| |
Match 10,851 til 10,900 fra 11,335
| # |
Notater |
Knyttet til |
| 10851 |
Statsmand | Jessen, Thomas Balthasar von (I8067)
|
| 10852 |
Statsminister | Reventlow, Greve Christian Ditlev Frederik (I10832)
|
| 10853 |
Statsminister, Hvid Ridder | Stampe, Henrik (I9805)
|
| 10854 |
Statsminister, stiftamtmand i Akershus stift | Skeel, Jørgen Erik (I9949)
|
| 10855 |
Steen Basse Bille, 1446 - 1520, ridder, rigsråd. Begravet i N. Vram k. i Skåne.
1485 ridder, 1487 deltog i hyldningen, 1489 rigsraad, 1490 lensmand, 1495 landdommer i Skaane
B. var opkaldt efter den gamle Steen Basse der på dette vilkår havde skænket faderen størsteparten af sit gods; i sine yngre dage kalder han sig derfor jævnlig både Steen Basse – og Basse B., men efterhånden sejrede familienavnet, og kun Steen B.s fornavn, ikke hans slægtsnavn bevaredes i B.-ætten. B. arvede efter sin far Allinde på Sjælland og føjede dertil senere Lyngsgård i Skåne. Fra 1485 nævnes han som ridder, fra 1489 som rigsråd i hvilken egenskab han navnlig benyttedes til underhandlinger med svenskerne. Sin hovedvirksomhed fik han dog som landsdommer i Skåne, et embede han beklædte fra 1495 til 1516; hans tilknytning til Skåne hvor han også havde len medførte at han i sine senere år fortrinsvis opholdt sig på Lyngsgård. Af hans tyve børn døde de seksten som små; kun to sønner, Torben og Claus, samt to døtre, Birgitte og Elline, overlevede ham.
Familie
Forældre: rigsråd Torben B. (død 1465) og Sidsel Lunge (død 1503). Gift 1. gang senest 1469 med Ellen Krognos, død ung, d. af Stig Olufsen K. (død ca. 1460) og Barbara Thorkildsdatter Brahe (levede 1488). Gift 2. gang senest 1490 med Margrete Rønnow, begr. i N. Vram k., d. af Claus R. (død 1486) og Birgitta Vasa. – Far til Claus B. (død 1558) og Torben B. (død 1552). Bror til Bent B. (ca. 1440–94).
Bibliografi
Danm.s adels årbog VII, 1890 63. W. Mollerup og Fr. Meidell: Bille-ættens hist. I, 1893 399–406. | Bille, Steen Basse (I2615)
|
| 10856 |
Steen Rosensparre (7. september 1523 – 20. oktober 1565) til Skarholt, skånsk adelsmand og dansk rigsråd.
Han var søn af Jens Torbernsen Rosensparre og Birgitte Steensdatter Bille. Ved faderens død (1530) var han kun 7 år gammel, og han blev opdraget af sin mor på den fædrene gård Skarholt (svensk Skarshult) og blev nært knyttet til sin mors slægt, Billerne.
I 1551 fik han Vordingborg Slot i forlening, og det følgende år overtog han styret af det vigtige Kalundborg Slot og Len, som krævede en særlig påpasselig vogter, efter at kong Christian 2. havde fået ophold der. Han synes at have løst denne opgave på en værdig måde.
Omtrent samtidig (i 1551 eller 1552) blev han gift med Ide Munk og Oluf Nielsen Rosenkrantz' datter Mette, og efter at han ved sin mors død i 1553 havde overtaget Skarholt og året efter arvet Vester Vallø efter sin svigerfar, indtog han både som lensmand og godsbesidder en fremtrædende plads i højadelens rækker. Hans indflydelse steg yderligere, da Frederik 2. kort efter sin tronbestigelse forlenede ham med Bosø Kloster (1559) og i 1562 udnævnte ham til medlem af rigsrådet.
