Kaldet Dietrich den Lykkelige | Oldenburg, Dietrich, Greve af (I1723)
|
| 2973 |
TITEL: Greve
Lennart Ahlefeldt-Laurvig-Lehn
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Lennart greve Ahlefeldt-Laurvig-Lehn (4. maj 1916 på Hvidkilde –
28. marts 1945 i Ryvangen) var dansk greve, sekondløjtnant ved
Gardehusarregimentet og modstandsmand under Danmarks besættelse.
Han var yngste søn af greve og lensbaron Christian
Ahlefeldt-Laurvig-Lehn og Sophie Magdalene "Lenna" født baronesse
Reedtz-Thott.
Under dæknavnene "Holger Petersen" og "Peter Larsen" deltog han i
en militærgruppe på Fyn, som udførte modtagearbejde, våben- og
sprængningsinstruktion samt våbentransporter og sabotage. Andre
deltagere i gruppen var Alf Toftager og Ivar Sporon-Fiedler.
Han blev anholdt og dømt ved tysk krigsret og henrettet i
Ryvangen den 28. marts 1945. Han er mindet i Mindelunden i Ryvangen.
Kilder
Lennart Ahlefeldt-Laurvig-Lehn i Frihedsmuseets
Modstandsdatabase.
______________
Biografi af Lennart Ahlefeldt-Laurvig-Lehn
Greve, forvalter, f. 4.5.1916 i Egense, d. 28.3.1945 i Ryvangen.
F.: Kammerherre, greve Christian Julius Erik Ahlefeldt-Laurvig-Lehn,
f. 6.9.1878 i Brennerup, d. 7.2.1959 i Hvidkilde, og hustru baronesse
Sophie Magdalene, f. Reedtz- Thott, 6.9.1884 i Ullerslev, d.
14.3.1951 i Hvidkilde.
Tilknyttet modstandsledelsen på Sydfyn. Dæknavne: „Holger
Petersen“, „Peter L arsen“. Skolegang på Haahrs skole i Svendborg,
senere Stenhus Kostskole, hvorfra han i 1932 gik ud med realeksamen.
Han kom herefter i Svendborg Statsskole, som han dog forlod for at
uddanne sig ved landvæsenet. Aftjente i 1937-39 sin værnepligt som
garderhusar. 1939-40 tjeneste som sekondløjtnant. 1942 underforvalter
på Møhldrupgaard. Fra 1943 til han gik under jorden [som] forvalter
på Brahetrolleborg avlsgård. Medlem af Det konservative Folkeparti.
Fast forankret i nationale traditioner.
Den 9. april 1940 blev en dybskuffelse for ham, og han besluttede sig til at tage
kampen op under en eller anden form enten i allieret tjeneste eller herhjemme.
Mulighederne for at komme til Sverige og derfra til England var i
besættelsestidens første år ret små, men han fik hurtig kontakt med
illegale kredse her i Danmark, hvor han i begyndelsen var beskæftiget
med illegal pressetjeneste og efterretningstjeneste. Snævert
tilknyttet modstandsledelsen på Sydfyn. Beskæftigede sig her både med
våben- og sprængningsinstruktion, våbenmodtagelse fra luften,
våbentransport og sabotage.
Efter en Gestapo-razzia i oktober 1944 på
hans bopæl fik han ordre til at gå under jorden. Under et ophold i
Odense blev han imidlertid den 8. marts om morgenen arresteret af
Gestapo og kom i forhør på Husmandsskolen. Senere overført til
København, hvor han dømtes til døden og henrettedes den 28. marts
1945 i Ryvangen.
| Ahlefeldt-Laurvig-Lehn, Lennart (I14643)
|
| 2974 |
TITEL: Greve
Nekrolog i Tidsskrift for Landøkonomi 1909.
Det var en sympatisk og dygtig dansk landmand, vi mistede ved greve Frederik (Fritz) Ahlefeldts død den 24. februar. Han var født den 10. juni 1853 og var næstyngste søn af gehejmekonferentsråd lensgreve Frederik Ahlefeldt-Laurvigen (+1889).
