Ida Lucie Scheel von Plessen

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Ordner: Ordenen “de l’union parfaite”

Ida blev gift med Greve Christian Detlef Reventlow den 5 apr. 1758 i København, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark. Christian (søn af Greve Conrad Detlev Reventlow og Prinsesse Vilhelmina Augusta Slesvig-Holsten-Sønderborg-Plön) blev født den 1 nov. 1735 i Brahetrolleborg, (Rantzausholm), Brahetrolleborg Sogn, Sallinge Herred, Svendborg amt, Danmark; døde den 10 dec. 1759 i København, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark; blev begravet den 15 dec. 1759 i Skt. Petri kirke, København, Danmark. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Ved Christian Ditlev Reventlows død var ægtefællen Ida Lucie Reventlow f. Scheel von Plessen gravid og det var afgørende for arvegangen vedr. godsbesiddelserne om det blev en søn eller ej. Barnet var imidlertid dødfødt og derfor gik godsbesiddelserne til farbroderen Christian Ditlev Reventlow (1710-1775)

1. Comtesse Juliane Frederikke Christiane Reventlow blev født den 15 feb. 1759 i København, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark; blev døbt den 16 feb. 1759; døde den 17 maj 1793 i Regensburg, Bayern, Tyskland.

Ida blev gift med Wolf Heinrich von Thienen i 1763. Wolf (søn af Heinrich von Thienen og Ida Lucie von Brockdorff) blev født den 5 aug. 1721; døde den 11 jul. 1809 i Kiel, Slesvig-Holsten, Tyskland. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

BESIDDELSER: Fussingø og Selsø

TITEL: 1731 Kammerjunker, 1734 Kammerherre

Smukke Kvinder og Jagt var hans Passion. Mod næsten velvillig.

Mogens blev gift med Elisabeth Christine von Thienen. Elisabeth blev født den 27 sep. 1715; døde den 31 jul. 1788 i Wahlstorf, Slesvig-Holsten, Tyskland. [Gruppeskema] [Familietavle]

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Ordner: Ridder af Dannebrog
• Ordner: Ridder af Elefanten
• Bopæl: Glorup (Solgt 1754) Selsø Eskilsø Torpegård Holbækgård Fussingø Mfl

Notater:

Christian Ludvig von Plessen (fra 1702: Scheel von Plessen) (10. december 1676 i Schwerin – 30. august 1752 i
København) var en dansk statsmand, gehejmeråd, kammerherre, amtmand og godsejer. Han var søn af Christian Siegfried
von Plessen og bror til Christian Sigfred og Carl Adolph von Plessen.

Ved sit ægteskab 8. januar 1702 med Charlotte Amalie Skeel antog han navnet Scheel von Plessen, da han samtidig blev
ejer af stamhuset Fusingø (oprettet 1688 af Mogens Skeel). De efterfølgende mandlige besiddere af godset førte også
dette dobbeltnavn.

Ungdom

Efter at han havde nydt samme opdragelse som broderen og bl.a. sammen med denne opholdt sig ved Universitetet i
Leiden for at uddanne sig der, blev han (1696) ansat som kammerjunker hos Christian 5.s yngste søn, Prins Vilhelm, på
samme tid som broderen knyttedes til Prins Carl; men han forlod snart hoftjenesten for at slå ind på embedsbanen.
Ikke mere end 26 år gammel blev han (1702) stiftamtmand i Aarhus Stift, hvor han virkede i 23 år. Han må have gjaldt
for en energisk og dygtig embedsmand, thi 8. oktober 1725 kaldtes han fra denne stilling til at blive medlem af
Konseillet. Under de sidste år af sit liv i Århus havde han stået i nøje forbindelse med Iver Rosenkrantz, der siden
1723 havde været stiftamtmand i Viborg og i sit andet Ægteskab var gift med en søsterdatter af ham. Plessen spillede
en ret fremragende rolle i Konseillet, hvis dygtigste Medlem han åbenbart var, og de udenlandske diplomater lagde
ikke ringe vægt på hans udtalelser om den udenrigske stilling. Også viste Frederik 4. ham anerkendelse ved 16. april
1727 i anledning af det samme dag sluttede forbund med England og Frankrig at gøre ham til Elefantridder. Men Plessen
hørte dog til de misfornøjedes kreds og delte ligesom Iver Rosenkrantz fuldt ud den uvilje imod Dronning Anna Sophie
Reventlow og hendes tilhængere, som trivedes iblandt kronprinsens omgivelser og ved det lille Vemmetofte-hof; ja han
afholdt sig end ikke fra over for fremmede diplomater at klage over, at Konseillets indflydelse svækkedes ved røster
fra den kant.

