Georg af Braunschweig-Lüneburg

Notater:

TITEL: Hertug

Familie/Ægtefælle/Partner: Ukendt. [Gruppeskema] [Familietavle]

1. Sofie Amalie af Braunschweig-Lüneburg blev født den 24 apr. 1628 i Schloss Herzberg, Osterode, Niedersachsen, Tyskland; døde den 20 feb. 1685 i Amalienborg, København, Danmark; blev begravet i Roskilde Domkirke, Sømme Herred, Roskilde Amt, Danmark.

Wilhelm, blev gift med Dorothea, Prinsesse af Danmark. Dorothea, (datter af Christian 3, Konge af Danmark og Dorothea, Prinsesse af Sachsen-Lauenburg) blev født den 8 aug. 1546 i Koldinghus, Kolding, Brusk Herred, Vejle Amt, Danmark; døde den 6 jan. 1617 i Winsen, Niedersachsen, Tyskland; blev begravet den 19 feb. 1617 i Pfarrkirche, Celle, Niedersachsen, Tyskland. [Gruppeskema] [Familietavle]

Ernst, blev gift med Sofie, Prinsesse af Mecklenburg-Schwerin den 2 jul. 1528 i Schwerin, Mecklenburg-Vorpommern, Tyskland. Sofie, (datter af Heinrich III, , Hertug af Mecklenburg-Schwerin og Ursule Hertuginde af Mecklenburg-Schwerin) blev født før 22 jul. 1508 i Schwerin, Mecklenburg-Vorpommern, Tyskland; døde den 27 jul. 1541. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Christian 3. blev født i 1503 på Gottorp Slot og døde i 1559 på Koldinghus. Han var ældste søn af hertugen af Gottorp, den senere kong Frederik 1., og Anna af Brandenburg.

I 1520 blev den unge Hertug sendt ud på en større rejse til udlandet under ledsagelse af Johan Ranzau. På rejsen deltog han i den berømte rigsdag i Worms i 1521, og mødet med Martin Luther gjorde et uudsletteligt indtryk på Christian. Både han og Johan Ranzau vendte hjem til hertugdømmerne som glødende lutheranere.

Det, at faderen i 1523 blev dansk konge, medførte ikke de store forandringer i Hertug Christians liv. I 1525 gifter han sig med den kun 14-årige Dorothea af Sachsen-Lauenburg, og parret bosætter sig på Haderslevhus.

Det er tænkeligt, at Christians stærkt protestantiske holdning meget tidligt bringer ham i modsætningsforhold til det katolsk dominerede Rigsråd. I hvert fald modsatte Rigsrådet sig Frederik I's ønskeom at indsætte Hertug Christian som statholder i Danmark.

I et brev, umiddelbart efter Frederik 1.s død i januar 1533, skriver Christian, at han hellere ville gå barfodet som en tigger bort fra sine riger, end lade sig aftvinge den mindste indrømmelse mod lutherdommen. Et betænkeligt Rigsråd udsatte kongevalget til året efter, og Danmark var i den efterfølgende periode uden konge. Christians egen uvillighed til at overtage kongemagten blev først overvundet, da Rigsrådet nødtvungent anmoder han om at overtage den ledige kongetrone efter Lübecks angreb på Danmark i 1534.

Under påskud om at ville genindsætte Christian 2. som konge besatte Lübeck, under ledelse af Grev Christoffer af Oldenburg, hele den østlige del af Danmark. Christian 3. og hans tilhængere havde endnukun magten i Jylland, og dermed var der lagt op til den krig, der senere blev kendt under navnet Grevens Fejde.

I september rejste Skipper Clement borgere og bønder til oprør i det nordlige Jylland – men først i december blev Christian 3. i stand til at sende en hær af landsknægte, under ledelse af Johan Ranzau, op gennem Jylland for at nedkæmpe oprøret. Bondeoprøret blev slået ned, og Clement flygtede fra Aalborg med Ranzaus tropper i hælene. Han blev kort tid efter fanget, da en bonde forrådte ham.