Han var aktiv i Den Nordiske Syvårskrig, hvor han indtil 1564 forblev på Kalundborg, hvor han som statsfanger modtog tre svenske gesandter, hvis anholdelse i København havde været en medvirkende grund til krigens udbrud. Han blev imidlertid i sommeren 1564 udset til sammen med sin svoger Peder Bille at overtage den vanskelige stilling som kongelig krigskommissær hos feltherren, grev Günther af Schwarzburg, med den særlige opgave at få bragt gang i krigsførelsen. Sammen med dem udnævntes kort efter Jørgen Lykke og Lave Brahe til at danne et øverste krigsråd til støtte for, men også som et slags opsyn med, den øverste feltherre. Det blev væsentlig Rosensparre og Peder Bille, som kom til at udføre dette hverv først over for grev Günther og senere over for Daniel Rantzau, efter at det kortvarige interregnum, hvori Otte Krumpen havde ledelsen, var forbi. Rosensparre kom således til at deltage i hele den resultatløse krigsførelse, som kendetegnede årene 1564-65. Både han og svogeren var ivrigt stemte for en energisk krigsførelse, men alt strandede på en elendig administration, som aldrig kunde skaffe penge og proviant. Slaget ved Axtorna dannede en glimrende afslutning på et sørgeligt år. Men i dette slag faldt Rosensparre 20. oktober 1565. Han var den dag den øverste krigskommissær i Peder Billes fravær og blev skudt under forfølgelse af fjenden.
Han blev begravet i Skarholt Kirke. På graven i kirken er Steen Rosensparre afbildet i naturlig størrelse, iklædt fuld rustning og med et sværd ved sin side. Ved et restaureringsarbejde i 1940'erne blev gravkammeret åbnet. Her fandt man Rosensparres sværd, som var blevet begravet med ham.
Sønnen Oluf rejste en mindestøtte over ham på selve valpladsen. Da Halland blev svensk, blev den ødelagt og fjernet , men den hallandske Fornminnesforening rejste i 1866 på ny en mindesten på stedet, hvor han var faldet. Den står endnu. | Rosensparre, Steen (I3473)
|
| 10857 |
Stephen Hansen (født 28. september 1701, død 22. januar 1770) var en dansk generalkrigskommissær, handelsmand og godsejer.
Han var født 28. september 1701 og bliver kendt, da han 1728 ansættes som regimentskvartermester ved artilleriet. Han må imidlertid hurtig have vist sig som en brugelig mand, da han snart efter bliver han tillige mønsterskriver og auditør ved søartilleriet. I alt fald beholdt han titel som regimentskvartermester, til han 1747 blev overkrigskommissær og 1761 generalkrigskommissær. Han arbejdede sig hurtigt op, men gjorde det ikke som militær embedsmand. 1743 købte han Hammermøllen i Hellebæk ved Kronborg samt Hellebækgård, satte fabrikken i god stand og blev nu stor leverandør af geværer til staten, der støttede ham i betydelig grad. Der blev i anledning af Syvårskrigen (1756–1763) meget travlhed på fabrikken, efter store bestillinger til den danske hær i Holsten.
1750 blev han desuden "Kjøbmand for Negotien paa Færøerne", dvs. den under Rentekammeret stående købmand, der hernede forestod den som kongeligt monopol drevne færøske handel. 1765 solgte han Hammermøllen til staten for 70.000 Rigsdaler, og samme år købte han hovedgården Frydendal ved Holbæk. I 1759 lod han opføre et rokokopalæ i Helsingør, kendt som Stephen Hansens Palæ, der blev tegnet af arkitekt Philip de Lange. Han døde 22. januar 1770.
23. november 1733 havde han ægtet Dorothea Sophie Ravn (født 1710, datter af borgmester Ravn i Viborg), der overlevede ham og døde 1. september 1773 i sit 63. år. Parret fik datteren Birgitte Cathrine Hansen (begravet 31. januar 1765) gift med hollandsk kommissær/konsul i Helsingør Jean Christopher van Deurs og sønnen Vilhelm August Hansen, der overtog farens gods.
