| |
 1764 - 1834 (69 år)
Generation: 1
Generation: 2
Generation: 3
| 4. | Abraham Lehn blev født den 10 maj 1701 (søn af Abraham Lehn og Cathrine Elisabeth Kreyer); døde den 31 jul. 1757 i Barritskov, Juelsminde, Danmark. Notater:
Strandgade 6 - "Tordenskiolds gaard" eller rettere - Abraham Lehns Gaard - opført 1703 for vinhandler Abraham Lehn, Hans far, Johan Lehn, var Hollandsk indvandrer. Familien havde en vinstue kaldet "Dyrkøb" på hjørnet af det daværende Kirkestræde og Skoubogade. "Dyrkøb" som stadig eksisterer som gadenavn langs Vor Frue Kirke - var ny konkurrent til vinstuen "Godtkøb", som især blev besøgt af studenter. Det var en indbringende vinhandel, Abraham overtog fra sin far, tilligemed en fremragende uddannelse, dels vinhandler hos faderen, dels i udlandet som europæisk storhandler. Lehn nøjedes ikke medat være vinhandler, men blev snart en af byens største købmænd. Dyrkøb blev solgt til Universitetet - senere nedrevet og arealet inddraget i Vor Frue Kirkegaard - navnet Dyrkøb lever dog videre. Abraham "den ældre" Lehn overlod gaarden i Strandgade til sin kun 8 år gamle søn Abraham "den unge" Lehn (1909). Gaarden kaldes også "Tordenskjolds gaard", fordi Tordenskjold har boet i komplekset en ganske kort periode ( 1720).
Abraham Lehn på Berritzgaard købte Majbølle kirke i 1726. Abraham Lehn er begravet med sin hustru og 3 børn i krypten under Majbølle kirkes tårn, hvor der i vsine Brødre blev han opdragen i deres Svogers
Kjøbmand Chr. Schupps Hus, og 1717 dimitterede
P. B. Mylius ham til Universitetet. Efter at han
1719 havde faaet Raadighed under Kurator over sin
Formue (over 200000 Rdl.), begav han sig 1720 med
Mylius som Mentor paa en etaarig Udenlandsrejse,
paa hvilken han bl. a. besøgte Hamborg, Dresden,
Wien og Paris. L.s Fader havde ønsket, at Sønnen
vilde følge sine Forfædres Levevej som Handelsmand;
men dertil følte han ingen Lyst, og han valgte da som
andre Rigmænd at anbringe sin Formue i Jordegods. 1725
kjøbte han af Kronen Højbygaard og Gods paa Laaland
og Aaret efter Fuglsang og Prierskov med Gods, hvortil
han endelig 1729 føjede Berritsgaard og Gods, i alt
331 Tdr. frit og 2145 Tdr. ufrit Hartkorn foruden
362 Tdr. matr. Tiendehartkorn; sin Bolig havde han
om Sommeren mest paa sidstnævnte Gaard, om Vinteren i
Kjøbenhavn, hvor han ejede flere Gaarde. Tillige med
sin Broder, der ogsaa havde kjøbt flere Godser, lod
han sig 1731 optage i Adelstanden. Med stor Interesse
og Dygtighed tog L. sig af sine Ejendommes Bestyrelse,
og mange endnu bevarede Breve fra hans Haand vidne
om, at han ogsaa under sine Ophold i Kjøbenhavn
stod i levende Korrespondance med sine Forvaltere;
baade Jordernes Drift og Godsstyrelsen fulgte han
i Detaillerne. Et fremtrædende Træk hos L. var en
Alvor, som mentes at hidrøre fra den Begivenhed paa
hans Udenlandsrejse, hvor han, rigtignok fuldkommen
uskyldig, gav Anledning til den Duel, der kostede
Tordenskjold Livet; at denne skulde have haft Opsigt
med L. paa hans Rejse, maa anses for en ganske uhjemlet
Overlevering, saa meget mere som det er godtgjort,
at de aldeles ikke fulgtes ad paa Rejsen, men kun
tilfældig traf sammen.
Under sin Virksomhed som Godsejer glemte L. dog
ikke de Interesser, som fra Ungdommen havde optaget
ham. Allerede paa sin Rejse indkjøbte han mange Bøger,
Mønter og Naturalier, og sine Samlinger af disse Ting
vedblev han til sin Død at forøge, saa han kunde
efterlade sig bl. a. en værdifuld Bogsamling paa
4-5000 Bind, væsentlig af theologisk og historisk
Indhold, og en Del Manuskripter. Medens de fleste
af hans Mønter m. m. i Tidens Løb ere forsvundne,
ere hans Bøger og en smuk Samling af Malerier,
Kobbere og Raderinger, indeholdende mange gode, især
hollandske, Billeder, bevarede til Nutiden. L., der
døde paa Berritsgaard 31. Juli 1757, havde 25. Juni
1727 ægtet Sophie Amalie Edinger (f. 21. Marts 1700
d. 28. Jan. 1768), Datter af Kjøbmand i Kjøbenhavn
Vilhelm E. og Else Margrethe Wigand.
