N. N. Reventlow

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Family Line: IV. Den grevelige linje af 1767. 1. gren (Altenhof)

Notater:

TITEL: Comtesse

Twin

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Family Line: IV. Den grevelige linje af 1767. 1. gren (Altenhof)
• Link: https://www.nordschleswiger.dk/de/deutschland-suedschleswig/deutsch-daenische-geschichte-daenisch-wohld
• Beskæftigelse: 1840 - 1847, St. Johannis Kloster, Slesvig, Slesvig-Holsten, Tyskland; Probst bei St Johannis Kloster, Slesvig

Notater:

BESIDDELSER: Jersbek, Steggen v. Oldesloe og Neuendorf v.Glückstadt

http://de.wikipedia.org/wiki/Theodor_von_Reventlow

TITEL: Greve

R. blev Student 1818, og efter at han 1822 havde taget juridisk Eksamen i Glückstadt, blev han 1825 Auskulant i Slesvig-holstenske Kancelli og fungerede 1828-34 som Legationssekretær i St.Petersborg. 1835 udnævntes han til Amtmand over Cismar Amt, men tog allerede 1838 sin Afsked og valgtes 1840 til Provst for St. Johannes Klostret i Slesvig; 1847 nedlagde han ogsaa dette Hverv.

1840 var R. blevet Medlem af Slesvigs Stænder som kongevalgt Medlem, og 1846 var han Forsamlingens Vicepræsident. Som Stændermedlem indtog han en moderat Holdning i Nationalitetsspørgsmaal. I Hiort Lorenzen-Striden 1842 stillede han sig paa det Standpunkt, at Medlemmerne fra det nordlige Slesvig var berettiget til at tale Dansk, men de kunde ikke forlange, at Forretningsførelsen skulde rette sig derefter, og 1844 modsatte han sig Gülichs Forslag om Indførelse af en konstitutionel Forfatning paa Basis af Landsrettighederne.

1848 blev R. Medlem af den slesvig-holstenske Landsforsamling og Okt. 1848 Præsident i Fællesregeringen, til denne i Marts 1849 afløstes af Statholderskabet. Den holstenske Stænderforsamling, af hvilken han 1855 var blevet Medlem, valgte ham 1856 ind i Rigsraadet, hvor han modsatte sig Tanken om et konstitutionelt Fællesskab imellem Holstenere og Danske og i Anledning af Sprogforvirringen mente, at "man bliver jo til sidst fuldkommen stupid" af at være Medlem af Forsamlingen. Det var paa R.s Forslag, at de fleste af Holstenerne nedlagde deres Mandater .

Efter 1864 levede han tilbagetrukken paa sine Godser Jersbeck og Stegen, som han havde købt 1840. - Hofjægermester 1827. Kammerherre 1841. - R. 1832. Maleri. Portrætteret paa W. Heuers Litografi af den provisoriske Regering og paa Træsnit af Stænderforsamlingen.

Beskæftigelse:
Politiker

Theodor blev gift med Asta Georgine Von Dem Bussche-Ippenburg Gen. von Kessell den 14 sep. 1858 i St.-Nikolai-Kirche, Wittlage, Bad Essen, Niedersachsen, Tyskland. Asta (datter af Julius Clamor Friederich Wilhelm Von Dem Bussche-Ippenburg Gen. von Kessell og Thora Charlotte Auguste Bernstorff) blev født den 6 apr. 1831; døde den 7 okt. 1881 i Ober Stefansdorf, Schlesien, Polen. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

TITEL: Baronesse

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Ordner: Frederiksborg Slot, Hillerød, Lynge-Frederiksborg Herred, Frederiksborg Amt, Danmark; Ridder af Elefanten
• Family Line: IV. Den grevelige linje af 1767. 1. gren (Altenhof)
• Kilde: DAA 1939 p76: II,2
• Link: https://www.nordschleswiger.dk/de/deutschland-suedschleswig/deutsch-daenische-geschichte-daenisch-wohld
• Ordner: 1.5.1782; Ridder af Dannebrog Symbolum: "NULLA PALESCERE CULPA"

Notater:

Reventlow, Cay Friedrich, greve, 1753-1834, geheimestatsminister født 17.11.1753 i Paris, død 6.8. 1834 på Altenhof, begravet i Sarau.

