|
1601 - 1672 (~ 71 år)
Generation: 1
1. | Helvig Rosenkrantz blev født den 4 apr. 1601 i Valdemars slot (tidl Kærstrup), Taasinge, Sunds Herred, Svendborg Amt, Danmark (datter af Jacob Eriksen Rosenkrantz og Pernille Henriksdatter Gyldenstierne); blev begravet den 26 jun. 1672 i Nakskov, Lollands Nørre Herred, Maribo Amt, Danmark. Andre Begivenheder og Egenskaber:
- Family Line: III. Arreskov-linjen
Notater:
Kilde:
DAA 1985 p707 9b
Helvig blev gift med Borkvard Rud den 9 jul. 1620 i Odense, Odense Herred, Odense Amt, Danmark. Borkvard (søn af Eiler Rud og Margrethe Burchardsdatter von Papenheim) blev født den 2 jan. 1598 i Sæbyholm, ,; døde den 20 jan. 1647 i Sæbyholm, ,. [Gruppeskema] [Familietavle]
|
Generation: 2
2. | Jacob Eriksen Rosenkrantz blev født den 23 nov. 1567 i Sandviken Ved Bergen, Norge (søn af Erik Rosenkrantz og Helvig Jacobsdatter Hardenberg); døde den 9 jun. 1616 i Bergen, Norge. Andre Begivenheder og Egenskaber:
- Bopæl: Arreskov Kærstrup Steensgård Rudbjerggård Søllested Og Nedergård
- Family Line: III. Arreskov-linjen
Notater:
Uddannelse:
1582 studerede i Rostock, 1587 i Wittenberg og Padua, 1588 i Wittenberg
Beskæftigelse:
1592-98 Hofjunker, 1601-10 lensmand på Nyborg, 1610-16 på Hagenskov
Kilde:
DAA 1985 p706 7f
Jacob blev gift med Pernille Henriksdatter Gyldenstierne den 17 jul. 1599 i Valdemars slot (tidl Kærstrup), Taasinge, Sunds Herred, Svendborg Amt, Danmark. Pernille (datter af Henrik Gyldenstierne og Mette Rud) blev født den 22 jan. 1577 i Bohus, Kungälv, Sverige; døde den 2 nov. 1622 i Steensgård, Snøde Sogn, Langelands Nørre Herred, Svendborg Amt, Danmark. [Gruppeskema] [Familietavle]
|
3. | Pernille Henriksdatter Gyldenstierne blev født den 22 jan. 1577 i Bohus, Kungälv, Sverige (datter af Henrik Gyldenstierne og Mette Rud); døde den 2 nov. 1622 i Steensgård, Snøde Sogn, Langelands Nørre Herred, Svendborg Amt, Danmark. Andre Begivenheder og Egenskaber:
- Bopæl: Rudbjerggård, Tillitze sogn, Lollands Sønder Herred, Maribo Amt, Danmark
Notater:
Død:
Hastelig på Steensgård
Børn:
- Erik Rosenkrantz blev født den 2 apr. 1600 i Valdemars slot (tidl Kærstrup), Taasinge, Sunds Herred, Svendborg Amt, Danmark; blev døbt den 13 apr. 1600; døde den 17 aug. 1626 i Lutter am Barenberge, Niedersachsen, Tyskland.
- 1. Helvig Rosenkrantz blev født den 4 apr. 1601 i Valdemars slot (tidl Kærstrup), Taasinge, Sunds Herred, Svendborg Amt, Danmark; blev begravet den 26 jun. 1672 i Nakskov, Lollands Nørre Herred, Maribo Amt, Danmark.
- Mette Rosenkrantz blev født den 19 apr. 1603 i Nyborg Slot, Nyborg, Vindinge Herred, Svendborg Amt, Danmark; døde den 4 aug. 1646 i Sæbygård, Sæby, Danmark; blev begravet den 26 aug. 1646 i Aalborg Budolfi Kirke, Aalborg, Danmark.
- Margrethe Rosenkrantz blev født cirka 1605; blev begravet den 13 mar. 1677.
- Sophie Rosenkrantz blev født cirka 1608 i Arreskov, Øster Hæsinge, Sallinge Herred, Svendborg amt, Danmark; døde i 1667.
- Christence Rosenkrantz blev født den 11 feb. 1609 i Nyborg Slot, Nyborg, Vindinge Herred, Svendborg Amt, Danmark; døde den 15 sep. 1679 i Arreskov, Øster Hæsinge, Sallinge Herred, Svendborg amt, Danmark; blev begravet i Sorø, Alsted Herred, Sorø Amt, Danmark.
- Anne Rosenkrantz blev født den 12 sep. 1610 i Nyborg, Vindinge Herred, Svendborg Amt, Danmark; døde den 7 nov. 1645 i Løgismose, Haarby, Båg Herred, Odense Amt, Danmark.
- Edel Rosenkrantz blev født cirka 1612; døde den 15 sep. 1684 i Rosendal (tidl. Totterupholm), Faxe, Danmark.
- Henrik Rosenkrantz blev født den 13 jun. 1614 i Nyborg, Vindinge Herred, Svendborg Amt, Danmark; døde den 30 sep. 1633 i Paris, Frankrig.
- Pernille Rosenkrantz blev født cirka 1616; døde den 3 jan. 1685.
|
|
Generation: 3
4. | Erik Rosenkrantz blev født i 1519 i Tørning, Haderslev, Danmark (søn af Otte Holgersen Rosenkrantz og Margrethe Jespersdatter Gans zu Putlitz); døde den 18 dec. 1575 i Arreskov, Øster Hæsinge, Sallinge Herred, Svendborg amt, Danmark; blev begravet den 16 mar. 1576 i Øster Hæsinge, Sallinge Herred, Svendborg amt, Danmark . Andre Begivenheder og Egenskaber:
- Family Line: III. Arreskov-linjen
- Ejendom: 1558, Arreskov, Øster Hæsinge, Sallinge Herred, Svendborg amt, Danmark
- Ejendom: 1573, Valdemars slot (tidl Kærstrup), Taasinge, Sunds Herred, Svendborg Amt, Danmark
Notater:
Rosenkrantz, Erik Ottesen, 1519-75, til Valsøgaard, Arreskov, Kjærstrup, Rigsraad, var Søn af Otte Holgersen R. (død 1525) og saaledes Broder til de bekjendte Rigsraader Holger og Jørgen R.
Efter Forældrenes tidlige Død blev han opdragen hos sin Morfader, Jesper Ganz til Putlitz i Brandenborg. O. 18 Aar gammel vendte han tilbage til Danmark. En Tid lang synes han at have holdt Hus paa Brødrenes Fælleseje Næsbyholm. Arvedelingen mellem Brødrene fandt Sted 1547, og E. R. tilfaldt den umaadelige norske Arv, der regnedes til 1/24 af al Norges skyldsatte Jord foruden store Ejendomme paa Færøerne og Shetlandsøerne. Aaret efter (1548) opholdt E. R. sig en Tid i Norge og kom allerede da i Strid med det lybske Kontor i Bergen om Grunden til et Par af de store Kjøbmandsgaarde paa Bryggen, som havde tilhørt hans norske Forfædre. Allerede da skrev han til Kongen, at hvis denne ikke traadte kraftig op mod Kontoret og dets Vilkaarlighed, "saa er denne Landsende, saa vidt de overfare, fordærvet og eders Naades Landret og skrevne Lov forkrænket og fortrykt, thi de agte hverken Dom eller Ret".
