Erik Unknown

Erik blev gift med Margrethe Glob cirka 1339. Margrethe blev født cirka 1310 i Orebygård, Sakskøbing, Musse Herred, Maribo Amt, Danmark. [Gruppeskema] [Familietavle]

1. Bodil Sjaellandsfar blev født cirka 1355 i Orebygård, Sakskøbing, Musse Herred, Maribo Amt, Danmark.

Notater:

Konge 1286 - 1319 Konge som 12 årig efter mordet på faderen. Kronet 1287, men under f o r m y n d e r skab af enkedronningen indtil 1293, hvor hun gifter sig med Gerhard II af Hol st en .E R I K fo rsøg te at genskabe Valdemar Sejr rige, førte mange
krige i

Titel:
Konge af Danmark

Erik blev gift med Ingeborg af Sverige i 1296 i Helsingborg, Malmöhus Len, Skåne, Sverige. Ingeborg (datter af Magnus Ladelås, Konge af Sverige og Helvig of Holstein) blev født i 1289 i Stockholm, Stockholms len, Sverige; døde den 16 sep. 1319 i Roskilde, Sømme Herred, Roskilde Amt, Danmark. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Iflg flere kilder var ægteskabet med kongen godt, men af de 14 børn var 11 dødfødte, af de 3 levendefødte blev de 2 første Erik og Magnus, kun nogle få uger gamle. Den sidste, Valdemar, døde under tragiske omstændigheder. På en køretur standsede dronningens vogn, og hun holdt drengen ud af vinduet, for at folk kunne se ham. Hun tabte ham, og han døde. Kort efter gik hun i kloster, hvor hun døde året efter i 1219.

Nonne i Roskilde

Titel:
Folkungaätten

Titel:
Princess of Sweden

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Link: https://da.wikipedia.org/wiki/Erik_Klipping

Notater:

Erik Glipping (Klipping), o.1249-1286, Konge, var født paa Laaland, medens hans Fader, Christoffer (I), var
forlenet med denne Ø; hans Moder var Margrethe, den pommerske Hertug Sambors Datter. Da Christoffer besteg
Tronen efter Kong Abels Død (1252), uagtet Abels Søn tidligere var bleven erkjendt som Tronfølger, begyndte en
Kamp mellem de to Linjer af Kongeslægten, der blev dobbelt ulykkelig, fordi Gejstligheden netop paa samme Tid
kæmpede for en uafhængig kirkelig Stat inden for Landet og ved enhver Lejlighed søgte at unddrage sig Kongens
Myndighed. Da nu Ærkebisp Jacob Erlandsen endog sammensvor sig med Kongens Fjender Erik, Abels Søn, og Fyrst
Jarimar af Rygen og ved sin Vægring ved at krone den unge E., der dog var hyldet og anerkjendt som Arving af
Landets Stormænd, klart lagde for Dagen, at han ønskede Kronen over i Abels Slægt, lod Christoffer Jacob
Erlandsen fængsle i Febr. 1259. Kort efter døde Kongen i Ribe (29. Maj 1259), og E. besteg Tronen under sin
kraftige Moders Formynderskab; han kronedes Juledag 1259. Hertug Erik gjorde dog ingen Fordring paa Tronen og
vilde vel heller ikke have fundet Støtte hos Landets store. Margrethe søgte imidlertid at forsone sig med
Modstanderne, løslod Ærkebispen og tildelte Erik Hertugdømmet i Sønderjylland. Ved nye Forbindelser blev
Hertugens Stilling imidlertid truende; Margrethe rykkede med en Hær ned i Slesvig, og paa Lohede hinsides
Danevirke kom det til et Slag 28. Juli 1261, som Dronningen tabte, til Dels ved Anførernes Forræderi, og baade
hun og E. toges til Fange. Dronningen førtes til Hamborg, E. til Nordborg paa Als. Imidlertid blev Margrethe
snart frigivet, medens E. som et værdifuldt Pant af de holstenske Grever overdroges til Markgreverne af
Brandenborg for en Pengesum, de vare dem skyldige. Først i Avg. 1264 opnaaede E. sin Frihed paa de Vilkaar, at
han skulde ægte Markgrev Johan I af Brandenborgs Datter Agnes uden Medgift. Brylluppet fandt dog først Sted
11. Nov. 1273 i Slesvig. Striden med Ærkebisp Jacob var imidlertid ikke bleven bilagt, Kardinal Guido havde af
Paven faaet det Hverv at undersøge Sagen, men han var E. lidet gunstig, satte endog Kongen i Band og dømte ham
til at betale en stor Erstatning; Paven godkjendte dog ikke denne Afgjørelse. E. tilbød nu, at de landflygtige
Prælater maatte vende hjem og Sagen afgjøres ved Voldgift. Jacob Erlandsen gik ind herpaa og var paa Hjemvejen
til Danmark, da han døde 18. Febr. 1274.

