Portrætter

Slægten Reventlow:

Conrad Reventlow
(1644 - 1708)



Andre slægter:

Christen Munk
(1535 - 1612)



Slotte og Herregårde


Altenhof
Altenhof

Herregård sydøst for Eckernförde i den tyske delstat Schleswig-Holstein; Var oprindelig fra omkring år 1550 ejet af familien von Brockdorff. Mette Brockdorff, født Rumohr, solgte i 1691 Altenhof til Henning Reventlow. Hennings søn Cay Friedrich Reventlow (1685-1762) byggede 1722-1728 det nuværende palæ. Hans søn Detlev (1710-1783), der i blev adlet i 1767, var underviser for den danske konge Christian VII. Hans ældste søn var Cay Friedrich Reventlow (1753-1834), der i perioden 1797-1802 var leder af Det Tyske Kancelli i København. I 1938 overgik ejerskabet af Altenhof til Marie Louise Mathilde Reventlow, gift Bethmann-Hollweg. Altenhof ejes nu af hendes efterkommere.


Heraldik


reventlow_segl_1320.jpg
reventlow_segl_1320.jpg



Gravsten og epitafier


Epitafium over Jørgen Skeel, Auning Kirke
Epitafium over Jørgen Skeel, Auning Kirke

I 1699 byggedes Skeelernes pompøse gravkapel med epitafiet til minde om Chresten Skeel den Riges søn, kammerjunker Jørgen Skeel (1656-1695). I kraft af sin arv var han landets rigeste adelsmand. Han var berejst i hele Europa og havde studeret ved Københavns Universitet. Han giftede sig i 1691 med den kun 13-årige Benedicte Margrethe Brockdorff fra Holsten, men døde pludselig 4 år senere, 39 år gammel. Den unge enke, hvis viljestyrke og selvbevidsthed der foreligger adskillige vidnesbyrd om, søgte og fik - efter 4 år - kongens tilladelse til et "tarveligt Epithaphium - med den Vilkor, at Kirken på sin Bygning ej derved tager skade". Denne vanskelige opgave blev da overladt til tidens førende billedhugger, som havde etableret sig med værksted i København, belgieren Thomas Quellinus, hvis gravkapel for oberst Hans Friis ved Hørning kirke ved Clausholm fra 1691 var i frisk erindring. Med Thomas Quellinus´ fornemme gravkapel og epitafium lades ingen tvivl tilbage om enkens ønske i retning af et varigt minde for den afdøde. Det er et af den europæiske barokkunsts fineste arbejder og et fornemt eksempel på, hvordan den kunstneriske og arkitektoniske orientering efter reformationen gik imod Nederlandene.

Smedejernsgitteret, som danner indgang til gravkapellet, er det første i rækken af de stilfulde portalgitre, som er karakteristiske for Thomas Quellinus´gravminder i Danmark, og som med rimelig sikkerhed formodes at være tegnet af billedhuggeren selv. I halvbuen over dørene ses springværk-lignende slyngninger, som omslutter Benedicte Margrethe Brockdorff´s navnetræk. Lågernes nederste felt er udfyldt af en symmetrisk dekoration, mens det øverste felt består af jernstænger og mellem disse bølgeformede jernspidser. På dørrammen er sat rosetter. I et gelænder af smedejern rundt om åbningen til kapellets krypt ses også rosetter i regelmæssigt mønster og over dem en smal frise med akantusslyng.
Kammerjunker Jørgen Skeel´s portrætmedaillon på sarkofagen i kapellets krypt. Bemærk, hvordan paryk og skærf vælder ud over medaillonkanten - et karakteristisk træk for billedhuggeren. Ved kammerjunkerens "Liig-begengelse d. 23. april 1695 var en Høy-Adelig og Høyanseelig Folcke-riig Forsamling" forsamlet i "Estrups Sogne-Kircke i Auning".
Thomas Quellinus´s marmorepitafium i kapellet på nordsiden af Auning kirke er af sagkyndige kaldt "et af billedhuggerens ypperste og mest holdningsfulde værker." Dets flotte rejsning understreges af rummets arkitektoniske udformning, som også er kendetegnende for Quellinus: en indgang gennem en smedejernsportal til et kvadratisk rum, hvor gulvet er hævet nogle trin over kirkens gulv. Midt for indgangen fører en trappe ned til en krypt.
På epitafiet er kammerjunkeren fremstillet hvilende på en svær sarkofag i rødflammet marmor og omgivet af 4 dyder: Retfærdighedens, Klogskabens, Rygtets og Mådeholdets gudinder. Baggrundsudsmykningen er i sort og hvid marmor, hvor 4 søjler bærer en gesims med en brudt fronton. Over kammerjunkeren ses B. M. Brockdorff´s portræt og monogram, og på fløjene ses våben-mærkerne for henholdsvis kammerjunkeren og hustruen.
I dag står både kammerjunkerens og oberstens marmor-sarkofager i krypten sammen med 5 andre, og i niveau med epitafiet står 8 sandstens-sarkofager. Den sidste er fra 1844.
Sammenligner man de våbenmærker og hjelmtegn på epitafiets sidefelter, som udgør Jørgen Skeels og Benedicte Margrethe Brockdorffs anerækker, er det påfaldende, at hjelmtegnene er slået af og våbenmærkerne slebet ned i hustruens side. Det kan skyldes, at hun aldrig gjorde brug af den gravplads, hun havde forberedt for sig selv her, men overlod den til den søn, som var i vente, da hun pludselig stod med ansvaret for et af Jyllands største herresæder. Denne søn, Christen Scheel, blev oberst ved Fynske Livregiment, men døde 36 år gammel - endnu yngre end sin far. Benedicte Margrethe Brockdorff selv blev gift med greve Chr. Ditlev Reventlow i 1700 og flyttede med ham ind på Krenkerup på Lolland.
   

Notater


Match 10,401 til 10,450 fra 11,367

      «Forrige «1 ... 205 206 207 208 209 210 211 212 213 ... 228» Næste»

 #   Notater   Knyttet til 
10401 Reventlow, Eduard Vilhelm Sophus Christian, Greve, f. 1883, Diplomat. F. 28. Nov. 1883 paa Christianslund ved Randers. Forældre: Greve Christian Benedictus Johan Ludvig Conrad Ferdinand R. til Aggerupgaard og til Fideikommisgodserne Koppel og Varste-Polle i Hannover (1845-1922 ) og Sophie Pauline Schjær (1850-1924). Gift 4. Nov. 1910 i Kbh. (Holmens) med Else Sophie Nathalie Bardenfleth, f. 2. Jan. 1884 i Kbh. (Holmens), D. af Kaptajn, senere Kontreadmiral, Kammerherre Frederik B. (1846-1935) og Hustru.

