| |
Match 1,801 til 1,850 fra 11,367
| # |
Notater |
Knyttet til |
| 1801 |
Indskrevet i Preetz kloster 1680.
Indskrevet i Preetz kloster 1680. | Rathlou, Catharina Margrethe von (I6788)
|
| 1802 |
Indskrevet i Roskilde adelige Jomfrukloster, men rejste 1915 til USA.
Ugift. | Obelitz, Rigmor von (I13947)
|
| 1803 |
Indskrevet i Roskilde adelige Jomfrukloster.
Danmarks Adels Aarbog 1974: Finn Andersen: Obelitz
Steen Thomsens database dec 1997 | Obelitz, Caroline Mathilde von (I14916)
|
| 1804 |
Indskrevet i Roskilde adelige Jomfrukloster. | Obelitz, Hansine Ludovica Elisabeth von (I14030)
|
| 1805 |
Indskrevet i Roskilde adelige Jomfrukloster. | Obelitz, Marie Elisabeth Augusta von (I11872)
|
| 1806 |
Indskrevet i Roskilde adelige Jomfrukloster. Ugift. | Obelitz, Charlotte von (I14185)
|
| 1807 |
Indskrevet i Sct Johannes Kloster i Slesvig.
(Kilde: Danmarks Adels Aarbog 1974: Finn Andersen: Obelitz)
Steen Thomsens database dec 1997 | Obelitz, Anna Elisabeth Henriette von (I12829)
|
| 1808 |
Indskrevet i St. Johannes kloster i Slesvig | Ahlefeldt-Laurvigen, Antoinette Agnes Matilde (I13687)
|
| 1809 |
Indskrevet i Vallø adelige Stift.
(Kilde: Danmarks Adels Aarbog 1974: Finn Andersen: Obelitz)
Steen Thomsens database dec 1997 | Obelitz, Astrid von (I19617)
|
| 1810 |
Indskrevet på Vallø adelige Stift.
(Kilde: Danmarks Adels Aarbog 1974: Finn Andersen: Obelitz)
Steen Thomsens database dec 1997 | Obelitz, Annie Elisabeth Henriette von (I15149)
|
| 1811 |
Information comes from submission to Family Search org. | Kaas, Magdalena Elizabeth (I11270)
|
| 1812 |
Ingeborg bevidner 1424 at have til Laans af Kong Erik og Dronning Filippa Smerupgaard (Refs Herred) og alt det Gods i Thy og Mors, hendes Husbond [Niels Strangesen, d. 1423] og hun havde tilskjødet Dronning Margrethe, og besegler da med det Dosenrodeske Vaaben, død 1440. (DAA, Dosenrode) Efter Folrad Stampes død g.m. Niels Strangesen. Otto Folradsen Stampe og Strange Nielsen Strangesen således halvbrødre: Ingeborg Ottesdatter Stampe tilstod 1477, at hun af sin farbroder Hr. Strange Nielsen har faaet et Kongens Pantebrev paa Øland for 100 mark, hvilket Pant Kongen havde undt hende uafløst paa ti Aar og lovede at betale Hr. Strange de 100 Mark inden Mikkelsdag. (http://jesper.tribalpages.com/tribe/browse?userid=jesper&view=0&pid=419&rand=612184555) | Dosenrode, Inger Henriksdatter (I1599)
|
| 1813 |
Ingeborgs historie kan læses i bl.a. Skalk, 1983:5, s. 26.
Isambour married Philipp Augustus twice. This is the sad Agnes de Meran story. The French King wanted a friendship of Danmark and so married Isambour who was a "country girl" but he then fell in lovewith Agnes de Meran, so he dropped Isambour and put her into a convent. After several children were born to Agnes de Meran, the Pope stepped in and forced the king to take Isambour back (they were married again in 1200). He pretended he did but then the very young Agnes died. Isambour was treated as Queen but they probably never shared the bed together and no children were born. | Valdemarsdatter, Ingeborg (I268)
|
| 1814 |
Ingen børn. Wiberg: Almindelig dansk Præstehistorie.1867-73 Vestens præstesamlin g , R A H å n d s k r.saml. 14.N.7.Under Schurmann Richter: Dødsfald i DK. 1761-90 &1791-18 9 0 . + A Juli n : S kj ult e pers | Schurmann, Anna Bigitte E (I10800)
|
| 1815 |
Mindst én nulevende eller privat person er knyttet til denne note - Detaljer er udeladt. | Rosenborg, Ingolf, Greve af (I19512)
|
| 1816 |
inhumée à Commelle | Bert, Geneviève Marie Régis (I15335)
|
| 1817 |
Inhumée à St Cyr | Portalis, Hélène Adrienne (I12467)
|
| 1818 |
Initiativtagare till sammanställningen ur lagböckerna från Attundaland, Tiundaland och Fjädrundaland och skrivande av Upplandslagensom år 1296 tingslystes och bekräftades, varvid de tre folklanden sammanfördes till Upplands lagsaga. Birger vallfärdade år 1312 till Rom. Begravd i Uppsala domkyrka | Pettersson(Finstaätten), Birger (I759)
|
| 1819 |
Innocent IV, papa (180, 1243 - 7. december 1254)
(Sinibaldo Fieschi) | Fieschi, Innocenzo (I329)
|
| 1820 |
Inntrådte i den sachsiske hær i sitt 14. år og fikk ensærdeles god utdannelse både i teoretisk og praktisk retning. I 1715 deltok han i den danske flåte ved Rügen, men tålte ikke sjøen og gikk tilbaketil sachsisk tjeneste. I 1717 ble han løytnant, gikk i keiserlig tjeneste og kjempet med utmerkelse i Serbia og på Sicilien. Ved sin hjemkomst i 1721 ble han utnevnt til oberst, deltok så i de følgende år i en rekke felttog, en tid på Korsika i genuesisk tjeneste , i den polske tronfølgekrig 1732-35, da han bl e utnevnt til generalmajor og førte høyere kommando under kamper i Polen og ved Rhinen.I 1737 gikk han i russisk tjeneste med rang av generalløytnant og deltok medberømmelse i krigen mot tyrkerne. I 1740 bl e han "general-en- chef" og guvernør i Estland. Som øverstkommanderende for artilleriet deltok han i 1742 i det finske felttog og ledet til slutt de underhandlinger som førte til svensk kapitulasjon i Helsingfors . Men dette varbare innledningen til hans event yrlige karriere. I1743 ble han ansatt som generalløytnant i den franske hær og kom som militær sjef til å spille en fremtredende rolle i den østerrisk e arvefølgekrig. Seieren ved Fontenoy skyldtes i ikke liten grad hans fremragende ledelse. Senere inntok han festningene Gent, Oudenarde, Ostende og Namur og satte kronen på sine bedrifter ved erobringen av Bergen op Zoom.Etter denne ganske enestående rekke av glimrende bedrifter ble han utnevnt til marskalk av Frankrike. | Løvendal, Ulrich Friederich Valdemar (I8766)
|
| 1821 |
Iver Rosenkrantz (5. december 1674 på Rosenholm - 13. november 1745 samme sted), dansk statsmand.
