| |
Match 1,851 til 1,900 fra 11,367
| # |
Notater |
Knyttet til |
| 1851 |
Jørgen Erik Skeel, 1737-95, Statsminister, var en Søn af Gehejmeraad Holger Skeel. (d. 1764). Han fødtes 4. Febr. 1737 i Amtmandsboligen paa Nordborg, blev allerede 1755 Avskultant i Rentekammeret og1760 Kommitteret sammesteds. 1766 udnævntes han til Stiftamtmand over Bergens Stift og Amtmand i Søndre Bergenhus Amt, men beklædte kun en kort Tid denne Stilling, i det han allerede 1768 kaldedes til3. Deputeret for Finanserne og Medlem af Overskattedirektionen. I 1770 avancerede han til 2. Finansdeputeret og udnævntes tillige til Medlem af Direktionen for Fonden ad usus publicos, ligesom han ogsaa i Slutningen af samme Aar blev Medlem af den efter Gehejmestatsraadets Ophævelse nedsatte raadgivende "Konferens", der dog udelukkende kom til at beskæftige sig med finansielle Sager.
Desuden var han i 1770 Medlem af den Kommission, som skulde undersøge Aar-sagerne til en paa Bornholm udbrudt Misfornøjelse med forskjellige Skatter.
Allerede i Maj det følgende Aar fjærnedes han imidlertid af Struensee fra sine Embeder og maatte overtage Stillingen som Amtmand over Tønder Amt; men strax efter Hofrevolutionen 1772 kaldtes Skeel tilbage til Hovedstaden, blev Deputeret i Finanskol-legiet og Chef først for det danske, senere for det norske Kammer samt paa ny Medlem saa vel af Overskattedirektionen som af Direktionen for Fonden adusus publicos og fungerede tillige i nogle Maaneder som Direktør for Øresunds Toldkammer.
Desuden fik han Ordre til at indtræde som Medlem baade af den Kommission, der behandlede Skilsmissesagen imellem Kongen og Dronningen, og af den Kommission, der skulde undersøge de under Struensee-Regimentet skete Forandringer i Lovgivningen og Administrationen.
Det varede dog ikke længe, før han blev mindre velset af de nye Magthavere ved Hoffet, hvis Optræden han ingenlunde udelt beundrede, men endog til Tider frimodig udtalte sig imod. Han fjærnedes derforallerede i Slutningen af 1772 igjen fra Hovedstaden og maatte overtage Landdrostiet i Pinneberg, hvor han forblev indtil 1784, da han efter Kronprinsens Overtagelse af Regeringen beskikkedes til Stiftamtmand i Akershus Stift og Amtmand i Akershus Amt. Forholdene i de faa Aar, han virkede her, vare ingenlunde lette, thi dels var Forholdet til den svenske Nabo spændt, dels herskede der en ikke ringeGjæring iblandt Almuen i det sydlige Norge, og Skeel var selv Medlem af den Kommission, som 1786 nedsattes for at undersøge de fremsatte Klager over de lokale Embedsmænd-, men det lykkedes ham dog saavel ved sin Embedsførelse, særlig en levende Interesse for Norges Opkomst, som ved sin personlige Optræden at gjøre sig i høj Grad agtet og afholdt, hvorpaa han ved sin Afrejse, efter at han 1788 varbleven udnævnt til Justitiarius i Højesteret, modtog de mest utvetydige Vidnesbyrd.
Stillingen som Justitiarius kom han ikke til at beklæde, thi forinden han kunde faa overtaget den, udnævntes han 1789 til Statsminister og i. Deputeret i det vestindisk-guineiske Rente- og Generaltoldkammer. 1790 blev han tillige Medlem af den extra-ordinære Finanskommission, af Kanalkommissionen og den bestandige Kvægsygekommission og 1791 af den paa Schimmelmanns Foranledning nedsatte Kommissionangaaende Negerhandelens Ophævelse.
Han døde pludselig i Kjøbenhavn u. Jan. 1795. Han var 1755 bleven Hofjunker, 1758 Kammerjunker, 1769 hvid Ridder, 1779 Gehejmeraad og 1790 Elefantridder.
Efter hans Død holdtes der i Selskabet for Efterslægten en Mindefest over ham, ved hvilken Lejlighed saa vel Christen Pram som Rosenstand-Goiske, der nøje kjendte hans private og offentlige Færd, gavsympathetiske Skildringer af ham, hvori de navnlig fremhævede - hvad der i øvrigt bestyrkes af forskjellige spredte Udtalelser andensteds fra - hans klare Omdømme, store Arbejdsomhed, udprægede Retfærdighedsfølelse og en Sandhedskjærlighed, der end aldrig fornægtede sig lige over for Regenten, fremdeles hans ualmindelige Fordomsfrihed og Tolerance, hans mildtdømmende Sind og hans levende Medfølelse med Samfundets Stifbørn.
Skeel blev 30. Avg. 1765 gift med Anna Dorothea Ahlefeldt (døbt 14. Nov. 1743 i Ekernførde, f 25. April 1805 i Pinneberg), Hofdame hos Prinsesse Louise og en Datter af Oberst Henrik Ahlefeldt og Frederikke Krag.
_________________________________
Jørgen Erik Holgersen Skeel, Kaldet Jørgen Erik Scheel. Statsminister, Chef for Generaltoldkammeret, Gehimeraad, Ridder af Elephanten, Søn af Holger Skeel og Regitze Güldencrone, er født d. 4de Februar 1737 og opkaldt efter sin Faders og Farbroder. Han blev:
1755 Hofjunker og Auscultant (Person der overværer forhandlingerne i et kollegium uden selv at stemme) i Rentekammeret.
1758 Kammerherre;
1760 Commiteret i Rentekammeret;
1765, d. 30te Januar, holdt han Joord med Ane Dorthea Ahlefeldt (Datter af Oberst Henrik von Ahlefeldt og Frederikke Krag), Hofdame hos Prinsesse Louise, Frederik Vs. Søster, hvilket fandt Sted i Hoffets Nærværelse paa Slottet; d. 30te August s.A. stod deres Bryllup paa Fredensborg Slot;
1766 blev han Stiftamtmand i Bergen;
1768, d. 8de Februar, Deputeret i Rentekammeret, dog var han endnu i Mai Maaned Stiftamtmand i Bergen;
1769 Ridder af Danebrogen;
1770 Deputeret i Finanscollegiet;
1771 Amtmand i Tøndern;
1772 Deputeret i Rentekammeret og Chef for det danske Kammer og Øresunds Toldkammer under Finanserne. Skeel var i dette Aar Meddommer i Skilsmissesagen mellem Kongen og Dronningen (Nr. 9 af de 35 Dommere), cfr. Holst: For Romantik og Hist., Decbr.-Heftet 1870.