O. 1551 var E. R. kommet i Besiddelse af Valsøgaard ved Ringsted, der tidligere havde tilhørt Fru Anne Meinstrup og dennes Datter Fru Sophie Holgersdatter Rosenkrantz, E. R.s Faster. I Aarene 1554 og 1555 var han Staldmester hos Christian III og blev o. 1555 Hofmarskal ved den unge Hertug Frederik (II)s lystige Hof paa Malmøhus, indtil han 1557 forlenedes med Varberg Fæstning. Det følgende Aar (1558) holdt han Bryllup med den 18aarige Helvig Hardenberg (f. 28. Marts 1540), Datter af Jacob H. til Sandholt, Arreskov m. m. (VII, 98) og Sophie Lykke. Ved dette Giftermaal kom E. R. i Besiddelse af Arreskov, hvor han strax begyndte Opførelsen af den store Hovedbygning, der dog først fuldendtes 1573.
Da Frederik II besteg Tronen, udsaa han strax E. R. til en stor og vigtig Post, Lensmandsstillingen paa Bergenhus. Her havde Christoffer Valkendorf med stor Kraft modsat sig de tyske Kjøbmænds Overgreb og søgt at bringe dem i et undersaatligt Forhold til den norske Krone; men dette havde selvfølgelig medført Klager fra lybsk Side; i Juni Maaned 1559 var Christoffer Valkendorf derfor blevet kaldt ned til Kjøbenhavn og ønskede vistnok nu selv at blive forflyttet. E. R. havde allerede tidligere ytret lignende Tanker, som Christoffer Valkendorf havde begyndt at gjennemføre. Dertil kom, at hans store Godser, der for største Delen laa i det nordenfjældske, knyttede ham til Norge. Han følte sig dog med langt stærkere Baand knyttet til Danmark; Landet selv kunde han ikke fordrage, skriver han til Kongen. Denne tillod ham da foreløbig at beholde Varberg sammen med Bergenhus og udnævnte ham samtidig til Rigsraad. Desuden fritog Kongen ham "indtil videre" for alle kongl. Afgifter af hans store norske Godser, en Ret, som Kongen dog 1562 tog tilbage, da det var en mærkelig stor Sum, som Kronen derved aarlig maatte give Afkald paa, mod at R. til Gjengjæld forlenedes med Lyse Kloster ved Bergen afgiftsfrit.
At forene Stillingen som Befalingsmand paa 2 saa fjærnt fra hinanden liggende Hovedfæstninger som Varberg og Bergenhus lod sig dog i Længden ikke gjøre. Efter R.s Opfordring fritoges han da for Varberg, og et nyt Lensbrev udstedtes 9. Marts 1560 for R. paa de kongl. Slotte Bergenhus og Vardøhus, Lyse Kloster, Søndfjord Len, Sønderhordeland, Ryfylke, Sogn, Jæderen, Dalerne, Helgeland, Tromsø og Nordhordeland, alt som kongl. Regnskabslen mod et aarligt Vederlag af kun 100 Dlr. (400 Kr., næppe 2000 Kr. efter Pengenes nuværende Værdi) samt Klæder og Penge til de fornødne Svendes Underhold. Vilkaarene vare saaledes knappe, men Magten desto større. Med Undtagelse af Throndhjem Len havde R. omtrent hele Vestkysten af Norge lige til Nordkap i sin Magt og Norges vigtigste Fæstning i sin Haand.
31. Juli 1560 ankom R. til Bergen, og i de 8 Aar, han var Lensmand her, skulde han komme til at indskrive sit Navn i Norges og Danmarks Historie som en værdig Efterfølger af Christoffer Valkendorf. Denne havde allerede knækket de tyske Haandvær-keres Særstilling i Bergen og tvunget dem til enten at anerkjende den norske Krones Højhed ligesom andre af Landets Indbyggere eller at forlade Landet; derved havde han allerede rokket ved det tyske Handelskontors Særstilling; desuden havde han tvunget de tyske Præster, der ikke vilde anerkjende den norske Kirkeforfatning, til at forlade Landet. Nu tog R. strax fat paa selve Kontorets paastaaede Ret til Grunden paa Tyskebryggen, hvor Kontoret havde sine store Handelsgaarde, og hævdede Kronens eller de private norske Ejeres Ret dertil.
Han satte Grundleje paa Grundene paa Bryggen og paalagde Kontoret at yde Ledingsskat, Tiende og lignende Afgifter deraf ligesom af andre Grunde i Byen; ligeledes maatte Kontoret opgive sin Ret til de Kirker i Byen, som det i Tidernes Løb havde tilegnet sig. Det hjalp intet, at de tyske Kjøbmænd beraabte sig paa deres Privilegier; en nedsat Ret kom til det Resultat, at alt dette netop ikke havde Hjemmel i de oprindelige Privilegier. Alle Klager til Kongen og til Lybek hjalp intet. Kongen og R. stode fast; til sidst (1562) tog R. en stor Del af Grundene ("Drægs-Almindingen") i Besiddelse for Kronen. Vel medførte Syvaarskrigens Udbrud, under hvilken Lybek var Danmarks Forbundsfælle, at man traadte mindre skarpt op i Bergen; men i alt væsentligt var inden Syvaarskrigens Udbrud Værket fuldført: det tyske Kontor var trængt tilbage fra sin egenmægtige Stilling som en Stat i Kommunen; det var blevet den norske Krones Undersaat, der maatte lystre Lands Lov og Ret og deltage i de almindelige Afgifter, saa at Bergens øvrige Handelsstand kunde gaa en roligere Udvikling i Møde.
Ogsaa fra Enehandelen paa Nordlandene var Kontoret trængt tilbage, i det Bergens egne Indbyggere fik Ret til at deltage i denne Handel. Handelsforholdene i Nordlandene havde R. stadig sin Opmærksomhed henvendt paa; da Englænderne netop i disse Aar begyndte Handelen paa Rusland, foreslog han, at der skulde afkræves dem Told ved Vardøhus, en Tanke, som dog først senere gjennemførtes. Ogsaa i mange andre Henseender viste E. R. sig som en særdeles virksom Lensmand. Han var i det hele taget den af de 3 Brødre, som da samtidig vare Medlemmer af Danmarks Riges Raad, der havde det videste Blik og det kraftigste Initiativ; i den Henseende nærmer han sig til Mænd som Christoffer Valkendorf og Peder Oxe. Selv med Tanken om Gjenopdagelsen af Grønland syslede han.
Efter Paalæg fra Regeringen havde han strax taget fat paa Opbygningen af det mægtige Taarn paa Bergenhus, der endnu den Dag i Dag pranger med Rosenkrantzernes og Hardenbergernes Vaaben som et tydeligt Vidnesbyrd om det falske i Traditionen, naar dette Taarn endnu af og til kaldes Valkendorfs. Taarn; denne havde bevislig ikke haft det mindste med Taarnets Opførelse at gjøre; Traditionen har jo i det hele taget tillagt Valkendorf Fortjenesten for alt i Bergen, skjønt en Del først blev udført af E. R. Ogsaa et andet synligt Minde om sig har E. R. efterladt sig i Bergen, det store Hus, han opførte i Strandgade ("Muren"), midt paa den efter ham opkaldte Rosenkrantz-Alminding ("Muralmindingen"). Men han var en myndig Lensherre og kom ved flere af sine Foranstaltninger af og til i Strid ikke blot med det tyske Kontor, men ogsaa med Borgmestre og Raad og med sin gejstlige Medhjælper Biskoppen, der maatte finde sig i, at Kapitelsgodset blev fordelt paa flere Hænder end tidligere, hvorved flere Præbender tillagdes Slotsskrivere og andre til E. R., nærmere knyttede Personer.
