Portrætter

Slægten Reventlow:

Ebba Reventlow
(1891 - 1971)



Andre slægter:

Louise Frederique Fanny (Franziska) Reventlow
(1803 - 1856)



Slotte og Herregårde


Pederstrup
Pederstrup

Pederstrup var i henved 200 år underlagt grevskabet Christianssæde og i perioden 1813-1827 hjem for greve Christian Ditlev Frederik Reventlow, der var en af hovedkræfterne bag landboreformernes gennemførelse.

Pederstrup fungerede som forpagtergård under grevskabet, indtil den senere statsminister greve Christian Ditlev Frederik Reventlow, som overtog grevskabet Christianssæde i 1775, gjorde Pederstrup til grevskabets hovedsæde, da han i 1813 trak sig tilbage fra sin embedskarriere i København for at slå sig ned med familien på Lolland.



Heraldik


Reventlow, Christian Ditlev Frederik 1746-1827
Reventlow, Christian Ditlev Frederik 1746-1827

Ridder af Dannebrog

Symbolum: Uden Dyd Ingen Fryd



Gravsten og epitafier


Clara Sophia Anna Reventlow (1820-1876)
Clara Sophia Anna Reventlow (1820-1876)

   

Udskriv Tilføj bogmærke

Notater


Træ:  

Match 11,101 til 11,150 fra 11,335

      «Forrige «1 ... 219 220 221 222 223 224 225 226 227 Næste»

 #   Notater   Knyttet til 
11101 Trolle, Corfits, 1628-84, Gehejmeraad, en Søn af Niels T. (d. 1667) i dennes 1. Ægteskab, med Mette Rud, fødtes 17. Marts 1628 paa Vallø, studerede i sin Ungdom i Sorø, hvor han 1647 holdt en latinsk Parentation over den udvalgte Prins Christian, senere i Udlandet (immatrikuleret i Orleans 1651) og blev 1656 Kammerjunker hos Kong Frederik III, der 1658 lønnede ham med Bøvling Len, hvormed han fra 1661 forbandt Inspektionen over Kongens reserverede Regalia i Ørum og Vestervig Amter.

I de for Danmark og hans Herre saa farlige Krigsaar spillede C. T. en særdeles virksom Rolle, dels som Mellemmand mellem Kongen og de Mænd, der havde lagt Planen til Kronborgs Gjenindtagelse, dels som Leder af den i Skaane, særlig i Malmø, mod Svenskerne rejste Bevægelse. Det er de smukkeste Aar af hans Liv, og hans modige Optræden mangler ikke et Stænk af Romantik, da han i Dec. 1658 henter sin Fæstemø, den skjønne Birgitte Rantzau (f. 9. Juni 1641), en Datter af Frederik R. til Asdal (XIII, 429), til Kjøbenhavn, hvor deres Bryllup stod 12. Sept. 1660.

Fra 1664-70 var han Amtmand over Skanderborg Amt med Aakjær, de sidste Par Aar dog kun af Navn, i det Kongen drog ham til Kjøbenhavn og betroede ham vigtige Embeder. I Begyndelsen af 1669 udnævntes han til Gehejmeraad, Assessor i Statskollegiet og i Højesteret, og en særlig Virksomhed fik han som den, der skulde skaffe Kongen hemmelige «Kundskaber».

Hos Kong Christian V stod han, om muligt, i endnu højere Yndest end hos hans Fader, og ved Danebrogsordenens Oprettelse 1671 var han blandt de første Riddere. Uagtet C. T. vistnok hørte til Griffenfelds nærmeste Omgang, lod han sig som Kongens højtbetroede hemmelige Politichef bruge til at udspejde Rigskansleren og var saaledes blandt dem, der foranledigede hans Fald, ligesom han var mellem hans Dommere, hvor Gehejmeraad Ove Juul (VIII, 640) førte Forsædet.

Og den Vanskæbne, som virkelig synes at have ramt flere af disse, traf ogsaa C. T., i det han døde som en fattig Mand 21. Marts 1684. Hans økonomiske Elendighed er saa meget mærkeligere, som han fra 1670 var aflagt med 4000 Rdl. aarlig; desuden havde han allerede 1649 tiltraadt sit fædrene Gods Skarholt i Skaane, som han solgte 1661, og senere arvet Sandholt i Fyn. Han har været en daarlig Husholder, hvad han viste baade ved Bestyrelsen af sit eget Gods, der var stærkt behæftet, og ved Administrationen af Herlufsholm, hvis Skoleherre han til Stiftelsens Uheld var fra 1675 til sin Død. – Hans Enke, der i sine senere Aar var sindsforvirret, døde paa Brahetrolleborg 1. Febr. 1695.  
Trolle, Corfitz (I6633)
 
11102 Trolovet med Overhofmarskal Otto Blome til Dänisch Nienhof Reventlow, Komtesse Charlotte Amalie (I7093)
 
11103 Tysk forfatterinde se: http://de.wikipedia.org/wiki/Fanny_zu_Reventlow Reventlow, Komtesse Fanny (Franziska) Liane Sophie Augusta Wilhelmine Adrienne (I13770)
 
