Margrethe Gersdorff von Rathlou

Notater:

Kom 1695 på det ridderlige akademi i København, berejste England,Tyskland og Holl a n d , 1 7 0 7 k a mmerjunker og forskærer, 1710 jægermesterover Nørrejylland, 1712 etatsrå d , 17 2 5 kon fe re nsråd , 1731 hvid ridder,1744 geheimeroudal.I Gosmer kirke er tårnb ue n de lvis t lukk et af rift udhugget epitafiumover Chr. Rathlou og S o p h ie Schack, hvi s ki ste r forud en fler e andrestår i rummet, der lukkes af et jerngitter f r a 17 5 9 med s ammes init ialer.Op retted e 7. aug. 1749 afsine godser stamhuset Rathlousdal f o r sinhu s t rus br oders øn, stats ministe r Joachim Otto von Schack Rathlou, derovertog Rathlou sd a l 1771 , m e n død e barnlø s 1800, hv orefter det kom tilen fjern slægtning, geheimeråd Chr i sti an Fre de ri
k v on Holstein tilLystrup (d.1828). Sønnen, købmand Niels Rosenkrantz von Hol stei n, d e r 1 8 2 8 fi k tilladelse til at føre navnet Holstein- Rathlou, efterfulgtes1848 a f s i n s ø n a f sa mm enav n (d.1850). Sidstnævntes søn,hofjægermest
er Christian Frederik Emil von Holstein-Rathlou døde 1910,stamhuset kom til søn n e n H u n o v o n H olstein-Rathlou, men overgik 16.jun. 1921 til fri ejendom, hvor- efte r 2 2 0 ha b l e v afgi ve tti ludstykning.

Kom 1695 på det ridderlige akademi i København, berejste England,Tyskland og Holl a n d , 1 7 0 7 k a mmerjunker og forskærer, 1710 jægermester over Nørrejylland, 1712 etatsrå d , 1 72 5 ko nf er ensråd , 1731 hvid ridder,1744 geheimeråd.

Hans hustru var hofdame hos prinsesse Sophie Hedevig. I 1767, da hun var enke , k ø b t e h u n f o r 9.468 rdl. Rindlevgård (Fruering sgn., Hjelmslev hrd., Skanderborg am t) , f r a 17 74 k al dt S op hielund, og indlemmede den under Rathlousdal.
I Gosmer kirke er tårnbuen delvist lukket af rift udhugget epitafium over Chr. Ra t h l o u o g S o p hie Schack, hvis kister foruden flere andre står i rummet, der lukkes a f e t j er ng itte r f r a17 59 med sammes initialer.
Oprettede 7. aug. 1749 af sine godser stamhuset Rathlousdal for sin hustrus broders ø n , s t a t s m inister Joachim Otto von Schack Rathlou, der overtog Rathlousdal 1771, me n dø d e bar nl ø s 1 800 , hvorefter det kom til en fjern slægtning, geheimeråd Christian F reder i k von H ols te in t i l Ly strup (d.1828). Sønnen, købmand Niels Rosenkrantz von Hols tein , de r 1828 f ik t ill adel s etil a t føre navnet Holstein- Rathlou, efterfulgtes 184 8 af s in sø n af samm e nav n (d .1850 ) . Sids
tnæ vntes søn,hofjægermester Christian Frederik Emil von Holstein-Rathlou død e 191 0 , s t a m h uset ko m til sønnen Huno von Holstein-Rathlou, men overgik 16.jun. 1921 ti l f ri ej e n d o m , hvor- efte r 220 ha blev afgivet til udstykning.