Under Syvaarskrigen viste E. R. en meget stor Virksomhed. Han opbød Leding baade af Borgerskabet og Landbefolkningen, dog ikke uden Modstand ved flere Lejligheder fra Landbefolkningens Side, hvilken han dog ved Fasthed og Klogskab fik dæmpet. Han begyndte selv at bygge Skibe og fik Borgerne i Bergen og Indbyggerne nordenfjælds til at udruste Galejer og Skyttebaade, hvilket derpaa ogsaa paabødes det søndentjældske. E. R. var saaledes i Færd med at gjenoprette den gamle Ordning af Skibsudrustningen i de norske Skibreder. Begyndelsen var dermed gjort til Dannelsen af en national norsk Flaade, der kunde være blevet af Betydning for Fremtiden, hvis man senere havde udviklet Institutionen videre. Da Svenskerne i 1564 besatte Hærjedalen og Jæmteland, der fra erobrede hele Thrøndelagen og truede med et Angreb paa Bergenhus, udrustede E. R. hurtig en Expedition, der under Anførsel af Erik Munk tilbageerobrede Thrøndelagen og saaledes reddede Norge fra en stor Fare. Et senere i Aarene 1565 og 1566 paatænkt Indfald i Sverige fra det nordenfjældske blev vel ikke til noget paa Grund af den uheldige Krigsførelse fra dansk Side; men da Svenskerne 1567 angrebe det søndenfjældske, udrustede E. R. atter hurtig en Expedition for at komme Lensmanden paa Akershus, Christen Munk, til Undsætning og bidrog ikke lidet til, at Svenskerne bleve fordrevne.
Den haarde Ledingspligt og de Skatter, som E. R. havde maattet paal ned til Kongen for at søge Lempelser i Ledingspligten. E. R. maatte føje sig herefter. Under hans Ophold i Danmark bestemtes da, at en kongl. Kommission skulde sendes til Norge for at søge at ordne Forholdene og holde Retterting rundt om i hele Landet. I Avg. 1567 kom E. R. tilbage til Bergen og fik kort efter en mærkelig Gjæst, Jarlen af Bothwell, der efter sin Flugt fra Skotland var bleven opsnappet ved Norges Kyst og beskyldtes for Fribytteri. Han holdtes tilbage i Bergen af E. R. under et Slags Fangenskab og sendtes der fra til Danmark, for at den danske Regering kunde tage Bestemmelse om hans Skæbne.
E. R. havde længe længtes tilbage til Danmark, til sine store danske Godser, til Slægt og Venner. Vel førte han et lille Hof i Bergen, især i de første Aar; men i Modsætning til de store Hof- og Adelsfester i Danmark var der dog noget smaaligt i dette Selskab: de indfødte norske Smaaadelsmænd, Biskoppen og Gejstligheden, Borgmestre og Raadmænd, eller de "kontorske", især efter at R. var kommet paa Kant med adskillige af dem. I Slutningen af Febr. 1568 kom den store kongl. Kommission (deriblandt Christoffer Valkendorf); de Foranstaltninger, der toges, have næppe vd Hustru og Børn.
E. R.s historiske Mission var dermed endt. Ved sin Tilbagekomst til Danmark blev han Stiftslensmand i Odense (1568-72). Ogsaa i denne Stilling viste han Virkelyst, men hans største Betydning var endt. Han var i disse Aar stærkt optaget af sine store Byggeforetagender paa Arreskov; 1573 foretog han et stort Mageskifte med Kronen, hvorved han mod at afstaa Valsø og betale 30000 Dlr. (i Værdi o. 500.000 Kr.) kom i Besiddelse af Kjærstrup (Valdemars Slot) og hele Taasinge, i det ikke blot Fæstegodset tilfaldt ham, men ogsaa Kronens Herlighed over 160 jordegne Bønder. -- I Begyndelsen af 1575 blev han atter Stiftslensmand paa Odense Gaard og var i den følgende Tid optaget af at omdanne St. Hans Kloster til kongeligt Slot, da Odensegaard (den gamle Bispe gaard) havde vist sig utilstrækkelig til Ophold for Kongen, naar han kom til Odense, men døde kort efter, 8. Nov. 1575, kun 56 Aar gammel.
Fru Helvig Hardenberg var da kun 35 Aar. Da Børnene vare umyndige, fik hun Styrelsen af det umaadelige Gods baade i Danmark og i Norge med dets Bilande; selv kom hun ved Pantsættelse, Kjøb eller Arv i Besiddelse af Hindemae og Erholm i Fyn og af Søholm i Stævns Herred. Hun var saaledes utvivlsomt Landets rigeste Adelskvinde og var i høj Gunst ved Hove. Hvor hun følte sine Adelsrettigheder krænkede, og i sin Godsstyrelse viste hun sig ofte adelsstolt og hovmodig; dog kunde hun, ligesom Manden, midt under Adelshovmodet ved mange Lejligheder, især under Opholdet i Norge, vise sig som en brav og godhjærtet Kvinde, navnlig mod Folk af ringere Stand. Hun døde i Odense 17. Juli 1599 59 Aar gammel. "Det statelige norske Fyrstegods" splittedes derpaa efterhaanden paa mange Hænder.
Beskæftigelse:
Rigsråd
Beskæftigelse:
Godsejer, Rigsraadsmedlem (1559-1575)
Kilde:
DAA 1985 705 1a
Erik blev gift med Helvig Jacobsdatter Hardenberg den 31 okt. 1558 i København, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark. Helvig (datter af Jacob Eriksen Hardenberg og Sophie Pedersdatter Lykke) blev født den 7 maj 1540 i Hvedholm, Sallinge Herred, Svendborg Amt, Danmark; døde den 14 jul. 1599 i Odense, Odense Herred, Odense Amt, Danmark; blev begravet den 23 aug. 1599 i Øster Hæsinge, Sallinge Herred, Svendborg amt, Danmark . [Gruppeskema] [Familietavle]
|
5. | Helvig Jacobsdatter Hardenberg blev født den 7 maj 1540 i Hvedholm, Sallinge Herred, Svendborg Amt, Danmark (datter af Jacob Eriksen Hardenberg og Sophie Pedersdatter Lykke); døde den 14 jul. 1599 i Odense, Odense Herred, Odense Amt, Danmark; blev begravet den 23 aug. 1599 i Øster Hæsinge, Sallinge Herred, Svendborg amt, Danmark . Andre Begivenheder og Egenskaber:
- Bopæl: Arreskov, Øster Hæsinge, Sallinge Herred, Svendborg amt, Danmark
Notater:
BESIDDELSER: Arreskov
Erhvervede ved køb Søholm, Erholm og Hindemae. Var sin tids rigeste frue i Danmark
Beskæftigelse:
Godsejer
Børn:
- Margrethe Rosenkrantz blev født i 1559; døde den 1 jul. 1577 i Arreskov, Øster Hæsinge, Sallinge Herred, Svendborg amt, Danmark.
- Sophie Rosenkrantz blev født den 31 jan. 1561 i Bergen, Norge; døde den 29 dec. 1593; blev begravet den 7 apr. 1594 i Brahetrolleborg, (Rantzausholm), Brahetrolleborg Sogn, Sallinge Herred, Svendborg amt, Danmark.