Forældre: overkammerherre greve Ditlev Reventlow (1712-83) og Margarethe Raben (1726-94). Gift 1. g: 6.11.1785 på Gartow med komtesse Wilhelmine Magdalene Ulrica Bernstorff, født 10.10. 1766 på Gartow, død 10.5.1787 i Kbh. (Petri), d. af grev Joachim Bechtold Bernstoff til Gartow (1734-1807, gift 1g 1757 med Louise v. Steinherg, 1738-58) og Magdalene Hedevig v. Lowzow ( 1742-1803). gift 2g 24.4.1797 i Kbh. (Fred. ty.) med komtesse Emilie Louise Henriette Bernstorff, født 7.10.1776 i Kbh. (Slotsk.), død 26.11.1855 i Preetz, d. af udenrigsminister A. P. Bernstorff (1735-97) og Henriette F. Stolberg (1747-82).

Far til Theodor R. Bror til Fritz R. R.s opvækst og uddannelse fulgte det gængse mønster for højadelens unge. I 1700-tallets sidste halvdel. Han blev undervist hjemme, bl.a. af de senere biskopper N. E. Balle og H. F. Jensen, og læste 1769-73 i Göttingen hvor han studerede sam men med C. F. Cramer og de to brødre Christian og Frederik Leopold Stolberg. 1773 blev han auskultant ved overretten i Gottorp, skønt A. P. Bernstorff ønskede ham til Kbh., men hvor faderens ønske om at have R. i nærheden blev udslagsgivende. 1776 udnævntes han til råd ved den slesvigske landret, og atter søgte A. P. Bernstorff at knytte R. til sig ved at tilbyde ham gesandtposten i Napoli, men igen strandede det på faderens modstand. 1777-78 drog R. på en større udenlandsrejse til Frankrig og Holland hvorefter han endelig indtrådte i diplomatiet idet han blev dansk gesandt i Madrid. På denne post kom han snart i et modsætningsforhold til A . P. Bernstorffs efterfølger, M. G. Rosencrone, og allerede 1781 søgte han om rappel. Hjemkomsten trak imidlertid ud, og først efter regeringsskiftet i april 1784 vendte R. tilbage på foranledning af A.P. Bernstorff.

R. var af fødsel nært knyttet til den ledende Bernstorff-Reventlow-Schimmelmannske kreds, og han tilhørte en af monarkiets fornemste slægter. Begge hans hustruer var af den bernstorffske familie, den anden datter af A. P. Bernstorff, og R. selv delte synspunkter og holdning med den ledende kreds efter 1784. Hans dannelse og sympatiske personlighed blev sat højt af samtiden, men i egentlig snævrere politisk forstand hørte han til den "højre fløj" af kredsen . Imidlertid blev han hurtigt taget i anvendelse i statens ledelse, idet han 1784 blev overkammerjunker, s.å. chef for Det kgl. bibliotek,og 1788-94 beklædte han den betydningsfulde gesandtskabspost i Stockholm hvor han på nærmeste hold var vidne til mordet på Gustav III. 179 3 udnævntes R. til leder af Det kgl. mønt- og medaillekabinet, n.å. til chef for kunstkammeret og til direktør for Botanisk have. Som leder af disse kulturelle institutioner giorde R. god fyldest, og sam-men med overbibliotekar D. G. Moldenhawer fik han 1793 åbnet Det kgl. bibliotek for publikum.

Ved svigerfaderen A. P. Bernstorffs død 1797 blev R. chef for tyske kancelli. Hans ledelse af kancelliet var uden initiativ, og det blev klart, at R. - der samtidig blev Gehejmestatsminister - ikke var nogen stærk politisk skikkelse. Hans veghed og ubeslutsomhed trådte stærkt frem, og han var blandt de ministre der 2.4.1801 talte for en fuldstændig underkastelse over for de britiske krav. Særlig kom hans svaghed frem i forholdet til standsfællerne i det slesvig-holstenske ridderskab. Hans indstilling til det omdiskuterede spørgsmål om livegenskabets ophævelse var svingende, og han trak afgørelsen i langdrag, og beseglende for hans politiske karriere blev forslaget om at pålægge ridderskabet større skatter. Ridderskabet var i og for sig ikke uvilligt til at bidrage til afholdelse af statens udgifter i større målestok, men det krævede under henvisning til korporationens privilegier at få fremtidige forslag forelagt til behandling. Rentekammeret, hvorfra forslaget stammede, indtog en stejl holdning, mens tyske kancelli søgte at mægle og R. selv endelig stillede sig på ridderskabets side. Både i dette spørgsmål og i reformlovgivningen vedrørende landboforholdene var R. uden tvivl under stort pres fra sin bror, Fritz R., der var en af ridderskabets ledere. 1 december 1802 kom det til et åbent sammenstød med kronprins Frederik, hvorefter R. indgav afskedsbegæring som han fik - ikke "i nåde, men "på ansøgning allernådigst", hvad der rummede en misbilligelse af hans optræden i den konkrete anledning.