Han var søn af gehejmeråd Erik Rosenkrantz til Rosenholm og Margrethe Krabbe til Vemmetofte. Gift 1. gang 1. juni 1702 i København med Birgitte Gersdorff (ca. 1687-1719). Gift 2. gang 19. februar 1721i København med Charlotte Amalie Skeel (1700-63) Iver Rosenkrantz kom 1691 på Ridderakademiet i København. 1694-97 i udlandet. 1698 blev han kammerjunker hos prinsesse Sophie Hedvig. Fra år 1700 anvendes han til talrige diplomatiske sendinger. 1708-09 var han hofmarskal på Frederik 4. 's fornøjelsesrejse til Italien . I 1709 blev han udnævnt til amtmand over Københavns Amt. 1717 udnævnt til gehejmeråd . Frederik IV havde i sine senere regeringsår angst overfor den gamle adel og betjente sig i stadig stigende grad kun af sin dronning Anna Sophie Reventlow's tyske slægtninge. Iver Rosenkrantz blev i den forbindelse udnævnt til amtmand over Viborg Amt, hvilket havde karakter af fjernelse fra hoffet. Med den nye konge Christian VI 's tronbestigelse i 1730 vender Rosenkrantz dog tilbage til København, hvor han udnævnes til gehejmeråd i konseillet, oversekretær i danske og tyske kancelli samt ridder af elefanten . Yderligere blev han hofmester hos kronprins Frederik , præsident i Højesteret, patron for Københavns Universitet . Stillingen havde karakter af storkansler, selvom han aldrig fik titlen. Iver Rosenkrantz var nu landets mægtigste mand næst efter monarken. Denne stilling holdt han i fem år, hvorefter han på grund af uenighed om landets udenrigspolitiske linje degraderedes til menigt medlem af regeringen. I 1740 fik han sin afsked med en pension på 5000 rigsdaler årligt.
Som godsejer havde Iver Rosenkrantz også succes. Fra forældrene ved moderens død i 1716 arvede han Vosnæsgaard, som dog hurtigt blev solgt. I 1727 købte han fædrenegodset Rosenholm fra sin halvniece Hilleborg Gyldenstierne. I 1735 købte han Ryegaard og arvede 1737 Egholm og Krabbesholm i fællesskab med sin hustru. I sin ministertid havde Iver Rosenkrantz naturligt nok foretrukket at bo på sine sjællandske herregårde samt i sit københavnske palæ (i dag Lerches Gård). Men 1740 vendte han hjem til Jylland for at tage fast ophold på Rosenholm. Dette slot moderniserede han totalt, så det i det indre blev et tidssvarende hjem i barokstil. Desuden anlagde han barokparken i tilknytning til dette sted. Kronen på værket blev ophøjelsen af Rosenholm til stamhus 1743.
Iver Rosenkrantz døde knap 71 år gammel i 1745. 2000 mennesker fulgte hans begravelsestog til Hornslet Kirke.
____________________
Biografi fra DBL
Iver Rosenkrantz (5. december 1674 – 13. november 1745) var statsmand og en søn af gehejmeråd Erik Rosenkrantz til Rosenholm og Margrethe Krabbe til Vemmetofte.
Faderen mistede han allerede, da han var 7 år; men han synes at have fået en meget omhyggelig opdragelse og en god undervisning, uvist dog ved hvilke lærere. 1694 tiltrådte han en udenlandsrejse, dervarede et par år. I januar 1698 blev han efter sin tilbagekomst udnævnt til kammerjunker hos prinsesse Sophie Hedevig; men det skulle dog ikke blive Hoffet der blev hans levevej. Allerede i året 1700udnævntes han (30. oktober.) til afsending hos Carl XII, og han opsøgte da også denne i Lifland; men han blev ikke modtaget, således at han måtte rejse hjem uden så meget som at have talt med den svenske Konge. Heldigere var han i det mindste personlig, da han 1702 kom til England som statsafsending og kunne virke her indtil 1705. Det ser ud til, at han har gjort et godt indtryk i de engelske statsmandskredse og ved dronning Annas hof. Da han var kommen tilbage der fra, valgte kong Frederik 4. ham til at følge med på hans italienske rejse 1708-9 som hofmarskal. De forhold, der førte til, at Frederik 4. kastede sig ind i Den Store Nordiske Krig (1709), kaldte atter Rosenkrantz til diplomatisk virksomhed. Han sluttede i september 1709 et forsvarsforbund imellem Danmark og biskoppen af Münster, og derefter underhandlede han med sømagterne, hvad der var begyndelsen til, at han i flere år (indtil 1714) var statsafsending i England. Derpå nævnes han som deltager i fredskongressen i Brunsvig,der dog blev betydningsløs. Der knytter sig ikke træk af særlig vigtighed til hans diplomatiske virksomhed; men når man ser ham blive så stærkt brugt på dette område, tyder det på, at han har gået forat være dygtig dertil.
