| |
Match 10,301 til 10,350 fra 11,367
| # |
Notater |
Knyttet til |
| 10301 |
Præst | Marcussen, Johan Ambrocius (I10401)
|
| 10302 |
Præst | Drejer, Niels Rasmusen (I11299)
|
| 10303 |
Præst Burkal 1687-1725 | Ambders, Christian (I7864)
|
| 10304 |
Præst i Finderup | Brorson, Christian Gottlieb Nicolaisen (I9739)
|
| 10305 |
Præst i Gjerslev | Erichson, Andreas (I10888)
|
| 10306 |
Præst i Gross-Luckow ved Pasewalk | Schimmelmann, Jakob (I9367)
|
| 10307 |
Præst i Norge | Gaarder, Augustinus Meldahl (I19627)
|
| 10308 |
Præst i Wedel | Rist, Johan (I6106)
|
| 10309 |
Præst på Drejø | Christensen, Jacob (I10689)
|
| 10310 |
Præstekone | Thomsen, Petra Oline (I15520)
|
| 10311 |
Psykolog | Unknown (I17387)
|
| 10312 |
Publikationen (Auswahl)
Die deutsche Flotte. Ihre Entwicklung und Organisation. 1901.
Der russisch-japanische Krieg. 1904 ff.
Holder Friede, Süsse Eintracht. Eine politische Satire. Dieterich'sche Verlagsbuchhandlung Theodor Weicher, Leipzig 1906.
Deutschlands auswärtige Politik 1888–1913. 1914.
Deutschland zur See. Ein Buch von der deutschen Kriegsflotte. Verlag Otto Spamer, Leipzig 1914.
Der Vampir des Festlandes. Eine Darstellung der englischen Politik nach ihren Triebkräften, Mitteln und Wirkungen. 1915.
Brauchen wir die flandrische Küste? 1918.
Politische Vorgeschichte des Großen Krieges. 1919.
Völkisch-kommunistische Einigung? 1924.
Minister Stresemann als Staatsmann und Anwalt des Weltgewissens. 1925.
Kriegsschuldlüge und Kriegsschuldlügner. 1929.
Deutscher Sozialismus. 1930.
Der Weg zum neuen Deutschland. Ein Beitrag zum Wiederaufstieg des deutschen Volkes. 1931.
Der deutsche Freiheitskampf. 1934.
Wo ist Gott? 1934.
Judas Kampf und Niederlage in Deutschland. 150 Jahre Judenfrage. 1937.
Von Potsdam nach Doorn. 1940.
Literatur
Joachim Lilla, Martin Döring, Andreas Schulz: Statisten in Uniform: Die Mitglieder des Reichstags 1933–1945. Ein biographisches Handbuch. Unter Einbeziehung der völkischen und nationalsozialistischen Reichstagsabgeordneten ab Mai 1924. Droste, Düsseldorf 2004, ISBN 3-7700-5254-4, S. 508 f.
Michael Hagemeister: Die „Protokolle der Weisen von Zion“ vor Gericht. Der Berner Prozess 1933–1937 und die „antisemitische Internationale“. Chronos, Zürich 2017, ISBN 978-3-0340-1385-7, Kurzbiografie S. 562.
Elke Kimmel: Reventlow, Ernst Graf zu. In: Handbuch des Antisemitismus. Band 2/2, 2009, S. 684f.
Weblinks
Literatur von und über Ernst Graf zu Reventlow im Katalog der Deutschen Nationalbibliothek
Werke von und über Ernst Graf zu Reventlow in der Deutschen Digitalen Bibliothek
Zeitungsartikel über Ernst Graf zu Reventlow in der Pressemappe 20. Jahrhundert der ZBW – Leibniz-Informationszentrum Wirtschaft.
Ernst Graf zu Reventlow in der Datenbank der Reichstagsabgeordneten: Porträt, Biographie und Redebeiträge.
Ernst zu Reventlow in der Online-Version der Edition Akten der Reichskanzlei. Weimarer Republik
Digitalisate des Reichswart 1920–1936 im Bestand der Staatsbibliothek Berlin | Reventlow, Greve Ernst Christian Einar Ludwig Detlev (I14377)
|
| 10313 |
Mindst én nulevende eller privat person er knyttet til denne note - Detaljer er udeladt. | Warming, Gurli (I23168)
|
| 10314 |
Mindst én nulevende eller privat person er knyttet til denne note - Detaljer er udeladt. | Knuth, Agnes Comtesse (I23844)
|
| 10315 |
På et epitafium og på en kirkestol i Kongsted Kirke staves hendes navn: Løcke | Lykke, Kirstine (I5011)
|
| 10316 |
På gravsten står hun opført som Hylda Rose, men kan udmærket have heddet Hilda Johanne Rosenbaum | Rosenbaum, Hylda Joanna (I18797)
|
| 10317 |
På gravstenen står Margrethe Frederikke Reventberg. | Wagner, Margrethe Frederikke (I1)
|
| 10318 |
På kirkegården ved Preetz klosterkirke er der en sten, der er nærmest ulæselig.
Den eneste tekst, der kan læses er
Reventlow
Laaland
og så et årstal, der efter alt at dømme er 1780
På den baggrund vurderes det, at der er tale om gravsten for Ludvig Detlev Reventlow (1780-1857), død i Preetz | Reventlow, Greve Ludvig Detlev (I11685)
|
| 10319 |
På Sandbjerg fødtes grev Arthur Reventlow (1817-78), der blev amtmand over Tønder amt og kgl. kommissarius i den slesvigske stænderforsamling 1853-54.
Han gik med som frivillig på dansk side i Treårskrigen, og som lensgrevens nevø og befuldmægtigede lykkedes det ham ved dristig færd under den slesvig-holstenske besættelse at bortføre grevskabet Sandbjergs skatteregister og andre vigtige arkivalier samt ved sin personlige optræden at forhindre, at den provisoriske slesvig-holstenske regering modtog underskrifter fra Sandbjergs bønder.
Arthur Reventlow afskedigede, som sin farbroders fuldmægtig, godsinspektør C. Jørgensen, da denne ikke viste skyldig troskab mod den danske konge eller tilbørlig iver for den danske sag. Ved disse aktioner forhindrede han den såkaldte slesvig-holstenske regering i at inddrive skatter på godset og dets område.
Under Treårskrigen kom danske og preussiske kanonbåde iøvrigt i kamp på Alssund ud for Sandbjerg den 12. maj 1848 og igen den 13. april 1849.