11104 Tysk officer, Godsejer Wedell, Wilhelm Friderich (I7281)
 
11105 Tysk rigsgreve Bassevitz, Henning Friedrich von (I8567)
 
11106 Tæring Mortensen, Søren (I11873)
 
11107 Tømmermand Rasmussen, Christen (I9018)
 
11108 Tømmermand i Sdr. Broby. Forpagtede Brobyværk kro 1742 Rasmussen, Rasmus (I8575)
 
11109 Uddannelse
Han var søn af generalløjtnant Johan Frederik Bardenfleth (1740-1811, gift 2. gang 1787 med Ingeborg Dorothea de Løvenørn, 1744-1814) og Sophie Magdalene de Løvenørn (1741-1786). Han indtrådte som 10års dreng som vice-frikorporal i faderens regiment, hvor han 1798 blev virkelig kornet og 1801 sekondløjtnant. Fra ung af følte han en levende higen efter at uddanne sin ånd og udvide sine kundskaber,og han tilfredsstillede med stort udbytte denne trang under et treårigt ophold i Kiel, hvor han fra august 1802 til november 1805 studerede ved universitetet, samtidig med at han udviklede sine fortrinlige evner og anlæg for den militære tjeneste ved tillige at deltage i undervisningen i den af Ludvig Jacob Binzer ledede såkaldte Generalstabsskole. Efter tilendebringelsen af disse studier stod Bardenfleth, en smuk og kraftfuld yngling, som en af de første blandt sine jævnlige, selvskrevet til at gøre karriere, og lykken svigtede ham heller ikke.
Karriere
Straks ved næste års begyndelse blev han aide-generalkvartermester under Binzer, 1808 udnævntes han til ritmester og blev ansat ved generalkommandoen i Holsten som divisionskvartermester, i hvilken Egenskab han med Ewalds korps, hvis stabschef var prins Vilhelm af Holsten-Beck, året efter deltog i ekspeditionen i Nordtyskland. Han udmærkede sig her ved mod og konduite, frelste efter indtagelsen afStralsund denne by for plyndring og hædredes for sit forhold såvel med den hollandsk-franske Réunionsorden som med det danske Ridderkors. Begivenhederne ved Stralsund 1809 har Bardenfelth selv fortaltom i et smukt udstyret værk (1846), der tillige indeholder en temmelig udførlig beretning om den under stormen faldne friskarehøvding Schills levned og bedrifter. 1812 blev Bardenfleth major, deltog 1813 som souschef hos Frederik af Hessen med udmærket dygtighed i felttoget i Mecklenburg og Holsten og belønnedes herfor med Sølvkorset. I 1814 fungerede han som kommandør for generalkommandostaben iNørrejylland, men blev derpå på ny ansat som souschef hos Frederik af Hessen, da denne 1815 med Auxiliærkorpset drog til Frankrig. Under opholdet her fungerede Bardenfleth 1817 og 1818 som kommandanti den lille fæstning Bouchain.
Ved tilbagekomsten 1818 fra Frankrig, hvilket land hædrede ham med Ordre du mérite militaire, ventede nye tillidshverv ham, idet Frederik VI, der med interesse havde fulgt hans færd, det følgende år ansatte ham som guvernør for prins Frederik (senere Frederik VII), en post Bardenfleth beklædte, indtil prinsen 1826 nåede myndighedsalderen, hvorefter Kongen tog ham til adjudant hos sig. Bardenflethvar imidlertid 1823 blevet oberstløjtnant, havde i 1824 fået titel af kammerherre og blev 1826 udnævnt til overadjudant i Generalstaben og dekoreret med Kommandørkorset af Dannebrogordenen. Som adjudant hos kongen anvendtes han i flere missioner, således 1831 i sendelse til Frankfurt for at varetage statens interesser i den tyske forbundshær. 1832 blev han oberst, året efter generalkvartermester-løjtnant i staben og i 1834 kommandør for Livgarden til Hest og tillige chef for Landkadetkorpset. Sammen med disse embeder overdroges der ham 1839, umiddelbart efter Frederik VI's død, chefsposten forDen kongelige militære Højskole, for hvilken institution han ligesom for Kadetkorpset vedblev at stå i spidsen til sin død, medens han 1842 fratrådte kommandoen over Hestgarden. 10. juni 1841 benådedes han med Storkorset af Dannebrog, samtidig med at han udnævntes til karakteriseret generalmajor, og 1846 blev han de kongelige ordeners skatmester.
Sidste år
I Treårskrigen 1848-50 kom han, som rimeligt var, på grund af sin alder og de stillinger, han beklædte, ikke til at tage aktiv del, men da man efter krigens ophør skulle have en mand, der egnede sig til at overtage den under de stedfindende politiske rorhold ikke lette kommando over det af den forrige insurgentarmé dannede forbundskontingent, sendtes Bardenfleth, der juli 1849 var udnævnt til generalløjtnant, over til Holsten som kommanderende general. December samme år var han medlem af den kommission, der blev nedsat for at pådømme den hjemkaldte generalguvernør over Dansk Vestindien Peter von Scholtens ageren.
I sit embede døde Bardenfleth det påfølgende år efter et virksomt og dådrigt liv og efter trofast at have tjent staten under fire konger 19. august 1852. Bardenfleth var en meget smuk og anselig soldat. General Christian de Meza bemærker noget spydigt om ham 1849: "[Bardenfleth] besøgte mig [på Als] i Legemsstørrelse, debiterende om sine Bro- og Landgangsforsøg i Assens".
Bardenfleth blev gift 1816 (ægteskabstilladelse 1. juni) med Sophie Ewald (17. november 1792 i Egernførde - 27. februar 1829 i København), datter af generalløjtnant Johann von Ewald (1744-1813) og Susanne C. Ungewitter (1764-1810).
Han er begravet på Skovby Kirkegård ved Bogense.
 
Bardenfleth, Frederik Løvenørn (I11529)
 
11110 Uddannet reklametegner 1940-45
- Teknisk skole, Odense
- Teknisk skole, København
- Kunsthåndværkerskolen, København
- Dansk Reklamebureau, Gutenberghus. 
Ahlefeldt-Laurvig, Beke (I15917)
 
11111 Uddannet som købmand i Ærøskøbing og Kolding Reventlow, Boye Sophus (I14824)
 
11112 Uddrag af href="http://www.reventlow.dk/cgi-bin/igmget.cgi/n=reventlow?I10801">stiftamtmand Frederik Reventlows private erindringer:

Tante Line og Tante Emma von Qualen.

Som Beboere paa det gule Hus har jeg tidligere nævnt Tanterne Line (Caroline) (1800-1885 og Emma (1804-1888) von Qualen, Oldemoder Qualens Broderbørn. De var ganske smaa, da de kom hertil, og deres Ophold var tænkt som noget midlertidigt; de blev her hele deres Liv. Naar man ser paa Billederne af dem, er man klar over, at de har været ejendommelige Væsener; de ligner mest to smaa Fugle. De var ringe begavet; Line lidt klogere end Emma; da den gamle Kammerherre skulde dø, sagde han: "Pas godt pas min stakkels Emma"

Jeg har aldrig hørt nogen karakterisere dem som enten gode eller mindre gode; de levede som to Planeter i samme Bane om den gamle Kammerherre som Solen. De var paa det inderligste indbyrdes forbundne,men paa den anden Side holdt de nøje Regnskab med hvad, der var den enes, og hvad, der var den andens. Undertiden sendte de mine forældre paa Skjelstofte smaa Gaver, bestaaende f. Eks af 7 Æbler; Gaverne kunde saa være ledsaget af følgende Ord: "Her sender vi Dig 7 Æbler, 4 fra den gode Lines Træ og 3 fra mit."

Hele deres Liv havde de Planer om en Rejse til Grækenland for at besøge en mindesten, rejst for deres Broder Christian, som var faldet i den græske Frihedskamp 1822; men der kom altid noget i Vejen, og jeg tror, at Familien nærede Mistanke om, at Stenen slet ikke existerede; ved et mærkeligt Tilfalde har jeg af Præsident Holger Andersen, der slet ikke kendte min forbindelse med Familien von Qualen, for kort Tid siden faaet at vide, at Mindestenen findes og holdes højt i Ære af Grækerne som Minde over en Dansk.

De to Søstre var over al Maade stolte over deres Slægts ældgamle Oprindelse og krævede, at andre viste dem fornøden Respekt. Fra Apotekeren fik de en Gang en Regning med Paaskriften: "S E & 0" (Salvoerrore et ommissione); hvad dette betød, forstod de naturligvis ikke, men mistænkte Apotekeren for at ville fornærme dem; de tilbagesendte derfor Regningen, idet de gjorde opmærksom paa, at deres Navne var ikke "S E & 0", men "C et E von Q".

Dr. Funder fra Vesterborg var en Gang tilkaldt for at tilse Tante Line; Dr. Funder bankede og hørte paa hendes Bryst, medens Tante Emma stod hos og fandt denne Behandlingsmaade særdeles upassende overfor saa fornem en Dame. Da Undersøgelsen var færdig, bad Tante Line Dr. Funder ogsaa se paa hendes Fod, og Dr. Funder lagde sig saa paa Knæ for at undersøge Foden; dette tilfredsstillede Tante Emma, der sagde - som hen for sig selv - "nu ligger han paa sin rette Plads!".

Da Tante Emma efter Tante Lines Død en Gang var saa syg, at hun maatte have Kammerjomfruen hos sig, maatte denne staa op hele Tiden, idet det vilde være stridende mod Respekten, at hun sad ned. TanteBenny opdagede det, og for at faa en fredelig Løsning af Sagen fandt hun paa at spørge Tante Emma, om det dog ikke vor hende ubehageligt hele Tiden at skulle se Kammerjomfruen staa der; vilde hun ikkehellere have hende staaende bag et Skærmbrædt? - Jo, det kunde den søde Benny nok have Ret i; Skærmbrædtet blev stillet op og bag det en god Lænestol til Kammerjomfruen.

At deres Jomfruer drillede dem, naar de kunde det, var naturligt; det befandtes respektstridigt, naar den ventende Kusk viste sin Utaalmodighed ved at slaa Knald med Pisken; naar de skulde ud at køre,gik saa Kammmerjomfruen bag ved den og knipsede med Fingrene; de troede, det var Kusken, der knaldede med Pisken og geraadede i retfærdigt Raseri.

Nymodens Ting forstod de sig ikke paa; de var en Gang blevet fotograferede, men havde glemt forinden at hæfte deres Krinoliner ned, som det hørte sig til; de sendte da Billederne tilbage til Fotografen med Anmodning om at faa nye Billeder, hvor Krinolinerne sad, som de skulde.