Medlem af Gehejmekonseillet

Som en følge heraf var han så at sige selvskrevet til at gå over i det nye Konseil, som Christian 6. straks efter sin
tronbestigelse samlede om sig. Oven i købet havde han ry for solid dygtighed, og det var derfor med god grund, at den
nye konge samtidig gjorde ham til generaldirektør over Finanserne og Kommercevæsenet (26. oktober 1730). Hvor uenig
han end i meget havde været med Frederik 4., fortsatte han dog som finansminister dennes sparsommelighedssystem og
lagde særlig vægt på afbetaling af statsgælden. Hånd i hånd hermed viste han i det hele kraft og ordenssans som
kollegiechef, og på handels- og toldområdet havde han endog ret fremskredne ideer. Han var nemlig ingen ven af høje
toldsatser, men mente, at man ved at holde dem lave ville fremme handelen, og han havde ingen tanke om ved høj
beskyttelsestold paa kunstig måde at opelske en industri. Når man talte om, at det af finansielle grunde var
nødvendigt at holde toldsatserne høje, gjorde han i modsætning dertil gældende, at nedsættelsen af told på varer
ville fremkalde stærk forøgelse af afsætningen af dem, således at statsindtægterne ad den vej i løbet af få år ville
stige, uden at undersåtterne mærkede noget tryk. Den toldtarif, han fik udstedt 1732, viste da også nedsættelse af
told på mange industriartikler.

Samtidig med at Plessen havde sine betydningsfulde hverv som kollegiechef at passe, var han ligesom broderen et
vigtigt medlem af Konseillet og havde stor del i den politik, der førtes udad til. Hans udtalelser på dette område
udmærke sig, så vidt vi kender dem, altid ved klarhed ikke mindre end ved en vis djærv ligefremhed. Skal man nævne,
hvad der for ham gjaldt som hovedpunktet, var det at få Slesvigs inkorporation i den danske krone sikret ved så mange
garantier som muligt; ved Siden deraf var længe et hovedtræk hos ham en indgroet mistillid til, at man kunne opnå et
virkelig venskabeligt forhold til Sverige. Han var overtydet om, at så snart svenskerne kom en smule til kræfter,
ville de ved første givne lejlighed kaste sig over Danmark, og han tvivlede derfor i førstningen om, at den
tilnærmelse til dem, som Christian 6. og Rosenkrantz ønskede, ville føre til noget; men også han blev dog efterhånden
stemt for, at de skridt burde gøres, der førte til det dansk-svenske forbund af 5. oktober 1734. Ligesom broderen var
han enig med Rosenkrantz i at foretrække en tilslutning til England frem for et forbund med Frankrig, og samtidig
stod han, hvad de indre forhold angik, ganske på samme side som disse 2 mænd under de stridigheder, der et par år
efter Christian 6.s tronbestigelse kom til udbrud i regeringskredsene i København. Det sammenstød, Konseillet her
havde med Krigsminister Poul Vendelbo Løvenørn, kom for hans vedkommende til at volde skår i et tidligere personligt
venskabsforhold. Han havde nemlig nogle Aar tilbage stået Løvenørn så nær, at han havde betroet en søn til ham for at
opdrages og uddannes i hans hus.

