Peder Gyldenstierne

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Bopæl: Tim

Knud blev gift med Øllegaard Huitfeldt i jun. 1602 i Trondheim Bispegård, Trondheim, Trondelag, Norge. Øllegaard (datter af Jacob Huitfeldt og Lisbeth Friis) blev født i 1582 i Trondheim Bispegård, Trondheim, Trondelag, Norge; døde i 1619 i Berritsgaard, Tårs Sogn, Musse Herred, Maribo Amt, Danmark. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Beskæftigelse:
Statholder i Norge

Axel blev gift med Karine Gyldenstierne den 4 sep. 1571 i Store Restrup, Sønderholm Sogn, Hornum Herred, Aalborg Amt, Danmark. Karine (datter af Knud Henriksen Gyldenstierne og Jytte Predsbjørnsdatter Podebusk) blev født den 31 maj 1542 i Gammel Estrup (tidl.: Essendrup), Auning, Sønderhald Herred, Randers Amt, Danmark; døde den 8 mar. 1596 i Akershus, Oslo, Norge,; blev begravet den 18 apr. 1596 i Akershus, Oslo, Norge,. [Gruppeskema] [Familietavle]

Jacob blev gift med Lisbeth Friis den 3 jan. 1576 i Køge, Danmark,. Lisbeth (datter af Henrik Friis og Margrethe Bild) blev født den 31 mar. 1555 i Ørbæklunde, Ørbæk, Vindinge Herred, Svendborg Amt, Danmark; døde den 2 okt. 1631 i Berritsgaard, Tårs Sogn, Musse Herred, Maribo Amt, Danmark; blev begravet i Sakskøbing, Musse Herred, Maribo Amt, Danmark. [Gruppeskema] [Familietavle]

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Bopæl: Berridsgård
• Family Line: Friis af Hesselager

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Bopæl: Tim Og Ljungby
• Link: https://www.wikiwand.com/da/Knud_Pedersen_Gyldenstierne

Notater:

Gyldenstjerne, Knud Pedersen, o. 1480-1552, Rigsraad, var Søn af Peder Nielsen G. til Tim og Regitse
Torbensdatter Bille fra Søholm og maa være født o. 1480, thi 1498 blev han indskreven ved Kjøbenhavns
Universitet.

1502 deltog han som Hofsinde i den unge Christian II’s Tog mod Elfsborg; 1517 blev han Lensmand
paa Aalholm, men mistede kort efter denne Forlening, da han beskyldtes for at have været sin Fætter Torben Oxe
behjælpelig ved Dyvekes formodede Giftmord. Han kastedes i Fængsel, men frigaves mod at forpligte sig til ikke
mere at vise sig for Kongens Øjne og opholdt sig i den følgende Tid paa sin Gaard Tim ved Ringkjøbing. Sin
voldsomme Karakter viste han dog ogsaa her; thi kort efter klagedes til Christian II over en raa og voldsom
Adfærd, han havde vist mod en Bonde. – Af Frederik I blev K. G. strax 1523 udnævnt til Lensmand paa
Vordingborg og deltog fra nu af lige til sin Død paa en meget fremtrædende Maade i Tidens Begivenheder. I Juli
1524 har han medbeseglet den af en Del Adelsmænd indgaaede Forpligtelse til at modstaa Luthers Kjætteri, blev
af Frederik I udnævnt til Fodermarsk og deltog som saadan det følgende Aar i Kampen i Skaane mod Søren Norby,
men sendtes i Juni Maaned af Johan Rantzau og de skaanske Raader til Sverige for at fremskynde den af Kong
Gustav lovede Hjælp. Han skal have været meget ivrig for at faa Søren Norbys fangne Medhjælper Otte Stigsen
(Ulfeldt) henrettet, af Forbitrelse over, at denne havde ladet afbrænde Lyngbygaard i Skaane, der havde
tilhørt den 1523 afdøde Jens Holgersen Ulfstand, med hvis Datter Sidsel K. G. fik denne Gaard i Besiddelse;
men, tilføjer Sagnet, da Otte Stigsen lovede at vise ham, hvor en af Christian II efterladt Skat af arabisk
Guld var gjemt, fik han ham benaadet, men nu kunde Otte Stigsen ikke finde Skatten, hvorover K. G. maatte døje
megen Spot af sine jævnlige. Sagnet er dog vist upaalideligt; i alt Fald synes K. G. først o. 1528 at være
bleven gift med Sidsel Ulfstand.