I foråret 1535 kunne hæren sættes over til Fyn, hvor Johan Ranzau vandt den afgørende sejr over Lübeckerne i slaget ved Øksnebjerg den 11. juni. På omtrent samme tid sejrede en dansk-svensk-preussiskflådestyrke, under ledelse af Peder Skram, over Lübeck's flåde ved Svendborgsund. Disse to sejre blev afgørende for udfaldet af Grevens Fejde – men først da den 33-årige Christian året efter indtogKøbenhavn den 29. juli 1536, blev Danmark igen ét rige.
Efter kongens indtog i København gik tyske officerer fra begge sider i forbøn for Grev Christoffer, der slap med at blive landsforvist og måtte love aldrig igen at sætte foden på dansk jord.

Skipper Clement slap knap så nådigt. Han blev halshugget i Viborg den 9. september, liget blev parteret, lagt på fire stejler og på hans afhuggede hoved satte man en bly-krone.

Den 12. august 1536 blev landets katolske biskopper arresteret. Der er flere årsager til at Christian 3. tager dette dramatiske skridt: Han ville fjerne enhver modstand mod reformationen, han ønskedeat styrke kongemagten. Biskopperne havde modsat sig hans udnævnelse til konge, og konfiskationen af biskoppernes anseelige formuer kunne bruges til at betale gælden til den store hær af landsknægte.

Martin Luther lykønskede kongen med ordene: Bisperne ville ikke være ophørt med at forfølge Guds ord og forvirre det verdslige regimente. Reformationen var hermed indført i Danmark.

Efterfølgende bragte Christian 3. fredelige tider til Danmark. Han foretrak at samarbejde med Rigsrådet og den loyale danske adel indtil sin død på Koldinghus den 1. januar 1559. Rigsrådet og adelen bevarede til gengæld sin magt og indflydelse.

Christian den 3. blev begravet i Roskilde Domkirke, der lige siden har dannet ramme om danske kongers begravelser.

_________________

Christian 3. fødtes 1503 på Gottorp som ældste søn af hertug Frederik, senere kong Frederik 1., og hans første hustru Anna af Brandenburg. 1521 foretog han sammen med sin hofmester Johan Rantzau en længere rejse i Tyskland. Her overværede han bl.a. Rigsdagen i Worms, hvor Martin Luther forsvarede sine teser mod pavestolen, en oplevelse der påvirkede Christian for resten af livet. Da han blev gifti 1525, fik han og Dorothea Haderslev og Tørning len til underhold, og her gennemførte han straks reformationen, hvilket øgede den antipati mod ham, som det overvejende katolske rigsråd nærede.

Ved Frederik 1.s død i 1533 var rigsrådet forpligtet til at vælge en af hans sønner til konge. Den katolske del af rigsrådet var imod Christian, men en fløj med rigshofmesteren Mogens Gøye i spidsen gik ind for ham. Yderligere kompliceredes kongevalget af, at hertugdømmerne og Norge formelt var arvelande, medens Danmark var et valgrige. I den situation tog Christian kontrollen over hertugdømmerne,hvor han på egne og sine brødres vegne modtog arvehyldning.

En herredag i København skulle afgøre kongevalget, men endte med at udskyde valget et år; i mellemtiden skulle rigsrådet regere. Den lutherske adel med Mogens Gøye i spidsen forenede sig med det luthersksindede borgerskab i København og Malmø og tilbød Christian kronen, men han afslog; en dansk kongemagt på det foreliggende grundlag ville få meget svært ved at hævde sig mod rigsrådets og adelens flertal.

I sommeren 1534 angreb Lübeck hertugdømmerne og grev Christopher af Oldenburg Sjælland, formelt i Christian 2.s navn. Nu accepterede Christian et fornyet tilbud. I de følgende år afgjordes borgerkrigen (n ny herredag i København i oktober 1536 skulle ordne de tunge problemer: religionsspørgsmålet, forholdet mellem konge og rigsråd, kronens finanser, tronfølgespørgsmålet og forholdene mellem Danmark på den ene side og hertugdømmerne og Norge på den anden. Men allerede natten mellem 11. og 12. august fængsledes de katolske bisper, og i dagene derefter blev bispegodset overalt i landet konfiskeret. Vejen var banet for indførelse af den lutherske kirkeordning, ligesom der åbnedes mulighed for beskatning af kirken, der næsten helt havde undgået krigens hårde skattepålæg.