Beskæftigelse:
Geheimeråd

Christian blev gift med Dorothea Sophie von Schack den 17 apr. 1708 i København, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark. Dorothea (datter af Joachim von Schack og Dorte Sophie Seefeldt) blev født den 13 jun. 1682; døde den 4 apr. 1771 i Rathlousdal (før: Loverstrup), Odder, Danmark,; blev begravet den 3 maj 1771 i Gosmer Kirke, Odder, Danmark. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Beskæftigelse:
Hofdame

Notater:

Kaldte sig tillige Gregorius. Immatrikuleret 1649 i Greifswald, 1658 iAltdorf, 1664 k a m m e r h e r re hos dronning Sophie Amalie, derefterhofmester hos prinsesse Wilhelmine Ern es ti n e i nd t i lde nnes ægteskabmed kurprins Carl af Pfalz i 1671
, fik år
et efter rejsepas tilHeidelberg, var 1674 resident ved det kurpfalziske hof.
Rathlousdal (40 tdr. hartk.) er beliggende i Odder sgn.,Gersdorfflund i Gos m e r s g n - b e g g e i Hads hrd. Ejendommen kom i hansbesiddelse i 1661 ved hans hustrus a r v e fte r f aderen .
Kaldte sig tillige Gregorius. Immatrikuleret 1649 iGreifswald, 1658 i Altdorf, 1664 k a m m e r h e r re hos Dronning Sophie Amalie, derefter hofmester hos prinsesse Wilhelmine Er ne st i n e in dt il d ennes ægteskabmed kurprins Carl af Pfalzi 1671
, fik å

Beskæftigelse:
Hofmester

Gregers blev gift med Margrethe Gersdorff i 1671. Margrethe (datter af Joachim Gersdorff og Øllegaard Huitfeldt) døde efter 1698; blev begravet i Gosmer Kirke, Odder, Danmark. [Gruppeskema] [Familietavle]

Joachim blev gift med Dorte Sophie Seefeldt i 1670 i Dalsgård, Vive Sogn, Hadsund, Danmark. Dorte (datter af Peder Seefeldt og Margrethe Rosenkrantz) blev født i 1650 i Dalsgård, Vive Sogn, Hadsund, Danmark; døde i 1682. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Den 6. februar 1645 tilskriver hans hustru, at han er blevet "beladt"
Studerede 1624 i Greifswald, underskrev 1637 det nærmere forbundmellem Riget og Hertu g d ø m m e r n e.

Ditlev blev gift med Catharine Rantzau. Catharine (datter af Volf Rantzau og Ida Buchwald) døde den 13 mar. 1649 i Lübeck, Slesvig-Holsten, Tyskland; blev begravet den 1 maj 1649 i Lensahn Kirke, Slesvig-Holsten, Tyskland. [Gruppeskema] [Familietavle]

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Family Line: XXIX. Linjen Siggen

Notater:

Kilde:
DAA 1930 p173

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Bopæl: Aalstrup Og Tostrup (Christianssæde)

Notater:

Udtalte: "Gid jeg ikke kunne skrive", da han skulle underskrive freden i Roskilde.

Gersdorff, Joachim, 1611-61, Rigshofmester, blev født 11. Nov. 1611 paa Søbygaard i Jylland og var en Søn af Christoffer G.