R. blev Student 1901 fra Roskilde, cand. jur. 1908 og indtraadte 1909 i Udenrigsministeriet. Han gennemgik den normale Karriere dels som Assistent i Ministeriet, dels som Legationssekretær med Tjeneste ved Legationerne i Berlin, Paris, Stockholm og London.

Til London kom han i Okt. 1913 og blev der som Legationssekretær under hele Verdenskrigen; han udførte her et omfattende, brydsomt og meget paaskønnet Arbejde. Marts 1919 vendte han tilbage til Udenrigsministeriet og blev i Nov. s. A. Kontorchef i 1. (politiske) Departement, hvor han med levende Interesse behandlede de meget vigtige Sager i Forbindelse med Nordslesvigs Genforening.

I Febr. 1921 blev han Chef for Ministeriets politisk-handelspolitiske Afdeling, i Juni s. A . Medlem af Traktatkommissionen. Hans alsidige Uddannelse, store Arbejdsdygtighed og de diplomatiske og administrative Evner, han havde lagt for Dagen, gjorde det naturligt, at han, efter i Nov. 1921 at være konstitueret, fra Dec. 1923 overtog Direktorposten for hele Ministeriet. I Sept. 1929 deltog han somSuppleant for den danske Delegation i Folkeforbundets Aarsmøde .

Sin Direktørstilling bevarede han, indtil han, da han ønskede at aflastes for det paa Grund af den politiske Udvikling efterhaanden meget byrdefulde Arbejde, 1. April 1932 blev udnævnt til Gesandt i Stockholm. Herfra forflyttedes han i. Jan. 1938 til den vigtige Gesandtpost i London.

1.1.1938 efterfulgte han gesandt Preben Ahlefeldt-Laurvig på den vigtige post i London. Denne havde forsikret ham om at han kunne regne med nogle rolige og bekymringsfrie år da det dansk-engelske forhold nu var bragt i den skønneste orden. Det skulle dog gå helt anderledes.

Ved Danmarks besættelse i april 1940 meldte Problemerne sig for alvor. Det første angik hans stilling som gesandt. Ikke mindst takket være den gode position i forholdet til den britiske regering lykkedes det ham at bevare posten som diplomatisk repræsentant for Danmark selvom hans status ikke var fuldt officiel. Fra engelsk side lagde man ikke skjul på at denne løsning voldte betænkeligheder.

Den engelske gesandt i Kbh. var straks den 9. april blevet udvist af besættelses magten, og man havde ikke fortilfælde på en så kompliceret situation. For at bevare stillingen måtte Reventlow derfor indskrænke forbindelsen med Kbh. til kun at omfatte rutinesager. Denne tilstand fortsatte til slutningen af nov. 1941 da den danske regering efter tysk pres tilsluttede sig Antikominternpagten. Dervedvar opstået den usædvanlige situation at Danmark var blevet tvunget ind i en international organisation rettet mod en stormagt (Sovjetunionen) som Danmark intet udestående havde med, og som desuden var Storbritanniens allierede.

Reventlow meddelte da den l.2.1941 at han ikke længere kunne modtage ordrer fra regeringen i Kbh. Følgen måtte blive Reventlows afskedigelse ligesom tilfældet havde været med gesandt Henrik Kauffmann.Men regeringen ville nødig skride til et så drastisk skridt der bl.a. ville medføre en fuldstændig afbrydelse af forbindelsen med Storbritannien.

I første om gang søgte regeringen efter at Reventlow forgæves var hjemkaldt at indskærpe hans og andre gesandters lydighedspligt gennem et kgl. reskript af 15.12.1941. Da dette ikke hjalp lod udenrigsminister Scavenius gennem en uofficiel og hemmelig henvendelse Reventlow forstå at man i praksis og uofficielt ville lade ham forblive i stillingen for at han stadig kunne varetage visse danske interesser mod at han afholdt sig fra en mere aktiv optræden og undlod at træde i forbindelse med Kauffmann. Men også dette forsøg mislykkedes idet Reventlow i marts 1942 modtog hvervet som ærespræsident for det danske råd i London, der stod som det samlende organ for Englands-danskernes aktive modstand mod tyskerne. Derefter så regeringen sig nødsaget til ved en kgl. resolution af 20.3.1942 at afskedige Reventlow uden pension.

For R, havde afskedigelsen den fordel at hans andet store problem, forholdet til de frie danske nu blev lettet. Siden foråret 1940 havde hans stilling på dette punkt været temmelig prekær idet han blev udsat for megen kritik på grund af sin holdning. Samtidig havde han haft endnu et problem idet han såvel over for de engelske myndigheder som over for repræsentanterne for de forskellige eksilregeringer samt de diplomatiske repræsentationer måtte forsøge at forklare og forsvare den danske regerings politik.

Også her skabtes nu klarhed efter bruddet med Kbh. selvom han stadig så det som sin opgave at forsvare Danmarks politik. Bl.a. derfor skabte den konservative politiker Christmas Møllers ankomst til London i maj 1942 ham nye problemer. De to mænd var såvel af temperament som af anskuelse og uddannelse så vidt forskellige.

Krigen pålagde i det hele taget Reventlow mange store opgaver hvoraf den vanskeligste utvivlsomt var at bevare balancen mellem hensynet til den danske regering, den britiske regering og de frie danskei Storbritannien, Stort set lykkedes dette for Reventlow takket være hans kloge og taktfulde optræden. Derved blev krigsårene trods al kritik fra mere militante kredse højdepunktet i hans diplomatiskekarriere. Efter befrielsen og genudnævnelsen den 8.5.1945 meldte sig nye opgaver som genetableringen af de diplomatiske og handelsmæssige forbindelser mellem de to lande, det sydslesvigske spørgsmål hvor englænderne havde behov for megen manuducering, de tyske flygtninge i Danmark, medlemskabet af NATO etc. På alle disse områder ydede Reventlow en betydningsfuld indsats. I 1947 blev han ambassadørog seks år senere trak han sig tilbage efter at have nået aldersgrænsen. Han boede sine sidste år i Danmark, hvor han skrev en af de meget få diplomaterindringer vi ejer, nemlig "I dansk Tjeneste" derudkom 1956.