Under disse rivninger havde Plessen, ligesom Konseillets andre medlemmer, også kongens svigermoder, markgrevinden,
til modstander, og han formåede ikke mere end broderen at fastholde kongens yndest. Måske har han end ingen sinde ret
haft den; det var mere fælles uvilje imod Anna Sophie og agtelse for Plessens utvivlsomme dygtighed end sympati for
ham, der havde bragt kongen til at tage ham til minister. Dels følte Christian 6. sig også hos ham stødt ved en vis
aristokratisk selvstændighedsfølelse, dels havde han ved siden af at være en samvittighedsfuld, vederhæftig
personlighed broderens skarpe kanter i endnu højere grad, han var bitter, opfarende, lunefuld, stivsindet og derfor
undertiden alt andet end behagelig at have at gøre med. Ingen kunne altså være mere uskikket end han til at være
hofmand, og det endte da også med, at kongen og hans damer fandt ham umulig. Følgen af alt dette blev, at han
misfornøjet 1734 (18. januar) trådte ud af Konseillet 3 fjerdingår efter, at broderen havde måttet opgive sin plads
deri.

Afsked

Fra nu af var det forbi med hans så vel som med C.A. von Plessens politiske virksomhed; han delte ganske med denne
kongens mistro og uvilje og mistede på samme tid som han den pension, han havde fået ved sin afgang fra Konseillet.
Også han trak sig tilbage for at styre sine godser og i det hele passe sine økonomiske interesser. Ligesom broderen
var han parthaver med et anseligt antal aktier i det Asiatiske og det Vestindiske Kompagni, og hans godser havde et
betydeligt omfang. Ved sit ægteskab (1702-29) med Charlotte Amalie født Skeel, datter af Mogens Skeel til Fussingø,
var han blevet ejer af dette gods, og desuden ejede han Odden, Stensbæk, Holbækgård, Selsø, Lindholm, Glorup,
Eskildsø, Torp Ladegård og Salzau i Holsten. Da han døde 30. august 1752, værdsattes hans formue, med fradrag af alle
passiver, til 681.397 Rdl. Storslået godgørenhed omtales mindre for hans end for broderens vedkommende, derimod synes
han ligesom denne at have haft videnskabelige interesser og var derfor ikke mindre end han en ven af Hans Gram. Da
dennes bolig brændte ved Københavns brand 1728, var det til Plessen, at han flyttede hen. Han er begravet i Ålum
Kirke.

I sit ægteskab havde Plessen ikke færre end 17 børn, af hvilke dog de 8 døde som ganske små. Af de andre 9 var 3
sønner og 6 døtre. På sønnernes hænder samledes ifølge farbroderens testamente også dennes vidtstrakte godser; fra
dem nedstammede slægterne Plessen og Scheel-Plessen. De væsentligste af hans børn var:

Berte Scheel von Plessen (1707-1786) oo Christian Frederik Raben

Eleonore Hedevig von Plessen (1708-1770) oo Christian Rantzau

Mogens Scheel von Plessen (1713-1749) – til Selsø, Lindholm og Fussingø

Christian Sigfred von Plessen (1716-1755) – arvede Glorup, amtmand

Frederik Christian von Plessen (1717-1783) – general og kammerherre

Charlotte Louise Scheel von Plessen (1720-1801) oo Jørgen greve Scheel

Charlotte Dorothea von Plessen (1724-1771) oo Claus Reventlow

Vurdering

Man kan ikke læse om de tvende brødre C.A. von Plessen og C.L. von Plessen uden at beklage, at disse 2 begavede mænds
virksomhed som ministre kun var kort, dels som en følge af uheldige forhold, dels på grund af kanter ved deres egne
personligheder. Og denne beklagelse stiger, når man ser, hvorledes de trods deres tyske byrd blev gode danske mænd.
Det var i Danmark, at de anbragte hele deres formue, og danske forhold, de helligede deres virksomhed; det var til
Danmark, de ville binde deres slægt, dansk kom som sprog til at ligge C.A. von Plessen meget nær, og det er for C.L.
von Plessens vedkommende et højst tiltalende træk, at han i året 1737 af penge, som hans hustru havde efterladt,
stiftede et legat for studerende sønner af "de faa gamle Slægter her i Danmark, hvis Forfædre for nogle hundrede Aar
have tjent Kongen og deres Fædreland". Underligt, når man tænker på sligt, så at se, at disse mænds slægt efterhånden
i national henseende næsten helt er gået tabt for Danmark.

