Otte Skeel

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Beskæftigelse: Ritmester

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Beskæftigelse: Etatsråd

Notater:

BESIDDELSER: Broholm og Arreskov

Jørgen blev gift med Lisbeth Bille den 4 maj 1662 i Odense, Odense Herred, Odense Amt, Danmark. Lisbeth (datter af Anders Bille og Sophie Rosenkrantz) blev født den 12 nov. 1639 i Arensborg, Øsel (nu: Kuressaare, Saaremaa), Estland; døde den 7 apr. 1714 i Broholm, Gudme Herred, Svendborg Amt, Danmark; blev begravet i Gudme Kirke, Gudme Herred, Svendborg Amt, Danmark. [Gruppeskema] [Familietavle]

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Beskæftigelse: Gårdmand

Otte blev gift med Ide Lunge den 29 jan. 1632 i Viborg, Nørlyng Herred, Viborg Amt, Danmark . Ide (datter af Jørgen Lunge og Sophie Steensdatter Brahe) blev født den 1 sep. 1612 i Ørum, Vejle, Danmark; døde den 30 okt. 1671 i Juellinge (før Valbygaard), Hellested Sogn, Stevns Herred, Præstø Amt, Danmark; blev begravet i Jernit, Hammel Sogn, Gjern Herred, Skanderborg Amt, Danmark . [Gruppeskema] [Familietavle]

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Bopæl: Damsbo, Haarby, Båg Herred, Odense Amt, Danmark

Notater:

Anders Bille blev født på Rønnovsholm i Vrejlev sogn. Han deltog i 30 års krigen under forskellige feltherrer.

Han blev en af de største og rigeste godsejere i landet med store besiddelser på Fyn og omkring Viborg.

Anders Bille var også med til at grundlægge Fredericia.

Under Torstenson-krigen 1643-1645, ledede Anders Bille forsvaret af Lillebælt med stor succes. Han ledede en række heldige udfald imod Kolding og Fredericia som gjorde, at den danske hær atter fik fodfæste i Jylland.

Han var søn af Erik Jensen Bille (1570-1600) til Rønnovsholm og hustru Mette Banner Andersdatter (1575-1614).

Som ung var han i udenlandsk krigstjeneste. Han blev i 1626 løjtnant i hertug Bernhard af Weimars rytterregiment i Christian 4.s hær i Tyskland og i 1627 blev han ritmester.

Han fik tildelt Rygårds Len i 1631 og var lensmand på Øsel fra 1634 til 1642. I 1642 blev han rigsmarsk og blev samtidg forlenet med Vestervig Len, som han i 1650 fik ombyttet med Skanderborg Len.

Hans store succes som godsejer og hærfører medførte utvivlsomt, at han fik en række modstandere i rigsrådet blandt fynske og slesvig-holstenske rigsrådsmedlemmer.

Han deltog som øverstbefalende i svenskekrigen i 1657.

I 1642 grundlægger han våbenfabrikken Brobyværk i Sdr. Broby, samt det man i dag kender som Brobyværk Kro.

Værket blev drevet af vandkraft fra Odense Å. Det forsynede en tid hæren med våben, men blev ødelagt under Svenskekrigen 1658. Værket blev ikke retableret.

Våbenværket var den første industrivirksomhed på Fyn.

Anders Bille deltog på dansk side i Torstenson-Krigen 1643 til 1644. Efterfølgende rejste han i 1646 spørgsmålet om en ny hærordning, idet han mente, at den nationale hær skulle øges og befæstningsanlæggene styrkes. Ordningen trådte først i kraft i 1653.

Da Karl Gustav-krigene brød ud i 1657, blev Anders Bille øverstbefalende over styrkerne i Holsten. Han måtte efter at have erobret Bremen stift trække sig tilbage til Frederiksodde (Fredericia), hvor han blev hårdt såret, da svenskerne stormede fæstningen 24. oktober 1657. Han døde et par uger senere i svensk fangenskab af sine stiksår.

Anders Bille blev 14. december 1628 gift med Sophie – datter af Jacob Eriksen Rosenkrantz til Arreskov og hustru Pernille (Gyldenstierne). Hustruen overlevede Anders Bille med 10 år og døde 1667.

I Brobyværk har man opkaldt vejen Marsk Billes Vej efter ham.