Kilde: Wikipedia
_______
| Hansen, Stephen (I9219)
|
| 10858 |
Stephen Hansen var søn af en velhavende selvejerbonde. Han indgik ægteskab den ni år yngre Dorothea Sophie, som var datter af borgmester Hans Knudsen Rafn i Viborg. Stephen Hansen overtog sin hustrus families efternavn. Han må tidligt have vist sig at være en god forretningsmand, siden han kunne erhverve en gammel borgmestergård i København. Den smalle bygning fra 1730 eksisterer endnu og ligger ved kanalen med front mod Christiansborg med den mondæne adresse Ved Stranden 16. I 1743 lod Stephen Hansen et nyt forhus opføre med henblik på en mere præsentabel facade.
I 1728 omtales Stephen Hansen som møntskriver ved søetaten og auditør ved det danske artilleri, hvor han beskæftigede sig med regnskaber og papirarbejde. Han deltog i denne i funktion i tjenstlige undersøgelser og forhør som juridisk embedsmand. Fra 1730’erne omtales han tillige som regimentskvartermester med varetagelse og ansvar for regimentets udrustning, hvor han førte regnskaber, sørgede for indkvartering af soldaterne blandt andre opgaver. I 1747 blev han udnævnt til overkrigskommissær og i 1761 til generalkrigskommissær. Efter at have solgt Kronborg Geværfabrik i 1765, købte han hovedgården Torbenfeldt ved Holbæk.
| Hansen, Stephen (I9219)
|
| 10859 |
Stifgtede Odense Adelige Jomfrukloster og skænkede det sin berømte bogsamling | Brahe, Karen (I8203)
|
| 10860 |
Stiftamtmand | Stockfleth, Christian (I8626)
|
| 10861 |
Stiftamtmand | Adeler, Frederik Georg (I10384)
|
| 10862 |
Stiftamtmand | Hellfried, Johan Carl Frederik von (I10382)
|
| 10863 |
Stiftamtmand | Gersdorff, Poul Rosenørn von (I10374)
|
| 10864 |
Stiftamtmand | Lerche, Cornelius Pedersen (I6547)
|
| 10865 |
Stiftamtmand | Bardenfleth, Johan Frederik (I12844)
|
| 10866 |
Stiftamtmand | Grøn, Harry Rowland Howard (I14308)
|
| 10867 |
Stiftamtmand Harry Rowland Howard Grøn (1861 – 1931) var uddannet cand. jur. og virkede i mange år som amtmand i Viborg Amt, hvor han satte sig flere spor. Blandt andet er Amtmandsbroen ved Viborgsøerne opkaldt efter ham. Grøn tiltrådte som amtmand i Frederiksborg Amt i 1921 og virkede frem til 1931.
| Grøn, Harry Rowland Howard (I14308)
|
| 10868 |
Stiftamtmand i Viborg | Vind, Frederik (I7157)
|
| 10869 |
Stiftamtmand i Aalborg | Pentz, Gottfried von (I7879)
|
| 10870 |
Stiftamtmand, Cand. Jur, Kammerherre | Cederfeld de Simonsen, Hans Wilhelm (I11080)
|
| 10871 |
Stiftamtmand, Norsk Statsraad | Rosenkrantz, Marcus Giøe (I11131)
|
| 10872 |
Stiftdame i Vallø | Ahlefeldt-Laurvigen, Ursula Laura Henriette Comtesse (I15329)
|
| 10873 |
Stifter af den Danske grevelige linje. Skatmester leder af rigetsfinanser, Elefantridder og lensgreve. I 1759 købte han Ahrensburg Slot, i 1762 Lindenborg Slot, 1773 byggede Wandsbeck Slot, 1768 erhvervede han af staten Hammermøllen med Kronborg geværfabrik og Hellebækgaard. 1769 købte han sukkerrafinaderiet på Christianshavn og 4 plantager på de Vestindiske øer.