Bogen indeholder en meget smuk skildring af hans barndomshjem og den taknemmelighedsgæld han altid følte over for sine foraldre. Den er af mange blevet kritiseret som alt for elskværdig i omtalen af mennesker med udelukkelse af mere kritiske synspunkter og vurderinger. Enhver der forstår nærlæsningens kunst vil dog opdage at den ikke er ukritisk og indeholder værdifulde bidrag til Danmarks diplomatiske historie. Den er tillige et vidnesbyrd om den belastning han altid følte ved de beslutninger han havde måttet træffe under krigen og den kritik de havde vakt. Reventlow var en fornem representant for en diplomattype der ikke længere findes . Han følte sig alle dage stærkt knyttet til kongemagt og udenrigstjeneste og som en patriot hvem fædrelandels skæbne lå afgørende på sinde.

Under hele hans Løbebane har hans Pligtopfyldelse, klare Dømmekraft og rolige Skøn gjort sig gældende.

______________________________


Om end noget sent er der god Grund til at nævne Lensgreve Eduard Reventlows Erindringsbog: I dansk Tjeneste (1950), og dette saa meget mere, fordi disse Memoirers Værdi som historisk Kilde maaske ikkestraks springer i Øjnene. Forfatteren skriver om sin Fader, at »han akcepterede ikke, at der i hans hus blev talt nedsættende om andre" (S. 8), og en lignende Holdning synes Sønnen som Skribent at have gjort sig til Regel. Han prøver stadig at stille de Mænd, han har mødt og arbejdet sammen med under en lang udenrigsministeriel og diplomatisk Karriere, i det bedst mulige Lys, at give en gunstig Forklaring paa deres Stræben og at gøre Ret og Skel angaaende deres Handlinger. Derved kommer det Billede, som tegnes, nødvendigvis til paa visse Steder at mangle Skygge og Dybde, og maaske tager han ogsaa til Tider selv fejl; man kan saaledes tvivle om, hvor nær Dr. P. Munch i Trediverne var ved at give Udenrigsministeriets daværende Direktør Ret i hans nationalt aktive Standpunkt (S. 89), og ligeledes om hvor langt Enigheden mellem ham og Th. Døssing rakte angaaende den Holdning, den tidligere Biblioteksdirektør agtede at indtage i Moskva. Men selv om denne Fremgangsmaade altsaa kan svække Virkningen af Bogens Skildringer, vil Værdien af, at disse Synspunkter fremføres, være umiskendelig for en senere Tids Forskning.

Bogens Tyngdepunkt ligger imidlertid i Redegørelsen for Stillingen i London under Besættelsen af Danmark 1940—45. Forbindelsen med Hjemlandet var vanskeliggjort. Det kunde være svært under disse Forhold at forstaa Udviklingen hinsides Vesterhavet. Men her ovre forstod vi heller ikke altid Udlands-Danskernes Problemer. Den, der skriver dette, er paa mere end et Punkt naaet til klarere Erkendelse afdem og maa i alt Fald personlig beundre det kloge Mellemstandpunkt, Grev Reventlow indtog, men hvis Uholdbarhed han efterhaanden selv forstod. Paa tilsvarende Maade fremtræder hans nøgterne Vurderingaf Sabotagen, samtidig med at han loyalt refererer Sir Colin Gubbins' Fremhævelse af Jærnbanesabotagens Betydning i Efteraaret 1944 (S. 179).

Allerede i dette Kapitel ridser Forfatteren ogsaa Billedet af engelske Politikere og Embedsmænd skarpt op og yder hermed varige Bidrag til deres Karakteristik. Det bliver endnu mere fremtrædende og værdifuldt i det følgende: »London 1945—53««. Oplysende er ogsaa Bemærkningerne om Englændernes Holdning til Spørgsmaalet om Syd-Slesvig (S. 190 flg.) og navnlig Paavisningen af den Virkning, RussernesOptræden under De Forenede Nationers første Generalforsamling, Jan.-Feb. 1946 (S. 184—85) havde paa Udenrigsminister Bevin. Den Skuffelse, han herefter følte, fik vidtrækkende Følger — ogsaa for Danmark — gennem NATO-Politiken.

Historisk Tidsskrift, Bind 11. række, 5 (1956 - 1959) 1-2

Erik Møller 
Reventlow, Lensgreve Eduard Vilhelm Sofus Christian (I15112)
 
10402 Reventlow, Frederik Ditlev Greve, 1792-18-51, Diplomat, fødtes i Kjøbenhavn 25. Okt. 1792 og var yngre Søn af ovfr. nævnte Statsminister Chr. Ditl. Fred. Greve R. (d. 1827).

Han hørte saaledes til Storkanslerens Linje, der efterhaanden ved Grundbesiddelse og Ægteskaber var bleven særlig knyttet til Kongeriget. Chr. R. s Børn opdroges som danske, og ligesom sine 2 ældre Brødre studerede R. ved Kjøbenhavns Universitet, blev Student 1809 og fik juridisk Examen 1814, hvorefter han s. A. indtraadte som Volontær i Departementet for de udenlandske Sager. Men det synes, at han den Gang havde mere Smag for at more sig end for Kontorforretninger, og hans Livslyst og personlige ydre Fortrin gjorde ham selvskreven til at indtage en fremtrædende Plads i Datidens jeunesse dorée.

Udenrigsministeren N. Rosenkrantz lader ogsaa, maaske netop af denne Grund, til ikke at have været ham synderlig gunstig. Resultatet blev i alt Fald, at R. allerede 1815 igjen opgav sin Stilling i Departementet og derefter privatiserede i en Række Aar, nærmest vel beskæftiget med Landbrug. Først efter at Rosenkrantz var død 1824, indtraadte han paa ny i sin tidligere Stilling, denne Gang under for ham gunstigere Avspicier med Schimmelmann og Dankwart som overordnede. Fra nu af avancerede han hurtig.

1825 udnævntes han til surnumerær Sekretær, blev 1826 Kammerherre, sendtes 1830 til Brasilien som Chargé d’affaires og Generalkonsul og 1834 i samme Egenskab til Lissabon efter at have vikarieret et Par Maaneder i s. A. for Grev Joachim Bernstorff i Wien.