Deres Horizont var, som det vil forstaas, begrænset. Den gamle Kammerherre var efter deres Opfattelse det, om hvem alt drejede sig; da han var ved at dø, var der en, der sagde til dem: "Die Maschine will nicht mehr." hvortil de udbrød "Ach! Die süsse Maschine, die süsse Maschine" Da han havde lukket sine øjne, bestilte de sorte Frimærker paa Posthuset; men den Omvæltning, som de havde kunnet frygte ved hans Død, skete ikke; Onkel Ferdinand og Tante Benny lod dem roligt fortsætte deres Tilværelse paa det gule Hus indtil deres Død i Firserne; kort derefter blev det gule Hus revet ned; en Erindring om de to gamle Tanter findes i Navnet Frøknernes Have, som ligger paa den anden Side af Søen.

___________

Af Ambassadør Eduard Reventlow´s erindringer "I Dansk Tjeneste" (Thanning og Appel, 1956) er der også nogle få anekdoter vedr. Emma og Line:

Fader fortalte mange anekdoter om tanterne Emma og Line von Qualen. Deres hele tilværelse drejede sig om min oldefader. De var småt begavede og meget adelstolte. Da de engang efter deltagelse i en gudstjeneste blev spurgt, hvad præsten havde talt om, svarede de med indignation: "Om vort borgerskab i himlen. Men vi betakker os!" 
Qualen, Emma Sophie Dorothea Anna Benedicte Christine von (I12777)
 
11113 Uddrag af mail fra Jørgen Raun Byberg 27.01.08:

Denne Kirsten Sørensdatter, som blev gift i Østbirk med Conrad Georg Reventlows naturlige søn, er naturligvis en meget perifer person set i et Reventlow- perspektiv, men det kan måske alligevel more dig at få hende sat lidt på plads.

Hun blev som nævnt født i Gangsted sogn 5 feb 1803 som 3. barn af husmand på Krørup Mark Søren Nielsen (1761-1832) og hustru Mathia Cathrine Sørensdatter (1775-1851). Denne Mathia var ikke en helt ægte bondepige, idet hun var datter af degnen i Søvind Søren Thorsen Rørbye, og datterdatter af hans forgænger Christen Rotved; selv havde Mathia før sit giftermål med Søren været - ikke malkepige - men stuepige i Gangsted præstegård, og må således formodes at have kunnet give sin datter Kirsten en vis borgerlig politur, der kunne komme hende til nytte da hun blev madam Reventlow.

Kirsten og Christian Detlev opholdt sig formentlig på Urup Mølle til efter feb 1841, thi sønnen Helanius blev - ligesom storebror Martin - døbt i Østbirk kirke; familien boede på gården Frederikslund i Koed sogn apr 1844 da Mathæus blev døbt, men må ret snart være flyttet til en gård i Lyngby sogn, hvor Kirsten boede som enke 1850 sammen med de tre sønner. 1860 var hun flyttet til et hus i Lyngby og havde stadig de to yngste sønner hos sig. Hvad der derefter hændte hende ved jeg ikke; hun er ikke begravet i Lyngby sogn.
 
Sørensen, Kirstine (I11784)
 
11114 Uddrag af:
"Meldola og Weber" af Erik Henriques Bing (side 70 / 71):

Maria Sophia Kozlowski (1806-71). Hendes sidste bopæl er Borgergade 144. Hun er datter af guldsmedemester i København Franciscus Kozlowski (ca. 1760-1847), der er født i Polen, katolik og af adelig familie. Han kom til Danmark i slutningen af 1790´erne og løste borgerskab som guldsmedemester i 1798. Hendes moder er Marie Anne (senere: Mariane) Reventlow (ca. 1771-1852) fra Randers, datter af skoleholder Kristen Johannes Reventlow (1739-96) og Gedske Marie Pedersdatter Bagge (d. 1786).

Maria Sophia Kozlowski havde to ugifte brødre, der i 1828 blev optaget i den polske adel som adelsmænd af 1.klasse:
- handelsbetjent Alexander Johannes Kozlowski (1801-55) og
- sproglærer Eduard Peter Andreas Kozlowski (1802-58).

Alle er begravet fra Sankt Ansgars Kirke i Kozlowskis familiegravsted på Assistens Kirkegårds katolske afdeling D, 1. kvarter, Monumentlinien 13. Det er for længst blevet sløjfet.

Weber-familiens teori er i korthed: Raphael Camillo Meldola havde en amourøs affære med Maria Sophia Kozlowski. Affæren bærer frugt, nemlig Sophie Emilie, der opkaldes efter moderen (Sophia/Sophie). Ihast bliver den 35-årige ugifte og barnløse Rebecca Christine Sørensen gjort til barnets officielle moder mod løfte om ægteskab.

Teorien styrkes af en testamentarisk gave fra Maria Sophia Kozlowski til Sophie Emilie Meldolas mand, Theobald Weber i 1871. Han og broderen Thorvald Weber var executores testamenti (Notarius Publicusi København, Kopibog, A. 25, 2.8.1870 - 24.4.1871, nr. 592, side 782-87, Landsarkivet). Maria Sophia Kozlow ski var ved sin død en velhavende dame. Hun havde arvet fra sine forældre og sine ugifte brødre. Theobald Weber kaldes i testamentet »min mangeaarige Ven» og arvede bl.a. hendes malerier, fortepiano, dækketøj, personlige garderobe, bril lantsmykker og fingerringe, bl.a. »Poniatowskis Ring med Rosenblad Han har næppe været den tilsigtede bærer af smykkerne. Det var Sophie Emilie Meldola.

En sammenligning af portrætfotografierne af »moder og datter» - Rebecca Christine Sørensen og Sophie Emilie Meldola - falder ikke ud til fordel for Rebecca Christine Sørensens moderværdighed. De tyderikke på slægtskab. Alle Sophie Emilie Meldolas børn »vidste», at deres biologiske mormoder umuligt kunne være Rebecca Christine Sørensen. Hun var Maria Sophia Kozlowski. De ni søskende var stolte af denne viden og videregav den til deres børn.

Der verserede endnu en teori i Weber-familien. Sophie Emilie Meldolas »biologiske moder», Maria Sophia Kozlowski, er barnebarn af den polske valgkonge Stanislaw II August Poniatowski (1732-98). Denne eventyrlige skikkelses vej til den polske trone i 1764 indledtes i den russiske kejserinde Katarina I´s soveværelse. Alligevel blev han tvunget af hende til at abdicere, og i 1795 blev Polen delt mellem Rusland og Preussen. I henhold til Weber-teorien er Maria Sophia Kozlowskis moder ikke Mariane Reventlow fra Randers, men en datter af Stanislaw II August Poniatowski.
 
Reventlov, Marie Anne (I11509)
 
11115 Udenrigsminister Reedtz, Holger Christian (I11668)
 
11116 Udenrigsminister Raben-Levetzau, Frederik Christopher Otto (I14261)
 
11117 Udenrigsminister Bernstorff, Johan Hartvig Ernst (I9287)
 
11118 Udenrigsminister ( Regeringen ) Scavenius, Otto Christian Jacob Jørgen Brønnum (I14654)
 
11119 Udenrigsminister ( Regeringen ) Knuth, Frederik Marcus (I11641)
 
11120 Udenrigsminister ( Regeringen ), Rigsdagsmedlem ( Rigstinget ) Moltke, Lensgreve Frederik Georg Julius (I12303)
 
11121 Udenrigsminister 1920 Scavenius, Otto Christian Jacob Jørgen Brønnum (I14654)
 
11122 Udenrigsminister, Konsejlspræsident ( Statsminister ) ( Regeringen ), Landstingsmedlem ( Rigstinget ) Krag-Juel-Vind-Frijs, Christian Emil (I13062)
 
11123 Udenrigsminister, Statsminister ( Regeringen ), Landstingsmedlem ( Rigstinget ) Scavenius, Erik Julius Christian (I15092)
 
11124 Mindst én nulevende eller privat person er knyttet til denne note - Detaljer er udeladt. Schjær-Jacobsen, Hans (I24382)
 
11125 Mindst én nulevende eller privat person er knyttet til denne note - Detaljer er udeladt. Schjær-Jacobsen, Jørgen (I24378)
 
11126 Udtrådt af folkekirken i Christians sogn, KBH 20. jan. 1936

Reventlow, Peter Christian,1867-1954, politiker , forfatter. Født d. 20.08.1867 i Grenå. Død d.18.09.1954 i Ordrup, urne på Mariebjerg kgd. Gentofte.