l Avg. 1525 ombyttede K. G. Vordingborg Len, som Henrik Gjøe nu fik (ovfr. S. 29), med Kalundborg og blev 1529
optagen i Rigsraadet. Som Rigsraad ledsagede han samme Aar Kongens Søn Hertug Christian paa dennes bekjendte
Rejse til Norge for at ordne de urolige Forhold i dette Rige. I Maj 1531 maatte han afstaa Kalundborg Len til
Mogens Gjøe, men forlenedes til Gjengjæld med Nykjøbing Slot paa Falster, der hørte til det Enkegods, der var
bestemt for Frederik I’s Dronning Sophie. Som Lensmand her fik han en Del at gjøre med Graabrødrenes Opgivelse
af deres Kloster, uden dog selv endnu at have sluttet sig til Luthers Parti. Da Christian II i Juli Maaned
1532 var bragt til Kjøbenhavn, overdroges det K. G. tillige med Otte Krumpen og et Par holstenske Raader at
føre den ulykkelige Konge til Sønderborg (9. Avg. 1532). Det var første Gang, de atter saas siden Dyvekes
Dage. Sit Had til Kongen skal han ved denne Lejlighed have vist paa en raa Maade, i det han med voldsom Haand
rev det gyldne Vlieses Ordenskjæde af Kongens Hals, ja endog skal have trukket ham i Skjægget, en Raahed, der
fremkaldte stor Forbitrelse mod ham hos Christian II’s Tilhængere.

Paa Herredagen i Kjøbenhavn 1533 efter Kong Frederiks Død sluttede K. G. sig til det katholske Parti; han var
saaledes blandt Hans Tausens Dommere. I Juni 1534 sendtes han i Anledning af Grev Christoffers Angreb paa
Holsten af det sjællandsk-skaanske Raad til Hertug Christian (III) for at undskylde, at Raadet paa Grund af de
i Malmø udbrudte Uroligheder ikke for Øjeblikket kunde yde Hertugdømmerne den traktatmæssige Hjælp. Her fra
vendte han tilbage til Kjøbenhavn til det til St. Hansdag berammede Kongevalg; men da Grev Christoffer
pludselig landede paa Sjælland, ilede han tilbage til sin Forlening Nykjøbing. Han søgte forgjæves at faa
Vaabenstilstand indtil Mikkelsdag for imidlertid at kunne sætte sin Lensherre, Dronning Sophie, ind i
Forholdene, men maatte 22. Avg. overgive Slottet til Anders Bille og Mikkel Blick, der vare sendte imod ham
med en stor Krigsmagt, og blev som Fange ført til Kjøbenhavn, hvor han nu udsonede sig med Grev Christoffer og
blev dennes Lensmand paa Krogen (Kronborg). I Slutningen af Aaret deltog han i den skaanske Adels Felttog mod
de Tropper, som Kong Gustav havde sendt Christian III til Hjælp. I Jan. 1535 blev han derpaa stævnet til Møde
i Kjøbenhavn, men tillige med en Del andre Rigsraader under den store Forbitrelse, som den Skaanske Adels
Frafald fra Greven havde fremkaldt, uden videre tagen til Fange og 20. Maj ført til Malmø, hvor han sad
fængslet, indtil han i Jan. 1536 tillige med de øvrige fangne Adelsmænd førtes til Meklenborg. Efter
Kjøbenhavns Overgivelse i Juli 1536 overgaves han til Christian III, sad i nogen Tid som Fange i Rensborg og
senere i Kjøbenhavn, indtil han 28. Okt. fik sin fulde Frihed mod at forpligte sig til Troskab mod Christian
III og dennes Slægt. Han fik strax sin Plads i Rigsraadet tilbage og blev udnævnt til Marsk. Meningen hermed
synes at have været, at han skulde have afløst Hr. Tyge Krabbe som Rigsmarsk, og han kalder sig i et Brev af
3. Dec. ogsaa «Danmarks Riges Marsk»; men Tyge Krabbe beholdt dog Stillingen som Rigsmarsk; K. G. blev derimod
«Hofmarskal», og saaledes adskiltes fra nu af disse to tidligere forenede Embeder.