- Otte Rosenkrantz blev født den 10 mar. 1562 i Bergenhus, Bergen, Norge,; døde den 20 dec. 1562 i Bergenhus, Bergen, Norge,; blev begravet i Bergens Domkirke, Bergen, Norge.
- N.N. Rosenkrantz blev født den 17 nov. 1564 i Bergenhus, Bergen, Norge,.
- Anne Rosenkrantz blev født den 21 jun. 1566 i Sandviken Ved Bergen, Norge; døde den 18 okt. 1618; blev begravet den 2 nov. 1618 i Magleby Kirke, Klippinge, Danmark.
- 2. Jacob Eriksen Rosenkrantz blev født den 23 nov. 1567 i Sandviken Ved Bergen, Norge; døde den 9 jun. 1616 i Bergen, Norge.
|
|
6. | Henrik Gyldenstierne blev født den 10 feb. 1540 i Gammel Estrup (tidl.: Essendrup), Auning, Sønderhald Herred, Randers Amt, Danmark (søn af Knud Henriksen Gyldenstierne og Jytte Predsbjørnsdatter Podebusk); døde den 2 apr. 1592 i Bohus, Kungälv, Sverige; blev begravet den 14 maj 1592 i Kongelf K., ,. Andre Begivenheder og Egenskaber:
- Bopæl: Aagaard, Kettrup, Fjerritslev, Danmark
Notater:
BESIDDELSER: Aagaard
Henrik blev gift med Mette Rud i 1574. Mette (datter af Otte Rud og Pernille Oxe) blev født cirka 1552 i Møgelkjær, Rårup Sogn, Bjerre Herred, Vejle Amt, Danmark; døde den 2 maj 1596. [Gruppeskema] [Familietavle]
|
7. | Mette Rud blev født cirka 1552 i Møgelkjær, Rårup Sogn, Bjerre Herred, Vejle Amt, Danmark (datter af Otte Rud og Pernille Oxe); døde den 2 maj 1596. Børn:
- 3. Pernille Henriksdatter Gyldenstierne blev født den 22 jan. 1577 i Bohus, Kungälv, Sverige; døde den 2 nov. 1622 i Steensgård, Snøde Sogn, Langelands Nørre Herred, Svendborg Amt, Danmark.
|
|
Generation: 4
8. | Otte Holgersen Rosenkrantz blev født cirka 1490 (søn af Holger Eriksen og Margrethe Bosdatter Flemming); døde den 15 nov. 1525 i Lübeck, Slesvig-Holsten, Tyskland; blev begravet i Lübeck Domkirke, Lübeck, Slesvig-Holsten, Tyskland. Andre Begivenheder og Egenskaber:
- Bopæl: Boller Næsbyholm Og Store Godser I Norge
- Family Line: I. Hevringholm-linjen
Notater:
Otte Holgersen Rosenkrantz, d. 6.10.1525, til Boller m.m., rigsråd. Død i Lübeck, begravet i Lübeck domk., siden ført til Uth og til sidst til Hornslet k.
R. blev' gennem sin mor arving til umådelige godser i Norge, på Færøerne og Shetlandsøerne, især da hans mormors søster, gamle fru Inger Erlandsdatter, enke efter rigsråd Arild Kane, tildelte ham sin store arv der dog først faldt i hans børns besiddelse efter hendes død (1526) og medførte store arvestridigheder. Det hele ansloges til en fireogtyvendedel af al skyldsat jord i Norge.
Allerede 1508 forekommer han i Norge i den unge Christian (II)s følge og havde vistnok allerede dengang overtaget en stor del af den norske arv. Ca. 1509 overtog han sin fædrene arv Boller m.m. og senere erhvervede han, efter en strid med Torben Oxe, Næsbyholm.
1514 var R. høvedsmand på Akershus, fra 1517 på Torning i Slesvig. 1519 forstrakte han Christian II med den for en enkelt mand meget store sum af 12 000 mark lübsk (8000 gylden), og året efter gik han i borgen for et stort lån på 39 000 mark lübsk til kongen af slesvigske og holstenske adelsmænd hvorved disse fik underpant i Torning slot.
Ved oprørets udbrud 1523 kom R. derfor i en meget farlig stilling; Frederik I anerkendte dog gældsfordringen hvorpå R. sluttede sig til ham, blev optaget i rigsrådet, forlenedes med Ålholm slot og opgav Torning; ridder blev han ved Frederik Is kroning 1524. I slutningen af året da der førtes underhandlinger om Frederik Is norske håndfæstning, var der stærkt tale om at gøre R. til lensmand på Akershus og desuden forlene ham med Helgeland (Nordlandene) hvor størstedelen af hans norske arv lå. Vincens Lunge fik det dog afværget. Han var ikke alene R.s politiske rival, men også på sin hustrus vegne hans medbejler til fru Inger Erlandsdatters store godser. 1525 deltog R. i kampen mod Søren Norby. Han døde af pest under et familiebesøg i Lübeck.
Familie
Forældre: rigsråd Holger Eriksen R. (død 1496, gift 2. gang med Anne Meinstrup, ca. 1475–1535) og Margrethe Bosdatter Flemming. Gift ca. 1516 med Margrethe Gans, død 29.9.1525 i Lübeck, d. af brandenburgsk hofmarskal Jesper G. til Putlitz og Anna Maltzan. – Far til Anne R., Erik Ottesen R. (1519–75), Holger R. (1517–75) og Jørgen R. (1523–96). Halvbror til Holger Holgersen R.
Beskæftigelse:
1513 Hofsinde, 1514 Høvedsmand på Akershus, 1517 på Tørning i Slesvig, 1523-25 på Ålholm, rigsråd.
Kilde:
DAA 1985 p692 96a
Titel:
1524 Ridder ved Frederik I.s kroning
Død:
Pest
Begravelse:
siden ført til Uth og til sidst til Hornslet kirke
Otte blev gift med Margrethe Jespersdatter Gans zu Putlitz cirka 1516. Margrethe (datter af Caspar Gans zu Putlitz og Anna Maltzan) døde den 8 nov. 1525 i Lübeck, Slesvig-Holsten, Tyskland; blev begravet i Lübeck Domkirke Senere Ført Til Uth Og Endelig Til Hornslet K., ,. [Gruppeskema] [Familietavle]
|
9. | Margrethe Jespersdatter Gans zu Putlitz (datter af Caspar Gans zu Putlitz og Anna Maltzan); døde den 8 nov. 1525 i Lübeck, Slesvig-Holsten, Tyskland; blev begravet i Lübeck Domkirke Senere Ført Til Uth Og Endelig Til Hornslet K., ,. Notater:
Død:
Pest
Børn:
- Holger Ottesen Rosenkrantz blev født i 1517 i Boller Slot, Bjerre Herred, Vejle Amt, Danmark; døde den 4 mar. 1575 i Boller Slot, Bjerre Herred, Vejle Amt, Danmark.
- Margrethe Rosenkrantz blev født i 1518; døde efter 1592 i Wittenberg, Preetz, Slesvig-Holsten, Tyskland.
- 4. Erik Rosenkrantz blev født i 1519 i Tørning, Haderslev, Danmark; døde den 18 dec. 1575 i Arreskov, Øster Hæsinge, Sallinge Herred, Svendborg amt, Danmark; blev begravet den 16 mar. 1576 i Øster Hæsinge, Sallinge Herred, Svendborg amt, Danmark .
- Anne Rosenkrantz blev født den 14 mar. 1522 i Tørning, Haderslev, Danmark; døde den 27 nov. 1589 i Torbenfeldt (Frydendal), Holbæk, Danmark; blev begravet den 4 jan. 1590 i Bisat I Ringsted Begravet I Radsted Kirke, ,.