Forældre: kommunelærer, senere skoleinspektør Helanius Conrad Reventlow (1841-97) og Ane Marie Rasmussen (1843-1914). Gift 1.g 14.5.1897 i Marstal med Irma Kromann, født 29.11.1874 sst. , død 8.7.1903i Nykøbing F., d. af købmand Albert Hansen Boye K. (1841-93) og Sophie Elisabeth Juliane Plum (1845-76). Gift 2.g 7.7.1911 på Frbg. (Emm.) med Johanne (Joe) Olga Martins , født 30.8.1880 i Kbh. (Helligg.), død 23.4.1967 i Helsingør, d. af grosserer Frants Johannes M. (1845-1913) og Petrea Ricarda Svenstrup (1856-1918).

Reventlows oldefar tilhørte greveslægten Reventlow. Dødsfald hindrede ham i at lyse sine børn med en almuepige i kuld. Reventlow bar grevenavnet, men ikke grevekronen. Som den ældste i en stor børneflok blev han efter konfirmationen sendt i lære i en kbh.sk bog og papirhandel. Efter aftjent værnepligt og videreuddannelse i militæret gjorde han tjeneste som løjtnant ved kystartilleriet 1891-93. Nogen art af boglig uddannelse fik han ikke efter folkeskolen, men i besiddelse af et umådeligt videbegær uddannede han sig ved egne studier ikke blot i ungdomsårene, men livet igennem og blev uden eksamen en meget vidende mand.

Han havde i sine unge år beskæftiget sig lidt med journalistik og redigerede Vordingborg Avis nogle måneder 1893, hvorefter han ledede Hjørring Amtstidende til 1897 da han blev redaktør af højrebladet Nordjylland i Ålborg. Han hørte til den fløj i Højre, der mente at en konservativ politik ikke kunne føres uden om bønderne og indså tidligt at Højre burde overlade Venstre regeringsmagten. Det bragte ham i modsætning til partiledelsen og 1901 måtte han fratræde redaktionen af Nordjylland. S.å. overtog han redaktionen af det hensygnende Lolland-Falsters Stiftstidende i Nykøbing F. som en gruppe store jordbesiddere med tilknytning til de fri-konservative skaffede ny kapital.

Politisk holdt Reventlow sig uden for partierne og drev ved selvstændig dømmekraft og energisk indsats i lokale sager bladet frem og forpagtede det 1907 til han 1914 trak sig tilbage fra aktiv bladvirksomhed med et godt økonomisk udbytte. 1906-10 var han valgt til folketinget som løsgænger i Maribokredsen. Han gik ind for et stærkt forsvar og meldte sig 1909 ind i det forhandlende Venstres folketingsgruppe, tiltrukket af de synspunkter som N. Neergaards forslag til forsvarsordning var båret af. Men da disse synspunkter ikke fuldt ud kom til at præge forsvarslovene af 1909 og da han følte en vis uvilje mod rigsdagsarbejdet undlod han at søge genvalg 1910.

Han havde under første verdenskrig overvejende sympati for Tyskland og behandlede krigen og Versaillesfreden i en række skrifter: Krigsaarsager og Kampmaal, 1916, Krigen og vi, 1916, Rusland og Russerne, 1916, Kulturens Fallit, 1919, Folkenes Forbund og Danmark, 1920, Europas Selvmord , 1921, Radiofonien og Verdenssituationen, 1928, og Fra Versaillesfred til europæisk Elendighed, 1932. Tidligt så han at Versaillesfreden ville føre til genopblussen af tysk chauvinisme og påpegede den styrke og fare der lå i nationalsocialismen. Tiltalte den måske hans væsens krav om orden så afskyede og bekæmpede han den ud fra sit syn på friheden som den højeste nødvendighed.

Den anden side af hans forfatterskab prægedes i væsentlig grad af spørgsmål som meningen me d livet, døden og universet. 1920 kom hans nutidsfortælling I Blinde, stærkt påvirket af buddhismen, 1924 Breve fra Skærsilden, forkyndende en udogmatisk Jesus tro, 1927 Ideer og Mennesker, 1932 Asiatiske Tider og Mand, 1938 Af en Eneboers Betragtninger. Den enkelte og ... samt 1943 Hvad Buddha tærte om Livets Mening. En levende karakteristik af vennen L. V. Birck gav han i Bogen om Birck, 1944. l talrige artikler i blade og tidsskrifter bidrog han til den politiske og kulturelle debat, altid klart og hyppigt med bidende ironi. En ener var han, ensom vel nok på sine gamle dage, men frem skulle hans synspunkter. Efteråret 1940 udgav han "Er Kaj Munk, Dansk Aandslivs Høvding"? et lille skrift der med udgangspunkt i den hyldest der var ydet Kaj Munk fra Rigsdag og Studenter, fra Kirke og Teater, fra Presse og Publikum" stillede det bidske spørgsmål, hvad er det, man saaledes har krøbet paa Maven, logret med Halen og mimret med Munden for"? Svaret var absolut nedgørende for Munk og for publikum.

Reventlows 2. hustru Joe Reventlow virkede med usædvanlig energi i hjælpearbejdet for hjemvendende sønderjyske krigsfanger og sønderjydske børn, for dansk hjælp til krigshærgede lande, især Østrig og Ungarn og grundlagde og opbyggede Christianshavns vuggestue og daghjem 1927-35 .

Mal. af Johannes Nielsen, 1922. Karikatur af Eigil Petersen (Kgl. bibl.). Foto. Henning Kebler: Kampen for livsanskuelse, 1925 12533. Erik Seidenfaden i Information 20.8.1952 og 20.9.1954. Anders Vigen i Berl.tid. 20.8.1954. (Gunnar Nielsen] i Politiken s.d. Niels Thomsen: Dagbladskonkurrencen 1870--1970 1-11, 1972. Papirer i Rigsark. 
Reventlow, Peter Christian (I14901)
 
11127 Udvandrede til USA, New York d 06.06.1893 fra Århus.

Grunden til at han hedder Zeuner er, at hans mormor giftede sig med Friedrich Anton Gotthardt Zeuner i Århus. 
Reventlow, Jacob Zeuner (I19551)
 
11128 Ugift Reventlow, Jacob (I3418)
 
11129 Uldall, Frederik Adolph, 1806 — 73, Læge, fødtes paa Herregaarden Espe ved Korsør i. Okt. 1806 og var en Søn af General- krigskommissær Johan Frederik U. og Maria Dorothea f. Købke.
Dimitteret fra Borgerdydskolen i Kjøbenhavn 1825 tog han 1830 først den kirurgiske, derpaa den medicinske Examen, fungerede de følgende Aar som medicinsk Kandidat paa Frederiks Hospital, var fra 1833praktiserende Læge i Kjøbenhavn, fra 1834 Distrikts- læge paa Christianshavn. 1833 erhvervede han sig baade Licentiat- og Doktorgraden i Medicin.
1836 blev han Stadsfysikus i Fredericia og Læge ved Byens Sygehus, som han fik oprettet.
1843udnævntes han til Landfysikus i Sjællands nordre Fysikat, hvorfra han tog sin Afsked 1871 paa Grund af Svagelighed.
Derefter privatiserede han paa Frederiksberg indtil sin Død, 4. Marts 1873.
1852 var han bleven Justitsraad, 1868 Etatsraad.
Han ægtede 27. Sept. 1835 Elisabeth Johanne Sick (f. 30. Dec. 1809 f 21. Marts 1900), Datter af Sekretær i det udenrigske Departement, Legations- raad Christian Frederik S.
I sin Virksomhed som privat Læge og som Embedslæge var han højt skattet for sin store Pligtfølelse, sin Samvittighedsfuldhed og Humanitet.
Men han har desuden indlagt sig betydelig Fortjeneste ved sin omfattende litterære Virksomhed paa Sundhedspolitiets og Medicinallovgivningens Omraade.
Den af ham udgivne Række Hjælpemidler og Haandbøger i denne Retning udmærke sig ved Nøjagtighed og Paalidelighed og have derfor ogsaa vundet megen Paaskjønnelse, saaledes hans (1835), ««Haandbog i den gjældende militære Medicinallovgivning for Danmark* (1836), ««Haandbog i Sundhedspolitiet med særligt Hensyn paa Danmark, udarbejdet for Læger og Jurister* (1840) — et af Lægeselskabet Philiatrien kronet Prisskrift — og endelig hans sidste Skrift, det stadig meget benyttede En Særstilling i hans Produktion indtager det af Sundhedskollegiet kronede Prisskrift: c Statistisk Fremstilling og kritisk Sammenligning af tyve Staters Medicinalforfatninger med særligt Hensyn til den danske samt Ideer til dennes Reform* (I — II 1844). De Reformforslag, han heri fremsatte, mødte stærke Indsigelser i hin, den unge Liberalismes Tid paa Grund af deres fremtrædende bureaukratiske Tendens. Smith og Bladt, Den danske Lægestand, 5. Udg. Erslew, Forf. Lex. Ugeskr. f. Læger 3. R. XV, 191. Jul Petersen. 
Uldall, Etatsraad, Dr. Med. Frederik Adolf (I12225)
 