Schimmelmann, Heinrich Carl (Demmin 1724 - Kopenhagen 1782, begraben in Hamburg-Wandsbek).Graf, Großkaufmann, Finanzminister. Er gründete sein Vermögen als Heereslieferant Friedrichs des Großen von Preußen und Generalpächter der sächsischen Zölle. Er war sowohl Kriegsspekulant als auch Parvenu, aber eben auch ein Finanzgenie. Man sagte, dass alles was er anfasste, zu Gold wurde. Unter den europäischen Höfen, die ihn an sich binden wollten, siegte der dänische Hof. In Ahrensburg und Wandsbek hatte er schon Herrensitze eingerichtet, ehe er 1761 in Kopenhagen das Berckentinsche Palais (Odd Fellow-Palæ) kaufte und umbaute. Dänemark war für ihn attraktiv wegen seiner Tropenkolonien. Als neuer Finanzminister war er erfinderisch im Auftreiben von Finanzmitteln. Seine Politik war nicht merkantilistisch, er setzte sich auch für landwirtschaftliche Reformen ein. Der dänische Walfang reizte ihn besonders als Investitionsobjekt. Schimmelmann wurde noch reicher durch den Kauf der königlichen Zuckerplantagen in Westindien und durch die Übernahme der staatlichen Zuckerfabrik und der Gewehrfabrik. Zudem war er Großaktionär der Asiatischen und der Westindisch-Guinesischen Kompanie. Seine Aktivitäten im In- und Ausland hingen immer zusammen, so dass Produktion, Handel und Kapitalbeschaffung bei ihm zusammen liefen. Als Politiker und als Unternehmer, privat und staatlich konnte er sozusagen mit sich selber verhandeln. Trotz Loyalität gegen den Staat war er auf eigenen Vorteil aus. Selbst Struensee behielt ihn im Amt. Fünf seiner Kinder brachte er in Adelsfamilien unter. Er wurde Ritter des Elefantenordens, Graf und Mitglied der holsteinischen Ritterschaft durch den Besitz von Ahrensburg, wo er normalerweise wohnte. Nur im Winter hielt sich die Familie Schimmelmann in der Bredgade auf.
Kilde: http://www.tyskforlaget.dk/SpurenBiografie.html
Lensfriherrepatent (16-04-1762), Lensgrevepatent (28-04-1779)
Grevskabet Lindenborg (18-06-1781 - 1. Besidder), Daasborg , Blenstrup
Det Schimmelmann'ske Fideikommis (xx-xx-17xx - Erector)
_______________________________________________________________
Heinrich Carl Schimmelmann ( 1724 - 1782)
Heinrich Carl Schimmelmann var grosserer og finansmand og spillede en betydelig rolle i finanspolitikken i det danske rige igennem to årtier i 1700-tallet.
Han blev født 13. juli 1724 i Demmin i Pommern i Tyskland og begyndte sin karriere først i Stettin (nu Szczecin i Polen), derefter i Dresden som leverandør af militært materiel til det prøjsiske og den saksiske hær. Han købte porcelænmanufakturet i Meißen og kunne sælge den senere med god fortjeneste. 1759 flyttede han til Hamburg og købte godset Ahrensburg nord for byen for at beholde det hele livet.
I Hamburg mødte han Johann Hartwig Ernst Bernstorff, der dengang var dansk udenrigsminister og kort efter inviterede han ham til København. H.C. Schimmelmann blev ansat i kommercekollegiet, i dag ville man sige: finansministeriet, og i løbet af få år avancerede han til leder af statsfinanserne. I 1762 blev han Ridder af Danneborg og tog det Berkentinske Palæ i besiddelse, det senere er blevet tilOdd Fellow Palæet.
Danmarks økonomi var i vanskeligheder dengang – eksporten var beskeden, og staten havde store gældsforpligtelser. H.C. Schimmelmann evnede at skaffe billigere statslån, og han introducerede en generelindkomstskat som statens vigtigste indtægtskilde. Hans betydningsfulde bidrag til en sund samfundsøkonomi var styrkelse af udenrigshandelen, hvilket han også havde en egeninteresse i. Danmark havde handelsstationer i Vestafrika, det nuværende Ghana, og H.C. Schimmelmann ejede store sukkerrørsplantager i Caribien, hvor der var brug for billig arbejdskraft: slaver fra Afrika. Han etablerede et sukkerraffinaderi på Christianshavn, og dermed blev grunden lagt til trekantshandelen. Også grundlæggelsen af det Asiatiske Kompagni skete i denne periode.