Efter A. P. Bernstorffs død 1797, Johan Ludvig Reventlows i 1801 betød R.s afskedigelse en fornyet svækkelse af den siden 1784 ledende regeringskreds, og Chr. D. Reventlow gav tydeligt udtryk for det uheldige ved hans fratræden fra statstjenesten.

R. tog nu ophold på Altenhof og helligede sig resten af livet driften af dette og andre godser. Trods episoden i 1802 blev R. i 1816 udnævnt til guvernør og landdrost i Lauenburg og modtog i denne egenskab de nye undersåtters ed til Fr. VI og ledede inkorporeringen af landet i monarkiet. Men nogen egentlig politisk indflydelse øvede han ikke efter 1802. R. delte i alt væsentligt de synspunkter og interesser der var fremherskende i den ledende kreds, og som flere af disse havde han en hældning mod en mystisk - religiøs indstilling, der førte ham ind i kredsen omkring prins Carl af Hessen og gjorde ham til en beundrer af J. C. Lavater, der også tilegnede ham en bog.

Æresmedlem af Videnskabernes selskab 1795.

Kammerherre 1774. Geheimeråd 1790. Gehejmekonferensråd 1808.



imm. 1769, Okt., i Göttingen, 1773 (Maj) Auskultant ved Overretten paa Gottorp og i Glückstadt, fik 1775 Votum, 1776 (1 Febr.) Kmhre., 1777—78 i Frankrig og Holland, 1778 (9 Marts) 3. Civildeputeret i Admiralitets- og Kommissariatskollegiet, 1779 (24 Dec.) Gesandt i Madrid (ank. 29 Okt. 1780)—1784 (6 Marts) rappeleret, var afrejst 1782 (20 Okt.) med Løfte om at blive rappeleret, 1782 (1 Maj) hvid Ridder, 1784 (4 Apr.)—24 Maj Amtmand i Flensborg, s. A. (12 Nov.) Medlem af Overbankdirektionen —1802 (12 Dec.) og Kanalkommissionen (—1787), 1788—1802 (22 Nov.) Chef for det kgl. Bibliotek, s.A. (10 Nov.)—1797 Overkammerjunker, 1793 (31 Juli)—1803 (12 Jan.) Chef for det kgl. Mønt- og Medaillekabinet, 1794 (22 Marts)—1802 (17 Marts) Chef for det kgl. Kunstkabinet; 1797 (5 Juli)—1802 (22 Nov.) Statsminister og Præsident i Tyske Kancelli og Medlem af Ge- heimestatsraadet, 1808 (16 Sept.) Geheimekonferensraad, 1816 (2 Juni) Ridder af Elefanten, s. A. (26 Nov.)—1833 (19 Marts) Guvernør og Landdrost i Lauenborg (30 Aug.) Instrux at tage mod Hyldingen i Lauenburg), s. A. (2 Aug.)
Ridder af Elefanten død 6 Aug. 1834 paa Altenhof.

Gift 1° 6 Nov. 1785 paa Gartow m. Comtesse Wilhelmine Ulrica Bernstorff (F.: Geheimeraad, Greve Joachim Bechtold B. til Gartow og Magdalene Hedevig von Lowzow), f. 10 Okt. 1766 paa Gartow død 10 Maj 1787 i Kbhvn.;

2° 24 Apr. 1797 i Kbhvn. (T. F.) m. Comtesse Emilie Louise Henriette Bernstorff (F.: Statsminister, Greve Andreas Petrus B. og Henriette Frederikke Rigsgrevinde Stolberg), f. 7 Okt. 1766 i Kbhvn., dbt. 13 s. M. (S) død 26 Nov. 1855 i Preetz.