Imidlertid var han allerede 1709 bleven udnævnt til amtmand i Københavns Amt, en stilling, som forholdene dog hidtil havde gjort det umuligt for ham at give sig af med. Fra året 1716 derimod kunne hanovertage den, og han fik tillige i dette år sæde i Politi- og Kommercekollegiet, hvor han kom til at virke som formand indtil 1723. I året 1709 var han blevet Ridder af Dannebrog, 1717 fik han gehejmerådstitel. Men nu i 1723 indtraf der en forandring i hans stilling, der ganske sikkert ikke var efter hans hoved; han blev (30. august) gjort til stiftamtmand i Viborg. Denne flytning fra København ogfra centralstyrelsen, der var en følge heraf, var åbenbart en virkning af det lidenskabelige had til den gamle danske adel, der netop på denne tid kulminerede hos kongen og få måneder i forvejen havdefået udtryk ved hans bekendte regeringsregler for hans søn, hvor han advarer imod at bruge mænd af denne stand i høje embeder. Rosenkrantzs virksomhed var nu i en række år begrænset til, hvad der vedrørte en afsides jysk egn; men den kunne have sin betydning ved det kendskab, han her vandt til forholdene fjernt fra hovedstaden. Medens han åbenbart i denne tid må opfattes som lidet i nåde hos kongen, bevarede han det venskabsforhold til kongens søskende, prins Carl og prinsesse Sophie Hedevig, der allerede var blevet grundet ved hans stilling en del år tilbage som kammerjunker hos prinsessen. Efter at han først havde været gift med en datter af Frederik Gersdorff, Birte, der var død 1719 uden at have født ham børn, havde han i året 1721 ægtet Charlotte Amalie Skeel, der var datter af Christen Skeel til Vallø og søsterdatter af brødrene Christian Ludvig og Carl Adolf v. Plessen, og det nære forhold, hvori han derved kom til disse mænd, blev endnu nøjere ved den berøring, han jævnlig havde under sit liv i Viborg med den førstnævnte af dem, der indtil slutningen af 1725 var stiftamtmand i Århus. En følge af disse forhold var det, at Rosenkrantz hørte til, hvad man må kalde oppositionenunder Frederik 4.’s sidste regeringsår, og dermed også til dem, som det kunne ventes at kronprinsen, den senere Christian 6., ville knytte til sig, så snart han blev konge.
Således kom det da også til at gå. Straks den første dag efter faderens død kaldte den unge konge Rosenkrantz til at tage Sæde i konseillet, foruden at han gjorde ham til Ridder af Elefanten, og Rosenkrantz blev tillige sat i spidsen både for det danske og det tyske kancelli (bestalling af 17. oktober 1730), således at han havde en storkanslers virkeområde, uden dog at bære den høje titel. Ved Siden deraf fik han overtilsyn med kronprinsens opdragelse. Da begge Plessenerne vare hans kolleger i konseillet, syntes der at være udsigt til behageligt samarbejde på statsstyreisens øverste trin, og Rosenkrantz var desuden i høj grad genstand for kongens tillid. Også han fra sin side satte kongen højt, således som han har givet det udtryk i et brev til en ven, hvor det hedder: ”Sikkert har der aldrig levet en retfærdigere eller bedre Fyrste i Verden end vor nuværende Konge, og vi kunne kun ønske, at slige Følelser og et sligt Liv kunne vare evig.”
Det var et fremskridt, at Rosenkrantz kom til at afløse U.A. Holstein som chef for de tvende kancellier; han stod over denne både ved dygtighed og, hvad personlighedens finhed angår. Ligesom Rosenkrantzs portrætter vise os en smuk mand med et mildt og nobelt udtryk i ansigtet, således få vi et ganske lignende indtryk af hans hele færd. Han var en, ædel og ren karakter, venlig i omgang og elskværdig at have at gøre med. Det kan vel være, at han havde et for ensidigt godsejersyn på landboforholdene, og at han havde vel megen adelsmandsfølelse; men han havde også adskillige af den ægte adelsmandsgode egenskaber, og det blev med rette sagt om ham af en fremmed diplomat, at han var et smukt eksempel på en adelsmand af den gamle slags. Hans dannelse var fin og grundig med den klassiske farve, som man på den tid kunne træffe den hos betydeligere fornemme mænd rundt omkring i Europa. Han havde i så henseende drevet det til at blive en stiv latiner, således at han kunne skrive velformede latinske digte. Med dette stod i forbindelse, at han satte stor pris på videnskabelige studier i det hele, og ligesom det virkede med til, at han stillede sig i et personligt venskabsforhold til Hans Gram,således gjorde det ham vel skikket til at være universitetets patron, hvad han var bleven 16. marts 1731.
Rosenkrantz medbragte fra sin tidligere diplomatiske virksomhed kundskaber på dette område, der måtte have betydning for ham, da han nu som oversekretær i det tyske kancelli tillige blev udenrigsminister, og han havde desuden i sine andre embeder vundet godt kendskab til landets forhold i flere retninger; han var også samvittighedsfuld i sin embedsførelse. Som udenrigsminister var han afgjort merefremtrædende, end hans forgængere i den senere tid havde været, og det har sin interesse at se ham gøre begyndelsen på, hvad der siden blev i høj grad iøjnefaldende hos bernstorfferne, nemlig ved sinedepecher at sætte de danske diplomater ind i regeringens politiske opfattelse af de europæiske forhold i almindelighed. Men når han dog ved sin stilling til kongen åbenbart var mindre fri i sin virksomhed, end de bleve det, så står han unægtelig ej heller ved siden af dem, hvad overlegent politisk blik angår. Man vil vel overhovedet, hvor stor sympati man end føler for ham, og hvor meget man end anerkender hans dygtighed, næppe sætte ham i den første række af vore statsmænd; man har ikke ved ham egentlig indtrykket af en overlegen mand.
I sin udenrigspolitik mødtes han godt med kongen i at søge et venskabeligt forhold til Sverige og ikke mindre i den politik, der førte til traktaterne med Østrig og Rusland i 1732, som skaffede nye garantier for Slesvigs besiddelse. Under den rivalisering imellem England og Frankrig, der netop nu begyndte igen, foretrak han afgjort tilslutning til den første af disse magter, og han fandt deri stærk støtte hos sine kolleger brødrene Plessen; men højst sandsynlig ville han dog ikke uden hjælp fra anden side have kunnet trænge igennem med sin politik over for den indflydelse, som krigsministerenLøvenørn udøvede på kongen i franskvenlig retning. Når striden imellem disse statsmænd endte med, at der 1734 blev sluttet forbund med England, skyldtes det ikke Rosenkrantzs overlegne indflydelse, men de råd, som kongen fik af sin fætter grev Stolberg-Wernigerode. I virkeligheden var Rosenkrantz s stilling allerede begyndt at blive vaklende.