Efter en omhyggelig Opdragelse, først i Hjemmet og senere i Sorø, foretog G. i sin Ungdom store og langvarige Rejser, studerede særlig i Leipzig og Leiden, men besøgte desuden England, Frankrig, Italien, Østerrig og Ungarn. Efter sin Hjemkomst til Danmark 1638 blev han Hofjunker hos den udvalgte Prins Christian og kort efter Kammerjunker hos dennes Gemalinde, Magdalena Sibylla. Han forlod imidlertid 1641 det prinselige Hof i Nykjøbing paa Falster for at gifte sig med Øllegaard Huitfeldt, en Datter af Henrik H. og Margrethe Axelsdatter Rosenkrantz; Brylluppet fejredes 3. Okt. i Kjøbenhavn. Franu af var han nøje knyttet til Skaane, hvor hans Hovedgaard Tunbyholm laa, og hvor hans Svigerfader havde sine Godser; under Krigen med Sverige 1644 stod han ogsaa denne, der var Lensmand paa Landskrone Slot, bi i Forsvaret af dette. I Sommeren 1645 var han en Tid Generallandkommissær i Sjælland, var i Avg. s. A. befuldmægtiget for den Skaanske Adel og valgtes i Foraaret 1646 af denne til skaanskLandkommissær, en Stilling, som han forgjæves ønskede at fritages for. En større Rolle kom han dog først til at spille under Frederik III. Efter Indstilling af Adelen og Rigsraadet optog Kongen ham 1648 i dette; ved Kroningen i Nov. s. A. blev han slaaet til Ridder. Han var endnu paa denne Tid en Ven af Corfits Ulfeldt og en hyppig Gjæst i hans og Leonora Christinas Hjem; efter Otto Sperlings Sigende var det ogsaa Ulfeldt, der anbefalede ham til at beklæde Embedet som Statholder, da han selv i Efteraaret 1648 forberedte sig til sin Gesandtskabsrejse til Holland. I Dec. overtog G. det nævnte Embede og fik sin Bestalling i Jan. 1649; 1651 forlenedes han med Bornholm. Under Ulfeldts Fraværelse fra Febr. til Dec. 1649 varetog han midlertidig de Forretninger, der paahvilede Rigshofmesteren, ogbenyttede Lejligheden til at sætte sig fast i Kongens Gunst. Det er ogsaa fra denne Tid, at man kan datere Bruddet mellem ham og Corfits Ulfeldt; denne bebrejdede ham Overgreb i hans Embedsførelse, regnede ham fra da af imellem sine Fjender og beskyldte ham 1651 for at have været en af Hovedophavsmændene til hans Fald. G. skal ogsaa have været med til at udarbejde den officielle Beretning om DinasProces, som i saa høj Grad krænkede Ulfeldt, og han kom til at nyde godt af dennes Landflygtighed, i det han i Okt. 1652 udnævntes til Rigshofmester efter at have faaet de fleste Stemmer i Rigsraadetved Indstillingen om Besættelsen af dette Embede.

G., der fra nu af var Førsteminister i Danmark, var en fin og livlig Natur med ikke ringe humoristisk Sans. Han yndede at lade sin Spøg gaa ud over gejstlige. , skrev han 1655 til en af sine Venner. Dogmatiske Stridigheder laa ham i det hele fjærnt; skjønt han ikke vilde vide noget af jesuitisk Proselytmageri, roste dog de katholske Gesandter ham for hans Maadehold og Tolerance i religiøse Sager.Han var et Stykke af en Skjønaand, i høj Grad sympathetisk knyttet til den spanske Afsending i Kjøbenhavn, Digteren Grev Rebolledo, der uden Tvivl mente at sige en udsøgt Kompliment om ham ved at betegne ham som den, der havde mere af en Spaniers end af en Franskmands Væsen. Han stod i Brevvexling med lærde i Evropa, interesserede sig for Filosofi, tog sig af Ole Worm og andre danske Videnskabsmænd og samlede sig et stort og udsøgt Bibliothek. I dette, som talte henved 3000 Bind, var den franske, spanske og italienske Litteratur særlig repræsenteret, den tyske kun i ringere Grad, og af danskeSkrifter fandtes ikke mere end 80. Hvad angaar hans Stilling til Tidens politiske Brydninger, opfattedes han i Almindelighed som nøje knyttet til Kongen og stemt for en Udvidelse af dennes Magt; et positivt Træk, der viser i denne Retning, er ogsaa, at han i Okt. 1658 sammen med Jørgen Seefeldt og Peder Reedtz skilte sig fra sine Fæller i Rigsraadet, da dettes Flertal stemte for en Proposition tilKongen om ikke i saa høj Grad som hidtil at benytte fremmede Raadgivere, men derimod besætte de ledige Kansler-og Marskembeder. Med større Bestemthed kan man betegne hans ydre Politik som overensstemmende med Kongens i dens Tilslutning til Sveriges Fjender, Spanien og Kejseren, og i Bestræbelsen for at vinde Nederlandene. Han hører sikkert til dem, som med Kongen dele Ansvaret for den Letsindighed, hvormed man i Haabet om Alliancer, men uden nogen Sikkerhed for Saadanne, drev til Krigen 1657, og hans diplomatiske Dygtighed bestod uden Tvivl ogsaa mindre i Talent til at kunne bedømme en politisk Situation end i Evne til paa en vindende Maade at kunne omgaas de fremmede Magters Repræsentanter.