Cay blev gift med Komtesse Emilie Louise Henriette Bernstorff den 24 apr. 1797 i København, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark. Emilie (datter af Andreas Petrus Bernstorff og Henriette Frederikke Stolberg) blev født den 7 okt. 1766 i København, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark; døde den 26 nov. 1855 i Preetz, Slesvig-Holsten, Tyskland. [Gruppeskema] [Familietavle]

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Kilde: DAA 1939 p76: II,2*

Notater:

TITEL: Greve

Julius blev gift med Thora Charlotte Auguste Bernstorff. Thora blev født i 1809; døde i 1873. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

TITEL: Comtesse

Titel:
Comtesse

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Ordner: Ordenen “de l’union parfaite”
• Ordner: Frederiksborg Slot, Hillerød, Lynge-Frederiksborg Herred, Frederiksborg Amt, Danmark; Ridder af Elefanten
• Family Line: IV. Den grevelige linje af 1767
• Kilde: DAA 1939 p75 - V,1 DAA 2018-20 p622: IV,1
• Link: https://www.nordschleswiger.dk/de/deutschland-suedschleswig/deutsch-daenische-geschichte-daenisch-wohld
• Ordner: 31 mar. 1754; Hvid Ridder: Symbolom: "Avita fide"

Notater:

BESIDDELSER: Altenhof og Glassau

TITEL: Greve, Blev adlet 1767

I 1755 fik den unge prins Christian sin egen hofstat med tjenestegørende embedsmænd under ledelse af gehejmeråd Christian August von Berckentin, der var medlem af Gehejmekonseilet og havde haft en fornem karriere. Han havde været diplomat og var en overgang oversekretær i datidens udenrigsministerium, Tyske Kancelli, og stod Frederik 5. nær. I dag huskes han nok mere som den, der lod Det Berckentinske Palæ - nu Odd Fellow Palæet - opføre i Bredgade i København. Von Berckentin fik titlen overhofmester, mens den meget aristokratisk indstillede, holstenske adelsmand og ligeledes tidligere diplomat, senere gehejmeråd og overkammerherre Ditlev Reventlow, blev hofmester.

Af navn var det altså von Berckentin, der havde det overordnede ansvar for opdragelsen af den designerede konge, men han overlod det praktiske arbejde til Ditlev Reventlow og døde for øvrigt alleredei 1758 efter kun tre år.

Ditlev Reventlow var af en ganske anden støbning. Selvom han også fremover fik en strålende løbebane som topembedsmand, savnede han de pædagogiske evner, der skulle til for at vinde den unge prins forsig. I 1763, samme finanser ved nedskæringer og øgede skatter. Noget sådant er som bekendt aldrig populært. Derudover udnævntes han i 1764 til 1. deputeret for finanserne og for Generaltoldkammeret, i1765 til direktør for den nyoprettede Fond ad usus publicos, som fik sine indtægter fra ekstraordinære multker og konfiskerede midler og som bl.a. fandt anvendelse til gratifikationer til veltjente embedsmænd og andre offentlige formål efter kongens bestemmelse.

I 1767 fulgte dernæst udnævnelsen til øverste chef for Kommerce-kollegiet, hvor han afløste J.h.e. Bernstorff. Sidstnævnte år blev han tillige belønnet med ophøjelsen til dansk greve som en anerkendelse af sin indsats ved indgåelsen af den foreløbige mageskiftetraktat med Rusland, ifølge hvilken Katarina 2. på sin umyndige søn Pauls vegne gav afkald på alle rettigheder til det tidligere gottorpskeSlesvig. Der kunne næppe sættes mange fingre på Reventlows hæderlighed som embedsmand, men måske bar netop hans samvittighedsfuldhed, hans bekæmpelse af enhver form for embedsmisbrug og hans udtalte ordenssans samt hans rolle som drivkraften bag de fleste finansreformer i tiden før Struensee noget af skylden for beskyldningerne mod ham for medvirken til Christian 7.’s senere så uheldige og ulykkelige udvikling. Disse fik yderligere næring gennem hans bryske fremtræden, hidsige temperament og nærtagenhed over for kritik.