Under Christian III indtog K. G. saaledes atter en betydelig Stilling; 1537 fulgte han Kongen til Fyrstemødet
i Brunsvig, deltog 1539 i Forhandlingerne i Brømsebro med Gustav Vasa og ledsagede 1548 den unge Hertug
Frederik (II) paa dennes Hyldingsrejse til Oslo. Ogsaa Kalundborg havde han 1536 faaet tilbage, og i Aaret
1549 blev det ham, der her skulde faa Opsyn med den fangne Christian II, med hvem han i sin Ungdom havde haft
saa mange baade gode og onde Dage. Aarene havde dog nu mildnet dem begge; de nærmede sig begge stærkt det 70.
Aar. Mod Kong Christian synes K. G. ogsaa nu at have vist saa stor Lemfældighed, som det gik an efter de
Paalæg, han stadig modtog om at passe godt paa Fangen. Den tidligere saa strænge og voldsomme Mand var ogsaa
bleven gudfrygtig. Han har saaledes efterladt sig en lang Salme «om vor kristelige Tros Artikler og
besynderlig om vor Herre Jesu Christi Pines Historie». Hverken Indhold eller Form bærer mindste Spor af
poetisk Begavelse; men Peder Palladius K. G. døde paa Kalundborg 20. Juni 1552. Med Sidsel Ulfstand, der først
døde 1575, og som skal have været en virksom og kraftig Kvinde, havde han 7 Børn, deriblandt de her nævnte
Sønner Axel og Peder. – Et mærkeligt Vidnesbyrd om sit Had til Sigbrit efterlod han sig paa Tim i selve
Sigbrits Ligsten, som han skal have opstillet paa Tim og ladet været Gjenstand for Haan af forskjellig Art.
Stenen har vel været bestemt til at skulle dække Sigbrits Grav ved Datterens Side i Karmeliterklosteret i
Helsingør. Brudstykker af denne mærkelige Ligsten ere gjenfundne ved Timgaard.

Allen, De tre nord. Rigers Hist. II, 320 f. Skånska Herregårdar IV: Trolle-Liungby, m. Till. Ny kirkehist.
Saml. IV, 428 ff. Aarh. f. nord. Oldk. og Hist. 1879, S. 56 ff.

A. Heise.


Beskæftigelse:
Godsejer, Rigsråd

Kilde:
DAA 1985 p693 105e*

Knud blev gift med Sidsel Jensdatter Ulfstand i 1529 i Glimminge, Skåne, Sverige. Sidsel (datter af Jens Holgersen Ulfstand og Margrethe Trolle) blev født cirka 1510 i Glimminge, Skåne, Sverige; døde i 1575; blev begravet i Kalundborg Kirke, Kalundborg, Ars Herred, Holbæk Amt, Danmark. [Gruppeskema] [Familietavle]

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Bopæl: Ljungby I Skåne Tim I Nørrejylland Og Bønnet På Falster
• Bopæl: Ljungby Og Bønnet

Notater:

Beskæftigelse:
godsejer, lensmand

Kilde:
DAA 1985 p693 105e*

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Bopæl: Nørre Vosborg, Ulvborg, Ringkøbing, Danmark
• Beskæftigelse: 1527, Odense, Odense Herred, Odense Amt, Danmark; Katolsk biskop

Notater:

Gyldenstjerne, Knud Henriksen, –1560, Biskop.