Da Ulykkerne kom, undgik G. ikke sin Del af Byrden. I Juli 1657 fik han sammen med nogle andre Rigsraader Fuldmagt til at varetage de nødvendige Forretninger i Kjøbenhavn; men tungere var det Ærende,der i Febr. 1658 overdroges ham sammen med Christen Skeel, da de sendtes afsted for at møde Carl Gustav og søge at vinde Fred. Forhandlingerne begyndte i Vordingborg mellem de danske Afsendinger og den svenske Konges befuldmægtigede, Sten Bjelke og Corfits Ulfeldt; den sidstes Tilstedeværelse som Sejerherrens Repræsentant har sikkert været et haardt Stød for G., hans gamle Modstander. Efter at have aflagt Beretning for Frederik III i Kjøbenhavn om, hvad der var sket i Vordingborg, fortsatte Afsendingerne derpaa Underhandlingerne i Taastrup og Roskilde. G. var medtagen af saa pinende Sygdomme som Sten og Podagra; da han 26. Febr. satte sit Navn under Roskildefreden, skal han have udbrudt: Fredslutningen havde tilmed sin personlige Betydning for ham; hans Godser, der vare forøgede ved Arv efter hans Svigerfaders Død, laa for største Delen i Skaane, og han var forlenet med Bornholm. Til Gjengjæld for Tabet ved denne Øs Afstaaelse fik han kort efter Kalundborg Len; men ogsaa Carl Gustav søgte at byde ham Erstatning, uden Tvivl for at gjøre ham medgjørligere under de Forhandlinger, der i Tilslutning til Roskildefreden førtes i Kjøbenhavn i Løbet af de følgende Maaneder. Han udstedte etBrev, hvorefter Indtægterne af Bornholm skulde tilfalde G., saa længe han levede, men denne afslog at modtage Tilbudet. Hans Politik var ogsaa vedblivende rettet paa Alliancen med Østerrig og Holland,og han udtalte sig til sine Tider ret uforbeholdent til den kejserlige Gesandt, Baron Goés, om Muligheden af et Angreb paa den svenske Hær i Jylland, medens han i Rigsraadet anbefalede Forhandlinger med Nederlandene for at opnaa Hjælp i Tilfælde af et nyt svensk Angreb. Rimeligvis kom dette, da det iværksattes i Avg. 1658, ham dog uventet, men han udfoldede under Belejringen en betydelig Virksomhed og saas ved Kongens Side Stormnatten 11. Febr. 1659. Efter Freden i Kjøbenhavn foretog han en stor Handel med Kronen, i det han mod Erstatning af Krongods i Jylland mageskiftede til den alle sine Godser i Skaane; de benyttedes derefter som Vederlag til Sverige for Tilbagegivelsen af Bornholm. Han havde ogsaa endnu stadig Kongens Gunst; men ikke desto mindre overfløjede Begivenhederne ham. Hvor meget han end var stemt for en Udvidelse af Kongens Myndighed, var, hvad der skete i Efteraaret 1660, næppe efter hans Hoved.