Død:
Saaret Og Taget Til Fange Ved Frederiksodde.

Frederiksodde var fra 1651 til 1664 navnet på den fæstning, som Frederik 3. lod anlægge på Bers Odde.

To måneders belejring endte den 24. oktober 1657 hvor svenskerne under ledelse af feltmarskal og rigsadmiral Wrangel stormede den ikke færdiggjorte fæstning, som måtte overgive sig efter mindre end to timers kamp. Mere end 1.000 mand faldt, resten taget til fange, og blandt disse den sårede rigsmarsk Anders Bille. Han døde et par uger senere i svensk fangenskab.

I 1664 fik fæstningen navnet Fredericia.

Anders blev gift med Sophie Rosenkrantz den 14 dec. 1628. Sophie (datter af Jacob Eriksen Rosenkrantz og Pernille Henriksdatter Gyldenstierne) blev født cirka 1608 i Arreskov, Øster Hæsinge, Sallinge Herred, Svendborg amt, Danmark; døde i 1667. [Gruppeskema] [Familietavle]

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Family Line: III. Arreskov-linjen

Notater:

Kilde:
DAA 1985 p707 12e

Notater:

PHT 9 rk.1.bd. s 36: Danske og norske studerende i Padua: 1590 30.Okt. Albertus Schielius, Danus-Eqauratus og R.D.Senator. DAA 1901 s 415-16 Kopi af artikel (uden kildeangivelse) Hans Mikkelsens dagbøger 1626-1641 s.34, 44

Skeel, Albert, 1572-1639, til Fussingø, Rigsadmiral, Søn af Rigsraad Christen S. (f 1595), blev født paa Fussingø 23. Nov. 1572. Fra sit n. Aar kom han i Viborg Skole, sendtes derefter 1585 paa en længere Udenlandsrejse, hvor han studerede i Strasburg, Padua og Siena, og drog hjem over Frankrig og England, uden at dog i alt Fald hans klassiske Uddannelse bar videre Frugter. Efter sin Hjemkomst til Danmark blev han 1594 Hof junker hos Christian IV, fulgte i denne Egenskab 1597 Kongen paa hans Brudefærd til Brandenborg og ledsagede det følgende Aar Kongens Broder Hertug Ulrik paa en Rejse til Frankrig, England og Skotland som hans Hofmester; ved denne Lejlighed var det vel, at han indskreves ved Universitetet i Orléans.

1599 blev han Hofskjænk, var med paa Kongens Rejse til Nordkap og udnævntes til Skibshøvedsmand over en ved denne Lejlighed taget engelsk Prise. Det følgende Aar ledsagede han Kongen som dennes næstkommanderende over Skibet paa en dog ikke fuldført Rejse til Akershus.

Efter sit Bryllup 5. Juli 1601 i Nyborg med Birte Friis, Datter af Niels Friis til Hesselager, forlod han Hoftjenesten, og han, der allerede tidligere havde været forlenet med Mariæ Klosters Provsti i Oslo (til 1603), fik nu det store Riberhus Len. Han vedblev dog ved forskjellige Lejligheder at være ved Kongens Side, saaledes 1603 ved hans Hylding i Hamborg og 1606 paa hans Rejse til England, hvor S. fungerede som Marskal. 1608 var han en af den jyske Adels befuldmægtigede ved Prins Christians Valg.

1609 blev han udnævnt til Ritmester for Riberfanen, den saakaldte gule, af den jyske Rostjeneste og deltog med den i Kalmarkrigen. Han var under hele Krigen knyttet til Vesthtil han endelig fik Hjælp.

I Dec. 1616 fik han Belønningen for sin tapre Færd og tillige store Beviser paa Kongens Gunst, i det han ikke alene blev Ridder af den væbnede Arm, men ogsaa Rigsraad og Rigsadmiral. I disse Egenskaber overdroges der ham i de nærmest følgende Aar forskjellige Hverv. Baade 1618 og 1619 sendtes han til Gottorp, 1620 til Bremen, og 1622 var han med ved Herredagen i Bergen; desuden synes han 1620 at have krydset i Nordsøen med en Eskadre.