- Jørgen Rosenkrantz blev født den 23 jun. 1523 i Tørning, Haderslev, Danmark; døde den 9 apr. 1596 i Rosenholm, Hornslet Sogn, Øster Lisbjerg Herred, Randers Amt Danmark; blev begravet den 20 maj 1596 i Hornslet Kirke, Hornslet Sogn, Øster Lisbjerg Herred, Randers Amt, Danmark.
- Otte Rosenkrantz blev født cirka 1525 i Næsbyholm, Glumsø, Danmark; døde den 6 nov. 1557 i Næsbyholm, Glumsø, Danmark; blev begravet den 6 dec. 1557 i Næsby Kirke, Glumsø, Danmark.
|
|
11. | Sophie Pedersdatter Lykke blev født cirka 1506 i Kjærbygård, Kasted Sogn, Hasle Herred, Aarhus Amt, Danmark (datter af Peder Lykke og Kirsten Pedersdatter Høeg); døde cirka 1570. Børn:
- Anne Hardenberg døde i 1575.
- 5. Helvig Jacobsdatter Hardenberg blev født den 7 maj 1540 i Hvedholm, Sallinge Herred, Svendborg Amt, Danmark; døde den 14 jul. 1599 i Odense, Odense Herred, Odense Amt, Danmark; blev begravet den 23 aug. 1599 i Øster Hæsinge, Sallinge Herred, Svendborg amt, Danmark .
|
|
12. | Knud Henriksen Gyldenstierne blev født skønnet 1490 (søn af Henrik Knudsen Gyldenstierne og Karen Bille); døde den 17 jan. 1560 i Vestervig, Thy, Danmark; blev begravet i Aarhus Domkirke (Ligsten), Aarhus, Hasle Herred, Aarhus Amt, Danmark. Andre Begivenheder og Egenskaber:
- Bopæl: Nørre Vosborg, Ulvborg, Ringkøbing, Danmark
- Beskæftigelse: 1527, Odense, Odense Herred, Odense Amt, Danmark; Katolsk biskop
Notater:
Gyldenstjerne, Knud Henriksen, –1560, Biskop.
Mester Knud Henriksen, som han sædvanlig kaldes, indtil han o. 1526 optog Navnet «von Stern» og kort efter Gyldenstjerne, var Søn af Henrik Knudsen G. (d. 1517). Efter at have faaet gejstlig Uddannelse og taget Magistergraden blev han Sekretær i Christian II’s Kancelli, 1520 forlenet med Ring Nonnekloster ved Skanderborg og s. A. ved sin Slægtning Biskop Ove Billes Anbefaling Domprovst i Viborg. «Jeg haaber, at han skal blive eders Naade en tro Mand,» skrev Biskoppen til Kongen. Da den jyske Opstand udbrød, brugtes han ogsaa tillige med Ove Bille som Mægler mellem Kongen og de oprørske Stormænd og opsagde først Kongen Troskab omtrent samtidig med Ove Bille og Mogens Gjøe. 26. Marts 1523 har han derpaa i Viborg medbesegiet Frederik I’s Haandfæstning, blev strax optagen i Rigsraadet og var blandt de Raader, der ledsagede Kongens Søn Hertug Christian, da denne gjennem Jylland og Fyn drog mod Sjælland og Kjøbenhavn. Kong Frederik synes allerede paa denne Tid at have udset ham til Jens Andersen Beldenaks Efterfølger som Biskop paa hans Fødeø Fyn; i alt Fald bød Kongen, at han skulde forlenes med Bispegaarden i Odense, hvilket dog denne Gang hindredes ved, at Biskop Jens Andersen kort efter sluttede sig til Frederik I; men da Biskop Jens paa Grund af sin Alder og sine mange Stridigheder tænkte paa at trække sig tilbage, bestemte han allerede 1527 K. G. til sin Successor, der først maatte forpligte sig til, naar han blev Biskop, at betale til Kongen den Sum, der ellers svaredes til Paven for Bekræftelsen paa Bispestillingen. Sagen kom dog først endelig i Orden 14. Marts 1529, da Jens Andersen afstod ham Bispedømmet mod en aarlig Pengesum. Senere, da Katholikkernes Had mod K. G. var vakt, beskyldtes han for ikke at have holdt Kontrakten; men dette modbevises ved endnu opbevarede Brevskaber.
Som Biskop indtog K. G. en ejendommelig Stilling. Selv hørte han ligesom sine Brødre i mange Henseender mere den nyere end den gamle Tid til. Betegnende i denne Henseende er det, at han i Aaret 1526 havde ledsaget Kongens Datter Dorothea til hendes Bryllup med den af Katholikkerne saa forhadte «kjætterske» Hertug Albrecht af Preussen, og s. A. var han det eneste gejstlige Medlem af Rigsraadet, der medundertegnede Kongens og det verdslige Raads Hævdelse af Aage Sparre som Ærkebiskop i Lund mod Pavens Vilje. Pavelig Konfirmation søgte K. G. heller aldrig. Strax efter sin Udnævnelse havde han en Samtale med Hans Tausen, og i den følgende Tid optræder han i mange Henseender i evangelisk Retning. Vel havde han ikke paataget sig nogen Forpligtelse til Kong Frederik med Hensyn til Evangeliets Stilling, og i de Kaldsbreve, han udstedte, findes heller ingen Forpligtelse for Præsterne til at prædike Evangeliet; men dog kaldte han o. 1531 Jørgen Sadolin fra Viborg til Odense og lod ham som sin Medhjælper virke i evangelisk Aand, medens han selv i Aaret 1532 var i Norge. I K. G.s Navn udgav Sadolin derpaa (1532) Luthers lille Katekismus, ledsaget af Formaninger til Præsterne, og da Sadolin senere af denne Grund forfulgtes af Katholikkerne, tog K. G. ham i Forsvar. Fra Odense udgik derpaa (1533) Sadolins Oversættelse af den augsburgske Konfession. Medens Katholikkerne (Poul Helgesen) ikke kunne finde Skjældsord nok mod den troløse «Skinbiskop», roses han derimod i høje Toner af Protestanterne som «den ærlige og fromme Biskop», der kunde tjene de andre til Forbillede. Under Herredagen 1533 efter Kong Frederiks Død har K. G. lige saa lidt som Mogens Gjøe og Erik Banner sat sit Segl under de Bekjendte Recesser, hvorved man søgte at sætte en Stopper for Evangeliets videre Udbredelse, og synes at have forladt Herredagen omtrent samtidig med Mog. Gjøe. Den evangeliske Lære synes han saaledes ikke at have haft noget imod; derimod følte han sig vistnok stærkt af sin biskoppelige Stilling og viste i verdslig Henseende en ikke ringe Iver, da han 1531 var bleven sat i Spidsen for sit Stifts verdslige Styrelse og i denne Stilling maatte træffe Forsvarsforanstaltninger i Anledning af Christian II’s forventede Angreb paa Danmark. «Han har hverken villet være Papist eller evangelisk», siges om ham 1536 i Klageskriftet mod Biskopperne, «men har ført et eget Regimente for sig selv og vilde kaldes Herre af Fyn.»