Fritz Ahlefeldts lyst stod fra barndommen af til landbruget, han lærte dette bl.a. på Overdrevsgården hos de samvirkende sjællandske Landboforeningers første formand, baron G. WedellWedellsborg, og denne ridderlige og dygtige mands påvirkning har sikkert haft betydning for greve Ahlefeldt. I 1873 købte han hovedgården Kærsgård i Brænderup sogn, Odense amt, med 66 tdr. ager og eng hartkorn og 4 tdr. skovskyld, og da hans hustru i 1904 arvede Baroniet Lehn, overtog han også administrationen af dette. Som besidder af disse betydelige ejendomme fik han lejlighed til at give bevis for sin dygtighedsom landmand og administrator.
Greve Ahlefeldt besad en stor arbejdslyst, og han fulgte interesseret og forstående med udviklingen inden for landbruget, men han vovede sig aldrig længere ud, end han havde fast bund under fødderne,og han indlod sig ikke på ting, han ikke kendte til. Der var derfor over hans arbejde et præg af praktisk sans og sund tænkning, og han forstod også at få noget ud af sine sager. Ved siden af at væreen dygtig landmand var han tillige en rettænkende og human mand med retfærdig billighedsfølelse over for ligestillede og underordnede, han var derfor i høj grad afholdt som godsherre og på sin egn, ihvis kommunale liv han tog interesseret del. I henved 20 år var han sognerådsformand og ved sin død var han medlem af Assens amtsråd.
Da kammerherre Vind i 1891 trak sig tilbage som formand for Fyns Stifts patriotiske Selskab blev greve Ahlefeldt hans efterfølger. I 11 år, til 1902, ledede han dette selskab, der siden 1881 repræsenterede de fynske landboforeningers samvirksomhed. Han gjorde meget god fyldest i denne stilling. Han omfattede gerningen med levende interesse, og han ejede en stærk ansvarsfølelse og et sundt judicium, dertil den karakterens støtte pålidelighed, som burde være, men ikke altid er, en ufravigelig betingelse for at indtage en leders stilling på landbrugets som på andre områder. De mænd, der arbejdedesammen med greve Ahlefeldt, kunne trygt stole på hans selvstændige og loyale karakter, thi for ham var en mand en mand og et ord et ord. Dertil kom, at den frejdige og livsglade mand ved sin venlige og ligefremme optræden forstod at vinde dem, med hvem han kom i berøring.
Disse egenskaber kom ham fortrinlig til nytte, da han som præsident for landmandsforsamlingen i Odense 1900 stod som det danske landbrugs repræsentant; taktfuldt og dygtigt fyldte han pladsen, og landmandsforsamlingens underskud kan ikke bebrejdes ham eller hans medarbejdere, thi over vind og vejr råde vi mennesker nu engang ikke. Blandt de tillidsposter, greve Ahlefeldt beklædte i årenes løb, kanendnu nævnes, at han var medlem af Landhusholdsningsselskabets bestyrelsesråd i årene 1892-1900.
________________
Kammerherre Frederik Ludvig Vilhelm Greve Ahlefeldt Laurvigen og hans ældste Søn Christian Erik Julius Greve Ahlefeldt Laurvigen og dennes ægte agnatiske Afkom fik ved kgl. Patent af 3 Juli 1905 Tilladelse til at føre Navnet Ahlefeldt-Laurvig-Lehn samt til deres eget Vaaben at føje det friherrelige Lehn'ske Vaaben saaledes:
Et ved et udvidet Sølvkors firdelt Hovedskjold med et grevekronet Hjerteskjold; dette er delt; i 1. Felt en sort nedhængende Vinge i Sølv; i 2. Felt to røde Bjelker i Sølv. Hovedskjoldets 1. Felt blaat, deri en i en gylden Hellebard staaende Sølv Løve; 2. og 3. Felt: det Lehn’ske Vaaben — ulige tvær delt af Rødt og Sølv; i øverste og mindste Felt en Guld Krone, i inderste Felt en blaa Pæl, belagtmed et forlænget Sølvkors; 4. Felt blaat, deri en af Vand opstigende Guld Løve; paa Skjoldet 3 Hjelme; I: grevekronet med en kronet Guld Leopard, holdende 3 Dannebrogsflag i hver Forpote: II: grevekronet med det Ahlefeldtske Hjelmtegn: en naa en rød Pude siddende hvid Mynde med rødt Halsbaand; III: friherrekronet med det Lehn’ske Hjelmtegn: 2 Sølv Vesselhorn. Skjoldet omgivet af en rød hermelinsforet Kappe. (Vaabenafbildning i D.A.A. XII, 1924).