Samme Aar Landdrost i Pinneberg;
1779 Gehimeraad;
1784 Stiftamtmand i Christiania og Chef for Generaltoldkammeret; Samme Aar Ridder af Elephanten; 1795, d. 11te Januar, døde J. E. Skeel uden at have været sengeliggende, idet han reiste sig fra Spisebordet.
Om Skeels Virksomhed og Charateer haves det Vidnesbyrd, at han var en duelig Embedsmand, en retsskaffen og veltænkende Mand, og naar det et Sted anføres, at det i de da bevægede Tider var uvist, om hans Ophøielse ikke fornemlig skyldtes hans Forhold til General Gähler, „hvis Søster han havde til Ægte”, da maa hertil bemærkes, at Skeel ikke var gift med Gählers Søster, men derimod var nok Gählers Hustru Søster til Skeels Hustru. Af Skeels Forflyttelse og Forsendelser til Embeder udenfor Hoverstaden i de urolige Aar 1769-1772 kan man kun slutte, at Manden ikke har været Partimand, idet han snartvar yndet, snart mistænkt saavel af det Struenseeske som af det Guldbergske Regimente. Man seer saaledes, at han i 1769 blev Ridder og i 1770 Deputeret, ligesom han ogsaa i Slutningen af dette Aar, daGehimeconseillet ophævedes, kom ind i den da oprettede Gehimeconference Commision, der foruden af ham bestod af Schimmelmann, Gähler, Rantzau, v. Osten og v. Haxthausen, men at han derpaa i 1771 sendtes til Tøndern som Amtmand. Derefter siges der, at strax efter Struenses Fald (17de Januar 1772), afsendtes Bud efter Grev Thott, Gehimeraad Schack-Rathlou og Stiftamtmand Skeel, der ogsaa d. 28de Januar indfandt sig i Kjøbenhavn. Ind i selve Statsraadet traadte han imidlertid ikke, som de to andre, nævnte Mænd, han blev Deputeret i Finanserne og Rentekammeret, ligesom han beskikkedes til i Forening med Thott og Schack-Rathlon at undersøge de i disse halvanden Aar gjorte Forandringer i Lovgivningen, men inden Aarets Udgang maatte han drage til Pinnenberg forblev han, indtil Kronprinds Frederik1784 indtraadte i Regjeringen med Bernstorff som Raadgiver, da Skeel strax befordredes til Stiftmand i Christiania og nogle Aar senere kaldes til at være Statsminister. Det synes herefter, at Skeel ikke har bøiet sig for noget af Partierne, men bevaret sin honette Characteer og ene passet sin Embedsvirksomhed, hvori han dog stundom ved svagt Helbred.
At Forholdene ogsaa i det Aar kunde bevæge Skeels Moder til sin Dagbog at tilføie ved hans Kaldelse fra Bergen i 1768: „denne Forandring er i visse Henseender noget bekymmerlig”, er saare naturligt. Efter en Fortælling, som lever i familien, skal han ved sit Forhold i 1772 under et Ophold hos sin Svoger Chr. Brandt, da Administrator paa Rantzau i Holsteen, have paadraget sig det styrende Parti’s Uvillie. Brandt skal nemlig i et stort Selskab, han havde hos sig en Dag, have reist sig og udbragt en Skaal for „den retfærdige Regering”. Skeel, der som ædeltænkende Mand indigneredes over, at Chr. Brandt kort efter Broderen, den ulykkelige Enevold Brandts Henrettelse, kunde nedværdige sig til at udbringe en saadan Skaal, reiste sig øjeblikkelig fra bordet, lod sin Vogn kjøre for Døren og forlodSelskabet, hvilket Juliane Marie aldrig kunde tilgive ham.
Ved Skiftet efter Faderen fik J.C. Skeel i Forening med Broderen Vilh. Matth. Skeel Faareviele Gaard og Gods udlagt som Arv, men Aaret efter, 1767, solgte de denne Eiendom for 58,000 Rdl. Eiendommen var da af Hartkorn 282 Td. (Trap I. 778).
Ane Dorthea Ahlefeldt skal have levet flere Aar efter Skeels Død som Enke i Rellingen ved Pinneberg. Hun kan altsaa ikke være død allerede 1796, som de Lengnickske Saml. angive. Portrait af Jørgen Erik Skeel haves paa Birkelse. | Skeel, Jørgen Erik (I9949)
|
| 1852 |
Kadet 1803,
1808 månedsløjtnant,
udstationeret i kanonbåd ved den svensk-norske grænse,
18 apr 1809 sekondløjtnant,
1810 udstationeret ved kanonbådene vest for kap Lindesnes,
1810 - 1813 i den danske auxilliærstyrke (som hjalp Napoleon),
24 sep 1815 premierløjtnant,
30 jun 1816 a la suite (orlov til anden tjeneste),
27 nov 1822 afrejse til Indien, tjeneste i Tranqebar og Frederiksnagore,
6 feb 1825 kaptajnløjtnant,
28 maj 1825 tilbage i København.
1826 næstkommanderende på korvetten Fortuna på togt til Vestindien,
hvor han druknede.