Beskæftigelse:
Godsejer
Død:
af en smitsom sygdom
Abraham blev gift med Sophie Amalie Edinger den 25 jun. 1727. Sophie (datter af Wilhelm Edinger og Else Margrethe Michelbecker) blev født den 21 mar. 1700; døde den 28 jan. 1768. [Gruppeskema] [Familietavle]
|
| 6. |  Ulrik Frederik Cicignon blev født i 1699 (søn af Frederik Christopher von Cicignon og Karen von Hausmann); døde den 8 jun. 1772 i Sønderborg, Danmark,. Notater:
Offiser og embetsmann.
Foreldre: Generalmajor Frederik Christoph de Cicignon (ca. 1667–1719; se NBL1, bd. 3) og Karen Hausmann (1682–1744).
Gift 14.8.1733 på Fyn med Nicoline Antoinette Brüggemann (14.7.1717–april 1759), datter av oberstløytnant Gotske Hans Brüggemann og Margrethe Wilhelmine Hausmann. Sønnesønn av Johan Caspar de Cicignon (ca. 1625–1696); dattersønn av Caspar Herman von Hausmann (1653–1718); svigerfar til Fredrik Georg Adeler (1736–1810).
Ulrik Frederik de Cicignon var stiftamtmann i Bergen 1749–66 og gjorde en betydelig innsats for byen. Hans opptreden under “strilekrigen” 1765 var sterkt omdiskutert, men han fikk likevel avskjed i nåde.
Etter å ha studert ved det franske Académie des Chevaliers i Strasbourg og det hertuglige Académie de Lorraine i Nancy, ble Cicignon 1718 premierløytnant i Søndenfjeldske gevorbne infanteriregiment. Han ble kaptein 1720 og steg deretter i gradene til han 1746 var oberst og sjef for 2. Vesterlenske nasjonale infanteriregiment, som han kjøpte av generalmajor J. F. von der Lühe for 6500 riksdaler. Han stod som regimentssjef til januar 1750, men høsten 1749 var han blitt utnevnt til stiftamtmann i Bergen. Han ble ridder av Dannebrogordenen 1754 og fikk tittel av generalmajor og ble geheimeråd 1764.
En av Cicignons regimentssjefer betegnet ham som en offiser av “middelmaadig Statur, dog af en smuk Exterieur. Aldeles ikke til laster hengiven, men til det, som roesværdigt og dydig være kan. Er af en meget hurtig og god Begreb, applicerer sig med al optænkelig Flid paa Tjenesten, hvorfor han og kan vente fuldkommen Fremgang og Progress ...”. En annen av han sjefer uttalte “... joli homme, har rejst meget, gode Studia, overflødig Ambition”. Han har derfor sikkert vært en utmerket offiser, men det ble ikke der han kom til å sette spor etter seg.
Som stiftamtmann la han betydelige administrative evner for dagen. Både som embetsmann og privatmann utførte han en samfunnsgagnlig virksomhet som gav ham et hedret navn. Han fikk mudret opp Bergen havn. Samtidig ble det anlagt ny havn ved tollboden, og det ble oppført ny tollbod. Han fikk også bygd opp igjen Nykirken etter den store brannen 1756. Av egen kasse betalte han utbedringer og forskjønnelse av byens rådhus og skjenket 1754 nye klokker til Domkirken. Han var også meget godgjørende mot dem som trengte hjelp i sykdom og nød. Han omtales som “denne roesværdige Mand, som i saa mange Ting haver gjort sig saa højt fortjent for Bergens By”.
Likevel ble han 18. april 1765, under den såkalte “strilekrigen”, angrepet og mishandlet av allmuen. Årsaken til opptøyene var en ekstraskatt (til dekning av utgiftene ved krigen i Holstein) som fra 1762 var pålagt alle innbyggere, og som ble inndrevet med til dels ganske hardhendte metoder. Folk klaget til stiftamtmannen, som i mars 1765 lovte å ta saken opp med myndighetene i København. Da det i april samme år ble kunngjort en del selektive lettelser i skatten, samlet en stor folkemengde seg i Bergen og lot sin vrede over forskjellsbehandlingen gå ut over stiftamtmannen, som gav ordre om at en del skattytere skulle få sine penger tilbake. En kommisjon som ble nedsatt for å granske hendelsen kritiserte Cicignon for hans opptreden. Men de som hadde skrevet ut ekstraskatten uten tanke på hvor vanskelige forholdene var i Norge på den tiden, kan også kritiseres. Myndighetene kom da også senere på andre tanker; 1772 ble ekstraskatten opphevet.