11130 Ulfeldt, Jacob, –1593, Rigsraad, var Søn af Knud Ebbesen U. til Kogsbølle og Selsø og Anne Eriksdatter Hardenberg.

Han rejste udenlands, var 1552 ved Universitetet i Løwen i Belgien og tjente som Hofsinde fra 1556 til sit Ægteskab 1562 med Anne Jacobsdatter Flemming (f. 1544 d. 13. Nov. 1570), med hvem han fik hendes fædrene Gaard Bavelse. 1563 var han i et diplomatisk Ærende i Stockholm og med Kong Frederik II i Holsten; s. A. fik han Pantebrev paa Hundslund Kloster, som han havde indløst fra sin afdøde Broder Corfits’ Arvinger og beholdt til 1568. 1564 deltog han som Lieutenant paa et af Orlogsskibene i Slaget ved Øland og var senere paa Aaret Krigskommissær ved Hæren i Skaane-, 1565 synes han igjen at have været paa Flaaden. 1566 var han atter ved Hæren som Krigskommissær hos Daniel Rantzau og blev om Efteraaret Medlem af Rigsraadet. Af dette blev han imidlertid ikke længe efter sat ud af Kongen, maaske paa Grund af en Pengestrid; paa Slægt og Venners Forbøn lod Frederik II dog sin Unaade mod ham falde og optog ham i Dec. 1570 paa ny i Raadet, endda paa hans tidligere Aldersplads. 1571 forlenedes han med Dalum Kloster, hvormed indtil 1574 St. Knuds Kloster i Odense var forenet, 1572 og 1575-76 var han til Møder i Kolding i Anledning af Stridigheder med Hertug Hans, 1573 Sendebud til Preussen og til Stockholm, 1575 paa en Rejse til Gulland.

Da indtraadte den for hans Liv afgjørende Begivenhed ved, at det i Aaret 1578 overdroges ham at staa i Spidsen for et Gesandtskab til den russiske Storfyrste, Ivan IV Vasiliewitsch. Den danske Regerings Hensigt med dette Gesandtskab var at faa gjenoprettet paa fast Grund det som Følge af de liflandske Stridigheder forrykkede venskabelige Forhold til Rusland. Instruxen gik ud paa at slutte en evig Fred med dette Rige, faa Grænsen mellem det og Norge endelig fastsat, sikre Danmarks rolige Besiddelse af Øsel og af dette Stifts Ejendomme i Kurland og skaffe en Erstatning for nogle Fæstninger i Lifland. I Maj tiltraadte Gesandtskabet, pragtfuldt udstyret, Rejsen; den gik til Søs først til Øsel og derefter til Lifland. Men saa snart Gesandterne ved Pernau havde betraadt russisk Grund, begyndte de største Besværligheder og den haardeste Behandling. Under stadig Bevogtning slæbtes de fra Sted til Sted; endelig naaede de til Novgorod og førtes derfra til Moskva, hvortil de ankom i Avgikt. Modtagelsen her blev først venlig, men da Underhandlingerne begyndte, viste det sig, at Zaren ingenlunde vilde gaa ind paa de danske Fordringer, men bydende forlangte enten en Stilstand paa kun 15 Aar uden væsentlige Indrømmelser til Danmark eller øjeblikkelig Krig. U.,der sikkert frygtede for Indespærring i Rusland, besluttede sig nu til imod sin Instrux og for at undgaa en for Danmark farlig Krig at gaa ind paa den 15 aarige Stilstand paa Vilkaar, der vare uheldige for Danmarks Krav med Hensyn til Norge, Lifland og Kurland. Med rige Gaver forlod Gesandterne derpaa Moskva; paa Tilbagerejsen gjennem Rusland underkastedes de imod givne Tilsagn en omtrent lige saa slet Behandling som paa Udvejen; Aarstiden hindrede dem tilmed i at benytte Sørejsen fra Kysten; til Lands gjennem Polen og Tyskland naaede de endelig 1. Januar 1579 Danmark, uden Tvivl i stærk Spænding over for, hvorledes Regeringen vilde optage deres Færd.

Paa Koldinghus aflagde U. en foreløbig Rapport til Frederik II, der næppe strax satte sig ind i Sagen, i alt Fald ikke tog ham den unaadig op. I Marts fik han skjænket af Kongen nogle Gaarde paa Fyn, og i samme Maaned var han som Rigsraad med til det store Møde i Odense, hvor Hertugerne Hans og Adolf forlenedes med Slesvig. Han havde taget Ophold paa sit Herresæde Kogsbøl, som han, dog uvist naar, ombyggede og gav Navnet Ulfeldtsholm, ligesom han 1576 havde ombygget Selsø, samt paa Dalum Kloster, og umiddelbart efter sin Hjemkomst havde han udarbejdet en Beskrivelse af sin Rejse, der navnlig dvælede ved Gesandtskabets ilde Behandling og ved de russiske Sæder og Forhold, og som kun gik løst hen over de politiske Forhandlinger, dækkende over det uheldige Resultat ved Beskyldninger mod Zaren for i sidste Øjeblik at have omformet Traktaten. Men snart brød Uvejret løs over U. Kongen og Rigsraadet havde nu nærmere undersøgt Overenskomsten, saa meget mere som der ventedes russiske Sendebud til dens Ratifikation, vilde paa ingen Maade antage den og lagde hele Ansvaret paa U. for at have overtraadt sin Instruks. Da U. fik at vide, hvad der truede, søgte han Bistand hos sin egen Velynder og Kongens fortrolige Henrik Rantzau, besøgte ham paa Segeberg, og Rantzau skrev ogsaa et beroligende Brev til Kongen. Samtidig rettede U. selv et Brev til denne med Forsvar for sin Handlemaade. Men Frederik II’s Harme dæmpedes ikke. I Maj udskreves et Rigsraads møde til Roskilde til 13. Juli, og U. stævnedes til at møde for det som anklaget. Paa Kongens Vegne førtes nu her Anklagen af den kongelige Sekretær Arild Huitfeldt; den gik ud paa, at U. havde overtraadt sin Instrux og derfor burde stande Kongen og Riget til Rette. U. forsvarede sin Handlemaade saa godt som muligt, ogsaa med, at der i alt Fald ingen Skade var sket, da Kongen paa Grund af Formaliteter, som han med Vilje havde undladt, kunde lade være at ratificere Traktaten. Men skjønt Kongen virkelig heller ikke gjorde det, faldt Dommen dog i Overensstemmelse med Anklagen. Den udførtes ved, at U. udstødtes af Rigsraadet og mistede sit Len; derimod frafaldt Kongen paa Raadets Forbøn yderligere Tiltale og lovede endog at være ham en naadig Herre.