Ugift. | Obelitz, Johannes Balthazar Gebhardt von (I10822)
|
| 1853 |
Kadet i landetaten 1719, 1723 løjtnant i søetaten, 1735kaptajn og fabriksmeste r v e d H o l m e n s skibsbyggeri, 1738kommandørkaptajn, 1758 kommandant over Strømmen, adle t14/1 0 174 0. | Thura, Dideric de (I9762)
|
| 1854 |
Kadet i søetaten, Meklenburg-Schwerinsk kammerjunker | Rantzau, Ulrik Hannibal (I10019)
|
| 1855 |
Kaldes 1356 Detlev de Buchwald Volrads son. Deltog 1365 i salget afMalkendorp o g s a m m e å r u n d er navnet Detlev geheten Snote i slægtensforlig med staden Lübeck. Me n 136 6 k al de s ha n at te r Detlevus deBuchwald filius Volradi de Buchwaldi et forløfte s amme n me d Det le v deB uchwa l d i n Swinekulen. I 1368 Detlevus de Buchwald alias dictus S notes om fo rlove r fo r Emek e Hak e ,kald es 1387 kun Snote de Buchwald ognævnes med hr. H inri k de Buc hwal d og Ot to de B uchwa l d til p
ræ stenMassebekes tr
o hånd, ligesom han med samme hr. Hinrik de Buchwald varforlover for Volquin Part z o w o g e n d e l ig optræder med samme hr. Hinrikde Buchwalds sønner til ovennævnte præs t Ma ss ebek es t r o h ånd.
Var 1394 hertug Gerhards og greverne Claus og Alberts råd, kaldes1397 Detlevus de B u c h w a l d a l ias dictus Snothen. Levede endni i 1410 ogvar da forlover for broderen Otto . | Buchwald, Snote Detlew von (I1480)
|
| 1856 |
Kaldes 1363 Marquardus Sestede dictus de Hütten | Sested, Marquadus de Hütten (I1045)
|
| 1857 |
Kaldes 1375 Henneke Limbek og vidnede da sammen med sin fader,stævnedes også 1 3 7 7 t i l a t m ø d e for den kejserlige domstol. Var 1379ridder og pantsatte da gods i Als l e v og K um merl ev , s om hertug Valdemarhavde afstået til hans frænde hr. Johannes Limb e k ti l Løgu m Kl oster fo r 15 0 m ark, som han var klosteret skyldig for den skade, han o g h ansfr ænde hr . Nic olau s Kud y hav de t ilføjet klosteret, og i betaling forderes lejer ste d (grav plads ) i Klost eret , når g ud kal dte
d em - besegletaf ha
ns fader hr. Lyder Limbek, Nicolaus Kudy og Gotskalk Skyærv,riddere, samt Blixe L i m b e k , h a n s broder. | Limbek, Johan (I1170)
|
| 1858 |
Kaldes 1429 hr. Detlevessøn og beseglede da til vitterlighed med Barthold Rønnow og Henneke Kreye Rønnow. Ligeledes 1444, da han udstedte sone i en drabssag.
Var 1445 med "Detlev van Buchwald to Redewiisch in deme kerspele to Odesslo"og "Vollert v a n B uchwald to Hemmingstorpe" forlover for Volrad Heest.
Beseglede 1450 med sine brødre Vollert og Claus til vitterlighed med Henning Pogwisch til F a r ve (se denne). Ligeledes 1454 med broderen Claus og med Hartich von Buchwald. Solgte 146 0 g od s til Cismar kloster. Var 1461 amtmand på Segeberg og beseglede samme år stadsfæstelse n p å Ha mborgs privilegier.Var 1462 kgl. råd og forlove r for kongen til junker Mauritius. V ar 1 463 f orlover for sinbroder Hinrik, havde med sine brødre "Clawes vnde Hinrik gehet e n van B uchwal d alle broder hern Dethleues sone knapen wonhafftich in den kerspelen alse t o der Crem pe vnd e Slamerstorpe" solgt gården og byen Stolpe til en rådmand i Lübeck, hvilke t kong Chri stian 1 463 stadsfæstede. Var 1464 vidne, da kongen gav samtykk e til Lemeke vo n Buchwalds o g Wolf Po gwisch's mageskifte med Lübeck kapitel .
Fik samme år et hus i forlening af kongen. Beseglede 1465 som kgl. råd Steinburgs pantsætte l s e til staden Hamborg. Beseglede ligeledes samme år sammen med Joachim von Buchwald Detele ve ss om kongens forlig med de svenske og var sendebud for kongen til indbyggerne på Femer n . Be seg lede 1469 forbundet i Kiel og recessen i København og 1470 konkordatet i Segeberg . Var 14 74 k gl.råd og endnuamtmand på Segeberg. Havde 1474 på kongens vegne købt Pronstor f af Bertr am vo n Buchwald og skulle sælge samme til kongens bedste, havde 1475 selv overtag et denne gå rd .
Kaldes 1475 Detlev van Buchwald thor Syrave im kerspelthor Krempe kr. Detleffesson. Besvarede 1480 på ridderskabets vegne på Rendsburg slot for kongen de lybske og hamborgske klager . K aldes 1483 Detlev van Buchwald des olden hr. Detleuesson wanaftich tho Tzirauwe og var da mægler mellem Hans von Buchwald til Ekelstorf og Arensbøckkloster.
Levede endnu 1486 og købte da gods i Berchstede sogn af Luder Heest,men solgte det samme år til Reinbek kloster. Var død 1488. | Buchwald, Ditlev (olde Ditlev) von (I2205)
|
| 1859 |
kaldes 1470 "des olden herrn Siverdesson" | Sested, Otto Sivertsen (I20267)
|
| 1860 |
Kaldes 1592 "til Haistrup". Hans livshistorie efter 1592 er ukendt. | Hansen, Laurs (I4075)
|
| 1861 |
Kaldes 1592 "til Haistrup". Hans livshistorie endnu ukendt for tiden
efter 1592. | Hansen, Jens (I4074)
|
| 1862 |
kaldes Knus Saxstrups enke i 1484 | Lykke, Birgitte Pedersdatter (I2168)
|
| 1863 |
Kaldet "Tante Aggie" | Hansen, Agnes Marie Mathilde Almira (I15472)
|
| 1864 |
Kaldte sig tillige Gregorius. Immatrikuleret 1649 i Greifswald, 1658 iAltdorf, 1664 k a m m e r h e r re hos dronning Sophie Amalie, derefterhofmester hos prinsesse Wilhelmine Ern es ti n e i nd t i lde nnes ægteskabmed kurprins Carl af Pfalz i 1671
, fik år
et efter rejsepas tilHeidelberg, var 1674 resident ved det kurpfalziske hof.