Som eksempel på, hvad der er blevet skrevet om Ditlev Reventlow og hans forhold til kronprinsen, kan nævnes heraldikeren, arkivar P.B. Grandjeans bemærkninger i artiklen om slægten Reventlow i Salmonsens Konversations Leksikon, bd. 20, 1926: » ... blev denne - 1755 - ansat som hofmester, senere overhofmester, hos kronprins Christian (VII), en stilling, som han trods sine gode kundskaber og sin anerkendte redelighed viste sig at være højst uskikket til, idet han ved urimelig hårdhed og plump, barsk optræden ligefrem indgød prinsen rædsel og yderligere forvirrede det sjælelig syge barnReventlowvar en brutal, hovmodig landjunker, ganske vist en mand med strengere sæder, end man ellers fandt dem blandt hin tids adelsmænd, sikkert også kundskabsrigere end de fleste af disse, men i høj grad usympatisk og fuldstændig uskikket til at lede et barns opdragelse. At der udkræves en åndelig anstrengelse hertil, at opdragelsesmåden må rette sig efter barnets karakter og være i stand til at lade sigændre, efterhånden som barnets udvikling træder ind i nye perioder, synes han aldrig at have tænkt sig. For Reventlow var al opdragelse en rå, ligefrem dressur, som den dummeste bonde kunne påtage sig, når han blot havde pisken i hånden, en fuldstændig legemlig og sjælelig underkuelse, hvor barnets selvstændighedsfølelse skulle knækkes, hans sind gøres modtagelig for alt det, man brutalt ville indprente ham. Drengen skulle opdrages i slavisk frygt, mildhed og overbærenhed var i Reventlows øjne blødagtighed.. Han opdrog derfor prinsen, som man dresserer hunde, men han sedergreen Bech er i sineartikler om Christian 7. og Ditlev Reventlow i den seneste udgave af Dansk Biografisk Leksikon, bd. 3 (1979) og bd. 12 (1982) noget mildere i sin dom over Reventlow: »... Ditlev Reventlow, en mand afutvivlsom hæderlighed, men med en håndfast og pedantisk opfattelse af opdragerens gerning, der indgav prinsen mere skræk end lyst til at tage ved læreMed støtte i bl.a. E.S.F. Reverdils memoirer har eftertiden fældet en hård dom over Reventlows opdragergerning. Det er vel også rigtigt, at han trods sine værdifulde karakteregenskaber ikke helt havde sin plads her. Hans moralske og religiøse grundsætninger, hans samvittighedsfuldhed og ordenssans var af en strenghed, der let lod mildere træk i hans væsen træde tilbage... Men påstanden om en skyld hos Reventlow for kronprinsens senere så ulykkelige udvikling afvises bestemt af samtidens som af eftertidens medicinske sagkundskab«.

Som prinsens egentlige hovedlærer ansattes i 1755 den tidligere pagehovmester, teologen Georg Nielsen, der 10 år senere blev kabinetssekretær og -kasserer hos dronning Caroline Mathilde og siden meddirektør ved Det kgl. Teater. Stillingen var tidligere blevet tilbudt den tyske forfatter Christian Fürchtegott Gellert, der blev en af foregangsmændene i den tyske oplysningstids borgerlige kultur, menhan havde takket nej. Georg Nielsen er blevet karakteriseret som en lærd, godgørende og elskværdig mand, en stor kunstkender og bogsamler, men tør og pedantisk og ude af stand til at vække sin elevs interesser. Han underordnede sig fuldt ud Reventlows pædagogiske metoder eller mangel på samme og overværede gang på gang, hvordan den lille, spinkle dreng blev korporligt afstraffet, tilmed i tjenerskabets nærværelse.



In der nächsten Generation führte sein ältester Sohn Detlev (1710-1783) den Betrieb. In ihm hat Altenhof seinen bedeutendsten Herrn, das Geschlecht eines seiner hervorragendsten Männer erhalten. Er war verheiratet mit Margaretha Raben aus Aalholm (1728-1794). Letztere kaufte im Jahre 1784 den Meierhof Aschau zum Gutsbetrieb Altenhof dazu. Von stetem Vertrauen dreier Könige getragen, stieg er von Stufe zu Stufe im Staatsdienst auf. Detlev Reventlow trat nach seiner europäischen Ausbildung als Kammerjunker und anschließend als Kammerherr in die Dienste der Königin. Er wurde Oberkammerherr und Erzieher Christians VII. 1751 wurde er Sonderbotschafter der Krone in Paris, führte auf Dänischer Seite die Verhandlungen mit Katharina der Großen um die Russischen Erbteile in Schleswig- Holstein 1773. Es ist mitunter seinem Verhandlungsgeschick zu verdanken, dass Russland schließlich zur Aufgabe seiner Ansprüche auf das Herzogtum Schleswig und die so genannten Großfürstlichen Anteile in Holstein bereit war. Detlev wurde nach Abschluss dieser Tätigkeiten in den Lehensgrafenstand erhoben.

Er wurde darüber hinaus Kurator der Christian-Albrechts-Universität in Kiel, welcher er binnen kurzer Zeit großen Zulauf verschaffte (1775-1783). Sein Vermögen führte zu einer Erweiterung der Reventlowschen Besitztümer. Zu den Besitztümern Altenhof und Glasau erwarb er vom Grafen Demercieres Gut Emkendorf, Wittenberg von seinen Vettern der Schleswig Holsteinischen Linie, Aschau und schließlich noch Osterade an der Eider.