U.s Embedsvirksomhed var saaledes afbrudt og det for bestandig. Han søgte en Trøst dels i sin Godsbestyrelse, dels i litterært Arbejde. Allerede tidligere havde han givet sig af med saadant, særlig af theologisk Art; nu stod han ogsaa i nøje Forbindelse med Tyge Brahe, hvem han høj agtede, og dernæst sysselsatte han sig med Danmarks Historie. Navnlig paa Grundlag af en ældre Krønnike (vistnok af Herman Veiger) udarbejdede han en kortere Fremstilling af Danmarks Historie fra 1333 til 1559; i Fortalen, der er dateret Ulfeldtsholm 1. Septbr. 1585, priser han historiske Videnskabs Betydning og nævner med Beundring Tyge Brahe, Henrik Rantzau og Niels Kaas. Men i sit Hjærte var han stadig overordentlig forbitret over den lidte Krænkelse, og efter Frederik II’s Død kom hans Følelser til Udbrud.

Da han i Avg. 1588 var tilsagt til at møde i Roskilde til en Omtaxation af Rostjenesten, og de 4 Regeringsraader, Niels Kaas, Peder Munk, Jørgen Rosenkrantz og Christoffer Valkendorf skulde lede denne, traadte han pludselig frem i Domkirken, hvor Mødet holdtes, forlangte først en Enesamtale med Regeringsraaderne, men busede derpaa, inden en saadan var tilstaaet, offentlig frem med sine Klager over Frederik II, i det han henviste til det Haandskrift om sin Adfærd i Rusland, han havde hos sig (dog næppe den egentlige Rejsebeskrivelse). Niels Kaas svarede kun med at tage Haandskriftet til sig og love at overveje Sagen. Regeringens Svar kom kort efter, da U. havde givet Møde paa Landstinget i Ringsted i Anledning af en privat Retssag. Paa dens Vegne optraadte her Arild Huitfeldt som Rigskansler og oplæste en Erklæring, deri ret truende Ord advarede U. mod at lade sin Fremstilling trykke, da den indeholdt Fornærmelser mod den afdøde Konge og Raadet. Først nogle Maaneder efter svarede U. med et Brev til Regeringsraadet, hvori han erklærede ikke at have villet angribe nogen, men kun at have villet forsvare sig selv og redde sit Navn. Hvad han opnaaede var blot, at Regeringsraaderne erklærede at ville henvise Sagen til det samlede Rigsraads Afgjørelse.

Sagen døde dog dermed hen, og U.s sidste Dage bleve stille. Han oversatte og udgav 1591 et tysk Skrift om Døden og det evige Liv og døde selv 8. (eller 1.) Okt. 1593 og blev begravet i Vindinge Kirke. Hans Beskrivelse over Ruslandsrejsen, som han havde tænkt paa at lade trykke i Leiden, udkom først 1608 paaLatin i Frankfurt; dog var den kjendt i Afskrift her hjemme tidligere.

Resen, Frederich II’s Krønicke S. 398 ff.
Suhms Samlinger I, 165-68.
Westphalen, Monumenta III, 485 ff.
Rørdam, Historieskrivningen i Danmark efter Reform. I, 35 f. 126.
Troels Lund, Historiske Skitser S. 263-303.
Lind, Fra Kong Frederik II’s Tid S. 277.

J. A. Fridericia. 
Ulfeldt, Jacob (I4080)
 
11131 Ulfstand, Thale, –1604, til Skabersø, Datter af Holger Gregersen U. til Skabersø og Helle Hack til Hikkeberg, blev 1552 gift med Poul Laxmand til Stenholt, Sønnesøn af den bekjendte Rigshofmester, men hensattes allerede efter 5 Aars Ægteskab i Enkestand. Saa overbevist var Datiden om, at den unge Enke hurtig vilde søge sig en ny Forsørger for sig og sine 3 smaa Børn, at endog den ganske vist ogsaa ungdommelige Konge 1559, sikkert i en lystig Stund under de Forhandlinger, der førte til, at hun afstod sine Børns fædrene Gaard til Kronen mod Bosø Klosteri Skaane, indgik et Væddemaal med hende paa 1000 Dlr. om, at hun inden 6 Aars Forløb vilde indgaa nyt Ægteskab. Kongen tabte dog Væddemaalet, T. U. giftede sig aldrig igjen; men om hun under de trange Krigsaar ved den fastsatte Frists Udløb fik de 1000 Dlr. er vel ret tvivlsomt.

Dog fik hun 1567 Rørum Len i Pant af Kronen, rigtignok sammen med en Søster. For øvrigt havde hun fra 1585 til sin Død Heine kirke og Froste Herred i Forlening og fra 1595-97 det lille Hesselbjærg Len, men til Gjengjæld krævedes hendes Nærværelse ofte ved Hove, dels som Gjæst, dels som Dragefrue ved Hoffester. T. U. var overhovedet en Dame, der var om sig og ikke behøvede nogen Forsørger til at varetage sine Sager. Med Energi kæmpede hun for sine Børns Ret til deres Oldefaders beslaglagte rige Gods, men for øvrigt overlevede hun selv alle sine Børn, ja blev deres eneste Arving og fiki kke blot Bosø Kloster, men ogsaa Høgested, som Børnenes Frænke, Gjørvel Gyldenstjerne, havde givet dem, og endelig arvede hun ved sin Broder Hack U.s barnløse Død sin mødrene Gaard Hikkeberg. Denne bortbyttede hun til en Brodersøn mod sin fædrene Gaard Skabersø, hvor hun i sin høje Alderdom 1601 hædredes med et Besøg af den unge Kong Christian IV. Hun døde i Efteraaret 1604 paa Bosø Kloster.

Personalhist. Tidsskr. 1. R. II, 65 f.

Thiset. 
Ulfstand, Thale (I4360)
 
11132 Ulrich Hunold Hermann rigsgreve von Baudissin (22. februar 1816 i Greifswald – 3. december 1892 i Wiesbaden) var en dansk-tysk officer, maler, litograf og forfatter, bror til Adelbert Heinrich von Baudissin.

Hans forældre var Christian Carl rigsgreve von Baudissin og Anna Henriette Magdalene Kunniger. Han blev optaget på Landkadetakademiet i København, blev sekondløjtnant 1834, kaptajn 1849 og afgik som major 1861. 1837-48 var han uden for nummer, og det var i denne periode, hans kunstneriske virksomhed fandt sted. Baudissin var "lærling" af Louis Gurlitt, som han fulgte på rejser til Düsseldorf, Sydtyskland og Norditalien 1840 og 1842 søgte han forgæves Kunstakademiet (Fonden ad usus publicos) om anbefaling til rejseunderstøttelse. I denne periode var han produktiv som maler og malede især landskabsstykker af Frederiksborg Slot og Fredensborg Slot, men også af Himmelbjerget, Tyrol og steder i Norditalien. Flere af disse malerier blev udstillet på Charlottenborg Forårsudstilling og købt af kongehuset. I Treårskrigen genindtrådte Baudissin i tjenesten, kæmpede loyalt på dansk side (modsat sin yngre bror), blev såret i slaget ved Fredericia og blev den 9. september 1849 udnævnt til Ridder af Dannebrog. Senere slog han sig ned i Tyskland, hvor han virkede som forfatter, og hvor han døde. Af hans mange romaner skal nævnes Das Damenstift (1875), af hans dramaer Cora eller Slavinden. Baudissin oversatte forskellige danske dramatiske arbejder (Thomas Overskous Pak).

Han blev gift 19. marts 1844 i Hillerød med Caroline Julie Lerche (20. marts 1813 på Carlsberg – 11. december 1886 på Frederiksberg), datter af kammerherre, hofjægermester Carl Georg Frederik Lerche og Birgitte Louise von Levetzow. Ægteskabet blev opløst 1857.
 