Rathlousdal (40 tdr. hartk.) er beliggende i Odder sgn.,Gersdorfflund i Gos m e r s g n - b e g g e i Hads hrd. Ejendommen kom i hansbesiddelse i 1661 ved hans hustrus a r v e fte r f aderen .
Kaldte sig tillige Gregorius. Immatrikuleret 1649 iGreifswald, 1658 i Altdorf, 1664 k a m m e r h e r re hos Dronning Sophie Amalie, derefter hofmester hos prinsesse Wilhelmine Er ne st i n e in dt il d ennes ægteskabmed kurprins Carl af Pfalzi 1671
, fik å | Rathlou, Gregers von (I6554)
|
| 1865 |
Kammerherre, 2,. Staldmester, Ritmester. | Krag-Juel-Vind-Frijs, Julius Benedictus (I14275)
|
| 1866 |
Kammerherre, Hofjægermester | Ahlefeldt-Laurvig, Sigismund Ludvig (I14014)
|
| 1867 |
Kammerherre, Hofjægermester, Tiendekommissær i Tryggevælde Distrikt, 1817 Geheimekonferensraad | Holstein, Christian Frederik von (I10839)
|
| 1868 |
Kammerherre, Oberst, Hofmarskal | Bülow, Engelke Heinrich von (I11311)
|
| 1869 |
Kammerherre. Overhofmester. Han var Søn af Stiftamtmand Henrik Adam B., var 1784 Kammerjunker hos Dronning Juliane Marie og til sidst Overhofmester hos Dronning Marie Sophie Frederikke. 1801 fik han Danebrogsordenen. Død 25. Febr. 1830. Han ægtede 1786 Bertha Grevinde Scheel / Skeel (f. 1766 d. 1787) og 1790 Anna Ernestine Grevinde Schack (f. 1771 d. 1805); den eneste Søn af sidstnævnte ægteskab blev i Aaret 1822 optaget i den danske Grevestand som Brockenhuus-Schack. Overhofmester, hvid ridder. | Brockenhuus, Johan Ludvig (I10909)
|
| 1870 |
Kancellisekretær, cand. theol. Henrik
Christian W. til Bramminge (1726—60),
som 22. April 1757 optoges i den danske Adel
med Navnet Wormskiold, var Fader til
Rentekammerdeputeret, Konferensraad Peder
Wormskiold (1750—1824), hvis ugifte Søn,
Premierløjtnant, cand. jur. Morten
Wormskiold (1783—1845), kendt som Deltager i
Forskningsrejser til Grønland og Kamtschatka,
blev sin Slægts sidste Mand.
Kammersekretær ved Toldkammeret
_____________________________
Wormskjold, Peder, 1750-1824, Rentekammerdeputeret, var en Søn af Kancellisekretær Henrik Christian W. til Bramminge (f. 17. Okt. 1726 d. 6. Maj 1760) og Ingeborg Christiane Teilmann (f. 1720 d. 4. Maj 1785). Han fødtes 26. Avg. 1750, studerede fra 1767 ved Sorø Akademi særlig Kameralvidenskaberne, tog 1771 juridisk Embedsexamen ved Kjøbenhavns Universitet, blev 1776 Kammersekretær ved det vestindisk-guineiske Rente- og Generaltoldkammer, men overgik det følgende Aar i den tilsvarende Stilling ved Rentekammeret, hvor han 1781 udnævntes til Kommitteret, 1796 til Deputeret og fra 1810 var 1. Deputeret. Desuden blev han 1784 Medlem af Kommissionen til at undersøge det kongl. Theaters Forfatning og var 1786-92 Medlem af Theaterdirektionen. End videre fik han 1786 Sæde i den store Landbokommission, hvor han – jævnlig fra et mere konservativt Standpunkt end det, Kommissionens Flertal indtog – udførte et betydeligt og sagkyndigt Arbejde. Ligeledes var han fra 1793 Medlem af Direktionen for Frederiks Hospital, fra 1798 af Kreditkassens Direktion, fra 1802 af den extraordinære Finanskommission, fra 1804 af Kuratelet for Vemmetofte Kloster, fra 1807 af Provideringskommissionen for Sjælland,fra 1816 af Finansdeputationen og af Kommissionen angaaende den islandske Handels Frigivelse. Han døde 15. Marts 1824 Paa Frederiksberg.
1779 var han bleven Kammerraad, 1781 Justitsraad, 1797 Etatsraad, 1805 Konferensraad, 1811 Kommandør og 1817 Storkors af Danebrog. Han var ganske utvivlsomt en utrættelig og udmærket dygtig Embedsmand, som desuden, trods en ofte alt for stærk Fastholden af sine Anskuelser om tvivlsomme Spørgsmaal, paa Grund af sin noble Karakter, sit lyse og milde Sind var i høj Grad afholdt baade af sit Embedspersonale og af sin Omgangskreds. - 23. Nov. 1781 blev han gift med Margrethe Mette de Teilmann (f. 9. Juni 1757, d. 22. Nov. 1837 i Aarhus), en Datter af Morten de T. til Ristrup og Mette v. Gersdorff.Thaarup, Fædrenelandsk Nekrol. G. Kringelbach. | Wormskiold, Peter Worm (I10755)
|
| 1871 |
kansler hos Kong Hans, 1520 biskop i Århus | Bille, Biskop, Rigsraad, Kansler Ove (I3206)
|
| 1872 |
Kappelan i Meldal i Norge fra 1642 og sognepræst sst fra 1657
havde 7 børn | Meldal, Sten Evensen (I6518)
|
| 1873 |
Mindst én nulevende eller privat person er knyttet til denne note - Detaljer er udeladt. | Danmark, Joachim Holger Waldemar Christian, Prins af (I19569)
|
| 1874 |
Kaptajn i Livgarden; besidder af grevskabet Samsøe fra 1914 til dets afløsning 1921, derefter ejer af Brattingsborg Gods; besidder af det Holmegaardske fideikommis og Holmegaard Glasværk; fra 1914 overdirektør for Gisselfeld adelige Jomfrukloster, hvor han boede med sin familie og med stor energi tog del i administrationen af klosteret, landbruget og skovene. På Samsø forbedrede han godsets drift. | Danneskiold-Samsøe, Aage Conrad (I14669)
|
| 1875 |
Kaptajn i Norge
Sophie var Augustinus' første kone.