Kilder

Dansk Biografisk Leksikon / Wikipedia



Beskæftigelse:
1697 Kammerjunker hos Prins Vilhelm,

Titel:
Hvid ridder,Geheimeråd, Ridder af Elefanten

Christian blev gift med Charlotte Amalie Skeel den 14 apr. 1702. Charlotte (datter af Mogens Skeel og Helle Helene Rosenkrantz) blev født den 1 apr. 1685 i Fussingø, Ålum Sogn, Sønderlyng Herred, Viborg Amt, Danmark; døde den 28 apr. 1729 i København, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark; blev begravet i Aalum Kirke, Sønderlyng Herred, Viborg Amt, Danmark. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Plessen var søn af landråd Daniel von Plessen til Hoickendorf i Mecklenburg og Dorothea Eleonore von Blumenthal. Han fuldendte sine studier på lange rejser i udlandet, særlig i Frankrig. Hjemvendt til sin fødestavn arvede han efter faderens død godserne Hoickendorf og Mandrow (1672), fik 1670 ansættelse ved regeringen i Schwerin og udnævntes 1673 til kancelliråd. Hans broder Carl Adolph, der stod i dansk tjeneste som oberstløjtnant, faldt ved stormen på Malmø (1677), og Plessen foretog en rejse til Danmark for at ordne hans efterladenskaber. Ved denne lejlighed lærte Plessen det danske hof og særlig Prins Jørgen at kende. På foranledning af Dronning Sophie Amalie ansattes han som kammerjunker hos prinsen og blev, efter at dennes hofchef Christian Günther von der Osten var forulykket under kongens hjemrejse fra Rügen 1677, udnævnt til overkammerherre. Det var dog først i marts 1678, at han tog afsked fra mecklenburgsk tjeneste. Samme år ledsagede Plessen prinsen på rejser i Tyskland, vandt i høj grad hans fortrolighed og overtog bestyrelsen af hans livgeding Vordingborg Amt med Jungshoved samt en kapital på 300000 rdl., i alt o. 60000 rdl. årlige indtægter. Tillige besad prinsen i årene 1683-89 øen Femern. Fra februar 1680 nævnes Plessen som amtmand over Vordingborg Amt.

Efter prinsens trolovelse med Prinsesse Anne af England fulgte Plessen med sin herre til London, hvor formælingen fandt sted 28. juli 1683. Plessen, der samme år udnævntes til gehejmeråd, fik foreløbig tilladelse til at forblive privat i sin tidligere stilling hos prinsen, der benyttede ham til at påtale forskellige forhold ved hans hofstat, som han ønskede ændrede. Plessen pådrog sig herved Hertugen af Yorks vrede, og da han 1684 i familieanliggender vendte tilbage til København, nedlagde hertugen gennem den danske udsending Godske von Buchwald protest mod, at Plessen mere vendte tilbage til England. Plessen tog nu ophold i Danmark, blev i maj samme år hvid ridder og varetog med stor dygtighed sin herres interesser her i landet. Han var dog gentagne gange i London, således 1685 i anledning af enkedronningens død og 1689 i foråret, da det blev ham overdraget at varetage gesandtskabsforretningerne efter Frederik Gersdorffs tilbagekaldelse og modarbejde hertugen af Gottorps bestræbelser for at genvinde Slesvig. Ved kong Vilhelms kroning 11. april fungerede han som maître de garderobe hos Prins Jørgen. Få dage senere blev i København operahuset på Sophie Amalienborg et rov for luerne, ved hvilken lejlighed 150 mennesker fandt døden. Plessens hele nærmeste familie var tilstede, hans tre ældste sønner blev med nød og næppe frelste, men hans hustru og ældste datter døde få dage efter af brandsårene. Efter en slægtnings ved samme ulykke forårsagede død arvede Plessen godset Parin, som han dog senere solgte. 1687 var desuden besiddelsen Harckensee tilfaldet ham efter moderen.