Hvor nøje man end kunne have troet at forholdet ville blive imellem kongen og det konseil, han havde valgt sig, da han besteg tronen, holdt det dog ikke længe. Efter at Rosenkrantz og plessenerne havde virket til, at Christian 6., så snart han blev konge, skyndte sig med at ophæve landmilitsen, måtte de lide et nederlag, da de et par år efter forgæves bekæmpede tanken om at genindføre den. Uheldigvis kan man ikke give Rosenkrantz og hans tvende kolleger den ros, at de ved denne lejlighed havde stået på bondefrihedens side, thi hvad de ville have kongen til at stille i stedet for landmilitsen,var i virkeligheden et stavnsbånd fra det 14. til det 40. år. Det var Løvenørn, som her havde sejret over dem, og samtidig med at Rosenkrantz tillige havde at kæmpe med denne på det udenrigske område,blev han uenig med kongen med hensyn til de kirkelige forhold, hvor han selv ganske bestemt stod på det gamle ortodokse partis side, medens Christian 6. mere og mere gled over i pietisternes lejr. Denmodsætning, der her fremkom, skærpedes åbenbart end mere ved den pietistiske nidkærhed, der opfyldte kongens damer, både hans dronning, Sophie Magdalene, og hans svigermoder, den magtlystne markgrevinde af Bayreuth. Så indtraf tillige det store uheld for Rosenkrantz, at hans hustru gjorde skandale. Skønt hun ikke mere var helt ung og havde født ham 5 børn, var hun ikke lidt flanet og koketterede på en aldeles upassende måde med unge herrer. Følgen deraf var et blodigt sammenstød imellem 2 af hoffets unge kavallerer hos hende selv, en historie, der opvakte kongens levende forbitrelse imod hende, og som ikke kunne andet end skade både Rosenkrantz og hendes onkler. Det var kun få dage efter dette optrin, at Ludvig Plessen i januar 1734 trådte ud af konseillet. Det blev nu en pinlig tid for Rosenkrantz hans hustru havde bragt ham i folkemunde på en alt andet end behagelig måde, og efter at begge plessenerne havde forladt konseillet, stod han alene tilbage der, blot med en ubetydelig mand,Blome, til kollega. Hans stilling hos kongen var så undergravet, at denne ventede, at han ville tage sin afsked. Rosenkrantz gik imidlertid ikke, uvist af hvilken grund, og kongen lod ham foreløbig blive siddende; men hvor liden hans tillid til ham var, viser et sådant træk som det, at han lod Schulin, der den gang var sekretær i tyske kancelli, jævnlig gennemlæse Rosenkrantzs ekspeditioner og udtale sig for ham selv om dem.
Et sådant forhold kunne naturligvis ikke vare længe, og Rosenkrantz afløstes allerede 12. maj 1735 som oversekretær i danske kancelli af J.L. Holstein og 28. maj som oversekretær i tyske kancelli af J. S. Schulin. Derimod beholdt han sine pladser som medlem af konseillet og som patron for universitetet. I kraft af denne sidste stilling havde han få år i forvejen (1732) virket med til, at universitetet havde fået en ny fundats. Det ville være uret at nægte, at han derved havde virket til fremskridt i flere henseender; men man må uheldigvis tilføje, at der dog blev stående så meget forældet, ogat der endnu kom til at fattes så meget af nødvendige udvidelser, at man må sige, at Rosenkrantz og hans gode ven og rådgiver Hans Gram ved denne lejlighed viste, at de langtfra havde eformånd nok.
Stillingen som medlem af konseillet gjorde det ganske vist også efter 1735 muligt for Rosenkrantz at tale et ord med i vigtige statsspørgsmål; men han måtte nødvendigvis føle sig ene der, således somdette nu blev sammensat. At han ikke var bange for også under disse forhold at udtale meninger, som han kunne sige sig selv at kongen ikke ville synes om, viser det, at han i året 1737 indgav en indtrængende forestilling imod et forslag af generalprokurøren Andreas Hojer om indførelse af landfiskaler (fiskal: embeds mand, som anklagede på det offentliges vegne, landfiskal samme på landet), som skulle holde vågent øje med, hvad der skete imod loven og forordningerne. Rosenkrantz frygtede med grund for, at dette kunne føre til et uhyggeligt spionage, der ville gøre en slet virkning på befolkningen; men han kunne lige så lidt trænge igennem her som ved flere andre lejligheder, hvor han udtalte sig om ret vigtige forhold. Det var i det hele langt fra, at kongen fik mere tilovers for ham, efterat han var fratrådt sine stillinger i danske og tyske kancelli. I det Christian 6. i stigende grad opfattede brødrene Plessen som ubehagelige ppositionsmænd, blev Rosenkrantz på grund af sit nøje forhold til disse mænd også genstand for hans mistro. Da banken i København grundedes 1736, fandt kongen, at Rosenkrantz var alt for lidt ivrig i at tegne sig for aktier i dette af ham selv stærkt begunstigede foretagende, og med en klar hentydning til plessenerne skrev han i den anledning til Schulin: ”Gehejmeråd Rosenkrantz viser ved enhver Lejlighed, af hvilken Bande han er, og at han ikke vil flattere os.” Det synes også, som om Rosenkrantz, der i det hele holdt for meget af at høre sig selv tale, ikke altid var tavs nok, og at han, der med en stor overbærenhed ganske tilgav sin hustru og endog viste hende megen tillid, havde ondt ved at holde tæt over for hende, som ingenlunde var diskret nok. Men var der nogen egenskab, Christian 6. krævede af sine ministre, var det tavshed, og ærgerligsagde han derfor, at Rosenkrantz ikke kunne tie længere, end til han så sin kone.
Alt dette tilsammenlagt giver indtryk af, at Rosenkrantzs stilling i årene efter 1735 var alt andet end behagelig, og dertil kom, at kongen efterhånden også blev uenig med ham, hvad den udenrigske politik angik. Rosenkrantz holdt på dette område stadig fast ved, at forbund med England burde foretrækkes for en fransk alliance. Da 1739 det tidligere forbund med England blev fornyet, kunne det se ud,som om Rosenkrantzs politiske system endnu skulle opretholdes; men meget snart derefter foregik der en svingning i den danske politik over imod Frankrig, således som Løvenørn og Schulin vare ivrige for. Ved nytårstid 1740 blev der truffet hemmelige aftaler om et dansk-fransk forbund, der skulle træde i kraft, så snart alliancen med England var udløbet. Efter denne svingning var Rosenkrantzs forbliven i konseillet umulig længere, og 27. april 1740 fik han pludselig sin afsked. Det brev, hvorved kongen meddelte ham dette, indeholdt ingen påskønnelse af hans lange virksomhed i statens tjeneste, men dog den forsikring, at det kun var hensynet til hans alder, ikke derimod nogen misfornøjelse eller tanke om at vise ham unåde, der gjorde, at han fritog ham for mere at deltage i konseillets forhandlinger; han skulle have en pension på 5000 Rdl., og han ville kunne vælge, om han ville være stiftamtmand i Odense eller Århus. Rosenkrantz fandt imidlertid, at han havde været embedsmand længe nok,og ønskede desuden ikke at stå under nogen minister. Han bad derfor om at måtte få pensionen uden at behøve at overtage noget nyt embede, og dette indrømmede kongen ham.