Arthur Reventlow blev i 1850 gift med Georgine Ernestine Ahlefeldt, Saxtorf, som døde 1902 og blev gravsat i det grevelige kapel på Dybbøl ved siden af sin gemal. Hustruen påvirkede ham i slesvig-holstensk retning, og da han var amtmand i Tønder 1850-60, gik han for at være nationalt blakket, hvorfor han blev forflyttet til Bordesholm i Holsten, men også tyskerne betragtede ham som nationalt upålidelig, og Laurids Skau angreb greven i stænderforsamlingen 1853 i Flensborg. | Reventlow, Greve Arthur Christian Detlev Ludvig Eugenius (I12380)
|
| 10320 |
På sit Kontor I Samfundshjælpen I København. | Bardenfleth, Addo Løvenørn (I13993)
|
| 10321 |
På Voergård blev Ingeborg senere kendt som "Den hvide dame", der går igen.
| Skeel, Ingeborg (I4362)
|
| 10322 |
Queen of Danmark | Brandenburg, Dorothea af (I2297)
|
| 10323 |
Queen of England | D`Angouleme, Isabella (I294)
|
| 10324 |
Queen of England | Capétiens, Marguerite (I685)
|
| 10325 |
Queen of England | France, Isabelle de (I1000)
|
| 10326 |
Queen of England | D`avesnes, Philippa (I1091)
|
| 10327 |
Queen of France | Provence, Margarethe de (I524)
|
| 10328 |
Queen of France | Champagne, Jeanne I de (I577)
|
| 10329 |
Queen of France | Brabant, Marie de (I712)
|
| 10330 |
Queen of France | Bourgogne, Jeanne I de (I791)
|
| 10331 |
Queen of Navarre | Bourgogne, Marguerite de (I657)
|
| 10332 |
Queen of Navarre | of Navarre, Jeanne II (I936)
|
| 10333 |
Queen of Poland | Habsburg, Elisabeth von (I2451)
|
| 10334 |
Queen of Poland | Jagiellonka, Sophie (I2539)
|
| 10335 |
Queen of Poland | Zápolya, Borbála (I2573)
|
| 10336 |
Queen of Poland | Sforza, Bona (I3289)
|
| 10337 |
R. af Dbg. | Nully, John Bertrand Heiliger de (I11625)
|
| 10338 |
R. af Dbg. | Nully, Georges William Harcourt de (I12181)
|
| 10339 |
R. af dbg. | Zachariae, Georges James (I12781)
|
| 10340 |
R. lærte Landbruget paa Godser paa Lolland og i Slesvig, hvorefter han 1872-91 var Forpagter af Skelstofte under Christianssæde. 1891 erhvervede han Rudbjerggaard ved Nakskov. Hans friske Initiativ ogpraktiske Driftsledelse skaffede ham en enestaaende Anseelse som Landmand, og talrige var de Tillidshverv, han i Aarenes Løb beklædte i Standsfællernes Kreds. 1888-94 var han Formand for Sukkerroedyrkerne paa Vestlolland, 1892-1905 for Maribo Amts økonomiske Selskab, 1896-1911 for De samvirkende lolland-falsterske Landboforeninger, og 1893-1916 var han Medlem af Landhusholdningsselskabets Bestyrelse.
Tidligt kom han med i det offentlige Liv. 1876-84 var han Medlem af Vesterborg Sogneraad og 1900-10 af Maribo Amtsraad. Som Tilhænger af en maadeholden og fordragelig Agrarpolitik, nærmest paa Linie med den, der forfægtedes af Ministeriet Reedtz-Thott, valgtes han 1895 i Nakskov kredsen til Folketinget. Han stillede sig som Højremand, men hans Valg støttedes ogsaa delvis af Venstre i Kredsen. PaaRigsdagen sluttede han sig til det forligsvenlige Højre under Lars Dinesens Førerskab, og efterhaanden nærmede han sig Venstre mere og mere. 1903 indmeldte han sig at Højre, og 1906 gik han i Valggruppe med Venstrereformpartiet.
Han stillede sig ved Valget dette Aar som Venstremand og holdt endnu, stærkt trængt at Socialdemokratiet, Kredsen ved Valgene 1909 og 1910. 1913 opgav han at søge Valg. Han stemte 1910 for Neergaardsfremskudte Forter. men var 1912 kun en lunken Tilhænger af Ministeriet Berntsens Grundlovspolitik. 1899-1910 var han Formand for Kommisionen angaaende Jord til Landarbejdere og 1914-16 Medlem af Landmandsbankens Bankraad. - Kammerherre 1909. | Reventlow, Greve Ludvig Eduard Alexander (I13685)
|
| 10341 |
R., D.M | Schaffalitzky de Muckadell, Lensgreve Erik Engelke (I13309)
|
| 10342 |
Ramt af et vådeskud på en ulvejagt ved Jersbeck | Ahlefeldt, Henrik von (I7377)
|
| 10343 |
Rantzau, Christian Ditlev Carl Rigsgreve, 1772-1812,
Overpræsident, var en Søn af Christian Emil Rigsgreve R. til Rastorf
og Anna Sabine f. Buchwald og fødtes 8. Okt. 1772 paa Rastorf.
I Aarene 1788-92 studerede han i Kiel og Gøttingen, blev
sidstnævnte Aar Kammerjunker og 1793 Avskultant i Økonomi- og
Kommercekollegiet. 1796 blev han Medlem af det af samtlige
Godsejere i Hertugdømmerne dannede Udvalg til Hoveriets Afskaffelse.
1797 blev han Deputeret i Kommercekollegiet og 1801 i tyske
Kancelli indtil 1809, da han udnævntes til Overpræsident for Byen Kiel
og Kurator for Universitetet. 1802-9 var han tillige Medlem af
den extraordinære Finanskommission og fra 1798 Medlem af
Kreditkassekommissionen. 1797 var han bleven Kammerherre og 1811
Kommandør af Danebrog.
R.s mærkelige og interessante Personlighed
er udførlig skildret af Rist i dennes Livserindringer. Blandt
hele den unge Adel her hjemme paa hans Tid kunde ingen lignes
med ham i omfattende Kundskaber, Skarpsindighed og Arbejdslyst.
Ærgjerrigheden var hans største Svaghed: han følte sig tilsidesat
og forbigaaet under sin Higen efter de højeste Stillinger, og han,
der gav Anledning til saa store Forhaabninger, døde i sine bedste
Aar, «brudt paa Legeme og Hjærte», 23. Febr. 1812. Paa sit
Gods Ascheberg indførte han store Forbedringer i Bøndernes Kaar
og reformerede Skolerne. R. havde 5. Sept. 1795 ægtet den
rigtbegavede Charlotte Diede, Datter af Gehejmeraad Wilhelm
Christopher D. (IV, 262).
Manthey, Ridderes Levnetsløb 1809-17 S. 57.
Lübker u. Schrøder, Schlesw.-Holst.-Lauenb. Schriftsteller-Lex.