Hermed var Striden med Kirkens Mænd foreløbig dysset i Dvale. Ogsaa lige over for Hertugdømmet var der Ro.
Erik var død 1272 og Lenet igjen kommet under Kronen; hans Sønner Valdemar og Erik vare da umyndige, men 1283
forlenede E. Valdemar med Sønderjylland. Denne gjorde vel Paastand paa tillige at forlenes med Als og
Krongodset i Slesvig, men ved en Nævn dømtes det, at disse hørte til Kronen og ikke til Hertugdømmet.
Alligevel var han misfornøjet, forbandt sig med Kong Magnus af Norge, der forgjæves fordrede den Arv, som
tilkom hans Hustru Ingeborg efter hendes Fader, Erik Plovpenning, og forsøgte ogsaa at bevæge Ærkebisp Jens
Dros til Frafald. Denne angav ham for E., som lod ham fængsle og inddrog Hertugdømmet som forbrudt. Mange af
Rigets store gik imidlertid i Forbøn for Hertugen, og efter at der paa forskjellig Maade var stillet
Sikkerhed, erholdt han igjen Hertugdømmet 1286. Men Kongen havde mange Fjender blandt Rigets store. Det viste
sig allerede, da han 1276 vilde have sin Søn Erik erkjendt som Konge og Marsk Stig vægrede sig ved at hylde
ham. Samme Aar lod E. en Lov om Majestætsforbrydelse vedtage. I det hele tilvejebragtes der i disse Aar en
Række vigtige Love, og navnlig blev der ved en Anordning eller «Haandfæstning» 1282 lagt en Række Baand paa
Kongens Handlefrihed; den blev en Forløber for de senere ved Kongernes Tronbestigelse udstedte
Haandfæstninger. Bestemmelserne, der søgte at sikre de enkelte Stænder deres Rettigheder og at hindre
Vilkaarlighed fra Kongens Side, vare i det hele billige og rimelige.

Men de stores Had døde ikke. E. havde været paa Jagt syd for Viborg, og man havde redt Natteleje for ham i en
Lade i Finderup, da en Del formummede Skikkelser brød ind og myrdede ham ved at bibringe ham 56 Saar, hvoraf
kun ét var under Brystet. Dette skete St. Cæcilie Nat (22. Nov.) 1286. Rygtet og snart efter Rettergangen
udpegede som Morderne Grev Jacob af Halland, med hvem E. havde haft langvarige Stridigheder om hans Len, Marsk
Stig Andersen, Niels Hallandsfar, Peder Porse, Rane Jonsen og 4 andre. Sandsynligvis har dog kun en enkelt,
Arvid Bentsen, været tilstede ved selve Gjerningen; Rane Kammersvend havde dog kun slet forsvaret sin Konge
ved Angrebet. Folkeviserne angive som Grund til Mordet, at E. havde krænket Marsk Stigs Hustru under hans
Fraværelse, og sene Kilder beskylde E. for at have forført flere adeliges Hustruer. Herfor savnes dog enhver
god Hjemmel, og Motiverne til Sammensværgelsen have aabenbart især været politiske, saaledes som ogsaa andre
Viser udtale: «der er saa mange i Dannemark, som alle vil Herrer være». Forbrydelsen vakte Rædsel og Medynk;
men som Martyr blev E. aldrig opfattet, og hvor stærkt end Aarbøgerne dadle Forræderiet, gjøre de intet Forsøg
paa at fremhæve betydelige Egenskaber hos Kongen eller elskværdige Sider af hans Karakter. Tydningen af
Kongens Tilnavn er usikker. Det skrives i Middelalderen altid Klipping, hvilken Form derfor maa være
Udgangspunkt for Tolkningen af det. Klipping var en almindelig Betegnelse for et klippet Lammeskind og findes
som Tilnavn for andre Personer; som Navn for en klippet Mønt forekommer det først i det 16. Aarhundrede.
Historikerne paa Frederik II’s Tid søgte at tyde Tilnavnet som den, der glipper, eller den gale (glepskr) og
begyndte derfor at skrive Glepping; i den nyeste Tid har man derefter villet forklare Glepping som Forfører
(jvfr. oldn. glepja), hvilket Ord dog ikke findes i de nordiske Sprog. Kongens Lig blev ført til Viborg og
blev begravet i Domkirken. I Finderup blev der bygget et Kapel. I sit Ægteskab med Agnes havde E. Sønnerne
Erik Menved, Christoffer II og Valdemar (d. 1304) samt Døtrene Regitse, som ægtede Nicolaus II af Werle,
Margrethe, gift med Kong Birger af Sverige, Cathrine og Elisabeth, hvilke døde unge. Agnes giftede sig paa ny
1293 med Grev Gerhard II af Holsten; hun døde 1304 (I, 120).