Mester Knud Henriksen, som han sædvanlig kaldes, indtil han o. 1526 optog Navnet «von Stern» og kort efter Gyldenstjerne, var Søn af Henrik Knudsen G. (d. 1517). Efter at have faaet gejstlig Uddannelse og taget Magistergraden blev han Sekretær i Christian II’s Kancelli, 1520 forlenet med Ring Nonnekloster ved Skanderborg og s. A. ved sin Slægtning Biskop Ove Billes Anbefaling Domprovst i Viborg. «Jeg haaber, at han skal blive eders Naade en tro Mand,» skrev Biskoppen til Kongen. Da den jyske Opstand udbrød, brugtes han ogsaa tillige med Ove Bille som Mægler mellem Kongen og de oprørske Stormænd og opsagde først Kongen Troskab omtrent samtidig med Ove Bille og Mogens Gjøe. 26. Marts 1523 har han derpaa i Viborg medbesegiet Frederik I’s Haandfæstning, blev strax optagen i Rigsraadet og var blandt de Raader, der ledsagede Kongens Søn Hertug Christian, da denne gjennem Jylland og Fyn drog mod Sjælland og Kjøbenhavn. Kong Frederik synes allerede paa denne Tid at have udset ham til Jens Andersen Beldenaks Efterfølger som Biskop paa hans Fødeø Fyn; i alt Fald bød Kongen, at han skulde forlenes med Bispegaarden i Odense, hvilket dog denne Gang hindredes ved, at Biskop Jens Andersen kort efter sluttede sig til Frederik I; men da Biskop Jens paa Grund af sin Alder og sine mange Stridigheder tænkte paa at trække sig tilbage, bestemte han allerede 1527 K. G. til sin Successor, der først maatte forpligte sig til, naar han blev Biskop, at betale til Kongen den Sum, der ellers svaredes til Paven for Bekræftelsen paa Bispestillingen. Sagen kom dog først endelig i Orden 14. Marts 1529, da Jens Andersen afstod ham Bispedømmet mod en aarlig Pengesum. Senere, da Katholikkernes Had mod K. G. var vakt, beskyldtes han for ikke at have holdt Kontrakten; men dette modbevises ved endnu opbevarede Brevskaber.

Som Biskop indtog K. G. en ejendommelig Stilling. Selv hørte han ligesom sine Brødre i mange Henseender mere den nyere end den gamle Tid til. Betegnende i denne Henseende er det, at han i Aaret 1526 havde ledsaget Kongens Datter Dorothea til hendes Bryllup med den af Katholikkerne saa forhadte «kjætterske» Hertug Albrecht af Preussen, og s. A. var han det eneste gejstlige Medlem af Rigsraadet, der medundertegnede Kongens og det verdslige Raads Hævdelse af Aage Sparre som Ærkebiskop i Lund mod Pavens Vilje. Pavelig Konfirmation søgte K. G. heller aldrig. Strax efter sin Udnævnelse havde han en Samtale med Hans Tausen, og i den følgende Tid optræder han i mange Henseender i evangelisk Retning. Vel havde han ikke paataget sig nogen Forpligtelse til Kong Frederik med Hensyn til Evangeliets Stilling, og i de Kaldsbreve, han udstedte, findes heller ingen Forpligtelse for Præsterne til at prædike Evangeliet; men dog kaldte han o. 1531 Jørgen Sadolin fra Viborg til Odense og lod ham som sin Medhjælper virke i evangelisk Aand, medens han selv i Aaret 1532 var i Norge. I K. G.s Navn udgav Sadolin derpaa (1532) Luthers lille Katekismus, ledsaget af Formaninger til Præsterne, og da Sadolin senere af denne Grund forfulgtes af Katholikkerne, tog K. G. ham i Forsvar. Fra Odense udgik derpaa (1533) Sadolins Oversættelse af den augsburgske Konfession. Medens Katholikkerne (Poul Helgesen) ikke kunne finde Skjældsord nok mod den troløse «Skinbiskop», roses han derimod i høje Toner af Protestanterne som «den ærlige og fromme Biskop», der kunde tjene de andre til Forbillede. Under Herredagen 1533 efter Kong Frederiks Død har K. G. lige saa lidt som Mogens Gjøe og Erik Banner sat sit Segl under de Bekjendte Recesser, hvorved man søgte at sætte en Stopper for Evangeliets videre Udbredelse, og synes at have forladt Herredagen omtrent samtidig med Mog. Gjøe. Den evangeliske Lære synes han saaledes ikke at have haft noget imod; derimod følte han sig vistnok stærkt af sin biskoppelige Stilling og viste i verdslig Henseende en ikke ringe Iver, da han 1531 var bleven sat i Spidsen for sit Stifts verdslige Styrelse og i denne Stilling maatte træffe Forsvarsforanstaltninger i Anledning af Christian II’s forventede Angreb paa Danmark. «Han har hverken villet være Papist eller evangelisk», siges om ham 1536 i Klageskriftet mod Biskopperne, «men har ført et eget Regimente for sig selv og vilde kaldes Herre af Fyn.»