(Kilde: Hirsch: Danske og Norske Officerer under svigersønnen)
(Kilde: Olai Ovenstad: Militærbiografier (norske))
Steen Thomsens database dec 1997
Kapitajn Augustinus M. (f. 1713 d. 1782) paa Halse Gaard (Stangvik Sogn, Nordmøre) og hans 1. Hustru, Sophie f. Hammond (f. 1726 d. 1762). | Meldahl, Augustinus (I9618)
|
| 1876 |
Kaptajn og gårdejer på Sør-Nust i Odalen, 70 km NØ for Oslo
Poul er stamfar til militærslægten Gaarder. Han indtrådte i hæren i
1707, var først i Oplandske nasjonale infanteriregiment, var i 1713
sergent i Skiløberkompagniet Søndenfjelds, secondløjtnant 1716,
premierløjtnant 1717, karakteriseret (ca = konstitueret) kaptajn 1719.
Under Store Nordiske Krig (1700-1721) 'gaves ham lejlighed, som endnu er
i minde, at vise sin uforfærdede behjertighed, som og forstand' skriver
hans datter i 1779.
Regimentet blev nedlagt ved fredsslutningen 1721 og Poul kom så på
ventepenge.
Han blev ansat som kaptajn og kompagnichef ved 2' Akershus nationale
Infanteriregiment 1722,
og her var han så i godt 20 år som chef for det Vingerske kompagni.
Han køber i 1730 gården Sør-Nust i Odalen, 70 km NØ for Oslo, og 2 år
senere købte han 2 enge til. Datteren Kirsten skriver i 1779 at 'ved
uheldig interessentskab i Andals Kobberverk ragede han i så slette
omstændigheder, at han ved sin død ikke efterlod min mor andet end en
temmelig stor gæld og 10 umyndige børn. Han ... var de sidste 6 år
syg og sengeliggende, da han i krigens tid havde tilsat sin helse og
fået en blodstyrtning, som blev hans død.'
(Kilde: JCW Hirsch: Danske og norske Officerer 1648-1814. RA + mikrokort)
(Kilde: Olai Ovenstad: Militærbiografier (norske))
(Kilde: Karen Marie Buchwald, Frederiksberg: Notater)
(Kilde: Niels P Vigeland: Sør-Odal og Nord-Odal bygdebok)
(Kilde: Sør Odal bygdebok VIII. 1996)
(Kilde: Kjeld Bugge i Norsk Slektshistorisk Tidsskrift bd 30, 1985 & 31 1986)
(Kilde: Munthe: Vore fælles Ahner i NGT III, faksimile 1957)
(Henv.: Raabe: Norske Stamtavler)
(Kilde: Danmarks Adels Aarbog 1974: Finn Andersen: Obelitz)
(Kilde: B Obelitz: Begyndelse..slægten Obelitz. Manuskript 1963 (Frb.Bibl))
Fra Steen Thomsens database dec 1997 | Gaarder, Poul (I8462)
|
| 1877 |
Kaptajn R af D. Tandlæge i Aarhus. (CJP) | Westergaard, Carl Rudolph (I13222)
|
| 1878 |
Kaptein i Rostock. | Hein, ? von (I16891)
|
| 1879 |
Karen Sophie er af fornem slægt, alle hendes tip-tip-tip-oldeforældre er
adelige.
Hun blev enke med 10 uforsørgede børn og ingen formue.
Flere af børnene blev sat i pleje hos hendes slægtninge.
I 1754 forpagter hun gården Sør-nust til en Jens Kristensen Melstrøm.
(Kilde: Danmarks Adels Aarbog 1890: Budde)
(Kilde: Kjeld Bugge i Norsk Personalhistorisk Tidsskrift 1985)
(Kilde: Niels P Vigeland: Sør-Odal og Nord-Odal bygdebok)
(Kilde: Sør Odal bygdebok VIII. 1996)
(Kilde: Danmarks Adels Aarbog 1974: Finn Andersen: Obelitz)
(Kilde: B Obelitz: Begyndelse..slægten Obelitz. Manuskript 1963 (Frb.Bibl))
Fra Steen Thomsens database dec 1997 | Budde, Karen Sophie (I9509)
|
| 1880 |
Kavaljer på ambassaden till Köpenhamn för att avhämta Carl XI's drotting Ulrika Eleonora. Ärvde 1660 Ellinge slott & blev förståndare för Walkendorfska kollegiet i Köpenhamn fram till 1701. Han slösade bort sitt arv så grundligt att han måste låna bröd av sina egna bönder. Han blev därför kallad "Hans Lånekaka". Hans Walkendorff nödgades att sälja Ellinge 1714 p g a skuld. | Walkendorff, Hans (I7561)
|
| 1881 |
Kgl. fiskemester, Amtsforvalter over Frederiksborg og Kronborg Amter. | Meincke, Heinrich (I6542)
|
| 1882 |
Kielman v. Kielmansegg, Frederik Christian Friherre, 1639-1714,
Statsmand, Søn af Kansler Johan Adolf K. v. K.
Han var født i Slesvig i. Febr. 1639, studerede 1655-56 i
Leiden og Siena og udnævntes efter at være hjemvendt til Kammerjunker hos Hertugen af Gottorp og Vicehofmester. Som saadan administrerede han Biskop August Frederik af Lybeks Ejendomme og ledsagede Fyrsten paa Rejser i Udlandet. Ved Faderens Side begyndte han snart at spille en betydelig Rolle i den gottorpske Politik. Han tog ivrig Del i Oprettelsen af Universitetet i Kiel 1665, var Aaret efter Gesandt i Berlin og tilskyndede Christian Albrecht til Forbindelsen med Prinsesse Frederikke Amalie, Frederik III's Datter, 1667, i hvilken Anledning han udnævntes til Gehejmeraad. 1670 havde han væsentlig Del i Forhandlingerne med Danmark om den pløenske Arvestrid og var som Vicepræsident for den holstenske Regering uden Tvivl udset af Faderen, hvis Kræfter begyndte at tage af, til at blive dennespolitiske Arvtager. 1676 toges han med Faderen og Brødrene til Fange og hensad nogen Tid i Nyborg. I April 1677 udnævntes han til Amtmand i Trittau og Reinbek og tog Ophold i Hamborg, hvor Hertugen beboede det Kielmanske Hus, men allerede i Juli fik han Befaling at trække sig tilbage til sine Godser. Saa varmt Hertugen i Begyndelsen havde taget sig af Brødrene, saa uforsonligt var nu hans Had tildem. Han havde set, hvor let de havde formaaet at udrede den store Løsesum til Kongen af Danmark, og deres Fjender søgte at overtyde ham om, at deres kolossale Formue var erhvervet ved Udsugeiser af hans Land. Truede med en Fiskalproces til Undersøgelse af deres Administration gave de sig under Christian V's Beskyttelse.