Rist, Lebenserinnerungen I, 110.
W. Humboldts Tagebuch 1796 S. 83.
Louis Bobé. | Rantzau, Rigsgreve Christian Detlev Carl (I10425)
|
| 10344 |
Rantzau, Frederik, 1590-1645, til Krapperup og Asdal, Søn af den ovfr. nævnte Frands R. (d. 1612), er født paa Silkeborg 4. Febr. 1590. 8 Aar gammel blev han sendt til Opdragelse hos sin Bedstefader, den gamle Statholder Henrik R., og blev efter hans snart paafølgende Død paa Breitenburg i Holsten hos Farbroderen Gert R., indtil han 1604 gik til Adelskollegiet i Tübingen, der fra 1606 til Frankrig og 1609 til Italien, hvor han 1610 studerede i Padua. Hjemkommen tjente han i Kalmarkrigen som Kornet i Gert Rantzaus Livkompagni, men den urolige Rejselyst, der fandtes hos ikke faa af Slægten, bragte ham paa ny til Udlandet. 1613 fulgte han Jacob Ulfeldt til Spanien, og der fra foretog han en Tur over Italien til Tyrkiet, Palæstina og Ægypten. 1615 var han atter hjemme og blev da Hofjunker hos Christian IV, 1617 tillige Kammerjunker hos den udvalgte Prins Christian.
Ved sit Giftermaal i. Maj 1621 med Margrethe Podebusk, Datter af Claus P. og Sophie Ulfstand, forlod han Hoffet og blev det følgende Aar Lensmand over Arnsberg paa Øsel. Denne Stilling hindrede ham dog ikke i at deltage i Christian IV’s Krig i Tyskland; han var under denne Krigskommissær, blev fangen i Slaget ved Lutter am Barenberg 1626, men løskjøbte sig Aaret efter. Imidlertid var hans Hustru død paa Øsel, og han giftede sig anden Gang 5. Febr. 1632, med Ide Skeel, Datter af den afdøde Rigsraad Otte S. og Birgitte Lindenov. Med hende fik han Herregaarden Asdal i Vendsyssel og var fra 1639 flere Gange befuldmægtiget paa Stændermøderne for den jyske Adel; dog opholdt han sig mest, særlig efter at han 1634 havde opgivet det øselske Len, paa sin fra hans første Hustru arvede Gaard Krapperup i Skaane.
Det var ogsaa i denne Landsdel, at han i sine sidste Dage kom til at spille en militær Rolle 1644, først ved Forsvaret af Landskrone Slot, siden som Fører for Rigsmarsken Anders Billes Livregiment. I Efteraaret 1644 blev dette imidlertid sendt til Fyn, og her døde han 13. Jan. 1645 i Middelfart. Hans Enke overlevede ham til 1684. Han roses for sin Gavmildhed mod Kirker og Hospitaler.
H. Mikkelsen, Ligpræd. ov. F. R. (1647). Worm, Lex. ov. lærde Mænd.
J. A. Fridericia. | Rantzau, Frederik (I5444)
|
| 10345 |
Rantzau, Henrik, 1526—98, Statholder i Slesvig og Holsten, er født paa Steinburg i Holsten 11. Marts 1526; hans Forældre vare den berømte Hofmester i Hertugdømmerne Johan R. og Anna Walstorp.
Kun 12 Aar gammel sendtes han 1538 af sin Fader til Universitetet i Wittenberg, immatrikuleredes der under Melanchthons Rektorat og deltog i Sammenkomsterne ved Luthers Bord. Ikke mange Aar efter var det, at Johan R. 1545 brød med Christian III og tog Tjeneste hos Hertug Adolf af Gottorp. Med denne fulgte baade Fader og Søn 1548 til Kejser Carl V’s Hof i Brüssel; her modtog H. R. de første stærke Indtryk, politiske, kunstneriske og litterære, fra den store Verden, og her knyttede han Bekjendtskaber med fornemme Stormænd. I adskillige Aar ledsagede han Kejseren og var med ved Belejringen af Metz 1552. Endelig opgav han 1553 Hoflivet og ægtede 23. Okt. 1554 Christina v. Halle (f. 11. Febr. 1533), Datter af den brunsvigske Adelsmand Frantz v. H. Ægteskabet skaffede ham en Familiefejde med Greverne af Hoya, der først bilagdes 1558, men bragte ham fremfor alt en meget stor Rigdom, i Godser og Penge. Fra dette Øjeblik havde han en sikker social og økonomisk Stilling, der støttedes ved Faderens forsigtige Raad; 1565 arvede han denne, og hans praktiske finansielle Sans vidste at udnytte det vundne Grundlag.
Rimeligvis har han 1554 kunnet vælge mellem kongelig og gottorpsk Tjeneste; han foretrak den første, og herved blev hans egen og hans Efterkommeres Fremtid afgjort. I det nævnte Aar blev han Amtmand paa Segeberg og kongelig Raad, og 1. Marts 1556 udnævntes han desuden til Kongens Statholder i Hertugdømmerne. Den første større politiske Sag, i hvilken han fik Lejlighed til at blande sig, blev Forsøget paa at udsone Kongefamilien med det lothringske Fyrstehus; til dette Øjemeds Opnaaelse var han fra 1557 og lige til 1565 atter og atter ivrig for et Ægteskab mellem Frederik II og Prinsesse Renata af Lothringen, Christian II’s Datterdatter; i 1559 rejste han endog i den Anledning paa Kongens Befaling til Nederlandene og forhandlede derom med sin gamle Bekjendt fra Opholdet i Brüssel, Greven af Arenberg, Flere Gange i Mellemtiden ansaa han dog Sagen for haabløs eller uheldig og anbefalede da andre Ægteskaber, saaledes 1558 med Elisabeth af England og 1561 med Maria Stuart; med den sidste Plan forbandt han endda fantastiske Tanker om, at Kongen kunde vinde Kejserkronen gjennem Frankrigs Hjælp. Alt dette blev dog til intet; derimod fik han 1559 Lejlighed til at gjøre Frederik II en virkelig og betydningsfuld Tjeneste. Da han kom under Vejr med, at Hertug Adolf af Gottorp paatænkte en Erobring paa egen Haand af Ditmarsken, satte han Kongen i Kundskab derom og blev derefter Hovedmanden for den Overenskomst, hvorved denne Plan forpurredes, og baade Kongen og Hertug Hans bleve Meddeltagere i Krigen og i Ditmarskens Undertvingelse; han var selv med i Felttoget som Krigskommissær og en af Krigsraaderne hos sin Fader, spillede dog næppe nogen større militær Rolle, men var Kongens befuldmægtigede ved Delingen 1560 af det erobrede Land og fik Tilsynet med den kongelige Part og med Ordningen af den forandrede Retsforfatning. 1561 repræsenterede han Frederik II ved Vilhelm af Oraniens pragtfulde Bryllup i Dresden med Kurfyrst Morits af Sachsens Datter Anna.