Herredagen i oktober afsluttedes med udstedelse af en reces, en håndfæstning og et valgbrev for Christians toårige søn Frederik (2.) som tronfølger. Herredagens resultater blev et klogt kompromis på grundlag af de realpolitiske muligheder; man søgte at sikre de bedst mulige betingelser for en fredelig og harmonisk genopbygning af riget, samtidig med at man forbedrede kronens økonomi gennem inddragelse af bispe- og efterhånden også klostergodset. Tronfølgespørgsmålet ordnedes lang tid frem, uden at princippet om Danmark som valgrige ændredes. Rigsrådet sikredes andel i statsstyrelsen, bl.a. vedat kongens kansler, der hidtil havde været i kongens personlige tjeneste, nu skulle være født medlem af rigsrådet som dets fornemste medlem efter rigshofmesteren. Kun i religionsspørgsmålet gik herredagen radikalt til værks.

Fængslingen og afsættelsen af bisperne og bispegodsets konfiskation godkendtes, og man afstak rammerne for den lutherske nyordning af kirken. Med herredagen i København havde kongemagt og adel forsonet sig med hinanden. Taberne i borgerkrigen blev de svage *stænder, borgerne og bønderne.

I religionsspørgsmålet lagde herredagen rammerne, og i de følgende år udarbejdedes detaljerne i kirkeordningen, kirkeordinansen, der blev rent evangelisk. Den udarbejdedes af de danske evangeliske prædikanter og blev i foråret 1537 sendt til gennemsyn hos Luther i Wittenberg. Medens det religiøse indhold betegnede et radikalt brud med fortiden, så var kirkens fysiske rammer og organisation stort set uændret. Biskopperne erstattedes af superintendenter og verdslige stiftslensmænd, men sognegrænser bibeholdtes ligesom de hidtidige katolske sognepræster stort set fortsatte i deres kald. De katolske bisper blev efterhånden løsladt og pensioneredes med passende forleninger. Kun roskildebispen Joachim Rønnow nægtede at godkende forandringen og døde i sit fængsel.

Kronens økonomi søgtes forbedret gennem en lensreform. Det inddragne bispe- og klostergods indordnedes under det almindelige lenssystem. Den endelige lensreform af 1557 betød en enorm fordel for kronen; taberne var adelen som helhed. Når kongemagten alligevel kunne gennemføre reformen skyldtes det, at højadelen gennem medlemsskabet af rigsrådet fik faktisk forret til de store og vellønnede len, som var reformens resultat. De virkelige tabere var lavadelen, der på grund af lenenes færre antal mistede indtægtsmuligheder.

Christians forhold til halvbrødrene ordnedes i 1544 ved at hertugdømmerne deltes mellem Christian og brødrene Hans og Adolf på en sådan måde, at den formelle samhørighed mellem kongerige og hertugdømmer bibeholdtes. Udenrigspolitisk stabiliseredes situationen, i 1541 med Brömsebrotraktaten med Sverige, og i 1544 med den tyske kejser Karl 5. med Freden i Speyer: Christian måtte opgive alle forbundmed kejserens fjender, indrømme nederlænderne handelsrettigheder i Danmark og lempe øresundstolden for dem; på sin side opnåede Christian kejserens anerkendelse som dansk konge og et løfte om, at kejseren ikke ville støtte sin svoger Christian 2.s arvinger militært. I takt med den udenrigspolitiske afspænding kunne man nu gennemføre reduktioner af militæret, kun flådemagten blev opretholdt pelt karakteriseres Christian 3.s regeringstid som en periode præget af betydelige reformer på en lang række områder og af en konsekvent gennemført politik med kongen placeret centralt i beslutningsprocessen. Ikke med urette fremhæver kongens ligprædiken arbejdsomhed, handlekraft, forudseenhed og forhandlingsevner og retfærdighedssans som hans væsentligste karaktertræk.

Christian 3. døde 1. januar 1559 på Koldinghus og ligger begravet i Roskilde domkirke.