Rosenkrantz havde efter sin far arvet Rosenholm, og senere (1735) købte han Rygård og året efter Egholm, begge godser i Sjælland. Da han fik sin afsked, forlod han København og boede på sine godser, mest på Rosenholm. Hvorledes han tilbragte sin tid der ovre, har han skildret i et digt på latin til Gram 1741. Det viser, at om han end havde syssel nok og endnu kunne finde glæder i livet, følte handog smerte ved den uret, han mente at han havde lidt. Det har derfor måttet være ham en glæde, da kongen et par år efter hans afsked greb en lejlighed til at vise ham, at han tænkte med venlighed på ham. Han forhøjede nemlig uden nogen anmodning fra Rosenkrantzs side hans pension med 1000 Rdl. Netop den gang havde han fået at vide, at Rosenkrantz var svagelig, og han skrev i anledning af pensionsforhøjelsen til J. L. Holstein: ”Maaske lever Rosenkrantz ikke længe. Katarrhalske Febre ere farlige for en Mand i hans Alder. Det gjør mig ret ondt for den brave Mand”. Ikke længe efter skænkede han Rosenkrantz en kostbar dåse med brillanter. Efter forskellige svingninger endte forholdet imellem kongen og Rosenkrantz således mildt og harmonisk.
Rosenkrantz døde 13. november 1745. I sit andet ægteskab havde han 5 børn, 3 sønner og 2 døtre. Meget bekendt blandt sønnerne blev Fred. Chr. Rosenkrantz hans enke, som 1750 fik ordenen de la fidelité, døde 1763. | Rosenkrantz, Iver (I8473)
|
| 1822 |
J.N.Dumstorff i brev til J.N.v. Lente: (Chr. v. Lentes Brevsaml.)
Von neuem bericthe, dass der älteste Hr. Graff von Ahlefeldt gestern Abent Glock 9 mit der Gräffin von Samsoe älteste Freulin, ohne eintziges Gepränge in der Stille in Beysinde Ihrer Maytt. des Königs, Ihro hohe Excell. Guldenlöv, Graff Revenclau, Baron Juel, des Hrn. Ober-Rent-Meisters, und sonst noch ander vornehme Herren Ministres von Hoffe ist durch Hrn Dr. Lassenium copulieret, und nach gehaltener Copulation wurde nur eine Taffel mit Confect praesentiert und darauf die Gesundheit des gantzen Königl. Heuses benebenst der beyden jungen Eheleyten getrunken. Solches geschahe in der Gräffin von Samsoe Hoffe, worauf die vornehmsten Ministri den jungen Hrn. Graffen, Vice Stadthalter itzt über Holstein, mit dessen Gemahl nach sinem Hoffe accompagnirten und die Braut zu Bette brachten. Man saget, dass der König eine Tonne Goldes dem Fräulein pro dote mit gegeben; das Braut Bette, sovon Gold und Silber, war starck brodiret à 11.000 Thaler aestimieret.
Kilde: Bobé, Slægten Ahlefeldts historie | Familie: Frederik von Ahlefeldt / Christiane Gyldenløve (F29873)
|
| 1823 |
Jacob Brønnum Scavenius Estrup (1825-1913),
dansk konservativ politiker, indenrigsminister (1865-69), finansminister og regeringsleder (1875-94).
Han var modstander af almindelig valgret og af parlamentarismen. Under sine år som regeringsleder havde Estrup ikke flertal, men regerede i stedet via provisorier. Først i 1901 havde Venstre og Socialdemokratiet tilstrækkelig styrke til at vælte det udemokratiske styre.
______________
Jacob Brønnum Scavenius Estrup blev i 1875 udnævnt til både første- og finansminister og senere til konseilspræsident, der kan sammenlignes med statsminister. Han regerede ved hjælp af provisoriske finanslove der reelt satte grundloven ud af kraft. Han havde derfor mange modstandere.
En typograf forsøgte den 21. oktober 1885 at skyde Estrup. Typografen blev pågrebet og blev (selvfølgelig) straks erklæret sindssyg. Efter dette samlede stemningen sig om Estrup, som blev siddende indtil år 1900. Forsvarspolitikken var en mærkesag der skaffede ham tilslutning - han befæstede f.eks. københavn - men for ubevilgede midler.
Frederiksberg Bryggeri, der lå på det nuværende Finsensvej, lancerede kort efter mordforsøget en lagerøl med portræt af Estrup.
______________
Estrup, Jacob Brønnum Scavenius (b. April 16, 1825, Sorø, Danmark - d. Dec. 24, 1913, Copenhagen), prime minister of Danmark (1875-94).
In 1854-55 he sat in the Folketing, the lower house of the Rigsdag. In 1864 he entered the Landsting (upper house) and, as a member of the National Landowners' Party, played a prominent part in the revision of the constitution (July 1866), giving landowners extensive power in the Landsting. He then became the leader of a powerful group in the Landsting. As interior minister (1865-69) he made majorimprovements in the railways and in Esbjerg harbour. The salient feature of Danish politics during subsequent years was the struggle between the two houses, beginning in 1872 when a combination of allthe radical parties rejected the budget. In 1875, when Estrup became prime minister, the crisis became acute. The right demanded large appropriations for defense, but the Folketing rejected Estrup's motion on fortifications. From 1885 his government maintained itself in power by letting the king declare provisional budgets. The Liberals considered the measures unconstitutional; Estrup counteractedpublic unrest with police action and a stricter penal code. Faced with a strong Conservative Party, the Liberal Party broke into factions, and the Conservatives, under Estrup's leadership, controlledthe government for nearly two decades. He carried through some social reforms with the help of the moderate Liberals, whose majority also supported the Financial Act of April 1894, the first time a budget was once more regularly adopted by both houses. The act contained grants for temporary military installations but repealed his earlier police and press measures. He resigned in August 1894, remaining a prominent critic of Liberal governments. | Estrup, Jacob Brønnum Scavenius (I13588)
|
| 1824 |
Jakob Schimmelmann, døbt 17. Juni 1712 i Demmin. Han studerede Theologi og var 1741-65 Præst i Gross-Luckow ved Pasewalk, hvor han (24. Okt. 1741) ægtede Datteren af sin Forgjænger i Embedet MargretheSabine Neye (f. 4. Marts 1723 d. 17. Dec. 1774 Stettin).