Da skete det mærkelige, at han paa Raadsmødet i Horsens i Jan. 1623 traadte tilbage fra sin Rigsadmiralsstilling. Ligprædikenen over ham fortæller det som bevirket ved Svagelighed; en Tradition, der vel ikke er fuldt paalidelig hjemlet og har forskjellige Former, men dog ikke rent kan afvises, vil derimod vide, at Grunden var et heftigt personligt Sammenstød mellem ham og Kongen; i en af Formerne,hvor Sammenstødet dog henlægges til 1627, hedder det, at han endog trak sit Sværd imod Kongen; tvivlsomt bliver det imidlertid, om der ikke foreligger en i alt Fald delvis Sammenblanding med ChristianIV's Strid med Broderen Jørgen S. i det sidstnævnte Aar. Hvorom alting er, Rigsadmiral var han ikke længere, men hans Anseelse og Anvendelse som Rigsraad blev ikke formindskede ved det skete.

Der kom nu de strænge Aar med Fjendens Indfald i Halvøen, som bevirkede, at A. S. 1627-29 maatte forlade sit Len, og med Spænding mellem Konge og Raad. S. hørte uden Tvivl til dem inden for Raadet, der længtes efter Freden, og han blev ogsaa en af Kommissærerne ved Fredsmødet i Lybek 1629; gjentagne Gange rejste han her fra til Christian IV for at formaa ham til Eftergivenhed, hvad jo ogsaa lykkedes i Maj. Han vendte nu tilbage til sit Len og blev en af Kommissærerne til Undersøgelse af Forholdene i Jylland. Flere Gange benyttedes han i den følgende Tid til Forhandlinger med Gottorp, saaledes 1629, 1631 og 1632; 1634 var han paa Mødet i Kolding til Underhandlinger om Udvidelse af Unionen med Hertugdømmerne og 1637 paa Landdagen i Flensborg. Med Hensyn til Forholdet til Udlandet var han Modstander af en udfordrende Holdning over for Sverige, men har næppe spillet nogen st desuden Holbækgaard, Hessel og Katholm, alle i Jylland, og udvidede disse Godser ved Mageskifter med Kronen. Han var ogsaa en velstaaende Mand, der indskød betydelige Summer i det ostindiske Kompagni. Han roses for sin Godgjørenhed mod Kirker, Skoler og fattige. 9. April 1639 døde han paa Riberhus. Hans Enke overlevede ham til 31. Jan. 1652.

Beskæftigelse:
Lehnsmand

Albret blev gift med Berte Nielsdatter Friis den 5 jul. 1601 i Nyborg, Vindinge Herred, Svendborg Amt, Danmark. Berte (datter af Niels Friis og Vibeke Christoffersdatter Gyldenstierne) blev født den 27 feb. 1583 i Hesselager, Gudme Herred, Svendborg Amt, Danmark; døde den 31 jan. 1652 i Fussingø, Ålum Sogn, Sønderlyng Herred, Viborg Amt, Danmark; blev begravet den 10 feb. 1652 i Viborg Domkirke, Nørlyng Herred, Viborg Amt, Danmark. [Gruppeskema] [Familietavle]

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Family Line: Friis af Hesselager

Notater:

DAA 1942 s 58: Kom 1597 i Dronningens jomfrukammer HansMikkelsens dagbøger 1626-1 6 4 1 s . 4 3 , 1 16

(Research):>Burial note: Burial Surety:0

Notater:

Jørgen Lunge, til Odden, 11.10.1577-19.8.1619, rigsmarsk. Født på Odden, død på Birkelse, begravet i Ålborg (Frue k.).