Christian VIII satte Pris paa ham og betroede ham kort efter sin Tronbestigelse det fortrolige Hverv at søge en Brud for Kronprinsen ved de mindre tyske Hoffer, og efter nogen Vaklen mellem Schwerin og Strelitz fandt man hende som bekjendt ved dette sidste Hof.

Da A. Blome 1841 forlod Gesandtskabsposten i London, udnævntes R. til hans Efterfølger, og saaledes forefandt Begivenhederne i 1848 ham som Danmarks Repræsentant i det Land, paa hvis Bistand vi særlig regnede. Det blev da ham, som der skulde optage den diplomatiske Kamp med Oprørsregeringen, som en af hans holstenske Fættere stod i Spidsen for, og til hvilken de andre havde sluttet sig, og paa samme Tid med den talentfulde og indflydelsesrige preussiske Gesandt Bunsen, der ivrig støttedes af Prins Albert. Det var en svær Opgave for R., der ikke hidtil havde haft Lejlighed til at udvikle nogen særlig diplomatisk Dygtighed, og hvis Kjendskab til det slesvig-holstenske Spørgsmaals historiske og statsretlige Side var højst mangelfuld. Vel sendtes Orla Lehmann, Pechlin og Reedtz for at instruere ham og senere Oxholm og Treschow for at understøtte ham ved Forhandlingerne, men han kunde hverken i Begavelse eller i Kundskaber maale sig med sin preussiske Modstander, der lidenskabelig og hensynsløst virkede for den slesvig-holstenske Sag ved Hoffet, i Regeringen, i Pressen og i Parlamentet.

Men fra sit noget urolige Liv havde R. medbragt en Del Menneskekundskab og Behændighed til at behandle Folk, der nu kom ham til gode. Hvad det væsentlig kom an paa, var at vinde Palmerstons Øre, og det forstod R. bedre end Bunsen. Da saaledes Palmerston i 1850 var bleven angrebet i Overhuset for sin overmodige og brutale Optræden mod den græske Regering i Pacifico-Affæren, og Resultatet var blevet en Majoritet imod Ministeren, ansaas han som en slagen Mand, da Overhuset den Gang betragtedes som omtrent lige saa afgjørende i diplomatiske Sager, som Underhuset er det i økonomiske Spørgsmaal. De andre Gesandter vendte ham allerede saa temmelig Ryggen, hvorimod R. saas at vise ham den største Opmærksomhed, og den næste Dag kjørte han i fuld Galla til Udenrigsministeriet og bragte Palmerston efter udtrykkelig Ordre, som han sagde, sin Regerings Tak for den varme Interesse, Ministeren havde vist vor Sag. Palmerston og Lady Palmerston modtoge med stor Rørelse denne Hyldest, og Underhuset, i hvilket Palmerston selv kunde forsvare sig, fulgte heller ikke Overhusets Exempel, Ministeren blev, og han glemte aldrig siden R., at han alene var bleven ham tro.

Forhandlingerne 1848-50 førtes hovedsagelig i London, og R.s Deltagelse i dem bar ikke alene Præget af en varm og fuld Overbevisning om Danmarks Ret, men han omfattede ogsaa dets Sag med en Iver, som om det gjaldt hans personlige Velfærd. Der var ikke Spor hos ham af nogen Sympathi med hans holstenske Fættere, og han saa i Bunsen mere en personlig Fjende end en politisk Modstander. Men han havde, som naturligt var, ikke Øje for det nationale Moments Betydning, hvorfor ogsaa Spørgsmaalet om Slesvigs Deling var ham en Vederstyggelighed. Hans Sympathi var udelukkende dynastisk, det var en stor Glæde for ham, da han havde faaet Konferenceprotokollen af 23. Avg. 1850 undertegnet, og havde han oplevet at sætte sit Navn under Traktaten af 8. Maj 1852 om Opretholdelsen af det danske Monarkis Integritet, vilde han vistnok have ment, at nu var det vigtigste naaet, og Resten vilde da let finde sig.

Men 6. Okt. 1851 overraskedes han pludselig af Døden i Glasgow paa Tilbagerejsen fra Hebriderne, hvor han, der lidenskabelig elskede Jagt, havde jaget og fisket hos en Ven. – Han var udnævnt til Storkors af Danebrog 1841 og til Gehejmekonferensraad 1848. Han var gift med Jutta Birgitte f. Christensen (f. 7. Febr. 1807 d. 16. Nov. 1868).

Danmarks Adels Aarbog 1893. S. 398.
Zeitschrift d. Gesellsch. f. d. Gesch. Schlesw., Holst. u. Lauenb. XXII, 118 f. 156.
Daae, Breve fra Danske og Norske S. 91. 128. 142.

P. Vedel.
____________________________________________
Nekrolog trykt i The Gentleman's Magazine

At the Star Hotel, Glasgow, his Excellency Count Reventlow, Ambassador from the King of Danmark to her Majesty the Queen of Great Britain.

Count Reventlow was sprung from one of the most illustrious families of the Scandinavian peninsula, and he carried with him in all the relations of life the spirit and deportment of a high-born gentleman. He had served his Court with distinction in the capacity of Minister Plenipotentiary in Brazil, in Portugal, at Vienna, and lastly in this country, where he found a people entirely congenial to his tastes, and a reception suited to the natural cordiality of his own character. He laboured, with complete success, to improve the relations between Danmark and Great Britain. His unflinching assiduity and patriotism were incessantly engaged in providing for the defence of his country, whilst his firmness and just pride in her national rights would admit of no compromise in the sovereignty of her territories. He united to a singular degree a manly impetuosity and frankness of character with a perfect mastery of the details of his profession, and an exact attention to the rules and observances of diplomatic life more common in the last century than in our own.

After many mouths spent in uninterrupted labour, he retired a few weeks ago to the estate of Sir James Matheson, in the island of Lewis, to pursue those field-sports for which he retained the characteristic attachment of youth. No one who saw him starting full of spirit and energy, in the vigour of a green old age, could have imagined that he was to return no more ; and the close of his life, which took place in Glasgow, on his way back from the Hebrides, was as abrupt as it is distressing, having been caused by a spasmodic affection of the heart. The Countess Reventlow and his two daughters were fortunately in attendance upon him at his decease. The body of foreign ministers in this country has seldom possessed a more upright and able member — jealous of its independence, but punctiliousin its duties ; and whilst his memory will long be preserved in the affectionate relations of his family and of his private friendships, he has deserved the highest honours his own country can pay toher statesmen, and is attended to the grave by the sincere respect of those who had known him in the land to which he was accredited by two successive Sovereigns of Danmark.