Sin store Selvraadighed og forfængelige Overvurdering af egne Kræfter kom han til fulde til at vise, da han i April 1532 blev sat i Spidsen for den Kommission, der med en dansk-lybsk Flaade blev sendt til Norge for at undsætte Akershus, hvor hans Broder Mogens G. belejredes af Christian II. I Følge den frie Fuldmagt, der medgaves Kommissærerne, skulde de ved Underhandlinger eller Vaabenmagt søge atter at bringe Norge og dets Indbyggere under Kongens Haand; alt, hvad de i den Henseende gjorde, skulde have Gyldighed, som om Kongen selv havde været tilstede. Vel vilde man senere gjøre gjældende, at dette «Magtebrev» kun gjaldt Norges frafaldne Indbyggere, og ikke gav Ret til Underhandlinger eller Overenskomster med /Kong Christian personlig; men saa meget er sikkert, at Kommissærerne, til hvilke ogsaa Broderen Mogens G. regnedes, stadig ansaa sig for berettigede til i Følge deres Fuldmagt at træde i Underhandlinger med Kong Christian selv. Denne havde nemlig indtaget en meget stærk Stilling ved Oslo, hvorfra de ansaa det for vanskeligt at fordrive ham; desuden manglede de Ryttere til at kunne afskære hans Forbindelser med det nordligere Norge. Da Kong Christian derfor selv begyndte at indlede Underhandlinger, afsloge de det ikke; dog afbrødes disse første Underhandlinger, fordi Kongen endnu forlangte Norge for sig. Peder Skram og Junker Wilken Steding afsendtes da (17. Maj) til Danmark for at kræve Forstærkning, især Rytteri, og i det hele sætte Kong Frederik ind i Sagernes Stilling. Efter nogen Tids Fejdetilstand begyndte Kong Christian imidlertid atter Underhandlinger; men da Kommissærerne stadig nægtede at indgaa noget Forlig, hvorved Norge eller Dele heraf afstodes, enedes man endelig efter Forslag fra Kommissærerne om, at Kongen med frit Lejde skulde føres til Kjøbenhavn for personlig at underhandle med sin Farbroder; hans Hær skulde strax opløses og Norge i Mellemtiden holdes til Kong Frederiks Haand; men hvis Forlig ikke opnaaedes, skulde han enten føres tilbage til Norge eller til Tyskland.