Baudissin, Ulrich Hunold Hermann (I12944)
 
11133 Under det dansk-svenska kriget 1657-1658 utspelades vid Sibbarps skans den 28 september 1657 en strid, där bland andra den danske översten Knud Ulfeld stupade i strid mot svenska trupper. Vid skansen fanns Ulfeld med ett regemente ryttare, en avdelning skånska dragoner och ett uppbåd göingebönder, med uppdrag att utföra störningsanfall mot de svenska trupperna i nordöstra Skåne och södra Småland. Söderifrån kom en svensk styrka, ungefär 110 småländska ryttare och dragoner, anförda av översten Sven Ranck på hemväg från spaningar i Skåne. De fann vägen avskuren och försökte slå sig igenom. Striden blev ojämn, många ryttare föll och överste Ranck drog sig, med resterna av truppen, tillbaka längs Helge å mot byn Malshult. Där kunde de, med hjälp av en bonde som anvisade ett vadställe, passera ån för att sedan fortsätta mot Småland. Kvar på valplatsen låg förutom många av sunnerbodragonerna även den danske befälhavaren Knud Ulfeld.

 
Ulfeldt, Knud (I5808)
 
11134 Underløjtnant i de svenske landstyrker Ramel, Hans Friherre (I23742)
 
11135 Ung Reventlow, Johanne (I18135)
 
11136 Ungpige, tjenerinde på Hjedsbæk gård Madsdatter, Troelsine (I13378)
 
11137 United States Census, 1930
Name: Gudrun M Reventlow
Event Type: Census
Event Date: 1930
Event Place: Brooklyn (Districts 0001-0250), Kings, New York, United States
Gender: Female
Age: 28
Marital Status: Married
Race: White
Birth Year (Estimated): 1902
Birthplace: Denmark
Immigration Year: 1922
Father's Birthplace: Denmark
Mother's Birthplace: Denmark
Relationship to Head of Household: Wife
Relationship to Head of Household (Original): Wife
Sheet Letter: A
Sheet Number: 1
Record Number: 5813

Household Role Sex Age Birthplace
Foster W Reventlow Head Male 27 Denmark
Gudrun M Reventlow Wife Female 28 Denmark
George Reventlow Son Male 6 New York


 
Andersen, Gudrun M. (I14189)
 
11138 University of Sydney Brown, Judith Macarthur (I22399)
 
11139 Unter Johann IV. († 1422), dem Neffen, und Albrecht V. († 1423), dem Sohn Albrechts III., gelangte mit Nikolaus Reventlow wiederum eine Persönlichkeit an die Spitze der Kanzlei, welche alle für das Kanzleramt erforderlichen Eigenschaften besessen zu haben scheint.
Schon bevor er in den mecklenburgischen Hofdienst eintrat, befand er sich in der geachteten Stellung eines officialis generalis, iudex und subconservator der Schweriner Kirche.
Mindestens 23 Jahre, von 1415 bis 1438, hat Nikolaus Reventlow das Kanzleramt am Schweriner Hofe bekleidet und überstand zweimal den Regierungswechsel, im Jahre 1423, als die Herzogin Katharina für ihre unmündigen Söhne die Regierung übernahm, und 1436, nachdem Katharinas Sohn Heinrich IV. großjährig geworden war.
Seine wissenschaftliche Ausbildung hat er vermutlich an der Erfurter Universität genossen. Er war nicht nur theologisch gebildet (Magister), sondern scheint auch über umfangreiche Rechtskenntnisse verfügt zu haben.
Im Februar 1434 wurde er an der Rostocker Universität unter dem Titel Licentiatus in iure canonico cancellarius principis terre ehrenhalber immatrikuliert, eine Ehrung, welche in dieser Zeit nicht einzigartig dasteht, aber immer eine geachtete Stellung voraussetzt.
Nikolaus Reventlow ist also vielleicht der erste juristisch geschulte Kanzler in Mecklenburg gewesen. Die Gewohnheit, Juristen zu Leitern der Kanzlei zu bestellen, bürgerte sich jedoch erst seit Ende des 15. Jahrhunderts in Mecklenburg ein.
Reventlow gehörte zu den einflußreichsten Räten der mecklenburgischen Herzöge und wurde mit Vorliebe in den Urkunden an die Spitze der Zeugenliste gestellt. Das Kanzleramt in den Händen dieses gelehrten Mannes scheint das erste und wichtigste Hofamt gewesen zu sein. Seit etwa 1422 ist der Kanzler wieder in nähere Beziehungen zur Kirche getreten.
Mehrfach tritt er uns als Schweriner Domherr in den herzoglichen Urkunden entgegen und übt als solcher 1424 Patronatsrechte an der Vikarei der Kröpeliner Pfarrkirche aus. Um 1431 war er Archidiakon in Waren. Den Kanzlerposten hatte er 1438 noch inne. Bald darauf wird er gestorben sein, da am 14. Mai 1440 sein Nachfolger im Kanzleramt, Henning Karutze, zu ewigem Gedächtnis seines Vorgängers dem Schweriner Kapitel eine Stiftung machte.

https://mvdok.lbmv.de/mjbrenderer?id=mvdok_document_00003590 
Reventlow, Nikolaus von (I25562)
 
11140 Urmager Christiansen, Detlef Peter (I14341)
 
11141 Urmager Marcussen, Anders Jensen (I13893)
 
11142 Urmager Frank, Niels Hansen (I12358)
 
11143 Urne, Claus, –1562, til Bæltebjærg og Valsø, var Søn af den enøjede Lage U. til Bæltebjærg og Sidsel Ribbing til Boserup.

Sikkert under Paavirkning af sin berømte Farbroder Bisp Lage U. bestemtes han for den gejstlige Stand, studerede 1520 i Wittenberg, tog Magistergraden, og skjønt han 1524 var bleven Domprovst i Lund, ja fra 1529 endog Rektor ved Kjøbenhavns Universitet, synes han at have fortsat eller gjenoptaget sine egne Studier i Udlandet, thi ved Nytaarstid 1533 var han ligesom Fætteren Axel U. i Paris. For øvrigt vedblev han, selv efter at have fratraadt Rektoratet, at staa i Forbindelse med Kjøbenhavns Universitet, bl. a. som Opkræver af de Studie- og Bibelpenge, der tilkom det i Skaane. Men ellers kuldkastede naturligvis Reformationen alle til den katholske Kirke knyttede Forventninger; dog beholdt C. U. sit Provsti, 1537 fik han af Kongen nyt Brev derpaa, og et Vikarie i Roskilde havde han ogsaa, men for øvrigt sluttede han sig til den nye Lære og traadte helt over i verdslig Stand.

Han blev 1537 benyttet ved Forhandlingerne i Halmstad med de svenske og var 1547 nærværende ved et Grænsemøde i Varberg. Aaret efter ledsagede han Hertug Frederik til Norge, og 1549 blev han sin Broder Jørgens Eftermand som Landsdommer i Skaane og fik Sæde i Rigens Raad. 1546 havde han faaet et lille skaansk Len, Espholt, nu fik han Tilladelse til fra Broderen at indløse Barkager Len; men det mistede han atter 1555, og siden fik han, besynderlig nok, ikke noget andet eller større verdsligt Len. Og dog vedblev han at være en meget benyttet Mand. Han var 1554 Sendebud til Grænsemødet i Elfsborg, sendtes 1558 i Gesandtskab til Rusland for at tale Liflændernes Sag og maatte atter 1560, saa nødig han vilde, ledsage Hertug Magnus dertil, men fik snart Tilladelse til paa Grund af Sygdom at vende hjem.

Rimeligvis have disse anstrængende Rejser ganske nedbrudt hans Helbred, thi han synes at være traadt ud af Rigsraadet og døde allerede 1562, mellem 11. Marts og 8. Sept.

C. U. berømmes for sin Lærdom; bl. a. stod han i Forbindelse med Botanikeren Henrik Smith, der har dediceret ham og hans 1. Hustru, Margrethe Jacobsdatter Trolle (f. 22. Sept. 1511 d. 1551), flere af sine Bøger, særlig sin , der blev til i Anledning af, at Ægteparret havde raadspurgt Henrik Smith ved Anlæggelsen af en ved Bæltebjærg.