His body was conveyed from this country in a Danish vessel of war. 
Reventlow, Greve Frederik Detlef (I11496)
 
10403 Reventlow, Friedrich (Fritz), Greve, 1755-1828, Diplomat. F. 31. Jan. 1755 paa Altenhof d. 26. Sept. 1828 paa Emkendorf begr. i Westensee. Broder til Greve Cay Reventlow Gift 1g. 16. Aug. 1779 paa Ahrensburg med Komtesse Julie Schimmelmann. 2g. 5. Jan. 1822 i Berlin med Grevinde Charlotte Schlippenbach, f. 21 Juni 1794, d. 1840, D. af Greve Karl Friedrich Wilhelm 5. til Schnermark (1772-1830) og Rigsgrevinde Caroline Friederike Beust (1772-1825).

R. blev opdraget sammen med den to Aar ældre Broder Cai R. (s. d.) og drog med ham til Universitetet i Göttingen. Her opholdt han sig 1769-73 og sluttede sig til den Kreds, der samledes i Hainbund. DeTanker og Ideer, han her mødte, fik en overordentlig Betydning for hans aandelige Udvikling, og man kan hævde, at han blev sin Ungdoms Idealer tro til Døden. I Göttingen vaktes hans tysknationale Følelse til Live, og hans Begejstring for tidligere Tiders aristokratiske Stænderforfatninger og absolutte Afsky for al Despotisme brød kraftigt frem. Ligeledes mødtes han med Vennerne i deres Reaktion mod Aarhundredets overvældende franske Indflydelse. Efter Hjemkomsten var han nogle Aar knyttet til Overretten paa Gottorp og Regeringen i Glückstadt, men 1779 drog han til Kbh., hvor han ved Siden af sin Hoftjeneste deltog i Arbejdet i Søetatens Admiralitets og Kommissariats Kollegium. Det var A. P. Bernstorff der var ivrig efter at trække ham ind i Statstjenesten, og da han var blevet afskediget,ombyttede R. 1780 med Glæde sin Stilling i Kbh. med Gesandtskabsposten i Stockholm. 1784 drog han som dansk Gesandt til London, men trak sig allerede 1788 til Bernstorffs Beklagelse tilbage fra Statstjenesten.

R. tog fra da af Ophold paa Emkendorf som han sammen med sin Hustru Julie (s. d.) gjorde ti l et aandeligt og politisk Brændpunkt i Hertugdømmet Holsten. I det skønne Slot, som R. havde prydet med talrige Kunstgenstande, hjembragt fra mange Rejser, mødtes den nærmere Familie m ed de andre Spidser inden for Ridderskabet, med Skribenter som Johann Kaspar Lavater og Mathias Claudius og med Professorer fra Universitetet i Kiel. En Tid lang nød ogsaa franske Emigranter i stort Tal godt af R.s Gæstfrihed og gav herved Emkendorf-Selskabet et ganske internationalt Præg. Men Slottet var ikke blot Landsdelens straalende selskabelige Midtpunkt.

Fra Emkendorf udgik samtidig en aandelig Paavirkning, der fik stor Indflydelse i Aarene omkring Aarhundredskiftet. Midt i Oplysningstiden repræsenterede Kredsen paa Emkendorf en udpræget gammelluthersk streng Religiøsitet, dog noget mildnet af Aarhundredets pietistiske og herrnhutiske Strømninger, men med skarp Afstandtagen fra Samtidens sværmeriske Bevægelser. R. betragtede det som en Livsopgaveat tage Kampen op mod Rationalismen, og som Kurator for Universitetet i K iel (1800-08) skyede han intet Middel for gennem Embedsudnævnelser, der ikke altid var heldige, at fremme den Aandsretning, han selv repræsenterede. Han fik ligeledes den ivrigt rationalistisksindede Leder af Seminariet i Kiel Professor H. Müller erstattet med den affældige Professor D. Hermes fra Berlin. R. var desuden Sjælen i Ridderskabets Kamp mod Frederik VI.s Forsøg paa at gennemføre en centraliseret Enhedsstat ved Hjælp af borgerlige danske Embedsmænd. For R. var Idealet Genindførelsen af den gamle Stænderlanddag,og han kæmpede energisk for Ridderskabets Privilegier. Efter Bernstorffs Død kom den uundgaaelige Konflikt mellem Regeringen i Kbh. og Ridderskabet. R. samlede en snæver Kreds af de betydeligste Ridderskabsmedlemme r om sig, og trods mange Nederlag opgav han aldrig sit Retsstandpunkt. Det skyldtes R., at F . C. Dahlmann knyttedes til Ridderskabet som dettes Sekretær, og efter 1814 havde han den Tilfredsstillelse at se et stadigt stigende Antal af Ridderskabets Medlemmer samle sig om den Politik, der havde været hans: Genindførelsen af en aristokratisk Forfatning for baade Slesvig og Holsten inær Tilslutning til et nationaltvaagent Tyskland. Efter sin I. Hustrus Død ønskede han at komme bort fra Holsten, og han indtraadte da paa ny i den diplomatiske Tjeneste , idet han 1818 udnævntes tildansk Gesandt i Berlin. Begge R.s ægteskaber var barnløse, og h ans Adoptivsøn Joseph Reventlow-Criminil (s. d.) arvede efter hans Død Godset Emkendorf.

Kammerherre 1776. Gehejmeraad 1800. Gehejmekonferensraad 1808. - Hv. R. 1790. DM. 1826. - Maleri, formentlig af Jens Juel (forhen paa Emkendorf) og af F. C. Gröger (Farve). Relief af J . T. Sergel 1784. 
Reventlow, Greve Friedrich (Fritz) (I10855)
 
10404 Reventlow, Heinrich Rigsgreve, 1679-1732, gottorpsk Diplomat, Søn af Gehejmeraad Ditlev R. til Reetz (d. 1701), kom 1698 paa Ridderakademiet i Kjøbenhavn og blev Aaret efter Kammerjunker.