I Aarevis dannede Brødrene K. et Tvistens Punkt mellem de 2 Fyrster, uden at der indtraadte en forsonligere Stemning hos Hertugen. 1679 ophøjedes han og hans Brødre i den tyske Rigsfriherrestand. 1701udnævntes han til dansk Gehejmeraad. Han henlevede sine sidste Aar i Hamborg, beskæftiget med lærde Sysler, og døde her 25. Sept. 1714. K. efterlod et Bibliothek paa over 50000 Bind, der ved hans Dødspredtes ad. Han ejede Satrupholm, Opdrup, Wandsbek og Kohøved.
1666 ægtede han Maria Elisabeth Ahlefeldt (f. 1643 d. 1709), en Datter af Claus A. til Gelting. | Kielmansegg, Frederik Christian Kielmann von (I7529)
|
| 1883 |
Kilde: DAA 1936 Brockdorff pg 8.
Denne oplysning er i modstrid med DAA 1930 vedr. Rantzau, der ikke angiver Margrethe Rantza u som datter af Poul Rantzau. | Rantzau, Margrethe (I16461)
|
| 1884 |
Kilde: Lorentz Bie: Stamtavle over den Norsk-Danske slægt Bie. (København 1947) | Bie, Caroline Mathilde (I10434)
|
| 1885 |
King Frederik III of Danmark's Queen, Sofie Amalie was not among Danmark's most popular, in fact she is remembered more for her bizarre mood swings and frequent execution decrees against those she considered her enemies, than for her virtues as Queen of Danmark. The unpopular Queen is reported to have installed fear into the heart of many a courtier, and woe was he or she who dared to ignite SofieAmalie's wrath. In fact some stories tell of a vindictive Queen who was just a little too fond of proclaiming "Off with his head!"
Sofie Amalie's notorious hatred for those who displeased her is probably best seen in the bizarre tale of the executed doll. The story, which is still recounted today in both royal and public circles,has not lost any of its strangeness in the 338 years since the events occurred.
Our story begins in 1661 during the reign of King Frederik III and Queen Sofie Amalie, with Kaj Lykke, who was a nobleman and a landowner known in court circles. Although he was one of the wealthier members of the landed gentry Lykke was reportedly more interested in matters of the heart than he was in matters of the state. Tongues wagged all over court and over tea in the parlours of Danmark's aristocrats recounting the romantic escapades of the amorous Lykke. Many were baffled by Lykke's obvious success with the ladies. After all he was not an attractive man - in fact it was said that he bore a remarkable resemblance to a portly sheared sheep! Nevertheless this Danish Casanova had the ability to make ladies of all ages and classes go weak at the knees with his romantic overtures.
Sofie Abelsdatter, a humble and lowly servant girl was no exception. Sofie was one of a host of young girls who fell prey to Lykke's charms. Employed as a parlour maid on one of Lykke's estates theiraffair began in the spring of 1656 - an affair that would inadvertently lead to the end of Lykke's charmed existence, as he knew it.
Word of Lykke's scandalous liaison with a servant girl spread quickly. Sofie was greatly distressed and saddened that her love for Lykke had resulted in her becoming fodder for vicious tongues. And how those tongues wagged. "To think that a man of his noble standing would allow himself to be associated with such a lowly creature." Whispered the courtiers. Even the farm labourers and townsfolk onceso amiable began to shun Sofie. "We don't want the likes of you around these parts." They hissed.
In an effort to comfort the melancholy Sofie, Lykke wrote many a love letter urging his lover to disregard such scorn saying; "My dear, pay no heed, you should hear what they are saying here at courtabout our very own Queen Sofie Amalie. They say that she lies with her lackeys."
The scandal however, was too much for the young and inexperienced Sofie. Knowing that she could never hope to marry her Lord and Master, poor Sofie broke off the liaison and reverted to her life as amere servant girl. Happiness did eventually come to Sofie, who married Lykke's groom Peder Børting a little over a year later.
Time passed. Sofie and Peder were content and Lykke continued to melt the hearts of serfs and gentry alike. However, in 1660 a conflict over money arose between Lykke and the Børtings. Filled with anger Sofie seized the opportunity to use the long forgotten love letters as a dangerous weapon against her former sweetheart. Within days the letter with the treacherous remark about Queen Sofie Amalielay in the hands of the Royal Prosecutor.
Once the wrathful Queen learned of the letter there was little if no hope at all for the Danish gigolo. Outraged by the apparent insult the Queen decreed that Lykke's right hand be hacked off in frontof her palace in Copenhagen. Thereafter he was to be beheaded with his disembodied head placed on a stake outside the palace as a warning to anyone who would dare dishonour the Queen.
Aware that the letter could very well be interpreted as treason and fearing for his life, Lykke had quickly gathered his assets and escaped to foreign shores. Any search for the convicted nobleman would indeed be fruitless. Terrified that failure to produce Lykke might end in their own deaths, the Queen's prosecutor, guards and executioner decide to mock up an execution, using an effigy of Lykke having failed to track down the real man. After all, the Queen would be viewing the proceedings from a safe distance at one of the palace windows. She would never know.
Thereafter followed what must be one of the most bizarre executions in history. A doll made to resemble Kaj Lykke was brought before the guillotine. In a very public display the executioner hacked offthe limp hand of 'Lykke' while the soldiers on guard moved the doll around in an effort to simulate Lykke writhing in agony. The doll was then dragged 'kicking and struggling' to the block where, without delay, his head was chopped off.