Christian blev gift med Dorothea, Prinsesse af Sachsen-Lauenburg den 28 nov. 1525 i Lauenburg, Slesvig-Holsten, Tyskland. Dorothea, (datter af Magnus I Hertug af Sachsen-Lauenburg-Ratzburg og Katharine, Prinsesse af Braunschweig-Wolfenbüttel) blev født den 18 aug. 1511 i Lauenburg, Slesvig-Holsten, Tyskland; døde den 16 nov. 1571 i Sønderborg Slot, Sønderborg, Danmark,; blev begravet i 1581 i Roskilde Domkirke, Sømme Herred, Roskilde Amt, Danmark. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Efter Chr III's død, boede Dorothea på Koldinghus. Hun forsøgte at blive gift med Chr. III ' s halvbror, Herug Hans den Ældre, med det blev forpurret af kirken og dele af familien . Bis at i Sønderborg Slotskapel (opkaldt efterhende). I 1581.

Dorothea var kun 14 år gammel, da hun i 1525 blev gift med den 22-årige hertug Christian af Holsten-Gottorp. Dorothea var datter af hertug Magnus 1. af Sachsen-Lauenburg og Katharina af Braunschweig-Wolfenbüttel.

Det var ikke panuar 1559 på Koldinghus.

1536 fik Dorothea udlagt en række fynske og langelandske godser til sit underhold, det såkaldte livgeding, men da hun ikke brød sig om at skulle sejle til sine besiddelser og tillige savnede et passende slot til sit faste ophold, fik hun 1548 tillagt Koldinghus, Dronningborg (Randers) og Sønderborg slotte og len som livgeding. Herved var rejsen til de nordtyske slægtninge - og senere døtrene, derblev gift i Tyskland - gjort lettere. I Christians leveår blev Koldinghus det faste tilholdssted for hoffet. Her døde Christian 3. i 1559, og her tilbragte Dorothea sine 12 år som enkedronning.

Efter Christians død omgikkes hun i sommeren 1559 med planer om at indgå ægteskab med svogeren Hans den Ældre i Haderslev, men planen mødte modstand hos de tyske teologer, og blev foreløbigt opgivet,og da Dorothea tog den frem igen i 1568 var kongens holdning helt afvisende.

Dorothea fremstår som en sjælden, rank personlighed, en af de stærkeste blandt danske dronninger. Fra hendes enketid er bevaret en lang række private breve, som giver et godt indblik i hendes personlighed: lidenskabelig, herskesyg, intrigant, hård og overdrevent nøjeregnende, men på den anden side fuld af retsfølelse, pligtfølelse, mod til at sige sandheden og med den en sjælden evne til at elske,lide, ængstes og harmes for andres skyld, ikke blot børnene, men også samfundets fattige og forurettede. Alle disse egenskaber holdtes sammen og i balance af en dyb religiøsitet. Dorothea var en dybtoverbevist lutheraner.

I sine mange år som rigets førstedame - ikke blot til gemalens død, men i realiteten til sin egen død 1571, da hendes søn Frederik 2. ikke giftede sig i moderens levetid - satte hun sit religiøse og menneskelige præg på sine omgivelser. Dorotheas hof på Koldinghus blev et sted, hvor adelens unge døtre modtog uddannelse (det såkaldte ‘jomfrukammer’) i at vnnem at være en omsorgsfuld moder. Meddøtrene Anna og Dorothea stod hun i tæt forbindelse. Ofte måtte hun hævde de to yngre sønner Magnus’ og Hans (den Yngre)’s interesser overfor den ældste søn Frederik 2. Frederik var af karakter sin moder meget lig, derfor bestod der ikke noget kærligt forhold mellem dem. Som tronfølger og konge gjorde han hele tiden oprør mod hendes omsorg, der dog forblev usvækket.