I januar 1692 overdrog kongen Plessen styrelsen af finanserne med titel af præsident for Rentekammeret og gav ham samtidig sæde og stemme i Gehejmekonseillet. Pengevæsenet var under Plessens forgænger, overrentemester P. Brandt, kommet i største forvirring. Landet var tynget med skatter, kassen var tom, utallige folk i statens tjeneste havde i årevis ingen løn modtaget, og misnøjen var almindelig. Det ses, at Plessen kun efter megen overtalelse bekvemmede sig til at modtage denne vanskelige stilling. "i henved 2 Maaneder", ytrer han, "har jeg Dag og Nat kæmpet for at afværge det mest skæbnesvangre Slag, som kan ramme nogen, og som vil gøre mig ulykkelig og utilfreds for mit hele øvrige Liv." Med stor energi og omsigt gik Plessen til sit brydsomme hverv og bragte til en begyndelse store personlige ofre. Kort efter sin embedstiltrædelse "engagerede han sig for Kongen" til et beløb af 100000 rdl. Forholdene antog snart under hans dygtige ledelse en bedre karakter. Det siges, at han gav kongen det råd, der også blev fulgt, at lette skattetrykket, for at landbefolkningen kunne komme til kræfter igen, og i Plessens hele embedstid udskreves ingen ekstraordinære skatter. En tønde hartkorn, der ved Plessens embedstiltrædelse solgtes for 10-15 rdl., steg i få år til 40-50 rdl. i værdi. Der bragtes orden i forretningsgangen, og statens utallige kreditorer fik atter efter lang tids forløb udbetalt deres renter til rette tid. Desuagtet var der råd til at dække de betydelige overordentlige udgifter, der forvoldtes i Christian 5.s sidste regeringsår ved kronprinsens rejse og formælingsfester (henved 4 tdr. Guld) og den kostbare ambassade til Rijswik. Hærens størrelse forøgedes, og toget til Ratzeburg og befæstningsarbejderne i Rendsborg foranledigede betydelige omkostninger. Statens kredit på det udenlandske pengemarked steg kendelig, og det hedder ved Plessens afgang, fra en ham næppe særlig venligsindet side, at hans blotte navn var tilstrækkeligt til at rejse millioner i Amsterdam, ligesom bankhusene i Hamborg erklærede sig villige til at åbne ham personlig en kredit på en td. guld. Hans ry som finansmand foranledigede flere fremmede monarker til at opfordre ham til at træde i deres tjeneste. Karl 11. af Sverige stræbte at vinde ham for sit land, kejser Leopold gjorde ham gennem sin gesandt i England grev Wratislaw meget fordelagtige tilbud, ligeså August 2. af Sachsen gennem grev Flemming.

Plessens pirrelige, sygelige temperament og idelige kampe med hans forgængers parti ved hoffet bevægede ham allerede 1696 til at ansøge om sin afsked (som dog ikke blev bevilget), og han giver ved denne lejlighed en oversigt over alt, hvad han i de svundne 4 år har udrettet. Kongens indkomster er ikke, som før, tagne op forud; man har holdt opgør med fortiden, og nutiden går sin sikre gang; han har standset alt underslæb af kongens indtægter og indført en systematisk opkrævning; både civil-, sø- og landetaten er blevne stillede tilfreds ved prompte betaling. "Hele Landet var fornøjet med ham", vidner hertug Ferdinand Wilhelm af Württemberg, "skønt han var en fremmed, og han var i lige grad yndet hos alle Danske som hos Udlændinger."