| Ahlefeldt-Laurvig-Lehn, Frederik Ludvig Vilhelm (I13438)
|
| 2975 |
TITEL: Greve
preussisk virk. gehejmeråd, Landagsmarskal, Klosterprovst iPreetz | Reventlow, Kurt (I13620)
|
| 2976 |
TITEL: Greve
Zeuge Heinrichs d. Löven 1163 | Heimbruch, Meinricus von (I175)
|
| 2977 |
TITEL: greve | Orlamünde, Hermand af (I157)
|
| 2978 |
TITEL: Greve | Wedel-Frijs, Erhard (I9727)
|
| 2979 |
TITEL: Greve | Holstein-Holsteinborg, Hinrich (I9996)
|
| 2980 |
TITEL: Greve | Leiningen-Dagsburg-Hartenburg, Frederik Emich (I7039)
|
| 2981 |
TITEL: greve | Friis, Frederik Ludvig (I7048)
|
| 2982 |
TITEL: Greve | Reventlow, Greve Cai Bertram (I7271)
|
| 2983 |
TITEL: Greve | Baudissin, Traugott Adelbert Ernst (I13317)
|
| 2984 |
TITEL: Greve | Ahlefeldt-Laurvig, Sigismund Herman (I13594)
|
| 2985 |
TITEL: Greve | Ahlefeldt-Laurvig, Johan Benedict (I13836)
|
| 2986 |
TITEL: Greve | Reventlow, Anna Laura Kunigunde (I14086)
|
| 2987 |
TITEL: Greve | Haugwitz-Hardenberg-Reventlow, Eberhard Carl Paul Erdmann Ferdinand Emanuel (I14200)
|
| 2988 |
TITEL: Greve | Scheel, Carl Boswell Christopher (I14381)
|
| 2989 |
TITEL: Greve | Ahlefeldt-Laurvig-Lehn, Greve Frederik Ludvig Vilhelm (I14391)
|
| 2990 |
TITEL: Greve | Reventlow, Heinrich Adolf Kurt Hans (I14459)
|
| 2991 |
TITEL: Greve | Ahlefeldt-Laurvig, Frederik Julius (I14613)
|
| 2992 |
TITEL: Greve | Ahlefeldt-Laurvig, Erik Otto Sigismund (I14696)
|
| 2993 |
TITEL: Greve | Reventlow, Wulf Magnus Lucius (I11778)
|
| 2994 |
TITEL: Greve | Bussche-Ippenburg Gen. von Kessell, Julius Clamor Friederich Wilhelm Von Dem (I11785)
|
| 2995 |
TITEL: Greve | Reventlow, Ludwig Carl (I12016)
|
| 2996 |
TITEL: Greve | Reventlow, Gottfried (I12116)
|
| 2997 |
TITEL: Greve | Reventlow, Joachim (I12126)
|
| 2998 |
TITEL: greve | Ahlefeldt-Laurvig, Carl Frederik Christoph (I12144)
|
| 2999 |
TITEL: Greve | Reventlow, Werner (I12430)
|
| 3000 |
TITEL: Greve | Reventlow, Heinrich Georg Christian (I12634)
|
|
1.jpg "Reventlow, Hilda Benedicte (1870-1870)")