Han besøgte ifølge Schmidt v. Lübecks Fortælling sin Broder paa Ahrensburg og kom, midt under et stort Gjæstebud, alt andet end festlig klædt. Han blev dog venlig modtaget af Broderen, der skaffede ham Titel af Konsistorialraad og udsatte en aarlig Pension for ham af 1000 Rdh. Han flyttede til Stettin, hvor han kjøbte flere Huse og et Sejlskib, og ved et udpræget Handelstalent erhvervede han sig Formue, men beskæftigede sig iøvrigt kun med lærde Studier og udgav 1777 en tysk Oversættelse af Eddaen. Han døde 17. Dec. 1774 i Stettin og er gravsat i St. Maria Stiftskirken. | Schimmelmann, Jakob (I9367)
|
| 1825 |
Jakob Trolle til Lillø var 1503 ridder.
Han var lensmand på Kalmar og Gers herred.
1517 var han admiral.
1523 beseglede han Frederik 1´s håndfæstning.
1536 var han en af den skånske adels
ordførere på herredagen i København.
Med Kirsten Skave fik han 15 børn,
hvoraf 6 døde som børn. | Trolle, Jacob (I3021)
|
| 1826 |
Janet was raised by the people who bought her parents property after their death. She enjoyed the reputation in her youth of being a fearless horsewoman and a fine shot with a rifle or gun and was regarded as a true Australian pioneer.
Janet died in November, 1912. Perhaps the most fitting tribute to her and her family was made by The Eastern Telegraph, Dungog:
In her early days Mrs Brown was a woman who interested herself in her surroundings .... In company with her husband and family ... she had been in many parts of this State which was necessitated through the various appointments to which Mr Brown was sent. At each centre the family threw in their lot with every movement which was for the advancement of the place, and Mrs Brown always took her sharein these functions. | Hay, Janet (I13556)
|
| 1827 |
Jean Ier de Berry le magnifique comte de Poitiers (1356-1360), duc de Berry og d`Auvergne (1360-1416) | Valois, Jean I de (I1533)
|
| 1828 |
Jean Ier de Bourbon comte de Clermont (1404), duc de Bourbon (1410-1434), duc d`Auvergne (Jean II, 1416-1434), comte de Montpensier (1416-1434), comte de Forez (1417) (Jean de Bourbon) | Bourbon, Jean de (I1669)
|
| 1829 |
Jean II d`Avesnes comte de Hainaut (1280-1304), comte de Hollande og de Zélande (1299-1304) (Jean d`Avesnes) | D`avesnes, Jean (I575)
|
| 1830 |
Jeg er i tvivl om dette æSteskab
MARR: TYPE 0 | Familie: / Anna Georgine Kaiser (F27743)
|
| 1831 |
Jeg er usikker på om dette ægteskab er korrekt.
Bertha von Ahlefeldt var gift med amtmand i Tremsbüttel, Henrik von der Wisch til Glasau, Vrejlevkloster, Margård, Basnæs og Krabbesholm - død abt 1630.
Henrik von der Wisch var gift 1g. med Magdalene Rantzau til Knoop | Familie: Henrik Von Der Wisch / Bertha von Ahlefeldt (F26560)
|
| 1832 |
Mindst én nulevende eller privat person er knyttet til denne note - Detaljer er udeladt. | Brown, Laurence Keith Macarthur (I22443)
|
| 1833 |
Jens Kaas til Taarupgård, Volstrup samt Votborg på Mors, (n.1477-1519), g.m. Edel Lagesdatter Saltensee til Staarupgård.
Hendes forfædre fra hendes oldefar var:
a) Lage Grummesen Saltensee, n. i Ørum i fjends herred 1360.
Søn:
b) Hr. Jep Lagesen Saltensee til Staarupgård (n.1377-1410), g.m. Edel Christiernsdatter Munk af en gammel slægt med et Mursnit i våbnet, til Koustrup i Thy.
Søn:
c) Lage Jepsen Saltensee til Staarupgård (n.1401-38), g.m. Ide Iversdatter Juel til Daubjergård, af slægten Juel med en Stjerne i våbnet, d. af Iver Juel til Øgelstrup og Astrup, (n. 1421,d. 1468) ogførste hustru Mette Lauridsdatter Hvas af Ormstrup, hvis mor var en Strangesen. Iver Juels far var rigsråd Jens Pallesen Juel af og til Øgelstrup (n.1410-28), g.m. Karen Christiernsdatter Fasti | Kaas, Jens (I2612)
|
| 1834 |
Jens Løvenbalk. I "Udkastning til en fuldstændig beskrivelse af Viborg Stift", der findes i Landsarkivet i Viborg, skriver pastor A. Lachmann ved omtale af Tjele, at Laurids Mogensen (Løvenbalk) ejededen i 1487 og hans datter Maren Lauridsdatter's mand Erik Skram ejede den 1508, men "Jens Løvenbalk var ejer af gården foruden Erik Skram". J.L. var gift med Helene Pedersdatter Munk. | Løvenbalk, Jens Lauridsen (I2491)
|
| 1835 |
Jens Nielsen (Løvenbalk) , (f.1344 + 1441) til Aunsbjerg og Odegard, som han købte 1404 af Jens Brandsen og hans søster, men overlod til Dronning Margrethe.
Angiver sig 1424 at være 80 år gammel. 1396 Landsdommer i Nørrejylland. 1397 Ridder og Rigsråd. Dræbte Jens Jensen (Brok) af Clausholm og måtte derfor 1405 i Helsingborg slutte en ydmygende og kostbarsone med den dræbtes slægt.
J.N. var trods dette er meget anset mand i Danmark. 1424 en af de verdslige stormænd, der aflagde vidnesbyrd i processen om Sønderjylland. Levede endnu i 1430, men angives at være død i 1438. J.N. blev begravet i Gråbrødre Kirke i Viborg. Gift med 1) Ellen Pedersdatter Munk fra Holbækgård + ca. 1367. 2) N.N. , hvis våben var et delt skjold, 2 felter fem gange tværdelt iflg. Mogens Jensen (Løvenbalk) 's gravsten. J.N. og hans hustru's usædvanlige store ligsten, der ifølge en urigtig tradition skal have tjent Hans Tavsen til talerstol ved den første lutherske prædiken i Viborg, blev 1786 flyttettil Hinge, hvor den oprindelige indskrift fjernedes. 1835 førtes den tilbage til Viborg og anbragtes i anlægget Tavsen's minde, hvor den endnu ses. Af andet ægteskab havde J.N. en søn Mogens.