Ved siden af sin betydningsfulde og anstrængende virksomhed som leder af finanserne fik Plessen betroet forskellige diplomatiske hverv. I politisk henseende arbejdede plessen på en tilslutning til England og Nederlandene og trådte derved i opposition til det fransksindede parti ved hoffet, hvis fører var Thomas Balthazar von Jessen, lederen af den udenrigske politik i Danmark i Christian 5.s sidste levetid, og som fandt en virksom støtte i Conrad Reventlow, den senere storkansler. Meningsforskellen mellem de to partiførere udartede i tidens løb til personligt had, således at Jessen, især efter at Adam Levin Knuth var død, der stod Plessen meget nær, på forskellig vis søgte at undergrave dennes anseelse hos kongen og mistænkeliggøre hans handlinger.

I juli 1692 sendtes Plessen til hoffet i Schwerin med fuldmagt til at afslutte et forbund med hertugen, uden at dog forhandlingerne førte til et resultat. Herfra begav han sig om efteråret til Haag, hvor han havde en samtale med den detroniserede kong Jacob 2., og vendte i november tilbage. 1693 afsluttede og undertegnede Plessen sammen med Gyldenløve og Reventlow en alliancetraktat med Frankrig (i marts) samt i september med Brunsvig-Lyneborg, hvorefter han sammen med Reventlow og Jessen sendtes til Pinneberg for at afslutte de af Conrad Biermann von Ehrenschild påbegyndte forhandlinger. Under sine hyppige rejser til England tog han efter kongens ordre oftere ind i Haag, hvor hans intimeste ven, Christian Lente, den gang beklædte posten som dansk gesandt, for at konferere med denne i vigtige diplomatiske anliggender, således i efteråret 1694 om en alliance med England, og næste sommer tildeltes der ham sammen med Lente fuldmagt til at afslutte et forbund mellem Danmark, kejseren, England og generalstaterne.

Plessen, der stedse vedblev at bevare en trofast hengivenhed for det mecklenburgske fyrstehus, har sikkert været interesseret i, at kronprins Frederik indgik ægteskab med prinsesse Louise af Mecklenburg-Güstrow. I juni 1695 sendtes han inkognito til Güstrow for at erkyndige sig om, hvorvidt den regerende hertug var knyttet til nogen Danmark fjendtligsindet magt. På hans gunstig lydende rapport foretog kronprinsen noget senere sin bejlerfærd til Güstrow, og i november blev Plessen beskikket til med en eskadre af fem skibe at afhente prinsessen og føre hende til København. Umiddelbart efter indtoget blev Plessen dekoreret med Elefantordenen, en udmærkelse, der sjælden eller aldrig før var blevet tildelt en mand i hans alder og rang, hvilket vakte almindelig opsigt. Skønt Plessen i så høj grad medvirkende til at bringe dette parti i stand, der synes at have været efter kronprinsens ønske, og skønt det var ham, der skaffede denne sæde i statsrådet, lykkedes det ham dog ikke at vinde hans gunst, måske fordi kronprinsen var misfornøjet over at være blevet så knap aflagt.