Suhm, Hist. af Danmark X. Hist. Tidsskr. VI, 329 ff.; 4. R. IV, 90 ff.

Johannes C. H. R. Steenstrup.

Erik blev gift med Agnes af Brandenburg i 1273 i Slesvig, Slesvig-Holsten, Tyskland. Agnes (datter af Johan I, Markgreve af Brandenburg og Jutta af Sachsen) blev født i 1258 i Roskilde, Sømme Herred, Roskilde Amt, Danmark; døde den 31 okt. 1304 i Ringsted, Sorø Amt, Danmark,; blev begravet i Ringsted, Sorø Amt, Danmark,. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Efter mordet på kong Erik V giftede hun sig med Grev Gerhard den Blinde af Holsten. Gerhard var en brorsøn til ABEL's Dronning, Mechtilde. De fik en søn Johan den Milde.

Regent fra 1286 for sin umyndige søn Erik 6. Menved; ægtede 1293grev Gerhard 2. af Holsten.

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Link: https://sv.wikipedia.org/wiki/Magnus_Ladul%C3%A5s

Notater:

Magnus Birgersson, senare kallad Magnus Ladulås, hertig , kung av Sverige 1275-1290, född 1240, död 18 december 1290 på Visingsö .
Son till Birger Jarl och Ingeborg Eriksdotter av Sverige .
Då Magnus vid faderns död 1266 tillträdde som jarl (eller hertigdömet som jarladömet då började kallas) ville han också ha samma makt och kom därigenom i konflikt med brodern kung Valdemar, som nu äntligen fick vara kung.
År 1275 bröt Magnus och den yngre brodern Erik helt med Valdemar och sökte stöd hos kung Erik Klipping i Danmark, vilket han fick. Med 100 danska fotsoldater och 700 inhyrda tyskar besegrades Valdemari slaget vid Hova i Västergötland. I juli samma år ägde en ceremoni rum på Mora äng varigenom Magnus togs till, sannolikt den förste namngivne, kung som valts vid Mora stenar . År 1276 gifte han sig med Helvig av Holstein som härstammade från Sverkerska ätten .
Genom Alsnö stadga ( år 1279) och Skänninge stadga (år 1284) ordnades förhållandena mellan kungen och stormännen och regler gavs för den beridna rusttjänsten . Genom privilegier utfärdade i Söderköping år 1281 gavs kyrkan i sin helhet frihet från stående skatter och kommande pålagor samt rätt att uppbära böter från sina landbor. Fasta slott med tillhörande slottslän uppkom och en omläggning av skattesystemet genomfördes. Under 1280-talet omtalas även ett kungens "råd" en rådgivarkrets somskulle kunna träda i funktion om tronföljaren vid Magnus frånfälle ännu var omyndig

Titel:
King of Sweden

Titel:
Folkungaätten

Magnus blev gift med Helvig of Holstein den 2 dec. 1276 i Kalmar,Sverige,. Helvig (datter af Gerhard I, Greve af Holstein og Elisabeth, Princess of Mecklenburg) blev født cirka 1262 i Itzehoe, Slesvig-Holsten, Tyskland; døde i 1324. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Titel:
Gräfin

Notater:

TITEL: Konge af Danmark

Titel:
Konge af Danmark

Christoffer blev gift med Margrethe Sambiria Zu Pommern cirka 1248. Margrethe (datter af Fyrste Sambor II af Pommern og Mechtilde af Mecklenburg) blev født cirka 1230 i Pomerollen (Før: Klein-Pommern / Hinter-Pommern), Polen; døde i dec. 1282 i Rostock, Mecklenburg-Vorpommern, Tyskland; blev begravet i Klosterkirken Doberaner Münster, Doberan, Mecklenburg-Vorpommern, Tyskland. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Margrethe Sambiria, –1282, Dronning, var en Datter af den østpommerske Fyrste Sambor, Broder til Svantopolk
den store; hendes Moder hed Mechtilde og stammede fra Meklenborg. 1248 ægtede hun Valdemar Sejers yngste Søn,
Christoffer, og 1252 blev hun kronet sammen med ham. Ægteskabet omtales som særdeles lykkeligt, og hun fødte
sin Mand flere Børn, deriblandt 3 Sønner, af hvilke dog kun Erik (Glipping) naaede Manddomsalder.