Imidlertid nærmede den nordiske Syvaarskrig sig. Det er bekjendt, at Frederik II fremtvang den imod det danske Rigsraads Vilje, og en Beretning gaar ud paa, at han derimod fandt Støtte hos de holstenske Raader. H. R.s Holdning i dette Spørgsmaal er dog hidtil ikke opklaret. Han fik imidlertid betydelige Opgaver i Anledning af Krigen, besørgede Troppehvervinger, forhandlede med Hamborg og Nabofyrster om Nevtralitet, opkrævede Krigsskatter i Hertugdømmerne og varetog disses Krigsforfatning, særlig under Faren 1565 for Angreb fra Wilhelm v. Grumbach; mærkes kan det ogsaa, at han (1562) havde anbefalet sin Slægtning Daniel Rantzau til Tjeneste hos Kongen. Ved Siden deraf betroedes der ham ansvarsfulde diplomatiske Ærender; saaledes var han 1564 og 1567 en af Afsendingerne til de mislykkede Fredsmøder, henholdsvis i Rostock og Stralsund. Vigtigst var det dog, at han 1570, efter først at have været tilstede i Heidelberg ved Brylluppet mellem Kurfyrst Johan Casimir af Pfalz og Kurfyrst August af Sachsens Datter Elisabeth, gik til det Møde i Stettin, der efter lange Forhandlinger i Dec. bragte Freden til Veje mellem de nordiske Riger.
Ogsaa i anden Henseende havde Krigen imidlertid spillet sin Rolle for H. R. Han var den formuende Mand, der kunde forstrække Kongen med store Summer eller gaa i Borgen for Laan hos andre. Derved opnaaede han betydelige Pantelen. I Hertugdømmerne fik han saaledes paa denne Maade 1564 sit Amt Segeberg til Pant og 1567 Flensborg Amt; i Kongeriget forskreves der ham 1564, Aaret før hans Faders Død, alle de Len, som denne besad (især store Dele af Laaland), 1566 Holme Kloster, og efter Freden, 1571, Salling Herred, begge paa Fyn. Efterhaanden indløste dog Kronen de fleste af disse Panter, især 1574; dog fik han fornyet Lensbrev paa Segeberg, og endnu 1582 skyldte Kongen ham en betydelig Sum. Men særlig Betydning fik det, at han 1568 havde tilkjøbt sig til Ejendom det nævnte Holme Kloster; han viste sin Interesse for Godset ved at omdøbe det til Rantzausholm, og herved havde hans Slægt faaet en vigtig Grundbesiddelse, som en Tid lang i høj Grad bidrog til at knytte den til Kongeriget. Senere paafulgte flere af hans Sønners Ægteskaber med danske Adelsdamer.
Ogsaa efter Freden i Stettin benyttedes han til diplomatiske Sendelser, der angik Danmark og Norge, saaledes 1577 til Emden for at forhandle med engelske Afsendinger om Sejladsen paa Nordhavet. Han var desuden ved sine talrige Forbindelser i Udlandet i Stand til at holde sin Konge bekjendt med Verdensbegivenhederne igjennem stadige Indberetninger. Men mest optoges dog hans offentlige Virksomhed af Forholdene i Hertugdømmerne. I Spidsen for Landraaderne ledede han Fællesregeringen, naar denne efter den I 1563 trufne Ordning tilfaldt Kongen, og repræsenterede ham i hans Fraværelse paa Landdagene-, han havde Del i Udgivelsen af den slesvig-holstenske Landret 1573, og i øvrigt interesserede han sig for Landenes økonomiske Opkomst, begunstiget, som denne var, af Freds-perioden. I den store Strid med Gottorp om Slesvigs Lensforhold har han uden Tvivl, tro mod sin Konge, med Kraft bekæmpet Gottorps Paastande og medvirket til den endelige Overenskomst i Odense 1580, hvorved Hertugerne modtoge Slesvig til Len af Danmarks Krone; selv repræsenterede han ved denne Lejlighed Kongen i dennes Egenskab af Hertug og benaadedes med Elefantordenen. Det næste Aar bragte han paa et Møde i Flensborg Forlig til Veje om Arven efter Hertug Hans den ældre.
Hvad H. R.s personlige Forhold til Frederik II angaar, tillade de hidtil fremdragne Kilder ikke nogen aldeles bestemt Dom i det enkelte. Det er sikkert, at han gjentagne Gange har mødt Afslag paa sine Henvendelser til Kongen, som da han 1560 forgjæves virkede for en Udsoning med Peder Oxe og 1579 for Tilgivelse til Rigsraaden Jacob Ulfeldt. Ogsaa ligefremme Rivninger spores; 1565 hedder det endog, at han en Tid var i Kongens Unaade paa Grund af den holstenske Adelsmand Hans Blomes Angivelser, og 1570 forbød Kongen ham i en ret irriteret Tone at forherlige den afdøde Daniel Rantzau paa en Maade, der kunde stille Kongen selv i Skygge. Om H. R.s egentlige politiske Indflydelse hos Frederik II vides hidtil saa godt som intet. Men som Helhed er der dog Grund til at antage, at Forholdet har været godt, og at Kongen med rette i ham har skattet en trofast Raadgiver, om end vel næppe en fremragende Statsmand. Og saa meget er vist, at H. R. selv har set hen til Frederik II’s Regeringsaar som sin stolteste Tid og, som vi senere skulle se, har ønsket at hædre Kongen paa enhver Maade. Nogen større Modsætning imellem dem havde han ikke øjnet, og Indskriften paa Breitenburg: «Kongens Held Landets Lykke», havde ikke været Mundsvejr.
Da kom Frederik II’s Død i April 1588, og med denne Begivenhed begyndte et nyt Afsnit i H. R.s Liv, i høj Grad forskjelligt fra det foregaaende, rigt paa Kampe, paa Skuffelser og Bitterhed. Uden at man kan sigte ham for Brud med sin Fortid, blev han en Modstander af Kongemagten, repræsenteret, som den var først af Enkedronning Sophie, senere af den unge Kong Christian IV.