Bizarre though is may sound, the plan worked. For weeks afterwards, the woodenhead of the doll was posted high on a stake overlooking the hustle and bustle of 17th century Copenhagen life. And the story goes that Queen Sofie Amalie went to her grave in 1685 believing that Kaj Lykke had met a just end. For his part Lykke returned to Danmark after the Queen's death and word has it that he used the story of his own 'execution' to charm women until his death some 14 years later. | Lykke, Kaj (I7072)
|
| 1886 |
king of Ireland (1177-1216), king of England (1199-1216), duc de Normandie (1199-1204), duc d'Aquitaine (1199-1216), comte de Poitiers, d'Anjou og de Tours (1199-1216), comte du Maine (1200-1205) | Plantagenêt, John I Lackland (I223)
|
| 1887 |
King of Poland 1445-1492, Grand Duke of Lithuania | Jagiello, Kazimierz IV (I2263)
|
| 1888 |
Kiora | King, Frank Richard (I22290)
|
| 1889 |
Kirstine Jørgensdatter | Lykke, Kirstine (I5011)
|
| 1890 |
Kjeld Thor Tage Otto Reedtz-Thott ( 13. marts 1839 - 27. november 1923 ) blev landets nye konseilspræsident ( statsminister ) fra 7. august 1894 og indtil 23. maj 1897. Han blev gift den 4. maj 1864 iKøbenhavn med Elisabeth Adelgunde von Bülow af Plüskow ( 8. januar 1841 - 25. november 1909 ). Hun fødte den 29. juni 1872 sønnen Otto lensbaron Reedtz-Thott ( 29. juni 1872 - 10. oktober 1927 ) på Gavnø gods i Næstved. | Reedtz-Thott, Kjeld Thor Tage Otto (I13963)
|
| 1891 |
Knighted 1664
Knighted 1664 | Walkendorff, Christofer (I6800)
|
| 1892 |
Knob, Laurids, 1498-1546,
af en oprindelig holstensk Slægt, Søn af Laurids K. til Gyllebo i Skaane og Tale Baad, blev født paa Lykaa Slot. I en forholdsvis ung Alder betroedes ham i Marts 1523 af Kong Christian II det vigtigeNykjøbing Slot og Len, som han imidlertid snart efter overgav til Frederik I, næppe helt uvillig, thi vel mistede han Hovedlenet, som den nye Konge gav til Holsteneren Jørgen v. der Wisch, men han beholdt Gjedsergaard som et selvstændigt Len lige til sin Død og desuden Majbølle Birk, som han havde i Pant.
I de følgende Aar træffes hans Navn i den danske Adels bekjendte Forsvarsforbund 1527 mod Hartvig v. der Wisch og i den Kreds af Adelsmænd, som Aaret efter vare udsete til at ledsage Kongen ud af Riget. Grevefejden førte ham heller ikke tilbage til hans fordums Herres Parti; tvært imod skal han have ledet Aalholms Tilbagetagelse 1535, og sagtens som Belønning herfor blev han Høvedsmand paa dette til Dronning Sophies Livgeding hørende Slot, ogsaa en kortvarig Herlighed, thi han mistede det alt Aaret efter. L. K., der skrev sig til sin Fædrenegaard Gyllebo, døde alt 1546.
Efter sin første Hustrus, Sidsel Valkendorfs, Død 1541 havde han ægtet Kirsten Tidemand, som siden ægtede Poul Abildgaard til Vranderup og døde 1557. Thiset. | Knob, Laurids (I2999)
|
| 1893 |
Knud 6. (1163-1202), konge af Danmark 1182-1202. Med støtte fra den mægtige sjællandske stormandsslægt, Hviderne, blev Knud allerede i faderens, Valdemar 1. den Stores levetid valgt til hans efterfølger. Han videreførte faderens konsolidering af kongemagten og gennemførte tillige en ekspansionspolitik i Nordtyskland, der gjorde Danmark til Nordeuropas stærkeste stat. Fra hans tid stammer titulaturen ”de venders konge”, der indtil 1972 indgik i den danske kongetitulatur. | Danmark, Knud 6, Konge af (I190)
|
| 1894 |
Knud Steensen var en af kong Frederiks II's skibshøvedsmænd, og somsådan gjorde h a n t j e n e s t e under Den Nordiske Syvårskrig, hvor hanreddede livet ved det store skibsf or li s un d e r Go tl an d. En overganghavde han været høvedsmand på Island.Oprindeligt va r ha n ej er a f L un dbygå rd . Me n i 1574 aftalte han medkong Frederik II et mageskifte. D et ko m n u ikk e ti l udf ørel s e ihansl evetid - han døde juleaften 1575 på Lundbygård. H ans en ke A nna Lu ndeti l Grim stedg år d på Lol
la nd fortsatteimidlertid forhandlingerne ommageskiftet, og 1577 fik hun skøde på Kroga g e r . S kødet h a r e n f længe,og en tilføjelse på skødet af 17. feb. 1658, der skyldes Vi nc en ts Stee nsen, fo rt ælle r, a t flængen opstod, da svenskerne plyndredegården.Det gods , An n e Lun ge fi k, besto d a f Krog agerg ård og 16 gårde,deriblandt Brobjerg, samt 9 huse , nog l e engha ver o g et bundg arns stade," som n u først i dette g og va r forsynet me d teglt ag,det var é t loft h øjt, og det inde holdt to ka mre o g forstue n.