Saa længe Christoffer I levede, nævnes M. kun sjældent, dog ses det, at hun sammen med sin Fader har søgt at
mægle mellem Kongen og Ærkebisp Jacob Erlandsen. Efter sin Ægtefælles pludselige Død (29. Maj 1259) kom M.
derimod til at spille den største Rolle, i det hun som Formynderske styrede for den kun naarige Erik. Ethvert
Haab om at modstaa de talrige Fjender, Christoffer havde rejst imod sig, faldt til Jorden, da de sjællandske
Bønder ved Næstved lede et knusende Nederlag over for Rygerfyrsten Jarimar, og M. maatte kjøbe Freden ved
Indrømmelser til alle Sider; den fængslede Ærkebisp frigaves, Erik Abelsøn blev forlenet med Sønderjylland.
Snart slog M. atter ind paa den Politik, hendes afdøde Mand havde fulgt; til Trods for Ærkebispens Indsigelse
lod hun de jyske Bisper krone Erik i Viborg, og 1261 rykkede hun i Spidsen for en Hær ind i Hertugdømmet.
Hendes Fremgang var imidlertid kun kortvarig; Holstenerne kom til, og paa Lohede (28. Juli) sejrede de
fuldstændig over de danske; den unge Konge og hans Moder faldt selv i Fjendernes Hænder. Nu viste M. sin
ubøjelige Energi; fra sit Fængsel i Hamborg kaldte hun Albert af Brunsvig (I, 167) til Hjælp; det lykkedes
denne at faa Dronningen frigivet, og i Forening vendte de tilbage til Danmark. Hertugen blev udnævnt til
Rigets Forstander, og M. saa med Glæde, hvor voldsomt han fór frem mod Kongehusets Modstandere; hun skal endog
selv, efter hvad der fortælles i den brunsvigske Rimkrønnike, have fattet Elskov til den unge Hertug. 1263
forlod Albert igjen Danmark, men Aaret efter kunde M. i Steden hente sin egen Søn hjem, og 1266 blev denne
erklæret for myndig.

Ved denne Tid fik M. for Livstid overladt Estland som Enkeeje; endnu vedblev hun dog længe at være den
virkelig styrende i hele Riget, og hendes Energi skyldtes det vel, at Ærkebispestriden førtes til en ret
lykkelig Udgang, ligesom ogsaa, at Hertugdømmet efter Erik Abelsøns Død (1272) atter kom under Kronen. Senere
træder hun mere tilbage, og endelig døde hun i Dec. 1282 under et Ophold i Rostock; i det nærliggende
Cistercienserabbedi i Doberan, hvortil allerede hendes Fader havde staaet i venligt Forhold, fandt hun sit
sidste Hvilested, og her vises endnu en mærkelig Træstatue af hende, der i sin Tid har dannet Dækpladen over
hendes Sarkofag.

Til den Energi, M. udfoldede som Enke, svarer godt hendes Tilnavn Sprænghest; i Folkesagn kaldes hun ogsaa
Sorte Grethe, men er her blandet sammen med sin store Navne, Margrethe Valdemarsdatter. Efter nogles Mening
skal det have været M., der har bygget den Del af Danevirke, som kaldes Margrethevolden, hvad der dog er lidet
rimeligt. Til det hellige Korses Kloster i Rostock skjænkede M. noget Gods; snart efter hendes Død vidste man
at fortælle, at det var hende, der havde stiftet Klosteret og givet det en Splint af det hellige Kors, som hun
personlig havde modtaget som Gave af Pavens Haand, og som under Hjemrejsen havde reddet hende og hendes Følge
i stor Havsnød; alt dette fremstilledes i et Dokument, der foregaves udstedt af Dronningen selv, men hvis
Uægthed maa anses for sikker.

Script, rer. Prussicarum I, 690 f.
Videnskab. Selsk. Skr., Hist. phil. Afd., 5. R. IV, 377 ff.
Aarb. f. nord. Oldkynd. 1877, S. 55 ff.; 1881, S. 50 ff.

Kr. Erslev.