H.C. Schimmelmann kom på nært hold af Christian 7. – han deltog i dennes udlandsrejse i 1768 og kunne få ham til at skille sig af med ’Støvlet-Katrine’. Da Struensee kom til magten i 1770, så Schimmelmann i første omgang velvilligt på hans reformer. Hans Hustru, Caroline Tugendreich fik et godt forhold til Caroline Mathilde. Men snart kunne Schimmelmann gennemskue Struensees utilbørlige opførsel og trak sig tilbage fra hans omgangskreds. Efter Struensees fald i 1772 vendte han tilbage for at styre statens finanser. I 1773 blev han leder af det nyoprettede skatkammer, og han blev også ridder afElefantordenen. I 1779 udnævntes han til lensgreve. Han havde fortsat stor indflydelse på Danmarks udvikling til en handels- og søfartsnation, idet han medvirkede til etablering af Det kgl. Grønlandske og Det islandske Kompagni, til udvidelse af skibsbyggeriet og til anlæg af Kielerkanalen.
Heinrich Carl Schimmelmann døde i 1782. Ud fra de foreliggende kilder kan det ikke ses, om han var medlem af Skt. Petri menighed, men hans tætte forbindelser til de toneangivende tyske familier i København gør det sandsynligt. Han har i hvert fald ydet et vigtigt bidrag til de gode dansk-tyske relationer i tid.
Tekst: Wulf Wätjen | Schimmelmann, Lensgreve Heinrich Carl (I9585)
|
| 10874 |
stiftsamtmand | Kaas, Ulrik (I8509)
|
| 10875 |
Stiftsamtmand i Flensborg | Haxthausen, Gregers Christian (I20624)
|
| 10876 |
Stiftsamtmand i Nykøbing | Reventlow, Greve Frederik Detlev Carl (I15347)
|
| 10877 |
Stiftsbefalingsmand | Skeel, Christen (I6714)
|
| 10878 |
Stiftsbehalingsmand over Aalborg Stift | Parsberg, Enevold (I6525)
|
| 10879 |
Stiftsdame i Itzehoe | Baudissin, Friderica Juliane (I11075)
|
| 10880 |
Stiftsdame i Itzehoe | Baudissin, Charlotte Louise Josephine (I10907)
|
| 10881 |
Stiftsdame I Oberstenfeld, Friherreinde | Schaffalitzky von Mukodel, Maria Claudia (I21706)
|
| 10882 |
Stiftsdame I Vallø | Schaffalitzky de Muckadell, Olga Fanny Baronesse (I21699)
|
| 10883 |
Stiftsdame I Vallø | Schaffalitzky de Muckadell, Angelica Aug. Julia, Comtesse (I13842)
|
| 10884 |
stiftsdame i Vallø | Bardenfleth, Susanne Sophie Charlotte (I13280)
|
| 10885 |
Stiftsdame i Vallø adelige Stift | Schaffalitzky de Muckadell, Angelica Aug. Julia, Comtesse (I13842)
|
| 10886 |
Stiftsdame i Vallø adelige Stift | Carlsen, Emmy Henriette Elisabeth Bertha Hilleborg de (I13531)
|
| 10887 |
Stiftsdame i Vallø adelige Stift | Bille, Fernanda Caroline (I13242)
|
| 10888 |
Stiftsdame i Vallø adelige Stift | Danneskiold-Samsøe, Clara Henny (I14890)
|
| 10889 |
Stiftsdame i Vallø adelige Stift | Knuth, Frederikke Julie Ulrikka Charlotte Sofie Comtesse (I23882)
|
| 10890 |
Stiftsdame i Vallø adelige Stift | Knuth, Juliane Pauline Sophie Comtesse (I23717)
|
| 10891 |
Stiftsdame i Vallø adelige Stift | Knuth, Anna Ulrikka Comtesse (I23613)
|
| 10892 |
Mindst én nulevende eller privat person er knyttet til denne note - Detaljer er udeladt. | Knuth, Ellen Esther Elisabeth Comtesse (I23612)
|
| 10893 |
Stiftsdame i Vallø adelige Stift, Sygeplejerske, Missionær | Oxholm, Sophie Wanda Johanne (I15374)
|
| 10894 |