_______________________________
Jens Nielsen Løvenbalk (d. 1442) til Aunsbjerg, rigsråd, d. 1 februar 1442, begr. på Gråbrødrekirkegårdn i Viborg, forældre: Niels Eriksen Løvenbalk (d. tidligst 1377) og Sophie Johansdatter Rantzau.Gift med Ellen Munk, datter af Peder Munk (d. tidligst 1367). 1424 opgav Jens Nielsen L. selv, at han var 80 år gammel og havde været rigsråd i 40 år. Disse opgivelser er dog næppe rigtige; i det bevarede dokumentmateriale forekommer han i hvert fald først 1396, og da var han endnu væbner. Samme år blev han imidlertid landsdommer i Nørrejylland, og dette betydelige embede beholdt han i det mindsteen menneskealder. Ved kongevalget 1397 var han ridder og medlem af rigsrådet, og fra da af genfindes hans navn meget ofte blandt vitterlighedsvidnerne i datidens officielle og private akter. Særlig bekendt er han blevet ved den ydmygende og bekostelige bod, han 1405 måtte underkaste sig for drabet på en anden jysk adelsmand, Jens Jensen Brock til Clausholm. Han synes dog hurtigt at have genvundetsin ansete stilling. Endnu 1424 var han en af de første verdslige stormænd, der aflagde vidnesbyrd i kejserprocessen om Sønderjylland, og samme år var han med til at bilægge striden mellem dronning Philippa og bisp Ulrik af Århus ang. arven efter dennes formand, biskop Bo. Efter den tid forekommer hans navn kun sjældent, sandsynligvis som følge af hans høje alder. - Han og hans hustrus usædvanligstore ligsten, der iflg. en urigtig tradition skal have tjent Hans Tausen til talerstol ved den første lutherske prædiken i Viborg, blev 1786 flyttet til Hinge, hvor den oprindelige indskrift fjernedes; 1835 førtes den tilbage til Viborg og anbragtes i anlægget Tausens Minde. | Løvenbalk, Jens Nielsen (I1738)
|
| 1836 |
Joachim havde 7 sønner og 3 døtre.
Fra 3 af disse sønner nedstammer de 3 nulevende danske linjer i slægten.
Deltog i opgøret med Struensee ved natten mellem 1-2 Februar 1771 atarrestere kongens livlæge Berger. Struensee selv havde ikke tid til atfungere som livlæge! Joachim gennemførte arrestationen om natten ogafleverede Berger til fængslet (i Kastellet?) og skrev en rapport om sitarbejde. Denne findes formentlig i Rigsarkivet. | Eyben, Joachim Werner von (I10408)
|
| 1837 |
Joan & Edward Rohlfs, Smithfield, VA, USA | Familie: Hans Lange / Maria Lorch (F27854)
|
| 1838 |
Joan & Edward Rohlfs, Smithfield, VA, USA | Familie: Hermann Lange / Brigitta Finck (F27435)
|
| 1839 |
Joan & Edward Rohlfs, Smithfield, VA, USA | Familie: Nicolaus Moth / Brigitta Lange (F34111)
|
| 1840 |
Joan & Edward Rohlfs, Smithfield, VA, USA | Familie: Andreas Hoyer / Catharina Breckling (F26366)
|
| 1841 |
Joan & Edward Rohlfs, Smithfield, VA, USA Joan & Edward Rohlfs, Smithfield, V A , U S A P r æ s t i K arlum fra since 1648. | Hoyer, Andreas (I6771)
|
| 1842 |
Joan & Edward Rohlfs, Smithfield, VA, USA Joan & Edward Rohlfs, Smithfield, VA, USA | Breckling, Catharina (I7826)
|
| 1843 |
Johan Caspar de C. var født i Ober Wampach i Luxembourg ca. 1620.
Han fikk militærutdannelse og deltok i en rekke felttog før han i 1657 gikk i dansk tjeneste. Hans første stilling i Norge var ved garnisjonen i Bergen, der han avanserte til kommandant på Bergenhus.Etter noen år i Danmark, kom han i 1677 til Fredrikstad som guvernør med det spesielle oppdrag å bygge ut festningen. Hans arbeidsområde ble etter hvert utvidet til å gjelde alle landets fortifikasjoner. Foruten Fredrikstad er hans navn sterkt knyttet til Trondheim, til byregulering etter brann og utbygging av Christiansten festning. I Fredrikstad bodde han på Trosvik hovedgård som han kjøpte i 1680. Hans første kone døde i Danmark i 1667.