Det andethus var påto stuer, hvoraf fruerstuen var den ene, og to kamre. De tosidste h u s e i n deholdt ølkæld e r , s altkælder og mu n s ig e t par gå rde i Snøde so gn, li ges om hu n fikSnøde sogns kirketiende i livsfæs te. H un m å do g have syn tes, atbygninge rne va r fo r uans
e lige, og allerede mens sønnen, Hans Steensen,var på sin store udenlandsre jse, be g y n d t e h un a t opføre det nuværendeSteensgård. I 1582 kom sønnen hjem og fortsatte b ygg e r i e t , o g i 1585sto d gård
en færdig. | Steensen, Knud (I3691)
|
| 1895 |
Kokkedal
St John's
Colstoun
From Gwen Broun:
He named his property "Colstoun". When in Danmark John and his wife Charlotte lived in great splendor, entertaining King Christian on many occasions. They made a lot of money out of indigo plantationsuntil a chemical dye was invented and the market dried up. It was then that John decided to come to Australia with his family. He chartered the ship "Marquis of Hastings" and brought his wife and ninechildren, two servants, and all his household furniture and treasures. He was then 51 years of age and when they arrived in Sydney he was able to get a nice home on the banks of the river at Parramatta where they lived while he looked for a suitable property to buy. He found it in the Upper Patterson Valley and called it "Colstoun" and took his family to live there. They lived there happily until1860 when John became ill and returned to Parramatta. His son-in-law Dr Walter Brown cared for him at Brislingtonuntil his death. He is buried at St John's where a plaque was placed in his memory. | Brown, John (I11774)
|
| 1896 |
Kom 1587 i Sorø skole, genopførte 1616 det 1603 nedbrændte Gråstenslot, hyldede 1616. | Ahlefeldt, Gregers von (I4660)
|
| 1897 |
Kom 1695 på det ridderlige akademi i København, berejste England,Tyskland og Holl a n d , 1 7 0 7 k a mmerjunker og forskærer, 1710 jægermesterover Nørrejylland, 1712 etatsrå d , 17 2 5 kon fe re nsråd , 1731 hvid ridder,1744 geheimeroudal.I Gosmer kirke er tårnb ue n de lvis t lukk et af rift udhugget epitafiumover Chr. Rathlou og S o p h ie Schack, hvi s ki ste r forud en fler e andrestår i rummet, der lukkes af et jerngitter f r a 17 5 9 med s ammes init ialer.Op retted e 7. aug. 1749 afsine godser stamhuset Rathlousdal f o r sinhu s t rus br oders øn, stats ministe r Joachim Otto von Schack Rathlou, derovertog Rathlou sd a l 1771 , m e n død e barnlø s 1800, hv orefter det kom tilen fjern slægtning, geheimeråd Chr i sti an Fre de ri
k v on Holstein tilLystrup (d.1828). Sønnen, købmand Niels Rosenkrantz von Hol stei n, d e r 1 8 2 8 fi k tilladelse til at føre navnet Holstein- Rathlou, efterfulgtes1848 a f s i n s ø n a f sa mm enav n (d.1850). Sidstnævntes søn,hofjægermest
er Christian Frederik Emil von Holstein-Rathlou døde 1910,stamhuset kom til søn n e n H u n o v o n H olstein-Rathlou, men overgik 16.jun. 1921 til fri ejendom, hvor- efte r 2 2 0 ha b l e v afgi ve tti ludstykning.
Kom 1695 på det ridderlige akademi i København, berejste England,Tyskland og Holl a n d , 1 7 0 7 k a mmerjunker og forskærer, 1710 jægermester over Nørrejylland, 1712 etatsrå d , 1 72 5 ko nf er ensråd , 1731 hvid ridder,1744 geheimeråd.
Hans hustru var hofdame hos prinsesse Sophie Hedevig. I 1767, da hun var enke , k ø b t e h u n f o r 9.468 rdl. Rindlevgård (Fruering sgn., Hjelmslev hrd., Skanderborg am t) , f r a 17 74 k al dt S op hielund, og indlemmede den under Rathlousdal.
I Gosmer kirke er tårnbuen delvist lukket af rift udhugget epitafium over Chr. Ra t h l o u o g S o p hie Schack, hvis kister foruden flere andre står i rummet, der lukkes a f e t j er ng itte r f r a17 59 med sammes initialer.
Oprettede 7. aug. 1749 af sine godser stamhuset Rathlousdal for sin hustrus broders ø n , s t a t s m inister Joachim Otto von Schack Rathlou, der overtog Rathlousdal 1771, me n dø d e bar nl ø s 1 800 , hvorefter det kom til en fjern slægtning, geheimeråd Christian F reder i k von H ols te in t i l Ly strup (d.1828). Sønnen, købmand Niels Rosenkrantz von Hols tein , de r 1828 f ik t ill adel s etil a t føre navnet Holstein- Rathlou, efterfulgtes 184 8 af s in sø n af samm e nav n (d .1850 ) . Sids
tnæ vntes søn,hofjægermester Christian Frederik Emil von Holstein-Rathlou død e 191 0 , s t a m h uset ko m til sønnen Huno von Holstein-Rathlou, men overgik 16.jun. 1921 ti l f ri ej e n d o m , hvor- efte r 220 ha blev afgivet til udstykning. | Rathlou, Christian von (I8677)
|
| 1898 |
Kom 1695 på ridderakademiet i København, 1707 jagtjunker ogkammerjunker. Hans hus t r u v a r o v e r hofmesterinde hos dronning AnnaSophie. Overtog Rathlousdal ved arv fra Fa de r e n i 16 81 , 16 86 f ik densædegårdsfrihed fra 1674 at regne.
Kom 1695 på ridderakademiet i København, 1707 jagtjunker ogkammerjunker. Hans hus t r u v a r o v e r hofmesterinde hosdronning AnnaSophie. Overtog Rathlousdal ved arv fraFade r e n i 16 81 , 16 8 6 fi k densædegårdsfrihed fra 1674 atregne. | Rathlou, Frederik Carl von (I7320)
|
| 1899 |
Kom hjem fra Holland 1684. | Qualen, Hans von (I7498)
|
| 1900 |
Kom ifølge familietraditionen i tiden 1404-06 fra Braunschweig tilHolsten med e n t i l e n k e n e f ter den i 1404 i Ditmarsken faldne grevGerhard, Hertuginde Elisabeth, f ød t pr inse s s e a f Braun schweig-Lüneburgudsendt undsætningsstyrke. Han
nævnes
imidlertid først i aktstykkernei 1413, da han sammen med sin broder Henrik ("Dyde r i k u . H i n r i kgeheten Blome") lånte Otto Sehested 88 mark. Var 1420 amtmand iTønder. | Blome, Didrik (I1575)
|
|
.jpg "Reventlow, Friedrich 1755-1828")