I december 1696 afsluttede Plessen og Lente en alliance med Holland og blev beskikkede til overordentlige gesandter ved fredsforhandlingerne i Rijswik. Plessen, der siges at have været meget pragtelskende, optrådte ved denne lejlighed med stor pomp. Sendelsen fik dog ingen betydning, hvilket skyldtes de franske udsendingers overlegenhed. Der udkom i denne anledning en satire på Plessen, en tyk bog med lutter hvide blade, som bar titelen: "Beretning om hr. von Plessens Negotiationer". Plessen kaldtes tilbage i februar 1698. Samme år udnævntes han til amtmand over Møn Amt, efter fra 1680 helt til 98 at have været amtmand over Vordingborg Amt. 1692-95 og 1698-1701 var han endvidere medlem af rådstuekommissionen og beklædte fra 1692 værdigheden som patron for det kongelige Ridderakademi. Fra 1701 var han tillige meddirektør ved navigationsskolen på Møn. I de første måneder af kong Frederik 4.s regeringsår bevarede Plessen sin tidligere indflydelse, men allerede i januar 1700 fjernedes han, til stor skade for Danmark, fra finansernes styrelse. Kongens misstemning mod Plessen ytrede sig tydelig i hans vægring ved at godkende det af Plessen forelagte udkast til en generalkvittering og decharge; det ses, at både Reventlow og Jessen af al evne nærede hans uvilje, og den sidstnævnte indgav en af slet dulgt had og triumferende glæde gennnemtrængt betænkning om at indlede en undersøgelse af "Personens" – som han betegner Plessen – finansstyrelse. Selv skriver kongen: "at han (Plessen) ikke føler sig forpligtet til at gøre rede for sine Expeditioner, har hos mig vakt en saadan Mistvivl til denne Mand, at jeg ikke mere véd, hvad jeg skal tro om ham". Kort efter meddeltes der ham dog decharge, men under en anden form end den af ham begærte. Kongens adfærd mod Plessen dadledes højlydt, både her hjemme og i udlandet. Den danske gesandt i Haag, von Støcken, beretter om den "kendelige Sorg", Plessens afskedigelse har vakt i Holland; pensionæren er meget utilfreds, alle falde fra, og Danmarks kredit daler betænkelig. Hertugen af Württemberg udtalte i et brev til kongen uforbeholdent sin misbilligelse af Plessens afskedigelse og forestillede ham alle de skæbnesvangre følger, dette skridt ville have for Danmark.

Plessen skal efter Hojers påstand have modsat sig krigserklæringen 1700, ligesom han i Christian 5.s tid havde søgt at dæmpe denne konges krigslystne tilbøjeligheder, men dog rådet til at påskynde erobringen af Tønning med den motivering, at man ikke burde begå nogen dårskab halvt. I juni 1700 sendtes Plessen i diplomatisk ærinde til Haag, hvor han forgæves søgte at hindre en konjunktion mellem den forenede hollandske og engelske og den svenske flåde, men det tilskrives hans indflydelse i England og Holland, at Danmark ikke kom til at friste en større ydmygelse ved fredsslutningen i Traventhal. I efteråret begav han sig til London, ved hvilken lejlighed prins Jørgen i et brev til sin brodersøn kongen udsteder ham et glimrende vidnesbyrd for 23 års trofast, nidkær og uegennyttig tjeneste. 1701 var Plessen medlem af kommissionen til de vornedes frigivelse og afgav et særligt votum, der går ud på at lette bondens skattebyrde og vidner om hans varme interesse for denne stands vel. I begyndelsen af 1703 var Plessen atter i London, og ved hans hjemkomst formenes det brud med kongen at have fundet sted, der foranledigede hans fuldstændige udtræden af dansk tjeneste i august samme år. Det hedder, at Plessen ikke længere billigede hoffets maximer og var utilbøjelig til at underskrive en ed, der bandt ham til hans stilling i så høj grad, at han måtte forsømme Prins Jørgens tjeneste. De forandrede forhold ved hoffet, især Frederik 4.s forbindelse med grevinde Vieregg, der i den dybt religiøse og moralske mands øjne måtte være en vederstyggelighed, var antagelig den nærmeste bevæggrund til hans bortgang. Christian Gyldenløve og Carl Ahlefeldt, begge meget levelystne mænd, havde indtaget den første plads i kongens gunst. Når sønnen Carl Adolph von Plessen 1703 skriver til faderen, at hoffet ikke mere er en bolig for kristne, da har han sikkert udtalt dennes anskuelse.