Sin store Selvraadighed og forfængelige Overvurdering af egne Kræfter kom han til fulde til at vise, da han i April 1532 blev sat i Spidsen for den Kommission, der med en dansk-lybsk Flaade blev sendt til Norge for at undsætte Akershus, hvor hans Broder Mogens G. belejredes af Christian II. I Følge den frie Fuldmagt, der medgaves Kommissærerne, skulde de ved Underhandlinger eller Vaabenmagt søge atter at bringe Norge og dets Indbyggere under Kongens Haand; alt, hvad de i den Henseende gjorde, skulde have Gyldighed, som om Kongen selv havde været tilstede. Vel vilde man senere gjøre gjældende, at dette «Magtebrev» kun gjaldt Norges frafaldne Indbyggere, og ikke gav Ret til Underhandlinger eller Overenskomster med /Kong Christian personlig; men saa meget er sikkert, at Kommissærerne, til hvilke ogsaa Broderen Mogens G. regnedes, stadig ansaa sig for berettigede til i Følge deres Fuldmagt at træde i Underhandlinger med Kong Christian selv. Denne havde nemlig indtaget en meget stærk Stilling ved Oslo, hvorfra de ansaa det for vanskeligt at fordrive ham; desuden manglede de Ryttere til at kunne afskære hans Forbindelser med det nordligere Norge. Da Kong Christian derfor selv begyndte at indlede Underhandlinger, afsloge de det ikke; dog afbrødes disse første Underhandlinger, fordi Kongen endnu forlangte Norge for sig. Peder Skram og Junker Wilken Steding afsendtes da (17. Maj) til Danmark for at kræve Forstærkning, især Rytteri, og i det hele sætte Kong Frederik ind i Sagernes Stilling. Efter nogen Tids Fejdetilstand begyndte Kong Christian imidlertid atter Underhandlinger; men da Kommissærerne stadig nægtede at indgaa noget Forlig, hvorved Norge eller Dele heraf afstodes, enedes man endelig efter Forslag fra Kommissærerne om, at Kongen med frit Lejde skulde føres til Kjøbenhavn for personlig at underhandle med sin Farbroder; hans Hær skulde strax opløses og Norge i Mellemtiden holdes til Kong Frederiks Haand; men hvis Forlig ikke opnaaedes, skulde han enten føres tilbage til Norge eller til Tyskland.
Efter at selve Lejdebrevet var beseglet, men ikke den hertil hørende «Kontrakt», kom imidlertid P. Skram og W. Steding tilbage. De medbragte en skriftlig Instruktion, udstedt 2. Juni, hvori det blot hedder om de (indtil 17. Maj.) førte Underhandlinger, at det ikke tyktes Kong Frederik raadeligt, at de paa en anden Tid gave sig saa vidt i Handel med Kong Christian. Med dette Svar afsendtes P. Skram og W. Steding; men da Kong Frederik imidlertid gjennem Lybek havde erfaret, at Underhandlingerne vare gjenoptagne, og at Kong Christian skulde ville begjære Norge eller en Del deraf, sendtes den kgl. Sekretær Axel Juul efter dem med en forstærket Ordre, der synes at have været givet baade skriftlig og mundtlig og at være gaaet ud paa, at de aldeles ingen saadan Handel maatte indgaa med Kong Christian, men skulde slaa ham af Norge. Baade K. G. og hans Broder Mogens og de øvrige Kommissærer toge dog ikke i Betænkning alligevel at besegle Kontrakten uden i Forvejen at underrette Kong Christian om de Bud, som vare bragte fra Kjøbenhavn. Peder Skram derimod vægrede sig ved at besegle Kontrakten. De viste ganske vist herved stor Egenraadighed; men efter det Brev at skjønne, som K. G. kort efter sendte til Kong Frederik, har hverken han eller de andre betragtet de nye Budskaber fra Kjøbenhavn som en Gjenkaldelse af deres frie Fuldmagt eller et bestemt Forbud imod at indgaa nogen som helst Overenskomst med Kong Christian, saa meget mere, som de i Virkeligheden ikke selv havde lovet denne det mindste, men alt var overladt til de Underhandlinger, der skulde føres mellem de to Konger selv. At de ansaa det som den lempeligste Udgang paa den 9aarige Fejdetilstand, at det nu kom til et virkeligt Forlig, er klart af alle deres Udtalelser baade før og efter Katastrofen.
Anderledes saa man Sagerne i Kjøbenhavn, og under disse Forhold viste K. G. stor Svaghed. Alle kastede sig nu over ham; af de øvrige Kommissærer var den norske Rigsraad Niels Lykke forbleven i Norge, og Broderen Mogens var ligeledes fraværende. K. G. stod ikke med Kraft paa, at Lejdet skulde holdes, men søgte at redde sig ud af Klemmen ved at beskylde Kong Christian for ikke selv i et og alt at have holdt Kontrakten som Grund til ikke at holde Lejdet, og saaledes blev dette brudt. – Folkestemningen rettedes nu mod ham; han beskyldtes for med Overlæg at have ført Christian II i en Fælde, og i de Forhandlinger med tyske Fyrster, hvori Kong Frederik søgte at undskylde sin Adfærd, kastede man hele Skylden paa ham. Selv viste dog hverken Kongen eller i den følgende Tid Rigsraadet ham nogen synderlig Ugunst. Han vedblev at have den øverste verdslige Styrelse i Fyns Stift, og da Grevefejden udbrød, viste han sig ivrig for Christian III’s Valg og fik en Forsamling af den fynske Adel paa et Møde i Hjallese ved Odense til i Juli 1534 at slutte sig til Jyderne om at anerkjende denne; men da de grevelige Tropper kort efter besatte Fyn, maatte han skyndsomst flygte. Hans Bispestol gaves til Gustav Trolle; selv begav han sig til Hertug Christian i Jylland og brugtes af denne til ansvarsfulde Hverv. Efter Slaget ved Øxnebjærg (1535) fik han atter sin Bispestol; men Glæden varede kun kort.
Da Biskopperne efter Kjøbenhavns Overgivelse 1536 fængsledes, blev ogsaa han fangen af Lensmanden Claus Daa og et Par andre Adelsmænd, netop som han efter endt Gudstjeneste forlod Albani Kirke. Han løsgaves efter et Aars Fængsel, efter at han (4. Sept. 1537) havde udstedt en Revers om at være Kongen og hans Søn tro og finde sig i Religionsforandringen. I Rigsraadet blev han aldrig gjenoptagen og levede nu som verdslig Stormand nogle Aar i tilbagetrukken Ro. Han giftede sig med Jytte Podebusk, Enke efter den ved Svendstrup faldne Rigsraad Niels Brock til Estrup og Datter af den rige Rigsraad Predbjørn P. Herved fik han Del i en stor Mængde Herregaarde: Estrup, Aagaard og Nørre Vosborg, ligesom han ogsaa efter sin Broder Gabriel G. fik Restrup Hovedgaard, og blev en meget rig Mand. Imidlertid fortsattes de pinlige Forhandlinger om Christian II’s Fængsling. Da man til sidst under Forhandlingerne i Regensburg 1541 gik saa vidt, at man vilde fremstille det hele som en Sag, der kun angik K. G. og Christian II selv, hvorfor man tilbød at stille ham for Retten, hvis Kong Christians Venner vilde anklage ham, saa blev det nu nødvendigt at faa K. G. til at afgive en Erklæring, hvorved den danske Regerings Fremstilling kunde reddes. I Juni 1542 afæskedes ham derfor en Række Svar. Han benægtede her, at Peder Skram havde haft nogen mundtlig Besked at overgive, og paastod, at han kun havde overrakt ham Kong Frederiks Brev, hvortil han havde holdt sig. Ligeledes benægtede han bestemt at have tilbudt selv at tage Kong Christian i Forvaring. Da disse Svar aabenbart ikke kunde bruges ligefrem, opstilledes med juridisk Kløgt en Erklæring, hvori de omtvistede Punkter skjultes paa en saadan Maade, at K. G. med nogenlunde frelst Samvittighed kunde sætte sit Navn under og tilsyneladende paatage sig Skylden, og herved vandt han sig atter en Stilling.