Efter at Gørtz 1704 havde ægtet hans Søster, traadte han i gottorpsk Tjeneste, udnævntes til Landraad og sendtes 1706 til Wien for at retfærdiggjøre den fra gottorpsk Side stedfundne Beslaglæggelse af Grevskabet Rantzau. Efter Hertuginde Sophie Hedevigs, Carl XII’s Søsters, Død sendtes han 1708 til Stockholm. Efter Kønigsteins Fald blev han Amtmand i Tønder og var atter Gesandt i Wien. I Jan. 1713 sendtes han til Stenbocks Kvarter, først i Frederiksstad og senere i Husum, med en fingeret Ordre fra den unge Hertug Carl Frederik med dennes af R. efterlignede Underskrift, i Følge hvilken Kommandanten i Tønning i Nødsfald skulde aabne Stenbock denne Fæstning. Efter Hertugens Regeringstiltrædelse fik han, maaske kun paa Skrømt, Ordre til at forsvare dette for Gottorp saa skæbnesvangre Skridt.

Under sine lange og hyppige Ophold i Wien vandt R. Kejserens Gunst og blev 1714 Rigsgreve, kejserlig Rigshofraad og Kammerherre. 1719 maatte han, foranlediget af H. F. Bassewitz, forlade det gottorpske Hof.

R., der som Statsmand havde uddannet sig i sin Svoger Gørtz’ Skole, gjaldt som denne for hensynsløs og underfundig. Samtidige fremhævede hans omskiftelige Sind, hans Hidsighed og Hævngjerrighed. Han var Provst for St. Johannes’ Kloster i Slesvig og 1725-31 for Klosteret i Uetersen. I Holsten kjøbte han 1709 Godset Lehmkulen, erhvervede 1725 Cronshagen og kjøbte 1728 Rantzau. Efter Faderen arvede han Collmar.

Han døde natten mellem 12. og 13. Jan. 1732 paa Schmoolerhof efter et vildt Drikkelag hos Broderen Ditlev.

R. var gift 2 Gange:
1. (1704) med Vilhelmine f. Brockdorff (d. 15. Dec. 1706), Datter af Wulf B. til Wensin og Ida Rumohr;
2. (1708 i Wien) med Marie Charlotte f. Grevinde v. Althann (d. 1735), Datter af Johan Greve v. A. 
Reventlow, Rigsgreve Heinrich von (I8083)
 
10405 Reventlow, Henning, 1640-1705, Gehejmeraad, en Broder til Storkansler Conrad R., fødtes 14. Juni 1640 i Gluckstadt, studerede 1662 i Orléans, blev 1664 Kammerherre hos Kongen, hvorefter han udnævntes til Amtmand i Sønderborg, paa hvilket Embede han 1670 og 72 fik Bestallingen fornyet.

1669 blev han ligesom Broderen Conrad Hofraad i tyske Kancelli, udnævntes 1672 til Vicegeneralkrigskommissær i Hertugdømmerne og 1675 til Amtmand i Svabsted. 1677 blev han Landraad og beklædte i Aarene 1679-90 Posten som Amtmand i Flensborg. 1684, da han blev hvid Ridder, var han Gehejmeraad.

Han arvede Godset Himmelmark ved Ekernførde efter Faderen, men afstod det 1692. Glasau og Altenhof, der endnu ere i hans Families Eje, erhvervede han henholdsvis 1689 og 92. R. døde 30. Jan. 1705.

Han ægtede 24. Dec. 1665 Margrethe Rumohr (f. 7. Nov. 1637 d. 11. Marts 1705), Datter af Henrik R. til Røst og Ida Brockdorff.

Louis Bobé. (Dansk Biografisk Leksikon - 1900)

 
Reventlow, Henning (I7246)
 
10406 Reventlow, Iven, o.1495-1569, Landmarskal i Holsten, var Broder til ovennævnte Dr. Ditlev R. 1523 fulgte han med Hertug Christian til Danmark og deltog i Belejringen af Kjøbenhavn, ligesom han ogsaa nævnes som nærværende ved Frederik I’s Hylding.

Allerede 1525 blev han Ridder, og under Frederik I’s og den første Del af Christian III’s Regering indtog han en meget fremskudt Stilling blandt den holstenske Adel, en Stilling, der ikke blot skyldtes hans ansete Familie og store Rigdom – han ejede Godserne Rixdorf, Schøneweide, Lammershagen og Stocksee i Holsten og en Tid Lindved i Slesvig –, men ogsaa hans fremragende Dygtighed.

Han brugtes særlig meget i Hertugdømmernes indre Administration; 1526-30 var han Lensmand paa Segeberg, 1533-34 paa Gottorp, 1533-37 paa Tønder, 1539-46 paa Flensborghus, og fra 1535-63 havde han tillige Østerland Før i Pant for 4000 Mark. Desuden var han 1534 en af de styrende Raader i Hertugdømmerne, og 1538 fungerede han en Tid som Statholder i Johan Rantzaus Fraværelse. 1543-45 var han tillige Landmarskal.

Ligesom en stor Del af den holstenske Adel var R. imod Hertugdømmernes Deling og nægtede sammen med Johan Rantzau og Wulf Pogwisch at aflægge særskilt Ed til Kongen; i 1545 opsagde han endog sin Raadsed og nedlagde Landmarskalembedet. Han traadte derefter i Hertug Hans’ Tjeneste, var fra 1547-60 dennes Amtmand paa Rensborg, 1550-57 tillige Amtmand paa Femern og gjentagne Gange Hertugens Statholder. 1559 nævnes han som Verbitter for Bordesholm Kloster.

Ogsaa i den ydre Politik brugtes han en enkelt Gang, saaledes sendtes han og Borchard v. Boyneburg 1540 til Sachsen og Hessen, og 1558 sendtes han til Ditmarsken. Det næste Aar deltog han i Toget mod Ditmarskerne og fik ved denne Lejlighed et Saar i Foden. Han døde 1569 og begravedes i Lebreda Kirke, hvor man i den nyeste Tid paa hans Grav har fundet en pragtfuld Metalplade med hans Billede.

I. R. var 4 Gange gift: 1. med Anna Ahlefeldt (Datter af Frederik A. til Haseldorf og Haselau og Cathrine Pogwisch), 2. med Anna Buchwald (Datter af Otto B. til Wensin og Benedicte Rantzau), 3. med Margrethe Rantzau (Datter af Otto R., s. XIII, 469), 4. med Margrethe Rantzau (Datter af Claus R. til Rastorf og Anna Brockdorff).

Danske Mag. 4. R. III, 7 f.
Zeitschr. d. Gesellsch. f. d. Gesch. Schlesw., Holst, u Lauenb. VIII, 136. 155.
Danmarks Adels Aarbog 1893, S. 39 f.