Detlef blev gift med Margrethe Raben den 30 jun. 1745 i København, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark. Margrethe (datter af Christian Frederik von Raben og Birthe Scheel von Plessen) blev født den 8 dec. 1726 i København, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark; døde den 13 sep. 1794 i Kiel, Slesvig-Holsten, Tyskland. [Gruppeskema] [Familietavle]

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Kilde: DAA 1939 p75 - V,1*

Notater:

BESIDDELSER: Lundsgaard

Notater:

TITEL: Greve

Andreas Peter Bernstorff blev født i 1735 og døde i 1797.

Dansk godsejer og politiker – oprindeligt godsejersøn fra Hannover, der fik sin uddannelse ved et tysk universitet og på adskillige udlandsrejser.

Bernstorff gik i 1758 ind i dansk udenrigstjeneste og blev udenrigsminister under Christian 7. i perioden 1773-80 samt 1784-97.

Bernstorff førte neutralitetspolitik – og det lykkedes ham, med stor dygtighed, at holde Danmark uden for de storpolitiske opgør. Med Bernstorff som udenrigsminister støttede Danmark sig til Ruslandog indgik sammen med Rusland i 1780 et væbnet neutralitetsforbund med Sverige.

Det var Bernstorff der formulerede de første internationale søretsregler, bl.a.: Frit skib giver fri ladning.

Bernstorff blev i 1780 styrtet af Høegh-Guldberg, som han sammen med kronprinsen, den senere Frederik 6., igen styrtede ved et paladskup i 1784. Herefter fungerede Bernstorff i realiteten som landetsegentlige leder til sin død.

Et nyt væbnet neutralitetsforbund blev i 1794 indgået med Sverige.

Under devisen sikkerhed og velstand er det er i høj grad Bernstorff's fortjeneste, at Danmark blev holdt uden for revolutionskrigene.

Bernstorff var den drivende kraft i de landbrugsreformer der i 1788 førte til ophævelsen af stavnsbåndet.

Var søn af hannoveransk landråd Andreas Gottlieb von Bernstorff til Gartow (1708 - 68).
Født den 28. august 1735, studerede ved universiteterne i Leipzig, Genf og Göttingen. Efter dette, rejste han rundt i Tyskland, Schweiz, Italien, Frankrig, England, og Holland. Under sit ophold i Italien, udnævntes han 1754 til dansk kammerjunker. 1759 kom han til København, og fik straks sæde i det tyske cancellie, deputeret i det vestindiske-guineiske Rente- og Toldkammer og i General- Landoekonomie - og Commercecollegiet.
1766 deputeret i Rentekammeret og Hvid ridder. 1767 medlem af Overskattedirectionen, og med sin fader og farbror optaget i den danske grevestand.
1768 deputeret i det forenede Toldkammer- og Commercecollegium, hvor han skal have foranlediget at Det Afrikanske Handelsselskab ophævedes og en ny toldrulle udfærdiget. Da hans farbror blev afskediget, trak han sig også ud af statstjenesten, hvor gerne Struensee end ville have beholdt ham, - og trak sig tilbage til sine godser i Mecklenborg.
Da Struensee var styrtet, blev han tilbagekaldt, og i 1772, 1ste deputeret i Rentekammeret.
1773 blev han udenrigsminister, præsident i tyske cancellie m.m. Han fik udvirket at Kielerhusets linier frasagde sig enhver fordring på Sønderjylland, og kongen fik så godt som eneherredømme over Holsteen.
Både med Sverige, England og Holland var der kurrer på tråden, men ved klog eftergivenhed fik han stridighederne bilagt, og Danmark var i fred med hele verden da den nordamerikanske frihedskrig brød ud. Det drev så blomstrende en handel på alle verdenshave som aldrig tidligere, og havde blandt andet en indbringende fragthandel på og fra de krigsførende lande. Dets skibe blev dog ofte foruroligedeaf franske og spanske, men især af engelske kapere, og Berstorff måtte hyppigt gøre alvorlige indsigelser.
1778 foreslog han Sverige og Rusland at forny "den væbnede neutralitet", og endelig den 9. juli 1780 fik han traktaten afsluttet på grundlaget af følgende sætning: "Frit Skib gjør frit Gods" så at selv fjendtlig ejendom skulle allevegne gå frit i neutrale skibe, kun ikke krigsvåben og egentlige krigsfornødenheder. Neutralitetstraktaten blev foreløbig Bernstorff's sidste sejr: Preussen ønskede at indtræde i neutralitetsforbundet, men under betingelser som Berstorff fandt alt for gunstige; han afveg desuden i alt for mange stykker fra de øvrige medlemmeraf det Guldbergske ministerium, og den 30.november 1780 tog han atter sin afsked fra statstjenesten for at trække sig tilbage til Mecklenborg. Bernstorff var afventende, fulgte de danske begivenheder, og da kronprinsen (Frederik d. VI) havdestyrtet det Guldbergske regimente, og selv overtaget regeringens tømmer den 14. April 1784, blev Bernstorff atter indkaldt, og den 14. maj indtog han atter sin gamle stilling. Bernstorff nøjedes ikkemed at være udenrigsminister, han øvede en stor indflydelse på alle grene af statens styrelse, nu hjalp han den unge kronprins, Colbjørnsen og Reventlov med gennemførelse af de mange landboreformer som løste den danske bondestand af de lænker under hvilke den hidtil havde sukket. Det var Bernstorff selv der ved sin personlige indflydelse fremkaldte livegenskabets ophør i hertugdømmerne, selvom loven først blev gennemført den 19. December 1804, syv år efter hans død.
Det er Bernstorffs fortjeneste at Danmark oplevede år med fred og velstand, så regeringen fik ro til at ordne samfundsforholdene.
I maj 1797 blev han syg, (podagra) og den 21. juni døde Bernstorff. Mage til ligtog som det der fulgte ham til Frederikskirken på Christianshavn havde Danmark næppe set før, og kronprinsen gik, som han selv udtrykte det: "iblandt hans børn" Han følte at han have mistet en faderlig ven.