At Cicignon etter dette ville søke seg bort fra Bergen er vel rimelig nok. Men først etter at det var blitt rolige forhold igjen, søkte han og fikk avskjed i mai 1766. Han flyttet til Sønderborg på Als, hvor han døde 1772.
Cicignon skal ha interessert seg for bergverksdrift. Sammen med sin bror og en del andre danske og norske var han medinteressent i malmverkene i Jarlsberg, Konnerudkollen ved Drammen og flere andre gruver i Eiker prestegjeld.
Slekten Cicignon var gammel adel fra Luxembourg, hvor de mannlige medlemmer av slekten valgte offisersyrket. Ulrik Frederik var selv utdannet offiser, men må ha vært en fredens mann. Da hans farfar ble ridder av Dannebrogordenen, valgte han et krigersk valgspråk, hvor siste linje lyder: “Conduite sans courage. Est un pauvre personnage” ('dannelse uten mot, er en ynkelig person'). Ulrik Frederiks motto som dannebrogsridder var mer på det jevne: “Middelvey fejler ey”.
Kilder og litteratur
H. J. Huitfeldt-Kaas: biografi i DBL1, bd. 3, 1889
O. von Munthe af Morgenstierne: “En udenlandsk Adelsslægt i Danmark og Norge: de Cicignon”, i PHT, rk. 7, bd. 5, 1921, s. 230–239
S. H. Finne-Grønn: biografi i NBL1, bd. 3, 1926
S. Steen i NFLH, bd. 6, 1932, s. 131 og 390–408
biografi i Ovenstad, bd. 1, 1948, s. 210
A. Coldevin: Enevoldstiden, bd. 5 i A. Coldevin m.fl. (red.): Vårt folks historie, 1963, s. 326–331
O. Feldbæk: Nærhed og adskillelse 1720–1814, bd. 4 i Danmark-Norge 1380–1814, Oslo/København 1998, s. 100–103
H. Nissen: “Johan Caspar Cicignon of Oberwampach. A Luxembourg immigrant in Norway”, i Association Luxembourgeoise de Généalogie et d'Héraldique. Annuaire 1995, 1999, s. 73–90
kilde: Harald Nissen. (2009, 13. februar). Ulrik Frederik De Cicignon. I Norsk biografisk leksikon. Hentet 26. juni 2018 fra https://nbl.snl.no/Ulrik_Frederik_De_Cicignon.
Beskæftigelse:
Gehejmeraad, Oberst ( Hæren - Forsvaret ), Stiftamtmand over Bergen
Ulrik blev gift med Nicoline Antoinette von Brüggemann den 14 aug. 1733. Nicoline (datter af Godske Hans von Brüggemann og Margrethe Wilhelmine von Hausmann) blev født den 14 jul. 1717; døde i apr. 1759. [Gruppeskema] [Familietavle]
|
Generation: 4
| 10. | Wilhelm Edinger blev født i 1659 i København, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark; blev døbt den 19 okt. 1659 (søn af Johan Vilhelm Edinger og Elisabeth Kriech); døde i 1733 i København, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark; blev begravet den 7 jul. 1753 i Skt. Petri kirke, København, Danmark. Notater:
Ny Vestergadespøgte periodisk navne som Vigantesgade og Wigantzgade. Der var tale om fejlskrivninger for navnet Wigant Mickelbecker (1636-92), der siden 1669 beboede den grund, hvor Prinsens Palæ nu ligger.
Svigersønnen Wilhelm Edinger overtog 1707 ejendommen. Den rige vinhandler havde i 1716 den tvivlsomme ære at yde husly til zar Peter den Store under dennes ophold i København. Det gik ikke stille af,og der blev under zarens og hans følges eskapader ødelagt for store summer af indbo, ikke mindst vinglas og andet kostbart service. Edinger solgte 1725 ejendommen til kongehuset, der 1743-44 lod den gennemgribende ombygge af Eigtved til bolig for kronprinsesse Louise og kronprins Frederik, den senere Frederik 5. Palæet er nu en del af Nationalmuseet.
____________
Om Bolig for Czar Peter den Store.
Wilhelm Edinger, borger og handels mand i Kiøbenhavn.
Voris allernaadigste etc. er, at Wilhelm Edinger, borger og handels mand her i voris etc. Kiøbenhavn, u-feilbarligen inden i morgen aften indrømmer og giør røddelig for Hans Mait. Czaren hans gaard oghuus med alle derudi befindende værelser. Skrevet etc. Hafniæ d. 19 iulii anno 1716.
Sæl. Tegn. LX. 711.
Beskæftigelse:
Vinhandler, Købmand i København
Wilhelm blev gift med Else Margrethe Michelbecker. Else (datter af Gysbert Wigant Michelbecker og Anna Ludewig) blev født den 21 feb. 1668 i København, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark; døde den 13 sep. 1720 i København, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark. [Gruppeskema] [Familietavle]
|
|