L. Laursen. (Dansk Biografisk Leksikon - 1900)

________________________

Iven Reventlow til Rixdorf, Schöneweide, Stelböck,
Dristorf, Lammershagen og Lindved var 1522 ridder.

1523 hyldede han hertug Frederik og deltog i Københavns belejring.
1526-30 var ham amtmand i Segeberg, 1533 råd og amtmand på Gottorp.
1535-61 havde han Tørning og Lille Tønder i pant for 4000 Mk.
1545 gik han i hertug Hans´ tjeneste på grund af uoverenstemmelsse med Chr. III.
1546-60 var han hertugelig amtmand i Rensborg og på Femern.

• Med Anna von Ahlefeldt fik han 6 børn, herunder Gabriel (1523-), der døde ung.
• Med Anne Buchwald fik han 2 børn.
• Med Margarethe Ottosdatter Rantzau (3. ægteskab) fik han 3 børn.
• Med Margarethe Clausdatter Rantzau fik han ingen børn.

 
Reventlow, Iwan von (I3558)
 
10407 REVENTLOW, AAGE was born 09 August 1903, received Social Security number 096-03-4920 (indicating New York) and, Death Master File says, died June 1975 2279826
 
Reventlow, Aage (I15398)
 
10408 Reventlow., Christian Ditlev, lensgreve, 1775-1851. godsejer, stænderdeputeret. f. 28.4.1775 i Kbh. (Slotsk.), død 30.1.1851 på Pederstrup, begr. i Theophili skov ved Vesterborg.

Forældre: lensgreve Christian Ditlev Reventlow (l748-1827) og Sophie F. L. C v. Beulwitz (1747-1822).

Gift 24 .6.1800 i Skørringe med Margrethe Benedicte v. Qualen, født 4.11.1774 på Vindeby, død 18.4.1813 på Pederstrup, datter af gehejmeråd Frederik Christian v. Qualen til Vindeby (1724-92) og komtesse Hilleborg Margrethe Holck (1739-1817). Bror til Frederik Reventlow.

Reventlow blev student 1796, tog latinsk-juridisk eksamen s.å. i Kbh. og studerede derefter nogle år i Kiel. 1800 bosatte han sig som forpagter på Frihedsminde og 1804 på Pederstrup under grevskabet Christianssæde, arvede 1827 efter sin far dette og grevskabet Reventlow i Sønderjylland. Han var stærkt præget af faderen, hvem han lignede i human følelse og glædede ved sin særlige interesse for bondebefolkningens lavere lag, husmænd og indsiddere. Han gjorde sig ved sin færd afholdt og påskønnet, men selv om han tog del i offentlig virksomhed nåede han ikke at yde en indsats der på nogen måde kan tåle sammenligning med faderens. 1832 var han en af "de oplyste mænd" der skulle udtale sig om stænderforfatningen, 1835-36, 1838 og 1840 havde han som sine standsfællers repræsentant sæde i Østifternes Stænderforsamling, 1836 og 1838 som kongevalgt deputeret for Ridderskabet i Den Slesvigske Stænderforsamling.

Hans politiske standpunkt var ikke meget udpræget, men kan nærmest bestemmes som moderat - konservativt. Han udtalte sig i Roskilde stænder stærkt mod hoveri og naturaltiende ("med Hoveri er intet højere Jordbrug forenbart"); men ville så lidt som andre godsejere en afløsning ved tvangsbud og prægede ikke i særlig grad forhandlingerne. Stærkt optaget synes Reventlow at have været af religiøse interesser, og han udgav 1840 et skrift, Til Medkristne, i hvilket han bekæmpede læren om helvedes-straffens evighed og djævelens personlighed. Religiøse og moraliserende synspunkter præger også et "forsøg" han 1844 udgav til besvarelse af spørgsmålet om forbedring i husmandsklassens kår og nogle "betragtninger" fra 1848 (men først udgivne efter hans død) over de sidste politiske tidsbegivenheder.

Kammerherre 1811. 
Reventlow, Greve Christian Detlev (I11480)
 
10409 Riddar, riksråd, syslemann og lensherre. Foreldre: Faren var riddar og riksråd Eindride Erlendsson (nemnd 1384–1440); mora er ukjend. Gift med Gudrun Olavsdotter (ca. 1415–etter 1472), dotter til riddar og riksråd Olav Håkonsson til Nesøya (ca. 1374–1458) og fru Ingebjørg Jonsdotter av den eksklusive Giske- og Sørumætta. Far til Ingerd Erlendsdotter.

Erlend Eindridsson er den siste kjende representanten for Losnaætta. Han høyrde til toppsjiktet innan aristokratiet i Noreg i første halvdel av 1400-talet, var stor godseigar og hadde fleire viktige ombod.

Som faren kom Erlend tidleg i kongsteneste. Eit brev frå 1429 fortel at Erlend av Losna var på oppdrag i Perth, og han er då kalla “kongens tenar”. Seinast 1434 kom han inn i riksrådet, og i dei følgjande åra møtte han jamt saman med faren. I oppgjeret med Amund Sigurdsson Bolt var dei to til stades både på Jersøya utanfor Tønsberg 1436 og på forliksmøtet i Oslo med representantar for allmugen året etter. Same dag som forliksbrevet vart oppsett, 18. februar 1437, sende “rikets råd i Noreg” ut eit stadfestingsbrev med kunngjering om evig fred, og det var herr Eindride, sonen Erlend, erkebiskop Aslak Bolt og biskop Audun i Stavanger som då representerte rådet. Etter to brev frå 1438 hadde Erlend gjort forsøk på å fengsle Amund Sigurdsson, men vart hindra av allmugen i Oslo. Erlend må på den tid ha fungert som høvedsmann på Tønsberghus, truleg i staden for eller saman med faren, som var ein tilårskomen mann. Erlend gleid såleis naturleg inn i stillinga som høvedsmann og tok over åleine då faren døydde.