_________

Born as a Pommerian Princess, she was regent for her son Erik 5. Klipping after the death of her husband, Kristoffer I. She fought against the powerful Archbishop Jakob Erlandsen. In 1261 she and herson were taken prisoner in Tyskland. The next year she returned together with Albrecht of Braunshweig and Erlandsen left the country. She managed to persuade Pope to accept the idea of female succession to the Danish throne, though not to her daughters having succession-rights before male relatives in other lines. Estonia was her dowry which she controlled from Lolland-Falster another Dowry in the South of Danmark. She lived ca. (1230-81).


Titel:
Prinzessin zu Pommern

Notater:

Titel:
Margrave

Johan blev gift med Jutta af Sachsen den 28 maj 1255. Jutta (datter af Albrecht I Hertug af Sachsen og Helene, Prinsesse af Braunschweig) blev født cirka 1228; døde den 2 mar. 1267. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Birger Jarl föddes i början av 1200-talet i Bjälbo i Östergötland där ättens stamgods låg. Föräldrarna var Magnus Minnessköld av Folkungaätten, eller Bjälboätten, och Ingrid Ylva som tillhörde den sverkerska kungaätten. Birger jarl gifte sig med den danska kungen Erik Knutssons dotter Ingeborg och fick sex barn, varav två blev kungar: Valdemar och Magnus Ladulås. Under större delen av Valdemars regeringstid var det Birger Jarl som var rikets verklige ledare eftersom sonen var minderårig.
Ett bevis på Birger jarls personliga kraft och dominerande ställning var hans genomdrivande av de viktiga edsöreslagarna. Dessa var de första riksgiltiga lagarna. De föreskrev om kvinnofrid, hemfrid,tingsfrid och kyrkofrid. Birger jarl befäste den nygrundade handelsplatsen Stockholm 1252 till skydd mot plundringar av sjöfarare österifrån. Tack vare denne östgöte kunde huvudstaden fira sitt 750-årsjubileum 2002. Birger jarl avled 1266 och är begravd i Varnhems klosterkyrka i Västergötland.

________________________________

Birger jarl, död 1266, statsman, enligt traditionen av Folkungaätten, Sveriges styresman 1248-66 under svågern Erik Erikssons och sonen Valdemars kungatid.
Tronstrider mellan Sverkerska och Erikska ätterna försvagade kungamakten, och statsledningen låg helt i Birgers händer, särskilt sedan hans son Valdemar 1250 valts till kung. Ett uppror mot Birger ochhans ätt slogs ned 1251.
Under Birgers regering skapades en stark central regeringsmakt i Sverige på bekostnad av de olika landskapens intressen. Birger utförde ett storartat lagstiftningsarbete; särskilt kända är de så kallade fridslagarna (bl. a. hemfrid och kvinnofrid). Dessa lagar utgjorde de första svenska rikslagarna. Birger hade kyrkans stöd sedan han förhandlat med påvens sändebud vid kyrkomötet i Skänninge 1248.Han företog ett korståg till Finland, där han anlade fästet Tavastehus.
Birgers utrikespolitik syftade till samförstånd inom Norden. Han försökte främja handelns utveckling bl a genom handelsavtal med Lübeck.
Birger jarl anses också ha grundlagt Stockholm. År 1252 undertecknade han två så kallade skyddsbrev, som är daterade i Stockholm. Det är första gången stadens namn förekommer i ett dokument.Av denna anledning anses Stockholm ha fötts detta år. Någon stad grundade han inte, men han lät bygga en befästning på den nuvarande Helgeandsholmen för att säkra inloppet till Mälaren.
Birger hade sex barn med Ingeborg, bland dem två som blev kungar: Valdemar och Magnus (Ladulås). Han gifte 1261 om sig med Mechtild av Holstein.
Han ligger begravd i Varnhems klosterkyrka tillsammans med sin maka Mechtild och sonen Erik. Graven öppnades och restaurerades första gången 1922 och har åter öppnats 2002. En DNA-analys har utförts och bekräftar, att det är Birger jarl, som ligger i graven.

til Bjelbo, Rigsforstander i Sverige (1250-66)

Titel:
Konge af Sverige

Titel:
Folkungaätten

Birger blev gift med Ingeborg Eriksdotter, Prinsesse af Sverige i 1235. Ingeborg (datter af Erik X Knutsson Konge af Sverige og Richiza (Richza) Valdemarsdatter af Danmark) blev født cirka 1212 i Stockholm, Stockholms len, Sverige; døde den 15 jul. 1254. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Titel:
Erikätten

Titel:
Princess of Sweden

Gerhard blev gift med Elisabeth, Princess of Mecklenburg. Elisabeth, blev født cirka 1231 i Schwerin, Mecklenburg-Vorpommern, Tyskland; døde før 5 mar. 1280. [Gruppeskema] [Familietavle]