Stiftsdame I Valløkonst. Priorinde I Odense | Schaffalitzky de Muckadell, Vilh. Ch. Henr. Louise Baronesse (I13585)
|
| 10895 |
Stiftsdame på Vallø adeli | Obelitz, Ellen Regine Julie von (I14873)
|
| 10896 |
Stiftsfoged | Jessen, Hermann (I6206)
|
| 10897 |
Stockbroker | Docker, Keith Brougham (I15443)
|
| 10898 |
stod først i holsten-gottorpsk Tjeneste, 1716 Kapitain ved Dronn. Livreg. | Reventlow, Ditlev Christian (I7646)
|
| 10899 |
Stolle: Gottlieb St., deutscher Gelehrter und Dichter, ist am 3. Febr. 1673 zu Liegnitz als das zwölfte Kind des Bürger- und Rathsvorstehers Johann St. und seiner Frau Anna Maria geborenen Dompig geboren. Der schwächliche Knabe, der früh auch künstlerische Begabung zeigte, fügte sich mit seiner raschen Auffassungsgabe schwer in den systematischen, langsam vorschreitenden Schulunterricht, hatte aber doch auf den Schulen in Liegnitz, dann in Breslau unter der anregenden Förderung von Martin Hancke und Christian Gryphius sich so ausgebildet, daß er gründlich vorbereitet 1693 die Leipziger Universität beziehen konnte, wo er gegen den Willen seines Vaters Jura studirte. Nach einem wechselvollen Leben, das zwischen praktischer Ausübung seines Berufes, der Laufbahn eines Hofmeisters und Reisen sich bewegte, wurde er 1709 zum Magister promovirt. Im J. 1713 wurde er Adjunct der philosophischen Facultät in Jena, 1714 Director und erster Professor des neugegründeten Gymnasiums zu Hildburghausen, von wo er aber schon nach drei Jahren als Professor der Politik an die Universität Jena zurückberufen wurde. Bis zu seinem am 4. März 1744 erfolgten Tode blieb er nun der thüringischen Hochschule treu, an der er als Lehrer — 1743 wurde ihm noch der Lehrauftrag für Moral übertragen — Bibliothekar und Leiter der „Deutschen Gesellschaft“, eine vielseitige Thätigkeit entfaltete. —
Wenn man die Fülle seiner litterarischen Production und die Vielseitigkeit der von ihm behandelten Materien überblickt, so muß man St., trotz aller polyhistorischen Oberflächlichkeit seiner Werke, als einen Schriftsteller von ausgedehntem Wissen und reicher Begabung für wissenschaftliche Systematik erkennen. St. hat sich übrigens in diesem Zeitalter der gelehrten Vielschreiberei und des oberflächlichen Vielwissens oft und energisch dagegen verwahrt zu den Polyhistoren gezählt zu werden, oder ein „Pansophus“ zu sein. Wo seine durch eifriges Studium und ausgedehnte Lectüre erworbenen Kenntnisse nicht ausreichen, verbindet er sich mit Kundigeren. So hat er 1709 Litterärgeschichte nach eigenem Grundriß, später aber nach Heumann's Anleitung gelesen, und in seiner „Anleitung zur Historie der medicinischen Gelahrtheit“ (Jena 1731 in 3 Theilen) hat er bis auf die allgemeine Einleitung und die Capitel von der Therapie und Diätetik alles von C. W. Kestner bearbeiten lassen. Die praktische Anordnung seiner Schriften zur Gelehrtengeschichte, deren er eine große Reihe veröffentlichte, machte diese Arbeiten besonders bei Studenten beliebt und seine „Anleitung zur|Historie der Gelahrtheit, denen so den freyen Künsten und der Philosophie obliegen, zu Nutze angefertigt" hat vier Auflagen erlebt. Auch die nach seinem Tode 1745 von Buder herausgegebene „Anleitung zur Historie der