Efter sin 1. Hustrus Død ægtede C. U. 28. Juni 1556 en af Dronningens Jomfruer Anne Sivertsdatter Grubbe.

Thiset. 
Urne, Claus Lavesen (I3363)
 
11144 Urtekræmmer Lemming, Hans Peter (I12216)
 
11145 Usikkerhed på fødselsår, da sidste ciffer ikke er opgivet.
 
Weiser, Phillippus (I25480)
 
11146 Usikkerhed på fødselsåret - 1544,1549 eller 1550.  Genner, Jacob Andreasen (I25488)
 
11147 Uægte søn af hr. Niels Lange til Kjærgård. Oprettede Bramminge til hovedgård. Studerede i Wittenberg, siden i Paris. Var 1561 sekretær i kancelliet. Samme år kannik i Ribe. I 1565 udnævnt til kantor. I 1569 stiftsskriver i Ribe stift.
Adlet 17. juni 1572. 
Lange, Christen (I4355)
 
11148 v. d. Kuhla, Arent, 1599-1658, af en gammel bremisk Slægt, var Søn af Benedict v. d. K. til Kuhla og Hedevig v. Issendorf og blev født paa sin Fædrenegaard 2. Febr. 1599.

1611 kom han som Edelknabe til det oldenborgske Hof (til 1615), blev derpaa Page hos Fyrsten af Anhalt og tjente siden fra 1618-21 Ærkebispen af Bremen, Hertug Johan Frederik, først som Edelknabe og siden som Hofjunker. Efter en længere Rejse i de tyske Lande, Italien og Frankrig traadte han 1625 atter i sin sidste Herres Tjeneste, nu som Staldmester, men forlod denne Stilling 2 Aar efter for at overtage en Plads som Kammerjunker hos den danske Prins Frederik (senere Frederik III), med hvem han derefter berejste Holland og Frankrig.

1632 udnævnte Kong Christian IV A. v. d. K. til sin Staldmester, og denne Stilling beklædte han til Kongens Død. Desuden brugtes han til flere udenlandske Sendelser, og 1645 beordredes han som Marskal til Grænsemødet med de svenske. Han havde forskjellige Forleninger: Vesteraalen og Lofoten i Norge 1638-42, Dalum i Fyn 1642-45 og Kronborg, Frederiksborg og Abrahamstrup fra 1645, de 2 sidste til 1648, men Kronborg til sin Død, som indtraf sammesteds 14. Febr. 1658.

Kongen havde 1643-47 betroet ham Tilsynet med Ulrik Chr. Gyldenløves Gaarde Ulriksholm, Trellerup og Østergaard. A. v. d. K., som 2. Okt. 1642 havde ægtet Anne Iversdatter Vind (f. 1622, levede endnu 1674), blev 1643 naturaliseret som dansk Adelsmand, men Slægten uddøde her i Landet alt med hans Sønnedatter. Han ejede Løjtved i Fyn, som han 1652 havde kjøbt af Fru Karen Krabbe.

J. D. Barsker, Ligpræd. ov. A. v. d. K.

Thiset. 
Kuhla, Arent Von Der (I5836)
 
11149 v. Holsten, Godske Ditlev, 1674-1745, Officer, Godsejer, født 23. Febr. 1674, Søn af ovennævnte Adolf Hans v. H. i 2. Ægteskab.

Han blev i sit 16. Aar Soldat, 1694 Fændrik i Prins Georgs Regiment, 1697 Sekondlieutenant og 1700 Premierlieutenant. Aaret efter kjøbte han et Kompagni i sjællandske hvervede Regiment og deltog med dette i den spanske Arvefølgekrig. Han udmærkede sig ved flere Lejligheder, navnlig ved Stormen paa Trarbach 1704, hvor han bl. a. gjorde en stor Vinkjælder til Bytte. Den betydelige Formue, han bragte ud heraf, benyttede han siden til at udløse sine Medarvinger af Familiegodserne, og desuden blev hans udviste Tapperhed belønnet med hans Forfremmelse til Major. 1709 tog han Afsked som Oberstlieutenant og vendte hjem. 8 Aar senere udnævnte Kongen ham til Oberst og skal have villet give ham et Regiment i Norge, men H. ønskede ikke mere at «befatte sig med militære Sager».

Han havde allerede ved Moderens Død 1700 tiltraadt Langesø, og efter sin Broder Christian Adolf (f. 1669), der faldt i Slaget ved Helsingborg 1710 som Oberst for Livregiment Dragoner, arvede han Findstrup. Denne Gaard kaldte han Holstenshus og oprettede den til et Stamhus, hvorunder han ogsaa inddrog Langesø det er senere ophøjet til Baroni. H. efterlod sine Godser i god Stand og omtales i øvrigt som en myndig, men til Tider temmelig voldsom Herremand; han havde mange Processer og var en lidenskabelig Jæger.

Han døde 25. Nov. 1745 og havde 1709 ægtet Elisabeth Sophie Knuth (d. 1742), Datter af Etatsraad Eggert Christoffer K. til Aasmarke.

K. Hansen, Danske Ridderborge (1876). Rasmussen Søkilde, Holstenshus og Nakkebølle S. 182 ff.

H. W. Harbou
 
Holsten, Godske Ditlev von (I8474)
 
11150 v. Lente, Johan Hugo, 1640-1716, Diplomat, Kansler.

Fødtes i Bremervørde, besøgte til 1658 Skolen i Lüneburg, hvorfra han dimitteredes til Universitetet i Helmstedt, og tiltraadte 1662 sammen med Broderen Frederik (f. 1639, d. 1677 som Regeringsraad i Gluckstadt) sin Udenlandsrejse til Frankrig, Italien og Nederlandene. 1664 vendte han tilbage til Danmark og udnævntes i 1666 til Kammersekretær hos den nygifte Kurprinsesse Anna Sophie af Sachsen, hvis Brevvexling med Faderen, Kong Frederik III, han en Tid lang førte. 1673 blev han Raad og Resident i Lybek, 1676 i Regensburg, 1679 i Frankfurt a. M. samt var 1682-84 Gesandt hos de rhinske Kurfyrster, særlig i Køln.

I Foraaret 1685 sendtes han, udnævnt til kongl. Vicekansler paa Gottorp, som overordentlig Gesandt til det brandenborgske Hof. De 2 første Aar af hans Ophold i Berlin optoges væsentlig af Forhandlingerne med Kurfyrsten vedrørende dennes Stilling til Hamborg. 1687 forhandlede han med den hollandske Gesandt i Berlin om Gjenoptagelsen af Handelen paa Norge og fornyede den med Holland 1682 afsluttede defensive Alliance med Danmark. Nytaarsdag 1689 udnævntes han til Gesandt i Dresden, opholdt sig ud paa Sommeren paa Krigsskuepladsen ved Rhinen og overværede Belejringen af Mainz. Efter at have vundet Kurfyrsten af Sachsen for Danmarks Interesser i Elbtoldsagen vendte han tilbage til Berlin og hjemkaldtes der fra 1691.

Hans Haab at blive Wibes Efterfølger som Kronprinsens Opdrager gik ikke i Opfyldelse, men han udnævntes s. A. til Vicekansler i Glückstadt. 1695 blev han hvid Ridder, havde 1691-96 Sæde i Kancelliet og blev sidstnævnte Aar Gehejmeraad.1698 var han Medlem af Fredskongressen i Pinneberg og udnævntes s. A. ved Ehrenschilds Død til Landdrost sammesteds. Som befuldmægtiget Minister var han tilstede ved Fredsforhandlingerne i Traventhal 1700, blev s. A. Kansler i Hertugdømmerne og Amtmand i Segeberg og afsluttede 1701 i Hamborg paa dansk Side Forliget med Gottorp.

L. døde 16. Jan. 1716. Han var gift med Margarethe v. Bornefeldt († 1715), Datter af Raadsherre Matthias v. B. i Lybek. Begge ere begravne i Lybek.

Louis Bobé. 
Lente, Johan Hugo von (I23086)
 

      «Forrige «1 ... 219 220 221 222 223 224 225 226 227 Næste»