____________________

Danish statesman, was born at Hanover on the 28th of August 1735. His career was determined by his uncle, Johann Hartwig Ernst Bernstorff, who early discerned the talents of his nephew and induced himto study in the German and Swiss universities and travel for some years in Italy, France, England and Holland, to prepare himself for a statesman’s career. During these Wanderjahre he made the acquaintance of the poets Gellert and Jacobi, the learned Jean-Jacques Barthélemy, the duc de Choiseul, and Gottfried Achenwall, the statistician. At his uncle’s desire he rejected the Hanoverian for theDanish service, and in 2759 took his seat in the German chancery at Copenhagen. In 1767, at the same time as his uncle, he was created a count, and in 1769 was made a privy-councillor. He is describedat this period as intellectual, upright and absolutely trustworthy, but obstinate and self-opinionated to the highest degree, arguing with antiquaries about coins, with equerries about horses, and with foreigners about their own countries, always certain that he was right and they wrong, whatever the discussion might be. He shared the disgrace of his uncle when Struensee came into power, but re-entered the Danish service after Struensee’s fall at the end of 2772, working at first in the financial and economical departments, and taking an especial interest in agriculture. The improvements heintroduced in the tenures of his peasantry anticipated in some respects the agricultural reforms of the next generation.
In April 1773 Bernstorff was transferred to the position for which he was especially fitted, the ministry of foreign affairs, with which he combined the presidency of the German chancery (for Schleswig-Holstein). His predecessor, Adolf Siegfried Osten, had been dismissed because he was not persona grata at St Petersburg, and Bernstorff’s first official act was to conclude the negotiations whichhad long been pending with the grand-duke Paul as duke of Holstein-Gottorp. The result was the exchangetreaty of the 1st of June (T’.’Iay 21 O.S.) 1773, confirming the previous treaty of 1767 (seeBERNST0RFF, J. H. E.). This was followed by the treaty of alliance between Danmark and Russia of the 12th of August 1773, which was partly a mutually defensive league, and partly an engagement betweenthe two states to upset the new constitution recently established in Sweden by Gustavus III., when the right moment for doing so should arrive. For this mischievous and immoral alliance, which bound Denmark to the wheels of the Russian empress’s chariot and sought to interfere in the internal affairs of a neighbouring state, Bernstorff was scarcely responsible, for the preliminaries had been definitely settled in his uncle’s time and he merely concluded them. But there can be no doubt that he regarded this antiSwedish policy as the correct one for Danmark, especially with a monarch like Gustavus III. on the Swedish throne. It is also pretty certain that the anti-Swedish alliance was Russia’s price for compounding the Gottorp difficulty.
Starting from the hypothesis that Sweden was “DanmarkNorway’s most active and irreconcilable enemy,” Bernstorff logically included France, the secular ally of Sweden, among the hostile powers with whom an alliance was to be avoided, and drew near to Great Britain as the natural foe of France, especially during the American War of Independence, and this too despite the irritation occasioned in Danmark-Norway by Great Britain’s masterful interpretation of the expression “ contraband.” Bernstorff’s sympathy with England grew stronger still when in 1779 Spain joined her enemies; andhe was niuch inclined, the same winter, to join a triple alliance between Great Britain, Russia and Danmark-Norway, proposed by England for the purpose of compelling the Bourbon powers to accept reasonable terms of ‘peace. But he was overruled by the crown prince Frederick, who thought such a policy too hazardous, when Russia declined to have anything to do with it. Instead of this the Russian chancellor Nikita Panin proposed an armed league to embrace all the neutral powers, for the purpose of protecting neutral shipping in time of war. This league was very similar to one proposed by Bernstorff himself in September 1778 for enforcing the principle “ a free ship makes the cargo free “;