Allerede i Juni 1588 kom Modsætningen frem, da Enkedronningen ønskede, at Formynderstyrelsen i Hertugdømmerne under Christian IV’s Mindreaarighed skulde overdrages en eller flere tyske Fyrster, og antydede en kommende Deling af de kongelige Amter mellem hendes 3 Sønner. Det første var H. R. en Modstander af som urimeligt og som truende Ridderskabets Friheder; i Delingen saa han en Fare for Svækkelse af Hertugdømmernes Magt, paa lignende Maade som hans Fader havde gjort det 1544. Det lykkedes ham dog foreløbig at afværge disse Planer, og et Øjeblik mødtes han med Sophie i Tanken om at benytte Raadernes og Landdagens Modstand mod de gottorpske Planer om Arvelighed til at udelukke den unge Hertug Philip fra Fællesregeringen og gjøre Christian IV til eneregerende. Udsigten hertil svandt dog hurtig, og lige saa hurtig udviklede der sig et bittert Fjendskab mellem H. R. og Enkedronningen, der overtog Formynderstyrelsen i Hertugdømmerne. Uden at gaa i Enkeltheder med Stridens Gang skal det fremhæves, at en af dens første Aarsager sikkert var Sophies nære Forbindelse med Amtmanden i Haderslev Hans Blome (II, 425), en Mand, hvis. Fader havde været Johan Rantzaus Fjende, og som selv allerede i Treserne havde angrebet H. R. Herved blandedes dennes stolte Slægtfølelse ind i Sagerne; 2 Partier skilte det slesvig-holstenske Ridderskab, det Blomeske og Rantzauske, og selvfølgelig var H. R, Leder for det sidste. Og nu var Blome netop tillige i Strid med det danske Regeringsraad; denne Omstændighed i Forening med Regeringsraadets Brud med Enkedronningen knyttede det og H. R. sammen i et, dog mest tilsyneladende, aristokratisk Forbund, og herved skabtes der paa den anden Side et Vaaben for Sophies juridiske Raadgivere, der ønskede at hæve Fyrstemagten og kue Ridderskabet. Hertil kom, at hun traadte i et venskabeligt Forhold til Hertug Johan Adolf af Gottorp og ogsaa derved stødte an mod H. R.s politiske Tilbøjeligheder. Fra 1591 var Striden en Kjendsgjerning, og 1593 naaede den sin højeste Bitterhed. Faa Landretsdagen i Slesvig By i Marts s. A. tørnede H. R. og hans Søn Gert voldsomt sammen baade med Blome og med Johan Adolf. Den gamle Statholder fik et heftigt nervøst Anfald og sprængte Retsforhandlingerne ved at rejse bort med det kongelige Signet, der skulde bruges under Aktstykkerne. Sophie svarede med at affordre ham Regnskabsaflæggelse for hans Amt og ved at tilstille ham en Skrivelse, der i Skarphed og Trusler overskred alle Grænser. Men H. R. gav ikke tabt, og hans Kampmiddel blev i Forbindelse med det danske Rigsraad at faa Formynderstyrelsen frataget Sophie og Christian IV erklæret myndig; han vilde herved ikke alene ydmyge hende, men navnlig forebygge, hvad der efterhaanden var blevet Stridens egentlige Kjærne, hendes Planer om Delingen af de kongelige Amter. Sejeren blev foreløbig hans; i Sept. 1593 overtog den unge Konge Styrelsen i Hertugdømmerne, og samtidig blev Blome afsat fra sit Embede som Amtmand i Haderslev, og denne Post overdroges til H. R.s Søn Gert. Men hans personlige Sejer blev ikke langvarig; fra Sommeren 1595 viste det sig, at hans Indflydelse var i Aftagende hos Christian IV, der under Regeringsraadets begyndende Opløsning nærmede sig sin Moder og mødtes med hende i Ønsket om Forsoning. Vel kunde H. R. regne sig det til Ære, at Tanken om Hertugdømmernes Deling døde hen, men i de Retssager med Hans Blome, som vare voxede frem af Striden, maatte han føle Kongens Uvilje. Og Forholdet bedredes langt fra, da Christian IV 1596 blev Danmarks virkelige Hersker og netop nu ønskede at vise Aristokratiet sin Myndighed, for saa vidt altsaa optog sin Moders Politik. De strænge Advarselsskrivelser og Trusler om kongelig Unaade, som han i Juni 1597 udstedte til flere af Ridderskabet i Anledning af deres Smædeskrifter mod hverandre, vare ogsaa rettede til H. R. Og næppe har det været helt frivilligt, naar denne i disse Aar ved sine Sønner lod udtale Ønsket om at fratræde sine Embeder. I alt Fald greb Kongen det; 24. Jan. 1598 underrettede han ham om, at han gik ind derpaa, og affordrede ham Statholderskabet og Segeberg Amt. Den 72aarige Mands Dage vare nu ogsaa snart talte; han døde 31. Dec. 1598. Hans Bisættelse fandt Sted i den af ham selv ombyggede og udstyrede Familiebegravelse i St. Laurentius-Kirken i Itzeho. Kisten og Indskriften ventede paa ham; selv havde han ladet dem lave; kun Pladsen til hans Dødsdag i Indskriften stod tom.
Hans politiske Liv var endt som et Nederlag, og med dyb Sorg havde han maattet se sin talrige Børneflok tyndes ud ved hyppige Dødsfald. Endnu kunde han ikke vide, at hans 2 Sønner snart skulde opnaa de højeste Embeder i Kongeriget og Hertugdømmerne. Men utvivlsomt har han med Stolthed set tilbage paa sit Livs Gjerning. Bortset fra hans politiske Virksomhed havde han været en Kulturbringer. Forudsætningen for, at han var bleven dette, var 2 Ting: hans materielle Midler og hans aandelige Sans.
Allerede ovfr. er omtalt Kilderne til hans Rigdom: Giftermaalet, Arven efter Faderen og hans økonomiske Indsigt. Ved sin Død ejede han 18 adelige Godser. Af disse skulle nævnes Breitenburg og Mehlbek, som han havde arvet fra Faderen, Wandsbek, Wellingsbüttel og Rantzau, som han havde tilkjøbt sig, alle i Holsten, Drakenburg og Rinteln i det brunsvigske, en Arv fra Svigerfaderen, foruden Ejendomme i Slesvig og Lauenborg og endelig Rantzausholm . hertil kom bl. a. en paladsagtig Gaard i Lybek. Paa sine Godser indførte han Stordrift med Nedlæggelser af Bønder-gaarde og Hoveri, men ogsaa med Skovdrift og Havebrug og med Anlæg af alle mulige Smaafabrikker, som Olje-, Papir-, Sav-, Bore-, Kobber- og Krudtmøller. Ved Siden heraf drev han en udstrakt Pengeforretning; baade Philip II af Spanien og Antwerpen havde han til Skyldnere, med den nævnte By førte han en langvarig og bitter Strid om Gjældens Betaling. Ved alt dette fik han Midler til at blive Hertugdømmernes første grand Seigneur. Men den kulturelle Side heraf skabtes ved et bestemt Aandspræg hos ham.