Dorothea kom til at opleve den første af en række blodige krige mellem Danmark og Sverige, nemlig Den nordiske Syvårskrig 1563-70. Det blev en smertelig oplevelse, beslægtet som hun var med krigens tohovedpersoner: Frederik 2. af Danmark, hendes søn, og Erik 14. af Sverige, hendes søstersøn. Forgæves søgte hun en tid at bevæge sønnen til at slutte fred, men da hun mærkede, at han ikke lyttede tilhendes bønner, påtog hun sig bag hans ryg at mægle fred. Hun korresponderede med søstersønnen i Sverige, hvilket kun indbragte hende spydigheder, og da Frederik 2. fik nys om det mislykkede mæglingsforsøg, lod han en tid moderens breve og budbringere opsnappe. Krigens gang kunne Dorothea ikke ændre, hun opnåede kun yderligere at belaste sit forhold til sfolket, men også her mærkede hun ofte, at sønnen ikke lyttede til hendes forbøn.

Det var naturligvis befolkningen i Kolding by og omegn, der stod Dorotheas hjerte nærmest, her kunne hun umiddelbart aflæse krigens følger. Hofholdningen og byggerierne på Koldinghus bragte i sig selvøkonomisk fremgang til byen med omsætning til byens handlende og arbejde til håndværkerne. Men også på anden måde søgte Dorothea at ophjælpe næringslivet omkring Kolding. Et saltværk i Harte fik kun få års levetid og levede ikke op til forventningerne om en stor saltproduktion. 1569-70 fik dronningen anlagt en ny mølle nær slottet og byen, idet slotssøens vand kunne udnyttes til mølledrift. Slotsmøllen drev møllerivirksomhed fra 1570 til 1889, da den omdannedes til bryggeri. Dorothea sørgede for rigeligt arbejde til møllen; foruden slottets eget korn befaledes byens indbyggere og oplandets bønder at lade deres korn male her.

Kort før sin død oprettede Christian 3. et hospital i Kolding. Middelalderens spedalskhedshospital, Sankt Jørgensgård, var nedlagt ti år tidligere. Nu oprettedes et almindeligt hospital, "fattige, såre og syge mennesker" til hjælp og trøst. Det er sikkert ikke urimeligt også her at se en indflydelse fra Dorothea, selvom Christian 3.s kristelige sindelag måtte tilskynde ham til hospitalsgrundlæggelser.

Latinskolen i Kolding var ældre end Dorothea. Men på hendes tid var skolen i forfald. En drikfældige rektor fik hun udskiftet med en mere ædruelig, lærd person, og skolebygningen fornyede hun. For egne midler lod hun i 1566 bygge et nyt skolehus tæt ved byens sognekirke, Skt. Nikolaj kirke. Dorotheas skolehus stod til 1729, men skolen lever fortsat i Kolding Amtsgymnasium.

Dorothea døde 7. oktober 1571 på Sønderborg slot, hvor hun i sine sidste levemåneder havde taget ophold hos yndlingssønnen Hans den Yngre. Hun ligger begravet i Roskilde domkirke sammen med gemalen.

Notater:

Titel:
Herzog von Braunschweig-Lüneburg

Heinrich blev gift med Margarethe, Prinsesse af Sachsen den 26 mar. 1487 i Celle, Niedersachsen, Tyskland. Margarethe, (datter af Ernst von Sachsen og Elisabeth von Wittelsbach) blev født den 9 sep. 1469 i Meissen, Dresden, Sachsen, Tyskland; døde den 16 jan. 1529 i Weimar, Thüringen, Tyskland; blev begravet i Weimar, Thüringen, Tyskland. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Titel:
Herzog von Mecklenburg-Schwerin

Heinrich blev gift med Ursule Hertuginde af Mecklenburg-Schwerin den 18 mar. 1507. Ursule (datter af Kurfürst Johann Cicero von Brandenburg og Herzogin, Landgräfin von Thüringen Margareta von Sachsen) blev født den 22 nov. 1488 i Berlin, Brandenburg, Tyskland; døde den 28 okt. 1510 i Güstrow, Mecklenburg-Vorpommern, Tyskland. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Titel:
Margravine

Notater:

Frederik 1. blev født i 1471 og døde i 1533. Han var næstældste søn af Christian 1. og Dorothea af Brandenburg.
Frederik fik sin opdragelse i hertugdømmerne Slesvig og Holsten, og blev her hyldet som hertug i 1482 sammen med sin 16 år ældre broder, kong Hans. Otte år senere deltes hertugdømmerne i to dele. Broderen kong Hans fik den segebergske del, og Frederik fik den gottorpske del af området.