but as now presented by Russia, he rightly regarded it as directed exclusively against England. He acceded to it indeed (gth of July 1780) because he could not help doing so; but he had previously, bya separate treaty with England, on the 4th of July, come to an understanding with that power as to the meaning of the expression “contraband of war. “ This independence caused great *rath at St Petersburg, where Bernstorff was accused of disloyalty, and ultimately sacrificed to the resentment of the Russian government (13th of November 1780), the more readily as he already disagreed on many important points of domestic administration with the prime minister Hoegh Guldberg. He retired to his Mecklenburg estates, but on the fall of Guldberg four years later, was recalled to office (April 1784). The ensuing thirteen years were perhaps the best days of the old Danish absolutism. The government, under the direction of such enlightened ministers as Bernstorff, Reventlow and others, held themean between Struensee’s extravagant cosmopolitanism and Guldberg’s stiff conservatism. In such noble projects of reform as the emancipation of the serfs (see REVENTLOW) Bernstorff took a leadingpart, and so closely did he associate himself with everything Danish, so popular did he become in the Danish capital, that a Swedish diplomatist expressed the opinion that henceforth Bernstorff couldnot be removed without danger. Liberal-minded as he was, he held that “the will of the nation should be a law to the king,” and he boldly upheld the freedom of the press as the surest of safety-valves.
Meanwhile foreign complications were again endangering the position of Danmark-Norway. As Bernstorff had predicted, Panin’s neutrality project had resulted in a breach between Great Britain and Russia. Then came Gustavus IlL’s sudden war with Russia in 1788. Bernstorff was bound by treaty to assist Russia in such a contingency, but he took care that the assistance so rendered should be as trifling as possible, to avoid offending Great Britain and Prussia. Still more menacing became the political situation on the outbreak of the French Revolution. Ill-disposed as Bernstorff was towards theJacobins. he now condemned on principle any interference in the domestic affairs of France, and he was persuaded that Danmark’s safest policy was to keep clear of every anti-French coalition. Frolnthis unassailable standpoint he never swerved, despite the promises and even the menaces both of the eastern and the western powers. He was rewarded with complete success and the respect of all the diplomatists in Europe. His neutrality treaty with Sweden (17th of March 1794), for protecting their merchantmen by combined squadrons, was also extremely beneficial to the Scandinavian powers, both commercialiy and politically. Taught by the lesson of Poland, he had, in fact, long since abandoned his former policy of weakening Sweden. Bernstorff’s great faculties appeared, indeed, to mature and increase with age, and his death, on the 21st of June 1797, was regarded in Danmark as a national calamity.
Count Bernstorff was twice married, his wives being the two sisters of the writers Counts Christian and Friedrich Leopold zu Stolberg. He left seven sons and three daughters. Of his sons the best known is Christian Gunther, count von Bernstorff. Another, Count Joachim, was attached to his brother’s fortunes so long as he remained in the Danish service, was associated with him in representing Denmark at the congress of Vienna, and in 1815 was appointed ambassador at that court.

Andreas blev gift med Henriette Frederikke Stolberg den 3 dec. 1762 i København, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark. Henriette (datter af Christian Günther Stolberg og Christiane Charlotte Frederikke Castell-Remlingen) blev født den 12 jan. 1747 i Bad Bramstedt, Slesvig-Holsten, Tyskland; døde den 4 aug. 1782 i Dreilützow, Mecklenburg-Vorpommern, Tyskland. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

TITEL: Rigsgrevinde