Da Stænderne traadte sammen i Sept. i Kjøbenhavn, holdt han paa Kongens Vegne Aabningstalen, hvis Sirlighed rostes af de tilstedeværende. Men netop under Mødet i Kjøbenhavn tog hans gamle SvagelighedOverhaand, og han maatte i de afgjørende Dage i Okt. holde Sengen. I hans Hus paa Hjørnet af Østergade og det nuværende Kongens Nytorv samledes da det raadvilde og dødsdømte Rigsraads Medlemmer; her undertegnedes Resolutionen om Arverettens Overdragelse, her forhandledes om Bevarelsen af Adelens Privilegier, og her kom den østerrigske Gesandt, Goës, for at skaffe sig Nyheder og for at arbejde paaen fredelig Udgang paa Konflikten. Saa vidt man kan bedømme Forholdene, har G. indtaget en mæglende Holdning; han stod uden for den Sammensværgelse, der havde Kongen til Hoved og Christoffer Gabel tilBudbringer; han søgte at faa Kongen til at besætte de ledige Rigsraadspladser, førend Raadet tog en endelig Beslutning; han roste over for fremmede Adelens Eftergivenhed, og han lod sig om Eftermiddagen 15. Okt. kjøre op paa Slottet for at stemme Kongen gunstig for Adelens Privilegier, men nogen bestemt Modstand mod de for Haandfæstningen og for Rigsraadets Indflydelse ødelæggende Skridt indlod han sig ikke paa. Begivenhederne gik saa temmelig over hans Hoved. Da Arvehyldingen foregik paa Slotspladsen 18. Okt., bares han paa en Stol op paa den Tribune, hvor Rigsraadet aflagde Eden til Arvekongen. Dagen efter besøgte den nederlandske Gesandt Vogelsang ham og vilde vide Besked om Situationen. spurgte han. svarede G. . lød atter Ministerens halv selvopgivende, halv humoristiske Svar.

En Uge efter, 26. Okt., blev G. dog udnævnt til Rigens Drost, det nye, endnu ganske ubestemte Embede med det gammeltklingende Navn. Han blev tillige Præsident i Statskollegiet, og sin Natur tro vedblev han at staa i det bedste Forhold til Kongen og Dronningen. Hans Svagelighed tog imidlertid stadig til, og han testamenterede Frederik III sit Bibliothek og Sophie Amalie sine Fiskedamme lige uden for Kjøbenhavn. Ogsaa de viste ham stor Venlighed og besøgte ham, Kongen endog flere Gange, under hans Sygdom, der 19. April 1661 medførte Døden. Hans Hustru var allerede død ii. Marts 1655.

Bricka og Gjellerup, Den danske Adel I, 203 ff.

J. A. Fridericia.

Beskæftigelse:
Rigshovmester

Beskæftigelse:
Statholder i København

Joachim blev gift med Øllegaard Huitfeldt den 3 okt. 1641 i København, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark. Øllegaard (datter af Henrik Huitfeldt og Margrethe Rosenkrantz) blev født den 16 maj 1622 i Lillø, Kristianstad, Skaane, Sverige; døde den 11 mar. 1655 i Lillø, Kristianstad, Skaane, Sverige; blev begravet i København, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark. [Gruppeskema] [Familietavle]

Otto blev gift med Dorothea Von Der Lühe cirka 1626 i Rostock, Mecklenburg-Vorpommern, Tyskland. Dorothea (datter af Joachim Von Der Lühe og N.N. von Obertzen) blev født cirka 1600 i Rostock, Mecklenburg-Vorpommern, Tyskland; døde i 1674. [Gruppeskema] [Familietavle]

Peder blev gift med Margrethe Rosenkrantz den 23 feb. 1641 i Ørup, Rosmus, Djurs Sønder Herred, Randers amt, Danmark. Margrethe (datter af Palle Rosenkrantz og Kirsten Abildgaard) blev født cirka 1620 i Ørup, Rosmus, Djurs Sønder Herred, Randers amt, Danmark. [Gruppeskema] [Familietavle]

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Family Line: IX: Ørup-linjen