Fra 1490 til 1523 regerede hertug Frederik på Gottorp. Med stor dygtighed administrerede han hertugdømmet gennem en lang årrække med fred og stigende velstand.

Da Christian 2.s trone begyndte af vakle under ham, optog hertug Frederik forbindelser med repræsentanter for den utilfredse danske adel. Oprøret mod kongen bredte sig herefter hurtigt – den 8. marts 1523 erklærer hertug Frederik kongen krig, og allerede 18 dage senere hyldedes Frederik som konge i Viborg. Da Christian 2. den 13. april forlod København var vejen banet for, at hertug Frederik kunne underskrive sin håndfæstning med adelen, og lade sig hylde som kong Frederik 1. af Danmark og Norge.

I størstedelen af sin regeringsperiode opholdt Frederik 1. sig på Gottorp Slot. Han kom kun til Danmark når det var absolut nødvendigt, og Norge besøgte han aldrig.

Selv om kongen var bundet af en streng håndfæstning, lykkedes det ham alligevel at få stor politisk indflydelse. I anspændte situationer truede han ganske enkelt med at fraskrive sig tronen til fordelfor den landflygtige Christian 2., hvis ikke han fik sine ønsker gennemført. Et ejendommeligt – men ganske virkningsfuldt argument.

På trods af at Frederik 1. i håndfæstningen havde lovet at værne om den katolske kirke, indførte han reelt religionsfrihed for lutheranere i Danmark. Han beskyttede Hans Tausen, hvis stærkt lutheranske prædikener vakte røre, ved at udnævne ham til sin kapellan. Desuden gennemførte Frederik 1., at bisperne fremover skulle vælges i Danmark.

I 1532 lykkedes det Frederik 1., at lokke Christian 2. til Danmark, under løfte om frit lejde. Kongen brød løftet, og satte den tidligere monark i fængsel på Sønderborg Slot.

Frederik 1. var gift to gange. Første gang var da han i 1502 giftede sig med kurfyrsten af Brandenburgs datter – den 15-årige hertuginde, Anna. Hertuginden døde kun 27 år gammel. De nåede at få to børn, hvoraf det ene var den senere kong Christian 3.

Frederik 1. dødepå Gottorp Slot den 10. april 1533 og blev begravet i Slesvig Domkirke.

Titel:
Konge af Danmark

Frederik blev gift med Anna af Brandenburg den 10 maj 1502 i Stendal, ,. Anna (datter af Kurfürst Johann Cicero von Brandenburg og Herzogin, Landgräfin von Thüringen Margareta von Sachsen) blev født den 27 aug. 1487 i Berlin, Brandenburg, Tyskland; døde den 3 maj 1514 i Kiel, Slesvig-Holsten, Tyskland; blev begravet i Slesvig-Holsten, Tyskland. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Anna, Margravine von Brandenburg (27 August 1487 , Berlin –3 May 1514 , Kiel ) was a German noblewoman .

She was the daughter of Johann Cicero , Elector of Brandenburg and Margarethe of Sachsen . At age 15, on 10 April 1502 she married King Frederick I of Danmark . They had two children: Christian III ofDanmark (12 August 1503 – 1 January 1559 ) Dorothea (1 August 1504 – 11 April 1547 ), married 1 July 1526 to Duke Albert of Prussia . She died in 1514 at age 26. Her husband remarried, to Sophie of Pomerania , and had six more children.

Markgräfin

Titel:
Hertuginde af Slesvig Holsten

Magnus blev gift med Katharine, Prinsesse af Braunschweig-Wolfenbüttel den 20 dec. 1509 i Wolfenbüttel, Braunschweig, Niedersachsen, Tyskland. Katharine, (datter af Heinrich I, Hertug af Braunschweig-Wolfenbüttel og Katharine, Prinsesse af Pommern) blev født i 1488 i Wolfenbüttel, Braunschweig, Niedersachsen, Tyskland; døde den 29 jul. 1563; blev begravet i Ratzeburg, Lauenburg, Slesvig-Holsten, Tyskland. [Gruppeskema] [Familietavle]