Efter skolegang hjemme, i Viborg og i Sorø blev L. sendt ud på den traditionelle udenlandsrejse. Han var borte omkr. seks år og studerede sammen med broderen Christoffer og mag. Jens Sørensen Ølgod (Zythagothus) i Genève 1594, Orleans 1595, var i Paris 1596, imm. 1597 i Siena og Padova og var s.å. i Rom, 1598 igen i Padova. Resultatet blev langt bedre end for de fleste af hans samtidige danske adelsstuderende. Han fik "med flid beset landsens skik og politi" (ligprædiken) og blev nærved perfekt i det franske sprog. Dertil kom, at han ifølge N. L. Slange blev "en vel forsøgt krigsmand" under Henrik IV i Frankrig hvor han skal have indlagt sig stor berømmelse. Efter en kort tid hjemme 1600 trak krigerlivet atter i ham: han tjente til 1605 under grev Maurits af Nassau i kamp mod spanierne og steg i graderne til major til fods og hest. På indtrængende bøn fra moderen kom han hjem, blev gift, men fik så lige efter ordre til at hverve et regiment på 2000 mand til Christian IV's kamp mod hansestaden Braunschweig. Kongen opgav dog sin plan, og regimentet blev opløst. Men på hjemvejen blev L. taget til fange af hanseatiske ryttere og måtte selv købe sig fri. Imidlertid var L. meget ærgerrig, og han fik lejlighed til at gøre indtryk på majestæten under Kalmarkrigen. 1611 hvervede han i Nederlandene to kompagnier, hvormed han deltog i kampene ved Älvsborg. Siden kæmpede han under Christian IV selv ved Kalmars belejring og erobring, og snart avancerede han. I foråret 1612 hvervede han flere tropper i Tyskland, så han nu havde et helt regiment under sig; og sammen med Joachim Bülov fik han kommando over det korps der belejrede og erobrede Sveriges smalle port mod vest, den strategisk meget vigtige Älvsborg fæstning med omegn. I juni foretog han desuden et indfald i Västergötland og blev i august kommandant på Älvsborg. Herfra gjorde han flere indfald i Sverige.

L.s giftermål med en datter af rigsråden Steen Brahe i forbindelse med hans dygtigt, snedigt og heldigt ledede operationer under Kalmarkrigen virkede i høj grad fremmende på hans karriere. Mens han 1608-10 havde taget til takke med Vestervig kloster, 1610-13 med Ørum som forleninger, blev han fra 1613 slotsherre på selve Älvsborg og fik desuden nabolenet Bahus under sig. Dermed havde L. overtaget kommandoen over det mest udsatte område i den dansk-svenske magtkamp. Christian IV ville nødigt af med det pantsatte Älvsborg igen, og kunne svenskerne ikke betale de fire terminer af Älvsborgs løsen til tiden, hvilket var højst tvivlsomt, tydede alt på at de ville søge en tilbageerobring ved kup og krig. Stillingen krævede derfor den største årvågenhed og militære kompetence. I december 1616 nåede L. sin karrieres toppunkt. Kongen udnævnte ham til rigsråd, og ved hemmelig afstemning valgte rådskollegeme ham til sit næstfornemste medlem, til rigens marsk. Valget var dog ikke frit, idet Christian IV tydeligt nok selv havde peget på netop L. til stillingen. Den havde i længere tid stået tom, men blev nu besat under indtryk af det spændte forhold til Sverige. Skønt slemt plaget af sygdom fra begyndelsen af 1615 lå den energiske marsk ikke på den lade side i sine få år som rigsråd. Han overværede den nye gottorpske hertugs hyldning og nåede både at føre de vigtige forhandlinger med landdagen i Slesvig og om de store inddæmningsarbejder ved Bredsted der bl.a. af militære grunde optog kongen. I Nordtyskland var han tilmed 1618 indviklet i det diplomatiske spil mellem Hansestæderne, Nederlandene og Danmark om den af Christian ivrigt begærede erhvervelse af koadjutoriet i Bremen ærkestift.

Selv om den nye marsk nød sin konges tillid, blev det dog hurtigt klart, at han stod langt fra dennes syn på udenrigspolitikken. Da Christian IV i februar 1618 utvivlsomt ville have rigsrådets samtykke til en hvervet hær og til en angrebskrig mod Bremen baseret på 24 000 mand tropper, tilmed tildels bekostet af den skattefrie adel, fik L. sammen med kansler Christen Friis og Anders Bille den penible opgave at overrække den rasende konge rådets afvisende svar. L. delte ikke blot rådsflertallets modstand mod Christians aktivistiske Tysklandspolitik, men gjorde også hvad han kunne for at afværge den truende krig mod Sverige i januar 1618 da det så ud til, at svenskerne ikke var i stand til at betale 3. termin af Älvsborgs løsen. L. var desuden på linje med rådet i ønsket om en udsoning med Hansestæderne, utvivlsomt for desto lettere at få den eftertragtede alliance med Nederlandene i stand. I betragtning af kongens selvrådighed var det også i rigsrådets interesse, da L. kort før sin død gjorde sig til talsmand for, at rådet blev holdt bedre orienteret om de stadig farligere udenrigs-politiske forhold. Det ville øge rådets indflydelse på politikkens formulering.