Samtidig fik han nemlig Ø Kloster i Pant for 4000 Dlr.; 1556 forlenedes han desuden med Ørum Slot som Pantelen og 1557 med Vestervig Kloster som Regnskabslen. Han og hans Hustru indtog nu en rig og anset Stilling i Aristokratiets Rækker. Uden dog at faa sin Rigsraadsplads tilbage anvendtes han i forskjellige vigtigere Hverv i Jylland; ogsaa indbødes han med sin Hustru oftere til kongelige Fester. 1559 maatte han opgive Ø Kloster, men fik senere Lund paa Mors i Pant i Steden. Da han 1559 maatte overlade sin Stifsøn Lave Brock Estrup, flyttede han til Vestervig, hvor han døde 8. Dec. 1560 i en høj Alder, vistnok over 80 Aar gammel, og ligger begraven i Aarhus Domkirke, hvor Ligstenen endnu findes.
Hist. Tidsskr. 4. R. III.
Heise, Kristiern II i Norge og hans Fængsling
(jvfr. Hist. Tidsskr. 4. R. VI, L. 115 ff.).
Brasch, Vemmetoftes Hist. I.
A. Heise.
Beskæftigelse:
Biskop
Titel:
Rigsråd
Knud blev gift med Jytte Predsbjørnsdatter Podebusk før 1541. Jytte (datter af Predbjørn Podebusk og Anne Mouridsdatter Gyldenstierne) blev født cirka 1492 i Kørup, Kogsbølle Sogn, Skam Herred, Odense Amt, Danmark; døde den 5 jul. 1573 i Randers, Støvring Herred, Randers Amt, Danmark. [Gruppeskema] [Familietavle]
|
13. | Jytte Predsbjørnsdatter Podebusk blev født cirka 1492 i Kørup, Kogsbølle Sogn, Skam Herred, Odense Amt, Danmark (datter af Predbjørn Podebusk og Anne Mouridsdatter Gyldenstierne); døde den 5 jul. 1573 i Randers, Støvring Herred, Randers Amt, Danmark. Børn:
- 6. Henrik Gyldenstierne blev født den 10 feb. 1540 i Gammel Estrup (tidl.: Essendrup), Auning, Sønderhald Herred, Randers Amt, Danmark; døde den 2 apr. 1592 i Bohus, Kungälv, Sverige; blev begravet den 14 maj 1592 i Kongelf K., ,.
- Karine Gyldenstierne blev født den 31 maj 1542 i Gammel Estrup (tidl.: Essendrup), Auning, Sønderhald Herred, Randers Amt, Danmark; døde den 8 mar. 1596 i Akershus, Oslo, Norge,; blev begravet den 18 apr. 1596 i Akershus, Oslo, Norge,.
- Anne Knudsdatter Gyldenstierne blev født den 17 maj 1544; døde den 16 okt. 1595 i Månstorp (Mogenstrup), Skåne, Sverige; blev begravet den 27 nov. 1595 i Ingelstad Kirke, ,.
- Predbjørn Gyldenstierne blev født den 4 dec. 1548 i Gammel Estrup (tidl.: Essendrup), Auning, Sønderhald Herred, Randers Amt, Danmark; døde den 13 jul. 1616 i Nørre Vosborg, Ulvborg, Ringkøbing, Danmark; blev begravet i Ulvborg, ,.
|
|
14. | Otte Rud blev født den 24 jun. 1520 i Vedbygård, Løve Herred, Holbæk amt, Danmark (søn af Knud Jørgensen Rud og Dorthe Bølle); døde den 20 nov. 1565 i Svartsjö Slot, Sverige; blev begravet i Københavns Domkirke (Vor Frue Kirke), København, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark. Notater:
Otte Rud var søn af Knud Rud (død 1554). Otte Rud blev født på sin fædrenegård Vedby. Ved dåben blev han opkaldt efter sin afdøde farbror, og blandt fadderne var foruden bl.a. flere helgener også biskoppen i Roskilde Lage Urne. Hvilket forklarer, at da samme biskop i 1529 gav hans forældre et livsbrev på Venslev Len, kom dette også til at gælde for gudsønnens levetid, dette len tiltrådte Otte Rud i 1554 ved faderens død, som ved reformationen var blevet en kronlen, men Otte Rud mistede det igen i 1558.
Otte Rud fik sin første undervisning i Sorø Kloster, tjente derefter grev Just af Mansfeld som lille dreng og kom så til greven af Schwarzburg, der i hans 18. år gav ham ret til at bære våben, hvorefter han deltog i biskoppen af ministers krig mod Gjendøberne. Ved denne tid i 1539 havde han det uheld at blive sat fast i Hamborg, for at begå drab, men da kong Christian 3. gik i forbøn for ham, kom han fri igen. I alt fald var han snart efter i saksisk tjeneste og deltog først som rytter, siden som landsknægt i krigen mod Brunsvig frem til 1543, hvor han så drog hjem til sit fødeland. Her tog han straks tjeneste blandt Hofsinderne og var i det store følge, der i 1548 ledsagede frøken Anna til Meissen. Året efter fik han sin første forlening, Dragsholm, og giftede sig samtidig med den i saarige Pernille Oxe, søster til den senere så berømte statsmand Peder Oxe; i dette ægteskab blev han far til fem sønner og tre døtre. I 1551 blev han forflyttet fra Dragsholm til Gotland, men her gav hans lensstyrelse snart anledning til en række klager, navnlig fra Visby borgere, der mente, at slottets tjenere gjorde indgreb i deres borgerlige næring. Kongen gav for så vidt klagerne medhold, som han i 1555 udfærdigede nye privilegier for borgerne, og da klagerne vedblev, men nu over, at Otte Rud ikke overholdt disse privilegier, mistede han i 1557 lenet efter et par skarpe påmindelser. Selv efter den tid forfulgtes han med processer af enkelte af øens beboer, men ligesom disse processer ikke faldt ud til hans skade, da den menige almue gav ham på øens landsting det bedste vidnesbyrd som lensmand. Han opnåede da også snart anden forlening, nemlig 1559-62 Odensegård, 1562 Korsør og 1565 Ranes gods i Kalø Len. Selv besad han, foruden sin fædrenearv Møgelkjær, Sæbygaard i Vendsyssel, som han i 1560 havde tilbyttet sig fra kronen.