Kun i ringere Grad havde han modtaget dette Aandspræg fra sit Ophold som ganske ung i Wittenberg. Theologi kom aldrig til at høre til hans væsentlige Interesser, endnu mindre de kirkelige Stridigheder, som han endog saa ret overlegent paa, i den Grad, at den katholske Reaktion haabede paa ham som Tilhænger. Utvivlsomt var han dog protestantisk troende, tvivlede ikke heller paa Djævelens Indgriben i det daglige Liv; men et Hovedpunkt i hans metafysiske Forestillinger var Overbevisningen om Stjærnernes Herredømme over Menneskene; de vare Midler for Skæbnen og Gud til at paavirke alt lavere. Derfor var han en ivrig Tilhænger af Stjærnetydningen, udgav Lærebøger i Astrologi og nedskrev i elegant udstyrede Bøger Samlinger af Horoskoper. Med sit stærke fantastiske Sving troede han naturligvis ogsaa paa Drømme og Varsler og spaaede nok saa dristig om Verdensbegivenheder, hvilket indbragte ham Drillerier fra Frederik II, naar det slog fejl. Men sin astrologiske Tro delte han for øvrigt med hele det Kulturstandpunkt, som stærkest havde paavirket ham.
Sine dybeste Indtryk havde han nemlig, som ovfr. antydet, modtaget fra sit Ophold ved Carl V’s Hof og særlig i de senere spanske Nederlande. Her havde en Forening af den romanske Renæssance og den germanske Humanisme slaaet ham i Møde. Netop da var jo Italien Forbilledet for nederlandsk Kunst, Sværmeriet for i alt Fald Ydersiderne af det antike Liv havde bredt sig her op, den latinske Digtekunst og den latinske Brevstil stode som den fornemme og lærde Verdens Stolthed, og her havde han vel ogsaa hørt om det Medicæiske Mæcenatdømme i Florents og var desuden et beundrende Øjenvidne til den anstandsfulde spanske Grandezza. Han kom hjem fyldt med Tanker om midt mellem en Adel, der kun lidet besad Sans for Kunst og Litteratur, at bringe Renæssancen og Humanismen ind i sin nordlige Egn, men tillige at knytte den fremfor alt til sin Person. Der er Grund til kort at dvæle ved de forskjellige Omraader af hans Virksomhed i denne Henseende.
Først hans Bygninger. Han ombyggede Breitenburg og Mehlbek, og han opførte helt nye Borge paa Wandsbek (af ham kaldet Wandsburg) og Rantzau. Breitenburg og Rantzau betegne her 2 Stadier, den første, der til Dels stammede fra hans Fader, minder om Frederik II’s Frederiksborg, den anden, som helt var hans eget Værk (1592-95), om Christian IV’s ved sit langt luftigere, yndefuldere Anlæg. Men i alle sine Bygninger satte han sin Stolthed i at opkalde Rummene med de antike Navne, og de forsynedes med Indskrifter, til Dels af klassiske Forfattere og yngre Latinister, til Dels af religiøst-moralsk Indhold. Hertil kom saa Vidnesbyrd om Renæssancens stærke Trang til at forherlige Personligheder. Han fyldte sine Borge med Statuer og Malerier af mythologiske, antike og moderne Helte; han hædrede sin Storheds Skabere, den yngre oldenborgske Kongeslægt, hvem han viede en Pyramide i Nærheden af Itzeho, og særlig Frederik II, for hvem han efter hans Død opførte en anden Pyramide ved Segeberg med en Obelisk ved Siden, bygget med den som Forbillede, der af Kejser August førtes til Rom. Han havde Malerier af Kongens vigtigste Krigsbegivenheder paa Segeberg Slot og lod dem stikke i Kobber. Dette sidste skulde dog fuldt saa meget tjene til Forherligelse af hans egen Slægt, der havde deltaget i disse Kampe; Søjlen paa Mehlbek for hans Hustru, talrige Epitafier og Billeder vare andre Vidnesbyrd om denne Bestræbelse. Men alle Vegne prangede hans eget Navn med Paalæg til hans Efterkommere om at værne om deres Stamfaders Gjerninger, og han lod udgive Bøger med Beskrivelser af sine Bygninger. Til Udsmykningen af sine Borge stod han i Forbindelse med Medicæeren Storhertug Ferdinand af Toskana, fra hvem han fik Marmor, Alabaster og kunstfærdige Sager, og hvem han sendte nordiske Varer.
Denne Forbindelse var dog kun en enkelt Side af et helt Forhold, der opfyldte ham fuldt saa meget som hans Bygningsvæsen og hans Kunstsamlinger, nemlig den latinske Brevvexling med Fyrster, Stormænd og lærde, hvortil knyttede sig Mæcenatstillingen for de sidste. Nordtyske Hertuger vare hans Korrespondenter lige saa vel som Kardinal Granvella og nederlandske og danske Adelsmænd; men navnlig var der en utvivlsomt gjensidig Bestræbelse efter Forbindelse mellem ham og Videnskabsmænd og latinske Digtere. Blandt de første indtager Tyge Brahe Hæderspladsen; de havde gjort Bekjendtskab med hinanden 1564 i Rostock og stode siden i Venskabsforhold, og det var H. R., som 1597 efter Tyge Brahes Bortrejse fra Danmark skænkede ham det første Asyl (paa Wandsburg). Af andre Videnskabsmænd skulle nævnes Niels Hemmingsen, Historikerne Chytræus og Lindeberg, Medicineren Heurnius og især Filologen Justus Lipsius; af Digterne Tidens anseteste, men nu ganske glemte, de lavrbærkronede Melissus, Frengel og Lauterbach. Forholdet imellem de fleste af disse og ham beroede paa en vis Gjensidighed, de trængte til H. R. som Mæcen, han til deres Lovprisninger i deres Dedikationer og ikke mindst i deres latinske Epistler. Thi disse vare den Gang ikke en Form for privat Samkvem, de vare en Art Litteratur, og en hel Række af dem, de saakaldte Trøstebreve i Anledning af hans Børns Dødsfald, lod han udgive med sine egne Svar, endog i flere Oplag.
For en stor Del skyldtes den centrale Stilling, H. R. indtog i den litterære Verden, naturligvis hans Penge, men nok saa meget dog hans mærkelige Bogsamling. Ved Siden af Breitenburgs Hovedfløje laa en Bygning, i hvilken oven over et Kapel Bibliotheket var opstillet. Det var smukt ordnet og skal have talt 6300 Bind; iblandt disse vare ogsaa talrige højst værdifulde Haandskrifter, deriblandt af Adam af Bremens Kirkehistorie og af Albert af Stades Krønnike; disse lod han udgive lige saa vel som forskjellige andre, hvoriblandt klassiske Forfattere. Uden Karrighed laante han ogsaa Bøger ud. H. R. havde paalagt sine Efterkommere Bibliothekets Udelelighed; han kunde have sparet det; thi ved de Wallensteinske Troppers Erobring af Breitenburg 1627 blev det splittet og for største Delen ødelagt. Trods forskjellige Bidrag til dette Spørgsmaal trænger dog Restens Skæbne til nøjere Undersøgelser.