Efter at selve Lejdebrevet var beseglet, men ikke den hertil hørende «Kontrakt», kom imidlertid P. Skram og W. Steding tilbage. De medbragte en skriftlig Instruktion, udstedt 2. Juni, hvori det blot hedder om de (indtil 17. Maj.) førte Underhandlinger, at det ikke tyktes Kong Frederik raadeligt, at de paa en anden Tid gave sig saa vidt i Handel med Kong Christian. Med dette Svar afsendtes P. Skram og W. Steding; men da Kong Frederik imidlertid gjennem Lybek havde erfaret, at Underhandlingerne vare gjenoptagne, og at Kong Christian skulde ville begjære Norge eller en Del deraf, sendtes den kgl. Sekretær Axel Juul efter dem med en forstærket Ordre, der synes at have været givet baade skriftlig og mundtlig og at være gaaet ud paa, at de aldeles ingen saadan Handel maatte indgaa med Kong Christian, men skulde slaa ham af Norge. Baade K. G. og hans Broder Mogens og de øvrige Kommissærer toge dog ikke i Betænkning alligevel at besegle Kontrakten uden i Forvejen at underrette Kong Christian om de Bud, som vare bragte fra Kjøbenhavn. Peder Skram derimod vægrede sig ved at besegle Kontrakten. De viste ganske vist herved stor Egenraadighed; men efter det Brev at skjønne, som K. G. kort efter sendte til Kong Frederik, har hverken han eller de andre betragtet de nye Budskaber fra Kjøbenhavn som en Gjenkaldelse af deres frie Fuldmagt eller et bestemt Forbud imod at indgaa nogen som helst Overenskomst med Kong Christian, saa meget mere, som de i Virkeligheden ikke selv havde lovet denne det mindste, men alt var overladt til de Underhandlinger, der skulde føres mellem de to Konger selv. At de ansaa det som den lempeligste Udgang paa den 9aarige Fejdetilstand, at det nu kom til et virkeligt Forlig, er klart af alle deres Udtalelser baade før og efter Katastrofen.

Anderledes saa man Sagerne i Kjøbenhavn, og under disse Forhold viste K. G. stor Svaghed. Alle kastede sig nu over ham; af de øvrige Kommissærer var den norske Rigsraad Niels Lykke forbleven i Norge, og Broderen Mogens var ligeledes fraværende. K. G. stod ikke med Kraft paa, at Lejdet skulde holdes, men søgte at redde sig ud af Klemmen ved at beskylde Kong Christian for ikke selv i et og alt at have holdt Kontrakten som Grund til ikke at holde Lejdet, og saaledes blev dette brudt. – Folkestemningen rettedes nu mod ham; han beskyldtes for med Overlæg at have ført Christian II i en Fælde, og i de Forhandlinger med tyske Fyrster, hvori Kong Frederik søgte at undskylde sin Adfærd, kastede man hele Skylden paa ham. Selv viste dog hverken Kongen eller i den følgende Tid Rigsraadet ham nogen synderlig Ugunst. Han vedblev at have den øverste verdslige Styrelse i Fyns Stift, og da Grevefejden udbrød, viste han sig ivrig for Christian III’s Valg og fik en Forsamling af den fynske Adel paa et Møde i Hjallese ved Odense til i Juli 1534 at slutte sig til Jyderne om at anerkjende denne; men da de grevelige Tropper kort efter besatte Fyn, maatte han skyndsomst flygte. Hans Bispestol gaves til Gustav Trolle; selv begav han sig til Hertug Christian i Jylland og brugtes af denne til ansvarsfulde Hverv. Efter Slaget ved Øxnebjærg (1535) fik han atter sin Bispestol; men Glæden varede kun kort.