juristischen Gelahrtheit" hat reiche Anerkennung gefunden. Ob St. nun über die „Historie der heidnischen Moral“, den „Ursprung der Poesie“ oder über die Frage, ob die Erde still stehe, handelt, ob er zu einer französischen Grammatik, oder einer topographischen Arbeit eines Postmeisters Vorreden schreibt, stets weiß er selbst einer erbettelten Gelehrsamkeit einiges von seiner Individualität beizumischen, wodurch er sich wesentlich von der ganz unpersönlichen Schreibart vieler zeitgenössischer Bücherverfertiger wohlthuend unterscheidet. — Der Einfluß der freien Geistesrichtung eines Thomasius, zu dem St. in Halle in Beziehung getreten war, verleugnet sich in seiner ganzen wissenschaftlichen Production nicht, und vielleicht würde vertiefteres Studium seiner heute kaum genießbaren Schriften Elemente finden lassen, die für die Vorgeschichte der Aufklärungsperiode des 18. Jahrhunderts nicht ganz bedeutungslos wären.
Geringere historische Beachtung beansprucht St. als Dichter. Hier läßt er gerade das, was ihn als Gelehrten vor den Mitstrebenden auszeichnete, Eigenart, ganz vermissen. Die Gedichte, die er unter dem Decknamen „Leander aus Schlesien“ im 6. Bande der bekannten Sammlung „Des Herrn von Hoffmannswaldau und anderer Deutschen auserlesene Gedichte“ veröffentlicht, erheben sich weder in der Form noch den behandelten Stoffen nach, von den Durchschnittsleistungen der galanten Lyriker jener Zeit, und die in andern Anthologien, z. B. bei Menantes, Uhsen, Bernander abgedruckten sind öde Gelegenheitsdichtungen, in denen auch nicht die geringste Spur einer inneren Theilnahme des Dichters oder eines dichterischen Erlebnisses zu bemerken ist. In den „netten Leichengedichten“, wo angeblich sein „Kiel in keiner Ordnung geht und hin und wieder irrt“, ist er von einer Temperamentlosigkeit, die selbst die trockensten Hofdichter des beginnenden 18. Jahrhunderts nicht erreichen, und der Schimmer von Grazie, den er unter dem Einflusse der französischen Lyrik, besonders von Le Pays seiner weltlichen Lyrik zu geben wußte, ist hier steifster Förmlichkeit gewichen. Am frischesten erscheint St. noch in seinen Gedichten, die er im „Schlesischen Helikon“ veröffentlichte. Hier hat eine, den Franzosen abgelauschte freiere Lebensauffassung, ein lebhafteres Empfinden und Formgewandtheit seine Dichtung genießbarer gemacht. Er hält in seinem Stil eine ganz glücklich gewählte Mitte zwischen dem Marinismus der zweiten schlesischen Dichterschule und der volksthümlichen Manier Christian Weise's ein, aber von individueller Färbung ist er hier eben so weit entfernt wie in seinen gesammelten „Deutschen Gedichten“ die in Jena ohne Jahresangabe erschienen waren. Das Schwergewicht in Stolle's Persönlichkeit lag in seiner wissenschaftlichen Beanlagung, die allerdings bei dem damaligen Betriebe der Geisteswissenschaften es zu keinen dauernden Ergebnissen brachte. Als Dichter war er nur einer von den vielen Reimern, die wie Planeten von der Sonne Hoffmannswaldau's und Weise's das Licht empfingen. | Stolle, Gottlieb (I25464)
|
| 10900 |
Storfyrstelig holsten-gottorpsk gehejmeråd overhofjægermester og amtmand | Ahlefeldt, Claus von (I8456)
|
|