H. R. var end videre selv Forfatter. Han udgav Bøger om Astrologi, om Sundhedspleje, om Krigsvæsen; uden Tvivl har hans Stab af Litterater dog hjulpet ham. Mere personlig tilhøre rimeligvis andre Værker ham, der vise delvis andre af hans Interesser end dem, vi hidtil have dvælet ved. Fortrinsvis tænkes herved paa hans Mindeskrift over Faderen (under Psevdonymet «Coroneus»), hans Historie af Ditmarskerkrigen (under Psevdonymet «Cilicius Cimber») og hans Beskrivelse af den cimbriske Halvø (først udgivet 1739 af Westphalen efter et Haandskrift). Nøje sammenknyttede ere i dem alle Slægtstoltheden og Kjærligheden til hans Land. De førstnævnte ere historisk-geografiske Kildeskrifter om vigtige Begivenheder og Forhold i Hertugdømmerne, men navnlig en Lovprisning af hans Fader, til Dels af ham selv. Beskrivelsen af den cimbriske Halvø medtager ogsaa Nørrejylland, og Kongerigets geografiske og politiske Forhold laa ogsaa saa meget inden for hans litterære Interesser, at han satte sig i Forbindelse med Huitfeldt, med Vedel og med Niels Kaas for at faa Oplysninger og Tegninger af Byer, navnlig til Hjælp for den bekjendte Geograf Mercator, af hvis Atlas han ogsaa var Medarbejder. Dog var det kun Hertugdømmerne, han ansaa for sit Fædreland, deres Beskrivelser optage største Delen af det nævnte Værk, og det er Kundskaben til dem, han fortrinsvis vil udbrede i Verden. Skriftet har sit Værd ved de statistiske Angivelser om Samtiden, men det er ved Siden heraf stærkt fantastisk i sin antikiserende Stræben. En stor Del af det anvendes til at prise Cimbrerne, som han naturligvis opfatter som Stamfædre til Hertugdømmernes senere Beboere. Ved at forherlige dem vil han forherlige sin egen Samtid. Men ogsaa denne har sin umiddelbare Storhed, især dens Ridderskab, som han lod andre Bøger fortælle nærmere om, og da først og fremmest den Rantzauske Slægt med dens talrige Godser. Og som Hovedet for denne Slægt staar han selv, han, der paa én Gang var Kongens Statholder og Cimbriens Fører (produx Cimbriæ).
Sikkert var ogsaa H. R. en højst forfængelig Mand. Til sine Tider falder der et forsonende Stænk af Naivitet over denne Forfængelighed, men rent utroligt er det, hvad han har ladet sig byde af det vamleste Smigreri af sine Litteraters Penne og Munde; uden Tvivl have de fordærvet ham i denne Henseende. Han var tillige en heftig Mand trods sin Anstand, ikke uden Grund fik han talrige Fjender. Heller ikke var han en sand overlegen Aand, og det fortjener at fremhæves, at hans Kunstsamlinger næppe have talt Værker af virkelig Rang. Men der var med alt dette noget sjælden storslaaet over ham, højt rager han derved op i sin Samtid, og Hertugdømmernes Kultur skylder ham overordentlig meget. I national-sproglig Henseende har han trængt Plattysken tilbage for Højtysk, i politisk har han fremmet Forbindelsen mellem Slesvig og Holsten ved sin kraftige Overbevisning om deres Samhørighed og ved paa én Gang at være dens aristokratiske, personlige og litterære Udtryk. Skjønt han fuldt ud anerkjendte Slesvigs Lensforhold til Danmarks Krone, har han dog bidraget til den Løsningsproces, hvorved Hertugdømmet skiltes fra Riget, men bevidst har han aldrig villet skade Danmark.
Macropeus, Immortalitas H. R. (Hamb. 1599).
Lindeberg, Hypotyposis arcium (Hamb. 1591).
Frobenius, Epistolæ consolatoriæ (Francof. 1593).
Moller, Cimbria lit.
Danske Mag. I, 193 ff. 353 ff.
Zeitschr. d. Gesellsch. f. Schlesw.-Holst.-Lauenb. Gesch. VIII, 331 ff.
X, 199 ff. XI, 69 ff. XVIII, 131 ff. XXI, 307 ff. XXII, 239 ff.
Allg. Deutsche Biographie XXVII. Lund,
Christ. IV’s Skib p. Skanderborg Sø.
J. A. Fridericia. | Rantzau, Henrik (I4210)
|
| 10346 |
Rantzau, Jørgen, –o.1564, til Kjærgaard, kaldes ogsaa J. Kremohn, uvist af hvilken Aarsag.
Han antages for at være en Søn af Henneke R. til Neverstorf, der angives gift med Margrethe Heest, men mulig har været 2 Gange gift, saa at J. R.s Moder kan have tilhørt den meklenborgske Slægt Kremohn. Han nævnes 1537 og var maaske alt den Gang Hofsinde hos Kongen, thi endnu 1550 nævnes han blandt Hofsinderne. Fra 1541 og maaske lige til sin Død var han kongl. Køgemester. Desuden benyttedes han 1559 til en Sendelse til Sverige. Ved Krigens Udbrud blev han, der siden 1540 havde haft Lønborggaard som Pantelen, tillige Høvedsmand paa Elfsborg og Proviantmester ved Hoffanen, men alt før 13. Febr. 1564 var han død paa Elfsborg.
Enken, Ellen Pallesdatter Bang, beholdt Lønborggaard og fik endog 1570 i Anledning af, at hun vilde ægte en tysk Adelsmand, Ernst v. Reckenberg, Brev paa at beholde den uafløst i 8 Aar, men desuagtet blev Pantet alt indløst fra hende Aaret efter. Hun synes ogsaa at have overlevet sin 2. Ægtefælle og at have giftet sig 3. Gang, med Mads Nielsen Skade.
Thiset. DBL
| Rantzau, Jørgen (I18729)
|
| 10347 |
Rantzau, Otto Carl Josias Rigsgreve, 1809-64, Diplomat. R., Søn af Overpræsident Chr. Ditl. Carl Rigsgreve R. (d. 1812), blev født 1. Juni 1809 i Kiel.