Den framskotne stillinga Erlend hadde, vart overtydande slått fast 1439, då han vart lansert som kandidat til stillinga som drottsete saman med Sigurd Jonsson til Sørum og Giske og Olav Håkonsson på Nesøya. Som den mest høgætta vart Sigurd Jonsson utnemnd, men det var sterke slektsband mellom dei tre: Morbror til herr Sigurd (Håkon Sigurdsson) var gift med faster til Erlend (Sigrid Erlendsdotter), Olav Håkonsson var gift med herr Sigurds søster, og dei var svigerforeldre til Erlend. Dei tre var kongetru menn, men den politiske situasjonen tvang dei og resten av rådet til å sende oppseiingsbrev til kong Erik på Gotland 1440 og 1441. Like etter, truleg i samband med Christoffer av Bayerns kroning i Oslo 1442, fekk Erlend riddarslaget. Det praktfulle seglet hans, som viser våpenmerket til Losnaætta (sjå Erlend Filippusson) med to omslynga dragar som hjelmmerke, finst på unionsbrevet frå 1450.

Det ser ut til at herr Erlend hadde høvedsmannsstillinga på Tønsberghus i alle fall fram til 1445, og ei tid må han også ha vore syslemann i Råbyggjelag; eit brev frå 1440 fortel såleis at hans ombodsmann der dømde i ei drapssak på vegner av kongen. Seinare flytte han vestover, truleg for lettare å kunne administrere godsa sine. Han fekk syssel i Sogn, og 1450 gav Christian 1 han Valdres og Romsdal som pantelen, som trygd for eit større pengelån. Herr Erlend var ein halden mann, han kjøpte jord i Sogn og på Færøyane, og han hadde hus og eigedom i Bergen. Både som høvedsmann på Tønsberghus og seinare saman med Olav Nilsson i Bergen arbeidde han for å avgrense makta til hanseatane.

Fru Gudrun kan knapt ha vore 40 år då herr Erlend døydde, og ho gifte seg på nytt med riddar og riksråd (seinare riksforstandar) Jon Svalesson Smør. Ho overtok Nesøygodset etter faren og gjekk også inn i arven etter junker Hans Sigurdsson, son til Sigurd Jonsson, som døydde barnlaus 1446. Arvingane til denne godsmassen og til Losnagodset vart dei to døtrene til herr Erlend og fru Gudrun, Ingerd og Sigrid. Ingerd etterlet seg ikkje livsarvingar. Sigrid vart gift med riddar og riksråd Bo Flemming. Dei tok Nesøya i Asker til setegard, og gjennom deira dotter Margareta, gift med den danske adelsmannen Holger Erikssøn, kom dei store godsa etter hennar foreldre over til familien Rosenkrantz. 
Eindridssøn, Erland (I1812)
 
10410 Ridder Brahe, Lave Axelsson (I3513)
 
10411 Ridder Huitfeldt, Henrik (I5646)
 
10412 Ridder Urne, Jacob (I707)
 
10413 Ridder Iversen, Niels (I973)
 
10414 Ridder Gregersen (Krognos?), Holger (I1189)
 
10415 Ridder Urne, Lave Nielsen (I1500)
 
10416 Ridder Brok, Esge Jensen (I1727)
 
10417 Ridder Podebusk, Predbjørn (I23233)
 
10418 Ridder Nielsen, Erik (I21951)
 
10419 Ridder Holstenske St. Anna Orden Eyben, Christian August von (I9668)
 
10420 Ridder 1355 Panter, Niels Ovesen Sappi (I1559)
 
10421 Ridder af Dannebrog Brown, William (I10410)
 
10422 Ridder af Dannebrog Reventlow, Helanius Conrad (I13071)
 
10423 Ridder af Dannebrog. Ridderkorset blev personligt overrakt af Kong Frederik den IX i våbenhuset i Strandby Kirke i forbindelse med en gudstjeneste. Kr. Friis var konge familiens præst under kongefamiliens ophold i jagthuset i Trend i
Strandby-Farsø Pastorat. Cand.theol . 19.06.1937 fra Kbh.s Universitet. Præsteviet 06.04.1938 i Ribe Domkirke af biskop S. Westergaard. 
Friis, Kristian Hansen (I15815)
 
10424 Ridder af den væbnede arm Rantzau, Breide (I4703)
 
10425 Ridder ca 1486 Brok, Lauge Esgesen (I2450)
 
10426 Ridder, ejer af Lydumgaard og bispens lensmand på Hennegaard,nævnt 1454 Lange, Mogens Nielsen (I2189)
 
10427 Ridder, Rigsraad, Parsberg, Tønne (I2641)
 
10428 Ridefoged på Hørsholm Slot Tuxen, Lorenz (I6570)
 
10429 Mindst én nulevende eller privat person er knyttet til denne note - Detaljer er udeladt. Macdiarmid, Lawson Cameron (I22321)
 
10430 Mindst én nulevende eller privat person er knyttet til denne note - Detaljer er udeladt. Macdiarmid, Ross Cameron (I22327)
 
10431 Rigens Admiral Munk, Peder (I4823)
 
10432 Rigets drost Limbek, Claus (I19585)
 
10433 Rigsadelig Stand Eyben, Hulderich Edler von (I7073)
 
10434 Rigsdagsmedlem i Den Tyske Rigsdag Moltke, Otto Julius Greve (I23600)
 
10435 Rigsdagsmedlem, Landstingsmedlem ( Rigstinget ) Krag-Juel-Vind-Frijs, Mogens Christian (I13950)
 
10436 Rigsfriherre Bernstorff, Joachim Engelche (I8222)
 
10437 Rigsfriherreinde, 1770 Dame de l*union parfaite Inn Und Knyphausen, Charlotte Elisabeth Henriette Zu (I10348)
 
10438 Rigsgreve Rantzau, Frederik (I10261)
 
10439 Rigsgreve Schmettau, Gottfried Wilhelm Christian (I10726)
 
10440 rigsgreve Rantzau, Andreas Conrad Peter von (I11320)
 
10441 Rigsgreve Rantzau, Harald von (I11764)
 
10442 Rigsgreve Rantzau, Christian Frederik von (I12132)
 
10443 Rigsgreve Rantzau, Johan Frederik Vilhelm (I12140)
 
10444 Rigsgreve Rantzau, Christian Ernst von (I12249)
 
10445 Rigsgreve Rantzau, Fritz Leopold von (I13597)
 
10446 Rigsgreve Rantzau, Ludvig von (I14525)
 
10447 Rigsgreve Rantzau, Christopher (I6983)
 
10448 Rigsgreve Nath, Gerhard Von Der (I8317)
 
10449 Rigsgreve Rantzau, Christian (I6016)
 
10450 Rigsgreve Rantzau, Ditlev Carl (I10166)
 

      «Forrige «1 ... 205 206 207 208 209 210 211 212 213 ... 228» Næste»