Måske for at undgå en for rådet at se uheldig borgerlig tysk okkupation af stillinger i det ekspanderende statsmaskineri arbejdede L. endvidere stærkt for at få den velbegavede danske ungdom, også de fattige skolebørn, til at gå frem "i gudsfrygt og boglige kunster" (ligprædiken). 1619 skænkede han 1 000 rdl. til Ålborg skole. L. førte da udpræget rådspolitik, og måske som straf herfor, måske som følge af sit stadig slettere helbred forflyttedes han i 1618 til sin tidligere forlening Vestervig. Når der de følgende år ikke udnævntes nogen ny marsk efter L.s død 1619, hang det troligt sammen med Christian IVs slette erfaringer med den indflydelsesrige rigsråds antikongelige synspunkter. -

L. ejede udover fædrenegården Odden i Vendsyssel bl.a. Stensbæk i Horns herred og Frøslevgård i Morså sønder herred. Han købte 1614 og 1615 Birkelse og Hovgård i Kær herred og havde antagelig arvepart i sædegården Eskær i Horns herred, ligesom i Bodum Bisgård i Refs herred. Hustruen Sophie Brahe, der overlevede ham i 40 år, sad inde med mere end 2000 tdr. hartkorn. I betragtning af L.s og især Sophie Brahes optagethed af godsdrift og godskøb kan det næppe undre, at marsken trods sin krigsglæde ønskede en fredelig udenrigspolitik. En sådan tilgodeså nemlig storgodsejernes øjeblikkelige økonomiske standsinteresser i modsætning til den aggressive kongelige udenrigspolitik i Tyskland og over for Sverige. Den havde L. som rådsflertallet ikke blik for nødvendigheden af, hvis man ville hindre det ekspanderende Sverige i at ændre den nordiske magtbalance og i at skabe forudsætning for den lemlæstelse af Danmark der blev resultatet af rådets modstand mod Christian IVs udenrigspolitik. - De nye Lunger (ɔ: Dyrerne) uddøde på sværdsiden med marskens eneste søn Oves død 1637.

Beskæftigelse:
Rigsmarsk

Jørgen blev gift med Sophie Steensdatter Brahe den 8 sep. 1605 i Horsens, Nim Herred, Skanderborg Amt, Danmark. Sophie (datter af Steen Ottesen Brahe og Birgitte Ottesen Rosenkrantz) blev født den 16 aug. 1588 i Boddum Bisgård, Hurup Thy, Danmark; døde den 2 jul. 1659; blev begravet i Vor Frue kirke, Aalborg, Danmark. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Beskæftigelse:
måske datter af

Erik blev gift med Mette Andersdatter Banner den 26 sep. 1596 i Odense, Odense Herred, Odense Amt, Danmark. Mette (datter af Anders Hoeg Banner og Dorte Rud) blev født i 1575 i Løvenholm (før Gjesingholm), Gjesing, Danmark; døde den 10 apr. 1614. [Gruppeskema] [Familietavle]

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Bopæl: Arreskov Kærstrup Steensgård Rudbjerggård Søllested Og Nedergård
• Family Line: III. Arreskov-linjen

Notater:

Uddannelse:
1582 studerede i Rostock, 1587 i Wittenberg og Padua, 1588 i Wittenberg

Beskæftigelse:
1592-98 Hofjunker, 1601-10 lensmand på Nyborg, 1610-16 på Hagenskov

Kilde:
DAA 1985 p706 7f

Jacob blev gift med Pernille Henriksdatter Gyldenstierne den 17 jul. 1599 i Valdemars slot (tidl Kærstrup), Taasinge, Sunds Herred, Svendborg Amt, Danmark. Pernille (datter af Henrik Gyldenstierne og Mette Rud) blev født den 22 jan. 1577 i Bohus, Kungälv, Sverige; døde den 2 nov. 1622 i Steensgård, Snøde Sogn, Langelands Nørre Herred, Svendborg Amt, Danmark. [Gruppeskema] [Familietavle]

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Bopæl: Rudbjerggård, Tillitze sogn, Lollands Sønder Herred, Maribo Amt, Danmark

Notater:

Død:
Hastelig på Steensgård