Da Biskopperne efter Kjøbenhavns Overgivelse 1536 fængsledes, blev ogsaa han fangen af Lensmanden Claus Daa og et Par andre Adelsmænd, netop som han efter endt Gudstjeneste forlod Albani Kirke. Han løsgaves efter et Aars Fængsel, efter at han (4. Sept. 1537) havde udstedt en Revers om at være Kongen og hans Søn tro og finde sig i Religionsforandringen. I Rigsraadet blev han aldrig gjenoptagen og levede nu som verdslig Stormand nogle Aar i tilbagetrukken Ro. Han giftede sig med Jytte Podebusk, Enke efter den ved Svendstrup faldne Rigsraad Niels Brock til Estrup og Datter af den rige Rigsraad Predbjørn P. Herved fik han Del i en stor Mængde Herregaarde: Estrup, Aagaard og Nørre Vosborg, ligesom han ogsaa efter sin Broder Gabriel G. fik Restrup Hovedgaard, og blev en meget rig Mand. Imidlertid fortsattes de pinlige Forhandlinger om Christian II’s Fængsling. Da man til sidst under Forhandlingerne i Regensburg 1541 gik saa vidt, at man vilde fremstille det hele som en Sag, der kun angik K. G. og Christian II selv, hvorfor man tilbød at stille ham for Retten, hvis Kong Christians Venner vilde anklage ham, saa blev det nu nødvendigt at faa K. G. til at afgive en Erklæring, hvorved den danske Regerings Fremstilling kunde reddes. I Juni 1542 afæskedes ham derfor en Række Svar. Han benægtede her, at Peder Skram havde haft nogen mundtlig Besked at overgive, og paastod, at han kun havde overrakt ham Kong Frederiks Brev, hvortil han havde holdt sig. Ligeledes benægtede han bestemt at have tilbudt selv at tage Kong Christian i Forvaring. Da disse Svar aabenbart ikke kunde bruges ligefrem, opstilledes med juridisk Kløgt en Erklæring, hvori de omtvistede Punkter skjultes paa en saadan Maade, at K. G. med nogenlunde frelst Samvittighed kunde sætte sit Navn under og tilsyneladende paatage sig Skylden, og herved vandt han sig atter en Stilling.

Samtidig fik han nemlig Ø Kloster i Pant for 4000 Dlr.; 1556 forlenedes han desuden med Ørum Slot som Pantelen og 1557 med Vestervig Kloster som Regnskabslen. Han og hans Hustru indtog nu en rig og anset Stilling i Aristokratiets Rækker. Uden dog at faa sin Rigsraadsplads tilbage anvendtes han i forskjellige vigtigere Hverv i Jylland; ogsaa indbødes han med sin Hustru oftere til kongelige Fester. 1559 maatte han opgive Ø Kloster, men fik senere Lund paa Mors i Pant i Steden. Da han 1559 maatte overlade sin Stifsøn Lave Brock Estrup, flyttede han til Vestervig, hvor han døde 8. Dec. 1560 i en høj Alder, vistnok over 80 Aar gammel, og ligger begraven i Aarhus Domkirke, hvor Ligstenen endnu findes.

Hist. Tidsskr. 4. R. III.
Heise, Kristiern II i Norge og hans Fængsling
(jvfr. Hist. Tidsskr. 4. R. VI, L. 115 ff.).
Brasch, Vemmetoftes Hist. I.

A. Heise.

Beskæftigelse:
Biskop

Titel:
Rigsråd

Knud blev gift med Jytte Predsbjørnsdatter Podebusk før 1541. Jytte (datter af Predbjørn Podebusk og Anne Mouridsdatter Gyldenstierne) blev født cirka 1492 i Kørup, Kogsbølle Sogn, Skam Herred, Odense Amt, Danmark; døde den 5 jul. 1573 i Randers, Støvring Herred, Randers Amt, Danmark. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

En tid lensherre på Bergenhus. Var den første som førte navnet Huitfeldt.

Aka (Facts Pg):
Lensmand Korsør (-1557), Tromsø (1557), gotland (1557)

Christopher blev gift med Øllegaard Trolle cirka 1542. Øllegaard (datter af Jacob Trolle og Kirsten Herlufsdatter Skave) blev født den 5 jul. 1513; døde den 13 feb. 1578 i Lillø, Kristianstad, Skaane, Sverige. [Gruppeskema] [Familietavle]

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Family Line: Friis af Hesselager

Henrik blev gift med Margrethe Bild den 25 aug. 1538 i Ørbæklunde, Ørbæk, Vindinge Herred, Svendborg Amt, Danmark. Margrethe (datter af Niels Bild og Berte Ulfeld) blev født cirka 1526 i Ravnholt, Herrested, Gudme Herred, Svendborg Amt, Danmark ; døde den 25 jun. 1571. [Gruppeskema] [Familietavle]