_________________________
Dansk biografisk Leksikon:
Cicignon, Johan Casper, --1696, Officer,
hørte til en fransk adelig Slægt, som ejede Godser i Lothringen og Luxemburg. Han kom i dansk Krigstjeneste under Frederik III og stod efter Freden 1660 som Oberstlieutenant i Bergenhuses Regiment. 1664 blev han Kommandant paa Fæstningen og fik Aaret efter særlig Lejlighed til at udmærke sig paa denne Post, i det han optraadte med megen Snarraadighed og med samme ubestikkelige Fasthed som den kommanderende General Claus Ahlefeldt, da en engelsk Flaade søgte at erobre en hollandsk Flaade under Fæstningens Kanoner. I et Aar, fra 1666-67, fratraadte han Kommandantskabet, men tiltraadte det igjenog blev Oberst og Chef for Bergenhuses Regiment. I Slutningen af 1669 rejste han til Danmark og kom ikke mere tilbage til Bergen som Kommandant. Derimod blev han 1671 Kommandant i Nyborg og Chef for fynske nationale Regiment. Da den skaanske Krig udbrød 1675, fik han rig Lejlighed til at lægge sin Dygtighed for Dagen og blev betragtet som en af Tidens dygtigste Officerer. Han blev derfor ogsaa strax i Krigens Begyndelse i Pommern meget anvendt. Han fik Ordre til 26. Sept. at berede Hærens Overgang over Floden Reckenitz ved Steinorth, for at den lille Fæstning Damgarten kunde blive indtaget. Det lykkedes ham imidlertid ikke at forcere Overgangen, der dog senere blev sat i Værk med store Anstrængelser. Han deltog derefter i Wismars Belejring og erobrede i Spidsen for en af Stormkolonnerne, tillige med Niels Rosenkrantz’ og Siegwert v. Bibows Kolonner, Fæstningens Citadel, hvorved Wismars Skæbne blev afgjort. Efter Fæstningens Erobring forblev han med sit Regiment i Wismar som Besætning,indtil det i Juni 1676 blev ført til Skaane, hvor han blev udnævnt til Kommandant i Ystad, hvis Fæstningsværker han lod sløjfe. Kort efter udmærkede han sig i høj Grad ved Christiansstads Erobring 15.Avg. og fik Kommandoen over et Korps, som foreløbig forblev ved denne Fæstning. 2 Dage efter stod Slaget ved Halmstad, hvori 4 Kompagnier af Regimentet deltoge og bleve aldeles oprevne, og C. fik nu travlt med at komplettere Regimentet med Rekrutter, som han hentede paa Sjælland. I Dec. stod Slaget ved Lund, i hvilket han kommanderede Hærens 2. Træfning, men han blev senere draget til Ansvar for sit Forhold i Slaget, og i den Krigsret, som Aaret efter blev holdt over ham og Generalmajor Sandberg, bleve de begge kasserede. C., som havde afgivet Kommandoen over sit Regiment i Slutningen af 1676,blev dog hurtig taget til Naade igjen. Han kommanderede 7. Sept. 1677 i Christian V’s Nærværelse Landgangen paa Rygen, ved hvilken de svenske dog kun ydede ringe Modstand. Endnu samme Aar blev han Gouvernør i Frederiksstad og Aaret efter Generalmajor. Under U. F. Gyldenløves Kommando tog han Del i et af dennes heldige Indfald i Dalsland og Værmeland om Vinteren 1679, men samme Aar blev Freden sluttet, og han tilbragte nu Resten af sit Liv i Norge, hvor han hørte til Hærens Generalitet og havde forskjellige Kommandoposter nordenfjælds. 1681 grundlagde han Fæstningen Christianssten ved Throndhjem. Ved sin Udnævnelse til Ridder af Danebrog 1686 valgte han følgende originale Sentens til sit Valgsprog: Courage sans conduite Est un seigneur sans suite, Conduite sans courage Est un pauvre personage.
C. døde 7. Dec. 1696. Han var gift 2 Gange, 1. med en Slægtning af Christopher Gabels Hustru, nemlig Anna Sophie Hagedorn (f. 13. Marts 1636 d. 1667), Datter af Philip Johan H. og Anna Elisabeth Badenhaupt. | Cicignon, Johan Casper (I6988)
|
| 1844 |
Johan Nielsen født 10.8.1849 i Højen sogn, Vejle amt - kirkebog 1824-1852 opslag 49
død i Vejle Sct. Nicolai sogn 7.2.1936 (udskrift fra kordegnekontoret)
Kilde: Hanne Thøgersen | Nielsen, Johan (I14343)
|
| 1845 |
Johann I von Werle, Fürst von Werle (Johann von Werle). | Werle, Johann I von (I461)
|
| 1846 |
Johanne Sparre til til Haglösa took over after the death of her first husband Erik Pedersen Bille, later she married Aage Axelsen Brahe til Sireköpinge. She (d. 1568). | Sparre, Johanne Henriksdatter (I3529)
|
| 1847 |
Johannes von Deden og Anne Rathlous epitafium i Stenbjerg kirke.Hendes ægtefælle, J o h a n P e t e r sen von Deden, var 1525-29 hirdstyrer påIsland, nævnes i rostjenesteliste n 15 3 0 . Ha n sk ri ve s til Gingtofte ogejede også, i Eskriis sogn, Ny
gård (nugaarde), som dette år var ansa t t i l 2 plove og 5 heste, af hvilke
n han i plov- og frøkenskat betalte17 mark og 8 skilling.
Anne nævnes 1563 som enke med sønnen Eler, svarede 1565 rente tilSct. Erasmi kirk e i F l e n s b o r g.
Epitafium i Stenbjerg kirke med følgende indskrift:"Anno dni 1549 dunerdages na Anth o n i i s d e erbar vnd ernvest IohanPetersen arfgesete to No r g a rdt in Godt vorschede vn d a nn o 15 67 i s sineelike husfrowe Anna Petersen in dem here de n 6 .I V . salich entslape n.Go d t verle ne ei n frolike
vperst
andinge. Amen. - Anno 1572 den 15.septem. vorverdiget."Foroven i venstre hjørne familie n P e t e rsens våben, til højreRatlou'ernes, forneden til ven s t r e, Smalstedernes (en bjø rn ) , o g ti lhøjre (nu næsten ukendeligt), Muggelnes våben. En nø je r e b eskrivelseaf epi taf ie t fi nde s i: Die Kunstdenk
mäler de
s landesSchleswig-Holstein, bnd. V, s. 342, 1952.
Ægteparret havde ialt 8 børn hvoraf den ældste er anført nedenfor. | Rathlou, Anne von (I3517)
|
| 1848 |
Jon Viffertsen (died before 1493) til Torstedlund, nævnes 1443, sluttede 1448 et Forlig med Kong Christern I, hvorved Kongen fik en Gaard i Astrup og han Gamlevads Møllested i Hindsted H., fik 1452 tildømt Lindumgaard (Vennebjerg H.) efter Christen Jensen (Taarnskytte), gav 1467 Gods til Helligaandshuset i Aalborg for sin Husfrue Kirsten Christiernsdatter og deres Forældres Sjæle | Viffert, Jon Viffertsen (I2271)
|
| 1849 |
Journalist, senere handelsmand i New York
Udvandrede i 1904.
Danmarks Adels Aarbog 1974: Finn Andersen: Obelitz
Steen Thomsens database dec 1997 | Obelitz, Nikol Seidelin von (I19618)
|
| 1850 |
Jürgen Marcussens barndom og ungdom
Fra kirkebogen ved vi, at Jürgen Marcussen blev født i Snogbæk den 10. maj 1781. Forældrene var Jørgen Marcussen Reventlow og Magdalena Jørgensdatter Lorenzen.
På grund af trange kår i hjemmet blev Jürgen Marcussen sat i pleje hos sin faster og onkel (snedker Alexander Alexandersen) på ejendommen "Lindely", beliggende på Lundsgaardsmark i Vester Sottrup. (Navnet Lindely er muligvis af senere oprindelse).
Jürgen Marcussens fødehjem i Snogbæk blev senere overtaget af dennes søster. [Medd. fra Inga Christensen, Lokalhistorisk Arkiv, Sottrup]. | Marcussen, Jürgen (I21606)
|
|
 Reventlow.png)
.jpg "Reventlow, Friedrich 1649-1728")