Fra 1704 tog Plessen ophold i Hamborg, men gjorde hyppige og lange rejser til London og København i sin gamle herre Prins Jørgens tjeneste, men varetog også oftere diplomatiske hverv. 1706 var han således i Haag for at formå Holland og England til at yde Prins Carl erstatning for at give afkald på koadjutorværdigheden i Lübeck. Få dage før Prins Jørgens død (8. november 1708) ankom Plessen til London, men traf næppe mere sin herre ved fuld åndelig klarhed. Prinsens bortgang opfyldte ham med dyb, oprigtig sorg. "Jeg er mere end sønderknust", skriver han, "i Bevidstheden om at have mistet en Herre, hvem jeg har tjent i saa lang en Aarrække med lige saa stor Tilfredsstillelse som Iver og Hengivenhed." Han berømmer den afdødes blide sind og Dronning Annes store kærlighed og omhu for hendes gemal. Plessen begav sig derpå til Danmark for at overbringe dødsbudskabet og ordne dronningens mellemværende med den danske krone. Han førte forhandlingerne med den i dette øjemed nedsatte kommission, indtil Vordingborg Amt blev overleveret til kongen i august 1710 mod udbetaling af en årlig apanage til dronningen. Jungshoved forblev i Plessens værge indtil 1714, da Dronning Anne afgik ved døden.

Efter den tid levede Plessen et stille, tilbagetrukket liv i Hamborg. Endnu 1718 blev han af kongen opfordret til, ved hjælp af sine forbindelser i England, at føle sig for om stemningen for et ægteskab mellem kronprins Christian og Prinsen af Wales' ældste datter. Plessen havde dels ved arv, dels ved heldige finansielle spekulationer erhvervet sig anselige rigdomme. 1707 købte han af svigersønnen Christen Skeel Vallø med Gunderup og Billesborg, men afstod det året efter til kongen for 165000 rdl. Plessen døde i Hamborg 22. januar 1723. Hans lig førtes til København.

Samtiden har fældet en næsten enstemmig anerkendende dom om Plessens personlighed og fremragende evner. Hojer roser hans skarpe forstand og mandige sind, men nævner hans "naturlige Stivhed". Robert Molesworth omtaler hans melankolske udseende og svage helbred, men fremhæver hans sunde dømmekraft, verdenskløgt og ypperlige sprogkundskaber. Grev de Chamilly kalder ham en streng, bestemt mand. Landkansler Friccius betegner ham som jovial og i høj grad veltalende til tider, men almindeligvis tungsindig og utilgængelig. Det bør også bemærkes, at Plessen var en sjælden øm fader for sine børn.

Plessen var 3 gange gift: 1. (1673) med Sophie Agnes von Lepel (død 1684), datter af Hans von Lepel og Dorothea von Wopersnow; 2. (1685) med Clara Eleonore von Bülow (1665-1689), datter af dansk generalmajor Bartold von Bülow; 3. gang (1692) med Magdalene Hedevig von Halberstadt (død 14. februar 1702), datter af generalmajor Balthasar Gebhard von Halberstadt til Langenbrück og Hedevig Clara von Thun. Efter den sidstnævntes død siges Plessen at have bejlet til Anna von Rumohr, enken efter den 1694 afdøde general Hans Ahlefeldt; hun skal have afvist hans frieri, men som tegn på sin agtelse testamenteret ham sit herresæde Glorup. Dette skete allerede 1705, og denne besiddelse tilfaldt ham 1712 efter hendes død.

Blandt Plessens børn var:

Daniel von Plessen, generalmajor
Christian Ludvig von Plessen, gehejmeråd
Carl Adolph von Plessen, gehejmeråd
Christian Sigfred von Plessen, godsejer

Christian blev gift med Sophie Agnes von Lepel i 1673. Sophie (datter af Claus von Lepel og Ilsabe Dorothea von Wopersnow) døde i 1684; blev begravet i Klosteret I Rühn, ,. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Beskæftigelse:
gårdmand

Mogens blev gift med Helle Helene Rosenkrantz den 4 jun. 1679 i Egholm Slot, Sæby Sogn, Voldborg Herred, Roskilde Amt, Danmark. Helle (datter af Oluf Rosenkrantz og Birgitte Gregersdatter Krabbe) blev født den 8 jun. 1658 i Egholm Slot, Sæby Sogn, Voldborg Herred, Roskilde Amt, Danmark; døde den 26 maj 1698. [Gruppeskema] [Familietavle]

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Family Line: VIII: Glimminge-linjen

Notater:

BESIDDELSER: Bodum Bisgaard, EGholm og Krabbesholm

TITEL: baronesse