Han studerede Retsvidenskab ved Universitetet der, men maatte som en Følge af Øjensvaghed opgive Studiet; han opholdt sig derpaa 3 Aar i Paris, hvor han med Iver dyrkede det franske Sprog. R. ansattes 1833 som Attaché ved det danske Gesandtskab i Paris, blev 1836 Legationssekretær i St. Petersborg og 1840 fungerende Chargé d’affaires sammesteds. 1841 udnævntes R. til Gesandt ved det russiske Hof, hvilken Stilling han beklædte indtil Nov. 1846.
R. var altsaa det danske Monarkis diplomatiske Repræsentant i St. Petersborg, da den offentlige Mening i hele Tyskland kom i saa stærk Ophidselse i Anledning af Christian VIII’s aabne Brev af 8. Juli 1846 angaaende Arvefølgen i Monarkiets Lande. Han overrakte den russiske Udenrigsminister, Grev Nesselrode, nævnte Aktstykke og indledede med Ministeren de Underhandlinger, der førte til den russiske Depeche af 3. Avg. 1846, hvori det russiske Kabinet i Realiteten tiltraadte det aabne Brevs Indhold, men tvivlede om Betimeligheden af dets Offentliggjørelse. Men da han begyndte at tvivle om Rigtigheden af den danske Regerings Politik over for Hertugdømmerne, traadte han tilbage fra Diplomatiet.
Fra 1847-57 var han Provst for det adelige Frøkenkloster i Uetersen og levede derpaa i henved 3 Aar som Privatmand i Kiel. 1860 gik han i preussisk Statstjeneste og blev Gesandt i Dresden.
R. fik 1840 Titelen Kammerherre og dekoreredes 1842 med Danebrogsordenens Kommandørkors. Han ægtede 31. Avg. 1844 Julie Louise Frederikke f. Komtesse Rantzau (f. 25. Juli 1808), Enke efter Heinrich Greve Reventlow. R. døde 3. Maj 1864 i Dresden.
| Rantzau, Rigsgreve Otto Carl Josias (I11904)
|
| 10348 |
Rasmus Jensen Hellekande, ca. 1604-10.10.1648, købmand. Født i Århus, død i Kbh., begravet i Skt. Nikolai k. J. H. optræder fra begyndelsen af 1630erne pludselig som en af de største købmænd i Kbh. hvilket har sin forklaring i hans ægteskab med enken efter storkøbmanden Lorents von Meulengracht hvorved han blev arvtager til det handelsdynasti som Johan de Willum havde grundlagt. H. tegnede sig i en årrække for store leverancer til kronen af tømmer o.a. skibsbygnings-materialer og oppebar tilsvarende betydelige mængder af kronens landgildekorn fra det meste af Jylland og Fyn. Et næppe uvigtigt led i den omfattende handelsaktivitet der fulgte med J.H.s forbindelse til kronen var hans deltagelse i Østersøisk Kompagni, en sammenslutning af købmænd hvoraf de øvrige mere fremtrædende var Hans Trægaard og Nikkel Koch. I begyndelsen af 1640erne stillede J.H. flere skibe til rådighed for den kongelige flåde, og et af disse skibe deltog i slaget på Kolberger Heide 1644. Da Corfitz Ulfeldt 1643 blev rigshofmester og næst kongen landets mægtigste person var J.H. en af de kbh.ske købmænd han gennem aftaler om leverancer til overpriser knyttede til sig i arbejdet på at udbygge sin magtposition. Sammen med Henrik Muller skulle J.H. blive den mest fremtrædende blandt Ulfeldts kbh.ske forbindelser, og hans uretmæssige profit i forbindelse med leverancerne er opgjort til mere end 100.000 rdl. J.H.s omsætning med kronen var meget betydelig, og han var i årene omkring 1640 den kbh.ske købmand der modtog de største betalinger fra rentemestrene. Til trods for de meget store betalinger i penge og varer- for årene 1631–47 henimod 600.000 rdl. – blev J.H. efterhånden en af kronens største kreditorer. Ikke uden grund var han blandt de første i Christian IVs tanker da denne i december 1646 gjorde sin økonomiske stilling op og erklærede at han ikke ønskede at sidde i uskiftet bo med "Henrik Müller, Hellekande eller de andre dannemænd". Også på andre måder viser J.H.s position sig. I 1637 blev han medlem af skydebroderselskabet Danske kompagni, i 1640 blev han af kongen beskikket til sammen med andre fremtrædende købmænd at revidere Ostindisk kompagnis regnskaber, og han var i 1648 én af de mænd der deltog i udnævnelsen af deputerede til hyldningen af Frederik III. 1635 købte han en grund på Christianshavn hvor han anlagde et skibsbyggeri, 1636 købte han Christian Barnekows (1556–1612) gård på Østergade, og han ejede i 1640 en gård i Helsingør; 1646 fæstede han af magistraten Ordrup sø og de tre damme ved Vartov.
Familie
Forældre: borger i Århus Jens Andersen Hellekande og Boel Rasmusdatter. Gift Karen Pedersdatter, født ca. 1610, død 26.2.1654 i Kbh., begr. i Skt. Nikolai k. (gift 1. gang med storkøbmanden Lorents von Meulengracht, ca. 1597– 1630).
Kilde: Ole Degn: Rasmus Jensen Hellekande i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 7. december 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=292032 | Hellekande, Rasmus Jensen (I18834)
|
| 10349 |
Rathlow, Ide, –1700, en Datter af Wolf Sivert R. til Gereby i Slesvig og Bertha Cathrine Rumohr, blev 1668 gift med Adolf Hans v. Holsten, efter hvis Død 1694 hun overtog hans Gaarde Gjelskov og Langesø, hvor hun mest boede.
Selv om det, som Vedel Simonsen bemærker i sin Omtale af denne Dame (Rugaards Hist. III, 148 f.), oftest vare de dygtigste Folk, Sagnet lader have med Fanden at bestille, og man altsaa vil indrømme hende Virkelyst, Dygtighed og Myndighed, saa ville dog de uforkastelige Vidnesbyrd, som Arkiverne indeholde om hendes Pengebegjærlighed, Trættesyge og Uordholdenhed, være tilstrækkelige til at sikre hende et daarligt Eftermæle. Sagnets Fortællinger om hendes Ondskab mod hendes Folk, hendes vanvittige Passion for Hunde og endelige Afhentning af den onde i hendes Dødsstund, 24. Dec. 1700, behøves ikke til at stadfæste dette. Den Raahed og Voldsomhed, som karakteriserede et Par af hendes Sønner, turde maaske ogsaa nærmest være en Arv fra Moderen.
Danske Herregaarde VI: Langesø. K. Hansen, Danske Ridderborge (1876) S. 176 ff.
G. L. Wad.
| Rathlou, Ide von (I7113)
|
| 10350 |
Ratsbalbierer | Jessen, Johann À (I17527)
|
|