Da krigen med Sverige udbrød i 1563, blev der naturligvis særlig brug for en fra ungdommen, så den krigserfaren mand som Otte Rud blev i september sendt op til Elfsborg som kommissær hos Daniel Rantzau, og i november udmærkede han sig for kongens øjne i kampen ved Mared ved Halmstad, – og så blev det dog til søs, at han gjorde sit navn udødeligt. Allerede under opholdet i Halmstad beskikkede kongen ham til chef for orlogsskibet «Byens Løve», og næste forår fulgte han med dette skib Herluf Trolles flåde. I to dages slaget 30.-31. maj i farvandet mellem Gotland og Øland udmærkede han sig i høj grad, i det han og Jørgen Brahe den første dag tappert bistod Herluf Trolles skib i den ulige kamp med det store svenske admiralskib «Mars», kaldet «Makalös», og syv andre skibe, og dagen derpå var det Otte Rud, der sønderskød roret på «Makalös» og kastede sine dræg om bord i det store skib, som han derpå, understøttet af to lybske skibe, entrede, og det ville sikkert være blevet taget, hvis der ikke var stukket ild i skibet, som så sprang i luften. I en senere træfning, den 14. august, blev «Byens Løve» taget af de svenske, men da var Otte Rud, uvist af hvilken årsag, ikke om bord. Formodentlig har kongen haft brug andetsteds for den uforfærdede kriger; i december fik han i alt fald befaling at møde med sine heste og harnisk i Skåne, men i februar 1565 kom ny ordre til ham om også dette år at tjene til søs. Da Herluf Trolle i maj løb ud, fulgte Otte Rud ham, nu som chef på et tidligere erobret svensk skib, «Krabat», og i slaget ved Rødesand den 4. juni, hvor Herluf fik sit banesår, var han en af de fem danske skibschefer, som udmærkede sig ved trofast at støtte admiralen. Efter slaget søgte flåden til København, hvor Herluf Trolle nedlagde kommandoen, der blev overdraget til Otte Rud, med broderen Erik Rud som underadmiral. Ved efterretningen om sin eftermands udnævnelse skal Herluf Trolle have ytret, at han ingen kendte i Danmark, som ville være en bedre admiral end Otte Rud; han ville sige god for denne, at han ikke skulle sky sin fjende, – og dette skudsmål gjorde Otte Rud visselig ikke til skamme.
Med admiralens flag vajende på «Jægermesteren» forlod den forenede dansk-lybske flåde den 2. juli København, og fem dage efter traf den svenske flåde under Clas Christersson Horn i farvandet mellem Nydyb og Bornholm, hvor det blodigste søslag i hele denne krig blev udkæmpet - søslaget mellem Rygen og Bornholm. Skønt der i den svenske flåde var 13 skibe mere end ved de forenede flåder, angreb Otte Rud den dog uden betænkning om morgenen. Otte Rud søgte det svenske Admiralskib «St. Erik», der understøttedes af to-tre svenske skibe, mens Otte Rud fik undsætning af sin bror på «Jomfruen». Under den voldsomme ild fra begge af brødrenes skibe faldt den største del af besætningen på «St. Erik» og «Forgylda Lejonet», mens et tredje svensk skib, «Gripen», blev skudt i sænk, men andre svenske skibe kom til, og da vinden bar fra «Lejonet», som var kommet i brand, hen på «Jomfruen», der også antændtes, måtte Erik Rud med besvær drage sit skib ud af kampen, da kun 1/10 af besætningen var kampdygtig. Imidlertid rasede kampen stadigt omkring «Jægermesteren», der nu havde hele den svenske flåde om sig. Forgæves sendte Otte Rud bud efter sine skibschefer om at komme til undsætning, – dels skortede det dem på evne, i det det brændende «Lejonet» til dels havde isoleret det danske admiralskib, dels skortede det på god vilje. Kun to danske skibe og to lybske søgte at undsætte deres admiral, men uden held, og efter det heltemodige forsvar var Otte Rud nødtvunget, selv såret, til ved solnedgang at overgive sit synkefærdige skib og de tiloversblevne 100 mand af de i alt 1050, der udgjorde den oprindelige besætning, til sin ikke mindre tapre fjende mod løfte om ærefuldt fængsel, et løfte, der ikke blev holdt. Fangerne blev nemlig ført til Stockholm, hvor de blev lænkede sammen to og to, og måtte gå i det triumftog kong Erik lod anstille. Otte Rud blev desuden ført til Skara og fremstillet for kong Erik, der overfusede ham med grove ord for hans hårdnakkede forsvar, og da Otte Rud frejdig svarede igen, hindrede kun Clas Christerssons mellemkomst den forbitrede konge i at støde den lænkede og værgeløse fange ned.
Efter et 14 dages ophold i Stockholm blev Otte Rud sammen med flere fanger ført til Svartsjø Slot i Mälaren på grund af pesten. Men også her ramte pesten og bortrev hurtig hans fæller, så han til sidst selv måtte rede sin seng, tænde ild på osv. Endelig angreb smitten også ham, og den 11. oktober 1565 befriede døden ham fra fængslet. Først et par år efter nåede efterretningen om heltens død Danmark, hans enkes anstrengelser for tidligere at komme i forbindelse med ham var spildte. Derimod lykkedes det hende i 1571 efter fredsslutningen at få hans lig, der imidlertid havde henstået i Svartsjøs Kirke, til Danmark. Det førtes til Dragør af et mindre orlogsskib og blev herefter kongelig befaling modtaget af Otte Ruds gamle, ved freden tilbagegivne admiralskib, «Jægermesteren», der førte det ind til København. Men da fru Pernille over hans grav i Vor Frue Kirke i København lod indrette en, som det synes, overjordisk begravelse «paa Fyrsters og Herrers Vis», blev kongen fortørnet. Et skarpt kongebrev til hende i 1576 påbød dens forandring, og da hun nølede med at adlyde, udgik en ikke mindre bestemt ordre til Københavns Universitet og Kirkeværgerne. Fru Pernille, der i sin enkestand havde opført nye hovedbygninger både på Møgelkjær og på Sæbygård og til 1574 havde beholdt Korsør Len og Ranes Gods, var formodentlig alt den gang selv dødssyg, thi hun døde 26. oktober 1576.
Kilder angivet i DBL
Niels Hemmingsen, Ligprædiken over Otte Rud (1571).
Vedel Simonsen, De danske Ruder II, 86 ff.
A. Larsen, Dansk-norske Heltehistorier, 1536-1618 S. 93 ff.
Thiset (forfatter i DBL)
Beskæftigelse:
Danmarks Riges Admiral
Otte blev gift med Pernille Oxe i 1549 i Korsør, Sorø, Danmark,. Pernille (datter af Johan Oxe og Mette Mogensdatter Gøye) blev født i 1530 i Nielstrup, Vaabensted, Musse Herred, Maribo Amt, Danmark; døde den 5 dec. 1576. [Gruppeskema] [Familietavle]
|
15. | Pernille Oxe blev født i 1530 i Nielstrup, Vaabensted, Musse Herred, Maribo Amt, Danmark (datter af Johan Oxe og Mette Mogensdatter Gøye); døde den 5 dec. 1576. Børn:
- Dorte Rud blev født cirka 1540 i Løgismose, Haarby, Båg Herred, Odense Amt, Danmark; døde i 1580; blev begravet den 19 feb. 1580 i Gjesing Kirke, Gjesing, Sønderhald Herred, Randers Amt, Danmark.
- Johan Rud blev født cirka 1549 i Møgelkjær, Rårup Sogn, Bjerre Herred, Vejle Amt, Danmark; døde i 1609.
- Knud Rud blev født cirka 1550 i Møgelkjær, Rårup Sogn, Bjerre Herred, Vejle Amt, Danmark; døde den 3 apr. 1589.
- 7. Mette Rud blev født cirka 1552 i Møgelkjær, Rårup Sogn, Bjerre Herred, Vejle Amt, Danmark; døde den 2 maj 1596.
- Pernille Rud blev født i 1556 i Visborggård, Hadsund, Danmark; døde i 1608.
- Mogens Rud blev født cirka 1558 i Visborggård, Hadsund, Danmark; døde i 1559.
- Torben Rud blev født i 1560 i Visborggård, Hadsund, Danmark; døde i 1577.
- Jørgen Rud blev født i 1562 i Visborggård, Hadsund, Danmark.
|
|
|